Jeg...Hvorfor...Gå nu bare. (Neph)

''jeg sammenligner dig med et brød, fordi jeg ikke kan holde ud at være for alvorlig, Sean. Jeg prøver bare at lade være med at gå min vej igen. Du fortjener ikke en der vender dig ryggen hele tiden. Det er ikke fair at jeg altid går, skælder dig ud og behandler dig som om du er skyld i hele verdens undergang.'' hun så alvorligt på ham, og det var mere end tydeligt at hun mente hvert ord.

''du føler dig ikke elsket, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal vise dig det... Kan du huske aftnen ved søen? Der prøvede jeg at vise dig hvordan jeg følte det hele skulle være. At jeg bare kunne snakke med dig, drille dig lidt, kysse dig i nakken. Men det gik så allerhelvedes til, at jeg ikke endte med det. Jeg gik i totalt spagat og gav dig skylden for alt det crap jeg selv er skyld i..'' hun bed sig lidt i underlæben, og lod sine hænder glide ned fra hans hofter. Hun ville helst ikke holde fast på ham mod hans vilje.

''Sean, jeg elsker dig virkelig. Jeg ved bare ikke hvordan jeg kan vise dig det...'' Sukkede hun inden hun så lidt ned igen, derefter op på ham, for at se om hendes ord var sunket ind.

De sank ind. Først troede han at hun bare ikke kunne tage det alvorligt og skulle til at afbryde hende og sige at dette var altså alvorligt for en af dem...
Men så lagde han mærke til hendes ord og den alvorlighed hun faktisk sagde dem med. Og han lyttede. Da hun var færdig slap han hende. Han lænte sig igen op af muren...Han havde lyst til at give efter, tage hende i sine arme, kysse hende og høre hendes grine og være glad. Men han gjorde det ikke. Han var stadig bange...Bange for det hele ville gå alt en gang til, som det plejede. der var intet bevis for det ikke ville gå sådan igen. Og han turde næsten ikke tage chancen, fordi det handlede om følelser og svagheder. Han havde ikke lyst til at blive såret igen...
Han nikkede svagt.
"Jeg tør ikke Neph...Hvad hvis vi bare skændes igen? Det plejer vi altid..."

Hun forstod godt hans skræk for det. At hun endnu engang ville vende ham ryggen efter et skænderi.
''Jeg ved godt at det her lyder dumt; men jeg tror vi er løbet tør for ting at skændes om..'' sagde hun og prøvede at smile til ham.
''har du brug for at tænke?'' spurgte hun, mest i forbindelse med om hun skulle lade ham være lidt.
Hun havde lyst til at lade det hele være glemt, bare putte sig op af ham, bare slappe af.

Han så lidt på hende. Han var ikke bare bange for det...Han var også bange for at have nogen at holde af, have nogen der faktisk gad ham. Plejede det ikke at være lig med smerte senere? En svaghed folk kunne bruge imod ham...Han sukkede svagt. Hvad skulle det hjælpe at tænke over det?
måske kunne de starte helt forfra når de mødtes igen, hvis bar ehan tænke lidt over det? Han viste det ikke...han var på bar bund...
"Jeg stoler ikke på mig selv, på mine følelser. jeg kan ikke bare rationalisere det hele, hele tiden..." han så lidt på hende. han havde ikke lyst til at åbne sig yderligere, forklare sig. han rystede svagt på hovedet.
"Lad os bare komme videre, ikk?"

komme videre? Som i at de skulle gå hver til sit?...
Hun så en smule uforstående på ham.
''videre?'' spurgte hun, undrende.

Hun prøvede med vilje ikke at overtale ham - hun vidste jo slet ikke hvad han mente.
Hun ville holdes om, bare gemme sig for hele omverdenen - men måske var det på tide at hun skulle indse at omverdenen var en del af hendes liv..

