On a hunt ~ Aleck

Den gamle kvinde gik en knejsende gang igennem stuen. Hun stod så rank - som hun kunne - og mindede Aleck om en såret fugl. Lidt snusket at se på, men holdt dog ryggen rank, i hvert fald så rank som det var muligt. Hvilket faktisk ikke var så lidt... Den gamle kælling prøvede virkelig at overbevise ham... Men det ville ikke lykkes. Hun ville ikke få krammet på ham! Han ville ikke overgive sig! Til hende, som den sidste!

"Aleck..." Sagde den gamle blidt. Hendes blanke øjne var rettet imod ham. Hendes ansigt var formalet med et bekymret udtryk. Hvor ville han ønske at han kunne tørre det af... At han kunne skifte hendes ansigt ud, som det passede ham.
Hendes medlidenhed, var det sidste han havde brug for. Det han havde brug for, var et offer. Hendes før så underholde ansigtsudtryk var blevet fordrejet til den nu bekymrede maske. Det ville ikke gøre noget for ham, at hun bekymrede sig! Det var hun hundrede procent klar over, hun virkede bare til at undlade det...

"Din medlidenhed kan du godt pakke sammen og sende med duen. Den vil du ikke komme til at behøve." Sagde han kort og spidst. Hans ansigt bar en maske. En maske, som nogen, så tydeligt ville kunne huske. Det stenkolde betræk var igen placeret på hans ansigt. Denne gang blev det dog brækket lidt op med et udråb. "Har du noget til mig eller ej?!" Den stenkolde maske blev afløst af en kølig maske, med et falsk smil, et galskabens smil...

"Aleck." Hendes stemme hev ham hurtigt ud af sin... Mindetrance. Baa-chan snakkede til ham. "Hvad?" Spurgte han forvirret og følte sig dum... Men han havde jo heller ingen ide om, hvad der var foregået her, i stuen, i de sidste minutter. Hans mørke, forvirrede blik vandrede rundt i stuen; søgte efter tegn på forandring. Noget der ikke så ud, som det havde før hans "trip down memory lane".
Det var først, da hans blik landede ved hans side, at han fandt ud af at Camille ikke længere sad der, ej heller holdt hun hans hånd. Hun stod der, foran ham og så ud til at have sagt noget. Noget han havde misset!
(Mens han bandede sig selv langt væk, reddede bedste ham.)
"Hun spurgte om hvad der foregik, Aleck." Det lignede næsten at de sprukne læber ikke bevægede sig, men lyden der kom fra dem, var let at høre i den øredøvende stilhed.

"Ehh jo..." Startede han og kiggede næste desperat på den gamle. Men hun kunne ikke hjælpe ham selvom, at hun havde tydet det desperate udtryk.

Forræder!

Kom det fra hans tanker, ikke at han faktisk ønskede at tænke det... Han kunne faktisk godt lide den gamle dame. Han ville sende Camille ned til hende, hvis hun nogensinde havde brug for en pause fra Dæmonernes lune, blev han enig med sig selv om.

"Den gamle kvinde her... Hun er en gammel kending, som hjælper mig med penge nogle gange, selvfølgelig får hun noget til gengæld. Jeg dræber for hende... Og hun giver penge til mig... Jeg ved ikke om man kan kalde det en rimelig fordeling, men hun mener ej selv at hun har brug for pengene... Og jeg har brug for at kunne afreagere." Han fugtede blidt sine læber. Var det forklaring nok? Var det virkelig alt, hvad han behøvede at sige (i denne omgang)? Kunne et menneske virkelig overbevises af så lidt?
Inderst inde tvivlede han.
Hvis stilheden havde haft en masse, så ville den være flere kilometer tyk. Det var lige før den lagde sig om halsen på Aleck som en løkke og kvalte ham. Han prøvede at synke, men hvis han gjorde, ville løkken strammes yderligere omkring hans hals. Men hvad skulle han sige for at jage løkken og dens medskyldige på flugt? "Undskyld"? Undskyld for hvad? Callen's død havde jo ikke noget med hende at gøre. Hun havde ikke været indblandet i det, personligt. Ingen grund til at bringe hende ind i noget, hun ikke kunne forebygge eller forandre.
(Sket er sket.)
Nej, han skulle ikke undskylde. Hvad skulle han så? Sige "Det er jeg ked af." på trods af, at det var han i realiteten ikke? Det ville hun nok ikke få det bedre af... Ej heller hvis han sagde "Han fortjente det.", "Han er et bedre sted." eller "Jeg var nød til det." Den sidste ville være en direkte løgn... Så den var allerede strøget af listen.

"Camille... Jeg ville gerne fortælle dig, hvorfor jeg gør dette, men så skal vi helt tilbage til min fortid... Og den holder jeg helst begravet..." Det kom ud som en mumlen og den gamle kiggede lidt bekymret på ham. I den tid hun havde kendt ham, var det ikke tit at han snakkede om det emne, slet ikke i den tone.
Han kunne med lethed læse, hvad der stod skrevet i hendes øjne. "Den pige gør noget ved ham, ingen tvivl om det. Og jeg kan ikke helt bedømme om det er godt eller skidt." Hun havde jo, i al fald, ret. Camille havde en påvirkning på ham. Om det var en god ting, indfiltrerede også hans hjerne.
Hvordan tacklede almindelige mennesker sådanne situationer? (Ikke den situation, hvor de havde dræbt en og den, som boede hos en gik i chok midt i stuen hos en gammel dame) Nej situationen, hvor der var en som fordrejede din hjerne; påvirkede dig så du ikke kunne lade være med at... Reagere anderledes, end hvordan du normalt ville? Hvad gjorde de 'almindelige mennesker'? Hvis de da nogensinde ville ende i sådan en situation... Han betvivlede det.

"Jeg tror... Det er bedst, hvis I tager noget te nu. Nu er det jo lavet." Den gamle kvinde supplerede hendes råd med et kort smil. "Af helvede til med hvad du tror!" Havde han lyst til at sige, men han havde dog så meget respekt for den gamle, at han afholdt sig fra det. Hun mente det jo ikke som en dårlig ting, hun ønskede bare at lette stemningen lidt. Hvis ikke det havde været en stor plet, på det store ære han besad, ville han have bedt til Gud om at lade det lykkes. Der skulle godt nok meget til at tvinge ham i knæ for at bede til en gud som ikke engang hjælp dem, der ikke gjorde andet end af bede ham om det ene eller det andet. Men han kunne nok også godt se det.
Hvis en far's børn bliver ved med at råbe om det ene eller det andet, som små tudehorn, så kunne han gjort forstå at faren til sidst sagde "Nej, gudbevar mig vel!" og skred fra det hele. Det var sikkert en helt almindelig reaktion, på så meget efterspørgsel.

Aleck rakte ud efter tekanden og opdagede at de manglede noget. "Baa-chan, du bliver glemsom i disse dage. Vi mangler kopper." Bekendtgjorde han blidt og rejste sig for at hente dem. Lange skridt bragte ham til køkkenet og han fandt kopperne, efter at have gennemsøgt samtlige skabe. "Du roder også." Tilføjede han til samlingen af bekendtgørelser, da han igen gjorde entre i stuen. "Hvis du nu holder øje med de kopper, om de ikke æder dig, så skal jeg skænke op." Sagde hun og sendte ham et smil der mere mindede som en grimasse, der skulle vise den stolte gadedrengs manglende tænder; tabt i et slagsmål han vandt. Dæmonen fik hurtigt det rystet ud af tankerne og overtog bedste's ophældning af te, da der ikke var mange sekunder igen til at det gik galt.
Da de alle tre sad, udover Camille, med en kop dampende varm te foran sig, brød stilheden ud igen. Denne gang var det dog en stilhed der krætegnede hans kinder og ikke en kvælende løkke. Den lagde sig roligt imellem gæsterne og værten, og gav dem tid til lige at nyde deres te. Indtil der igen ville være en, der brød den og bragte samtalen tilbage til forhandlingsbordet.

Camille stod stille , en bleg og rystet udgave af sit normale sprudlende jeg.
Vagtsomt fulgte hendes øjne Baa -chan da hun dukkede frem ude fra sit køkken ,denne gang med en rygende varm tepotte.

Hun virkede meget rar og tilforladelig, men hun havde en komplet anderledes aura over sig end andre gamle hun kendte.Dette var ikke en gennemsnittelig bollebagende bedstemor, det var så sikkert som der var stjerner på himlen.

Hun var stadig lidt uligevægtig og fik derfor ikke helt fat i at Aleck havde taget et trip ind i sit rige indre liv- igen.
Havde hun bemærket det , ville hun have haft yderliger en bekymring at skulle bære, for det ville have udløst nogle spekulationer over hvad og hvorfor , han forsvandt så ofte.

At han havde været ukoncentreret , var hvad hun troede da Baa-chan kostede ham igang med en forklaring og Camille nikkede opfordrende mod ham.
Dén forklaring var helt klart én hun meget gerne ville høre, for den skulle godt nok være noget meget særligt, efter hendes mening.

Aleck forklarede, eller ....han fortalte i hvertfald.Der var bare det ved hans fortælling at den efterlod hende med langt flere spørgsmål end den opklarede.
Hun fik en lidt irriteret mine ,idet hendes bryn trak sig bekymret sammen og munden blev mere sammenpresset.
Antog han hende for at være....dum?

Hun så ind i hans øjne.
Årh..for helvede, hvorfor....
Hvorfor skulle han have et snært af noget desperat, noget der viste at han også var ...forpint? Måske ikke over at skulle dræbe, Nope...så meget havde hun fattet, men noget andet havde et jerngreb omkring ham, og det gav ham smerter.Hun var ret sikker.

Det forhindrede dog ikke hendes spørgsmål i at blive stillet, da en stærk strøm stadig truede med at trække hende væk fra tryg fast grund , og ud der hvor hun ikke længere kunne bunde.

Hun langede ud efter ham....efter dem, verbalt.
" Aleck... Hvad fabler du om?
Du dræber for hende? Hvorfor ...j-jeg mener hvilken grund kan hun dog have for at ...bestille et mord? "

Camille kiggede , næsten.bedende , over på den gamle dame.* kom nu..sig det er forkert...det kan jo ikke passe! Hvorfor skulle du ville ønske nogen døde?*
Camille havde det som var alt hun så forvrænget, intet var længere normalt, intet gav mening og forsvarsmekanismerne pressede sig på.Hun var ved at reagerer med vrede.

" Aleck....du behøver afreaerer ? Løb dog en tur eller slå løs på noget halm...man MYRDER ikke folk for at...afreagerer.Beklager men..." Hendes stemme knækkede over.

Slavehandler, Call? Ville han have forsøgt 'stjæle hende' til salg?
Tanken var jo...latterlig.
Det kunne han da ikke !
Hun så på Aleck.Vidste ikke helt hvad hun skulle stille op.
Hun sad på toppen af et isbjerg og hun var bange.Bange for hvad havet gemte neden under overfladen.

" jeg kan passe på mig selv, tak " sluttede hun lidt krigerisk i sin tone, måske fordi hun godt vidste det var en.noget selektiv udgave af sandheden.
Hun kom al for ofte ud i slemme vanskeliheder , kun fordi hun traf dårlige valg når det omhandlede hendes egen sikkerhed, men det kunne Aleck jo ikke vide noget om, vel!

Igen denne sårbarhed , denne skrøbelighed i hans stemme...hans barndom....der lå liget begravet.Hvad havde han oplevet af horror? Camille følte en trang til at lægge armene omkring ham.
Det var jo nærmest forrykt at hun følte det...nu..hvad skete der med hende når hun var omkring ham?

De to andre kom på.plads, med ophældt varm te.
Efter at have overvejet muligheden for helt simpelt bare at flygte ud af døren, havde hun.besluttet at sætte sig ned ved bordet.Aleck ville alligevel have halet hende indenfor igen, troede hun.

Lidt tøvende tog hun plads.
Der var en stilhed der omgav dem, men den var på en måde...dulmende.
Som et tæppe der lå blødt og beskyttende omkring dem.
Camille trak vejret dybt.Forsøgte at få.nerverne til at lægge sig, bare lidt.

Hun turde næsten ikke se på Aleck, han vækkede 1001 følelse i hende , alle på éen og samme tid, og hun var ved at miste sit greb om....det hele.

Efter lidt tid, blev det nu alligevel hendes nysgerrighed for meget...og hun brød den omsorgsfulde stilhed, med en spæd dog meget varm og blid stemme...

" Aleck...hvordan var din opvækst?"

Han vendte sig stille i stolen og kiggede på hende. Camille. I de næste mange minutter ville spørgsmål vælte ind over ham, men nu havde han heller ikke forventet andet. Havde han? Nej, det havde han ikke. Han ville selv havde hældt spandevis af ubesvarede spørgsmål i hovedet af dem. Nej... Det ville han ikke en gang, han ville have taget dem op og smidt dem i et hav af ubesvarede spørgsmål. Hvorefter han ville sætte sig og stirre på dem, indtil de svarede.
Hvis de så druknede, var det deres egen fejl, mente han. De kunne jo bare svare, hvilket han nok også var bede stillet med at gøre. Han slikkede sig blidt om læberne og sendte et blik i retning af den gamle kvinde som sad tilbagelænet som om, at intet at dette, der fandt sted foran hende rørte hende det mindste. Hvilket det jo, nødvendigvis, heller ikke behøvede.
Den gamle nikkede og rettede sin fulde opmærksomhed imod Aleck, hun kunne jo ikke have at han fordrejede, eller glemt, noget i historien - som jo, trods alt, var hendes egen historie.

"Den gamle her. Hun havde en gang en mand. Jeg ved ikke rigtig, hvor de boede eller mødtes, men det har heller ikke nogen større betydning, for det jeg skal fortælle dig." Han gjorde et lille holdt for at sikre sig at hun stadig var med, at hus vidste hvad det var de var i gang med at gå dybere i. "De elskede hinanden. Mere end noget andet. De havde ikke mange ting, et stort hus, børn havde de heller ikke nogen af, men de elskede hinanden. Noget de også elskede, som de havde og ikke ville skille sig af med for noget, var den rismark de begge arbejdede i. De havde arbejdet i den rismark siden de mødes og ville gerne blive ved med det, selvom at det ikke ligefrem gav dem en formue, der ville være en greve værdig. Men de var glade og lykkelige." Han stoppede blidt, for at indtrykket af deres glæde lige kunne falde på plads. Når man tænkte på, hvad historien endte med... Så ville det måske nok være en fornuftig ting. Han trak vejret helt ned i maven og begyndte at fortælle igen.

"Lykken... Den måtte dog komme til en ende. Intet af den slags være åbenbart ved... En slavehandler betrådte så deres rismark en dag og spurgte dem om han måtte købe noget af deres ris, til hans slaver. Han gjorde ikke noget større forsøg på at skjule sin handel, sit embede eller sine intentioner for slaverne og risen. For selvfølgelig, ville han kun vise slaverne det også pine dem ved ikke at give dem det eller kaste det efter dem og sige at det kunne de æde. Manden sagde i første omgang, at det ville da være flere penge til dem selv, at det burde de gøre. Men bedste var urokkelig. Hun ville ikke sælge ris til en mand, hun vidste ikke ville bruge risen som han havde lovet. Deres svar til ham blev således; nej. De nægtede at sælge ham risen. Efter at han havde været væk i en uge, måske mere, så kom han tilbage, denne gang med en hel flokfuld håndlangere. Manden kastede sig ud i kampen med dem; kæmpede for at risen og hans kone, skulle kunne komme helskindet ud af affæren. Det endte dog ikke som han, eller hun, havde håbet. Manden var forslået, og de mente ikke at han ville være i stand til at høste risen. Det de lige havde høstet var solgt. Derfor tog han manden, og gjorde ham til slave. På denne måde var Baa-chan nød til at give ham risen for at hendes mand ikke skulle dø af sult." Det eneste man kunne høre i lokalet, i dette sekund, var Aleck's dybe vejrtrækning for at få vejret tilbage. Han havde aldrig troet at han skulle høre sin egen stemme så meget... Også på en dag...

