Again!?(Sajro)

''Bedre? så som dig eller hvad? Jeg ville sgu hellere sidde der hjemme for mig selv og klare det selv så, end at røre dig på andre måder end at kappe hovedet af dine klamme skuldre.''

Han virkede ikke direkte berørt af ehdnes trussel mod hans børn og slet ikke da det ikke virkede som om hun havde styrken til faktisk at gøre noget ved det. At hun holdte kniven et godt stykke væk viste for ham at hun ikke havde styrken eller modet til at gøre det. HAn kiggede bare på ehnde og grinede.

''Hørte i det? Det her handler ikke om at i skal have magt, hun vil have det for sig selv. I er bare hendes værktøj til det. Prøv at se hvor svag hun er? og hør hende snakke? Hun snakker kun om hvad hun vil have, ikke om at i vil have det.''

Han morede sig bare over kvinden, virkede ikke berørt eller noget overhovedet. Han stirrede bare på hende og snerrede så grumt af hende, og lod sit blik falde på alle de andre. han så på dem roligt. Han kiggede dybt i en af mændendes øjne og knurrede af ham.

''Hvorfor sørger du ikke for at i alle slipper herfra i live? Hvis du sørger for at børnene kommer helskindet herud? Så går jeg hjem med dem, og ingen behøves at komme til skade. I kan alligevel ikke gemme jer derinde for evigt. Heller ikke at det er nødvendigt.''

Han kiggede kort på stengulvet de stod på, og rakte langsomt ud efter burets stænger. Langsomt kunne man fornemme noget bevæge sig fra hans fødder til hans hænder. Det var ikke noget bestemt, nærmest en form for energi. Men han greb bare fast om tremmerne og lige inden han rørte var hans hænder omsluttet af et lag sten. Han kiggede på dem, som han langsomt brækkede et sæt af tremmerne fra hinanden.

''Giv mig børnene og jeg lover at gå igen.''

Kvinden stod lettere overrasket og stirrede på ham i nogle sekunder, før et kæmpe stort smil bredte sig på hendes læber, og hun rystede kraftigt - grinende - på hovedet.
"Jeg foreslog ikke mig selv, kære. Jeg har ingen intentioner om fysisk kontakt imellem os, du skal bare lege vores magtfulde sendebud. Men virkelig, en hvilken som helst varulv havde fungere! Jeg giver dig bare et venligt råd om at dét der bare er ødelæggelse af gode gener."
Hun viftede dovent hånden, og sendte et blændende smil ned til barnet hun kejtet holdt, uden rigtigt at vide hvordan hun skulle holde det ordentligt. Omhyggeligt sørgede hun for at kniven var imod barnet, men ikke rørte det, mest fordi hun var bange for at komme til at slå barnet ihjel så hun mistede halvdelen af hendes ellers meget overbevisende grund til at han skulle adlyde.
"Men nok om det!"
Hun himlede med øjnene da han talte til hendes folk, for selvom han teknisk set var deres alles leder, så var hun deres lederfigur, og de havde sværget at følge hende i tykt og tyndt. Hun kunne drive dem i selvmord, hvis hun ønskede det! Måske. Det var også ligemeget om hun kunne eller ej, for hun havde evnen til at styre folk hjerner og få dem til at gøre alt hvad de ville, hvilket hun nok også havde brugt på ham hvis han ikke havde været immun over for sådan noget. Øv much!
"Åh save it Sargonis, selv hvis de ikke fulgte mig, så kunne jeg tvinge dem!"
Manden Sajro talte til syntes utroligt chokeret, og hans blik flakkede rundt i lokalet, uden rigtigt at fange Sajros blik derefter. Han skilte læberne for at svare, men tøvede så og så over på kvinden som for at få at vide hvad han skulle sige - som et lille barn, der var mere afhængig af sin mor, end at han overhovedet kunne sige noget uden hendes tilladelse. Hun rystede diskret på hovedet, og fortsatte roligt sin enetale.
"Nej, men hvis du skader os, så dør de én af gangen!"
Kniven kom tættere på barnet der grædende sprællede i hendes arme, og det syntes næsten som var kvinden tæt på at tabe det. Kvinden stirrede dog chokeret på hans stenhænder, og havde tydeligvis ikke forventet dét af alle ting. Men som tremmerne begyndte at bøje sig, fløj kniven meget længere ned, og hvilede imod det sprællende barns strube, så det næsten lignede at hun ville kunne skære halsen op på barnet ved et uheld.
Det gjorde hun dog ikke, heldigvis.
"Kom tættere på og jeg lover at barnet dør!"

