Why Are You Here? ((Sajro))

Han gik bare ind i hytten uden at kigge på hende. Han kunne ikke lade være med at tænke på om det overhovedet var det rigtige at finde sammen med hende? Han var virkelig i vildrede, så han gik bare ind og lagde sig ikke på sengen men han smed sig istedet på sofaen for at sove.

Han lagde bare og vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han var blevet så dårlig til halve eller hele afvisninger siden Lyssas død. Det var jo også forkert da Yue intet vidste om at han havde været gidt eller noget...

*Men du vil jo ikke såre hende igen!*

Han lagde bare og tænkte det hele igennem, men han vidste det virkelig ikke...

Hun stoppede stille uden for hytten og betragtede bare hans ryg, mens han gik ind i hytten og smed sig på sofaen uden en mine eller et ord. Hun sukkede bare tungt og var meget i vildrede. Hun overvejede lidt bare at tage den kontakt til Lya nu og håbe på, at han stadig var der, når hun kom tilbage og hvis han så var væk... Hun rystede voldsomt på hoved og nægtede at tænke tanken til hende, selv om hun gjodt vidste, hvad enden på det ville blive. Hun elskede ham og det ville hun stå fast ved ind til sin sjæls død! Det virkede dog også til, at der var noget, der gik ham på ud over den misforståede drillen, men hun havde ingen ide om, hvad det var, eller jo det havde hun, men hun nægtede simpelhen at tro på, at alle hans søde ord og berøringer havde været rent skuespil, dog var der en lille del af hende, der nikkede stille og lagde armene over kors, overbevist om, at han ikke havde ment noget af det han havde gjort eller sagt med et godt hjerte. Hun tvang så sig selv til at gå ind i hytten og lukkede døren efter sig. Hun så bare ned, mens hun listede på bare tær ind i soveværelset og lukkede døren så lydløst, som hun nu kunne gøre. Hun gik direkte hen og trak gardinerne for, så rummet blev helt og aldelses mørklagt. Hun famlede sig vej hen til sengen, hvorefter hun trak kjolen af og lagde den pænt over sengeenden, før hun kravlede op i sengen. Hun lagde sig bare på midten af den uden at have trukket dynen over sig, hvorefter hun rullede sig sammen til en lille kugle med hænderne lagt over kors -som gamle faroer i deres grave- før hun lukkede øjnene. Hun orkede ikke en gang at gøre noget imod kulden, der fik hårene til at rejse sig på hendes arme...

selvom hun gjorde alting så lydløst hun kunne kunne han høre hende, og han valgte at gå ind til hende, og satte sig ned ved hendes sengekant... Han greb hendes hånd og kiggede på hende... Han var nød til at fortælle hende det med Lyssa...

''Søde... Jeg er ikke sikker på jeg kan binde mig... Jeg har været gift, og min tidligere kone blev dræbt under en voldtægt og jeg ville ikke have det sker for endnu en der er sammen med mig... Endnu en jeg elsker...''

Han kiggede bare på hende, og vidste ikke helt hvad han mere skal sige...

''Hvis du skal reagere voldsomt så slå mig, ikke bliv ked af det...''

