Why Are You Here? ((Sajro))

Hun lå bare helt livløs i hans arme, mens kampen i sindet allerede var begyndt...
I starten var der intet, ikke en gang en enkelt lille solstråle eller bare et glimt af håb. Hun kunne mærke mørket, der trykkede imod hende, som om det prøvede at mase hende. Hun kunne mærke panikken over den manglende ilt og hun tog sig febrisk til halsen, mens hun nærmest prøvede at krætte den op. Hun sprællede voldsomt og åbnede munden til starten på et skrig, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Hun blev bare ved med at prøve og skrige, mens hun vred sig i krampagtige trækninger. Hun kunne mærke, hvordan kroppen langsomt gav op og hendes bevægelser blev svagere og svagere. Så kunne hun høre det lige så stille, næppe hørligt for menneskeøre. En blid dryppen imod vandspejlets overflade, der tiltrak hendes opmærksomhed, mens hun kunne se lystet, der langsomt kom til syne længere fremme. Hun mærkede, hvordan hun langsomt flød opad, så hun tilsidst nåede overfladen og kunne trække vejret i et gisp, mens hun hostende og spruttende trådte vande, så stedet langsomt tog form for hendes øjne. Hun genkendte stedet med det samme, men det var ikke det, der tiltrak hendes opmærksomhed, men lyset, trappen, der førte op til de øvre etager på slottet. Hun begyndte langsomt at svømme ind imod breden uden at tage blikket fra lyset, der hele tiden var i hendes fokus. Hun mærkede så den hårde klippebund under sine fødder. Klippernes spidse flader skar sig ind i hende, men gudindens messen blev i hendes tanker og hun fortsatte med rank ryg imod lyset og trappen, der førte op til de indre gemakker. Hun trak vejret dybt og vred sit hår og kjole, før hun fortsatte helt op af vandet og hen til åbningen uden at se sig tilbage, ikke en enkelt gang.
Hun holdte stille armen op for sine øjne, da de først blev blændet af det skarbe lys, der skar sig ind i hendes øjne, mens hun famlede efter gelænderet. Hun mærkede så den faste genstand mellem fingrene og begyndte med lukkede øjne at bestige marmor trinnene. Hun nåede toppen og kunne endelig fjerne armen fra øjnene og trække vejret tungt igen, før hun begyndte at følge den smalle korridor, hun var kommet op til. Hun kunne langsomt høre den blide dunken, der ledte hende i retningen af korridorens ende. Faklerne på vægene tændte, da hun gik forbi dem og hun kom til enden, hvor et stort vindue havde taget plads, åbnet. Hun så sig lidt omkring, før mørket ragte en hånd igennem det, som om den tilbød hende en hjælpende hånd, hvilket højest sandsynligt ikke var tilfældet. Hun ragte dog alligevel ud og tog hånden, mens hun langsomt lod sig trække igennem vinduet og ud i mørket endnu en gang. Hun holdte vejret og svævede rundt i intetheden til hun mærkede en spinkel hånd i sin og et stille smil trak op i hendes mundvig, da hun langsomt blev sat på jorden igen og kunne slå øjnene op til velkendte omgivelser...

Han sad bare med hendes krop i hans arme... Han sad bare med hendes hoved mod hans bryst og kyssede hende stille og blidt op og ned af halsen, mens han med den hånd der holdt hendes hoved stille aede hende over håret...

Han aede hende også over siden med den anden hånd ganske stille, mens han stille og roligt, begyndte at nappe hende ganske blidt i halsen... Han ville ikke bide hende hårdt endnu...

