Som tiden dog er gået - Luce

Luce smilte da Jake ville med hende hjem. Så kunne det være, at de kunne holde deres relation ved lige og mødes oftere nu, hvor han kommer til, at vide hvor hun bor henne. Hun tog fat i hans arm for, at holde fast i ham og holdt samtidig fast i selen Speedy havde på. "Speedy hjem" sagde Rafaela og Speedy begyndte, at gå. Luce vidste sådanset ikke 100% hvor hun boede henne for hun kendte hverken gadenavn eller hvordan der så ud som sådan. Luce lod Speedy føre vejen. "Jeg læser i nogle bøger jeg havde fået fra Sakref som var med skrift jeg kan læse med fingrene ellers laver jeg ikke så meget" fortalte Luce. Hun lavede ellers ikke så meget andet end det.
Da de var kommet hen til hoveddøren hjemme ved Luce stoppede Speedy og skrabbede let på døren som tegn til Luce at nu var de hjemme.
Hendes lejlighed som var i et slags rækkehus, hvor der var en lille have foran, hvor der blot var en lille bænk hun kunne sidde på og en lille gårdsplads bagved, hvor der var en pumpe som hun delte med andre borgere. Hun gik hen til hoveddøren og låste sig ind og løsnede derefter Speedy fra hans sele så han kunne løbe ind på sin plads på et tæppe ved pejsen. De kom ind i en lille gang hvor der var en knage til, at hænge frakker op og Speedys sele på. Hvor der derefter gik en dør ind til et lille køkken som passede fint til hende og en dør ind til en rimelig stor stue, hvor der var en sofa, en god lænestol, en pejs, hvor der også var et tykt tæppe som Speedy plejer at ligge på, der hang nogle malerier som Sakref havde fået skaffet til stedet og der var også en stor bogreol, hvor der stod en masse bøger og små nips ting og indenfra stuen var der en dør som førte ind til et ret stort kammer, hvor der stod 3 enkelte senge og en pæn stor reol og et skrivebord. "Velkommen til mit hjem. Det er Sakref som har indrettet det for lang tid siden og faktisk sørger for, at jeg kan blive her" fortalte hun lidt og tog sin kappe af og hang op på en knage, hvor den altid hang og Speedys sele ved siden af.

Jake fuldte roligt med, som Speedy viste vej, og lyttede til det hun sagde om at læse bøger med særlig skrift. Han smilede. Det var skønt at gå her sammen med en god ven og kunne snakke om alt muligt.
Han var faktisk meget imponeret over hvordan hun boede, både med den lille have foran og indretningen af huset. Han brummede anerkendende til det han så.
”Et utroligt flot hjem. Og en flot gestus af manden, hvem han så end er.” Jake tog jakken af og hang den op ved siden af hendes kappe, hvorefter han gik ind i stuen og så på pejsen.
”Lækker pejs. Må jeg tænde op?” Han drejede hovedet og så på hende, for at se om han fik hendes tilladelse.
Hvis han gjorde, ville han tænde op, ellers undlod han det. Han så fra lænestolen til sofaen og hen på hende.
”Hvor fortrækker du at sidde?” Han overvejede hvad hun kunne finde på at spørge om, nu hvor de var på to mands hånd. Og selv om noget af det kunne få følelserne uden på tøjet, så svor han i sit stille sind at han ville svare hende ærligt.

//Håber du kan bruge det//

Luce smilede stille da de var kommet ind og Jake roste hendes hjem. Det var vel fint nok, hun vidste det jo ikke selv for hun vidste bare hvor tingende var henne, men hun havde aldrig set det overhoved. Men hun troede på at det var flot da dem der havde været der havde rost det. "Det var den gamle konge af Doomsville og ham der adopterede Rafaela dengang jeg ikke selv kunne have hende" fortalte hun kort om hvem Sakref var. Hun gik med ind i stuen og lyttede til Speedy som havde lagt sig ved pejsen og logrede med sin hale. Hun smilede stille til Jake "Det må du gerne" sagde hun stille og gik ud i køkkenet for, at lave the. Da theen var færdig kom hun tilbage med det og stillede det på stuebordet. Hun smilede sødt til Jake da han spurgte hvor hun foretrak, at sidde. Hun havde ikke nogen fast plads, hvor hun sad "For mig er det ligemeget, jeg er rimelig åben, men vi kan bare sidde på sofaen" sagde hun stille og satte sig på sofaen og tog en tår af sin the. Speedy lå og nød varmen fra pejsen, men kiggede jævnligt hen på Jake og Luce. "Hvornår har du egentlig sidst hørt fra Rafaela?" spurgte hun Jake nysgerrigt. Det havde været noget tid siden hun sidst havde set eller hørt fra sin datter, men Luce var også sikker på, at Rafaela havde det godt hos hendes onkel og fætter for Luce havde tydeligt kunne mærke en positiv forandring på Rafaela i den tid hun havde boet i Sunfury.

