Why Are You Here? ((Sajro))

Han lagde bare med hende indtil den næste morgen hvor han stod op. HAn vidste egentligt ikke hvad hun spiste men han fandt noget råt kød og noget frugt som han lagde på en bakke og han gik så ind i hendes soveværelse og stillede det. Det var til dem begge.

''Søde, det er altså ved at være på tide du står op.''

Han ruskede hende lidt. Han ville gerne vække hende nemlig så han kunne se om det var noget der kunne bruges. De to typer af mad lagde selvfølgelig ikke oven i hinanden, men blidt adskilt så frugten ikke var badet i kødsaft og blod...

''Vidste ikke hvad du ville have.''

Hun lå dybt inde i drømmeland hele natten.Et billed. Et billed af hende selv, der lå i sneen, mens hun ragte ud efter nogen. Hun så fortabt ud i luften, mens blodet løb ned ad hende og farvede sneen under hende rød. Den sorte sne begyndte så at falde... Et andet billed ... hendes mor ... deres mor ... der lå på den iturevne dobbeltseng, nøgen. Hendes far, der havde slået deres mor og voldtaget hende. Han var nu på vej væk fra sengen, mens han rettede på sit slips. Hun følte intet og en hånd klemte hende blidt om skuldren i en forsikring om, at det nok skulle gå alt sammen. Hun lagde hånden på hans og flettede fingrene ind i hans. Han holdte hende fast og de væmmelige følelser på afstand. Hun krøb stille sammen, da han rejste sig fra sengen, men vågnede ikke. Hun slog først øjnene op, da han blidt vækkede hende. Hun prøvede at sætte sig op, men det gjorde ubeskriveligt ondt i siden, hvor hun havde skåret sig dagen før. Hun smilede stille til ham mens hun betragtede ham sammentidig. Hun rettede sig stille, før hun svarede med en blid stemme "Jah, jeg tror, jeg holder mig til frugten" Hun trak dynen om sig og lagde hoved let på skrå, så hendes lange sorte hår -der for en gangs skyld ikke var flettet- lå som et fint tæppe omkring hende ...

''Hvad spiser du ellers normalt til morgenmad min kære?''

Han smilede stille og tog selv noget af kødet som han spiste. Det var jo det han levede af, og han var heldig nok til ikke at have flere spisevaner at kæmpe med, både ham og hans anden side kunne bedst lide råt kød og blod.

''Hvad så hvordan har siden det? Og jeg skal kigge til det her når vi har spist for at se om det skal renses.''

Han smilede kærligt til hende og med en smule blod og kødsaft på hans læber lænede han sig frem og kyssede blidt hendes læber.

Hun smilede stille og lagde hoved lidt på skrå ved hans spørgsmål, før hun svarede tænksomt "Weeell, det kommer an på hvem af os, der er i kontrol ... Lya kan ikke holde tanken ud om at spise andre dyr eller mennesker, Lea Kan spise folk rå eller drikke dem tøre, hun vil have elsket det kød ..." Hun nikkede imod kødet han havde taget med ind, før hun smilende fortsatte "Jeg kan spise en blanding af hvert ... nu er jeg normalt ikke ude i længere tid, så jeg plejer bare at drikke fra nærmeste offer..." Hun tog en bid af et æble og betregtede ham med det stille smil. Hans anden spørgsmål kom ikke helt bag på hende og hun svarede blidt "Det er måske bedst at vi får kigget på det, ja..." Hun nåede at synke det stykke æble hun havde i munden, før han kyssede hende. Hun besvarede det blidt, mens hun slikkede blodet af hans læber og lukkede øjnene halvt i nydelse. Det var virkelig rart det her, men hun skulle passe på, at hun ikke vred kroppen for meget, da det så gjorde ondt i siden, hvor hun havde skåret sig...

''Jamen hvad vil du egentligt helst have som spise hvis du skal være helt ærlig omkring det?''

Han smilede stille, og da de var færdig med at spise tog han stille bakken ud og kom tilbage med den kasse hun havde forbindinger og andre ting der skulle bruges hvis såret skulle renses. Han hev kjolen af hende og lagde hende ned før han klippede forbindingen op...

