I can see!! //Sean//

Det undrede hende meget over, hvor Sean egentlig var taget hen. Hun havde bedt ham om, at blive hos hende til hun vågnede eller retter hun havde bedt ham om, at komme nu hun tænkede over det, men havde ikke sagt, at han skulle blive der til hun vågnede så han havde vel sin gode ret til og gå igen når hun var faldet i søvn. Hun undrede sig lidt over, hvad tid på dagen det var. Normalt havde hun ikke svært ved og finde rundt på det, men fordi hun havde sovet resten af dagen væk og ikke anede hvor længe hun havde sovet var det nærmest umuligt for hende, at regne ud, hvilken tid på dagen det var. Der var dog en ting der stadig kørte rundt i hendes hoved. Seans fortid som hun havde set igennem hans varsler. Måden han næsten sprang i luften af vrede over, at hans mor havde kaldt ham for Zean som hun ikke vidste hvem var og det, at han havde set sin mor som et spøgelse. Der var meget i hans fortid der undrede hende og hun blev mere og mere nysgerrig for og finde ud af den rigtige side af Sean. Fyren hun havde boet hos, stolet på...Alt næsten. Hun smilede stille da hun kunne se hans aura komme ind af døren. Hun rystede stille på hovedet "Nej jeg er ikke sulten eller noget" hun bed sig kort i underlæben "Sean du svarede mig ikke på mit spørgsmål inden jeg faldt i søvn" man kunne godt høre på hende, at hun var friskere og ikke var nær så forvirret som hun havde været inden. Man kunne også tydeligt se på hende, at hun var blevet mere nysgerrig.

For ham kunne hun lige så godt være et mareridt. Han havde holdt sin fortid for sig selv og han havde sandelig ikke tænkt sig at forklare den nu, bare fordi Luce pludselig viste...Noget. Faktisk var der kun en person han overhoved kunne finde på at fortælle den til. Alane. Det undrede ham at hun ikke var syg eller noget, men tænkte ikke mere over det. Han så lidt på hende mens han overvejede hvordan han kom væk fra denne...situation igen.
"Hvilket spørgsmål? Hør Luce...Jeg ved ikke hvordan du er endt med at vide noget om...Noget af det. Men jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg vil ikke snakke om tingene. Du har på en eller anden måde fået adgang til ting som ingen skal vide noget om. Dette betyder også at du vil tvinge mig til at dræbe dig, hvis du snakker om det til nogen som helst anden. Selv din elskede Josh" Han var rolig, mens han sagde det. Han prøvede ikke at skræmme hende, han var fuldkommen rolig...Så rolig at der ikke ville herske tvivl om at han ville gøre det, hvis han følte sig tvunget til det.
"Samt, ikke mindst, den du evt. fortæller det til,også vil lide døden. Jeg kan ikke og vil ikke have nogen ved noget om det!" det blev sagt bestemt. Nille havde engang tvunget sig adgang til nogle af de samme ting. Han havde senere fundet en der kunne fjerne de minder fra hende, så han kunne slappe af igen. Men nu ville han hele tiden have denne trussel over sit hovedet...Han kunne virkelig ikke lide det. Han var anspændt. Følte sig...truet.

Hun havde på fornemmelse, at det ikke var godt, at hun havde set hvordan hans mor og han så ud som barn. Hun spekulerede på om hun skulle prøve og forklare ham hvad det var hun havde set med hver en detalje. Rummets udseende, tøjet de havde på, deres ansigtsudtryk. Det hele. Men samtidig vidste hun ikke om Sean ville høre det. Hun lyttede roligt til alt det han sagde til hende. Hun sukkede kort og trak vejret dybt "Hør her Sean for det første så gider jeg ikke løbe rundt til hver enkelt og fortælle dem om din fortid eller hvad der rent faktisk sker rundt omkring når jeg er der for jeg overhovedet ikke kan se hvad det ragede andre. Vil faktisk aldrig gøre noget der kan sætte vores venskab på spil. Selv ikke Sakref kunne få mig til og gå imod dig hvis han bad mig om det. Bare så du ved det!" Hendes stemme var bestemt og man kunne også høre på hendes stemme, at det var den rene sandhed der kom ud af hendes mund. Hun havde ikke en gang gjort det med vilje, at hun havde set nogle stykker af hans fortid i 'levende live' hvis man kunne kalde det, det. Det var ihvertfald sådan for hende.