Han nikkede til det hun fortalte om Sakref. Intet under at han ikke kendte til manden. Det var meget sjældent at han havde været så langt inde i landet, eftersom han for det meste holdte sig til havnebyerne når han lagde til kaj.
Da han fik lov til at tænde op, knælede han ned og lagde lidt brande på pejsen for så at bruge flint og stål til at tænde op med. Så snart der var gang i ilden flyttede han sig, så Speedy kunne nyde godt af varmen. Han stod og nød varmen ved siden af pejsen, da hun kom ind med the'en og klukkede en smule da hun svarede på hans spørgsmål. Han var at hælde the i en kop, da hun stillede spørgsmålet om Rafaela. Det fik ham til at se undrende på hende og samtidig ramme sig selv med den varme the på hånden.
”Av for....” Han afbrød sin banden inden han kom i gang, og skyndte sig at sætte kanden og tørre op.
”Jeg tror det er en del år siden, men kan ikke huske det. Har godt tænkt på at det kunne være sjovt at se hende igen, men jeg kan ikke huske hvor jeg så hende sidst.” Han satte sig ved siden af hende i sofaen med en kop the, som han drak lidt af mens han prøvede at komme i tanke om hvor længe siden det var han havde set Rafaela og hvor. Men uanset hvor meget han prøvede kunne han ikke huske det, så han sukkede.
”Alt det som er sket gennem de sidste par år har simpelthen overskygget mine minder omkring Rafaela.”

Luce smilte sødt og prøvede, at grine da Jake var ved at bande da hun syntes det lød lidt sjovt. Hun lagde blidt en hånd på hans knæ og klappede det sødt. Hun tog en tår af sin the og kiggede hen på ham. Hun lyttede stille til det han fortalte. Hun nikkede kort. Det gav vel godt mening, at han ikke havde set Rafaela længe for det var også ved at være lang tid siden Luce havde set hende. "Hun er jo også i Sunfury nu hos sin onkel" fortalte hun stille. Så havde Jake en chance for, at kunne besøge hende, hvis det var han ville. Luce vidste dog ikke helt præcist hvor hende Rafaela boede. "Hvordan går det med kærligheden hos dig Jake og sker der generelt noget spændende i dit liv? Du må haft været på rigtig mange spændende sejlture siden sidst vi mødtes" sagde hun stille og kiggede på Jake imens hendes hoved lå lidt på skrå.

Han var ved at få en mundfuld the i den gale hals og måtte hoste et par gange inden han så over på hende, da hun spurgte ham om hans kærlighedsliv. Han glippede lidt med øjnene og måtte rømme sig et par gange.
"Bor hun i Sunfury?" Han var overrasket over dette, da han netop havde tænkt på at opsøge sit barnebarn der. Men lige nu fokuserede han på Luce.
"Jeg kan ikke huske hvor meget jeg tidligere har nævnt. Men for at gøre en lang historie kortere..." Han tog et par dybe åndedrag for at gøre sig mentalt klar på at fortælle om tragedierne.
"For en del år siden fandt jeg min protegé igang med at hjælpe en anden kaptajn, en pirat ved navn Raco Fire. Det skulle så vise sig at Raco og jeg faldt for hinanden, samt fandt ud af at vi var sjælmager. Raco havde desuden en evne der gjorde ham i stand til at bære børn som en kvinde, hvilket gav os vores søn Connor. Og jeg adopterede Racos søn, Seuzan." Han måtte synke et par gange inden han kunne fortsætte.
"Vi levede i sikkerhed på øen Dead Mans Rock i en del år, hvor min protegé Taliia faldt for Seuzan og sammen fik de mit barnebarn Katrina. Men uheldet ville at Racos familie fandt frem til os og kidnappede Raco og Connor. Et lille årstid efter blev Seuzan drabt af folk fra Racos familie. De nederlag fik os til at trække os tilbage og sørge for en tid.
I foråret 62, smilede havets gudinde til os og lod os opdage de sorte opaler, som vi nu handler med. Og jeg har i løbet af tiden opdaget, takket været en veninde, at jeg stadig kan finde glæde i kvinder. Men der er stadig noget særligt over mænd, som jeg ikke kan slippe." Han sukkede og drak lidt the, inden han så på hende.
"Jeg har dog ingen kæreste fortiden, men finder lidt fornøjelser fra tid til anden forskellige steder."