Hun lå helt stille i hans favn som en lille engel, der sov trygt i favnen på en kær...
Hun gned sig en gang i øjnene og blinkede et par gange, før hun kunne fokusere på stedet og den lille pige, der smilede stort til hende, før hun sagde "Jeg troede aldrig du ville komme Mama" før hun hjalp hende op at stå. Hun betragtede stille den lille brunhårede og grønøjede pige med det skulderlange hår. Hendes... Deres datter... Hun trak stille den lille pige ind i sin favn, før hun svarede "Men nu er jeg her, så nu skal vi ned og finde Mor igen" Hun tog stille den lille pige i hånden igen, før hendes blik faldt på det enkle møblement i en klassisk hvid farve. Både himmelsengen, vægene, skabet, det lille bord, døren, stolen, det hele var hvidt i den lyseste hvide farve. Hun kom til at kigge i spejlet og synet, der mødte hende var chokerende på mere end en måde. I spejlet var den lille pige beklædt med lysende grålige vinger med den yderste spids af de yderste fjer i en kuldsort farve. Den lille pige smilede ud til hende, som de stod der side om side. Hende med sine klare hvide vinger og den lille med sine blandede. Hun smilede stille og rodede den lille pige blidt i håret, før hun sagde "Kom nu, vi skal finde Mor" Den lille piges klukkende latter nåede hendes øre, da den lille prøvede at undgå at få ulet håret til ukendelighed. Den lille pige førte an hen til den store hvide dør, for hun så op på Lya og sagde "Du ved godt, at du ikke behøver det her Mama" den lilles stemme var bedende, mens tårene kom op i dennes øjne. Hun bukkede sig ned og kyssede blidt den lille på panden, før hun sagde "Det gør du heller ikke Tia skat" Den lille snøftede stille og tørrede så tårene væk med bagsiden af hånden, før hun småløb hen til bordet og rodede lidt i en af skufferne, før hun kom tilbage med en lille gylden nøgle i hånden "H-h-hvid du virkelig gerne ville der ind så får du brug for denne her" sagde hun en smule hæst, for hun ragte Lya nøglen. Hun nikkede smilende til den lille pige, før hun gik hen til døren "Tak skat" svarede hun smilende, før hun satte nøglen i låsen og drejede den langsomt rundt, så hun hørte et metallisk klik og døren stille gik op. Hun hang stille nøglen om halsen og stirrede ind i mørket, før hun trak vejret tungt, mens hun samlede mod og med den lille pige i hånden trådte ind og lod sig opsluge af mørket. Det sidste hun hørte var et brag, da døren smækkede i bag dem.
Hun rettede blikket fremad, mens en stille banken gjorde opmæksom på sig selv og blev tagtfast højere og højere, som hun nåede længere og længere ind. Hun trak vejret tungt, da den lilles vinger langsomt begyndte at lyse op og afslørede en enorm rød port, hvorpå, der var skrevet med en sjusket hpndskrift, som om nogen havde skrevet det af frygt og i hast 'You are leaving the safty of your mind. Turn back!!!' Hun sukkede stille, før hun skubbede til, lagde kræfterne i og tvang døren op.
Hun mærkede en brise imod sin kind og med et eksploderede alle hendes sanser på en gang. En enorm hovedtromme bankede i takt så højt at hun ikke kune høre sine egne tanker, mens stanken af svovel og brændt kød skar sig ind i hendes næse og smagen af metal på tungen var overvældende. Hun rettede så blikket imod den lille pige, da hun trådte over dørtrinnet og så hende forandre sig totalt. De før så lysende vinger blev sorte som den dybeste vinternat og det samme med hendes kjole. Hendes negle groede ud og blev til klør, mens hendes øjne mørkedes som en nat uden måne. Den lilles tænder blev spidse som nåle. Hun var bogstaveligt taget målløs...

han kunne ikke gøre andet end blot at sidde der med hende... Holde hende tæt ved sit hjerte, og aede hende ganske stille og roligt over håret, mens han en gang imellem rykkede sit hoved ned til hendes hals, og kyssede hende der og på kinden, mens han stille bed hende denne gang lidt hårdere... Alt imens lod han sin hånd glide blidt over hendes side op og ned ganske stille og roligt...

''Du skal nok klare den... Jeg erher for dig...''

Hviskede han i hendes øre...

