Why Are You Here? ((Sajro))

''Jeg er virkelig ked af jeg sagde som jeg gjorde... Jeg må virkelig have været ude af mig selv... Jeg undskylder mange gange og vil virkelig gerne som gengæld gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig, jer, hende...''

En enkelt tåre trillede ned af hans kind, da han virkelig aldrig havde ønsket at gøre noget af dem noget som helst... Han mente faktisk at hende her ihvertfald virkede meget venlig, og hendes søster kunne vel også så?

''Ja lige så langsomt... Det er lidt underligt da det kommer i brud stykker...''

Han så på hende, og nu gav hans mareridt om alt blodet og hendes over ham mening, da det var blandinger af hans oplevelse med at give hende blod, og da de havde sex der blev blandet sammen... Han huskede det hele lige så langsomt...

''Jeg kan svagt huske den ene gang hun gik i trance nu...''

Han smilede stille, da det vendte til bage...

''Jo lad os det.''

Hun tænkte stille og smilte en smule over hans undskyldning "Jeg godtager din undskyldning" svarede hun bare og kunne godt se, at han fortrød sin handlinger, men at de ikke kunne gøres om. Hun fik dog meget ondt af ham, da han fældede en tåre og en moderlig ømhed væltede op i hende, der fik hende til at ville trække ham ind til sig og forsikre ham om, at det hele nok skulle gå, hvilket forvirrede hende en del, men hun gav deres ufødte barn skylden for at have vækket følelserne og hun nøjedes med at gå hen til ham, ligge den ene hånd blidt på hans overarm og den anden på den modsatte kind -så den knap rørte- og stille sig på tær, før hun blidt og nænsomt kyssede tåren væk, hvorefter hun trådte lidt væk igen og sagde "Det var nok noget lignende min søster ville have gjort" Hun nikkede stille til hans næste ord og sagde så "Jeg tror, jeg kender følelsen, men forvirrende er det uanset hvad" Hun smilte lidt over hans tilbagevendende hukommelse "Bliv du bare ved med at huske, så skal jeg nok følge vejen" svarede hun lettere leende med øjnene fæstnet til hans skikkelse, før hun begyndte at gå ned af højen i et stille tempo...

''Tak...''

Han smilede stille til hende, og de følelser han havde for hendes søster, som hun delte krop med dukkede endnu en gang op, og han blev meget forvirret... Specielt da han ikke vidste hvordan han ville have det med at være forelsket i en kvinde der delte krop med sin søster... Han var virkelig forvirret over det...

''Jeg skal nok prøve at huske...''

Han huskede også det hele lige så langsomt, og der var faktisk ikke rigtigt noget han manglede at komme i tanke om da de først var nået frem til hytten hvor hun boede... Da de var fremme smilede han stille... Han havde hele turen gået i sin egen verden mere eller mindre for at huske...

''Jeg tror jeg kan huske det hele...''

Hun smilede stille og overvejede det stille, mens hun batragtede ham og nikkede langsomt til det han sagde. Hun havde ingen ide om, hvad der foregik inde i hans hoved, selv om hun var ret så sikker på, at han højest sandsynlig var -hvis ikke bare- en smule forvirret over alt den info han havde mixet med hukommelsestabet. Hun smilede bare en smule mere af hans svar "Det ville hjælpe en del, hvis du kunne huske igen" Var hendes svar, mens hun gik ned ad højen og fortsatte ind imellem træerne, hvor hun lukkede øjnene og bare gik, hvilket var grundet, at hun vidste, at hendes stedsans ikke virkede her, men at hun ville blive ledt der hen, hvis gudinden ønskede det. Efter et godt stykke tid åbnede hun øjnene og den lille hytte kom til syne mellem træerne, men som de gjorde det kunne hun også mærke mørket, der var begyndt at rive og flå i hende for at få kontrollen. Hans stemme tiltrak hendes opmærksomhed endnu en gang og hun smilede påtaget til ham, før hun svarede "Fan..." Hun nåede ikke længere, før det var som om nogen havde stukket en kniv i maven på hende. Hun krummede sig sammen og tog sig til maven, mens hun kneb øjnene i. Hun bandede indædt -hvilket også var noget der var kommet med Yues tilfangetagelse- før hun åbnede øjet på klem og prøvende fjernede den ene hånd bare for at opdage, at der ingen blod og kniv var. Hun nåede dog ikke at tænke over det, før smerten blev mere intens og hun blev tvunget helt ned at ligge i fosterstilling, mens hun knugede om sin mave med et pint udtryk i ansigtet...

