Again!?(Sajro)

''Måske måske ikke.''

Han grinede baare, og han havde forvetnte hendes reaktion da han havde rejst sig, men der var jo ikke sket noget. Han blødte ikke eller havde indre blødninger hun var bare en lille smule overbeskyttende. Hn fndt det faktisk morsomt at hun var gået hen og blevet sådan haan mprede sig grænseløst.

''Ja ja men du skulle jo rode med ilden, så jeg kunne lige så godt gå op og putte dem.''

Han smilede roligt, og han rystede på hovedet daa hun sagde man ikke kunne få hende ned igen. Det vaar da lykkedes ham helt fint hver gang han havde haaft brug for at få hende ned. Han smilede bare skævt og talte så endeligt.

''Jo man kan dengaang vi boede sammen, fik jeg dig ned ofte. Og grunden var at du havde brug for et sted at bo og jeg tilbød dig det.''

Han kiggede rundt, og grinede bare over hendes reaktion. Hun morede ham virkeligt med det hun fortalte ham. Han kiggede på hende helt roligt.

''For noget tid siden, kom der nogle folk her og ville fange dig samt dræbe mig. Du var i problemer der, men jeg reddede dig. Jeg ved at du ikke vil have hjælp at du vil klare alting selv, men som alle os andre må du indse at hvisse ting bør du lader andre hjælpe med.''

Hun smilede af hans ord, og lod imod sin vilje en let latter komme op. Dog svarede hun ikke på den første sætning, men lod den dø hen ved dén afslutning. Selv mente hun ikke at hun var overbeskyttende, og hun havde ingen planer om nogensinde at blive sådan - men i realiteten var hun utroligt overbeskyttende overfor alle der betød bare det mindste for hende. Hun havde altid, og ville altid langt hellere underlægges tortur der ville ende i hendes død, end at hun ville lade nogen der betød noget for hende komme i smerte. Hun var måske en smule overdramatisk og utroligt overbeskyttende, men det var ikke noget hun havde planer om at fortælle andre, før det var højst nødvendigt.
"Og risikere at såret gik op igen? Eller et eller andet fuckede det hele op? Så lad mig dog forhelvede gøre det næste gang!"
Åh forhelvede, ville han da ikke bare lytte efter hvad hun sagde!? Hendes stemme klingede af autoritet, og det var tydeligt at han skulle give efter og gøre som hun sagde. Og gerne utroligt hurtigt. Hendes øjenbryn fløj i vejret, og hun sørgede omhyggeligt for at sende ham et blik, der nærmest spruttede af at han bare skulle gøre som hun sagde.

"For at få mig ned når jeg er vred, så skal man fandme ende med at slå mig bevidstløs og binde mig til sengen, eller sådan noget. Jeg tror sgu ikke på at der er en anden måde."
Munterheden havde indprentet sig i hendes stemme, og legede lystigt med hendes toneleje, der bevægede sig skødesløst. Hun sendte ham et svagt smil, og drejede derefter blikket hun i stuen igen, men hun huskede det ikke. Trist, der var ellers rimeligt hyggeligt herinde. Med et hurtigt vip til siden af hovedet, fik hun betragtet hvad hun selv mente var et mesterværk hun havde skabt i ilden, idet hun faktisk ikke var typen der lavede bål. Hun var typen der tog en ekstra jakke på, eller fandt en eller anden der gad varme hende(eller havde et varmt hus).
Hun smilede let endnu engang.
"Er det en vane du har? At tilbyde mig at bo hos dig, hvis jeg ikke har noget sted at bo?"
Det var anden gang han havde gjort det - åbenbart. Det var hurtigt gået op for hende at hun helt simpelt måtte stole på de historier han fortalte, og som det var nu, kunne han egentligt bilde hende det meste ind, uden hun ville stille et rigtigt spørgsmålstegn. Hun kunne ikke vide om det var sandt eller ej, men indtil videre var de ting der kunne bevises, blevet bevist til at være sande, af det han havde sagt. Resten måtte hun blot stole på.
Hun lod endnu engang tænderne glide henover hendes underlæbe. Det lod ikke usandsynligt at der var kommet folk for at fange hende - hun havde en dårlig vane med at blive tilfangetaget her for tiden - men hvorfor ville de dræbe ham? Det syntes der da ikke at være grund til? Eller havde hun bare glemt et eller andet super vigtigt?
"Hvorfor ville de slå dig ihjel?"
Nysgerrigheden havde trængt sig på, og skinnede også svagt igennem hendes stemme, da hun spurgte. Dog lod hun der ikke gå mange sekunder, før hun lod kommentarer om resten af hans sætning falde, idet hun var dybt uenig i det han sagde, om at hun burde acceptere at hun ikke kunne klare alting selv. Selvfølgelig kunne hun det! Ellers kunne hun fandme dø i forsøget.
"Jeg har ikke brug for hjælp! Enten kan jeg klare mig selv, eller også så kan jeg ikke klare det - og så dør jeg. Det er livets gang, forhelvede. Men jeg skal sgu ikke trække andre ind i mine kampe - hvis jeg kan, så lever jeg, hvis jeg ikke kan, så slår det mig ihjel."
Køligheden i hendes stemme var slående, og det var tydeligt at hun havde alt seriøsitet omkring dette. Hun ville ikke lade andre tage hendes kampe - om det så skulle slå hende ihjel på en yderst brutal og makaber måde.

''Du glemmer helt sikker hvem jeg er. Sidste gange gik der ikke længe efter du havde brændt såret til at vi havde hed og hård sex.''

Han grinede, og regnede med at hun forstod at der skulle mere til end at flytte et par baabyer for at han ville tage skade f det. Han kiggede på hende ganske roligt. Han vidste ikke hvad han skulle sige fordi hun var så stædig. Han kiggede på hende og da hun kom til det med hvorfor de ville dræbe ham grinede han af hende.

''Fordi der er en dusør på mig. En dusør på 1.5 million guld.''

Han betragtede hende og da hun sagde at hun ville selv, sendte han hende bare et hårdt blik, der sagde at nu skulle hun fandme til at høre efter. Fordi det var også sådan han havde det, hun kunne være så dum hun ville være, men ikke nu hvor hun havde to små piger at tænke på.

''Nu hører du her! Du har to piger der har brug for dig! Så nu gør du fandme alt der står i din maagt for at de ikke mister deres mor, og det indebærer også at få hjælp fra andre! Du ønsker vel ikke at efterlade dem til et liv uden en mor? Et liv uden omsorg og kærlighed fra den der virkeligt skal give det til dem!?''