Luce smilte stille til Jake da han fik the galt i halsen. Hun drak roligt af sin the imens Jake var ved, at komme sig over at få theen galt i halsen. Hun fniste dog kort da hun hørte overraskelsen i Jakes stemme da hun havde fortalt, at Rafaela boede i Sunfury hos sin onkel og nikkede stille "Ja der har hun boet i et godt stykke tid sammen med sine 2 vidunderlige børn" fortalte hun stille. Luce var stolt over hvor langt Rafaela var kommet og det kunne man tydeligt høre i hendes stemme.
Luce kunne godt mærke på Jake, at det et svært emne hun var kommet ind på når det gjaldt hans kærlighedsliv og satte sig tættere på ham og lagde en rolig hånd på hans lår for, at fortælle ham, at hun var der til, at støtte ham. Hvis han ikke ville have hendes hånd var der ville hun tage den til sig. Hun sad roligt og lyttede til det han fortalte. Hun kunne godt forstå, at det var hårdt for ham, at snakke om. Hun trak vejret dybt for, at synke alt det han havde fortalt hende "Det er jeg ked af, at høre. Ingen fortjener, at være så meget igennem." fortalte hun stille og spekulerede på hvad hun kunne sige eller gøre for, at kunne hjælpe ham, men hun vidste det virkelig ikke.

Hendes bekræftende ord om at Raf boede i Sunfury, forstærkede kun hans tanke om at besøge hende, samtidig med at han besøgte Kat. Hvem viste hvad et besøg ville ende med? Et nyt venskab eller måske genoptag deres gamle flirt?
Han mærkede godt at hun satte sig tættere på ham og lagde en hånd på hans lår, for han lagde taknemmeligt sin egen hånd oven på hendes og gav den et lille klem som tak, mens han fortalte.
Da han var færdig smilede han lidt over hendes forståelse og medfølelse, samt gav hende et blidt og venskabeligt kys på kinden.
"Tak Luce. Du har altid forstået at være der for folk. Ihvertfald for mig." Han tog koppen som han havde sat på bordet, da han begyndte at tale. Han viste at det var uklogt at sidde med varme sager, når han skulle tale om følelsesmæssige ting. Nu drak han det sidste af the'en som var blevet kold, men han var ligeglad da den stadig smagte godt.
"Dog skal det siges, at siden jeg mistede Raco, har jeg fundet glæde i en anden mand og nogle kvinder. Men det er stadig ikke det samme som kærligheden. Men hvis Hydra vil, så finder jeg sikkert kærligheden igen. Hvad med dig? Har du fundet kærligheden?" Han så nysgerrigt på hende.

