I herligt selskab med vilde mini drager - Lith’rra og Althorn

Lith´rra fulgte roligt med Larlii og Althorn, og var ret så spændt på at smage på hvad skovelverne havde at byde på. Han gik op på siden af Larlii og på vejen mod forhøjningen havde han kærligt taget hendes hånd og set på hende med et varmt blik. Han havde dog ladet hende gå igen da hun ville finde drikkelsen frem.
Lith´rra kunne dufte blomstervinen da Larlii hældte op og tog roligt sit krus. Det var en dejlig duft der fyldte hans næsebor og roligt lagde han sine læber mod kanten af kruset før han så tog et lille zip af vinen. Han kunne straks mærke varmen der spredte sig igennem hans krop og den fantastiske smag fylde hans mund og gav et vældigt nydende suk fra sig, da væsken havde forladt munden og gledet ned i halsen. Det var frygteligt dejligt og han var ganske overrasket over hvor gode skovelver var til at lave deres alkohol.
"Woao den smager godt! og varmer godt" sagde han og smilede stort og nydende over vinens virkning på ham.

Han vendte kort sin opmærksomhed mod Althorn og nikkede taknemmelig.
"Det ville være fantastisk hvis du gad at spørge dem, især fordi jeg prøver samle lidt historie om min familie" sagde han og vendte så sin opmærksomhed mod Larlii. Han havde sat sig ned på den ene stol og trukket den lidt tid side så han havde fronten mod både Althorn og Larlii. Han var stadigvæk lidt overvældet over at det var en konge han sad her og snakkede med, samt drak vin med, men at han så også havde Larlii her, og hun havde været så fantastisk mod ham og nok stjålet et godt stykke af hans hjerte allerede.

Althorn havde selvfølgelig bare fulgt med op i huset, og satte sig ned, efter lige at have taget en smule hånd om sine rober - det var så ulempen ved dem, når tøjet var så stort og fyldte så meget så skulle man også passe på med hvordan man satte sig. heldigvis var kronen aldrig et problem, netop da den voksede til at passe perfekt til hvemend der nu var den retmæssige regent - og derfor, altså Althorn selv. Med den her tid af året var 'krystal liljerne' i den også i fuldt flor, snart på nippet til at falde af og sætte endnu en tradition igang... Nemlig at regenten gav en af blomsterne til hver af de personer han eller hende værdsatte mest. Og han var allerede selv sikker på at Larlii i alt fald ville få en, når de nåede til den tid af året.

Han tog en lille tår af vinen, og et blidt smil var atter at finde på hans læber - det var skam en af de gode hun havde fat i, her. Som Nínim nu så at Althron havde sat sig til rette og derfor vidste de skulle være her i længere tid, hoppede han hurtigt med på legene og så virkelug ud til at nyde at være sammen med sine artsfæller. "Ah. Ja, det er forståeligt at I ikke hørte meget om dem deroppe. Det er en godt velbevaret hemmelighed udenfor vores skove... Men jeg ønskede sågar selv at blive en, da jeg var yngre," sagde han med et lill smil og en svag rysten på hovedet som om han havde lyst til at fortælle sit gamle jeg hvor dumt det havde været. Det gik ikke med at være en konge, også.

"Moonwalkers er nogle af de ældste elvere der eksisterer - de bliver som regel en delældre end os andre, og de har viet deres liv til at bevare alle vores racers dybeste hemmeligheder og største viden. Jeg ved selv godt hvor de holder til, men det holdes ekstremt hemmeligt for alle andre end royale... Og nogle gange moonwalkernes familier. Mest for at være sikke rpå at deres tekster ikke går tabt hvis nogen skulle lyste at angribe dem. Er der noget man vil vide om elvernes historie eller slægter, eller bare den viden vi har fået igennem flere årtusinder, så er det dem, man går til." sagde han, og tog endnu en tår, før han nikkede og smilede blidt til Lith'rra. "Det skal jeg gøre næste gang jeg kan komme til det, så. Jeg har alligevel også noget jeg selv skal spørge dem om... Så kan det vel ordnes samtidig."

Hun nikkede forstående til alt hvad Althorn fortalte om Moonwalkers. Der var noget i hende som vågnede med hans fortælling. Noget i hende som på en måde længdes efter at vide mere om dem. Hun drak lidt mere af vinen og så op på de små som legede rundt i huset sammen med Nínim.
"Hvis alt går vel, vil jeg gætte på at de to par lægger et eller flere æg her til foråret. Det skal blive en fornøjelse at se dem opdrage deres unger og følge deres opvækst. Hvem ved... Måske finder Nínim en mage en dag." Hun havde rettet blikket på Althorn, da hun sagde det sidste.

