On a hunt ~ Aleck

Den monotone lyd af strømpebeklædte eller bare fødder, der rørte gulvet fyldte Alecks omgivelser. Han lyttede til den gentagende lyd af Camilles fodtrin foran ham. Den beroligede ham, på et eller andet plan og af besynderlig grund, han ikke kendte. Han gik af sted efter hende, lydløst, men uden at ænse dette. Lydløsheden var en del af ham, en del han ikke kunne slette - som så mange andre ting. Så mange ting, der var som brændt ind i hjernen og huden på ham. Noget, der sad så dybt i ham. Noget som han ønskede bare ville gå væk. Men... Verden var ikke lavet efter hans hoved. Hans hoved mindst af alle. Nogle gang røg der en tanke igennem ham - omhandlende dette - men den var så absurd, at han lige så godt kunne droppe det. Han ville ikke have svaret på det. Det kunne umuligt være positivt. Tanken;
Havde han fortjent det han var gået igennem som barn?
Dette var det, den tanke; der havde holdt ham oppe flere timer end han turde tælle. Denne lille og - af udseende - uskyldige tanke. Hvor ville han også ønske, at den var dette. Ikke at han ville ytre denne mening. Han var alt - indrømmet - bange for resultatet.
Du, min fine ven, har mere end fortjent det.
Lød det begejstret i hans hoved. Stemmen var åbenbart sprunget let og elegant over stykket der sagde; Han ville ikke have svaret på det. Det kunne umuligt være positivt. Den var tilsyneladende ligeglad med at han havde prøvet at undgå svaret så længe.
Helt ærligt. Kom nu! Du er blevet opdraget fra barnsben til at dræbe og du fortsatte på den opdragelse. Selv da du fandt en, der bekymrede sig om dig, dér dræbte du også. Du fortsatte, du har aldrig villet andet. Indrøm det nu bare!
Han rystede på hovedet. Han havde udtrykket sig klart omhandlende dette; han ville ikke hører svaret. Han nægtede at høre svaret.

De nåede til gangen i stueetagen, men Camille forsvandt i den modsatte retning. Først trak hans bryn sig sammen i et forvirret ansigtsudtryk, så huskede han teen. Hvis han huskede rigtigt, så havde der stået en tekande på bordet, som Camille havde siddet ved, før hun kastede sig i jagten efter ham, for at få ham til at dræbe "monsteret" under buskene. Nu, da havde hun det såkaldte "monster" i hænderne, kunne han ikke lade være med at grine. Han så hendes forskræmte og bange ansigt foran sig. Hvis det blev lagt sammen med, at grunden for denne "frygt" var Panther. Så endte det der, hvor det blev komisk. Hvordan kunne man være bange for den lille fyr? Jovist, han havde set noget så vild ud, med sin beskidt pels og gule øjne, men man kunne stadig ikke blive bange for den. Camille havde jo, trods hendes panik, kastet sin kærlighed på den lille fyr så snart hendes øjne lagde sig på den.
Mens hans tanker kredsede omkring Camille og deres nyeste... Opdagelse, satte han sig i hjørnet af sofaen, med armen liggende på armlænet og hovedet hvilende i hans håndflade. Tålmodig ventede han på Camille. Da denne kom i stuen, sad han meget komfortabelt og med lukkede øjne. Han havde faktisk ikke i sinde at åbne sine øjne, men det ville nok blive mødt med behag, hvis han gjorde. Hans øjne åbnede sig og blev mødt med Camilles stemme.
"Hmmm?" Lød det fra hans læber, langmodigt. Det hun var i færd med at fortælle ham var tydeligvis noget hun hellere ville holde for sig selv, men hvis hun så det nødvendigt at han hørte, hvad hun havde at sige - så kunne han godt lytte, hvis det var intentionen.
Han lyttede tålmodigt til hendes forklaring. Eller starten af den, viste det sig.
Where is she going with this?
Undrede han sig. Retningen, med det hun havde sagt indtil videre, viste sig ikke for ham. Den lagde sig ikke mageligt foran ham, som den plejede. Normalt ville den folde sig slængende ud for øjne af ham og vise ham, hvilken retning hun havde planlagt for ham. Denne gang stoppede vejen brat og foran ham, var en afgrund. Det var ikke ligefrem meget af gå efter.
"Hmmm." Sagde han igen - denne gang dog ikke spørgende - og gjorde tegn til hende om at fortsætte. Hun gjorde som han havde forespurgt, hvis ikke efter, hvad han havde ønsket - så efter eget ønske. Han nikkede; viste hende, at han havde forstået. Vejen viste stadig en afgrund. Det havde ikke ændret sig synderligt.
Hans blik faldt på hendes hånd. Den hånd, der havde taget hans.
"Camille..." Begyndte han, men blev stoppet af den nævntes stemme. Så. Nu kom pointen for hele denne - indrømmet - lange vej, som virkede uendelig, men også som en blindgyde.

Camilles ord faldt på plads i ham. Hans originale position stadig uændret, som hele vejen igennem denne lille affære med Camilles job. Han forstod ikke helt, hvordan det skulle være et problem. Han var jo allerede klar over, at hun ikke var bedste venner med Isabella de Minion ellers så ville hun nok ikke have sendt en mordtrussel. Om når det kom til Baa-chans handlinger, hvis hun fik nys om Camilles forehavende, så var han sikker på at Camille, ville blive overrasket.
"I handler forskelligt på jeres meninger om slavefragten i landet her, jovist, men jeg tror ikke du skal være alt for sikker på sammenstødet omhandlende jeres meninger. Hendes mand var slave, må jeg minde dig om." Noget havde ændret sig nu. Hans ansigt havde antaget en tænksom maske. Hvorfor skammede hun sig over det? Det var der ingen grund til. Man skulle ikke gøre noget man skammede sig over; det var ikke det værd.
Det burde han vide.

Nogle gange tilsmiler heldet en og alle de bekymringer man nu engang havde ulejlighedet sig med at gøre , fået vendt og drejdet til uigenkendelighed i sit hoved, viser sig at være helt uden belæg. 
At dette skulle være en sådan gang,  kom helt bag på Camille. Det forhindrede hende dog ikke på nogen vis i - hurtigt - at  gribe ud og omfavne dette held, at tildele det et ordenligt velkomst knust. Lettet som hun var, pustede hun tungt ud- og herefter trak hun igen  vejret mere frit.

Okay....det var så det.Piece of cake. Hvor umådelige dejligt , at han var så....forstående.Aleck.
Mon det var, som hun før mistænkte, dæmon generne der spillede ind her?
Det var jo ikke til at vide? Altsår ...ikke at de var kendt for deres langtrukkende tålmodighed, men mere at der måske skulle  langt mere til at ophidse ham?" danger barometeret" havde måske en anden skala, når man var dæmon.
Se...var dette tilfældet ville det jo gøre hendes liv en del lettere fremover, mente hun .Et smil fik pludselig sin berettigelse hen over hendes læber.
Hun lænede sig lidt frem, lagde benene over kors , da hun igen satte sin kop på sofa bordet.Hun var al for opstemt, lettet og glad , lige nu til at kunne drikke mere te.

Hovedingrediensen i den opskrift hun havde rørt sammen og tilberedt ( kaldet en bekymring) havde mest bestået af ; om det ville være for risikabelt at gøre dette på egen hånd, overfalde ukendte personer og dermed også væsner?
Det interessante...eller måske kunne hun endog gå så vidt som at kalde det spændende, var at hun ikke kunne forudsige eller aflæse Alecks reaktions mønster- ikke endnu.
Det betød hun aldrig helt kunne vide om han ville være blid og accepterende eller.... ' noget modsat.'
Men hun var stensikker på at hun ikke behøvede frygte for sit eget liv, når hun var sammen med ham.( stensikker....et underligt udtryk....den sten hun havde skulle forflytte med telekinese, den havde da ikke være sikker- overhoved- nærmere fatal. Singals , nu afdøde hund, kunne bevidne det.)

Det var interessant hvordan folk og væsner anskuede ting , hvordan de prioriterede og ræssonerede . For eksempel var hun helt sikker på , at Eric synes det var en forfærdelig ide hun havde- eller ...måske havde han blot ment at HUN var forfærdelig som 'landevejsrøver'? 
Nogen gange, like almost all of the time, var det bare ikke nær så let  at forstå mænd ( som man kunne ønske),  vel?
Tristan ville derimod bestemt mene at det var en ubetinget åndsvag ide og al for risikabel.
Naturligvis ville han også have et lille glimt i sine mandelformede øjne og tænke at det var så typisk for hende at svømme ud på dybt vand, hvor hun vidste hun ikke kunne bunde- selv om denne viden blev nok så nøjsomt skubbet til siden.

Omkring Baa-chan, havde Camille kun hevet hende ind i samtalen, fordi hun vidste at Aleck havde et svagt punkt for den gamle.
Så ....hvis hun kunne vise der var nogle fællestræk mellem hende og Camille selv, havde hun håbet at komme på hans gode side via dette.
" I know he was" kommenterede hun blot, og ville ikke indlade en længere snak om det, medmindre Aleck havde noget der han ønskede at forfølge.

Stadig med sit smil liggende henført over læberne, så hun nu på Aleck.
Hun var netop blevet frataget sin byrde- eller en enkelt af dem - så derfor overraskede det hende at han ,all of a sudden, sad og så ud til at fundere over ....ja, over hvad? - når hun nu følte sig adskillige kilo lettere i sit sind.

Med en rolig bevægelse , strøg hun ham langsomt fra skulder og ned af hans arm - og forsøgte kalde ham ud af hans tanker " Hey...hvad tænker du over? " 

Stuen var stille. Eller... Hvis man udelod Pans let kluntede - og utroligt højlydte, når man tænkte på, at huset jo ikke ligefrem var tomt og fuglene sang for fuld hal udenfor - der dappede af sted over plankegulvet. Det spor den fulgte lignede noget, der burde have været i en skov. Det lignede at den kantede sig uden om noget, som for almindelige (eller væsen) øjne ikke kunne skimtes.
Dog vidste Aleck godt grunden for denne dansen omkring på gulvet. Panther havde opdaget de kolde pletter på gulvet, som der også var nogle af i stuen, og prøvede at undgå dem. Et svagt smil nåede op til overfladen og brød igennem denne kolde maske, han normalt bar. At se den lille killing spurgte rundt - i et mønster, man ikke lige umiddelbart kunne finde hoved og hale i - var ham en... Glæde. Som at se et lille barn, der udforskede det nye stykke legetøj, det havde fået udleveret. Panther udforskede bare de nye omgivelser, han var blevet sluppet løs i.
Panthers udforskning var ham dog mere... Underholdende, end han havde på fornemmelsen et barns afprøven af sit nye legetøj ville være. Der ville han nok endda ikke kunne nødsagde sig til at skulle se på. Det ville han springe let og elegant over og finde noget andet at bruge sin tid - hvilket kunne udnyttes på noget meget mere fornuftigt - på. Det eneste han dog kunne finde på var at sidde med armen lænende imod armlænet af sofaen og hovedet hvilende i hans hånd. Altså; han havde ikke ændret position de sidste minutter. Hans øjne flyttede sig dog regelmæssigt, ikke at det talte, mens de jagtede Panther rundt i stuen. Han fik næsten en lyst til at rejse sig fra sofaen og gik i samme spor som killingen. Hvis han gjorde dette, så ville han da til sidst kende sin vej omkring disse kolde pletter, hvilket bestemt kunne komme til hans fordel. Han smilede ved synet; underligt som det var, følte han dog også at det virkede... Hjemligt. Hvis det gav nogen mening.

