On a hunt ~ Aleck

Hans mørke øjne tryllebandt hende.
Hans øjne holdt hende fast så man næsten skulle tro at usynlige lænker var kommet til live og nu begyndt at sno sig ind og ud og omkring hendes arme og ben...ja sågar hendes hals, med den hensigt at fastlåse hende og sikkre hun ikke kunne flygte.
Hun var fanget i et spind, hans spind og kunne ikke længere slippe væk.
Men lige nu ønskede hun heller ikke at være andre steder, eller  gjore hun?Hun kunne ikke længerebhuske det!  En tanke synes dog at pulserede i baggrunden...råbte et navn hun burde huske, men hun var for ukoncentreret til at kunne fokuserer og få det frem.Og måtte til sidst give op.
Aleck stjal hendes opmærksomhed, den hele....han var grådig.

En besynderlig tanke listede sig ind på hende.
Måske var dette forkert, meget forkert, hende og Aleck sammen ? - men hvis hun døede i hans favn, lige her i de kulørte bobler badet stadig var fyldt af, ville hun dø med en vidunderlig følelse i både krop og sind.
Hun havde skjult hænder og arme i vandet nu....imens hun sad og lod sig indfange af hans sensuelle udstråling. Var det det? Havde han en bestemt måde at ...tiltrække sig opmærksomhed på....ved at være sensuel? Lokkede han kvinder til sig på samme måde som sukker tiltrak bier? 
Eller var det bare hende der så ham sådan? 
Camille vidste ærlig talt ikke hvilke et af svarene hun skulle håbe på var det sande. Hun ville gerne kunne fralægge sig ansvaret for at være så pokkers draget mod Aleck. Hvor befriende ville det ikke være at kunne sige ' det er ikke min skyld' det er dæmon delen der har gjort dette ved mig, men på den anden side var det en forfærdelig ting at tænke sig ham i diverse situationer med....kvinder...der så ham sådan.
Nej! Den vej ville hun slet ikke gå ned af.

Aleck .....han forstod hende ikke. Det kunne man dårligt holde imod ham.Ikke med den meget ringe forklaring hun havde budt ham.Hun kunne forsøge igen og bagefter bare slå det  hen.Sige at det ingen ting betød.
Hun smilede et lidt skævt smil, et smil der viste at hun både fandt det lidt sjovt at han ikke forstod hende , men også bar en lille undskyldning med sig og en indrømmelse af hun havde kludret lidt i forklaringen.

" Aleck...jeg vil bare ikke have nogen bliver kede af det" 

Om han nåede at høre det, eller om hans tanker allerede var vandret afsted over bakke og dale, og havde efterladt hendes ord uden at tage notis af dem, havde hun ikke forudsætning for at vide.
I næste nu , var hans læber mod hendes , i et varmt og spontant kys.
Vandets overflade blev brudt, hurtigt og skarpt og ledte bølgeskvulp af vand ud over karets kant, og ned på den lille Panther,som gav et utilfreds hvæs fra sig.
Uroen i vandet var udledt af Camilles arme , der der instinktivt ville op og tage plads om Alecks nakke. Da de havde nået deres destination , kunne hun trække sig tættere mod ham, alt imes hendes læber lydigt føjede hans og viskese alt andet væk. Der var ingen Panther, ingen tanker, ingen anger og ....
Der var kun ham....Aleck.

I hans stille sind sad han og overvejede tingene. Hvorfor var det de var endt her? Havde det været planen med dem hele tiden? At ende sådan her? Var det deres... Skæbne? Hvis man da ellers troede på det. Han selv var ikke sikker. Tanken om at alle de bevægelser han lavede (og måden alle andre reagere på disse), at de var bestemt i forvejen. Bestemt af noget hinsides hans og alle andres forstand. Hvorfor sætte levende væsner herned, hvis de ikke var andet end marionetter, der skulle guides igennem prøvelser - som også allerede var forudbestemt - også til sidst... Visne hen? Hvad var meningen med det?
Aleck rystede på hovedet. Han havde ikke tænkt sig at ende ude i de helt store spørgsmål, der lå hinsides hans forstand, men... Tanken om at han var blevet bragt ind i denne verden, uden grund - og hvis en sådan én skulle findes fandtes den nok i Dæmoners drifter og instinkter - og uden levemål... I flere hundrede år. Tanken gjorde ham... Lille. Den pressede sig ned over hovedet på ham og fik ham til at krybe. Ja, den - forholdsvis - lille tanke fik ham til at krybe. Han ville have at der skulle være en mening med hans endeløse eksistens.
Samt, hvad der lå forud for ham. Han ville se en grund med Camille og hans forhold. Hvis det da var det man agtede at kalde det.

Så, var der virkelig en grund til at han havde fundet hende på den kro den dag, for uger siden? Var der en anden grund, end lysten til frisk luft og nomade tilværelsen der slog ind? Skulle de ende her? Eller havde de taget et sådan sving i deres relation, at den vej de havde været på vej ned af, var forsvundet for deres blikke og grøften kom dem i møde? Eller var det måske bare en genvej til et bedre sted, end det vejen kunne åbne op for dem?
Og måske var de faktisk på vej ned af den helt rigtige vej?
Måske var dette bare en lille snoning på vejen op af bjerget til Himlen? Eller rablede det for ham?
Indrømmet, hvem ville så blive overasket hvis det gjorde? Har det ikke altid?
Lød den spydige kommentar fra stemmen, men Alecks tanker var for optagede til at beskæftige sig med den. Måske var han i sandhed ved at miste forstanden.
Jeg tænker for meget...
Blev han så enig med sig selv om og vende atter opmærksomheden imod Camille, henslængte sig i hendes selskab.
Camilles selskab blev atter en fortryllelse for ham. Den reneste nydelse af alle. Han kunne ikke benægte det - hverken ville eller kunne - og lod hænderne lægge sig blidt om hendes ansigt, mest for at have noget at støtte sig til - ikke bogstaveligt ment, men han fandt det nødvendigt at have noget at holde fast ved. Når nu hans forstand begyndte at glide fra ham. Ja, når. Han var allerede klar over, at hvis dette fortsatte, ville hans instinkter i sidste ende tvinge hans selvkontrol i knæ og overtage. Han kunne allerede mærke den pulsere i brystet af ham. En dunkende fornemmelse, der ikke lod sig kue. Men ej heller gjorde han, de Dæmoniske instinkter hans far havde lagt så hårdt pres på, dem han havde fremprovokeret hos ham fra en meget ung alder, ville han ikke lade vinde. Han havde et opgør og slaget var først lige begyndt.
Dit træk.