Han sagde det meget meget bestem.

"Virkelig? Så må du virkelig være god. Især fordi du ikke er død af det."
Det var ikke engang bevidst at hendes stemme havde fået en lettere kælen klang, og at hun lænede sig en smule fremover var ligeledes ikke en bevidst handling. Når samtalen drejede over på sex, fik hun simpelthen en kælen, sensuel udstråling der sydede og boblede både i hendes blik og i de smidige bevægelser. Selv hendes smil fik en kant der havde karakter som en kat der spindede lettere forførende - men intet af dette var bevidst.
"De fleste er så skrøbelige. De går i stykker under sex. Godt at vide at der findes mænd, der kan klare det hårdt."
Langsomt fugtede hun læberne med tungen endnu engang, og lod samtidig blikket glide ned af ham. Endnu et smil sitrede om hendes læber, inden hun lod blikket glide væk, og syntes at glemme alt om den samtale de netop havde haft. Dog ændredes hendes stilling sig ikke, og hun syntes heller ikke at lade den lettere sensuelle udstråling forsvinde. Dog var det ikke rigtigt fordi hun forsøgte at forføre ham, mere fordi det var hendes natur at lade sin seksualitet komme til udtryk på denne måde.

Hendes øjenbryn fløj opad ved tallet af dusøren. Det var .. voldsomt meget, faktisk. Det måtte vel betyde at han var i konstant fare? Hvordan han havde overlevet en dusør på halvanden millioner guldstykker forstod hun simpelthen ikke, men det måtte vel betyde at han havde nogle ekstremt gode kampevner. Eller bare var uhyggeligt heldig.
Interessant.
"Wow, det var sgu en klat penge. Hvem har sat den, og hvorfor har du det?"
Havde hun mon selv forsøgt at tage den? Hun huskede ikke en jagt på en dusør, men det betød ikke længere meget hvad hun huskede eller ej. Hun kunne ikke stole på sig selv mere, hvilket irriterede hende grænseløst. Tidligere havde hun været den eneste hun kunne stole helt på, men det var også smadret. Tillid? Hun kunne sgu smide det væk, efterhånden.
I et hurtigt ryk rejste hun sig op, og selvom hun ikke ønskede det, så brændte irritationen sig igennem hendes blik. Hun kunne ikke håndtere at nogle skulle bestemme over hende - om de så havde ret i det der blev sagt, eller ej. Hun snurrede omkring så hun stod foran ham, og satte hårdt hænderne i siden. Vrede slikkede imod hende som flammerne der dansede i pejsen, og sendte orange lysstråler ud over hendes hud.
"Jeg har forhelvede da ikke tænkt mig at begå selvmord! Jeg kan godt klare mig selv, og jeg har ingen behov for at få nogen fucking hjælp til at overleve! Jeg har fandme gjort det i mange hundrede år, og jeg har ingen plan om at holde op med at leve nu!"
Især ikke efter hun netop havde fået en grund til at leve, hvilket hun ikke havde haft i de mange hundrede år. Men hun havde ikke tænkt sig at lade ham bestemme over hende, og da slet ikke beskytte hende fra noget som helst!
"Jeg vil ikke have at nogen redder min røv, okay?! Du skal ikke forsøge at holde mig sikker, for jeg skal fandme nok holde mig selv så sikker som jeg kan! Jeg er en hadet person, så jeg har mange fjender - men jeg kan godt overleve dem, forhelvede! Jeg skal ikke beskyttes!"
Hun snappede vredt af ham, og hendes stemme havde ikke steget til et råb idet hun ikke ville vække børnene, men på trods af stemmen der syntes som en højlydt hvisken, så blev det hvæst og snerret ud i et toneleje der var værre end havde hun skreget ham op i ansigtet.

''Ja se det er sjovt det sagde du også til mig den første gang vi havde sex.''

Hn smilede roligt til hende. det overraskede ham at hun havde troet hn havde snakket om selvmord men ellers overraskede hendes reaktion ham på ingen måde. Men han skulle have hende til at fatte at hun skulle søge hjælp istedet for at dø. Han kiggede roligt på hende. Han var utroligt rolig og kold lige nu fordi det her var vigtigt og derfor var han ikke påvirket af hendes seksuelle udstråling.

''Nu hører du her! Jeg snakkede ikke om Selvmord! Men om at du hellere vil dø end at få hjælp frivilligt! Og det kan du godt glemme! Så længe de to piger har brug for dig må du sætte din stædighed og 'ære' til side! Hvis du møder noget hvor du ikke kan klare det selv! Så kommer du og beder om hjælp! Ikke for din skyld! Men for deres! Forstået!''

Han lod hende ikke få meget valg her. Han havde ikke tænkt sig at lade hendes stædighed og 'ære' slå hende ihjel så længe de 2 piger havde brug for hende. Han kiggede på hende roligt, afventede hendes svar ganske roligt. Han var klar til at gribe fast i hende om nødvendigt.