Derefter så hun på Lith´rra med et kærligt smil.
"Glæder mig du kan lide den. Jeg er fornyeligt blevet spurgt om jeg kunne tænke mig at være med til at udvikle en ny vin. Tanken var at det skulle være en som kunne gøre brug af efterårets bær og blomster." Hun lagde en hånd på Lith´rra's knæ og gav det et kærligt klem, mens hun smilede til ham. Hun overvejede om hun skulle gør som hendes tanker og krop ønskede, eller om hun skulle vente til de to havde lært hinanden bedre at kende. Efter et minuts tid tog hun et dybt åndedrag og besluttede sig for at hun lige så godt kunne tage chancen.
"Lith´rra. Jeg ville være utrolig glad, hvis du havde lyst til at blive et par dage. Men hvis du har andre planer, er det fuldt forståeligt."

Lith´rra lyttede spændt efter hvad Althorn fortalte, og blev vældig interesseret i disse moonwalkers, et job der blev så hemmeligheds gjort at kun de royale egenligt kendte rigtig til dem, men det var også lidt komisk syntes han, at kongen egenligt gerne ville være en moonwalker, fra et rigtigt hemmelighedsfuldt job til at være i det helt store lys.
Og deres lille snak om drager, virkede også ret spændene, især med at der kunne komme nye unger til gruppen, især fordi han virkelig gerne ville se en hel ny lille drage, se dens små øjne åbne op for første gang i dens liv.
Han sippede lidt fra vinen og virkelig nød den krydrede smag i munden, og sukkede nydende over smagen da han fik synket mundfulden. Hans varme blik blev dog rettet mod Larlii da hun lagde sin hånd på hans knæ og kunne ikke lade være med at smile lidt ekstra stort. Det var ikke på grund af vinen der varmede hans krop og prikkede til hans hjerne, da han egenligt ikke havde noget mad i maven lige nu, og det hele gik lidt stærkere, men det var lyset til Larliis øjne der gjorde at hans hjerte smeltede for hende.

"Det vil slet ikke være noget problem, de kan klare sig udmærket der hjemme uden min hjælp, så skal bare sende en lille besked til dem så de ved at jeg bliver lidt længere end forventet" sagde han og blinkede let diskret til hende men smilede stort og snuppede et zip fra sin vin igen.

"Efterårets bær og blomster... " mumlede han lidt for sig selv, og skiftede så med at se på Althorn og Larlii.
"Hvad kan man ellers lave til vin? jeg er selv ret ukendt i de her kredse, faktisk første gang, så lidt nysgerrig gør den her vin mig da til at udforske lidt mere" sagde han og slikkede sig kort om læberne imens hans blik var rettet mod vinen i hans glas, det var bestemt ikke dårlig vin, det var han helt sikker på.

Althorn smilede let efter sin 'fortælling', som han netop mindedes de år hvor han noget så gerne ville have sluttet sig til moonwalkerne... Men siden han var enearving til kronen, havde det ikke været en mulighed. At være en del af nogen der var så afskåret fra resten af elverne og verdenen, og samtidig være skovelvernes konge? Nej, det gik selvsagt ikke rigtig hånd i hånd.

Hans smil blev en smule varmere af Larlii's ord, og han nikkede let. "Det håber jeg for ham. Han fortjener det skam." næsten som kunne Niním høre det var ham der blev talt om,så han korttilbage mod dem, på Althorn, med den glade varme i sit blik der virkelig talte højt om hvor meget han kunne lide Althorn, og generelt omhvor godt han havde det lige nu, selvfølgelig. Før Niním altså vendte sig om igen og legede videre med sine artsfæller.

"Det er nok et spørgsmål der er bedre rettet mod Larlii," sagde han så smilende til Lith'rra's spørgsmål med hvad man ellers kunne lave vin af. "For at være helt ærlig, er det ikke tit jeg selv drikker det." på nær til forskellige royale sammenkomster hvordet var umuligt at få andet, altså. Generelt var han bare ikke rigtig typen til alkohol, han hadede følelsen af at være påvirket, hvordan det drillede med hans ellers usandsynligt skarpe sanser.

