Please don't eat me ! //Wave//

Et stort sort kattedyr kom løbende imod ham, med de små fine porter der nærmest fløj på vandet, for at de ikke skulle blive våde. Den brølede vredt ind i hovedet på ham, så han rykkede hovedet tilbage, da det ikke ligefrem var den bedste lugt i verden, sådan en panter ånde.
Den skyndte sig tilbage til sandet, mens den stadig blottede sine tænder og havde en kampstilling på.
Wave kunne ikke lade være med at grine lidt, da han syndes det var en smule komistisk.
"Jeg går ud fra du er vred?" spurgte han, med et drilsk grin.

Hun skiftede form til menneske og blottede stadig sine tænder.
"VRED?! Jeg er mere end vred din store... Krappe!" Hun råbte af ham, hun var VIRKELIG vred. Hun gik bag ud for at komme længere væk fra ham. HAn stod og grinede! Årh...! Hun tog sit sværd af skedet og rettede det mod ham. Hun var våd så håret dryppede.

"Slap af to ben," sagde han og gjorde en baglæns salto ud i vandet igen. Han kom op med hovedet, kun skuldrene var fremme i det klare vand, resten af kroppen var gemt under det. "Det er min natur at spise jer," Han kiggede på hende, med et blik der udviste uskyldighed og ligegyldighed.
Han var fuldkommen ligeglad med at hun var blevet vred, det var jo bare hans natur, ligesom det var for hende at forvandle sig om til en panter?
"Tør du at komme her ud og bruger det nydelige sværd du har?" spurgte han med en drilsk undertone.

Han havde en pointe der... Hvis hun gik der ud... Røg hun ned i dybet af vandet med det samme. Hun satte sværdet tilbage på skeden og sendte ham sure blikke. "Din natur?! Er du rablende sindssyg! Det er din natur at spise Shapeshifters?! Gud... Hvor har jeg dog... " Hun knurrede vredt. " Okay, så du vil bare... Vente der til jeg bliver træt af at være her og vil flygte fra øen eller hvad?" Hun kiggede spørgende på ham og holdte op med at knurre. Irriterende Sirene fyr.

//Æhm, angående hendes evne? Den virker på alle, læs lige profil hvis hun nu bruger evnen//

Han løftede på skuldrene.
"nej, ikke kun shapeshifters," sagde han og kiggede sig omkring. "Bare jer landvæsner for den sags skyld," Han kiggede hen på hende igen. Hun var dog noget af det mest stædig han havde mødt. "Jeg har bedre ting at give mig til end at vente på at du kommer ud i vandet,"
Med et slag fra halen, tog han endnu en slado bagud og endte i det klare vand. Han var sulten, og gad ikke at spilde sin tid på at hun prøvede at komme væk fra øen. Der måtte være andet føde i nærheden.
Han kiggede sig til alle sider, mens halen slog forsigtige slag i vandet, så det sendte lydbølger gennem det klare vand.
En sæl fangede hans opmærksomhed. Så hurtig som et lyn, satte han efter sælen.

//Okay.//

Pfff... Hvor irriterende.
"LANDVÆSNER?!" Råbte hun efter ham da han forsvandt.
Bedre ting at tage sig til... Den var god med ham! "Hmm... Hvordan kommer jeg væk?" Hun kiggede rundt. Pludselig fik hun øje på en båd. "Belejligt." Sagde hun og gik hen til den. Der var årer der i kunne hun se. Hun slæbte den ud i vandet og satte sig ned i den. Hun greb fat i årerne og røg ud i vandet. Forhåbentlig lagde sirene fyren ikke mærke til hende.

//Sorry skulle lige ændre mit svar lidt.//

Han fangede sælen, der straks hylede efter hjælp, men forgæves. Waves ansigt forvandlede sig endnu engang om fra at være et menneskes, til at være en dræber med gule øjne og spidse tænder.
Blodet strømmede ud fra sælen, da han gav sig til at spise den. Blodet ville måske tiltrække en haj, så han måtte være hurtig.
Han tog det han kunne spise, og lod resten ligge til hajerne. De elskede ådslår, men en sirene ville aldrig i livet have et ådsel.. Det var ret så ulækkert.
Lyden af en båd, der ramte bølgerne fik ham til at rette opmærksomheden op mod overfladen. Det var den stædig pige der forsøgte at flygte. Et lumsk smil voksede på hans læber.
Hvorfor ikke drille lidt?
Han svømmede op mod båden, og ramlede ind i den for at drille hende lidt.