Igen, mens alt dette stod på, bevægede Delilah sig på indersiden af buret, og op imod kassen med det resterende barn, med lydløse skridt. Egentligt utroligt hvor fascinerede de alle var af Sajro - så fascinerede at de ikke engang bemærkede deres døde ven. Hm ...
Men de var ikke alle så hypnotiserede, for inden hun fik fat i barnet, snurrede en varulvemand rundt, og fik fat i hende. Med et ryk holdt han hendes arme fast, og pressede hende imod de skarpe tremmer så der i det samme blev skåret hul på hendes kind, siden af halsen og en smule af brystet og fik skåret en lodret linje ned over hende.

''Nå men du kunne ikke tænke dig det måske? overvej det? Områdets stærkeste varulv... Bære hans barn? har du ikke tænkt tanken? er du ikke misundelig på Delilah?''

Han smilede bare roligt til hende. han kunne ikke tænke helt klart lige nu. Han overvejde hvad han kunne gøre for at dræbe dem hurtigst muligt, men fordi dyret havde den største del af magten tænkte han ikke rigtigt på børnene desværre. Han tænkte dog en smule på dem men ikke nok til at stoppe sig selv i forsøget på at bryde ind til hende.

Han slog bare hurtigt ud efter kvinden i et hurtigt slag mod hendes hoved. Han havde ikke ændret hans hånd tilbage så den var stadig dækket af sten som den kolliderede med kvindens kranie. At se det ske var lidt som at se nogen smide en sten på størrelse med et kranie ned over et hoved med alt den kraft de kunne mønstre.

''Hvis i vil leve så det ud herfra nu! jeg giver jeg 10 sekunder.''

Han var seriøs med tiden han havde tænkt sig at dræbe alle i det rum når der var gået 10 sekunder, Alle udover Delilah og hans børn selvfølgelig. Han var slet ikke i tvivl om det. Han kunne mærke vreden bruse i ham som en flod.

Kvindens ansigt afspejlede en hel del mere forvirring og overraskelse, end dybe eller vigtige følelser, efter hans ord havde nået hende. Det betød dog at adskillige sekunder tikkede forbi, før hendes læber så meget som overvejede at svare, og at størstedelen af hendes fokus var trukket væk fra barnet hun kejtet holdt om som en trussel. Selvom det højst sandsynligt ikke havde været hensigten med hans ord, havde de købt nogle sekunder hvor kvinden var alt andet end en trussel. En forvirret kvinde - ja - men ikke en trussel. Da hun endelig havde fundet et svar fandt selvtilliden vej tilbage til hendes blik utroligt hurtigt, og et lettere irriterende, selvtilfredst smil dansede om de smalle læber.
"Var det et tilbud, kære? Jeg vil aldrig være misundelig på en dæmon, men hun ved da hvordan man vælger en mand, det indrømmer jeg gerne."
At Delilah stadig ikke havde bemærket at hun var en del af samtaleemnet, var egentligt ret imponerende, idet hun havde opbygget en dårlig vane til at blive utroligt opmærksom, så snart hendes navn blev nævnt. Selvfølgelig havde hun også travlt med at blive presset op imod sølv der skar sig dybt ind i hendes hud og tvang blod til at vælde op og farve netop dén tremme'stolpe' blodrød, men alligevel.
Kvindens blik flakkede af chok og pludselige glimt af nervøsitet, da Sajro flyttede tremmerne foran sig med en lethed hun ikke havde taget med i sine overvejelser - og varulvegruppen bag hende lyste af frygt. Så snart tremmerne knagede ustyrligt og forsvandt foran ham, trådte den unavngivne kvinde et skridt bagud, og kvinden bevægede sig nu let rystende, men hun holdt stand - lige indtil hendes kranie blev smadret af den stenhånd der fløj imod hende og ramte hende med et slag der slog hende ihjel på stedet.
Hun sank om på jorden endnu med barnet i armene, så hendes arme omringede  barnet, men den lille pige ramte alligevel gulvet med et forholdsvist stort slag - dog ikke et slag der syntes at gøre andet, end blot give hende en hudafskrabning, et par blå mærker og gøre hendes grædende skrig højere. Lidt af hjernemassen fra kvinden sad klistret fast til den lille pige der syntes at være fængslet af kvindens arme, men barnet var trods alle odds, uskadt.

