i dont know you how can i trust you// Ettina//

"jo jeg skulle men jeg er din slave det betyder ikke du behøvere og lave et mærke jeg tilhøre ikke dig jeg tilhøre min kærste" svarde han og kiget på hende med et bestemt blik nok var han hendes slave men han tilhørte stadig hans kærste om hende her ville ha det eller ej "så du kan godt se hvor jeg vil hen ikke være ejde af mere ende en person og sådan er det jeg håber du kan snakke dig ud af knibe får hvis hun finder ud af det her" sagde han og kiget på hende

Hun begyndte at grine sit sædvandlige grin når folk sagde noget sjovt og kiggede så strængt på ham igen "Tror du virkelig din lille veninde kommer herud for at redde hans snothvalp til kæreste? Nu må jeg dø af grin" hun grinte igen og rejste sig. Hun gik hen om bag ham og slog ham hårdt i baghovedet med sin hånd "Opføre dig ordentligt ellers kan det være det er dig der bliver til min frokost i stedet. Hun sænkede sine arme lidt og rødderne slap ham og sank ned i jorden igen. Hun tog si stykke kød ud af bålet og satte sig overfor ham på den anden side af bålet igen. Hun spiste af sit kød imens hun holdt øje med ham.

han tog sig til hovedet da hun slog ham og rødderne falder ned igen hun havde på en måde ret hvorfor var han så svag hvorfor skulle han altid reddes af kvinder hvorfor han rejste sig og og prøvet og løbe væk fra hende vandet ville nok ikke være en go ide han løb ind i skoven og stod ikke så langt fra hytten han var faretvild af det her han kiget på e men hvorfor havde han fåede det han kunne jo ikke huske noget

Hun rystede på hovedet og rejste sig og tog sin bue i hånden og pilene om på ryggen og gik roligt efter ham. Hun viste han ikke ville nå langt for han kendte intet til denne del af skoven, hvis han overhovedet kendte til denne skov. Da hun var nået hen til ham grinte hun sit sædvandlige håndlige grin "Ville du lige prøve skæbnen af?" Hun tog en pil og satte den til buen og strammede buen og sigtede på hans højre lår "Pas på med hvad du gør for det kan jo ske at jeg pludselig taber grebet og pilen fyres afsted" hun grinte håndligt og så vredt på ham "Går du godvilligt tilbage eller hvad?" hendes stemme var blevet så vred og klinngende at selv en ulv ville krybbe væk fra hende nu.

han sank en klump da han hørte skridt og hende stå ved ham "du vil da ikke skyde en der ikke har nogen våben vel det kunne du da ikke gøre vel" svarde han og kiget på hende mens han vente på hendes svar ville hun virklige skyde ham hvis han ikke selv gik med "jeg har jo ingen våben" svarde han og bakket bageud da han stødte på en træ stamme og kunne ikke gå længre "det er jo ikke fair ikke og pege p hende med et våben nr man ikke selv har" sagde han

Hun så bare koldt på ham "Hvem tror du lige jeg er? Den søde, rare prinsesse? Nu må du da lige tage dig sammen" hun spændte buen endnu mere, buens stræng rystede lidt fordi den var så spændt "Gå så eller jeg slipper pilen og redder ikke det sår som med det andet jeg gav dig" hun nikkede bagud mod vejen tilbage til hytten som tegn på, at han skal gå tilbage "Du har arbejde der skal gøres" hun viste det ville tage lang tid før han fattede, at han ikke ville kunne flygte eller noget andet herfra og at han forstod, at han aldrig slap fri fra hendes magt.

han kiget på hende neej hvorfor var det her sket får ham "fint men det er ikke af min egne vilje" sagde han vredt og begynde og gå med hende tilbage mod huset åh hun kunne bare vente sig han ville finde en måde og flygtte på om det var det sisdte han gjorde han ville ikke være hendes slave til døden det kunne hun godt glemme hvorfor også lige ham hvorfor ham han kiget vredt på hende og spændte hans hænde

Hun fjernede pilen fra buen og satte den på plads sammen med de andre pile hun havde og gik med ham "Jeg er ligeglad du skal bare gør som der bliver sagt, så kan det være du får bedre behandling" Hun gik lidt bag ham og holdt øje med alle hans bevægelser og signaler han sendte med sit kropssprog. Hun så på ham "Du får først pause når du har ordnet dyret jeg slog ihjel før idag og har gjort rent, så kan du gå i seng" de kom tilbage til hytten og hun gik hen ved døren til hytten og lænede sig op af trævæggene ved siden af døren. Hun holdt øje med ham.

