On a hunt ~ Aleck

Hvordan definerer man håb?
Og hvad med frygt? Rent klinisk kunne det med lethed gøres, og mon ikke de fleste ville sige at de stod som store modsætninger til hinanden? Men hvad sker der med dem , når disse bliver en så integreret del af vores inderste liv, vores dybe følelsesregister , at man finder sig selv ude af stand til at skælne mellem de to ? Når det man frygter mest er det man håber på ? Eller de håb man har frygtes udleves?
Det ene kan ikke være tilstede uden det andet! Lidt af en pinefuld tilstand det er hvad der opstår, og det var hvad der skete for Camille.

Hun stod op af væggen og dens kølige hårde struktur , kunne mærkes helt igennem henses bluse ,selv om stoffet var gjordt af ikke helt tyndt bomuld og elastin. Den satte en stopper for hendes flugt, begrænse hendes valg af handlinger , dog havde hun stadig den mulighed at kunne smutte væk ,ud til en af siderne og dermed helt undgå .... Ja, hvad? Hvad var det hun ville undgå? Frygtede hun hans kys så meget ? Og hvis dette var tilfældet, så var det først virkelig interessant, ikke?

Det var jo tydeligt at hun var i sikkerhed, fysisk.
Aleck var ikke gal, og havde ikke været vred på hende på noget tidspunkt i dagens løb.
Faktisk havde han været blid og sød.
Mindet om hans læber der med ømhed kyssede hendes tåre væk , følelsen af hans læber ,varme og bløde , levende...mod hendes kind - det beviste hun intet havde at frygte , ikke når det kom til ham.
* Men psykisk....min fornuft og mit hjerte...* det var frygten der talte nu.Den bekymrede sig om hendes sind,sjæl og følelser.Ingen rifter der blødte ville den accepterer, og den ønskede hende ikke i en position der rummede en risiko for dette.Den ønskede hende ikke nær Aleck, ikke en gang i samme hus.
Men håbet mente noget andet...* Camille....gør dog for éen gangs skyld hvad du trænger til, hvad du har lyst til...måske det er preciest som du håber ...som du behøver?* - hun, hun håbede at han ville...komme helt tæt på, håbede han ville sætte sin mund mod hendes og med den kysse enhver tvivl væk hun måtte danse med i sit sind - eller frygtede hun det? Hvor var det....forvirrende.

Aleck kom helt nær og selv om hun næppe bevægede sig , var hendes indre i fuld vigør.Men det så ud til at han fortrød? Han.svajede lidt tilbage,bare en anelse,nok til de ikke ville berøre hinanden og alt hun havde bakset med at bekymringer ,på den korte tid det var siden Aleck troppede op, klædt som en filmstjerne....en våd en af slagsen, blev tabt med et brag på gulvet.Hun nåede faktisk at fornemme en skygge af skuffelse og en brændende følelse af ...afvisning ?...lægge sig ind over hende.Hvor tåbeligt af hende, havde hun virkeligt troet...men inden hun nåede at forholde sig til dette, mærkede hun Alecks læber mod sine og al tankevirksomhed stoppede, det brændte simpelthen sammen.

Hendes læber modtog hans, uden protest ,kun med varme og lyst ,sang de med stille ord hendes behov til ham, hendes behov for ham , for Aleck.
Hans kys ...
Han sendte en varme igennem hendes stivnede krop, tøede den op, løsnede hende op og hendes ene hånd gled ned af hans arm i et kærtegn ,imens den anden fandt en plads i hans nakke hvor hun kælede blidt.
Der...i et øjeblik, var hun langt mere lykkelig og langt mere levende end hun troede var muligt.Hun fortabte sig i ham og sukkede ind imod hans læber, af ren vælvære .

Men...
Da kysset stoppede , trak hun sine hænder til sig, langsomt og kontrolleret, hvis man så bort fra de rystede lidt og nok gav væk ,hvordan hun vaklede i sin tro på ret og vrang.
Efter alt.... Hvor godt kendte hun ham? Hun var ikke typen der bare kyssede på folk.Hun havde ...følelser på spil, et hjerte at værne om.
Hun kunne ikke bare....sænke sit forsvar fordi....fordi....dét gik bare ikke,vel?

" Aleck.." hendes øjne var utålmodige , gik deres egne veje, nød synet af ham og gav hendes hænder lyst til at føle og mærke på ham.
" please dont " mere kom ikke ud af hendes mund...ordene sad fastspændt og stak som knive i hendes hals.
Hun havde mest lyst til at stampe i gulvet.Det var så strengt...hans evne...SÅ strengt , og meget unfair.Hun kiggede på ham, en smule trodsigt,som en arrig killing der kluntet forsøger at hvæse,men ikke har lært hvordan.

Vægtløshed. Det var sådan Aleck følte det lige nu. At han ingenting vejede og svævede langt oppe i himlen, kiggede ned på de små mennesker; som ikke forstod hans lykke. Dem, som ikke forstod hvorfor hele hans sjæl (hvis man havde en) var blevet dyppet i flydende glæde. I... Kærlighed.
Han forstod stadig ikke det 9 bogstaver lange ord, men han vidste at det var nu han skulle bruge det ord; som var så ukendt for ham. Dette var det rette tidspunkt. Nu vidste han, at Camille var den han manglede.
(Denne... Erkendelse, var dog nød til at få tildelt pladsen på toppen af bjerget over alle de andre ting, han ikke ville - eller turde - indrømme)
Han ville gerne... Af hele sit forfrosne hjerte, men hans race og opdragelse var igen imod ham. Han kunne ikke.
Pludselig forstod han. Han forstod alt det, den gamle havde prøvet at forklare ham; det hun sagde at alle mennesker og væsner i hele verden var afhængig af - om de ville indrømme det eller ej. Denne følelse. Det var det hun havde prøvet at fortælle ham om så mange gange. Det var sådan, hun havde haft det med hendes mand og det var de følelse hans forældre havde tvunget ud af ham, fra barnsben. Men... Den lå åbenbart stadig gemt der, helt inde, hvor han ikke selv kunne finde den. Og hvor han havde brug for hjælp, til at bringe den frem. Camille's hjælp. Hun var den han behøvede.

Hans læber fulgtes med hendes i bevægelser, der sendte ham til himlen, hvis den da havde været åben for ham. Men han var ligeglad med himlen. Han havde sit eget Paradis. Lige her. I Camilles favntag og imod hendes bløde læber. Han ønskede ikke at være andre steder end her; hvor han mærkede Camilles ene hånd kærtegne hans arm og den anden falde på plads i hans nakke. Her gav den sig til at kærtegne hans nakke og (midt i alt nydelsen) pressede Aleck sine læber endnu mere imod hendes. Han kunne slet ikke lade være. Dette var en helt ny følelse for ham; at mærke hvordan instinkterne tog over, men det var ikke sædvanlige instinkter. Dette var ikke de morderiske ødelæggelses instinkter, dette var instinkter der reagerede på kærtegn, nusseri og (den bedste fornemmelse i verden) Camilles læbe imod hans. Det var slet ikke til at beskrive, hvordan det føltes. Der kunne kun prøves, men ingen af beskrivelserne ville være tilstrækkelige. De ville aldrig kunne dække, det han følte lige nu.

Dog... Intet kunne vare for evigt. Det måtte jo komme til en ende selv om, hvis han kunne slippe af sted med det - så ville han hellere end gerne stå med Camilles hænder om sig, hendes læber presset imod hans og hans egne hænder; en placeret på hendes hofte, den anden rodede rundt oppe i hendes hår. Den kærtegnede og legede, men legen ville komme til en ende. Den frygte lige ende, som ville føles som verdens ende. Det vidste han, når kysset stoppede, så faldt verden fra hinanden. Alting stoppede med at leve; inklusiv ham selv. Sådan ville han have det. Fortabt i ensomhedens dybe mørke afgrund. Forladt forevig.
Camilles læber forlod hans og han åbnede forskrækket øjnene. Han ville sikkert ligne en kat som - midt i en dejlig, paradisagtig, slumrende søvn - var blevet sænket ned i et isnendekoldt vandbad. En brat opvågning ville være et godt ord for det katten oplevede og det Aleck oplevede. Det hele havde været en drøm. En vidunderlig, vidunderlig drøm! Men det var og blev kun en drøm.
Alle hans åbenbaringer, det tanker og følelser han nu forstod - eller havde forstået - var nu væk. Ingen lille skammelig rest var der tilbage, af hans herlige drøm. Det var visket væk. Den følelser - som han for få sekunder siden - nød som var den det eneste tilbage i verden, var nu væk, som var det skrevet i sand og den voldsomme storm havde visket det væk.

Hans stod tilbage og opdagede - først nu - hvor nøgen han var. Men der var ikke noget at gøre ved det. Han kunne ikke dække sig til med noget, han havde kun kappen.
Små ord forlod Camilles mund, men han forstod ikke meningen med dem. Hvorfor var de sagt? Hvad der deres mål? Hvad skulle de prøve at opnå? I følge ham;
Ingenting.
De gjorde ingenting, de udgjorde ingenting og de ville aldrig betyde noget som helst. En pludselig vrede havde blusset op i ham og hjulpet ham på vej til denne konklusion. Under... Normale omstændigheder, så ville han ikke have reageret på den måde, men dette var noget andet. Det ville ikke give mening for mange mennesker (måske nok mere i særdeleshed væsner), men det gav mening for ham. Han følte at alt, hvad han havde kæmpet for, var blevet smidt på jorden. Hensynsløst og ubarmhjertigt.
Men... Så vidste han nok, hvordan familierne og vennerne til dem hans tog livet fra, havde det. De følte sig nok også forladte og fortabte. Smidt ned i en afgrund og fik tildelt den umulige opgave at kravle op igen, men hvordan skulle de nogensinde kunne præstere det?
Han kiggede på Camille. Hans blik var - om nødvendigt - lidt hårdere end det havde behøvet at være, men hvis man kiggede godt efter, så kunne man se det skær inde bagerst. Det skær der bare bad hende om at kysse ham igen, om at tage sig at ham, om at holde om ham og holde af ham.
Men det var ikke hvad han stemme udtrykte.

"Hvad, Camille?" Hans stemme var blød og rolig, men med lidt kant over sig. Den var en smule lokkende, opdagede han.

Det hun ville var : at skælde ham ud.Sætte ham på plads. Sige han gik langt over grænsen. Hvæse af ham at han skulle lade hende være og aldrig...aldrig nogen sinde røre ved hende igen.For jo mere hun skændte på ham, jo mere mur fik hun opbygget omkring sig igen.

Det hun ville var : at passe på sig selv, beskytte sig selv.Det hun ville var en form for egenomsorg ,en gendannelse af ro og balance inden i sit sind og af sin skælvende krop.
De ting der skete mellem dem, hende og Aleck , virkede truende .Det truede med at vende alt på hovedet og det truede med at tage kontrollen og overblikket fra hende, og efterlade hende uden, helt i hans magt.Det virkede farligt.Og det hun ville var tryghed.

Hendes tanker brokkede sig , mindede hende om Tristan.
Intet var gået som de havde haft planer om, som hun havde håbet ville ske så snart de kom til Underworld.De var blevet ufrivilligt revet væk fra hinanden istedet ,og selv om hun aldrig havde lovet ham noget, og han aldrig havde tilbudt eller spurgt hende om noget , havde de begge været klart over deres involvering i- og omkring hinanden, var dyb og mere seriøs end de havde haft mod og lyst til at sætte ord på.
Så naturligvis stod hun hér....nu....og blev sønderrevet i tusinde stykker .... et savn efter Tristan og en følelse af at svigte ham fælt var ved at indfinde sig, side om side med de nyopstået følelser af hengivenhed , der ikke ville stoppe kræse omkring Aleck.

Hun havde ikke lyst til at svigte nogen, og slet ikke Tristan.Han var ....havde været den eneste solide klippe i hendes liv.
Men hvad skulle hun stille op?.
Kortene var blevet delt, og da det skete var det umuligt at forudse hvordan de ville blive spillet.Hun havde ikke kunne gennekskue spillet, ikke forudse det næste træk.

Og nu stod hun så hér, ude af stand til at benægte, ikke minimerer eller blot neglichere at hun havde lukket sit hjerte op og ham ind , Aleck ....hun kunne ikke lyve om det der ville kunne sætte et punktum for det hele.Hans evne tillod hende ikke manipulation med hendes svar, således at de kunne beskytte hende, ligge et værn om hende,holde muren oppe.

Hun forsøgte, kæmpede hårdt....men sandheden var at hun nok ikke formåede at bremse ham, ikke kunne rive sig løs af denne følelse han svøbte hende ind i .Hun vidste ikke hvorfor hun ikke bare så dæmonen, ham der var farlig....hun så istedet drengen der manglede kærlighed og tryghed , og det tiltrak hende til ham , som også hendes krop reagerede viljeløst på hans nærhed.

Hans nærhed...
Noget havde ændret sig ,efter hun havde talt.Aleck...så anderledes ud. Hun kunne ikke tyde hans blik eller klangen i hans stemme .Det stemte ikke overens, signalerne han sendte var 'med sne ' , var han skuffet over kysset? Vred ? Hun forstod ikke....hans stemme virkede både mere skarp,utilfreds....men samtidig indsmigerende.
Hun var faretruende tæt på at begynde at græde nu, hun mærkede panik alle vegne i sin krop, udover at den stadig skreg på Aleck, på at være ham nær.Det var som han havde lokket den med et gratis stof og ønskede hun mere af det, skulle hun nu til at betale prisen.

Det var ikke de ord hun selv ville have valgt. Ikke de ord hun ønskede at søsætte, men de var derimod meget sande og dermed grunden til de væltede ud af hendes mund, da hun endelig svarede ham .Hendes øjne hvilede på hans bryst, hun ville ikke se ind i hans, hvis nu hun ikke var istand til at holde tårene væk, hun mente han havde set hende udgyde tilstrækkeligt af den slags i dag og ville skåne ham for flere.
Hun følte sig forladt og fortabt.Begyndte han at skælde hende ud,eller blive...ond,så ville hun nok miste besindelsen,helt.
Spæd og vibrerende af følelser var hendes stemme da hun svarede ...

" J- jeg er bange...Aleck"

Kender I den følelse at man ved at man har lavet et eller andet, man burde fortryde natten over, man havde bare været så døddrukken i alkohol, at man bare ikke kunne huske hvad? Den stigende fornemmelse - som truer med at kvæle en - at man burde angre, at man burde tilbede Himlen om at tilgive en.
(Nu var det nok ikke det mest oplagte for Aleck, men nogen ville jo have det sådan.)
Sådan følte han det lige nu. At han burde kunne huske - hver en lille detalje af, hvad der var sket og at han burde råbe til sig selv, at han skulle vågne op og lade være med at gøre sådanne... Dumheder! Men... Han kendte ej disse dumheder han havde begået. Så var det faktisk ret svært at angre, nogen man ikke kendte til; bare vidste at man havde gjort.
Det måtte der da være nogen i verden, der ville give ham ret i. I al fald mindste én. Det måtte der da være... Ikke?