"Hun kom til slavehandleren, hver dag, med risen. Hun ville ikke risikere at hendes mand skulle udsulte, hun ville være vidne til at han fik med, ellers så fik slave handleren ikke flere ris. Det smertede hende dog, for selvom at hun havde sikret sin mand mad, så følte hun sig ikke... Glad over det. Ikke så meget som hun kunne have. Alle de andre slaver, dem kunne hun jo ikke sørge for at de fik ris, det var ikke end del af dem aftale hun havde lavet med slavehandleren. Men hendes mand fik mad, det var det hun fokusrede på. Hendes inderste ønske var dog at hun kunne rede ham. At hun kunne befri han fra den lidelse han måtte igennem, mens hun fik flere og flere penge. En dag, da hun var nede og besøge ham, så bad han hende. Han..." Han stoppede. Hvorfor var han ikke helt klar over, men hvis du havde spurgt ham, ville han have svaret, at han ville give Camille tid til at tage det ind før slutningen kom. Han gjorde sig klar til at fortsætte, men han nåede det aldrig...

"Han bad mig gøre en ende på hans lidelser. Han bad mig dræbe ham." Den gamles stemme var utrolig rolig, for en person som fortalte ens egen historie og grunden til hendes samarbejde med en lejemorder dæmon. "Han bad mig så inderligt, og jeg havde ikke noget valg. Jeg dræbte ham... Derefter kom slavehandleren til mig... Han gav mig en formue, som jeg ikke nogensinde havde set magen til. Han gjorde det for at håne mig, for at sige 'godt gået'. Jeg kunne have dræbt ham lige der, men min egen sorg overskyggede mit had til den mand. Han forsvandt derefter, ingen har set ham siden." Hun fugtede sine gamle og tørre læber.
"Formuen... Ville jeg ikke have. Derfor leder jeg, dag ud og dag ind, efter den mand - men jeg har aldrig fundet ham. I hvert fald ikke hvad eg ved af, men jeg skulle skille mig af med formuen og da mødte jeg Aleck. En ung mand, med næse for finesser og flere tusind mordermetoder. Jeg valgte at jeg ikke ville smide formuen ud, jeg havde trods alt haft den i lang tid, men jeg havde aldrig brugt en lille del af den. Den fik Aleck, det er de penge jeg giver ham." Hendes mørke øjne blev retter imod Camille. "Nu ved du hvorfor, jeg håber det tilfredsstillede din krav på en grund."

Aleck trak vejret blidt. Sikke en lang historie at komme igennem og, som han kunne høre på Camille, så var hans forklarings tid ikke færdig. Hans barndomshistorie... Hun ville høre den...
Damn...
Han havde vel ikke noget valg. Han vendte sig i stolen og gjorde sig klar på at fortælle Camille historien ingen, ikke en gang Baa-chan, havdde hørt fra hans mund.

Hvorfor gør du det? Fortæller hende noget du havde lovet dig selv at ingen skulle vide? Hvad betyder hun for dig?!

Ingenting, ville han gerne have svaret den, men han kunne ikke, en anden stemme kørte igennem hans hoved. Det var ikke stemmens, det var ikke hans.

Kom nu Aleck, se på hende, se hvordan hun ser ud og fortæl hende det. Efter at du-

Stemmen forsvandt langsomt fra hans hoved. Nej. Den stoppede sig selv. Hvad var det han skulle gøre? Han rejste sit blik og kiggede på hende. Der sad hun. Foran ham med... Tårer løbende ned af kinderne. Han blinkede blidt og rykkede sig tættere på hende. Hun græd! H-hvorfor græd hun?! "Camille?" Hørtes det blidt fra hans læber, før de kolliderede med den bløde hud, lige under hendes øje. Blidt kyssede han tårerne væk og det samme gjorde han på den anden kind. Hans tunge kunne ses glide blidt ud af hans mund og tørre tårerne væk fra hans læber. Så begyndte historien; hans historie.

"Mine forældre var ikke så meget hjemme. De arbejdede; med hvad ved jeg ikke. Ej heller den dag i dag. Men jeg ved at det var noget der gav dem god viden i mord og det gav dem styrke... Og penge. Vi boede i et stort hus i en skov, lidt afsides. Her lærte de mig hvad jeg ved i dag, og med det snakker vi ikke kun mord. Vi snakker sprog, menneskekulture - også fra Jorden - matematik, litteratur, geografi, viden om skov, dyr, vand og vind. Alt, hvad det var muligt at stoppe i hovedet på en lille dreng, er jeg blevet indlært med, fra da jeg ikke en gang kunne gå eller sige noget. Bare lytte. Til deres formanende ord og deres 'visdom'. Da jeg så kunne gå, så trænede de mig. Trænede mig, i kampteknikker, udholdenhed, listighed, lydløshed og - mest af alt - hvordan man hurtigt eller nemmest, skaffede sig af med sin fjende på den ene eller anden måde. Det var det eneste de lavede når de var hjemme. Ellers så var der stuepiger, rengøreringspiger og kvindelige kokke til at 'passe på mig'." Hans ansigt forvrængede sig i en grimasse. "De var over det hele. Der var ikke et sted, der ikke var befolket med kvindfolk. Jeg... Mine forældre trænede mig til at være en soldat. Til at omfavne den mørke side der lurer inden i mig. Og det trænede mig til at gøre det med klasse. Min far gjorde mig til en indsmigrende gentleman, der kunne lokke alle med sig, hvis kan ville." Han holdt en pause. Trak vejret og var næsten allerede træt af sin egen stemme. Hvordan kunne nogle mennesker klare at høre på dem selv hele tiden?!

"De gjorde mig afhængig af at dræbe, hvis ikke jeg dræber... Så ender det galt. Det kommer til at gå ud over... En jeg måske har kær." Han sank en klump. "Hvis ikke jeg dræber dem som Baa-chan finder for mig. Så ender jeg med at dræbe hele byen... Det kunne meget vel godt ske.. Jeg har en ondskab inde i mig og den skal holdes i skak." En mørk skygge gled over hans øjne. Han var lang væk.
Helt præcist var han sammen med sin far i træningsrummet og hans far prøvede at dræbe ham...
Som så mange andre gange...

Aleck synes at overveje situationen.Var han måske utilfreds ?
Måske var hun gået forlangt, overskredet en grænse usynlig for øjnene der så, men tydelig hvis man var en dæmon der ikke brød sig om at skulle....gøre rede for sin ...eller andres...gøren og laden.Og da slet ikke sin personlige- og private del af livet.

Men hans ansigt bar ikke spor at vrede og selv Baa-chan gav sin tilladelse til hendes historie kunne fortælles.

Camille kiggede ned i det mørke gamle bord af træ, da Aleck startede fortællingen.

Det skulle ikke vare længe før Camille var helt opslugt af de billeder der blev malet for hendes åsyn.
Aleck fortalte så smukt...så levende at hun kunne se det for sig, som stod hun og så det hele ske, var vidne til Baa-chan og hendes mands tragiske skæbne.

At hun var forfærdet over deres ilde skæbne, var jo helt naturlig og desuden meget klart afspejlet i hendes ansigt, hvor den gamle Istedet sad helt rolig og berettede slutningen.
Camille var sat tilbage, følte hun havde fået luften slået lidt ud af maven.

At skulle tage livet , at være ansvarlig for at slukke lyset i de øjne man elsker over alt .
Det er jo...nådesløst, umenneskeligt.
Ville hun selv kunne befri den hun elskede for pinsler og trængsler?
Ville hun kunne se ind i hendes elskedes øjne og vide at nu kom den endelige afslutning på hans liv og deres fælles historie?
Tårene piblede ned af hendes kinder.Det var så hårdt- for ikke at nævne uretfærdigt.

Camille ville sikkert være al for kujon agtig og egocentreret til at kunne træffe den beslutning.En bismag af dårlig samvittighed , dukkede op i hendes mund og hun skyllede den væk med et tår te, helt mekanisk udført.

På en kort tid, havde hun fået en stor respekt for den gamle dame.Og hun havde haft ret.Hun var alt andet end den gængse grandma der sad og strikkede sokker dagen lang.

Hun ænsede ikke Aleck rykkede sig, før han var helt nær.Jo, hun græd....ellers ville hun brænde sammen indvendig, over al den ulykke og den meningsløs som blandt andet Baa-chan var blevet dikteret af livet .
Græd hun ikke, ville hun få et meltdown, hendes tåre var en manøvre med formål at undgå at komme dertil, men der var jo aldrig garantier for noget her i livet.

Hun så op netop som Aleck kyssede dem væk.Tårerne.
Og hans omsorg , denne gestus ....hans læber mod hendes hud fik hende til at lægge armene omkring hans hals, bare de sekunder det varede, så havde hun igen sine hænder sirligt placeret i sit skød.
Hvad skulle hun sige? Skulle hun sige noget?

Han havde vel forsøgt at trøste, et plaster på hendes sind havde kysset været.
" Tak" lød tøvende fra hendes læber ,imens hun kiggede hurtigt i skjul over på den gamle dame, men hun sagde gud ske lov intet til ...den lille episode.

Aleck ....
Denne ...hvordan skulle hun beskrive ham? Hvilke træk af hans sammensatte karakter skulle man fremhæve ? Det var umuligt at putte ham i en kasse, han passede simpelthen ikke ind i nogen.Ikke nogen hun havde da.
Han var opdraget til....skolet til..alle disse nederdrægtigheder.Han havde fået den rene ondskab i sutteflasken Istedet for sin moders søde nærende brystmælk.Hvordan kan nogen gøre det mod et barn! Mod deres eget barn! Selv for dæmoner måtte det da være...forkert!!!
Hun havde været en del sammen med Zean og Elyas, og Zean tilbad sin søn, ville da aldrig...

Hun sad lamslået ved bordet.
Flere gange i sine tanker opstartede hun samtalen, men det lød bare ikke...rigtigt.

De ....de havde taget et lille barn og ændret ham...formet ham til...ja, til hvad helt precist?
Hun var helt svimmel nu.Havde den gamles historie været fæl, var det jo en børne historie til sengetid sammenlignet med Alecks opvækst.
Hun så på den unge mand, overfor hende.Indsmigerende, veltalende, omsorgsfuld...var det produktet af opvæksten hun sad overfor, var noget af det ægte, overhovedet ?

En gentleman der kunne få alle med sig....

Camille bevægede sig lidt uroligt på sin stol.
Hvis han ikke dræbte nogen i ny og næ...de udvalgte.., så ville han udslætte landsbyer? Børn, kvinder ...alle?

Du gode...HVEM havde hun dog indlogeret sig hos.HVAD havde hun rodet sig ud i denne gang.

Kogende følelser, som var de ingridienser i en pyt i pande ret , væltede hende mentalt omkuld.Det hele var for ...overvældende.Det hele.

Hun anede ikke om hun skulle trøste dem, skælde ud,forelske sig eller flygte for sit liv ?

" I see..." Sagde hun monotont, stadig med tåre der farede forvildet rundt.

" Aleck...og Baa-chan...jeg er virkelig ked af j-jeg....
Jeg skulle ikke have....oftest er der jo en grund " fik hun fremstammet og tænkte at så havde hun da reageret...havde vist hun forstod.Nogenlunde.

Hun så på Aleck.Hun ville SÅ gerne reagerer med fornuft og omtanke, men....han...vækkede, nej...han tvang så meget andet frem i hende, og hun forstod ikke hvad det var.Eller hvorfor han gjore det?

Måske skulle hun....gå, få tænkt sig godt om!

Camille var nok ikke i stand til at tænke eller handle andet end ....ja, end hvad.
Hun følte sig helt ...fortabt lige pludselig ...Aleck var en...stor mundfuld at synke.Og samtidig var hendes hjerte ved at briste for den lille dreng han var....engang.

" Aleck...kan vi ikke gå ud...få lidt luft ?" Spurgte hun.
Måske det ville kunne opklare hendes tanker lidt, bare lidt.

Det mørke blik, tilhørende Dæmonen, var tvunget ned på koppen foran ham. Han sagde ikke noget, men holdt bare øje med røgen, mens den dansende kastede sig fra side til side og samtidigt listede sig elegant til vejrs. Han pustede blidt til den, jog den på vej og skubbede den ud af kurs - hvis den da havde en kurs... Den fortsatte dog stædigt, uanfægtet af de forstyrrelser den mødte. Ligeglad med modstanden.

Aleck's øre opfattede ordet: "Tak." Og han vendte sig imod Camille. De mørke øjne holdt øje med hende, hendes reaktioner og bevægelser.
"Så lidt." Sagde han, det var dog ikke hans mening at sige det så... Nonchalant som det havde lydt. Hans blik hvilede stadig på Camille, da hans stemme for længst havde sagt de sidste ord, i denne omgang. Nu... Hvad skulle der ske nu? Ville hun bryde sammen? Eller ville hun vise sig selv som stærk - som noget han vidste at ingen kunne være - efter at have hørt Bedste's historie og hans egen? Hvad han håbede at hun ville gøre... Lå ikke et sted - i hans hoved - der var tilgængeligt, så han kunne hive det frem.
Igen kom den dampende varme kop te indenfor i hans synsvinkel. Den stod bare der... Og så ynkelig ud. Ynkeligt ensom. En ensom sjæl i Dødens rige. Der til evig tid skulle forsone den straf den ikke havde fortjent... Eller i hvert fald indtil den gamle kælling hældte det engang varme indhold ud.
Han kunne lige se det for sig, den kolde væske, hvis sidste omgivelse ville være porcelænskoppen og derefter dømt til at udtørre på jorden...

Hvis nogen kunne se denne situation, ville det første de havde gættet på nok ikke være at han lige havde fortalt Camille - som stadig havde øjne, der var infiltreret af tårer - hans egen barndom, eller en del af den... Og en gammel dames historie om sin ulykkelige kærlighed og grunden til at hun giver penge til en lejemorderdæmon. Der skulle nok gå et par årtusinde, før de ville kunne ramme bare en lille del af det, der lige havde udspillet sig.

Hvorfor var det egentlig, at nu hvor han skulle være forbandet; kunne han så ikke have været forbandet med evnen til at se ind i andres sind? Eller bare fornemme, hvordan de havde det? Hvad der skete oppe i deres hoveder? Var de forvirret eller kunne de ikke være mere ligeglade? I det mindste bare i en dag! Han ville gerne have været i stand til at se, hvordan Camille havde det lige nu, eller måske rettere - hendes tåre kunne i hvert fald ikke mistolkes - hvad der rumsterede rundt i hovedet på hende. Det ville han faktisk ikke have haft noget imod, men nu havde verden jo bevist for ham - i en meget tidlig alder - at man bestemte ikke sin egen skæbne. Ej heller hvordan tingene skulle fungere fra barnsben. Nej, nej! Den starut, som bestemte det hele, havde allerede bestemt og han slog meget hårdt ned!
Aleck kunne næsten høre de ord, der ville have lydt fra hans, skæbnens mund - eller hvem ellers der valgte ting for folk, som ikke ville have dem.
"Jamen dog! Se ham der! Han er dæmon, et mørkedes væsen! Han skal vi da give det mest irriterende for sådan en kreation som ham! Han skal under den evige pinsel, sandheden vil følge ham over alt!"
Han fik lyst til at skære tænder af den tanke! For han vidste at det var sådan det var. Sandheden og Døden, fulgte ham over alt! Uanset hvor han gik! Så ville sandheden og Døden følge ham, som trofaste skjolde imod verden udenfor og hvad den end ville kaste efter ham. Hvis han havde haft kræfterne det påkrævede, så ville han have forbandet det helt ned i den yderste del af helvede, hvor ingen kan finde tilbage fra! Og han ville gøre det med et gigantisk smil på læberne! Det lovede han! Så højt og helligt en Dæmon kunne - hvilket ikke var særlig meget, men den detalje hænger vi os ikke i.