Gud hvor havde hun lyst til at slå ham. Hendes fingre kriblede for at hamre han i ansigtet, og hun havde en næsten uimodståelig trang til at hamre knæet under hans hage, så hans hoved røg opad. Eller måske en albue i maven ...? Angrebsmuligheder føg igennem hendes hoved som sand der sivede ned igennem hende og viste hvert eneste sandkorn i et milisekund, før det blev erstattet af det næste. Men hun kunne simpelthen ikke overskue at han halvt forsøgte at bestemme hvad hun skulle gøre, prøvede at tvinge hende til at søge hjælp til ting hun sagtens kunne klare selv, og også beskyldte hende for at ville lade tvillingerne vokse op uden en mor! Det var fandme ikke okay!
"Ja forhelvede jeg vil hellere dø end at være en fucking hjælpeløs og ynkelig tøs! Hvis jeg er svag nok til at ville blive slået ihjel af det, så fortjener jeg fandme heller ikke at overleve det! Det kan godt være jeg er en fucking prinsesse, men jeg kan fandme godt selv redde min egen røv!"
Hendes stemme havde endnu ikke hævet sig, og det syntes ikke at den havde nogle planer om at blive højere end den var nu, idet hun ikke ønskede at skulle skændes med ham samtidig med at hun forsøgte at få et par børn til at falde i søvn igen. Men hun kunne ikke følge hans tankegang - eller også nægtede hun helt simpelt at forsøge. Det var nok mest det sidste.
Hendes hænder lagde sig ned på siderne af hende, og begyndte langsomt at folde sig sammen til knytnæver. Dette var et ømt emne for hende, men samtidig et emne hun nægtede at give op på. Hun ville fandme have lov at slagte hendes egne drager!
"Jeg er fandme tæt på at slå dig lige nu. Du lytter ikke en skid efter! Jeg har ikke sagt noget om fucking stædighed og ære!? Og jeg har ingen planer om at forlade pigerne, men det er fordi jeg ikke dør bare fordi nogle idioter angriber mig? Jeg har fucking overlevet flere hundrede år hvor idioter har angrebet mig næsten hver eneste fucking dag!"
Hun bandede kraftigt når hun var vred. Hun snurrede omkring, og trådte et par skridt væk, som ville hun gå væk for at køle af, men drejede sekundet senere om igen, og trådte tilbage så hun endnu engang stod foran ham, med vreden der dansede om hendes krop som tusinde sole.
"Jeg vil ikke have en fucking helt. Jeg kan klare mig selv. Jeg forlader dem fandme ikke, og jeg dør fandme heller ikke af et par kampe! Du vover på at beskytte mig - jeg skal fandme nok overleve helt selv! Har du forstået det?!"
Hendes arme lå helt stift ned af hendes krop, og hendes knoer var så småt begyndt at miste farven, idet hun klemte så hårdt sammen. Hendes negle borede sig dybt i håndfladen, og hun kæmpede en indre kamp i et forsøg på at bestemme sig for om hun skulle slå ham eller lade være.

''Se den der den går ikke når du er mor! Jeg ved hvilket helvede du er gået igennem og hvilket had du har til din familie! Jeg har hørt dig fortælle om hvad din familie har gjort mod dig, og at du siger de vil komme for aat torturere de to piger og mig foran dig!''

Han var hurtigt oprejst og greb ud efter hendes hals og hage for at smække hende op f muren. Hun skulle lytte og hvis det var nødvendigt for ham at banke det ind i hende ville han gøre det. De to piger havde brug for hende og så længe de havde det skulle hun lære at tage imod hjælp istedet for at dø.

''Så du skal lære at tage imod hjælp! Så du kan være i live og hjælpe med at beskytte dem imod din familie! Fatter du det!?''

Han åndede tungt og kraftigt. Han var tæt på at være direkte rasende og det kunne så småt ses på de to buler der formede sig i hans pande og de samme to lidt større der formede sig på hans ryg som om noget truede med at springe frem. Han var helt rolig ellers. Hun skulle baare fatte det her.

''Du kan gå tilbaage til at være stædig som et fucking æsel som altid når de to kan klare sig selv! Men så længe de ikke kan det så er det ikke noget med at tage chancer eller have tanker om at du hellere vil dø end at få hjælp! Del jeg kunne knække dig midt over hvis jeg ville, så der er nok også andre der kunne det derude! Du skal holde dig i live også hvis det betyder at bede om hjælp! Eller vil du virkeligt hellere dø og efterlade dem til din familie!?''

Han så hende dybt i øjnene.

I et sekund var hun mundlam, fordi han afslørede endnu en viden omkring hendes familie, som hun så vidt hun huskede ikke havde fortalt ham. Men det betød sgu ikke en skid efterhånden, hvad hun huskede eller ikke huskede. Derfor strømmede vreden hastigt tilbage i hende, og brændte sig igennem hendes blik. Hendes temperament var en bombe, og havde han udløst den hurtigere end det var godt at gøre.
"Det vil de forhelvede også! Fatter du ikke at det er mig der bringer jer i fucking mere fare end i burde være i?! Jeg må for fanden da også kunne sørge for at de ikke når jer, hvis det er det, og hvis jeg skal gøre det ved at dø i forsøget på at gøre at de ikke kan nå jer, så er det fandme det jeg gør!"
Et sammenmikset gisp og hvæs forlod hende da han greb hende om halsen, og hamrede hende imod muren. Smerte bredte sig fra hendes baghoved og ryg idet hun ramte, men hun reagerede ikke et sekund på det. I stedet lagde hun begge hænder imod den hånd han holdt hende fast med, og flåede vredt i den for at få ham til at slippe hende.
"Slip mig, hund! Jeg har fandme ingen planer om ikke at være i live, men det er fordi jeg ikke dør! Jeg har ikke fucking brug for hjælp, fordi jeg godt kan klare mig fucking selv! Så fat det dog!"
Hun var oprørt og direkte vred, men hun bemærkede alligevel den buler der begyndte at forme sig forskellige steder på ham. Nysgerrighed var dog det sidste hun bemærkede lige nu, og derfor tog det hende ikke mange sekunder at rette blikket imod hans øjne i stedet for. Hun løftede en af hænderne og slog ud efter hans ansigt, for at få ham til at slippe, samtidig med at hun borede neglene dybt ned i hans arm.
"Ja for fanden der er andre der kan knække mig midt over! Men jeg har været igennem det pis! Jeg er blevet tortureret af Rafael, for fanden, voldsommere bliver det sgu ikke! Jeg kan godt klare mig selv, så fat det dog! Vil du hellere have at jeg er fucking svag og beder dig om hjælp, hvorefter vi begge bliver flået i stykker og efterlader dem helt alene?! Så er det fandme bedre at der er én der ikke blev involveret i kampene, okay?! Og slip mig så!"

''Men det er også bedre at vi du får hjælp og så vi begge kommer hjem end at de kun har en forældre! Og! Hvis der endelig er en af os der skal klare dem alene! Så er det lige nu dig! Det er dig der har den eneste føde de rigtigt kan klare sig med længe! Forstår du det!?''

Han var ligeglad med hvor stærk hun troede hun var. Han reagerede ikke på hendes negle og ej heller på hendes slag. Hn flyttede bare hovedet så hun ikke rigtigt ramte ordentligt. Han haavde ikke tænkt sig at lade hende slippe før hun indså at hun var nød til at være der for dem en del tid.

''Du sørger for at holde dig i live indtil de ikke har brug for modermælk! Også hvis det betyder at jeg skaal redde dig okay!? de kan ikke klare sig alt for længe uden den ægte vare!''

Han kiggede på hende han var rasende og frustreret. Han kunne ikke lade hende have den tanke at hun hellere ville dø end bede ham om hjælp ikke når hun havde dem at tænke på også. Han kiggede på hende roligt. Han var blevet mere rolig, men de to sæt horn var også brudt frem nu.

