Again!?(Sajro)

"Det lyder som noget jeg skal prøve før jeg tror det."
Okay, indrømmet. Han havde vakt hendes interesse, og det han sagde, gjorde hende mere end nysgerrig. Hendes stemme snoede sig næsten hviskende imod hans hud, men smilet der sad ved hendes læber var langsomt ved at svinde ind til et mindre smil - men det var simpelthen fordi det ikke behøvedes med et smil, når han ikke engang kunne se hendes læber. Og han kunne ikke se dem, når de gled henover hans hals, og sommetider spredte sig let, så hendes tænder kunne gribe blidt fast i hans hud, men slippe det sekundet senere og lade læberne fortsætte sin gang. Hun arbejdede på denne måde på til hans øre, hvor hun blidt nappede i hans øreflip, og besvarede hans ord.
"Få mig til at tigge dig."
Hendes stemme var ikke højere end et åndedrag, og forsvandt hurtigt idet hun drejede væk fra hans øje, og forsvandt ned af hans hals endnu engang. Samtidig lod hun et par fingre bevæge sig fra hans brystkasse og ned ad hans mave, uendeligt langsomt. Et smil voksede dog på hendes læber, idet hans suk nåede hende, men hun lod sig derudover ikke mærke synderligt med det.
"Mhm, men såret kan sagtens klare at du går med i legen."
Hun blottet halsen halvt idet hans tænder strejfede hende, og lænede sig derefter frem så hun kunne lægge læberne imod hans. Samtidig var hendes hånd begyndt at bevæge sig ned ad hans ben, men drejede kort efter og begyndt at arbejde sig tættere på hans skridt.
Sekunder senere afbrød hun kysset og lod kort tænderne nappe blidt i hans hals - dog uden rigtigt at bide til.

''Få dig til at tigge? jamen du har jo lige tigget mig om det.''

han smilede drillende og flabet til hende. Han kiggede ned aaf hendes krop. Han smilede lidt til hende og han nød hendes nappen og hendes kys. Det her var så længe siden han orkede ikke engang at få ehnde til at tigge. Han ville bare have ehnde snarest muligt. Haan var slet ikke i humøret til at lege inden. Han ville bare have stillet sulten.

''Og gider ikke, jeg har brug for det her, det er så længe siden!''

han sagde det og han hev hende ned aat ligge og kort efter havde han hevet alt hendes tøj af. Han smilede roligt til hende som hun laagde under haam. Han lod sin tungespids glide over hendes bryst og hendes hals. Han smilede bare drilsk ned til hende og morede sig lige nu. Han var så tæt på at lege alligevel. Haan endte også med det, da han pludseligt rejste sig op.

''Se du vil så gerne have mig at du modsiger dig selv.''

hn smilede drillende.

"Selvfølgelig har jeg ikke det."
Hun smilede let og ville end ikke overveje hvad i helvede han mente med at hun allerede havde tigget. Hun kunne tydeligt mærke at hans tålmodighed hastigt begyndte at slippe op, hvilket ikke sendte andet en trækninger om hendes mundvige frem i hende - det forhindrede hende ikke i at lade være med at drille ham let ved at lade læberne glide henover hans hud, men altid rigtigt gøre noget andet end dette. Dog fik han også understreget den hungren hun næsten kunne mærke i ham ved hans næste sætning, og hun lod ham da derfor også overtage styringen da han hev hende ned i liggende stilling, istedet for oven på ham.
Hun havde ikke haft oceaner af tøj på - BH og trusser - men derfor bemærkede hun alligevel at det blev revet af hende. Hendes blik lå udfordrende på ham, som udfordrede hun ham til at gøre noget ved det. Dette havde hun dog ikke behøvet, for kort efter gled hans tungespids henover hendes bryst og hals, hvilket medførte at hun gispede svagt og spændte i kroppen. Og så rejste han sig igen. Legen var back on.
Hun rejste sig selv og rystede langsomt på hovedet, dog endnu uden at kunne smide smilet langt væk fra hendes læber.
"Jeg mener at såret sagtens kan holde til en lille bitte smule hård sex."
Stemmen ændrede karakter igennem sætningen, idet den startede som noget sødt der næsten mindede om en lillepige stemmen, men ændrede sig tilbage til den kælne stemme der næsten spandt igennem hendes strube, ved hvert ord hun udtalte. Hun greb fat om hans nakke, og trak sig helt tæt på endnu engang, dog uden at gøre andet end blot strejfe hans læber, uden rigtigt at røre.
"Hvem tror du kan holde længst? Jeg er en succubus, jeg får tit sex."
Det var ikke ment som en udfordring, selvom det måske kunne lyde sådan for nogle. Det var simpelt fakta for hende, og ikke noget hun havde planer om at teste.

''Kommer an på hvad du mener med at holde længst.''

Hn smilede legende til ehnde som han begyndte at gå rundt om hende ganske roligt, han gik om hende som et rovdyr der omkransede sit bytte. Han vidste at her i den her leg, lige nu kunne hun holde ud længere end han kunne men i sengen vidste han ikke hvem af dem der ville holde længst som regel havde de holdt cirkaa lige længe udover enkelte gange hvor hun haavde været totalt smadret bagefter.

''Fordi den her leg vinder du.''

Han gik lidt tættere på hende og snappede efter hende, for at understrege nogeet. At han var farlig. Han vidste hvor meget hun tændte på fare og han vidste hvilken lyst det skabte i hende, og han smilde også bare som han lod hans 'børster' rejse sig, og han vidste tænder mens hans øjne blev mere og mere dyriske.

''Men i sengen der er jeg et dyr, og der kommer du til at tabe.''

Han smilede legende, som han gik fre,. Han greb hendes nakke og rev hendes hoved bagover så han blottede hendes hals og struber han lod hans tænder streje efterfulgt af at han snusede til hendes hals, og så nappede han den, efterfulgt af et kys. Og så et lidt hårdere bid.

