Again!?(Sajro)

Musikken buldrede igennem lokalet, og syntes at dunke igennem hendes trommehinder, imens det truede med at sprænge dem. Lyset flakkede distraherende, og svedende kroppe snoede sig glatte, som var de en del af musikkens beat der pumpede igennem deres blod og sind. De hakkede, snoede sig og lavede nogle underlige bevægelser, som de tydeligt troede så fantastiske ud - men mest lignede at de havde en meget voldsom form for Parkinsons sygdom, og samtidig havde spasmer i kroppen.
Delilah var dog ikke med disse væsner på dansegulvet, men havde travlt med at lokke byttet frem til slagtning. Den hvide kjole fremhævede hendes barm, der var lidt større end normalt grundet modermælken hun ikke huskede, og dette gjorde at det syntes umuligt for varulven at skubbe blikket væk fra hendes kavalergang. Om hendes krop flød det hvide som brusende stoffloder, og hendes elegante bevægelser hjalp ikke på hans redning.
Hvad han ikke så, var de læderremme der var spændt fast til hende lår, hvori adskillige forskellige sølvknive var spændt fast, sammen med en .38'er og en Beretta 92FS, med tilhørende sølvpatroner. Delilah var langt fra uforberedt. Selv i de mørke stiletter var der lagt ammunition, samt adskillige barberblade der var syet ind i sålen.
Hun stod nu tæt op af varulven, og nappede ham blidt i huden lige under øret. Det havde egentligt taget hende foruroligende kort tid at komme til et punkt hvor dette virkede naturligt, men det passede hende fint. Hendes læber strejfede hans øre, netop som hendes hviskende ord spredte sig som en varme udover hans hals. Han nikkede næsten hypnotiseret af hendes opfordring om at finde et mere privat sted, og lod hende føre sig væk.

Fuck, det her var alt for nemt! Hun førte ham ud af diskoteket og ned af gaden, og drejede nogle gange - helt uden han synes at bemærke det. Om han var optaget af hendes hår der snoede ned af hendes ryg som slanger der dansede legesygt i den sagte, kølige vind, eller om det var de hviskende ord der tvang hendes læber til at bevæge sig flydende, vidste hun ikke. Og hun var egentligt også ligeglad.
Med ét drejede hun, og skubbede ham op af muren. Hun stod for enden af en gyde, og ved hendes side var en container fyldt op til randen af diverse smadrede møbler. Træstumper var spredt ud over jorden som et tyndt lag sand, men vindens drilleri havde lagt sig, grundet murenes læ. Perfekt, det gjorde at den tykke duft af blod ikke så nemt ville blive ført med vinden, når hun havde endt denne køters liv.
Delilah trykkede ham op af muren uden problemer, men nu syntes han heller ikke at gøre modstand. Han lagde hænderne om hendes krop, og trykkede hende ind til sig. Delilah var egentligt ligeglad, hun var her ikke for at have sex. Dog var hun bedre end dygtig til at simulere at ønske det, så derfor syntes det også overbevisende da hun lod som om at ønske det, imens hun langsomt lod hænderne glide ind under hendes kjole, og snoede fingrene om en af sølvknivene.
Et let smil sitrede i hendes mundvige, inden hun pludseligt trak sig væk fra ham, og rev kniven op. Sekunder senere lå den imod varulvens strube, hårdt nok trykket imod at det begyndte at bløde og bloddunsten begyndte at hænge i luften, samtidig med at frygten hamrede igennem hans blik, men ikke nok til at han blev skadet rigtigt af det. Dog ville han skære halsen over på sig selv hvis han forsøgte at flygte.
"Du er fandme så nem at narre, køter. Sig pænt farvel."
Han lukkede rystende øjnene, og smilet dansede imod Delilahs læber. Endnu en nem opgave var udført om få sekunder.

''Du ved godt jeg ikke vil høre dig kalde min race for det ord!''

Hans stemme var bestemt, og han var kommet dumpende ned fra et tag og havde allerede taget fast i den arm der holdte hendes kniv. Han havde ikke tænkt sig at lade hende dræbe en af hans ulve. Han snerrede og knurrede så af varulven, som meget hurtigt tog sig sammen til at stikke af og flygte hen et sted hvor han var i sikkerhed.

''Hvad fanden har du gang i kælling!? Og hvor fanden har du været!?''

Han så på hende roligt, dog stadig en smule opkørt som han skubbede hende væk fra sig og slap hendes arm, han vidste ikke noget om at hun havde mistet hukommelsen. Han kiggede bare på hende, og han vidste ikke hvad fanden hn skulle sige. Han var så tæt på at rase ud.

''Du skal sgu også selv til at tage dig af de to små! De har brug for din modermælk!''

Stemmen der pludseligt klingede imellem de fugtige mure, afbrød det mordtrip Delilah havde været koncentreret omkring, og sendte små stød af forvirring og koncentrationssvigt ind i hendes tanker. Og inden hun kunne nå at reagere, var hendes arms frihed allerede blevet frataget hende, idet en hånd holdt kniven væk fra varulvens halspulsåre. Vreden blussede op i hendes som flammer der slikkede imod indersiden af hende, idet hun smidigt vred kroppen omkring, så hun næsten stod med front imod ham, således at hun ikke brækkede den arm der blev holdt fast.
"Slip mig, hund!"
Hele hendes arm spændte, idet hun kæmpede for at rive sig fri af hans greb - men hurtigt måtte hun indse at han var stærkere end hun var. Pis også. Med den ene hånd holdt fast, kunne hun ikke vride sig således hun kunne slå ud efter ham med den anden, så i stedet rakte hun frem og borede fingrene ind i varulven foran sig, der endnu stod halvt trykket op ad muren - dog havde han en udgang nu. Og den benyttede han sig også af, og på trods af de lange, dybe rifter hendes negle efterlod sig i hans bryst da han rev sig fri, så trak han sig væk indhyllede sig i skyggerne da han forsvandt.
"Det kommer til at tage mig fucking forever at få idioten til at stole på mig igen, nu! Hvem fanden tror du at du er, siden du har ret til at lege fucking Gud!?"
Hun rev sig en smule tilbage for at få armen i sin egen besiddelse, men endnu engang lykkedes det ikke synderligt - men gav dog et smertefuldt knæk i hendes skulder, der i forvejen var vredet i en stilling den ikke burde være i. Hun havde ikke bidt videre mærke i at han havde sagt 'du ved godt', idet hun ikke havde nogen erindring om at kende ham, og derfor ikke havde tænkt over ordene som mere end en fortalelse eller idioti.

Grundet den stilling hun havde presset sig selv i, vaklede hun let da hun blev skubbet væk, men rev sig i samme sekund tilbage i oprejst stilling. Hendes grønbrune øjne brændte irriteret idet hun snurrede omkring så de mørke lukker rejste sig som en glorie omkring hendes ansigt, og lagde blikket imod ham. Sekunder senere slog hun hårdt ud efter ham - dog ikke med knivens spids, men derimod med knivens skaft. Det havde ikke været bevidst, men fordi hånden tilfældigvis havde vendt sådan da hun slog ud efter ham.
Hendes læber var let skilt, men det var langt fra et smil der havde fundet hendes læber, idet hun efter slaget trådte et skridt tilbage. Tværtimod.
"Hvad fanden rager det dig, hvad jeg laver?!"
Ved den anden halvdel af sætningen rynkedes hendes øjenbryn dog kort, og let forvirring fandt endnu engang sin vej til de øjne der glitrede blegt i månens skær. Hendes blik søgte kort den lettere fugtige vej under dem, inden hun igen lagde blikket imod ham - og der gik ikke mange sekunder før vreden fandt vej tilbage til hendes ansigt.
"Hvor jeg har været ...? Hvad fanden snakker du om, køter!?"

Pludseligt var al vrede udskiftet med ren forvirring, og som en ren refleks fandt hendes fingre vej ned til våbenbæltet, hvor de udskiftede den halvblodige kniv med en Beretta 92FS, der sekunder senere pegede direkte imod ham - med hendes finger på aftrækkeren.
"Er du høj på et eller andet shit, eller er du bare dum?"
En let rysten gik igennem hendes hoved, idet hendes blik hurtigt søgte ned over ham, for at tjekke om eventuelle rusmidler var afsat på ham - dog uden at finde noget. Endnu en rysten gik igennem hendes hoved, og på hendes ansigt kunne man meget tydeligt aflæse at hun valgte at tro at han var lettere retarderet eller havde en anden form for psykisk sygdom.
"Hør her, freak. Jeg har fandme ikke noget modermælk?! Og tage mig af hvad?! Er du sindssyg?! Jeg har fandme ikke nogen unger?!"
Det kriblede i hendes fingre for at slå ud efter ham igen. Hun trådte let til siden, og skridtede så et par skridt frem med ubevidste svajende hofter, idet hun tydeligt overvejede om hun skulle skære halsen over på ham, eller bare smutte inden han begyndte at snakke om hendes imaginære familie. Men hun havde ikke bevæget sig mere end et par skridt - uden at have flyttet pistolens fra den retning direkte imod hans ansigt - inden hun snurrede omkring så hun stod med front imod ham endnu engang. Hvem var han overhovedet?
"Jeg ved ikke om det er en eller anden forskruet sexfantasi for dig, men jeg spiller fandme ikke med, okay?! Modermælk .. Fucking freak .. Jeg skal fandme aldrig have snotunger .."