Ved Althorns ord om at han ikke drak den slags ret tit, sprang Larlii op af stolen.
"Ved alle guder, hvor kunne jeg glemme det? Jeg plejer at have en kande kildevand stående, hvis man ønsker at drikke andet." Hun satte sit krus på bordet og nærmest løb ind under den balkon lignende gang som udgjorde første sal. Hun var væk i nogle minutter og kom derefter tilbage med en bakke. På bakken var der en skål fyldt med udskåret frugt og en kande kildevand, samt tre tomme krus. Hun satte det hele på det bordet, inden hun fandt et lille bord som hun satte midt imellem dem og flyttede bakkens indhold over på det.
Skålen indholdte: jordbær, æbler, hindbær, bombær, blommer og kirsebær, alt sammen skåret i både, som gjorde det nemt at spise. Hun fyldte de nye krus med kildevand og satte sig derefter i stolen ved siden af Lith´rra, med et smil om læberne.
"Spis endelig. Vi kan ikke have at vi bliver fulde på tomme maver, eller så 'tidligt' på dagen. Og nej, frugten her er ikke fra min have, men fra markedet i Forestina." Hendes øjne havde et lille glimt af drillesyghed, mest rettet mod Lith´rra.

Lith'rra skulle lige til at åbne munden, for at spørge om hun havde brug for hjælp men nåede ikke at sige en lyd før hun var suset afsted som vinden for at skaffe vandet.
Han havde et overrasket blik, men igen, de var elver, og elver var trods alt kendt for at være hurtige og lette.
"Woau hun var hurtig" sagde han med en tydelig tone af overraskelse og imponeret over hendes hurtighed. Han vendte da sin opmærksomhed mod Althorn og lagde hovedet lidt på skrå. Som royal og tilmed konge, var Althorn ret afslappet synet Lith´rra, ikke helt som han havde forestillet sig, især fordi at Althorn ikke virkede så højrøvet som Lith´rra havde forestillet sig royale ville være. Så det havde egenligt været en god oplevelse at møde en royal, og tilmed konge, og få nogle af sine fordomme slettet.
"Du Althorn, Som konge over hele Forestina, har det så kommet på tale, på noget tidspunkt overhovedet, om at udvide jeres regerings område? Altså til en smule ud fra Forestina. Og hvordan har Forestina det med andre racer? Altså lige fra lugtende trolde, til små feer" spurgte han ham og var ganske interesseret i hvordan han i hvert fald selv så sit lands syn på de små ting og de store ting, der foregik i verden.
Hans blik lyste helt op da Larlii kom tilbage og var hurtig til at give en hånd med, til at sætte alle skålene over på det lille bord.
Han kunne mærke at maven begyndte at juble og springe i glæde, over at se alt de saftige frugter. Det var trods alt nogle lange timer siden han sidst havde fået noget i maven, så sulten var begyndt at banke på. Men han ventede høfligt til Larlii havde sat sig igen, hvor han blidt lagde sin hånd, der var nærmest hende, på hendes hånd, og blidt gav den et kærligt klem, efterfulgt af et varmt og meget taknemmelig blik for frugten, før han snuppede en æblebåd og tog en god bid af den.
Lith´rra lagde godt mærke til Larlii's blik, og måtte synke en klump og kunne godt mærke at de nok ikke ville falde i søvn lige med det samme, men han ville slet ikke have noget imod det, for han kunne føle lidt på Larlii, at hun var en særlig pige, ikke som de andre han havde mødt gennem livet.
"Det er godt nok lækker frugt, selv vores egne træer og buske bliver ikke så saftige som de her" sagde han efter at han havde smagt på en blomme, og havde været nød til at suge saften ind, så det ikke røg ud over det hele.

Althorn løftede let det ene øjenbryn som han så Larlii spurte afsted efter vandet. Han så ikke helt ligeså overrasket ud som Lith'rra, men igen... Han havde set folk bevæge sig hurtigere. Omend han ikke havde ønsket at være i krig før, så havde han, og været den der ledede holdet af healere mens hans far havde været ude på slagmarken. Tilbage da han blot havde været en prins. Nok kun to århundreder siden på nuværende tidspunkt, så ikke voldsomt længe siden, men alligevel et stykke tid siden. Det var sjældent noget formåede at overraske ham efter det - og især som hans sanser med alderen var blevet skarpere,så blev det endnu sværere for folk at forskrække ham, siden han kunne høre folk komme tættere på uden problemer.

"Det er hun," sagde han roligt, som han lod sit blik glide tilbage på Lith'rra. "Bliver man også nødt til at være hvis man omgås drager. Selv de mest tamme af dem kan instinkterne indimellem gå amok hos... Og så er det bedst ikke lige at være i skudlinjen." hans blik havde kort gledet over til dragerne der stadig legede, Niním der så så glad ud... Det var kun godt. "Jeg har på nuværende tidspunkt ikke nogen planer om at prøve at udvidde mit regime, nej." sagde han så, som han så tilbage på den anden elver. Han var fint tilfreds med hva dhan havde nu - allerede det han havde gang i nu føltes som alt for meget ansvar, til tider. Derefter sukkede han stille. "Forestina's forhold med andre racer er desværre stadig utroligt anderledes end mit forhold til dem. Jeg gør mit bedste for at ændre på det, men... Der er mange der er stædige. Og snævertsynede. Det er ikke altid lige nemt. Du skulle bare vide hvor mange gange mine rådgivere har rådet mig til at afstå fra alle de mange rejser jeg foretager udenfor riget."