''Stadig lige så godt som altid.''

Hun svarede ikke på hans første sætning, men fulgte ham helt simpelt med blikket idet han begyndte at gå rundt om hende. Delilah alt andet end skammede sig over sin krop, så hun gjorde derfor heller intet for at forhindre at han ikke kunne se alt på hende, og hun fandt det ikke pinligt at blive 'udstillet' på den måde. Dog bevægede hun ikke hovedet, så når hun ikke blot kunne følge ham med blikket uden at dreje hovedet eller kroppen, så lod hun ham slippe ud af syne, og fangede ham først igen da han trådte ind i hendes synsfelt endnu engang.
Hendes smil bredte sig let ved hans bekræftning af at hun ville vinde denne leg, idet hun vidste at dette var sandt. Og endnu engang voksede smilet da han snappede efter hende, og hendes øjne blev en smule mindre da hun fulgte ham. Hun bemærkede det i samme sekund han syntes at få en mere hård, dyrisk kant. Hun fulgte udviklingen af den dyriske side der voksede, og det var helt tydeligt at hun langtfra var imod denne udvikling.
Ved hans næste ord hævede hun dog et øjenbryn, og fik et udfordrende glimt der farede igennem hendes blik i stor hastighed.
"Jeg taber ikke."
Men hun kunne mærke interessen i hende vokse, og hvordan hun hastigt fik mere lyst til ham. De vildere, farlige sider i mænd havde altid været det hun tændte på, og det var nok også derfor hun fik langt mere lyst til ham i samme sekund han viste et glimt af disse sider, der kunne rive i stykker. At hun havde et så forskruet forhold til farer, var nok en af grundene til at hun altid endte dybt begravet i livsfarlige problemer, men det kunne hun ikke ændre.
Derfor var det også et blanding af et overrasket gisp og et støn der forlod hende da han i et ryk blottede hendes hals, og faktisk gjorde hende utroligt sårbar. I denne stilling kunne han slå hende ihjel med en næsten ubetydelig bevægelse, men det tændte hende overraskende meget. Hun forsøgte ikke at kæmpe sig fri, men lod ham istedet blotte hendes hals som han ønskede.
Dog bevægede en svag lyd sig ud imellem hendes læber, da hans tænder strejfede hende. Endnu engang da han nappede i hende, og syntes ikke at være synderligt imod hans behandling af hendes hals overhovedet. Dog gispede hun endnu engang lettere stønnende da han bed hårdere fast i hendes hals, og hun greb derfor fat i hans arm, som hun klemte hårdt imellem fingrene.

''Det siger du jo.''

Han smilede bare drillende til hende, han elskede at hn havde lidt magt over hende. Haan følte sig helt fantastisk over det her. Han elskede følelsen af at haan havde magten. det varede derfor ikke længe før han hev hende med sig ind i hans soveværelse hvor han lod resten af nattens lege og spøg forplante sig.


Et af Delilahs stønd ekkoede gennem huset, og det som de nok begge havde håbet ikke skete, var sket. Den, til at starte med, blide barngrød steg i styrke hurtigt. Sajro kiggede på hende og rejste sig hurtigt op. Han fandt noget han lige kunne svøbe om sig og han skyndte sig op og løftede den ene op og vuggede hende ganske blidt, af uransaagelige årsager sov den ene endnu.

''Del kom lige herind.''

Han smilede roligt, som han kaldte på hende. Han vidste ikke helt hvorfor han kaldte på hende, måske det bare vaar fordi han et eller andet sted havde savnet hende. han havde jo været vaant til at være sammen med hende ofte og så forsvndt hun bare pludseligt uden at fortælle noget.

''Du skal være stille for fremtiden.''

Han grinede lavt

Åh fuck ... En hjerteskærende lyd afbrød dem alt for hurtigt efter Delilahs smag, men hun gjorde intet for at forhindre det da han trak sig væk og svøbte sig ind i noget. Barnegråden blev langsomt højere og højere, til det steg til et gennemtrængende skrig der hamrede igennem huset. Delilah havde allerede skubbet sig ud over sengkanten da han kaldte, og siden hun ikke fandt det nødvendigt at finde noget tøj at trække over sig, så trådte hun kort efter ind til ham, med et halvt smil imod læberne.
"Hvad så? Brug for hjælp?"
Hendes lave stemme havde en let drillende klang da hun trådte ind, men hun holdt omhyggeligt tonelejet lavt og beroligende, for ikke at opildne det grædende barn, og samtidig for at sørge for at den anden blev holdt dybt i den søvn, den var indhyllet så trygt i. Af hvad Delilah vidste, så var Sajro og børnene det eneste Delilah havde overhovedet - det eneste der gjorde at det pludseligt ikke virkede helt så ligegyldigt hvis hun sprang ud fra en klippe, eller lod en eller anden overnaturlig freak kappe hovedet af hende. Der var pludselig lidt en mening i det hele.
Hun vippede hovedet til siden, og betragtede kærligt barnet der grædende blev vugget i hans arme. Langsomt bevægede hun sig derover, og lod samtidig en svag latter komme ud igennem hendes læber ved hans ord, mens hun bevidst holdt den nede fra at blive højere end noget dybt og roligt.
"Du gør det meget svært at være stille."
Hun løftede blikket let, og lagde det drillende imod ham, før hun lagde det tilbage imod barnet i hans arme. Kunne det være fordi pigen var sulten? Eller havde Delilah simpelthen bare været højlydt nok til at trække hende ud af søvnen, alt for tidligt? Hun tøvede let, og lagde derefter blikket imod pigen i vuggen der lå med tommelfingeren få centimeter fra munden, og en vidt åben mund. Hendes smil spredte sig hastigt.
Og så fandt hun tilbage til Sajro.
"Kan det være sult? Eller er hun bare chokeret over de høje lyde der pludseligt afbrød hendes søvn?"
Den endnu sovende pige begyndte at ligge lettere uroligt, så Delilah trådte hastigt et skridt bagud for ikke at forstyrre barnets søvn. Hvis hun kunne sove igennem søsterens skrig, så ville det være perfekt hvis hun også ville sove igennem søsterens svindende skrig.