Han hadede at indrømme det, men han tvivlede faktisk også selv på det. Han havde dog ikke andet valg end at hænge på og håbe på at det blev bedre.
Men der tvivlede han også. Hvordan kunne sådan en situation som denne, nogensinde, bliver bedre? Det skulle ikke undre ham, hvis den ikke gjorde... Hvordan redde man en sådan situation? Hvad skulle der til?
Eller... Måske mere, hvad skulle der ikke til? Hvad skulle han ikke gøre, for at få reddet denne kattepine ud?
Spørgsmålene var endeløse, men svarene var meget begrænsede. Der var faktisk ikke nogen, hvis sandheden skulle frem. Hvordan var det nu at han var endt i denne situation? Og... Hvorfor? Hvorfor var han endt i denne situation? Hvad var det, der havde været så svært at holde sig fra?
Hvad skulle der egentlig ske nu? Ville han bare gå tilbage til hans værelse, tage tøj på og... Ja, hvad der efter? Hvad skulle der ske?

Han tvivlede ikke et sekund på, at hvad han gjorde, så ville det ikke gøre det bedre... Ingenting ville kunne redde den situation, han havde smidt sig ud i, uden at have nogen som helst form for viden om, hvad det var han gik ind til.
Men det havde han gjort flere gange - sammen med Camille - hvad kunne en ekstra gang gøre af skade? Helt inderst inde lød der et desperat råb, som umiskendeligt lød som:
Meget!
Men - som Dæmonen han var - ignorerede han det. Han ville ikke høre på visdoms ord lige nu. De var spildt på ham nu. De skulle have banket dem ind i ham fra barnsben, men nej. Han havde fået banket mordmetoder og løb-duk-op igen-løb-tag sigte-skyd-dræb! sessions ind i hovedet. Det var da også, hvad et hvert barn ønskede aller mest i hele verden!
At blive opdraget som en der ikke kender til kærlighed, kun mord... En der kun kender til verdens dårligste sider.
Hvem ville ønske det?

En spæd stemme sprængte stilheden i værelset. Den eksploderede i hovedet på ham og han stod tilbage - uden at forstå, hvad der var sket. Hvad der havde forsaget det. Grunden lå for ham forseglet. Men det kunne der da rodes bod på. Han skulle lige til at spørge, men da hans blik landede ordenligt på hende, blev han tavs.
Han havde lyst til at gå helt tæt på hende igen. Ikke af sammen grund som før, nej. Han ville trøste hende; spørge hende, hvad der var galt. Hjælpe hende, holde om hende, nusse hendes kind og... Og holde hende varm og tryg.
Men intet at dette ville virke, lige i dette øjeblik. Det vidste han, men hvad skulle han så gøre?
Han ville ikke tillade sig selv bare at stå der og se på hende, mens hun lød som en der kunne briste i gråd, når som helst. Han måtte gøre et eller andet. Bare et eller andet.

"Camille... For hvad? Hvad er du bange for?" Er du bange for mig? Var det tredje spørgsmål, han gerne ville have stillet hende, men det kom ikke ud. Dette var han dog ligeglad med, der var ting der var vigtigere. Camille.
Han ville finde grunden til hendes fortvivlen og - såfremt, det var ham selv - så ville han fjerne den. Grunden. Uanset, hvad. Uanset, hvad grunden var, så skulle den elimineres. Han ønskede bare... At gøre op for det.
Men... Hvad nu hvis Camille ikke ville have ham til at hjælpe sig...? Eller hvis hun slet ikke ville have hjælp?
Så er det jo bare sådan det er.
Ville han gerne have været i stand til at svare her... Men han kunne ikke, selv ikke i hans egne tanker kunne han.
Om det var fordi hans evne havde spredt sig til hans sind eller om han bare ikke... Ville, var et interessant spørgsmål. Og svaret skulle nok komme til ham.

Hun kunne næsten høre for sig, hvordan de små møllehjul tikkede rundt derinde.Hev og sled og arbejdede på at udregne hvad hun kunne tænkes at mene?
Det var nemt at se på ham at han faktisk ikke var ligeglad, der var ingen vrissen eller snærren at høre, ingen hånlig latter eller ingen sarkastiske bemærkninger fra ham.Aleck var stille...tænkende- var hendes gæt.

Naturligvis kunne det være stilhed før stormen.Alle havde vel en grænse, et eller andet sted og måske havde hun bare fået pillet ved hans?
Han var jo både en ung mand og dæmon, hvor meget snak om følelser kunne han tage ? Hvor mange af hendes tåre ? - uden til sidst at miste kontrollen eller tålmodigheden , med hende?

Hun greb sig selv i at håbe det var mange.Ikke fordi hun planlagde at dyrke det.Hun var normalt rimelig munter og græd sjællent....eller , det var nok ikke sandt,men græd sjællent over for andre.Hun plejede at klare sådan noget når hun var alene, helst.

Bare hun kunne åbne en lille luge og kigge ind.Få et lille sneapeek ,en teaser trailer på den 'kommende film Aleck ville vise' , bare hun kunne se hvad der skete iden bag se mørke øjne,der stadig var meget tæt på hende,selv om han havde trukket sig lidt.Hun fornemmede ham stadig,al, for tydeligt.

Hans spørgsmål....
De spørgsmål, hele tiden serverede han hende spørgsmål der lå inden for hendes privatsfærde, spørgsmål hun absolut ikke ønskede at besvare.Hverken nu eller senere.Og det var 100 procent sikkert at han never ever ville have fået et svar ud af hende , ikke oplysninger af den karakter , og et sandt svar ydermere, hvis hans lille evne ikke sad og grinede til hende og pegede finger af hende.

Hun måtte se ...dum ud...hun følte sig dum og ret meget mere bar end Aleck var.
Bar...det var nok det der var galt.Hvordan forventedes hun at kunne samle nogen hele fornuftige og brugbare tanker når han....stod der, så tæt på.

Men alligevel, ordene fløjomkring i hendes hjerne, som blev de særligt udvalgt til en vigtig mission.Camille havde på dette tidspunkt meget rosa kinder og en høj uregelmæssige puls.
Det var den sødeste pinebænk han havde spændt hende fast i hér og hun anede ikke hvordan hun skulle undslippe igen.

Hun mødte hans blik , fattede mod og håbede det så virkede så overbevisende så hans nysgerrighed var stillet tilfreds,nu.

" Jeg er bange for d-det der sker...med os...mellem os.Jeg mener, jeg har ikke til vane at lade mig kysse på, bare at du ved det og...det at du " hun satte trodsigt hælen i, hun VILLE ikke ud med mere.Surely det måtte være sufficient? Men hun mærkede en knivskarp smerte i maven,næsten som skar man i hende indefra.Hun spærrede øjnene op....den skide evne af hans, den var på ingen måde tilfreds,ikke før den havde fået det hele ,hele sandheden hvorfor hun var bange.

Hun lagde en hånd beskyttende på sin mave og udelukkende fordi hun var ekstrem stædig, kunne hun holde et smerte udbrud inde, men hun registrerede at smerten aftog,fluks hun talte.
Dog ærgede det hende lidt, for havde han.lagt mærke til hun fik smerter, ville han også vide hun havde forsøgt at holde den viden fra ham, ikke sandt? Og vi taler nok muldvappe blind hvis man skulle undgå at se hun havde smerter.
" det at du giver mig lyst til at ....gøre det...gør mig urolig og bange.Det er ikke følelser jeg ønsker at have, men de er der". Sidste sætning var ikke mere end en hvisken der listede ud af hendes læber.

Han kunne næsten mærke det. Hvordan det kom snigende... Listede ind af vinduet, som dog var lukket, og trængte ind igennem hver sted det var muligt at trænge igennem. Den for igennem hans krop, sitrede igennem hans åre og hver en celle i hans krop. Søvn.
Han kunne mærke trætheden. Det nagede ham, klokken kunne ikke være ret mange. Hvordan havde søvnen så fået sådan et fast tag i ham? Selv om at spørgsmålene hobede sig op i ham, så kendte han godt svaret til det sidstnævnte.
Han havde oplevet for meget den dag. Først skulle han forklare Camille om sit job, sin evne, så endte han med at dræbe en hun også havde mødt - næsten for øjnene af hende - og så kom den frygtelige historie fra hans side... Hans egen baggrunds... Eller noget af den i hvert fald. Gad vide, hvordan hun ville reagere, hvis hun fik resten at vide?
Mens han stod der og overvejede det, fløj billeder igennem ham - billeder af Camille, som lå for hans fødder, grædende og bad ham lade være. Lade være med at... Ja, lade være med hvad? Han kunne ikke høre, hvad hun sagde og forstod derfor ikke, hvad hun prøvede at afholde ham fra at gøre.
Billedet skiftede.
De sad i en sofa, og Camille holdt om ham. Hans hoved var begravet i hendes skulder og hendes arme lå omkring hans nakke og ryg. Denne gang kunne han høre hendes ord. "Bare rolig, det skal nok gå." Men... Han virkede ikke videre knust. Han græd ikke. Hans hænder lå i hans skød, så det var nok heller ikke ham, der havde startet krammet. Til gengæld græd hun... Hun havde begravet hovedet i hans hår, så de tårer der undslap hendes øjne og rullede ned af hendes kinder, væltede ned i hans hår. Her lagde de sig som perler og nogle af dem samlede sig til en stor dråbe, der gled ned under den mørke manke og utvivlsomt landede på hans hovedbund, bare for at fortsætte sin tur derfra.
Han forstod ikke helt sammenhængen, men hvis han havde været der, fra start af, så havde det nok været nemmere.

Selv nu, hvor han var "kommet tilbage" fra sine så dagdrømmerier, så havde trætheden stadig sine hugtænder i ham. Tænderne borede sig ind i huden på ham og sendte sin gift ud i hver en celle i hans krop. Følelsen af at blive paralyseret ramte ham lidt. Måske var det hans krops måde at afholde ham fra at falde eller give efter. En måde, hvorpå den kunne forblive stående.
Trangen til at gabe, måtte han også gøre en indsats for at holde på afstand. Det var utrolig, hvor meget der trængte sig på, lige for tiden... Han lukkede øjnene, bare for et kort øjeblik. For at gøre en indsats imod trætheden...
Da han lukkede øjne tonede et billede sig frem fra mørket, der omsluttede ham. Det stoppede op foran ham og han trådte forsigtigt ind i det. Foran han var en seng. Den lignede umiskendeligt den seng, der befandt sig på hans værelse. Han kiggede sig om, men fik ikke øje på andet end mørke. Resten af værelset var henlagt i dette. Mørket. Så rettede han - i stedet - blikket imod sengen. Den lignede rigtigt nok hans seng og det sorte og hvide sengetæppe værnede da også om hans teori. Han trådte nærmere og stoppede, næsten chokeret.
Han så sig selv. Ikke at det chokerede ham; det var han efterhånden vant til, men det der chokerede ham var at se sig selv - liggende i sengen... Med Camille ved sin side. Og hun var ikke bare ved hans side, hun var også tæt omslynget med ham. Han blinkede langsomt. Han tog synet af Camille og ham sammen ind. Måske mere korrekt, i seng sammen... Der var ingen grænser for, hvad der kunne have været sket... Men ønskede han overhovedet at vide, hvad der var sket?
Skæbnen bestemte dette for ham.
Han trådte et skridt tilbage fra sengen, med det omslyngede par som indhold, og ville vende sig for at smutte, men han nåede ikke længere end det lille skridt tilbage. Noget stoppede ham. Mere præcist et stykke stof, der faldt ned i hovedet på ham. Skæbnen havde valgt ikke at pine ham mere, for lige efter at stoffet var faldet ned i hovedet af ham forsvandt han tilbage til Camille's værelse. Det var han dog taknemlig for... Det stof der var faldet ned i hovedet på ham, det havde nok siddet fast i lysekronen og han ville ikke vide, hvordan det var endt der. Han var nemlig sikker på at det umiskendeligt havde lignet hans underbukser...

Aleck kiggede forvirret på Camille. Hvad skete der imellem dem? Han vidste at der var sket noget; kysset, men han kunne ikke huske, hvad det betød. Han vidste også, at noget indeni ham havde rørt sig... Men hvad og hvor hen det havde bevæget sig, vidste han dog ikke. Men uanset, hvad der var sket, så havde det haft en betydning for Camille... Men hvad han skulle gøre ved det...
"Det at jeg hvad?" Han kunne se de smerter hun kig igennem... Endnu en ting han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved... Og... Hvad var det han gjorde ved hende?
"Du virker ej heller som en person, der lader sig... Blive kysset på, men hvorfor lod De mig så gøre det?" De... Afstand... Den sidstnævnte havde strækket sig. Den var blevet gjort større. Han vidste ikke, hvad de foregik oppe i hende hoved, men han havde på fornemmelsen at hun trængte til det. Til lidt afstand. Han åbnede munden blidt og lukkede den igen. Han kendte ikke ord, der kunne hjælpe ham i denne situation... Ikke nogen af hans fine og velmannerede ord kunne hjælpe ham nu.
"Så... Jeg giver dig lyst til at... Kysse mig." Kom det lidt usikkert fra ham... Han var nød til at opsummere på det hele... Ellers ville det gøre mere skade end gavn. "Og... Det vækker følelser i dig... Som du helst vil være foruden." Afstanden var igen skrumpet ind. Han var for forvirret til at opretholde den.
"Hvilke følelser helt præcist?" Han var forvirret og ville gerne have svar... Mere korrekt; han ville gerne høre hendes ord for de følelser der kom op i hende, måske kunne de hjælpe ham med at finde ud af, hvad der var sket for ham?

Hun var normalt en rimelig tålmodig person, blev ikke tirret let ....eller det yndede hun da at tro , det bildte hun sig selv ind.Det var på éen måde sandt... sådan delvist da.
Det var jo nok ikke så enkelt, når man knækkede nøden og kom ind til sagens kerne, for når Dr.St.Clair 'derhjemme ' tilså patienter på skadestuen , så kendte hendes tålmodighed ingen grænser og hun blev aldrig vred, begyndte at skynde på dem,eller vrisse af dem.
Nej.Camille var den man ringede til , når skadestuen fik besøg af de vanskelige patienter, de grædende børn, de agressive stofpåvirkede eller de sindsyge psykotiske, netop fordi hun ...oftest...havde held med at skabe en kontakt til dem og ikke mistede kontrol, overblik eller...tålmodighed.
Meeen så var der Camille , privat personen ,pigen, den unge kvinde med det iltre temperament.Hende der ikke altid kunne tøjle sine følelser med ofte lod dem drive sig afsted , som var de en stærk understrøm der nådeløst trak hende i den retning der passede strømmen.Trykkede man rigtigt på knapperne - eller forkert alt efter hvordan man anskuede det , gik hun fra grønt til rødt lys på zero time.Og det var meget sjællent uretfærdighed kunne vokse og gro ugenert, der hvor hun var tilstede, uden hun forsøgte ændre på det.