Et billede tonede sig frem for hans indre blik. I scenariet foran ham, var så underligt som noget kunne være; ville nogen mene. Andre - der forstod grundlaget for det der fandt sted i scenariet - ville mene at det var fascinerende og meget interessant.
Scenariet var dette; Panther gik af sted, halen løftet højt og svingende let til side fra tid til anden, i sin sædvanlige rolige og bløde gang og med Aleck efter sig. Denne gik med en bog i højre hånd - tommelfingeren på den nævnte hånd drejede siderne, når det var nødvendigt - og en tekop i den modsatte. Med jævne mellemrum tog han koppen til læberne og drak en slurk af den. Det var dog ikke det mest interessante i scenariet. Nej; det mest interessante var at hans fødder bevægede sig roligt og rutineret henover gulvet, men i en dansende rytme. De dansede frem og tilbage mellem usynlige pletter, der skulle undviges af en grund, der kun vides af beboerne i huset.
Billede fjernede sig fra hans sind og efterlod ham; stirrende frem for sig, i retning af Panther. Eller... Der, hvor han havde været før. Han kiggede rundt, men den lille sorte killing var ikke længere til at lokalisere i stuen. Han spidsede øre og var meget sikker på at han kunne hører Pans poter imod gulvet i gangen, så nikkede han stille for sig selv og vendte sin opmærksomhed imod Camille.

"Godt." Han stoppede stille... Skulle han fortsætte? Var der mere at sige i den sag?
I could find a few additions to that; if you want?
Han vidste, at han ikke ville have dem. Han kendte dem allerede godt nok i forvejen. "Jeg tror faktisk.." Begyndte han. "At den gamle kælling ville være- Stolt af dig, hvis hun fik nys om det. Hun forsøger jo også at bortskaffe en af slavehandlerne i landet; hvis han da stadig lever." Det var tydeligt at høre hans tvivl omhandlende dette. Han var ret sikker på, at den mand hun havde ledt efter i årevis, var død. Andet ville overraske ham. Dog ville han ikke være den der fortalte hende det.
Hans blik blev igen tvunget hen til Camille, da hendes hånd kom i kontakt med hans skulder og arm.
Hvad tænkte han over? Ja, det var vel et godt spørgsmål og - indrømmet - da spørgsmålet havde forladt hendes læber; så vidste han det ikke. Det var forsvundet ud i intetheden, hvor det ingen nytte gjorde. Han lagde hovedet tilbage og svarede hende så (så godt han kunne.)
"Jeg tror at du... Burde holde dig på måtten, i det næste stykke tid. Nej, ikke burde- Jeg vil gerne have at du holder dig på måtten i det næste stykke tid. Og - for din egen skyld - lad være med at træde for mange over tæerne, hvis det er muligt for dig." Et smil spillede om hans læber og dette blev suppleret med et glimt i øjet, da han tilføjede: "Dét."

Hendes blik faldt på Pan og hans selv i gangsættende leg nede på gulvet.
Var det bare hende, eller opførte den sig ikke en smule...besynderligt?
Ok, indrømmet ...det var jo ikke en doktor grad i dyr hun havde, men hun vidste da at netop katten forblev et meget egenrådigt og selvstændigt dyr.
Det var ganske fint- og helt på sin plads at den kunne stimulerer sig selv, men der var noget over dens adfærd...måden den begav sig rundt på, der bare var , anderledes.
Det var også med meget sigende øjne at Panther kiggede op på Aleck, som sagde den" så du også det ?!" - ellers var hun seriøst ved at have brug for at hvile sig lidt, for hendes fantasi dansede vildt, nærmest som til trance music, hvilket sletikke var ' dens stil' ellers.

Nu hvor alt var rundet så smukt af med Aleck, lagde hun an til at rejse sig.
Måske var det tid til at spørge om lov til at indvige hans badekar.Hun var blevet overhalet inden om, af en lille kat....det kunne hun ikke have på sig.Måske kunne hun tage den med derop igen, så den kunne lege på badeværelsesgulvet og stå for underholdningen, imens hun hyggede sig i badet. hvis det var okay for Aleck?

Hun nåede bare at rejse sig halvt op, og måtte så sende sin popo tilbage i sofaen.
" holde mig på måtten?" sagde hun tøvende og vidste at der nu var endnu et kapitel hun var nød til at læse højt for Aleck.
Det med at holde sig på måtten...deeet blev nok lidt svært med de planer hun havde sat i værk, og som løb af staben om nogle dage.

" Du..øhm...Aleck...det bliver på en måde lidt umuligt at love" sagde hun med et undskyldende blik, hell....hele hendes aura forsøgte hårdt at sende innocent vibes ud.
" jeg mener, Isabella søger allerede efter mig, aktivt og ...udspørger folk om de kender mig, og det er jo svært at se igennem fingrene med" .
Hun sendte ham et smil..." Men lad os glemme alt det for nu.Mit hoved magter ikke alt det på en gang, det for....meget."

En noget anden idé sang forførende ind i hendes øre.
Et skumbad!
Det ville være ren meditation for både sjæl og krop.
Hun havde hovedet lænet lidt skråt da hun endelig langt om længe spurgte ..
" Aleck....jeg kunne virkelig godt bruge et bad...karbad.Hvad siger du til det? Jeg kan tage Pan med derop og lege imens? "

Egenlig var det befriende at dreje samtalen væk fra alle de problemer, der truede med at bryde idyllen, måske?

Endelig. Endelig havde han ændret positur. Hans hoved hvilede stadig, denne gang dog imod hans hånd; to fingre placeret på hans kind og den tredje - ringfingeren - lå blidt imod hans læber. Hans højre ben lå over det andet, med skinnebenet hvilende på knæet. Hans fod hang slapt ud i luften - en gang imellem vippede den langsomt, som bevægede den sig i takt til nogle musikalske toner, kun Aleck hørte. Dog, selv hvis det lykkedes nogen at trænge ind i hans hoved, så ville det være lige så tomt for musik, som den stue han befandt sig i.
Han rettede ryggen op og lænede sig frem efter tekanden. Med et fast greb i hanken hældte han en ordenlig mængde te i koppen. Næsten fyldt til randen løftede han den og satte den til munden. Den varme væske væltede ind i hans mund og varmede hans tunge, gane og svælg. Teen nåede hans mave og tilfredst sænkede han sin arm og vendte sit blik imod hende.

"Og hvorfor så det?" Spurgte han og kiggede ned i indholdet af koppen. Hvis Camille havde været en komplet fremmed for ham, så ville han nok have lydt nonchalant, men da hun - efterhånden - burde kende ham, bare lidt, så ville hun vide at, det var han ikke.
Hans pegefinger kørte blidt langs koppens kant. En lav fløjtende lyd kom fra den kontakt der var mellem hans finger og kanten af koppen. Han nikkede, fortalte hende - derved - at han havde hørt hende.
"Jeg ville stadig mene at det ville være en stor fordel for dig, hvis du holdt lav profil. Jeg ved godt, at du allerede er i problemer, men nu står det jo ikke i reglerne at, så skal man gøre dem værre." Han løftede blikket fra koppen og smilede til hende.
Han skulle lige til at acceptere at hun gerne ville stoppe samtalen (eller i hvert fald samtaleemnet) og få sig et bad, da Pan valgte at vade ind i stuen. De små dap imod gulvet var svære at overhører og trak derved Alecks opmærksomhed til den lille killing. Pan spandt og gned sig imod hans ben.
"Kan du lide huset?" Spurgte han ned til den begejstrede Panther. Som svar på hans spørgsmål gnuppede killingen sig igen imod hans ben. Smilet på hans læber blev bredere. Han skulle lige til at svare, da noget ved det hun havde sagt ramte ham.
Hvad siger du til det?
Hvad mente hun med det? Ville... Ville hun have ham med i det nævnte karbad? Eller var det bare hans tanker, der vandrede lidt for langt? Det var jo også en mulighed. Ha valgte ikke at sige noget til det og bare besvare hendes forespørgsel omkring Panthers tilstedeværelse i badeværelset under hendes bad.
"Jo, du må gerne tage Pan med dig i badet. Her nu skal jeg tage ham." Aleck samlede blidt den sidstnævnte op og rejste sig fra sofaen - efter at have stillet hans tekop fra sig, naturligvis.

Mens han stod der, kom et billede til ham for hans indre blik. Den scene der udfoldede sig foran ham, omhandlede Camille, Panther og ham selv, plus det nævnte karbad. Han lå med ryggen imod badekarets ene ende, med Camille på hans bryst og Panther der luskede rundt oppe på kanten af badekaret og modtog en gang imellem et par strøg over pelsen fra Aleck. Den sidstnævnte smilede, det samme gjaldt Camille og Panther, så ikke så lidt fornøjet ud.
Billedet forsvandt og igen stod han i stuen, foran sofaen og med Panther i armene. Denne spandt utålmodigt.
"Jeg tror vi skal se at komme derop, Pan virker utålmodig." Kommenterede han stille.

Nej, han havde da helt ret.Det var ikke imod reglerne at holde lav profil.Beklageligvis vis harmonerede det ikke helt med de planer heller, som allerede var aftalt og sat i spil.
Og det spillede heller ikke så godt sammen med at hun måtte røve en penge transport af Isabellas, en af de nærmeste dage, for at få de 30 kilo til Sean.
Hun undlod derfor at svare, for hun vidste det ville føre til et misbilligende blik, og det var ikke det hun ville have fra ham nu.
" nej...ingen regler på det område" lød det istedet drillende fra hende af og hun så nu til sin store glæde hvor Panther var ved at få møvet sig ind på Aleck.killingen måtte være gjort af et særligt stof, for hun havde en fornemmelse af at Aleck ikke normalt var den store dyre elsker- eller i det hele taget særlig let at duperer, men ....hun kunne jo tage fejl.Hun smilede, hun havde regnet med at Panther skulle sove hos hende, men hun var ikke længere så sikker. Aleck var ved at falde for detblille kræ, og detvså ud til at være gensidigt. senere ville hun vinde ham tilbage....altsår Pan....med lidt små kød stykker fra køleskabet.Bestikkelse. det var hvad der virkede på små killinger og hun varikke sen til atvtage det i brug.
I krig og kærlighed gælder alle kneb, tænkte hun med et smil og svarede Aleck...

" Ja? Det lyder dejligt !.....tager du ham så nu?" hun var ivrig for at tvinge hendes tanker og deres samtale væk fra trusler på deres liv. Der var ingen tvivl om det gik hende mere på, end hun ønskede at vise. Det var en tyngende fornemmelse, det var en ulige kamp fordi modstanderen vidste alt om hende, og hun intet om ham- eller hende.
Men Camilles indre stemme, hviskede at det var en mand....og ikke en helt fremmed.

Hun forlod stuen, sikkert efterfulgt af Aleck, med den lille Pan i sine hænder, og endte inde på badeværelset. Stille uden at sige meget, satte hun bundproppen i og tændte for vandet. Hun satte sig på kanten, Og imens vandet langsomt optog mere og mere plads, fik hun hældt lidt bobbel sæbe i . Det viste sig at være en meget velduftende og effiktiv sæbe, der hurtigt fyldte karret op med skum der duftede friskt....som nyfalden regn.

Hun så tøvende på Aleck....
Det var sådan set nu tidspunktet var kommet , hvor hun burde smutte ud af tøjet og lade sig sænke ned i vandet, der nu nærmest skreg på hende.
En rasteløshed....eller var det nervøsitet? Bredte sig med lynets hast.
Hun ville bare ikke fremstå som et barn, og hvis han ikke tillage det en dyt, at hun afklædte sig og stod bar de sekunder, ville det så ikke være ualmindeligt dumt at gøre en stor sag ud af det, og bede ham forlade rummet imens ?