Det var som at blive badet, at blive over hældt med  bedste følelse i verdenen.
Hans hænder omkring hendes ansigt, bekræftende at han ønskede det...tilkendegav at han syntes om hende og nød kysset.Udover dette, fik det hende til at føle sig...tryg.
Camille var efterhånden i en tilstand så sanseløs beruset af ham, at hun tvivlede på om hun ville bemærke om så huset stod i brand- eller om hun ville fejl opfatte det som hendes indre stod i flammer istedet? 
Hendes øjne var lukket og sanserne pirret til deres yderste.
Hans læber var som et narkotisk stof .... lokkende , inviterende og umulige at holde sig fra nu.  
Uden  nogen omtanke , begyndte Camille at slikke ham på underlæben.
Hendes tunge krævede deltagelse og hun gav efter for lysten.
Virkelig....hun havde ingen ide om hvad hun lavede, eller hvad hun kunne risikerer at sætte i gang. Både i sig selv, men måske også i Aleck.Og hvilke konsekvenser det kunne medføre.
Camille var ikke en pige der normalt lod sig hverken besnære eller forføre...så hun var lidt i gang med  at freestyle, kunne man vel beskrive det som . Hun var ikke bekendt med hvilke danse trin der blev forventet at hun udførte, hvilke serie af trin der ville tage sig godt ud  eller hvilke moves hun helt og al deles burde have holdt sig fra.Hun var overladt til den melodiske rytme der rungede som et ekko i hendes krop, frembragt af hendes bankende hjerte.

Hun holdt godt godt fast om ham. Havde behov for at føle at jorden ikke ville forsvinde under hende så fodfæstet  ville mistes - eller at badevandet ville fortære hende , som  en form af bøde for  hendes handling. Hun havde brug for at kunne mærke ham, føle sig tæt på ham, hvis hun skulle holde de advarende tanker i ave.
Camille selv, var lidt som springeren i et skak spil....som udgangspunkt var hun forudsigelig , man kunne godt se at hun ville rykke de to felter frem, men om hun så ville dreje til højre eller vælge at svinge til venstre? - det kunne man aldrig vide sig helt sikker på.

* Er jeg på vej til himmelen, eller er han min direkte billet til helvede?* tænkte hun, men da hun troede fuld og fast på det gode i Aleck, og da det føltes som hånd i handske at være ved hans side.....hvad betød det så? Var der overhovedet en forskel på himmel og helvede, eller var det blot en måde at beskrive vejret på ? Sol,eller regn , hvad hersker i dag? himmel eller helved? 
Hun pressede sig ind til ham, endnu.

Han havde fremvist sine træk. Nu ventede han bare tålmodigt på, at mærke den velkendte rykkende fornemmelse i mellemgulvet. Som sad hans instinkter der, i menneskeskikkelse, og bankede for at komme ud. Den sad derinde, smilende - et grusomt smil, tænderne var spidse alle som én og de gav den et sultent udtryk - og ventede på, at han skulle give op og overlade styringen til den.
Han kunne mærke dens banken. De små ryk, tre af gangen, der fik det til at krible i hans krop.
Den vellystige skikkelse inde i ham planlagde sit træk.
Aleck kunne mærke, hvordan hun klamrede sig til ham (ikke at han anede sig selv bedre), et smil brød igennem overfladen og gjorde kysset selskab. Han kunne mærke attråen emme fra hende. Mennesker ville ikke kunne mærke dette, men da han var alt andet end menneske og selv var en af dem, der var gået igennem verden med lystens vold lurende bag sig - åndede ham nakke gjorde den. Lurede bag ham og pressede sig ned over hovedet på ham, når den øjnede sig mulighed.
Han ønskede inderligt at han bare kunne give slip, at han ikke behøvede at tage hensyn. Hensyn til hvem han var med og hvordan det endte (eller måske mere korrekt; hvor voldsomt det endte).
Men han ville heller ikke give efter, ikke for dette. Hvor mange gange havde han ikke set kvinder falde for fødderne for hans fader?
Og hvor mange gange har du ikke selv gjort det?
En hvislende, men kælen stemme lod sig bemærke. Og den havde ret, det kunne han ikke benægte - uanset hvor meget han begærede det. Han havde selv - flere gange end han ønskede at vide - ladet kvinder falde for hans fødder, lod dem krybe i støvet, føje ham. Ligesom hans fader. Og oh, hvor han ønskede at det ikke var sådan, men det var det. Der var intet han kunne gøre om der, hans barndom var hans barndom og det han havde lært og set kunne ikke omgøres. Denne kamp frem og tilbage, omhandlende flere af hans instinkter end blot dette, ville fortsætte. Om det var ved hans hånd eller andens, den ville fortsætte, og hvis ikke ved hans hånd, så ville han sind lide under det. Det var blevet ham klart.

Camilles tunge imod hans læber kom bag på ham. Dog så meget at hans forsvarsværker lod sig falde og den øjnede muligheden. Muligheden for at overtage, hvilket den gjorde.
Aleck lod hans læber skille og hans tunge gled ud for at møde Camilles. Deres kroppe pressedes sammen, medens hans tunge gjorde sit krav på deltagelse. Hans hænder gled en smule nedad og berørte den bare hud på ryggen og ned. Det fik hans fingre til at sitre og begæret for mere voksede. Hans fingre gled en smule for meget ned - mere end de burde og mere end han havde haft intentioner om - og han lod hurtigt fingrene løfte derfra og længere op af ryggen.
Den havde spillet sit træk... Og sad nu, afventede hans.

Det skulle ikke lyde som hun var helt uerfaren.
Hun havde jo haft kærester og de havde da ...hygget sig og udforsket forskellige...ting. Men hun havde bare endt sine forhold inden de nåede at udvikle sig yderliger. Tristan var den ensete hun ikke var stukket af fra, men de var jo heller ikke et officielt par.Men alligevel. NOGET var de, selv om det ikke var defineret hvad.
Men denne situation, dette badeværelse ladet med sprængfarlig hed passion, i hvert fald fra hver eneste porre i Camilles krop, her var hun Bambi på glat is.
At hun nød det, nød følelsen og stoltheden over han ville, da hans tunge fandt hendes , det var jo sole klart.Og hun kom et stykke nærmere himlen , da hans hænder begyndte deres tur ned af hendes ryg. Da de på et tidspunkt landede liige lovligt langt nede, og man sikkert ikke kunne kalde det for ryggen mere, udstødte hun et lille gisp, der var opstået af overraskelse og en næsten æggende følelse som hendes krops prompe reagerede med.
Men...det fik hende også til at begynde tænke ...bare lidt.
Så imens hans hænder igen kom lidt mere nord, og hun gavmildt kyssede ham , begyndte fornuften at vifte med et rødt flag.
Pay Attention, Camille...stod der.

" Aleck" hviskede hun med hæs stemme og vidste dårligt selv hvilke ord der ville følge efter.Hun havde mest lyst til at klynge sig til ham, tigge ham om...
Nej!! 
Hendes hjerte og fornuft ,forsøgte at finde fælles fodslag og passe lidt på ' deres pige' der lige nu var ved at fortabe sig, på meget alvorlig vis, i Aleck.
Men der var andre at tage hensyn til....hendes liv var kompliceret, HUN var kompliceret.Og Aleck måtte fremtrylle en engles tålmodighed, hvis han havde noget som helt ønske om...at have Camille i sit liv. stakkels ham.

