Jeg...Hvorfor...Gå nu bare. (Neph)

''Mit navn er Nephthys.'' sagde hun roligt, og trak sin overtrøje af og rakte ham den til at dække sig lidt til.
''Vi kom bare tilfældigt forbi. Hvad i alverden laver du herude?'' spurgte hun inden hun smilede varmt til ham. Hun så hen mod Sean, og ville kort ønske at hun kunne telepati..

Manden rystede og på længe på Neph, før han sagde noget.
"Du lugter som en blodsuger" der var en lav brummen fra ham.
"Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle stole mere på dig end din ven. Dette var bare et udstående mellem to rivaler..." hans stemme blev langsomt svagere, som han sad der og klemte om sit ben. han skubbede ikke hendes trøje af sig, for det var koldt nøgen her i skoven. og han havde brug for hjælpen, hvis han på nogen måde skulle komme væk derfra.

Sean listede ind mellem nogle træer, men stoppede så op. Han var kommet rimelig langt væk fra de andre nu og det var nok ikke en klog ide. Så han kiggede sig omkring en enkelt gang, før han vendte om og gik tilbage. Lidt efter stod han ved siden af dem og svingede dovent grenen i sin ene hånd.
"Fandt ingen" smilte han afslappet.
Manden så op på ham med et lille smil.
"Jeg ramte ham. Han humper sikkert hjem til sin luder og får set til sårene..." han kom en kort grimasse, da han rettede sig op og satte hænderne mod jorden for at rejse sig op.

''Ja, jeg er vampyr-'' sukkede hun kort, men trak sig ikke væk fra ham.
''Men jeg gør dig intet. Det lover jeg.'' sagde hun, roligt Hvorfor skulle hun skade en der i forvejen var skadet?

Da Sean kom tilbage, smilede hun lettet til ham. Man kunne tydeligt se at hendes følelse af uro var lettet, over at se ham i mere end bare sikkerhed. Ikke en skramme.
Men så talte shapeshifteren, og hun bed sammen.

''Hør her, sådan taler man ikke om andre - ligemeget om de fortjener det eller ej.'' sagde hun bare, inden hun igen så på Sean.
''Hvad gør vi ved ham her? Han stoler tydeligvis ikke på mig.'' sagde hun opgivende og rejste sig op. Nu var hun kun iført en halvgennemsigtig top og en bh på overkroppen

Manden sukkede og himlede med øjnene. i Seans øjne var han ikke mere end en dreng.
"Han stoler ikke på nogen af os. Jeg er dæmon, husker du nok" svarede han roligt.
Manden var ligeglad med hvad Neph sagde - Manden fortjente det. Og hans kæreste var en luder. Prostitueret der rendte rundt i byen.
Han fik endelig kæmpet sig op og stå. Man kunne nu se et forholdsvis dybt sår ned langs siden af benet.
"Okay, tak for hjælpen...Tror jeg. Men i kan gå nu..." han rakte overtrøjen tilbage mod Neph, selv om han var fuldstændig nøgen.
"Jeg vil humpe hjem nu"

Hun var sulten, desværre - og nem at gøre vred.
''Hør her, fister.'' sagde hun med en fdæmpet stemme.
''Du burde beholde trøjen, dæke dig til, og lette røven væk herfra, inden du ikke kun hr en anden shapeshifter efter dig.'' knurrede hun lavt, frustreret over at han opførte sig sådan.

''jeg tror jeg hellere må gå tilbage..'' Hun så undskyldende på Sean, så ikke på shapeshifteren og gik så i retningen de var kommet fra. Kendte man Neph godt nok, ville man kunne se at hun var en blanding af sulten, panisk og ængstelig. En kombination kun skjulte under aggressiviteten.

Han så lidt på hende. Hvad var der galt med hende? Der skete jo ikke noget og fyren var såret. Neph plejede da at hjælpe folk, gjorde hun ikke?
Han sukkede svagt og gik over til fyren. Han placerede sine hænder på hans skuldre og så på ham.
"Du kan ikke gå med det ben. Jeg hjælper dig tilbage..." han tog mandens arm over skuldren inden han kunne nå at protestere. Så så han hen på Neph et øjeblik.
"Jeg forstår ikke hvorfor du er så bange hele tiden. De fleste vampyrer jeg kender, er morderiske, kolde og tror hele verdenen er mere bange for dem end de er for noget andet. Bare smut. Lad mig lege den medmenneskelige for en gangs skyld" han blinkede kort til hende, drillende. Selv om hun nok ikke var i humør til det. Synd så...
"Hvilken vej?" manden skulle til at protesterer, men sukker så svagt og pegede ind mellem nogle træer.
"Den vej. mod byen. vi bor i en lille hytte ikke langs fra skovbrynet..."

hun så på Sean, og nikkede taknemmeligt. Godt han kunne overtage lidt.
Hun gled ned og sidde op af et træ. Hun skælvede svagt. At være så tæt på et åbent blødende sår i så lang tid havde ikke været uden påvirkning på hendes sult.
Hun lukkede øjnene. Hun havde ingen lyst til at spise foran Sean. Opgivende prøvede hun at rejse sig, da hun ikke længere kunne se Sean og den unge fyr.
Men hun gled bare ned og sidde igen. Hun sukkede frustreret.