På den anden side, så var hun blynaf natur og ikke typen der bare sprang nøgen omkring, ikke lige uden videre da. Og det ville , for hende, være en meget intim handling? * med mindre du skal tage og slappe lidt af.Du bliver hverken gift - eller får børn, af at hoppe ud af tøjet og op i et bad, fordi HAN er i samme rum, vel?*
Et suk lød fra hende, da hun vendte ryggen til ham og begyndte at tage sit tøj af, med langsomme,tøvende bevægelser der bar præg af hvor usikker- og kejtet hun følte sig.
Hvorfor?
Hvorfor ...skubbede hun hele tiden til sine grænser, iselvskab med ham?

Hvor sjovt... Hvorfor så ikke bare gøre det? Hvorfor så lade være?
Spørgsmålene i hans sind kunne have været endeløse, men han - til fordel for mange andre - var mere end klar over den grænse der hed; "Du har fået et kort svar, mere får det ikke... Lige nu." Han kendte det skam også godt selv, det var bare ikke så tit folk tog hensyn til den... Måske troede de at en Dæmon ville være ligeglad og ja... Her kunne man komme med mange forskellige svar (eller åbenbaringer for nogen). Man kunne lege den følelsesladede Dæmon og sige; "Jamen Dæmoner har altså også følelser!"
Den udelukkede Aleck hurtigere end at blinke.
Så kunne man sige; "Ja... Og det er vi." Med et stort smil på læberne, og mord i tankerne. Det var aldrig til at vide, hvad en Dæmon kunne finde på. Hans race kunne være nogle lede sataner... For at sige det lige ud.

Med Pan i armene gik han af sted med retning imod badeværelset. Camille foran ham, som ledte vejen til det sidstnævnte. Så ramte en tanke ham. Hvad skulle der ske i det badeværelse?
Tja, du har to valg; du kan enten lege en god lille dreng og smutte eller...
Han vidste godt hvad stemmen ville have afsluttet sætningen med. Det var tydeligt at høre på den begejstring, der lå lige under overfladen. En kluklatter spredte sig i mit hoved. Jep. Det var ikke svært at gætte fortsættelsen af dens ord. Hvis så også bare han havde haft en ide om, hvad han skulle gøre, når han kom derop. Ingen ide havde han - selvfølgelig - omkring, hvad der ville ske oppe i badeværelset. Hvad han selv ville gøre dog, havde han ej heller nogen ide om! Han fødder bevægede sig bare... I retning af badeværelset og hvad end der ventede ham, derude.
De nåede deres destination.
Badeværelset.
Aleck bøjede sig ned og slap Panther løs fra sin favn. Katten landede let og adræt på bene. Den lille snude vibrerede, da han undersøgte de forskellige dufte i rummet. Så lignede det, at dens øjne lyste op, da den genkendte rummet. Med halen højt løftet spadserede han rundt i den ene ende af rummet til den anden, selv om at han - ikke lang tid forinden - havde udforsket rummet mere end grundigt. Men, måske var det bare en katte-ting...
Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fjernet - øjeblikkeligt - fra Pan og den begejstring den fandt i at udforske rummet fra enden til anden. Der stod han og følte sig fremmed. Ikke i hans egen krop, men i scenariet. Det der udspillede sig foran ham, som var det en drøm; et skuespil. Det måtte det være - intet mindre. Hvor skulle hun ellers... Det kunne jo være at hun ingen blufærdighed havde? Dem havde han mødt en del af... Og var jo teknisk set en af dem selv - så, han skulle nok ikke snakke.
Hans øjne var rettet imod hende, som tøjet langsom - og lidt usikkert? - forlod hendes krop. Hans ansigt havde en neutral maske på, hvordan skulle han ellers reagere? Var det bedre at lade være med at reagere end at overreagere? Det var vel en smagssag...

Som han stod der, tog han sig selv i at slikke sig over læberne. Irriteret over sine egne reaktioner bed han sig i læben og håbede det kunne holde ham tilbage. Hvorfor var det nu han var blevet forbandet med Dæmongener igen? Men der var ikke noget han kunne gøre ved det og valgte derfor at tage den... 'Sikre udvej' lad være med at gøre noget. Han erfaring sagde god for denne metode, ikke at han ikke vidste hvordan man skulle håndtere det der udspillede sig foran ham. Det gjorde han skam, han var vant til omgang med kvinder kroppe (han var vel Dæmon) og havde ingen blufærdighed deromkring. Men hende...
Hende kunne han ikke ignore...

Hvornår hun sidst havde klædt sig af foran en mand?
Hun kunne faktisk ikke huske det, måske hun aldrig havde det?
Hun var på ingen måde snerpet eller uvidende omkring glæderne der kunne følge i kølvandet på dette, men ....Hun var altid flygtet ud af potientielle forhold, hver eneste gang de begyndte at blive alvor, og da de stakkels fyre ingen ide havde om hvordan de skulle forhindre dette, havde de ' aldrig formået at låse døren' , så hun ikke kunne stikke af. Og det gjore hun så....ud af den nærmeste dør.
Faktisk var Tristan den eneste fyr hun , langsomt, havde udviklet de her dejlige og kærlige følelser over for, men han havde heller aldrig presset hende til noget.
Hendes kærligheds liv , fysisk, havde været.....ja lad os bare sige det som det er, næsten ikke eksisterende.Næsten. Og hun havde bare aldrig haft smag for one night stands, for hvis der ikke forgik noget mellem hende og fyren mentalt, psykisk....så tændte hun bare ik på dem fysisk.Måske var det en brist i hendes karakter? Måske var hun....unormal?

Den hvide nederdel faldt til jorden. Som en blomst lagde den udfoldet omkring hendes fødder. Hendes hænder arbejdede langsomt da de fik den dueblå top krænget over de baileyfarvet skuldre . Hun havde fået en anelse kulør efter solen var begyndt at velsigne dem med sine varme stråler, som hun holdt så meget af at opholde sig ude i.
Også toppen fik samme skæbne og ramte gulvet.Hun stod med ryggen til Aleck og anede ikke om - eller hvor meget han fulgte med.
Var han langt væk - så langt som rummet nu tillod- eller var han tæt på hende
De små fine hår havde rejst ned af nakke og ryg, og det var ikke udløst af kulde.
Hun rynkede sine bryn og forbandede tavst sig selv. Hun viille bare så gerne virke selvsikker, classy og som en rigtig dame af verden. Hun var sikker på han havde kendt ....mange.Og de havde sikkert ikke spildt tiden ved at stå her som en ubeslutsom lille skolepige.
Hun kunne næsten se det for sig...smukke kvinder. Mange. Iklædt elegant og udfordrende tøj, dyre smykker og farvet læber. Deres øjne skinnede så kønt, og al deres opmærksomhed var på manden, fyren foran dem. Aleck.
Hun forstillede sig , hvordan de alle- dog ikke på samme tid- ville bevæge sig mod ham, kælne og indsmigerende som katte, stryge sig op af ham og lade deres hænder kæle for ham, imens søde inviterende ord blev hvisket mod hans øre, for at lokke et ja ud af ham.

Hun sank en klump og kylede så det mentale billed brutalt hen i et hjørne. Hvad fanden var nu det?
Hvorfor nu det? Var det hendes uopdragende fantasi...eller et glimt af et fremtids syn ? Hvordan skulle hun kunne skælne?
Det gjore ondt inden i ! Ej, Det var fandme ikke okay!
Hun blev forvirret....og ville egenlig måske nok have brugt lidt tid i forsøg på at afdække hvad og hvorfor de billeder pludselig skulle mase sig på, men det var ligesom situationen- der var hende kun iklædt bh og trusse - ikke tillod hende denne tid.
Stadig med en smerte i sit bryst, måtte hun duknakket erkende at hun ikke var denne forførende fammefatal, men bare....hende.Camille.

Så hun lød næsten skuffet, trist? Da hun fik taget sig sammen til at sige noget....
" Aleck...gider du lige vende dig om, et øjeblik?"

Om han gjore det havde hun ingen ide om.Hun ville absolut ikke vende sig om og lade ham se forvirringen..eller hvad det var hendes øjne var fyldt af....og heller ikke de rosa pletter , der med garanti ville være på hendes kinder.
Istedet var planen at løsne op for hendes bh og lade den droppe til jorden, efterfulgt af trusserne. Så havde hun tænkt sig, så hurtigt det var menneskeligt muligt, at komme på plads i badekarret, og ud af.....ja.....ud af det kaos hendes egne tanker spandt for hende.

Han kneb øjne lidt sammen, mens han beskuede scenen foran ham. Han stod stille som en klippe, ikke i stand til at røre sig. Han følte den kolde maske der blev trukket hen over hans ansigt, med denne maske fulgte dog en afslappet holdning, men det ligeglade ansigt var ikke til at tage fejl af. Han havde set mange kvinder, ja, derfor var denne... Maske han nu taget på, også nødvendig. Ikke at han ikke brød sig om kvinder... Eller deres kroppe. Han ville bare ikke forføres eller... Falde over hals og hoved for en kvinde, hvis krop var det eneste ved hende. Havde været der, havde gjort det. For at gøre en lang historie kort. Han gad det ikke længere, han ville ikke gå efter kvinder for deres kroppe. Ikke på den måde i hvert fald. Den... Kærlige måde.
Det var der masken kom op, når indsmigrende kvinder dansede sig vej ind foran ham og prøvede ihærdigt at vinde ham over på deres side, i deres seng (eller hans for den sags skyld). Men de fleste (i de sidste år) havde dog lært at den ikke virkede på ham, der skulle mere til end et enkelt vrik med hoften og nogle få søde ord. Ikke at det stoppede dem, det gjorde dem bare endnu mere ihærdige og ivrige. De måtte dog opgive til sidst, en efter en. Dog - nogle få gange - når en anderledes... Sult... End den sædvanlige meldte sig, så var de meget gode at kunne trække til sig. Hell, nogle gange var et enkelt blik nok... Hvor kunne kvinde dog være... Nemme.
Og stupide.
Lød en tilføjelse i hans hoved. Et blidt smil bredte sig på hans ansigt. Noget kunne de da blive enige om. Han måtte glæde sig, når sådanne ting forekom, de var noget så få.

Den omtalte maske havde han ikke engang brug for at anstrenge sig for at tage den frem. Den kom bare op... Uden han havde bedt om det eller ej, han havde vænnet sig til dens tilstedeværelse. Han kunne godt få den ned ja, men det var så dér anstrengelserne kom ind i billedet.
Han lukkede øjnene og prøvede at rive masken af hans ansigt. Stille - alt for langsomt - kunne han mærke, hvordan hans krop spændte sig mere og mere og efterlod han på nippet til at bryde ud af sit eget skind. Det hjalp ej heller, da noget næsten smed sig imod hans ben. Han spjættede og fór sammen. Et meget morsomt syn, hvis ikke det havde været for situationen. Hans blik faldt og landede på Pan der gned sig ivrigt imod hans ben.
Enten var han... Forvirret - hvilket var meget sandsynligt - ellers også lignede det at Pan prøvede at berolige ham?! Det var da ikke normalt, at en... Umm kæledyr, besluttede sig for at berolige en! Var det?
Nej... Ikke i min bog i hvert fald... Og det der skræmmer mig mest er at den kan se at du har brug for beroligelse.
Det var der vel noget om. Han havde altid, altid været god til at skjule følelser. Så, hvordan kunne denne lille hårbold af en kat se det? Hvis den da overhovedet kunne det og det ikke bare var ham, der overreagerede og troede alt for meget om den lille Panther - som måske bare gerne ville nusse. Han ville hellere end gerne bøje sig ned til ham og give ham den opmærksomhed han virkede til at kræve. Der var bare noget andet, der havde vredet denne opmærksomhed ud af ham.
Hvad forventede hun af ham? Hvad var det hun forventede at han skulle gøre nu, med hende stående der? Hvad... Hvad skulle han gøre? Skulle han forlade lokalet eller... Hvad håbede hun egentlig at der ville ske? Hvis hun da havde nogle.
Som han stod der kom alle hans "drømme" omkring netop denne scene - eller... Den scene det kunne udvikle sig til - flyvende i hovedet på ham. Som han stod der, fløj flere billeder af Camille og ham der lå, i netop det badekar foran ham, sammen. Var det nu, de "drømme" blev ført ud i livet?

