On a hunt ~ Aleck

Camille der var ved at fortære sin treide pandekage nu , kunne mærke at sulten stille og sikkert blev stillet.
Gid alle behov lod sig dække så let, ville det ikke bare være fantastisk?

Hun nikkede og tilkende gav med et "That..I do " at hun faktisk kendte til lidt af hvert.
Hun kunne enda tale med drager, var ejer af en hellhound fra en helt særlig turnering hun havde deltaget i, en hvor man kæmpede på liv og død.Det lange ar på venstre side af hendes hals , var en hilsen fra en vampyr , en varulv havde hun givet en del af sit hjerte og hendes on off date var leder. Aaf dusør jægerne.Og så havde hun ikke engang nævnt Crasie, Anchilla,Saywer og så mange andre.

Hendes øjne rummede lange fortællinger, nogle ville kede ham til døde,andre ville overraske ham og enkelte af dem ville måske endog fængsle ham.

Men den største ondskab hun havde mødt l, var den der boede i hendes egen far og de gerninger hun selv havde foretaget som reaktion på dette.

Camille rakte ud efter sin te og lod den gøre det den var bedst til.Den tog sig kærligt af hendes smagsløg ,blødgjore hendes mund og svælg....og dens varme dulmede en uro i hendes indre.

Hun masede denne uro...væk.Ikke om hun gad den nu.Sad de ikke lige og hyggede sig?
Så hvorfor uro nu ?

Hans nysgerrighed kom en smule bag på hende.Hun graskede hans træk ,men fandt ingen tegn på hån eller nedladenhed i hans ansigt.Faktisk så han....* stop Camille, ingen tegn på hån og intet andet skal du kigge efter* skændte hun på sig selv.

Hun lænede sig godt tilbage i sofaen, en yderst vellykket en af slagsen, behagelig og stilet, perfekt.
"Tjo....men det var nu mest tilfældigjedder...Min bedste veninde Crasie indledte jeg et venskab med, efter at have været oppe og toppes med hende.Hun snød naturligvis,brugte sin evne og lavede illusioner mod mig " små lo hun og begav sig ned af memory lane..." Hun fattede interesse i mig ,tog sig lidt af mig...vi...var gode for hinanden .Så mødte jeg Zean, underligt nok var vi nærmest uvenner inden vi blev venner...jeg angreb ham med et kæp og vi stjal pistoler til mig på vores første møde.Han lovede at lære mig at bruge dem.En skyggedæmon havde et udestående med mig, han ville ikke indgå kompromis og en dag Zean trænede med mig dukkede han op.Skyggedæmonen ville træne min evne, den gjore mig utryg, men jeg var lidt bange for ham...Zean synes der var skæv fordeling af magt,mellem Dæmonen og mig....så han tippede den,gik imod Sakref og tilbød at blive min mentor.Dette udviklede sig til noget,ja...venskab beskriver det ikke nok."

Hun så på ham.Hun kunne jo fortælle detaljeret om dem alle, mange oplevelser havde der været...og så havde hun ikke nævnt Zaela,Bron og alle de andre fra Sakrefs slæng.

" Jeg kunne snakke fra nu og til juleaften om dem,men du ville falde i søvn hurtigt.
" sagde hun mildt og kiggede på hand hånd på hendes skulder.

Hvad ? Hvordan skulle hun tolke det?
Hun var ikke typen man bare ...rørte ved og hun tillod det ikke bare.Egenlig lidt ironisk, da hun selv kunne være meget gavmild med kærteg..
Well nogen havde bare nemt ved at give til andre men mere svært ved at ...
* stop dog, det er vel bare en lille gestus, et lille tegn på vi er ved at blive lidt fortrolige og deler lidt ...historie med hinanden * forsøgte hun at overbevise sig selv,imens hun kiggede ind i et par mørke øjne,hvor solens stråler holdt gilde og dansede så smukt.Hun glemte lige tiden et øjeblik.

Aleck nikkede blidt. Mest for at bekræfte for hende, at han havde hørt hende. Man kunne jo ikke vide om noget havde hørt det uden at give tegn på det. Nogen kunne også finde det uhøfligt. Der var den igen! Det med det uhøflige! Hvorfor var han så opsat på ikke at virke uhøflig overfor hende?! Hun kunne vel i princippet være ligeglad. Ikke at han vidste at hun var det. Det tvivlede han faktisk på...
Hun lignede ikke en der ville tage det... Pænt, hvis noget opførte sig uhøfligt eller grovt overfor hende. Hun lignede en der ville sparke dem langt ind i næste uge. Hvis ikke længere, hvis hun kunne få lov.
Lige i dette øjeblik var han glad for at han ikke var den der stod i vejen (eller var lige der, hvor hun ville placere sparket) for hendes støvle.
Hvis han mærkede godt efter kunne han endda mærke smerten ved sparket. Mærke støvlen...

Han fjernede blidt sin hånd fra hendes skulder og lod den nærme sig sofabordet, i stedet, og tog tekoppen op i hånden. Tekoppen fandt vej til hans læber og den varme væske fandt vej igennem hans spiserør og ned i maven, hvor varmen langsomt spredte sig.
Det var en rar følelse at komme væk fra det fortvivlende, som de fleste af hans foregående tanker. Det var irriterende den reaktion hun kunne hive ud af ham. Forvirringen, forbavselsen og - ja, selv - frustrationen hun kunne provokere ham til, irriterede han evindeligt.
Hvad var det hun gjorde ved ham?
Ikke at han ville få svar på det i en nær fremtid, men forbavselsen og forvirringen havde skæbnen valgt at fortsætte med at pådutte ham.

Han måtte indrømme at hendes vennekreds var lidt mere... Særpræget end, hvad han havde forventet. Ikke at han havde haft de store forventninger, men dette... Det var noget mere end, hvad han havde regnet med.

Forvirringen fortsatte.
Ikke at han havde forventet at de "særprægede venner" ville holde op efter den første Dæmon.
Nej, nej. Der kom flere!
En person ved navn Zean, som var hendes mentor - Aleck havde lidt på fornemmelsen at han også var Dæmon, specielt efter den næste bemærkning, der kom fra hende.

"Sakref! Som i Sakref Morladin?!" Udbrød han forbløffet. Hvem kunne havde troet at hun omgik herren over Doomsville... Den havde han ikke set komme!
Og ham Zean... Han måtte da enten være ret... Ja... Han havde vidst hjertet på rette sted, hvis han ville gå op imod Sakref Morladin for Camille... Eller også var han en komplet tåbe, der ikke anede, hvad han lavede. Han regnede egentlig mest med det sidste.
Hele hendes fortælling virkede faktisk... Forbløffende.. Men han gad dog gode vide, hvad det så var der kunne beskrive det der var mellem hende og hendes mentor... Var det noget i retning af romance eller lige til rotterne... Det gjorde hendes bemærkning jo ikke noget ud af...

"Du kender godt nok en... Broget samling m- ... Personer." At sige at hun kendte en broget folk mennesker ville være en hån specielt, når man tænkte på at alle de personer hun havde nævnt var Dæmoner. Det ville være en hån imod hans egen race. Det ville han ikke risikere.
"Ikke at jeg er en synderlig bedre tilføjelse til den." Sagde han med et grin. Det var jo sandt; han var ikke meget bedre end de andre. Han var også Dæmon. Ikke at han fandt noget forkert i at være Dæmon, han elskede at være Dæmon. Det eneste der irriterede ham, var hans evne... Men det kunne han nu ikke komme uden om. Uanset hvad han gjorde.

Han sad og prøvede at "fordøje" det han lige havde hørt. Hvor kendte hun Sakref Morladin fra? Udover at han var troppet op og havde tilbudt hende at træne hendes evne.
(Det var heller ikke alle der gjorde det. I hvert fald ikke nogen han kendte.)
Eller jo. Han kendte måske en der kunne havde fundet på det. Kunne.
Han sukkede blidt og næsten lydløst. Det var ikke tid til det. Det kunne han dvæle i på et andet tidspunkt. Når han ikke sad med en, en smule trist, menneske pige ved sin side.

Aleck kiggede blidt på hende og smilede.

"Jeg falder nu ikke så hurtigt i søvn."

Hånden blev flyttet. Væk fra hendes skulder .

*klart et udslag af fortrolighed, en spirende en af slagsen *mente hun , og det fik hende til at føle sig godt tilpas.
Af natur havde Camille brug for at kunne stole på dem hun omgav sig med.
Det var en nødvendighed, hvis hun skulle trives, og alligevel fandt hun det ofte så svært, ikke at give sin egen til andre, der gjore hun bekymrende let , faktisk- men at stole på andrepås ! det var et lille udviklingspunkt for hende…var det ikke det samme som at overrække dem et stykke højt belagt med magt, over sig selv? Det lød sårbart, risikabelt måske ligefrem.

” Joo…Sakref , som i Morladin ” lo hun stille. Hun kunne ikke begynde en forklaring på at selv om han dengang var en mægtig skyggedæmon, var han ikke hersker som nu, trods alt.Men noget af historien kunne han snildt få...

” Han ønskede at tage mig som lærling, men hans krav var at jeg skulle bo hos ham, på hans slot, med de andre lærlinge…og jeg kunne ikke leve med det.Ville ikke opgive min frihed.
Så jeg ville indgå et kompromis, arbejde for ham free lance, ved at løse forskellige opgaver, små missioner…og han skulle tilgengæld så lære mig ting.
Skyggedæmonen ville have det på hans måde-eller ingen…og hans pressede hårdt på, indtil Zean trodsede ham og stjal ”mig” lige foran ham, oppe på Sakrefs eget slot, tilbød zean at bekomme min mentor og jeg takkede JA, imens jeg havde øjenkontakt med Sakref. Han var ikke glad !
På vej hjem sendte Sakref sine lærlinge efter os, og vi måtte slås ,næsten til døde. Men enden på det hele var, at jeg tror jeg vandt en smule respekt af hans, trods alt, og han lovede mig at skaffe mig noget jeg altid har…ønsket….Sværdet i stenen…hvis jeg udførte nogle missioner for ham."

Camille spidsede læberne, og kløede sig lidt i hendes messy blonde hår....det var vildt at hun var i live, taget i betragtning hvilken situationer hun havde været kastet ud i.Hun smilede til Aleck...et lidt forlegent et af slagsen, bare hun ikke kedede ham.

"Så man kan sige jeg er en freelance allieret til ham, og jeg vil tro at han bliver meget vred, hvis nogen gør mig fortræd”, fik hun afsluttet hurtigt .

Hvorfor det sidste skulle med? Det var vel mere et kikset forsøg på at passe på sig selv.
At være samme med Aleck pillede ved nogle følelser inde i hende, og da hun ikke havde andre ord for hvad det var, da hans hånd havde rørt hendes skulder, benævnte hun det…uro.Og denne uro gav hende en trang til at beskytte sig lidt.
Hvis det lød…uklart ? …så, velkommen til Camilles univers.

Hun skænkede lidt mere te, og ville ønske hun også kunne trække lidt info ud om Aleck, om ham ....måske skulle hun forsøge? Om lidt.

Han beskrev hendes omgangskreds som broget, hvilket nok var en meget pæn og soigneret beskrivelse, når alt kom til alt.

”Oh…Aleck, du passer så smukt ind i den, min omgangskreds…kronen på værket ” drillede hun ham lidt muntert.
” Hvis du har problemer med at sove, så kom til mig sagde hun efter et dejlig tår af hendes te, og sørme om ikke endnu en af de hjememlavede pandekager fandt vej til hendes tallerken og hun begyndte at kæle for den, gøre den klar. Hvor mange hun havde spist nu, havde hu ikke styr på,men så længe der var en stor stak, så var det vel ikke for…uhøfligt.Tilbuddet om at afhjælpe hans søvnløshed ,hvis han da havde dette, var klart en utilsigtet fejl, hun havde jo tænkt på det grundet hendes uddannelse i den medicinske verden, og ikke lige tænkt over det ...måske...var anderledes at fortolke.

” Du Aleck…vil du ikke fortælle mig lidt om dig selv ? Nu har du jo hørt alle mine mørke hemmeligheder !” små chattede hun lidt . Han var ganske givet ….interessant. * Mon han har en… STOP IT * vrissede hun af sig selv, og med øjne der afspejlede en sjæl så ren som nyfalden sne ,så hun afventende på ham.Ville han diske lidt ud af godterne til hende , ville han give lidt af sin historie?
Enten vill hun lytte…. Og hvis han ikke ville, så ville hun se at få gumlet den pandekage i sig , komme rigtigt i tøjet….og dernæst skulle hun ud og hente sine sager i den hule træstub og have dem med hertil.

Aleck kunne stadig ikke tro sine egne øre. Hun kendte Sakref Morladin... Det var ikke, hvad man forventede af en halv fe, halv menneske blanding... Hvis ikke af nogen. Hun lignede ikke noget af den stil. Hun lignede dog heller ikke noget, der havde en mentor - som i øvrigt - var Dæmon. Så heller ikke at hun boede hos en Dæmon. Det var der nok heller ikke noget der havde set komme... Det fleste troede vel også bare, at hun var et helt almindelig menneske.
Ja da!
Et helt almindelig menneske, der var halvt fe og kendte Dæmoner, boede sågar med en!
Jep! Helt normal!

"Aha... Jamen du har - som allerede bemærket - en meget broget flok venner. Sakref er vel ikke en bare endnu en tilføjelse til de forskellige væsner du nu ellers kender." Sagde han nonchalant, men det sidste bemærkning var dog mest til sig selv.
Han sad og lyttede blidt til hendes fortælling af begivenhederne, der omhandlede Sakref. Det var lidt overraskende. Måden han bare var gået op til hende og anspurgt hende om at være hans lærling.
(Hvor var det egentlig meget hun oplevede, der var... udover det sædvanlige.)
Det var da lidt utroligt, hvor meget en pige kunne opleve... Men det virkede nu også som om, at det langt fra var alt der var lutter lagkage. Det kunne alt i ens jo heller ikke være.
Det var umuligt.

"Sværdet i stenen?" Hun fejlede aldrig. Hun blev - konsekvent - ved med at forbløffe ham. Stoppede hun aldrig?! Hvordan kunne hun blive ved med at overraske ham på den måde? Det kunne da ikke blive ved... Kunne det?
Et grin forlod hans læber. Han havde egentlig lyst til at sige til hende at det troede han godt på! Men alligevel...

Ej nu stopper du! Skreg han næsten til sig selv. Han måtte snart holde op med det! Holde op med den bekymring og bare sige det!