''Prøv at mærk dine bryster kvinder!!! De er større end normalt, og efter hvad jeg ved så går du sikkert rundt og synes de er en lille smule ømme!?''

Han var helt rolig, selv da hun pegede løbet imod ham. Han virkede lige så kold og hård om en stålplade. Ingen reaktion what so ever, han stod bare roligt og stirrede hende direkte i øjnene. Han trak vejret langsomt nu. Han havde ingen grund efter hvaad han vidste til at være bange for hende, men han undrede sig over hvorfor hun kaldte ham køter og hund.

''Hvis du ikke vil, skal jeg fandme nok selv vise dig at du har modermælk!''

Han slog ud efter hendes hånd hurtigt, mens han rykkede over imod siden for at slå pistolen væk. Han rykkede derefter hurtigt om bag hende, lagde armene om hnede, og ganske roligt lagde han sine hænder på hendes bryster og 'masserede' dem ganske blidt, mens haan hviskede i hendes øre.

''Ser du hvad jeg mener nu!?''

"Siger du har jeg har for store bryster?! Og du skal fandme ikke blande dig i hvordan mine bryster føles!"
Denne samtale var meget hurtigt blevet utroligt bizar, og forvirringen samt de rester af vrede der endnu klistrede til hendes flødehud, havde sat lange stråler ud over hendes ansigt. Hendes hoved snurrede let, men det var mest fordi det irriterede hende grænseløst at han faktisk havde ramt hovedet på sømmet af netop de to ting, der havde forvirret hende let de sidste par dage. Hendes barm havde pludseligt flydt ud over nogle af de strammeste af hendes kjoler, og hun havde spekuleret over om hun havde hamret dem ind i noget, idet de syntes lettere ømme.
Og det irriterede hende om muligt endnu kraftigere, at han overhovedet ikke reagerede på hendes pistol der var rettet direkte imod ham. Havde han ikke set at hun havde været ved at skære halsen over på en anden varulv? Ham måtte fandme være lettere retarderet, for det her var langt fra normalt. Delilah skubbede pistolen en smule til siden, så den var omkring tyve centimeter fra hans arm, og affyrede den som et advarselsskud om at den var ladt. Skuddet bragede imellem væggene, men hun vidste at de var for langt væk til at nogle ville komme rendende over skud.
"Tror du ikke på at jeg kunne finde på at blæse hjernen ud på dig? Jeg sværger, køter, jeg er fandme lettere sindssyg. Jeg ville ikke tøve et sekund."

Pistolens retning havde endnu engang fået lagt sig imod hans hoved, men sætningen der dernæst kom, trak hendes hoved en smule til siden i forvirring. Dog nåede forvirringen ikke danse om hendes øjne i mange sekunder, før hans hånd skød frem og skubbede sigtet væk fra ham - og dermed fik hendes arm skubbet væk ligeledes - og han pludseligt bevægede sig alt alt for hurtigt til at hendes hjerne kunne registrere omskiftningen fra at hun havde kontrollen overfor en freak, til at det var omvendt.
Hendes læber skiltes let for enten at protestere eller sende alverdens eder og forbandelser efter ham - hun var end ikke sikker selv - men nåede ikke at udstøde en lyd, før hans arme lå omkring hende, og hans hænder havde lagt sig imod hendes bryster. Chok stod malet i hendes ansigt, men i det samme begyndte den lette ømhed at blive vist i hendes bryster. Et hvæs forlod hendes læber, og hun hakkede albuen bagud for at få ham væk.
"Hvad fanden laver du?! Jeg ser ikke en skid, stop det!"
Endnu en albue blev hamret bagover for at få ham væk, hvorefter hun forsøgte at snurre omkring, uden at lade mere ramme hendes barm, idet det var alt andet end en behagelig følelse der havde bredt sig i den. Hun var derfor nødt til at presse sig lidt ind imod ham, så hans greb ikke var så stramt, og kunne dermed snurre omkring så hun stod med front imod ham.
Derefter løftede hun hånden, og slog ud for at smække ham en lussing. Ikke fordi han havde taget på hende, mere fordi ... Ja, hvorfor egentligt? Fordi han havde fået hendes barm til at gøre mere ondt? Fordi hun var så fandens forvirret? Fordi han havde vidst hvad hun selv var forvirret over, og havde kommet med tåbelige løsninger på problemet.
"Jeg havde sgu nok opdaget hvis jeg havde født, tror du ikke?! Jeg har ikke nogen fucking unger, om jeg så har ømme bryster eller ej!"
Det var ikke tvivl der var i hendes stemme, det var noget mere ubestemmeligt. Et par blink nåede at omslutte hendes øjne, inden hun besluttede sig for at han enten havde været fandens heldig, eller var en eller anden form for stalker. Derfor besluttede hun sig også sekundet senere for, at det var den smarteste løsning at angribe ham.
Hun lagde hurtigt hænderne på hans skuldre, men kun for at kunne få bedre kraft på da hun forsøgte at hamre knæet enten i maven eller skridtet på ham - alt efter hvor hun ramte. Det var selvfølgelig ikke sikkert at hun ramte - eller ramte specielt godt for den sags skyld - men det forhindrede hende ikke i at snurre kroppen for at forsøge at hamre en albue i hovedet på ham.
"Jeg er ikke fan af at folk forvirrer mig, okay? Så lad være med at komme med latterlige påstande, og lad være med at vide ting du ikke burde vide, når vi fucking aldrig har mødt hinanden!"
Om det overhovedet var lykkes hende at ramme eller ej, så søgte hendes fingre ned i våbenbæltet for at finde noget af sølv. Bare et eller andet. Hun havde sølvpatroner i den pistol der var fastklemt imellem fingrene på hendes højre hånd, men hun syntes pludseligt at have glemt den selvsamme pistol.

Hun forvirrede for første gang ham. Han havde aldrig været vant til at hun kunne sige eller gøre ting der fik ham til at blive forvirret men det var lykkedes hende nu måtte han desværre indrømme. Han flyttede sig ikke over hendes albue, men han lod hende vende sig rundt. Faktsik albuen i hans mave havde for hende nok følt lidt som at slå i et stykke træ.

''Så står vi her igen hva?''

Han grinede men hvad hun gjorde var han ikke forberedt på knæet i hans skridt haavde han ikke set komme, men han lod hende ikke slippe fri, før albuen kom som han greb og smed hende væk fra ham. Hun havde født hans børn og det burde hun da kunne huske.

''Du kan ikke huske mig!? Eller de åndsvagt mange gange jeg har fået dig til at stønne og skælve under sex? Og du husker ikke de to piger du fødte for nogle uger siden?!''

Hans stemme var bebrejdende, det havde været et helvede for ham, børn havde brug for modermælk så det var heldigt han havde fundet nogle løsninger hist og her. En gammel heks kendte noget der kunne erstatte det, men han vidste at kun Delilahs mælk kunne gøre det der skulle til. De var jo Dæmoner.