Han så på hende med løftede øjenbryn, før et lille smil, som faktisk var et smil, gled over ham. Hans arme lagde sig omkring hende og trak hende ind til sig.
"Please, afvis mig ikke igen" mumlede han ind i hendes øre. sidst han ville have hende ind til sig, havde hun jo været fuldstændig ligeglad. Hvis hun afviste ham nu ville han gå. Gå og aldrig komme tilbage. Han havde allerede besluttet sig.

Da han trak hende ind til sig, var det som om tiden gik i stå.
Hun smilede, uden helt at vide hvorfor.
afvise ham? ALDRIG!
Hun lagde armene om livet på ham, lyttede til hans åndedræt mens hun kunne mærke hvordan en underlig varm følelse bredte sig hos hende.
''tak..'' hviskede hun, næsten uhørligt.

Hun lukkede øjnene, og nød hans arme om sig.

Han lukkede øjnene et øjeblik og mærkede hende hos sig...Tankerne om han ikke duede til at være sammen med folk, til at føle noget for folk og stadig være sammen med det, sneg sig ind. Han fik altid ødelagt det for sig selv på en eller anden måde. Han sukkede svagt for sig selv.
Han kyssede hende svagt på halsen, før han slap hende. Han lagde en arm om hendes skuldre og skubbede hende på den måde med sig, da han forlod gyden og gik ud på gaden.

Hun så undret på ham, men fulgte med.
Havde hun overvejet at være vred, så var det væk nu.

Hun lagde en hånd på hans lænd, aede ham lidt, og lod den så glide ned langs hendes side igen.
''hvor er vi på vej hen?'' spurgte hun, en smule undret over at han ikke engang havde nævnt hvor de var på vej hen.

Han trak på skuldrene.
"ingen steder...Jeg gad bare ikke føle mig fanget i gyden længere" han smilte let til hende og klemte blidt om hendes skuldre. han viste endnu ikke om han ville fortryde det her, om han enlig troede på det. Nogle ting ville nok være anderledes nu.
han lod armen falde igen, så hun ikke følte sig fanget eller tvunget til at gå med.

Hun smilede, og gik roligt med ham.
''Du, Sean? Hvad siger du til at smutte en tur hen ud i skoven?'' spurgte hun mens hun lagde en arm om livet på ham.
Hun smilede kærligt, aede ham igen på lænden.

Hun så lidt op på ham.

(retter prøve, fyi )

Han så ned på hende. Til skoven? der var et pænt stykke vej...
"så kender jeg den rigtige måde at komme derud på" smilte han roligt. Han førte hende til udkanten af byen. Ved udkanten stoppede han op og så ud til at lede efter et eller andet omkring sig. Så fløjtede han. En høj, klar lyd. Der gik noget tid, men lidt efter kunne man høre baske lyde, da en hippogrif kom flyvende og landede foran ham på en knap så elegant måde. Sean smilte bare og gik hen til dyret og klappede den.
"Det her er Thor. Han holder mig med selskab når jeg er mest alene og har brug for nogen der ikke svare igen. Han er en gave fra...En bekendt" han lod hånden glide over hans fjer.
"Vil du have en tur eller springer du over?"

//Min laptop er gået ned, så jeg låner lige morens! (Køber en ny senere i dag). Ville bare lige sige det, så du ikke blev helt undret over manglende svar.//

Hun fulgte med ham, og jo længere de kom jo mere undrede hun sig.
Thor... Hun så en smule forskræmt på den store tingest - en hippogrif.
Hun havde gemt sig lidt bag Sean, da hippogriffen landede lidt fra dem. På et eller andet punkt måtte hun havde lignet en lille pige - og det passede hende fint. Den var da også uhyggelig!

Hun så lidt op på Sean, tøvende.
''Bider den? Og har du overhovedet taget kørekort til den tingest?'' hun så på ham, lidt drillende.