"Det tror jeg godt på." Smilede han til hende tillagt et kort grin.
Et blidt smil fandt vej til hans læber. Det blide smil fik hurtigt udviklet sig til et skævt smil. Hendes kommentar kunnet let havde fået ham til at le højt, han holdt sig dog til at smiler, lidt for stort.

"Nå, så det mener du?" Han havde løftet et øjenbryn og smilede skævt nu. Han drillede dog kun, men kunne simpelthen ikke lade være. Det var bare så nemt at drille med det og - hvem vidste - måske mente hun det?
Så kom det dog ind på noget helt andet... Hans fortid. Ham. Ham generelt. Hvor meget skulle han fortælle hende? Hvor meget kunne hans tillade sig at fortælle hende uden at hun løb langt væk?

Ikke meget...
Fortalte hans sind ham dystert. Han vidste dog ikke om det var rigtigt, han vidste jo ikke hvor meget hun kunne tåle at hører før hun løb over hals og hoved.

"Tjaaa... Det kan jeg vel godt, hvad vil du hører?" Han havde meget at fortælle. Hans ret hårdere barndom - måden han var blevet trænet hårdt for at opnå det "niveau" hans forældre ville have ham op på. Så var der hans ophold i skoven sammen med Locke og hans "slæng", eller brogede flok, som Aleck yndede at kalde dem. Det var endnu en ting der kunne tilføjes til det. Ellers måske turen fra hans hus til skoven, Locke's død, hvordan han overtog flokken, hans "arbejde" kunne måske også snige sig ind herunder...
Der var mange ting, der kunne nævnes, men hvilke hans skulle nævne kunne han ikke beslutte sig for... Det måtte hun - i sidste ende - bestemme.
Han kiggede ned på sin tallerken og smilede. Den var tom. Ikke at det kom som en overraskelse; Nej, han havde jo selv tømt den, det var mere at den havde stået tom i et stykke tid nu.
Med endnu et smil rakte han frem og tog endnu en pandekage over på sin tallerken. Denne gang blev den dog overdækket med sukker, rullet sammen og guffet, med største velbehag.

Latter.
denne lille perle af forløsning, gratis oveni købet, ingen bekostning af valuta da.
Og hun kunne ikke lade være, da han kommenterede på sværdet i stenen, den lød lige så flydende som fløde, fra hendes mund.
Det HAVDE måske været en noget stor bid at serverer, og endog midt i en stor stak hygglige pandekager.Måske hun skulle forklar....bare lidt. Hun måtte huske på han var en helt ny ven, og at hun nødigt skulle ænde med at skræmme knægten fra vid og sans, ved at tro hun var mentalt uheldigt selvskab.Så hun ville da gerne glatte lidt ud..

" Jeg ved ikke helt hvordan, men på en eller anden lemåde er min slægt, på fairy siden, knyttet til Arthurs...altsår Kong Arthur. Og disse historier om riddere om det runde bord og sværdet , er jeg opflasket med, lige indtil jeg mistede min mor.Så var ebentyret slut . " forklarede hun, helt på det rene med at hendes tale havde flere muligheder for fortolkning.

" Sværdet har ligesom kaldt på mig, jeg er draget til det ..og jeg har ingen ide om hvorfor...none the less " talte hun ud i luften og gled lidt over i egne tanker... fandt det meget frustrerende faktisk , denne følelse af at mangle noget vigtigt. Excalibur...sværdet i stenen, faktisk ikke kong Arthurs sværd, de blev ofte blandet sammen de to, faktisk var Camille ikke helt sikker på hvilke af de to sværd , hun måtte tage besiddelse over, måske dem begge, da de begge skreg på hende. Men det komplicerede jo bare opgaven med tja...små 100 procent.

*Find ikke bare et - men hele to sagnsopspundende sværd ,Camille, og først der får du sjæle fred! Feedt skæbne, tak skat ! , tænkte hun ironisk og rystede på hovedet.
Hun lød tosset i mennerskers øre, hvis hun fortalte om disse ting, hvilke hun af indlysende grunde aldrig kunne finde på. Men væsner....tog det mere afslappet.
Nogle af dem ! Hun så i smug på Aleck, hvor vidende var han omkring sådanne ting, kunne han følge med ? Eller ville han stemple hende som one class act crazy chick?
Hun så væk fra ham igen, en lidt desperat følelse bankede på....hun håbede ikke han ville se hende sådan.Mega dislike. Hun forsatte med at tænke lidt videre...om ham.

Alecks smil...var det ikke lidt for muntert ? Liiidt for glad ? Hvad var der med den fyr ? Da hun fortalte om Sakref, OG om at han ville blive sur, hvis nogen skadede hende.
Det ramte hende at hans smil var som en bog. Man kunne kun læse det øverste, de første skrevne linier...men neden under stod mange andre ting, ting der kunne ændre på det man umiddelbart lige havde taget for givet, ting der kunne tage hele historien i en ny drejning.

Hun var facineret af denne fyr. Om det var knægten eller dæmon delen der fik hende til at reagerer, kunne hun ikke beslutte sig for.Men var det overhovedet muligt at adskille det da , manden fra dæmonen ? Det var hun ikke spor sikker på.

Hun slog tankerne væk, lavede en homerun...og slog over i jokes...(kronen på værket)

" Jaa...Hvis du er en god lille dreng, kan det være du passer ind" forsatte hun og lavede mere sjovt. Guderne, om der ellers var sådanne, ville vide at hendes venner ikke var alterdrenge og hun selv ikke just den klassiske søndagsskole pige.
En lille grimasse formede sig over hendes ellers så rene linier i ansigtet, men forlod det hurtigt igen.

* Hvadjeg vil vide om ham?...skal vi starte med...Alt ? *hendes tanker var i godt humør, for første gang længe hyggede hun sig, havde mindre press på sig og en at være sammen med .

" Fortæl lidt om dig selv...hvad kan du lide og ikke lide ? OG hvorfor.
Opvækst, arbejde,veninde,børn ?? " hun slyngede ord ud, ville ikke presse ham i en bestemt retning.Det var ikke for at snage, mere fordi hun gerne ville opnå en føleles af at kende ham lidt, bedre.

Han kunne ikke lade være med at få det ansigtsudtryk - han helt sikkert mente han brugte for meget omkring hende - med et hævet øjenbryn og et kæmpe spørgsmålstegn malet hen over ansigtet. Det synes han helt bestem han brugte for meget omkring hende. Han kunne sikkert studse over dette i meget lang tid - og lang tid havde han vel også... Hvis man tænkte over det - men han kunne ikke bare sidde der og stirre med brynene trukket sammen til et tænksomt, og irriteret, ansigtsudtryk. Det ville blive lagt mærke til - hvis det da ikke endte med at han ville blive smidt på hospitalet og folk ville tro at han var i koma... Se, det kunne han jo ikke have. Hvordan ville det så ikke ende! Ikke at han havde så meget at bekymre sig om...

Hvad me-

Nej! Nej, nej, og atter nej!
Aleck rystede blidt på hovedet. Hvor kunne hans tanker dog være sammen rodet nogle gange... Men der var ikke så mange ting han kunne gøre ved det... Hvis der, da var nogen overhovedet...

"Interessant. Det er sjovt, hvordan man kan finde ud af at man afstammer fra forskellige underlige steder af." Sagde han med et grin. Ja, han skulle jo nødigt snakke, når det kom til underlige afstamninger. Han nedstammede fra Djævelen selv! Nej, han skulle nødigt snakke!
(Ikke at han havde noget imod det selvfølgelig.)
Han elskede det faktisk! Det var ikke alle Dæmoner som kunne komme og sige at de nedstammede fra Djævlen; Lucifer, selv. Ikke at han pralede. På det punkt holdt han sine kort ret tæt til kroppen. Det var ikke til at vide, hvad der kunne ske, hvis nogen - som ikke skulle vide det - fandt ud af det...
Nej! Han måtte virkelig stoppe sine egne tanker. De endte bare i helt forkert sted! Han kunne ikke have at han døsede hen... Han var allerede gået ind i sig selv én gang, og selv der virkede hun ret bekymret, han ville ikke give mere at bekymre sig om end hun, måske allerede havde, hvad det var hende behøvet at bekymre sig om. Det var unødvendigt at hun skulle til at bekymre sig om ham, når der ikke var noget at bekymre sig om.

Han måtte indrømme. Midt i alt dette rodede tanke... Roderi. Så fristede pandekagerne meget... Han lagde dog bånd på sig selv og tog kun en slurk af sin te. Teen - var efter den lange tankebane - blevet kold, så en frisk slat blev hældt oveni det - kolde -som allerede var i koppen.
Endnu en slurk af den - nu - varme te blev hældt i halsen på ham. Et smil bredte sig på hans ansigt.
Emnet blev dog hurtigt noget andet.
Det - allerede eksisterende - smil han havde smilede før, blev dog kun større.
Oh jo, han var en god dreng...
Et let grin forlod hans læber.

"Det vil jeg, da mene jeg er. Jeg ved selvfølgelig ikke om der er andre der siger anderledes." Sagde han stadig med det lette grin på læberne og et glimt i øjet, der sagde at det her... Det nød han.
Smilet og glimtet i øjet, og hvad der ellers dertil hører, blev dog hurtigt visket væk, som ved en tsunami. Hvad han kunne lide, hvad han ikke kunne lide, opvækst, arbejde, veninder og børn... Hun havde ramt plet på det emner kan helst ville undgå. Hvordan kunne man være så heldig?! Eller uheldig, alt efter fra hvilken synsvinkel man så det fra...
Hvordan havde det lykkes hende at ramme plet på de emner han bare ikke ville snakke om? Sådan noget kunne da ikke være sandt... Kunne det? Det kunne det åbenbart...

"Øhhmm jo..." Han kunne langsomt mærke en trykken i hovedet. Han lukkede øjnene et øjeblik. De endeløse forsøg på at holde smerten væk, havde faktisk gjort ham ret godt til det... Hvis bare han havde tid til at sidde og koncentrere sig om at holde den væk... Det kunne han ikke helt her. Ikke nu med Camille ved sin side, forventende at han ville fortælle hende alt om det hun lige havde spurgt ham om...
I dette øjeblik ønskede han, at han bare var som andre... Væsner. At han ikke havde pålagt denne... Denne forbandelse! Hvorfor ham? Hvorfor ham?

"Jeg kan godt lide te, det smager godt... Og der er så meget forskelligt, man bliver aldrig træt af det!" startede han smilende med. Det var jo sandt, og han kunne mærke smerten løsne sig tag i ham. "Jeg kan også... Som sikkert bemærket godt lide bøger, de er interessante og holder mig beskæftige og så elsker jeg bare at se dem ligge omkring. Gåture er også en af de ting jeg nyder, jeg er vant til at gå lange ture, ser du." Var det mere? Det var der sikkert... Men nu skulle han heller ikke fortælle hende alt... Eller skulle han? Ville hans evne tvinge ham helt derned, hvor han var nød til det?

"Jeg kan ikke lide, når folk ødelægger mine ting; de betyder meget for mig, jeg kan heller ikke lide kvinder, der ikke tager deres job seriøst eller koster for rundt med mig... Sådan gør dit og gør dat, uden grund... Eller fordi andre har sagt til dem at de skal få mig til at gøre det... Dem har der bare været for mange af i mit liv... Men jeg elsker at lave mad. En af de mere venlige personer lærte mig at lave mad." Den sidste del af det var henkastet og lidt spontant, men det var sandt... Den første del - også sand - var dog mere mumlet, han håbede det ikke ville støde hende... Men han kunne ikke tage kvindfolk der kostede rundt med han enten fordi det var deres job eller for nogen andre havde fortalt dem, at de skulle sige til at ham han skulle gøre... Et eller andet!

"Min opvækst har været... Lidt speciel. Mine forældre var aldrig så tit hjemme, så jeg blev efterlad med, næsten, hundredevis af stuepiger, rengøringspiger, kokkepiger og babysitter af forskellige art! Der var så mange af dem..." Aleck lød faktisk næsten traumatiseret... Det havde også tager hårdt på ham... Alle de piger.... "Så når mine forældre endelig var hjemme, så trænede de mig... Indtil en af stuepigerne valgte at tage os med ud i skoven, hvor vi mødte en mand og hans flok, hun efterlod mig hos ham og der blev jeg... Indtil han døde... Så har jeg været alene lige siden." Han afsluttede den korte version af historien med et suk og tog en slurk te, det havde han godt nok også brug for.

"Veninder... Der er et par få... Ikke nogen man skal tage sig besynderligt meget af. Børn... Nope. Arbejde... Tjo... Jeg har ikke noget fast arbejde." Sagde han og håbede at det var nok, smerten synes det dog ikke... Men han kunne da heller ikke bare slynge ud at han var lejemorder!
Han bed tænderne sammen, hans hænder fløj op til hans hoved og prøvede at holde smerten på afstand.
Forgæves.
Smerten blev ved...

Camille lo stille.
Han ramte plet.
Det VAR besynderligt med opvækst og slægt.
Selv havde hun levet sit lykkelige og uvidende liv.Mor og far der elskede hende og et hjem med latter og harmoni.Indtil hendes mor en dag var væk.Død,havde hendes far bildt hende ind.Så var hendes farverige liv slået over i farven sort.Hendes far forbød at tale om moderen, aldrig måtte hun sætte ord på det store afsavn og tomrum hendes lille sjæl led af.
Faderen ændrede sig, blev syg i sindet .

Børn.
Børn i kælderen, børn der tryglede Camille om hjælp til at komme væk, væk fra hendes befamlende far.Men Camille kunne ikke få dem fri.Hun græd og tiggede hendes far om at lade dem være,men intet hjalp.
Nå....det var en helt anden historie...men så var det at hendes mor dukkede op,fra en anden verden...a fucking fairy...og nu havde de så kampe ,fordi hun ville have Camille med dertil .En anden lang historie, men det var således kun godt et år siden at hun selv fik bekræftet at være andet, end en helt almindelig pige.
Så almindelig man nu kan være med telekinesiske evner.
Afstamning var et ømt punkt...og interessant,for hun manglede at få vished over om hendes mor kunne 'nå ' hende i den hér dimension.Det var i bevidstheden , eller underbevidstheden, de kæmpede og det blev mere og mere svært at fighte hende af...sidst havde hun nær fået trukket Camille med, men Samuel havde holdt hende fast.