Han måtte indrømme at situationen var ret rodet. Camille sad og græd, den gamle sad og lignede en som slet ikke havde lagt mærke til den grædende pige, foran hende. Hvilket Aleck - ikke at han ville bekende det, nogensinde - ikke synes var retfærdigt. Selvfølgelig, skulle der være noget der var uretfærdigt, ellers ville verden ikke harmonere - der var brug for uretfærdigheden, ligesom der var brug for ondskaben. Hvis ikke ondskaben fandtes, hvordan kunne man så sige at noget var godt? Så ville alt jo være... Det samme. Intet ville være den eneste smule godt eller ondt, verden ville gå ned, bukke under på grund af manglen på ondskab til at harmonere - også ville det først gå galt.
Og han selv, han sad og stirrede på en kop med te, som stadig stod uberørt. Måske skulle han tage et sip af den, bare for at gøre den gamle glad... Nej! Nu måtte det stoppe!

Du skulle aldrig have fortalt hende din historie! Se nu, hvor du er endt henne!

Ordene lod klare i hans hoved. De råbte af ham, bad ham om at tage sig sammen og lade være med det pjat! Han gad ikke lytte efter og lukkede af for dem. Ordene.
Hvad skulle der så ske nu? Igen blev blikket rettet imod Camille og en trang til at kysse hendes tåre væk endnu en gang, tændes i ham. Den brændte og skreg på ham at gøre det, ellers ville han brænde op - dø ud, sammen med ilden. Han lænede sig frem og pressede sine læber - for anden gang, den dag - imod Camilles kind, der hvor tårerne undslap det kammer, de ellers var blevet gemt væk i. Så rettede han sig op igen og forsøgte sig med et lille smil til hende, om det lykkedes ville han faktisk ikke have svaret på.
Hun prøvede at forklare, prøvede at undskylde. Han ville gerne fortælle hende at det var helt okay, at det nok skulle gå og det skulle hun ikke tænke på - men den gamle havde forvane at komme ham i forkøbet, denne gang ønskede han dog, at hun havde ladet være.

"Det er helt okay, det skal du ikke tænke på; du fortjente en forklaring og det fik du." Hun smilede til Camille - hendes smil var sikkert mere vellykket end hans - og derefter til Aleck. Han nikkede; samtykkede, at hun havde ret og at han var enig. Med en hurtigt bevægelse rettede han sig op og kunne mærke at rygsøjlen gav en knæk fra sig, da han gjorde dette, dog var det eneste han holdt øje med - Camille, der havde forladt sin stol. Han behøvede ikke at spørge hende, hvor hun skulle hen, svaret kom af sig selv. Han nikkede - for anden gang - og rejste sig fra stolen.

"Tak for... Te, Baa-chan." Sagde han og kiggede lidt... Ubekvemt på den uberørte tekop. Hun smilede til ham og gjorde tegn til at det var i orden og at de havde tilladelse til at gå. Ikke at han havde spurgt om tilladelse, men den kunne da være god at have. Så smuttede han ud af døren, med Camille (forhåbentligvis) efter sig.

Hun sad som forstenet. Ingen talte og ingen af dem havde et display af følelser eller tanker.

Var det stilhed før stormen ? undrede hun - Eller tog de alle sig tid, tid til lige at lade begivenhederne falde på plads, lade dem bearbejde , give dem en form og størrelse de herefter bedre kunne forholde sig til ?

Det var nok meget tæt på hvilke arbejde der var i gang inde i den unge kvindes sind , disse små mekanismer af hendes, kaldet forsvar, vævede deres spind i forsøg på at holde hende i nogen lunde balance og sikker.De skar den store voldsomme fortælling, all disse oplysninger , ud i mere mundrette størrelser, så hun bedre kunne fordøje dem…bit by bit…lidt efter lidt.

Hun blev siddende med hænderne i skødet denne gang, da Aleck igen kyssede hendes tåre farvel.
Camille lukkede istedet hendes øjne og munden ændret til let åben , da hans læber igen kyssede hendes tårer bort. Respirationen var en smule ureglmæssig og igen… forblændede det hende en smule , at denne unge fyr - en soldat ,en dræbermaskine ,en kold og sikkert kynisk dæmon, kunne have så stor en sårbarhed, smerte og omsorg inden i sig. Hun var svært draget af dette bizarre mikstur hans sind bestod af. Og hun kunne slet ikke...det var ikke muligt på nogen at beskrive…eller brække ned i små bidder, helt hvilke følelser han trak i , som var han en dukkefører der trak i trådene i sin dukkepige. Hun følte sig…overgivet …til ham, og det havde hun da aldrig haft i tankerne.

Ikke om hun havde til hensigt at føle dette overfor nogen som helst! No way- altså!
En skælven løb gennem hende.Hun måtte se at få hold på sig selv, og helst hurtigt.

Baa-chan havde valgt det rette tidspunkt til lige pludselig at beslutte hun ville deltage i samtalen.Det tvang hende til at fokuserer på hende, istedet for på Aleck, for et øjeblik i det mindste.
Camille var glad…lettet over hendes ord. Det sidste hun ønskede var at føle sig som en byrde, for nogen af dem. Men fair var det, at hun havde haft en forklaring til gode
.Aleck have stort set taget et liv lige foran hendes snude, enda én hun var i selskab med på en måde.
Men en historie har altid to sider, sådan var det…sådan var livet, komplekst som en i helvede.Altid en balancegang
.
Aleck rejste sig op, og takkede for te.

Det blev tid til at komme videre. Camille var taknemmelig, ikke fordi det var ubehageligt at være her, på ingen måde, det var mere efter al..den snak…at frisk luft ligesom var tiltrængt.

Camille tog sig sammen og fulgte efter Aleck, over til døren, men inden de gik ud…skiftede hun mening og drejede omkring for at kommer over til Baa-chan.

Camille knælede ved siden af den gamle, rakte ud efter konens rynkede hånd med de krogede fingre, og satte ømt sine læber mod den. Så kiggede hun op på hende og sagde med lidt bevæget stemme ” Tak…Tak fordi du lukkede mig ind i dit hjem og i delte din livshistorie med med. Det havde jeg ingen ret til at forvente. Tak Baa-Chan”.
Så slap hun konens hånd, rejste sig og hastede efter Aleck .

Egentlig havde hun haft lyst til at spørge hvad i al verden hun skulle stille op, med Aleck ?
Hun havde en fornemmelse af konen vidste en hel del mere end hun lod skinne igennem.
Men det virkede…forkert, selv om guderne måtte vide at hun godt kunne bruge en manuel på ” Dæmoner , håndbog om dæmoner for dummies”.

Endelig ude i det fri, luften var klar og føltes god at snuse ind, næsten befriende. Vinden kærtegnede kinderne og var legesyg, muntrede sig selvisk med hendes hår og trak det i alle retninger.
Selv ænsede hun ikke denne leg, for hendes opmærksomhed lå på Aleck, der gik et stykke foran hende

Sikke en dag, det havde været indtil nu, og det var dårligt blevet efter middag.

” Du…kan vi gå igennem bazaren hjem, jeg skal lige have noget skifte tøj købt med hjem ?”

Det slog hende at hun havde for mange antagelser. Om de skulle følges var jo ikke sikkert, han kunne havde ….andre planer. Så hun fik hurtigt tilføjet ” Hvis du altsår ikke har andet du skal lave ?”

Aleck holdt døren åben for Camille, da hun sammen med ham trådte ud af døren. Han nåede dog aldrig langt, da hun vendte om og gik over til den gamle dame. Hans øjenbryn blev rynket af forvirring. Han var lidt i tvivl om han ville komme til at lide, hvad end hun havde i tankerne. Men han måtte jo vente og se, hvad hun havde af udspekulerede planer.
Han måtte dog indrømme, at han var ret overrasket over den 'udspekulerede plan' hun havde. Hun sagde tak til den gamle kælling, tak! En lyst til at sige "Ja ja, det er fint, kom nu." dansede rundt i maven på ham, men han undlod det... Det ville nok være meget ildeset.
Han holdt stadig døren åben for hende, da hun så endelig valgte at komme ud. Efter hendes exit, så bevægede han sig med hastige skidt tilbage til hans hjem. Vinden kastede sig legende rundt om ham, men denne blev ignoreret, hvilket sikkert var derfor at den kastede sig hårdere imod ham. Den kulde den medførte prikkede blidt i hans hud. Han ænsede ikke dette, ej heller ænsede han solen - som skinnede ned på ham, badede ham i sit varme lys og nedkastede en glas som spejlede sig tilbage til himlen - en af disse var hans hår. Solen kastede et skær i det og det glimtede mat som om at himlen havde tabt sine stjerner ned i håret på ham.

En blid stemme nåede hans øregang og stoppede ham i sin trav. Roligt vendte han sig om og holdt blikket på ejer'manden' til stemmen. Han overvejede hendes forslag, mens hans ene hånd blidt blev løftet op og rodede op i hans hår. Det tænkende udtryk havde foldet sig om hans ansigt og slippede ikke sit tag i nogle minutter.

"Men det kommer jo så til at betyde at vi skal gå tilbage af forbi Bedstes hus og ned til bazaren igen..." Det påtrængte tænkende udtryk han bar, havde han draget om sig fordi... Ja, han kunne ikke lade være, der skulle lidt til at bløde det op, der lige havde lagt imellem dem.
"Men der er vel ikke noget galt i, er der?" Sagde han blidt og kiggede på hende med et smil. Hans ansigt ændrede sig dog, da hun tilføjede at det var selvfølgelig kun, hvis han ikke havde andet at lave. Hvad skulle han have at lave? Skulle han have blomster der krævede vand hjemme hos ham? Nej, der måtte han skuffe hende. Han havde ikke noget der påkrævede hans opmærksomhed, udover hende altså.
"Så lad os komme af sted." Sagde han i sit mest overbevisende muntre tonefald, tog fat om hendes overarm, som han havde gjort så mange gange før, og smuttede af sted, med hende efter sig.
Aleck's ben begyndte at trække ham af sted - den anden vej, end hans første intentioner havde ønsket ham - imod bazaren. Med Camille ved hans side marcherede han, med lange skridt. Den kolde luft masede sig imod ham og fordi ham, når han bare gik igennem den, som var den... Ja, det den var; luft.
Igennem byen kom de - selv om at menneskerne omkring dem, sikke hellere end gerne, ville have gået op til dem og spurgt om der var noget galt. Han kunne allerede forestille sig det skræmte udtryk, der ville fare over deres ansigter, når de blev mødt med hans stenkolde maske, der stirrede på dem - som var de en lille mide han med lethed kunne destruere, hvilket han kunne - og hvordan de ville krybe tilbage, af frygt for, hvilke horrible ting han kunne finde på at gøre ved dem.
Han smilede blidt ved tanken. Den pirrede hans tankegang, og smilet groede stille. Smilet havde dog ikke en lang levetid. Et flash kastede sig igennem hans hoved. Det forestillede billede af ham, der slagtede hvem end der var kommet i vejen for ham. Han så blod. Blodet flød fra de ofre, de stakkels mennesker der ikke vidste bedre end at gå hen til en Dæmon, der ikke var i humøret til at lege 'puttenuttet lille Dæmondreng'. Han kunne sagtens forestille sig hvordan maven blev sprættet op på dem, hvordan skrækken bredte sig på deres ansigter, farven forsvandt fra deres krop og ansigt, sammen med farven - kulden bredte sig i hele kroppen på dem, deres øjne dugges og blev matte.

"Hvilket slags tøj er det du mangler? Og..." En meget væsenlig tanke slog ned i ham. "Og hvor meget skal du egentlig have?" Hvor meget tøj skulle en ung kvinde eje? Hvor meget var det behøvet for Camille at have af tøj? Han kendte jo ikke ligefrem særlig mange unge kvinder... Så det havde han ikke ligefrem særlig stor viden om. Det var nok lettere at finde noget andet, han havde ekspertise indenfor.
Hans blik landede på Camille igen. Igen undres han over hvordan hun følte.

Glæden var nok lidt for tydelig at spore i hendes øjne, hell..i hele hendes ansigt.
Hun havde i den grad behov for at fortage sig noget...normalt...for at genbringe balancen inden i .Normale menneske ting, that is.

" Det er helt fint og-" mere nåede hun ikke at sige før end hun forbavset så da Alecks hånd lukkede sig om hendes overarm , i et fast greb der ikke ligefrem inviterede til samtale omkring hvad hun ellers mente om den sag.

Hun halsede efter ham- igen.
Halv for forbløffet til at modsige ham og halv for påvirket , stadig , af alt hun netop havde gennemlevet til at trække sin arm til sig og forklare ham at hun ikke ville slæbes afsted på denne...kontrollerende facon.
Da de nåede gaderne der var befolket, kunne hun ikke undgå at se at nogle af dem kastede blikke, bekymrede blikke efter dem.De troede hun blev halet med imod sin vilje, garanteret!

Det var jo langt fra tilfældet , det var mere...måden...de måtte have en dryftelse om, Aleck og hende.
Camille ville heeelt klart få sat ham på plads...på et tidspunkt....det var bare lige dét med at finde det rette tidspunkt- for ikke at nævne den rette måde.
Og den rette måde ville i dette tilfælde være ,at han ændrede facon uden at stille spørgsmålstegn ved det....( det var rollsroyce udgaven ) - eller i det mindste bare ændrede facon !( det var så skoda udgaven).

Disse småting , ubetydelige detaljer var hvad hendes hjerne beskæftiget sig med, som de nærmede sig bazaren og dens kulørte liv.
Det var næsten rart, for det var tanker enhver normal pige kunne gøre sig , om enhver... lidt bestemmende ...normal fyr.Ingen overnaturlige mørk skygge lå over det.

Havde hun kunne høre hans tanker, se hvad Aleck var optaget af, ville hendes spekulationer omkring ham imidlertid, havde fået en ordenlig røvfuld benzin påhældt bålet af bekymringer.Hans ....dæmoniske sind var langt voldsommere og sikkert langt mere kompliseret ,end hun forstod...eller måske ville forstå?
Men som man siger... ' lykkelig er den uvidende ! ' Ikke at hun var enig med det pjat, men derfor kunne det jo godt rumme en interessant og besnærende tanke, på det korte sigt.

De stoppede op.Han ville vide hvad hun skulle have?

* Try like everything *

Hun rystede med hovedet og fik dermed ryster sine tanker på plads også.Og meddelte så med en rimelig glad stemme.

" Jeg er nød til at have et par stykker af ....det hele.Jeg har faktisk kun hvad der kunne presses i min rygsæk her" .Hun dinglede lidt med tasken der udover at rumme meget få beklædningsgenstande også rummede lidt personligt grej, en ipod og lidt ...ammunition fra jægernes høj borg,fra dengang hun brød ind der med hjælp fra Tristan og Cody.Det var naturligvis før Tristan blev udnævnt leder.