Han studerede hende, mens hun snakkede. Og ligeså da hun var færdig. Måske lovede hun det, men han viste folk kunne knække...i den rette situation. og dermed ville hun stadig være et...brud på sikkerheden. i et øjeblik overvejede han at spørge ind til hvad hun viste, bare for at vide præcis hvad hun viste og om det kunne skade. Hvilke slags foranstaltninger han skulle tage. Men han ønskede ikke at høre om det. Høre det fra hendes mund. Desuden ville det bare opfordre til spørgsmål, hvad han så vidt muligt ville undgå. Han slog kort ud med hånden, som om han fejede det hele af et usynligt bord.
"Det er aften. Du er velkommen til at vente til i morgen tidligt med at flytte Bruce" svarede han så, skiftede galant emne, som man ville have gjort det...For længe siden. Og dengang ville ingen modsige ham eller være dum nok til at tage emnet op igen. Men han viste snart ikke længere, hvis der var noget denne tid manglede, var det et fungerende rangsystem og respekt.

Hun var ved og blive godt irriteret over, at Sean ikke bare åbnede sig og sagde det som det var! Men man kunne ikke se det på hende. Hun havde stadig sin ellers rolige facade som dog var blevet mere neutral. Hendes ansigt var blevet mere bestemt. Hvad fanden var der ved den fortid som pinte ham eller irriterede ham så meget? Hvis han dog for en gangs skyld bare kunne åbne sin mund bare lidt så havde han kunnet sluppe for alle de spørgsmål der ville komme fra de forskellige folk som spurgte. Altså nok var hendes fortid også selv skyld i, at hun var endt de forkerte steder med tiden, men hun kunne i det mindste snakke om det så folk lagde det på hylden.
Hun rejste sig op og gik hen til ham. Hun stoppede nogle få skridt fra ham og stod nærmest stift til jorden som var der noget der holdt hendes krop stift ret op og ned. "Sean ikke skift emne når jeg snakker med dig! Jeg hader når folk gør det for og sige det lige ud! Hvad er der så ved den fortid som irritere dig?" hendes stemme var kort og kontant. Det var blevet mere tydeligt, at Sakref havde vendt hendes hjerne om fra slavelivets tanker til mere lærlinge tanker som var blevet mere bestemte.

Han lignede en kold og hård mand, som han stod der. Ingen trækninger, ingen besværget vejrtrækning, ingen anspændte skuldre. Selv hans øjne var hårde og kolde, da han med at held havde fået lavet en god mur om sit indre. Beskyttede det, imod indtræning. Fint. Hvis hun ikke ville lade det ligge, måtte han jo fodre hende med de sædvanlige løgne. Han slog kort ud med hånden, som om det i virkeligheden ikke betød så meget, som hun sagde.
"Hvad vil du vide? Min familie består af adelige og stærke mennesker. Uhyre traditionelle og ikke nogen der viger fra normen? At min far var en simpel landmand, at min mor blev syg i de sidste år jeg tilbragte hjemme? At min bror er død og hans død gik min mor så meget på at hun nogen gange troede jeg var ham? At jeg flygtede hjemmefra så snart jeg blev gammel nok, gav min familie ryggen og flygtede ud i den store verden?" Tingene, løgnene og sandheden, var så rodet sammen i det han fortalte, at det ville svært selv for den øvede at sortere dem. Altså, med undtagen for Sean. Hans far og mor havde også været dæmoner, der havde levet et for langt liv. De havde været rige og været godt anset i byen...Til de havde fået deres første barn. Hans bror levede endnu. Hans far var ikke landmand. Og morens sygdom...Var svært undervurderet. Han vendte siden til hende, for at overbevise hende om at han ikke gad snakke om det og at han allerede nu havde givet hende mere end hun burde have håbet på.
"De er alle døde nu. Så hvad betyder det længere? Jeg ønsker ikke at tale om det Luce. Som min ven havde jeg troet du i det mindste ville respektere det!" han lød svagt såret, selv om han skjulte det godt. Skuffet, som om han havde forventet mere af hende end af andre.