Luce havde ondt af Jake for han havde været så meget igennem og hun vidste selv hvor hårdt det var, at have en masse modgang. Hun havde bare været heldig, at haft mødt Sean da hun var længst nede og et let offer for en dæmon og mødte Sakref igen efter flere 100 år, hvor de ikke havde set hinanden eller noget. Hun smilede stille da han kyssede hende på kinden. "Det var så lidt Jake" sagde hun blot stille og roligt imens hun smilede til ham. Hun lyttede stille til det næste han fortalte, men da han spurgte ind til hendes eget kærlighedsliv rystede hun blot på hovedet "Det bliver aldrig det samme som når den rigtige kærlighed rammer. Men nej har ikke fundet kærligheden. Har faktisk ikke haft noget ordentligt forhold i flere 100 år må jeg indrømme. Faktisk siden Roland har mit kærlighedsliv været meget turbulent og det er ved at være over 600 år siden han døde" sagde hun stille og kiggede ned i jorden. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at det gjorde ondt, at snakke om "Mine forhold, hvis man kan kalde det har mere eller mindre været til de herre som tog mig til slave dengang og efter sådan et liv har det ikke ligefrem været nemt, at finde kærligheden Jake. Først slave for Rafael, derefter Zann hvor begge tog mit syn fra mig og ødelagde mig og derefter Zero, Zanns søn, som også ødelagde mig endnu mere så det med kærlighed har jeg mere eller mindre droppet for har svært ved, at tro der findes kærlighed til en som mig" sagde hun stille. Under alt det hun havde snakket om havde hun haft knyttet sine hænder og hendes stemme var blevet meget trist. Havde hun kunne græde havde tårerne løbet ned af hendes kinder, men hendes tårekanaler var blevet fjernet da hun havde mistet sine øjne pga det hele var rådnet op dengang.

Jake fortrød sit spørgsmål, da han så hvor trist hun blev og da han hørte hendes fortælling. Ved alle guder, og han troede at han havde haft det slemt? For ham føltes det nærmest mindre betydnins fuldt, ved siden af det hun fortalte. Og alligevel kunne han godt se at de på en måde havde haft en lignende modstand.
Da han så hvordan hun knugede sine hænder, lagde han nærmest beskyttende sine egne over hendes og gav dem et blidt klem.
"Det gør mig så ondt at høre, Luce. Jeg ville ønske at guderne havde været mere venlige overfor dig. Og ja, jeg kan godt forstå dit synspunkt omkring kærlighed, når du har været så meget igennem. Men hvem ved... Måske venter kærligheden på dig et sted. Jeg ønsker at tro at der er mulighed for os begge at finde den igen. Kunne godt fristes til at sige at vi begge ville have godt af at finde den." Der var en antydning af latter i hans stemme ved det sidste han sagde, men han afholdte sig fra at le højt. Det virkede bare forkert lige nu. Han sad og tænkte som en gal på hvordan han kunne løfte stemningen igen, men lige nu kunne han ikke komme på noget, hvilket irriterede ham.

Luce bed sig i underlæben og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun så normalt altid positivt på tingende, men når det gjaldt kærligheden og specielt hendes egen var hun sårbar for hun kunne ikke se, hvem der ville have noget med en blind at gøre. Hun havde jo ikke ligefrem så meget kontakt til andre længere som hun havde haft. Folk havde forladt hende som et sårbart væsen. Nogle gange havde hun ønsket, at den gift Zero havde givet hende havde slået hende ihjel og nu var giften jo ude af hendes krop og efterladt hende som blind med en evne som hun ikke rigtigt kunne bruge længere da hun blev bevidstløs og ude af stand til, at spise selv flere timer efter af blot 2 minutter hvor hun brugte evnen.
Hun mærkede Jakes hænder imod hendes "Tak Jake, men jeg er blind. Faktisk er jeg lige så svag som menneskene bare med en anden hudfarve og en evne der dræner mig flere timer efter af blot 2 minutters brug. Mine relationer er mere eller mindre væk fra byen Jake og føler mig ikke ligefrem nyttig længere overhoved. Sakref efterlod mig og resten af hans familie og lærlinge er også væk." sagde hun stille. Man kunne tydeligt se på hende, at alt den positive side Luce havde haft tidligere var sunket væk som et sort hul der bare voksede. Luce havde haft brugt sin positive side til, at klare hverdagen og holdt det der rent faktisk gjorde ondt på hende på afstand.