"Hvad forventer du af mig? Hvad skal der ske nu?" Spurgte han så endelig, efter hvad der havde virket som millioner af år. Hans stemme var rolig, men med en - lidt for - neutral og lidt hæs kant over sig. Måske var han ikke så rolig, som han gav sig ud for at være?

Endegyldigt...
Hvilken betydning skal enkelte stående begivenheder tillægges? Er de som endegyldige beslutninger, et bevis på tingenes tilstand eller blot et symptom? 
Hvis hun vidste hvad der lå fremme ad vejen hun var på vej ned af, ville hun havde valgt anderledes? Var hendes valg truffet på baggrund af fornuft eller følelse, eller bare et øjebliks svaghed? Hvem kunne vide det?- ikke Camille selv , så klar var hun ikke i sit sind.

Da det sidste stykke  tøj blev fjernet, rystede hun næsten da hun lidt usikkert på sine ben , trådte helt nær badekaret - og slet ikke i så hurtigt et tempo som hun ellers havde planlagt og ønsket, først fik den ene fod stukket i det varme vand og herefter den næste. Ikke noget med at føle vandet an, ikke noget lille forspil med det - hun skulle bare nedunder i tilfælde af...han ikke havde vendt sig om og nu stod med ryggen til hende. Hun bøjede i sine knæ og lod sig synke ned og endelig opsluge af det velduftende vand - og fik så sat sig ordenligt tilrette.

Dækket a skum til et godt stykke over brystet , mindede hun sig selv om at det var okay at begynde at slappe af, i det mindste give det et forsøg.
Hun lyttede til Aleck...og så nu på ham. Hendes hjerte stod stille. 
Han var helt udtryksløs at se på...og hans stemme var meget, neutral.
Havde hun på nogen måde fornærmet ham? Havde hun misforstået noget ? Hun så frustreret ned på Pan der nu opførte sig som Alecks bedste ven, kælende op af hans ben. * typisk jer mænd at holde sammen*
Men hvad mente Aleck med hvad hun forventede? Det samme som hvis han havde sagt hvad hun havde lyst til skulle ske? For hende var der en forskel, en stor en . Og det var det nemmeste af de to spørgsmål at besvare, hun var blevet stillet.Det eneste hun ikke brød sig om, der gjore hende lidt ....ilde tilmode var om han troede hun ....forventede....noget.
Troede han at hun forsøgte at forføre ham? Du milde moses! Og var han nu vred? Spørgsmålene hopede sig op og hun vidste hun måtte svare....hun ville helst bare slappe af, have det trygt og dejligt. Betød det hun ønskede han deltog....i badet? Hun så lidt forvirret op på ham, som søgte hun svar af ham på hendes tanker.naturligvis fik hun ingen.

Hun så ned i skummet...som hun havde samlet til en lille spåkugle i sin hånd, sådan glimtede den i al fald. Der var ingen vej uden om.Hun krøb nærmest lidt sammen, som hun sad der i et hav af skum og måtte endnu en gang stå til regnskab overfor ham...og hans lille evne ting ting.Han satte så mange følelser i gang inden i hende, hun ikke anede hvordan hun skulle håndterer, det var egenlig ...strengt af ham, at kunne påvirke hende i sådan en grad.
Med lidt usikkerhed i sin blide stemme sagde hun..
" Aleck...jeg forventer...ikke der sker noget.Jeg vil da aldrig forvente noget" 

Det hun egenlig mente var nok at hun aldrig ville tage for givet at han gjore noget hun ønskede. hun var lidt anderledes skruet sammen end mange, hun ønskede kun han gjore ting han selv ønskede, når det altsår kom til hende.


" j- jeg tænkte bare at det måske...var...ville være...hyggeligt..jeg sværger jeg mente ikke noget med det på DEN måde, bare at vi kunne slappe lidt af, hvis du havde lyst?" forklarede hun usammenhængende og kunne have druknet sig selv på stedet. hun var så kluntet og ....amatør agtigt til det her. Ikke at hun ville noget mere end....at få en dejlig, afslappende stund med ham. På ære, ikke andet var i hendes tanker, endnu.
Hun ville bare af med følelsen af at være ...lost...og istedet være tæt på ham.
Hun så på ham med store øjne...havde han overhovedet kunne udrede hoved og hale i hendes svar ?

Alecks øjne fulgte hende, da hendes helt afklædte figur stod foran ham. Han havde helt glemt hendes forespørgsel der fortalte ham at han skulle vende sig om. Han slog sig selv - meget, meget - hårdt mentalt.
Har du brug for hjælp til det der?
Lød en flabet stemme i hans hoved. Han knurrede af den og fortalte den at enten pakkede den sine ting og smutte ellers blev den sparket ud. Da han ikke hørte mere fra den håbede han, at den havde gjort hvad han havde bedt om. For en gangs skyld...
Hans øjne hang stadig ved hende, da hun steg ned i badekaret og blev omringet af skum. Hun så ud til at være glad - glad for, at hun endelig kunne skærme sin krop fra ham. Han måtte da også indrømme, hans krop slappede noget mere af end den havde gjort få sekunder siden. Musklerne slap deres faste greb i hans lemmer og lod ham bevæge dem svagt. Han bevægede fingrene blidt, kunne hører dem knække og smilede. Han kunne da stadig bevæge sig, det var da et lyspunkt.

Igen mærkede han at Pan kastede sig imod hans ben. Irriteret kiggede han ned på den lille sorte pelsklump. Hvad lavede den helt præcist? Som havde den mærket hans blik imod dens ryg stoppede den og kiggede op på ham med sine store gule øjne. "Hvad nu? Jeg gør ingenting." Virkede det næsten som om at de sagde.
Killingen skubbede sin krop imod hans ben og prøvede at skubbe ham fremad. Han tog et usikkert skridt fremad og stoppede så. Hvorfor var det her så... Svært for ham? Hvad var det der holdt ham tilbage?
Hvis der da var noget der holdt ham tilbage.
Hvorfor kunne han ikke bare... Ja. Hvad end han nu skulle gøre?
Et billede tonede sig frem for hans indre blik. Camille og ham, i badekaret - som forventet - men... De havde gang i en... Vild leg, det var svært at afgøre, hvad der skete. Dog stod vandet til alle sider ud af badekaret.
Billedet forsvandt og Aleck opdagede at han var lettet over det. Han var glad for at billedet og dets... Indhold var væk, så han kunne koncentrer sig om den nuværende situation, ellers kunne han ikke love hvordan denne hændelse ville udvikle sig.
Han nikkede stille til hendes ord. Hvad skulle han sige? Og hvad mere vigtigt var; skulle han sige noget overhovedet?
Han valgte ikke at sige noget og bare holde sig til nikket.
Og det er her mit eller kommer ind i billedet!
Han gad ikke engang prøve at få den til at holde mund, den havde alligevel fået sin pointe ud. Han havde dog ikke tænkt sig at føje den.
Endnu...
Stemmen var endnu mere henrykt end før - det lovede ikke godt.

Selv om at stemmen tydeligt havde vist sin menig om situationen udvikling, så troede han stadig ikke sine egne ører. Hun (efter, hvordan han hørte det) ville gerne have at han deltog i badet. Var det sådan at deres... Forhold skulle udvikle sig? Seksuelt? Eller... Det kunne jo også bare være uskyldig hygge, uden seksuelle undertoner. Men hvem narrede han? Han var Dæmon hans seksuelle lyster var betydeligt større end menneskers... Hun virkede dog ikke til at have det på tankerne, måske ville det bare udvikle sig til uskyldig hygge?
Han ignorerede stemmens kommentar og rakte ned til kappen i hans bukser, åbnede den og lod bukserne nonchalant falde til jorden - intet tegn på blufærdighed indtil videre. Derefter greb han om underbuksernes kant og de røg samme vej som hans bukser. Tøjbunken blev forvist til hjørnet og hans bevægede sig i retning af badekaret - i et tempo, hvilket føles uendelig langsomt, om det var det for ham vides ikke. Varmen ramte ham, så snart hans fod var over vandoverfladen. Med et dybfølt suk sank han resten af kroppen ned i vandet. Varmen fik de små hår i nakken til at rejse sig. Og som han blev opmærksom på dette, blev han også opmærksom på Panthers tilstedeværelse lige foran ham. Hans poter var placeret på kanten af badekaret og han så ud til at være mere end klar til at springe op i badekaret. Med en lav kluklatter skubbede han katten ned og vendte hovedet imod Camille. De sad - selvfølgelig - i hver sin ende af badekaret. Skummet omringede dem og slugte dem næsten. Han måtte indrømme, at følelsen var rar. At være her i badekaret. Sammen med hende. Han vidste dog, at der ikke kunne gå lang tid før hans Dæmon instinkter ville tage over, men han håbede - inderst inde - at han kunne holde dem nede.
Det var han i hvert fald godt i gang med.

Vandet havde en afslappende effekt .Det  beroligede hendes anspændte muskler og bød dem at slappe af.Selv hendes tanker synes at henslænge sig lidt mere mageligt tilbage og ikke have så travlt.
Med de kulørte bobler af skum , svøbt mere eller mindre tildækkende , omkring hendes krop , fandt hun modet til at holde de isblå øjne på Aleck, hvilkede ændrede hele atmosfærden ....på et sekundt, da han begyndte at tage af, den smule af tøj han var iført.
Som var han et luksus gode , en skat hun vidste kun var til låns  og aldrig rigtig ville blive hendes , indtog hun , næsten rørt , synet af ham, startende fra hoveds top med den iøjenfaldende frisure og videre til hans næse, hans al for kysse dejlige læber og endeligt blev hendes øjne lokket ned til hans hænder der nu åbnede hans bukser og lod dem falde. Med et langsomt blink , trak ....hev ....hun blikket fra ham.Hun nåede på vejen at strejfe hans mørke øjne og opdage at der ikke lod til at være nogen hæmninger eller spor af generthed hos ham. Selvsikker....som altid.
Selv drejede hun ansigtet væk, fast tøjlede sit blik ned i bade vandet , hvor hun lod hænderne glide frem og tilbage , i en beskæftigende leg med skummet.
Hun var al for opmærksom på at Aleck , der nu var uden tøj.Hendes sanser næsten vibrerede og fornemmede hver en bevægelse han lavede, selv inden han kom på plads i badet, og skabte bevægelse i badevandet.

For hendes indre , tonede billeder frem....måske skabt af længsel , måske af helt andre ting?  Billeder , der helt basalt bestod af hende , af Camille - der klyngede sig tæt ind til Aleck.Man kunne næsten høre hende hviske " please.." 
Billederne viste at hun endelig synes at have overgivet sig helt....til ham - og dermed havde foræret ham magten til at afgøre hendes videre skæbne. Det var billeder ....billeder der viste hende sårbar, blottet - og hvor længslen efter Aleck, længslen after han skulle slukke denne brand der var antændt i hende , stod printet i hvert et træk hendes ansigt fremviste.
Men også frygten ...frygten for at blive afvist eller måske frygten for at være på vej ned af en helt gal sti , denne frygt kunne man også finde i hendes dybe øjne, hvis man vel og mærke tog sig tid at  lede.