Med det samme da hun begyndte at tage sig til maven i smerte fløj han hen til hende, og greb fast om hende. Han kunne ikke tro at han var skyld i at det væsen skulle lide så meget... Det var ikke fair overfor hende eller ham, da han intet havde vidst om det...

''Kan jeg gøre noget?''

Han aede hende langsomt og roligt over armen og håret... Han sad bare og vuggede hende ganske stille og roligt fra side til side, mens han stille smilede til hende, og gav hende et enkelt kys på kinden...

''Du kan godt bekæmpe det Yue... Lya...''

Han aede hende bare videre mens han stille vuggede hende på den måde...

Smerterne satte ind og hun kunne mærke, hvordan mørket trak i hende som en enorm magnet, mens hun bare tog sig til maven. Hun mærkede næsten øjeblikkeligt hans arme omkring sig, men måtte stadig bide sig hårdt i læben, for ikke at lade sig skubbe til side, så mørket kunne tage over. Hans stemme trængte igennem til hende, men da hun åbnede munden for at svare ham kom der ikke en lyd ud, hvilket bare fik hende til at krybe mere sammen og sluge en klump, før hun kunne prøve igen og denne gang kom der et par ord -hvisket- over hendes læber "Slå mig ud" Tårene begyndte at samle sig i hendes øjnkrog, før de langsomt trillede ned ad hendes kinder som små flydende krystaller. Smerterne blev værre og en krampetrækning løb hen over hendes ansigt og lagde det i pinte folder. Hun mærkede hans læber imod sin kind og den måde han blidt vuggede hende frem og tilbage på, hvilket beroligede hende en smule, så hun kunne hviske halvkvalt "V-vil du ikke nok?" Hun vidste, at hvis hun var bevidstløs ville Lea ikke kunne kontrollere kroppen og derved ikke kunne skade Sargonis eller ander, der kunne være i nærheden. Hun kunne virkelig ikke tage smerten mere og hun begyndte at hulke ukontrolleret, mens hun rystede tagtvis mere og mere. Hendes tænder klabrede og hun havde neglene sat godt fast i sine overarme, mens smerten langsomt flyttede sig fra maven til hjertet, der fik det til at banke hurtigere som adrennalinen satte ind og gjorde det tydeligt den måde -som hun ikke bevidst gjorde- som hendes fingre nærmest prøvede at rive hendes skind op og flænse senerne under den. Tårene blev bare ved med at trille ned over hendes kinder...

HAn sad bare og holdt hende, og havde det virkleig skidt med det... Og så det hun bad ham om? KUnne han virkelig gøre det? Han havde jo allerede vagt hende så mange problemer, og så kunne han da ikke slå hende ud...

''Hvad?''

Han kunne virkelig ikke skade hende mer eend han allerede havde gjort, men da hun bad ham igen forstod han at det faktisk ville være en hjælp for hende at gøre det, og han slog hende lige omkring tindingen med håndryggen hårdt, men uden at skade kraniet og hjernen...

''Undskyld...''

Han kyssede hende blidt på kinden...

Hun kunne mærke det, hvordan Lea trak i hende og vristede hende fri fra kontrollen over kroppen, men panikken fik hende til at holde bedre fast og derved stramme grebet i sine overarme, så man kunne se blodet forlade stederne, hvor neglene borrede sig ind og gjorde huden helt hvid af blodmangel. Hun hulgede ukontrolleret, men der var ingen kære mor. Dæmonen ville bare ikke give op. Det var hendes eneste håb, at slå sig selv bevidstløs og det skulle helst gøres inden alt for længe, før hun mistede kontrollen, hvilket ikke ville være sjovt overhoved. Hun mærkede så endelig den befriende smerte ved tindingen, da hans håndryg mødte hendes hoved og hun blev øjeblikkeligt helt slap. Livet og lyset i hendes øjne forsvandt og forlod hende med et tomt udtryk i øjnene, som om hun faktisk var død. Da hun mistede bevidstheden, blev det kampagtige greb i hendes overarme langsomt løsnet og hendes hænder faldt ned langs siden, mens fem tydeligt blå mærker blev afsløret på hver af hendes overarme, så det så ud som om at huden var skubbet til side og det nu kun var et millimeter tyndt stykke skind, der holdte blodet fra at flyde ud af hende og nogle få steder var det også lykkedes blodet at finde vej ud, så et par røde striber trak sig vej ned over hendes arme, blot for at dryppe ned på den mørke jord under dem. Der var ingen tegn på, at hun ville vågne lige forløbig...