"Åh, Luce..." Hans stemme var sørgmodig og han prøvede blidt at trække hende ind i en venskabelig omfavnelse.
"Det var ikke min mening at ødelægge dit gode humør. Men en ting skal du vide. Du kan altid søge hjælp hos mig og min klan." Han sad allerede og tænkte på om han skulle få lavet et halssmykke til hende med klanens mærke. Noget der kunne sikre at hun altid kunne få den hjælp hun havde brug for. Måske skulle han lade nogle af klanmedlemmerne vide hvor hun boede, så de kunne hjælpe hende i dagligdagen.
"Luce... Har du nogen til at hjælpe dig i hverdagen? Og hvis ikke, kunne du tænke dig det?"

//sorry for længden

Hun puttede sig stille venskabeligt ind til Jake. Hyb vidste godt, at det ikke var med vilje Jake havde fået hende til, at blive ked af det, men det var vel også på tide hun fik snakket ud om det istedet for, at skjule det. Det kunne jo være, at Jake rent faktisk kunne hjælpe hende med, at komme videre i livet og føle sig nyttig igen. "Det er okay Jake. Du kunne ikke vide hvordan det hele rent faktisk stod til" sagde hun stille. Man kunne tydeligt høre på hende, at hun var trist. Hun rettede sig lidt op efter lidt tid da hun kunne mærke, at hendes stof for øjnene var røget ned da hun havde puttet sig ind til Jake. Hendes helt hvide øjeæbler kom til syne. De blinkede ikke overhoved og ikke nogen øjenlåg heller. Der var dog ar ved øjnene som viste, at der havde været nogle øjenlåg, men at de var blevet fjernet. Der var ikke en gang en pupil i øjet som der var normalt. Hendes øjne lignede nærmest nogle hvide bordtennisbolde der dog var som almindelige øjenæbler. Hun trak vejret dybt og rystede på hovedet til det Jake spurgte om imens hun tog stoffet helt af. Hun håbede ikke, at hun skræmte Jake væk "Har kun Speedy i dagligdagen og det er jo også godt nok for kan godt lide, at være selvstændig, men det er bare hårdt en gang imellem ikke, at kunne sørge for brænde og de andre ting og det, at sidde mere eller mindre fast i Doomsville er jo ikke så spændende længere når man ikke rigtigt kan arbejde med noget Jake. Så det ville være rart en gang imellem at få lidt hjælp til tingende eller bare føle mig nyttig igen og beskæftiget" fortalte hun stille. Hun fumlede lidt med stoffet og skulle til, at binde det for hendes øjne igen.

Han holdte hende tæt og lod hende tale ud. Det undrede ham at han ikke fornemmede nogle tåre, eftersom han kunne mærke at hun var ked af det. Men han fik hurtigt svaret, da hun rettede sig op og han så at stoffet var gledet ned fra hendes øjne. Han nåede ikke at bide et lille gisp i sig, da hun fjernede stoffet helt. Han hørte godt hendes ord, men han kunne ikke tænke på meget andet end det syn han så. Med en rystende hånd rørte han hende blidt rundt om det ene øje.
”Hvem har gjort dette?” Stemmen var en lav knurren, som tydeligt afslørrede hvor gal han var over det der var blevet gjort ved hende. Godt nok havde han ingen ret til det, men han følte alligevel en smule beskyttertrang over hende. Han lod hende binde stoffet for øjnene igen, hvis hun følte for det. Det var kun forståeligt at hun altid havde dækket øjnene til, når hun var blevet skadet så groft.
For at falde lidt ned, tog han et par dybe åndedrag og pustede langsomt ud, hvorefter han sukkede.
”Beklager mit udbrud. Jeg ved godt at jeg intet kan gøre for at du får dit syn igen, eller at skaden bliver gjort ugjort. Men jeg føler alligevel at jeg burde have været der til at hjælpe dig.”

