i dont know you how can i trust you// Ettina//

Hun pressede sværdet endnu en gang mod hans hals "Hør her snotunge! Her bestemmer jeg og jeg rør dig hvor det passer mig!" Hun løftede sin frie arm og nogle rødder kom op af jorden, hun vred sin arm rundt og rødderne gjorde præcis der samme bevægelser som hendes arm. Rødderne snoede sig rundt om hans ben, hun løftede sin arm og rødderne voksede imens den snoede sig op af ham. "Jeg får det til at stoppe hvis du opfører dig pænt" hun pressede samtidig sværdet helt ind mod hans strube igen. Hun var ligeglad om han døde, det ville bare være en taber mere der er tabt i verdenen

han sank en klump da hun sagde det og da roderne komme op på ham han kiget på hende "okay fint jeg har forståede det nu" sagde han og kiget på hende "vær nu bare sød og stoppe med det du har gang i jeg har forståede at jeg ikke skal stille krav og vær sød og fjerne sværdet fra min strube be om" sagde Arason men på grund af såret var det som om hans stemme var svær og høre imens hans øjne var rette på hende hans øjne så bedne på hende for at for hende til og stoppe

Hun så på ham og smilte ondt "Endelig har du fattet hvem det er der bestemer her!" hun så ham bestemt i øjnene. Hun sænkede sin arm og rødderne sænkede sig og forsvandt ned i jorden igen "Stikker du af når du ikke langt så ved du det!" Hun elskede faktisk at pine ham her og det at han næsten tigger, så kunne det næsten ikke være bedre. Hun slap hans arm og stilte sig foran ham igen og stirrede bestemt på ham. Hun kiggede rundt i skoven for, at finde et dyr der ville løbe forbi som hun kunne dræbe for, at få føde.

han nikkede han havde forstode at han var hendes slave nu hendes underholdnig og det med at hun sagde hvis han flygte ville han ikke nå langt det havde han fundet ud af da hun fjerne de ting der kom fra jorden han kunne prøve og gøre sig usynlig men han kunne ikke finde ud han var også smadret da hun jo havde givet slip og han var landet på jorden han kiget op på hende og tog sig til halsen han kunne ikke sigde noget på grund af såret

Hun så ned på ham med et koldt blik "Er du god til at jage?" hendes mave rumlede voldsomt meget efter hun havde givet slip på ham var det blevet værre, hun var meget sulten nu og det ville kun gå galt for ham hvis han prøvede på, at stikke af for så blev han, hendes middag. Hun hørte noget der kom løbende flere meter væk fra dem, men hun ville ikke løbe efter det før hun viste, hvor godt hun kunne stole på ham og som det var nu kunne hun slet ikke.

"god og god jeg kan da godt jage" svarde han men det var svært og høre hans stemme men han havde heller ikke en ide om hvorfor hun spurgte om det men hvad ville hun vide det til men han måtte jo prøve og være hende til hjælp ellers ville det ikke ende godt for ham "jeg kan jæge men er ikke så god til det ettina" svarde han og tog sig til halsen det var stadig svært og høre hans svar på grund af såret

"Så længe du kan være til hjælp så bliver du sikkert bedere" hun var glad for, at hun havde en så god hørelse som havde, for ellers havde hun ikke kunnet høre rigtigt hvad det var han sagde til hende. Hun rev et stykke af hans trøje af og bandt det om hans hals, ikke stramt så han blev kvaldt, men stramt nok til at det lagde et lille tryk mod hans sår på halsen "Det healer langsomt, men ikke så slemt som jeg troede det ville blive" Hun holdt øje med alt der var omkring hende og lyttede til alle de forskellige lyde der var inde i skoven, både fra fugle der lettede og fra en lille mus der løb rundt på jorden, men der var ikke nogen lyde af et stort dyr som hun kunne få nok af føde.

han kiget på hende da hun binde den på hans halse han nikkede han kunne ikke selv høre dyrene men han kunne forsvare sig selv hvis det var og jage et bytte hvis han var usynlig men han kunne ikke gøre det selv lige nu ellers ville han også være stukket af men han kunne ikke gøre noget ikke noget som helst for at flygte og hvis hun skulle lave et mærke på ham ville han aldrig kunne få et normalt liv. men sådan var det og det kunne han ikke gøre noget ved