''Egentligt ikke, jeg følte bare ikke for at stå her aalene mens du stod derinde, eller sad.''

Han smilede roligt til hende. Det var også en del af ulven i ham. De to piger og Delilah var hans famile og som ulv gjorde man alt man kunne for at beskytte hinanden, og især ens familie. For ham haavde han de tre her og Alaane, og det var faktisk det haan havde overhovedet. Han sendte hende et stille smil. Han rystede på hovedet f hendes spørgsmål.

''Nej jeg tror bare at du larmede for meget.''

Han smilede bare og endeligt stoppede gråden. Han lagde pigen ned i sin vugge igen, og han sendte hende et smil til at det var godt. Han smilede roligt. Og haan så på Delilah spørgende for at vide om hun ville genoptage hvor de kom fra. Han havde nemlig en ide til at pigerne ikke blev vækket aaf dem igen.

''Jeg har jo en kælder, tror ikke de kan høre os dernede''

Delilahs øjenbryn svævede lidt i vejret, men idet hun rent faktisk kunne se at han havde styr på det, så kunne hun vel ikke rigtigt tillade sig at modsige hans ord. Derfor undlod hun også at kommentere på hans første sætning, for hvis hun ikke kunne modsige den, så syntes et svar ligesom ikke så vigtigt som ellers. Dog forhindrede det hende ikke i at træde op på siden af ham, og vende blikket nedad til barnet, hvis gråd efterhånden var stilnet ind og syntes at trække sig helt sammen, lidt efter lidt.
For fanden, det havde ikke taget mange timer for hendes liv at vende fuldstændigt omkring. Faktisk havde praktisk talt alt ændret sig, fra hun stod og gjorde den skide varulv liderlig, til hun pludseligt havde var blevet afbrudt i hendes opgave og fået alting vendt op og ned. Spørgsmålet var om det var til det bedre, eller til det værre? Det smil der lyste i hendes blik og kravlede nedover hendes ansigt for at sprede sig på hendes læber, mente helt tydeligt at det var til det bedre.
"Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg larmer ikke altid så meget."
Hun hævede legende et øjenbryn idet hendes blik kort strejfede Sajro, og lettelse syntes at flakke igennem hendes blik, da barnets gråd svandt ind til ingenting, og lyden af rolig stilhed føg igennem natten. Ved det blik han sendte hende som et spørgsmål, besvarede hun det dog ikke med ord i første omgang. Hun trådte et skridt frem, og lagde hænderne om hans nakke, for at trække deres hoveder så tæt sammen, at deres læber lige præcis ikke strejfede hinanden.
"En kælder? Kinky. Viser du vej?"
Hendes fingre gled henover hans hals, men siden de var i rummet med børnene, gjorde hun dog ikke andet end dette. Stemmen var derfor også forholdsvist lav, og kunne næsten forveksles med en lettere fordrejet hvisken, hvis man ikke hørte tonefaldet der spandt igennem hendes stemme ved hvert ord. Hun havde ingen problemer med at fortsætte hvor de slap.

''Mine minder siger nu t du ltid har larmet sådan.''

Haan smilede drillende til hende. Han grinede da hun stod helt tæt på ham, og han elskede denne følelse denne følelse han havde manglet alt for længe. Han var derfor også hurtig til at løfte hende op og bære hende ned i kælderen. Den var meget simpel der var ikke noget særligt i den. Der var en gammel seng. Og nogle borde og stole rundt omkring. det var mest af alt det der var der. Haan smilede roligt, og kyssede hende så lidenskabeligt som han lagde hende ned i sengen, og lod klædet han havde på falde.

''Du er stadig som jeg kender dig.''

Han grinede kort, inden han lod hans kys vandre over hendes krop, inden han smilende kiggede ned på hende og lavede et enkelt ryk med kroppen og så var de igan hvor de var sluppet tidligere.


Han lagde på ryggen ved siden af hende, den ene arm under hende og omkring hendes skuldre, sveden lagde som et pænt lag henover hans hud som haan kigggede på hende roligt. Han smilede stille til hende, og nappede hende i halsen.

''Fuck jeg har trængt til det.''

Delilah havde fandme da fået varmen. Et tyndt lag sved glinsede henover hendes krop, og hendes åndedræt var tungt. Luften blev suget ind og skubbet ud igennem hendes let skilte læber, idet hendes hoved hvilede imod hans skulder. Hendes bryst hævede og sænkede sig svagt, men syntes at bevæge sig overraskende meget i forhold til hvad hun var vant til - eller også var det bare fordi størrelsen på hendes bryst var større end hun var vant til. Hendes fingre gled langsomt henover hans mave, uden hun dog selv syntes at bemærke den langsomme bevægelse.
En svag latter passerede hendes læber ved hans ord, og hun drejede hovedet blot en smule, så hun kunne lægge blikket imod hans ansigt. Hun hævede svagt et øjenbryn, men lod ikke det lette smil slippe væk fra hendes læber, idet hun løftede hovedet blot en smule.
"Du virkede ellers ikke desperat. Jeg har ellers tit den effekt på fyre."
Hendes stemme var ikke lav, men den syntes heller ikke at ville hæve sig. Dog var ordene simple fakta, men siden hun var en succubus, var der vel intet chok i at adskillige fyre begyndte at blive lettere desperate når hun afviste dem, efter hun først havde drillet dem en smule. Hun havde en legende personlighed, så at hun legede lidt med dem uden faktisk at ønske noget, var mest for hendes egen morskabs skyld.
Det var dog knapt så sjovt når hun senere blev overfaldet og forsøgt voldtaget, af de der var lettere desperate. Det var også en af grundene til at hun aldrig brugte forblænding længere - det ødelagde morskaben hundrede procent idet hun ikke behøvede at forføre nogen rigtigt, samtidig med at hvis hun derefter vragede dem igen, så havde de en dårlig vane med at følge efter hende og forsøge at voldtage hende. Det kunne jo være fordi hun bevidst valgte dem der faktisk havde en chance for at vinde over hende i en kamp, men ...
Et dybt suk forlod hendes læber, og hun trak sig op i siddende stilling. Hun drejede kroppen halvt  bagud så hun endnu kunne lægge blikket imod Sajro, og sendte ham så et skævt smil.
"Vi burde nok se at komme op, burde vi ikke?"
Med disse let opgivende ord skubbede hun sig ud over sengekanten, og fik skubbet sig selv op i stående stilling. Som en kat der netop havde sovet, strakte hun kroppen let ud, og lod derefter blikket løbe henover kælderen. Lydtæt, forhåbentligt. Som lavede hun en halv pieurette snurrede hun omkring så håret stod som en sky om hende, og hævede endnu engang et øjenbryn en smule opad.
"Tøj? Ikke fordi jeg har nogen problemer med at rende rundt uden, men lidt anstændige må vi da være."