Hun hørte godt døren blive åbnet og lukket igen. Hun mærkede godt vægtforøgelsen i den ene side af sengen og hans hånd, der tog hendes. Hun havde stille åbnet øjnene, da han virkede til at have noget på hjertet. Hun kunne skimte hans skikkelse i mørket og havde enlig forberedt sig på at sove dagen væk, men da han nu sad og havde noget på hjertet ville hun lytte til ham. Hun satte sig stille op og så afventende på hans skikkelse. Hans første ord ramte hende lige på ord hård og hun var sikker på, at hun mentalt var blevet kastet ned ad sengen, hvis hun havde været lidt mindre forberedt. Hun havde vidst det inderst inde helt fra starten. Den lille stemme i baghoved havde fortalgt hende, at der havde været en anden og hun var grunden til, at han havde forladt hende, men hun havde blidt viftet dens påståelser væk og ikke ville kendes ved det, ind til nu, hvor han tvang hende til at se sandheden i øjnene. Hun kunne mærke svimmelheden og hovedpinen, der kom igen og hun trak vejret tungt, mens hun lukkede øjnene. Hun var sikker på, at enhver lille bevægelse eller tiltrækken af hendes opmærksomhed ville få hende til at besvime, kaste op, smide sig selv i trance eller noget helt fjerde. Hun trak vejret tungt endnu en gang og prøvede at få sit åndedræt og sin hjerterytme under kontrol, hvilket ikke helt virkede. Hun havde det virkeligt skidt. Den ene del af hende havde løst til at smile drillende og svare ham igen med 'Og du tror jeg ville dø af en voldtægt søde? jeg har overlevet værre ting' den del ville forsikre ham om, at det var helt okay og fortid nu... Den anden del have løst til at blive helt hys råbe og skrige op, mens hun stak ham ind til flere flade og rev alt sengetøjet i stykker, bare råbte, at han skulle gå ad helvede til og aldrig ville hun se hans løjnaktige ansigt her igen og når han så forlod hende ville den bryde sammen i tåre og cutte pulsårene alle steder i kroppen eller bare lade Lea få kroppen, som hun altid havde ønsket sig.... Men som sagt kom ingen af disse handlinger eller ord ud af hende. Hun sad bare helt stivnet uden at vide, hvad hun skulle sige. Selv ikke hans ord om, at hun skulle slå ham i stedet for at være ked fik hende til at reagere. Hun havde det som om han havde revet fødderne væk under hende og hun nu bare faldt og faldt og faldt i en uendelighed, ned i mørket...

''Yue... det er ikke fordi jeg ikke elsker dig!''

Han holdt hende fast nu med pegge hænder...

''Fordi jeg elsker dig virkelig... Vil bare ikke binde mig og så miste dig, fordi en eller anden synes du skal dø...''

Han hold fast i hende, men han vidte ikke hvad han mere skulle sige til hende. Han var sikker på at hun sikkert ville føle sig forrådt løjet for og at han bare ikke havde behandlet hende ordnetligt....

''Bare sig noget til mig...''

Hun sad bare og havde det som om hendes hjerte bare stoppede med at banke og trillede helevejen ned igennem hendes krop, mens den blev gennemhuldet af tusinde forskellige nåle, der hver fik hjerte til at skrige og banke enormt hård, som om det ragte hånden ud, for at få hende til at trække det på plads igen. Hun trak vejret tungt endnu en gang og hendes hoved -i det hele taget bare verden- blævrede som gélentine. Hun sank en klump og hørte godt, hvad han sagde, men hendes hjerte -der enlig kun var til låns- havde sat en tyk barikade op for at beskytte det for mere skade, mens det samlede de knuste stykker sammen igen og lappede de enorme hulder. Hun vidste ikke navnene på alle de følelser, der nu boltrede sig i hendes indre, men de fik hende alle sammen til at få det utroligt dårligt. Hun sad bare uden at bevæge en eneste fibre i hele kroppen. Hun var stivnet totalt og den største fejl han kunne gøre ville nok være, at trække hende ind til sig og forsikre hende om at altting nok skulle være okay og at han elskede hende. Hun havde bare brug for at samle sig selv helt igen, før hun kunne have anden kontakt med ham end den ene af hendes hænder han havde i sine. Hun trak vejret tungt. Hun vidste, at hun ikke var beregnet til at have følelser og forhold på denne måde, det havde hun ingen ret til at søge og eller kræve. Hun var død. Det faktum var der ingen der kunne ændre på. Han ord nåede endnu en gang hendes øre og hun trak vejret tungt, før hun åbnede munden for at sige noget, men da der intet kom ud lukkede hun den igen. Hun trak vejret tungt og prøvede igen, men heller ikke denne gang kom der en lyd over hendes læber. Hun bed sig let i læben for at fokusere og da hun prøvede for femte gang kom der nogle ord over hendes læber, men de var tomme, da hun sagde med en hæs og tør stemme "...Du kan ikke binde dig..." Det var næmt at høre på hende, at hun var på kanten til at besvime eller gå i chok, da hun fortsatte "...Du var gift..." Hun sank en klump, for at kunne fortsætte "...Du havde en kone..." Hun trak vejret tungt igennem næsen "...Du elskede hende..." Hun bed sig endnu en gang i læben "...Hun døde..." Hun ramsede bare kensgerningerne op for sig selv "...Du kom her tilbage..." Hendes hjerte bankede hårde nu, eftersom hun nåede tættere på afslutningen "... Du kom her tilbage for at få det næst bedste, når du ikke kunne få det bedste mere..." Hendes stemme dirrede en smule tilsidst, men hun sad bare helt stivnet, mens hun trak vejret tungt og den eneste reaktion hun var kommet med var so far var de tomme ord, som om hun havde ramset svarene på et matematikstykke op og ikke det, at han lige havde fortalgt hende, at hun havde været hans andet valg sammentidig med, at han ikke ville knytte sig til hende. Hendes hjerte bankede og det mærkedes som om hun blev slået i brystet, hver gang det gjorde det. Hun sad bare helt stille, rådvild om, hvordan hun skulle reagere på det...