Kort efter kom Larlii så tilbage med tingene - Althorn takkede hende med et høfligt lille nik, hvorefter han trak et af glassene hen til sig selv og tog en tår. Kirsebærrene og jordbærrene var hvad han selv gik efter, bare et par stykker af hver. Et lille smil dukkede op på hans læber som han hørte Lith'rra's kommentar. "Ørkenvindene formår indimellem at komme ind mellem træerne og give planterne et ekstra skud varme. Og langt de fleste af vores åer er udgreninger af de floder, smeltevandet fra bjergene sender herned. Det er en kombination planterne er umådeligt glade for."

Larlii smilede og kunne ikke lade vær med at klukke lidt over hans reaktion over hvor saftig blommen var og hans kommentar omkring frugten. Et lille gys gled gennem hendes krop, da hun tænkte på hvordan han også havde nydt hende. Og sikkert ville komme til det igen sener på dagen.
Hun nikkede til Althorns forklaring om hvad der gjorde frugterne så gode, for hun havde selv tiltider mærket de lune vinde og viste at vandet var utrolig rig på mineraler som jorden oplagrede.
”Jeg har faktisk tænkt lidt på om jeg skulle forsøge mig med lidt frugtdyrkning. Men indtil videre har jeg fokuseret mest på at få de forskellige urter til at trives. Og dragerne naturligvis...” Hun så op på dem og blev lidt overrasket over at se dem være så aktive omkring Nímir. Hun kneb øjnene lidt sammen en kort stund mens hun fulte dem rundt, og så derefter overrasket på Althorn.
”Hvis jeg ikke tager fejl, så er de alle fire hunner. De er i hvert fald meget ivrige efter hans opmærksomhed.” Hun tænkte som en gal, mens hun forsøgte at huske hvordan de to par fra tid til anden havde opført sig omkring hinanden og så overføre den viden til de fire som nærmest kæmpede om Nínims opmærksomhed. Og ja, der var små tegn ind imellem, som tydede på at en eller flere af dem, hvis ikke alle var hunner. Hun viste at hun stadig havde meget at lære omkring de små mini drager, som kunne være ligeså forskellige som nat og dag.

Lith´rra så overrasket på Althorn og Larlii, og kunne godt se hvordan naturen kunne påvirke frugterne på den måde, hvilket han godt kunne se skulle beskyttes så vidt muligt, for det ville være national skam at lade så gode frugter gå til spilde. Dog blev han først rigtig opmærksom på dragerne da Larlii nævnte at det kunne være hele 4 hunner og hans øjne fangede dragerne. Han lagde hovedet lidt på skrå imens øjnene studerede deres måder at 'ligge and på' den anden drage som de var sikre på var en han.
Lith´rra pegede undrende på dragerne.
"Hvor gamle er de cirka i forhold til hinanden?" spurgte han undrende dem begge to og syntes det var lidt morsomt at se dem hoppe rundt efter en enkel fyr. Han kunne ikke lade være med at klukke lidt over det, før han tog en tår af vinen.

"Det kunne da godt være du skulle det. Men ja... Nok først når alt andet er helt på plads." Althorn's øjne gled roligt rundt mellem dragerne, og så godt hvor glad Niním egentligt var for al den opmærksomhed... Det meste af tiden, altså. han så også ud til at synes det var en tand for meget når tre af dem nærmest sprang på ham samtidig. "Så er det da intet under at han elsker hvordan de sværmer rundt om ham... Det meste af tiden, altså." han kluklo en smule som Niním fløj et kort stykke væk da to af demhavde været liidt for nærgående til hvad han umiddelbart havde været klar til. "... Det ville være synd at sige at jeg ikke ved hvordan det føles at væreomsværmetog ikke gide det..." et meget lavt,næsten umærkbart suk, og Althorn tog endnu en tår vand. Alle de elver kvinde der i årevis havde prøvet at sværme om ham så meget som de kunne... Og ingen af dem vidste at han slet ikke kunne lide dem sådan. En af de tre eneste der vidste det, sad trods alt lige her.

Althorn så derefter ud til lige at skulle tænke sig om lidt tid, ved Lith'rra's spørgsmål. "Puuh... Tja, jeg var næsten 200 da jeg fik ham, så Niním er vel godt og vel... De 300 år, nu? Det er i alt fald umiddelbart mit gæt... Jeg har jo ikke papir på at have fået ham, nu jeg selv tæmmede ham ude i skoven. han var den sidste tilbage fra sin lille familie."