Camille fik de indre senarier væk, ved igen at kigge op på Aleck.
At se ham ....sidde der overfor hende, i badet ....at sidde her med ham....Arh, hun burde have tænkt sig bedre om.Hun blev pludselig lidt bange for at hun legede med ild, en ild der ville blusse op....en hun på ingen måde ville kunne styre.
Et hav af følelser rejste sig, som en flodbølge.Hun gled et stykke længere ned under vandet, der nu dækkede den halve hals.

Disse følelser....
Det var hverken tid eller sted at navngive dem alle , alle dem der lavede springgymnastik og slog saltomotaler Inden i.
Det var tid til at ...hygge sig.
Så hun tog sig sammen og så på denne helt vidunderlige dæmon , hun var havnet hos.Hendes puls slog hurtigt og kinderne var varme, men hun ignorerede det og håbede at det ikke var for synligt for Aleck , at hendes indre kogte.

" well... Aleck, sikke en god ide du fik hér" sagde hun endeligt, i en lidt drillende tone og med hendes telekinese sendte hun lidt skum efter ham, som hvis hun havde pustet kraftigt.

Varmen havde snart nået ind til hver en fiber i hans krop. Den kildende fornemmelse af varmen imod hans hud - som han havde fået, da han først brød igennem vandoverfladen og steg ned i vandet - var efterhånden forsvundet. Han havde nu vænnet sig til varmen og den fornemmelse det bragte til hans krop.
Den havde plantet sig dybt inde i ham og nægtede nu at give slip og han ville da også helst have at den forblev der.
Minder det dig om noget?
Spurgte han overraskende sig selv. Svaret gad han ikke gøre mere ved; han kendte det. Det var alt han behøvede. Han lukkede øjnene og gled længere ned i vandet. Den behagelige følelse af vand der trak ham ned og omsluttede hans krop. Hvor måtte det egentlig også være et... Mærkværdigt syn. De to i badekaret - for langt fra hinanden til fuldt ud at have noget kørende, dog stadig i badekaret sammen - bare siddende der og kigge på hinanden.
Mange ville finde det akavet - det ord fandtes dog ikke i Alecks ordbog... Eller det gjorde det, han kendte det bare ikke personligt, ligesom blufærdighed. Ikke sammenlignet med Camille i hvert fald... (Eller nogle andre i verden, ikke at han var klar over dette).
En bly viol...
Din bly viol.
Lød en lokkende og meget drillende hvisken. Han valgte at ignorer den.

Heldigvis skulle han ikke give stemmen særlig meget mere opmærksomhed. Der var noget helt andet, der tog hans opmærksomhed - nemlig den nu meget opmærksomhedskrævende killing Panther. Han kunne nu ikke 'holde sig på måtten' og var hoppet op på kanten af badekaret. Han kunne mærke ham imod hans hoved og nakken. Killingen havde placeret sig lige bagved hans hoved og fungerede nu som en nakkestøtte for ham. Pan spandt - ikke overraskende - meget og gned mundvigen imod hans øre og hår. Han kunne mærke at han rystede på hovedet og nøs hakkende. Han havde sikkert fået hår i munden og tanken om dette fik Aleck til at grine. Han havde måske ikke være omkring katte hele hans liv, men han vidste dog godt - at de slikkede sig selv for at få skidt og snavs af sig. Hvis nogle få af hans hår var nok til at få katten til at sprutte, hvordan ville den så komme igennem at skulle slikke sin egen pels ren?
Var det ikke en lidt sølle kat de havde samlet op? Eller var det bare ham?
Han trak en våd hånd op af vandet og kørte den igennem Panthers pels. Killingen spandt - om end - mere end før. Igen blev hans hoved rystet og en kluklatter kunne - samtidigt - høres fra ham. Hvem skulle have troet at han - denne dag i dag - skulle sidde i et badekar sammen med Camille og i selvskab med denne underlige skabning? Ikke han - det var sikkert.
Smilet om hans læber forduftede ikke, da Pan gik af sted hen imod Camille. Med højt løftet hale gik den langs badekarets kant. Det skulle ikke undre ham, hvis det ikke skulle særlig meget til, før den lille killing endte i vandet.

Han skulle lige til at besvarer Camilles ord, men fik sendt en spandfuld skum i hovedet og måtte jo forsvarer sig selv - hvilket betød at der blev sendt en stor mængde skum (og vand) efter Camille, han brugte dog hænderne, da han ingen heftig evne havde. I al tumulten fik han plasket noget vand efter Panther og denne prøvede at redde skindet, men endte - hovedet først - nede i vandet. Et piv af den anden verden nåede hans øre og han rakte hurtigt ud efter katten.
Selv om, at den ikke kunne snakke, så kunne han se taknemmeligheden i dens gule øjne. Hivende efter vejret satte han den ned på gulvet, oven på det håndklæde der var arrangeret på gulvet foran badekaret. Han rystede sig og prøvede at komme af med så meget vand så muligt.

"Det var godt nok tæt på." Mumlede han stille og kiggede på Camille, afventede hendes reaktion.

Oplevelsen af at være mere glad og mere ' normal' end hun havde været længe, kom stille listende og sprang på hende, inden hun fik set sig om. 
Det gik op for hende , hvor meget hun faktisk savnede at beskæftige sig med de almindelige ting i livet, hvilke ikke burde være mordtrusler, babyer ved dørtrinet, drager og mystiske missioner. Det gik op for hende hvor meget hun længtes efter, og måske ligefrem havde behov for ?, stabilitet og sikkerhed .Den havde hun i hendes gamle verden lænet sig op af Tristan for at få.Det ville hun jo stadig gerne, men han virkede så langt væk fra hende, så travlt optaget med alle de gøre mål de læssede ud over ham, at der var langt imellem de mødtes. Og i mellem tiden snuplede hun over ....Aleck. Eller var det ivirkeligheden sig selv? 

At Camilles liv aldrig ville stereotypt , stod efterhånden bøjet i smuk neon.Ironisk egenligt....Mange kvinder sukkede efter status som gudinde, et fejlfrit udseende eller guld og ædlestene og sex i flæng. Selv havde hun bare et ønske om et helt almindeligt liv, med mand og børn, hvilke var stort set det eneste hun ikke lige kunne række ud efter.Selv hvis hun skulle tage et bevidst valg , og fravælge alt overnaturligt i hendes liv ( hvilke naturligvis ikke var muligt, at skære folk ud af sit hjerte) - men HVIS hun ville forsøge så kunne hun ikke . For med fe gener , telekinese og nu også evnen til at se lidt ind i fremtiden - kunne hun aldrig blive , hvad hun af hjertet begærede så meget...' just a ordinary girl'.
Hvilke betydning havde det så ? Tja...udover en tavs indre kamp der gik ud på at accepterer sig selv - på alle måder, betød det også at de stunder der mindede om almindelig daglig levevis, var blandt dem hun elskede og værdsatte aller mest af.

Hun så ned på Aleck....
Dette var een af de situationer. Panther havde møvet sig op bag ham og alene deres inbyrdes kæl og kamp var dejlig, men det der satte episoden på hitlisten, var det ubekymret og åbne smil Aleck sad med.Det nåede helt op i hans øjne og han lignede alt andet end den farlige dæmon, hun udmærket vidste han var. (Overfor andre, ikke hende.)
Hun elskede det smil, og det lyste rummet op- efter Camilles  mening.

Pan havde besluttet at lege line danser, meget uklogt træk på et badekar -og Camille lagde sin ene hånd på kanten af badekaret , for at kalde killingen til sig.Med små kluntede trin og en hale der strittede rankt op, begav den sig selvsikkert mod hende.
Da Alecks byge af vand og skum , ramte både Pan og Camille , og den styrtdykkede til sin og Camille store frygt...kastede hun sig frem for at gribe ud efter den i vandet.Selv om hun var hurtig, var Aleck bare endnu hurtigere.Sikkert dæmon reflekser der gav ham den fordel , og hun så til imens han fik halen katten op og sat den i sikker hed på gulvet.Camille , der nu sad på knæ i midten af bade karet, lænede sig lidt ud over kanten for at sikre sig Panther var ok.Den var allerede i færd med at ryste vandet ud af pelsen , nyse og klø sit øre, så Camille konkluderede alt det lille myr var helt ok, udover sikkert at have fået en forskrækkelse i livet. Pan, kiggede lidt bebrejdende op på dem begge, som sagde den ' helt ærligt !'.
Camille , nu med et drillende utilfreds glimt i øjnene, vendte sig mod Aleck.
Hun var meget tæt på ham, som hun sad der på knæ, mellem hans ben.
" Du er nød til at passe bedre på ham...der var det ved at gå galt" men der var intet bebrejdende at høre , hendes stemme var blid...og en anelse hæs.
Hun havde lyst til at række ud efter ham. Aleck.
Hun ville med lethed kunne lade hendes hånd løbe igennem hans halv våde hår, ned af hals hals og lave en lille cirkel på hans skulder.Uden vanskelighed , kunne hendes fingre langsomt vandrer ned af hans arm ( hun greb sig i at falde lidt i staver og dagdrømme om ham , men noget rev hende ud......hans arm?! ) Hvad var det for en tatto han havde? Hun kiggede lidt nysgerrigt og lysten til at røre ham...og den var ...overvældende, næsten umenneskelig.

Panther virkede ikke vitterlig glad for den behandling han havde fået og Aleck forstod dog også godt dette til fulde. Hvem ville dog bryde sig om at blive smidt ned i vand, der var i et omfang - hvilket var betydeligt større end en selv også oveni ikke at kunne svømme. Han kunne kun forestille sig, hvordan Pan måtte føle. Den lille... Stakkel rystede og skælvede over det hele. Den rystede og rystede og rystede. Både rystede på grund af kulden og i et forsøg på at komme af med den - eller rettere; at komme af med vandet, der sad som perler i dens pels og trængte dybt ind igennem pelsen, skindet og ind til kroppen, hvor den kølede den af. Disse små perler stod nu til alle sider, da Panther - igen - kraftigt rystede sig. Han gik endda så vidt til at smide sig ned på håndklædet og rulle rundt der - i et forsøg på at tørre pelsen af i håndklædet. Et stille smil prydede hans ansigt, dog blev det hurtigt afløst af en let neutral maske og et håb tændtes inde i ham. Et håb omkring at Camille ikke havde set dette smil. Grunden til, hvorfor var dog ikke til at finde nogle steder.
Panther havde nu indstillet hans prøvelser og kiggede op på ham - eller var det kun ham? Noget havde fået vandet til at vibrere og bevæge sig rundt. Hans blik rettede sig til siden og der opdagede han, at Camille havde bevæget sig tættere på ham og sad nu og stirrede opskræmt på Pan, nej vent. Den opskræmte stirren havde forandret sig til et drillende glimt - og dette glimt blev rettet imod ham. Han lyttede til hendes ord og - imod hans vilje og til hans "irritation", han kunne ikke rigtig være irriteret på hende... - kunne mærke et automatisk og ustoppeligt smil brede sig fra hans mundvige og, hvad hans fornemmelse sagde ham, helt op til ørene.
Panther gav endnu et piv fra sig, som for at tilkalde sig hans "retmæssige" opmærksomhed.