''Nu håber jeg godt nok det ser okay ud søde.''

Han smilede stille mens han ganske forsigtigt fjernede forbindingen, og vaskede så såret med en smule vand bagefter og kiggede så ned på såret.

Hun smilede stille over hans spørgsmål, mens hun svarede ham helt oprigtigt "Hvis det er blod, som jeg har en forkærlighed for, så helt klart blod..." Hun prøvede at sætte sig ordenligt op, men smerten skar sig igennem hendes side, som en dolk, så hun stoppede alle bevægelser. Hun smilede blidt til ham, da han kom ind igen og lod ham trække kjolen af hende, så han kunne tage forbindingen af. Hun lod sig blive skubbet tilbage i lagnerne, før han klippede forbindingen af. Hun bed sig hårdt i læben, da han fjernede det helt. Hun lukkede øjnene og nikkede stille til hans ord. Hun tog godt fat i dynen, da han blidt vaskede såret, hvilket gjorde ret så ondt. Såret havde fået skorpe på og var healet ret hurtigt, selv om der stadig var fare for, at det vil gå op eller lignende. Hun trak vejret tungt, før hun stille spurgte "Hvordan ser det ud?" hendes stemme var spinkel, og hun spurgte kun, fordi hun ikke selv havde løst til at se på det...

''Det ser rigtigt godt ud faktisk, det er allerede ved at heale rigtigt godt.''

Han smilede stille og fra den kasse hun havde, fandt han en salve frem som han smurte på hendes sår i et ret godt og tykt lag. Det ville nok være ret koldt, men hun var vist vant til kulde så det gik nok, og han forbandt så såret igen, denne gang med to forbindinger for at hun ikke svinede tøj til grundet salven.

''Sådan.''

Han kyssede hendes læber blidt, og rejste sig op fra sengen stille inden han rakte hende en af hendes kjoler, da hun jo skulle til at op, og hun kunne jo ikke rende nøgen rundt.

Hun smilede stille og var glad for, at han mente, at det så ud til at heale fint. Hun kunne ikke selv bedømme det, men hun valgte at tro ham. Hun lukkede øjnene og greb hårdt fast i dynen og lagnerne, da han begyndte at smøre såret med en af hendes mange salver. Hun bed tænderne sammen og spurgte så sammenbidt "Er du sikker på, at det er den rigtige salve?" Hun spurgte ikke, fordi at hun tvivlede på ham, men navnene på salverne og alt andet stod på det gamle sprog, som hun var ret sikker på, at han ikke kendte til. Det gamle sprog var kendt som et ældste modersmål i hendes hjemland og kun kongefamilien kendte til det. Hendes moder, fader og stedfader havde været sat over en del af landet, som middlertidige forvaltere, derfor kendte de til sproget. Den eneste grund til, at de kunne være forvaltere var, at hendes moder var søster til droningen. Hun tvivlede derfor på, at han kendte til det. Hun besvarede så blidt hans kys, mens hun var lettet over, at det var overstået for nu. Hun åbnede så stille øjnene og tog imod den kjole han ragte hende. Hun trak kjolen med megen besvær over hoved, mens en lettere pint trækning prægede hendes ansigt. Hun trak vejret tungt...

''Ja jeg er sikker på det er den rigtige.''

Han kunne ikke bedømme det udfra navne, men valgte istedet at bruge lugten, konsistensen og farven til at bedømme om det var den samme som han havde set hende bruge tidligere, hvilket var grunden til at han var sikker i sin sag omkring, om det var det rigtige.

Han smilede stille og roligt til hende da hun havde taget kjolen på. Han grinede lidt af hende over hvor dum hun havde været og havde skadet sig selv, det gav jo ikke nogen mening når hun havde en stor stærk mand i hendes hus der kunne gøre op for det istedet.

''Og nu husker du at du ikke skærer dig selv igen.''

Han gav hende et blidt kys på kinden og satte sig stille op af væggen.