Hun dedikerede igen sin fulde opmærksomhed på den tiltrækkende dæmon ved hendes side.

Dejligt ! Han havde humor!
En tørbidder havde været slem at bo sammen med- i længden.
En god dreng? Hun smilede ,det var tydeligt at han synes netop det var sjovt,hans øjne glimtede muntert...og interessant, og gav et indirekte svar at helt engle agtig skulle man nok ikke forvente at han var.

Han havde fundet pensel og farvelade frem og var gået i gang...

Camille så for sig, det billed han så smukt malede .Det passede fint med rammerne hans hjem dannede.Smukt og hyggeligt.Te kopper - og kander ,all over , for ikke at nævne bøger.
En dag måtte hun se nærere på hans bøger, hun elskede at læse.

Hun nikkede bekræftende på hun lyttede og for at opmuntre ham at forsætte.
Hun blev interesseret i hans opvækst.Det havde været et hjem med mange penge, siden det var spækket med tjeneste folk.Hun så bekymret ud.Mange børn blev forsømt i sådanne hjem- åh jo...fordomme havde skam også bo i hende.

Hans forældre trænede ham? I hvad dog?
"Aleck...hvad skulle du lære, hvad mener du de ville have dig på et bestemt niveau?

Flere info...ingen børn ( endnu) nogle veninder....naturligvis, en fyr som ham.Åndsvagt spørgsmål , et som hun ikke burde have spurgt om for hun burde være helt ligeglad med det.Det var hans personlige liv og uden interesse for hende.
* Et par veninder* i hendes indre løb en bølge af...utilfredshed igennem * hvorfor nu det ?!*

Hun fik kigget på ham....noget var galt.Hun havde da ikke ...talt højt ? Hun havde da...tænkt...det med veninderne
!

"Aleck...hey hvad sker der, er du okay ?" Hun rykkede lidt tættere på og havde en hånd på hvert lår, imens hun prøvede at få øjenkontakt.

Hans øjne havde knebet sig sammen til tynde sprækker. Smerten dunkede i hovedet på ham. Den havde startet som en let trykken, men nu... Nu havde den trængt igennem det forsvar han, næsten, altid satte op foran dette. Smerte...
Det var jo trods alt sådan han var blevet opdraget. Utrolig nok, hang det ved. Det var måske alligevel ikke så utroligt alligevel, når man tænkte over at han var blevet pisket til at huske det, dag ud og dag ind. De fleste ville nok smide sådan noget så langt væk de kunne... Men det kunne han ikke, det var en del af ham, som han ikke kunne smide væk. Han havde skam prøvet. Gud måtte vide hvor mange gange han havde prøvet...
Til ingen verdens nytte...
Det hang i ham... Som lugten af røg.

Aleck gled ned af sofaen og lå på knæene, nede på gulvet. Hans hoved blev presset forover, hænderne - der holdt om hovedet - havde sørget for det, samt hovedantagonisten i scenarioet - der udspillede sig, midt i stuen. Han havde lyst til at råbe, skrige, så hele verden kunne hører ham.
Så hele verden blev opmærksom på den smerte, der truede med at sprænge hans hoved. Lidt overdrevet måske ja, men han havde stadig lyst til det...
Igen var det hans opvækst og overbevisninger der afholdt ham fra dette. Hvis han havde haft tid ville han have bandet dem helt ned i det dybeste hul af helvede, hvor ikke engang Djævelen selv kom! Det havde han bare ikke rigtig tiden til...

Med et smertens ryk endte han på ryggen på gulvet. Øjenlågene dækkede ikke længere øjnene. Han vendte næsten det hvide ud af øjnene...
(Endnu en overdrivelse, men overdrivelse fremmer jo forståelsen så...)
Et hvæs af smerte forlod læberne der var presset sammen i koncentration om ikke at skrige eller sige de ord, der brændte så frygteligt på hans læber.
Øjenlågene lukkede sig igen beskyttende overfor øjnene. Koncentrationen ville snart gøre han mere skør end nogensinde før, hvis ikke kan kom ud med det der brændte på hans læber.
En sær smag fyldte snart hans mund. En flydende omgang jern fyldte hans mund. Den slangede sig vej ned imod hans hals. Den nåede bagerst på tungen, da det ramte ham. Den metalliske smag... Den varme det udgav.
Blodet fyldte hans mund og dryppede ned af hans hage i en fin lille stribe.
Hullet i hans læbe var ret stort... Det var også en stor nok distrahering til at hans koncentration blev brudt og de brændende ord på hans læber fik endelig luften at smage...

"Jeg er lejemorder!" Råbte han ud i rummet. Stilheden sivede ind... Den dækkede alle de åbninger den kunne finde og truede med at kvæle ham. Det var den første akavede stilhed der var mellem dem... Camille og ham. Han synes faktisk ikke der havde været andre. Men... Nu var det jo også noget af et emne han havde taget op, så det var vel hvad han kunne forvente af en person, der lige havde fået at vide at den hun boede sammen med var lejemorder... Gad vide om hun kunne mærke stilheden lige så tungt som han kunne. Mærke den akavede situation han havde sat dem begge i. Han kunne i hvert fald mærke den... Den var tung og veje direkte på hans skuldre - var tæt på at få dem til at bryde sammen - og pressede hårdere og hårdere ned. Han sank en klump. Hvordan kunne en person være så foruden held? Hvordan var det muligt, at han næsten ikke havde bare en lille milliliter held i sig?
Der måtte godt - for hans skyld - hoppe en eller anden frem og fortælle han det nu...

You are born under an unlucky star~!

Sang det i hans hoved. Han vrissede af den, fortalte den at den skulle holde sig for sig selv! Var det så uforståeligt?!
Med en massagerende bevægelse på hans tindinger prøvede han at pålægge sig selv en ro, som - måske - kunne holde stemmen og dens sang væk. Hvorfor kom den absolut, når han havde brug for alt andet end den?!

Maybe it was right about that unlucky star...

Krøb det igennem hans tanker... Muggent, men det var der; han overvejede det. Til hans grænseløse bitterhed - ja - men helt inde bagved de dele af ham kaldet 'Stædighed' og 'Hovmod' - som hans forældre havde prøvet at overbevise ham om at var 'Ære', men han vidste bedre - vidste han godt at den med stor sandsynlighed havde ret...
(Ikke at dette lille faktum nogensinde ville forlade hans læber.)
Det ville forblive inde bagved 'Stædighed' og 'Hovmod' - som også gemtes i ham, hvis det skulle overraske nogen...
Han var vel Dæmon...
Og det var han ikke for ingenting. Som hans arbejde også beviste...
For de 'vantro' (i, at han til tider havde sine... Onde momenter)
Det havde han... De kunne bare spørge hans ofr- ... Nårhh nej! De kunne de jo heller ikke! Dem havde han nedslagtet på forskellige måde! Hans ynglings var dog... Når han blev en smule... Kreativ...

Hun fik intet svar.
At dømme efter hans stilhed og hans sammenppresset øjne, var noget helt off.
Camille kom hurtigt ned på gulvet og ind imellem hans ben.Ideen var at skabe kontakt,hun måtte se ind i hans pupiller om de reagerede på lys, akkumoderede som de skulle, hvis ikke - var det tegn på hoved traume.Måske hjerneblødning ? "Aleck...hvad er der galt ?" hendes hånd lukkede sig om hans håndled, med to fingre kontrollerede hun hans puls , den var ultra hurtig og ikke regelmæssig.
Camille skulle lige til at forsøge lejre ham på sofaen, ned at ligge...så blod og ilt kom til hans hoved, men da gled Aleck ned, og næsten skubbede hende tilbage.
Hendes arme rakte ud efter ham, da han bøjede sig fremover og tog sig til hovedet.

Hun sad askegrå og holdt ham i sine arme, imens han tydeligvis kæmpede en voldsom kamp, med smerter som hun ikke begreb naturen af.Hendes manglende handlemuligheder drev hende i dyb frustration.Derhjemme ville ambulancen være ankommet, og hun ville være i gang med injektioner og drop og monitorer af forskellig slags.

"For helvede Aleck " var alt hun kunne tilbyde, som hun sad om krammede ham ind til sit bryst.Om han ænsede hun var der, tvivlede hun stærkt på , han var opslugt af et helvede....men hvilket? Hendes tanker var overalt ....prøvede at få mening udledt af kaos, hvilke ikke lod sig gøre.

Et ryk.
Hans krop vred sig , og hele vejen ud af hendes favn enda.Han landede på ryggen ,men Camille halvt over sig.Lige nu var læge gerningen så fjern , så sløret for Camille, sikkert fordi den var meningsløs her i underworld.
Den var uden værdi, følte hun lige nu.
Her....var hun blot en pige, en pige hvis bekymring for den unge dæmonen , truede med at overstige hendes sunde fornuft og gode sans.

Kunne han risikerer at dø? Her...mellem hendes hænder? Hun blinkede skræmt et par gange, hun overså ...noget.
Men hvad helvede var det.

Hendes hænder lagde sig beskyttende om hans ansigt.Var han ved at gå i kramper? Hans øjne så sådan ud...
"Aleck..." Klynkede hun...og et hvæs kom fra hans læber.

Camille , vanvittig over at kunne stille INTET op, kunne nada gøre for at dulme hans smerter, blev endnu mere befippet da han begyndte bløde.

* blod...åh, nej...blod, hvor fanden kommer det fra ? Indre blødninger,spiserør,.HVOR?* Camilles hænder ( eller nærmere fingre) fik presset sig vej ind i hans mund , måtte undersøge hvor og hvad der kostede hans blod at pible frem.

Hun nåede lige netop at konstatere et kæmpe blødende bidemærke, da hun hørte ham råbe ud...så gik tiden i stå og alt blev....sort.

Det svimlede for hende.
Hvad havde han lige råbt? HVAD HELVEDE havde han lige råbt ? Hun sad her og frygtede for hans liv, og han....han slyngede bare ud....at h-han var....lejemorder ?! En fucking lejemorder!

* Nej....No,no no....NOWAY! *

Stilheden tyngede hende , hans ord tyngede hende, som havde han beklædt hende med lænker.

Hun så ned på sine hænder , stadig tavs som den sorte nat, de var ...røde...smurt med hans blod fra læbe og mund.
* Lejemorder....han tager liv...ikke bare mad ,Camille, han...nyder at...* hun drejede sit ansigt væk, da hendes tåre begyndte at kompenserer for den overophobning af ængstelse der var i hendes lille krop og hoved, skulle det ikke sprænges,måtte noget lukkes ud....tåre.
Hendes blodspættet hånd, fjernede resolut og uden tøven ,de løbende dråber, og efterlod et rødt træk spor af striber ned over hendes kinder.

* fandme nej...om hun ville give ham den fornøjelse ....lejemorder....hvorfor føltes det som hendes hjerte sprang i tusind stykker?*

Hun lukkede øjene, forsøgte igen at finde fodfæste ...* fokus...fokus....Castle var også hitman, han....var jo god nok.Måske er det kun de fæle og kedelige typer Aleck tager sig a? Måske kunne han ikke drømme om at gøre uskyldige fortræd? Kujon, Camille...du har selv taget liv, menneskeliv også ...hjælp ham dog, han lider jo !*

Med bankende hjerte , drejede hun sig om ,for at overvinde sin frygt...for at møde Aleck...

Aleck sad der... Stille på gulvet, mens stilheden åd ham op indefra. Det var faktisk første gang han havde oplevet stilheden som noget dårligt. De fleste gange var det sat sammen med enten et fuldført arbejde eller bare den dejlige stilhed skovene kunne byde ham på. Lige nu, som han sad der, savnede han den faktisk. Meget endda. Næsten alt var bedre end dette...
Hans øjne rettede sig ned af, imod hans hænder, og stoppede der. De blege hænder lå i hans skød og fingrene var flettet sammen, som om han bad.
Det kunne nu sikkert lige så godt have været det, men sandsynligheden var så lav, at de fleste ville opgive.
Med tungespidsen fugtede han sine læber. De var tørre. En salt smag dækkede dem, den forblev på hans tunge og det tog ham ikke længe om at genkende smagen. Det var blod. Blodet havde størknet på hans læber og farvede dem røde. Han prøvede at slikke det væk, men der var sikkert brug for noget mere end bare savl og mundvand. Den metalliske smag hang stadig i ganen på ham, da han sank og prøvede at komme af med den. Men efter al det blod han havde udgydt ved hans koncentration, var det klart at det ikke gik væk så hurtigt. Hverken smagen eller farven.
En af de blege hænder blev løftet op og tørrede sig om munden. Det nu let fugtige blod smittede en smule af på bagsiden af hånden, men ikke mere. Han trængte virkelig til at få noget vand i hovedet...
Også for at klare tankerne... Alle de ting der nu hvirvlede rundt i hovedet på ham.

Det var ret tydeligt for ham at Camille var meget chokeret. Det ville han sikkert selv være, hvis han stod i hendes situation. Og dog... Han var jo Dæmon, så der kunne ikke garanteres for hans chok... Det ville nok mere more ham, at se en med... Fælles egenskaber.
Han sukkede blidt.
Gad vide hvordan han skulle snige sig selv ud af denne knibe. Ikke at han kunne se nogen udveje, han kunne bruge til at smutte igennem og komme helskindet ud på den anden side.
Han kiggede lidt febrilsk rundt... Vent febrilsk... Han havde aldrig prøvet at være febrilsk før! Eller havde han? Det hele virkede så forvirrende nu, men han havde vist prøvet at være febrilsk før... En gang i hans barndom. Med en hovedrysten fik han de dumme tanker væk og om tilbage til stuen, tilbage til det resultat - som han allerede havde vished om - at der ikke var andre i stuen end ham og Camille, og det ville være uhøfligt at gå, i hvert fald uden en meget god grund. Han kunne sikkert sagtens diske op med sådan en, men han ville vente til momentet var det rette. Og det var i al fald ikke nu.
Han vidste godt at der ikke var noget, der kunne rette op på, hvad han havde fortalt hende - eller måske mere mildne det - men der stod ikke nogen steder, at det var ham forbudt at prøve.

Easy boy!

Lød det i hans hoved.
Hvad ville den nu?!

You should consider your words with much care... You never know, what words your mouth will spill...