Hun fortrød kort tid efter, at hun havde spurgt ind til det, men hun måtte finde ud af, hvad der var med Sean og hans fortid som hun havde set for, at få styr på den. Hun ville blive sindssyg, hvis hans fortid skulle leve rundt i hendes underbevidsthed indtil hun kendte en historie til den Det fandt hun ud af efter hun havde set Rafaels fortid. Hun fik aldrig nogen historie koplet på den så den lå stadig og forstyrrede hendes almindelige tanker og det ville bare være slemmere når Seans og Rafaels fortid løb rundt i hendes hoved. Hun lyttede roligt tildet hans fortalte omkring hans familie og prøvede og koble det hun havde set i varsleren på det Sean fortalte hende. Der var dog en ting som hun hang sig fast i! Farens udseende i varsleren og det, at Sean sagde, at han var en landmand. Det passede overhovedet ikke sammen. Hans far så for fin ud til og være en landmand i hendes øjne. Prøvede han, at lyve for hende? Hvor mange løgne var der skjult i den historie han lige var kommet med? Hun havde fundet en, men resten kunne hun ikke finde da meget af det hun havde ikke havde vist sig særligt godt i varsleren "Sean du lyver for mig!" man kunne høre på hendes stemme, at hun var såret oer, at han løj for hende og samtidig lidt vred. Hun blev usikker på om han kun kom med løgne når han snakkede med hende. Hun vendte ryggen til ham og gik hen imod døren. Da hun var kommet et godt stykke tæt på døren stoppede hun op og sukkede "Din far var ikke landmand. Hans udseende var alt for fint dengang du var barn." mere behøvede hun ikke og sige før hun gik videre imod døren. Hun følte sig snydt.

Hans blik gled hurtigt hen mod hende og han var glad for hun ikke kunne se noget. I hvert fald ikke ordentligt. Han var god til at lyve, men han var begyndt at få dårlig samvittighed når han løg over for dem han normalt så som...tætte. Han så efter hende, da hun vendte om, såret. For at gå. han ventede til hun var næsten ved døren og virkelig havde kørt rundt i at det var en løgn. Han viste ikke hvor hun havde fundet ud af om det var en løgn. Og det måtte han finde ud af.
"Du kalder mig en løgner. Svar mig i det mindste hvorfor. Er jeg måske ikke den der kender min egen historie bedst? Tingene skete i en hel anden verden. En du ikke kender"

//Kreavsigt//

Hun havde fået en stor lyst til bare og forvandle sig og gå amok på Sean mest fordi, at han løj for hende. Hun vidste overhovedet ikke længere om hun kunne stole på ham længere overhovedet. Havde det hele bare været en stor løgn imellem dem? Hun blev nærmest vred på ham, men alligevel kunne hun ikke få sig selv til det. Hun stoppede op da han snakkede til hende. Hun stod fortsat med ryggen til ham. Hendes krop så bare rank og bestemt ud bagfra, men hendes ansigt viste store tegn på vrede og sporg i et "Ikke lyv for folk der kan se din fortid med billeder som var man der selv!" hendes stemme var kold og bestemt. Hun havde ikke tænkt sig og lægge nogle følelser i sin stemme eller vise tegn på, at sætte nogle følelser i det der havde om Sean mere. Han havde virkelig trådt forkert denne gang og det havde skabt en mistillid fra hendes side af. Hun tog fat i dørhåndtaget og åbnede roligt døren og gik ud af den "Være glad for jeg ikke er som Rafael og bruger folks fortid imod dem!" man kunne høre på hendes stemme, at hun ikke havde nogen tillid til Sean længere efter, at hun havde fanget ham i og lyve for hende.

hvorfor svarede hun ikke bare på spørgsmålet, så de kunne få det her overstået? skulle hun nu gå og være pigesur i lang tid, før han endelig kunne få et svar på sit spørgsmål og kunne finde på et svar, der kunne forklare det hele? Hun lavede jo selv et problem ud af det. Han så overraskende roligt efter hende. Før havde han været ved at gå til af for mange følelser, nu var det som om de slet ikke var der.
"Du beskylder mig stadig for at lyve. Og du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål. Så inden du går videre, så hav i det mindste ære nok til at svare mig på mit spørgsmål. For jeg er af den mening at det er en ugrundet beskyldning, en jeg ikke vil finde mig i" svarede han kort.