han gik hen og træk hans daggert op og skar dyret op for at fjerne de ting der skulle fjernes han dækkede for e hun havde lavet på ham med hans trøje det var pinliget og ha det det var det han sukkede og skar det vidre hans øjne var fulde af vrede da han var færdig med det tog handet og gav det til hende sammen med maden han var ikke sulten længe eller tørstig han gik over og vaskede hans daggert og kødet og gik tilbage med det til hende "væresgod" sagde han vredt

Hun stod og så på ham ordne dyret og smilte roligt. Hun havde en fornemmelse om, at hun havde været lidt for hård ved ham. Hun skød tanken fra sig og kiggede rundt. Hun så efter ham da han gik hen og vaskede kødet og daggerten. Hun tog imod kødet han rakte hende. Hun kunne godt se på ham at han var vred "Hør slap nu af, vi kommer til at gå meget op og ned af hinanden nu og det er op til dig om det skal være et helved eller om det skal være et rimeligt godt sted" Hun gav ham kødet igen "Det skal i skabet under vinduet i hjørnet" han skulle ikke tro at hun ville sætte det på plads når han var ansat til det.

han lod som om han ikke hørte hva hun sagde og gik ind og sætte det i skabet imens han lod hans øjne kigge på vandet han havde stadig noget over det sted hun havde lavet e han ville bare være fri fri men det ville han aldrig blive med mindre han forsøget at stikke af på et tidspunket han sukket og kiget sig omkring uden for han ville ikke ha at e var tydliget så han dækkede det jo han håbet bare ikke at hun ville ha ham til og fjerne det

Hun gik ind til ham og så hen på ham "Du kommer til at sove i ovenkøjen inde ved mig bare så du ved det" Hun pegede hen mod en dør der førte ind til værelset. Hun gik hen og satte sig i en af sofaerne der stod i et hjørne. Hun kiggede hen mod ham og rystede på hovedet "Arason?" Hendes stemme var meget mildere end den har været det meste af dagen. Hun var kommet lidt ned på jorden og ventede på et svar fra ham. Hun tog sin bue og sin pillekogger af ryggen og lagde det på bordet der stod foran sofaerne.

han vende hans blik mod hende der var ikke vrede og spore i hans øjne eller noget andet han holde stadig noget op for e imens han kiget på hende "hva er der" der var ikke vrede og spore i hans stemme eller noget andet den var jo bare hæs han så på hende imens han mærkede luften mod hans krop hans øjne var stadig tøre fordi han ikke havde vasket hans ansigt hele dagen jo han sukkede og kiget p hende igen

Hun så på ham "Kom her hen og snak med mig. Det blir en lang aften hvis vi ikke skal kunne kommunikere sammen" hun rejste sig og gik hen til spisebordet hvor der stod 2 stole på hver sin side og oven på bordet stod der en skål med alt muligt frugt på. Hun tog et meget rødt æble og begyndte at spise lidt af det. Hun gik hen til sofaen igen og satte sig med sine ben op på sofaen. Hun var meget afslappet og så hen imod Arason og ventede på at han kom og snakkede med hende.

"hvad vil du snakke om og nej tak fortrække og stå op" svsarde han og kiget ned p hende igen mens han vente på hvad hun ville vide han var nu ligeglad han ville bare være fri men det var kun i hans drømme nu ikke andet han sukkede og kiget forsæt ud af vinduet imens han tænket på hvad han dog havde gjorde får at fortjene det her han ville ikke sætte sig ned

Hun rejste sig op og gik hen til ham. Hun stilte sig ved siden af ham og kiggede ud af vindet "Hvordan har din fortid egentlig været? Og du skal kke tro jeg er sådan her hele tiden. Er kun sød ved dig efter du har gjort din pligt" Hendes stemme var blandet med mild og streng i sig. Hun ville ikke skramme ham helt væk fra livet og hun havde bestemt sig for, at jo mere han gjorde hvad der blev sagt jo mere frihed fik han, men hvis han gik imod hende fik han mindre frihed. Så hans liv er faktisk blevet til et spil for hende enten får man mere frihed eller også får man mindre frihed, det var op til ens opførsel.