Båden begyndte at gynge og hun skreg og røg lige i vandet. Hun svømmede op og spyttede vand ud. "Åh gud.. Ikke dig igen!" Mumlede hun da hun så ham. "Hvorfor fanden lader du mig ikke være i fred? Hvad er det du vil?" Hun sukkede træt og kravlede op på båden som vendte forkert igen.

//Sorry for sproget//

Han kom op med hovedet.
Hun var tydeligvis blevet vred over hans drilleri, men han kunne ikke lade vær, men når hun blev så rasende var det måske ikke en særlig god ide at drille hende.
"Jeg driller bare," sagde han og lagde hovedet uskyldigt på skrå, for at se om det kunne få hende til at køle lidt ned.

Åhh...!
"Godt, men jeg vil ikke drilles har du ikke nogen andre sirener at lege med eller mennesker der skal spises?" Svarede hun surt og vendte ryggen til ham. Selvom han så uskyldig virkede det ikke på hende. NiksenBiksen.

Andre sirener..
Th, nej! Han var helt alene og det havde han selv valgt at være.
"Nej, jeg er mæt," sagde han og svømmede i cirkler, om den lille båd hun havde søgt tilflugt på. "Har du noget du nå skal?"
Han talte ikke så godt deres sprog, så der kunne sagtens være lidt kludder i hans dialog, men det var ikke noget han lå mærke til.

Nille forstod ham udmærket, eftersom at hun passede dyr der var VIRKELIG dårlige til at snakke.
"Mæt? Hvilken race har du ædt?" Hun kiggede irriteret på ham. "Nej, jeg har ikke. Joh faktisk på en måde men så heller ikke." Hun skulle jo passe dyrene og hendes klan... Det var meget vigtigt. "Hvad da?"

"en sæl," svarede han og kiggede en sidste gang på hende, inden han dykkede ned under båden, bare for at få lidt vand i hovedet.
Han kom op igen og lagde armene på hendes båd.
"Jeg var nysgerrig," svarede han til hendes andet spørgsmål og smilte skævt.
Hvis hun havde noget hun skulle nå, hvorfor vendte hun så ikke båden om og sejlede væk? Han ville ikke æde hende mere, da han jo var mæt. Der var ingen grund til at spilde godt kød.

En sæl? Seriøst?
"En sæl???? Jamen... Hvorfor spiser du så ikke det hele tiden? Og hvorfor brugte du ikke bare på sirene evne på mig? Ikke at jeg ønsker det, bare af ren nysgerrighed. " Hun kiggede roligt på ham. "Nysgerrig... Ha, det kender jeg godt." Hun grinede og slappede så af.

"Det ved jeg ikke," sagde han og svømmede endnu engang langs bådens kant. "Jeg tager bare det bytte der er i nærheden, om det så er landvæsen eller sæl," Han kiggede op på hende, mens han kredsede om båden, som et rovdyr om sit bytte. "Jeg bruger kun min sirene evne på dig, hvis jeg sulten er, men jeg er ik sulten nu,"
Han dykkede endnu engang nedunder båden og fik fat i en af årene. Uden at vide hvorfor tog han den med op og lagde den på bådens kant.

Hun tænkte lidt over hvad han sagde...
"Hvis det var mig... Ville jeg leve af sæl." Hun kiggede på ham. "Jeg ville bruge min evne på dig hvis du prøvede på noget..." Mumlede hun. Hun kiggede på åren han tog op og kiggede ham så i øjnene. Hun rynkede brynene. "Prøvede du at charmere mig med din skønhed før? Altså derved skibet?"