" Aleck"... Forsøgte hun igen og kunne næsten mærke sin tunge glide over hans læber selv om hun havde trukket sig lidt væk...fantasien fejlede intet.

" Du er meget...J-jeg vil rigtig gerne, men det er ikke helt fair.Jeg har på en måde en slags ven...en næsten kæreste...du ved, Tristan og..." hun gik ( edit: hun gik ikke, hun gik i stå!)

Måske var det ikke nødvendigt at sige mere? Var han helt klar over situationen, og tænkte at hun skulle have frit valg i den enkelt situation? Eller betød det intet- var han helt ligeglad? eller havde hun netop sprunget en bombe, nærmest midt i en hed fantasi( hendes)?
Hun kunne næsten ikke bære at skulle trække sig væk, en al for stor del af hende ønskede bare at være der, hos ham.Sammen med ham.

Og Tristan synes så langt væk.MEN hun vidste at han var der...et sted...og hun kunne ikke bare se bort fra det, fra ham.
Hun fik tårer i hendes øjne, da hun igen pressede sine læber lidt desperat imod Alecks, og en bølge af lyst skyllede ind over hende.

." Undskyld skat, men jeg tror vi skal se at komme op nu"  hviskede hun udtryksløst.Forsvaret var på vej op, igen.
Hun kæmpede så hårdt for st skabe balance, for at alle skulle være glade og her...som de sad nu, gik det op for hende.Alvoren ramte hende, hårdt.
På et eller andet tidspunkt, havde Aleck taget...eller måske fået?... Et stykke af hendes hjerte.Tristan havde haft det længe og ville altid have det.Nu bekymrede hun sig , om det også var tilfældet med Aleck, for så var hun i store vanskeligheder, ikke?
Hun var splittet i to, hendes hjerte havde delt sig.
Halvdelen var foræret til en dæmon og den anden til en ædel dusørjæger.
Hun var jo så doomed.
Hun så op på ham...

Med det lille gisp fra Camille, kom en hed bølge af varme. Den skyllede ned over ham og kærtegnede al den bar hud den fandt på vejen. Ned af hans maveskind skyllede den og - ja - retningen af denne hede varme bølge var nok ikke det sværeste at regne ud. Men han lod det gå sin gang - han regnede det for en spydig bemærkning fra instinkterne, der stadig ikke havde givet op.
Og som et kækt svar i instinkternes retning lod han som ingenting, her skulle der dog siges, at det var umuligt at sige, hvor meget viljestyrke det tog ham. Den pulserende følelse i brystet havde stadig ikke forladt han, men den skulle se; den skulle nok komme til at forlade ham.
Aleck fik hænderne placeret på ryggen af hende og kærtegnede hende blidt. Hans fingerspidser pressede sig skiftevis imod hendes bløde hud. Prøvede at løsne musklerne lidt op i hendes ryg. Det undrede ham af en eller anden grund ikke, at hun var nervøs. Hvorfor havde ikke åbenbaret sig for ham endnu.
Hans læber forblev presset imod hendes og hans hænder forblev på hendes ryg. Han bevægede sig ikke, lod bare sanserne indtage hvert et indtryk han fik fra Camille.

Overrasket blev han dog - dette er et faktum han aldrig vil indrømme - da en lille lyd nåede hans øre. Først ville han bare slå det til side som endnu et lille piv fra Panther, men opfangede så at det var noget helt andet.
Camille havde sagt hans navn.
Men om det var udløst af ekstase eller et desperat udråb om en pause - eller helt at stoppe - var han dog ikke sikker på. Overhovedet. Hun havde fjernet sig og efterladt ham, ikke så lidt forvirret. Dog var det ikke synligt på ham. Hans ansigt havde trukket i det antræk. Den kolde maske var igen på plads, men om den var sat op for at han ikke skulle se såret eller forvirret ud kunne han ikke lige opklare, det skulle dog nok vise sig at være en instinktiv reaktion. En sikkerhedsmekanisme, der slog ind når det kom til sådanne ting. Ja, disse intime ting havde nok udviklet en slags mekanisme i ham, der bare slog ind når det stoppede og ikke viste tegn på at skulle fortsætte; for det var det de havde ramt. En mur. Et stop, uden mulighed for videre fremgang.
Hans navn rullede igen fra hendes læber og han nikkede bare. Hun skulle ikke have bare det mindste nys om at det havde påvirket ham. Han havde allermest lyst til at ruske i hende og bede hende bestemme sig. Ville hun have ham eller ville hun ikke? Kunne det være så svært?
Ja.
Mindede noget ham om.
Ja, det er jo ikke alle der har levet med at kvinder kommer og går, og dem man gerne vil have bliver og dem der skal skride skrider.
Med noget der mindede om gru opdagede han, at det var hans egen stemme, hans egne tanker. Det var hans egne tanker der havde husket ham på det - pinefulde - faktum. Det faktum, at han havde levet et liv, hvor kvinderne kunne findes når han ville have dem. Dem han gerne ville have fik han og dem han bestemt hastigt kunne få nok af blev hurtigt skaffet af vejen. Han havde jo faktisk ikke være vant til, at kvinderne kunne finde på at trække sig tilbage.
"En ven siger du?" Hans stemme lød en anelse spottende, men ikke nok til at det var bemærkelsesværdigt. "Ja, ham kan jeg godt huske. Ham, der ikke gad bo sammen med dig? Afslog dit forslag om at være samboer? Åh jo, ham kan jeg skam godt huske." Hans stemme var ikke længere spottende, nu var den bare... En smule kedet. Som om hans interesse for emnet var dalet med en drastisk fart. Han kunne dog ikke lade være med at bide mærke i at hendes forhold til Tristan gik fra ven til næsten kæreste i en sætning. Han kendte mennesker - og Camille - godt nok til at vide, hvad det betød; hun var ikke engang selv klar over, hvad de var. Tristan og hende. Et kort, næsten uhørligt og glædeløst grin kom fra ham ved denne tanke.
Jamen du har da bare styr på det hele, ikke sandt Camille?
Han rystede svagt på hovedet uden at tage notits af særlig meget omkring ham. Hendes ord forvirrede ham. Hun havde tydeligvis heller ikke nogen ide om hvad de var. Camille og ham. Men... Indtil videre, så det eneste de kunne bebrejdes for at være var beboer under det samme tag. Hun kaldte ham skat, men det gav dog ikke ham en større indsigt i hvad de var.
"Du kalder mig "skat", men har lige fortalt mig at du har en "næsten kæreste". Camille, jeg beklager, men jeg forstår ikke. For mig giver det ingen mening." Var det ikke meningen, at man overlod en kærlighed til én person og ikke flere? Var de, i al den tid han havde undgået kvinder, gået til en tid, hvor kvinder kunne binde sig til flere mænd og mænd til flere kvinder eller?
Hans øjne fæstnede sig på Camille og han rettede sig roligt fremad, hans læbe berørte hendes. Efter et kort øjeblik fjernede han sig igen, stadig med den neutrale maske på, han havde "båret" siden Camille havde fjernet sig.

