i dont know you how can i trust you// Ettina//

tog sig til hovedet "av trode du kedet dig" svarde han og tog sig til hovedet han kaste drilende vand på hende ikke sådan at det ramte men mere for at irtere hende og se hvordan hun ville ha det med ham ellers han sukkede og lagde sig i vandet og kiget op på himlen der så fin ud han sukket og vendte blikke mod hans hersker

Hun begyndte at grine og sprøjtede vand på ham. hun dykkede og tog fat i hans ben og trak ham ned i vandet. Hun svømmede rundt om ham i noget tid og svømmede op på land igen. Hun lagde sig på jorden og kiggede op på himlen. Solen var ved at gå ned og hun kunne godt mærke at hun havde været tideligt oppe om morgenen og at hun ikke havde haft slappet rigtigt af denne dag som hun plejede at gøre.

han nåede ikke og reagere da hun begynde med og sprøjte vand på
ham og grinte han kiget sig forviret rundt hvor var hun "åh nej" lød det fra ham inden han blive trukket under vandet af hende da han var ved ikke og kunne få lufte længre kom han op hvor hun så svømmet rundt om ham og bagefter gik op hun var som en haj da hun svømmet om ham han begynde og trække vejret normalt igen "hva nu herskerinde" sagde han og kiget over på hende

Hun så hen imod Arason og trak på skuldrende "Jeg ved det ikke" Hun kiggede rundt og rejste sig op. Hun gik hen imod et træ og hoppede op i det. Hun satte sig på en af de øverste grene og kiggede ud over skoven. Der var meget stille i skoven og det eneste der kunne høret var bladene der hvislede og bølgerne fra søen som slog imod landkanten. Hun lænte sig op af træets stamme og stirrede ud på skoven.

han begynde efter hun var gåede op i træet at gå op af vandet han sukkede og kiget på vandet da han sætte sig ned og kiget over på hende han sukket og kiget på det sted hans tøj var blivet brændt han gik nærme og prøvet og få resterne ud med hans hændere men det endte med at han brænde dig han træk den ud og kiget på det han ikke havde nåde og redde det hvorfor var det lige sket han havde jo brug for det tøj han sukket og sætte sig ved vandet igen

Hun havde fået et af sine humørsvingninger og ville ikke vise sig svag overfor sin egen slave. Derfor havde hun valgt at gå op og sat sig i træet og lignte en der holdt øje med fjender og dyr som hun kunne jagte selvom hun ikke manglede kød til de næste par dage. Hun så ned på Arason "Bare gå ind og sov jeg holder vagt!" råbte hun ned til ham og så ud over skoven igen. Hun ville være alene med sine tanke og vide at han var inde i huset.

Arason kigge vredt ned i jorden "jeg holde vagt" mumlte han vredt og gik mod huset og sparkede lidt til jorden han gik ind og sætte sig ved et bord og kiget bare ud på søen og bål pladsen og alt det andet nu ville han godt være varulv så kunne hun jo ikke gøre ham noget han smilte det var ikke en dum ide slette ikke. han smilte som en person der havde fåede en meget god ide det var det

Hun kiggede ned mod ham og holdt øje med om han gik ind eller ikke. Hun kunne godt se at han var vred, men det var hun ligeglad med han måtte acceptere livets gang. Han har selv sat sig i denne situation han er endt i. Hun kiggede ud mod skoven og så nogle væsner jagtede lidt langt væk, hun kunne ikke se hviket dyr eller race det var, men hun kunne se, at det løb efter noget. Hun var ikke i humør til at tage ug og jage. Hun kiggede om mod himlen og ønskede hendes plejefar stadig var i live og kunne give hende nogle råd, hun ønskede så inderligt at man kunne vække de døde til live.

han var ved og få kræfter han smilte og gjorde sig usynlig og liste ud af bage døren og begynde og lede efter vejen ud af skoven han kiget sig hele tiden over skulderne da der var gåede godt og vel en time var han gede rundt om det samme træ han sukket hvor var vejen ud