'''Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige... jo det virker måske sådan... Men da jeg forlod dig dengang kendte jeg ikke min kommende kone...''

Han så på hende...

''Yue du er ikke det næstbedste... Ville nok have valgt dig hvis jeg havde mødt jer samtidigt, men du kom først tilbage i mine tanker efter hendes død, da jeg tillod mig selv at tænke på andre end hende...''

Han kiggede ned, og trykkede bare hendes hånd og afventede hendes reaktion...

Hun var virkelig overhoved ikke i nærheden af, at være vant til at junglere med følelser og når han så gav hende tusinde bolde at skulle holde gang i på en gang, så kunne hun ikke andet end fejle. Hun kunne virkelig ikke komme frem til en konklussion og det gjorde det bare sværre, at hun var så tæt på at spontant besvime som hun nogensinde havde været. Det var en af de enorme forskelle på hende og Lya. Lya havde været overlykkelig på hans vegne, over at han havde fundet sine eneste ene og være synderknust på hans vegne, over at han havde mistet hende igen. Hun havde sandsynligvis gjort alt for at få ham i godt humør igen og lede hans tanker væk fra det... Mens Yue selv ingen idé havde om, hvordan hun skulle reagere på det hele. Hun havde mest af alt bare lyst til at sove og vågne op, bare for at opdage, at den sidste halve time var en drøm og han aldrig havde fortalgt hende det. Hun trak bare vejret tungt endnu en gang ved hans ord. Hun elskede ham stadig, men det sår han havde skåret i hendes hjerte var så dybt, at hun ikke en gang vidste, hvordan hun skulle reagere på det, så dybt. at det ikke en gang blødte, da det var for dybt. Hun sank en klumb og gjorde sit bedste for ikke at besvime, hvilket hun fik en smule hjælp fra den kontakt de havde igennem hænderne. Hun trak vejret utroligt dybt igennem næsen, før hun tillod sig selv at lade kroppen bløde lidt op. Hendes stemme var uforståelig, da hun spurgte ham "Hvad er der du vil have mig til?... Hvilken reaktion ville du gerne have jeg giver?" Hun trak bare vejret tungt endnu en gang og gned sig i øjnene med den fri hånd, selv om bevægelserne kastede en kvalme ind over hende igen og alle følelserne væltede igennem hende i samme caos som før og de samme reaktioner skete i hendes indre på repeat...

''Jeg ved ikke hvad jeg vil have dig til... Eller jo du skal gøre det du vil uden at tænke på hvad jeg ville ønske! Bare gør det du finder bedst...''

Han slap stadig ikke hendes hånd og normalt havde han trukket hende ind til sig men ikke denne gang fordi denne gang var det jo virkelig hans skyld at hun havde det skidt eller skidt vidste han ikke, men forvirret var hun ihvertfald det var der ingen tvivl om.

''Jeg ligger mig ind på sofaen søde...''

Han gav hendes hånd et stille klem og rejste sig stille op. Han kiggede ned på hende med varme øjne der tydede på at han virkelig godt kunne lide hende at han faktisk elskede hende, men frygten var der også...

''Er det okay?''