Luce kunne godt mærke den forandring der skete da Jake så hendes øjne. Hun trak vejret dybt og bed sig i underlæben da hun mærkede hans finger køre rundt om hendes ene øje. Hun havde stadig følesansen omkring øjnene selvom meget andet var blevet fjernet. Hun trak vejret dybt nogle gange for, at tage sig sammen til at fortælle ham det "Det var 2 af mine tidligere herre som fjernede øjnene og øjenlågene. Først var det kun det ene øje som en der hed Rafael gjorde. Senere var det en der hed Zamandron også kaldet Zann der fjernede det andet" fortalte hun stille. Man kunne tydeligt mærke på hende, at det stadig gjorde ondt på hende, at snakke om det. Hun bandt stoffet om øjnene for, at skåne Jake for synet. Hun kunne godt forstå at Jake ikke var glad for det der var sket hende. Hun lagde stille en hånd på hans knæ "Det ok. Du var jo rejst og havde jo ingen chance for, at kunne gøre noget ved det dengang eller være der for, at beskytte mig" sagde hun stille. "Men så længe jeg har stoffet på tror folk, at jeg bare er blind og jeg skåner dem for synet" sagde hun stille og sad lidt uroligt med sine hænder.

Han forsøgte at holde sig i ro mens hun talte, men han måtte til sidst opgive og rejse sig for at bevæge sig lidt rundt i stuen, mens han tænkte over det hun havde fortalt.
”Ved alle guder... Hvis jeg nogensinde kommer i nærheden af de to....” Ordene var bogstaveligt en dyb knurren af foragt og had. Han tog endnu en tur rundt i stuen, inden han igen satte sig ned ved siden af hende med et dybt suk og kyssede hende på panden som en venlig gestus.
”Hvad ville du sige, hvis jeg kunne skaffe et par kvinder som kunne hjælpe dig med hvad end du havde brug for? Samt at give dig mulighed for at komme ud og rejse som du havde lyst til? Det er selvfølgelig nogle af mine egne folk, som jeg stoler fuldt ud på. Og de er desuden trænet i våbenbrug og kan beskytte dig hvis det bliver nødvendigt.” Han tog blidt hendes hænder og gav dem et venligt klem, mens han fortsatte.
”Selv er jeg desværre nød til at rejse videre. Men en stor del af tiden vil jeg være at finde i Dragons Peak, hvor jeg er ved at opbygge draconianer racens stolthed igen.”

Luce kunne godt mærke på Jake imens hun havde fortalt ham det hele, at han havde svært ved, at holde sig i ro og hun kunne sådanset godt forstå ham. Hun trak vejret dybt "Der er ingen som har hørt fra dem i mange år Jake" sagde hun stille. Hun bed sig lidt i læberne Hun smilede stille da hun mærkede hans læber imod sin pande. Hun lyttede stille til hans forslag "Det ville være dejligt bare en gang imellem så jeg kan få gjort ordentligt rent og bare få selskab og har jo ikke været udenfor Doomsville længe Jake så det ville være dejligt, men det behøver ikke kun være kvinder Jake for ved at når det er dine folk så er de ordentlige. Men Jake det jeg mest af alt savner er nok, at føle jeg kan udrette noget ordentligt og ikke ligne de andre mennesker som ikke har noget, at bestille i dagligdagen Jake" sagde hun stille. Hun holdt roligt i hans hænder og klemte igen da han gav hendes hænder et klem.

Han smilede venligt mens han glædede sig over at hun havde lyst til at han hjalp hende på denne måde. Lidt overrasket var han dog over at hun var tryk nok omkring at det var blandet køn, bare det var hans folk. En stille og varm klukken forlod ham, mens han lod sin ene tommelfinger kærtegne hendes ene håndryg mens han stadig holdte hendes hænder.
”Det er en aftale, Luce. Du får folk som kan hjælpe dig, om det er rengøring eller rejse, og de samme folk kan også oplære dig i forskellige nemme opgaver i handelshuset eller fattighuset, så du kan føle at du er med til at bestille noget i hverdagen. Desuden sørger jeg, som en gave, at du kommer under klanens beskyttelse.” Han lod sin ene hånd blidt finde vej om til hendes nakke og trak hende blidt frem til deres pander mødtes. Hans stemme var varm, venlig og familie-kærlig.
”Uanset hvad du tænker, Luce, så vær sød at lade mig gøre dette for dig. Det piner mig at du og Speedy er her helt alene. Du er helt og aldeles en velanset kvinde, som ikke burde være alene i livet. Om det så bare er venskab eller ej.” Han bad lydløst til at hun ville tage imod det. Men han ville også kunne forstå hvis hun afviste det, selv om han ikke ville opgive uden kamp.