Hun så det!
Hun lagde mærke til ændringerne i hans træk, alle spor af indlevelse og følelse ,alle små fine rynker forsvandt, og hans ansigt blev glat som stål- som at der blev trykket på en knap og alle følelser der havde været tilstede for et øjeblik siden- alle tegn på også han var havde og oplevede et bål af ....ja af hvad? Hvis det kunne falme, hvis det kunne slukkes så let, var det så udtryk for andet end simpelt begær? - men udbrændt syntes det med et at være.Uanset hvad det var.
Hendes hjerte gjore ondt.Og hans ord lindrede på intet.De fik hjertet til at snørre sig  sammen,yderliger.
Var det nødvendigt at sige det...sådan?
Hun nikkede da han var færdig med at tale.Det var ikke meget , ikke en stor forskel i hans stemmeføring -men hun opfangede den nu alligevel ...han fandt hende...banal.
Hun kedet ham , med hendes små trivielle problemer, hendes menneske ting, var det det?
 Camille så ned på vandet, forsøgte at ' få det til at forsvinde' men  hun kunne ikke holde den væk, følelsen . Følelsen af at blive flov og oprørt også , på en og samme tid.
Hun blev anspændt i ansigtet, omkring læberne og kæben.Hun pressede sig selv for ikke at afsløre , at hans reaktion gjore hende ondt.
Men igen- hvad havde hun forventet?
 Hun kunne tåle meget fysisk smerte, forskellige situationer havde taget deres tørn med hende, og hun overlevede altid, selv om det var hårdt.Hun var en fighter.
Men når det kom til hendes eget personlige liv, var det den her form for smerte hun frygtede mest, dem man elskede var dem der kunne såre en aller mest dødbringende....og da det gik op for hende nu, hvor meget hans lille reaktion ramte hende, forstod hun hvilke enorm magt han måtte have over hende, og hvor let han kunne rive hende i stumper og stykker ( ikke fysisk, det havde hun sådan set vidst fra starten).
Hun hævede et øjenbryn da hans sagte latter, nåede hendes øre.
En svien trængte sig på, uinviterret og yderst  uvelkommen...ikke om hun have i sinde at sidde her og fælde en tåre foran ham.Over ham.

Hun blinkede langsomt et par gange, og derefter kom så det afgørende træk.
Han satte hende i skakmat-  skændte på hende, krævede svar...

Ja, hun havde kaldt ham skat, det var en fortalelse....noget hun ikke skulle have gjort.Hun havde mistet kontrollen, både over situationen og over sig selv.
Hun havde ladet sit forsvar falde, eller også have han systematisk brudt det ned? Hun kendte ikke længere forskel på de to ting.

Men..det de sammen have delt, det de lige  havde gjort...måske det ikke betød en disse for andre ? men for Camille betød det...alt( stort set, et par andre ting kunne toppe det, men det var de alvorlige følelserne bag handlingerne hun havde fokus på) og nu...nu skulle hun stå til regnskab.
" Undskyld" ....hun fik ikke sagt mere , før hans mund kort var over hendes igen.
Hun nåede at kysse ham tilbage ,  som havde hun været en dykker under vand og hans mund den forsyning af ilt, hun afventede.
Men han var hurtig væk igen- og da hun endelig rettede blikket op og mødte hans øjne, var hans fuldstændig indifferant og neutral at se på.Det havde været mere behage ligt hvis han havde råbt af hende, eller det troede hun da. Den var tung at bære , hans ligegyldighed ! - selv var hun alt andet end det.
 Hun  kunne ikke længere holde det tilbage.
Hendes hjerte eksploderede i tusinde stykker og hun måtte  give efter for presset bag hendes øjen låg , da hun hæst hviskede sin undskyldning ud fra de dirrende læber" Undskyld, Aleck...det var min fejl , det sker ikke igen." 
Om det var sandt eller ej, kunne hun ikke vide, men lige i det øjeblik mente hun det, hun ville gøre alt for ikke at opleve han så på hende med den...kølighed og reservation igen.
Med de sidste samlede tanker bad hun stille" Vil du ikke være sød at finde mig et håndklæde?"

Medens Aleck sad og betragtede Camille, kunne man tydeligt se den forskel der skete i hans ansigt. Langsomt - som bange for at noget skulle gå i stykker eller sprænges - gled den neutrale stenmaske af hans ansigt og afslørede et udtryk af sorg. Tristheden havde taget forplantet sig dybt i hans ansigtstræk.
Andetsteds befandt han sig dog ikke så lidt længere væk end badeværelset. Det troede han da. Det rum han befandt sig i var simpelt indrettet og dog overdådigt. Foran ham var en himmelseng beklædt med rødt silke og hvide gennemsigtige gardiner. Selve senge rammen var af mahogni. Han drejede stille rundt. Resten af møblementet mindede meget om himmelsengen. Et mahogniklædeskab, et bord - sjovt nok også at mahogni, dog mørkere i farven - og en stol, mahogni og beklædt med rødt silke. Han lod blikket vandre tilbage til sengen og forstod ikke helt mening med dette sted. Han havde før haft "drømme" af denne slags, men der manglede noget...
Igen vendte han om på hælene og måtte tage sig selv i et gisp. Camille stod foran ham, men hendes ansigt viste ingen glæde. Dog virkede hun heller ikke sur. Hendes slanke figur var klædt i en natkjole. Natkjolen var lang, dækkede hendes fødder og fortsatte ud i en elegant krans.

Som blod fra et sår...
Og eftersom at silken havde den samme dybrøde farve som silken på sengen og stolen, så havde han ret.
Flot Aleck, meget romantisk.
Romantisk kunne man dog ikke kalde sammenligningen, udover hvis selvfølgelig man er vampyr.
(Efter stemmens mening.)
Det røde silke faldt yndigt ned over hendes kurver og sad tæt de rigtige steder. Ved halsudskæringen løb et hvidt bånd langs med udskæringen og stoppede ved den sløjfe der blev formet i nedskæringen. Ærmerne var lange og nåede næsten ned til hendes fingerspidser. Hendes hår hang i bløde krøller om hendes hoved og indrammede hendes ansigt prægtigt.