Penge...var dog lidt af et dilemma, og hun måtte holde sig til de få mønter hun havde derfor måtte hun bare nøjes med to bluser,to sæt undertøj,to bukser og strømper.Og så vaske det dagligt.
Alt andet som kjoler,nederdele og i det hele taget en stor velassorteret garderobe , var under katagorien luksus, og det måtte vente til hun havde fundet en måde at skaffe penge.Penge til tøj, husleje og andre fornødenheder.

Den gode nyhed var at hun havde allerede en ide om hvordan hun skulle 'tjene' penge.....så langt, så godt....den dårlige nyhed var at det ville blive farligt , både på kort sigt og på lang sigt.Men det var der egenlig bare ikke noget at gøre ved.

Hvis nogen havde troet hun skulle sidde og broderer duge i underworld, så var de gået helt galt i byen.

" Det er hurtigt klaret "
sagde hun med et opmuntrende smil.
De fleste drenge kunne ikke udstå tanken om at vente imens en pige skulle finde noget klædeligt tøj.Og Camille skulle finde tøj der lignede det fra menneskes verden, ikke middelalder tøj,helst...og så skulle det være gratis, næsten da.

Hans blik vandrede rundt og betragtede bazaren; dens farverige boder, kulørte mennesker - og væsner i 'forklædning'. Det var faktisk utroligt, hvordan mennesker - som ikke havde den... Træning, som Camille - kunne være så blinde at de ikke havde nogen som helst ide om, at dem de færdes med - dem de sikkert lod deres børn være alene sammen med - ikke var det de troede de var. At nogen kunne være så uvidne, at de ikke kunne se igennem den - nogle gang - tynde forklædning væsnerne bar. Det var ikke meget der skelnede dem fra at være deres egen frygtelige skikkelse, som ingen nogensinde havde forventet at se. Måske udover Camille. Fandtes der mon flere af hende... Slags. Folk, som havde evner i at kunne se igennem det tynde lag væsenerne gemte sig bag? I så fald... Hvor var de henne? I den anden verden hun havde omtalt? Den, der virkede så forskellige fra hans egen? Aleck’s tanker var milevis væk, hvordan det lykkes ham at forsvinde så dybt ind i sig selv, var et mysterium - selv for dem der kendte ham godt, hvis sådanne da fandtes mere... (udover den gamle, men det var heller ikke det helt store) - men det lykkes ham og han klagede ikke. Så var det ikke så meget mere at gøre, var der?
Hans tanker blev brutalt revet i stykker af en stemme, en betag- Nej! Drop det. Det var en stemme. Og den tilhørte Camille; længere var den ikke. Et par øjeblikke passerede, kun med at han blinkede. Han skulle lige stille sit sind tilbage den denne verden, den virkelige verden. Han måtte blive her, det ville ikke nytte noget, hvis han blev ved med at forsvinde fra omverden, sindsligt.
Han måtte fokusere på Camille - selv om at det virkede som om, at hans bevidsthed prøvede at forhindre ham i gøre netop dét - og han måtte også svare hende, han kunne ikke have, hvis hun blev bekymret for ham igen. Det havde hun været rigeligt af.

"Det hele?" Spurgte han lidt forundret. Så... hun havde ikke særlig meget med... Og skulle have noget af det hele. En mindre panderynken, indtog hans ansigt. Han havde jo ingen ide om, hvordan dette skulle gøres. Det eneste han vidste; var at han håbede på at hun ikke begyndte at udspørge ham om noget af det, jovist havde han en mening om ting, men hun var sikkert bedre stillet med at spørge en anden. Han havde dog fået at vide et par gange, at han var en ung mand af klasse. Men her var det jo hans egen krop, der menes, ikke en andens... Som han ikke havde nogen ekspertise omhandlende.

Igen vandrede hans blik rundt i det område af bazaren de stod i. Selv om at han havde Camille med, så betød det ikke at han mistede sin årvågenhed. Specielt ikke, hvor han skulle sørge for at holde sig... Ude af sig selv. Han skulle have taget noget af den kop te. Det var det han manglede. Te. Han måtte have te, så snart han kom hjem.
Et billede dansede for hans indre blik. Et billede af ham, som han til tider kunne finde sig selv i. Han lå i badekaret. Skummet nåede ham til halsen, ikke at han tog sig af det. I hans højre hånd hang en tekop, fint placeret imellem hans tommel- og pegefinger. I den venstre lå en bog, hans tommel- og pegefinger - her - arbejde sammen om at vende siderne i bogen, mens han i ny og næ, tog et sip af teen. Stearinlys stod rundt omkring på badeværelset. Deres små flammer, var det eneste der oplyste badeværelset. En stemning af hygge emmede i hele det marmor lignende værelse.
Dog, var det noget der forstyrrede freden. Hans øjne fjernede sig fra bogen i et stød. De stirrede over i hjørnet. Derovre. Der sad hun. Hun sad der bare, hun sagde ikke noget, men kravlede nærmere. Han lukkede stille bogen sammen og stirrede på hende. Hun havde nu hænderne på kanten af badekaret. Hun lænede sig frem og rørte næsten hans læber med hendes egne.
"Camille." Lød det blidt fra hans læber.

Aleck åbnede forskrækket øjnene. Det havde han ikke lige... Tænkt. Det havde han bare ikke, hvad var det lige der skete med ham?! Hvorfor... Tænkte han på sådanne ting?! Havde han slået sit hoved på det sidste? Det måtte være det. Det måtte være en eller anden ting, der havde inficeret ham. Det måtte være en infektion af en art. Det måtte det.
Han trak vejret i små raspende stød. Det kunne ikke være sandt. Det kunne det ikke. Han var ikke- Han var ikke...
Med en hovedrysten, prøvede han at tage sig sammen og lade være med at slå hovedet ned i en af boderne, i forhåbning om at... Synerne, ville gå væk. Det måtte ikke ske. Det måtte det ikke.
Men hvorfor Camille? Hvad var det hun gjorde ved ham?! Hvorfor havde han haft det på den måde, siden han havde mødt hende. Hvilket var... I går! Det var ikke mere end en dag siden han havde mødt hende... Og han var allerede på randen til at blive sindssyg. Hvis dette blev ved... Så vidste han ikke hvad han skulle gøre. Hvad skulle han gøre?! Han kunne ikke bare-
Han kunne ikke bare...

Et næsten forskrækket udtryk ...eller ihvert fald et lavet af bekymring gled som en grå skygge over hans ansigt , da han hørte at hun skulle købe lidt af hvert.
Camille gjore ikke engang et forsøg på at skjule det smil der strålede fra hendes læber og viste hvor sjovt hun synes det var.

Snak om drab , mord og lemlæstelse, og fyren var ...udtryksløs.Som et smukt glansbilled - uden tegn på den mindste viberation af følelse.
Men snak om at shoppe...og panikken indtræder, sådan næsten da.Camille sukkede i afmagt.Han var hende en gåde.Denne unge dæmon .

Hvad havde han tænkt, Aleck? Hvilke forestillinger gav hans hoved ham at lege med ?
Han havde da selv set hun intet havde med, og hun kunne jo ikke så godt rende afklædt og nøgen rundt, vel?Så naturligvis måtte hun anskaffe sig de ting hun var i restance på.De mest basale i al fald.

Camille besluttede at ende hans pinsler og
sendte derfor Aleck et ' dont you worry sweetheart, I'm gonna get you out of this one ' smil og skyndte sig at sige...

" Ved du hvad...giv mig max 3 kvarter, jeg skal prøve at gøre det hurtigere end det , men -
Skal vi sige ..."
Hun skimmede de farverige boder , og fandt éen , et lille stykke fra dem , med en masse kulørte flasker i forskellig størrelse og i varierende farver.Den kunne nemt skille sig ud og derfor egne sig fint til et godt sted at mødes igen.

" Skal vi siges vi mødes der ?"
Hun pegede kort på boden med alle flaskerne og inden han nåede at svare, var hun stort set suset af, uvidende om at Aleck netop da var på ophold , et sted i sine egne tanker, og muligvis slet ikke havde hørt halvdelen af hendes ord.

Camille hastede afsted, hun havde en bestemt bod i tankerne og ønskede at komme til netop den hvor hun engang havde fået syet den smukke kjole hun bar til byfesten ,sammen med resten af rejseselvskabet,Sakref og.....ham...Tristan.

Hun forcerede minderne væk, ville ikke bade i dem nu ...ligesom hun ikke søgte boden for at blive forskønnet på nogen måde.Det var vel bare en sær form for tryghed at hun søgte 'det kendte' og da de havde syet til hende før, ville hun nu gentage handlen, bare med mere praktisk tøj ,denne gang.

Da hun fandt den omtalte bod , genkendte de straks hende som en af Sakrefs slæng, og de hev og sled i stof,nål og tråde som var det dronningen selv der skulle handle.

Efter en god time ( det havde været komplet utopi at tro de kunne blive klar før) var Camille udstyret med flere sorte bluser, med den skrå udskæring der lod den ene skulder være fri ,eller andre typer med udskringer på ryg m.m
Også bukser , mest i sort....flere små sæt lingeri, og lidt andet ,fik hun stoppet i et stor sæk.

Hun var lykkelig, lykkelig over at de havde kunne lave tøjet i den stil hun gik med hjemme i deepshell og lykkelig over hun havde betalt et udlæg, og fået lov at skylde resten.
I sækken var også tre kutter alle med store hætter, i farverne dueblå,sort eller rød.

Hun havde et listigt glimt i øjnene, da hun slæbte den store sæk i sine arme, og gik så hurtig hun kunne mod det aftalte mødested.Hun vidste hun var forsinket , men ikke helt hvor meget.Hun var så småt ved at genfinde kontrollen over sit liv.

Aleck var lykkelig. Hun virkede ikke som om at hun havde lagt mærke til hans lille 'sindsudvandring', hvilket glædede ham. Hvordan skulle han forklare hende, hvad der var sket, hvis hun spurgte? Han kunne da ikke bare sige at han havde set en slags... Syn; af han selv der lå i hans badekar, med en bog i venstre hånd og en kop te i højre. Med hende der sad ovre i hjørnet for så at kravle hen imod ham og næsten kysse ham!
Det kunne han bare ikke sige til hende! Det ville være forkert! Forkert!
Han måtte tage sig sammen og... Finde noget andet at tænke på! Te, det var te han manglede! Men... Nej! Han måtte få det billede ud af hovedet! Selv om - disse næste ord vil nogen aldrig nogensinde (forhåbentligt) høre fra hans læber - han havde nydt billedet. Nydt følelsen af Camille's nærhed og... Hendes læber. Måden hun kom kravlende hen til ham. Underkastelsen.
(Selv om, at med hvad han havde set af hendes væremåde... Så ville sådan en scene nok være ret... Søgt.)
Camille havde sagt noget. Hvad var det der var med ham også ikke høre efter, hvad det var hun sagde?!
Han tog en dyb indånding og prøvede at genkalde, hvad det var hun havde sagt. Tre kvarter... Hvad fanden betød det?! Hvad var det for en betegnelse?! For... Det måtte vel være en betegnelse for et eller andet... Ikke? Men hvad? Hvad stod det for? "Tre kvarter"... Sikker en underlig vending...

"Skal vi mødes der?" Lød det så, men da han endelig så op var hun allerede på vej af sted igen. Men... Hvor henne var det de skulle mødes?!
Aleck! Nu tager du dig sammen!
Hvis det blev ved på denne måde, ville han ende med at miste hende... I hvert fald af syne. Hvilket allerede var sket.
Måske var det en god ide, hvis han bare blev lige her... Der hvor han stod nu, det kunne da ikke være ret langt væk fra der, hvor hun havde peget. Det ville været ret... Unaturligt for et menneske at vælge et mødested, der lå langt fra den daværende position for mennesket. Det stred imod normerne for mennesker... Samt de fleste væsner. I hvert fald dem, som havde omgået mennesker i bare et lille stykke tid. De andre ville nok... Skide menneskers normer et langt stykke. For at sige det på... Den pæneste måde.
Hvorfor var det menneskets og væseners nysgerrighed oversteg de fleste andre... Trange? Hvorfor var de blevet udstyret med sådan en... Uhørlighed? Den var forfærdelig! Irriterende og... Uimodståelig!
Trangen. Trangen til at gå efter Camille, blev større og større for hvert skridt, han vidste at hun tog, længere væk fra ham. Jo længere afstanden mellem dem blev, jo større groede trangen; nysgerrigheden. Prikkede i hele hans krop. Helt ud i fingerspidserne, og gjorde dem følelsesløse. Som om at den prikkende nysgerrighed lukkede af for blodstrømmen i hans krop.

Horribelt. Simpelthen horribelt, var det at skulle vente på at Camille kom tilbage. Han stod bare der. Og ventede, for han var jo ikke sikker på hvorhenne det var at de skulle mødes igen. Han vidste også, at hvis han gik ud for at hente hende, så - i samme øjeblik - ville hun komme tilbage og ikke kunne finde ham. Det vidste han, sådan var det altid! Uanset hvor man kom fra eller hvor man skulle hen, så hvis man gik ud for at lede efter personen - uden af vide, hvor de skulle mødes - så ville de blive væk for hinanden. Meget endda. Det stod han klart.
Skulle man måske alligevel gå ud og se efter om jeg kunne finde hende...?
Hans tanker var ikke helt sikre omkring denne ide, ej heller var han. Han vidste at en af tingene ville gå galt, enten at blive eller gå efter hende - men han havde jo en mindre ide om hvor hun var gået hen. Han kunne da ikke være helt galt på den - en af tingene...
Aleck's blik gled rundt i de nuværende omgivelser. En - ret så - farvestrålende bod, lå ikke så langt fra ham. Ville han være i stand til at komme tilbage til den?
Hvilket åndsvagt spørgsmål er det at stille sig selv?! Husk - for helvede - hvem du er!
Det var helt bestemt ikke et spørgsmål, det var en ordre. Han havde det ikke alt for godt med ordre, havde han? Nej, ikke fra sig selv. Fra andre...?
Måske...
Men man kunne aldrig vide, specielt ikke med ham.
Hvor lang tid var det egentlig gået?

Selv om sækken var lidt uformelige og derfor noget besværligt at slæbe rundt på i armene, kunne Camilles glade ansigt sagtens skimmes bag ved den, når hun med mellemrum kiggede frem for at holde sig ajour med hvor hun nu gik. For en stund havde hun været optaget af snit, målebånd og fittings så 'det andet ' var trådt i baggrunden og til sidst helt visket væk....for en stund.

Udover det ,var det lidt af et under ( for ikke at misbruge ordet mirakel) at hun på sin vej, ikke fik pløjet nogen ned, da udsynet var sparsomt og hun havde gode gener for at være lidt kluntet...eller uheldig, som hun selv ynnede at beskrive det.
Men hendes gå tempo var også langt mere roligt og langsomt , nu hvor Alecks hænder ikke var, i et lukket kontrolleret greb ,omkring hendes overarm, og slæbte hende afsted, så modgående traffikanter kunne snildt nå selv at navigerer uden om hende.

En lille tanke puslede i hendes hoved, den tindrede som en stjerne på en mørk nattehimmel.

* Et eller andet til ham, noget der kan få ham til at smile?*

Hendes hånd røg ned i lommen og følte efter de sidste mønter hun havde tilovers.Hun havde nær tabt sækken med hendes tøj ud af favnen da hendes hånd lukkede sig om mønterne og fiskede dem op.
Måske var tanken dum, men hun ville gerne gøre noget for Aleck, som tak...for det hele.
For at give hende husly.