Han førte fyren videre. De måtte stoppe et par gange, når manden blev træt eller fik for store smerter. Til sidst tog Sean sin trøje af og bandt det rundt om mandens ben for at undgå yderligere blodtab. At han ikke havde tænkt på det noget før...
De gik sådan i noget tid, før de endelig kom til en hytte.
"Tak for hjælpen...Vist" smilte manden og nikkede så tilbage den vej de var kommet fra.
"Vend hellere tilbage til din veninde...det er ikke godt at være alene i skoven om natten. Selv ikek for en vampyr." Sean nikkede og så manden humpe alene hen til huset, hvor han blev mødt af bekymrede personer...
Så gik han tilbage mod Neph.

Hun var blevet siddende, med lukkede øjne, i et kvarters tid. Så rejste hun sig besværet. Det var ubehageligt at gå når hun var så svimmel.
Hun lignede en der var fuld, grundet hendes manglende balance. Hun støttede sig til et træ, og bøjede sig lidt fremover. Hun havde virkelig brug for blod. Men der var langt hjem, og hun havde intet dyr set hele dagen derude.

Hun bed sammen, og vaklede videre. Hun havde ikke set træet, før det var for sent.
Et træ, med en stamme på tykkelse med en bærende søjle i de templer man kunne se i Rom, ramlede ned over hende. Det hjalp at det var et dødt træ, og derfor ikke så tungt som et levende - men tungt var det. Og det væltede hende omkuld med et forskrækket støn. Ramt i hovedet, knap ved bevidsthed, lå hun med ansigtet i mulden.

Han havde ikke travlt med at komme tilbage. Det var som om det hele havde taget afstand...
Da han endelig kom tilbage, så han hende ikke først, men opdagede bare hun var væk. Han slog ud med armene og skulle netop selv til at blive irriteret, da han opdagede det væltede træ og en skikkelse under det...
Af alle personer, af alle tidspunkter...Valgte et træ af vælte oven på Neph, midt i det hele - Bare fordi?
Han følte sig faktisk irriteret over det af en eller anden grund.
Han gik over til hende, bekymret for hendes tilstand.
"Neph?" spurgte han for at høre om der i det mindste var liv i hende...

Hun hørte Sean, men hendes krop ville ikke lystre.
Mumlende, rystende, fik hun snerret; 'fjern. det. stykke. pinde. brænde. fra. min. røv..!'' Det var egentlig ret komisk. Hun var en vampyr, med krafter hun ikke selv kendte til. Og alligevel, på grund af mangel på blod, kunne hun ikke engang fjerne et pokkers træ.

Hendes hoved var trykket ned i mulden, og jorden smagte af alt andet end blod. Hun spyttede, men uden nytte - mere jord i munden.

Han smilte svagt. Jo, det var Neph. Og jo, hun havde det fint. Han stemte skulderen imod træet og pressede med benene, til træet fjernede sig fra hende. Han bukkede sig ned ved siden af hende. Han var ikke van til at frygte en vampyr tog en snack af ham, de fleste brød sig ikke om dæmonblod alligevel.
"Så er du enlig okay eller bare sur og vranten?" smilte han svagt.

Hun støttede sig til ham og kom op på knæ.
''Jeg har det fint. Pokkers træ..'' sukkede hun.
''nu ligner jeg bare én stor mudderkage!'' sagde hun opgivende. Rigtigt nok, hun havde mudder, muld og halv-komposterede blade over alt.

''tak for hjælpen..'' hun ville have kysset ham på kinden - havde hun ikke været så tilsølet.
Hun prøvede at fjerne sølet med hænderne, uden held. Hun lignede noget fra en sump-gyser. Røde øjne, og muld-mudder i hele ansigtet

Han hjalp hende med at børste det værste væk og hans smil voksede lidt.
"Nu ligner du ikke bøhmanden længere. Du ligner et sumpmonster!" han rejste sig op og tilbød hende en hånd, hvis hun ville med op.
"Lad os komme ud af skoven. Savner allerede at være omgivet af huse!" smilte han roligt.