Hun sad bare og trak vejret tungt endnu en gang ved hans svar. Hun havde bare brug for at sove på det og tænke det hele godt igennem, da det ikke ligefrem var noget hun gerne ville tage en forhastet beslutning over. Hun havde det virkelig skidt og kunne mærke, hvordan koldsveden begyndte at løbe hende ned ad ryggen. Hun var træt, hvilket ikke gjorde det nemmere at tage en beslutning. Hun nikkede langsomt som svar til det første, han sagde. Hun havde det utroligt skidt og var enlig glad for, at han ikke kom med alle mulige undskyldninger og snakkede uden om det i forsøget på at få hende til at tage en anden beslutning og mildne den. Havde han gjort det, havde han gjort andet end at vælge at tage den med hud og hår, så havde hun højest sandsynligt sagtens kunne skifte mening om ham og han ville være blevet til en kryster og kujon i hendes hoved, men det var han ikke. Hun nikkede bare stille til, at han lagde sig ind på sofaen og svarede bare mumlende "Jeg har brug for søvn" Hun var på kanten til at slå over i sit modersmål uden at tænke over det. Hun ventede, til han var gået ud af værelset og havde lukket døren bag sig, før hun lagde sig ned langsomt med hovedpinen og kvalmen i halsen, hvorefter hun rullede sig sammen til en kugle i fosterstilling midt på sengen og faldt langsomt ind i en dyb søvn med tårene trillende ned ad kinderne...

Han nikkede bare til hende, og gik stille og roligt ind til sofaen hvor han lagde sig ned. Hans søvn var uden drømme og han havde ingen grund til at ønske sig andet, men hann var dog stadig en smule trist da han ikke brød sig om hvordan hun havde haft det med det han fortalte, men stadig var det rart at få det ud af hovedet. Han sukkede stille og faldt så helt hen i en dyb søvn.

Han vågned efter at have sove en god lur, og rejste sig stille op. Han gik med rolig skridt indtil hendes soveværelse og satte sig på sengen. Han kiggede stille rundt uden faktisk at kigge på hende...

Hun faldt ind i en drømmefyldt søvn. Hun lod blikket glide rundt i rummet, der var helt tomt og skrige hvidt. Rummet var firkantet i mere end en forstand og hun gik stille hen til vægen, lagde hænderne imod den og begyndte at banke let på den rundt omkring i forsøget på at finde en udvej der tydeligvis ikke var der. Hun sukkede tungt og vendte sig rundt. Det var som om hele billedet forandrede sig og hun nu stod i en kæmpestor sal fyldt med mennesker i fint tøj, kvinderne i kæmpe kjoler og mændene i deres fineste jakkesæt. Hun så søgende rundt i rummet ind til hun fandt, hvad hun ledte efter, han skikkelse. Hun begyndte så at mase sig igennem mængden for at komme hen til ham smilende glad, dog belæmret af den store kjole. Hun hørte musikken spille op og kom så ud på dansegulvet, hvor han nu dansede rundt med en smuk ung pige i en stor rød korsetkjole med det lange mørkebrunehår sat op på hoved. To lokker hår hang ned og indrammede hendes ansigt. De to dansede smilende rundt sammen og så ud som om de ikke så andet end hinanden. Gulvet begyndte at ryste under hende og benene knækkede sammen under hende, som jorden revnede mellem hende og dem. Hans ord rungede igennem hendes hoved 'Jeg er gift, jeg har en kone' Tårene begyndte så at trille ned ad hendes kinder, som kløften mellem dem blev større og større. De dansede pænt vidre som om intet var sket, mens hun drev længere væk. Hendes kjole blev langsomt flosset og slidt, mens omgivelserne på hendes side af kløften blev til en ødemark. Intet ændrede sig på den anden side af kløften og musikken spillede livligt, men de dansede rundt i hinandens arme. Hun rejste sig på skælvende ben og kastede et sidste blik på dem, før hun slog armene ud og med tårene trillende ned ad kinderne kastede hun sig ned i afgrunden, hvor hun bare faldt og faldt, ind til hun blev opslugt af mørket... Hun sov ind til mørket faldt på og først der ville mørket i drømmen give slip på hende og lade hende vende tilbage. Hun trak vejret tungt og åbnede stille øjnene. Hun rørte sig ikke overhoved og blev bare liggende i fosterstilling. Hun havde endnu ikke opdaget, at han var til stede som tårene begyndte at trille ned ad hendes kinder på ny...