Ja, det hele...lige med undtagelse af at myrde Call , for det var ,trods den gamle og Alecks fortælling, stadig noget der bekymrede hende.Ikke for at gøre sig selv bedre end ham, men de gange hun selv havde taget et liv,havde samvittighed og anger gnavet hende op indefra og pint hende til grænsen af et mørkt sind, farvet af sorg og skyld og det kunne man ikke ligefrem sige at Aleck så ud til at døje med.
Argh...for fanden, det var jo ikke fordi hun ønskede at han skulle...lide...under hvad han...åbenbart...var nød til for ikke at blive sindsyg og iøvrigt for at overleve.
- Men han behøvede jo heller ikke lige frem at være glad for det, vel?

Ved boden blev hendes lille køb , pakket ind.Det var lidt pudsigt at det her blev solgt som overnaturlige ting, i den 'virkelige 'verden var det fra kina.
Hun havde købt en lille kulørt æske af træ, der når man åbnede den, rummede 5 små stofdukker , ikke større end tændstikker.
Det var de såkaldte bekymringsdukker.
Og sagnet lyder at hvis man ved natte tid, tager en sådan dukke og hvisker sin bekymring til den, ligger den under hovedpuden hele natten....så vil man opleve ens sind en byrde lettere den følgende morgen.Bekymringen er absorberet fra dig til den lille dukke,man herefter smider ud.

Om det virkede ?
Camille troede ikke selv på den slags...overtro....men tro kunne flytte bjerge og inden for den hvide læge verden havde man jo et glimrende eksempel på netop det.Placebo medicin.

Den lille æske blev lagt på toppen af sækken og nu nærmede hun sig - Thank God- deres aftalte møde sted.

Camille satte sækken fra sig, ned på det bløde græs .
Hun spejdede omkring sig.
Aleck? Hvor var han?
Hun holdte sig for munden og bekæmpede et gab.Hun var ....udmattet og trængte til at komme hjem og slappe af.

Han måtte indrømme, at hvis han ikke allerede var sindssyg, så ville ventetiden gøre ham det. Så gjorde han noget, han aldrig havde forstillet sig, at han ville gøre.
Han lovede sig selv at han aldrig ville lade hende gå af sted alene, hvis han også var tilstede. Så ville han gå med hende, om hun var for eller imod det. Han ville gøre det alligevel.
Såå... Beskyttelsestrangen har stadig ikke sluppet sit omklamrende greb i dig, huh?
For ham var det åbenlyst, at det havde den ikke - men stemmen var nok ikke så hurtigt som han. Det kunne den jo ikke gøre for.
Hvordan skulle han nogensinde kunne overleve, hvis dette var ved at slå ham ihjel eller gøre ham mere sindssyg end han var i forvejen? Hvordan skulle han overleve med Camille boende, hvis hun blev ved med at smutte uden at fortælle ham hvorhen?
Han kunne allerede mærke det. En knude i maven. Knuden blev dyppet i gasolin og en flamme kunne ses tændt i horisonten. Den kom dog hurtigt nærmere. Flammerne slikkede sig nærmere og glubende åd de alt, hvad der stod bare lidt i vejen for deres altødelæggende gab. Han stod stille. Ventede på at den kom. Dog. Denne ventetid var ej nær så pinefuld, som den anden. Denne var mere... Fredelig. Han vidste, hvad der ville ske. Hvordan den ville ende.
Flammerne slikkede sig nu vej rundt om ham. De slikkede hans sko, som lydige hunde. Beskidte bæster, der ikke kunne gøre andet end at adlyde, men som dog også så let kunne komme du af kontrol. Lettere end de var antændt, faktisk. De var nu i færd med at æde hans bukser rub og stup. Hver en lille kvadratmillimeter stof blev fjernet fra hans krop. Indtil flammerne nåede indtil den gasolin dryppende knude. Den tændes og flammede endnu mere op. Åd alt i nærheden. Bekymringerne omkring ventetiden og Camille, var ikke længere nødvendige, de var fjernet - sammen med ham selv.
Altødelæggende. Et monster af proportioner. An Angel of Death. Malake Ha-Mawet.
Han sank en klump. Han måtte virkelig komme med Camille en anden gang. Bare synet af hvad der ville ske... Frydede ham. Og det var det han måtte væk fra. Han vidste, hvor det ville ende. Og det var ikke i Paradis. Det ville ende i et blodbad, som var Djævelen og Helvede værdigt.
Det skulle stoppes for en hver pris. Hvis ikke at nogen gerne ville have byer lagt øde, efter at den var blevet vendt på den anden ende og revet op med rode. Billeder af ødelagte byer dansede hen over hans sind og efterlod ham... Ja. Ikke tom, det ville have været en... Retfærdig reaktion. Nej, han følte sig opstemt - ikke helt ekstatisk, men... Opstemt på et mindre plan - og det var det værste af det hele. Døden og ødelæggelsen omkring han fik ham til at føle sig glad. De fleste gange. Det var ikke tit at det ikke var sådan, men der var en gang, hvor Døden ikke havde betaget og opstemt ham, men gjort ham vredere end nogen nogensinde ville ønske at opleve ham.

Camille. Camille var hans opgave lige nu. Han skulle beskytte hende, om han ville det eller ej. Det var han bare nød til.
Men først skulle han jo lige finde hende. Og det var lettere sagt end gjort. Gad vide hvad mon hun havde gang i lige nu? Hvad stod hun og tænkte på? Hvad fyldte hendes tanker? Tænkte hun mon på ham?
Nej! Det ville han ikke tænke på nu. Nu skulle han bare finde hende... Og sikkert også bringe hende hjem. Det havde hun sikkert brug for. Hun kunne da ikke være i stand til at holde sig i gang så længe kunne hun? Hun kunne sikkert holde sig oppe længe, men hun ville jo sikkert få brug for at slappe - bare lidt af - på et eller andet tidspunkt. Og det tidspunkt, kunne ikke være alt for langt væk.
Men...
Var det ikke hende? Var det ikke hende de gik der og... Så en smule forvirret ud? Jo... Blondt hår, smuk figur og en sæk med sig, som sikkert indeholdt det tøj hun havde erhvervet sig. Jo, det var bestemt hende. Aleck gik med faste skridt igennem folkemængden. Pressede sig igennem kvinder - som enten hold deres mund, ved siden af deres mænd eller åbenlyst viste at de ikke var 'ejet' af nogen, mænd - som enten gik med deres kvinde og sørgede for at de ikke skulle føle sig som noget eller holdt skarpt udkig efter potentielle 'måltider', netop disse holdt han selv skarpt øje med, han kunne ikke have at flere af dem nåede til Camille. Så var det børn der løb ud og ind imellem folk, råbte og skreg og ville ikke stå stille, overhovedet.
Han nåede hen til Camille og lagde en hånd på hendes skulder.

"Camille, godt jeg fandt dig. Skal vi ikke se at komme hjemad? Jeg tror vi begge har brug for at... Slappe af." Et smil. Det ansigt der før havde været så bekymret - med ting der for det meste omhandlede den smukke kvinde foran ham - havde nu et afslappet og tilfredst smil, næsten, malplaceret midt i det hele. Han virkede så sorgløs. Som om intet i verden kunne vælte ham af pinden.
Der var dog en hel liste.

Det var ikke fordi der var gået mange minutter fra hun stillede sækken fra sig , til hånden....hans hånd...blev lagt på hendes skulder og et vandfald af emotioner skyllede ned over hende.

Først et øjebliksforskrækkelse, da hun ikke havde opdaget at han stod så nær, men også en uvirkelig fornemmelse af velvære og glæde ved hans...berøring og visheden om han nu igen var ved hendes side.

Ej, NU måtte hun stoppe.Virkelig!
Det kunne da højest være ....lettelse...over at de havde fundet hinanden igen, og dermed ikke var blevet væk ?
Det måtte det være , det var forklaringen!

Hun forsøgte at komme op med en lidt neutral maske , men da hun ikke var mester i at skjule ting , og slet ikke i sådanne situationer , endte hun alligevel med at tildele ham et smil , langt mere varmt og hengivent end det egenlig nok burde være , hvis Camille selv havde været herre over situationen.Men det var hun så ikke...helt.

" Aleck ! Jo ....det ville være meget skønt .Jeg har fået klaret det hele nu og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg bilen er ved at løbe tør for benzin" .

Turen mod Angerforge District blev indledt, tilbage mod huset.
'Deres hjem'.
Der blev ikke samtalet så meget undervejs , hvilke passede hende glimrende.
Hun benyttede tiden til at tage en mental dukkert, en svømmetur i gennem alle begivenhederne der havde udfoldet sig, siden hun sammen med Tristan , satte sine ben i underworld- igen.

Tristan...
Hendes hjerte blev spiddet, så snart hun tænkte på ham.Store tunge dråber blod faldt ved alle de ubesvaret spørgsmål .Hvor var han? Hvordan havde han det?- og hvorfor var det så svært for dem at opstøve hinanden?

Hun kunne godt mærke, hvordan det torturerede hende ...at tænke på ham, hvilke var den eneste grund til hun resolut smækkede dén dør i igen, lige efter et lille smugkig derind.Det gik ikke.

Hun rystede en smule, da den omtalte dør knaldede i med et brag.Og det var en kærkommen opdagelse at gøre , at de allerede var hjemme ved huset igen.

Inden for fik hun sat sæk , støvler og overtøj fra sig.

And then....all of a sudden.... følte hun sig mest af alt lidt....fortabt.

Camille stod i gangen, kiggede...nej, nærmere stirrede på det hus , de rammer der nu skulle danne strukturen i hendes liv...ihvertfald den næste lange tid.

Det virkede...overvældende.
Ellers var det måske en forsinket reaktion på dagens ...episoder....der nu igen begyndte at spøge.( en sen komplikation om man ville)

Hun så på Aleck og selv om hendes ben sikkert ikke ville flytte sig en tomme lige nu , proklamerede hun..

" Jeg tror jeg går op og hviler mig lidt ?"

Hendes nærhed havde faktisk gjort noget. Noget godt. Den brændende fornemmelse forsvandt, trangen til at beskytte var der stadig. Men nu var hun der, så havde han ikke lige så meget at bekymre sig om. Nu havde han hende, 'hvor man ville'. Nu vidste han præcis, hvor hun var. Trangen var der stadig, men nu var den dæmpet til planet, hvor han kun holdt øje med omgivelserne, for eventuelle trusler imod og - og hvad vigtigere var - Camille. Han måtte beskytte hende, uanset hvad hun selv sagde. Hvor var han egentlig god til at sige "Jeg er ligeglad med, hvad du mener om det jeg vil gøre, jeg gør det alligevel." Specielt, når det kom til at beskytte nogen. Der var han blevet rigtig god til det. Nu havde han også meget træning i lige præcist det.

Han gik rundt smilende, en ting der ikke var så hyppig - i hvert fald ikke i denne kategori. Han smilede og smilet var ægte. Det var ikke bare en af hans sindssyge smil eller et påtvunget smil som ikke betød noget som helst. Han kunne mærke det. Smilets ægthed. Det fik hans krop til at krible og hans fingerspidser til at prikke - efter hvad vidste han dog ikke.
"Camille. Det lyder da godt-" Han stemme stoppede. Hun havde sagt noget, men han forstod det ikke. Det var noget med... Bli, bi eller derhen af. Men... Hvad var det? Benzin... Det var han heller ikke bekendt med... Det var nok noget af det, der kun kom fra hendes verden. Ordene havde i al fald ikke strejfet hans øre nogensinde før nu. Og nu, hvor det havde - så havde han ingen ide om, hvad det var.
Hans øjne var rettet imod Camille, suppleret med en rynket pande og et løftet øjenbryn. Om hun så det eller ej, havde han ikke lagt mærke til, men ellers så kunne han vel spørge hende... Senere, hvis det kom til det. Men nu, så måtte de nok hellere komme hjem.
Det var prioriteten.

På vejen hjem, var Aleck tanker fyldt op. Af Camille. Han ville ikke indrømme det, over en dørtærskel, men det var jo heller ikke sikker at det blev nødvendigt. Det kunne være at hun allerede vidste det. Tanken skræmte ham lidt. Ja, skræmte. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle håndtere det, hvis hun gjorde. Han kunne jo ikke benægte det, hvis det kom dertil, hvor hun adspurgte ham omkring det.
And all Hell broke loose.
Stemmen havde ret - og han hadede det! - den havde så inderlig ret. Han kunne se for sig, hvordan byer blev lagt i støvet for vreden - han var sikker på - der ville sprede sig. Det var ikke et spørgsmål. Han vidste at den ville sprede sig, ville sprænges.
Hun kunne ikke elske en som ham. Det kunne hun bare ikke. Han havde dræb en, næsten for øjnene af hende! Hun havde snakket med ham - virket som om at hun kunne lide ham - og han havde dræbt ham. I koldt blod havde han hjulpet Døden med at bringe hans sjæl videre.
(Og dog, han havde jo spist den.)
Han havde set frygten i hans øjne og han havde slukket dem - som betød det intet - at han tryglede ham om at lade ham leve. Han havde været ligeglad. Ligesom alle de andre gange, hvor der var en der havde tryglet ham om at lade ham eller hende leve. Selv hvis det var en anden der havde tryglet ham, så havde han dræbt personen og den, der havde prøvet at redde den anden, bagefter. Han var ligeglad og kold.
Han var et svin, et morderisk monster og det rørte ham ikke.
Det var ham uinteressant.
Han var klar over det, men var - også - ligeglad med det.
De kunne råbe ham det ind i ørene og han ville stadig fortsætte som ufortrødent.

Et suk forlod hans læber, da han trådte ind over sin egen dørtærskel. Her smed han jakken, skoene fulde og til sidst rystede han på hovedet, som for at ryste tankerne på plads. Hans blik landede på Camille, da hun talte til ham. Han nikkede til hende som svar.
"Det er okay." Han gjorde mine til at gå, men stoppede lidt op, han havde vist også brug for at hvile sig - han ville bare gøre det på en lidt anden måde. "Hvis du leder efter mig, så er jeg i bad." Han vidste ikke helt, hvorfor han valgte at gå i bad. Alle hans alarm systemer burde være i beredskab, men de var helt stille.
Hans fodtrin kunne høres på trappen og døren til badeværelset blev skubbet op. Han trådte indenfor og lukkede døre med et lille 'klik' bagefter sig. Alene midt på gulvet stod han og kiggede ned i badekaret, mens vandet fyldtes i det. Han ventede. Vandet nåede dertil, hvor han ville have det og han gjorde sig klar til at komme af tøjet.
Tøjet var fjernet og nøgen stod han foran badekaret. En fod blev først afprøvende sat derned og efter et par minutter på denne måde, lå han i vandet. Han lukkede øjnene og lod vandet varme hans krop og hans forvirrede og forvrængende sind.

Camille så efter ham, da han forsvandt med rolige skridt op af trappen til gemakkerne på første sal.

Et bad.
Det ville være fantastisk .Særligt et karbad , det havde altid stået som indbegrebet af luksus for hende.At kunne ligge der, lade sig omslutte af dejligt blødt tempereret vand. Kunne man så tilsætte levende lys, hvilke i denne verden næsten ikke kunne undgås, var det en ren lise for både krop og sjæl.
Men endnu, følte hun sig ikke så afslappet, så hjemme så hun ville benytte sig af den eksisterende mulighed, huset trods alt have at byde på.