Han kunne med det samme dufte blodet, og mens hun var bevidstløs kunne han ikke mdostå det, og slikkede først blodet af hende før han stille drak lidt af sårene... Han var nød til at tilstå det når hun vågnede igen... Han nød dog smagen... Så sød og blød i det... Der var ingen tvivl kroppen var en engels...

Han løftede hende stille op fra jorden, og han var glad for at de var nået frem til hytten hvor han stille bare hende ind og minderne væltede ind over ham... Han lagde hende ned det sted han havde lagt dengang han var blevet såret der da han var hos hende...

Han satte sig med ryggen mod hende, og ventede bare der til hun vågnede...

Hun lå bare og lagde ikke mærke til hans tunge, der slikkede blodet af hende og at han derefter drak fra nogle af de åbne sår -hun havde lavet for at holde kontrollen over kroppen- der havde plads på hendes overarme. Hun følte ikke noget overhoved og alt der omgav hende var det -nu- betryggende mørke, der holdte på hende og fastfrøs hele hendes sind, hvilket også indkluderede Leas og Yues. Hun lå bare som en kludedukke i hans arme og lignede i det heletaget en død. Hun mærkede ikke lagnerne under sig, da han lagde hende på sengen -som var blevet fikset siden de havde ødelagt den. Hytten lignede sig selv i den rene og nydelige version i forhold til, da han havde forladt den sidst. Hendes hud fik en smule farve, da den kom i forhold til de hvide lagner under hende og langsomt begyndte hun at trække vejret igen, mens hun gik fra at være besvimet til at sove i en tung og dyb drømmeløs søvn. Hun sov tungt ind til solens langsomt fik sneget sig op over horisontlinien igen og varslede som morgengryets komme. Hun åbnede langsomt øjnene og blinkede et par gange, før hun genkendte omgivelserne og hele dagen for inden begyndte at komme tilbage til hende igen. Hun blinkede et par gange mere, før hun kunne fokusere helt, men havde stadig en smule hovedpine...

DA hun ikke larmede eller noget i den stil sad han bare med ryggen til hende, og kunne ikke lade være med at tænke på hvor forkert af ham det var at han drak af hende... Men han ville vnete til hun vågnede med at fortælle at han havde gjort det...

''Burde nok have ladet dem være i første omgang? Eller er det sandt det hun siger?''

Han kunne ikke lade være med at tænke højt... Han følte virkleig stadig at det var forkert af ham at blande sig i deres liv, og det var han ked af, men var det sandt at det faktisk var godt at han havde gjort det...

''Jeg bad hende jo snakke med sin søster... Det er min skyld...''

Han så ned i jorden...

Hun lå bare og stragte sig stille med et gab, før hun gned søvnen ud af øjnene med bagsiden af hånden. Hun kunne høre hans stemme, men det tog hende lidt tid at fokusere på den og forstå meningen med ordene, der forlod hans mund. Hun kunne dog ikke lade vær med at svare ham og et blidt -men ømt- smil trak op i hendes mundvig, da hun lagde hånden lidt på hans skuldre og stille sagde "Jeg er måske under indflydelse fra en dæmon, hvilket nok giver dig grund til at have mistro til min troværdighed, men det er sandheden. Du viste min søster en lille del af himmelen og det kan ingen tage fra dig" Hendes stemme havde samme fløjelsbløde tone som en engels normalt var, dog gjort en smule blødere af deres bånd. Hun smilte mat, mens hun bare betragtede ham og trak sig hen til sengens kant, så hun kunne se hans ansigt. Hun havde stadigt hånden blidt lagt på hans skuldre, mens hun lagde sine spinkle fingre under hans hage og blidt løftede den op, så hun kunne se ham i øjnene, før hun fortsatte "Der er intet galt i, at du spurgte... Og hvad ville Yue ikke tænke, hvis hun så dig sådan her? med disse tanker" Hun holdte en lille pause og så ham dybt i øjnene med det forårsgrønne blik, før hun sagde "Hun ville være sønderknust over din sorg" Hun sad bare og hendes blik veg ikke fra hans, da hun ville sikre sig, at han forstod, hvad det var hun sagde til ham...