Delilah havde al denne tid stået fastlåst op af den tremme der var godt igang med at forsøge at skære hende midt over, og hvis hun ikke havde kæmpet imod, havde varulven bag hende nok fået slået hende ihjel imod tremmerne forholdsvist hurtigt. Ved Sajros ord løftede varulven hovedet, og sammen med næsten alle andre af varulvenes blikke, bevægede de sig synkront imod den døde kvinde, og derefter udvekslede de blikke, der tydeligt sagde at de ikke var vant til at bestemme selv.
Dyrebare sekunder tikkede forbi, hvor de stod i chok, og prøvede at finde ud af hvad fanden de skulle gøre. Endelig syntes manden der holdt Delilah, at det var en plan at bruge Delilah som skjold i en eller anden form. Han holdt endnu hendes arme i et låst greb da løftede hende op og snurrede hende omkring så hendes front var vendt imod Sajro. Hvad han ikke havde overvejet var, at Delilah havde stået i en position så hun ikke kunne rive sig fri, grundet tremmernes dødelige greb - men nu var det ikke en voldsomt svær opgave at sno sig ud af hans greb.
Hvilket hun viste sekunder senere, da hun løftede foden og hamrede hælen igennem mandens skinneben, samtidig med at hun vippede overkroppen fremad - chokket over den pludselige, gennemborende smerte gjorde det nemt for hende at trække armene fri af hans greb. Knapt havde hans greb løsnet sig om hendes arme, før hendes fingre havde fået et fast greb om en af de utallige sølvknive i et af de våbenbælter, der tyngede om hendes lår.
I hvad der syntes som samme, glidende bevægelse snurrede hun omkring, så kniven bevægede sig igennem denne mands strube med en kraft der fik blodsprøjt til at flyve imod hende, og dække de indtørrede lag af bloddråber med nye friske, der lystigt gled ned over hendes ansigt, læber, hals og krop. Blodet klistrede hendes hår sammen, og dannede en faktisk overraskende køn kontrast imod hendes forholdsvise lyse hud og de blodrøde dråber, der flød ned af hende.
Varulvene stod stivnede, og kunne godt mærke at de var trængt rimeligt meget op i en krog. Langsomt trådte én af dem et skridt tilbage, og den enkelte bevægelse var nok til at de alle vendte sig for at flygte, og satte i gang i håbet om at nå ud.

''Du bliver ved med at håbe, så kan du tænke på at Det er Delilah der nok kommer til at nyde min krop istedet for dig.''

Han kiggede på hende, og han nød at se hendes hoved blive knust af hans hånd, og han mærkede blodet løbe ned over hans arme. Han nød det, og han kiggede bare rundt på de andre varulve. Han betragtede dem kort inden han bukkede sig ned tog den lilel pige op fra jorden, og lagde ehnde i kassen til den anden. Han lod Delilah klare sig selv da han havde lovet at de havde 10 sekunder til at slippe væk. Han så dem flygte i det han nåede til at tiden var gået, og han nåede derfor at gribe en af dem i nakken og hive ham tilbage.

''Ups lidt for langsom.''

Han skubbede manden op imod buret, og hans skrig sted hurtigt, som Sajro brækkede hans ben med et hårdt spark med hælen mod mandens knæ. Han smilede stille til ham, som han knækkede mandens ryg bagover og lod hans hoved knuses mellem hans stenhænder. Han slappede af roligt og blev sig selv igen. Han rev et stykke stof af og tog det på.