Hun lagde ikke mærke til, at han havde forladt området. Hun kiggede bare op på himlen. Hun følte sig efterladt. Hun manglede noget i sit liv. Hun manglede nogen der kunne hjælpe hende videre, selvom hun ikke var særlig glad for, at få hjælp af andre. Hun stirrede bare ud mod søen indtil det blev morgen. Hun havde ikke gået ned af træet eller noget som helst, ikke en gang sovet.

han sukket og gik tilbage da natten næsten var over og gik hen til søen og sætte sig i skygen så det ville være sværte og se ham nu han smilte hans ar hun havde givet ham begynde og svie af helvedes til han sukkede og kiget ud mod søen hvorfor kunne han ikke finde vejen ud det var frusstrernde han kiget på søen mens han prøvede og udtænke en flugte plane han viste ikke hvordan han skulle komme ignem det

Hun kiggede mod solen og begyndte at føle sult. Hun hoppede ned fra det høje træ og lavede alle mulige koldbøtter i luften og landte perfekt på benene da hun landte. Hun så rundt, der var helt stille, hun troede at han var inde og sov så hun gik direkte indenfor og kiggede efter ham. Hun kiggede først rundt i stuen og køkkened der hang sammen, men der var han ikke. Hun gik så inde på badeværelset, men han var heller ikke der. Hun begyndte så småt og blive vred. Hun gik ind og kiggede på soveværelset hvor hun håbede for hans egen skyld, at han var derinde, men det var hun ikke. Hun trak sin daggert og gik vredt udenfor. Hun så rundt "Hvor er du din lille mide?!?" hun råbte og man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun var i virkelig dårligt humør. Hun gik vredt rundt om huset for at se om han havde gemt sig der.

Arason sank en klump da han hørte at hun var vrede og ledte efter ham han holde sig i skggen og kravlede op i et træ som der også var i skygen han var trætte så og holde sig væk fra hende var en god løsnige han sukket og kravlde vidre op af træte der lød et knæk da han havde sat sig til rette han sank en til klump og gjorde sig klar til og springe ud i vandet hvis hun skulle lægge mærke til det han sukket og var klar et skridt fra hende og han ville hoppe ud og svømme væk

Hun så rundt og var ved at koge indviendig af vrede. Hun hørte noget sagde knæk over hende i et træ. Hun kiggede op men så intet. Hun så rundt "Hvis han il flygte på jeg vel hjælpe ham lidt" Hun hævede sine arme og røder løftede sig op fra jorden og blev større og større. Sådan fortsatte hun til helle vejen mellen træerne er dækket og at man ikke kunne komme hen til søen. Hun så rundt "Nu kan du godt slippe ud!" hun grinte ondt og så op i træet der sagde knæk.

han kiget sig omkring han måtte fokusere nu så derfor hoppet han ned og gjorde sig usynlig han begynde og liste over i et hjørne han ville gøre alt for at komme væk herfra koste hva det koste vil han havde kun en tænke i hovedet ud til the forest hvor han mendet at der var en flugt der til så ville hun ikke kunne se ham nu mtte han bare vente og se han mtte da kunne komme ud derfra der måtte være en eller anden vej ud

Hun kiggede rundt "Hvis du ikke kommer frem nu dræber jeg dig og din kæreste!" hendes stemme viste tydeligt at hun var vred og viste også at hun mente det hun sagde. Hun gik hen til hytten og hentede sin bue og pile. Hun så rundt og spekulerede på hvor fanden han kunne være henne. Hun gik hen for enden af hytten hvor der stod en skydeskive. Hun stilte sig 10 meter væk fra skydeskiven. Hun begyndte at lade buen og sigtede mod midten. Hun ramte plet. Sådan fortsatte hun i noget tid.