Okay av. Virkeligt av, faktisk. Hun havde hamret igennem med den albue, og havde fået det vildeste albuestød da hun ramte, der havde sendt tråde af smerte op igennem hendes arm og gjorde den lettere følelsesløs. En overvældende trang til at gnubbe albuen for at få de smertesnåle der stak hende igennem, samt bevægelsesfriheden tilbage i hendes arm, havde fundet vej til hende, men hun overvandt den nemt, idet hun syntes at have vigtigere sager at tænke på, netop nu. Hendes øjenbryn samlede sig i en blanding af forvirring og irritation, ved den sætning der faldt fra hans læber, idet hun næsten stod presset op af ham.
"Igen? Hvad fanden snakker du om?"
Et let smil simrede om hendes læber, idet det lykkedes hende at ramme ham ved knæets stød. Hvordan fanden han kunne lade være med at slippe hende, på trods af smerten det måtte have frembragt, forstod hun simpelthen ikke. Enten havde han en imponerende smertegrænse, eller også en viljestyrke der var omkring hendes egens niveau.
Det var sgu ikke lige meningen han skulle have kæmpet tilbage, og derfor blev et gisp også presset ud af hendes læber, da hun pludseligt blev smidt væk - så hårdt at hun vaklede og hamrede baghovedet ind i væggen, da hun snublede lige foran den selvsamme mur hun netop havde presset en anden varulv op ad. Hendes hånd fløj op og lagde sig imod hendes baghoved, hvor blod langsomt havde fundet vej frem, og farvede de fingerspidser hun lagde imod hovedbunden, en dybrød, klistrende farve.
"Fuck ..."
Hendes viljestyrke lod hende dog ikke give op, så med en hurtig kraftanstrengelse fik hun tvunget sig op i en mere stående stilling, og skiftede let position ind til en kampstilling. Hendes blik var dog lettere usikkert, og hun var så småt begyndt at skifte over på at dette var en eller anden prank hun blev udsat for, istedet for at han var hjerneskadet. Hans kampteknik var lidt for god til den første teori.
"Huske dig? Jeg kender dig ikke, så fat det dog! Du forveksler mig med en anden, jeg går normalt kun i seng med mænd én gang. Og de dør fandme også under! Og jeg har aldrig fucking født, så hold op med at snakke om børn! Jeg skal fandme aldrig have børn, okay!? Det ville fucke alting op!"
Hendes fingre var stødt på noget sølv i det bælte der var snoet om hendes lår - uden selv at tænke over hvor utroligt meget det havde lignet af hun havde stået og givet sig selv finger imens hun mærkede efter under kjolen for at finde et våben - og flåede den halvstore sølvkniv op med et hurtigt ryk. Hendes blik havde ikke forladt ham et sekund - han var en lidt større trussel end først antaget, havde hun hurtigt opdaget.
Kniven skiftede stilling i hendes hånd, så den både hurtigt kunne skifte position, men hun samtidig havde et godt greb om kniven og havde en god stilling til at kunne styre kniven til fulde. Pistolen syntes samtidig at være blevet genopdaget, og blev løftet halvt op imod ham endnu engang. Hendes blik var skarpt, og hun forsøgte tydeligt at bestemme sig for om hun bare skulle skyde efter ham, eller ej.
"Har du tænkt dig at fortælle mig hvorfor du forsøger at bilde mig sådan noget pis ind, eller i det mindste hvem fanden du er?!"

''Enten så synes du det her er sjovt eller også har nogen rodet med din hukommelse!''

Han kiggede på hende. Han måtte kunne sige noget til hende noget som ville få hende til at tro på at han fortalte sandheden om ehnde? Han ville have at der var noget. Han vidste jo at han fortalte sandheden han havde to piger derhjemme, som havde brug for deres mor, og det skulle de få! Han kiggede på hende roligt.

''Du har født og du har haft sex med mig flere gange! Vi arbejde sammen engang som lejemordere! Hvis du vil vide det er mit navn Sagonis, du kendte mig dog bedst som Sajro.''

Han nåede frem til noget han kunne fortælle hende. Han kiggede på hende ganske roligt, inden han helt roligt betragtede hende. Han havde altid hans sanser helt tændte, som han betragtede hende med et stille smil.

''Du beskytter mennesker ved jeg... Men jeg ved også hvorfor. Dine forældre ville have at du lige som alle de andre dæmoner skulle se mennesker som føde, men da du ikke ligefrem var glad for dine forældre valgte du at gøre det modsatte!''

"Sjovt? Sjovt?! Det her er fandme ikke sjovt! Og der er ikke nogen der har rørt min hukommelse, jeg havde fandme flået dem i stykker før de fik chancen! Den effekt har jeg på folk."
At Delilah ikke sagde sandheden i disse ord, vidste hun selvfølgelig intet om. Hun huskede tortureren med Skammeren, men hun havde ingen erindring om at få slettet dele af sin hukommelse, så vidt at ingen der betød eller havde betydet noget for hende ikke længere var en del af hendes minder. Så vidt hun vidste, havde hun aldrig haft en ven, aldrig haft nogen der var andet end hadefuld overfor hende. Hun havde altid været alene, og havde ikke kunne få folk til at bryde sig om hende, udenset hvor meget hun havde kæmpet. Størstedelen af dette var selvfølgelig sandt, men der havde da været udvalgte få der på trods af alt havde betydet noget for hende. Nogle få individer.
"Så hør dog forhelvede efter! Jeg har ikke født! Hvis vi har haft sex en enkelt gang, så har du sgu ikke været god nok til at jeg kan huske dig, og hvorfor fanden jeg ikke har suget sjælen ud på dig ved jeg sgu ikke! Og lejemordere? Jeg kan huske mine lejemorderkollegaer! De var alle sammen nogle svin, men de kunne fandme slå ihjel!"
Hvordan kunne han vide at var lejemorder? Åh gud, han måtte være en eller anden form for stalker. Eller ...
"Er det en af mine fjender der har sendt dig? Tror de at de kan gøre mig sårbar, ved at få mig til at tro på bullshit? Tror de jeg er en idiot?!"
Grebet om hendes pistol strammedes, og den lille trækning ved hendes mundvige dansede næsten utydeligt imod hende. Hun dansede nogle skridt til siden, imens hun kraftigt overvejede om hun bare skulle skyde ham, eller om hun burde få noget information ud af ham først. Langsomt kom hendes tænder til syne, idet de greb fat i hendes sårbare underlæbe, og begyndte at maltraktere de uskyldige i denne kamp.

Nej. Nej. Det kunne han ikke vide. Det kunne ingen vide. Det var ikke muligt at han vidste det! Ikke ét individ i hele Underworld ud over Delilah selv, kendte til det! Hendes forældre vidste det ikke, og de havde udløst det. Hendes fjender vidste det ikke. Ingen vidste det - hun havde aldrig været så meget som tæt på at afsløre dette, så at han vidste det, var en fysisk umulighed. Det var ikke muligt.
Pistolen gled ud af hendes hånd, der åbenbart havde løsnet grebet. Den ramlede imod jorden med en skramlende lyd der sitrede i luften, men hun bemærkede den ikke. Sølvkniven derimod var blevet strammet hårdere om, og hendes knoer blev hvide af den kraft hun lagde omkring sølvknivens skaft.
"Det har jeg aldrig fortalt nogen! Det kan du ikke vide!"
Let hysteri havde fundet vejen til hendes stemme, og langsomt syntes vanvid at skvulpe frem i hendes blik. Let panik var det måske der kunne skimtes, og forvirring så dyb af det syntes som en endeløs kløft i hendes blik. En voldsom rysten fik hendes hår til at bevæge sig i små ryk omkring hende, og hendes blik forlod ham ikke.
"Du lyver. Det kan du ikke vide. Det kan du ikke vide!"
Hendes stemme var langsomt blevet højere og højere, og ved den sidste sætning havde det næsten været et råb der havde forladt hendes læber. Hendes arm slyngede sig let tilbage, og hamrede derefter fremad, for at lade sølvkniven blive sluppet imellem hendes fingre, og dermed blive kastet imod ham med en foruroligende fart.

''Som om du ville vide det hvis nogen havde rodet med din hukommelse!''

Han sagde det roligt, han var stdig dum nok til at tro på at hun ikke ville skade haam, at der var noget i hende der kunne fortælle hende at han ikke var en der skulle skades. Han kiggede rundt roligt. Han tænkte over hvad han mere kunne fortælle hende. Han svarede bare roligt.

''Jo jeg ved de ting, jeg ved endd mere end det, fordi du haar fortalt det hele til mig!''

Han kunne ikke lide den måde hun reagerede på, det her var ved at virke farligt pludseligt. Han skulle ihvertfald passe på det var fucking sølv hun stod og fægtede med, og det ville ikke være sjovt at blive ramt af på ingen måde, han hadede det metal.

''ARGH!!! Jeg ved os... At du kom hertil... for at jage en varulv.''

Haan knækkede sammen helt da han havde talt færdig. Kniven sad fast i højre bryst lige under skulderen. Han sad og det blødte baare kraftigt, og han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han kiggede rundt.