Hun kunne ikke lade vær med at klukke af latter over det Althorn sagde omkring at være omsværmet. Hun kunne godt se at Nínim ikke helt syndes det var sjovt. Derfor rejste hun sig og klappede en gang i hænderne, hvor ved hun fik de fire dragers opmærksomhed. Hun antog et bestemt kropssprog som viste hende i en ledende position og brugt nogle få fagter, samt en lidt grovere tone til at gøre sig yderligere forstået.
”Hvordan ville i have det hvis det var jer som blev jaget af andre? Vis nu lidt hensyn overfor Nínim.” De fire drager så lidt rundt på hinanden og hen på Nínim, som sad lidt væk fra dem. De bøjede alle hovederne og fløjtede lidt sørgmodigt til ham. Hvorefter de så afventende på ham, som om de gav ham bestemmelses rettighederne. Hvis han ville forsætte deres leg, så legede de. Ville han heller holde pause, så gjorde de det også.
Larlii havde sat sig igen, da hun så hvordan dragerne reagerede på hendes ord og kropssprog.
”Jeg har ingen ide om hvor gamle de er. Vil nok gætte på at de er omkring samme alder som Nínim, muligvis lidt ældre eller yngre. Men intet vides med sikkerhed. Selv Fafnir har jeg ingen ide om hvor gammel han er. Jeg ved kun at han har været nær mig i lidt over tyve år, men hvis jeg skulle gætte ville jeg nok skyde på omkring et halt eller helt årtusinde."

Larlii's kontrol over dragerne fik Lith´rra til at måbe stort. Øjnene var kæmpe store og sad lidt og så nervøst på dragerne som havde startet med bare at set på hende, før de så adlød hende. Han åndede lidt lettet ud da det så ud til at de hørte efter hende, men var stadigvæk voldsomt overrasket over hvordan hun bare havde rettet på et par drager der kunne grille dem alle så let som muligt. Men da hun nævnte alderen på Fafnir dragen, tabte han kæben helt.
"Halvt... helt .... årtusinde..." gispede han let og gloede ud på dragerne lidt måløst.
"Hvordan holder de sig i så lang tid... jeg mener... de må da have en viden som ingen andre..." sagde han og tænkte om der mund var måder man kunne kommunikere med drager så man kunne forstå dem ord for ord, for de kunne sikkert have nogle gode historier om hvordan resten af verden var, hvilket gjorde Lith´rra en smule spændt.
"Hvor kunne det være spændene at kunne snakke med drager... at flyve rundt i skyerne og se alt, der må være gode historier" sagde han og smilede stort til Larlii og Althorn.
Han lænede sig roligt tilbage, og tog et stykke frugt mere og nydende bed et stykker af, det smagte lige så godt som den første frugt han havde fået, og så roligt på Althorn med et drillende smil.
"men Althorn, som konge, tidligere prins, så må du da have haft det lidt som Nínim har det nu?" spurgte Lith´rra og så lidt udfordrende på Althorn, og fiskede tydeligt efter en god historie.

Althorn så smilende på som dragerne så fint adlød Larlii - med minidrager var det så også nemt nok, de var ikke noget nær så farlige som de større drager, fra Fafnir og opefter, var. Deres flammer var små og gav sjældent mere end en førstegrads forbrænding, og deres bid var som en kats. Niním så ud til atånde lettet lidt op, og gik ikke lige tilbage i legen med det samme - han værdsatte at få en lille pause.

Althorn nikkede derefter let til Larlii's ord, og smilede let. "Jeg ville nok umiddelbart tro han er tættere på det halve end hele årtusind... men det er mest fra måden han agerer på. Han virker ikke som en midaldrende drage endnu." kommenterede han på det med Fafnir. Der var lidt for meget gang i ham til det, af hvad han vidste.

Men da der blev spurgt ind til det med at føle somNiním havde det nu, så sukkede han en smule, og strøg noget hår om bag sit ene øre. "Desværre kende rjeg alt for godt til det, ja. Du ville ikke engang drømme om hvor mange de rhar lagt an på mig, eller hvor mange mine forældre har prøvet at smede mig sammen med. Og ikke én eneste har jeg været interesseret i af dem."