I stedet trissede Camille ud i køkkenet, efter at have mærket hvordan halsen føltes lidt tør, efter de sidste par timers spadseren rundt. Hun begyndte systematisk at åbne og gennemgå køkkenskabene, et efter et, på jagt efter et glas, til en tår vand.Hun følte sig lidt som et barn, et uartigt et af slagsen, der luskede rundt og rodede i ting det ikke måtte, når snittet var der.Men eftersom hun skulle bo her nu, måtte køkkenet vel betegnes som et af de steder hun gerne måtte rode og nok skulle lære at kende, gik hun da ud fra.

Efter lidt tid, stod hun med et glas frisk køligt vand i hånden. Hun faldt en smule i staver, imens hun stod og lavede små cirklende bevægelser med hånden, så vandet kælede op og ned af glassets kant- og hendes tanker begyndte nu at drive af sted.De listede sig op af trappen, helt op til Aleck der sikkert sad i sit bad netop nu.

Hun fik en lille mundfuld vand, galt i halsen og måtte hoste et par gange , idet et syn pressede sig på.
Aleck….og hende….i et dampende varmt skum bad, sammen.
Sammen! Og som det ikke var al rigeligt, blev det bagefter t flettet sammen med det syn hun tidligere havde haft, hvor de sad i hver deres lænestol , ved kaminen i hans værelse…begge uformelt klædte, i noget der mistænkeligt lignede en form for undertøj , og leende.
Det kunne ikke passe. Det MÅTTE ikke passe!

For katten , var hun ved at miste sin forstand. Hun blev nød til at tage sig sammen her, fokuserer.
Han var…hendes udlejer – og desuden dæmon. Hvad kunne de overhoved tænkes at have tilfælles?
*Modsætninger tiltrækkes?- Like hell they do * surmulede hun i tankeform og begyndte at gå oven på for selv at få slappet lidt af. Uanset hvad, så havde det været en smule stressende, denne dag.

Netop da hun stod og skulle til at åbne døren ind til sit eget værelse, stoppede hun op.
Hun så ned mod badeværelset, og noget drog hende derned, hev i hendes klæder som usynlige hænder der tvang hende dertil.Hun kunne ikke stå imod.
På strømpe fødder listede hun afsted, lydløst som en lille mus ,efterlod hun ikke nogen gulvbrædder knirkende eller afslørede på anden vis hendes tilstedeværelse_- håbede hun ved gud da.Ellers kunne det da nok udvikle sig en smule pinligt, for hende.

Camille lagde begge håndflader mod døren, og roligt lagde hun sit øre dertil også.
Hun kunne høre ham, derinde. Badekarret afgav Små skvulp…blide, afstressende og næsten poetiske.
Camille lukkede sine øjne et øjeblik og forsøgte at visualiserer ham sidde der, hænderne kontrolleret placeret på kanten af badekarret , nakken lænet tilbage i hvilende stilling og hans øjne der lukkede verden ude. Hun fik næsten lyst til at sætte et kys på hvert øjelåg. Næsten, fastholdte hun sig selv.

Ude på bade værelset havde en håndsæbe ligget på håndvaskens kant, sidst hun havde været derinde.

Hvordan den fik blandet sig ind i hendes illusion, var stadig ikke helt vist …måske kunne årsagen den at hun i tankerne pludselig selv deltog i bade seancen, og holdte netop den sæbe i sin hånd lige over Alecks bryst, måske klar til at vaske ham? I al fald blev hun så forskrækket over sine egne tanker og syner, at hendes telekinese ikke havde været under kontrol og derfor arbejdede lidt freelance og gjort det ualmindelige stupide, at den havde forflyttet sæben fra vasken og hang nu over Aleck, indtil Camille snappede ud af hendes lille drøm…..og sæben PLOP dumpede lige ned over Aleck, som ud af den blå luft.

Hun drejede omkring, og satte så hurtigt hun kunne i løb ned til sit værelse, åbnede døren og smuttede hurtigt inden for, hvorefter hun lukkede døren, hårdt bagefter sig.Pinligt….det var pinligt.
Hun håbede ikke at Aleck kunne regne ud hvad der var sket. Camille fik puffet vinduet op, og blev møde af en herlig frisk brise. Hun ville først gå neden under og møde Aleck, se ham i øjnene om …ca 100 år.

Tanker. Sådan et sjovt ord. Småt, men stor i betydning. Aleck's tanker var meget optagede. Hans hoved fyldtes med forskellige billeder. Billeder... Af forskellige scenarier. Dog, altid med en ting tilfældes. Camille.
Hans tanker skiftede fra Camille der dansede rundt i stuen - iklædt en lang blodrød kjole, som smøg sig om hendes som var den røg, hvilket det sikkert også kunne have været. Den dansede omkring fødderne på hende og klatrede op af hendes slanke figur. Udskæringen var ikke ligefrem lille, men ej heller stor. Den afslutte (eller startede, alt efter hvordan man så på det) hele kjolen smukt. I hendes højre hånd var et glas. Indholdet skinnede rødglødende. Den røde vin kunne sagtens have mindet om blod, hvis bare farven havde været mere dyb og indholdet havde set mere tyktflydende ud.

Han slikkede sig som munden.

Billedet skiftede, denne gang var han selv indblandet i scenariet. Han stod lænet op af et egetræ. Det strakte sig imod himlen, som for at bede den gode herre eller dame deroppe. Men ingen hørte egetræets bønner, nej, det eneste folk - forsamlingen som var samlet i den have Aleck befandt sig i - hørte var lyden af skridt imod fliserne, som strakte sig igennem haven. Denne sti af fliser kom også forbi egetræet. Den fortsatte langt tilbage igennem den lidt mørkere del af haven, men der var ikke nogen der beskæftigede sig med den. De eneste de havde øjne og øre for, var den skabning foran dem.

En ung kvinde kom gående igennem have, på den anrettede flisesti. Det var tydeligt at mange af mændene havde en lyst til at kaste sig for fødderne af hende, og tilbyde hende, deres jakker som hun kunne træde på; da selv fliserne virkede for beskidte for hende at træde på. I hvert fald efter deres mening.
Hendes bløde kurver var klædt med hvidt silke. Den slanke kjole sad fast over brystet og ned til hofterne, her spredte den sig dog ud, som bladene på en hvid rose. Foldede sig ud og dansede ned over hendes ben og næsten helt til jorden, man kunne dog skimte de hvide sko under kjolen. Hvide perler slangede sig fra udskæringen af kjolen og ned langs siden til hendes hofte, hvor strømmen af perler spredtes og blev til flere. Den løb ned af kjolen, som havde en regnbyge efterlad dens tårer ned af kjolen. Ikke at det gjorde kjolen mindre flot. Den var vidunderlig, men ikke mere vidunderlig end hende, der bar den.
Camille's hår var sat op i en knold og knolden var pyntet med perler der matchede kjolens. Regnen havde åbenbart også efterlad dens tåre i hendes hår.
Med et smil, som kunne blænde selv de blinde, gik hun ned af flisegangen med stille skridt; ingen hastede med hende, de indtog hende bare med blikkende. Han var også en del af denne befolkning. Igennem de sidste minutter af hendes entre havde han blinket og prøvet og overbevise sig selv om at det faktisk var hendes han stod og ventede på. Hendes han om lidt skulle tage i hånden...
Og vende sig imod den sort klædte mand - som lige nu stod - bagved ham. Han blinkede endnu en gang og rakte ud efter hendes hånd, efter hende.

Aleck gispede. Noget havde landet på ham, og et øjeblik var han næsten bange for at han ville se Camille ligge oven på hans bryst. Til hans - ja lykke næsten - lettelse var det ikke Camille, det var den håndsæbe... Som havde ligget ovre ved vasken, hvis han huskede korrekt... Hvordan fanden var den endt her?
Hvordan var den kommet fra vasken, hen til ham i badekaret? Hans forvirring steg kun, da han hørte løbende skridt på gangen udenfor. Han stirrede på døren og blinkede. Det kunne kun være Camille, der havde stået der for et par minutter siden. Der var ikke andre i huset.
Han rettede sig op. Han måtte finde ud af, hvad der foregik.
Vandet skvulpede, da han rejste sig fra badekaret. Kulden ramte ham med det samme og bed fast i hans hud. Han kunne mærke den prikkende fornemmelse af dens bid. Han bed igen og ignorerede det. Med let usikre skridt stillede han sig på gulvet og kiggede rundt efter hans kappe. Den havde han selvfølgelig efterlad inde i hans soveværelse, men det lå jo på vejen. Han trådte ud igennem døren, nøgen og kold, stod han der og rodede igennem sine skuffer og fandt kappen. Han slog den om sig og gik ud af værelset.
Han var mere end klar over at han efterlod sig et vådt spor, men det eneste der interesserede ham var, hvor Camille var og hvad hun havde haft gang i.

Han fandt hende på hendes værelse. Hvilket også havde været hans første destination, i hans søgen for hende. Han stod stille i døråbningen og ventede til, at han havde en ide om at hun havde hørt ham - sikker i sin sag var han dog ikke - så talte han.
"Camille? Var du lige ude ved mit badeværelse?" Hans stemme var rolig, ej vred eller dominant efter at vide, hvad hun havde bestilt ved hans badeværelse. Han ventede på at hun skulle svare og imens dette, så rykkede han sig tættere på hende.
Han kunne stadig mærke kulden imod sin hud, kappen dækkede ikke ligefrem i så står en grad. Den dækkede det den skulle, jovist, men så heller ikke mere.
I dette øjeblik stod han helt henne hos Camille og - i lyset fra lampen - så kunne han godt, for et kort øjeblik, se den smukke kvinde som havde bevæget sig yndefuldt ned af flisegangen.

Hun stod foran det åbne vindue, med begge hænder placeret i dets karm hvor hun fandt støtte samtidig med at den lidt kølige brise blev budt velkommen i dens forsøg på at bringe hendes uro i bero.
Hun snusede ind, dybt og helt ned i lungerne trak hun luften...der skulle renses ud,skulle der.

Hvad havde hun også fortaget sig? Og hvordan havde hun kunne finde på at begynde og stå at dagdrømme, som en anden skolepige ? Hvorfor opførte hun sig sådan nu, var hun så følelsesmæssigt sårbar efter tabet af Tristan, at hun kunne påvirkes så let ?
Det kunne umuligt være kun det. For både hende hoved og krop, responderede på ham, på højest...upassende måder...og hun måtte få det til at stoppe.
Igen forbandede hun sin telekinese, havde det ikke været for den, var hun aldrig blevet afsløret, hvis hun virkelig var det ?
Et lille håb levede stadig, dog kun cirka i 30 sekunder, før hendes dør blev åbnet uden at der blev banket på først, og Aleck tonede frem i døråbningen.

Hun havde drejet omkring på strømpefødderne, med et forskrækket sæt, da døren smækkede op - og hun så Aleck stå der.
Stadig glinsende våd, kun dækket af den sorte kappe. Camille mærkede luften forsvinde og det blev mere vanskeligt at få luft.
Hans spørgsmål rungede i hendes øre, det var jo netop det hun frygtede ,det ville blive så pinligt, ja det ville.
Hendes læber adskildte sig let, som forventede hun der kom et svar ud med kun en klar stilhed sev ud fra dem.

Hun trådte et skridt tilbage, og ramte vægen bag ved hende, Aleck kom nærmere.
Hun havde det som et skræmt dyr, trængt op i et hjørne.
Aleck lød ikke sur, mere som en der bare fandt det underligt og ønskede en forklaring. Det ønskede hun jo også selv, på en måde.

Hunbegyndte at mærke hendes knæ bleb svage, den samme oplevelse som lige inden en eksamen, hvor presset næsten er for meget, bliver for tungt.
Det var for voldsomt både at være afsløret i....ja i hvad helt precis?....men også at have ham stående her, lige overfor sig, våd og kun iført den sorte kappe. For helvede, hvad tænkte manden dog på ? Hun kunne ikke helt holde sit blik fra at indtage synet af ham, han virkede så...påtrængende...ikke i sin adfærd naturligvis, men som hans udseende der bare dragede hende mod det, mod ham.

hendes hage blev skudt lidt frem, og læberne spidset.Man ville ganske givet tro at hun surmulede, udtrykket lå meget tæt op af det, og hvis ikke det havde været for de højt hævet øjenbryn og det helt hjælpeløse udtryk der kørte på replay i hendes øjne, ville hun se meget stædig ud. Nu lignede hun mere ...noget udefinertbart , imens hun søgte sin hjerne igennem for svar at tilfredsstille ham med.

"J-jeg...skulle bare se hvad du lavede, og faldt lidt i staver...eller dagdrømte lidt"

Hendes mund åbnede sig i et mere chokeret udtryk, end egenlig hjælpeløst og hun vendte sig halv om mod vinduet, ledte efter en vej ud af dette rod.
Nu kunne hun se hvor belastende hans evne ville blive, hvis han forsatte med at stille hende spørgsmål.

Måske Aleck blev bidt af kulden ? Men Camille blev grillet over bålets pinagtige flammer,der slikkede hende op af ryggen. Var der noget hun hadede mere end at indrømme overfor sig selv, ting der havde med følelser og den slags at gøre, så ville det være at indrømme dem over for andre.

Hun havde lyst til at bordtforklare med en masse vrøvl, men ordene ville ikke ud a hendes mund, ikke uden det kostede hende ..smerte?...det var hans evne igen!

Hun vidste hendes rosa kinder og blanke øjne, kun al for nøjagtigt udtrykte hvordan hun følte det lige nu. Han stod med alle kortene på hånden, hun havde spillet sine ...uhensigtsmæssigt, og stikket ville gå til ham.

Midt i lokalet stod han; vandet dryppede af ham og formede en pøl på gulvet. Den lette brise - der fandt vej til ham, fra det åbne vindue - bed ham i benene og kravlede derefter, stadig med tænderne i ham, op af hans ben og videre. Den prikkende fornemmelse, ville snart gøre hans ben halv lamme. Følelsesløse. Han kunne allerede mærke, hvordan hans ben forsvandt under ham og lod ham falde til jorden, på grund af at de ikke kunne bære ham.
Hans blik rettede sig fra vinduet, som han havde stirret ud af i de sidste få minutter, og placerede sig på Camille. Han lagde mærke til, hvor nervøs hun så ud... Hvorfor var hun så nevøs? Hvad havde hun i hele taget lavet derude? Havde han... Taget hende i noget? Eller hvad var det der var sket?
Spørgsmålene kunne have blevet ved i en evighed, men nu da den evighed allerede vejede tungt, ikke mindst på ham, så ville han lade den falde til jorden, med sine spørgsmål klamrende fast til den. Han ville ikke overdynge hende. Han havde ikke lyst til at skræmme hende væk. Igen kom det.
Han ville ikke skræmme hende væk.
Han havde ikke tal på, hvor mange gange disse ord havde passeret igennem hans sind. Det var som en bakterie. Død irriterende, men også nødvendige, hvis han ikke ville blive syg eller (i dette tilfælde) skingrende skør. Foran sig så han allerede, hvordan flammerne spredte sig omkring i huset, hvordan befolkningen svandt i Doomsville.
Nej, det ville ikke være en god ting, hvis han blev skør. Derfor måtte han beskytte Camille... Hvorfor havde han ikke rigtig nogen ide om, udover at han ikke ville blive skør... Men så igen, hvorfor det ville gøre ham skør... Ej heller der havde han en ide.