"Som om nogle ville kunne overleve at se igennem min hukommelse!"
Det var ikke mere end et hvæs der egentligt ikke rigtigt var ment som et svar, mere en sætning der var rettet til dels imod hende selv, til dels imod den kølige aftenluft omkring hende. Hendes læbe sitrede let af vrede, men det var endnu forvirringen der havde overtaget hele hendes krop, og hver celle i hende var opfyldt af tvivl, forvirring, overraskelse. Endda chok og let hysteri ved nogle få, og hun var snart ved at skvulpe over af alle de uvante følelser i hende. Hvorfor? Hvordan? Hvordan kunne han vide ting, som han ikke kunne vide? Som han fysisk ikke kunne vide, hvor han havde aldrig fået en chance for at få det at vide - selv hvis de havde kendt hinanden og han ikke var en totalt fremmed, så havde han endnu ikke haft en chance for at vide det. Der var ikke en chance.
"Jeg har ikke fortalt dig en fucking skid! Jeg kender dig ikke!"
Delilah havde aldrig kunnet finde ud af at holde hovedet koldt og sørge for at temperamentet ikke overtog styringen, men i dette tilfælde var hun overfyldt, og hendes sammenkogte blanding af følelser hun ikke havde været nær i lange tider, sivede du ned af siderne på hendes overfyldte kop. Hun kunne ikke mere. Hun kunne ikke rumme mere. Ikke flere ting der ikke gav mening! Hendes hoved trommede af en begyndende hovedpine, og hun kunne mærke trætheden komme snigende, og blande sig med den alt for årvagne friskhed hun samtidig blesad. Hun var et stort rod indeni.

Oh! Hun havde ramt! Det var ...
Noget flakkede ind foran i hendes tanker - noget der så tydeligt var hende, men som hun alligevel vidste hun ikke havde oplevet. Som en scene fra en film, som hun pludseligt opdagede hun havde spillet med i, og nu genoplevede som hun stod  dér. Et minde om den selvsamme mand, med blod løbende ned af kroppen, efter hun havde kastet en sølvkniv ind i ham, grundet ... Hun kunne ikke huske hvorfor. Hun kunne bare se ham falde sammen, se sølvet skinne.
Hun kunne også mærke sin egen panik der pludseligt blussede op i mindet, og hvordan alt for mange følelser pludseligt var over det hele.
Den virkelige Delilah var stivnet, og hele hendes krop var frosset indeni. Forvirringen var blevet forvandlet til floder der strømmede ud over hende, idet hun kunne mærke hvordan det billede af hans blod der fandt vej ned af hans krop grundet hende, blev ved med at finde tilbage til hende. Hun kendte ham. Hun havde været i dyb smerte fordi hun havde såret ham kraftigt, men hun kunne ikke huske ham rigtigt. Hun vidste bare at han betød noget.
"Fuck! Forhelvede da også!"
Hun smed sig næsten frem, og faldt på knæ foran ham, sådan at hun kunne se såret ordentligt og finde ud af hvordan hun bedst løste det fandens problem med alt for langsomme healingsprocessor mellem varulve og sølv. Endnu et minde flakkede forbi hende - hende selv der sad i selv samme position, imens hun panisk forsøgte at redde ham.
Fuck ud af mit hoved!
Hendes fingre lagde sig blidt imod hans brystkasse, sekunder inden hun besluttede sig for at hun måtte finde noget at stoppe blødningen med. Hvor? Hvordan? Åh forhelvede, hvis bare hun vidste hvad fanden hun havde gjort ... sidste gang ...? Med et ryk rev hun sig tilbage, og rev kjolen der beklædte hende itu, således at hun nu havde både noget der kunne presses imod såret, og noget der kunne bindes omkring for at holde den anden halvdel af hendes nu smadrede kjole på plads imod såret.
Nu iført undertøj og våben fik hun hurtigt foldet den ene halvdel af den revne kjole sammen, og lagde hånden imod kniven. Og tøvede let.
"Hvordan fanden stoppede jeg blødningen sidste gang? Jeg kan ikke huske det pis! Åh forhelvede! Det begynder at bløde mere hvis jeg hiver kniven ud, så måske skal vi bare et sted hen hvor blødningen kan stoppes ret hurtigt? Men hvor!?"
Talte hun til sig selv eller til ham? Hun vidste det ikke, hun vidste bare at hun var på bar bund. Hun havde forhelvede da aldrig forsøgt at redde nogen efter at have stukket dem ned! Eller ... Hun kunne i hvert fald kun huske brudstykker af da hun havde gjort det sidst. Hvad var der galt med hende ...?
Og hvordan fanden reddede hun ham?!

Han sad på knæ: Hvorfor fanden skulle dette også ske igen, det havde fandme gjort ondt nok sidste gang, de havde været igennem dette. Han kiggede på hende da hun faldt på knæ. Hun huskede da denne smule. Hun kunne huske at hun kendte ham, det var fremskridt.

''Du brændte det...''

Han så på hende, regnede ikke med at hun ville synes super meget om at gøre det, da hun ikke havde syntes vildt meget om det sidste gang. Men hun havde da ret i at det ville bløde mere hvis hun trak kniven ud. Han kiggede på hende med et stille og svindende blik.

''Mit hus... Ligger ved en gammel lager bygning 200 meter herfra..''

Han regnede med aat hun vidste hvor det var henne. Han hadede sølv. Hvorfor kunne det ikke have været fuckung guld eller platin eller diamander de var allergiske overfor!? Nej sølv noget som alle havde disse dage!

Brændte ...? Billeder formede sig for hendes blik, om et brændemærke der hvæsende brændte sig ind i huden på en uskyldig person. Skriget, smerten, gråden hos andre ... Følelsen af at varmen imod huden aldrig ville ende, udenset hvor meget kulde der så end måtte finde vej til jorden og lægge sig imod brandsåret. Åh forhelvede da også! Afskyen må have lagt sig halvtydeligt imod hendes læbers formation, men hun tvang alle de kvalmende billeder hun havde i sindet væk, og koncentrerede sig i stedet om at redde den mand som hun åbenbart kendte.
For fanden da også! Hun skubbede armene ind under ham, så hun kunne få ham dertil hvor han påpegede hans hjem åbenbart lå. Delilah var langt stærkere end hun så ud til, men der var trods alt grænser, hvilket var grunden til at hun vidste at hun ikke ville kunne bære ham i armene, idet hun helt simpelt ikke kunne løfte ham. Men det skulle satme ikke forhindre hende i at flytte ham! Et hurtigt ryk med kroppen, og hun var kommet op i stående stilling - nu hvor hun halvt bar ham, og halvt endnu lod ham støtte sig en lille smule til jorden, så hun ikke skulle bære hele hans vægt i armene.
Hun var overraskende hurtig, i forhold til at hun nu havde fået en ekstra dødvægt lagt på. Hun vidste hvor lagerbygningen var, idet hun adskillige gange havde brugt det sted til 'mordscenen', hvor hun havde ladet utallige liv finde en mere eller mindre smertefuld død. Alt efter hvilket humør hun var i. Derfor kunne hun også halvt trække halvt bære ham derover på forholdsvist kort tid, og lægge blikket imod et hus.
Om det var dét eller ej, betød egentligt ikke så forfærdeligt meget for hende lige nu. Hun havde ingen vane med at bryde ind i folks huse, men hvis hun skulle begynde én på et tidspunkt, så var det et rigtigt godt tidspunkt at starte på. Med et hurtigt og præcist ryk fik hun revet døren åben, og smækkede den bag sig idet hun omhyggeligt havde sørget for at han også var helt inde. Hendes blik søgte rundt, men hun huskede ikke stedet.
Hun skubbede et par døre åben, før hun fandt en stue hvori en pejs endnu havde de sidste brændende gløder liggende og ulme i bunden, hvor de sendte et halvdystert skær ud over hele stuen. Hun trak ham hen til sofaen, og fik drejet sig sådan at hun kunne sætte ham deri, uden selv at blive fanget imellem ham og sofaen. Så snurrede hun omkring, og lod blikket søge efter en ildrager af en eller anden form.

Der var intet smil på hendes læber på noget tidspunkt, men en lettelse strømmede da igennem hende, da hun fandt dette redskab, stående lænet afslappet op af væggen, ved siden af pejsens sidste varmestråler. Hendes fingre snoede sig omkring det kølige metal nogle sekunder senere, og skubbede ildrageren ind blandt de orangefarvede gløder, der sendte varmepulseringer op imod Delilahs ansigt, blot af at stå nær dem.
Åh ... Forhelvede da også.
Så snart ildrageren var på plads i pejsen, snurrede hun omkring og måtte skubbe nogle flere døre åbne, inden hun fandt et badeværelse. Hun greb den nærmeste tomme beholder, og fyldte koldt vand i, til at dulme smerten fra brandsåret, når hun havde påført ham et brandsår. Igen, åbenbart. Om hun ved et uheld fik nogle vanddråber til at klaske imod gulvet, på vej fra badeværelset til stuen i hendes tempo, betød ikke så fandens meget for hende. Gulve kunne faktisk rage hende noget så grusomt.
Okay, i forhold til forbindinger måtte hun bruge sin iturevne kjole som en midlertidig løsning, indtil hun fik tid til at gennemrode skabe og skuffer efter nogle bedre forbindinger. Med et lille stykke stof i det kolde vands skvulpende bevægelser, var hun egentligt klar til at sørge for at udrede de skader hun havde forvoldt ham. Det her var fandme underligt.