Han klappede den og lod en hånd glide over den ene vinge. Thor slog med hoved og udstødte en sær, skærende lyd. Som en blanding mellem en løve og en ørn.
Dens ravgyldne øjne gled over Neph et øjeblik, da den kradsede let i jorden med sine kløer.
Sean så hen på hende med løftede øjenbryn.
"Kørekort? Jeg husker ikke du kom fra jorden eller et andet sted hvor jeg har hørt det ord..." smilte han let. Det var nu ikke fordi han havde hjemve.
Han rakte en hånd ud til hende.
"Jeg siger det ligeud. Han er farlig. Lidt vild. Men jeg har opnået hans venskab og han plejer ikke at skade folk jeg har med" smilte han let

''nogle ting lærer man vel af at være sammen med andre fra den verden?'' hun trak på skuldrene.
Da den 'skreg' greb hun fat i Seans trøje, klynkede lavt og gemte sig igen bag ham.
Den var jo uhyggelig!
''Vild siger du...?'' mumlede hun en smule nervøst. Hun var ikke vild med tanken om at sidde på ryggen af en ting hun ikke anede hvad var - og som skreg værre end hende selv.

//Sorry, er ekstremt bagud med lektierne, så skal have dem lavet. Ellers må jeg ikke se kæresten i ferien..//

han smilte og følte næsten trang til at le, men lod være. Lidt respekt havde han vel.
Han nussede ham og trak Neph om foran sig, så han selv stod bag hende, helt op bag hende, med armene mere eller mindre omkring hende.
"Jeg passer på dig. Her..." han tog hendes hånd og placerede den langsomt imod Thors fjer. Thor rykkede utålmodigt på sig, men blev ellers stående stille.
"Stille og rolig...Så længe du ikke hiver nogle fjer ud, gør han intet...Bare tag en dyb indånding og mærk hans varme" smilte han ind mod hendes hals.

Hun så tøvende på det store 'dyr' inden hun så lidt op på Sean.
Da hedes fingrespidser ramte fjerene, stivnede hun lidt.
''Den er blød..'' hviskede hun, og lænede hovedet lidt op mod Sean - en invitation til at kysse hende hvis han ville.

Hendes fingre gled ned over fjerene i lange blide strøg, som var det en kat hun kærtegnede.
Med hendes anden hånd kærtegnede hun Seans ene arm, og nussede den blidt.

Han smilte let og kyssede hende, ganske enkelt fordi han ikke kunne modstå det. Hun lokkede jo nærmest, bad om det.
"hmmm..." Efter kysset lagde han selv en hånd på Thor, så fjernede han sig fra Neph og ved at bruge den ene vinge som støtte, sad han snart over på ham. Thor rykkede lidt på sig i forventning, han elskede at flyve. Sean rakte en hånd ned til Neph med et lille smil.
"Tør du?"

Hun smilede, og lukkede øjnene ved kysset. Han var så skøn.
Så satte han sig på det store dyr, og hun trak et skridt bagud.
Om hun turde? NEJ!
''Hvis jeg falder ned, så giver jeg dig skylden!'' grinte hun, men hendes grin var mere nervøst end drillende.
Hun lod hendes hånd ligge i hans, og så ham kort i øjnene.
Det var tydeligt at hun var nervøs.

Hun så lidt hen på det store dyrs hoved, og måtte indrømme over for sig selv, at den ikke var så farlig som hun først havde troet.

Hans øjenbryn gled op i panden, som en udfordring. Men de gled snart på plads, da hun lagde sin hånd i hans. Han trak til og fik hende op foran sig.
"Som sagt, bare lad være med at rive fjerene ud. Jeg styre ham med benene. Jeg skal nok passe på så du ikke falder ned. når vi letter er det nemmest at læne sig lidt fremad, så man ikke falder så let af. Og når vi flyver skal du læne dig lidt til den side vi drejer i. Det er trods alt tungt for ham med to personer. Men ellers skal du bare slappe af. " smilte han og klappede det store dyr. Inden Neph kunne finde på at hoppe af igen, havde Thor sat sig i bevægelse. Han løb hen over engen for at få fart på, men tydeligvis lidt langsommere end normalt grundet den ekstra vægt. Han slog vingerne ud og pludselig skubbede han sig op ad, baskende vildt med de store vinger. i et øjeblik troede Sean ikke han kunne bære dem, men til sidst bevægede de sig længere og længere op i himlen.

hun havde bidt sammen, da hun endelig var kommet op på det store dyr. Det var en ubehagelig følelse, at sidde på ryggen af et dyr. Hun vidste selv hvordan de fleste dyr der bare andre havde det - hun havde trods alt været et i en mindre periode af sit liv.