A fine living for a fine lady...
Tænkte han og sendte Camille et forsøget smil. Hun lagde dog ikke mærke til det, hendes opmærksomhed lå på den glasvase hendes fingre tippede frem og tilbage. Han trak øjenbrynene sammen. Den vase stod ikke der før - men det samme havde Camille jo heller ikke gjort. Hun stod lænet tavst op af mahognibordet og tippede vasen ud over kanten, så tilbage igen og sådan fortsatte hun. Hendes ansigt var den samme vej som hun tippede vasen - højre - og hun ænsede ham ikke.
Perhaps I deserved that...
Tænkte han, men kunne i næsten nu ikke huske, hvorfor det var han fortjente det. Hans ansigt gled over i forvirrede folder og han gik et skridt frem imod Camille. Da han gjorde det lod hun hendes finger fjerne fra vasens kant og den faldt...
Med et højt knald kom den i kontakt med gulvet. Den splintredes og spredte sig for alle vinde. Han kiggede chokeret på vasen og tilbage til Camille.
"Hvorf-" Han nåede ikke længere, hun havde kastet sig efter ham - han forventede halvt om halvt at hun ville prøve og flå hovedet af ham - og lagde armene om halsen på ham. Ej heller her nåede han længere, da hun hurtigt pressede sine læber imod hans. Han kyssede hende tilbage - ikke overraskende - men kysset virkede... Desperat. Fra hvilken side kunne han dog ikke blive klog på. Dette skræmte ham en smule. Desperation var aldrig noget han havde brudt sig om; fra hans egen side.
Camille skubbede ham bagud og de landede i sengen med et bump. I næste nu forsvandt hans syn i rødt silke og gyldne lokker.

Da Aleck igen "befandt" sig i badeværelset blinkede han et par gange. Et forvirret udtryk var spændt ud over hans ansigt. Følelserne blev nu igen vækket til live og forskellige følelser bredte sig på hans ansigt, en efter en. Den ene erstattet af den anden. De mest prominente var dog forvirring og sorg. Sorgen havde ikke forladt ham, og intentionerne herom var ej heller at finde.
Sorgen fik overtaget i dens kamp om sejren om hans ansigt. Her plantede den sig og han havde ikke noget at gøre imod den. At se Camille med tårer i øjnene fik hans hjerte til at krampe og sorgen til at slå rod i hans ansigt. Han lænede sig frem og pressede blidt læber imod hendes kind, lige under øjet, og fangede tårerne. Det samme gjorde han ved det andet øje og lagde en hånd på hver af hendes kinder.
"Camille... Undskyld, jeg... Jeg vil helst ikke have at det skal være sådan her... Jeg har ikke noget imod kyssene eller dine kælenavne. Det... Det udtryk jeg havde før... Det er ikke noget jeg har kontrol over. Jeg har oplevet meget... Meget af det ting jeg helst vil glemme, derfor har jeg disse... Forsvarsværker, som kommer op i situationer, som kan udvilkle sig på en måde hvor jeg har følt mig svigtet eller hvor jeg kunne gøre noget jeg vil fortryde. Jeg vil ikke gøre noget forkert med de forkerte... Men jeg har det dog som om at dette er noget andet. Noget... Rigtigt. Da du stoppede troede jeg det var fordi du ikke ville, eller..." Han gik i stå. Hvad mere skulle han sige? Han havde ikke haft nogen mening med at tage masken op. Han havde ikke nogen kontrol over det... Det kom bare af sig selv. Han lænede sig frem og pressede læberne imod hendes, velvidende at hun havde spurgt ham om noget - han håbede bare at det var svar nok.

Hun ventede på et svar fra ham, bare et ' naturligvis' ville have givet hende en mulighed for at komme op af badet og finde hurtig vej tilbage til hendes egne gemakker.Sikker bag lås og slå.....eller bare en lukke dør.Hun ville kunne gemme sig, søge i skjul og forsøge glemme alt om denne fiasko.Det havde ellers virket så...unaturligt naturligt.
Men da skete noget hun ikke havde forventet, ligesom en elektronisk fotoramme der skifter billed, blev Alecks udtryk i hans ansigt stille ændret.
Det kolde og måske lidt uforsonlige udseende aftog, og istedet fik følelser lov til at træde frem og sætte deres spor.Var han ked af det? Camille syntes han så helt trist ud , men hendes tårer slørede hendes syn en smule, måske hun bare så hvad hun ønskede, at Aleck ikke var kølig og reserveret...ikke overfor hende...andre betød mindre, men hun ville have han...følte...når han var sammen med hende. Hun stivnede i kroppen, alle muskler spændtes, da han lænede sig ver hende og begyndte at kysse hendes tårer væk.Hans læber var nænsomme og blide. Hun sad stille og trak vejret lydløst.
Hvordan....hvordan skulle det lykkes for hende at holde afstand fra ham? Han smeltede hendes forsvar, som var det af plastik og han af ild.
Hans hænder lagde sig om hendes ansigt og han undskyldte...

Hun kunne jo ikke lyve og sige det intet betød.Hendes ord ville i så fald vende tilbage til hende selv ,som en boomerang- og de ville flå i hendes sjæl og rive i hendes hud, få hende at briste og bløde , da de ville være usandheder, og dem slap man ikke fra hverken billigt eller i live ...ikke hos Aleck.
Men ingen ord var nødvendige i dette tilfælde, Camilles ansigt og øjne, havde på bedste pige manér givet allerede sladret til Aleck og fortalt hver en lille ting hun følte, det mente hun nok hun ikke havde været i stand til at holde fra ham.
" D-du skal ikke undskylde Aleck...jeg ved godt jeg...jeg ikke bør sige sådan til dig, kalde dig sådan, men jeg ved ikke helt hvad der sker med os" hviskede hun hurtigt inden han fortalte en lille smule om årsagen til masken . Den maske han iførte sig så let og naturligt som at ånde, dæmonens ansigt.
Camille nåede ikke at sige noget...hun havde ellers spørgsmål til de ting og hans opvækst, for hun havde ikke forstillingsevne til at se, hvad Aleck havde levet med, hvilke liv han var tildelt som barn og sidenhen levet som voksen.
Hans ansigt var så flosset af ulykkelighed og sorg at Camille næsten rakte ud for at tage ham i sine arme og trøste ham, holde ham tæt.
Aleck lænede sig frem og kyssede hende. Tiden stod stille- og gik al for hurtigt også.
Hun holdte fast om hans skuldre, opdagede hun og kyssede ham tilbage.
Dg mente hun stadig at de burde komme op.De var på dybt vand og understrømmen var for stærk, det var...farligt.