''Del søde, jeg ved hvordan jeg får dig hvis jeg vil have dig, jeg har ikke brug for at være desperat omkring dig.''

Han smilede bare drillende, men han vidste det var sandt, de havde prøvet det en gang jo. Han huskede det stadig. Han smilede roligt til hende, og han satte sig op med hende, men hn rev hende hurtigt ned at ligge igen, efterfulgt af t han lænede sig ind over hende og kyssede hendes læber lidenskabeligt. Han smilede baare roligt til hende.

''Tøj siger du?''

Han grinede, og svang sin arm ind under hende og løftede hende op, hvilket var en virkelig dum ide. Han satte hende ned med det samme, da han kunne mærke at hans sår var sprunget op. Han kiggede på hende roligt, og vinkede hende med sig. Han skyndte sig op af trappen og pegede så på en dør.

''Du tager bare noget, der er både mit tøj du kan tage af og min afdøde kones.''

Han smilede roligt til hende, og han fandt en bandage frem og begyndte at lægge den om hans sår.

"Vær ikke så sikker på at jeg ikke kan stå imod. Det har jeg mange års erfaring med!"
Om det halvt var en udfordring der flakkede igennem hendes blik, måtte han selv bestemme sig for, men der var helt sikkert noget lettere bestemmede der stædigt mente at hvis hun ønskede det, så ville hun ikke have nogle problemer med at sige nej til ham, uden dette nej kunne ændres. Hun havde ingen erindring om de par gange hvor hun faktisk havde forsøgt at stå imod, men hver gang var det endt med at hun havde tabt disse små lege - men hvor skulle hun vide det fra? Hun troede endnu på at hun kunne få magten, hvis hun ønskede at tage den. Måske havde det ændret sig? Man vidste aldrig.
En let latter klingede imellem kælderens mure da han satte sig op og rev hende ned at ligge, men hun syntes overhovedet ikke at gøre modstand på dette. Hun snoede armene om hans nakke da han lænede sig ind over hende, og gengældte mindst lige så lidenskabeligt det kys han plantede på hendes læber. Da han afbrød kysset og begyndte at snakke, hævede hun øjenbrynet let, og nikkede halvt, som for at bevise at hun faktisk mente at de nok burde finde noget tøj af en eller anden art.
Hendes latter klangede i med hans, men i samme sekund såret sprang op, svandt den hen, og let bekymring var at spore i hendes blik. Hun rullede ud af sengen, og fulgte ham hastigt op ad trapperne, uden at lade dette let bekymrede i hendes blik, slippe væk fra den plads de havde indtaget. Hendes blik strejfede kun døren han pegede på, og fandt så tilbage til såret. Det var halvt godt at hun havde stukket ham ned med kniven, for ellers havde han aldrig fået hende overbevist om at hun faktisk var moren til disse børn .. Men .. Alligevel.
Dog registrerede hun alligevel hans ord.
"Din afdøde kones ...?"
Det var egentligt ment som et spørgsmål, der kunne handle om alt fra hvem hun havde været, til hvorfor hun var død - men det kunne også blive opfattet som et ja/nej spørgsmål, hvis han ikke ønskede at uddybe mere om denne kone. Hun forsvandt ind i rummet, og greb blot noget af det nærmeste - en skjorte og et par bukser til ham, og noget der lignede lidt en form for sommerkjole og en BH til hende selv. Dog bemærkede hun ikke rigtigt udseendet, idet hun fik fat i det, og forsvandt ud af rummet endnu engang.
"Her."
Hun stoppede først op da hun stod ovre ved ham, og rakte det tøj hun tilfældigt havde grebet til ham - uden endnu at have set rigtigt på det. Selv krængede hun BH'en på og fik den sat på plads - passede overraskende godt, kun en smule for lille, hvilket måtte være på grund af modermælken i hendes bryster - og trak sommerkjolen henover hovedet. Den var lys, cremefarvet, og svang sig som bølger om hende. Den syntes løs og blafrede derfor let da hun bevægede sig, men blev bundet med en snor i taljen, så den alligevel havde en form - hvilket også fik stoffet til at flyde over oppe ved hendes barm.
"Hvad skete der? Sprang såret op?"

''Nååå nej du huske jo ikke de gange du har forsøgt på det, og sjovt nok vandt jeg hver gang.''

Han smilede bare flabet til hende. han hadede at folk bekymrede sig om ham lige som hun hadede det. han kunne ikke lide det. På det punkt var de meget ens, men han mente ikke man var svag hvis man bad om hjælp. han levede jo efter 'survival of the fittest' og det indebar også hvilke alliancer du havde og hvilken hjælp du kunne få. Han gik med hende, og han tog imod tøjet da hun kom ud med det til ham, og først der tog haan sig sammen til at forklare.