Fafnir kom roligt gående op til dem, nikkede til Althorn med en blid bekræftende brummen og lagde sig ved siden af Larlii, så hun var mellem ham og Lith´rra. Hun smilede og gav sig til at klø ham ved det øre som var tættest på hende og fik en nydende brummen som tak.
"Det lød til at du havde ret. Men det kommer til at blive en del nemmere hvis der kommer unger her. Men nu må vi se." Hun smilende på de små som nu kom ned til Fafnir og puttede sig ind til ham, mens de begyndte at nusse om hinanden. Den grønne og den gule så op på Nínim og kviderede forsigtigt en indbydelse til ham. Fafnir flyttede hovedet en lille smule, så hun bedre kunne nå det rigtige sted og bummede fornøjet.
Larlii smilede til sin ven og så igen på sine to gæster.
"Ja, jeg har skam godt set på afstand hvordan kvinderne kan finde på at flokkes om dig. Men det hjalp da, den gang rygterne startede om at du havde fundet en. Ikke at vi har set ret meget til hende. Selv er jeg bare glad for at være sluppet af med Dénar. Så blev der mere tid til mine venner og veninder." Hun holdte let øje med Lith´rra, uden at det virkede for åbenlyst, da hun forsatte med at tale.
"Det har også virket på andre hensigter. Nogle af de unge mænd er begyndt at vise mig opmærksomhed. Forleden en dag var der et par stykker som ligefrem bukkede for mig og spurgte om de måtte bære mine kurve med urter." Hun havde et henrykt smil på læberne, mens hun talte.

Lith´rra havde stadigvæk en tabt kæbe over hvor lang tid dragerne havde levet, det var helt vildt at de kunne leve i så lang tid, men så igen, de var store og nok ikke de mest truede dyr han kunne tænke på, i hvert fald ikke ved mindre man ville risikere at blive til en grillstegt kylling.

Han begyndte dog lidt at fnise en smule da Althorn begyndte at snakke om dameproblemerne og syntes det var lidt morsomt om hvor mange der kunne gå efter en mand, på grund af en titel de kunne få, ikke at Althorn ikke så godt ud, nok mere i kvindernes øjne dog, men der måtte være mange magtliderlige kvinder som ville have titlen som dronning over Forestina. Han kunne også godt lide Larliis fortsættelse med rygter og alt det, og kunne kun være enig med hende med denne Dénar tingen, som bare skulle holde sig væk i hvert fald. Især nu.
Han fik dog et lidt overrasket blik da Larlii så begyndte at nævne at hun også var begyndt at få opmærksomhed fra andre mænd og kunne mærke lidt jalousi stikke i ham, og prøvede lidt at læse hendes sandhed om det..
"Nååh så det gjorde de" sagde han og krydsede armene lidt imens han så lidt drillende på Larlii.
"Jamen så det vist godt jeg er her nu så jeg kan beskytte dig mod alle de 'unge mænd' og bærer alle dine kurve" sagde han med en lidt drillende tone, men nok også et snert af misundelse, men han måtte jo også helst vise selvkontrol og fairhed. Men han kunne ikke lade være med at tænke 'drillepind!' imens han så på Larlii med et varmt og drillende blik.

"Jeg er da glad for at jeg ikke fornærmede ham og gættede rigtigt," sagde han med en svag latter, før han smilede og nikkede venligt til Fafnir - han havde en umådeligt stor respekt for den drage, og han ville ikke have at Fafnir kunne være i tvivl om det, overhovedet.

Niním kiggede lidt vurderende på de to små, før han langsomt kantede sig hen til den gule, som han åbenbart lod til at være lidt gladere for end den anden, men han lagde sig dog heller ikke helt op og ned af den. Althorn så smilende på, før hans øjne atter røg tilbage til Larlii.

"Nej, hun vil helst ikke frem i rampelyset. Jeg bebrejder hende ikke - det kan være en del udmattende til tider, at så mange finder ud af næsten alt hvad du laver på et splitsekund." sagde han med et svagt suk, som hans tanker kort røg hen på Darya - han måtte nok hellere se at finde noget mere tid til at være sammen med hende, igen.

Hun smilede forstående til Althorn, da hun hørte det svage suk. Hun kunne nemt forstille sig hvilke problemer det ville give for hans anden veninde, hvis folk fandt ud af hvem hun var.
”Althorn. Hvis du har brug for et sted at mødes uden særlig mange øjne, så vid da at der altid vil være værelser klar til jer her. Om i kommer samtidig eller hver for sig, og hvor længe i ønsker at blive, ja det er helt op til jer.” Hun nævnte med vilje ikke noget om hvem hun tænkte som han ville mødes med, og håbede at han gættede sig til betydningen. Ligledes håbede hun inderligt ikke at Lith´rra ville opdage noget om kongens hemmelighed. Hun ville ihvertfald gøre sit for at det ikke skete.
Måden Lith´rra reagerede på. Hun elskede det. Han var så perfekt i hendes øjne: forstående, elskelig, kærlig, venlig, varm og glad. Hun kunne sikkert forsætte i noget nær uendelighed med at opremse forskellige ting ved ham, som hun fandt gode. Men hun valgte at belønne ham for hans godhed, ved at rejse sig og give Lith´rra et kærligt kys. Selv om kysset var kort, indeholdte det tydeligt den kærlighed hun følte for ham, ligeledes var hendes hviskende ord: ”Tak, Lith” fyldt med kærlighed og lidenskab, som sikkert ville lade ham vide at hun ikke ønskede andre end ham.