Stadig præget af hans tidligere drøm, kunne han ikke lade være med at overveje, hvorfor han havde set det han havde set. Hvorfor havde hans underbevidsthed smidt ham ned i et overdådigt rum med Camille foran sig, der så mindst lige så overdådig ud? Hvad var meningen bag det? For det skulle være en mening bag det, ikke?
Han kunne stadig mærke det bløde let kølige silke og den varme silke, der havde taget noget af Camilles kropsvarme til sig. Sammen med hendes læber. Dem huskede han tydeligere end noget andet, men nu havde han jo heller ikke brug for drømmen til at huske det. Lige nu, som han sad der i badekaret, kunne han mærke dem. Mærke hendes læber - og mærke en fryd, som blev udløst i hans krop, over at hun kyssede ham tilbage. Han hadede at indrømme, hvor meget kysset påvirkede ham. Han brød sig ikke om at blive husket på, hvor meget en kvinde kan ændre en mand.
Og hvor meget en mand kan nedbryde en kvinde.
Lød den spydige stemme i hans hoved, men den havde - endnu engang - ret. En mand kunne flå en kvinde fra hinanden hurtigere end at blinke. Eller ved at blinke; blinke til den forkerte kvinde. Men der var mange - åh så mange - andre måder at massekere en kvinde på. Mentalt og... Fysisk. En hånd kunne skamskænde et udseende og en skarp bemærkning kunne vandalisere et sind. Skrig begyndte at fylde hans hoved, men han lod dem sive i baggrunden. Dette var ikke tidspunktet til at dvæle tilbage i fortiden; lige nu skulle han bekymre sig om fremtiden. Måske - hvis han var heldig - en fremtid med Camille (værelses lejer.)
Camilles hænder imod hans skuldre var som en accepterende meddelelse for ham - han håbede bare at han havde ret i den antagelse - og han lod sine læber lidt mere imod Camilles. Lidt mere sultent.
Hans sind frøs. Sultent?
Bloody...
Instinkterne havde fået færten af den nylig igangsatte aktivitet og havde slået lidt ind. Troede han da. Men - skulle det vise sig - instinkterne lå stille og roligt inde i deres boks og sov tungt. De lod Aleck reagere på egne impulser og intuitioner. Et klogt valg eller ej, skulle der snart findes ud af.
Med hænderne stadig plantet på hendes kinder, var fornemmelsen af berøring meget begrænset, men hvor meget ville Camille lade ham gå? Hvis han da nogensinde kom dertil...
Han lod hænderne glide ned fra hendes kinder og ned til hendes skuldre. Her stoppede de et sekund, så fortsatte den ned af hendes arme og stoppede ved hendes talje. Han lod hænderne glide rundt om livet på hende og holdt hende blidt der. Hans fingre nussede hende blidt på ryggen og de bevægelser han lavede, kom ikke i nærheden af, hvad han havde gjort før. Men... Han kunne nok godt finde på det, dog kun hvis stemningen bød til det. Ellers holdt han fingrene for sig selv, eller de områder, der var tilladt for hans pirrende fingre.

Kysset levede sit eget liv, og for Camille var det et liv fyldt med passion og brændende begær.Det var flammer der bare ikke ville brænde ud, ikke kunne slukkes - uanset hvordan hun forsøgte.
Hun holdte godt fast i ham, og kom nok også lidt tættere ind på ham da hun klamrede sig sådan. Hendes læber og mund lod hånt og de begrænsninger som hendes fornuft adskellige gange havde forsøgt at præsenterer for hende , men de regler som den gerne ville sætte i spil, gav ingen sig  rigtig tid til at lytte til.
Camille kyssede ham igen, hendes bløde læber var fastlåst til hans og hun stønnede sagte. Hans hænder begyndte at vandrer rund på hende.Hun fik flere små gys, men de var alle et synligt tegn på hun responderede positvit på hver  en lille berøring, han dedikerede til hende.
Da hans hænder sluttede vandreturen og lagde sig til hvile, rundt om hendes liv, sukkede hun stille og igen, brød hendes tunge ud af de moralske lænker den normalt var iført og istedet for at sidde stille, strøg den legende og udfordrende hen over Alecks læber. 
Åh...hun ville det her så meget...bare lidt, bare lidt af ham...og så kunne de stoppe, inden der skete noget alvorligt.
Hendes hænder slap hans skulder, dog ikke for at puffe Aleck væk denne gang....ikke lige nu, anyway...men de strøg istedet op i hans våde pjusket hår, uden på noget tidspunkt at miste kontakten med hans fugtige hud, gled de over hans kraveben, langsomt op af hans hals inden de filtrede sig ind i de mørke totter af hår, og låste sig fast deri, imens hun bildte sig ind at hun bedre kunne styre begivenhederne sådan.Hun misledte sig til at tro at selv Aleck havde hun kontrol over nu...så manglede hun egenlig bare at få hånd i hanke med sig selv.
Det var dog en opgave på niveau med at bekæmepe vampyre,skyggevæsner og diverse andre agressive ting....hun lod sig ikke lige tæmme- heller ikke selv om det måske var det smarte at gøre i situationen.
Spørgsmålet stod så tilbage....hvor meget af dette var reelt inden for hendes kontrol? Og derfor realistisk at forvente hun kunne styre? var der noget andet i spil, noget usynligt....noget hun endnu ikke vidste hvad var der langsomt sneg sig ind og fratog hende magten over sig selv og sine tanker? 
Hun pressede sig mod ham,imens hans fingre nussede mere blidt på hendes ryg og badevandet slog små bitte skvulp op af karrets kant - og kælende op af de to skikkelser der sad deri.

At være overladt til egne instinkter var noget helt nyt for Aleck. Han havde aldrig 'stået på egne ben' i en situation som denne, men nu var denne situation ej heller som dem han havde været del af før. Der havde 'forholdet' - eller hvad man nu skulle kalde Camilles og hans forhold til hinanden - været knap så tæt. Hvis tæt da overhovedet kunne beskrive det. De kvinder han havde været sammen med før, dem havde han intet forhold til, han havde ikke nogen mening omkring dem. De var mad.
(Af forskellig art.)
Derfor var Camilles og hans forhold, der så ud til at styrke jo mere tiden gik, en helt anden snak. I det var der... Følelser indblandet. Ikke bare begær, hvilket han ikke regnede som en følelse som sådan, men noget der faktisk var noget i. Følelsen af at det, der foregik inde i hende, men også i ham, var ægte frydede ham. Det hjerte, som han mente der ikke kunne varmes af noget, lod sig opsluge af flammer. Flammer der slikkede sig vej op omkring det og brændte. Varmede, men han kunne ikke mærke varmen. Varmen var hvidglødende. Så varm og brændende, at det var ham umuligt at mærke det. Han ville ønske han kunne mærke det, varmen fra hans hjerte, det som Camille havde sat i gang.

Varmen lod sig langsomt sprede fra hans hjerte til hans mave og videre derfra. Den viden om, at det var Camille der frembragte denne varme gjorde ham underligt tilfreds. Nej, ikke bare tilfreds. Glad. Den gjorde ham glad, rigtig glad endda.
En svag lyd nåede hans øre. Hun... Hun stønnede? Gjorde hun? Eller... Havde han bare hørt forkert? Nej. Hun havde stønnet ved hans kys. Dette 'hjalp' ikke rigtig på varmen i hans mave, ej heller hjalp det, da hendes tunge lod blide strøg falde på hans læber. Lysten til at besvarer det var for stor. Han kunne ikke bare lade det gå hen, hun havde jo startet det, det betød vel at hun gerne ville have det... Ikke?
Han lod ikke flere tanker trække i den retning, hans sanser havde taget over. Hans tunge gled blidt ud af hans mund og lod godtage Camilles udfordring. Hans fingre havde flyttet sig til hendes ryg og her masserede han fast, men ikke alt for hårdt. Hans krop pressede sig imod hendes. Nogle små ryk i hans krop bragte ham tættere på hende. Med hendes hænder i hans hår, flød der små knurrende lyde fra hans læber. Det var ikke lyde af ubehag eller vrede. Det var lyde af nydelse, formet fra den ild der brændte omkring hans hjerte.