Hun vidste jo godt, at Jake havde gang i rigtig mange ting og havde virkelig mange kontakter. Hun lyttede stille til det han fortalte og hun levede nærmest op da han sagde, at hun ville kunne komme til, at bestille noget på den ene eller anden måde. Bare hun kom ud, mødte nye mennesker. Hun lod hans hånd finde vej til hendes nakke og lægge hendes pande imod hans. Hun lyttede stille til det han sagde og smilte sødt til ham "Vil virkelig gerne tage imod din og din klans hjælp Jake. Du er en kæmpe velsignelse i denne verden Jake. Du har altid været god til, at få ting til, at se lyst ud i mørket" sagde hun stille og nussede hans håndryg "Du er nok den bedsteven jeg har" sagde hun stille. Speedy hørte det og havde sat sig op og gav et lille bjæf fra sig for, at fortælle at han altså også var der. Luce grinte "Altså næst efter Speedy selvfølgelig" sagde Luce med en latter i stemmen. Speedy løb hen til dem og skubbede sin snude imod deres hænder. Luce slap Jakes hånd og nussede Speedy bag øret "Din skøre dreng" sagde Luce stille til Speedy og grinte.

Han smilede og spandt venligt, da hun tog imod hans tilbud. Han var glad for at han kunne hjælpe hende, og at hun var glad for det. Dog kunne han ikke lade vær med at slippe en latter fri, da Speedy gjorde det klart at han også var der, samt da hunden kom over og skubbede til deres hænder. Ligesom Luce nussede Jake hunden.
”Hva' er den af, Speedy? Er du jaloux?” Han trak hurtigt sin frakke af og gled ned fra sofaen, for så at begynde at bevæge sig lidt rundt på alle fire, samt at skubbe blidt til Speedy.
”Kom her, min ven. Så skal jeg give dig noget opmærksomhed.” Hvis Speedy kom over til Jake, ville han indlede en leg med hunden, hvor de rigtig tumlede rundt. Dog ville Jake passe på at de ikke væltede forskellige ting under deres leg. Men han ville også sørge for at Speedy fik så megen opmærksomhed og udfordring, at hunden ville være mere træt når de var færdige.

//Sorry hvis det blev for kort, men ville give dig muligheden for at bestemme udfaldet //

Speedy nød, at få den opmærksomhed han fik fra Jake og Luce. Luce var virkelig glad for, at hun havde fået sig en så god ven på Jake og det, at han ville hjælpe hende og sørge for, at hun fik noget at lave i hverdagen igen betød en helt del for hende.
Speedy nappede Jake blidt i armen som leg efter Jake havde puffet til ham. Speedy knurrede og gøede af Jake imens han hoppede rundt. Hans knurren var ikke som når han var vred, men når han legede så der var ikke noget alvorligt i det. Luce satte sig i skrædderstilling på sofaen for, at give Jake og Speedy mere plads at lege på. Hun kunne fornemme hvor godt de 2 legede og hun begyndte, at grine af dem. Speedy sprang på Jake og skubbede ham på siden med sine forpoter. Lagde Jake sig ned ville Speedy stille sig ovenpå ham og slikke ham i ansigtet.

Jake havde det sjov med at lege med Speedy. Lige som Speedy nappede Jake blidt hunden i benene, mens de legede. Jake knurrede også lidt af hunden, men ligesom nappene var det kun i leg.
Det endte med at Speedy fik væltet Jake omkuld og Jake grinede hjerteligt, da han blev slikket i ansigtet som afslutning. Han belønnede hunden med en grundig nusse-kløen på steder, hvor han havde fornemmelsen af at hunden ville elske det.

"Luce, hvis jeg ikke har sagt det, så siger jeg det nu. Speedy er fantastisk." Han lo igen hjerteligt.

Speedy nød, at blive kløet og havde savnet nogen han kunne lege sådan med som en rigtig hund. Luce havde grint så hjerteligt af, at høre hvordan hendes ven og Speedy legede sammen. Hun nikkede enigt i det Jake sagde om Speedy "Ja det er han" sagde hun stille og smilede sødt til ham. Hun begyndte, at spekulerede over hvordan det gik med ham ellers "Hvordan går det med dig og din klan ellers? Har i fået flere skibe eller har du trukket dig mere til raceleder delen eller hvordan?" spurgte hun nysgerrigt og smilede stille til ham.