Han vendte sig stille om til hende og kiggede bare smilende og varmt til hende. Han havde aldrig løjet om noget. Han elskede hende og det kunne han ikke lyve om at han gjorde, men fra det og så ville risikere at miste hende der var alligevel ret langt, og han hadede at han ikke kunne lade være med at tænke på at hun fortjente bedre end ham.

''God morgen søde.''

Han smilede stille til hende, og lagde sig ned ved hendes side og kiggede bare stille på hende. Han forventede lidt et udbrud fra hendes side, men han fortjente det vel også.

Hun trak vejret tungt endnu en gang og tårene trillede bare som lydløse perler ned over hendes bleje kinder. Hendes opmærksomhed blev så tiltrukket af hans stemme og da han ikke lagde armene om hende som han plejede kunne hun uddrage, at det ikke havde været en drøm, det han havde fortalgt hende tidligere. Hun tørede stille tårene væk fra kinderne, da hun ikke ville have, at han skulle se hende græde, hvilket nok også var svært i det mørklagte rum. Hendes stemme var lille og næppe hørlig, da hun svarede ham "God nat" det var jo allerede blevet mørkt uden for og derfor også nat. Hun tog en beslutning i stille sind og forbandede både fjerboldens og leas indflydelse på hendes beslutning vedrørende det, han havde fortalgt hende. Hun trak vejret tungt og åbnede så sine øjne, så hun kunne skimte hans skikkelse over for hende i mørket. Hun lå stadig i fosterstilling med hånden under hoved og den anden liggende på de hvide lagner. Hendes blik faldt, da hun ikke vidste om hun burde kigge ham i øjnene eller lade vær. Hun var både forvirret og overhoved ikke sikker på sit valg. Hun vidste ikke en gang om han ville kunne forstå det...

Han kiggede bare stille og smilende på hende, inden han lænede sig lidt frem og kyssede hende blidt på panden. Han kiggede så bare stille på hende varmt, og var nød til at spørge hende om det, nu var låget løftet og nu skulle det hele helst bare ud.

''Har du fået tænkt?''

Han lagde bare og smilede stille. Det var ikke noget han havde lyst til at skulle snakke om men det var bare nødevendigt. Det var ikke ligefrem fordi det ville blive bedre hvis der ikke var nogen der tog tyren ved hornen.

Hun tænkte bare stille og betragtede sin egen hånd, som hun lå der nøgen på de hvide lagner. Hun så ikke hans smil og havde nok også haft problemer med det, hvis hun havde prøvet på det. Hun trak vejret tungt og lukkede øjnene, da han tog huld på emnet igen og spurgte til om hun havde fået fundet ud af en reaktion på det. Hun åbnede øjnene og lod så blikket falde på hans ansigt, da hun tog sig sammen til at svare ham. Hendes stemme var blid, opgivende og mat, da hun svarede ham "Ja... Det har jeg" Hun trak vejret tungt endnu en gang og lagde blidt hånden på hans kind, hvor hun blidt lod tommelfingeren glide over hans kind, før hun fortsatte "Jeg elsker dig stadig..." Hun sagde det en smule tøvende og hendes blik flakkede lidt, før hun fortsatte "...Jeg har heller aldrig krævet, at du skulle binde dig til mig på samme måde som..." selv om hun havde forstået, at der havde været en anden i hans liv, som havde betydet mere end hende selv, så var det stadig svært for hende at sige "... Som med din kone... Det har jeg aldrig sagt eller bedt om..." Hun kiggede ham så dybt i øjnene, før hun fortsatte "Men jeg ville bare være sikker på, at jeg kan stole på dig og at..." Hendes blik flakkede en smule igen "...At du ikke er sammen med andre..." Hendes blik faldt og hun fortsatte med en stille stemme "...Det ville jeg ikke kunne overleve, hvis du kom hen og fortalgte mig en dag.." hendes stemme blev mindre og mindre efterhånden, som hun snakkede og ebbede derefter ud...

Han greb hends hånd igen, og da hun var færdig kiggede han stille på hende før han stille fik sagt det han ville sige i forhold til det hun lige havde sagt til ham. Han kiggede stille på hende og smilede mat...