Opmærksomheds krævende lille pelskræ.
Tænkte han med en indvendig latter. Dog stoppede latteren brat, da en - ikke henseende - kommentar blev tilføjet.
Ja... Far har gang i andre ting, lille behårede kræ.
Det blev sendt ud som en drillende spinden, der fik hans fingre til at krible og hans mave til at slå knuder. Krible og slå knuder af lysten til at gribe den om halsen, så denne fra kroppen og fortære det hele... Langsomt, mens den stadig - på mirakuløs vis - stadig levede. Han ville kvæle den, gøre alt for at den forfærdelige mund for evigt forblev lukket.
Men, hvordan skulle han nogensinde kunne holde koncentrationen på at kvæle og lemlæste denne, når Camille sad der. Så tæt på ham. Lige dér imellem hans ben. Han kunne næsten allerede mærke, hvordan hans viljestyrke startede at smuldre. Hvordan skulle han dog også kunne koncentrere sig med Camille foran sig... Lige der.
Han rystede på hovedet og prøvede at holde blikket fra Camille. Samtidigt prøvede han at holde de genopblussede instinkter og følelser, hans Dæmongener lige nu sendte - med lynets hast - rundt i kroppen på ham. Det smertede næsten i hans krop at skulle holde dem tilbage, men han havde trods alt intet valg. Han kunne ikke rigtigt springe på hende, sådan uden videre eller kunne han?
Billederne af Camilles og hans vilde leg, blev igen bragt for hans indre blik. De blev dog hurtigt tvunget væk igen, han ønskede dem ikke. Han ønskede ikke, at det skulle være sådan. Deres forhold, eller hvad man nu kunne kalde det. Han ønskede ikke at det skulle være sådan, han ønskede at der skulle være noget andet... Følelser. Var det ikke det der var meningen, der skulle være i et forhold? Eller... Var han inde på noget helt andet? Eller det helt rigtige - uden at vide det?
Uden at have lagt mærke til det var han rykket tættere på Camille, han krop adlød ikke han hjerne og bevægede sig af sig selv. Han ville bare gerne være tæt på hende, holde om hende og holde hende der for evigt. Holde hende tæt og beskytte hende for alt, hvad der måtte komme i deres retning med intentionerne om at skade hende. Uanset størrelse eller magt, så ville han uskadeliggøre det og sørge for, at hun var i sikkerhed. Han ville holde om hende for evigt, hvis det var, hvad det tog at holde hende sikker. Intet ville kunne stå i vejen for at han kunne holde hende sikker.

Det fik hendes hjerte til at smile.
Måden at han ganske langsomt og modvilligt fik knyttet sig til Panther. For det var hekt sikkert at killingen nu, havde fået møvet sig ...fået indsmigeret sig til en plads hos Aleck. En særlig status.Hans smil og hans øjne røbede alt. Desuden var den stadig levende, det havde Camille en mistanke om den nok ikke ville være, havde den ikke tilraget sig hans gunst. Hans hænder havde håndteret den nænsomt og vel næsten kærligt, set med hendes øjne. Selvfølgelig  var det muligt at hun tillage ham , Aleck, flere følelser end han besad....men hans smil støttede op omkring hendes egen intuition, så den gik hun med.

Hun registrerede  dårligt at han havde bevæget sig tættere på hende, havde nærmet sig hende og dermed nu kun  tillod at der var ganske få centimeters luft  , som afstand mellem dem . Eller måske havde hun set han bevægede sig ? men kunne ikke helt forstå, ikke helt forholde sig til de sad her sammen.Afklædte. Det var egenlig meget....ulig hende. 
Det var noget man gjore med sin kæreste , var det ikke ? At tage bad sammen.De var ikke kærester, så meget vidste hun .Han havde aldrig spurgt og hun havde aldrig ønsket at skulle tage stilling. Det samme galt Tristan.
Hun var...single og ....
Ja- og hvad?! 
Hun kunne ønske herfra og til jul at der ikke var en tiltrækningen mellem hende og Aleck.Men hun vidste bedre. Hun mærkede hun blev draget som en magnet, til ham. Som han styrede hende, dirigerede hende....i hans retning...om hun ville det eller ej.
Det ville hun nok ikke , hvis hendes fornuft fik det afgørende ord, men desværre sad følelserne med en megafon - og nærmest skreg noget helt andet, overdøvede en hver fornuftig tanke, der forsøgte række hånden i vejret og sige noget.

Hendes hånd brød gennem vandets overflade.
Hun så både usikker og tøvende ud , da Hun langsomt fandt Alecks håndled og lod sine fingre spænde sig fast omkring det, med et fast greb. 
Den kunne blive der, som forsikring på hans hånd, ihvertfald denne ene, ikke ville kunne lave ballade.Men hendes hånd ville også kunne løsne greb op igen, og hun ville kunne mærke ham, føle hans hud når hendes følsomme finger spidser ville bestige , vandre op af hans arm, hen over hans tattoveringer og .....

Hun bremsede sig selv. Satte end ende for denne...galskab. 
Hun måtte prøve, virkelig forsøge at styre sig lidt. Det var som hendes krop ikke længere var hendes , men...hans? DET var ikke sandt.Det var det ikke ! 
Og disse små ...dagdrømme...måtte stoppe.
Hun fugtede sine læber...stadig med sin hånd om hans håndled, og sit hjerte i hendes hals.
" hvad står der?" spurgte hun - og lød næsten forpustet.Hun kiggede igen mod teksten på hans arm.

Hvordan var det han var endt her? Sammen med hende? På den her måde? Han mindes ikke at noget af det, der var sket imellem dem - da de mødtes - der nogensinde kunne have ført til dette.
Havde han virkelig kastet sig over hende på den måde? Eller... Havde han på en eller anden måde tvunget hende her? Ønskede hun det her?
Spørgsmålene hobede sig op.
Var han virkelig gået tilbage til sin... Kvinde-nedlæggende tid? Eller var det faktisk Camille, der havde kastet en snor på ham og hevet ham med sig. Han håbede næsten det sidste; det var ikke mange kvinder der kunne gøre det ved ham. Han hev de fleste rundt efter ham, det omvendte var noget mere ukendt for ham. Men havde han faktisk fundet en, som kunne ja... Tæmme ham, som en af hans gamle venner ville have udtrykt sig. Han kunne næsten høre han stemme for sig.

Havde han ikke haft problemer nok? Havde han ikke sagt til sig selv, at kvinder enten var et måltid for at tilfredsstille han sult... Ja til både det ene og det andet. Det var ikke mere for ham. Burde ikke være det. Han havde givet op for lang tid siden... Kvinder var måltider.
Og dog kan du stadig ikke fornægte det faktum, at du sidder i et badekar sammen med den kvinde der bor hos dig.
Aleck sukkede indvendigt, men han kunne jo ikke afvise det; det var skam sandt. Han sad i et badekar, sammen med Camille - som da også boede hos ham. Men... Ja, men hvad? Skulle han sige at han ikke kunne holde sig tilbage? Indrømme at hun - med alle sine særprægede træk - gravede noget frem i ham, som eller havde været begravet flere kilometer under den elegante og velopdragende overflade. Hvordan det lykkedes hende, var ham stadig et mysterium, men det at hun gjorde det var også alt han behøvede at vide.
Hendes hånd imod hans arm fik ham næsten til at springe op af badekaret og ud midt på gulvet i badeværelset. Han lod dog være, da han havde på fornemmelsen at hun ville foretrække det sådan.
Ellers så er hun ligesom dig; vil gerne have noget - vil bare ikke indrømme det.
Lød den bedrevidende stemme i hans hoved. Den fik dog ikke mere opmærksomhed, end at blive kvalt og ignoreret derefter. Al hans opmærksomhed lå nu på Camille. Specielt hendes hånd imod hans arm. Han kiggede ned på hane venstre arm, dér hvor hendes hånd berørte ham. Der hvor nogle snørklede ord var som tegnet med blæk ind i hans hud. De sorte små bogstaver dansede hen over hans arm. Han havde haft dem lige siden han blev født, det var i hvert fald det han havde fået fortalt og han tvivlede ikke et sekund på det. Han havde altid nydt synet af de små ord, skriblet ned på hans arm og hvad de betød.
"They hunt you,
The Lucifer's Angel.
Never lived, never died
Your life has been denied,
They call you,
Lucifer's Angel." Svarede han og kiggede indgående på hende. "Det er en... Familiearv kan man vel kalde det."

At en sær form for intensitet omgav dem, bar hele rummet vidne om.
Luften var næsten ladet med elektricitet og alle hendes sanser stod som på stilke. Sanserne var som en antenner der opfangede alle signaler, små som store , og herefter beklædte Camilles bare hud med dem.
Neurologerne havde en ide om at man kunne blive overstimuleret og at det var næsten lige så slemt som understimulering, det var ikke hensigtsmæssigt og man kunne blive helt konfus af det.Var det dét der skete, når hun var sammen med Aleck* bang* og så var man konfus?et tilfælde at overstimulation, af overophedning måske?
Hun formåede stadig at trække vejret, selv om hendes lille pulserende hjerte synes en kende uroligt, så trak hun dog vejret ....omend med en lidt påvirket respiration.
Hans tilstedeværelse, så tæt på hende skabte lidt....nej, skabte meget ravage inden i .

Det var svært....specielt da Aleck ligesom fintunede hans indstilling og zoomede ind på Camille.
Bare hans blik var tilstrækkeligt.Det var nok til at hun følte sig indfanget og draget og nok til hun kort betvilede hvorfor hun overhovedet sad her med ham, i et badekar....nøgen.Var hun helt enormt dum? Meget blåøjet og naiv ( taget i betragtning at han ikke bare var en fyr, hvilke var rigeligt, men også dæmon) - eller sad de her af den simplenårsag- at det var uundgåeligt? Måske var det forudbestemt at deres relation skulle være tæt, kærligt og kompliceret som en i helvede? 
Hun ærgede sig over ikke at kunne se udpluk af sin fremtid.De syner hun fik, omhandlede stort set altid andre. Det var måske nok meget godt på den lange bane, ikke at vide hvad der lå i kortene for ens egen fremtid, men i enkelte situationer havde det , måske, kunne bringe lidt ro over gemytterne.Eller måske slet ikke?

Camille blinkede langsomt, gav sig hen til hans stemmes rolige lyd og hans lille fortælling om ordene på hans arm.
Det lød smukt, syntes hun.Poetisk, mystisk og måske med flere lag  og mulighed for fortolkninger.Lidt som Aleck selv. Indtagende og lidt...farligt.
Han var færdig med at fortælle og hun havde været en interesseret lytter.
Desværre ikke standhaftig nok til at fra holde sine fingre i at glide frem og tilbage enkelte gange, over teksten, imens hun kiggede betaget på hans arm.
" Familie arv? Har i alle fået laver den samme tatto?" spurgte hun håbfuldt da hun gerne ville vide mere om ham- og strøg over hans arm en sidste gang.Hun løftede langsomt hovedet og så med tillidsfulde øjne ind i hans , da hun stille spurgte " Lucifer....djævlen himselv, er det ikke? Han nævnes hele to gange?"

Han kunne mærke det. Hvordan han instinkter brændte indeni. Brændte sig igennem organer, celler, kød, hud og - sidst men ikke mindst - følelser. Andre af dem, altså. De begærende instinkter var begyndt at lure på sig igen. En sitren løb igennem ham. den startede - ikke overraskende - der, hvor Camille bløde og fristende fingerspidser rørte ved hans arm og den inskription der var på den. Han kunne se for sig, hvordan bogstaverne forlod deres plads på hans arm og listede lydigt efter Camilles fingerspidser i takt med at hun fjernede dem. Det kildede og kriblede i hans hud, mens de sorte skriblerier dansede efter Camiles fingre, som var de rottefængeren og ordene rotterne. Ikke den lækreste sammenligning, men den passede mere eller mindre godt.