''Sumpmonstret?!'' grinte hun, og kom med op og stå.
Hun støttede sig lidt til ham, for at skjulte hvor svimmel hun egentlig var.
''Kom fyren godt hjem..?'' spurgte hun og nussede hans nakke lidt.

Hun lukkede øjnene lidt, fulgte ham bare. Hun snublede en gang imellem og fik sig selv til at ligne en total klovn.

Han lagde armen om hende og støttede hende på vej ud af skoven. Håbede han da.
"åh ja, hele familien tog imod ham. Heldigt han ikke faldt om af blodtab eller noget lignende" smilte han roligt.
"se, det var godt vi gik efter det! Vi hjalp en anden person!" han rystede svagt på hovedet. Han havde gjort noget totalt ligegyldigt i dag, de skulle bare være gået hjem i stedet.

Hun så på ham, smilende.
''Du valgte at følge sporet.'' grinte hun roligt.
Det var ham der havde spildt tiden. Hun havde prøvet at få ham til andet.

''Hvad s nu? Vil du hjem til dig selv, eller med mig, eller..?'' hunså lidt spørgende på ham.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Først...Ud af skoven og tilbage til byen. Det skal vi nok få noget tid til at gå med, der er jo et godt stykke..." ikke tale om at han gad prøve at flyve med hende igen. Ikke lige nu o hvert fald, når hun hadede det så meget.
"Derefter ved jeg ikke hvad..." det var kedeligt at være hjemme, men samtidig ville han bare gerne slappe af.

Hun så roligt på ham.
''Hvis du hellere vil flyve, er det okay med mig. Som jeg sagde, jeg hader det ikke. Jeg er bare så bange for højder, at jeg ikke får nydt hvordan det er deroppe.'' hun smilede kærligt til ham. Hvis han elskede det, var det ikke fair af hende at forkaste det.

Han rystede på hovedet.
"Det betyder ikke noget, Neph" svarede han roligt.
endelig nærmede de sig udgangen af skoven og kom ud på nu mere åbne marker og enge. Forskellige stier viste en vej mod byen, de fleste dog lavet af dyr.

//Sorry - Er træt, så er ikke så kreativ. //

Hun nikkede stille.
''hey, Sean..' hun stoppede ham tøvende.
Hun aede hans kind. ''jeg troede ikke at du kunne være sådan her... Så rolig... Så...'' det lignede kort at hun kunne have svømmet i hans øjne. Hun var så latterligt forelsket i ham.
Hun smilede undskyldende

Han stoppede op og så på hende. han havde ikke forventer at de stoppede op og snakkede om noget, måske at de snakkede om noget på vej hjem...Han havde ingen ide om hvad hun mon ville snakke om. Og han følte sig ikke meget klogere, da hun talte. Han lod en hånd glide over hendes i en øm kærtegnen.
"Så hvad?" Rolig var...noget han normalt var, håbede han da. Han kæmpede i hvert fald for at være det. Han havde måske nogle småproblemer, det havde han haft siden ritualet, men han følte selv han havde bedre styr på det nu.

Hun smilede fjoget.
''undskyld. jeg kan være et værre vrøvlehoved.'' smilede hun, og kyssede ham på hagen.
''jeg ville sige noget med at du virker så afslappet. Du griner, driller, pjatter. Det har jeg ikke set siden før ritualet..'' smilede hun.
Hun turde knap nok sige noget nu, i den svage frygt for at han misforstod det.

Han så lidt på hende med et tænksomt udtryk. Faktisk bekymrede det hun sagde ham og han fik næsten en lyst til at opsøge Shapeshifteren i sit hus og flænse dem alle op, male hytten i blod.
Han mønstrede dog et lille smil og gjorde tegn til om de ikke bare skulle gå videre. Han havde ikke tænkt sig at snakke om ritualet med nogen.
"Det er længe siden nu. Ritualet. Jeg har mere styr på mig selv nu. Påstår jeg i hvert fald over for mig selv" han lagde en arm om skuldrene på hende.
"Desuden kender du mig jo. Jeg behøves ikke lege så kold over for dig hele tiden. Eller gør jeg?" han vendte det ubehagelige emne til dril.

''Det har jeg ingen anelse om!'' grinte hun drillende.
''det kommer an på om du stadig tror at jeg konspirerer med hende der Camille'' hun puffede ham i siden, grinende.
Hun fulgte jo bare ed ham, uden t vide hvor de egentlig gik hen. Men hun smilede, gld for at de endelig kunne tale med hinanden igen