Hun så på ham "Kom vi skal have mad" hun vendte rundt gik længere ind i skoven og kiggede sig ofte over skulderen for, at holde øje med at han fulgte med og hun havde en andelse om, at han ville stikke af på den ene eller på den anden måde. Hun stoppede op når hun var nået ind i en lysning hvor solen skinnede igennem træernes kroner. Hun ventede på Arason utålmodigt. Imens hun ventede på ham stod hun og holdt øje og lyttede efter. Hun håbede på, at der snart ville komme et dyr som var stort nok til de 2. Hun spekulerede på hvor hun skulle gøre af ham, men det tog hun til den tid.

han rejste sig op og fulgte efter hende længre ind i skoven noget af hans tøj lå jo stadig på hans hals han nikkede og gik med hende længre ind i skoven han manglte bare lidt mere energi og han ville kunn gøre sig usynlig og stikke af men han håbet nu aligvel at han ville kunne stikke af på en eller anden måde han ville får hende til og stole på ham og stikke af når han var kommet tæt nok på hende i stedet får bare og møde døden

Hun kunne ikke høre nogle dyr der var store nok til dem eller se nogen "Har nok lidt mad tilbage i hytten kom" hun gik hen mod et træ og kiggede op "Det er for langt på gå ben" hun så hen på ham og fortsatte "Hvordan har du det med højder?" Nok var han hendes slave, men hun ville ikke bruge timer på at komme hjem ved, at gå så hun ville heller have ham over hendes skulder og springe fra træ til træ indtil de var ved hendes hytte, som lå langt inde i skoven.

han kiget på hende og oip af træet "øm jeg har det på en måde dårligt med det med mindre det er ude på vandet" svarde han og kiget på hende på et skib var han ikke bange for højdre men når det var jorden var han bange bange for det fordi det var ikke en måde han ville falde ned på fordi det jo var jorden "men så må jeg jo blive her der er vist ikke andet for det så nu måtte han se hvordan hun reagere

Hun så på ham og så på ham med et irriteret blik "Du er fandme ubrugelig! Det kommer du til at lære!" Hun lyttede til det han fortalte og begyndte at grine "Hvor dum tror du jeg er? Lade dig blive her? Som sagt der står ikke idiot i panden på mig!" Hendes stemme var hårde og kontante. Hun løftede ham op over hendes ene skulder og begyndte at klatre op i træet. "Hold fast og ikke se ned"
Hun sprang fra træ til træ og stoppede da de var kommet halvvejs "Har du det godt?"

han kiget på hende da hun sagde det til ham han holde fast og vente på
de ville svinge rundt han klemte om hendes skuldere imens han mumlte "undskyld"
da de var ved og være halvvejs og hun spurgte hvordan han havde det svarde han "som før" imens han kiget ned i jorden han fattede ikke at han var slave det gjorde han virklige ikke han sukkede og kiget på jorden imens han vente på hvad hun ville sigde til ham

Hun så på ham "Hvad siger du undskyld for?" Hun rullede lidt med øjnene og sprang videre fra træ til træ i noget tid. Da de var nået hen til huset sprang hun ned og landte perfekt på jorden. Hytten lå ved siden af en lille sø, hvor man kunne se ned på bunden og der var et lille bålsted udenfor. Hun satte ham ned og så rundt på det lidt forfaldne hytte. Hun gik hen og åbnede døren ind til hytten "Kom så" Hun gik ind i hytten og så rundt.

han nikkede og rejste sig op og kiget sig omkring nu kunne han ikke finde vejen ud
længre af skoven var han nød til og være hendes slave åbenbart sådan var det nu han kunne ikke gøre noget som helst han måtte se det i øjne nu var han hendes slave hendes underholdnig hendes ejenedom han sukkede var det sket får ham nu åbenbart han kiget på hende og gik så med ind i hytten nu

Hun gik hen i en lille del som lignte et køkken og åbnede et skab hvor der lå alt muligt rådt kød fra alle de gange hun havde været ude og jage. Hun tog noget kød ud og kastede det til Arason "Gå ud og grill dem her på bålet" hun kunne lige så godt bruge ham nu, hvor han var hendes ejendom. Hun gik rundt i den ikke så store hytte, hvor der kun var 3 rum et stort som var stuen og køkkenet og et hvor der var en køjeseng og et skab og et som var badeværelset. Hun gik udenfor og så rundt og tjekkede om alt var som det skulle være imens hun ventede på, at maden var færdig.