Aleck vendte tilbage til de virkelige begivenheder, hvor rottefængere og bevægende ord ikke havde deres daglige gang. Men mere eller mindre havde han reageret meget på hendes berøring. En enkelt berøring. Det var alt det tog for hende, at fremdrive en reaktion fra ham. Hvordan var han overhovedet overlevet, dengang de havde kysset? Hvis han reagere sådan på dette.
Men nu var der også en stor forskel på dengang også nu. Lige nu, sad de i et badekar - og som man normalt er i et badekar - nøgne. Begge to. Hans krop reagerede noget så meget, men hans selvkontrol var dog så veludviklet, at han kunne holde det tilbage. Uden forhåbentligvis at vise alt for meget af hans... Reaktioner.
Hans Dæmoniske instinkter var ikke til at komme udenom, der var nød til at ske et eller andet... Ellers kunne han ikke garantere for udfaldet. Det behøvede dog ikke være lige hér. Han håbede at, hvis han tog sig sammen og pressede alt den selvkontrol han kunne mønstre ud, så kunne han nå ned til byen og måske få stillet sin sult der. Hvis ikke Camille kunne hjælpe ham der. Og det betvivlede han, ikke at hun ikke kunne; nej, det ville hun sikkert være mere end i stand til. Det var et spørgsmål om at han vidste, at hun ikke ville. Han kendte godt hendes grænser.

"Det er... Lidt svært at forklare - men nu hvor jeg ikke har andet valg end at gøre det så, kan jeg sige at det er noget der er nedarvet gennem min familie. Min far havde det og min farfar havde det, så vidt jeg har fået at vide, altså. Det er ikke en... Tattoo, som du kaldet det. Det er en inskription, som vi er født med. Det er - som du måske har bemærket - dog kun mændene der får det. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har vel mine teorier." Sagde han og lod blikket falde ned på de sorte markeringer på hans arm. "Ja... Lucifer, Djævelen selv. Han... Ehmm... Ja som du ved er jeg Dæmon, men noget i mig er dog anderledes end hos andre Dæmoner. Min slægt nedstammer fra Lucifer." Sluttede han og så afventende på hende.

Det trak i hende.Virkelig meget .
Hun sad så faretruende tæt på ham, skulle bare lige læne sig de sidste få centimeter frem, og hendes ansigt ville være så tæt på hans. 
Hans læber ville, hurtigt, kunne være mulige for hende at række ud til, at sætte sine egne blidt,varmt og kærligt imod hans, og så lukke øjnene stille i....og vente.
Vente på hvad der så skete,vente på at den tindrende følelser  ,der lå som en eksklusiv formidabel crem smurt ud over hele hendes krop, eksploderede i et fryværkeri af velvære, hvis hun lod sig konsumerer af hans kys....af ham.

Hun kunne ikke læse i hans øjne hvilke tanker der var på spil , inden i Aleck.
Det var måske meget godt, hvis man kendte Camille.
Alene den strejfende tanke om at ...glæde sig ved en anden kvinde, stille sin...sult, det skulle nok have  trykket på et par knapper.
Hun kunne grangiveligt havde fundet på at rejse sig fra det selvsamme badekar, smække et håndklæde direkte  i hovedet på ham og bede ham smutte ud i byen, efter en dame lige med det samme og .....bedyvet at hun  da var fuldstændig græsk katolsk med det! Men....det ville naturligvis være endt i en mindre katastrofe, en smertefuld en af slagsen, idet Alecks lille evne ville have skreget af grin, og tvunget den pinlige sandhed ud af hende, sandheden at alene tanken herom gjore hende....ilde tilmode. Hvis ikke ligefrem jaloux.Men ....nu ejede hun jo ikke evnen til at læse hans tanker, så for nu....var de begge to ' sikkre'.

Tilgengæld ejede hun heller ikke så meget rutine i lige disse prekære situationer.
Og det at sidde så tæt på Aleck, afklædt og med al det usagte svævende i luften mellem dem, var stort set mere end hun kunne modstå.
Hendes blå øjne , lå på hans arm imens han talte....inskriptionen...var smuk ...klædte armen,klædte ham....men...men...Lucifer?!
Hun rettede blikket op og så ind i Alecks øjne, gentog med en lidt bævrende og vantro stemme .." Du.. Du stammer direkte fra Lucifer? Aleck...h-hvad "
Hun gik i stå, nogle havde pauseret hendes hjerne og hendes tale.Hvem det var havde hun ingen ide om.Hun ville jo have spurgt om hvad helvede det betød ...for ham...at nedstamme direkte fra djævlen himself.Og for dem omkring ham, betød det noget eller var et så vildt stamtræ helt uden betydning.Hun mærkede hun faktisk blev en smule bange. Efteralt...djævlen! For helvede da, hvor typisk hende at rende ind i et led af afkom fra selve djævlen! Sort uheld....eller?
Hun mærkede en lille rislen bugte sig vej ned af hendes rygrad.Var det...angst?
Angst for al det ukendte. Den dæmoniske side af ham. 
Hun følte sig lille...som et barn Og følte at Aleck  var denne fyr...denne vilde og stærke dæmon ...som havde svaret på det hele, næsten. 
Det var langt fra sandt iforhold til dem begge, men det forhindrede da ikke følelsen i at være tilstede.Hun følte sig som et lam der mårke var i risiko for at lade livet, at blive offer i et ritual, til ære for Lucifer.Og hun besluttede at skubbe den frygt til siden....eller bekæmpe den med noget andet, i det mindste.
Hun adskildte let sine læber ....og uden at have nogen magt eller videre kontrol over det, lænede hun sig det ubetydelige stykke frem mod ham, mod hans mund....imens hendes hænder usikkert søgte op- og lagde sig støttende på hans glinsende skuldre.

Han vidste faktisk ikke, hvad han forventede hendes svar ville være. Ønskede han overhovedet at vide det? Ønskede han at høre, hvad hun tænkte omkring hans slægt? Om det faktum, at han nedstammede fra Lucifer; Djævelen selv. Hvordan ville hun reagere?
Ville han se reaktionen af det han selv havde sluppet fri? Det han selv havde forsaget? Ville han kunne bære det? Selvfølgelig ville han det, men hvad med den forstand, der stadig var intakt? Den del, der stadig havde hans følelser i et jerngreb, uden intentioner om at sige slip? Ville den kunne overleve? Eller ville den forlade ham, sammen med hende; ud af badeværelset, væk fra huset og svinde bort fra hans liv, sammen med den lille rest af menneskelighed, af følelser og medmenneskelighed han havde tilbage? Det var det han frygtede.

Dog havde hans lige linje til Lucifer, gennem generationer - efter hvad han vidste - ikke noget specielt at have sagt. Udover at hans had til engle lå dybere end noget andet. På trods af hans nære venskab med netop dem; Engle. Hans historie med dem, lå også dybt. Dybere end det burde og nærer end det burde. Han burde slet ikke kunne tåle synet af Engle, hvilket kan heller ikke kunne, men det havde taget ham lang tid at indse det. Han havde været så vant til at have Engle omkring sig, at det ikke generede ham, indtil han blev overladt til sig selv.
Smerten ville give små udslag først; signalere til ham, at en Engel var i nærheden og kom tættere på. Hvis den vel og mærke gjorde det. Som Englen kom nærmere, vil smerten tage til med stormstyrke. Lange nåle ville blive presset igennem hans hud, for at forme flere af de ord, der allerede var skrevet der. Mange nåle skulle der til for at forme hvert bogstav, hver en nål rakte langt ind i hans arm - hans kød, hans knogler og blodet flød fra bogstaverne; fyldte dem ud og gjorde dem glinsende røde, en mørkerød farve, der skinnede og brændte til det størknede og blev siddende. Brændte sig ind i huden på ham og gnavede igennem kød og blod.
Forestil dig det, hver gang du kommer i nærheden af en Engel. Så ville du også hade dem, det kunne Aleck garantere for. Vreden brusede op i ham hver gang han kunne mærke den velkendte prikken i hans arm. Det fik hans indre til at koge og hans øjne til at formørkes. En varm og kvalm fornemmelse ville sprede sig fra hans svælg til hans hals og videre ned i maven, hvor vreden atter ville blive antændt.

Han var heldig at han ikke holdt fat om noget - ellers ville det have været pulvariseret nu. Hans fingre ville have lukket sig om det og klemt, til hans kunne mærke, hvad end der var derinde, give efter og knække. Ødelægges.
Hendes stemme gjorde ham nærværende og fokuseret. Hvad skulle han svare? Hvad var der at svare? Han kunne ikke komme på andet end at nikke. Han havde ikke forventet en større reaktion end det. Han havde haft sine teorier, men det var dog ikke kommet til det. Hun blev der, lamslået, men hun blev der. Han kunne se, hvordan hendes læber skiltes og hun lænede sig frem. Han kunne mærke, hvordan hans hjertes rytme snublede over et par trin, men genfandt dig hurtigt rytmen igen, dog ikke nok til at hans overkrop og nedefter føltes lammet. Han lænede sig vej imod hende og mødtes med hendes læber i et kys, der fik alt til at smelte sammen. Farver, lys og mørke. Det eneste han så før han lukkede øjnene, var farven på Camilles læber - før de mødte hans, også dykkede han ned i de kølige spejlblanke vinterbade, hendes øjne udgjorde.

Uundgåeligt.... kunne man vel beskrive det som.
Det var ikke første gang hendes læber havde kysset hans, flere gange var det hændt i ugernes løb. Men altid havde det været mere en situations udsprunget hændelse , en ikke planlagt ting-  end noget hun havde forventet og set komme.
Det skete ligesom , når der ikke længere var en mulighed for at undgå det.
Når tiltrækningen blev for stor og ikke var til at komme uden om.
Og alle disse stærke følelser , hun nu sad badet i , af forskellig karat, svøbt i nøgenhed og sæbeskum kunne ikke slukke for den magnatisme Aleck synes at udstråle, og hans sidste oplysning der måske burde havde skræmt hende væk, over stok og sten....eller idet mindste ud af badeværelset og ind til hende selv, havde istedet fået en helt anden reaktion listet ud af hende.Det var som hun ikke magtede at jonglerer med flere problem bolde i luften, så hun kyssede dem væk...manede problemet til jorden.

Hun besluttede at give ham....dæmonen Aleck...sin fulde tillid.
Hun viste ham , at uanset hans ophav....valgte hun at tro på det gode i ham, tro på at han aldrig ville gøre hende fortræd .En slags underkastelse, kunne man vel næsten beskrive det som.Hun opgav for et øjeblik at kæmpe imod.
Men nu havde hun sådan set aldrig været den mest kompetente til at træffe afgørende beslutninger om sin egen sikkerhed.Der var flere der ville sætte deres underskrift på dette.

Tilbage i badet, mødte hendes læber endelig Alecks.
Hun vidste han var farlig for hende.Han blev mere og mere farlig for hver gang hun ' lod ham ' kysse hende.Hendes sjælefred led under det, men resten af hende strålede og glimrede på forræderisk vis.
Selv om hun forsøgte at hviske til sig selv, mentalt, at det bare var ..nu..at det intet betød....vidste hun godt bedre.Hendes liv var som en tikkende bombe og hun anede ikke en skid om hvordan hun skulle håndterer den, så den ikke gik af og sprang mellem hendes famlende hænder.Hun behøvede hjælp.Fast guiding, hvis dette ikke skulle ske.
Men lige her...lige nu...dansede hendes hænder og krop efter en anden melodi, og  gled fra hans skuldre op i nakken på ham, hvor hun nussede ham, imens hun lukkede sine øjne i og gled væk i hans kys.
Som forventet, eksploderede alle hendes sanser og hun blev slynget langt ud i himmelrummet, i en tilstand af vægtløshed.