Forvirringen bredte sig - som pesten over landetskaberne og dets befolkning - over Aleck's ansigt. Hans hoved tiltede lidt til den ene side. Højre. Kaossets side. Siden, hvor billedet tiltede.
Der var sikkert ikke en større grund til, hvorfor hans hoved lagde sig til den side, måske var det bare den letteste side at lægge det til. Grunden vides ikke, men det var ej heller det væsentlige.
Det væsentlige, var det Camille lige havde... Sagt eller fremstammet (han hældte dog mest til den sidste). Den... Korte, men utrolig overraskende sætning, hun lige havde slynget ud (dog på grund af ham, men det havde han fortrængt).
Han troede ikke rigtig sine egne øre. Hun havde stået ude foran hans dør... Og så ville hun vide hvad han lavede?! Hvad havde hun forventet at der ville ske der ude? Det var ikke sådan, at han havde haft gang i mere end han burde (hvis man undlod hans egne dagdrømmerier). Så der var ikke ligefrem sket det store... Det største der var sket var... Hans drømme også den der sæbe der...

"Og... Du havde ikke overvejet at råbe igennem døren, og spørge om hvad jeg lavede?" Han vidste godt, at der sikkert ville komme noget a la, "Jamen du kunne jo have haft gang i noget, du ikke ville afbrydes i." Ja... Men det havde sikkert været lige så pinligt som dette var for hende... I teorien kunne det jo have gået ud over ham. Hun kunne jo faktisk bare have ladet det hele gå ud over ham... Hvis nu han havde fortaget sig noget, der helst ikke skulle opdages.
Men alligevel havde hun valgt at det skulle gå på måden det gik, hende der stod der og var flov. Hvad var det egentlig hun havde stået og dagdrømt...? Ville han overhovedet vide det? Eller var det bare bedre for dem alle sammen, hvis han lod det ligge?
Svaret på det sidste var nemt:
Ja, det ville være meget bedre (og mindre pinligt) for alle parter, hvis han lod det med hendes dagdrømmeri ligge. Men... Kunne hans nysgerrighed klare det? Eller ville den sidde inde i ham og vokse indtil den fyldte pladsen i dens fængsel ud og bristede? Eller skulle han bare lade den ud og få det overstået og spørge hende?
Så spørg hende dog!
Lod det fra stemmen; den var nok irriteret over hans rodede tanker, som famlede af sted i mørket og væltede alt på gulvet. Han kunne næsten se skikkelsen - hvis ansigt var forvredet i raseri - som skummende af raseri betragtede den anden skikkelse, der famlede rundt i hans hjem og væltede alt den kom i nærheden af...
Det ville Aleck ej heller kunne lide. Han elskede sine ting for meget. Længere var den ikke.

"Hvad dagdrømte du?" Spurgte han så endelig. Han måtte vide det, nysgerrigheden var nået til burets vægge... Med beslutsomme skridt, som for at understrege at han ville have et svar, trådte han tættere på Camille - og sikker også lidt ind i hendes personlige rum, efter afstanden at dømme. Han havde, på nuværende tidspunkt, rettet sit hoved op igen og kiggede direkte på hende. Nu kom det... Nu ville han få at vide, hvad der foregik oppe i hendes hoved.
Og han modtog øjeblikket med åbne arme.

På hans lår løb den.Den lille klare perle, resterne fra hans ophold i badekarrets skum, der på uskånsom vis var blevet forstyrret og dermed kostet hans afbrydelse.
Den lille klare dråbe,bugtede sig ned af hans lår og videre til hans skinneben.Den bugtede sig,slog et svig ind imellem som det var en skiløber der bugtede sig vej ned af pisten - og Camille stirrede,fulgte den , næsten som hun var paralyseret , for at se den løbe en omgang omkring hans ankel og lande på gulvet, sammen med alle sine artsfæller.
Hun tvang sit blik væk.
Hårene på hans ben havde afsløret at han frøs.De strittede lidt og kaldte på varme.
Camille rakte ud og fik trukket vinduet i og lukket haspen.

Hun kunne næsten ikke få sig selv til at møde hans blik.Hvad måtte han ikke tro om hende? Den eneste trøst hun havde,det eneste positive hun kunne udlede af det, var at fra nu af kunne det kun gå frem, det ville kun blive bedre.

Hun vred sig lidt ved endnu et spørgsmål , og så lidt betuttet på ham.Det var ...ubehageligt ...en yderst mærkværdig føelse at SKULLE besvare hans spørgsmål.Hun blev faktisk lidt ilde til mode.Der var jo ingen grænser for hvad han kunne hive ud af oplysninger også af helt private og intime om....alt.
Hun så på ham som det først nu var begyndt at dæmre at hans søde elskelige evne havde en.bismag, og dette var naturligvis harmløst, det var kun hendes privatliv der blev invaderet.Men i andre sammenhænge uha uha.

" Jeg kunne have råbt, men ...det var intet bestemt jeg ville...mere en følelse af at...være lidt tæt..på" .Overrasket spærrede hun øjnene op.Hendes egene ord lød jo...forfærdeligt....de lød som en åndsvag evnesvag idiotisk skolepige der stalkede en ældre fyr.Hun havde lyst til at bide tungen af sig selv.

Og imens hun stod og overvejede netop dette, så kunne hun da ikke svare på mere og udstille sig selv, så havde Aleck skiftet attitude.Var han.blevet lidt...vred?
Hvis han var, kunne hun ikke bebrejde ham .Hendes opførelse var lidt...aparte.
De føelser han drev frem i hende var...aparte.For hende var de.

Så ramte lynet og hun stod i flammer.
Aleck gik helt tæt på hende.Hun kunne næsten høre hans hjerteslag- eller var det hendes egne? Han udstrålede autoritet ,en hun ikke lige fandt det smart at udfordre og hvordan skulle hun også kunne det, når spørgsmålet nu blev sendt afsted og som en dartpil ramte bullseye.
Camille så op....og ind i hans øjne.Hendes egne lignede sikkert nogen der føjede med 41 i feber, men al hede var fremkaldt af ham.
Kunne man undlade at svare,kaste sig for hans fødder og tigge ham om ikke at spørge?
Hun vidste ikke hvordan det virkede, hans evne....eller hvad Aleck ville sige til hendes bøn.

Hun kunne ikke bakke, ikke træde yderliger tilbage, ikke uden at nedrive husets væg da.
Med uroligt bankende hjerte ,adskildte læberne sig og svarede automatisk imens Camille forberedte sin egen begravelse.

Hendes svar var næppe mere end en hvisken , da ordene anstrengt fandt deres fremtvungne vej ud af hendes dirrende læber...

" Om dig...i badet...og mig der vaskede dig."

Hun kunne dø.Dø af skam.
Selvfølgelig kunne det have været langt mere ...udsatte...og vovede drømme,men kendte man Camille vidste man at en.direkte afsløring af hendes inderste drømme,tanker og følelser var....voldsomt.

" Kan jeg ...være alene nu ? "
* jeg er ved at dø* fik hun nået at tilføje inden hun så væk fra ham.Fra Aleck.Fra denne mørkhåret dæmon der stod mere eller mindre afklædt - og våd, al for nær hende og lyttede til hendes personlige små hemmeligheder.

Hendes pande fik små fine rynker og hendes hænder blev lidt anspændte og knyttede sig sammen.

Han blev ikke ligefrem mindre våd af at stå der foran hende, men han kunne ikke få sig selv til at gå. Han ville ikke forlade hende. Denne gang var det ikke noget med om han skræmte hende væk. Denne gang handlede det om at han ikke vidste, hvordan han ville være nød til at efterlade hende. Hvordan ville hun være hvis han efterlod hende? Ville han efterlade hende som et nervevrag? Eller ville hun være pinlig berørt, men holde det inde?
Og det vigtigste spørgsmål af dem alle.
Ville hun skade sig selv, hvis han forlod rummet?
Kunne hun finde kræfterne til at gøre skade (hvis ikke værre) på sig selv? Han håbede inderligt at svaret ville være nej... Det var der faktisk mange grunde til, opdagede han.

1: Hvordan skulle han bortforklare liget i hans hus? Der var mange der havde set han komme slæbende med hende... Men ville de være i stand til at udpege ham, som den der havde taget sig af hende og hvor skulle han gøre af liget? Han kunne sagtens smide det et sted... Men det ville jo blive opdaget på et eller andet tidspunkt...
2: Hvordan skulle han kunne leve med sig selv, med denne kvinde - som sætte et eller andet i gang i ham - som bare havde dræbt sig selv, næsten, foran ham og han havde ikke gjort noget... Det ville han ikke kunne klare... (Dette faktum hadede han... Det var ikke meningen at der skulle være en kvinde som havde den slags påvirkninger på ham.)
3: Han kunne ikke lade hende dø, før han vidste hvad hun betød for ham. Hun betød noget, det var han allerede klar over. Men hvad helt præcist, ville ikke oplukke sig for ham.

Et lille klik lød og han lagde endelig mærke til at Camille havde lukket vinduet. De små hår på hans ben lagde sig ned. Det kunne han tydeligt mærke, kulden bed ikke længere i ham. Han lukkede øjnene blidt og koncentrerede sig om at få varmen tilbage. Bare koncentrere sig om varmen, var ikke ligefrem svært. Efterhånden kunne han mærke varmen cirkulere i værelset og kulden blev lukket ude. Nu kæmpede varmen om at tage førstepladsen at vinde mest plads; på det nøgne hud, den kunne finde. Følelsen af varmen der greb om hans ben og trak sig op af hans ben, var rar.
Men da han kiggede ned, var det ikke kun tom plads der var for fødderne af ham. Camille lå der. Hun lå; omslynget hans ben og det var hende der varmede dem. Hun var varmen, hun der det centrale i værelset og hun var over det hele. Det eneste, dog, der havde betydning for Aleck var hendes arme omkring hans ben og hvordan de bevægede sig op af. Hvordan de lod varmen kravle videre op af hans ben, hans stadig bare ben. Varmen pressede sig nu imod hans hud og gav ham lyst til at løsne kappen. Han sank en klump - kunne mærke Camilles arme nu kærtegne ham op af maven og brystet; hun var inde under hans kappe nu - og greb blidt fast i kappens sammenholdende knude i halsen.
Med et enkelt ryk kunne han have løsnet kappen og ladet hans nøgne krop ud til fuld skue, men Camille's stemme - den rigtige Camille's stemme - nåede ind til ham og stoppede ham. Ikke en muskel i hans krop bevægede sig. Han fjernede hurtigt hånden fra knuden og kiggede - stirrede ville måske nok være det mest rigtige ord her - på Camille, mens hendes stemme leverede ham en grund. Grunden til at hun ikke bare havde taget turen over det laveste gære.
Hun ville gerne være tæt på ham.
Det havde hun skam også været (uden at vide det måske) og han måtte indrømme... Han havde ikke noget imod det. Hendes nærhed varmede ham. Varmede hans krop og hans forbandede sjæl. Det var dog kun det første han var klar over. Med et koldt hjerte, som burde have banket til det bristede, trådte han et skidt nærmere Camille. Nu stod han helt tæt på hende. Og han ønskede at han aldrig nogensinde skulle flytte sig. Hvis han skulle, så ville det blive imod hans vilje.

Det var utroligt, at han kunne være så forbandet rolig i denne situation. Alle andre ville være ved at sprænges, så hvordan måtte Camille ikke føle? Var hun også ved at briste?
Eller var - tvivlsomt - i stand til at klare dette scenario så roligt som han kunne?
Tvivlen var stor, men det var ikke ligefrem det; der var hovedattraktionen hos ham. Det var Camille og de følelser der åbenbart lå gemt i hende. Tanken om hvad hun lige havde sagt; "... dig...i badet...og mig der vaskede dig." Tanken om det... Den scene... Den pirrede ham. Han nød det næsten. Hendes hænder imod hans bryst, de kærtegn de udstyrrede ham med. Hendes læber tæt på hans øre, imod hans hals.
Hvis hans tankegang havde fortsat længere end der... Ja, han var bare glad for at der ikke var ham, der kunne flytte ting, ved hjælp af tanker eller midt i dagdrømme. Det ville aldrig have gået godt...
Han løftede en hånd og lagde den blidt imod hendes kind. Holdt den der og nussede hende blidt. En meget stærk lyst til at læne sig ned og presse sine læber imod hendes vældede op i ham, men han måtte holde den nede. Hun hadede ham sikkert mere den, hvad hun gav udtryk for... Han var Dæmon, han dræbte fordi... Ja, i realiteten fordi han havde lyst. Og han... Han var et monster.
Selvfølgelig kunne han godt ignorer alle disse ting og bare tage hende, hvis hun altså ville have ham... Men noget holdt ham tilbage...
Hans morale... Fanden tag den!
Han rystede blidt på hovedet. Hun havde sagt noget... Men han havde ikke hørt hvad det var... Han havde været for opslugt af sine tanker til at høre andet... Hans tanker om hende.
Da tankerne om hende igen passerede igennem hans hoved smilede ham.
Smilet var ægte og... Han lignede en der... Havde opdaget eller set noget fantastisk... Hvilket han havde, men det var kun hans underbevidsthed der var klar over det.
Aleck havde, endnu ikke, bevæget sig ud af pletten og stod valget til ham. Så ville han heller ikke.

Hvis hun var den lille hvide mus, så var han den sorte slanke panter, der lå fladt på gulvet, med en stor pote på hver side af musen. Panterens spidse og skarpe kløer var ude- og fra tid til anden gav den musen et lille dask, med skiftevis den ene og den anden pote. Der var flere strenge at spille på. Det var kattens leg med musen.

Hendes sidste ord om at være alene havde været musens eneste mulighed for at slippe ud af det greb, den befandt sig i – metaforisk talt. Heldet tilsmilede hende dog ikke just, ikke engang en kommentar fik hendes bøn med på vejen, han overhørte den. Måske han ikke havde hørt hende? Hendes mund åbnede sig med den hensigt at gentage sin bøn, men inden hun nåede så vidt, stod Aleck så helt og adeles tæt og alene duften af ham efterlod hende uden at være i stand til at handle, hun stod som lammet i sin krop- og så at hans hånd fandt vejen til hendes kind.
Hun lukkede øjnene kort og kunne ikke benægte det lille sug det udløste i hendes mave, hans berøring, hand hud mod hendes. Hun forventede, halvt om halvt , den ville være slut, at han ville trække sin hånd til sig, og dermed ende sit kærtegn - på samme tid som hun igen kiggede op på ham, men nej….heller ikke det havde hun held med.
I stedet blev han stående, fast besluttet i sin gerning og lod hans fingre nusse hendes kind.

Aleck selv forholdte sig tavs lige nu.Tanken om han måske var vred, lod hun droppe til jorden med et brag.Han opførte sig ikke sådan, slet ikke. Men hvad der i øvrigt spænede igennem tankerne hans, var hun komplet uvidende om. At han ikke talte var både en lille frustration, fordi de sekunders nussen der sikkert var tale om, føltes længere hvilke både jo både var fantastisk og forfærdeligt, på samme tid.
Men det var jo også hendes …held…at han var tavs.
Hvilke nysgerrige , privatlivsinvaderende og afslørende spørgsmål kunne ikke tænkes at komme på besøg, efter at have forladt hans mund , og de ville så skulle serviceres og opvartes med frisklavet svar og ny brygget sandheder.
dette havde hun intet imod at undgå, så hans tavshed kunne også være for det gode.

Hans nussen på hendes kind, gjorde..ting ved hende.