''Så har vi en aftale!? Indtil de er et år gamle så bider du det i dig og beder om hjælp hvis du kan se det blive nødvendigt! plus du sørger for ikke at tage for farlige missioner! Når de er et år, så kan vi se til det igen!''

Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt og stødt. Han vidste hun aldrig ville lade sig selv tabe så han måtte forsøge med et kompromis. Hun kunne måske komme sig over hendes angst for at være svag.

"Du risikerer at de ingen forældre har ved at gøre det! Dit argument har givet bagslag, forhelvede! Det her er en fucking latterlig diskussion, for jeg vil aldrig være i sikkerhed, og du vil fandme aldrig have en chance for at kunne beskytte eller hjælpe mig hele tiden!"
Det var ikke løgn hvad hun sagde. Hun havde ingen planer overhovedet om at blive indenfor en rækkevidde hvor han kunne se hende, og det betød samtidig at hun ikke kunne blive reddet ud af diverse situationer uden at skulle tilkalde ham - hvilket ville tage lang tid, og det betød at han ikke kunne komme i tide. Og hvem sagde at hun overhovedet kunne tilkalde ham? Havde muligheden for det? Der var ingen chance for at hun kunne lade være med at komme døden nær mindst et par gange om måneden. Ikke med hendes fjenders størrelse, ikke med hendes trang til fare. Ikke med hendes job. Der var simpelthen ikke en chance!
"Jeg har ikke fucking tænkt mig at dø! Jeg har ikke tænkt mig at springe i armene på mine fjender og blotte halsen for dem! Jeg kan fandme godt kæmpe selv, og jeg har forhelvede slået nok ihjel til at jeg ved hvordan man gør! Jeg kan uden problemer overleve, også selvom jeg gør det helt fucking selv!"
Hun vidste da forhelvede godt at de ikke kunne overleve uden hendes modermælk, men hvis det var, kunne han fandme da godt finde en anden gravid kvinde eller en kvinde der på den ene eller anden måde kunne amme dem fra tid til anden. Der var metoder! Ellers måtte han da have fodret dem imens hun havde været 'væk', hvilket igen betød at der måtte være metoder de kunne overleve på. Hun kunne undværes selvom det ikke var smart, men hun havde sgu heller ingen planer om at blive undværet! Hvorfor ville han ikke bare lytte?!
Hendes blik lå lettere overrasket på hans horn. Hvad ...? Nysgerrigheden blev skubbet dybt ind i hende igen, men hun indprentede sig billedet, og bestemte sig tydeligt for at spørge ind til det når stemningen var mindre .. Anspændt.
"... Hvor gamle er de?"
Hendes stemme rystede svagt, idet hun forsøgte at beherske sig fra at sparke ham igen, eller forsøge at rifter i ham via hendes negle. Beherskelsen stod tydelig i hendes blik, indtil det gik op for hende hvad han lagde havde sagt.
"Vent, vil du tage mit levebrød fra mig!? Jeg går sguda kun på farlige missioner! Hvis den er let, så klarer folk den sguda bare selv! Jeg myrder kun folk der kan slå mig ihjel! De andre giver nærmest ingen penge, og jeg ville fandme aldrig få tid til andet hvis jeg skulle leve af småmissioner!"

''Nej du er bare for stædig til at ville se det på andres måde! Du tror du ved alt, og har lært hvad du har behov for! Men det her at have en familie det er nyt for dig Delilah så hvad med at du lytter til en der faktisk ved hvad det vil sige at have en familie!?''

Han vidste jo at hun ldrig havde haft en rigtig familie. Haan lod hende råbe og skrige. reaagerede ikke på smerte eller noget. han var mindst lige så stædig som hende. Han kiggede på hende og vidste godt at det ikke ville være nemt for hende at leve uden hendes arbejde han vidste hvad det betød for hende, men hun måtte tænke på børnene før hende selv.

''fylder snart en måned.''

Det var sandt han havde fundet føde til dem, men det ville de ikke kunne leve af for altid. Det ville ikke være muligt for dem. Han kiggede på hende. Han endte snart med at direkte bede hende om at stoppe det her, hun var nød til at tænke på børnene.

''Sig mig hvem er vigtigst!? dig eller dine børn!? Så hvis det betyder du må finde dig i at nøjes med knap så farlige missioner for at være lidt mere i sikkerhed så er du nød til det? for deres skyld? For at være så lidt lig dine forældre, gør alt du kan for dine børn især de her piger istedet for at tænke på dig selv som dine forældre gjorde.''

Den her måtte da næsten ramme lige på sømmet. Han kendte jo hendes forhold til hendes forældre så hvis han spillede på det kunne han vel få noget ud af det. han kiggede på hende og han havde en sidste ting at sige til hende.

''Og jo jeg kan overvåge dig hvis jeg vil... Jeg gjorde det da du kom hertil, jeg holdte øje med dig legede med dig i lidt over en uge inden jeg viste mig for dig, og du havde slet ikke opdaget det var mig.''

"Jeg har fandme lært nok til at overleve!"
Delilahs øjne lukkede i, da han sagde at de snart fyldte en måned. Halvdelen af hende hamrede af smerte fordi hun havde glemt en måned af sine børns liv, imens den anden halvdel bankede af vrede over at han ville have hun skulle undvære sit arbejde i 11 måneder .. Han kunne forhelvede da ikke være seriøst?! Det kunne hun ikke overleve! De ufarlige missioner gav ingen penge næsten, idet hun endda var nødt til at tage flere hamrende farlige missioner end hun kunne magte og havde tid til! Hun var adskillige gange være ved at kollapse af pres og udmattelse under en mission, fordi hun netop havde været igennem fire andre uden en pause. Hun havde helt bogstaveligt ikke råd til at undvære nogle opgaver!
"Jeg kan ikke overleve uden de opgaver, Sajro. Jeg tager i forvejen alt for mange bare for at overleve! Jeg har haft op til syv opgaver på en dag, fordi det er det eneste jeg har at betale med, udover de fucking mange blodpenge jeg har liggende!"
Åh ... Hendes blodpenge, som hun kaldte dem. De mange millioner guldstykker hun havde liggende fra hendes forældre. De penge hun havde svoret at hun aldrig ville bruge, fordi hun skulle igennem utallige vagter der i samme sekund de så hende ville smide hende ind til hendes forældre og tvinge hende til at blive deres egen personlige slaveprinsesse igen, men også fordi hun nægtede at ville lade dem forsørge hende. Aldrig i livet.
Hendes krop stivnede ved hans ord. Han havde ikke snakket om hendes familie. Han kunne fandme ikke tillade sig at sammenligne hende med sin familie! Hun var på ingen måde ligesom dem! Hun havde levet hele sit liv som hun havde, for at være så ulig dem som overhovedet muligt! Hvor vovede han! Men man kunne se pusten forsvandt fra hende da han trak det kort, idet hun syntes at dø bare en lille smule indeni, idet han sammenlignede hende med dem.
"Jeg er ikke ligesom mine forældre. Hvordan kan du overhovedet sætte os i samme sætning! Jeg tvinger dem ikke til at være min personlige slave! Jeg sælger dem ikke til højest bydende! Jeg torturerer dem ikke, jeg lukker dem ikke inde!"
Smerten skinnede igennem hendes stemme i denne sætning, men hun fik hurtigt fortrængt den. Hun nægtede at vise ham, hvor ondt det hele gjorde på hende. Han skulle ikke se hende så fucking svag!
"Nej .. Det ville jeg opdage. Det kan ikke passe!"