''Jeg elsker virkelig også dig... Jeg ved ikke hvor meget jeg vil binde mig... Men jeg har brug for tid til at komme mig over hendes død... Og jeg ville aldrig være sammen med andre kvinder på den måde!''

Han sagde det sidste en smule hårdt.

Hun kunne kun lige se hans skikkelse i mørket og kunne derfor ikke se hans smil, men kun mærke hans hånd om sin, da han greb den. Hun rystede en smule på hoved af det andet han sagde, men ventede med at svare, til han var helt færdig. Hendes øjne lå bare på hans skikkelse, mens hun svarede ham blidt "Jeg er død og det var ikke en gang meningen, at jeg skulle være her nu, men gudinden forbarmede sig over mig og satte mig som beskytter for Lya. Jeg her ingen ret til at forvente noget af dig, jeg burde ikke have følelser, men gudinden gav mig dem alligevel... Hvis det sætter dig i fare for at blive såret endnu en gang, så ville jeg ikke binde mig" Hun ragte så stille hånden frem og lagde den blidt på hans brystkasse lige over hans hjerte, før hun fortsatte "Et hjerte har brug for hvile, tid og kærlighed for at heale igen... Tiden læger alle sår" Et trist og sorgmodigt smil krydsede hendes mundvig ved hans sidste ord og hun trak stille hånden til sig, før hendes blik faldt endnu en gang, da hun forstod det som, at han ikke ville være sammen med andre end sin kone, hvilket trak kniven endnu en gang ned over den kolde grå klump af hendes hjerte. Det fik hende til at tage sig forsigtigt til hjertet, da det gjorde ondt, men ellers var der ingen reaktioner, der ikke havde været der før...

Ved hendes sidste ord så han bare på hende og greb hendes hånd selvom hun havde sluppet hans... Han holdt fast og sagde så videre til hende igen.

''Det var jo derfor jeg sagde som jeg gjorde... Jeg har brug for dig og tid... og kærligheden kan jeg kun få ordentligt fra dig hvis jeg holder mig fra andre kvinder!''

Han holdt hendes hånd og håbede hun forstod det. Havde han vidst det andet havde han rettet hende hurtigt, da hun virkelig havde misforstået hvad det var han havde ment med det... Det var at han ikke ville være sammen med andre kvinder end Yue...

Hun mærkede så hans hånd om sin igen, da hans stemme nåede hendes øre og hun tænkte lidt, før hun svarede "Du beder om kærlighed af en bloddæmon, der er vokset op uden andre følelser end had og vrede. Jeg ved knap nok hvad ordet kærlighed er og hvordan det føles. Du vælger det eneste væsen, der er både dødt og ikke forstår ordet kærlighed til at ville hjælpe dig med at heale" Hun kunne dog ikke lade vær med at lade en trækning krydse mundvigen ved hans ord. Hun rystede stille på hoved med et lettere opgivende smil som en svag trækning i mundvigen, før hun fortsatte "Jeg forstår dig ikke, du kunne finde enhver anden kvinde, der ville være langt bedre og så vælger du den, der knapt nok er i live" Hun fandt det en smule ironisk. Hun forstod ham, men hvorfor han ville have hjælp af hende fattede hun dog ikke. Hun havde stadigt i baghoved, at han stadig elskede sin kone og ikke ville være sammen med andre end hende, også selv om hans kone var død. Hun lod bare hånden glide om på hans baghoved og trak stille hans hoved hen til sig, før hun kyssede ham blidt på panden. Hun trak det stille ud, før hun slap det og rejste sig fra sengen, stadig med et blødende hjerte, der gjorde ondt...

''Ja jeg vælger dig, den døde bloddæmon men det gør jeg jo kun fordi jeg elsker dig. Det er den eneste grund til det. Jeg har kun elsket en lige så meget som jeg elsker dig og det var min kone... I er de to personer jeg har elsket mest i hele mit liv...''

Han sukkede en smule træt over det. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå at han elskede hende helt utroligt højt? Hvorfor kunne hun ikke bare forstå det? Var det så svært at forstå hvor dejlig hun var?

''Du er den eneste jeg kunne drømme om at være sammen med... Skal bare lige komme mig over hendes død...''

Han fulgte stille efter hende...