Hun lå bare i hans arme uden nogen som helst tegn på liv...
Hun måtte synke en klump, før hun kunne tvinge fødderne over dørtrinnet, så hun igen kunne løfte blikket og se ud over det frygtelige syn. Foran hende stragte sig en trappe af sten, der svævede over et flammehav. Varmen bølgede op og hun kunne kigge ud over de mange platouer, som indeholdte fangede væsner, der alle var versioner af Yue i alle aldre og personligheder. Alle de forskelleige former var fanget i hver deres bure, hvor de var lænket og havde selvskab af 3-4 dæmoner med våben, der blev brugt til at pine dem til døde, hvis ikke langt ned i helvede. Hun gøs en smule ved tanken og klemte stille den lilles hånd, før hun hviskede af frygt for, at dæmonerne skulle høre hende "Før mig til mor" Hun hviskede det stille i den lilles øre, mens denne langsomt nikkede og begyndte at gå ned ad trapperne imod enden af trappen, der så ud til at være bundløs. Hun trak vejret tungt, før en stemme trængte igennem til hende "Og hvor zkal i zå hen i den fart fjerbold 1 og 2" stemmen lød som en slanges og hun var ikke et sekundt i tvivel om, hvem den tilhørte. Uden at tænke over det satte hun bare i spurt ned ad trappen, hvis bare hun kunne nå Yue og slippe hende fri, så ville det hele nok løse sig. Hun trak den lille med sig og sprintede bare ned ad trappen. Opmæksomheden fra Lea gjorde, at dæmonerne stoppede deres arbejde og nu vendte blikket imod dem, de to snacks på dagens menukort. Hun kunne mærke adrennalinen rulle i sine åre, mens hun satte farten op til maks og næsten tog de enorme trappetrin med to trin af gangen. Hun kunne mærke deres blodtørst som en hungrende ulv, der havde fået øje på et nemt bytte. Den likke havde svært ved at følge med, men hun nægtede at overlade hende til dæmonernes rasseren. Hun kunne mærke deres kolde ånde imod sin nakke og på impuls tænkning trak hun nøglen af og stak den i den lilles hånd, da hun nu kunne genkende det sidste bur fra sine marridt, hvilket gav hende håb. Hvis hun bare kunne få åbnet buret og sluppet Yue fri, så skulle det nok gå. Hun nåede ned til buret og den lille famlede med nøglen, for hun rystende fik åbnet buret, men mere nåede hun ikke før dæmonerne var over dem. Hun skubbede den lille ind i buret og skubbede døren hårdt i. Hun mærkede smerterne, da hun blev mast op ad burets side og skreg pint, da en af dæmonerne knækkede hendes vinge, hvilket fik den sovende og lænkede dæmon til at reagere. Hun åbnede stille de natsorte øjne, der repræsenterede ensomheden og uendeligheden i mørket. Hun sukkede tungt og lukkede øjnene igen, før hun sagde med en hæs stemme "Din idiot" mumlede hun stille, før hun fortsatte i samme ligeglade tone "Du ofrede dit liv for ingenting" Hun sukkede tungt, før hun mumlede -tiltænkt sig selv- "Idiotiske fjerbold, du ved godt at jeg er dømt og forvist..." hun rystede stille på hoved, mens hun fortrak en mine ved Lyas pinte skrig...

Han sad bare og vuggede hende ganske stille mens han stille bed i hendes hals... Kyssede hende også... Han fortsatte med at ae hende og holdt hende ellers bare imod hans hjerte... Han vidste ikke om hun kunne høre ham...

''Jeg tror på jer... Jeg ved i kan...''

Han talte lidt højere, og fortsatte så endnu højere...

''Yue... Bryd fri... Jeg...''

han knugede hende nu...