Hun havde overhovedet ikke lyst til og svare Sean. Han burde da have hjerne nok til og kunne regne ud, at hun kunne samligne historien han kom med og den varsleren som viste præcist hvad der skete de dage der som blev vidst ikke stemte sammen. Hun stoppede vredt op og vendte sig om imod ham med et vredt udstyk i ansigtet "Sean at samligne din historie med det jeg så er nok til og kunne regne ud hvad der er sandt og hvad der er falsk! Meget af det du fortalte stemme rimeligt overens, men der var alligevel nogle ting jeg ikke kunne placere nogle steder, men når jeg så fanger dig i og sige en løgn. Hvordan skal jeg så kunne stole på, at resten af det du går rundt og fortæller mig er sandt eller falsk?! Jeg lyver i det mindste ikke for mine venner om min fortid!" Hun nærmest råbte af ham og vreden brussede op i hende som var det et bål nogen havde hældt bezin over for, at få det til og blusse mere op.

Hans ene øjenbryn gled undrende i vejret, da hun angreb ham. Hun havde slet ikke ret til at angribe ham. Det var en af hans principper hun var gået imod og så måtte hun leve med svaret.
"Du beskylder mig, uden at give mig mulighed for at forklare mig" hans stemme var slående kold. Noget der ville have slået normale folk tilbage. Den var kold og hård. Han rettede ryggen og så ned på hende, nærmest bedømte hende. Lagde ikke skjul på at han var utilfreds og fornærmet over hendes beskyldning.
"Og hvordan kan jeg beskytte mig mod sådan en beskyldning, når du ikke fortæller mig noget? Men måske ønsker du at skændes med mig, at være uvenner og vred. I så fald må jeg skuffe dig. Jeg har andre ting at lave, end at skændes med en kvinde der vedbliver kaste den ene fornærmelse efter den anden, efter mig" svarede han, i samme stemme.

Hun var meget vred på ham. Kunne han ikke bare indse, at hun havde set hans fortid som den var og havde fundet nogle løgne i hans historie. Hun var ikke overrasket over hvordan hans stemme var blevet hårde og koldere. Han var vel vred over, at hun sagde sin mening. Han var ikke van til og høre hendes meninger omkring ham. Det var tydeligt, at det ikke var Sean eller Rafael der kunne opdrage på hende længere. Det var Sakref der havde gjort hende mere selvstændig. Hun gik vredt hen til ham og kiggede bare på ham "Hvad er det jeg skal fortælle hvad det præcist var jeg så? Vil hellere vise dig det!" Hun begyndte og tiltrække Seans varsler til sig igen og formede den som før og satte nogle tentakkel agtige arme fra varsleren op på sine tendinger. Man kunne se på hende, at hun både kæmpede med sin indre vrede og det, at styre sin evne. Hun blev nærmest skubbet tilbage imens hun prøvede og fokusere på de episoder hun havde set tidligere. Da hun endelig fandt dem knyttede hun sine hænder omkring varsleren og tvang den til og vise episoderne i det lille læred som hun havde dannet i sine hænder af varsleren så Sean kunne se det.

Han trak sig væk, næsten inden billederne kunne nå at blive vist. Han ville ikke se dem. Han kendte udmærket sin fortid og havde ikke brug for at se den igen. Opleve den igen. Hvorfor fattede hun intet? Han så koldt på hende.
"Hvad er det? Har du ikke ord til at forklare de beskyldninger du slynger efter mig?" han nægtede at se varslerne, trak sig væk fra hende så han ikke kunne se dem, ikke være en del af det.
"Du siger jeg lyver, efter at have tvunget dig adgang til min fortid. En fortid jeg dækker over med mit liv. Kan du ikke forstå det? Jeg ønsker ikke og vil ikke have nogle ved noget om den. At de stiller dumme spørgsmål hele tiden, at de bliver påvirket af den. Tror de var hvordan jeg er og hvorfor jeg er som jeg er...Det betyder alt sammen intet! Det er farlig for mig at folk kender til det. Hvis du virkelig var min ven ville du forstå en hentydning, men næ nej. Du skulle absolut have det forklaret, som om min historie i virkeligheden er en åben bog!" noget vredt glimtede bag det kolde og hårde.
"Og hvis du, efter at have snaget i mine private sager, stadig ønsker at fornærme mig yderligere, må du gå. Jeg kan garantere dig. Jeg har ikke løget over for dig. Ikke før nu. Og det er kun for at lære dig ikke at snage! Min fortid er og forbliver min. Ingen andre skal blande sig i den!" i et øjeblik så det ud som om han ville dræbe for at understrege det. Men han fik hold på sig selv.
"Det er et princip jeg har. Og det ændre jeg ikke på" og mere havde han ikke at sige til det.