Det KUNNE ikke passe. Det kunne det bare ikke!
Hun ville normalt have bedt ham om at fjerne sin hånd med det samme, hvis ikke hans arm skulle ligge løsrevet på gulvet om et øjeblik.
Dette ville hun gøre overfor alle andre. Velvidende om at hun fysisk aldrig ville stå en chance imod dem, men som en lille chihuahua der puster sig op over for de andre store racer, gjorde også hun, for hvad man ikke kunne vinde i fysisk kamp kunne man så måske i psykisk? Eller håbe på ….at modstanderen ville dø af grin, over hende.

Måske.... var hun bare hudløs og sårbar lige nu?
Hun savnede nogen, hun manglede Tristan. Og hvornår havde nogen rørt ved hende sidst ? Hvis man ikke lige tæller med, at Aleck havde kysset hendes tårer væk.Det havde været da hun dansede med Tristan til bryllupet. Det føltes som lys år siden. Igen et sug i maven
.Han ville have revet hende ud af den her situation og råbt af hende, havde han været her, ville han ikke ? .En dæmon, du har kendt i et døgn, har du fuldstændig mistet fornuften.Du har virkelig overgået dig selv i dumhed denne gang , Camille( hun kunne næsten høre hans ord til hende) Men problemet var , at Tristan ikke var her.
Og da Camille bestemt ikke én der let lod sig duperer, så hun kunne jo ikke være helt sikker på om det ”bare var det” der lå bag denne tiltrækning, vel ?

Hendes sommerfugle der baskede forvildet rundt i maven synes at indikerer …anderledes.
Langsomt løftede hun sin hånd op mod hans. Hun mente bestemt selv at hensigten havde været at fjerne hans hånd fra hendes kind , uden skæld ud…bare blidt…tage den væk, men i stedet så hun forbløffede til da den lagdesig på hans håndled og langsomt lukkede sig der. Det virkede da mere som et kærtegn end noget andet.Som en opmuntring, en tilladelse, en opfordring til at forsætte hans nussen.
Musen var ved at gå efter den indbydende ost der lå i fælden ? Var det hvad der skete?
Camille så hjælpeløst ind i Alecks mørke øjne. De var som en helt anden verden, en verden man kunne bosætte sig i og endog fare vild i. Havde han de svar hun selv manglede? Kunne han hjælpe hende forstå alle de følelser der pulserede inden i ?

Hvordan det var muligt at forstå så lidt af en situation, var utroligt for Aleck. Også at han selv, slet ikke forstod noget som helst af det der skete rundt om ham. Det eneste der havde hans opmærksomhed, var den smukke skabning - som stod foran ham.
Hvordan var det muligt for hende at have sådan en indvirkning på ham, at alt rundt omkring han, blev lukket ude?
Det - måske - endnu mere interessante spørgsmål; Hvorfor lod han hende? Hvorfor lod han Camille sætte skyklapper på ham og indsnævre hans udsyn, til det var centreret omkring hende? Var han virkelig ved at gå fra forstanden? Eller var der en... Logisk forklaring på, hvad det var der skete med ham?
Den gamle dames smil, fandt vej til hans sind. Hvorfor dukkede hun op nu? Hvad havde hun med situationen at gøre?
Intet.
I følge ham, men hans sind troede åbenbart anderledes.

Den gamle dame smilede, sagde noget - eller... Hun mimede ordene, for ingen lyd kom over hendes læber - og han rynkede brynene. Han kunne skimte noget af hvad hun mimede. Ordene: "Knægt" "Du", "For-" også noget han var sikker på var et bandeord, var det eneste han kunne få ud af sætningen. Hun råbte til ham igen. Denne gang var det halve ord lidt mere tydeligt. "Forels-"
Nej, fandeme nej! Det kunne hun godt glemme! Han var aldeles ikke...!!
Selv i hans tanker kunne han ikke fuldføre sætningen. Hvis hun havde været der, så var han sprunget på hende og med langsomme bevægelser ville han have tvunget hendes hoved til siden og først stoppe, da det tilfredsstillende knæk lød højt igennem den larmende stilhed - som sikkert havde spredt sig på dette tidspunkt - derefter ville han have suget sjælen ud på hende.
Ingen nåde... Han ville ikke lade hende stå der og... Og... Fortælle ham løgne på den måde!
Han ville ikke lytte. Ikke til de ord.

Mens den gamle dames ord hang i hans hoved og var tæt på at tvinge det ned imod hans bryst, så var der dog noget som tvang hans opmærksomhed væk fra de tunge tanker. Mere præcist, nogen indenfor hans skyklapper. Camille. Hendes hånd havde lukket sig omkring hans håndled, men... Han vidste dog ikke helt, hvordan han skulle tage det.
Havde hun lagt sin hånd der for at få ham til at fjerne sin, eller var det en opfordring til at blive ved med at nusse hendes kind blidt? Han var ikke helt sikker, men da hun ikke fjernede hans hånd, så tog han det som en opfordring. Hans hånd strejfede derfor videre over hendes kind - et flygtigt, lidt 'vildfaren', strejf gled også over hendes læbe - og endte til sidst ved hendes hals, hvor den kærtegnede og lavede mønstre i den blege hud. Han lukkede øjnene et sekund, mærkede den bløde og glatte hud under sine fingre og åbnede øjnene igen.
Og fik et chok. Mens han havde været væk i de kærtegn han tildelte hende, så havde han lænet sig forover... Hvilket bragte ham endnu tættere på hende.
Kun få centimeter adskilte dem nu. Hvis han lænede sig yderligere frem, så ville hans læber mødes med hende...

Skulle han overveje det? (Eller: Skulle han gøre det?) Hvordan mon hun ville reagere? Hvor sur ville hun blive? Det var ikke et spørgsmål om hun ville blive sur; det vidste han at hun ville. For, hvorfor skulle hun ikke? Han havde på groveste vis, knap nok iklædt noget de kunne minde om passende, invaderet hendes personlige rum og stod nu så tæt på hende, at hvis han traf vejret dybt, så ville hans læber kollidere med hende... Hvorfor skulle hun ikke være sur over hans ubarmhjertige opførsel?
Han tog jo faktisk ikke hensyn til, hvordan hun så situationen. Men... Han var også bange... (Aldrig ville han dog indrømme dette.)
Han var bange for at, hvis han forlod værelset nu, så ville han for evigt have spildt sin chance for at vise hende... Ja vise hende hvad? ... Han var bange for at hvis han forlod rummet, så ville han miste hende... At hun ville afholde sig fra ham. Men... På den anden side, hun havde ikke sagt "nej", eller "stop" til ham endnu... Var det en god ting? Eller bare endnu en ting, han tog som godt, men som i andre øjne var forfærdeligt? Måske var hans hjerne bare ikke bygget til den slags følelser.

Nej... Ikke måske. Det var den ikke. Hans hjerne var ikke bygget eller kunne bygges til den slags følelser. Det var i hvert fald det, der havde været hans mening i så lang tid, men måske havde han taget fejl? Måske var det ham muligt at føle den slags... Kærlighed. Måske var det muligt at den følelse kunne overstrømme ham og fylde hele hans sind med sine... Effekter.
Men indtil han fik svaret på det, måtte han vente og se, hvordan tingene udviklede sig og mere vigtigt; hvordan Camille reagere på hans nærhed og hans... Opmuntringen til kysset; hans hånd imod hendes nakke.

Hun dykkede ned under hans øges overflade, søgte grundigt efter svar, anvendelige og brugbare svar, et solidt og kontant svar, men der var intet at finde- intet, udover en afgrund af skønhed.

Det var hvad hun så.Skønhed.

* skindet bedrager, han...er en dræber Camille.En dæmon.Du HØRTE ham jo selv.Han nedlægger hele landsbyer hvis noget går ham imod ,det sagde han selv...stort set*

Hun sank en klump af størknede følelser, der sad på tværs i hendes hals, og vidste at han tydeligt ville kunne fornemme hendes krop reagerer AL for positivt på ham.
Hun pressede meget blidt sig ind til hans fingre ,og da de løb over hendes læber, var det lige før hendes øjne blev overstrømmet med tåre , ikke at hun var trist men mere som et resultat , et svar på alle de undertrygte og indestængte instinkter der nu stod og hamrede og bankede noget så hårdt på , for at blive lukket ud.De truede med selv at sparke døren ned , hvis hun, Camille ,ikke åbnede den af egen fri vilje.

* Han er offer for forfærdelige omstændiheder, han har godhed inden i , han rummer kærlighed* forsatte den indre dialog og også Aleck forsatte ....ned af hendes hals.

Camille stod som et kid ,blændet og fanget af lygtens skær.Paralyseret.
Aleck var det skær hun ikke kunne undvige, ikke havde styrke til at flytte sig fra og derfor blev stående, ubevægelig.

Men til sidst blev det næsten for intenst.Fysisk blev hun ør og svimmel , netop som hans hånd fandt om i hendes nakke og hans læber nu var så nær hende.
Hun åbnede munden for at sige,at han skulle flytte sig,gå væk ,lade hende være og at hun ikke brød sig om det,men ordene ville ikke forlade hendes mund.Kun en svag smerte i hendes krop, næsten som en advarelse hvis hun skulle forsøge sig med en løgn, opstod.
Var det hans evne? Hvor var det strengt! Så helt og adeles unfair.Hun var fanget og tvunget til at bade i sin egen sandhed.Hvilket sødt lille maridt.

Hendes hånd lå stadig om Alecks håndled, fulgte hans bevægelser, parat til at afbryde.Nu stod hun derfor op af vægen,men sig egen hånd ømme i nakken, da den fulgte hans og den anden hånd hang lidt hjemløs ,ned af siden.

Hun lukkede øjnene.Eller blinkede enormt langsomt.Vejrtrækningen skiftede til uregelmæssige.Havde han tænkt sig at kysse hende?
Havde hun tænkt sig at lade ham? Det eneste hun ænsede var en tsunami der skyllede ind over hende, hendes læber brændte og hendes krop sitrede.Hvor forræderisk af den.Hvor utro mod hendes moral , men det lod den hånt om og istedet føltes det som den hviskede hans navn * Aleck*
Men det ville hun naturlig vis aldrig indrømme.Aldrig.

Han kunne næsten se, hvordan hendes krop frøs. Hvordan kroppen bare stoppede med at bevæge sig, som var hun blevet sænket ned i et karbad med is.
Foran sig, kunne han næsten se scenen for sig. Hvordan Camilles krop steg ned i karbadet. Den bare hud, som lidt efter lidt forsvandt ned i det polarklimatiskkolde vand og is som badet var fyldt op med. I hans 'drøm' vendte hun hovedet imod ham og lavede en bevægelse med pegefingeren, der indikerede at hun gerne ville have ham tættere. Han nåede dog aldrig tættere, for en hånd lukkede sig om hans egen.

Han åbnede øjnene, som var blevet lukket under 'drømmen' og blinkede. Det eneste der var hørligt i rummet var Camilles uregelmæssige vejrtrækning og hans egen alt for rolige vejrtrækning. Hvis han kunne, så ville han have tvunget sig selv til ud af den regelmæssige vejrtrækning. Det kunne han bare ikke...
Hvordan kunne han være så fattet? Selv nu, hvor han stod overfor hende; en kvinde, der tydeligvis gjorde noget ved ham, han ikke engang kunne forklare!
Han måtte få styr på sig selv... Når alt dette var ovre...
Det spørgsmål, han frygtede mest lige nu, blev derefter stillet i hans hoved:
Hvad så, hvis det aldrig er ovre? Hvad nu hvis det bliver ved?
Hvis den stemme havde været en levende person, så ville den ikke være levende meget længere... Det svor han.
Hendes hånd imod hans var dog... Betagende. Det var rart, en rar følelse. Det var nok til at trække ham ud af hans morderiske tanker. Måske... Måske var hun lige den han havde behøvet, så længe? Den der kunne holde ham fra hans egne forfærdelige tanker og holde ham... Mere eller mindre ved fornuft. Der havde været for mange gange hvor... Fornuften havde været tæt på at tilte. Det ville han ikke have. Han ville forholde sig fornuftig og så klar i hovedet, som han nu kunne være, for hende. Camille.

Hvis ikke Aleck ville have ramlet hovedet ind i Camille, før han kom til sit mål, så ville han have slået hovedet ind i væggen. Det virkede så... Forkert... På en måde, men også så... Fantastisk rigtigt, på en anden måde. Den måde hun kunne fordreje ham på, han havde aldrig mødt en kvinde som kunne fordreje ham på den måde... I hvert fald ikke, hvor han var ved sine fulde fem og ikke hvor hans hjerne og fornuft var offer for drabeligt lokkende filosofi og ødelæggende træning hver dag. Han måtte vel være... Mere myndig og klar i hovedet i dag... Det var i al fald det han mente han var. Om det så også var det han gerne ville have det var (sandheden) vidste han ikke, men luftede han nogensinde sin mening om dette, så ville han vel finde ud af det.
Lidt efter lidt, fjernedes afstand mellem Camille's og hans egen læber. Hans ben forrådte ham dog. Som han stod der - ikke mere end få millimeter fra Camille's læber - så svigtede de ham lidt. Som han stod der, selvsikkert og afslappet - som han ikke burde - så gik der en sitren igennem hans ben og han svajede let tilbage af. Han kom ikke så langt at han var længere væk fra hende, end da han i for et øjeblik siden havde lænet sig tættere på hende.
Indeni snerrede han af sine ben og den skælven, som havde løbet op igennem ham. Det var som om hans egen krop prøvede at afholde ham fra at gøre det... Men hvad ville der så ske? At smide alt på jorden nu... Det virkede endnu mere dumt, end at fuldføre det - han i første omgang havde hentydet til. Det ville sikkert gøre det hele endnu.. Værre og - ikke mindst - mere umuligt, hvis han stoppede nu. Så kunne han godt vinke farvel til den forklaring han søgte.
Men, igen, ville dette kys gøre hans chancer for en forklaring bedre?

Det vil i hvert fald gøre chancerne større end, hvis du stopper.
Til Aleck's overraskelse var stemmen på hans siden denne gang. Havde den fået nok af at irriterer ham? Ville den prøve noget nyt? Eller var den bare stadig træt af at høre på hans forvirrede tanker omhandlende kysset? Måske var det dens måde at sige til ham, at han burde gøre det? Skulle han stole på den? Eller skulle han stole på hans egne intuitioner? Og - i så fald - hvad var hans egne intuitioner?
Han lukkede øjnene og, samtidigt, lukkede alt andet ude. Alt. Hans egne tanker, blev også tømt. Til det kun føles som et tomt, sort hul. Til der var intet tilbage, udover Camille og ham. Da intetheden omsluttede ham helt, åbnede han øjnene halvt og fjernede så afstanden mellem Camille's læber og hans egne.
Det første han mærkede var en kulde, som dog ikke varede mere end få sekunder. Så ramte varmen fra hendes læber ham. Sammen med den kom fornemmelsen af hendes læber. De silkebløde læber, imod hans egne. Han havde aldrig prøvet nogen lignende (nu havde han heller ikke nogensinde kysset nogen på denne måde før) og følelser væltede ind over ham. Var det hans egne følelser? Eller udgjorde denne nærhed med hende en måde at føle hende følelser oveni hans egne? Var det hendes følelser der truede med at begrave ham?
Følelserne var varme, de bød ham velkommen og den venlighed der var over dem smittede af på ham. En følelser af velvære strømmede igennem hans krop og han lagde et lille ekstra pres imod Camille's læber, for at udlede lidt mere af denne fornemmelse, denne velvære; der blødgjorde hans jernhårde hjerte og sænkede ham ned i et kar, fyldt til randen med varm lindrende vand. Det lindrende vand strømmede ind over ham og han opdagede at han havde Camille med sig. Hun skulle med ham. Hun skulle dele hans følelse af velvære.