''Ja jeg har været gift, men hun blev voldtaget til døde.''

Han haavde ikke mere han ville sige omkring det. Haan havde bare tænkt sig aat lade det blive her, og ikke fortælle mere, da det var et emne han ikke var vildt gld for at snakke om. han kiggede på hende roligt, og han tog stille hendes hånd, og hev hende indtil sig hvor han snoede sine arme om hende, hans hænder gled ned til hendes lænd, og haan kiggede bare ned i hendes øjne. Han smilede og kyssede hende lidenskabeligt, dog blev det hurtigt fbrudt af gråd.

''Nu tror jeg faktisk det er fordi de er sultne... Så det der med tøj var lidt spild.''

Han grinede.

"Det tror jeg ikke på! Jeg kan ikke tabe over sådan noget. Jeg må have ladet dig vinde, fordi jeg havde ondt af dig!"
Drilleriet i hendes stemme var tydelig, selvom hun faktisk var helt seriøs omkring den del, hvor hun sagde at hun ikke ville tabe i sådan noget. Delilah var stædigere end et æsel, og denne stædighed lå dybere i hende end nogen kunne forestille sig. Den var blevet opbygget i hendes krop gennem årene, men selv som barn havde hun fået skabt et helvede til sig selv, fordi hun nægtede at adlyde hendes forældre, og var for stædig til at give op. Hun kunne bruge timer og kæmpe til sidste dråbe i en kamp, hvor hun vidste at hun kæmpede på den forkerte side, og egentligt havde realiseret at hun ikke havde ret - men det skulle ikke forhindre hende i at kæmpe til den der havde ret, gav op. Nogle finde se dette som dumhed og idioti, og det var det måske også, men hun havde ingen planer om at ændre det - og kunne nok heller ikke, selv hvis hun forsøgte. Hvis man ikke kunne holde ud at være nær hende - som mange ikke kunne - så var det ikke hendes problem.
Delilahs version af Survival of the fittest, var langt mere bogstavelig - hvis man kunne tilpasse sig, hvis man var stærk og kunne det, så ville man overleve. Hvis man var svag og ikke kunne slå ihjel, så døde man. Her var man alene, og hvis man søgte hjælp, så røg man automatisk over i den gruppe, hvor de svage befandt sig. Det var også derfor hun ikke var tilfreds med at hun var tvunget til at spørge om hjælp, men hun havde givet op på dette emne. Hvis de skulle diskutere det, så måtte de tage den op senere.

Delilah kunne godt mærke på ham at han ikke ønskede at snakke mere om dette emne, og derfor undlod hun også at spørge mere ind til det. Hun vippede hovedet en smule til siden, og betragtede ham i stilhed i nogle sekunder, før hun skilte læberne og besvarede hans ord.
"Det er jeg ked af."
Hvordan i alverden man kunne blive voldtaget til døde, ville hun slet ikke forestille sig. Hun kunne mærke på ham at det smertede ham at tænke på, men hun forstod det godt - hun havde ikke lyst til at forestille sig smerten ved at blive voldtaget til døde. Det måtte have været brændende, indædt smerte, der syntes at fortære den stakkels kvinde. I nogle få tilfælde kunne Delilah godt få sympati, og dette var et af de gange, hvor hun kunne mærke en smule medlidenhed finde ved op igennem hendes hårde overflade.
Som så blev skubbet ret hurtigt væk sekundet senere, da han greb fat om hendes hånd og trak hende ind til ham. Da hans hænder gled ned på hendes lænd, gled hendes op af hans brystkasse, og lagde sig omkring hans nakke, så hun kunne holde ham fast da hun gengældte hans kys, endnu engang med mindst den samme lidenskabelighed som han udviste.
Endnu engang afbrød gråd dem, men denne gang steg det en smule hurtigere og mere krævende, og en let latter forlod hendes læber ved hans ord.
"Så er det vel mig, der bliver kaldt på."
Hun trak sig væk og snurrede omkring, inden hun hastigt fandt vej hen til børnenes vugger. Hun tyssede beroligende på dem med en nærmest syngende stemme, idet hun forsøgte at dæmpe deres gråd - samtidig med at hun lagde armene omkring den ene, og trak hende op af vuggen med forsigtige bevægelser. Hun krængede hurtigt stroppen fra både BH'en og kjolen ned, og skubbede derefter disse lidt længere ned, så hendes bryst blev blottet. Derefter lagde hun barnet ved brystet, og derfor gik der ikke mange sekunder før den enes gråd var forsvundet.
"Du er nødt til at tage den ene, imens jeg har hende her. Jeg tror sgu ikke jeg kan amme dem begge samtidig."

''Tro du på det, du kommer bare og beder mig prøve hvis det endeligt er.''

Han grinede roligt til hende. Han smilede lidt da hun sagde hun var ked af deet, mest fordi man tydeligt kunne fornemme at det vaar sandheden for en gangs skyld. Han kiggede på hende og nikkede til at det nok var hende der blev kaldt på. han sendte hende et smil, og gik med hende. Han var ret hurtig til at tage den anden pige i hans arme og vugge hende stille. Det var da også besværligt at have to unger, det kunne han sgu godt se. Han smilede roligt til hende, og gav hende et kys på panden.

''Af en kold kælling, så er du en ret god mor indtil videre.''

Han grinede roligt mens han stille og roligt vuggede den lille pige i hans arme. Han vidste ikke hvad han mere skulle eller kunne gøre. Han havde bare ikke det store overskud af energi. Han skulle snart haave noget at spise. Han kiggede på hende roligt, og håbede hun snart var færdigt. Hans mave begyndte også at knurre.