Da de var kommet op i luften havde hun lukkede øjnene. Mennesker var ikke skabt til at flyve!
Hun rystede, og med Sean så tæt op af sig, ville han uden tvivl kunne mærke det.

Hun håbee at det snart ville være ovre, så hun kunne komme ned på fast grund igen.
Gud, hvor hun hadede at flyve.

Hendes ene hånd - i stedet for at holde fast - gled om på hans lår. Ikke for at rage, men for at føle at han faktisk var der.

Han mærkede hvordan hun rystede og lagde en arm om hende. De store vinger begyndte at baske i et mere regelmæssig rytme og bragte dem hurtigt over de forskellige marker omkring dem og mod skoven, som Sean styrede ham hen imod.
"Rolig Neph...prøv at åbne øjnene. Tag en dyb indånding, åbn øjnene og nyd udsigten" smilte han svagt.
Han huskede den gang han havde forvandlet sig til en dæmon og fløjet rundt med Alane. Det var en af deres første gange sammen og hun havde virkelig nydt det, trods han var fløjet for højt op og hun havde været nær ved at blive en isterning. Ubevidst gled et lille smil over ham.

Hun rystede svagt på hovedet. Hun havde aldrig nogen sinde tænkt på at fortælle ham om hendes pinlige skræk for højder. Nej, skræk kunne man ikke kalde det.. Nærmere en fobi.

Hun havde stadig øjnene lukket, og det blev hun ved med.
''Sean... Jeg har det virkelig ikke godt med højder...'' mumlede hun, uden egentlig at så på ham. Hun rystede stadig i en blanding af frygt og nervøsitet.

Hun var blegere end hun plejede, mest af alt på grund af den kvalme hun følte ved at flyve. Det var så... unaturligt for hende.

"Og som alle andre frygt, kan det kontrolleres, ændres. bekæmpes. hvis man vil" svarede han. han sukkede svagt, et lyd der sikkert druknede i vinder omkring dem. Skoven var nu foran dem og han gik Thor til at flyve imod den.
Der gik kun et øjeblik, så var de nede igen. De stod foran skoven. Sean steg af Thor og bar hende nærmest ned.
"Værsgo. Frisk jord" han klappede Thor. Thor havde kunne mærke hendes frygt og stod og ragede i jorden med sine kløer og slog med hovedet.
"Rolig...Tak for turen. Flyv nu hjem med dig. Jeg tror ikke vi får brug for dig mere i dag..." han smilte afslappet, da Thor skubbede til hans skulder med næbet.
"Vi tager en god flyvetur i morgen, det lover jeg" han klappede ham og endelig vendte ham og med et slag med vingerne, var han oppe i luften og væk i mørket.
Sean vendte sig om mod Neph og kunne ikke lade være med at føle sig en smule skuffet over turen...Han elskede selv at flyve. Komme væk fra det hele...

Hun så undskyldende på ham. Hun så derefter lidt ned i jorden.
''det er nok bare en sag om tilvænning?'' hun trak på skuldrene.
''jeg skal nok bare vænne mig til tanken om at flyve. Men tak for turen'' sagde hun og smilede stille for at lette stemningen lidt.

''hvor kender du Thor fra? Jeg har aldrig set en som ham før?'' hun gik hen til Sean, og lagde forsigtigt en blid hånd på hans kind.
''tak for turen.'' gentog hun, denne gang oprigtigt glad.
''første flyvetur - evaaar! Klarede jeg ikke flot?'' man kunne se at hun drillede, og forventede at han drillede tilbage.