Uretfærdighed...
Var det ikke urætfærdigt at hun skulle udpensle sine følelser overfor Aleck, til Aleck? Det var følelser hun dårligt havde kigget efter i sømmene selv, endnu.
Og slet ikke , på nogen måde ville have sluppet fri, ud i det åbne rum - hvis ikke det var for hans evne.
Hun havde allerede sagt så rigeligt.Ord havde oversvømmet hendes umodstandsdygtige læber og afsløret små søde hemmeligheder , havde tvunget hende til at strippe og stå bar, næsten nøgen foran ham, følelsesmæssigt.Og nu....nu ville han så venligst have hende til at smide den sidste lille trævl af værdighed hun synes at have tilbage, den sidste rest af privatliv ?

Årh herre gud, ville mange måske mene.Hvad er problemet med at tale om det? Sig det dog bare lige ud.Svedsken på disken, lille skat.Hvor svært er det lige?
Men Camille er og havde aldrig været typen der havde overfladiske forelskelser i mange fyre.
Hun havde dybe alvorlige følelser og forelskelser i meget få.
Hun var kræsen, selektiv og desuden ved at dø af skræk over at skulle ligge sit hjerte i en andens hænder.Så istedet ignorerede hun det.Fortrængte det.
Hun var ikke den der pressede sig på i et forhold.
Og hvis genstanden for hendes hengivenhed og affektion bare så meget som tænkte på at lade en dør stå på klem, ville hun tage flugten ud af den...hvis ting begyndte at opleves alvorlige.

Hun så på Aleck.
Så rank, så flot...så fandens i kontrol.
Hendes øjne tiggede ham om ikke at stille flere spørgsmål , ikke tvinge detaljer ud af hende , bønfaldte ham om at lade hende slippe.Desuden stod han al for tæt.Eller al for langt væk?
Hun sukkede dybt, og ud af dette suk blev en beslutning truffet ..en lidt...frisk en...for hun vidste ikke tilstrækkeligt om Alecks evne- eller om Aleck for den skyld, hun havde ingen erfaring hun kunne trække på og drage nytte af her, så hun måtte jo bare afprøve det.
Det var bare smerter, hun kunne vel ikke dø ? Billedet af Aleck der forsøgte at undgå at oplyse han var lejemorder, ramte hende hårdt.Den evne var ingen spøg.Men hun måtte forsøge , ikke ?

Så hun gled af...på det hele.
Og forsøgte at forbygge et angreb af smerte ved at blødgøre Aleck lidt.Eller det var vel derfor hun rakte ud efter hans hånd og holdte den mellem hendes to.
Hun strøg let en tommelfinger over hans håndryg , nød at kunne gøre det og proklamerede så , så mildt hun kunne , men kun en let rystende stemme.

" Aleck...jeg tror vi har talt nok om det nu "

Han kunne mærke det. Han kunne mærke, hvor uretfærdig situationen var. Han kunne sagtens mærke det, selv om at uretfærdigheden ikke rigtig galte for ham. Situationen var ikke så uretfærdig fra hans synsvinkel, den var alt andet end det, når det kom til stykket. Men for Camille...
Han kunne (turde) ikke engang prøve at beskrive, hvor uretfærdigt det måtte være, set fra hendes synsvinkel. Hun kunne ikke lyve for ham. Det var den første uretfærdige ting, der (sjovt nok) ikke lå til hendes fordel. Så var der lokationen. Det var i hans hus... I hendes værelse, godt nok, men det var stadig hans hus; hans regler galte - ikke at han havde nogen, der omhandlede en sådan situation han var i nu - og hans ord var lov. I princippet - og det blev nok ved princippet - så kunne han stå der, enten foran hende eller vinduet (alt efter om hun var blevet træt af at stå der og havde indset, at han ikke havde i sinde at flytte sig) så længe han ønskede. I princippet, kunne han være skide ligeglad med, at hun synes at han skulle flytte sig. Det var hans hus, han måtte vel gøre, hvad der passede ham. Den tredje ting, som ikke lå indenfor hendes retfærdighedsfelt, var hans race og holdninger. Som allerede udtrykt, så kunne han være noget så ligeglad med det hun mente - han kunne også lade være. Det hele var op til ham, i sidste ende.

Aleck lagde hovedet på skrå. Hun havde endnu ikke svaret på hans spørgsmål. Normalt var han dog ikke den der var utrolig utålmodig, det var han heller ikke denne gang, men det havde pirret hans nysgerrighed. Hvad var det for følelser hun snakkede om han vækkede i hende? Hvordan mon disse følelser føltes? Hvordan var det at have disse følelser? Hvad kunne det sammenlignes med? For så... Så kunne det være at han kunne forstå det... Bare lidt.
Han ville gerne mærke det. De følelser.. De... Ja, han vidste jo ikke en gang, hvad han skulle kalde dem. Men... Kunne det sammenlignes med den følelse, der sprang frem gemmerne, som en sulten tiger på jagt, når han tog endnu et menneske- eller væsenliv? Kunne det sammenlignes med den varme, der spredte sig i kroppen? Den ild, der brændte så inderligt, den flamme, som føltes evigtvarende? Den flamme, der drev ham frem af... I drifternes vold.
De drifter, der for evigt ville jage ham af sted efter nyt bytte. Så han ikke selv, ville føle sig, som den jagede. Den evige leg. Legen; Jæger og bytte. Legen kunne være sjov nok, dog mest for jægeren. Medmindre der fandtes et menneske eller væsen som nød at blive jagtet. Han havde endnu ikke fundet sådan en person. Men fandt man nogensinde sådan en person, så ville han gerne møde ham. Eller hende.

Hans opmærksomhed blev brat revet væk, fra hans genskabelse af morderlysten, som sikkert ville kunne mærkes på ham. Bare lidt.
Hendes hænder om hans. Hans blik søgte nedad og faldt på den sammenfletning af hænder, der samlede dem. Camille og ham. Hendes hænder og hans ene. Hvorfor gjorde hun dette? Hvorfor viste hun den... Omsorg...
Dette ord var et underligt ord. Han kendte det kun, på grund af hans forældres ustandselige lektioner omkring ordbøger og de ord de indeholdt. Ikke at han klagede. Det lektioner var nok den eneste grund til at han kendte til, at de ord han gjorde. Han havde ikke oplevet eller udført halvdelen af de ord han kendte. Omsorg... Det var et af dem. Et af de ord han kendte, men ikke kunne udpege. Måske havde hun det på samme måde? Måske kendte hun ikke se følelser, han vækkede i hende? Men... Hvorfor sagde hun så ikke bare det? Var det... Pinligt at sige det? At indrømme at hun ikke kendte de følelser der brændte inden i hende? Ville det være så... Forfærdeligt? Han nikkede blidt. Måske... Måske var det bare bedre, hvis de gik hver til sit? I hvert fald for nu. Måske... Burde han gå i seng... Og sove på det. Det ville nok, være bedst. Han nikkede igen. Denne gang mere bestemt og henvendt til Camille.

"Du kommer til at fortælle mig det... På et eller andet tidspunkt." Hans stemme var bestemt, men ikke hård. "Jeg tror... At det ville være bedst... Hvis vi begge går i seng - får sovet. Godnat... Må dine drømme behage dig." Suppleret med denne sidste kommenter tog han en af hendes hænder og kyssede de blidt på håndryggen. Så gjorde han om, forlod næsten lydløst rummet og gjorde kurs imod hans eget værelse.

Det var svært at forstille sig hvad der ville ske.
På sin vis havde hun forberedte sig på at blive lammet af en smerte så gennemborende,så den ville have bragt hende i knæ.Hun så det for sig.
Der lå hun, tvunget i knæ foran ham, ved hans fødder,overladt til hans nåde og barmhjertighed, hvis han ville give den til hende?
Hun ville græde og trygle ham om at få det til at stoppe.Smerten.
Denne maligne invasive pine der trængte ud i hvert et lille kapilærnet hendes krop bestod af.

Hun snappede ud af hendes drøm, og håbede som bare fanden at det var en dagdrøm og IKKE en af de syner hun var begyndt at modtage.Hun havde ikke den store lyst, ikke til at befinde sig for hans fødder i en tryglende tilstand og en tilstand af ekstrem smerte.
Hun slog blikket op og så ind i hans mørke øjne.
Og dér....bare et kort sekund, fik hun gåsehud.Det var som et lille glimt af dæmonens natur glimtede derinde, noget i hans øjne var....farligt....de afspejlede....vildskab?

Men så var det væk.Måske det havde været indbildning ? En vildfaren del af hendes veludviklet fantasi?
Desuden ville hendes krop ikke tage stilling til det.Den ville , til hendes næsten ligeså store rædsel, heelt andre ting med denne dæmon.
Den ville tæt på, nær ved, berøre hans læber igen og have mere....suge mere til sig...lade gnisten blusse op og måske...måske blive et kæmpe bål.
Men Camille forholdte sig i ro ,helt o ro.
En trækning ved hendes mundvig kunne hun desværre ikke forhindre, da Aleck med et blev meget formel.
De? Var det ikke at skubbe hende væk , at ligge afstand til hende?
Og hvis du svarer ja til dette, hvorfor var hun så ikke bare lettet? Var det ikke det hun ønskede lige nu, måske? Istedet føltes det som noget ...sad i klemme...og nev...gjore lidt ondt inden I.

Sove? Jo det var en udmærket idé.
Særligt hvis man ville være i stand til det, hvis man kunne sove fra den støjende og meget anmasende lyd af hendes hjerte der nu synes at banke med dobbelt slag.

" Ja...Aleck ...naturligvis, vi er begge trætte " og begge forvirret over hvad der sker mellem os.Eller jeg er ihvertfald.Jeg ville ønske min mund igen blev omsluttet og lukket af din og vi kunne lukke verden ude, for altid, tænkte hende komplet umulige tanker, så det kan nok være der var en der var lettet, da hun slap for at besvare flere spørgsmål.
Og hans myndige bemærkning om at hun VILLE komme til at svare, den tog hun stille og roligt.Lige nu var hun sluppet af krogen.

Hans læber mod hendes hånd....og så var han væk.
Hun lod sig dumpe ned på sengen.Meget oprørt inden i.
Meget ...out of touch.Hun tog sin hånd, den han lige havde kysset op under sin næsetip...og snusede ind.Den duftede af hans badesæbe.Hendes mave blev fyldt med ulovlige længsler og indestængte følelser, Thank God at Aleck ikke bare have boret løs med spørgsmål.Selv om det havde været ....al for meget....så kunne det snildt have været meget værre,trøstede hun sig selv med.
I foster stilling krøllede hun sig sammen på den ellers så magelige seng.
Vendte og drejede sig gjore hun, men meget mod sin forventning faldt hun faktisk i søvn.
Denne søvn var endog dyb og rolig,næsten som var den blevet manipuleret med, for hvem ville have troet det? Ikke oven på de begivenheder Camille forinden havde været en del af.
Men....
Ting går ikke altid som man forventer, gør de vel ?

----------- Tidsloop....små 3 uger frem i tiden-------

Solen stod højt på himlen denne dag - eller skulle man måske hellere sige morgen? Solen stod i hvert fald højt nok til, at da dens vildfarende stråler kastede sig igennem den gennemsigtige glasbarriere, landede de på den tilfredst sovende skikkelse i sengen.
Ikke at han lagde mærke til det - og hvis han gjorde, så ignorerede ham det stædigt. Solen var dog ikke i kategori med den slags, der gav op. Den fortsatte - lige så stædigt som den sovende skikkelse i sengen - sin kamp om at få den søvntunge Dæmon op af sengen. Det var sikkert Camille, der havde beordret solen at irritere ham på denne måde.
En hånd havde forvildet sig ud i solens kampmark og væk fra det sikre gemmested, som dynen udgjorde. Solen varmede hans arm, men han så det ligegyldigt. Han ville bare have den væk. Hans arm viftede ud i luften, som for at genne solen væk. Selvfølgelig lyttede solen ikke til hans ordre om tilbagetrædelse. Armen faldt slapt ned i sengen. Hans anstrengelser var forgæves.
Damn that sun...
Et søvndrukkent hoved stak ud under dynen... Og dog, det ville nok være mere rigtigt at sige, at en manke af filtret vildt hår kom til syne fra gemmerne under dynen. Efterfuldt af resten af hovedet også halsen. En irriteret knurren - eller var det en grynten? - lød fra den nu halvvågne skikkelse. Han havde trukket læberne tilbage over tænderne og snerrede næsten af solen. Fortalte den at den godt kunne pakke sammen og lade ham være. Ikke at den hørte efter, den ignorerede ham lige så meget, som han havde ignoreret den. Hvilket på sin vis sikkert også var fair.

Med møjsomme bevægelser fik Aleck skubbet sig op at sidde i sengen. Han gabte og strakte armene op over hans hoved, samtidigt med at hans ryg blev strækket ud og en tilfredsstillende knæk lyd lød fra hans ryg. Han smilede stille. Han kunne næste mærke, hvordan musklerne i ryggen, og alle andre steder i hans krop, blev rettet ud og strækket, så de ikke længere føltes som sammenrullede snore, nu rettede de sig ud i fulde længde og man kunne se hvordan musklerne på hans arme blev en smule mere tydelige. Så faldt hans arme igen ned langs han sider og lysten til bare at kaste sig tilbage i sengen var fristende, meget fristende endda, men han kæmpede imod og slog lagnerne til side og hoppede ud af sengen. Han stod lidt på gulvet, vænnede sig til det kolde gulv under ham. Så gik han henover det kolde gulv og fandt et par underbukser frem, disse blev hevet på og han kiggede tænksomt på kommode, men droppede at lede efter noget mere tøj. Så, iført underbukser bevægede han sig ned af trappen og ned i gangen. Her stoppede han og lyttede efter. Han kunne ikke høre hende nogen steder. Camille. Hvor var hun henne? Var hun i køkkenet?
Tvivlsomt. Huske hvem det er du tænker på.
Lød det i hans hoved. Ordene var sagt i alvorlighed, men et grin forlod hans læber. Stemmen havde ret, Camille var nok ikke i køkkenet. Så skulle det da være fordi hun var ved at dø af sult og havde opgivet at få liv i ham. På sit værelse? Han kunne ikke mindes at han havde hørt hende derinde, da han bevægede sig fra sit værelse - men det kunne jo også have været for langt væk. Måske var det derfor? Så, der var et sted, hvor hun kunne være. Hvad så med stuen? Men... Ville han så ikke have hørt hende?
Han rynkede blidt brynene, da han gik af sted imod stuen. Nej, her var heller ikke nogen. Hvor kunne hun være? En smule irriteret og forvirret gik han videre ned af gangen og ind i køkkenet. Her følte han sig i hvert fald hjemme. Ikke at han ikke gjorde det sammen med Camille. Overhovedet. For det gjorde han. Han nød hendes selvskab selv om, at han stadig ikke helt havde fået en forklaring på de følelser der rørte sig i ham... Eller i hende for den sags skyld. Han var nu klar over at de var der, men... Hvad han skulle gøre med dem - eller af dem - var ham stadig et mysterium. Et mysterium, han hellere end gerne ville få opklaret.