Han så bare ned ved hendes første ord, og følte sig virkelig dum over at han havde tvivlet på hende i første omgang... Han vidste slet ikke hvad han skulle sige eller gøre... Han blev en smule overrasket da hun flyttede hans hoved men fulgte villigt med... Han så på hende...

''Jeg er ked af det...''

Han rankede lidt op i sig selv, og så så på hende... Han vidste ikke om det ville fungere det hun havde i planerne, men han var nød til at få gang i hendes planer, og forsøge at komme i gang med det hun tænkte...

''Skal vi prøve den mulighed du havde?''

Hun forstod godt hans sorg, men vidste også godt, at hendes søster ville give sig selv alt skylden, for hans kvaler, hvis hun kom tilbage og fandt ham med hoved hængende, hvilket var hendes grund til at prøve på at opmundre ham. Hun lod stille sin hånd falde, da rettede sig en smule op og betragtede ham bare, mens han samlede sig selv op fra gulvet mentalt. Hun nikkede langsomt ved hans næste ord "ja..." svarede hun bare, mens hun tænkte sig godt om, før hun fortsatte "Nu hvor du har dine minder tilbage, kan du nogenlunde huske, hvad der skete sidste gang, da Yue prøvede at kontakte mig... Det er næsten som den gang ud over, at hvis jeg kommer tilbage med røde øjne, så skal du love mig, uanset hvad jeg siger, eller gør... Hvis jeg fejler må alle beviser på vores eksistens elemineres..." Hun tænkte stille og rejste sig, før hun lagde blikket på ham igen og fortsatte "Hvis du kan gøre det, så kan vi godt starte" Hun tænkte ikke på, at noget i denne verden kunne drage fordel af at tæmme en dæmon i en engels krop, men tænkte mere på, at 'Han' kunne komme for at finde dem og derved bruge deres krafter til unævnelige eksperimenter og gudinden måtte vide, hvad det monster kunne gøre med deres evner, når han først fik fanget dem igen. Hun ventede bare stille på hans reaktion...

Han så lidt undrende på hende... Ville de røde øjne betyde at hendes søters dæmon havde fået fuld kontrol? Fordi ellers hvis det kun var midletidigt, ville det vel være nok at passificere hende eller hvad?

''Har din søsters indre dæmon da så fået fuld kontrol? Og hvis du mener jeg skal dræbe jer hvis det sker, lover jeg at gøre det... Jeg lover at gøre alt du beder om, hvis blot jeg kan hjælpe dig...''

Han gjorde så klar til at kunne hjælpe hende med det der ville komme... Han havde ingen anelse om, om han virkelig kunne hjælpe hende, men han regnede med hende, og at han kunne hjælpe...

Hendes blik ændrede sig ikke, mens hun betragtede ham, som han så spørgende på hende. Hun sukkede indenvendigt, da hun godt vidste, hvad det betød, at hun kom tilbage med røde øjne. Hun tænkte lidt, før hun svarede ham "jeg bliver langsomt opslugt og kun lyset holder Lea fra at sluge mig helt. Hvis jeg kommer tilbage med grønne øjne er jeg mig. Mørke øjne, Yue. Røde øjne så er vi begge opslugt af mørket og kan ikke vende tilbage, hvilket så giver Lea krontrollen" Hun bed sig let i læben, før hun fortsatte efter en lille pause "Selve vores eksistens er en forbrydelse imod gudinden, så hvis alt håb for overlevelse er ude, så skal vi dræbes, brændes og sendes tilbage til vores egen verden ad den vej" Hun nikkede stille og betragtede ham så, før hun sagde "Jeg vanære gudinden ved at bede dig om det her, men jeg tror jeg får brug for dit blod og hjerte" Hun havde en ide om, hvad der ville give hende en fordel imod de indre dæmoner af Yues, men det var 50/50 for hvis det ikke lykkedes var de begge dødsdømte -Yue for anden gang. Hun vidste ikke om det ville virke, men hun var sikker på, at han var nøglen, til at få Yue tilbage. De havde jo tros alt delt blod mange gang efter hånden...