"Nej, jeg ville ikke ydmyge dig sådan. Det ville bare være ondt."
Hendes stemme simrede af undertrykt latter, som hun ikke lod bryde frem, idet det ville ødelægge hele budskabet i den sætning der blev udløst til luften omkring dem. Hendes blik forlod dog ikke barnet i hendes favn, selvom der i hendes drillende stemme syntes at være nogen tvivl om, at ordene var rettet imod Sajro. Hendes fingre holdt blidt tæppet samlet, i et forsøg på ikke at lade noget kulde slippe ind til barnet, der dog overhovedet ikke syntes at have øje for andet end hendes bryst. Hendes blik løftede sig dog da han løftede den anden pige op fra vuggen, og dette frembragte blot et svagt smil på hendes læber.
Hun lo lavt ved hans ord, og hævede derefter halvt et øjenbryn, og selvom hendes øjne mindskes slet da hun så ham, var der intet ubehageligt ved det udtryk der dansede på hendes ansigt.
"Skal jeg tage dét som et kompliment eller en fornærmelse?"
Smilet skinnede dog igennem i hendes stemme, og ikke længe efter kunne hun da også mærke trykket om hendes bryst der lettede lidt da barnet slap, og hendes blik lagde sig imod barnet igen. Hun krængede BH'en og kjolen op over brystet igen, og skubbede kjolen helt på plads endnu engang, hvorefter hun løftede blikket og lagde det imod den anden pige.
"Jeg tror det er byttetid!"
Hun løsnede grebet om barnet en smule, og snurrede imod Sajro, så hun kunne aflevere barnet til ham, og næsten tage barnet ud af hænderne på ham, inden han kunne sige noget til det. Hastigt fik hun også blottet det andet bryst, og snart efter lagde stilhed og ro sig over det barn hun nu holdt. Næsten i ren refleks vippede hun fra side til side med hoften, og fik derfor en rolig vuggen forplantet i hendes overkrop og dermed også barnet, samtidig med at hun ikke fjernede det fra brystet.
Hun var hundrede procent på moderinstinkter lige nu, for hun havde aldrig hørt efter i den barneundervisning hun havde været udsat for, hjemme ved hende. Der havde de lært hvordan man tog sig af børn, hvad man skulle gøre. De havde lært at være de perfekte mødre, for det var en af de få ting de faktisk fik lov til at lave i hendes familie - de var avlsdyr, slaver og pyntedukker. Det havde været hendes lod i livet, indtil hun flygtede.
Hun hævede et øjenbryn ved lyden af hans mave, og drejede blikket så det lå imod ham igen.
"Jeg kan godt holde styr på dem. Bare gå ned og spis, jeg er der om fem minutter."
Selv var det ikke menneskemad hun havde brug for lige nu, men hun kunne vente i hvert fald to dage endnu, før hun virkelig begyndte at trænge til noget af det føde, succubus'er skulle have for at overleve. Hun havde fået en dårlig vane med at sulte sig, men af uransagelige runde, så ønskede hun ikke at suge sjælen ud på folk. Det smagte fantastisk, det føltes fantastisk, det gjorde hende stærk - men hun ville ikke have det. Det var noget hun udelukkende gjorde, for overlevelsens skyld.
Dog var det ikke noget hun så meget som ville overveje at fortælle ham.
"Bare læg hende i vuggen, så tager jeg dem med ned, når hende her er færdig."
Det var næsten en ordre - men også kun næsten.

''Gud er Delilah blevet bange for at tabe en udfordring?''

Han grinede, og han vidste at hun nu ville have svært ved ikke at starte denne udfordring. Hun var så meget et konkurrence menneske at det egentligt var svært at forstå. han kiggede på hende roligt, og haan grinede bare da hun spurgte om det var et komliment eller en fornærmelse. Han trak baare på skuldrende som svaar. Da hun sagde han bare kunne smutte ned at spise, gav han hende den lille pige og var hurtigt neden under.

''Tak.''

Han skyndte sig at finde noget at spise. det blev en dyrekølle, og som altid indtog han det råt. Han smilede bare mens han rev stykke af kødet af, så saft og blod lagde om hans mund. han smilede bredt, og da hun endeligt kom ned kiggede han bare på hende, men blev ellers ved med at spise. han spiste meget dyrisk, brutalt og voldsomt.

''Noget jeg kan tilbyde som du har lyst til?''

Han så på hende og rev endnu en luns af som haan slugte.