Han havde godt lagt mærke til at hun kom ind i rummet, men lod som det modsatte. Uden tegn på at han havde hørt hende, fortsatte han med at tage trøjen af og med den fulgte hans bukser. Armene blev rakt op over hovedet på ham og han strakte sig stille. Da hans arme igen var placeret langs hans sider, vendte han sig om og så på Camille med et smil om læberne.
"Jamen hej, Camille." Sagde han og trådte tættere på hende. Hun smilede blidt til ham og han kunne se at trætheden gjorde hendes øjenlåg tunge. Smilet om hans læber blev saligt og hans hænder fandt op til hendes ansigt for at holde det imellem hans hænder. Så lænede han sig ned og pressede læberne imod hendes. Stadig, selv om at deres kys var blevet tiere og tiere, havde han ikke kunne vænne sig til det. Kysset og de følelser det medbragte. Den varme der spredte sig i hans mave. Den sitren og kildre der løb igennem hans krop. Dette betød selvfølgelig ikke at han ikke nød det. For det gjorde han, han nød de følelser rørte på sig ingen i ham, når de kyssede. At han ikke forstod dem; var en helt anden ting.
Kysset stoppede og han sukkede veltilfredst. Han kiggede hende i øjnene - det var blevet han en vane, efter kyssene. Han vidste ikke hvorfor. Instinkt, var dog hans gæt, hvis han skulle finde et frem. Hans hænder fjernede sig fra hendes ansigt, faldt ned langs hans sider og hans bevægede sig hen imod hans seng. Han vidste godt at hun ikke var der længere, men han kunne ikke afholde sig fra at vende sig stille om og kigge efter hende. Nej, selvfølgelig var hun der ikke.
Han gled lydløst ind under lagnerne og lagde hovedet på hovedpuden. Søvnen indfandt sig straks.

Mindet tonede ud og Aleck befandt sig igen i køkkenet. Det virkede så uvirkeligt. Han ville ikke havde troet det, hvis nogen var kommet og sagt til ham at det minde, han lige havde genoplevet, havde fundet sted dagen forinden. Det virkede som flere uger siden. Men det eneste der kom i nærheden af det, var deres første kys.

Camille sad på en af de hvide træstole haven havde at byde på.Meget klassisk indrettet var møblementet,med to hvid og sort penslet bænke to hvide stole og et meget stort hvidt bord i midten, der tronede smukt frem.Det var al for tungt at flytte rundt med , i al fald for almindelige dødelige , men det stod jo også fint hvor det stod, så der var ingen grund til at bekymrer sig over det.
Det var en smuk morgen, solen var blændende og meget smuk som den pakkede alt levende som dødt, ind i den silkebløde varme lys.

Det var faktisk lykkedes for hende at entre Alecks soveværelse, liste igennem det for at ende op på det store badeværelse ,hvor hun havde taget et lækkert bad i bruseniechen -og sågar vasket sit hår.Hun havde nydt det,forkælet sig selv med velduftende sæbe og dejligt rindende vand, der på magisk vis eksisterede i Alecks hus.Alt dette uden at Aleck havde hørt hende.Et lille smil dukkede frem på hendes læber.Det ville med garanti ikke hue ham .Smilet voksede .Han ville ikke bryde sig om at sådanne ting kunne løbe af staben , at nogen var i stand til at snige sig ind ,lige foran hans snude og helt uden hans viden herom.

Men ikke desto mere var det lykkes for hende.Og hun sad nu med fugtig hår, en dueblå top og en hvid nederdel , købt for nogle af de penge hun havde indtjent som....ja, landevejsrøver.
På det store bord, stod en kande te.Frisk lavet af de fineste krydderde urter ,stod den dampende og fristende og selv ude i det fri ,havde den en besnærende duft, syntes Camille.
Også et krus var sat på bordet, og et andet var i sikkehed mellem Camilles hænder, som hun periodisk hævede til sine læber der så ville sende et pust,en kølig brise afsted hen over teens overflade , og endelig belønne sin gane med en dejlig stor slurk.
De mundrette stykker af frugt som hun havde skåret ud, var der stadig en pæn del tilbage af ,på det lille anretter fad.

* hvorlænge mon han ville sove?*

Camille hørte en puslen et stykke derfra...var det henne ved buskene? Hvad ialverden kunne det være? Hun fik afsat koppen på bordet ,og kom på benene , bare for at tjekke.
En erindring om Nick og de meget væmmelige edderkopper der havde angrebet hende , havde kravlet med deres slimet ulækkre ben over det hele...okay...måske var de ikke slimet,men de var fandme ulækkre,det var sikkert og vidst.Med denne lille huskekage frisk i sinde, var det som lysten til selv at undersøge busken den vaporiserede , ret hurtigt enda.
Istedet snorrede hun om på hælen og mylderede inden for ...og i køkkenet løb hun ind i Aleck.
Aleck...kun iført underbukser.
Hun slog automatisk blikket lidt ned , inden hun tog sig sammen til at se op igen...og møde hans sikkert morende blik.
" Ejer du ikke tøj ?" drillede hun ham og fik hurtigt vedhæftet et " Godmorgen Aleck".
Mere fred blev han ikke tilskænket , det var mildest talt utroligt hun kunne samtale sammenhænende når han stod ...sådan der...og det var nok kun fordi den nylige opstået skræk for det var en giga edderkop ,der havde kastet sin kærlighed på hende ,den skræk var så enorm så hun skyndte sig at gribe fat i hans arm og bede ham...
" Aleck...der er noget ude under busken...jeg er bange for det kan være en af de der meget store...edderkopper ?!" En gysen løb ned af hendes ryg.Normalt var hun til ligestilling og al det shit...men lige her, lige nu...der var han manden og det var hans hus- hvilke betød det var hans ansvar at få det ulækkre dyr væk , inden den ødelagde den idyl hun sad og hyggede sig med i haven.Inden hun døede af skræk.
" Please..?"

Mindet, om den foregående aften og det den havde indeholdt, dansede stadig rundt i hans bevidsthed og drillede ham. Den var så tæt på og alligevel. Alligevel så langt væk. Ikke datomæssigt. Men når det kom til indholdet. Det der var sket - mellem dem. Det føltes som lysår væk. Han ønskede dog stadig... Ønskede, at det ikke ville blive det sidste af sin slags.
Og... Hvad så vis det var det? Det sidste af sin slags?
Lød stemmen i hans hoved. Han virrede med hovedet. Nej, det ville ikke blive det sidste at sin slags, sagde han til sig selv. Dog vidste han ikke om han skulle tro det. Han vidste ikke engang, hvad alt det betød. Hvad det var de havde gang i. Men han lovede sig selv, at det ville han. Han ville finde ud af, hvad det betød og hvad det var de havde gang i. Koste hvad det ville.

Alecks små løfter til sig selv, blev dog hurtigt slået til side, da en skikkelse styrtede ind i køkkenet.
Der var du!
Tænkte han, næsten lettet - ej om han nogensinde ville indrømme det! - og et saligt smil indtog tronen på hans læber.
"Camille... Der var du, hvor har du været?" Spurgte han og vendte sig helt imod hende. Hendes bemærkning fik ham til at kigge ned af sig selv. Nej, det skulle man faktisk ikke tro. "Godmorgen. Jeg orkede ikke at tage andet på." Besvarede han hendes foregående kommentar. Om det hjalp på den generthed, der havde lagt sig over hende, var han tvivlrådig omkring. Men lige det punkt skulle der heller ikke snakkes mere om; Camille havde tilsyneladende noget andet på hjertet - og det var langt vigtigere end hans beklædnings vaner.
"Edderkopper?" Spurgte han forvirret, efter at have hørt hende til ende. Hvis ikke han hade vidst bedre, så ville han have spurgt hende om, hvorfor hun ikke bare selv tog sig af disse store edderkopper, men det var tydeligt, at tanken ikke behagede hende. Hvilket han så godtog og smuttede ud af køkkenet, stadig med Camilles hænder om sin arm, så fulgte hun forhåbentlig med. Han stoppede i åbningen til stuen.
Hvis han skulle ud i haven, så kunne det godt være at han burde spare naboerne, og hvad ellers der befandt sig omkring hans hus, for synet at hans underbukseklædte skikkelse. Det ville de nok være ham taknemmelig for... Det troede han da i hvert fald.

"Bliv her, jeg går lige op og iføre mig noget mere tøj." Sagde han og satte af sted end af gangen imod trappen. Op af trappen gik det, han nåede til enden af trappen og hans destination; hans soveværelse. Herinde ledte han sin bunke med tøj igennem og fandt et par bukser.
Det må de da kunne klare sig med... Camille har da ikke klaget endnu.
Tænkte han, smilede bredt - måske lidt for bredt, ville nogen mene - og trak bukserne på. Da bukserne sad som de skulle, gjorde han sig klar til at komme nedenunder igen, da en tanke ramte ham.
Gad vide hvad det egentlig var, der gemte sig under buskene? Måske burde man være lidt mere på den sikre side?
Aleck drejede om på hælene og gik med lange skridt hen til sengebordet. Han vidste, at nede i skuffen ville hans elskede revolver ligge. Måske var det en god ide at tage den med, bare for en sikkerheds skyld? Skuffen blev åbnet og rigtig nok - der lå hans Peacemaker. Han tog den op og veje den lidt i hånden, den vejede ingen ting, i hvert fald for ham. Smilende vendte han sig igen og gik ud af værelset. Stadig med et stort smil plastret til ansigtet bevægede han sig lydløst ned af trappen og videre hen af gangen. Det var ham stadig en vane - nogle gange, var det endda svært for ham at gøre sådan, at man kunne høre hans skridt. Det lå for dybt i ham, lydløsheden, sammen med en masse andre kvaliteter, han helst ville være foruden.

"Så, skal vi så få fundet de kræ, der lusker rundt under buskene?" Smilet. Det ville bare ikke holde sig væk, men der var vel ikke noget at gøre ved det. Han gik - stadig lydløst - tilbage fra, hvor han var kommet og ud i den lille entre. Her drejede han til højre og fortsatte ud i haven. Så snart han trådte ud i haven, opfangede hans øre godt den puslen, der kom ovre fra buskene.
Let the hunt begin.
Lød den opstemte stemme i hans hoved, en smule overrasket opdagede han at det var hans egne tanker. Denne kunne han ikke hænge stemmen op på. Det var hans egne jagtinstinkter der havde sat ind, dette var ikke stemmens værk. Han kunne ellers godt have brugt en syndebuk at hænge det op på.
Aleck bevægede sig lydløst igennem haven og end til buskene. Han spændte hanen, før han lagde sig på knæ og løftede op i buskens grene.
Et højt hvæs lød derfra og han blev kastet tilbage. Dog om hvæset kom fra kræet under busken eller ham, vides ikke, men han fik sig noget af et chok. En sort... Ting farerede af sted ved siden af ham, videre ind under de andre buske. Det eneste han nåede at lægge mærke til, var farven. Den sorte farve. Måske var Camilles antagelse omkring edderkopper rigtig? Han ventede ikke på at den - hvad end det var - skulle vise sig igen. Han gik derhen af, hvor den var flygtet hen. Han lænede sig igen ned til busken, denne gang mere parat til at fange det bæst, der gemte sig inde i mørket.
Stille stank han en hånd ind under busken og blev mødt med en stikkende smerte. Dette forhindrede ham dog ikke i at få fat i, hvad end der havde angrebet ham. Med et godt og fast tag om tingen halede han det ud og kiggede grundigt på det. Da hans øjne faldt på det, han havde hevet ud fra gemmerne under busken, begyndte han at grine. Hans latter strakte sig op i luften og han var sikker på, at hvis det var nogen, der stadig sov, så ville de da vågne.

"Ja, den er i hvert fald sort, men 8 ben har den dog ikke." Sagde han, stadig grinende. Han holdt - sejrende - den pjuskede ting i hans hånd op. Den lille sorte og møgbeskidte kattekilling i hans hånd sprællede og prøvede af alle kræfter at komme fri. Den sad stadig fast i hans hånd; både kløer og tænder var begravet i kødet på hans hånd. Han sænkede hånden, samtidigt med at han bevægede sig igennem haven og indenfor igen. "Smager jeg godt?" Spurgte han og kiggede undersøgende på killingen. Han havde ikke rigtigt forventet at den ville svare ham, men det kunne da være rart at vide.

Om det var en af de ting hun hadede at elske eller nærmere elskede at hade var ikke lige til at sige.Hun havde nærmest den samme slags overbærende tålmodighed med ham , som en moder til sin elskede med til tider uvore unge.For uvorn dét mente hun bestemt det var, sådan at rende rundt i det rene ingen ting, når der var...andre. huset af modsat køn.Men hér stoppede så også de fælles ligheder, for det han vækkede i hende ved at rende rundt ..upåklædt ...var alt andet end moderligt.Hun fik små tilfælde af koncentrationsbesvær, så små herlige syner der inkluderede dem begge og fik de episoder der var optrådt mellem dem de sidste par uger , til at fremstå spil levende og nutidige - i færd med at brænde hende op.Det uvorne træk i ham , lå blandt andet i at hun havde ham under mistanke for udmærket at vide at det ikke undgik hendes opmærksomhed ,at HAN påvirkede hende med alt hvad han sagde og gjore - og at han hyggede sig lidt for godt med det.Men som sagt , det var en mistanke der ikke, endnu, var understøttet af gyldig dokumentation, endnu .