Hun kunne ikke høre eller sanse noget af det der skete omkring hende, ud over den regelmæssige banken, der rakte ind i trancen som en enorm tromme...
Hun skreg bare, mens dæmonerne fik sat tænderne i hende, så den røde væske løb frit fra sårene ned over hendes krop. Hun skreg og vred sig for at komme fri, da dæmonernes klør borrede sig ind i hendes skind og blodtabet truede allerede med at overmande hende. Hun hulkede ukontrolleret, mens hendes bedende øjne var rettet imod Yue, der bare så på hende med kolde og tomme øjne, der var ikke en glimt af håb at spore, hvilket fik hende til at gyse. Hun kunne tydeligt høre hvert bump, der vidnede om personen, der nærmede sig dæmonerne allerede før hendes stemme skar igennem dæmonernes fråsende lyde og Lyas skrig. Et koldt smil spredte sig over den nyankommendes ansigt, så den blanke hvide perlerække af tænder blev blottede og passede perfekt til de blodrøde øjne. Hendes stemme mindede stadig om en slanges, da hun åbnede munden og snakkede til Lya "Troede du virkelig, at du kunne komme vadende her ind zzom om du ejede verden og zzlippe afzted med det i live! DU undervuderede ozz Lya zzkat!" Hun hørte ikke efter, men så bare bedende på den lille pige, der nikkede som svar med en skræmt mine. Den lille pige vendte sig om og gik hen til Yue, før hun hviskede lavmeldt "Han er kommet tilbage... Ellers ville Mama aldrig være kommet Mor" Den lilles stemme var stille, før hun brugte nøglen til at låse lænkerne -der bandt Yue- op "Du er fri m..." Længere nåede hun ikke, før Yue afbrød hende med en skarb stemme og så med et blik, der kunne dræbe, på Lea, da dæmonerne brækkede Lyas anden vinge og begyndte at tygge i den "Det var ikke en del af aftalen Lathoria!" Den nævnte dæmon smilede koldt, før hun svarede med en ligegyldig stemme "Du beztemmer her ikke mere Zenais, verden har ændret zzig og du er ikke længere en del af den!" Yue rejste sig stille og gned sig om de arede håndled, før hun rodede den lille kort i håret uden at tage øjnene fra Lea. Hun gik langsomt hen til burets træmmer og blikket i hendes øjne blev en dræbers, før hun hvislede "Du har begået tre store fejl Kiratine!... for det første... Du har gjort mig vred!" Hun lagde hænderne på træmmerne og selv om de gjorde modstand blev de langsomt til smeltet jern i hænderne på hende, så hun kunne træde ud midt i flokken af dæmoner, der virkede underligt små i forhold til for få øjeblikke siden. Hun knækkede fingre og rettede blikket imod dem en for en, før den ene af dæmonerne gik op i flammer, hvilket fik de andre til at trække sig tilbage i frygt og overraskelse. Hendes stemme var hård, da hun fortsatte "For det andet... Så brød du aftalen, hvilket straffes med døden!" Den lille pige fulgte stille efter hende ud af buret, før hun stilte sig ved hendes side. Yue lod der være komplet stilhed, før hun fortsatte "For det tredje..." Hun var i to spring henne og have hånden om struben på Lea, før hun løftede hende fra gulvet og hvislede "...Du lagde hånd på min datter og søster" Hun smed med afsky lea på trappen, før hun lagde mærke til de lange flænger i armen efter Leas klør, hvilket underligt nok ikke ragede hende en pind, da den røde væske løb ned og farvede hendes flæsede kjole rød. Hun gik stille hen til Lya igen og dæmonerne trådte stille til side for hende, så hun kunne samle den kvæstede Lya op i sine arme, hvorefter hun rejste sig og så rundt på dæmonerne, før hun sagde med samme uhyggelige stemme "Jeg kommer tilbage, så i kan afsone jeres straf... Hver... Og... EN!" Hun så rundt på dem og de rykkede en smule tilbagem så hun kunne begynde vejen op ad trappen, men i stedet så hun bare på lille Tia og nikkede som en godkendelse. Den lille nikkede stille, før senariet ændrede sig og de røde dobbeltdøre kom til syne for hendes blik. Hun åbnede stille døren og fortsatte med Lya i armene ind i mørket...

Han ville ønske han bare havde en lille anelse om hvad der var sket der inde i mørket... Han havde det skidt med ikke at vide noget som helst. Det at han intet vidste var jo ført til problemer sidste gang, men han kunne intet andet end blot at fortsætte med det han gjorde...

Han aede hedne over håret og siden af hendes krop, mens han stille holdt hende så hun kunne høre hans hjerte og bed hende i halsen denne gang hårdt nok til at der kom en smule blod, hvilket han bare kyssede væk fra hendes hals...

Hun lå bare stadig livløs i hans arme, mens tiden gik...
Hun skævede stille til den lille pige og kunne se, hvordan hun forandrede sig tilbage, da hun trådte over dørtrinnet og fik sine normale vinger tilbage. Hendes udtryk ændrede sig dog ikke, mens de bare fortsatte igennem mørket. Det var som om mørket ikke turde komme i nærheden af hende og trak sig tilbage, hvilket gjorde luften helt tynd og kun lige farvet af mørket. Den lilles vinger begyndte at lys kort før den hvide dør kom til syne. Hun skubbede døren op med skuldren og trådte over dørtrinnet, væk fra ingenmandslandet. Hun hørte den lille lukke døren bag hende, men hun fortsatte bare hen til himmelsengen, hvor hun blidt lagde Lya, så hendes hoved kom til at ligge på den store hovedpude. Hun betragtede stille sin søster, før hun rystede opgivende på hoved, mens hun mumlede "Der findes virkelig ingen kur for dumhed" Hun vendte så hoved imod den lille, før hun sagde med et påtaget smil i mundvigen "Kan du tage dig godt af Mama, så ville du gøre mor glad" Den lille nikkede ivrigt, før Yue kyssede hende blidt på panden og sagde "God pige" hendes stemme var blid og hun kastede et sidste blik på fjerbolden, før hun tilføjede "Du kalder bare, hvis der bliver problemer skat" Den lille nikkede endnu en gang og smilede stort, før Yue med nogenlunde ro i sindet kunne vende rundt igen og gå hen til døren. Hun kiggede sig over skuldren, da hun åbnede døren og tilføjede "Husk at låse døren efter mig og ligge nøglen på plads skat" Hun smilede lidt, da den lille allerede var gået i gang med at finde forbindinger og lignende til at hjælpe lya, mens hun nikkede. Hun gik bare ud ad samme dør, som hun var kommet ind ad, før hun lukkede den bag sig. Normalt ville hun selv have taget sig af Lya, men kroppen var -så vidt hun vidste- ubevogtet og havde derfor første prioritet. Hun lukkede øjnene og gav sig bare til at følge lyden af den bankende tromme. Hun begyndte efter et stykke tid, at kunne skimte lyset...
Hjertet begyndte stille at banke i hendes bryst igen, mens hun trak vejret ind igennem næsen og langsomt satte evnen ind, hvilket fik -den ellers kolde- kroppen til at varme sig selv op i et meget nedsat tempo, mens hun langsomt kom til bevidsthed igen...