Til Alecks... "skræk" kunne han mærke at stemmen havde ret. Hans mund var utilregnelig! Han kunne ikke regne med, hvad der kom du af den! Eller... Det kunne han. Sandheden. Ikke andet end sandheden forlod hans mund, altså ustraffet...
Han ville gerne sige noget til hende... Så frygtelig gerne, men ærligtalt... Så var han ikke tryg ved, hvad der kunne finde på at flyde fra hans læber. Det kunne være hvad som helst! Det kunne også ende med at han var tvunget til at fortælle hende, hvorfor han havde sagt det! Der ville han sikkert ende alligevel, men hvis han kunne undgå det; ville han gerne! (Dog viste hans held en stor modvige imod dette.)
Han satte sig lidt mere op og kiggede på Camille, hun virkede stadig som om, at hun var i chok. Hvad skulle han gøre? Hvad skulle han sige til hende? Skulle han sige at han var nød til at smutte på badeværelset for at vaske blodet af sit ansigt? Hvordan mon hun ville reagere på det? Ville hun tage det... Pænt? Eller ville hun blive endnu mere sur end hun allerede var på ham?
Gad vide hvordan hun ville se på ham nu? Ville hun se på ham som et monster? Eller... Hvad ville han være i hendes øjne?

Stop det! Stop alle de spørgsmål!

Råbte han af sig selv. Hvorfor kom alle disse tanker nu. Det var jo ikke sådan at han bekymrede sig om det! Nej, nej! Han bekymrede sig slet ikke! Nej, nej-
Årh bloody hell! Hvem ville han kunne narre? Han vidste godt at Camille syn på han betød noget...
Spørgsmålet var bare... Hvorfor?

Det var som ordene blev hængende i luften , hans ” jeg er lejemorder ” , ville ikke forlade rummet , men selv om de omringet Aleck , matchede debare ikke hvad hun så, da hun drejede sig og fik visuel kontakt med ham.
Aleck sad stille, næsten for stille , og lignede mest af alt et såret dyr.
Blodet på ham , opretholdte naturligvis et noget dramatisk indtryk , det indtørret blod på hans lyse blege hud var et visuelt stærkt og skræmmende , men det der ramte hende hårdest var at denne unge fyr foran hende, ham hun var begyndt at føle sig så hengiven overfor , han var én der slog ihjel for usle penge, ingen respekt holdte for liv og …kunne han overhovedet føle kærlighed? Vidste han var de var? Kunne han varme sig ved at give og modtage nærhed , mental nærhed vel og mærke – ikke at forveksle med den fysiske af slagsen ? Kunne han overhovedet føle? Kendte han til samvittighed og anger ? Eller var Aleck en sociopat, en dæmonisk psykopat forklædt , som den dejligeste unge mand?

Hendes overlæbe gav nogle små ryk , hun var anspændt og og en lille nerve afslørede just how much .
Kroppen havde skiftet fra afslappet, til chok til nu være i alarm beredskab, klar til flugt…den ønskede hun søgte mod døren, væk fra det uvisse og den potiensielle fare Aleck repræsenterede . Det var vanvid at blive.
Camille var fikseret på hans tunge der forøgte at slikke noget af blodet væk.
Hun måtte tage sig sammen, NU.
Hun var omtåget, stadig lidt i chok…hvorfor havde han haft sådan et stort ildebefindende? Det vidste hun jo ikke og bekymringen for ham begyndte igen at røre på sig….den gik pænt arm i arm- sammen med den nyopstået frygt , som et umage og skævt par der mod alle odds havde fundet hinanden, fulgtes de nu sammen.

Camille kom op at stå, hendes næsten nøgne ben var usikkre og rystede let , da hun med vaklende skridt begyndte at gå. Hun gik forbi Aleck og ud af døren…mod det lille badeværelse.
Måske han inde fra stuen kunne høre lyden af stof der blev revet itu? Camille hev et lille håndklæde i mindre stykker og tændte for vandet. Hun kiggede ind i det lille ovale spejl, der hang over vasken …men det eneste der stirrede tilbage på hende, var et ansigt der tilhørte en ung dæmon med bleg hud ,mørke øjne og sort hår.
Med mekaniske bevægelser arbejdede hun, gennemblødte de små stykker stof, vred det overskydende vand ud igen, og med en lille stak i hænderne, gik hun tilbage til stuen.

Stilheden var massiv. Den havde overtaget hele rummet.
Og hvad skulle hun også sige ? En dårlig joke om et skod job ? Eller mere ærligt at han gjore hende bange ? Forhelvede, hvorfor var det også så let for hende at nedtone han var dæmon, hun vidste jo bedre, gjore hun ikke ?
De kunne være …hjerteløse…men igen, det kunne de fleste.

Hun knælede ved siden af sofaen og ham , og fik placeret sig helt nær Aleck.
Hvorfor hun følte den..ømhed overfor ham og hvorfor den lige nu overskyggede alle de andre følelser der spøgte i hende, havde hun ingen ide om, det kunne hunaltid se nærmere på senere, måske...eller måske ikke ?
I al fald blev de små fugtige bomuldsklude anbragt på et hjørne af sofa bordet og hun tog den første i stakken i sin lyse spinkle hånd.
”Aleck… er du okay ? sig noget ” sagde hun med udmattet og sårbar stemme - og begyndte med en let skælvende hånd, meget nænsomt og blidt, at rense det indtørret blod af hans læber og mund.

Aleck fandt situationen meget... Spændende ville nogen kalde det... Han kaldte det evig forundrende. Som han sad der. På sin dertil indrettede, benene strakt ud foran sig, som et V, hænderne i skødet - eller det mellemrum mellem hans ben foran ham. Han lignede ikke noget der ville jage andre, på nogen som helst måde. Han lignede mere en der var jaget. Jaget af noget han ikke kunne overkomme.
Så var spørgsmålet vel bare...
Kunne han overkomme flere års træning fra barnsben af?
Dette var et spørgsmål der tit havde hjemsøgt ham. Uanset lokation. Han kunne ligge fredeligt i sin seng... Også ville det ramme ham. Han kunne også være ude at gå en tur, med skovens stille lyde som fængsel; fængslet inde i sine egne tænker... Hvor forfærdeligt... Var der noget værre?
Ja sikkert... Det var bare om at finde det...
Midt i et job, havde det forgående spørgsmål faktisk også jaget ham. Det havde ikke været det mest heldige. Han kunne ikke tillade sig at blive distraheret midt i arbejdet. Han vidste - åh - så godt hvor galt det kunne gå. Det kunne meget hurtigt ende ud i liv eller død situationer - ikke at det bekymrede ham, det var sket mange gange - og det at det spørgsmål, havde forvoldt det... Det kunne han ikke leve med... Eller det kunne han, han havde ikke andet valg. Men han ville ønske at han kunne vælge det fra. Bare glemme det. Og bekymre sig om alle mulige andre ting.
Men nu var han ikke alle mulige andre og derfor - var der en der synes - kunne han ikke bekymre sig om alt mulig andet...
Han havde skam prøvet... Men det virkede så ligegyldigt, så meget af det... I forholdet til de ting han havde oplevet, altså.

Et forvirret blik fulde Camille, da hun rejste sig og gik ud af stuen. Ørene blev spidset for at kunne høre hver en detalje, der kunne sige ham, hvad hun lavede. Lyden af fodtrin imod det kolde trægulv fortalte ham at hun sikkert var på vej ud på badeværelset. Eller også var hun på vej ud af døren... Han kunne mærke - helt inde, der hvor han ikke ville indrømme det - så håbede han på det første.
Lyden af stof, der blev hevet i stykker nåede hans øre lidt efter Camille's exit. Hans bryn trak sig sammen i en undrende grimasse. Hvad lavede hun? Hvad havde hun gang i? Han havde allermest lyst til at rejse sig og gå ud på badeværelset for at se, hvad hun havde gang i, men blev - mere eller mindre - enig med sig selv om at hun nok skulle komme ind i stuen igen, når hun var klar.
Måske skulle hun bare smide noget vand i hovedet? Det ville ikke være helt utænkeligt, når man overvejedet situationen. Sådan ville hvert andet (normalt) menneske nok have reageret... Men nu var hun ikke helt normal. Menneske var hun, men hun var dog kun halvt.
Flere lyde brød stilheden der nu - igen - havde hobet sig op. Fodtrin nærmede sig stuen. Han drejede hovedet lidt imod døråbningen for at se Camille, der kom ind med en bunke vådt stof i hånden.

Hvad har hun tænkt sig?!

Tænkte han - næsten forskrækket - og spærrede øjnene en anelse op. Hun kom hen til ham og satte sig ned. "Sig noget." Havde hun sagt. Ville hun virkelig gerne høre, hvad han kunne finde på at sige? Var hun parat til at hører, hvad end der ville komme fra hans mund? Han var ikke en gang sikker på, at han selv var... Men... Det var vel et forsøg værd.
Han åbnede munden for at sige noget, men de ord der lå på hans tunge blev bremset.
Hvad havde hun gang i? Hvor- Hvorfor gjorde hun det her?! De- Det havde hun jo ingen grund til!
Mens Aleck prøvede ikke at slå hovedet ned i gulvet, kiggede han på Camille. Hun sad der... Ved siden af ham... Og rensede hans sår! Hun rensede hans sår! Hvorfor?!
Han ville gerne fortælle sig selv, at han bare skulle tage det med ro... Men det kunne han bare ikke.
Havde hun haft det på samme måde, da han reddede hende fra barbarene?
Men... Nej! Det kunne han ikke sammenligne med! Der havde hun jo ikke lige sagt noget der havde bragt ham fuldstændig ud af balance! Eller...? Nej! Nej, det havde hun ikke!
Han måtte tage sig sammen. Tage sig sammen... Og sige noget til hende.

"Hvorfor gør du det her... Hvorfor renser du mine sår?" Han blev faktisk overrasket over, hvor rolig hans egen stemme lød. Ikke at han havde regnet med at han ville råbe det ind i hovedet på hende, men så rolig kunne man da heller ikke være efter alt det...
Kunne man?

Den spinkle lyse hånd, lagde sig under hans hage, for bedre at kunne tage kontrollen over vasken og rensningen af ham.
En uskyldig handling der ingenting betød, under helt normale omstændigheder.Men nu var der på sin vis intet...normalt...over det her senarie, var der?
Camille skælvede let ved berøringen af ham, og i en sekundsbrøkdel huskede hun sine læber mod hans kind , men pressede det standhaftigt væk.

Hjemvandt og rutineret arbejdede hun med ham, udførte de obligatoriske handlinger og bevægelser - dog var ømheden og nærværet hun følte for ham , langt fra det normale og hendes lægeidentitet fadede ud i det tågede ingenting, til det kun var pigen Camille ,der sad tilbage.

Hun vidste jo godt at det ikke var et spørgsmål om liv eller død, hans skader ...dem der kostede blodet at flyde- så langt havde diagnostiseringen rækket.Det var mere at hun...ikke kunne lade vær med at hjælpe , at hun...ønskede...at hjælpe ham.....Aleck .

Hun udskiftede den første klud, nu mere rødlig af udseende end den oprindelige lysegrå farve, og tog en frisk.Hun nåede lige at fokuserer blikket på hans læber, og sigte kluden mod dem, da de bevægede sig og Alecks rolige stemme ramte hendes øre.

Han afgav ikke det svar hun havde ønsket at høre, svaret om han var okay? Istedet stillede han et i retur , hvilke fik hende at studse over hvorfor han ikke bare havde svaret hende?
Men det at han tænkte over hvad Camille lavede, tog hun så Istedet som et indirekte hint om at helt galt kunne det nok ikke stå til.

Hun kiggede langsomt, næsten med et nervøst udtryk, op på ham.
Var hun bange for om han mente hun gik over grænsen? Nok var hans stemme rolig, men mange rolige vande, indeholdte den stærkeste strøm, så det kunne være misvejledende.

De isblå øjne mødte hans og måske to eller tre sekunder passerede , før hun var istand til at svare ham.
Svaret var spinkelt, men sandt ..
" J-jeg ....det så lidt voldsomt ud...jeg vil gerne ...hjælpe dig, Aleck " alle regnbuens farver var tilstede i hendes stemme, de repræsenterede de mange følelser hun sad med i sin krop , netop nu.

(Tiltrækning, forundring, angst, facination, forsvar , nysgerrighed, ømhed, frygt , taknemmelighed, aversion og sikkert mange ander også...
Men den dominerende følelse var den at hun måtte være ...nær ham.At hun ikke ville se ham i smerte .At han stjal hendes hengivenhed.)

Hun tøvede, men endte med igen at rette opmærksomheden mod hans mund og ansigt , og til arbejdet med at renvaske ham.

" Du har bidt dig....hvad skete der egenlig ,Aleck?" forsøgte hun at bløde op for samtale mellem dem.
Snakken om hans 'arbejdsliv' kunne de tage lidt senere.Hun skubbede det tilside lige nu.

Hun fik sat sig på knæ, mellem hans ben og drejede med et forsigtigt pres på hagen hans hoved, så hun kunne nå at rense det sidste af blodet af,med endnu en ren klud.Herefter ville han igen se pæn ud, og selve blødningen var standset spontant, hvilke var heldigt ,nål og tråd ville ikke blive nødvendigt.

Hans mørke øjne holdt trit med hver en bevægelse, der om fra Camille. Den hånd der holdt om det lille stykke stof, som også blidt duppede den imod hans læber. Den gestus... Den virkede... Øm. Eller var det bare ham? Var det bare hans fantasi, der spillede ham et pus?
Han var nu ellers sikker på at han kunne mærke den ømhed i hendes bevægelser omkring ham... Men igen, måske var det bare ham?
Igen listede spørgsmålet sig frem i hans hoved omkring hvorfor. Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor lod hun ham ikke bare sidde der, med dit eget blod ud over det hele? Hvorfor hjælpe ham?
Hendes spinkle stemme nåede hans øre og han kiggede - en smule forfærdet - på hende. Hun ville gerne hjælpe ham? Ja, det havde sikkert set voldsomt ud, men det forklarede ham stadig ikke helt, hvorfor hun gjorde det. Det måtte han havde afklaret.

"Ja... Men hvorfor gør du det? Hvorfor hjælper du mig?" Så kom ordene. Stille sprang de fra hans læber og landende ovre på Camilles halvdel. Nu afventede han bare svare, på det spørgsmål, der virkede så svært at svare på.
Der kom dog hurtigt endnu mere fra hendes læber. Denne gang ville han dog, igen, ønske at hun havde sagt noget andet. Hun var åbenbart rigtig god til at stille lige præcis de spørgsmål, som han helst ville danse uden om. Men okay, hun havde vel - på en eller anden mærkelig måde - fortjent en forklaring...