Hun kunne ikke fokusere på andet end varslerens billeder der løb rundt i hendes hoved og på læredet så Sean også kunne se det. Hun faldt sammen af energi mangel på jorden, hvor varsleren splindtres og samlede sig igen som før. Hun kæmpede sig op og stå igen. Nogle enkelte sveddråber gled ned af af hendes pande. Hun var stadig vred og såret over, at han havde løjet for hende "Jeg tvang mig rent faktisk ikke adgang til din fortid før nu! Det var ren og skær et uheld der ude på gangen igår!" hun hadet og skændes med Sean, men nu måtte dette få en ende enten så skulle dettes løses ellers skred hun med begge børnene og lod Sean sejle i sin egen sø. Hun sukkede opgivende "Har overhovedet ikke tænkt mig og fornærme dig overhovedet. Har sagt, hvad jeg har at sige omkring din fortid. Er sådanset ligeglad med den for jeg kan ikke bruge den til noget Sean! Jeg har en historie nu fra dig af omkring den om der er løgne i er ligegyldigt, men nu er jeg ligeglad med hvordan den var! Jeg vil bare ikke blive sindssyg af og se den komme frem om og om igen i hovedet på mig!" Hun vendte ryggen til ham og prøvede og få styr på sig selv. Hun rystede af vrede, men det lignede, at hun græd bagfra "Undskyld for det hele Sean smutter nu og tager børnene med mig så kan vi få det afsluttet helt uden noget imellem værende..." hun sukkede lidt og gik langsomt hen imod døren.

Ham var så tæt på bare at himle øjne af hende. Hun var jo...Latterlig. Hvorfor var enkelte folk så latterlige når de var vrede eller kede af det? han blev altid irriteret over det, men formåede at holde det skjult.
"Det er din egen skyld. Du kunne have forstået en hentydning" svarede han, en anelse mere blidt nu. Men stadig ikke lige så venligt og åbenhjertigt, som i starten.
"Hvis du er så ligeglad, hvorfor så starte et skænderi om det?" spurgte han, nu en anelse træt. Han havde nægtet at se varslerne, så han havde ikke set dem. I princippet havde det været spild af energi for hende.
"Den sidste der lærte for meget om mig, hjalp jeg med at få slettet sin hukommelse" svarede han kort. Hvad havde hun regnet med? At han ville få ondt af hende? åh nej, det var han stadig for vred til. At han ville finde på en løsning til hende? han havde ingen. Andet end, som han lige havde sagt, finde en der kunne slette hendes hukommelse om det.
Han sukkede lettere irriteret.
"Vær nu ikke dum. Connor tilhøre mig nu og du får ikke lov til at forlade huset med ham. Der er intet mellemværende imellem os. Om du ønsker vores venskab eller ej, er dog op til dig" svarede han. Man kunne høre han mente det. Hvis hun ikke ønskede at se ham mere, ville han ikke sætte sig imod det, men bare lade det ske. Men man kunne også høre han ikke ville lade Connor forlade stedet.

Hun var for træt til og skulle skændes med ham. Hun havde fået styr på det hun skulle, men hun var også ved og opgive og snakke fornuftigt med Sean for han lyttede alligevel ikke til det hun fortalte ham så hvorfor fortsætte. Hun havde intet og svare ham. Hun prøvede og finde ud af hvad hun skulle gøre og sige til Sean for, at det blev dæmpet ned med den negativitet imellem dem. "Sean jeg skal bare kunne have en historie om et så kan kan gemme det væk igen og nu har jeg det så det er ligemeget" hun rystede opgivende på hovedet og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham "Sean det er ligemeget jeg har styr på det nu og kommer ikke til og skulle finde det frem igen. Men vil ikke diskutere det her med dig længere Sean" Hun stod med ryggen til ham og tænkte lidt over det "Sean jeg gider ikke være uvenner med dig" hun sukkede lidt og kiggede ned i jorden selvom hun ikke kunne se det "Ved det er sent, men ved ikke helt hvor godt du har det med og have mig her længere da det er sådan her imellem os. Jeg undskylder, at jeg fik det på banen..." man kunne høre på hende, at hun var ved og knække den kolde facade.