"min fortid kan ikke huske noget andet ende jeg har levet på gaden og klaret mig selv da vampyr slå mig og min søsters famille ihjel" sagde han og sukkede i det han stadig kiget der ud han fjerne lidt af stofet "det e vil aldrig gå væk har jeg ikke ret i det" svarde han og kiget på hende han nikkede til hvaq hun sagde med frihed og alt det andet men han skulle sikkert næsten altid sover her havde han på fornemlsen

"Så forklare det en hel del om hvem du er, nu hvor jeg ved lidt om din fortid" hun så på ham og ned på E'et hun havde skåret i hans arm for nogle timer siden "Nej det gør det ikke, ihvertfald ikke uden du mister din arm" hendes stemme var blevet alvorlig igen og studerede han nøje. Hun kiggede ud ad vinduet og så op mod himlen, det var blevet mørkt og der var fuldmåne. Fuldmånens lys skinnede ned i søen og lyste lidt op for skoven, så der ikke var bælragende mørkt "Det er på tide at du går til køjs for du skal vække mig i morgen tidlig hvor morgenmaden står klar forstået?" hun så på ham.

han kunne ikke gøre andet ende og nikke som ja til det hvorfor lige ham hvorfor han sukkede og kiget på hende ha lagde sig bare på gulvet han ville helller sove der inde i en køje seng han sukkede og ville lægge sig til og sove så de kunne se hva den nye dag ville bringe han kiget med lukket øjne på gulvet og lagde sig til og sove der nok havde hun sagt at han skulle sove i køjerne så nu ville han bare blive liggende der og sove

Hun så ned på ham og rystede med hovedet da hun opdagede at han sov. Hun løftede ham og bar ham ind på værelset og lagde ham i den øverste køje. Hun gik så ud i stuen og lagde sig på sofaen. Hun lå og stirrede ud i natten, hun var træt, men alligevel havde hun meget der kørte rundt i hovedet på hende. Hun tog et tæppe og lagde det over sig. Månenes lys skinnede ind gennem vinduet. Hun lukkede sine øjne og faldt langsomt i søvn. Hun sov let så hun kunne høre hvis Arason prøvede at stikke af imens hun sov.

han vågnet ved det var ved og være være morgen igen og da han rejste sig fra sengen kiget han på hans skulder hvor der var et tydliget e så natten havde ikke været et maridt det var ikke så godt det der var sket han kiget sig omkring og gik ud og lavet noget kød og brød til hende så hun ikke kunne toturere ham får ikke og have husket og gi hende maden men det måtte tiden jo vise nu

Hun sov da han kom ud og begyndte at lave morgenmaden til hende, men hun vågnede så småt da hun hørte noget der rumsterede ude i køkkenet. Hun sattesig op og så hen mod sit ikke så store køkken "Nåh det bare dig der larmer?" sagde hun da hun opdagede at det var Arason der larmede så meget ude i køkkenet. Hun rejste sig og gik hen til vinduet og kiggede ud over søen "Det blir en varm dag idag" solen skinnede og der var ikke en sky på himlen.

"okay beholde mit tøj på mit varme tøj det vil gøre det beste" svare han og kiger ude mod vandet og det hele han trængte virklige til en dukket men han ville ikke gi hende den tilfreshed at be om og måtte bade han ville ikke gi hende den tilfrestilende ting så derfor gik han ned og gav hende madet og gik tilbage og kiget ud mod søen og skoven han havde det meget varmt men gjorde ikke noget for at se det på ham ikke med vilje da

Hun så undrende på ham og rystede lidt på hovedet "Har du ikke noget der ikke er så varmt?" Hun rynkede lidt på næsen "Du trænger til et bad. Gå i bad når du er færdig med min morgenmad!" Hun satte sig ved spisebordet og ventede på, at han kom med maden. Hun nikkede som tak da han havde serveret maden for hende "Tak smut så!" Hun begyndte at spise af sin morgenmad. Hun holdt øje med ham imens hun spiste sin mad.

Arason nikkede og gik ud og puttede vand i hans ansigt han ville ikke svaske sig det kunne hun godt glemme men hans ansigt kastede han vande i for og kunne se igen det var dejlig forfriskende men han ville ikke vaske sig ikke når hun var så tæt på det kunne hun godt glemme han ville ikke gøre hende glad for at han ville plotte sig når han han jo skulle vaske sig