Hun havde den irriterende vane med ikke helt at kunne blive vred for alvor på ham, selv når han kom med småflabet svar som 'han ikke orkede ' at klæde sig lidt anstændigt op.Hell...det var ikke fordi han ikke orkede, jo..men det var nok normer og forventninger han ikke orkede og derfor brød dem tavst , ved at høre nøjagtigt hvad der passede ham.Et skævt smil listede sig ind over hendes mund.Selvfølgelig kunne hun lide denne lidt fanden i voldskhed, og knægten havde det i palle vis.

Hun skærpede sin høresans...var der et hint af noget irritation? Noget...krævende over hans stemme ?* hvor hun havde været? Skulle hun stå til regnskab nu, måske...og hvad havde han tænkt sig at stille op med de svar hun gav?* Nå..men denne gang var der ingen panik over at skulle svare " Haven..jeg er i haven , der er frisk te...når du har ordnet det kryb derude"

Thank God, hun ikke skulle argumenterer og parlementerer med ham om det.Han så næstn ud til at være glad for at drage i krig, så da han efter et besøg på første sal i huset, kom ned med en gun, gjore hun store øjne.Han havde ...sådan en!
* ingen bluse*.tænkte hun og havde svært ved ikke bare at tygge lidt i ham.
" øhm...mon ikke det er lige lovligt for meget Aleck? Det er nok bare en edderkop " forsøgte hun at nedtone kampen lidt og nikkede mod pistolen.
En tanke pilede igennem hende, som en lille hvid mus, hvad mon han ville sige til hendes pistol.Den med pentagram patroner? kendte han overhovedet til den salgs ammunition, havde man det i Underworld? Hun lod tanken fare.

Aleck bevægede sig...rutineret, målrettet og lydløst....mere som var han jæger efter sit bytte. Det kunne man jo som sådan også retfærdiggøre at han var, blot var det at betragte ham som at se en kunstner i action .Det efterlod Camille lidt desorienteret , uklar om hun skulle beundre eller frygte det hun så.

Hun valgte at beundre, til sidst ...og der var ikke tid til nærmere overvejelser .Hun stod i døråbningen og råbte efter ham ...nervøs for om det bæst under busken kunne gøre ham fortræd?." Pas nu på Aleck!" lød hendes bekymret stemme og hun blev en kende irriteret på sig selv.Hvor dumt det dog var at hente ham.Kunne hun ikke have forsøgt at spidde dyret selv,med telekinese....så var han da uden for risiko.
Det lød som der var lidt tumult og hun holdt vejret, parat til at træde til og hjælpe ham...hvis han fik problemer.Dæmonen der kunne slå ihjel på 1001 måde.Egenlig komisk hun på nogen måde troede hun kunne passe på ham, men normalt tænkte hun bare på ham som en fyr, det meste af tiden - og dæmon lejemorder 'tingen' var en sekundær beskæftigelse for hendes tanker, hvilke somme ville finde var ren idioti.Camille , derimod så på hele manden ,ikke blot racen,mente hun da selv og havde konkluderet at dette var årsagen til hun skubbede så det dæmoniske trådte i baggrunden og istedet fokuserede på de andre egenskaber Aleck havde, for tag ikke fejl....dem havde han i hobe vis af.

Og nu...
Nu havde han overmandet udyret under busken og hans latter var den sødeste musik hun længe havde lagt øre til.
Hun trådte nærmere og hendes vagtsomme øjne undersøgte tingen,klumpen i hans hånd.
" En killing....Åh gud Aleck...det er jo bare en lille killing ...må jeg holde ham ?" inden spørgsmålet var sat i sø, havde hun strakt armene ud for at få den lille klump uld over til sig.Hun så hvordan den klamrede sig til hans hånd, den lille fyr...den pustede sig op og forsøgte med et lille hvæs også,men den var nu svær ,for ikke at sige umulig, at tage alvorlig.
" my god...den er kær" mumlede hun lidt utålmodigt for at ville holde den.
En glimrende idé , hvis hun selv skulle sige det, sprang frem...måske det havde været bedst at vente med at spørge , men hun var nøjagtigt lige så lidet parat til at udsætte hendes behov, som et barn i en slik butik.
" Skal vi ikke beholde ham?" glæden lyste ud af hende, alene ved tanken derom.

Aleck betragtede den hvinene skabning, der havde bidt sig fast i ydersiden af hans hånd. Mens den hang der, kunne man ikke lade være med at se, hvor ynkelig den egentlig så ud. Den lignede faktisk lidt en levende udgave af hans hår om morgenen. Hans pupiller rettede sig opad og kiggede ug gennem de mørke totter af hår, der hang ned foran hans pande og lidt af øjnene. Dette krat af sorte grene sad sikkert stadig lige så forviklet som det havde gjort, da solen havde beskyttet sig at komme på besøg og stege ham ud af sengen. Jep, hans pjuskede frisyre kunne sagtens sammenlignes med den iltre killings strittende lag af skidt og andet plamageret møg, der engang havde været dens pels. Han var sikker på, at hvis man smed killingen ned i en spand vand, så kunne den lige så godt være hvid. Det ville ikke engang undre ham.

Den lille hidsige hårblod i hans hånd måtte få afløb for de frustrationer, der opbyggede sig i den. Den var tydeligvis ikke glad for at blive fanget og holdt fast i på den måde. Den største 'skade' den dog formåede, var at hugge de små stumper - som skulle udgøre dens tænder - dybere ned i kødet på hans hånd. Han prøvede stille at finde ud af, hvorfor den ikke bare slap. Den kunne da umuligt være så klog, at den vidste at det ville komme til at gøre ondt, når den ramte jorden. Eller kunne den?

Aleck, min kære ven, det er en kat!

Han måtte give stemmen ret - selv om at han ikke var stolt over det - for det var, i den grad, en kat (eller i hvert fald en killing.) Men der var noget ved den... De gule øjne. De rovdyr gule øjne. Der var noget... Vidende og genkendende i dem. Eller også var han ved at blive sindssyg? Dog... Hvis sindssygen havde planer om at sætte kløerne i ham, hvorfor havde de så ikke gjort det for lang tid siden? Den havde haft en evighed til at gøre det - bogstaveligt talt. Så, hvorfor nu?
Den lille sorte hårdusk kiggede på ham. De gule øjne var næsten så blanke at han kunne se sine egne mørke øjne i dem (eller var der solen, der gjorde det?) Det måtte det være, ikke sandt?

Camille nåede hen til ham og han var sikker på at hun ville kaste sig over det lille behårede kreatur. Hun holdt sig dog til - meget ivrigt - at give udtryk for, at ville holde det lille hvæsende gespenst. Aleck havde ikke noget imod det, så kunne han da få den ud af sin hånd.
"Ja, du må hellere end gerne holde den, men jeg må indrømme. Når man kigger på den herfra." Han vendte og drejede den lille og smilede drillende. "Så kunne man godt mistage den for en deform edderkop." Et lavt grin forlod hans læber. Hendes bemærkning kom dog lidt bag på ham.
Kær var nok ikke det første han ville kalde den lille skidtklump, men hver sin smag - det var nok en pige ting, noget med størrelsen. Han havde lært at piger havde et eller andet med... Små ting. Hvorfor fyrer så brugte hele deres liv på at puste sig op, vidste han ikke. Det var nok endnu et af verdens mysterier. Sikke nogle underlige mysterier man kunne komme frem til... Også ved hjælp af en lille koleriker af en killing?! Det var noget nyt for ham... Hvad var der med den killing? Hvorfor... Ja. Hvorfor gjorde den... Hvad end der var den gjorde? Den føltes i hvert fald... Underlig. Hvis det gav nogen mening...

Han rakte den lille killing hen imod Camille og lod den dumpe ned i hendes fremstrakte hænder. Den lille klump udtrykte en dyb utilfredshed. Først var den blevet fanget, så skulle den også skifte hænder. Det var slet ikke let for den. (Efter dens mening.) Selv om at hårklumpen havde skiftet hånd, så vidste han - at de gule øjne stadig holdt øje med hver en bevægelse han udførte. En lyst til at tage katten, og kaste den langt væk, ramte ham. Han var så godt som sikker på at han ville nyde at se katten flyve igennem luften og lande hårdt på jorden. Han kunne se foran sig, hvordan jorden fløj op omkring siderne på den. Et stort smil havde fundet vej til hans læber og killingen krympede sig. Det var dog ikke selve smilet, der fik den til at krympe sig. Det var naturen bag det. Lysten til at skade. Lysten til at høre den smertefyldte jamren!
Han virrede lidt med hovedet - han måtte stoppe med de... Anfald. De anfald af blodtørst. Af mordlyst. Det var ikke gode for ham, men var der da noget i denne verden der var? Han var heldig; han skulle ikke forblive i hans lille indelukke af mordlyst. Camille var der til at holde det åben.
"Beholde den?" Hans forvirring var tydelig. "Hvorfor skulle vi beholde den?" Sagde han og kiggede på den klump af mudder og skidt, der engang havde været en kattekilling. "Hvad skulle med den?" Han havde ikke ligefrem den størst lyst til at spise den; den så ikke synderlig appetitlig ud.
"Men... Hvor skulle vi have den? Hvad skulle vi give den at spise? Og... Hvad skulle den, i så fald, hedde?"

Hun stirrede på det lille pjok i Alecks hånd.Den lille 'vildmand ' var meget opslugt af hånden der havde grebet den og frarøvet den både vilje og frihed, dog var den ikke mere kuet af ham , så det ikke forhindrede den i at presse det barberblads skarpe tandsæt i ham.Camille kiggede på Aleck, holdte et vågent øje med ham. Hun var lidt urolig ved tanken om han muligvis kunne fristes til at glemme alt om tålmodighed og overbærenhed overfor det lille kræ.Men indtil nu hang den pænt i hans hånd, der synes at være pæn stor når man holdte killingens mål op imod den.
Et betagende syn...ham i bar overkrop , bukser ,det mørke hår strittende og den nuttede lille killing i hans hånd.
Polaoid snapshot * klick*

Havde hun kunne fornemme hans instinkt, det at han fandt en glæde i bare tanken om at se den lille flyve gennem luften og med nådeløs brutalitet ramme den hårde jord og pive i smerte- havde hun vidst det var hun stukket af med missen op på sit værelse med den ,efter at have flået den ud af hans besiddelse og hun havde bagefter hastet ned til Aleck og råbt så højt af ham eller endog....ja, måske havde hun enda haft et ønske om at sende sit budskab så klart igennem til ham, så hun havde grebet en af hans elskede og næsten hellige tekopper med på vejen, og truet med også at sende den afsted igennem luften,mod den hårde jord.

Men igen havde hun ingen idé om den film Aleck afspillede og fandt glæde ved.
At han ikke ligefrem faldt i svime over den kunne man da godt se....men da han rakte den til Camille havde han fået en lille konkurent ,og hendes øjne lå nu på katten som hun startede tale beroligende og tillidsvækkende til.

" Nårh...lille skat ..du er så fin...Du er da ikke en grim ederkop vel, ? Deet kan Aleck da selv være, ik! du skal da bare have et lille bad, så er du helt fin, ikke også ?" hun beamede af lykke da hun så op på Aleck.Nu havde han vel ikke i sinde at sige Nej? Det var udelukket...helt udelukket at de bare satte det lille myr tilbage i det fri.Det godtog hun bare ikke.
Hun så på ham...og bad ham sige ja, tiggede ham med sine øjne.
" Som et lille kæledyr , Aleck...han er da sød og skøn.han skal bare have lidt rester af min mad og du må vælge navnet, men det kunne være pjok , pjevs eller måske kræ eller Tyson ? " smilede hun men smilet størknede på hendes læber , for en kort periode da den lille Mike Tyson kat pludselig flænsede et stykke hud på hende, lige ved tommel og pegefingeren.
" Av for f*****" udbrød hun spontant og så blodet langsomt men sikkert begyndte at pible frem på hendes lyse hud, hvor den lagde sig som mørkeræde perler , imens hun skændte på den.

Hun forsøgte at skifte hånd , at få trolden i modsatte hånd, så hun kunne gemme den anden , den flænsede , ned langs siden - for hvis Aleck fik øje på hvor meget den underligt nok havde haft held med at rifle hendes hud op, så kunne det snildt betyde at han ikke ville have sådan en uvorn killing i sit hus.Og nu havde hun jo lige kastet sin kærlighed på den.

Aleck sendte sin forbidte et blik og konstaterede, at det sår - den lille laban havde åbnet i hans hånd. Dybrøde perler faldt fra hans hånd og ned i græsset. En lille sø af blod havde samlet sig her under hans hånd.
Det starter som en flod, der løber ud i en sø, som til sidst ikke kan holde på vandmasserne længere og flyder over... Lyder det bekendt?
Ja... Selvfølgelig lød det bekendt... Han havde lige selv tænkt det. Men han vidste godt, at stemmen hentydede til noget andet - det nægtede han bare at acceptere. Det måtte den da efterhånden være vant til; han havde næsten ikke lavet andet.

Han kunne ikke lade være med at grine, da hendes kommentar, omkring hans beskyldning af killingen for at misligne en edderkom, kom på banen. Hendes ord rørte ham ikke og havde nok ikke den ønskede effekt. Han kunne ikke dy sig for at smide en kommentar ind.
"Ja... Jeg glæder mig til at se, hvilken farve den så får." Det store smil var der stadig, men denne gang, var det et venligt et - ja han ejede også den slags.

Sød... Det kunne han vel blive. Skøn... Der havde han sin tvivl. Det kunne se nuttet ud, jovist, men ligefrem skøn. Nej, han ville ikke kalde den lille mudrede skabning skøn. Han ville hellere kalde den... Beskidt og... Ja, i hvert fald ikke skøn.
Den lille killing peb. Alecks øjne rettede sig forundret imod den nu sprællende skabning, men han kunne ikke nå at stoppe den. Et udråb kom fra Camille, da den begravede sine tandstumper i hendes hånd. Han rakte - automatisk - ud efter den lille killing for at gribe den i luften før den ramte jorden, men Camille havde mere styr på det end han havde troet.
Han havde næsten glemt det hun havde sagt i forsøget på at fange den lille sorte klump. Jo, nu kunne han huske det. Hun ville have at han fandt et navn til den lille spradebasse. Keir, for sorthåret eller mørkhudet? Eller hvad med Akira for klog og ideel.
Han gennemgik navnene i sit hoved, gang på gang poppede flere op og deres betydning fulgte efter. Hvis nogen kunne se ind i hans hoved i dette øjeblik, så ville det være klart for dem, at han havde siden barndommen sovet med en ordbog som hovedpude. Det måtte være derfor han aldrig kunne sove og altid var på vagt...
Flere ord røg igennem hovedet på ham. Kaspar - ejer af skatten. Miles - barmhjertig... Endelig fandt han navnet der ville passe bedst til den lille killing.

