Jeg...Hvorfor...Gå nu bare. (Neph)

Han så lidt på hende med et svagt smil. Han ville ikke være grunden til at det blev ødelagt imellem dem igen, men af en eller anden grund følte han sig ikke lige så glad. Skoven mindede ham også om Alane...Og det irriterede ham at han tænkte så meget på hende lige nu, når han nu var her med Neph. Selvfølgelig var de anderledes.
"Jeg elsker at flyve..." sagde han en smule kort, uden at forklare hvorfor. Han rystede svagt op hovedet og lagde en hånd på hver sin af hendes skuldre.
"Glem det...Du kan ikke lide at flyve og det er også okay. Det var en dum ide. Men se nu..." han drejede hende rundt, så hun ikke længere var så fokuseret på ham og hans ansigt.
"...Der var vi skoven. på dejlig, fast grund. Og var det ikke netop den vi kom her for?"

''Hey..'' hun prøvede at se ham i øjnene.
''Sean, vi behøver ikke være her, hvis du ikke har lyst.'' Hun vidste godt at han ikke var så vild med at være steder der mindede ham om hende.

''Og jeg kunne faktisk godt lide at flyve.. Højderne gør mig bare dårlig. Det har de altid gjort. Er der intet der gør dig dårlig?'' hun nussede ham lidt på kæben, for at understrege at hun hverken var vred eller sur.

''Hvorfor elsker du at flyve?'' spurgte hun, og prøvede tydeligvis at gøre ham i lidt bedre humør.

Han så lidt ned på hende. Hun havde valgt et dårligt tidspunkt at udspørge ham om hans tanker og følelser. Han smilte svagt, lænte sig frem og gav hende et blidt kys.
"Har du allieret dig med Camille i håb om at finde min menneskelige side igen?" hviskede han blidt i hendes øre, før han trak sig lidt tilbage. Han viste ikke engang om hun kendte til hende.
"Få ting gør mig dårlig. "han så lidt på hende og slog ud med armene.
"Ikke at have kontrol...Familie...Ting der er alt for nære, for tæt på og som betyder for meget" Han så lidt på hende og smilte så svagt.
"Hellige ting og pentagrammer" han blinkede lidt. Det var jo intet chok, da de to sidste ting han havde nævnt faktisk kunne dræbe ham.

Hun smilede af at han faktisk fortalte hende lidt.
''Camille? Siger mig ikke en rygende fis'' grinte hun, og lagde forsigtigt armene om livet på ham.

Hun smilede stille til ham og stillede sig på tæer for at kysse hans hage.
''Du ved godt at du er skøn, ikke?'' smilede hun drillende.
''Jeg har også nogle få ting, der kan gøre mig dårlig. Højder for eksempel.'' sagde hun roligt.
''Spædbørn.'' hun trak på skuldrene. ''mishandlede dyr.'' hun så lidt på ham.
''Sean, er det okay at jeg spørger, hvem er Camille?''

han så lidt på hende, den måde hun charmerede sig ind...Nej. Han blev nød til at droppe de evige mistænksomme tanker, gjorde han ikke? Han burde vel stole på Neph...Holde af hende. måske var han virkelig ved at blive en kold skiderik.
spædbørn sagde sig selv. hun havde en dårlig oplevelse med de små børn, bla. at han tog dem og slog dem ihjel. Sikke mange forandringer der var sket siden da...
Han så på hende med et lille smil.
"Camille? En eftersøgt kvinde som jeg har mere eller mindre kontakt til. Hun er meget medmenneskelig og har denne...Specielle evne, som gjorde hun opsøgte mig og udspurgte mig om alt mellem himmel om jord. Selvfølgelig om mig. hun mener jeg lider af et eller andet eller er syg...Noget mener hun i hvert fald er galt og hun er stærkt opsat på at være min helt. Hun har endda truet mig" han grinte svagt og rystede på hovedet.
"hvis man lige ser bort fra at jeg kunne knække hendes nakke på et øjeblik..." han trak lidt på skuldrene.
"Men hun mener det godt...Kom, lad os nu gå ind i skoven." han tog hendes hånd og begyndte at gå imod træerne..

Hun fulgte med ham mens tankerne vandrede.
Camille... gad vide om hun ikke var dum nok til at kalde sig sit rigtige navn? I så fald burde hun ikke være svær at finde.
Nej, nok med at blande sig i Seans interne affærer. Det vedkom slet ikke hende hvad Sean lavede - og slet ikke med andre kvinder.