Vente tiden føltes som hundrede år. 
Naturligvis var dette den mest behagelige ventetid man kunne udsættes for, at mærke hans læber, følelsen af dem under sin tunge , tungen der langsomt blev mere og mere pirret for hvert et lille stykke den gled over hans mund, over Aleck.
Men det var dog stadig en ventetid, så da han endelig besluttede sig for at ende den og belønnede hende med  at lade hans tunge lege frit med hende, kunne hun mærke det sug der opstod i hendes mave og herfra udstrålede en meget specifik summen , i resten af hendes krop.
Igen en lille lyd trillede ned fra hendes læber...denne gang mere i form af et lille klynk, da Aleck kom tættere på og hun ikke kunne undgå at  mærke ham, hans krop.Den ene hånd stadig i hans hår...den anden ændrede sin plads og nussede sin vej ned af nakke og hals på Aleck og ud til hans skulder.Her holdte hun , i et fast greb, som skulle hun lige støtte sig, genfinde balancen inden den spadserede videre om til hans skulderblade og et lille stykke ned af ryggen.
Hans hud var våd- det gav jo nok sig selv lige her- men fordi den var det, kunne hun bedre føle hvor ren og glat den var og ....hans hud føltes så perfekt under hendes undersøgende og nysgerrige hånd.
Aleck trykkede lidt hårdere på hendes ryg og det var som han sendte små budskaber med sine fingre, budskaber som hun samlede op , hvert og et.

Han havde en evne...en evne til at få Camille til at forlade den verden hun normalt slog sine folder og levede i til dagligt- og istedet give hende lyst...nej, nærmere få hende til at se og mærkem et  ( ellers uopdaget )  behov der vækkede en trang ...gjore det til et must .....istedet  at træde ind i den verden der bestod ...af Aleck. Og lidt som Alice  in wonderland, kunne hun ikke finde udgangen igen...kunne ikke finde hjem, når hun først havde betrådt og var blevet draget ind i ....ham.
Så nu...forsøgte hun at begå sig i denne nye vidunderlige verden.En verden hvor hun ikke var bekendt med spillereglerne og derfor med garanti ville overtråde såvel som overse nogle stykker...og måske også opfinde et par stykker selv, efterhånden som spillet gled frem.
Hun lod sig villigt presse ind imod ham, eller var det hende der holdte dem mere fast? Det var pludselig svært at skælne dem fra hinanden, da kroppene synes at følge og føje ...komplimenterer hinandens små diskrete bevægelser.

Den svage knurren forblev dog ikke ved det. Forøgelsen af intensiteten af kysset - og det lille klynk fra Camille - fik hans hals til at snurre sig sammen og formede et gisp, der rullede over hans læber som en spinden. Han nød det; ingen tvivl om det. Slet ingen tvivl. Hans fingre fandt en delikat plet på hendes ryg, den bløde hud sendte vibrationer på igennem hans fingre og videre igennem hans arm. Det fortsatte til flammerne der stadig lydigt slikkede sig op omkring hans hjerte. Det var som ren 'føde' til ilden. Det lod sig i hvert fald æde op af flammerne og glæden ved at kunne hjælpe varmen på vej, var let at spore. En svag glæde, der var nok til at sætte godt gang i bålet, der efterhånden havde bygget sig op.

Mens hans tanker var langt væk i det andre kaldte 'drømmeland' var hans fingre betaget af Camilles bløde og smukke hvide hud. Han kunne sagtens se hende foran sig som Kleopatra. En prægtig guldbesat hovedbeklædning placeret yndefuldt på hendes hoved, et guldsmykke om halsen, guld armringe om håndleddene og guld ankelringe om anklerne. Han kunne se foran sig, hvordan hun steg ned i et kæmpe kar, fyldt til randen med mælk. Hendes hud forsvandt næsten i den hvide drikkelse, der her blev brugt til at bade i.
Han kunne forestille sig, hvordan næsten hele hendes krop forsvandt ned i mælken, efterlod kun hendes bryst fremvist. Mælken fik næsten et gråt skær i hendes nærhed. Den falmede, mistede sin farve; overgav sig overfor den prægtige skønhed i karrets midte.

Et fast greb hev ham ud af Egypten og tilbage til Underworld. Ikke at han klagede. Her havde han den ægte vare. Camille i al pragt og ynde. En ren skønhed, uden mælk og mirakelkurer. Kun hende. Hendes krop - eller noget andet af hende - havde brug for mirakelmidler for at være en sand skønhed.
Hans fingre flyttede sig fra den pirrende plet på hendes ryg, til hendes hofter. Her masserede han endnu mere end før. Lod fingrene pirre og kæle for den silkebløde hud. Han kunne mærke, hvordan det kriblede i hans fingre efter mere hud, men han måtte holde bånd på sig - endnu. Han vidste jo ikke, hvordan det ville ende. Hans krop valgte dog at ignorer hans forespørgsel omkring dette førnævnte bånd på sig selv. Det ble ignoreret fuldstændig, imedens at Camilles krop begyndte at besvarer de ryk der for lidt siden havde bragt hans krop tættere på hendes. Hans krop valgte at besvarer dem endnu mere og pressede sig imod hende. Det hjælpe ej heller, at hans hænder pressede hendes hofter ind imod sig selv og hans krop. Så blev hans krop dog afslappet igen. Han havde fået lidt bånd på sig selv, men deres kroppe var stadig tæt, deres læber sammenslynget og hans hænder imod hendes hofter.