Han sad bare stadig og holdt hende mod hans bryst, aede hende og bed hende blidt i halsen en gang imellem... Han vidste ikke hvem han ønskede der kom frem om det skulle være englen eller Yue...

Englen forstod hans situation, men Yue skulle han forklare overfor og han vidste slet ikke hvad han skulle forklare hende, men da han kunne høre hendes hjerte slå og at hun blev en smule varmere bed han hende efter lidt tid en smule hårdt i halsen...

''Morgen?''

Hun tænkte bare stille og kunne så mærke varmen og lyset imod sine øjnlåg efter et godt stykke tid. Det var helt underligt at føle den form for naturlig varme, da hun havde tilbragt tiden -siden han rejste- i hendes sind og derfor ikke set solen eller mærket andet end smerte ikke den normale gode smerte, men den der fulgte med sølvets berøring af hendes hud. Hun havde det som en fange, der -efter at have afsonet flere år i sin celle- endelig kom ud og kunne trække vejret og en frisk en af slagsen. Hun trak vejret dybt en gang, før hun mærkede en smerte i halsen, som hun ikke havde følt i langt tid, hvilket fik hende til at sukke nydende og strække halsen en smule, så det ville være nemmere for smerten og nydelsen at komme i kontakt med hendes skind. Det var endnu ikke faldet hende ind, at hun ikke var alene, tros det faktum, at der var en bekendt duft i luften, som hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Hun kom med et nydende "mmm" før hans stemme nåede hendes øre og den lilles ord kom tilbage til hende, hvilket først fik hende til at stivne kort, før hun slog øjnene op og med et overrasket blik i de natsorte øjne kiggede op på ham og nærmest hviskede af forbløffelse "Sargonis?!" Det var nemt at høre på hende, at hun var blevet taget på sengen, bogstaveligt taget...

Han så på hende stille og lagde så mærke til de mørke øjne og vidste nu at det var Yue der var der. At det var hende der var dukket op for at straffe ham? Eller bare for at han skulle få det skidt eller hvad... Han holdt hende dog bare ind til ham lige så fast han kunne, og talte så ganske stille til hende...

''Jeg er så ked af det der skete... Jeg ved ikke hvad der skete for mig... Jeg havde virkelig nydt tiden med dig, og mente intet af det onde jeg sagde om dig... Du er måske glad for blod og sex ja... Men det er noget af det der gør at jeg kan lide dig...''

Han holdt hende bare tæt ind til sig, og først der hørte han at hun spurgte om det var ham der var der...

''Ja søde... Ja det er mig...''

Han kyssede hende på halsen og nappede hende blidt...

Det havde hun ikke lige forudset, hvilket lidt fik hende til at ligne et druknet killing. Det var næsten samme uforstående udtryk hun havde nu, som hun havde haft, den gang han forlod hende. Hvad i alverden var der sket, mens hun havde været væk? Hun fangede ikke rigtig meningen med hans ord, men var bare halvt i chok, mens hun prøvede på at finde ud af, hvordan i alverden hun skulle respondere på det, der skete omkring hende. Selv om det tog hendes øjne en del tid at vende sig til lyset, så gjorde det ingen forskel. Hun var helt rundt på gulvet og hun reagerede først rigtig, da han trak hende tæt ind til sig og alle minderne blev kastet tilbage i hoved på hende på en gang i billedform. Hun havde været væk i så langt tid, at hun næsten havde glemt, hvordan hun skulle håndtere alle andre følelser end smerte, hvilket også gjorde, at tårene langsomt kom op i hendes øjne og hun slyngede armene om halsen på ham, som første indskydelse, mens hun hviskede "Det er virkelig dig!" Tårene begyndte så at trille ned ad hendes kinder både af glæde og af sorg. Hun mærkede så først rigtigt hans varme arme omkring sig og hans bløde læber imod sin hals, der ikke var helt normal temperatur endnu. Hun begyndte så at hulke ukontrolleret, mens hun bare knugede sig ind til ham. Hendes første indskydelse var rendyrket glæde...