Hun snoede endnu engang fingrene om ildragerens nu lunke metal i enden, og trak den ud af glødernes konstante varme. Den udsendte et let orange skær i den halvmørke stue, og varmen pulserede fra den som stråler. I få skridt var hun ovre ved ham, og lagde hænderne imod kniven endnu engang.
"Klar?"
Uden at vente på svar trak hun til, og uden yderligere besvær forsvandt sølvkniven fra såret - men dermed også 'proppen' der havde stoppet blodet i at strømme ud, i stedet for blot at slendre. Hendes bevægelser var hurtige og sikre idet den blodige kniv landede på gulvet med et klir da hun smed den fra sig, og ildragerens varme nærmede sig i et hurtigt ryk. Metallet blev presset imod hans åbne sår, og hun kunne næsten mærke en syden forplante sig i hendes hånd, da varmen brændte sig ned i ham.
Hun rev ildrageren til sig, og syntes næsten at kaste den fra sig med samme skødsløshed som hun havde brugt imod sølvkniven der nu lå og bredte en blodplet, der udfoldede sig som en blomst der åbnede sig, imod gulvet. Hendes hånd sænkede sig i den kølige væske, og greb fat om den gennemvædede klud. Dråber faldt fra kluden da hun løftede den fra den overflod af vand den havde ligget i uden at vride den først, og lagde den forsigtigt imod hans sår, for at køle det ned igen.
Hun trådte tøvende tilbage, for at se om det faktisk havde lykkes hende at gøre det ordentligt, eller om hun endnu engang havde smadret et eller andet i et forsøg på at hjælpe.

Det her var slet ikke noget han glædede sig til. Han ville ikke skrige det kunne hun godt glemme. Han kiggede rundt, da hun kom tættere på. Han greb fast i det første han kunne og tog fast i benet på bordet og brækkede det af, han tog det så i munden og bed sammen om det da hun brandte ham.

''Tak...''

Han tog kluden og holdte den selv lidt, og lod hende så fjerne den, det lod til at det var gået som det skulle, hun havde fået den fint ned i og lukket såret ordentlligt yderst. Haan kiggede på hende roligt. Og fik med en del besvær sagt noget til hende.

''Siden du redder mig tror jeg at du tror på mig? Vil du så se dine piger?''

Hun havde fået ham ind i det rigtige hus. Han kiggede på hende, de kunne bruge hvad hun havde og det samme kunne hun. Hun havde vidst brug for at komme af med noget af den mælk. Han smilede roligt til hende, og kiggede rundt.

''Så bliver dine bryster da mindre ømme''

Han grinede, som blev til et host da det gjorde ondt.

Hendes blik lå efterfølgende på det stykke træ der syntes lettere knust af hans tænder, og et par tanker skubbede til hendes andre tanker, i et forsøg på at få hende til at tænke over at hun nok burde have husket noget han kunne afreagere på. Et halvt smil sitrede om hendes læber idet han takkede hende - mest fordi det var uhyggeligt sjældent Delilah blev takket for noget som helst, og hun derfor ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere på sådan noget. Idet han flyttede hånden så hun kunne flytte 'kluden' fra såret - og vandet der lå imod hendes hånd da hun lagde fingrene omkring 'kluden' var tydeligt lunkent, hvilket bare viste hvor meget varme der var blevet optaget fra hans sår og til vandet der havde ligget imod det.
"Yeah .. Undskyld at jeg .. Du ved, stak dig ned med sølv .."
Hendes stemme syntes lettere tøvende, og blikket syntes at flakke alle andre steder end netop imod ham. Istedet nåede det dog at dække hele stuen meget grundigt, blot imens den sætning forlod hendes læber. Ved hans næste sætning, syntes en blanding af tvivl og nysgerrighed dog at lægge sig imod hende, og hendes tænder fik endnu engang fat i hendes underlæbe, der ellers ikke havde fået en særlig pæn behandling for ikke længe siden.
"Jeg .. Jeg kender dig ikke, men jeg ved at jeg kender dig."
Hun tøvede, og lod en finger glide igennem den kølige væske. Snoede mønstre og indviklede tegninger blev opløst i vandet uden synlige spor af dem, inden hun lod blikket søge opad imod ham endnu engang. Måske var det helt simpelt fordi han havde ladet endnu en kommentar falde(der endda havde haft et strejf af sårbarhed grundet den mislykkedes latter), men det syntes mere plausibelt at hun havde truffet en beslutning. Hun vidste der var noget galt, siden hun kunne glemme at huske en person. Så, måske var der en chance for at han talte sandt? Måske?
"Okay, jeg kan vel godt se .. øh .. børnene."
Hun undlod meget tydeligt bevidst ikke at kalde dem hendes egne.
"Så længe det ikke betyder at du skal rejse dig op, for du skal fandme blive siddende lige der."
Noget bestemt og kommanderende havde sneget sig ind i hendes stemme, idet hun rejste sig op i en mere normal stilling, end den hvor hun havde været bøjet halvt ind over ham, for at lukke såret og køle det ned med den klud, der sekundet senere blev skubbet tættere sammen med baljen af vand, idet hun skubbede let til det med foden, således at han selv kunne nå den uden hendes hjælp, og uden at bevæge sig alt for meget.
Hun syntes lettere nervøs, idet hun trådte endnu et skridt bagud.
"Hvor ..?"

''Yeah yeah det er ikke første gang, så glem det nu bare okay.''

Han sendte hende et stille smil, som voksede lidt da hun sagde okay til at se børnene. Han nikkede til at han nok skulle blive liggende, men han ville haave hende til at komme ned med dem med det samme så. Han var lidt beskyttende selv over for hende nu han vidste hun ikke var helt sig selv.

''De er ovenpå, men du kommer herned med det samme med dem! Ellers kommer jeg op!''

Han smilede roligt, men hans stemme havde været bestemt. Haan havde ikke tænkt sig at lade en kvinde der ikke helt så dem som hendes egne være alene med dem, meget længere end nødvendigt. Sådan var han ikke ligefrem: Det var slet ikke sådan en ulv nogensinde var overfor nogen overhovedet.

''Så skynd dig ned med dem!''

Han smilede roligt til hende. Haan havde også lyst til at sidde med den ene af dem, det var nok også smartest da hun måske ville få problemer med aat styre to på samme tid.