De lyde! 
De lyde der blev eftergivet fra Alecks mund og strube, hvordan skulle hun forklare det? 
Det var som en mental benzin der blev hældt delikat over det bål der brændte inden i hende. De allerede antændte flammer fik næring...fik åndelig føde , således at de blussede op.Flammerne tog til i størrelse og i antal og slikkede og forgrenede sig deres vej op igennem hele Camilles krop til de kunne slippe ud igennem hendes læber.Camille var så småt ved at overgive sig...eller fortabe sig...eller forglemme sig , hun gav små slik og små bid i Alecks  læber og efterlod ikke meget omtanke fornandet lige nu.Hendes antenner opfangede bare de signaler der blev sendt fra ham, andet var de ikke programeret til, ikke lige i det øjeblik.
Hun bevægede hovedet lidt, lavede et lille slags knejs med nakken, da Aleck trak hendes hofter helt ind mod ham. Hendes læber var fugtige og let adskildte, og bag de lukkede øjenlåg havde hun med sikkerhed et drømmende blik, et sløret,omtåget men stadig drømmende blik.Hun kunne ikke lade være, det var ganske enkelt ikke muligt at holde igen...så hun stønnede svagt,men kælent da hans hænder fik deres faste tag og tog styringen af hendes hofter. 
Hun skød hagen frem igen, og slog øjnene op for at se på ham.Var han helt klar over hvor..ehm...ganske tæt de var, for Camille kunne næsten...næsten ...hvis hun kavede en lille gnidende bevægelse, så ville hun kunne....
Nej...nej...det gik jo slet ikke...
Med øjne, sløret af begær-.Aleck havde en sindsyg virkning på hende, meget usund for hendes balance og....alt andet.Meget usund! - bøjede hun hovedet mod hans hals, og kyssede ham forsigtigt et par gange der....så måtte hun se at få kontrollen tilbage, men....
Argh...han var så tæt på, så tæt på hende. 

Vandet i badekarret havde efterhånden givet efter for de to skikkelsers bevægelser og lod sig skubbe frem og tilbage. Ganske små skvulp nåede hans ører - ikke at han tog nogen notits af det. Al hans koncentration var blevet skænket til den kvinde der - så godt som - sad i hans skød. Den kvinde der kunne fordreje hans hoved som ingen anden kunne. Han havde på fornemmelsen at ikke engang hans moders og faders forvaskede tankegang kunne måle sig med de reaktion Camille hev fra ham gang på gang. En ting var at sige om hende; hun fejlede aldrig at overraske (fordreje) ham. Dog, fandt han det en delikatesse. En vidunderlig ting, hans hjerne slet ikke kunne komme uden om og ej heller ville.
Alt andet end Camille var lukket ude, fuldkommen. End ikke hvis Panther valgte at plante sine små skarpe tænder i hans arm eller lår - eller hvor end det var værre - ville han være i stand til at blive trukket ud af denne himmelske verden Camille sendte ham til.

Himmelsk?!
Spruttede en stemme i hans hoved. Den lod alt andet end behaget.
Himmelsk?! Tøsen må da være ved at gøre dig fuldkommen skør!
Denne gang lod stemmen ordene piske igennem lufte og de ramte med et smæld. Et smæld der, under andre omstændigheder, ville have givet ham en noget så frygtelig hovedpine, men end ikke dette kunne bringe ham tilbage fra den vidunderlige verden, der var blevet åbnet op for ham. Men han måtte være forsigtig. Siden Camille var den, der havde åbnet porten til denne uopdagede verden kunne hun også så let som ingenting lukke den igen. Som hun allerede havde bevist. Han var dog ikke klar til at komme tilbage endnu. Der var stadig så meget af denne nye verden han gerne ville udforske. Se nærmere på.
Camilles slik og bid i hans læber pirrede ham. For at lindre denne pirren lod han sin tunge glide ud mellem deres læber og løbe æggende henover hendes underlæbe.

Kun fordi det var ham, var hun taget med på sådan en udflugt her.
Han var den eneste der kunne få hende at føle og længes, sådan.
Aleck havde sat sig brændmærke på hende, og det kunne ikke vaskes af og ikke bremses, uanset hvad hun ellers fortog sig.
Camille mærkede hans tunges vej, over hendes læbe, hele hende krop mærkede det.
Det syedede og prikkede og hun stemte sig endnu en gang mod ham, imens en tilfredsstillende 'Mmmm' lyd galoperede afsted.
Hun slikkede ham, kælent , et par gang på tungen, og samtidig opdagede hun så...noget.
Hun var kommet en smule ...for...tæt ...på Aleck, og tusinde tanker og billeder væltede med det samme ned over hende, og havde nær væltet hende omkuld.
Billeder af hende og Aleck, sammen i en stor seng, med en masse rødt silkestof...der faktisk slørede hendes syn lidt.
Åh...gud. det her var ikke rigtigt.Måske det føltes sådan, men man hastede ikke , man sørgede for rene linier, og det var der ikke.Jo, ofgicielt var der helt grønt lys, men ufficielt stod den og blinkede på gul hele tiden.
Hun havde et valg at træffe nu, med kun to mulige handlinger at vælge imellem.
Hun kunne umuligt forsætte som nu, og forvente....forlange af sig selv at hun skulle bevare kontrollen- eller at Aleck skulle.( hvilke var det ene utopiske valg)
Hun havde ikke haft nogen planer om, på nogen måde, at de skulle have så tæt at de nu helt ...at hun nu udmærket kunne mærke...ja, altsår....det stod i hvert fald meget klartnfor hendes del, at enten gennemførte hun ...nu- eller også måtte hun trække sig væk...og få hold i sine følelser og dresseret hendes tanker, til igen at opfører sig ordenligt.( hvilke var det andet )

Camille sukkede, og gned sin næse imod Alecks.
Hun var lige ved at sige skat, men tog sig i det, da det nok var upassende.
" Aleeeck, vi er nød til at stoppe her" hun indprintede sig hans hænder på hofterne og følelsen af at sidde i hans skød. Hvordan hun fik styrken til at trække sig ud, var svær at sige.Der måtte være andre styrker på spil, end kun hendes egen?
" Aleck... Jeg er vild med dig, men vi må stoppe det her, nu"
Da der ( igen) var smuttet for mange pæne adjektiver ind, forsøgte hun en sidste gang, i en lidt mere overbevisende tone" Det går ikke vi kompliserer tingende på denne måde"
Hun løsnede sit greb om ham, og fik et håndklæde i sin hånd, via telekinesens kraft.
Camille rejste sig og viklede sig ind, meget meget hurtigt, selv en vampyr ville have beundret denne hastighed.
Hun steg udvaf karret, og bøjede sig ned for at kysse hans ' bokstavs arm' og sagde med tårevældet øjne" Jeg er ked af det, men det går altsår ikke ...sådan her"

De stærke lyster han vækkede i hende. Måden hun så let lod sit forsvar falde på, omkring ham, skræmte hende. Hun var så indfanget af ham, at hun enda havde overvejet at lade det gå hele vejen, og kun een ting lå i vejen for det.
Tristan...
Hun kunne ikke gå så langt med Aleck, ikke når hun stadig havde håbet om at hun engang ville blive....at Tristan engang villl...nå ja, ihvertfald havde hun ikke helt kunne slippe tanken om det ville blive hende og Tristan, engang.
Hvilke vel satte både Aleck, Tristan og hende selv lidt i en skod situation?

En dag, måtte hun tale ud med Tristan og finde en løsning.
Og lige nu, måtte hun forsøge at finde en eller anden form for balance i sine følelser for Aleck.

Hun forlod rummet, forlod ham....med det formål at blive alene.
At blive alene og give slip på Aleck, lade ham være så han igen kunne ånde frit.

// out. Og tusinde gange tak for nu .