Åh ... Åh forhelvede, udfordrede han hende lige? Hendes øjne blev knebet let sammen, idet hun betragtede ham med noget ubestemmeligt glitrende i blikket. Hastigt flakkede hendes blik fra barnet ved hendes bryst til Sajro og så tilbage til barnet. Og så tilbage til Sajro igen, uden disse let sammenknebne øjne havde løsnet op. Hendes hoved sitrede af lysten til at bevise at selvfølgelig kunne hun modstå det, hvis hun ønskede det, men i lige netop denne udfordring, var det jo noget nær umuligt at bevise det, medmindre han prøvede at få hende til at gå i seng med ham - og derfor kunne hun ikke rigtigt bevise det i dette sekund. Dog kunne man se at hendes blik sydede i at hun havde taget udfordringen op, og det samme gjorde det halve smil der langsomt bredte sig imod hendes læber.
"Lad være med at udfordre mig Sajro, for jeg skal nok vinde det her."
Delilah tog imod barnet med overraskende lethed da han afleverede hende, og lod ham gå uden så meget som at følge ham med blikket. Den blive vippen frem og tilbage fortsatte ufortrødent, og der gik heller ikke længe inden den første var færdig med at drikke. Hun vendte sig imod vuggen og lagde dem der blidt, så hun kunne få skubbet kjole og BH på plads igen, idet det var utroligt ubehageligt at gå rundt med dem halvt på.
Så snart disse var sat tilbage på plads snoede hun en arm om hver pige, og løftede dem blidt op fra vuggen. For en gangs skyld var det utroligt smart med de svajende hofter der altid bevægede sig fra side til side ved hendes skridt, for disse gjorde det nemmere at vugge dem blidt idet hun forsvandt ned af trappen, og imod stedet hvor hun kunne høre Sajro var. Derfor gik der ikke længe inden hun trådte ind til ham, med et barn på hver arm og et ubestemmeligt smil imod de let farvede læber.
Hendes øjenbryn hævedes let ved den rå dyrekølle han flåede i stykker med tænderne og spiste, men ikke én muskel i hendes krop syntes at finde det hverken underligt eller afskyeligt. I stedet var det faktisk utroligt tiltrækkende at det syntes så brutalt og råt, men dette valgte hun selvfølgelig at ignorere bravt, og lod sig istedet blive stående ved bordet, endnu med de to piger i favnen, der blot lå og kiggede omkring.
"Nej, jeg overlever. Du spiser bare."
Hun lod blikket løbe omkring, men sekundet senere gibbede det i hende, da en smule gylp blev spyttet op af en af børnene i hendes arme. Hun reagerede overraskende hurtigt, og lagde den ene på bordet, imens hun drejede den der havde spyttet noget op sådan hun ikke blev kvalt hvis det begyndte at løbe tilbage, og rev med den anden hånd et stykke af den kjole der blafrede om hendes krop ved hver af hendes bevægelser. Hun tørrede gylpet væk i nogle hurtige bevægelser, så hun sekundet senere kunne lægge det nu halvulækre stykke stof væk. Derefter fik hun fat i det andet barn igen, og skubbet op på armen.
Krise afværget.

''Vi for at se når jeg engang vælger at se på det.''

Han havde nok som altid tænkt sig at prøve igen ret hurtigt. Han kiggede bare på hende d hun fjernede den lille smule gylp der vr kommet fraa den lille pige. Hn smilede baare roligt til hende, og han nikkede til at hun ikke ville have noget, at hun klarede sig uden. han vidste ikke hvad haan mere kunne gøre lige nu andet end at kigge på hende underligt, og griennde. Han gik lidt rundt og spiste. han gik også om bag hende og gav hende et klap baagi.

''Tror du ikke de skal op og lægge? nu når de har spist?''

Han var ihvertfald ret sikker på at de sov når de havde spist, det plejede de ihvertfald. Han kiggede på hende roligt. Han nikkede bare som om han fortalte hende at han havde ret i det han sagde. Men han vidste at de ville vågne igen cirka en time senere, og der ville de være lysvågne og næsten trælse. Men alligevel var der noget sødt over deres pludder.

''De vågner igen om en time så.''

"Nej, du får at se."
Hendes øjenbryn var hævet, og udfordringen sivede igennem hendes blik med en hastighed der syntes lettere utrolig. Hun var tydeligt ikke et sekund i tvivl om at hun uden problemer kunne vinde netop dette, for hvis der var noget Delilah vidste noget om, så var det sex og forførelse. Hun havde for fanden da levet af det i de sidste mange hundrede år, og selvom hun ikke altid havde været mester i at holde sig igen når først hun ønskede noget, så var hun da bedre end at give efter for en smule forførelse. Var hun ikke? Selvom denne ene sætning dukkede op i hende, så havde hun ingen planer om at ændre holdning til dette emne. Ingen overhovedet.
Hun fulgte ham uden yderligere kommentarer med blikket da han gik omkring uden at holde ind med spisningen, men hun kunne godt mærke døsigheden der begyndte at lægge sig ind i børnene hun holdt, og derfor var hendes latter ved hans klap også kun lav og behersket, idet hun ikke ønskede at opildne børnene til at holde sig vågne. Hendes blik løftede sig dog igen op til ham da han snakkede.
"Jo, jeg smutter lige op og lægger dem."
Hun nikkede med et halvt smil ved hans næste ord, og snurrede så omkring. Hendes skridt var ikke langsomme, men på trods af at hun bevægede sig overraskende hurtigt, så syntes hendes krop ikke at være hastig på nogen måde. Igen var det en fordel at have hundrede procent styr på sine bevægelser, og det tog hende derfor ikke længe at træde op af trapperne og få  skridtet ind i værelset, hvorefter hun lagde dem ned i vuggen, uden videre omsvøb. De klagede ikke over at blive lagt der, og den ene havde allerede lukket øjnene i, hvilket betød at hun ikke så nogen grund i at blive heroppe.
Hun lukkede lydløst døren bag sig, og lod sine skridt føre hende tilbage ned af trappen og igennem rummet, indtil hun endnu engang trådte ind i rummet til Sajro.
"De halvsov allerede da jeg smuttede."
Hun drejede hovedet halvt som så hun sig tilbage efter et eller andet, og trådte så det sidste skridt ind i rummet.

''dejligt, så kan jeg bare dovne den.''

Han grinede lavt til hende, og lod hende gå oven på. Han blev færdig med at spise, og tørrede sig om munden. Han kiggede på hende da hun kom ned igen. Han smilede roligt, og som om der ikke skete noget som helst, og han gik bare forbi hende så. Han vendte sig så rundt lige som han passerede hende hurtigt, og gaav hende et kys på øret.

''Hvad siger du til en quickie?''

Han smilede drillende til hende, regnede med at hun sagde nej. Han ikke bare regnede med det nej han håbede på det så han kunne modbevise hende. han gik så bare videre som om der ikke var sket noget, og han gik hen og satte sig helt stille ned i sofaen igen og begyndte at skære hans negle så de var en mere passende længde.

''Eller du er måske ikke i humøret?''

Han blinkede drillende og næsten hånende til hende, men stadig på en drilsk måde da han jo intet ondt mente med det. Men han ville virkeligt bare opildne hende til at tage udfordringen op. Haan betragtede hende roligt.