Først nu bemærkede Delilah sit navn blive nævnt, men intet andet end en let rynke i panden oprandt ved hans ord, mest fordi hun ikke forstod sammenhængen. Hendes fingre strejfede blidt en hårlok, og fik den dermed skubbet om bag hendes øre for at fjerne den lette kilden fra hårenes dans imod hendes blodige hud. Fingerens kontakt med den blodsindsmurte hårlok efterlod rødlige streger imod hendes fingerspids, men blod havde aldrig været hvad der afskrækkede Delilah - specielt ikke i kamp, hvor det næsten syntes at have en ophidsende effekt på hendes kampe, i stedet for at nedtone dem. Ordene der endelig havde sat sit præg på hendes opmærksomhed, sivede bagud i glemslen som noget vigtigere skete - En af varulvene blev grebet af Sajro.
Delilah greb ikke ind af adskillige grunde. Den første var at hun var ligeglad med varulvens liv, og hvis det stod til hende, havde der ikke været nogen venten på at hundene var flygtet for deres liv - men siden Sajro selv var en varulv, var det sgu nok en af grundene til at han havde givet dem en ekstra chance. Den anden grund var, at hun tydeligt kunne mærke at Sajro havde brug for at få afløb for sin vrede, og selvom hun ikke regnede med at han ville slå hende ihjel, så var det bedste sted at stå, ikke imellem en vred person og deres udvalgte bytte.
Hendes læber sitrede i et lille smil ved hans blodige leg med varulven, og selvom det virkede lettere makabert, fandt hun det faktisk ret morsomt. Hendes egne skridt var dog rettet imod den halvødelagte kasse, der blev brugt som vugge for de små. Mens hun ventede på at Sajro fik tilfredsstillet sin vrede, lod hun fingrene bevæge sig legende foran børnenes ansigter, så de havde noget at fokusere på. Hun tyssede lavt på dem, mens hendes fingre dansede legende for deres blik, for at distrahere dem fra deres gråd.
Da lyden af stof der blev flået fra hinanden nåede hende, løftedes hendes blik  let fra børnene, og rettedes imod Sajro. Smilet på hendes læber sitrede endnu engang, og mundvigene bevægede sig en smule mere opad.
"Bedre?"

Han kiggede på hende roligt da han endeligt var blevet færdigt med at lege med den anden varulv. Han havde bare ladet ham dumpe ned på jorden, sådan at han kunne kigge sig rundt ordentligt og han tørrede sine hænder af i mandens ødelagte tøj og vaskede sig med en klud af tøjet så godt han nu kunne. Han sendte Delilah et roligt smil og nikkede. Det var nu bare på tide at han skulle komme hjem. Han tog dog de der var døde og lagde dem ind i buret. Så kunne folk da måske tro de havde drabt hinanden derinde, og den sidste så var død af sølvet.

''Ja lad os komme hjem igen.''

Han kiggede på hende og gik bare roligt hen imod udgangen af denne kælder. Han kiggede på hende imens, og gik hen til hende og tog den ene af de to piger fra hende og bar det bare roligt hjem til der hvor han boede. det var ikke noget han havde regnet med og han var stadig ret så vred. Da han kom hjem, lagde han pigen ind i vuggen og gik så ned til Delilah. Han så på hende roligt.

''Ser du nu at du har brug for at tage imod hjælp?''