han nikkede til det hun sagde det ville også hjælpe ham med og finde ud af om der var en flugt muligehede men det måtte tiden jo vise så nu var det bare med og få hende til og gi ham en lang strækning så han kan få lov til og gøre en masede ting uden og sigde hende imod han lagde kødet på bålet og begynde og stege det da han havde tændt ild han sukkede og sad der bare

Hun gik rundt og så sig om og hun kom tilbage efter noget tid efter hun havde tjekket alt var som det skulle være. Hun satte sig så foran bålet overfor ham og så på ham. Hun ville vide noget mere om hendes nye slave "Fortæl lidt om dig selv" hendes røde øjne var bordet sig fast til ham men hendes andre sanser var på vagt hele tiden for fare eller om fremmede var kommet for tæt på hendes sted. Hun lagde sin bue og pile på jorden ved siden af hende og ventede på et svar.

han kiget undrne på hende "hva vil du da vide" han vente kødet om for at stege det på den anden side og kiget på hende han hadet det her at være hendes ejendedom han tog sig sselv til et af de mange ar han havde på sig han havde en fra hans kærste af han havde også en fra hans uheld med hovedet og et over hans ene øje og det hun havde givet ham som nok ville blive til et ar og til sisdte men ikke minste alle de ar han havde på hans mave og et stort et på ryggen

Hun så bare roligt på ham "Alt din familie, hvad er du god til og hvad er du ikke god til? alt" Hun kiggede kort på deres kød, som var ved at blive færdigt. Hun kiggede op på himlen hvor solen var ved at gå ned og det betød, at de fleste dyr ville begynde at strejfe omkring for at finde mad "Vi skal snart ud og jage" Hun så på ham igen og hun hørte en lyd henne ved træerne. Det var en hjort der ledte efter sin unge, Ettina kiggede hen mod træerne. Hun tog sin bue og pil, hun satte en pil på buen og sigtede på hjorten. Hun affyrede pilen og den ramte hjortens hjerte. Hun smilte tilfreds "Den ordner du efter vi har spist" Hun rejste sig og hentede dyret. Hun smed dyret bag Arason. Hun tog pilen og gik hen til søen og vaskede sin pil og gik hen og satte sig overfor ham igen på den anden side af bålet.

han sukkede han var jo nød til og fortælle hende om det ellers ville hun se at han skjulte noget "jeg har en søster resten af familene er døde de døde af vampyree og mit fulde navene er Arason shadow wolfwind og jeg er god til og fægte og skyde med bue minn svagheder er jeg kan ikke rigtiget lave mad og jeg er dårlige til og lyve og ja jeg er alt for let åben over får folk" svarde han og da hun sagde han kunne tag sig af den bagefter nikket han bare

Hun sad og lyttede til det han fortalte og nikkede så småt. Hun rejste sig og gik bag ham. Hun tog fat i hans arm og trak hans ærme op. Hun tog sin daggert op fra hylsteret der hang i et bælte hun havde om livet. Hun skar et E som lignte 4 lyn der var stødt sammen på den måde. Hun slap hans arm og gik hen til søen og vaskede blodet af sin daggert og satte den på plads i dens hylster. Hun gik hen og satte sig ved bålet overfor Arason.

han kiget på hende da hun rejste sig op og gik om bage ham "hva laver du" råbe han da hun tag hans arm og han mærke hende skære i hans arm "hva fanden laver du" sigde han højt i stedet for og råbe håber han da athan gør mens han stadig tag sig til skulderen da hun er gåede væk "hvorfor et fandens E" svare han og kigge vredt på hende imens han vente på hendes svar

Hun så koldt på ham "Det er hvis du nu glemmer hvem du tilhøre så har du det mærke der! Plus så kan folk ikke tvivle hvis de ser dit lille mærke!" hun blev vred da han skreg af hende og hævede sin ene arm. Der kom rødder op af jorden ved siden af ham. Hun løftede sin anden arm og der voksede rødder op fra den modsatte side af ham. Hun kørte sine arme i cirkler og rødderne begyndte og snoe sig rundt om ham så han var fanget "Pas lige lidt på!" hun kiggede ned på deres kød som var tæt på at blive brændt "Skulle du ikke passe på vores mad?" Hendes stemme var blevet iskold og meget streng.