''Så for Livia og Marinas skyld overlev med det jeg kan give, jeg har penge nok. De har brug for dig mere end du kan forestille dig.''

han begyndte at slappe af mere og mere. Han kunne godt se at det at tale om hendes forældre gjorde ondt på hende. Han vidste det også, men han haavde ikke følt der var nogen anden måde at gøre det her på han havde følt det kort vaar det sidste han havde at smide der kunne vende spillet. Han kiggede på hende roligt, da hun knækkede lidt. Han så sit snit og var hurtigt helt tæt på hende og laagde armene om hende i et kram.

''Delilah så se de her børn som en mulighed for at være helt ulig dine forældre. Vær der for dem sæt dem i første række i alt, støt dem hjælp dem til at blive det de gerne vil være. Vær den bedste mor de kunne ønske sig. Vis dine forældre at du er alt andet end lig dem!''

Han hviskede det i hendes øre. som han der stod og knugede hende ind til sig. han smilede roligt han forstod godt at hun ikke troede på ham. Men dengang de havde arbejdet sammen havde han stået for det med at finde dem og hun havde stået for mordet.

''jeg har et sidste tilbud...''

han trak vejret og sank en klump forstod ikke han var ved at foreslå hende dette. Det her var noget han ellers havde lovet sig selv han aldrig ville gøre men for børnene ville han gøre alt. Han kiggede på hende.

''Lad os være partnere igen. arbejde sammen som vi gjorde dengang. Der vaar ingen der kunne stoppe os, du finder ingen bedre til at spore folk end mig, og jeg kender ingen bedre til at lokke folk ud som dig. Hvis vi arbejder sammen som lige folk kan vi klare mere og farligere end du er vant til. Hvad siger du?''

Han stod og så på hende.

Hun rystede svagt på hovedet. Hans penge? Hun kunne ikke leve på en andens penge. Ikke fordi der var nogen skam i det, eller fordi hun ikke rent fysisk kunne, men fordi det var som at stjæle. Hun vidste hvor hårdt det var at tjene til føden, så at tage en andens penge .. Det kunne hun ikke. Hun havde ikke selv bemærket at hun var kølet voldsomt ned, og at der nu kun var lunkne rester tilbage i hendes blik, af den brændende vrede han havde været udsat for.
"Jeg kan ikke stjæle dine penge. Det kan jeg ikke."
Hendes stemme var næsten en hvisken, og hun følte sig pludseligt utroligt træt. Hendes blik flakkede imod siden, og søgte så gulvet for de sad lidt. Hendes krop syntes ikke at kunne klare mere, og hendes hoved kunne ikke kapere et større pres end der på ingen tid pludseligt var blevet lagt på det. Hun havde accepteret så mange ting, som hendes hjerne aldrig havde troet den skulle opleve, og hun havde kæmpet flere gange. Hendes blik nåede kun lige at hæve sig og lægge sig imod Sajro, før der skete noget der chokerede hende overraskende meget.
Hele hendes krop stivnede da han trak hende ind til sig i et kram. Ude af stand til at vide hvad hun skulle gøre i sådan en situation, stod hun stiv som en statue - dog uden at kæmpe imod. Men hans ord trængte ind til hende, og pludseligt løsnede hendes stive stilling, og ændrede sig kraftigt. Hun løftede hænderne og lagde dem imod hans brystkasse, hvorefter hun lænede panden imod hans skulder. Kunne hun overhovedet lade være med at sætte dem i første række? Lade være med at lade dem betyde alt - hun havde ikke andet? Hun var langt mere ensom end hun selv havde vidst, men det bankede tydeligt i hende, nu hvor hun ikke var helt alene i verden.
Hun løftede hovedet og lagde blikket imod ham, da han snakkede om et nyt tilbud. Hendes pande rynkedes dog kraftigt - ikke ved hans ord, men ved måden han syntes at finde det ubehageligt med disse ord. Som var det noget han ønskede mindre end noget andet. Hun svarede ham derfor ikke.
"Det virker du ikke til at ville. Hvorfor tilbyder du det, hvis det er så ubehageligt for dig, som det ser ud til? Jeg vil ikke gøre noget, der ser ud til at gøre ondt på dig."
Hun var faldet helt ned igen, og fornuft havde fundet vej tilbage til hende. Hendes blik syntes næsten undersøgende på ham, idet hun forsøgte at finde en grund til at gøre noget, der så tydeligt ikke var noget han ønskede.

''Du stjæler dem ikke, du får dem for at vores børn kan have en mor.''

Han smilede roligt til hende, var ikke overrasket over at hun vr stivnet da han gav hende et kram. Hun var ikke bnge for fysisk kontakt, men det her var ikke den slags hun vaar vant til jo. Han smilede roligt til hende og kyssede hende blidt på kinden. Han så ned på hende og smilede mildt til hende.

''Fordi jeg lige som dig vil gøre alt for de to, og hvis det betyder jeg må ud og jage folk igen jamen så er det sådan det er. Men jeg har en betingelse. Vi undersøger først og jeg vil altid vide grunden til hvorfor de skal dø.''

Han sagde det fordi han ville aldrig være morder og dræbe folk der ikke fortjente det, men hvis det var nogen der fortjente at dø så ville han med glæde være med til det, så egentligt det han ville var vel nærmere at være dusørjæger, men en af den gode slags. Han smilede til hende roligt og slap hende hans horn forsvandt så også nu.

''Hvad siger du? Vi dræber folk der fortjener det?''