Hun smilede lettere usikkert, da hun ikke kunne lade vær med at tvivle, hvis det ikke bare var en smule. Hun lod ham dog gøre med salverne, som han ville, mens hun håbede, at han gjorde det rigtigt. Hun havde ikke nogen ide om, hvordan han kunne vide, hvilken salve, der skulle bruges.
Hun koncentrerede sig så meget om smerten i siden, at hun ikke opdagede, hvilket smil, der sad i hans mundvig og prydede hans bløde læber. Hun lod stille hænderne glide ned langs sine sider, men skar dog en grimasse i rendyrket smerte, da den ene hånd kørte -omend kun blidt- hen over såret. Hun rettede stille på kjolen.
Hun havde en stor stærk mand i huset til at beskytte hende, hvilket hun var glad for. Hun havde hele livet skulle være den stærke og udholdende kvinde, der ikke tøvede med at cutte en strube eller to for fornøjelsens skyld. Det var derfor dejligt og nyt for hende, at hun kunne få lov til at være den svage part, at det var hende, der havde brug for beskyttelse, at det var hende, der kunne søge en tryk favn. Det mindede hende om, at hun nok hellere måtte få besøgt fjerbolden inden for den nærmeste fremtid.
Hans ord tiltrak sig så hendes opmærksomhed og hun smilede blidt til ham. Hun svarede stille, da han havde kysset hende blidt "Jeg skal prøve, men nu er jeg ikke den person med den bedste hukommelse" Det sidste sagde hun i en lettere spøgefuld tone.
Lige der havde hun bare lyst til at tage hans hånd og løbe. Løbe og løbe til de nåede 'Det' land, hendes kusines hjemland med skovene der stragte sig længere end et øje kunne se og engene med det silkebløde græs. Bakkerne. Dalene. Det hele. Bare flyve hen over det hele med ham. Danse rundt i tronsalen til et af de berømte bal hendes kusine var et geni til at planlægge.
Hun lod sig glide ned ved hans side op ad muren.
Det hele virkede bare så langt væk nu, som om hendes fortid -selv den dårlige tid af den- havde været en drøm. Hun havde svært ved at kende forskel på virkelighed og fantasi... Bare at flyve væk, som et ildrødt blad i efterårsvinden... op og op det vil gå ...

''Yue... Nu må du ikke misforstå mig på grund af det jeg siger nu... Virkelig ikke læg for meget i det her...''

Han så forsigtigt på hende. Det var bare gået op for ham at det her ikke var så smart. Han var usikker på hvordan det hele ville gå. Han var nød til at komme væk og få tænkt over det hele det var jo ikke længe siden at hans kone var død. Han var nærmest lige blevet enkemand og nu var han allerede hos en anden kvinde... det var da forkert? Var det ikke? Han så på hende...

''jeg holder af dig, og er virkelig glad for dig... men jeg har brug for noget tid til at tænke til at tænke over det med min døde kone... vent på mig... okay?''

Han gav hende ikke megen tid til at svare inden han rev sine ting til sig, og forsvandt ud af døren mens han skiftede form og forsvandt mellem træerne.