''Ja det er!''

Han holdt hende bare tæt ind til sig, mens han blev ved med at ae hende og kyssede hende også stadig på halsen, og kunne ikke modstå at bide hende lidt i halsen, og sådan der sad han bare til hun var stoppet... Da hun så var stoppet kiggede han stille på hende...

''Jeg havde aldrig troet du ville være i så mange problemer fordi du havde sex med mig... Undskyld søde Yue...''

Han smilede stille til hende, og kyssede hende blidt på læberne og nappede hende i underlæben...

''Jeg har faktisk savnet dig...''

Hun gemte bare hoved ved hans skuldre og græd, mens hun var pinligt meget opmærksom på, hvor hans læber strejfede hendes hud. Hun kunne mærke de velkendte bølger af nydelse, hver gang han nappede hende og lukkede bare øjnene, mens alle de tilbageholdte tåre siden han forlod hende, strømmede ned ad hendes kinder nu, som om synet af ham havde fjernet dæmningen mentalt. Hun stoppede efter et godt stykke tid, mens de sidste tåre trillede ned og dryppede ned på gulvet. Hun snøftede en gang og tørrede så øjnene med bagsiden af hånden, før hun kunne rette blikket imod hans ansigt igen og slå hjernen en smule til. Et stille smil trak let op i hendes mundvig ved hans ord og hun svarede med sig stadigt en smule hæse stemme "Det er okay... Jeg skulle have fortalgt det" Hun løftede stille hånden og strøj en tot af hans hår om bag hans øre, mens hun smilede forsigtigt. Hun mærkede så hans læber imod sine, hvilket fik hende til at lukke øjnene stille i og hendes hånd strøj ham blidt over halsen, før den fandt vej om til hans nakke, hvor den blidt legede med hans nakkehår. Hun åbnede stille øjnene igen, da hans stemme igen nåede hendes øre og hun svarede stille "Har du?" med en blød stemme og et smil på læben...

Han holdt hende bare ind til sig, da hun sagde at hun skulel have fortalt det, og han sagde hende ikke imod da han bare gerne ville videre fra det... glemme det og bare nyde at han var sammen med hende igen... Han smilede til hende, og bed hende igen i halsen da hun spurgte om han havde savnet hende...

''Ja jeg har savnet dig... Dig, dine bide, dine kys, din livsglæde alt hvad du er...''

Han sukkede mod hendes hals, og var bare lykkelig... Han holdt hende ind til sig selv, mens han ren instinktivt lagde hovedet lidt til side, så hun kunen bide ham... Ren refleks fra sidst de var sammen...

Hun trak vejret tungt ved hans bid og stragte stille halsen, mens hun lukkede øjnene halvt i nydelse. Hun havde helt glemt, hvordan det var at nyde noget. Hun kunne stadig ikke helt fatte, at han var kommet tilbage til hende. Hendes følelser for ham havde ikke ændret sig overhoved, men de traumatiske oplevelser havde sat deres spor, hvilket nok ikke ville kunne ændre sig. Hans ord fik hende dog til at få en smule farve i kinderne og kigge genert ned som en lille skolepige. Hans ord fik hende til at smile lidt mere og varmede hendes hjerte. Hun nød at mærke hans varme ånde imod sin hud og havde meget svært ved at tro på, at det ikke var endnu en illusion. Hun smilede bare og knugede sig ind til ham, mens hun godt lagde mærke til, at han lagde hoved let på skrå, hvilket blottede hans nakke og gjorde hovedpulsåren i hans hals tydeligere. Hun kunne godt mærke sulten og trangen til at smage hans blod igen, men lagde sig selv i stram snor, så hun nøjedes med at pladsere de kolde læber imod hans hals i et blidt kys, som om hun faktisk var bange for at komme til at bide ham, hvilket hun ingen intentioner havde om at gøre. Hun nød bare hans velkendte favn, mens tankerne styrtede rundt som forvirrede møl i hendes hoved...