"Hvad med Panther?" Sagde han, kiggede tænksomt på hende og tilføjede så: "Og Pan, som kort form af det?" Hans blik faldt på den sorte pelsbold i Camilles favn og han smilede, som killingen hvæsede ad ham. Jep, Panther, var det perfekte navn, for den hidsige killing. Han rakte ud efter den og strøg den over skidtlaget, som en gang havde været dens pels. Da han trak fingrene til sig opdagede han, at de var sorte i spidserne.
Hvad dælen havde den lille fyr rullet rundt i? Hvordan kunne det være muligt at blive så beskidt? Havde den rendt rundt uden for i flere måneder? Nej... For så ville den da være strittet af mangel på mad...
Men... Hvor havde den været før, hvordan var den endt som den var? Mysteriet om den lille killings oprindelse var de nød til at få opklaret...

Den iltre bandit var en rigtig lille fighter, og da den ikke havde nogen ide om hvilken skæbne der lå i vente for den, måtte den jo nødvendigvis kæmpe for at holde sig så sikker som det lod sig gøre.Så den både sprællende, hvæsede, pustede sig op (hvilke så fint passede til dens køn, en hankat) og bed med de små syle den havde som tænder.
Camille fik allerede de første 5 minutter adskillige rifter og bid, men lod ikke dette smitte negativt af på de ømme følelser hun allerede havde stoppet i det lille skarn af en killing.
Med en engles tålmodighed forsatte hun med at hviske små beroligende ord og søde løfter til pelsnøglen, der lige så stille lod sin hidsige adfæld lægge lidt påmhylden. Lidt.Han hvæsede forsat ....advarende, men forholdte sig ellers i ro.
Også hun havde bemærkede ,at den lille fyr var i slem form, i al fald var pelsen temmeligt klæbrig og snavset og så ikke spor behagelig ud, men så vidt hun kunne se , var der ingen sår og skræmmer og ingen pelsløse områder, der kunne være tegn på sygdom.

"Panther ?" Camille så på den lille genstridige hankat og tilbage på Aleck.
" Jo....det er helt fint....så håber jeg at han forbliver sort" svarede hun smilende.
Hun kunne ikke andet end at føle sig lidt heldig.Aleck var ...god ved hende og ualmindelig charmerende, hvornår mon ville være et godt tidspunktet fortælle ham om hendes brev? Brevet der var en decideret trussel mod ikke bare hendes liv, men ulykkeligvis også hans, Alecks.
Hun skød det væk, ville helst undgå emnet og lade som det ikke var sandt.
Netop nu lå det under hendes hovedpude, stoppet af vejen og de hvide liljer der havde fulgt med, havde hun lagt nederst i skraldespanden, så alt var gemt af vejen.

Hendes øjne svirpede over Alecks bare overkrop og op til hans ansigt. Selv om han yndede at rende omkring lettere klædt fra tid til anden, havde hun ikke tilvendt sig synet af ham.Og mente ikke nogensinde at ville gøre det.Han havde den slags udseende der ville få piger til at henslænge sig om hans ben og tigge om en date, eller bare lidt opmærksomhed.Hun så lidt væk....ned på katten, Panther, og med vold og magt tvang hun sine tanker tilbage i rene baner, nærmere beskrevet hele vejen en tur i hans badekar.Men ikke hende selv , nope....den luksus havde hun stadig til gode....det var til uldtotten.

Hun sendte Aleck et blændede smil og nikkede mod trappen der ledte til første sal og hans værelse , hvor også det store badeværelse lå.
En drillende tone flød i hendes stemme ,da hun sendte ham et lidt udfordrende blik ( naturligvis kun for at tirre og drille ham lidt) og forslog..
" hvad siger du Aleck... Skal vi ikke gå op til dig og lave et bad klar?"
Endnu et smil blev kastet mod ham " til din nye kat altså" .

Hun havde en ide om det nok ville værten god ide at være to tilsat indfri denne opgave.En til at holde og en til at vaske.Og måske...kun måske kunne hun fortælle ham om brevet.Hun mærkede en modstand vågne op inden i.Hun havde ikke lyst til at holde hemmeligt, men helt ærligt....hun var lidt udtryk ved tanken om hvad han ville sige til det.Hun følte sig ansvarlig for at han nunhavde en dødstrusler svævende over hans ellers så smukke hoved.

Det var tydeligt at den lille kæmpede med hver en muskel, i den lille spinkle krop, for at slippe fri. Den kæmpede, rev og hvæsede, men på den front var der ingen håb forude. Camille lignede ikke ligefrem en der var villig til at give slip på killingen og lade den falde til jorden - som han var en af de først i køen til at gøre. Hun ville passe på den. Killingen. Det kunne han se.
Han kunne se, hvordan hendes øjne lyste af glæde, ved synet af den lille beskidte hårbold. Hvorfor forstod han ikke endnu, men det ville nok komme til ham på et eller andet tidspunkt...

Et smil plastrede sig over hans ansigt og det var et af den slags, der ville gøre ondt at hive af. Ikke at de bekymrede ham. Hvorfor gøre for meget ud af at skaffe sig af med noget, som alligevel ikke plagede ham?
Han nikkede og smilet fik en ekstra tand.
"Også selvom at han ikke beholder denne sort mudrede farve, så passer øjnene og temperamentet dog stadig." Bekendtgjorde han og smilet fortsatte over i det mørkeste hjørne af hvad der kunne kaldet drillende. "Men - sådan som jeg ser på det - så vil vi blive ved med at se den lille sorte iltre kattekilling, vi ser nu. Jeg tror ikke vi glemmer det så let." Tilføjede han, mens hans pegefinger stryg henover den sidstnævntes hoved - imellem ørene - og ned af ryggen på den.

Han prøvede at forestille sig, den lille kat i de omgivelser han kendte så godt. Hans egne omgivelser. Hans hjem. Camilles omgivelser. Camilles hjem... Deres hjem. Dette var en tanke han stadig ikke havde vænnet sig til. Deres hjem. Ikke længere en... Bolig for en fyr, der elskede at være alene. Nej. Nu kunne han ikke være alene mere - kun have illusionen om det. Illusionen om at han var alene, når Camilles lå rullet sammen under dynen på sit værelse eller ude og gå en tur. Han var ikke alene, ej heller, hvis hun gik flere kilometer væk.
Den følelse af at være alene. Den var væk.
Andre ville mene at der var da godt og at det trængte han til. Dog... Det skræmte ham, på en måde. Han var næsten bange for at indrømme at følelse af ensomhed havde forladt ham. Han ville ikke indrømme alle de ændringer, hun havde sat i gang i ham. Han ville foretrække at forblive som han var. For evigt. Han ville ikke godtage at hun kunne komme og ændre på han, fra den ene dag til den anden.

Easy there. You more or less changed her too, remember? You've practically been eating of off her, the last days.
Aleck havde igen lyst til at kvæle stemmen. Få den til at holde mund og holde sin kæft med sine løgne! For han vidste at den løg. Han havde ikke spist af Camilles sjæl! Han havde gjort mange ting, men denne gang kunne det ikke blive hæftet på ham. Ikke denne ting! Hvis han var sulten, så gik han ud og spiste.
Indrømmet - ikke at han gad - så kunne han godt mærke sulten røre på sig, inden i ham. Det var som en drage - der lige havde løftet hovedet for at gøre opmærksom på sig selv. Han prøvede at presse hovedet ned på dragen og holde det dernede, men den var ikke ligefrem samarbejdsvillig.
Et hvæs bragte ham tilbage til virkeligheden og haven han befandt sig i. Den lille fyr stirrede på ham.
Det var da i hvert fald, hvad hans fornemmelser sagde til ham. Men man vidste jo aldrig. Den lille fyr... De gule øjne. De gule brændende øjne.

"Ja, men nu må vi se, hvor det ender henne. Jeg tror vi alle har brug for et bad." Sagde han med et dovent smil om læberne.

Glad og tilfreds over at Aleck synes at være i et glimrende humør, og dermed ikke følte trang til at forpurre alle de spæde dejlige planer , der poppede frem i hendes tanker for den lille kat, for Panther, begav hun sig ovenpå til badeværelset.
Hun ventede til Aleck havde åbnet indtil hans værelse og gled så der igennem og ud på badeværelset. Ja, ja....nysgerrig var hun da, og hun benyttede lejligheden som hun altid gjorde, tilsat kaste skjulte blikke rundt i hans værelse, for at opfange noget om ham, bare et eller andet.Men som altid var værelset ryddeligt og clean.

Et mentalt billed tonede frem for hendes indre. det forestillede en lettere misbilligede Aleck, på besøg i hendes lejlighed i Deepshell. Han havde fat i hendes arm, ikke ubehagelig hårdt eller så det udgjorde en smerte, kun i tilfælde af hun ville vriste sig fri så ville det ikke lade sig gøre. Han skændte over al det rod hun havde lavet og sagde noget med at mangle respekt for sine ting. Selv om hans stemme rungede af alvor, havde de mørke øjne et glimt af noget ....andet....som var det et act for at prøve hende af, se hvordan hun ville reagerer ?
Camille gled ind i hans favn, så godt det lod sig gøre, da han stadig havde et solidt greb om armen på hende, og lod en hånd finde vej til hans nakke, kærtegnende...undskyldende...og hun svarede blodt " jeg skal nok få ryddet det op, undskyld "
Så blev det , billedet, opløst ud i ingenting - og hun stod stille og gloede lidt dumt på Aleck.
Hun forstod ikke hvad hun havde set, og slet ikke hvorfor.Hvad var det hendes underbevidsthed ønskede at kommunikerer ud til hende, hvad ville den have hende til at forstå ? Evig taknemmelig over at Aleck ikke besad evnen til at læse hendes tanker, det var alt rigeligt at han bare skulle spørge for at få dem overrakt på et fad, satte hun den lille killing ned på gulvet, nænsomt og begyndte at klargøre et lille bad til den.
Pan tussede rundt og dens lille snude vibrerede og halen stod lodret i vejret, som tegn på hvor opstemt og nysgerrig han var. Imens han inspirerede sine nye omgivelser, fyldte Camille et par cm vand i bade karret, resten måtte de bruse den over med, når de fik den derop. Da vandet blev klar, var hun også blevet det.
Klar til at betro Aleck det hun havde tilbage holdt....

Hendes øjne søgte hans, og alvoren var ikke til at overse da både hendes øjne,mund og ansigt generelt bar vidne om at noget var....galt.
Hun sad med bruseren i hånden og begyndte at pille nervøst ved den.
" Du Aleck.....nu skal du ikke blive...vred, men der er noget jeg er nød til fortælle dig .
Jeg har modtaget en buket blomster, med øhm....ja, med en mordtrusler tilsat. " hun så lidt væk fra ham og ned i karret, imens hun tog et par dybe vejrtrækningen og forsatte...
" brevet beskriver tydeligt at jeg skal dø......og.....desværre truer de også dig " Sagde hun med en spinkel og tydelig bekymret stemme.
Hun kneb øjnene i og visusliserede brevet der lå gemt under hendes hovedpude, i hendes hånd og da hun åbnede dem, øjnene, havde hun brevet i hånden
Et sekundt langt smil kom på gæstevisit,hun var blevet mere ferm til at kontrollere telekinesen, med små genstande.
Hun gav brevet til Aleck, der ville kunne læse dette :


"Frøken St.Clair

Seasons come and go. A human grow old. A strom someday end. Valentinesday becomes night. This world will be mine, and your are first in line.

Vengeance are near, Aleck the dear, may hold you tight, but soon comes the night, and when I am complete, you shall both die."

Det sidste var det værste , det var helt urimeligt at hans liv skulle risikeres, på grund af hende, og da Tristan også havde modtaget et hvor der stod han ville blive vækket op og camille ville stå ved hans seng,med en pistol sat til hendes hoved, vidste hun at hun var en central brik, en slags fællesnævner.
"Undskyld...jeg har ingen idé om hvad der sker, men jeg er lidt bekymret over det"

Han hadede at indrømme det, men kulden var begyndt at snige sig nærmere og han kunne mærke dens tilstedeværelse. Den kom krybende som en falden krigers sidste forsøg på at tilintetgøre fjenden. En tilskadekommen soldat der kæmpede sig vej over en bakke og fik udsyn til fjende, mærkede et sus af fryd af at være så tæt på hans hævn. Den hævn der i denne situation, der skulle tages imod den skrækindjagende fjende var i dette øjeblik ham og hans bare brystkasse. Han kunne mærke den komme nærmere og som kattekillingen foran ham, smøg sig rundt om hans ben.
Hvor var den bloody sol, når man skulle bruge den?!
Som havde han råbt den an - hvilket han jo i realiteten havde - kom solen tittende frem bag et lag af vatagtigt skyer. Som havde den været fanget i et fængsel af skyer, brød den ny fri og lod sig folde ud i al sin pragt. Skyerne var ikke længere i stand til at holde den, nu lystigt brændende sol, tilbage. Dens stråler kastede sig imod ham og hans krop. Han havde aldrig troet han skulle være så glad for at se solen.
Han var ikke klar over, hvorfor han var så glad for at se solen. Det var han bare.

Selvom at Aleck kunne have stået der i flere timer, uden at gøre det mindste. Bare stå. Så var han alligevel glad for at følge med Camille indenfor for at give den lille fyr et tiltrængt bad. Det ville stadig ikke undre han, hvis situationen var den, at så snart vandet ramte katten, så blev den lyserød. Han ville ikke være det mindste overrasket. Jo måske lidt... Det var ikke tæt man så en lyserød kattekilling - men han havde dog set værre; og de fleste af disse havde også prøvet at dræbe ham. Derfor håbede han da, at synet af en lille lyserød killing ikke ville overraske ham.
En af hans (bare) fødder ramte en særlig kold plet på gulvet og han hoppede blidt til siden, uden om denne plet. Han kiggede ned i gulvet. Nej, der var ikke nogle tegn efter at der skulle være noget galt med denne lille plet på gulvet.
Ikke sådan en igen!
Lød det frustreret fra hans sind, men det burde han vel efterhånden være vant til, der var disse pletter rundt omkring. Dog hvis han ikke havde vidst, at der ikke var andet overnaturligt i hans hus - udover Camille og ham - så ville han have svoret på, at disse pletter flyttede sig alt efter, hvor han satte fødderne. Det virkede altid som om at han ramte en af disse pletter og lavede et spjæt for komme udenom.
I sit stille sind forbandede han hvem end havde bygget huset, for at placere sådanne pletter. Specielt med ham - som ikke brød sig om kulde, når det omhandlede hans fødder - som ejeren.
Lydløst fik han sig dappet op på førstesal og - som hans fornemmelser fortalte ham; og de tog sjældent fejl - med Camille i hælene, bærende på den lille killing. Denne vred sig en smule - ikke klar over, hvad der ventede den. Den frygtede dog det værste, det var mærkbart. Med en glidende bevægelse åbnede han døren og strøg indenfor. Med hans højre hånd holdt han døren åben og med den venstre gjorde han tegn til hende om at gå ind i værelset og videre til badeværelset. Til hans overraskelse, stoppede hun dog og så ud til at stivne. Hans bryn samlede sig i et forvirret udtryk. Hvad skete der med hende? Hvad havde hun gang i?
Han skulle lige til at løfte en hånd op foran hendes ansigt og vifte den frem og tilbage foran hende; det viste sig dog unødvendigt. Hun brød ud af... Hvad end der havde fanget hende.
Hun blev sikker fanget i sine egne tanker... Det burde jeg da kende noget til.
Den sidstnævnte kommentar var en "venlig" bemærkning til det lurende uformelige individ der havde taget plads i hans hoved. Han håbede den fangede den.