Delilah betragtede hans arbejde med at samle de døde varulve, uden rigtigt at vise nogen interesse for at hjælpe ham i arbejdet. Hendes fingre bevægede sig endnu rytmisk og næsten dovent over 'vuggen' for at holde børnene beskæftede, men både hendes tanker og blik var rettet væk fra de optagede piger.  Ved hans ord sitrede et let smil på hendes læber, og hun lod ham tage en af pigerne uden et ord til protest. Selv fik hun løftet den anden pige op, og holdt hende blidt imod brystet, som hun forlod det orgie af blod og død de havde efterladt bag sig. Det tog ikke længe at finde vejen hjem, selvom det denne gang gik i et langsommere tempo end turen derhen.
Blodet der var sprøjtet ud over Delilahs krop og tøj, størknede langsomt imod hendes hud og stoffet der omringede hende, og begyndte også hastigt at irritere hende idet det mærkedes tydeligt imod hendes krop - men hun hverken kommenterede på det, eller beklagede sig over det, for Delilah var ikke den type kvinde der beklagede sig over noget så småt og ligegyldigt. Hun beklagede sig faktisk sjældent overhovedet. Hun fulgte bag ved Sajro på turen hjem, og lod ham føre an på trods af det instinkt der skreg at hun ikke måtte lade andre tage føringen fra hende - tage kontrollen og styringen væk.
Så snart de var trådt ind ad døren, forsvandt Sajro med den ene af pigerne ovenpå, og Delilah fulgte hans eksempel - endnu engang uden et ord. Inden barnet hun havde holdt blev lagt ned i vuggen for at lade søvnen finde vej til hende, lod Delilah blidt en indtørret bloddråbe blive skrabet af pigens kind - Om det var Delilahs eget blod eller en af varulvenes vidste Delilah ikke, men i dette tilfælde var hun også rimeligt ligeglad.
Ikke længe efter var hun endnu engang nedenunder, og undersøgte den halvødelagte trøje hun havde om sig, der næsten syntes at være hakket midt over af sølvklingen der havde boret sig ind i hendes kind, hals, bryst og mave - men trøjen hang endnu sammen med nogle få strenge der klamrede sig fast. Sajros ord kom dog bag på Delilah, hvilket hev hende ud af tøjkrisen og fik hendes læber til at skilles i let overraskelse.
En lang stilhed fulgte hans ord, hvor hun blot lod blikket lægge overrasket på ham, og derefter lod hænderne bevæger sig over hendes ansigt i en næsten opgivende, irriteret bevægelse.
"For fanden, er det emne ikke uddebateret? Hvorfor insisterer du på at hjælpe?"
Hun syntes næsten at sukke igennem sætningen, men alligevel kunne man mærke rester af stædighed og irritation brænde igennem baggrunden af sætningen. Hun ønskede ikke at diskutere det, og hun ønskede ikke hele samtalen skulle frem i det åbne endnu engang. Men alligevel ønskede hun også at forstå, hvorfor det var så vigtigt for ham - for hun havde endnu ikke fået besvaret, hvorfor han så brændende ønskede at hjælpe hende, eller at 'hele' hende igen. Og hun forstod det ikke.

''Nej det er ikke, fordi havde jeg ikke været med idag havde dit ansigt og krop været splittet i to.''

Han så på hende forventede hun ville komme med en af de der klassiske kommentare om at hvis man ikke kunne selv så var det ligemeget, men han forstod hende ikke, ikke engang ham som havde levet livet som en enlig ulv uden en flok forstod hvor vigtigt en flok kunne være for overlevelsen.

''og inden du siger noget om at hvis man ikke kan klare det selv er det ligemeget, så tænk på de to der sover ovenpå.''

Han sagde det og gik ud i badeværelset, hvor han begyndte at vaske sig, han sagde ikke mere end det. han lod hende stå og hvis hun havde mere at sige så ville han glæde sig til at svare hende igen. Hun havde virkeligt et ansvar at tænke på nu.

Let overraskelse sitrede igennem Delilahs ansigt, da han faktisk sagde at han var skyld i at hun ikke var død. Hendes ene øjenbryn løftedes utroligt langsomt, imens vantro og irritation flød ind og besatte hendes ansigt lidt efter lidt. Hvordan fanden vovede han at sige at han var skyld i at hun ikke var død, når han af en eller anden grund hun ikke forstod, var grunden til at det hele var sket!? Hun vidste ikke hvorfor fanden de var så fascinerede af ham, men var med længe nok til at forstå at han havde været grunden til det hele. Så han skulle fandme ikke lege helt!
Desuden stod det hele lysende klart for Delilahs blik. Hvis hun var død dér, om hun så havde fået presset sølvet hele vejen igennem kroppen, gennem den rille der allerede var opstået igennem hendes trøje, kind, hals og bryst, så ville det være okay. For hvis den varulv kunne slå hende ihjel, så havde han bevist at han havde ret til at gøre det - men hvis hun kunne slippe væk med livet i behold, så havde hun bevist at hun havde retten til at leve. Mere simpelt kunne det ikke gøres, og præcis så simpelt var det stemplet ind i Delilahs sind.
"Er du seriøs? Du er fandme ikke seriøs! Hvis du ikke havde været der, var det fucking aldrig sket! Jeg ved ikke hvorfor du var så fandens vigtig for dem, men det hele er din skyld!"
Stemmen der dansede ud af hendes læber skælvede næsten da den ramte luften foran hendes læber. Men ikke mange sekunder havde hun til at suge luft ind mellem læberne for at få ilt, før de næste ord væltede ud af hendes læber inden de ophørte for en stund.
"Og selv hvis jeg var død, hvad fuck havde problemet så været?! Ingenting! Så spar mig for dit pis!"
Hans ord afbrød den stilhed hun lagde for sine læber, men fik blot hendes ene øjenbryn hævet en smule højere, da hendes blik fulgte ham da han forsvandt ind på badeværelset. Ubevidst flakkede det grønbrune blik opad imod de to han havde hentydet til, men selv bemærkede hun ikke hvad der faktisk mødte hendes syn, idet hun knapt bemærkede at hendes blik forsvandt væk.
Han forstod det ikke. Delilah havde haft mindre perioder hvor .. Følelser af uforklarlige årsager havde overvældet hende, og hun af grunde hun end ikke forstod havde følt en utrolig trang til at beskytte ungerne - men Delilah kendte dem ikke rigtigt! De betød ikke noget for hende!
Eller .. Det burde de i hvert fald ikke.