"At det ikke er første gang, gør det ligesom ikke meget bedre!"
Det var næsten et opgivende suk der forlod hendes læber, hvori ord samtidig var indhyllet i dette åndedræt. Men hun valgte alligevel at skubbe det væk, idet hun ikke kunne lade tankerne fokusere på noget hun faktisk havde reddet igen, længere end nødvendigt, når der var langt mere pressende sager der trykkede for at fylde hendes tanker. Såsom børn. Nogle han havde gjort hende helvedes meget i tvivl om hun faktisk kunne have, og som hun nu kæmpede med at beslutte sig for om hun stolede på, i et virvar af tanker der fyldte hende som et edderkoppespind. Alting klistrede fast - intet gav hende lov til at kunne slippe fri fra dette net. Intet.
Hun nikkede kort - Delilah adlød aldrig ordrer, men noget sagde hende, at spøge med andres børn måske ikke var den bedste joke man kunne fremføre. Hendes blik havde dog endnu en kant af autoritet, idet hun hævede et øjenbryn let ved den sidste del af hans sætning, og derefter kneb øjnene en smule sammen - dog tilsyneladende ubevidst.
"Du rører dig ikke ud af flækken! Jeg er helt seriøs! Jeg skal nok komme ned, tro mig, jeg har ingen planer om andet!"
Inden han kunne nå at kommentere eller eventuelt protestere på disse ord, så snurrede hun omkring og forsvandt ud igennem døren. Hendes blik behøvede ikke bevæge sig rundt i mange sekunder, før det landede på en opadgående trappe, og satte derfor kursen derimod utroligt hurtigt. Hendes fingre strøg henover rækværket da hun forsvandt op ad trappens stigning, og kort efter befandt hun sig på en gang.
Super. Så åbner vi bare alle døre.
Hendes skridt var hurtigere, og hun skubbede blot lige dørene åbne og lod blikket glide rundt, før hun gik videre til den næste dør, for at afsløre dette indhold. Dog behøvede hun ikke gå hele rækken rundt, inden døren der gled op, åbnede for synet af to babyer der lå indhyllet i tæpper nåede hende. Ubevidst dansede et smil på hendes læber da hun trådte ind, og lod sine skridt finde helt hen til disse to .. piger, havde han sagt. Den ene kiggede med store øjne på hende, men den anden syntes endnu at ligge trygt i søvnen, sikker fra alle verdens farer.
Forsigtigt lagde hun armene ind under dem, og løftede dem op med en overraskende blid hånd. Delilah havde aldrig kunnet lide børn. Faktisk havde hun ofte haft lyst til at pande de nærmeste unger én rigtig hårdt, men om det var moderinstinktet der havde taget over - og var stærkere end eventuelle slettede minder - eller om det var fordi hun vidste at hun faktisk måske var disse børns mor vidste hun ikke. Hun vidste bare at hun havde noget helt andet med disse to.
Den sovende blev selvfølgelig vækket, selvom hun prøvede at gøre det så roligt som muligt, og gråd blev straks sat i gang i den lilles strube. Hun havde allerede vendt om og havde sat kursen imod trapperne, og var derfor allerede på vej tilbage til Sajro. Hurtigt kom hun ned af trapperne, men så snart hun trådte ned af det sidste trin, begyndte hun blidt at vugge dem, for at få deres gråd til at holde op.
Og det virkede faktisk rimeligt godt. Gråden syntes lavere og lavere idet hun trådte imod stuen, og var faktisk endt ud i nogle mindre hakkende lyde der kom fra dem begge, men fra det spektakel de havde skreget op med da de blev vækket, så syntes dette som en stor forbedring. Hendes blik fløj op og lagde sig imod Sajro, og det var tydeligt at hun ikke anede hvad hun gjorde, eller hvorfor hun gjorde det. Hun gjorde det bare. Og det virkede.
Hun fik sig placeret ovre i sofaen, med et barn på hver arm, og et meget forvirret udtryk påklistret hendes ansigt.
"Tager du ikke én?"
Det var ikke fordi hun bad om hjælp, overbeviste hun sig hastigt om, det var ikke fordi hun ikke kunne klare det. Men hvis han var faren, så burde han da have lyst til at sidde med sine børn? Ikke sandt? Hun kunne sagtens. Der var ingen problemer overhovedet, overbeviste hun hurtigt sig selv om.
Idet gråden nu syntes at være stilnet rimeligt voldsomt ind, begyndte den der endnu var i hendes favn, at lægge den lille hånd imod hendes bryst. Hun havde jo nået at amme dem i flere uger inden hun mistede hukommelsen, så på dette tidspunkt havde de mere styr på amningsprocessen end hun havde. Hendes blik bevægede sig op, og lagde sig lettere usikkert imod Sajro endnu engang. Det her føltes alt alt for naturligt for hende. Det var helt forkert, fordi det ikke var forkert.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hvordan hun reagerede overfor ham nu. Nu måtte haan bare ikke gøre noget om helst, men oky det var jo præcist på samme måde hun havde været overfor ham sidste gang hun havde kastet en kniv i brystet på ham.

''Okay okaay jeg skaal nok bare sidde her og pynte.''

Han grinede lidt, denne gang blev det dog ikke til noget hos. Nej han grinede bare en smule hakkende, da det stadig gjorde lidt ondt. Han smilede da hun kom ned med de to piger, og han tog imod den ene da hun spurgte om han ikke tog en. Han fik sig så også sat mere op.

''Du virker skræmt over dem? Du plejede ellers at elske læber mod dine bryster.''

Han blinkede bare drillende til hende, han havde noget mere at sige til hende, men det ville han først når hun havde aammet dem begge to. Det ville ikke være godt hvis hun blev oprevet igen. Han kiggede på hende og smilede bare roligt for at berolige hende.

''Du ved godt de har meget brug for dig? Og jeg har brug for din hjælp med at passe dem, så lige nu mens de er så små, vil jeg gerne have du bor her... Jeg er jo skadet lige nu også.''

En halv latter forlod hendes læber ved hans ord, og det smil der havde bredt sig på hendes læber, svandt ikke ind lige med det samme. Hendes blik løftedes let fra barnet hvis fingre stadig lå imod hendes bryst, og lagde sig istedet imod Sajro. For fanden det her var underligt. Hun, som aldrig havde haft et positivt forhold til en person i hele sit liv, havde nu pludseligt fået stukket to børn i hånden og en person som hun kendte, selvom hun ikke kendte ham. Hun havde end ikke overvejet at der måske var andre i verden hun havde fået skubbet ud af sine erindringer, idet det virkede så usandsynligt bare som det var nu.
"Forestil dig at du aldrig nogensinde har haft nogen der elsker dig, eller elsket nogen - og så finder du ud af at du har to børn, som du ikke kan huske. Jeg er satme ikke skræmt, men det her er virkelig ..."
Hendes stemme svandt ind, og hun syntes at tøve på det sidste ord, idet hun ikke kunne finde noget der beskrev det. Delilah var skræmt. Hun var fandens skræmt, men det havde hun ingen planer om nogensinde at lade slippe ud i verden. Så istedet kæmpede hun for at finde et ord, der passede hendes følelser som hånd i handske. Langsomt skilte hun læberne, og lod et enkelt ord falde ud.
" .. Bizart."
Okay så, det var måske ikke lykkedes at finde det mest passende og filosofiske ord, men det var et meget godt match til de tusinde følelser der trillede omkring indeni hende, og forsøgte at binde sig sammen til en stor garnnøgle hun ikke kunne sluge.

Endnu engang blev hun opmærksom på den lille bløde hånd der lå imod hendes bryst, og hun skubbede forsigtigt en finger ind under hånden, for at fjerne den fra hendes BH. Hendes tænder fik endnu engang fat i underlæbens kurve, og hendes blik fandt Sajro.
"Jeg er nødt til at amme dem, er jeg ikke? Åh gud, det her er fandme underligt .."
Hendes blik fandt tilbage til ungen, inden hun hurtigt skubbede BH-stroppen ned, og blottede det bryst ved at vippe BH'en ned i den ene side. Hun tænkte ikke videre over at have blottet brystet for ham, for hun manglede blufærdighedens skyhed i sig, og havde derfor ingen videre tanker om denne situation der nok havde virket lettere akavet for de fleste. Hendes blik strejfede endnu engang Sajro, lettere usikkert, inden hun løftede det barn hun holdt en smule op, så den kunne nå.
Barnet var ikke mange sekunder om at opfatte hvad der skete, og lukkede hurtigt sine små læber omkring hendes brystvorte. Det var den underligste følelse der strømmede igennem hende da hun kunne mærke at barnet drak fra hende. Noget nær lettelse idet hun kunne mærke spændingen i hendes bryst blive en smule mindre, og alligevel den næsten ubetydelige smerte fra selv samme sted, idet hun havde ømhed omkring brystet.
"Det her er så mærkeligt!"
Stemmen var lav, og man kunne næsten smage de lette strå af forvirring der lå på hendes tunge, idet hun lod ordene komme ud. Det var ikke muligt at amme, hvis man ikke havde født, var det? For så havde man sguda ikke produceret modermælk? Så det måtte betyde at han faktisk talte sandt. Åh, fuck.
Hun vippede blikket over til ham, og hævede et øjenbryn let, idet hun overvejede om hun overhovedet kunne amme to på samme tid. Måske skulle hun ikke friste skæbnen mere end højst nødvendigt.

Hun tøvede ved hans ord. Hun havde faktisk ikke noget sted at bo. Hvad Delilah ikke vidste var at hun havde en lejlighed, men fordi hun ikke havde nogle minder derfra som Castle ikke var involveret i, havde hun ingen erindringer om denne lejlighed. Derfor havde hun, så vidt hun vidste, intet andet end vejen at leve på.
Hun lod en finger stryge henover tæppet der var svøbt om hende, hun nu ammede, uden at slippe Sajros blik. Så bevægede hendes blik sig ned til den pige han holdt, og endte sin gang ved den pejs der endnu glødede halvorange imod de mørke omgivelser. Så fandt hun endnu engang tilbage til Sajro.
Og så skilte hun tøvende sine læber.
"Jeg har intet sted at bo. Jeg har åbenbart børn at passe. Og jeg har sgu nok også lidt en forpligtelse for at sørge for, at du slipper igennem den skade.
Hendes blik flakkede kort væk, og skinnede svagt i det rødglødende lys fra pejsen. Hun syntes i et kort øjeblik at have glemt at der lå et barn ved hendes bryst, idet hun overvejede hans ord. Men hun måtte indrømme, at hun end ikke rigtigt så et valg i det selv. Hvis hun var en mor, hvordan kunne hun så efterlade børnene? Uden set hvor selvstændig og frihedskrævende hun var, så var hun ikke et monster.
"Okay, jeg kan godt bo her. Men jeg advarer dig, det bliver et helvede for dig - jeg er fandens besværlig, og har en tendens til at tiltrække problemer."
Hun sendte ham et svagt smil, og kunne nærmest mærke hendes hjerne arbejde på højtryk, for at optage alle de nye dele af hendes liv. Det var sgu meget godt at hun ikke havde trykket på aftrækkeren med den skide Beretta 92FS. Hun havde på fornemmelsen at hendes liv lige havde vendt sig op og ned. Fuldstændigt op og ned.
Hendes blik lagde sig blidt imod det barn der endnu lå ved hendes bryst.
"Skal vi bytte barn?"
Smilet om hendes læber sitrede let, og spredte sig blot en smule over hendes kinder. De grønbrune øjne havde allerede hævet sig, og lagt sig på ham igen.