Den lille killing blev plantet på gulvet og straks var al dens hidsighed væk, samt dens genstridighed. Nu var det dens tur til at liste rundt og snuse til alt, hvad der kom i nærheden. Et kort smil prydede hans læber, dog kun kort. Hans øjne rettede sig imod Camille. Overrasket.
"En mordtrussel?" Han måtte bide sig lidt i læben for ikke at bryde ud i en kort latter. Hvem har du nu sat for godt på plads? havde han lyst til at spørge, det kunne da ikke være værre end, det med den barbar hun havde dræbt, da de først mødes. Kunne det?
Det skulle vise sig, at det kunne det.
Ham... Den mordtrussel hun havde modtaget truede også... Ham?
"Hvorfor? Har du nogen ide om, hvem der har eller kunne have sendt det?" Han pegede på brevet i hans hånd. Han havde læst det... Og han havde den største lyst til at krølle det sammen og stikke det op i røven på, hvem end der havde sendt det og tvinge ham til at æde det bagefter. Intet mindre.
Han lagde mærke til det triste ansigtsudtryk, der prydede hendes ellers smukke ansigt. Han lænede sig frem og lagde armene kort om hende.
"Hvem end der har sendt dette til dig... Kommer til at fortryde at han sendte det mens du bor her. Når jeg finder ham, så ja, lad os håbe han har levet sit liv fuldt ud indtil nu." Hans stemme var en snerren og det ekstra tryk på når, gav klart udtryk for, at afsenderen ville blive fundet... Og straffet.
Et dovent smil bredte sig på Alecks ansigt, ved tanken.

Hun tænkte på om skydiving iden faldskærm mon føltes sådan som hun havde det?
Hun stod nu ved kanten af badekarret , havde lagt bruseren ned i det smukke kar, hvor den lå klar til at rense Panther for smuds og afsløre dens sande kulør.

" Aleck, jeg har ingen ide, men Tristan, min ven mener det er Rafael, en lidt vild og meget stærk dæmon, skrupelløs og rå er han, det er ikke en du skal lægge dig ud med.
Men jeg tror ikke det er ham, for vi er...venner, så meget han nu kan finde ud af venskaber ....men...arh jeg ved det ikke.Der er også Isabella de Minion, hun hader mig som pesten, lang historie, men ellers ved jeg ikke helt hvem skulle have et horn i siden på mig ?"
Det kunne i princippet være så mange, hun var ikke altid den der gik på listetå, og slet ikke hvis hun oplevede uretfærdighed, så kunne hun ikke tie, men trådte oftest i aktion,hvilke gav en del...udfordringer.

Hun lod en hånd beklæde sin let rynket pande.En pande der bar vidne på at hun lige nu forsøgte udregne hvad pokker der forgik, desværre var det bare hele tiden som en matamatisk kabale der bare ikke ville gå op, uanset hvor mange gange hun lagde den.

Det var svært at sige hvilke tanker det satte igang hos Aleck, han var sikkert al for trænet i ikke at afsløre noget, men det havde alligevel været befriende at kunne finde nogle træk der gav det væk, men intet var der at finde.

" Jeg har tænkt mig at tjekke det her ud selv, Aleck....jeg nægter at nogen af jer skal lide last på grund af mig. Men du havde ret til at vide det, trods alt "
hun kunne ikke lade være med at smile skævt, at udfordre en dæmon med Alecks talenter for drab, der skulle et stort ego tilsat morgenkrydderen der!

" du må ikke gøre noget uden mig...altsår med brevet, om brevet " rodede hun sig ud og ind, af ordenes dobbelte betydning.

Det var lige pludselig som hun styrtdykkede,som alt omkring hende fik andre farver...sort,hvid,rød og orange...rummet brændte op og hun kunne ikke orienterer sig.
Det var næsten som hun svævede i frit fald, i et al for hurtigt tempo, et tempo der ikke kunne ændres og derfor var der ikke en reel mulighed for at påvirke eller influerer det uundgåelige udfaldet.
Hun ville ramme asfalten, hårdt. med et stort brag.
Og hun ville lige til at skrabe op bagefter, skrabe op og smide ud.
Hun kunne næsten mærke vinden rive og ruske i hendes hår og tøj, som hun faldt dybere og dybere, ned i afgrunden, ned i den åbne og kolde grav som stod der , som en eller anden psykopatisk nar havde taget som sin personlige agenda at lægge hende ned i.

Noget trak hende i land, halede hende ind i sikkerhed.Nogen havde formået at forhindre at hun faldt yderliger og hun rettede det fjerne blik op og tvang sig selv at blive nærværende igen.
Aleck...han havde armene omkring hende, det var dem....ham....der havde trukket hende ind i sikkerhed. " Tak" svarede hun derfor hurtigt.

Langsomt imens han havde sine arme omkring hende, fik rummet sine naturlige farver tilbage.
Panther sad og kiggede med iagtsomt blik på dem begge,men forholdte sig i ro, nede under håndvasken, hvor den havde slået sig ned.
camille nød det korte øjeblik før han lukkede hende ud af sine arme.Med dem omkring sig, føltes alt som det skulle.Hun kunne have blevet stående sådan længe , men nu hvor han havde sluppet, satte hun sig ned på kanten af karret og forsatte med en lidt træt stemme ,træt af problemerne og af det farverus hun lige have oplevet, som hun ikke forstod hvad betød. " Aleck....der er niget stort under opsejling og jeg ved ikke hvordan jeg skal beskytte dig...ja..ja jeg VED godt det lyder dumt, du være den du er, men....jeg vil ikke have dig ud i nogen form for drab eller kamp underbet banner med mit navn på, forstår du det ? "
Hun tog hans hånd i sin og kyssede den..." ingen blod eller liv skal spildes for min skyld, med mindre det er selvforsvar "
Hun så op og søgte svar i hans mørke øjne.

Natten havde sneget sig nærmere. Den bar sin kappe af mørke med sig og betrak hele byen med den mens den dansede hen over himlen. Ingen af de to personer, der lå i sengen lagde dog mærke til denne lille detalje.
Ej heller lagde de mærke til at mørket virkede tættere eller den piskende vind, som trak ufrivillige med sig.
De to skikkelser der lå stille i sengen omslynget hinanden. Det var her Aleck genkendte Camille og ham selv. De to lå og så... Salige ud... Glade i hinandens arme. Men glæden ville snart løbe ud... Det kunne han mærke, som han stod der og kiggede ned på den lyksalige udgave af ham. Stille bevægede han sig hen af siden på sengen og stillede sig foran Camille og ham selv. Han smilede svagt ned til de to sovende skikkelser i sengen, da en bragende lyd hørtes nedenunder. Han nåede ikke længere end til at vende sig om, for at styrte nedenunder og undersøge den larm, der kom derfra. Så forsvandt han fra 'dagdrømmen'.
Dog kun for at vende tilbage igen. Nu lå han dog i sengen, indviklet i Camille og dynen. Han stirrede imod døren, forbavset. Camille var så småt begyndt at vågne og han trak sig fri af hende og dynen. I sin bedste underbukseklædte skikkelse rev han døren op, styrtede ud på gangen så hurtigt han kunne uden at falde eller glide, tog trappen fem trin af gangen og nåede stueetagen. Han kunne høre den forvirrede Camille, der kom dappende ned af trappen og han fik et glimt af hende på trappen, før 'dagdrømmen' forsvandt i samme en buket blomster blev kastet i hovedet af ham.

Imens denne underlige drøm havde udspillet sig i hans hoved, havde hans øjne været rettet imod den lille sorte kattekilling, der nu sad og kiggede afventende på ham. Dette havde han dog ej opdaget, det lignede ganske rigtigt at hans øjne var rettet imod katten, han så den bare ikke. Hans sind var langt væk. Mere præcist derhenne, hvor han havde skumle planer om, hvordan denne 'Rafael' skulle lade sit liv. Han anede ikke, hvem han var, men han skulle ikke komme og true Camille og ham, ustraffet. Hans øjne glimtede ved tanken om dette. Glimtet var - naturligvis - akkompagneret med et dovent smil. Det salige og dovne smil havde en underlig charmerende kant over sig. Uden at tænke over det strøg han blidt Pan over hans beskidte pels. Han var langt væk.
Meget langt.

"Isabella de Minion? Hende tror jeg heller ikke du burde lægge dig ud med, men det lyder som om at jeg kommer noget sent med den advarsel, huh?" Han smilede, det var svært at lade være. Camille var bare så god til at gøre sig uvenner med folk; alle andre ville undgå for en hver pris. Men Camille!
Ja, Camille, hun gik lige op til dem og fortalte dem at... Ja, hvis hun ikke brød sig om dem, så brød hun sig ikke om dem. Så var det bare synd, hvis de nu havde flere hære af soldater - som var villige til at dræbe alle, der trådte deres Mistress over tæerne. Klar til at springe til og flå halsen over på dem... Der var sikkert ikke tal på, hvor mange af denne slags Camille havde lagt sig ud med og trådt godt og grundigt over tæerne i processen. Det ville faktisk ikke undre han, hvis hun havde danset frem og tilbage over deres tæer flere gang, med de helt store hæle på. Han kunne endda se det for sig. Camille i en elegant sort kjole med udskæring til benet og... Måske lidt nedringet, men det skulle han jo ikke bedømme.
Han sukkede blidt... Det brev involverede også ham, derved havde han også ret til at blande sig i det. Punktum. Den var ikke længere. Et smil bredte sig på hans læber, denne gang ikke et dovent smil. Denne gang havde et smørret grin overtaget pladsen, hvor den neutrale stenmaske plejede at sidde. Hun tumlede rundt i ordene.
Gad vide, hvad grunden er?
Han kunne høre det flabede grin der omslyngede stemmens 'mund' og det lave fnis, der efterfulgte ordene. Han ignorerede det og svarede hende.

"Camille. Dette brev langer også ud efter mit liv, må jeg minde dig om. Jeg har også ret til at tage affære i dette." Hans stemme var bestemt, dog var det smørrede grin der stadig, bare tonet lidt ned. Men det lagde ikke op til nogen modsigelser. Af nogen art.
"Så lidt."
Hans øjne faldt ned på sammenfletningen af hænder der var imellem dem. Han forstod godt, hvad hun mente. Men det hun forlangte, kunne han ikke levere.
"Camille... Det vil ikke være muligt for os... At komme igennem dette uden at... Noget blod vil blive udgydt. Det er selvfølgelig ikke til at sige, om blodet kommer fra os eller den... Umm.. Ukendte modstander." Han nussede hendes hånd blidt og kiggede ind i de noget så blå øjne. Han tog hendes hånd og op plantede et kys på den - hans øjne forlod aldrig hende.
"Skal vi så få vasket den laban?" Sagde han og smilede. Hans øjne forlod hende, og rettede sig imod den - nu - kælne Panther. Han tog den lille killing i øje syn og satte den ned i badekaret. Så snart den lille killing kom i kontrakt med vandet ændrede vandet sig. En sort rig af skidt formede sig rundt om den lille forvirrede laban i badekaret. Aleck samlede en håndfuld vand i hans hånd og hældte det over killingen. Den lille fyr rystede sig lidt.
Selve farven havde ikke ændret sig, den var stadig sort. Dog skinnede pelsen nu. Et farvespil fór igennem den blanke pels. Smilende vente han sig imod Camille.
"Engang Panther, altid Panther."

Skylden meldte sig til tjeneste, gjore honør og gav Camilles udseende et strejf af at have gjort noget ...forkert, noget hun godt vidste hun burde have ladet vær med. 
Hun sukkede. Det kunne være vanskeligt at holde ting fra Aleck- og det var nu heller ikke fordi det var noget hun ofte havde behov for.Dog var nogen ting bare mere...hensigtsmæssige at undlade at oplyse.Mest fordi hun ikke vidste helt hvordan han ville forholde sig til det? Og fordi ....fordi hun ikke ville snakkes ud af det. Hun havde været nød til at fortælle ham om Mira, om at hendes ven Eric og hende havde købt Mira fri, for nogle penge de havde fået af Erics far.Det kunne ikke gøres på anden vis, da Camille tilbragte så megen tid ude på Valentine gården og Aleck ellers ville have sat spørgstegn ved dette.
Desuden var hun så glad for Mira og Eric og den lille ' næsten' familie de havde aftalt , at hun faktisk gerne ville indvige og dele dette med Aleck, frem for at holde ham ude af det. Hun havde en ide om at hans tolerance somme tider blev testet på grund af hende. Og netop derfor( bildte hun sig selv overbevisende ind) havde hun ikke ulejlighedet Aleck med at oplyse at hun nu havde en slags karrierer sommlandevejsrøverinde, og at hun på denne måde skaffede de midler hun brugte til husleje, til Mira og til at købe Isabellas slaver fri med, til kæmpe irritation For Isabella, der ikke brød sig om det og sikkert opfattede det som en personlig latterliggørelse , udover at det var rigtig undergravende for hendes forretning, da græsrødderne var begyndt at rejse spørgsmålet om slaveriets berettigelse.Hvordan skulle hun nu fortælle ham det, uden at det blev et problem.Havde han overhovedet brug for at vide det? 
Hvis han skulle ud og undersøge mulige afsendere til det fandens brev, så burde han vel være bevæbnet med så meget viden og info som muligt, burde han ikke? 
Hun tog sig til halsen, kunne næsten mærke den symbolske løkke strammes langsomt om hendes hvide smalle hals, hun kunne næsten mærke ømheden i sit nakkeskind og med den følelse forgrenet i sin krop, blev hun fanget af Aleck og især af det smil han havde. Hun fik et syn , et meget lille et, af hans mund i hendes nakke, ifærd med at....
NEJ ! 
Nu måtte det stoppe.
Hun rystede de små, men al for levende billeder væk.
Hun kunne ikke gøre for det, hun ville ønske det var anderledes, men hendes hjerte slog en koldbøtte alene ved synes af ham.
Kunne hun nu være HELT sikker på at hendes følelser var hendes egne, og ikke manipulerede? Han var jo trods alt en sjæledæmon. 
Men der var ingen let udvej, ingen genvej at skyde....hun VIDSTE dybt inders inde at det var hendes egne følelser, de føltes som hende, bare en ny og mere uudforsket del af hende.