//out//

Hans ord kærtegnede hendes trommehinde, som en blid sommerbrise smyger sig om en kind, med sådan en møje og blidhed, at man kort falder i staver. Hans ord havde dog kun lige nået hendes øre, og virkningen havde aftaget, før betydningen af de ytrede lyde havde sat sig sammen i hendes hjerne. Hun kunne nærmest mærke sit indre blive hejst ned i en revne i en gletsjer, selv om han sagde, hun ikke skulle lægge meget i det, så kunne hendes hjerne ikke lade være med at putte noget i det. Det kunne hun simpelthen ikke. Det var ligesom at sige: 'Det er ikke dig der er noget galt med skat, det er mig' Selv om det bare var en normal frase, der blev brugt, for at gøre det nemmere at afslå folk. Man kunne lige så godt sige: 'Du er god, men ikke god nok'.
Mens alle de forvitrede tanker blev mangedobblet i hendes sind, sad hun bare og så ud i luften, som om hun kunne se igennem sengen, vægen, skoven, det hele. Det var som om, hun kunne se ind i en helt anden verden. Mens tankerne tog til blev det langsomt koldere og koldere i rummet. Hun ensede det ikke. Hendes øjnfarve begyndte at flimre over i en let mørkerød farve. Hun ensede det ikke. Hun ensede intet. Hun sad sådan lidt, mens stilheden indgydede rummet i en tyk luft.
Hun trak så vejret tungt, før hun nogenlunde fik styr på sig selv. Hendes øjne gled i og hun åbnede armene mentalt, for at modtage den kniv som, hun vidste, vil komme. Hendes indhaling af luften blev behærsket, som om hun endelig havde fundet fred med sig selv og accepterede, hvad der end måtte komme -hvilket hvertfald ikke var tilfældet-. Hun ventede så bare, ventede på de ord, der med stor sandsynlighed vil kaste hende ud på endnu en ukontrolleret og turbullent flyvetur.
Hun skulle ikke vente længe, før hans ord blev båret til hende af vinden. Hun mærkede, hvordan knivsspidsen fandt sin plads mod det skrøbelige hudlag, der beskyttede hendes ribben og hjerte. Hendes vejrtrækning var kontrolleret. For hvert af hans ord pressede kniven sig igennem hendes hud som det første og så den lille revne mellem hendes ribben. Hun trak vejret ind i et stød ved den velkendte smerte.
Hendes underbevidsthed registrerede hans ord, men hun bed ikke ydeligere mærke i dem, hvis man så ud over de allersidste ord i hans ordstrøm. Vent På Mig... Hun lænede sig bare op mod vægen. Vent På Mig ... Vent På Mig ... Vent På Mig ... Det rungede igennem hendes hoved.Hun gispede, da knivens skæfte nu også nåede hendes bryst, og hun spirrede øjnene op, mens hun lænede sig forover, da kniven blev vredet fra side til side. Luften blev hevet ud af hendes lunger.
Da han gav mine til at rejse sig greb hun ud efter ham og fik fat i hans håndled, før hun åbnede øjnene, vendte hoved, så ham i øjnene og sagde med en lettere fjern stemme "Just ... Never let me go ..." Hun gav så slip på ham. Lod ham gå. Hendes øjnlåg lukkede af for omverden, da de faldt ned foran hendes syn. Hun spidsede øre, da han skramlende fik samlet alle sine ting sammen og begavet sig af sted. Døren smækkede. Hun var igen alene. Forladt. Abbandoned. Hun åbnede munden og mumlede for sig selv: "That hurted moore than exspected..."
Hun lænede bagover, mens den rigtige smerte indtræf. Den smerte, der fik hendes hjerte til at skrige, skrige af hendes lungers fulde kraft. Hun bukkede sig let fremover, men der kom intet over hendes læber. Smerten. Hun famlede lidt på gulvet, før hendes hånd listede sig ind under tæppet of fremdrog et knivsæg på størrelse med et af hendes lillefingerled. Det blanke jern var koldt, grundet den meget lave temperatur i rummet, mod hendes håndled. Hun trak vejret tungt. Det vil ikke dræbe hende. Hun vil ikke kunne dø af blodmanglen. Hun var bloddæmon. Det vil højest gøre hende bevidstløs i et stykke tid.
Smerten blev kort overdøvet af den fysiske smerte, små fire gange, før det begyndte at krible i hendes åre. Først i tærene, så i fødderne. Fingrene. Benene. Armene. Maven. Hoved. Hun kunne ikke mærke noget nu. Den tygtflydende væske fra de fire parallelle sår, der nu prydede indersiden af hendes underarm med omkring en halv centimeter mellem hver af dem, flød nu som små floder ned ad hendes hånd og fingre, før de dannede en mørkerød pøl på gulvet.
Væsken spredte sig som en tsunami -i mindre udgave naturligvis- ud over gulvet fra, hvor hun sad.
Det hele begyndte at flyde sammen for hendes blik, mens de trak sig ind ad og blev helt tomme. Endelig ... Endelig ... Endelig ... Endelig druknede smerten ... Vent På Mig ... Vent På Mig ... Vent ... På ... Mig ... Hun bød mørket velkommen med åbne arme ...

//Out.//