''Der skal nok haave været nogen, noget siger mig bare du ikke har set det, fordi du er bange for den slags Del.''

Han smilede roligt til hende. Han sad bare og kiggede på hende som hun virkede helt forvirret og oprørt over det her, men okay det var måske også en smule underligt at hun pludseligt sad med to børn hun skulle passe og amme, men det ville bare være så rart hvis han kunne få en anden der engaang imellem kunne stå op midt om natten og få dem til at sove igen.

''Jo det er du, de har brug for dig.''

Han smilede roligt til hende. Han regnede med at hun ville gøre alt for at de ville leve et godt liv, da hun ikke ville have at de skulle gå igennem det samme som hun selv havde gennemlevet. Han smilede roligt til hende, som hun begyndte at amme barnet. Han nikkede da hun spurgte om de skulle bytte.

''Jo her.''

Han gav hende det andet barn, og haan nikkede til hende omkring at hun var besværlig det vidste han godt og han vidste også hvilket problem haan kunne få. Han ville få så svært ved at holde sig fra hende rent seksuelt. Han smilede.

''Forresten du kalder mig ikke hverken hund eller køter igen! enten ulv, vaarulv eller ved mit navn.''

Åh .. Hvordan? Hvordan fanden ...?
Hendes øjenlåg gled lettere forvirret ned over hendes svagt skinnende øjne et par gange, idet hun lod hans ord synke ind. Hendes fingre bevægede sig langsomt henover tæppet der indhyllede barnet hun holdt, idet hun uendeligt langsomt rystede hovedet fra den ene side til den anden - uden at slippe ham med blikket. Han kunne ikke vide at hun var bange for det at elske folk, at blive elsket af andre. Han kendte ikke frygten for at ende med at ødelægge alting, ligesom hun selv var blevet ødelagt af de, der skulle have elsket og passet på hende. Det var noget hun end ikke selv var blevet klar over før for kort tid siden, og noget hun havde ladet synke dybt end i hende, for at gemme denne information. Hun ville ikke vise den svaghed til nogen, og alligevel sad han her og sagde den.
Hendes læber havde på et eller andet tidspunkt skilt sig let, og det var derfor også tydeligt at se at hun kæmpede med forvirringen, selvom hun samtidig forsøgte at trække alle udtryk væk fra hendes ansigtstræk. Men én ting havde han ikke ret i; Der havde aldrig været nogen. Hvis nogen var kommet den mindste smule tæt på, havde hun skubbet dem væk for ikke at skade dem, og havde brugt sin hadefulde indstillingen til livet, til at få dem til at hade hende. Der havde ikke været nogen, og det var bedst at holde det sådan. Okay, hvis man ikke talte børnene og Sajro med, åbenbart.
"Det har ikke været nogen. Jeg vil ikke have der er nogen, for jeg er ikke en god person. Jeg er den slags person man skal forsøge at rive hovedet af, ikke hjælpe. Jeg kan sgu ikke engang huske halvdelen af mine fjender!"
Stemmen var hundrede procent neutral, idet hun nægtede at skubbe én følelse ind i det. Hun ville ikke vise sine følelser - hvorfor hun overhovedet fortalte ham det her, forstod hun ikke. Derfor kunne man også tydeligt se da hun pludseligt trak sig sammen i et forsøg på ikke at komme for tæt på nogle, og lod en kortere sætning smælde.
"Og jeg er satme ikke bange!"

Hun løsnede forsigtigt dens lilles greb om hendes bryst, og lod den bevæge sig hen til Sajro istedet, hvorefter hun tog imod det andet barn. Hurtigt krængede hun BH'en op, og vippede den derefter den ved det andet bryst. To børn, to bryster. Det var fandme så smart. Endnu engang gik der få sekunder før barnet havde opfattet hvad der skete, og denne suttede mindst lige så lystigt. Smilet om hendes læber spredtes tøvende ved dette syn, samt spændingen i det andet bryst der mindskes hastigt.
Ved hans ord blev der dog skubbet en lille latter ud, og hendes blik søgte op på ham igen, istedet for ned på det sultne barn ved hendes bryst. Hun hævede et øjenbryn lettere drillende, og vippede hovedet blot en smule til siden, så et par hårstrå gled ned foran hendes ansigt, og svajede der foran.
"Du skal ikke friste skæbnen! Det kunne jo være jeg begyndte at finde det andet mere passende igen!"
Mere af den mere normale Delilah var brudt frem, for noget lettere legesygt havde fundet hendes stemme, og svang sig imellem resten af de mange tonefald der lå indspundet i hendes ord. Hun vidste intet om det forhold de havde haft før, og vidste dermed ikke noget om at de havde haft nogle problemer med at lade være med at have sex. Hvor skulle hun vide det fra? Derfor tænkte hun slet ikke i de baner på dette tidspunkt.

Hun vippede hovedet en smule mere til siden, og endnu flere af hendes mørke lokker dansede ned foran hendes ansigt, dog uden hun gjorde mine til at ville fjerne dem fra deres ellers ret irritererende position. Hun lod tungen bevæge sig ud og fugte hendes blodige læber, hvorefter den fandt tilbage imellem hendes læber.
"Hvor længe har jeg .. været væk?"
Det virkede endnu en smule urealistisk, men hun var så småt begyndt at vænne sig til tanken om at hun ikke huskede alt. At der var mere i hende end hun vidste, mere bogstaveligt end nogensinde tænkt før. Hendes stemme syntes nysgerrig, men der var også en klang af noget der ikke syntes at kunne bestemme sig for, hvad det egentligt var for et tonefald. Hendes blik gled ned til den lille pige der lystigt lå ved hendes bryst, og hendes øjne syntes at glide fjernere væk.
"Hvad hedder de?"

''Del du kan lige så godt indse det nu end senere, jeg forstår dig bedre end du tror nogen kaan forstå dig, og jeg ved mere om dig end du vil have.''

Han smilede roligt til hende, tog imod barnet som han vuggede ganske ganske blidt, indtil hun var færdigt med at amme det andet barn også. Han smilede bare da hun sagde at hun ikke vaar bange nej selvfølgelig var hun ikke det, ifølge hende var hun ikke bange for noget. Han kiggede på hende roligt og grinede bare.

''Kald mig det igen og jeg lover dig at du ikke vil få det sjovt, og hvis du overlever er det kun fordi de to små har brug for dig.''

Hans stemme vaar ikke højrøstet eller noget, den var der bare og han sagde ikke meget mere end det. Han smilede roligt da hun såurgte til deres navne han smilede, og kiggede rundt roligt inden han fortalte deres navne.

''Den her, hedder Livia og hun hedder Marina''

Han smilede og pegede først på den han sad med og så den hun sad med.

Hun rystede på hovedet. Sådan var det ikke, for ingen kunne forstå hende - der var for mange ting i hende, som hun end ikke selv forstod til fulde. Hun var knust indeni - og resterne af hende var spredt som et tykt lag sand henover flere kilometer strand. Hun kunne ikke samles, og dermed var der ikke længere noget logisk i hende. Endnu engang lod hun en rysten bevæge sig igennem hendes hoved, og hendes øjenlåg faldt ned foran hendes øjne.
"Ingen forstår mig, okay? Ingen. Og sådan er det bare."
Hun nægtede simpelthen at tro på ham, når han sagde at han forstod hende. Hun havde accepteret at hun havde fortalt ham ting, som hun aldrig havde fortalt nogle overhovedet - for der måtte i det mindste være en grænse for hvad der måtte være strømmet ud af hendes læber. Det var noget andet, når det handlede om at forstå hende, for det ville hun aldrig acceptere. End ikke den rigtige Delilah havde nogensinde villet acceptere det, for ingen af dem troede at det var muligt at kunne.

