Jeg...Hvorfor...Gå nu bare. (Neph)

Han rystede svagt på hovedet.
"Camille er noget for sig. Hun mener der er ting galt med hende og jeg er stædig og siger hun skal blande sig uden om. Hun mener det jo bare godt" hun havde sat grundige spørgsmålstegn ved ham. Meget grundige. Og irriterende. De var skiltes som to der skændes og ikke to der glædede sig til at se hinanden igen, men hun havde selv valgt at gå.

hun smilede roligt.
''hun lyder som en jeg kender.'' grinte hun stille.
Hun lagde hovedet kort på hans skulder.
''savner du tingene som de var før...? Før alt det der skete mellem os to..?''

Hvor kom alle de personlige spørgsmål fra? Hvorfor tænkte hun over det, hvorfor spurgte hun om det? Han sukkede kort og lod blikket glide over omgivelserne. Eng, sne, små buske. En sti. I horisonten lysene fra byen.
"Ærlig talt..." mumlede han så.
"ja. Det gør jeg. Jeg ønsker mig at vi aldrig var i seng sammen, så vi aldrig fik det barn. Jeg ønsker mig du aldrig var en vampyr. Jeg ønsker mig at jeg stadig var den, du siger jeg var og at vi kunne snakke og have det sjovt." han så ned på hende igen med et lille smil.
"Men på en måde er jeg også glad for visse af tingene. Og glad for at vi kan snakke sammen nu og glad for du ikke pludselig forlader mig af noget så kedeligt som alderdom" noget så kedeligt, men alligevel noget han mente han ønskede sig. At dø på et tidspunkt og lade andre tage sig af tingene...Og dog. et eller andet sted var han vel nok glad for han levede længe. Trods det blev kedelig i længden og ofte mere ødelæggende end glædende.

Barnet var en fejltagelse fra hendes side. Det vidste hun godt, men hun elskede hvordan han havde set på hende, hvordan han havde kærtegnet hendes voksende mave. Hun så ned, opgivende. Dog kun kort. Hun havde ødelagt meget mellem dem, vidste hun.

''den kur mod vampyrisme...'' mumlede hun.
''jeg planlagde at prøve den på mig selv..'' hun så på ham. Hun havde ikke prøvet den på andre, siden sidst hun havde talt med ham om det.

Han så lidt på hende, mens de gik. Den kur...han viste hun havde arbejdet en del med den. Og han viste mange andre havde gjort det samme, uden held. Få havde haft held, men med forfærdelige bivirkninger. Men han havde aldrig hørt at nogen faktisk havde fundet den, kunne en masse tomme rygter. Kun magi og eliksirer kendte han til, som kunne gøre det.
Han sukkede svagt. HAn turde ikke lade hende gøre det. Hvad hvis det gik galt og hun blev syg, døde eller noget andet i den stil?
Hvad hvis den virkede? Hvad hvis der intet skete - Ville hun så leve med skuffelsen?
"Du kender min mening i den sag"
At det var forkert. Man måtte leve som man var. Og hun havde selv valgt at blive vampyr, så måtte hun også leve med det!

''jeg forvandlede mig, for at være sammen med dig...'' hviskede hun.
''fordi jeg troede, at når du var blevet en archdemon, ville en shapeshifter som kun havde voldt dig problemer, ikke være vigtig i dit liv..'' hun så kort p ham.
''Jeg begik den fejl, at tro at du var så... så naiv..'' hun rystede på hovedet.

Han fjernede armen fra hende og placerede sine hænder i lommerne på sine bukser.
"Du har ret. En ganske almindelige shapeshifter, som jeg ikke på nogen måde kender, er ganske ligegyldig" han så hen på hende.
"Men du har også ret i at det ikke er sådan jeg tænker. Jeg har nogle småproblemer med at finde ud af hvor meget folk enlig skal betyde i mit liv. Jeg ser helst jeg er helt alene, men nogle af jer kryber alligevel ind under huden på en. Jeg ville aldrig tænke sådan om dig. Racer, evner...Det er ting der kan være nyttige. Men det er først og fremmest personen jeg tænker på" han trak let på skuldrene.
"Selv på folk jeg er ligeglad med. Personen er nøglen til resten. ikke omvendt"

Hun nikkede lidt.
''jeg var bange. det var nok en af de eneste grunde til at jeg gjorde det. Jeg var bange for at miste dig.'' hun trak på skuldrene.
''hvordan går det egentlig? med temperamentet og det?'' spurgte hun med en stemme der var en smule nervøs. Havde hun ramt et ømt punkt hos ham?
Ville han hellere være fri for hende?