"Jeg kan ikke tage imod bistand, Sajro. Jeg vil ikke vide, at jeg får penge for noget jeg ikke fortjener."
Hun rystede svagt på hovedet, og lod blikket bevæge sig væk. Det kunne hun ikke, om hun så havde ønsket på den måde at tage hans penge - for udenset hvad han sagde, så ville hun altid føle det som havde hun stjålet hans penge. Og det ville hun ikke kunne lade sig selv gøre, om hun så sultede ihjel. Dog havde hun ingen planer om at sulte ihjel, men hun havde efterhånden bakket sig selv op i et hjørne. Hun kunne ikke sulte ihjel, fordi hun ikke kunne forlade børnene. Men hun måtte ikke gå på farlige missioner der kunne sørge for at hun fik mad, fordi hun samtidig ville bringe sig selv i voldsom fare og kunne blive slået ihjel af det. Hvad fanden gjorde hun så?
Et skævt smil havde fundet vej til hendes mundvige, og da hans læber strejfede hendes kind, løftede hun blikket op til ham igen. Ved hans ord bredte smilet sig dog lidt kraftigere, og hun syntes pludseligt at have glemt alt om den diskussion der havde faret imellem dem for ikke længe siden. Utroligt at det ikke havde vækket børnene, egentligt. Enten måtte hendes stemme have været lavere end den lød i stilheden, eller også var de bare utroligt trætte. Gjorde mæthed én træt? Hun var sjældent rigtigt mæt, selvom hun ikke var sulten. Hun var bare.
"Vi myrder idioter der har fortjent det? Okay, deal. Men jeg tager de små latterlige missioner selv."
Delilah var en morder. Det vidste hun, og egentligt betød det ikke så meget for hende. Hun havde aldrig brudt sig om nogle overnaturlige racer overhovedet, og havde for vane at bilde sig selv ind at alle der ikke var mennesker, havde fortjent at dø. Men hun var ikke et monster, hun skar halspulsåren over så de forblødte hurtigt. Det var en meget human måde at dø på, og overraskende smertefri.
Nysgerrigt løftede hun en hånd, og lod en finger strejfe der hvor et af hornene havde trukket sig ind. Det var blot en blid berøring, men det var tydeligt at det var dette hun havde kommenteret på ved denne berøring.
"Hvad var det?"

''Det er ikke bistand det er betaling for at ofre noget for dine børn.''

Han smilede roligt til hende, han forsøgte virkeligt at få hende til at tro på at det var for deres skyld og ikke hendes, hvilket det også var. Han kiggede rundt, og så ned på hende han nikkede roligt til hende. Det var okay at hun tog de små opgaver selv. han ville bare være sikker på at de var så små. han kiggede på hende ganske ganske roligt.

''Og du får den fulde løn for det! Min betaling er at mine børn er det sikre.''

Han smilede roligt til hende og han grinede hun vidste jo ikke andet end at haan var varulv, han smilede roligt til hende, og han kiggede på hende med et stille og roligt blik. han smilede lidt, og begyndte så at smide tøjet.

''det her?''

han skiftede form forblev varulv i et halvt minut og forvandlede sig så tilbage igen.

Om det var for børnenes skyld eller for hendes, var ikke noget der betød så meget for hende omkring denne 'bistand'. Det handlede om at hun ikke kunne tage nogens penge, uden set hvem det var eller hvorfor. Hun var ingen tyv, og havde aldrig så meget som skævet til de hun slog ihjel's værdigenstande. Endnu en svag rysten gik igennem hendes hoved, idet hun endnu engang nægtede at lade ham betale noget som helst. Hun skulle nok overleve. Hvorfor ville han ikke tro på det?
"Det vil jeg ikke have nogen betaling for."
Ved hans næste ord, stivnede hun ikke rigtigt, men der var allerede noget i hendes krop der fik en tydelig kant. Stædigheden vidste sig som en lille markering i hendes mundvige, og en blok der blev sat for hendes øjne, som skærmede hende for eventuelle modangreb. Hun fik hele betalingen? Fandme nej! Havde han overhovedet ikke hørt efter? Det var half and half, om han så ville det eller ej. Det var ikke kun hans børn der var sikre, som han sagde, det var også hendes. Derfor var de allerede lige på dét punkt. Hvorfor helvede ville han så ikke bare tage halvdelen af betalingen?
"Vi deler lønnen, Sajro. Og vi deler den lige. Det er ikke til diskussion!"

Delilah fandt det overraskende lidt underligt, at han pludseligt begyndte at smide tøjet. Hun syntes ikke chokeret eller forvirret, hun hævede blot et øjenbryn let, snoede armene over kors med en hofte der blev skubbet en smule til siden, og betragtede tøjet der faldt til jorden. Hmm, ikke værst, det måtte hun indrømme.
Dog syntes overraskelsen at komme til udtryk da han forvandlede sig, og pludseligt syntes enorm stor af en varulv at være. Hun lagde nakken en smule bagover for at kunne se ordentligt, og hævede lettere overrasket begge øjenbryn ... Og fik en overvældende trang til at klappe ham, lidt som en hund - en trang hun dog ikke var mange sekunder om at ignorere og smide væk, idet hun ikke var helt dum. Hun havde ingen planer om at lege 'hent pinden' med ham, så hvorfor behandle ham som en hund ellers? Medmindre hun blev sur, selvfølgelig. Så gik det altid galt.
Da han skiftede tilbage, var hendes øjne blevet knebet en smule sammen i en blanding af mistro og nysgerrighed, og hendes læber var krænget opad i et muntert smil.
"Større end en varulv. Interessant. Hvad er du?"
Stemmen syntes at sitre af nysgerrighed, idet hun trådte let til siden, dog uden at slippe ham med blikket. Hun havde tilsyneladende glemt alt om at hun mente han burde blive i sofaen og sidde helt stille - men det var vel også godt og grundigt for sent at forlange det efterhånden. Det var tydeligt at ikke én nerve i hendes krop var bange for ham, selvom han faktisk tidligere havde sagt at han kunne knække hende midt over, og nu også havde bevist at han var større end en normal varulv. Og hun var stadig ikke engang tæt på at frygte ham.
"Din varulveform er knapt så nuttet som normale varulve."
Delilah havde det med at komme med .. underlige kommentarer, der måske ikke altid var super passende. Det var nok også en af grundene til at denne bare faldt ud, men den var helt sand, det var ikke fordi der blev sagt løgne. Ikke lige nu, i hvert fald.