Naturligvis havde han ret. Brevet indeholdte også  en direkte trussel mod ham, så han havde al ret i verden til at gøre som han fandt bedst. Men hun ville jo ikke ...hun ønskede ....ham ikke ...rendende rundt derude og søge efter nogen at rive hovedet af. Hun vidste at det kunne blive grimt.Hun vidste at Rafael, HVIS det var ham, var....frygtindgydende.
Hun vidste at Aleck var specialist...inden for sit felt, men andet vidste hun ikke. Hun gjore sig stor umage for at tænke på ham  som en ung mand- hvilke lykkes så godt at det var næsten pinligt- og ikke som en frygtindgydende dæmon.

Hun så på deres hænder. 

" Jeg ved det godt Aleck, m-men.... Jeg vil bare helst have dig her, hos mig" 
Han kyssede hendes hånd og satte aotomatisk hendes vejrtrækning i et hurtigere tempo.Hun var ved at se det som en selvfølgelig effekt af hans kys, da det skete hver gang.

Et smil kom tilbage på både læber og sind.
Panther! 
" jo...lad os bade den lille fyr" svarede hun allerede mere oplyftet ved synes til at pusle lidt om den. Imens Aleck fik den vasket, hentede hun et blødt håndklæde og holdte frem, så han kunne sætte Pan i det og hun kunne pakke ham ind. Det var godt nok en anden killing der dykkede op af badekarret. Selv om pelsen var våd, var det tydeligt at se alle farverne skinne i dens stadig sorte, men nu naturlig farvet, pels.
" Årh...Aleck, han er smuk! " sagde hun henført og slog håndklædet om killingen der med poten gned på sit øre, sikkert for at tvinge noget vildfarent vand ud igen.

Imens hun knuede Panther ind til sig, som den lille bylt han nu lignede med håndklædet omkring sig, så hun på Aleck. Hun havde en sælsom lyst til at sidde med ham , tæt, i en lille mørk hule fyldt med bløde tæpper og puder og hviske alle sine hemmeligheder til ham, eller bare nogle enkelte.
Som når man var barn og selte denne særlige tryghed og tosomhed, i den hjemmelavet hemmelige hule.
Hun smilede af sine barnlige tanker og førte sin hånd let hen over Alecks ene kind. " Hør... Hvad med om vi laver noget frisk te? Der er noget jeg gerne vil fortælle dig om mit....arbejde... Og jeg vil gerne have du holder en af dine tekopper ihånden imens" sagde hun drillende, sikker på han fangede ideen med den sidste lille sætning. Hun lænede sif frem, kyssede hans kind og drillede ham igen da hun smuttede ud af døren fra badeværelset - og med et varmt smil sagde " Tak...for katten"

Den lille fyr sad stille i badekaret. Den sad bare der og lignede en der var i vildrede. Selvfølgelig kunne man ikke bebrejde den. Den havde jo ingen ide om, hvorfor den var placeret i dette - fra dens synspunkt - hav. Hvad der var at sige om dette hav, var dog uklart. Det var ikke noget Aleck selv ville være særlig ivrig efter at komme bare en lille smule i kontakt med det, hvad hans egen krop angik. Selvfølgelig var han nød til at stikke hænderne i det, men ellers ville han helst holde sig fra det nu grumsede vand.
Rundt om den lille betuttede killing var der formet ringe af sort flydende afvasket skidt. Det lignede mest af alt en lille ø, formet af mudder og andet skidt. Ringene der udgjorde denne ø bredte sig ud i vandet og spredte sig for alle vinde. Panther, som havde besluttet sig for at udforsket det grumsede vand, stak den sorte snude ned i vandet.
Kun for at hive den til sig, da vandet strømmede ind i dens næsebor. Den løftede en sort pote og gned sig over snuden - prøvede tydeligvis at komme af med den vand, der var sluppet derind. Aleck rakte ud og kløede den lille fyr på næsen, så et højt nys lød fra den lille endnu mere betuttede killing. Han smilede og strøg den over den våde pels.
"Bless you." Sagde han blidt og tændte for vandhanen. Panther blev sat ind under der og endnu mere skidt blev vasket af ham. Han vred sig en smule i Alecks hænder, men sad dog stille til sidst. Mellem tre fingre greb han en klud, der lå på kanten af badekaret. Med den begyndte han at gnubbe Pan fri for overskydende snavs, han vred sig og virkede ikke vitterlig lykkelig for situationen. Han rystede på hovedet, desperat for at få vandet ud at ørene. Til sidst måtte poterne komme til hjælp. Så godt som desperat af udseende prøvede Panther at få vandet ud af ørene. Det lykkedes ham ikke helt, og hans prøvelser blev endnu større, da han skulle gøre det i - først - Alecks favn og derefter Camiles favn. Han kæmpede dog ihærdigt for det, det måtte man give ham - den lille fyr.
Hans øjne rettede sig imod hende. Camille - som netop nu var i færd med at tørre den lille pelsbold.

Blive der... Hos hende. Var det virkelig det han havde hørt? Var det virkelig det hun havde sagt?! Han prøvede at overbevise sig selv om at han bare hallucinerede, at det han havde hørt ikke var virkeligt. For hvordan kunne det? Hun kunne da ikke - i galskabelig alvor - ønske at han blev hos hende! Det. Det kunne hun ikke- Burde hun ikke!
Og alligevel havde han hørt ordene. Hørt dem flyde fra de bløde læber.
Sorry to break it down to you... But she did, in fact, say those words.
Stemmen gjorde heller ikke meget ud af at hjælpe ham. Den gjorde det direkte modsatte. Hvorfor kunne den ikke bare for en gangs skyld lyve og lade ham forblive i lyksalig uvidenhed?
Men hvem narrede han? Han havde aldrig levet i lyksalig uvidenhed... Aldrig. Han havde kendt til verdens grusomheder fra barnsben af... Han vidste ikke, hvordan det måtte være at leve i lyksalig uvidenhed... Nogle gang tvivlede han på om det var godt eller skidt. Nogle ville mene det ene og andre ville mene det andet... Hans forældre havde ment af han ikke skulle.

Aleck havde ingen ide om, hvad han skulle sige til Camille. Hvad svarede man på, at en pige gerne ville have at man blev hos hende... Det var jo ikke sådan at han skulle gå lige nu... Men på et tidspunkt skulle han.
"Jeg bliver her... For nu. På et tidspunkt er jeg nød til at gå. Men jeg bliver her nu." Han håbede at det var svar nok for hende... Ellers anede han ikke, hvad han skulle sige.
Smuk... Tja, han var i hvert fald blevet... Sødere. Og med hans sorte pels, der skinnede og kastede farver i kaskader omkring sig, mindede det ham om noget. Hvad vidste han dog ikke. Ja... Han var nød til at indrømme - selv om at det slog ham ihjel - at den så ganske pæn ud... Ohh bloody hell! Han synes den var ganske nuttet. Sådan, så var det indrømmet. Han kunne godt lide den lille hårbold. Nu så dan ikke så... Snusket ud, som den havde med den filtrede og beskidte pels. Nu lignede den en helt almindelig kat... Mere eller mindre.
Det var stadig noget omkring dens øjne, de gule øjne, der fik hans krop til at stivne kort.
"Ja, han er ganske..." Hans første plan havde været et fin, pæn, nydelig eller... "Han er ganske sød." Sagde han så og smilede til hende. Han rakte sine fingre ud og strøg Panther over den blanke pels.
Han kunne næsten se sig selv. Sidde i sofaen - ovre i hjørnet - med Camille, der lå på ryggen og brugte hans brystkasse som hovedpude. Samtidigt lå Panther rullet sammen ved siden af Camilles hoved og prøvede - lignede det - at få så meget plads så muligt. Den skubbede lidt til Camille og lagde sig med hovedet imod hans hals og halvt sad på Camilles skulder.
Aleck smilede ved tanken og Camille og Panther der kæmpede om pladsen, hans bryst udgjorde. Et kort grin kunne høres fra ham, så blev han hevet tilbage til badeværelset og Camille, der sad foran ham.
Da hendes ord havde forladt de bløde læber af hendes, fløj hans ene øjenbryn i vejret. Hvilket arbejde var det hun havde planlagt at fortælle ham om? Hvad var der med det? Alle disse tanker kørte rundt i hans hoved, men blev beroliget, da Camilles hånd lagde sig over hans kind. Et saligt smil bredte sig på hans læber. Det sidst omtalte blev endnu større, da han mærkede Camilles bløde læber imod din kind.
Han nikkede til hende og rejste sig. Med lange skridt fulgte han efter hende, undervejs kunne dette høres fra ham:
"Så lidt... Camille."

Killingen var endnu for lille til selv at kunne komme ned af trappen, fra første sal til stue etagen - helskindet. Denne ville snuple , kluntet som den jo var og sikkert ende med at rulle hele vejen ned af de hårde trapper. Derfor lå den i Camilles ene hånd .Dens mave lunt mod håndens flade og hendes anden hånd kærtegnende over den ryg og hale, efter den igen var blevet pakket ud af håndklædet .
Da hun var for for enden aftrappen, bukkede hun sig forover og satte ham fri på gulvet , så den lille fyr kunne gøre sig bekendt med sit nye hjem.Panther tog glædeligt imod opfordringen, og gik igang med at snuse ernærgisk til alt den bumpede ind i.

Camille smilede efter den, og dernæst vendte hun tilbage til haven og lagde begge hænder omkring te kanden, der stod på bordet, for at føle om den stadig var tilstrækkelig varm? Yup- den var stadig drikke klar! Så hun greb handen i den ene hånd, og hankene fra to krus i den anden , hvorpå hun gik tilbagetil stuen.
Efter at have sat tingene fra sig, skænkede hun op til dem begge og en smule irriteret over at opdage at nervøsitetet var ved at hope sig op, som et lille støvkorn der i løbetbaf zero time formår at udvikles til en kæmpe nullermand.
Hvorfor skulle hun være så nervøs? Det var vel hendes egen beslutning hvordan hun valgte at udfylde sin tid? Og det var kun materielle skader hun forvoldte hendes landevejsoffre, ikke fysiske.Ikke at det generer ham synderligt, hvis det var det. forsatte hendes indre dialog, alt imes Camille satte sig tilrette og så over på Aleck- der også burde havde fundet sig tilrette i sofaen, by now.

Da hun ingen ide havde om hvordan man oplyste ...ting...af den slags, på en casual og random vis, måtte hun ligesom bare tage tyren ved hornene og springe ud i det.

Det var en smule svært at koncentrerer sig.Aleck besværliggjorte det.
Hun kunne naturligvis godt bilde sig selv ind at det var ' det underlige ' indhold den forstående samtale skulle rumme, der var årsagen.
Men hun vidste udmærket at det var nærheden af Aleck, der sad der overfor hende i næsten intet tøj....eller- okay, med bar overkrop da, men...det var jo også meget....NEJ!! nu stoppede det! Hun tvang tankerne hen på det som brevet nu have gjort, måske , var relevant for Aleck at få besked om. Hendes såkaldte arbejde.

" Aleck.." lød det mildt fra hende til ham....
" Du ved, når jeg engang imellem er væk om aftenen, og det ikke lige er på Valentine gården( nogen gange var det faktisk på vej dertil, eller på hjemvejen at disse overfald eller røverier fandt sted ) så er det fordi jeg på en måde har et arbejde. Altsår det er mere et....selvbeskikket job, der sikkre mig penge. jeg skal jo tjene penge, det kan vi godt være enige om ikke ?"

Hun forsøgte at snige hans accept ind af bagvejen, det var hun helt på det rene med.
Men kun sandheden kom fra hendes læber, ikke at hun havde noget at sige omkring det.Ikke at der var et valg ligefrem.

" Det skulle være et arbejde jeg ikke skulle lægge mange timer i, og som samtidig gav gode penge.Jeg betaler , udover at bo her, jo også for kost til Mira og så bruger jeg....mange penge til en sag der står mit hjerte nær."

Hun måtte tage sig sammen, meget, for at kunne forsætte.Det lød så ubeskriveligt dumt , når hun sagde det højt og ordene blev hængende i rummet.Men ideen virkede, for hende i al fald.

Hun rakte tøvende ud efter hans hånd .
Følelsen af hans hud mod hendes var både beroligende men også med til at få hendes blod til at rulle hurtigere i årene.Fandens, det var jo bare en hånd for pokker! * hans hånd*
imens hun svømmede i de forskellige følelser det bragte frem i hende, at nusse hans håndryg havde hun ingen iden om han ville grine,blive vred eller komplet indifferent over for det næste hun sagde.

" Baa- chan og jeg kan have nogle sammenfald i vores...holdninger...men vi omgåes og handler på dem meget anderledes. Aleck, jeg er gået op imod hele isabellas dynasti.
Jeg frarøver penge fra hendes kurrerer og jeg køber slaver på markedet, bare for at give dem deres frihed. Mira var ikke et engangs tilfælde, men den første jeg købte....og historien omkring hendes , kender du jo godt."

Hun slap igen hans hånd, ville ikke opleve at han måske selv trak den til sig i mishag, så hun rakte ud efter sin te kop istedet -og sad og pillede lidt ved den, nok mest for at have en lovlig undskyldning for at undgå at skulle se på Aleck lige i de sekunder....

"Jeg frarøver folk penge, stopper dem og truer dem til at aflevere....nærmest som en....landevejsrøver"

Sidste del af sætningen var næsten blot en hvisken.Hun løftede blikket, ville møde hans øjne nu og affinde sig med hvad der nu engang måtte være af tanker imnden bag de mørke øjne af hans.

Tag ikke fejl, beslutningen var truffet.Hun spurgte ikke om lov.
Og ønskede han det anderledes, ville hun ikke ændre på nogen.Det kunne han ikke sige noget der ville- mente hun da.
Desuden ....Var det erhverv i forhold til hans eget jo som at være børnehavelærerinde, men selvfølgelig med den forskel at det var langt mere risikabelt for Camille.
Det var en satsning, da hun ligeså godt kunne forsøge at røve dæmoner og vampyrer, det var jo ikke til at vide hvem hun satte kniven for struben på- før det var for sent, vel?
Endeligt fik hun det sidste ud