Delilah gjorde ikke mine til at følge efter ham. Hendes muskler syntes stivnede, selvom hendes krop endnu bevægede sig naturligt og flydende som altid - hendes blik bevægede sig uendelig langsomt nedad, indtil det ramte gulvet under hende. Et lydløst suk sev ud af hendes læber i samme sekund hun begravede ansigtet i sine hænder - blot i nogle sekunder, så faldt hænderne ned og satte sig i siden på hende.
"Bare stop, Sajro. Vi skal ikke diskutere det her, for det kommer ikke nogen vegne alligevel."
Hendes stemme var uden følelse, men alligevel lyste sandheden klart imod hendes læber. Hun gav sig ikke, for denne opfattelse af livet var en hun havde bygget op over snart .. Hvad, tusinde år? Han kunne ikke ændre den, og det var tydeligt at han ligeledes var for stædig til at ville give op på sit livssyn. Det var trættende og nyttesløst. Hvorfor så prøve?
Hun løsnede med et par hurtige bevægelser våbenbæltet omkring hendes liv, og uden at tænke over det, smed hun den hjemmevant i sofaen. Den opflængede trøje blafrede op ved bevægelsen og snittede hendes kæbe - i samme sekund stoffet strejfede hendes hud, bankede irritation igennem hendes blik og hun flåede trøjen af i én bevægelse.
Sekundet senere betragtede hun lettere overrasket trøjen, der var blevet revet af i et pludselig flammehav af frustration. Hun havde på en eller anden måde transporteret sig ind i stuen - måske da hun havde smidt våbenbæltet - og kunne derfor uden at tænke over det, dumpe ned i sofaen med trøjen knuget i hånden. Hun forstod ingenting. Forvirringen baskede i hendes krop og forsøgte at opsluge hende, og selvom hun kæmpede imod, kunne ikke holde holde stand længe. Hun var så fucking forvirret.
Hendes ben var blevet trukket op, og hendes arme lagt omkring knæene, hvorefter hendes hage hvilede tungt imod knæene. Hendes blik hang dødt og stift fremad, uden hun så hvad hendes blik måtte ligge på. Tankerne havde for godt fast i hende.

''Jeg bad dig ikke om at tage med derhen, det var dit eget valg at du ville med der hen, så du kan ikke give mig skylden for den her.''

Han kom ud fra badeværelset igen. Hans hår dryppede da han lige var gået direkte fra at vaske sig og ud til hende, så han stod heller ikke iklædt mere end et enkelt håndklæde der var svøbt om livet på ham. Han kiggede bare på hende da hun sagde at de ikke skulle diskutere det her, hun havde jo egentligt ret fordi så længe de børn havde brug for hende, måtte hun sætte dem over hendes tåbelige stolthed.

''Det er sandt det er ikke noget vi skal diskutere, fordi du har et ansvar over for dem, da du sammen med mig har sat dem i verden, så du må sætte dem før alt andet! Er det forstået!?''