Hun kyssede ham kort på skulderen, og sukkede så.
''jeg tror jeg skal i bad når vi kommer tilbage'' sagde hun og vrængede ansigt grundet det tørrede mudder

Hvad skulle han svare denne gang?
Han kiggede op mod himlen i et øjeblik, hvilket resulterede i han gik ned i et lille hul. Han genvandt hurtigt balancen, men kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Han havde vrikket om på foden, men så ondt gjorde det heller ikke.
"Elendigt. Kort sagt. Nogen gange bliver jeg bare vred og så mister jeg kontrollen. Andre gange føler jeg bare slet intet. Men det går dog bedre end før" svarede han roligt og kiggede nu hvor han gik i stedet.
Et bad var måske en god ide.

''det lyder som mig dengang'' grinte hun, og smilede roligt.
''jeg er glad for at vi ikke skændes,Sean. Det er så ubehageligt at skændes med dig. Jeg føler mig så led hver gang, som om jeg gør dig uret hele tiden.'' hun så på ham, med et varmt smil.

Endelig nærmede de sig byen. Han bød synet velkommen og ville faktisk bare hjem og slappe af. Samtalen havde taget en ubehagelig, intim drejning. Som om Nephthys havde besluttet at snakke om alle de personlige ting, tanker, følelser - Det hele, lige nu. Og det orkede han ikke.
"Jeg er selv hård over for dig. Selv om jeg bliver ved med at overbevise mig selv om at sådan er jeg bare og det må folk leve med. Er du klar over svært det er for folk bare at acceptere at jeg er som jeg er? En ond, kold person. Jeg vil være det. Jeg elsker at være et monster. Jeg føler mig så levende. Men folk bliver ved med at modsige mig, irritere mig, diskutere eller skændes med mig og for alt i verden, påstå de forstår, selv om de ikke gør" han sukkede, et suk hvor man kunne høre det gik ham oprigtig på.
"Og jeg er træt af at høre på de personer. Camille er en af dem" han smilte svagt til Neph.

mudderen kløede, og det var begyndt t blive en ubehagelig samtale.
Hun så over på ham, og bed sig kort i læben.
''Jeg siger ikke at du ikke er et koldt ondt monster. Men jeg elsker dig jo alligevel..'' hun rystede kort på hovedet.
''Jeg vil smutte hjem til kroen og få et bad... Så kan vi ses senere eller noget..''
Egentlig havde hun ikke lyst til at gå fr ham nu, men det var som om han havde brug for t være lidt i fred - i hvert fald for hende.

Han så på hende med løftede øjenbryn.
"præcis. Man kan godt kombinere de to ting" han trak lidt på skuldrene og så frem for sig, da de nu var kommet til byen. Det undrede ham ikke at Neph ville gå nu. Det havde også været en mærkelig aften og han ville bare gerne hjem til Connor og slappe lidt af. Luces lille søn, som han af en eller anden grund...Nej, lige meget.
"Vi ses, Neph" han bukkede sig ned og kyssede hende kort, trods hun stadig var dækket af mudder. Han smilte svagt til hende.
"God bad"

Hun nikkede stille, men nåede ikke t gengælde kysset før det var slut.
''tak.'' smilede hun stille, selvom smilet kunne have været langt mere livfuldt.
''Vi ses.'' sagde hun roligt, inden hun bakkede lidt væk fr ham, og vendte ryggen til ham for at gå tilbage mod kroen.
hun var udmattet, sulten og smurt ind i mudder. Så hun orkede ikke mere. Ikke engang at sige ordentligt godnat.

Han så efter hende lidt. Det var som om der var et eller andet galt men han viste ikke om han bare overdrev. Det endte med han trak svagt på den ene skulder. Hvis der var noget galt, hørte han nok om det næste gang. Og så gik han hjem.

//Out//