"Sæl smager ik bedst," sagde han og lagde endnu engang armene på båden. Om han prøvede at charmere hende med hans skønhed? Den havde han aldrig hørt før, der var aldrig nogen der havde kaldt ham en skønhed.
"Det gjorde jeg vel," sagde han og smilte fjoget, der fik ham til at virke som en hel almindelig menneskedreng der var nervøs på sit svar.
Han kiggede op på hende, med sine mørkebrune øjne og mødte hendes øjne..

Nilles øjne glimtede svagt, hvilket var et tegn på at evnen ville frem... Men at hun holdte den tilbage. Hendes hår dryppede lidt. "Det kunne jeg forestille mig at det ikke gør." Hun smilede venligt. "Sirener er født smukke, så vidt jeg ved. I bruger hvis jeres skønhed til at charmere byttet... Det er i hvert fald hvad min mormor har sagt." Hun satte sig med benene op til brystet og foldet armene om benene. Han lignede en almindelig dreng lige nu, men skindet kan bedrage vidste Nille. Hun havde lyst til at bruge sin evne... Men lod være. Han havde jo intet gjort.

"Din mormor lyder som en klog dame," sagde han med et smil og kiggede udover horisonten.
Solen var ved at gå ned, var klokken allerede så mange? Inden længe ville nattehimlen herske, sammen med nattens dyr. Selv under havet var der få dyr der kom frem om natten, og herskede over den. Præcis ligesom vampyrene og andre nattevæsner på landjorden.
Han kiggede op på hende. Hvad skulle hun gøre? Vente på den båd til i morgen?
"Solen er ved at gå ned," sagde han med en stemme der var alvorlig, men samtidig bekymrede.

Hun mærkede et par tårer ved kinderne. "Ja... Det var hun." Hun kiggede væk fra ham og tørrede tårerne væk. Hun fulgte hans blik og så at solen var på vej ned.
"Jah... Hvorfor lyder du så alvorlig og bekymret?" Hun så spørgende på ham. Hun vidste ikke helt... Hun kunne sejle tilbage til øen og sove dér... Mon ikke der var nogle dyr derinde hun kunne spise? Hun kiggede hen imod øen.

"Ik for noget," sagde han og tog sine arme under vandet igen, da det var begyndt at være for koldt at have dem ovenover vande. "Hvordan kommer du hjem lille landvæsen?" han kiggede op på hende, med et drilsk smil og et udfordrende glimt i det mørkebrune øjne.
Det var usandsynligt at hun kunne svømme hele vejen hen til vand, medmindre hun ville hen til den lille ø hun var på før.

Hun blev lidt irriteret med det lille landvæsen... "Jeg er måske meget på land, men jeg er ikke lille!" Sagde hun irriteret men havde en klang af morsomhed i stemmen. Hun lænede sig mod ham så deres ansigter var tæt på hinanden. "Du morer dig hva? Men ... Jeg tror at jeg vil tage tilbage til øen... Hvis du vil hjælpe mig med at vende båden rigtigt?" Hun smilede drillende og sendte et udfordrende blik til ham også. Hun tog dog hurtigt ansigtet væk igen, hun skulle ikke risikere noget.

Han smiskede over hendes drilleri, og pludselig nærkontakt ved hans ansigt.
"Lad gå, sagde han og før hun kunne nå at reagere, havde han vendt båden om, så hun faldt i med et plask.
Han kunne ikke skjule en lille drilsk latter, mens han ventede på at hun skulle komme op igen.
Nu var båden da vendt om.

Hun gav et lille skrig fra sig da hun røg i vandet. Hun kom op igen og så at han grinede. "Det gjorde du med vilje!" Hun prøvede at lyde sur men kom også til at grine. Hun plaskede noget vand i ansigtet på ham og kravlede op i båden. "Kommer du forbi senere?" Hun lænede sig udover båden og kiggede på ham.

"Ja da?" sagde han.
Hvorfor skulle han ikke gøre det med vilje? Det var jo meget sjovt at skubbe folk i vandet, især når de ikke kunne skjule en latter i deres ansigter.
Han lagde armene på bådens kant og kiggede charmerende op på hende.
"Vil du nu have at jeg skal besøge dig?" spurgte han, med et forførende smil og drilsk undertone.