Der skulle mere end et skyldbevist udtryk til at køle Sean op. Han var gået i forsvar, han kæmpede som var det en kamp for liv og død. Hvad der i hans hoved også sagtens kunne blive. Hans skuldre var stadig anspændte, hans blik stadig hårdt og hans kæbemuskler stod stadig lidt for meget frem.
"Åh, så nu kan du godt acceptere det?" lod hans kommentar. Over for alle andre ville han have lydt hånlig, men nu lød han bare kold og til en hvis del skuffet. Som om han havde forventet noget helt andet af hende.
Endelig sank hans skuldre og han så lidt på væk, før han svarede hende igen.
"Du kan sove her, spise her og generelt være her så længe du lyster. Jeg har en fornemmelse af det alligevel vil gå lang tid, før vi ses igen. Men nu har jeg fundet ud af du ikke er bedre end alle andre, så du må have mig undskyldt, hvis jeg har andre ting at tage mig til" Han lød forretningsmæssig nu. Hans måde at holde eventuelle følelser væk.

Hun prøvedeog holde sin facade oppe, men det var rent ud sagt umuligt. Hun havde bare en stor lyst til og gøre en eller anden form for skade på sig selv bare for og komme af med den smerte hun havde indvendigt over, at høre Sean være skuffet over hende. Han var trodsalt den der havde støttet hende mest og måske var han måske den hun inderst inde faktisk ville have skulle være stolt over hende. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv "Sean jeg..." det var som om en klump havde sat sig fast i halsen på hende så hun ikke kunne fuldføre sin sætning. Hun sukkede lidt og kiggede hen imod ham. Hendes facade var knækket og det kunne tydligt ses i hendes ansigt. Hendes øjne rystede selvom hun ikke kunne se rigtigt ud af dem eller mærke det. Hun kunne mærke tårerne presse på "Er glad for din gæstfrihed, men kan ikke tage imod det...Ikke efter dette." hun sukkede kort og fortsatte "Som du selv siger er jeg vel ikke bedre end alle andre...er vel straks værre..." hun bed sig usikkert i læben og kiggede væk. Hun mærkede hendes ben begynde og flytte sig. Hurtigt. Hun rent faktisk løb ud af døren for og undgå og græde foran Sean endnu en gang.

han viftede kort med hånden, som om han allerede viste hvad hun ville sige.
"Din tolkning, ikke min" svarede han kort for hovedet, før han vendte ryggen til hende, trods hun ikke kunne se det. Han var...Trist over det. Han havde set Luce som en sammensvoren. Havde han ikke tidligere på dagen tænkt den glade tanke at hun netop var ligeglad med hans historie? Hvorfor var det, at hver gang han tænkte over det, begyndte folk netop at forlange svar, på ting han ikke ville fortælle dem?
"Jeg kan finde en der kan slette din hukommelse, kun den del hvor du har set min fortidshistorie. I så fald vil vi begge være gladere" han lød som om han prøvede at finde en løsning på et problem. hvad det jo også var. Han ville personlig føle sig meget bedre tilpas, hvis Luce slet intet huskede eller viste om det. At hun så ville spørge igen en dag, var oplagt. Men så måtte han jo bare holde hende lidt på afstand i stedet for at behandle hende som en ven.
"I så fald ses vi jo nok. En dag" sluttede han af, ingen han hørte hende løbe ud af rummet. En handling der faktisk gjorde ham vred.