''Nej vi deler lønnen i forhold til ydelse! Både med børnene og i arbejde, det er den retfærdige måde at gøre det på.''

Han sagde det roligt, og han blev ikke overraasket over aat hun kiggede lidt underligt på ham. Han havde da også regnet med det. Alt andet ville da være underligt. Han smilede stille til hende. Han tænkte tilbage på deres fortid og alt det de havde gået igennem sammen han smilede roligt til hende, da han var sig selv igen.

''Nightcan, og nej knap så nuttet. Vi er den rigtige varulv, det er os skrækhistorierne handler om. Det er os der er kendt for at flå børns indvolde ud og koge supper på dem... Men det er alt sammen løgn. Vi er naturens varulve. Vi er tættere på naturen end normale varulve, og derfor er det også vores pligt at beskytte den.''

Han kiggede på hende roligt. Det her var faktisk ting han selv var kommet frem til igennem tiden. det var ikke noget han havde fået at vide fra nogen men det var det syn han havde om hans race. Han kiggede på hende, og gjorde ikke mine til at tage tøj på, som han satte sig ned.

"Og hvordan vil du så gøre det? Vi ville aldrig blive enige om hvor meget vi så skulle have hver. Hvorfor ikke bare sige halvdelen til hver? Det er langt simplere!"
Delilahs stædighed brændte i hendes blik, men der var ikke sat spor efter nogen vrede der voksede i hende, hvilket betød at dette nok ikke ville blive en rigtig kamp. Hun kunne ikke se pointen i at han ville have mindre end hun skulle, for selvom han åbenbart mente han havde knapt så meget brug for dem - hvilket sikkert var sandt, men det betød intet for hende - så ændrede det ikke på hendes holdning til at de var lige som det. Hun lod et par fingre glide igennem et par af hendes mørke lokker der snoede sig om hendes ansigt, uden at slippe ham med blikket. Hvis han kendte til hendes stædighed, så vidste han også at hun ikke ville give op. Især ikke på noget så vigtigt som penge, for dem kendte hun til smerten af at undvære. Der var ingen diskussion.
Hun lod en let latter passere hendes læber, da han sagde 'nej knapt så nuttet', idet hun ikke havde regnet med at få et svar på den kommentar. Dog syntes hendes interesse at blive vækket ret kraftigt da han begyndte at snakke om skrækhistorier, og et smil bredte sig om hendes læber, der helt simpelt voksede igennem hans sætning. Da hans ord var svundet, dansede smilet muntert om hendes læber, selvom det legesyge aldrig rigtigt kunne forlade hendes blik og legende smil.
"Flå børns indvolde ud og koge dem? Okay, klamt. Hvis du nogensinde koger en børneindvoldesuppe, så lad være med at tilbyde mig noget!"
Hun havde hørt den anden del af hans sætning, hvor han faktisk havde kommenteret på netop dette og sagt at dette var en løgn, men det var egentligt ikke så vigtigt for hende. I stedet ændrede hun blot ansigtsudtrykket fra dette let legende, drillende smil der endnu dansede om hendes læber, til et der endnu indeholdt disse to ingredienser, men samtidig havde et strejf af nysgerrighed i sig.
"Beskytte den? Hvordan i alverden beskytter man naturen?"
Hun vippede hovedet en smule til siden, og syntes knapt nok at have bemærket at han ikke havde trukket tøj på igen. Delilah selv besad simpelthen ikke blufærdighed i andet end et minimalt - næste ikke-eksisterende - omfang, og hun så det derfor ikke som specielt underligt at han gik nøgen rundt. Istedet fulgte hun hans skridt, men lod sig ikke dumpe ned i sofaens ved hans side, men blev i stedet stående foran ham. Ubevidst gled hendes blik kort nedover ham og op til hans øjne igen.

''Fint hvis jeg slipper for at høre mere på dit ævl så ld os bare sige halv halv.''

Han var for træt til at ville diskutere med hende igen. Hn kiggede bare på hende roligt da hun snakkede om at han ikke skulle tilbyde hende noget, og han grinede bare lidt af hende det var ikke noget han havde tænkt sig lligevel det var jo nok ikke noget der var nogen der hvde tænkt sig at spise nogensinde. Ellers var det laangt ude og sindsyge.

''Jeg skal huske det, og ved at dræbe de folk der skaader den, folk der starter skovbrænde, dræber dyr for sjov, fælder træer for sjov. Den slags.''

Han lød nok meget hård, men han regnede sgu ikke ligefrem at Delilah ville være den der ville dømme ham hun vaar morder selv, så derfor havde hun ingen ret til at dømme haam. Han kiggede på hende med et stille blik. Og for at drille hende klappede han på sit lår som om hun skulle sætte sig.

''Er der intet du husker omkring mig?''

Et smil voksede på hendes læber, da han gav efter for hendes krav. Hun kommenterede dog ikke på dette, idet hun havde vundet diskussionen - mere behøvede hun ikke at vide. Derfor lod hun dette emne forsvinde lidt i baggrunden, imens hun tog fat på det nye de var drejet ind på i stedet. Hun blinkede drillende da han sagde han nok skulle huske hendes opfordring til ikke at tilbyde hende noget, men ærligt talt, så havde hun ingen forventning om at hun ville finde nogle børns indvolde nogle steder i dette hus. Hun vidste selvfølgelig ikke om han var lettere sindssyg, pædofil eller hvad der ellers kunne være skjult galt, men egentligt så satsede hun på at der ikke var noget helt galt med ham. Mest fordi noget sagde hende at det ville blive fandens svært at slå ham ihjel, hvis der var noget alvorligt galt.
"Så i virkeligheden slår du bare en masse folk ihjel?"
Et let smil simrede om hendes læber, og det var langt fra bebrejdelse eller fordømmelse der lå på hendes læber da hun talte - om han så havde sagt at han flåede alle der kom i nærheden af natur op meget brutalt, så havde hun ikke set dømmende på ham. Det var meget svært at blive værre end hun var når det handlede om etik, job og lyster af forskellige slags, så hvis man skulle dømmes af hende, så var det grundet fordomme - ikke fakta.