Inden længe var hikstede barnet og slap hende, hvilket medførte at hun krængede BH'en på plads af ren refleks, og lagde barnet i en bedre position i hendes arme. Blidt bevægede hun sig lettere svajende med armene, og barnets øjne blev langsomt tungere og tungere. Et par gange faldt øjnene i, hvorefter den overrasket slog dem op igen, men ikke mange vug skulle der til før den endnu engang lod øjnene falde i. Til sidst gav den efter for søvnen, og lod hende lulle sig i søvn.
Hun udstødte et lav lyd, der næsten kunne mening om en blanding af et fnys og en latter.
"Sødt sagt, Sajro. Hvad ville du gøre mod mig? Du har selv lige indrømmet at der er brug for mig."
Det var egentligt mest af nysgerrighed hun sagde dette, og ikke fordi hun havde planer om at afprøve det. Egentligt havde hun ikke helt bemærket at hun havde stoppet med den, for hende, mere generelle betegnelse af varulve imod ham. Men hun var ikke i tvivl om, at fandt vreden hende først, så ville hun ikke holde et sekund tilbage på at kalde ham ting der var langt værre end blot 'køter' eller 'hund'.

Hendes blik fulgte hans finger idet han pegede, og et skævt smil bredte sig ved hendes mundvig, idet navnene faldt. Hun syntes om de navne, men det var vel intet chok, siden hun sikkert ikke havde været helt fraværende i navngivningen. Hendes blik blev ved Marina, der lå sovende i hendes favn, da hans stemme var svundet ud.
"Det er pæne navne. Det er vi gode til."
Hun løftede blikket op på ham, og lod derefter blikket glide rundt i stuen. Gløderne i pejsen var så småt begyndt at brænde ud, og mørket var igang med at indfinde sig i lokalet. Spørgsmålet var om hun kunne rejse sig og få tændt pejsen igen, uden at vække barnet? Højst sandsynligt ikke, for selvom hun havde overraskende meget styr på samtlige af sine bevægelser, så kunne hun nok ikke komme nær pejsens varme uden at vække den lille.
"Pejsen går ud. Jeg må sgu nok hellere få den tændt."
Pludseligt syntes noget at gå op for hende. Idet hun ikke havde det beskyttende lag af kjolen over kroppen, så var de utallige sølvvåben der var sat fast om hendes lår også mere end tydelige, og lå rimeligt blottede som det var nu. Forsigtigt løsnede hun grebet om barnet med den ene hånd, således at hun kun holdt pigen med én hånd, og lod hånden liste ned til benet, hvor hun fik løsnet begge læderremme om lårene, og skubbet dem ned fra sofaen. Hun skubbede benene op i sofaen, så hun sad i skrædderstilling med front imod Sajro, og fik så ordentligt fat i barnet igen. Imponerende at det ikke havde vækket ungen, egentligt.
"Du ved godt at det bliver et helvede at bo sammen med mig, ikke? Jeg er en bombe i forhold til sådan noget. De fleste folk der 'besøger', har det med at smadre ting når de forsøger at myrde mig."
Hvorfor sagde hun det? Forsøgte hun at give ham kolde fødder, eller hvad? Hun var sgu ikke helt sikker på hvorfor det var, måtte hun indrømme.

''Jeg sagde ikke jeg direkte forstod dig, men jeg forstår dig bedre end andre.''

Han smilede bare, hun kunne vælge at tro han løj men han vidste at der nok ikke var nogen der forstod hende på samme måde som han gjorde. Han kiggede på hende roligt, og vuggede barnet han holdte. Han smilede roligt da hun spurgte hvad han ville gøre ved hende.

''Give dig et lag tæsk efterfulgt af en endefuld!''

Han grinede, han ville nok give hende et slag eller to for det, men han ville ikke være så hård som han ville ved andre, og hun burde ikke forsøge sig med det. Hun burde nu have set at han var en hård modstaandet. Han grinede lidt, da hun snakkede om at tænde det.

''Giv mig hende, og tænd det.''

Han tog næsten barnet fra hende, og som de laagde der en på hver sin arm, rejste han sig baare hurtigt op, og skyndte sig oven på hvor han lagde dem i deres vugger. han vidste hun sikkert blev sur men håbede hun ikke råbte da hun nok ikke ville vække dem. Han satte sig igen.

''Vi har boet kort sammen Delilah jeg kendeer dig, ved hvad der skal til for at få dig ned igen når du er sur og vred, og jeg har holdt dig sikker før og jeg gør det gerne igen!''

"Ingen, Sajro. Ingen gør."
Stemmen var næsten flad, men alligevel var der en kant af noget der til dels kunne misforstås til at være ... sorg? Smerte? Hun forsøgte tydeligt at undetrykke denne ubestemmelige kant, hvilket også var grunden til at den ikke skinnede igennem de andre toner og sivede ned af hendes ord som bølger der slog imod hende. Hun valgte at tro at han løj, eller at han ikke vidste hvad han snakkede om. Hun troede simpelthen ikke på det, og at han nogensinde ville få hende overbevist om det modsatte var meget mere end usandsynligt - næsten umuligt.
En latter dansede fra hendes læber ved hans ord om hvad han ville gøre, og endnu engang flakkede det lettere legesyge og drillende igennem hendes blik, idet hendes øjenbryn hævedes og hendes smil bredte sig yderligere.
"Så du ville spanke mig? Frækt, det skal jeg huske."
Hun havde dog ingen planer om rent faktisk at gøre det, men at smide et par seksuelle kommentarer nu og da var en stor del af hendes personlighed, og andet ville være umuligt at trække hende til at gøre. Hun var en succubus, og hun var endda i den mere seksuelle ende af hvordan en succubus opførte sig, så der var ikke en chance for andet.
På den anden side ville det være interessant at have en kamp imod ham. Hun havde ingen erindringer om andet end den sidste kamp hvor ingen som sådan var en vinder, men kampene før det hvor hun ikke havde været vinderen, havde hun ingen erindringer om. En let udfordring flakkede hen over hendes ansigt, men hun ville ikke give sig til sådanne ting - ikke nu. Men om hun ikke ville lade det ske senere, var noget man aldrig kunne vide.

Pludseligt forsvandt barnet fra hendes favn, og ubevidst rakte hun overrasket frem for at tage hende tilbage, men han var allerede på vej væk. Vent ... Hvad!?
"Hvad er det du ikke forstår i 'rør dig ikke'!?"
Det var næsten et lavt hvæs, og hun var straks på spring for at få ham sat ned endnu engang. Dog fik han selv sat sig ned før hun nåede at trække ham ned i sofaen, men hendes øjne var let sammenknebne. De grønbrune øjne brændte af en autoritet og irritation der ikke ville blive en god blanding hvis han modsagde hende, og det var også derfor at hun ikke behøvede uddybe specielt meget mere.
"Bliv så siddende! Jeg har ingen problemer med at rejse mig op og gøre ting, så sig dog forhelvede til hvis der skal gøre noget, næste gang!"
Hendes blik hamrede kun imod ham i nogle sekunder, før hun snurrede omkring og svajede hen til pejsen der sang på sidste vers. Hendes fingre fik endnu fastklemt den halvlunke ildrager imellem sig, og greb fat i et stykke brænde. Omhyggeligt udvalgte hun det der brændte nemmest, og skubbede det ind i pejsen, hvorefter hun rodede op i gløderne så de fik ilt. Hun rakte let bagud og fik grebet fat i en del af den iturevne kjole, og fik derefter flået dette stykke af, og skubbede det ned i gløderne således at der gik ild i dette stykke. Dette lænedes sig så godt op af det lette brænde at der hurtigt gik ild i dette træ, og derfor kunne hun tage noget af det mere tungt brændende træ, og skubbe ind over det mere brændende, sådan at ilden ville brænde længere.
Tilfreds med resultatet fik hun skubbet sig op i stående stilling, og snurrede omkring for at vende front imod Sajro igen. Varmen fra gløderne havde frembragt en smule sved på hendes krop, men ikke nok til at hun så det som et problem, og derfor smed hun sig også afslappet i sofaen ved hans side igen sekunder senere. Hurtigt trak hun endnu engang benene op under sig, og vippede hovedet lettere uforstående til siden.
"Har vi ... boet sammen? Hvorfor?"
Og hvordan i alverden overlevede han det - og kunne holde ud at være tæt på hende alligevel? Et lille smil dansede imod hendes læber, og glitrede igennem de øjne der nu skinnede kraftigere af det gulligorange skær den lystist flakkende pejs udsendte.
"Sajro, når jeg er vred så kan man ikke få mig ned igen."
Forvirring flakkede forbi hende, og rester af irritation der skummede op til overfladen igen. Hun rystede kraftigt på hovedet, så håret svang sig omkring hende med hurtigt bevægelser, og lagde sig så ned af hendes ryg og skuldre endnu engang, da hun endelig lod hovedet få fred fra sine bevægelser.
"Holdt mig sikker? Jeg har ikke brug for beskyttelse, Sajro. Jeg vil ikke have beskyttelse, jeg kan godt beskytte mig selv! Og desuden så er der fandme for mange farer til at jeg kan holdes sikker! Om jeg så sad i en isolationscelle, ville farerne finde mig. Og jeg ville have det fint med at klare dem!"