Han nød hende blide kys, selvom han stadig gerne ville have hun bed ham, men måske hun var bange for at gøre det efter hans reaktion da han forlod hende sidste gang, og han smilede lidt, mens han stille sukkede nydene...

''Yue... Du må godt bide, og drikke... Jeg vil aldrig sige den slags igen. Jeg elskede og nød dine bid, det andet var en løgn... Jeg vil gerne have det...''

Hvis hun virkelig ikke ville bide ham var det okay, men han ville heller ikke have at hun skulle lade være bare fordi hun var bange for at der skete noget skidt ved det...

Hun smilede bare stille, mens hun trykkede sig blidt ind til ham og lod sine læber følge venen op ad hans hals til hun nåede hans kæbe, hvorefter hun blidt placerede et kys på hans læber, før hans stemme nåede hendes øre. Hun smilede stadig en smule, men bed dog mærke i, at han sagde det i datid, hvilket gjorde en smule ondt på hende mentalt. Hun var sulten, men ikke på den måde, at det gnavede helt ind til benet på hende. Hun strøj ham blidt over kinden, før hendes tanker så kom til at falde på den lille pige... Deres ufødte datter, hvilket fik tårene til at komme op i hendes øjnkrog igen og hun gemte hoved ved hans skuldre i skam o sorg over den lille piges død. Normalt græd hun ikke, men da han forlod hende og hun tilbragte så langt tid i sindet uden håb, var hun blevet knækket og mest af alt bare skræmt som en lille mus. Hun havde aldrig nogensinde reageret sådan før, hun havde aldrig haft let til tåre, før nu. Hun sank en klump og kunne lige akurat få et gødet ord over sine læber "Undskyld" Hun hulkede bare lige så ukontrolleret som før, mens hun uddybede med en meget skinger stemme, der kunne knække over hvert sekund "J-jeg... J-jeg kunne ikke... Jeg kunne ikke beskytte hende..." det var nemt at høre, at tabet af den lille pige havde taget meget hårdt på hende...

Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende omkring det med barnet... Han havde jo intet vidst om det, men ahn forsøgte sig bare stille frem, med at sige et eller andet til hende. så måtte han se om det var rigtigt eller forkert...

''Det er okay... Du gjorde hvad du kunne intet mere kan jeg forlange... Og lige nu er jeg bare glad for at du er i live...''

Han kyssede hende intenst, og kunne mærke lysten til hendes bid dukke op, og han hviskede stille til hende...

''Du må altså godt bide mig... Jeg kan jo lide det søde...''

Han kyssede hende så blidt ned af halsen, men flyttede ikke på hovedet... Mest fordi den bedst gang hun bed ham var da hun gjorde det brutalt og med styrke gjorde det muligt...

Hun havde ikke tænkt over, at han ikke vidste, at hun havde været gravid med hans barn, men det gjorde hende stadig meget ked og oprørt ved tanken. Det gav hende lysten til at sætte sig hen i et hjørne og bare sulte sig selv til døde af dårlig samvittighed og savn. Hun kunne endda bilde sig selv ind, at hun kunne mærke den lille endnu, hvilket bare gav tårene mere frit løb. Hun kunne virkelig ikke få billederne af den lille pige ud af hoved, hvilket ikke lige frem hjalp på det hele. Hans ord beroligede hende en smule og hun mumlede bare stille til svar uden at kigge op af skam "Jeg ville..." Hun nåede ikke længere, før stemmen knækkede over og hun hulkede igen "J-jeg ka-kan stadig føle hende... her inde" hendes stemme var kun lige hørlig og grådkvalt, mens hun lod hånden løbe ned over maven uden på kjolen. Hun mærkede så hans læber blidt imod sine, før hans ord nåede hendes øre. Tanken om den lille havde virkelig taget lysten til at bide ham fra hende, selv da han kyssede hende ned ad halsen og blottede sin egen helt igen kunne hun ikke få sig selv til at nærme sig den. Hun kyssede ham bare blidt på halsen og trak det ud, før hun hviskede "U-undskyld... j-jeg kan ikke" hendes stemme var dirrende og selv om tårene næsten var stoppede lå hun på kanten til at begynde igen. Hun var nedbrudt, så hendes normale jeg lå langt langt væk, sammen med de brutale dæmon instinkter...