Hun elskede skoven. Den var så rar at være i. Selvom hun var en vampyrinde nu, havde hun hele sit liv været en shapeshifter. Den slags ting - hvor langt ud i fremtiden hun om - ville ikke ændre sig. Hun elskede skoven. Alt var så... fredeligt.
Med undtagelse af de mareridt hun nogle gange havde, i forbindelse med skoven.
Om voldtægterne, om mordene, om de mange gange hun var flygtet gennem skoven selv - for at flygte for mennesker eller sine egne følelser.

Da hun passerede et træ der så ud til at være ved at dø helt, så hun lidt ned.
Hvorfor levede træerne ikke evigt? De fortjente det langt mere end de fleste udødelige væsner hun havde mødt.

Hun så lidt op på Sean, og smilede over hans hånd i sin.
Hun var ikke engang sikker på om han gjorde det her for at gøre hende glad, eller fordi han havde lyst - men hun elskede det. Hun lod sin tommelfinger glide over hans hånd hvor hun kunne, og smilede for sig selv. Hun så rundt i skoven, og trk vejret dybt.

Han ville slet ikke have hende tæt på Camille. Det værste i hans hoved ville være hvis de faktisk blev enige om der var noget galt med ham og de begge begyndte at køre på ham. Kvinder havde ofte en tendens til at blive enige om sære ting, syntes han. Enlig ønskede han bare at holde folk hver for sig, ikke få dem til at blande sig. Sådan havde han det bedst, følte sig mest sikker. Og for nu så det også ud til at gå ret godt, de fleste han snakkede med kendte ikke rigtig hinanden.
Han trak vejret dybt og lod blikket glide over de mørke silhuetter af træer. Han var en bydæmon. Ikke en der hørte til i skoven. han var sjældent i skoven og havde faktisk kun rigtig været her dengang med Alane...
Han mente godt han kunne finde hjem til hende herfra. Hvis hun ikke havde flyttet sig. Men også kun måske, han kendte trods alt ikke skoven så godt igen.
Han rystede svagt på hovedet og blev opmærksom på Nephs svage nussen. Han gengældte den. og smilte svagt.
Han skulle lige til at sige han var forvirret, men så skulle han til at forklare hvorfor og meget mere. Det orkede han ikke. Nej. i stedet sagde han slet ingen ting og stilheden lagde sig omkring dem.

Hun kunne se hvordan hans tanker bare vandrede. Først var hun lidt urolig. Hvad tænkte han på? Så gik det stille op for hende - det vedkom ikke hende.

Hun stoppede ham, og trak vejret dybt.
''Hey.'' hviskede hun, drillende og kærligt. Hun kyssede ham på hagen.
''Er der noget der går dig på..?'' spurgte hun, og nussede ham på kinden.
''Du ved at du kan fortælle mig det, ikke?'' hun smilede blidt.

Han så lidt på hende. hendes sætning fungerede som syre mod huden. Den ætsede og gjorde ondt. Han kunne ikke fortælle hende særlig meget, selv hvis han ville. Han kunne ikke få sig selv til det, havde aldrig kunne.
Han smilte svagt og rystede svagt på hovedet, før han lod en hånd glide ned over hendes ene arm.
"Tak" svarede han bare. Han trak vejret dybt.
"Jeg tror bare jeg er et mørkt selskab. Jeg er ikke god, eller van til, bare at skulle gå og slappe af..." han smilte svagt, en anelse drillende.

''tjoo, nogle gange er du faktisk fantastisk selvskab!'' smilede hun.
''Specielt når du smiler og driller. Jeg elsker det.'' hun smilede oprigtigt.

''Jeg ved godt du høre det så tit fra mig af - i alle sammenhæng, men... Jeg elsker dig!'' smilede hun og kyssede hans hånd blidt.
Hun havde små hvidlige ar håndleddene. Men fra hvad kunne man ikke helt bestemme.
Hun nussede hans kind, og smilede forsat.
''Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kunne tro at du bare var endnu en nar der prøvede at komme i bukserne på den lille stumme pige'' grinte hun og rystede på hovedet. Hun smilede stille. Hun havde været så naiv dengang hun mødte Sean. Så bange.

//Skal til og gøre klar til at tage med toget. Afgang 14.45. Jeg logger på der og svare igen //

Han så lidt på hende med et lille smil.
"Jeg er en nar der bare vil i bukserne på pigerne. Mest for at spise. Men visse kvinder har fortjent mere end det. " han klemte hendes hånd kort og lod blikket glide ud over skoven. De var kommet til en lille lysning, en lille å gled lystigt ovre i den anden side. Han stoppede op og kiggede sig omkring. Det lignede nogen havde været i kamp her for ikke så længe siden. på det ene træ var der stadig noget næsten frisk blod. Sean så sig omkring, men bemærkede ikke noget der kunne fortælle ham om de kæmpende stadig var her.