"Jeg... Du kan lige så godt få det at vide nu... Det bliver sikkert bare værre fremover og så ved du det da..." Var starten på hans sætning. Det lød underligt, men taget i betragtning at der heller ikke var andre end ham selv der kendte fortsættelsen på sætningen, var det jo også klart. "Jeg kan ikke lyve. Det lyder underligt; det ved jeg, men det kan jeg ikke. Det var været min evne hele vejen igennem mit liv. Den har hjemsøgt mig, fængslet mig, i hele mit liv. Aldrig har den sluppet sit tag i den magt, den har over mig. Min evne gør mig i stand til at få andre til at sige sandheden. Ikke at det er dårligt, det kan være meget praktisk... Også er der det mindre praktiske... Den virker også på mig selv. Hvis jeg selv, eller andre for den sags skyld, prøver at lyve - efter at have opdaget min evne - så bliver de mødt med stor smerte, som det du lige så. Nogen gange er smerten stor nok til at slå en bevidstløs, men det sker meget sjælendt og for det meste kun, hvis du prøver at holde sandheden tilbage, sammen med smerten; jo mere du kæmper imod, jo mere stiger smerten."
"Det var dette du opleve før, det var den smerte min evne kan udgyde." Aleck sad der i stuen, med hovedet bøjet efter at have færdiggjort sin fortælling. Han sank en klump og kiggede på Camille, afventede, hvilken dom hun ville give ham.
Gad vide hvilken dom hun egentlig ville give ham... Ville hendes syn på ham nogensinde blive som det var før? Han tvivlede.

En bleg hånd blev løftet op til hans læber. Fingrene på en undersøgte de skader hans tænder havde gjort dem. Han kunne mærke en åbning i den og håbede, at den ikke var alt for stor. Sikker et rod det ville blive at få den til at heale. Det ville sikkert tage frygtelig lang tid! Han sukkede blidt og ignorerede den dunken, det fremdrog i hans læbe. Han kiggede ned af sig selv og på sit blodplettede tøj. Han måtte nok hellere få det vasket... Endnu et suk, endnu en dunken i hans læbe.
Det ville blive en lang helingsperiode...
Hans mørke øjne blev igen draget til Camille, som hun sad der foran ham. Hvad skulle han sige til hende? Behøvede han at sige noget til hende overhovedet? Eller... Skulle han bare holde mund?
Det sidste ville sikkert være bedst, men nu var det ikke altid han gjorde, hvad der var bedst for ham.

"Jeg tror... Et tak, ville være på sin plads..." Disse ord, blev leveret med en blid og rolig stemme. Tak havde aldrig været en af de ting han var god til, men...
Hvem var også det?
Endnu et blidt suk, forlod de forrevne læber.

Hvorfor ?
Hvorfor havde hendes svar ikke været fyldestgørende og dermed tilfredsstillet ham?
Hun havde jo sagt sandheden, eller det meste af den da.
Og nu..
Mest havde hun lyst til at ligge låg på den samtale, trække en streg i sandet og sige 'hertil og ikke spor længere ,smukke ' men det var som hendes krop ikke samarbejdede ...ikke bakkede op omkring den lyst.
Næ....den havde en anden ide...en trang til at sige højt hvad hun dårligt havde indrømmet i tankerne overfor sig selv.
Hvor yderst ubelejligt....hun havde jo kun selv et noget primitivt svar at give ham.

Hendes kinders varme bredte sig til abdomen , hvor den tog skikkelse af en besynderlig mave kniben med et islæt af skolepige forlegenhed.
Hun svarede lidt mod sin vilje , da hun gav ham den nøgne sandhed.." J- jeg føler mig tiltrukket af dig ....så besynderligt draget mod dig, uden jeg helt forstår hvorfor...jeg ville ikke kunne have du var i vanskeligheder "

Hun så væk, dybt chokeret over hvad hun selv lige havde sagt, og på randen af tåre.Hvad helvede havde hun gang i ? Var hun ved at blive sindsyg.

Hun var ved at rejse sig ...gå op til sig selv og skjule sig for Aleck...meget længe...et årstid cirka..men han.holdte hende fast ved at begynde at forklare om sin evne...

Camille var lamslået.
Blæst væk, overrumplet og stirrede på Aleck.Hun forstod ikke hvor letal og grusom en evne han faktisk besad.Det ville hun tidsnok få en langt større indsigt i.Selvfølgelig havde hun lige været vidne til den gav Aleck 'røvfuld' men hvis man ikke løg, så var der ingen problemer! Var det ikke det han sagde ?

Camille havde meget svært ved løgne ....mest dem hun selv fik serveret...og ofte tvivlede hun på sandheden bag det folk fortalte hende, havde svært ved helt at stole på det.
Camilles øjne vaklede ikke væk fra Aleck.De så ind i hans mørke blik...Hun fandt det fantastisk ....hun elskede hans evne.Det var et kæmpe tiltrækkende plus , i hendes øjne.
Tanken havde jo strejfet hende, hvilke ting han kunne og hun havde ikke spurgt, da hun lidt frygtede hans svar.Men i hendes naive fortolkning af evnen, var den helt vidunderlig.

" Aleck....det er da fuldstændigt fantastisk " sagde hun og krøb med øjne der strålede lidt tættere på ham , i sin begejstring.

" Du er tvunget til at sige sandheden?...oh! Du ville helst ikke fortælle mig om dit..job...derfor...al det hér?!" hun nikkede mod de blodige bomuldsklude og ham selv og igen...denne ømhed....ramte hende hårdt i brystet.

* Hold nu OP Camille....det kunne jo være fordi han syntes det bare ikke ragede dig, eller fordi du kunne sladre...det behøvede jo ikke.være fordi han var bekymret for hvad du ville...synes om...ham,vel ?*

Men sympatisk for Aleck havde bidt sig fast.Som en igle havde den.besluttet at suge sig fast, og ikke ville slippe igen.How very very odd.Hun var normalt langt mere....reserveret.

Aleck var høflig og fik sagt tak for hjælpen.
Hun rejste sig og skyndte sig at runde det af med et "Så lidt ...bare du er okay " .

Hun havde brug for at slappe af og samle tankerne.Hans badekar! No no.no....og desuden er der pligter!

" Aleck...jeg går op og lige slapper af lidt...og bagefter tager jeg ud og skaffer noget tøj.Jeg har intet at skifte med " forklarede hun lidt undskyldende.

Med blid stemme opfordrede hun " Du burde gøre det samme....altså , hvile dig lidt ...ikke købe tøj " trak hun på smilebåndet og begyndte at gå mod trappen.

Hun stoppede op, drejede ansigtet mod ham, og med et glimt i.øjet sagde hun til den unge dæmon " Tak for morgenmad ....det har været interessant "

Aleck kunne se at Camille's kinder fik en varm, en glød over sig. Han fandt dog hurtigt frem til grunden... Og hvilken grund det var...

"Du... Hvad?! Du føler dig tiltrukket af mig?" Han kunne næsten ikke tro sine egne øre. Han havde egentlig allermest lyst til at sætte sig ned med hænderne for ørene og råbe at de alle sammen skulle lade ham være, men det kunne han ikke rigtig...
Camille ville nok ikke tage det så pænt, hvis han bad hende holde mund efter at have sagt at hun fandt ham tiltrækkende. Han kendte da i hvert fald ikke nogen kvinde der ville blive glad for det.
Hvad skulle han sige til hende? At han ligeså fandt hende tiltrækkende? Gjorde han det? Var han faktisk faldet for hende? Eller var det hele bare en obskur del af hans fantasi? Ej... Eller var det?
Han vidste ærligtalt ikke, hvad han håbede at svaret på dette ville være.
Camilles næste ansigtsudtryk blev dog forandret fra det ene til det andet. Først kom lamslåelsen som han havde forventet der ville komme. Så kom der noget andet han dog ikke lige havde set komme...
Glæde... Den havde han dog ikke oplevet hos de få, som havde regnet hans evne ud. Det var dog også kun en meget lille kreds af... Folk, som havde det. Men alligevel... Glæde?! Han sad og kiggede på hende, som om at hun havde groet et nyt hoved ud, med åben mund. Hvor kom det lige fra? Hvorfor var hun glad for det?! Okay.... Den havde sine lyse øjeblikke, så stoppede den altså også der! Ja, den var meget god, når den ikke rettede sig imod ham selv, men efter selv at have prøvet (været underlagt) den, så kunne han godt se at den var rædsom! Man kunne ikke have noget som helst i fred! Men så vidste han jo også, hvordan det var at være i nærheden af ham selv...

"Fantastisk... Du synes min evne er fantastisk?" Han kiggede på hende med vantro malet over ansigtet i store streger - næsten ligesom en børnetegning, nogle pletter var ikke dækket af maling - han kunne slet, slet ikke forstå hvorfor hun følte sådan en glæde over det.
"Hvorfor er den det?"

"Ja, det er jeg..." Svarede han hendes første spørgsmål med let bøget nakke, hans hoved blev dog hurtigt rejst igen. "Øhhh nej.. Det ville jeg helst ikke... Jeg... Jeg ville ikke skræmme dig væk." Den pure sandhed... Damn, hvor kunne den være irriterende... Men det var vist en af de mindste indrømmelser i forhold til hendes...
Han blinkede et par gange... En lille lygte begyndte at blinke i hans hoved. Den blinkede hurtigere jo mere han indså. Det det kunne betyde... Det han havde sagt. Det kunne lyde som om at han ikke ville have at hun skulle smutte... At han gerne ville have at hun blev der... Hos ham. Han rystede blidt på hoved. Det kunne jo også være at hun ikke tænkte på det på den måde... At hun kun kunne se det "Jeg ville ikke skræmme dig væk."... Uden den... Lidt dybere mening i det.

Er du nu også sikker på at det er sådan du har det...?

Ja! Havde han lyst til at svare den. Han vidste, hvordan han havde det med Camille. At han ikke kunne forklare det, var en anden ting...
Han gned sig blidt i ansigtet. Trætheden fra den foregående nat havde vist indhentet ham... Hvorfor kunne han da heller ikke bare sove?! Nårhh ja... Det lille kys Camille havde givet ham... Det havde mere eller mindre været det der havde holdt ham vågen...
Måske skulle man hævne sig...?
Et smil bredte sig på Aleck's læber. Dem der kendte ham godt nok ville kunne se at han havde gang i noget, men på grund af at Camille var en... Nyfunden veninde, så kendte hun ham endnu ikke godt nok til at se de små tegn.
Til hans held.
Små skumle idéer samlede sig i hans sind. Ikke at han vidste at han ville komme til at bruge alle, men de kunne da ende med at blive nyttige.

"Det lyder som en god ide..." Sagde han blidt med smilet stadig plastret fast på hans ansigt. "Når det kommer til at slappe af." Tilføjede han. Han kunne faktisk godt se sig selv enten ligge på sengen - de bløde dunpuder kildede ham i nakken - eller ligge i badekaret, hvor varmen fra vandet kreerede dampskyer, som fredeligt flød rundt.
Han nikkede blidt til Camille, som så smuttede ud af døråbningen.

"Helt bestemt..." Han havde ingen idé om hun hørte ham... Men man kunne jo håbe. Det kunne være at han havde flirtet så meget med skæbnegudinden at hun tillod ham bare en lille god situation!
(Men han havde dog for længst opgivet skæbnegudinden, hun ville til tid og evighed hade ham.)
Aleck begyndte at gå op af imod trappen.
Nu skulle han se om hans plan ville kunne blive ført ud i livet...

Det var egentlig ganske utroligt at hun kunne slæbe sig op af trapperne, til første sal af Alecks hus, taget i betragtning af hvor mange kufferter proppet til randen med underlige tanker, hun nu slæbte med sig.

Hun vidste nu, hvorfor hun havde svaret så dirkete på Alecks insisterende spørgsmål.
Spørgsmål som hun ellers legende elegant ville have bevæget sig udenom.
Ting hun da ved gud aldrig ville have sagt højt, sikkert dårligt ville have indrømmet overfor sig selv.
For pokker da også..
Hun lagde en hånd på hendes kind, et temperatur tjek- der konstaterede at hun stadig var et par grader over normalen. Hun havde aldrig været en særlig bramfri type når det kom til at fortælle om egne følelser , de var noget hun forsøgte ikke at tillægge for meget opmærksomhed, så at sidde og fortælle Aleck, som hun havde kendt så latterlig kort tid, at hun var tiltrukket af ham, det var virkelig noget der gjore hende forlegen nu her...bagefter.

Aleck sagde noget …et eller andet inde fra stuen…Lyden af hans rolige stemme nåede hendepå vej op af trappen, men hun kunne ikke trække nogen ord ud af den.Det var sikkert ikke noget vigtigt. Ikke i forhold til den grund lige havde dækket.Toppen af trappen blev passeret, og hun gik mod sit værelse..

Aleck ...han havde undret sig over hun fandt den fantastisk, hans evne. Eller - han havde nærmest være komplet uforstående over hvordan fanden hun kunne sige sådan noget crap, hvis man skulle tolke på det udtryk han havde fået over sig.
” Sandheden vil altid have den længeste holdbarheds dato, og kan på sigt kun være god ….det er da …fantastisk” havde hun konkluderet.
Hun var stadig en smule naiv om hele konceptet ,hele måden hans evne influerede på ting. Hun havde set en grim side af den, ja…men for fanden da, han var jo dæmon, så helt peachy pink kunne alt jo ikke være, men han flænsede ikke folk op med sine tanker,eller gjore andre grimme ting ved dem. Hun skar en grimasse…af bekymring og dislike, gjore han så det når han var på job?
Beslutsomt, som kun en meget stædig person kunne være, skubbede hun det til side.hun ville IKKE tænke på det nu, det måtte hun forholde sig til senere, tale med Aleck om senere.Hvad det var helt precist den mand rendte rundt og fortog sig? Og hvorfor?

For det var jo helt indlysende at hvis han bare slagtede folk og fæ ukritsk, for penge…så måtte hun tage ham under kærlig behandling, han var ikke sådan, så havde noget trukket ham ud på et side spor og hun ….hun måtte så hale ham iland, mente hun

.Fint hun skulle bo her nu, det gav hende den oplagte mulighed for at holde øje med ham. Med Aleck…og åh ja…det ville hun gøre, meget nøje.