Dragerne var mere eller mindre døset hen efter deres vilde leg, og Fafnir lod den ene vinge brede sig lidt ud over de små, som en form for beskyttelse eller afskærmning. Den gule, som Nínim havde lagt sig i nærheden af, så roligt på ham en kort stund, inden den lagde sit hoved på sine forben og døsede. Hun havde ikke tænkt sig at gøre mere, ikke efter at hun havde forstået hvad deres vogter havde ment. Det var rigtigt nok. De havde jaget den stakkels fyr rundt. Men der var jo ikke ligefrem mange fyre ledige her. Hun sukkede stille mens hun slappede af. Hvem viste om de var heldige til næste år? Der kunne jo nemt komme flere til stedet i løbet af kort tid.
Den grønne hundrage, som lå på den anden side af den gule, havde i en stund sat op og set på Nínim. Den havde overvejet om den skulle gå hen til ham eller ej, og var kommet frem til at det nok var bedst at lade den flotte fyr selv bestemme om han ønskede selskab eller ej. Derpå havde den set hen på de to brune som lå sammen ved Fafnirs skulder og sov, hvilket fik den til at ligge sig ned med ryggen op af den gule og hovedet vent mod de brune. Hvis Nínim besluttede sig for at slutte sig til den, var der masser af plads mellem den og de to brune.

Lith´rra blev faktisk lidt overrasket over Larlii's belønning, især fordi de sad foran royalhed, men han imødekom hendes kys fuldt ud, og holde ikke tilbage for at gengælde hende kort. Han kunne ikke lade være med at få et forelsket smil over læberne over hendes tak, og var en smule lettet over at han havde ramt rigtigt.
"Selvtak Larlii" svarede han hende varmt og blidt tog hendes hånd og kærligt gav den et kys. Hans blik på Larlii var meget forelsket, og det var tydeligt at se, at hans kinder var blevet en smule røde over hendes belønnings kys, og lignede lidt en ny forelsket teenager, der virkelig prøvede at holde styr på sine fysiske bevægelser.

Lith´rra så mod Althorn, og dernæst mod Larlii, hendes gådefulde sætning havde både været mystisk, men også ret afslørende, at hun vidste noget om Althorn og måske en kvindelige bekendt han kendte? Han kunne ikke lade være med at tænke over det, og syntes nu det var en smule sødt at han kunne have en hemmelig kvindelig bekendt han måske havde et lille forhold til. Tanken fik ham til at fnise lidt, og kunne godt lide tanken, og syntes det var helt okay at han havde en pige, dog tænkte han om Althorn måske også var sat under stramme regler om hvem han måtte gifte sig med af damer, og hvor mange koner han kunne have. Han var jo konge, så hvor striks var reglerne mod ham.

Ja, der var en god grund til at han holdte Darya så skjult som han kunne. En del havde selvfølgelig set hende mens han blot var prins, da hun var hans ældste og bedste ven, og en han havde haft siden han var en lillebitte purk på kun omtrent de ti år. Hun havde været et af de eneste børn der ikke bukkede eller noget, men bare havde leget på lige fod med ham, hvilket var noget han værdsatte allerede dengang.

Hans kinder mødtes dog af en velkendt rødmen ved hendes forslag om at kunne få noget alene tid her ved reservatet. Han kunne ikke undgå at hans tanker gledhen på den utroligtflotte og charmerende dæmon igen, så atter hans flotte krop for sig, hvordan den havde arbejdet for hans til deres begges store nydelse... Han sank en lille klump, men smilede så, og nikkede. "Jeg takker. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige om det nogensinde bliver nødvendigt, men jeg takker for gestussen, om ikke andet." Imens lod Niním til at hygge sig fint hos den hun han havde valgt, med blot at blunde stille og roligt ved siden af hende.