Han kunne mærke hun var helt væk, og han vidste ikke helt hvordan han skulle hjælpe hende, eller måske bare for noget af den gamle Yue tilbage... men englen havde snakket noget om hans blod... Ville hans blod faktisk hjælpe hende eller hvad var det hun mente?

Han sad bare og lyttede og vuggede hende blidt i hans arme...

''Yue... Det er okay... alting er okay...''

Han kyssede hende blidt og stille... Han så så på ehnde, og vidste ikke hvorfor han sagde som han gjorde...

''Jeg er her for dig så det hele skal nok gå ikke?''

Han bed sig hårdt i kinden og i underlæben så han blødte ud i munden på sig selv, og kyssede hende så dybt denne gang, dybt og længe...

Hun var virkelig væk og derfor også helt ved siden af sig selv. Hun erindrede, at fjerbolden havde sagt, at tiden læger alle sår, men hun vidste også -af egne erfaringer- at det oftest efterlod et ar, der ville kunne gå op gang på gang ved bare den mindste hentydning til emnet. Hun var træt både mentalt og fysisk, hvilket -sammen med tankerne om den lille- gjorde hende utrolig følsom og sårbar. Hun snøftede bare stille, mens han blidt vukkede hende frem og tilbage, hvilket hun godt kunne lide, da det hjalp en smule på at få tankerne væk fra fortiden. Hans kys hjalp også en smule og i det hele taget hjalp den fysiske kontakt en del, da det mindede hende om de få gange, hvor hendes mor faktisk havde bekymret sig om hende og givet hende et kram eller lignende. Hun vidste ikke, hvordan han havde det med det, men havde ikke overskud til at bekymre sig om det, da hun ikke var mentalt stabil. Hun snøftede bare stille og nikkede en smule til hans sidste ord, mens tanken, om at han skulle forlade hende igen, var utålelig. Hun kunne enlig godt falde i søvn på den måde, i hans arme, men hun fik ikke rigtigt muligheden for det, da hun mærkede hans læber imod sine. Det var først, da hun kunne dufte og mærke den metaliske og delikate smag på sin tunge, hvilket i første omgang fik hende til at stivne, ikke fordi hun ikke kunne lide den eller ikke ville have den, men fordi hun ikke havde forventet det og derfor ikke vidste, hvordan hun skulle reagere på det. Hun holdte blidt kysset og lukkede stille øjnene, men selv da han trak hoved væk igen kunne hun smage efter smagen af hans blod på tungen...

Han kiggede stille på hende, og smilede med hans blod stadig siddende på hans læber ganske blidt... Han havde derfor røde læber da han smilede og så på hende, for at finde ud af om det havde haft nogen effekt for hende at smage hans blod, eller om det var ligegyldigt...

Han sad bare og kiggede på hende, mens han vuggede hende, og aede hende stille, og holdt hende indtil sig selv. Han havde aldrig oplevet den slags at blive holdt om af nogen rigtigt... Jo han havde oplevet det med Lyssa, men aldrig før det... hans familie havde aldrig...

Hun betragtede ham bare stille, mens hun tørrede de sidste tåre væk fra sine kinder med bagsiden af hånden. Trangen til at kysse det delikate blod væk fra hans læber tiltalte hende og hendes blik faldt til hendes hænder, der en smule nervøst halvt gnubbede halvt nussede hinanden. Et nervøst og genert smil trak op i hendes mundvig. Hun havde altid -ubevidst- søgt fysisk kontakt, da hun kun havde prøvet den et par gange. Hun havde altid søgt en fast havn, en der kunne håndtere alle hendes sider og lyas med, men der havde aldrig været nogen, der kunne matche hendes forhåbninger. Alle havde de været for svage og var blevet til ofre i stedet. Hun afskyede dem for deres svaghed og kunne bare ikke tage dem. Hun havde ikke noget imod at de spillede svage over for hende, slet ikke, det fik hende til at føle sig speciel og noget værd, det var okay, så længe hun vidste, at de var stærkere end hende og nemt kunne afværge hendes små anfald, som hun fik en gang i mellem. Hun elskede også, at kunne trække deres dyriske sider ud og se hvor meget de begærede hende i deres øjne og handlinger. Hun havde aldrig prøvet det mere end en gang, men hun havde tænkt over det da lange dage fastlåst i sindet og han havde bekraftet hendes teori, der ind til nu havde holdt stik. Hun bed sig let i læben, mens duften af hans blod gjorde det mere tiltrækkende, at stjæle et kys fra hans læber...