Han undrede sig ikke over det med øjnene og heller ikke det med at hun havde brug for blod, men det med hjertet forstod han ikke helt... Hvis hun mente fysisk ville han jo dø, og i billedesprog kunne han jo ikke bare give det bare sådan... Han undrede sig... Men valgte at stole på hende...

''Bare gør hvad der er nødvendigt... Og jeg gør som jeg gjorde ved Yue når du er begyndt trancen okay?''

Han så stille på hende, mens han satte sig op i sengen til hende, så hun bedre kunne sætte sig op af ham eller lægge sig op af ham eller hvad hun nu ville gøre. Men bare sådan at de havde en mulighed for at komme i gang...

''Jeg skal nok hjælpe med at i får det bedre...''

Hun nikkede stille, før hun svarede ham i samme tone som før "Det er helt fint, men jeg bliver nødt til at have dig til at deltage i forberedelserne denne gang og får nok også brug for noget af dit blod ind til jeg er gået i trance, derefter ved du, hvad det er der ville være bedst at gøre" Hun rejste sig stille fra sengen, før hun gik hen til døren og med en håndbevægelse vinkede ham med, som om hun gerne ville have ham til at følge med. Grunden til at hun blev nødt til at låne ham med til ritualet denne gang, var at det var hende, der skulle i trance og hendes teori, om hvordan hun kunne få hjælp der inde afhang af, at hun skulle bruge hans blod sammen med sit eget + det faktum, at han var den eneste hun turde betro kroppen ubevogtet til, når hun skulle der ind. Hun gik bare stille ud i køkkenet, for hun begyndte at rode i skuffer og skabe efter de ting hun skulle bruge til ritualet. Hun vidste ikke, om han ville kunne lide de ting han ville komme til at se, men hun kunne kun håbe på, at han ikke ville drømme dem ud fra gudindens ritualer. Hun fandt en lille urtekniv og lagde den på bordet, før hun gav sig til at rode efter en lille skål og andre små ting...

Han fulgte bare stille med hende og gjorde ikke meget andet end at nikke til hende... Han dømte dem på ingen mpde, da han jo stadig så det som værende lidt hans skyld at hun var nød til at gøre det...

''Du siger bare hvad jeg skal og jeg gør det...''

Han fulgte med hende rundt som hun ledte, og kiggede bare på tingene hun fandt frem, og smilede svagt til hende hvis hun så mod ham... Han havde intet problem med det overhovedet...

Hun tænkte stille og stoppede med at rode, da hun fandt en lille skål og satte den på bordet, før hun mumlede stille og talgte på fingrene, mens hun svarede ham lidt efter "Godt kunne du ikke.." Hun kiggede en smule rundt, før hun tog skålen og urtekniven i hånden sammen med et lille blad hun havde fundet i en æske, før hun fortsatte "...Komme med her hen" Hun gik hen til et stort stykke åbent gulv, hvor Yue havde tegnet det sidste pentagram, som hun havde brugt til at ligge sig selv i trance med. Hun satte stille skålen på gulvet, før hun sagde "Kan du ikke stille dig her?" før hun pejede på midten af det tomme gulv og skar sig selv i fingeren så blodet blidt piblede ud, før hun tilføjede en smule undskyldende"Du... I får nok brug for et bad efter alt det her og trancen" Hun trak lidt på skuldrene, mens hun ventede på, at han stillede sig der, hvor hun havde bedt ham om det...

''Jo selvfølegelig...''

Han fulgte med hende ind til stedet, og blev lidt undrende... Havde hun tænkt sig at han også skulle lægges i en trance eller hvad? Han forstod intet men han stolede blindt på hende, og at hun vidste hvad hun lavede...

''Bare her?''