Hun smilede roligt til ham mens han snakkede.
Så så hun også rundt, undret over hvordan der dog så ud.
Træer var hærgede, græsset så ud til at være trådt ned på det mest uregelmessige steder.
''Hvad i alverden er der dog sket her...?'' mumlede hun, med en stemme der kun kunne lyde trist.
Måden at hærge skoven på gjorde næsten ondt på hende, men det havde nok bare været på grund af hendes tidligere races forhold til naturen.

Hun så lidt på Sean, spørgende.

Han så hen på hende og smilte svagt. Folk havde stadig en tendens til at spørge ham om mange ting - sikkert fordi han ofte viste mange af dem.
"En kamp af en slags, ser det ud til. Måske mellem nogle rovdyr. måske ligger en af dem død i nærheden. Eller mellem to personer, som er søgt ud i skoven...Der kan være mange ting" han lod hånden glide over nogle ridser i barken. Han viste Alane havde lavet mange ting herude efter hun var blevet raceleder. Måske var det andre shapeshifters der havde været uenige?

Hun rystede på hovedet, inden hun så på græsset.
''Det er ikke rovdyr det her. Selv rovdyr laver ikke sådanne skader på naturen..'' sukkede hun stille.
''Du... Burde vi gå tilbage? Vi ved jo ikke om de stadig er her eller ej..' sagde hun stille, med et undskyldende smil.
Selvom hun var vampyr, var hun ikke glad for at være i utrygge situationer.

Hun tog hans hånd, tøvende.

Han så lidt på hende med et svagt smil. Der var endnu en forskel på dem. Sean kunne ikke modstå spændende eller farlige situationer, han levede af dem, adrenalinen, spændingen...Den fik ham til at føle sig levende. Han måske endda afhængige af dem.
"Så må du smutte hjem..." han så lidt på hende med et udfordrende blik.
"Jeg er ikke bange for bøhmanden" han klemte kærligt hendes hånd, for han mente det jo ikke ondt.

''bøhmanden er hjemme under sengen, og det ved du også godt!'' protesterede hun grinende.
Hun smilede lidt til ham, stadig tøvende.
Men hun vidste, at hvis han nød det, måtte hun ikke forkaste det. Det ville være som at forkaste en del af ham.

Hun gik helt hen til ham igen, flettede deres fingre sammen mens hun kyssede ham kærligt på halsen.
Hun smilede roligt til ham, og aede hans håndryg lidt

Han så lidt ned på hende. No way om hun fik overtalt ham til at lade være, med et sødt lille kys. Det endte med han viklede sine fingre ud af hende, gav hende et lille kys på kinden, for så et bukke sig ned og samle en gren op. Han afprøvede den hurtigt mod et træ og den holdt.
"Jeg skal på jagt. Så må du stå her og vente, gå hjem...Eller den absurde ide at gå med" han smilte og hans øjne lyste af spænding. han håbede virkelig det blev godt og de ikke bare ville finde to lig rundt om hjørnet. Faktisk håbede han på en slåskamp.
han vente sig om og var allerede på vej ind mellem buskene, med blikket mod blodsporet.

''jagt!? Du er en incubus, for fanden! IKKE EN BLODDÆMON!'' sukkede hun frustreret og fulgte efter ham, opgivende. Han opgav vist ikke så lidt. Fint nok, det kunne jo blive sjovt.
Hun sukkede stille, glad for at hun ikke BARE var en shapeshifter længere. Så havde hun ikke engang turde være sammen med ham.
''Du ved udemærket godt at det her er en dum idé,, ikke?'' sukkede hun og rettede på sit hår. Grene og blade filtrede sig ind i håret, som var det en fuglerede.

Han så om mod hende med et lille smil.
"Right. Og derfor skal jeg sidde hjemme i min stol og vente på en flink ung kvinde banker på min dør...Kommer aldrig til at ske" mumlede han og frem for sig igen. Han bukkede sig ned og lod hånden glide over noget dødt græs. Han fik blod på fingrene, hvilket ville sige det stadig var forholdsvis frisk. Han var lige ved at grine af hendes næste kommentar.
"Jeg håber det er dumt" svarede han bare og viste vej.

De gik i lidt tid, før omgivelserne igen viste tegn på at der havde været nogen. Ikke bare lidt blod, men flere rifter på træerne, flere græstotter der var revet op. Flere blade, spredt til alle sider.
"Jeg tror vi nærmer os..." sagde han, da han stoppede op og lod blikket glide rundt på omgivelserne. Et brøl, som fra en såret bjørn, flænsede luften.