Hvordan hun fandt tilbage? Måske rent held...eller uheld?
Det virkede som al for kort tid, da hun trak sig tilbage igen.
Så meget afstand hun nu kunne skabe med hendes hænder stadig omkring nakken på ham. " Undskyld." sagde hun stille..." det var ikke med vilje ..jeg mener ...det var ikke fordi jeg planlagde at"  
Hun kunne næsten ikke få ordene ud, hun sad al for tæt på ham og hendes øjne ville ikke rigtig væk fra hans skuldre..hans hals...og hans mund, kun hans øjne kunne hun ikke opretholde kontakt med, uden at vandet omkring dem , virkede til at øges betragteligt i temperatur og varme hendes kinder.

Det kunne være et kønt syn.
Den elegante indretning i badeværelset, det marmor hvide badekar også med Camille og ham i det, læber tæt omslynget. Hans arme havde også bevæget sig omkring hendes liv og lå nu hårdt imod hendes hofter; pressende hende ind imod ham. Blidt dog.
Der var dog en lille ting, der brød den kærlige idyl. Panther. For det første sad den midt på gulvet på et håndklæde. For det andet, fordi den netop nu havde valg at lege opmærksomhedskrævende. Den dappede fra dens plads på gulvet til badekaret og rejste sig på bagbenene, forpoterne plantet på kanten af badekaret.
Katten brød sig åbenbart ikke om al den kærlighedsfulde idyl og valgte at vade ind i den.

Aleck kunne mærke en vis irritation røre på sig og slå let til overfladen. I hans hoved tog denne irritation form. Det der startede som en sort flydende klat forvandlede sig nu til en pelset lille hårbold. Panther. Den lille killing var symbol p hans irritation, samt grund, og den daskede af og til doven til overfladen af hans tålmodighed; en lille blank sø, symboliserede dette. Killingen havde ingen form for respekt overfor dette og daskede hårdere imod vandoverfladen. Vandoverfladen blev brudt og ringe spredte sig fra kilden; Pans pote. Ringene dansede af sted henover overfladen, indtil vandet igen blev roligt og kvalte dem.
Killingen gentog sin tidligere handling; underholdt af vandets krusninger og måden de bredte sig på. Det sammen som før skete igen, da Panthers pote endnu en gang brød overfladen. Krusningerne bredte sig og bredte sig og bredte sig. Denne gang kvalte vandoverfladen dem ikke. De bredte sig; foldede sig udover vandet og voksede sig større. En forskræmt udstråling - hvis det var muligt - blev brat kastet over killingens fremtoning og den bakkede bagud. Frygten for de store bølger smøg sig om den og den vendte sig om og tog flugten.

Stadig med fokus rettet imod Camille, fjernede han den ene arm fra hendes krop og skubbede killingen væk. Et lavt, men forskrækket udbrud lød fra den, da den landede på gulvet med et bump. Den kom hurtigt på benene og Aleck kunne se ud af øjenkrogen, at den sendte han noget der skulle lignet et irriteret udtryk. Han smilede imod Camilles læber og hengav sig igen til hendes læber og omfavnelse.
Den let velkendte varme følelse spredte sig i maven på ham, den fik hans indre til at koge, men ikke på en dårlig måde. Nej, det føltes næsten... Rart, hvilket på sin vis skræmte ham. At han indre kogte burde ikke være rart efter hans bog, hvis da overhovedet efter andres.
(Dette tvivlede han på.)
Den varme fornemmelse irriterede ham. Han kendte den godt, ja, men han kunne ikke identificere den. Han vidste ikke, hvad den kaldes. Ellers så gjorde han, men havde bare ikke nogen følelse at tilkoble den og omvendt. Netop som dette listede igennem hans hoved, begyndte noget at røre på sig. Små tråde begyndte at spinde sig vej fra den varme følelse til et ord han endnu ikke kendte, men jo længere trådene kom, jo tættere kom han på det.
Han kunne næsten smage varmen på hans tunge nu og ordet var næsten indenfor hans rækkevidde. Så begyndte trådene at visne og forsvinde, sammen med oplysningen om ordet - Camilles læber havde fjernet sig fra hans egne. Han åbnede overakset øjnene og kiggede på hende. Han lyttede til hendes ord og rystede på hovedet.
"Hvorfor også planlægge sådan noget? Ville det ikke ødelægge meningen med det?" Han rystede atter på hovedet. "Nej, inden grund er der for dig til at undskylde; der er ingen skade sket, vel?" Han lagde hovedet på skrå, mens han betragtede hende.

Hun kunne godt se  hendes valg af ord, efterlod ham undrende.
Måske var det ikke så ofte,  man blev afbrudt i et dejligt kys for at den man kyssede ville sige undskyld?
Mest var det nok et udtryk for hun ikke - helt- var i kontrol af situationen , hvilke implanterede lidt usikkerhed i hende, en tildens til at trække lidt i land...søge ind på sikker grund.
For tag ikke fejl.....kysset og Alecks hænder havde smidt hende langt ud på havet , et hav af nydelse og rus.  Så langt ud at ingen horisont var i syne , hvis hun skulle undgå at drukne, var Aleck hendes redningskrans.Så hendes hænder lå omkring hans hals, kærtegnende...følende, forsikrede sig at han var der.
Camille gav sig lidt under deres kys , da hans hænder beskyttende,krævende  men stadig med en blidhed over sig , lagde sig på hendes hofter og var i færd med at sørge for hun forblev så tæt på ham som muligt.
Kun svagt registrerede hun Panthers indblandning og killingens leg, det var en perifær del af hendes bevidsthed....ellers var hun ganske enkelt for egoistisk, for indtaget i Aleck til at overveje at give Pan sin opmærksomhed, da dette betød hun havde mind at give Aleck.
Hun vidste dog at det var risikabelt for hende at indlade sig med ham....og langsomt....meget langsomt ....vågnede Camilles gamle handlemønster af sit hi.
Det handlemønster der altid fik hende til at løbe væk, stikke af når ting blev følelsesmæssige alvorlige.
Overvældet , hvilke hun var - kunne hun enten lade sig konsumerer af ham( ikke påmbokstaveligt vis dog, sjælen skulle da gerne forblive intakt...trods alt) eller trække lidt i sikker havn, hvilke var lige hvad hun gjore, helt ubevidst - naturligvis.
Det var de to valg ,hendes underbevidsthed havde at byde på , ikke et imponerende ' menu kort' på nogen måde.
Camilles forsvar begyndte langsomt at tage til genmægle overfor hendes skødesløse adfærd. Det var sådan hendes små mekanismer designet til at passe på hende og beskytte hende , valgte at betegne  hendes adfærd.Skødesløs.
Måske var det derfor hun undskyldte?
Camille , næsten stammede sit respons  til ham, da hun  for det første var meget omtumlet i sit hoved og for det andet følte sig på gyngende grund helt grundlæggende.
" n-nej selvfølgelig skal man ikke planlægge  sådanne ting , d-det var bare ...jeg...vi er .." 

Hun gik ganske simpelt i stå , da hun tappert så op fra hendes fokus punkt ,  hvilke var hans skulder, og istedet så ind i de mørke øjne af hans.

" Jeg ved godt der ikke er sket noget alvorligt... Det er bare...jeg ..." 

Hvordan skulle hun få ham til at forstå? Forstå , hvad hun dårligt selv kunne forklare. 
Hun havde sit hoved fyldt med tanker....tanker hun ikke kunne adskille ... Aleck...og Tristan , som hun ikke havde fået redt tingene ud med ( endnu,da dette er tidligere i tiden) ...men når hun mærkede efter, slukkede på kontakten til alle hendes rodede tanker, så var det Aleck hun lige nu så,mærkede,duftede og...ham hun ville...kysse igen.
Fandens også...Hun Sugede eftertænksomt sin underlæbe lidt ind.
Havde hun forspildt sin chance nu?
Hendes hænder var stadig omkring dæmonens hals, og han sad stille...betragtede hende... Hun havde ingen ide om hvad hans tanker rummede og om de var til hendes fordel eller....?

Aleck havde rettet hovedet op igen, men stoppede ikke med at betragte hende. Hans tanker havde efterhånden taget en drejning til noget han ikke havde forventet, at hans tanker skulle berøre.
Havde han gjort noget forkert?
Havde han gjort noget ved Camille, som havde drevet hende til at fjerne hendes ellers så skønne læber fra hans?
Måske var det hans instinkter der havde brændt sig igennem det tæppe han ellers så forsigtigt havde lagt over det og gjort opmærksom på dem selv? Endnu en tanke strejfede hans allerede overfyldte sind, men han ville ikke acceptere dens eksistens. For ham gav den ikke mening og havde ingen grund til at leve. Og dog følte han, at han burde lytte til den selv om, at han ikke ønskede dens selskab.
Hvad nu hvis hun ikke vil have det?
Den lille tanke havde taget form til stemmen, eller den havde klædt sig i dens klang - endnu en grund for ham til at hade den - og gjaldede nu igennem hans hoved.
For hvis denne tanke - hvilken han fandt så anstødelig af grunde han ikke kunne sætte ord på - var sand, hvorfor havde hun så lænet sig frem imod ham og opfordret til det, hvis hun ikke engang fandt grund og mening i det? Tanken havde sat et inferno i gang, men Aleck kæmpede en brag kamp for at få det slukket. Men infernoet rejste sig højt op og flammerne fortærede ham. Sammen med flammerne kom ord; et svar. Et svar fra hans egne tanker (hans helt egne), men han agtede ikke at høre. Han nægtede.
Men du, med de dæmoniske hensigter og drifter, deler jo det. Det du ikke vil bekende. Nuets begær!
Infernoet brændte. Brændte kød, knogler, væv og følelser. Sanserne forsvandt i dette... Dette had. Denne vrede. Han ville ikke give efter, han ville ikke gøre som der forventedes af ham. Han ville ikke overgive sig til en skæbne.
Han ville ikke være ligesom hans fader.

Han ventede tålmodigt på, at hun fandt frem til ordets magt igen. Hun plejede ellers at ynde den så smukt, men netop nu måtte der være noget, der stod på hendes vej til netop det; ordet magt.
Hans nysgerrighed var begyndt så småt at vågne fra sin slummer og bragte sig selv til dåd. Og dog, der var godt nok ikke behov for dens assistance, men det følte den nu og lod sig bemærke. Den lod sig specielt drage af Camilles ufuldendte sætninger. Den prikkede i hans indre og prøvede diskret af presse ham videre imod Camille og søge om den fuldendte udgave af hendes forsøgende ord. Han ville gerne høre resten, finde mening i dem og reagere på dem, hvis det var ønsket.
"Jeg er bange for at jeg er nød til at erklære mig uforstående med de ord, der falder fra dine læber." Meddelte han. Han kunne jo ikke bare nikke og virke forstående, for han forstod ikke. Meningen med hendes ord lå ham skjult. Hans øjne betragtede hende og holdt hendes øjne fast, nu hvor de havde fundet plads, rettet imod hans. Igen dykkede han ned i de isblå vinterbade. Han mærkede, hvordan hans krop kom i kontakt med overfladen og tyngdekraften fik sig tag om han; trak ham ned. Ned i de isblå vand han sank og hver en muskel i hans krop blev lammet, paralyseret.
Medens oppe på badeværelset og i badekaret havde Alecks læber fundet Camilles. Ingen forvarslet, bare ren handling. Hans kunne ikke længere holde sig i skak og forlod sit hvide felt i sin færd efter dronningen på det sorte felt.