Det var en underlig ting, at skulle til at tænke på dette som sit hjem.Den næste lange tid, ville hun skulle bo her, så hun måtte arbejde på ikke at føle sig som en gæst, men som en fast del af invataret…det ville nok tage lidt tid.Hun nåede sit eget rum, lukkede døren og tog næsten tilløb for at smide sig i sengen, blandt dyne og puder.

* Åh...endelig, at kunne krybe i skjul, at kunne søge i ly …et helle ! *

Planen var lagt.En halv times tid på langs….og så ud at få ordnet alle de praktiske ting.
Hendes hånd gled ind under hovedpuden, trak den mere bekvemt ind under hendes nakke, og et listigt smil trådte frem på hendes læber da hun mærkede nogen kølogt med sin håndryg , pistolen. Jepp…still here sweetie, tænkte hun og lod sine øjne lukke i.

Camilles fodtrin kunne høres på trappen, da Aleck selv gik samme vej. Han kunne høre at hun smed sig på sin seng. Det brede smil bredte sig på hans ansigt. Skar hans ansigt næsten i to. Snart... Snart ville hans plan blive ført ud i livet.
Men først måtte han finde ud af hvad der skulle ske nu.
Gad vide, hvad... (Camille) normale mennesker ville lave efter at den de boede hos lige havde afsløret sin... Ubehagelige evne og (lige så) ubehagelige job?
Han kendte godt svaret... Det sad bare fast hel der inde bag ved, hvor der er ingen der kan nå, og der var ingen der gad lede efter en skammel. Måske skulle man tjekke om hun havde det fint...

Nej, nej lad være!

Han måtte virkelig lade være med det bekymrings-pjat! Han havde ingen grund til at være bekymret, hun ville helt sikkert have det helt fint!
(Eller... Det var, hvad han prøvede at bevise sig selv om.)
Hun havde ikke brug for at han kom og bekymrede sig om hende! Det pjat var der ikke plads til! Han ville komme noget sted med det!
Han havde brug for at gøre noget, der holdt hans tanker væk fra alt det han lige havde været vidne til.

Hvis jeg har det på denne måde... Hvordan har Camille det mon så?

Hans tanker havde - igen - taget ham derhen, hvor han helst ikke ville være... Men de gad åbenbart ikke lytte til ham!

Men det er da en meget interessant tanke, ikke?

Lød stemmen i hans hoved. Han ville heller kaste sig ud af Camilles vindue end at indrømme at den havde ret... Så han måtte vist nyde udsigten fra hendes vindue så længe det nu varede...
Okay! Nu måtte han finde noget andet at beskæftige sig med! Han var nød til at (dræbe en) komme ud.
Aleck's skridt kunne høres igennem gange, da han bevægede sig igennem den for at komme til hoveddøren. Han droppede sin jakke og lagde en hånd på dørhåndtaget, da han kom til at se ned af sig selv.
Han var dækket af blod!
Pokkers! Så var han jo nød til at skifte før han kunne komme ud og væk fra det hele! Han vendte om på hælene og med lange skridt førte han sig selv til trappen og videre op af den til sit værelse. På værelset blev hans trøje smidt på sengen - der var ikke noget han kunne gøre med den nu... Den måtte vente - og rodede igennem hans tøj og fandt en t-shirt han synes om (og som ikke var blevet for lille...) Hvilket var et meget godt tegn på, at han ikke havde været ude og købe tøj i meget lang tid... Hvis han da overhovedet kunne markere en dag i de sidste 4 eller 5 år... Ikke så vidt han kunne huske.

Efter at have skiftet, smuttede han ud af værelset, ned af trappen og igen ned af gangen imod hoveddøren. Igen droppede han jakken, da han mente at det sikkert ville være varmt nok. En brise slog imod ham, da han åbnede døren. Han trådte ud af døråbningen og lukkede døren efter sig. Han burde vel ikke låse den... Burde han? Nej. Camille ville jo alligevel komme og låse den op igen, når hun nu skulle ud. Det var ligemeget. Det var det gode ved at have sit hus fyldt med ting, ingen andre fandt værdigfulde. Ingen ville stjæle det! Det var perfekt!
Med skridt der gav genlyd på brostenene førte han sig af sted igennem Doomsville, Angerforge Distrikt. Solen skinnede ned på ham og smilede han i møde, opfordrede ham til at blive ved med at gå.
Mens husene flankerede ham på hver side, gik han ned af gaden, ingen ide om hvorhen han ville, men verden udenfor kaldte på ham. Kaldte på ham? Sikke en sjov ting at sige... Men det gjorde den nu.

Ligesom da jeg mødte hende... Der kaldte solen og dens omgivelser også på mig...

Mindende han sig selv om. Betød det at der ville ske noget uventet igen? Ville der dukke endnu en op? Det håbede han ikke... Han havde kun plads til Camille. Eller... Det havde han ikke... Han havde mere plads... Men han ville kun have hende boende.
(Ikke at du nogensinde vil høre de ord kommer over hans læber.)

Der gik ikke lang tid før hun hørte ham rumsterer.
Han lød som han havde travl, som der var noget han skulle?
Nysgerrigheden baskede med vingerne og ville gerne flyve frit, tage bare et lille kig på hvad han havde gang i.
Særligt da hun hørte hoveddøren gå.Uh...hvor det kriblede i hende , for at få tilfredstillet hendes begær efter at vide mere.
Hun vendte og drejede sig, rasteløs og hvileløs.Det gik op for hende at hun følte sig...ladt alene, og hun faktisk var ked af han bare var gået , uden at sige farvel eller see you lærer.

Det var næsten ved at koste hendes lille lur, under ingen omstændigheder ville hun føle ...sådan overfor ham.Han kunne sku da bare gå når han ville.Hun måtte tage sig gevaldigt sammen.Få styr på sig selv.Det hele var nok kun fordi hun havde mistet Tristan, hun var sårbar og helt uden filter.Og Aleck....Aleck...det var slet ikke ...fordi ...han tiltrak hende...noget videre, forsøgte hun halvhjertet at opmuntre sig selv.Men sandheden havde hun desværre afsløret, for dem.begge, kort tid forinden.

* pis* var alt hun tænkte.

Hun blev liggende, stædigt i små 20 min, og begav sig herefter nedenunder for at soignerer sig.Vask og påklædning blev klaret , og håret sat op i en høj og lang hestehale.

Hun var klar...
Klar til at tage kontrollen tilbage over sig selv, over sit liv.

* Den første dag i resten af mit liv*

Glad forlod hun huset, hendes pistol fastspændt om hendes lyselår , nu skulle hun først hente sin rygsæk og siden hen, ja....så måtte hun sørge for at få noget tøj.

Vejret var meget fint.Solen stod højt og en brise forkælede hendes sanser.Hun havde intet imod når naturen pustede i hendes øre og hviskede søde uforstålige ord.Det gjore hende glad.

Gennem gader og stræder vandrede hun , for til sidst at ende op hvor hendes egendele var gemt af vejen.
Hun gennemgik det hele, og kunne ånde lettet op da intet manglede.

Hun satte kurs mod en slags bazar....der var delvist fyldt, det var stadig tidligt på dagen og mange var endnu ikke nået frem.
Hun smilede til en.ung fyr, hvis øjne fulgte hende.Hvad mon han var? Menneske,dæmon,varulv eller...?
Hun vinkede, bare for at gøre ham lidt forlegen.
Men Istedet for at kigge væk, trak han to glas frem , med en rødlig væske , ikke mere end kvart fyldt.Var det mon vin, han netop havde købt i boden? Han så spørgende på hende, ville hun have?

Camille tænkte, well...why not?
Det var gratis, og hun.måtte spare hvor hun kunne, hun havde ikke råd til at være reserveret , ikke i dag da.
Hun gik derover og fyren præsenteret sig som Cal og rakte hende glasset og gjore klar til en skål.

Turen havde ikke ligefrem taget den drejning det var meningen det skulle... Han kunne ikke få diverse tanker ud af hovedet.
Her var der naturligvis ment hans lyst til blod... Lyst til at se livet forlade et andet menneske... (Eller væsen.)
Bare det at se en anden person falde for ens fødder på den måde... Det var lige, hvad han trængte til... Hvorfor var det også så lang tid siden han sidst havde udført et job?! Måske skulle man gå derhen, hvor han let kunne få et job...
Smilet... Dét smil bredte sig på hans ansigt. Han kunne simpelthen ikke lade være... Det ville være så let at finde en at lægge i baghold og bare... "Swush!" Taget livet fra! Det ville være let som en leg! (Hvis han vel og mærke lod være med at vælge den der Guardian, med sværd og spyd og... Det kunne blive ved...)
Hvilken type skulle lade livet for at tilfredsstille hans mordlyst? Hmmm... Skulle han prøve en der faktisk havde lavet noget lort... For Camilles skyld? For Camilles skyld!! Nej fandme nej! Nu måtte han holde op! Han gjorde ikke noget for Camille! Heller ikke fordi hun kunne tænkes at smutte fordi han ikke dræbte skyldige personer som hun gerne ville have det!
(Hvordan havde han egentlig fået det ind i hovedet?) Ligemeget...
Hvor skulle han gå hen... Måske skulle han gå til den gamle kælling lidt... Det kunne da være at hun kunne diske op med noget godt... Og det var lang tid siden han sidst havde besøgt hende...
Aleck blev enig med sig selv om at han ville besøge hende.
Hans skridt gav genlyd igennem byen og lidt efter lidt nåede han den gamle kællings hus. Døren blev sparket op, han havde ikke megen intetion omkring at lade hende vente på sig.

"Baa-chan! Er du her?! Du har bare at være her!" Hans stemme trængte ind i det lille hus og en rusten stemme svarede ham. "Ahh... Det er dig knægt. Jeg havde godt tænkt over hvornår du ville komme. Jeg har lavet te." Han smilede og smed sig en af træstolene ved spisebordet. "Lyder glimrende... Gamle." Den gamle kvinde kiggede på ham og løftede et rynke øjenbryn - hvilket ikke havde den effekt det skulle og lavede bare flere rynker - hendes intention virkede ikke. Det gjorde de sjældent på ham...

"Har du noget godt til mig Baa-chan?" Spurgte han hende efter at han selv havde skænket den gamle og ham selv en kop te. Han havde et stort smil om læberne. Hun havde dog for længst regnet ham ud. "Aleck... Hvad sker det hjemme hos dig siden du er her?"
"Må jeg da ikke komme på besøg bare så-" "Nej." Var det korte svar han fik tildelt. Han surmulede lidt og drak en meget varm slurk te, som han hellere end gerne ville spytte ud i hovedet på den gamle kælling. Hvorfor kendte hun ham så godt! Det var da-!
Han opgav sine klager - en sjælden ting, der skal ikke være nogen tvivl om det! - og fortalte hende alt om, hvad der skete hjemme hos ham. Det hele! Camille, diverse sandheder, morgenmaden, det lille kys på hans kind (han svor at Baa-chan smilede lige der) og til sidst, men ikke mindst, hvordan han havde taget hende med hjem over skulderen og givet hende husly bare sådan.
Den gamle kunne ikke holde nogle smil tilbage under hans fortælling, men det lød sikkert også meget sjovt udefra, det vil sige, når man ikke selv sad i suppedasen! Han forbandede den gamle kælling langt væk!

"Har du noget til mig eller ej?!" Lød det så fra hans mund. Nu vidste hun, hvad der skete rundt omkring ham. Nu manglede han bare et offer, for at stille sin lyst... Den gamle kvinde kløede sig på hagen, som ønskede hun, at hun havde et skæg der. "Tjoo.." Kom det så fra de sprukne læber. "Jeg har en som du sikkert vil kunne nedlægge, og med det du har fortalt mig nu.. Så er han perfekt, en gammel kending faktisk." Kvinden foran han smilede, hvilket bare resulterede i at hans eget smil, kun groede større.

Da ha gik ud derfra smilede han endnu mere end da han var gået derind - og det betød i hvert fald ikke noget godt! Nu marcherede han med faste skridt ned igennem byen, med retning imod hans fremtidige offer. Glæde satte sine spor i ham, det var måden man kunne se at han var på vej til at udføre et job. Glæden og smilene (måske mere smilet) var klokkeklare tegn. Det gjaldt bare om at finde dem. Med lange skridt bevægede han sig nærmere sin destination. Hvad er den spørger du? Bazaren. Dette enkelte ord kunne betyde alt for hvem der var der. Stakler. Kunne man tænke om dem... De ville snart blive vidne til noget de sikkert aldrig ville glemme. Hvis han da bestemte sig for at gøre det på kællingens måde... Men det skete dog sjældent.
Da han nærmede sig lagde han mærke til Camille. Hun stod og snakkede med en fyr...

This... Just became interesting...
Lød det i hans tanker og han smilede endnu mere og bevægede sig i deres retning. Det her skulle nok bliver meget... Sjovt.

"Camille, når du nu begynder at ville tage ham med hjem... Så bliver det ikke hos mig okay?" Sagde han og smilede stort. Smilet var dog ikke bare stort, men også flabet til en grad af unaturlighed, sammen med hans nuværende stemme. Fyren, Cal(len), kiggede på ham og grinede. "Nå! Jeg ser at du har droppet de uskyldige sorthårede skolepiger for frække blondiner!" Cal grinede sammen med han og nikkede imod Camille med den sidste kommentar. De blikke de udvekslede var tydelige; de kendte hinanden.

Hun modtog glasset, der var forbløffende rent at se på, taget under betragtning at de stod ved en af bazarens brogede boder.
Camille afspejlede hans handling, hævede sit glas til en hilsen og da hendes stemme lød, var den glad og naturlig afslappet…

” Jeg hedder Camille…virkeligt sødt at dig at tilbyde ..”

Hun nikkede mod vinen og sendte ham en imødekommende smil.
Straks efter førte hun glasset til sine læber. Den røde væske smagte på sin vis af vin, men efter at have sunket efterlod den en anden bismag på tunge og mundhule…ikke at den var ubehagelig, den var vel nærmere …interessant.
Måske havde de blot andre varianter vin her, end hun var bekendt med fra Deepshells lokale forhandler?

Cal fik et kæmpe smil på og netop som han lænede sig ind mod Camille og skulle til at sige noget, blev han afskåret fra det, da en anden stemme brød ind og forstyrrede deres nyfødte samtale.

Camille ville sikkert have fået vinen i den gale hals, hvis ikke den var sunket og sendt afsted.
Den stemme!, ikke et sekund i tvivl om hvem den tilhørte, men hvad i alverden bildte han sig ind ?