Hun sukkede for sig selv. Han var dog den mest stædige rad hun længe havde været sammen med!
Hun fulgte stadig efter ham - indtil lyden at et flænsende brøl fik hende til at rejse skuldre og blotte tænder. I en blanding af angrebslyst og forsvar.

Hun så ikke længere i Seans retning, men i brølets. Hun stod som stivnet, som is. Hendes pupiller udvidede sig og hendes næsebor sitrede.

Selv var han også vendt i den retning, med skærpede sanser. Lyttede, så efter hvad som helst. Efter et lille øjeblik, hvor brølet nu kun var et ekko i deres hoveder, bevægede han sig i retning af lyden, så lydløst som hans krop tillod ham det. Velvidende at et dyr nok ville fornemme ham alligevel - Hvis det da ikke lå for døden eller stadig sloges.
han ville helst have Neph bag sig, hvor han nogenlunde kunne garantere for hendes sikkerhed, men han var ikke sikker på hun ville rette sig efter sådan en ordre.
Han bevægede sig ind mellem træerne, før han krøb sammen bag en stor busk, som han netop kunne se over. Foran dem var der en lille lysning, en stor sten i den ene ende. Midt i det hele lå en stor krop - Rigtig nok en bjørns. Men Sean havde på fornemmelsen at det ikke var en normal bjørn. Han sukkede svagt, lydløst, men gik ikke derover. Personen kunne blive bange, de dyriske instinkter kunne tage over og en klo eller nogle tænder kunne flænse ham op. Der ud over var der også muligheden for der var andre i nærheden. Bjørnen var kommet til skade, den lå stille med en uregelmæssig vejrtrækning. Og dens brøl, selvfølgelig, som fra et såret dyr...

Hun fulgte Sean, men stoppede ikke ved busken. Hun så at det var - som antaget - et såret dyr.
Hun gik forbi Sean, og hen mod bjørnen, uden at tænke på t bjørnen måske ikke ville have nærkontakt.
Hun gik hen foran den, dog med en vis afstand.
Den kunne se hende, lugte hende, men ikke nå hende.

''Hvad er der sket med dig...?'' hviskede hun og satte sig på hug.
Hun huskede selv dengang hun som ulvinde var blevet såret, og hvor bange og vred hun var over at alle tog afstand.

Han bandede indvendigt over hendes dumdristighed og ville have holdt hende tilbage, hvis ikke det var fordi en ny bevægelse bag ham, fik ham til at vende sig om. Han var den stille jæger, den der sneg sig ind på folk og dræbte dem inden de så ham. Men ærlig talt brød han sig ikke om det her...
"Flot Neph. Hvis der er andre i nærheden som holdt øje med den bjørn, så ved de i hvert fald vi er her nu!" sagde han højt. Det betød ikke længere noget.
Han vadede gennem busken og direkte over til Bjørnen, gik helt hen til den og lagde en hånd på dens hoved. Den knurrede og kom med et svagt brøl, mens den så på ham med sine øjne. Faktisk skiftende fra den ene til den anden.
"Der er for meget intelligens i de øjne til det er en normal Bjørn. Du kan godt forvandle dig tilbage nu" han klappede den. Igen opfangede han en bevægelse et sted ude i kanten af lysning. Han rystede svagt på hovedet, måske bare en afledningsmanøvre. Han sukkede og kiggede kort på Neph, så gik han alligevel derover af, velvidende det måske var lidt for dumt.

''Bare vær sur!'' sukkede hun, ''men jeg foretrækker at få hjælp når jeg er kommet til skade.'' sagde hun kort.
Hun bevægede sig tættere på bjørnen, velvidende at den ikke var et dyr.
''Lad mig hjælpe dig.'' sagde hun, blidt - venligt.
Desværre ville duften af vampyr hænge over hende, og det ville være en trussel for et døende dyr

Han grinte kort.
"Sikke en hjælp du kan give...død" svarede han tilbage. Bjørnen prøvede forgæves at rejse sig op, men faldt ned på maven igen. Til sidst forvandlede personen sig tilbage. en ung mand, som nu var nøgen efter han havde haft forvandlet sig. Hans ene ben var såret og han bukkede sig ned over det, som om han ville beskytte det.
"Hvem er i?" forlangte han at vide.

Sean derimod havde bevæget sig videre. Manden så efter ham et øjeblik.
"Pas på! Han er en ulv!" råbte han.
Sean stod inde mellem nogle af de første træer og så sig omkring, med grenen i hånden. Den var måske ikke ligefrem det bedste våben, men bedre end ingenting og den kunne holde et rovdyr væk fra hans krop. Hvis han var heldig.
Endnu en bevægelse, men denne gang længere væk...Han forlod lysningen og gik efter det.