Hun satte sig igen og kunne næsten ikke vente til de blev alene igen. De var jo blevet afbrudt ude i dammen, så hun kunne stadig mærke lysten til at forsætte i kroppen.
Men hun satte sig roligt igen ved siden af Lith´rra og smilede nikkende til Althorns ord, mens hendes hånd der var tættest på Lith´rra lagde sig på hans arm og blidt nussede den. Hun havde en god ide om hvem der var i hans tanker, da hun så hans kinder rødme. Intet under. De to havde også set så godt ud sammen, så perfekte sammen. Hun så kort ned på dragerne, som lå sammen med Fafnir, og smilede stolt.
"Hvis Nínim ønsker at blive mens du forsætter din rundtur, så skal han være velkommen til det. Desuden er han altid velkommen, både sammen med dig og alene." Hun så hen på Althorn med hovedet lidt på skrå, så hun stadig kunne holde lidt øje med dragerne mens hun talte. Hun ønskede at lodde stemningen hos Nínim og Althorn.
"Har du nogen tanker på hvor langtid det vil tage dig at komme rundt, hvis han blev?" Spørgsmålet var ganske uskyldigt, hvis det ikke samtidig var for at lodde hvor langtid hun og Lith´rra kunne få for dem selv.

Lith´rra bed sig let i læben og lagde sin hånd oven på hendes der havde lagt sig på hans arm. Han så varmt på hende og bed sig kort i underlæben før han gav hendes kind et varmt kys, før han sendte hende et blik, om at hun bare kunne vente sig, det kys fra før var bestemt ikke færdigt.
Men han havde også læst Althorns rødmende kinder og fnes let over ham.
"første gang man møder royalhed, og første gang man ser en forelsket en" kommenterede han, lidt for at drille Althorn, han var lidt nysgerrig på hvor frit talende en konge kunne være når han ikke var i sit pallads.
Lith´rra var helt sikkert med på at dragen skulle blive, han ville gerne lærer mere om drager, så jo flere jo bedre, og Larlii kunne sikkert fortælle ham en masse om drager og deres historie.

"Det kunne godt se ud som om han har lyst til at blive og hygge sig lidt, ja... Det er trods alt sjældent han har mødt andre små drager. Jeg fandt ham jo ene og forladt..." sagde Althorn stille mens hans øjne lå på Nínim der lå og brummede let, tydeligtvis tilfreds med hans valg af dame for idag. Og ligeglad med publikummet der så på dem.

"Tja, en tre-fire timer er nok det mest sandsynlige. Jeg er i alt fald tilbage i løbet af aftenen." svarede han så, til hvor lang tid det ville tage ham at komme rundt til resten han skulle se til idag, før han ville komme tilbage for at få Nínim med hjem igen efter han havde kunnet hygge sig her. Althorn's rødmen blev dog en tak værre af Lith'rra's kommentar. "... Forelsket er nok ikke lige hvad jeg ville kalde det..." det var nok rimelig langt fra hvad sandheden var, lige nu. Han vidste ikke engang hvordan han skulle beskrive forholdet han havde til dæmonen...

Hun smilede venligt til Althorn og nikkede forstående til hans ord. Dog kunne hun ikke lade vær med at daske blidt til Lith´rra, da han drillede Althorn.
”Vær nu sød, ellers skal jeg komme efter dig.” Hun smilede lidt skælmsk og så på ham med et blik der viste at hun allerede havde planer om hvordan hun kunne drille ham i løbet af den tid de havde til rådighed.
Derefter så hun igen over på Althorn med et venligt smil på læberne.
”Er der noget mad han er særlig glad for?” Hun nikkede hen mod Nínim mens hun talte. Hun viste hvad de andre drager fortrak og havde et lille lager af mad til dem. Så var det bare om Nínim var til noget af det som hun havde eller om hun skulle tage ind til Forestina efter noget, hvilket ville mindske den tid hun og Lith havde sammen inden Althorn kom tilbage. Men hun var klar på at gøre det, for at Nínim havde det godt her.

Lith´rra fnes let da Larlii daskede til ham og kunne ikke lade være med at have et stort smil på læberne.
"Altså det lyder da til... og ser lidt ud til at du har da nogle følelser for denne kvinde" sagde han og blinkede til Althorn, og kom til at tænke på.. det behøvede jo heller ikke være en kvinde.. men tanken blev hurtigt viftet væk, da han syntes at Althorn dog gav en følelse af at han godt kunne lide kvinder, hvis det i hvert fald var den rigtige, Lith´rra tog ham ikke for at være en som valgte hvem som helst til at dele seng med ham. Tankerne gled så også over på.. en masse små versioner af Althorn, som fik ham til at fnise lidt.
Tankerne gled let væk da Larlii kom med et ret godt spørgsmål, for hvad spiste dragerne her egentligt, han forestillede sig mest drager som dem, der tog ud for at fange et eller andet i skoven, for så at tage det her tilbage for så at æde det med flokken, men han vidste at Larlii nok havde et meget mere realistisk billede af hvad drager stoppede ned i halsen.
"Hvad... hvad spiser drager egentligt" kom det så fra ham, hvor han så undrende på både Althorn og Larlii med et meget undrende blik.