Aleck !!
…med et flabet grin plastret ud over hele ansigtet, så meget i kontrol, så meget ovenpå, stod foran dem som var han poppet ud af den klare luft der omgav dem.
Camille stirrede på ham, lidt beklemt over at stå her med Cal, selv om hun på ingenlunde burde være det.How odd.

Aleck…Hvad var det liiige for en bemærkning han bød ind med?
Insinuerede han ikke at hun var typen der trak tilfældige mænd med sig hjem for at…… , Gjore han ikke? How rude was that!

Desuden…
skulle hun bo der i lang tid, var det så ikke rimeligt nok at hun havde lov til at intertaine dem hun ville, eller hvad forventede han lige på det punkt?
Joo…det VAR muligt han kun forsøgte at være morsom, men en rap bemærkning, men noget i hans…måde…HELE hans måde at være på, ledte hende til at tro at der var flere aspekter i det, end blot at være sjov.

Måske det ikke var det klogeste…lige her og nu, men nu var det jo Camille vi taler om, ikke sandt…og pokker da om hun ville lade ham slippe af sted med dette, hvad end det så var han havde sat i gang ?- Lavinen rullede nu!

Hun nåede lige at lave en strike , da hun lige så spidsfindigt svarede Aleck, uden at tage øjnene fra hans ..

” Helt okay Aleck, skat…HAM her havde jeg alligevel ikke tænk mig at dele, han er kun til mig så DIN del af huset vil du ikke finde ham i.”

afsluttede hun med et drillende glimt på spil i hendes øjne, velvidende at han forstod.

Men at sole sig i sit lille comeback, fik hun ikke lov til da de to fyre fremmanede store grå skyer på himlen med den næste sætning , deres indforstået blik og al for store smil.

*Mørkhåret små skolepiger….frække blondiner !*.... Camille mistede fokus et øjeblik og igen…blev hun ramt af en masse forskellige følelser.
Tanker hun ikke burde have meldte sig, da billeder sprang frem på hendes nethinde, inden hun blinkede dem væk igen.

Aleck og Cal… de var bekendte, hvor lidt held var det egentlig mulig at besidde ?!

Det betød at der ingen back up var at forvente fra Cals side, når det kom til at bakse Alecks snude lidt længere tilbage i egne sager, nope.
De to havde med garanti tænkt sig at lade hende betale regningen for deres morskab.

Rebellen smilede inden i hende.
Det ville ikke være første gang hun bragte to fyre i knæ…verbalt set…og hvis de pustede sig op, ville hun ikke tøve med at punkterer dem, så al deres varme luft kunne komme ud.
Hendes facade skulle nok holde, og så måtte hun senere få styr på hvad …eller måske nærmere hvorfor hun hele tiden fik de her…reaktioner…på Aleck.Det var virkelig …belastende.

” Årh…jeg ser i kender hinanden, hvor bekvemt….så behøver jeg ikke præsenterer min….udlejer ”

sagde hun henvendt til Cal, så han ikke fejlagtigt udledte at hun på anden vis havde noget med Aleck at gøre.
Hvorfor hun idet hele taget havde behov for at ridse det op? Det var jo ikke fordi Cals opfattelse af det betød en disse for hende, da deres bekendtskab alligevel ville ende, efter vinsmagningen, men det var nok mere for at se om det på nogen måde…gjore noget ved Aleck at blive lidt irettesat…hvis det da var hvad hun gjore?

En brise fløj let igennem bazaren. Dens kølige klør lukkede sig om de små boder og fik både mennesker, væsner og stande til at skutte sig. Den snoede sig ind og ud imellem de folk, der havde bevæget sig ud i det - ret - gode vejr. Kulden den bragte med sig nåede den mørkhårede skikkelse, som i dette øjeblik smilede til de to personer foran ham. Smilet, som var alt for stort, var selvfølgelig... Falsk kan man nok ikke helt kalde det... Men det var i al fald ikke velment. Han var ikke lige i det lune, der gjorde ham glad for at se Gud og hver mand.
(Nu var hans forhold med Gud ikke ligefrem... Godt, så det ville han nok ikke engang..)
Og nu var Callen hans primære mål, så var det nok heller ikke det bedste sted at være mobset også dræbe ham... Han måtte få ham med sig... Men hvordan skulle han lokke ham med sig, når han havde muligheden for at blive og drikke med Camille... Hvem ville så smutte med en kammerat?! De fleste fyrer ville skikke deres ven og skride med tøsen, såå...
Smilet om Aleck's læber blev forvredent. Det trækkede i hans mundvige og smilet blev mere til en morderisk grimasse. Den trak sig dog tilbage så hurtigt som den havde vist sig.

"Camille, jeg må minde dig om at jeg eger hver en kvadratmillimeter af det hus og jeg kan smide dig ud når som helst... Men prøv at se hvad der sker hvis du tager ham med hjem, jeg kan ikke love at jeg ikke tager mig af ham, i stedet for dig." Han sendte hende et stort smil, det var faktisk ikke hans mening at true hende... Hun skulle bare være hundrede procent klar over hvem det var hun boede hos og det han sagde... Det skulle hun ikke spøge med. Specielt ikke når den fyr hun havde til hensigt at tage med hjem var en slavhandler. Den slags var ikke til at spøge med.
Men det var lejemordere heller ikke...
Det var tydeligt at høre at det største tryk der blev lagt i Camilles sætning var "udlejer". Det fik endnu et grin til at forlade hans læber og blive luftet ude i det fri. "Udlejer, såå Camille?" Sagde det. Det var ham tydeligt at hun helst så deres samtale uden ham i nærheden. Så det ville han sørge for slet ikke kom til at ske!
Callen vendte sig - meget modstræbene - imod ham. Han vidste at der lå nogle ord klar på hans læber også at der var en grund til at han var der. Callen var ikke en person, som blev opsøgt på grund af lyst, der var altid en grund! For nogen. Aleck's var hans job.

"Nej, det tror jeg ikke vil blive en nødvendighed." Han smilede og rodede en hånd igennem sit sorte hår. Bare den flabethed det udsendte kunne få selv den gamle kælling til næsten af koge værre over end en tekande, der har stået på kogestenen i laaang tid! Men der var også noget uskyldigt over hans flabethed. Noget sødt... Ikke at det kunne placeres. Det var der bare.
Nu kom det svære... Hvordan skulle han få Cal med sig? Og hvordan skulle han forklare Camille at han var nød til at smutte bare lidt? Kunne han måske give hende det hint at det bare var arbejde... Hun ville jo vide det, men det vidste Callen ikke, han var i den tro at han ikke have noget arbejde. Hvilket kan heller ikke havde haft på det tidspunkt, hvor emnet havde taget sin opgang. Han havde selvfølgelig ikke sat Cal ind i detaljerne om hans 'nyerhvervede' job.
Skulle han bare spørge ham om han ikke lige ville med? Nej... Han var nød til at have en grund... Hans blik vandrede blidt forbi Camille og en ting, som gamle Baa-chan havde sagt, poppede op i hans hoved. "Du må nok heller passe på med hende pigen, pas på hende her, gider du?" Havde hun sagt... Måske var Camille alt hvad han behøvede? Et smil bredte sig igen på hans ansigt. (Ikke at det havde været væk.)

"Callen, jeg er nød til lige at tale med dig." Sagde han og kiggede direkte på Callen. Callen kiggede lidt fra ham og til Camille. "Ehh, kan det ikke vent-" "Nej. Det er... Arbejdsrelateret." Fyrens foran ham's blik rettede sig imod ham og det var ham tydeligt at han ikke lavede sjov. "Okay, du er nød til at have os undskyldt Frøken Camille."
Aleck sendte hende et blik og sagde til hende, efter at have lagt en hånd på hendes skulder:
"Det er bare arbejdsrelateret, jeg er tilbage lige om lidt." Han håbede, at hun ville lægge mærke til de små hints der var lagt, omhyggeligt, ind i den ene sætning. Arbejdsrelateret var selvfølgelig hans eget arbejde. Callen troede det var hans eget arbejde, men han vidste jo ikke bedre. Den lille detalje; Jeg er tilbage lige om lidt. Betød selvfølgelig også noget. Det betød at det kun var ham, der ville komme tilbage, Callen var ikke klog nok til at indse dette, men han håbede at Camille ville.
Efter at have tilbagelagt en kilometer (eller deromkring) så talte Callen.

"Hvad er det så der er så vigtigt at du er nød til at trække mig væk fra en smuk kvinde?" Et kort grin forlod Alecks læber; det var så typisk Callen at være utålmodig, når kvinder var indblandet. "Chancen for at ege den smukke kvinde." Sagde han kort for hovedet. Callen stoppede op. "Vil du sælge hende til mig?!" Han så næsten forskrækket ud. "Kan du da ikke lide hende?! H-hvad skal du have for hende?" Nu snublede hans ord over sig selv for at komme først i køen imod udgangen.

"Kom nu kan ikke snakke om det her." Aleck hev ham med ind i en gyde. Han måtte finde en måde at dræbe ham på... Han havde ikke nogen våben på sig! Damn it! Han var nød til at være kreativ denne gang! Et blik rundt fortalte ham at der ikke var noget våben udover en... fjerpen? Seriøst! Var det alt hvad der var?! Dræbt med en fjerpen... Han kunne allerede se avisoverskrifterne for sig!

(ooc: Det næste stykke, det under "Spoiler-knappen" er måske lidt... morbidt og voldeligt for nogen... Derfor beder jeg jer springe det over, hvis I nu er sarte eller hvis det nu ikke lige er det I har brug for at læse. Det korte og det lange er at Aleck dræber Callen, ved hjælp af den fjerpen. Done)

Spoiler:

Det var utroligt, hvor hurtigt nogen kunne forlade denne verden... Så let som... En fjer der ramte jorden kunne de være væk. Sådan var det for Callen (og hans sjæl - den måtte lade sig som 2. breakfast), han var ikke længere i bland os. Aleck ville gerne ære hans minde... Men det var der bare ingen grund til... Såå...
Nu måtte han komme tilbage til Camille og det tog ham da heller ikke lang tid, før han fik øje på hende igen.

En lille gnist af interesse brændte i hendes øjne
.
He did not just say that?! Truede han hende? Satte hende på plads? –Og lige foran Call også.

En ukendt følelse skyllede igennem hver en del af hendes krop.
Men også en voldsom lyst til at protestere vred sig inden i hende , og hun forsøgte at tøjle den for ikke at indlede en større diskussion med ham her og nu og dermed skabe en uklædelig scene, men det var godt nok lidt af en udfordring hun havde givet sig selv – ikke at gå efter hans strube.

Hun skulle nok få forklaret Aleck, at den der melodi skulle have en anden rytme, hvis han ville danse med hende?
Men hvem sagde også han ville det ?

Et forvirret udtryk gled over hendes ansigt, hun var i gang med at antage ting, ting som hun intet anede om , det var meget uhensigtsmæssigt.

Intet blev bedre da hun så på Aleck, han havde et stort ekstremt flabet smil at tilbyde hende , imens hans hånd løb afslappet gennem det mørke hår.

Oh God…hun kunne have stranguleret ham right there and then.

Hun VIDSTE jo han var farlig, død farlig….måtte det ikke betragtes som det rene galematias at lægge sig ud med ham ?
Det fornuftige ville være at holde helt lav profil, arbejde på at holde sig usynlig , ikke ?
Men det var jo stort set utopi at tro at Camille ville kunne det.
Hun var al for ilter, inden under det milde udseende, til at rulle om på ryggen og adlyde ,som en god lille hund.
Så det skulle Aleck nok ikke forvente, vel ?

Aleck…Han ville vel aldrig krumme et hår på hendes hoved? Hun så på ham med et semi nervøst udtryk i de vandblå øjne.

Neeej…DET ville han ikke, klamrede hun sig til. Havde hun ikke ham at stole på , hvem havde hun så?
Hun måtte se at få styr på det her med Aleck, det nyttede ikke at luften var så ladet mellem dem.

*Ladet med hvad dog? *

Men så tog tingende fart, og for at sige det som det var, så handlede Camille helt simpelt bare ikke hurtigt nok.
De små grå var for langsomme og havde denne dag ikke fået den gule føre trøje på, desværre.

Cal beklagede, med et charmerende smil, lige at måtte gå afsides for at tale lidt arbejde med Aleck.

” Det er helt i orden Cal ” sagde hun og smilede, dog ikke længe til ham, da en hånd på hendes skulder stille krævede opmærksomheden.Hun så op i Alecks mørke øjne…..* Arbejdsrelateret…han kom om lidt?*

Hun måtte indrømme at det helt inderst inde ikke generede hende spor at han ville komme tilbage, men det undrede hendes alligevel også lidt , måden det blev sagt på
. Det var jo trods alt Cal hun stod og havde en samtale med, så havde det ikke været mere naturligt at sige at Cal kom om lidt, at han retunerede hendes ”date” tilbage om et øjeblik?

” Naturligvis ” svarede hun stille …og kiggede lidt uforstående efter dem, med et træk på skulderne , da de begyndte at trave væk fra hende.

*Arbejdsrelateret*

Ordet ” arbejdsrelateret ” sang en hånlig sang i hendes hjerne, og først efter et par vers ….da faldt alle brikker på deres palds.

Camilles blod forlod hendes ansigt. Hele markedespladsen synes at spinde rundt, som stod hun på en karucel. Hendes hånd lagde sig støttende på selve boden, ellers var hendes ben givet efter under hende.

” Nej…Aleck …Åh gud….please… nej ! ” hviskede hun halvkvalt af ængstelse .

Men den tomme luft ænsede ikke hende sagte bøn og gav intet beroligende svar i retur.
Hun fik placeret sig på kanten af boden. Og tog sig til panden.

* sig det er løgn….sig det er løgn *

Camille tog sit glas og tømte det, efterfulgt af også Cals glas. Varmen bredes sig som en steppeild inden i hende, og vrede og frustration hobede sig op.
Det var naturligvis ikke sådan at Aleck lige i dette øjeblik var ved at tage livet af Cal,det MÅTTE ikke være sådan .Det var jo...absurd!
Hendes fantasi var virkelig out of control…HUN var out of control.

*Arbejdsrelateret…JEG kommer tilbage om lidt *

Hun havde lyst til at skrige hans navn højt ! Aleck!!
Burde hun ikke råbe sin advarelse ud til Cal og alle andre... om Aleck ?
Men i stedet hun sad hun her, på bodens kant, ubevægelig, ligbleg og et hjerte der bankede så vældig hårdt og hurtigt , at det ikke kunne forsætte sådan længe, ikke uden det ville få medicinske konsekvenser for ethvert menneske.
Hun følte sig som en medskyldig, fordi hun ikke havde forhindret Aleck i at trække af med Cal.