En let latter forlod hendes læber da han klappede sig på låret, og ubevidst skiftede hun automatisk tilbage til det lettere kælne væsen der dansede imod hende, i samme sekund snakken faldt på sex eller noget seksuelt. Hun hævede et øjenbryn ved hans ord - og sekunder senere blev det meget tydeligt at Delilah var langt fra en normal kvinde.
Hun trådte pludseligt frem og gled ned, så hun nærmest sad på knæ i sofaen henover hans skød, dog lige præcis uden at ramme ham. Dette betød også at hun lænede sig let frem henover ham, sådan at hun faktisk sad med ansigtet over hans, og hun lod hænderne lægge sig imod hans nakke. Hun trak sig helt hen til ham så deres læber næsten mødte hinanden, hvorefter det samme, sensuelle smil voksede sig en smule bredere.
"Noget specielt jeg burde huske?"
Hendes ånde spredte sig varmt imod hans læber idet hendes kælne stemme blev sagt lavt, og hun lod et par fingre stryge henover hans nakke og hals, uden at fjerne læberne fra den halve centimeter der var imellem hendes læber og hans egne. Hun lagde blikket i hans, men rullede så pludseligt over, så hun rullede ned på siden af ham i sofaen, og lænede sig afslappet op ad ryglænet, tilsyneladende ret upårvirket af hvad hun netop havde gjort.

''Nej inden jeg dræber dem hører jeg deres grund til de har gjort det, nogle gange er der nogle der angre, og jeg giver dem en chance, men så skal de leve for at beskytte naturen også.''

Haan smilede roligt til hende. Han blev som sådan ikke overrasket over at hun satte sig hen over ham på den måde. Det var jo det han kendte hende for. Han smilede roligt til hende, da hun sad der foran haam, normalt havde han kysset hende og hun var nok også vant til at mænd gjorde det ret hurtigt, mens han gjorde ikke mine til noget i den stil overhovedet. Han kiggede bare på hende ganske ganske roligt. Han vendte sig mod hende.

''Hmmm du kunne da godt have husket alle de gange vi har haft sex, og de mange gange du næsten har tigget mig om sex, indirekte dog.''

Han smilede, og lagde hende bare ned i sofaen, lagde sig ned over hende men trak sig så væk igen med et stille og roligt smil, der nærmest baare drillede hende det var det eneste det var derfor. Haan kiggede på hende med et stille blik.

''Nej det kan jeg ikke tillade mig, jeg er jo såret.''

han blinkede til hende drillende og hans smil var hånende på en drilsk måde.

"Jamen dog, det er da ædelt."
Det var faktisk ikke engang løgn, hun fandt det rimeligt nobelt af ham at han ikke bare skar halsen over på dem. Selv havde hun aldrig taget sig tid til grunde af sådan en art, selvom hun dog havde nogle få tilfælde med slavehandlere, hvor hun faktisk havde fået dem til at fortælle hende indgående hvordan de aldrig nogensinde ville gøre andet end hjælpe slaver, og tigge for deres liv. Hun havde fået dem til at love at blive bedre væsner, og til at sværge at de ville vi deres liv til befrielsen af slaver og bekæmpelsen af andre slavehandlere. Selvfølgelig efterfulgt af en overskåret halspulsåre, men princippet var da den samme! Sådan næsten, da.

I samme sekund han ikke reagerede på hendes lille nummer, øjnede hun en udfordring i ham. Fantastisk, de var helt klart sjovest! Dog fik hans ord hende til at skille læberne i forurettet overraskelse, der dog var knapt så dyb som den syntes imod hendes ansigt. Tigget om det? Aldrig!
"Måske har du bare ikke været noget særligt, siden jeg ikke kan huske det?"
De vidste begge at der var en helt anden grund til at hun ikke huskede det, selvom hun endnu ikke havde nogen anelse til hvad der var sket. Dog skulle det ikke forhindre hende i at drille ham en smule, idet denne mere legesyge, drillende del af hende var dybere end man skulle forvente, når man blot så hendes morderiske side.
"Og du må have misforstået mine signaler. Jeg tigger ikke. Jeg bliver tigget."
Dét var faktisk ikke engang en løgn - de lettere fulde mænd i barrene havde en irriterende vane til at tigge hende om sex, når først hun havde leget lidt med dem for sjov. Som kunne hun ikke engang forføre en mand og gjorde ham utroligt liderlig, hvorefter hun skrottede ham og forsvandt, uden at have en liderlig hvalp rendende i hælene på hende. Dog syntes det knapt så sandsynligt at Sajro ville tigge hende, men det kunne selvfølgelig være at det ville ændre sig efter lidt alkohol. Man vidste aldrig.
Hun smilede kælent idet han lagde hende ned og lænede sig ind over hende, men ændrede ikke smilet da han fjernede sig igen. Faktisk voksede hendes smil blot til en let latter ved hans ord. Hun skød brystet lidt frem da hun strakte ryggen indad, og trak sig så op i siddende stilling.
"Nej, du må hellere blive siddende."
Smilende trak hun sig frem, og lod sig glide hen ved ham, så han faktisk kunne blive siddende. Derefter gled hun endnu engang hen på hans skød - dog denne gang hvor hun faktisk sad halvt på ham - og lænede sig en smule frem så hendes læber strejfede hans hals. Hun løftede sig en smule længere op så hendes læber igen var uden for hans, uden at have ændret smilet en smule.
"Sikker på at du ikke vil deltage?"
Stemmen var næsten åndeløs, og så lav at den næsten selv syntes lav, derfra hvor hun sad. Uden at vente på svar gled hun frem, og lod tænderne glide ned fra hans øre og ned af hans hals. Sekunder senere løftede hun hovedet igen, og lod blikket finde hans igen.

''Ååååh, på den måde du stønnede, gispede og skælvede måtte jeg have været noget særligt, og også på den måde du vaar nærmest besvimet efterfølgende nogle enkelte gange.''

Haan smilede legende til hende, og drillede ehnde bare med at hun ikke vidste hvad der var sket. hn vidste dog at han talte sandt omkring det han fortalte hende. Han elskede de gange hvor hun havde brugt hver eneste trick hun havde for at få ham med i seng. det havde moret ham så meget. han smilede roligt til hende og grinede daa hun sagde hun ikke tiggede.

''Til mig gjorde du.''

Han smilede legende til hende, og haan lod hende bare komme tættere på og lod hende sætte sig på haam. han smilede roligt og lod hende gøre hvad hun ville, et stille suk slap hans læber og han havde svært ved at stå imod det var længe siden han havde fået noget sidst, og det var svært at blive ved med at stå imod igen og igen.

''Det var dig der sagde jeg ikke måtte bevæge mig jo.''

Han blinkede og lod kort hans tænder strejfe hendes hals. Han kiggede på hende legende.