Han satte sig op og blev siddende på gulvet, for at kunne fortsætte med at nusse Speedy. Han nød at kunne slappe af uden at skulle holde øje med alt. Da hun stillede sit spørgsmål, så han overrasket op på hende mens hans hænder fortsatte med at nusse hunden.
”Tja... Det går udmærket, så vidt jeg ved. Faktisk overlod jeg størstedelen af lederansvaret til Taliia, da jeg rejste til Dragons Peak for at undersøge forholdende der. Men ja, vi har da fået bygget et skib eller to, siden Raco forlod os med sin del af flåden.” Det gjorde lidt ondt at tale om, men han var blevet bedre over tiden. Eller det ville han da selv tro på, om det var helt sandt eller ej.
Han gabte næsten lydløst, men hans kæbe gav alligevel et knæk, som han bare tog som en naturlig ting.
”Søde Luce. Ikke fordi jeg ikke nyder jeres selvskab, men jeg kan mærke at jeg har været oppe siden før solopgang og skal det sikkert igen i morgen. Så jeg vil tillade mig at trække mig tilbage til handelshuset. Men inden jeg går vil jeg gerne vide om du ønsker en eller flere folk til at hjælpe dig i aften eller om de først skal komme i morgen? Samt om de skal overnatte hos dig.” Han rejste sig fra gulvet og satte sig i sofaen ved siden af hende, mens han holdte øje med hende.

Luce sad roligt og kiggede ned imod Speedy og Jake. Det kunne godt være hun i virkeligheden ikke kunne se dem, men hun kunne fornemme, hvor de var henne. Hun lyttede stille til det han fortalte. Hun smilte stille og nikkede roligt forstående til ham. Hun kunne godt høre på ham, at det gjorde ondt, at snakke om Raco og hun kunne sådanset godt forstå ham for hun havde hørt, at Raco betød en del for ham og det at han havde haft en søn med ham gjorde det jo ikke nemmere. Hun smilede stille til ham "Det er dejligt, at høre at det går godt for jer og dejligt, at din klan stadig kan fungere optimalt selvom Taliia har overtaget. Hun virkede ihvertfald utrolig flink dengang jeg mødte hende og Saxon igen" sagde Luce iog smilede stille i tanken om tiden, hvor hun havde mødt Jake igen efter flere år.
Hun fniste lidt da hun kunne høre på Jakes kæbe at han gabte selvom hun havde en ide om, at han prøvede, at gøre det lydløst. Hun havde jo en bedre hørelse end normalt pga hun jo var blind. Hun sad lidt og tænkte over det han spurgte om angående hans folk "Jeg har i princippet ikke brug for dem hele tiden for klarer jo det meste selv normalt, men nogle gange må jeg indrømme jeg mere savner selskabet, ikke at sidde fast i denne by hele tiden, men savner også bare det at kunne få gjort ordentligt rent, blive vasket ordentligt end det klatvask jeg får nu og føle mig en smule feminin igen, men hør Jake du bestemmer selv hvor meget du kan undvære dine folk og hvor meget du og din klan vil bruge på mig. Det eneste krav er at de ikke skal være nogle som er bange for, at snakke med mig eller behandle mig som en person bare fordi jeg er blind for dem har jeg haft et par stykker af efterhånden og de kom ikke igen" fortalte Luce og kiggede hen imod Jake "Men overrask mig Jake og det haster ikke så meget for vil hellere du finder de rigtige folk og så tager vi den dertil for det kan godt være, at du eller dine folk kan se steder jeg har behov for hjælp som jeg ikke kan" sagde Luce stille. Hun stolede på, at Jake kunne klare den opgave og han havde jo selv tilbudt det.
Hun smilte stille til ham og da de havde fundet en løsning fulgte hun Jake til døren, gav ham et kram og sagde pænt farvel til ham. Efter Jake var gået havde Raf slukket for lysene og gået i seng, hvor Speedy havde lagt sig ved siden af hende og lagde sig til, at sove.

//out//