Han så på hende, fordi han havde ikke mere at sige end det, hvis hun ikke forstod det var sådan det var, så havde han intet at bruge ehnde til, så kunne han lige så godt bare hugge hovedet af hende selv, og brænde resterne af hende. Han så på hende med et meget roligt blik, som han gik hen forbi hende og satte sig så hen ved siden af hende i sofaen.

''Og hvisd du vil have en grund til hvorfor du skal sætte dem først? Så er det fordi du så har en mulighed for virkeligt at vise du ikke er som dine forældre.''

"For hvad? At jeg blev skadet? Fuck det, det bebrejder jeg dig sgu ikke for."
Hendes blik bevægede sig næsten legende, men alligevel så dødt henover væggene, og strejfede uregelmæssige punkter i den eller flade væg, som var de stop på en motorvej. Resten af hendes krop bevægede sig ikke en centimeter, ud over det svage smil der sitrede let ved hendes mundvige - uden dog at bryde frem fra den mur hun forsøgsvis havde sat op omkring hende, for at lukke ham ude af sit sind og sine tanker.
"Jeg bebrejder dig for at det overhovedet skete. Jeg ved ikke hvorfor fuck du var så pisse interessant for dem, og jeg er egentligt også fandens ligeglad, men det var du!"
Stemmen der lød i rummet fra hendes let spredte læber, syntes at være helt tomme for følelser. Ikke fordi hun var blevet overfaldet af noget deprimerende eller vrede, men fordi hun helt bevidst forsøgte at skubbe ham psykisk væk. Ikke blot havde hun på ufatteligt kort tid åbnet sig langt mere op for ham end hun brød sig om, det var også hastigt gået op for hende at det var de gentagne skænderier der gav ham magten til at lokke informationer ud om hende, som han sikkert ikke engang selv bemærkede, var utroligt at han kendte til.

På et eller andet tidspunkt imens han snakkede, var Delilahs øjenlåg gledet ned og havde lukket verden ude. For en gangs skyld fandtes der ingen rester af lyst til at skændes i hende, men hun vidste at hun ikke kunne undgå denne her.
"Sajro, lyt til mig."
Hendes øjne gled op, og hun drejede sig i sofaen så hun kunne lægge blikket imod ham, i et forsøg på at få ham til at lytte. Selvom det var tydeligt at hun havde slået murene ned, så kunne man også se hende kæmpe indædt for at åbne lige nok op, til at hun kunne vise ham hvad hun mente, men samtidig holde sig nok samlet til at han ikke kunne komme længere ind.
"Jeg har aldrig haft nogen. Pludseligt har jeg et ansvar for at lægge alt til side, for at passe på nogle børn jeg aldrig har set før. Det har ingenting med min familie at gøre. Men jeg er splittet. Kan du slet ikke se det?"
Både ordene der roligt forlod hendes læber, og det næsten sårbare glimt der farede igennem hendes blik, var utroligt langt fra hvordan Delilah normalt ville reagere eller opføre sig - men hele denne dag havde fucket hendes sind fuldstændigt op, og ingenting i hende forstod længere præcis hvordan hun skulle opføre sig eller reagere.
I ren refleks lod hun fingrene glide ubevidst henover våbenbæltet hun havde smidt på sofaen, som for at holde fast i den del af sig selv, selvom intet andet syntes at give mening længere.

Der gik nogle sekunder, men hun lod ham ikke rigtigt svare. En svag rysten gik igennem hendes hoved, inden hun skubbede sig op, så håret fløj om hende. I ren refleks flåede hendes fingre våbenbæltet og jakken til sig, og spændte våbenbæltet om taljen og svang jakken om sig - imens hun forsvandt ud af døren.
"Jeg skal nok komme tilbage. På et tidspunkt."
Endnu i BH(Men med en jakke halvt dækkende hende) forsvandt hun ud af døren, der smækkede bag hende. Sekunder senere var hun på vej ned i byen, for at komme væk derfra. Hun kunne ikke overskue det hele lige nu. Alting var haglet ned over hende på så kort tid, at hun ikke kunne overskue det lige nu. Hun havde bare brug for .. At tænke. Tænke det hele grundigt igennem.
Så kunne hun vende tilbage.

//Out