Han stilte sig lige der hvor hun havde bedt ham om at stille sig og kiggede stille på hende, og bagefter så han undrende på hende... Et bad? Hvad skulle han bruge et bad til... Det gav ikke meget mening for ham at han skulle tage et bad bagefter...

''Hvorfor et bad? Hvad skal der ske?''

Hun havde ikke tænkt sig at tage ham med ind i trancen, men hun havde et svagt håb om, at hun kunne tage pigen med ved at bruge hans og hendes blod sammen, da hun jo var død i forvejen og var en stor del af hendes fantasi. Hendes håb var også, at det ville give hende styrke og låne noget af hans, ved at bruge hans blod også, da det jo -tros alt- var Yues indre dæmoner hun skulle op imod, de dæmoner der havde vokset sig grumsommere igennem hendes liv og nu sagtens kunne erobre sig en plads og et navn. Hun gøs lidt ved tanken og ventede til han havde stilt sig, før hun svarede "Ja, bare her og stå helt stille, selv om det nok virker en smule underligt det her" Hun smilte bare en smule, før hun begyndte at tegne pentagrammet på gulvet med blodet fra sin finger. Hun tegnede det helt færdigt, før hun rejste sig igen og skar sig endnu en gang i fingeren, så såret begyndte at bløde en smule mere. Hun begyndte så at tegne en lang lige streg, der fulgte hans arm og ud ad hans fingre på begge arme. Hun forbandt dem og tegnede på den måde alle de steder, hvor en knogle gik ved overfladen af hans hud, hvor den velopmærket var synlig. Hun blev færdig, før hun sagde "Tillader du?" da hun ragte hånden ud efter hans med den lille urte kniv i den anden hånd og håbede, han vidste, hvad hun hentydede til, hvilket var om hun måtte tage og bruge hans blod...

Han rakte hånden frem uden at vide helt præcist hvad hun ville, mest fordi han beundrede det der foregik omkring ham, og han svarede hende derfor bare med et stille nik... Han vidste ikke hvad han mere skulle...

Han kiggede lidt ned af sig selv, og beundrede hvordan hun havde tegnet på gulvet, og alt det andet hun havde tegnet, og forstod intet af det...

//Undskyld længde...''

Hun samlede stille skålen op og tog hans hånd med hans tilladelse, før hun vendte hans håndflade opad og skar en flænge i den, så blodet kom til syne. Hun vippede stille hans hånd, så det løb ned i den lille skål. Hun begyndte så at tegne de samme tegn på sig selv med hans blod. Hun tegnede dem nemt og hurtigt, så det lignede, at hun ikke havde bestilt andet hele livet end at øve sig på de uendelige tegn. Hun tegnede også nogle få strejer i ansigtet, før hun hun tog hans hånd og holdte den op, så hun kunne tegne en udfyldt cirkel i hans håndflade med sit blod, hvorefter hun tegnede en cirkel med hans blod i sin egen. Hun holdte så sin hånd op imod hans, så cirklerne passede med hinanden, før hun sagde, mens hun kiggede ham i øjnene "Stå helt stille" Hun lukkede så sine egne øjne, før hun begyndte "Dear Mother of Nature, Godess of Santuine, I beg you have mercy on my sisters soul..." Hun nåede ikke længere, før hun slog over i et ældgammelt sprog fra sin hjemegn og bare fortsatte den stille messen, mens blodet langsomt tørrede ind i hendes hud og lagde sig som lænker omkring hendes sjæl. Hun sluttede af med "...Help me find what we seek" Kort efter hun sagde det sidste ord knækkede benene sammen under hende og hun faldt sammen som en kludedukke...

Han blev bare stående helt stille som hun havde bedt om, og først da hun faldt sammen reagerede han, og han satte sig stille ned med hende... Han løftede hende op i hans skød, og lagde hende med hendes ene øre lige ved hans hjerte...

Han sad så som en start bare ganske stille og aede hende, vuggede hende ganske stille, mens han stille begyndte at smile, men en enkelt tåre løbende... Han skulle lige tænke lidt over hvad han skulle gøre ved det hele, og han mindedes at han havde bidt hende i halsen... Skulle han gøre det igen?

Han valgte istedet først bare blidt at kysse hende ned af halsen, og huskede på at det Yue han sad med, og det var det han tænkte...