Hun så en skikkelse der lignede Aleck nærme sig, han var …..alene.

Hendes i forvejen skrøbelige korthus væltede, faldt sammen.Kort flød overalt.

Hun rystede forfærdet på hovedet og de lyse lange lokker af hår væltede beskyttende fremover og dækkede en del af hendes ulykkelige ansigt, da han var kommet tæt nok på til at kunne høre hende. Camille stirrede ned på hendes skosnuder der hang og dinglede lidt i luften, uden at støtte på grunden under dem,

” Say you didn´t , Aleck….please say you didn´t “

Camilles ord var det første der trængte ind til ham, da han kom helt tæt på hende. Hun havde åbenbart forstået hans besked... Nu måtte han bare forklare hende, hvorfor han havde gjort det... Senere.
Han vendte sig om i den retning han lige var gået og tog blidt fat i Camilles overarm for at tage hende med sig. Han håbede at hun ville tage det som en "Vi er nød til at komme væk." Og ikke som en trussel. Det var flere verdener væk fra, hvad han ville med hende. Det eneste han ønskede var, at han kunne komme til at forklare hende, hvorfor han havde gjort det han havde. Så var han vel nok nød til at gøre det hjemme hos den gamle kælling... Han skulle jo derhen alligevel; efter pengene.

"Camille, rolig nu, jeg vil ikke gøre dig noget. Vi er nød til at gøre et stop hos en... Gammel dame jeg kender. Jeg skal nok forklare dig det der." Sagde han og strøg en lok af hendes hår væk fra hendes øjne og gav hendes skuldre et blidt klem; han havde lagt en arm om hendes skuldre for at opmuntre hende, til at gå, yderligere. Som han stod der, og kiggede på hende, med øjne - der mindede om smeltet chokolade. Mørket i dem smeltede og blankedes. De skinnede. Glimtede til solen højt over deres hoveder. Som han stod der... Havde han lyst til at kysse hende. Fortælle hende at alt nok skulle blive godt igen. At hvad end der skete, så ville han stadig være der og beskytte hende. Imod alt der prøvede at gøre hende fortræd.
Hvorfor havde han det på denne måde, spørger du? Hvis det svar skulle besvares ville det kræve at vi tog et dyk helt ned i hans underbevidsthed... Men den lader vi lige ligge lidt.
Han gik af sted, med Camille ved sin side, og vaklede ikke det mindste. De fleste ville være ved at falde sammen, efter det der næsten lige var sket, men ikke Aleck. Nej, hvis nogen kunne holde ud... Så var det ham. Det ville selv den gamle være enig med ham i - og det var en meget sjælden ting... Men, lige nu måtte han komme af sted med Camille, hen til den gamle.
Deres skridt rungede i hans hoved, da de begav sig på vej. Hans tanker var tusind kilometer væk, selv hvis nogen stak ham ville han nok ikke bemærke det.
(Men hvis nogen stak Camille ville han dræbe dem, bare for at genoplive dem og dræbe dem igen...)
Stadig under vejen til den gamles hus, måtte han indrømme, at lysten til at kyse Camille stadig var der. Den dansede rundt i hans sind, dansede sig hånlige dans om sandheden omkring det, fordi den vidste at det var hvad han virkelig ville. Den var en del af sandheden om, hvad han ville. Den var en del af den grimme sandhed der lurede helt inde bagerst i hans sind.
Den der sang til kys-sandhedens dans...
Hvis det havde været muligt at vride halsen om på sindstilstande, så ville han...

Med sindet flyvende oppe omkring skyerne bankede han på den gamle kvindes dør. Efter at have banket på døren fem gange i træk, så det fik en monoton lyd, blev døren åbnet. Baa-chan stod der og kiggede på dem, først forvirret, overasket også bekymret, så trådte hun da et skridt tilbage og lod dem ind. Hun smilede til dem, men han kunne tydeligt se at hun stadig var bekymret. Han prøvede at kæmpe hårdt for at forblive på jorden og med begge fødder plantet på gulvet.

"Camille, dette er Baa-chan-" Begyndte han, da den førnævnte gamle dame afbrød ham. "Knægt, hva-" "OG. Baa-chan, dette er Camille, den pige jeg fortalte dig om." Han afsluttede sin sætning med en gestus imod Camille. Lyden af en stol, som blev hevet hen over gulvet fyldte så den lille stue, de befandt sig i. Aleck satte sig ned og gjorde tegn til Camille om at gøre det samme, om hun ville følge hans gestus, var hendes egen beslutning. "Jeg gætter på at du først vil fortælle mig, hvad du har udsat den stakkels pige for, når jeg har lavet noget te til jer, har jeg ret?" "Det har du, gamle." Sagde han kort for hovedet.
Lyden af den gamle kvindes puslen nåede deres øre inde i stuen, mens han prøvede at finde ud af hvordan han skulle fortælle Camille om, hvorfor han havde dræbt Cal. En han ovenikøbet kendte.
Han rømmede sig blidt.

"Du vil sikkert gerne vide, hvorfor jeg slog Callen... Cal, ihjel." Sagde han, med en stemme der var for rolig, og ønskede noget så inderligt at hans stemme ville dirre, bare vise nogen tegn på, at han angrede det han havde gjort. Han rakte ud efter Camilles hånd og greb den blidt. "Jeg dræbte ham fordi 1) Jeg fik jobbet af den gamle kvinde der laver te til os lige nu og 2) fordi han var slavehandler, nej, jeg siger ikke at det - egentlig - giver mig nogen grund til at dræbe ham, men han ville have blevet ved med at sælge folk... Og han ville også have prøvet at få fingrene i dig, hvis han kunne... Og det kunne jeg ikke tillade." Han afsluttede med at synke en klump og kiggede på Camille. Direkte ind i de isblå øjne.

"Smukt Aleck, ingen kan forklare hvorfor de lige har dræbt en med sådan en klasse som du!" Den gamle kælling prøvede at pirre ham. Provokerer ham. Til at vise sin natur til Camille; den natur han helst ville holde skjult for hende, som den gamle udmærket godt viste! Hvor meget hans længdes efter at lægge hænderne omkring den vindtørre hals og bare klemme til. Se livet forsvinde fra hendes mørke og blanke øjne.

Gå væk!

Beordrede han stemmen, den skulle ikke komme her... Og ødelægge alt hvad han prøvede at holde i live! Den skulle ikke ødelægge denne... Familie!

Hans hånd lukkede sig om hendes over arm og den første tanke der faldt hende ind var ...

* Er det min tur nu?*

Alle muskler blev spændt i hendes krop, og en skælven gennemrystede hende , stadig udeblev et forsøg på at forsvare sig , hvilke var dybt besynderligt.
Normalt , ville hendes øjne have scannet stedet for genstande hun kunne bruge at forsvare sig med, hun ville have flået sin arm til sig -eller prøvet på det , men nu...nu sad hun stille...passivt og lod Aleck gør som han fandt passende.

Endelig sagde han noget.
Han afviste uheldigvis ikke at have dræbt Cal, så det spinkle håb var nu også fjernet fra jordens overflade . Istedet lovede han dog ikke at gøre hende fortræd og han lovede hende en forklaring på det hele.
Men først skulle de forbi en gammel dame.
Hun nikkede sammentyggende og føjeligt.

Camille havde det som hun flød ud i et med deres omgivelser, som hun ikke kunne fornemme hvor hun endte og alt andet begyndte.
Så Alecks klem på hendes skuldre var faktisk en hjælp , det fik hende til at mærke sig selv, give hende en fornemmelse af hvor hun var, ( udover at være i chok) og den samme effekt havde hans arm om hendes skuldre.
Hun opgav at gøre modstand, og lod sig guide af sted, på lidt usikker ben.

Hun så ind i hans øjne, de funklede ....i et bizart sekund havde hun næsten lyst til at klynge sig til ham, glemme verden omkring dem og alt der ikke burde være sket.Søge hendes tryghed der .Overgive sig til en skæbne, valgt af ham.Var det de samme psykologiske mekanismer der spillede op - som når et offer udviklede sympati for gerningsmanden ?


Hun mærkede en uforløst smerte dybt inde i sit inderste, en der skulle jages bort, men hun vidste ikke hvordan, eller måske gjore hun ? Et mentalt image af hende og Aleck , i en hed omfavenelse udfyldte hendes tankers rum og Camille forklarede hurtigt sig selv, næsten på spejderære at dette netop var bare et image - og ikke et af de syner hun var begyndt at få om ... Fremtiden.

Han var begyndt at styrer hende i retning af den gamle kvindes hjem.Hun forstod ikke sammenhængen i det hele, hvorfor de skulle derhen nu?
I hendes sind kæmpede spørgsmålene om at slippe fri.
-Hvorfor Cal?
-Hvordan havde Aleck helt precist gjort ?
-Hvor var Cal nu?
-Havde han efterladte sig kone og børn ?
-Og så et meget tungtvejende eet ,havde det virkelig været nødvendigt ?!

*Hykler...intet andet end en sølle hykler , Camille.Du af alle burde ikke dømme nogen !
Du har selv blod på dine hænder.... Hell, all over dig pige*

En lille film blev spillet, med bagsiden af nethinden fungerende som lærred. En lille hilsen fra hendes erindringer, underbevidsthedens måde til lige at give sit besyv med, lige at stikke hende et mentalt slag på siden af hovedet.

( Mindet var ca. et halvt år gammelt og udsprang fra en parkeringskælder )

Camille stod stille og ubevægelig og holdt opsyn med de to middelaldrende mænd. Jovialt snakkede de to længe sammen , uvidende om dét ville blive deres sidste møde, måske.
Egenlig ville hun blot skræmme , give en lærestreg, betale sin gæld ....men hun vidste af erfaring at hun havde store problemer med at doserer styrken af hendes telekinese , med at kontrollere sine kræfter...så dét endte ofte i død, ( når hun skulle vride indvolde rundt på sine offer ).
Camilles puls steg, da hun så de to mænd tage afsked .
Nu skulle det være!
Den ene mand forsatte mod centrum af centret men den anden.... objektet for Camilles opmærksomhed , gik mod sin bil. Med hurtige skridt gik hun mod ham, imens hun forsøgte ignorerer at hun rystede over hele sin krop.
Altid denne tvivl , altid denne samvittighed.Altid plaget af anger.

Hun trådte frem og spærrede ham vejen "Mr.Hanson, husker du mig....Camille St.Clair ?....dét var min far du udlejede din datter til ".

Manden 'Hanson' , blev tydeligvis forvirret og brugte noget tid på at forstå hvem hun var ."Camille...lille Camille ?" Han så beklemt ud og lagde an til at gå ved at affærdige hende med et "Har sku intet at sige til dig tøs" - og så begyndte han at bevæge sig væk fra hende, med et rødmosset ansigt og hurtige skridt.

" Dét her er for alle de gange du tillod min far at misbruge din lille pige...er du overhoved klar over hvor meget fortræd hun blev gjort...af jer sindsyge og klamme ...mænd ?"

Camille næsten spyttede ordene ud og inden han kunne nå at svare eller forklare , lukkede Camille sine øjne og knyttede næverne . ( når hun visualiserer , udføren telekinesen det hun ser , samtidig) .
Hanson tog sig til maven ,klagende og jamrende da voldsomme smerter med et lammede ham og flænsede hans indre. Han faldt om foran Camilles fødder. Herefter skreg han ud i smerte og gik i kramper , efterfulgt af en lille stribe af blod der løb ud fra hans mund og ......så blev alt stille.
Hans krop blev slap og lyden af hans skrig forstummede.

Kun Camilles snøften kunne høres, da hun knælede og søgte efter hans puls .
~Mindet fadede ud ~

De var nu ankommet til deres destination .Camille ville hjertens gerne have hilst pænt på den gamle dame, som bød dem indenfor.
Men stadig meget ved siden af sig selv, formåede hun kun et lille forsagt "goddag " , ved præsentationen af hende.

Hun satte sig som anvist , lige nu tvivlede hun stærkt på om hun havde et enkelt ben i hele kroppen, istand til at gøre modstand ?
Aleck tog hendes hånd og selvom det faktisk føltes...rart og trygt ? begyndte hendes tåre lige så stille , at tegne striber ned af hendes kinder .
Hvordan kunne hun tillade sig at finde tryghed ved den hånd der netop havde slukket lyset i en andens øjne.Hendes øjne var fyldt med smerte og selvbebrejdelse da hun så på ham og forsøgte rumme hans forklaring.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til den, mene om det hele.Det var ikke iorden at udstede ordre på at tage nogens liv,men gjorde dusørjægerne ikke det hver dag ? Havde hun ikke selv gjort det,med listen over de 'kedelige incest legende fædre'?
Åh..hvor var det hele forvirrende...som en garn nøgle i total hårknude ,en garnnøgle man bare havde få sekunder til at vikle ud...komplet mulig opgave.

Slavehandler ...Cal ? Dén havde hun så ikke set komme.
"Men..."
For første gang talte hun udover hendes goddag...
" Aleck..." Hendes protest dødede, hun kunne ikke tillade sig at dømme ham.Hun var ikke meget bedre selv.Hun så på ham...jo, der var en kæmpe forskel, måske en afgørende forskel? For hvert et liv Camille havde taget eller på anden vis indirekte var årsag til, havde hun måtte betale en pris.
For hvert et dødsfald havde gjort kraftigt indlæg i hendes sjælefred og Istedet foræret et stykke med højtbelagt skyldfølelse, så hun angrede...dybt.
Gjore Aleck ?
Han virkede al for rolig.

* for pokker Camille, han er dæmon , han tripper da ikke over sådan noget....get real...*

Hun strøg hans håndryg , hurtigt ...kort..., med et par finger fra hendes frie hånd, i det samme den gamle dame kom tilbage med te.

En indskydelse ramte hende...
*Hvad var det Aleck havde sagt lige da de kom? 'Hende jeg fortalte dig om' ! Hvorfor i al verden havde han fortalt den gamle dame , damen der bestilte mord som var det pizza , om hende?! *

Ubevidst reagerede hun ved at forsøge trække sin hånd tilbage.Med frustration stadig hængende i sit blik, som et gardin der slørede udsigten , så hun skiftevis på de to .

" Hvad forgår der egenlig her ?" Spurgte hun Aleck.