Tårerne løb ned af hendes kinder imens hun løb ude på gangen. Hun snøftede og der hørtes af og til nogle enkelte hulk fra hende af. Hun hadet sig selv. Hvorfor havde hun presset sig så meget ind på Seans fortid? Hun vidste jo godt, at han ikke ville snakke om det. Det havde været meget bedre hvis hendes evne ikke var så meget ukrontroleret som den var! Sakref havde bare og træne hårde med hende når hun kom tilbage efter og have afleveret Bruce til John. Hun måtte have kontrol over sin evne før hun ville kunne bo hos nogen. Hendes gråd kunne høres i det meste af huset, men børnene sov tungt i deres senge så de vågnede ikke af hendes gråd. Hun anede sådanset ikke hvor hun løb hen da hun ikke kunne se noget. Hun løb imod trapperne uden og vide af det. Hun troede rent faktisk, at hun løb på gangen og langt fra trappen men hun tog fejl da...Hendes gråd blev til skrig og gråden blev meget højere. Hun faldt ned af trapperne og slog flere gange hovedet hårdt ned i trinene. Hendes skrig og gråd stoppede. Hun lå stille for foden af trappen. Hun blødte svagt fra hovedet.

I starten kunne han høre hendes gråd, høj som den var, men efterhånden fjernede den sig fra ham, som hun kom længere væk fra værelset. Altså lige til et skrig flænsede luften. Hvis nogen havde været i tvivl om hvorvidt han havde været et menneske, ville de ikke længere være i tvivl, for han var hurtigere ude af værelset, end nogen anden kunne være. Var de levende-døde kommet? angreb de eller havde en fjende endelig fundet hjem til ham? Et eller andet var i hvert fald gået ud over Luce. Elyas stak sit forsovede hoved ud af døren, da Sean ilede forbi.
"Gå tilbage i seng!" fik han næsten snerret. Elyas så lidt efter ham, men greb så nogle bukser han fik kæmpet sig i, mens han halvløb for at følge efter Sean, som var hurtigere end ham. Hvor mange var nu faldet ned af trappen? Overraskende mange. Utroligt så klodsede folk var! Disse tanker gled gennem hans hoved, da han stod stille for oven og så ned på kvinden han ikke var særlig enig med. Var hun dum? Noget overbeviste ham om det. Elyas var den første til at løbe ned af trappen, undgik blodet der var på visse af trinnene. Han satte sig på hug ved siden af Luce og tog hendes puls, da han havde mærket den var fin, så han op på sin onkel med et vildt blik. Hvad skulle de gøre? Hun var jo skadet og ingen af dem var læger!
Sean gik endelig ned til dem, ca. samtidig kom Sigmund og Mary løbende, som altid var de længe op og havde ikke sovet. Mary slog hænderne op for munden i en uudtalt rædsels. Sigmund var dog van til lidt af hvert og ventede på instruktioner fra Sean.
"Sigmund. Hent spåmanden...Ham jeg snakkede om en gang for længe siden. Jeg skal bruge ham igen" Sigmund så lidt på ham, men nikkede så og forlod huset. Sean bukkede sig ned over Luce og tjekkede intet var brækket. Elyas virkede helt lettet over at han tog over.
Med en kold mine daskede Sean hende på kinden for at få hende til at vågne op.
"Mary. Hent kassen" Lidt efter kom hun løbende med en førstehjælps kasse og nogle viskestykker. Sean tog et af viskestykkerne og holdt det mod Luces hoved, hvor der var gået hul, for at stoppe blødningen. Ingen turde sætte sig imod ham, når han var i dette kolde og uberegnelige humør.

Hun lå roligt med hovedet på det nederste trin. Hun var bevidstløs og vejrtrækningen var lidt svag, men blev dog med tiden bedre og bedre. Hun havde nogle enkelte skrammer på armene, benene, kroppen og i ansigtet fra faldet, men intet der var nær så voldsomt som det hul hun havde fået i hovedet. Hun vågnede langsomt da hun mærkede nogle dask imod sit ansigt. Hun nærmest spærrede øjnene op da hun kunne se Seans varsler. Hun blev nærmest helt bange. Hun forstod ikke hvad der var sket. Hun kunne ikke huske, at hun havde fået sit syn tilbage. Hun kiggede til siderne som en gal og så de forskellige folks auraer omkring sig. Man kunne se skrækken i hendes ansigt. Hun lå dog roligere med hovedet da hun mærkede et viskestykke imod hendes hoved "Hvor er jeg?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun var forvirret og var stadig halv døsig. Hun snuste Seans lugt ind til sig og kunne straks genkende den "Sean?..." hun havde mistet noget af sin hukomelse ikke alt, men det der var sket de sidste 3 dage kunne hun overhovedet ikke huske. Selv ikke Seans fortid huskede hun.