Hun havde været vant til at være nummer to hele sit liv, hvis hun overhoved lå på listen, så selv om det gjorde ondt at tænke på det, så kunne hun tage det. Det indre sår ville bløde og revne, hvis hun kom til at tænke på det, men smerten gjorde, at hun kunne mærke, at hun levede. Hun smilede mat over hans ord og strøj ham blidt over kinden. Hun havde meget svært ved at forstå, hvorfor han skulle elske hende, da hun hele sit liv var vokset op med at være det laveste af det laveste, tros det faktum, at hun havde været grevens datter. Hun havde derfor lært at se sig selv som en byrde og mindre værd end et nul. Hun havde for at holde tilværelsen ud dræbt alle sine følelser ud over had og vrede på sin fars kommando, hvilket havde gjort hende stærkere. Hun havde tilsidelagt alt, der overhoved havde med følelser at gøre. Hun trak stille kjolen over hoved, rettede på den og gik ud af soveværelset. Hun behøvede ikke at kigge på kaminen, før en blid rød farve flammede op og oplyste hytten. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre, men noget sagde hende, at hun nok burde kontakte Lya snart, om ikke andet bare for at spørge til hendes helbred...

''Yue jeg håber virkelig at du forstår at du er den eneste jeg elsker, og den eneste jeg har lyst til at være sammen med... Du må virkelig forstå at selvom jeg skal videre, så elsker jeg dig virkelig og det er mindst lige så meget som min afdøde kone...''

Han gik med hende ind i stuen hvor hun tændte op. Han smilede stille og gik hen og satte sig ned på sofaen, hvor han så fik trukket et par bukser på, sådan at han ikke bare gik rundt fuldstændig nøgen...

''Jeg mener det virkelig Yue... jeg elsker dig...''

Han sukkede og kiggede på hende og så på flammerne og tilbage til hende.

Hun tænkte stille over hans ord og gik bare udenfor, hvor hun hentede en spand med vand og lukkede døren efter sig, da hun kom ind igen. Hun gik ud i køkkenet, hvor hun satte spanden på bordet og rodede i skufferne. Hun havde godt set, at han havde sat sig på sofaen og havde fået trukket bukserne på igen. Hun var en smule forvirret, men hver gang han refererede til det eller mindede hende om den afdøde kone gjorde det ondt inden i. Hun fandt stille gryden og hældte noget af vandet op i, før hun gav sig til at rode efter nogle urter i et andet skab. Hun elskede ham, meget endda, men hver gang hendes tanker faldt på den unge kvinde, der havde været hans kone, gjorde det ondt. Hun kom så til at overveje, hvor langt tid de havde været gift, og om han havde fået et barn med hans kone, før hun døde, hvilket hylede hende en del ud af den, det blev simpelhen for meget at tænke på. Hun stivnede. Sneen begyndte langsomt at falde og lægge sig som et fint hvidt lag støv omkring hende, mens hun med et blev placeret i et øde snedækket langskab med kun nogle få bjerge, nærmest som enorme fængselsmure omkring dalen hun var i. Hun så rundt og så langt øjet ragte var der hvidt som englevinger. Hun mærkede, hvordan jorden rystede og benene knækkede sammen under hende, før hun begravede hænderne i den hvide sne og jorden flækkede. Da rystelserne endeligt stoppede var det blevet en ti meter bred kløft mellem hende og verden over for hende. Langsomt blev snefnuggene -der dalede fra himmelen- sorte og lagde sig som et tygt lag aske på hendes side af kløften...

Han gik stille ind til hende da han hørte et lavt bump... Han ville normalt ligge armene om hende og bare holde hende indtil sig og bare vugge hende stille, men efter hvor ligeglad hun havde virket med ham siden han havde fortalt om sin afdøde kone turde han det slet ikke... han gik istedet bare hen og satte sig en meter fra hende.

Han sad bare der, og kiggede på hende. Han rørte hende ikke, sagde ikke noget eller gjorde andet end at sidde der og holde øje med hende, holde øje med at der ikke var nogen der skadede kroppen eller at kroppen kom direkte til skade. Det var alt han sad og holdt øje med...

Han gik dog ind i stuen hurtigt og kort og kom så tilbage med den økse der blev brugt til at hugge brænde med... Han havde jo lovet at dræbe dem hvis det var Lea der dukkede op...