Hun hævede øjenbrynet let da han tilsyneladende satte kursen frem, for bare at gå forbi hende, men gjorde dog intet for at stoppe ham fra dette. Dog syntes hun ikke utroligt overrasket da han pludseligt vendte sig og lagde læberne imod hendes øre, og der bredte sig vel også et smil på hendes læber. Smilet emmede dog ikke nær af noget seksuelt - okay jo, men det var fordi det ikke var muligt for Delilah at lave en bevægelse der ikke havde bare et lille strejf af noget forførende i sig - men syntes derimod at være indbegrebet af en accept af en udfordring. For hun havde opfanget invitationen til at blive testet i de ord han sagde, og overvejede end ikke et sekund at sige ja til hans ord. Hvis han ville have kamp, så skulle han fandme have kamp.
Hun svarede ham dog ikke i første omgang, men vendte sig lige så langsomt idet han gik videre, og fulgte ham med blikket da han forsvandt over og satte sig i sofaen. Hendes blik strejfede kun kort neglene der blev skåret, og fandt så tilbage til hans øjne, hvortil hun hævede øjenbrynet med udfordringen dansende i blikket.
"Nej selvfølgelig vil jeg ikke have det."
Stemmen var ikke kold, selvom ordene måske syntes lettere kolde og afvisende, men det var fordi det faktisk var en afvisning hun havde tænkt sig at opretholde. Stædighed havde fundet vej til hendes blik, og hun lod derfor armene sno sig om hinanden i kors stramt over hendes bryst, og skubbede hoften til side. Hovedet blev vippet en smule til siden, idet hun tydeligt syntes at vente på hvad han ville gøre ved det.
Hun smilede blot ved hans næste ord, men svarede dog ikke direkte på hans sætning - dog skilte hun læberne og lod ord falde ud, selvom de ikke havde en direkte forbindelse til hans ord.
"Hvad vil du gøre ved det?"
Udfordringen var tydelig i hendes stemme nu, og hun smed nu handsken i ringen - og så måtte det være op til ham om han ville tage den eller ej. Dog regnede hun kraftigt med at han ville tage den, idet han havde skubbet den ind i billedet i første omgang. Hvis han ikke tog den, så havde han i hendes tanker, tabt.

''Hvad jeg vil gøre ved det? Hmm ikke noget, jeg er da sådan set ligeglad.''

Han kiggede ikke på hende og det var jo også en løgn men han vidste hvordan hun elskede mænd der ikke baare ville have hende. han havde dog også en masse andre tricks oppe i ærmet. Han kiggede nu om på hende og afventede hendes reaktion på det. hn grinede lavt til hende, og vendte sig om mod hende efterfulgt af at han rejste sig op. Han gik frem mod hende med langsomme og lettere truende skridt mens han slikkede sig om munden.

''jeg kunne jo også baare tage det hvis jeg ville?''

Han smilede flabet og drillende til hende, som han gik hen mod hende. Han greb fast om hendes hals og pressede hende op af væggen. Han smilede så mens han bare stod sådan og løftede hende op med en enkelt arm, og hans øjne lyste nærmest dyrisk og han snerrede af hende ganske roligt.

''Se dog som du sidder i den.''

Han lænede sig frem og åndede på hendes hals. Han tabte hende så nærmest og gik så hen og satte sig ned i sofaen igen, og fortsatte med at skære hans negle så de var i en ok længde.

Indrømmet, hans ord forvirrede hende. Ville han ikke gøre noget ...? Hvad der irriterede hende mest, var at forvirringen nok flakkede lettere hastigt igennem hendes grønbrune øjne, og hendes blik søgte da også gulvet hvor de bevægede sig en smule uroligt omkring. Hvorfor ville han ikke det? Selvfølgelig ville han sguda det, hun kunne få enhver person hun ønskede at få! Sommetider skulle der en smule smørelse til at det hele gled nemt, men .... Pludseligt ændredes tonen i hendes tanker, og en overvældende trang til at hvæse lettere irriteret af ham, ramte hende. Han skulle fandme ikke manipulere hende på den måde! Det var ikke fairplay!
"Lad være med at manipulere med mig!"
Det var næsten et udbrød der fandt vej igennem hendes læber, kort efter det var gået op for hende hvad han faktisk lavede. Vreden blussede op i hende, men den syntes ligesom at blive skubbet ned igen, da han rejste sig op og gik imod hende. Indrømmet, det vakte hendes interesse let, men hun valgte meget bevidst at ignorere det på det kraftigste. Hun havde ingen planer om at lade ham vinde, og sådan var det.
"Nej, det kan du ikke."
Et gisp forlod hende da han greb fat om hendes hals, og trykkede hende hårdt op af væggen. Hun greb fat i hans arm og borede endnu engang neglene ned i hans hud, men forsøgte ikke et sekund at rive sig væk. Hendes læber skiltes let da hun betragtede ham foran sig, men det var ikke fordi hendes åndedræt blev besværet da han løftede hende - det var fordi han tydeligt viste hans styrke da han løftede hende, og sammen med det lettere dyriske og farlige i hans blik, var det en sammenblanding af lige præcis de ting der tændte hende.
Åh ... Fuck my life.
Ubevidst vippede hun hovedet blot en smule til siden da han kom tættere på hendes hals, og havde i nogle sekunder glemt alt om at hun var midt i en udfordring. Pludseligt forsvandt han, og det var kun ren refleks og mange års erfaring med at blive smidt igennem luften, der sørgede for at hun bøjede let i benene og tog fra da hun faldt ned igen. Hun løftede blikket, og i tankerne blev hun revet tilbage til virkeligheden. Hvad var der sket? Åh for fanden da også .. Men hun havde ikke tænkt sig at tabe!
"Er det alt du har? Jeg giver ikke efter, varulv."
Hvis bare hendes stemme kunne være en lille smule mindre ståkandet da hun havde sagt dette, havde det været super. Bare en lille bitte smule.