//havde ellers tænkt mig at denne spåmand skulle have slettet hendes hukommelse angående om hans fortid //

Hendes øjne sitrede og en svag form for rolighed gled over Sean. Hun levede, hun bevægede sig og virkede hverken lammet eller andet. Bare omtumlet efter sit fald. Sikkert med hjernerystelse. Tanken om at holde hende vågen det næste døgns tid huede ham ikke. Han havde andet at lave! Stadig vred, stadig fornærmet, over alt det med hans fortid, svarede han ikke med det samme. Han koncentrerede sig om hendes sår. Elyas havde sat sig ned på gulvet og studerede dem. Luce næsten hviskede et eller andet. Sean så kort på hende. Så trak han sig tilbage.
"Mary, tag over. Hun lever, hun snakker, hun er bare lidt forvirret og har sikkert hjernerystelse. stop blødningen og giv hende en forbinding, noget at drikke. Giv hende et værelse, giv hvad hun har brug for. Bare lad vær med at forstyrre mig med det" Mary så lidt på ham, som om hun ikke troede sine egne ord, men stumpt gled hun ned ved siden af Luce og overtog viskestykket, for at pleje Luce. Hun måtte ikke modsætte sig sin Herres ordre, men hun undrede sig over hvad der kunne have gjort Sean så kold angående Luce, plejede de ikke altid at hænge om hinanden når de endelig så hinanden?
"rolig min pige..." lød Marys blide stemme til Luce.
"Han er lidt sur. Du faldt vist ned af trappen og slog hovedet slemt. Det skal nok gå" nikkede hun.
"Elyas, min kære, lad os få hende ned i køkkenet, så vi kan få set til såret" Elyas rejste sig op for at hjælpe med at støtte Luce ned i køkkenet...Når de altså fik kæmpet hende op. Han greb fat i hendes ene arm og prøvede først at få hende op og sidde, lidt efter op og stå, mens Mary rendte efter, travlt optaget med stadig at stoppe blodet.
"Stille og roligt..." vimsede hun.

//Sean får brug for ham alligevel. Med tiden kommer Luce til og huske det i bider og spørger Sean omkring det igen//

Hun tog sig til hovedet og mærkede noget der var brændende varmt på hendes hånd. Hun kunne lugte det var blod og varmen fra blodet vidste store tegn for hende, at det kun kunne komme fra hende af. Hun var forvirret. Hun undrede sig over hvad det egentlig var hun så. Hun kunne jo ikke huske, at hun havde fået noget af sit syn tilbage for kort tid siden. "Hvad er det jeg kan se?..." mumlede hun svagt for sig selv. Hun ville rejse sig, men kunne ikke alligevel da der var for mange omkring hende. Hun hørte Sean snakke til Mary. Han havde virket så sur siden hun var vågnet. Hvad var der galt med ham? Hvorfor var han pludselig blevet så kold? Hun ville spørge ham, men der var for meget der forstyrrede hende. Hendes hoved dunkede voldsomt "Sean...Hvorfor du sur?..." man kunne høre på hendes stemme at hun var bekymret og meget forvirret. Hvad var der sket det sidste stykke tid? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende med spørgsmål samtidig med, at hendes hoved dunkede. Hun kiggede på Marys aura da hun hørte hendes stemme "Hvorfor er han sur? Hvad der sket?" hun var kun interesseret i hvad der havde gjort Sean så sur. Han havde haft mange perioder hvor han havde været sur, men aldrig ladet det gå udover hende "Hvorfor faldt jeg ned af trappen? Hvad lavede jeg her?" der var stor forvirring i hendes stemme. Hun kiggede forvirret rundt og rejste sig på en meget underlig måde ved hjælp af Elyas og Mary. Hun støttede sig til dem imens hun gik med dem ned til køkkenet. Hun kiggede dog hele tiden bagud på Sean og undrede sig meget imens hun humpede afsted. Da de kom ned til køkkenet blev hun sat på en stol og holdt hviskestykket mod sit hoved imens hun så Mary løbe forvirret rundt "Mary...Hvorfor var jeg kommet her? Hvordan faldt jeg ned af trappen? Jeg kan overhovedet ikke huske noget med, at jeg var kommet her hen. Det sidste jeg husker var, at jeg var hjemme ved Sakref"