Arason ville ikke finde sig i at hun trude med og dræbe hans
kærste s uden han regnde det ud hva han gjorde var han gåede over mod hende
"du truer ikke min kærst lad os afgøre det her og nu" svarde han og gjorde sig synlig i det han træk hans sværd frem og var klar til og angribe hende med hans
sværd "sigde det engang til og du miste hovedet" sagde han koldt

Hun så på ham da han gik imod hende "Nåh så der er du hvalp!" Hun gik hurtigt om bag ham og tog hans håndled hvor han havde sværdet i. Hun pressede hans sværd imod hans strube "Troede du var blevet klogere" Hun hævede sin frie arm og røder kom op af jorden. Hun snorede sin arm rundt og røderne bandt sig fast til ham. Rødderne blev større og større. Hun stoppede dem først da de var oppe om hans liv. Hun trak sin daggert og satte den oppe ved hans øre "Er vi artig?"

Arason nåede ikke og tænke over hva der var sket lige om lidt hun var om bage ham og presede hans vben mod struben "artig det er da ikke mig der tog en person som slave" lød hans svar mens han lukket øjne nu var det sket han ville måske miste et øre eller dø han kiget oppå himlen "fatte ikke du gidet jeg er bare et menske" svarde han og kiget over på hendes skyde skive

Hun pressede sin daggert ned mod hans øre da han svarede hende igen "Håber du høre godt med dit andet øre!" Hun kørte sin daggert bag hans øre så der kom en lille rift. Hun var meget vred på ham "Ville give dig længere tøjler men ved du hvad? Det kan du glemme alt om nu! Var stolt over dig indtil nu!" hendes stemme var både vred og skuffende samtidig og fortsatte "Være glad for min far ikke levede og så dig nu!" Hun satte sin daggert ved hans ene kind og skar er magen til E på kinden som på armen og gjorde det samme på den anden kind.

da hun skar ham på kinderne begyndte han begynde han at vride sig
"lad være med og lave de e på mig" lød hans højre stemmesom lavet et eko i
skoven han lukket øjne og der falde en tåre ned mens han tænket på hans søster og kærste "hvorfor gør du det her" råbte han og der faldt nogen tåre ned af hans ansigt han ville hjem hjem til hans søster og kærste

Hun pressede hans sværd mod hans hals "Stop så!" Hendes stemme var kold og kynisk og hun var ligeglade med hans tårer. "Hvis du opførte dig ordentligt havde jeg været sødere mod dig!" hun havde ingen tegn i ansigtet eller måden hun holdt ham på som bare viste den mindste tegn på skam eller nåde. Hun havde en stor lyst til at slå ham ihjel, men hun viste også det ville være en alt for nem måde for ham, at slippe ud af hendes næve.

"sødre" lød hans stemme svagt fordi hun presde det ind på hans hals "du ved ikke hva sød er du er en djævle som in i helvedes portene selv hvorfor skulle jeg tro på hva du sagde" han kunne næsten ikke få luft da han sagde det han kiget op på himlen ville hun dræbe ham så måtte hun gøre det han var ligeglad med hende og hendes behøve "jeg skal nok finde en måde og stikke af på vent og se" sagde han højt og koldt til hende

Hun sparkede ham i ryggen imens hun stadig havde hans sværd imod hans strube "Pas på med hvad du siger lille ven" hun stak sin daggert ind i hans underarm. Hun var ligeglad med ham nu. Hun ville så meget ønske at han fattede at han ikke kan slippe så let som han tror. Hun pressede sværdet mod hans strube "Du kommer ikke væk herfra så længe du er sådan der og du kommer slet ikke hjem til din familie igen længere! Du får ikke en gang lov til at kontakte dem!" Hendes stemme var iskold

"arg" lød det fra ham da han mærket hendes daggert i hans underarm "unskyld undskyld kan jeg ikke få lov og skrive til dem be om" han tigget nærmest om det i det han mærkde den voldlighed hun havde og på den måde hun var overfor ham på "jeg vil så gerneskrive til dem"sagde han og der kryp en tåre ud af hans øjne mens han prøvet og holde det tilbage "jeg skal nok være en god slave fra nu af bare lad mig skrive til dem"