I can see!! //Sean//

Han gengældte ikke smilet. Det var sandt, Connor var oprindeligt Rafaels søn. Ikke at det burde ændre noget, manden var sikkert ret ligeglad. Havde garanteret flere børn ude i verdenen han ikke interesserede sig for. Det var den eneste ting han ikke selv kunne ignorere....Familie. Hans familie havde altid været stolt, stærk og...holdt sammen. Det ville sige, lige ind til hans bror ødelagde det hele. Det ville han dog ikke tænke på nu. I stedet tog han sig af Connor. Han så lidt på drengen, som mest af alt var optaget af situation mellem mor og søn, med en finger eller fire i munden. Savl...Hvorfor elskede børn sådan at savle? Dean havde også gjort det...Åh, nej. Han ville heller ikke tænke på den del. Han satte sig på den eneste stol der faktisk var i rummet, med Connor på skødet. Samlede noget legetøj op han kunne lege med imens, så han ikke blev utålmodig. Godt han snart var stor nok til at han kunne begynde at opdrage ordentlig på ham.

Bruce ville næsten ikke se på hende. Det kunne hun selvfølgelig ikke kunnet se, men det, at hun fornemmede det var slemt nok. Hun sukkede lidt og så roligt på Bruce "Så vi må se og få pakket dine ting så du kan komme hjem til din far" Hun kiggede stille på Bruce "Ja, men hvad så med Connor?" han var blevet meget knyttet til sin bror selvom han var så lille endnu og stadig ikke helt forstod hvad der skete rundt omkring ham, men sådan måtte det nu en gang være. "Han bliver her hos Sean, men hvis du spørger Sean pænt tror jeg godt du må komme og besæge Connor af og til" hun prøvede og smile roligt til Bruce og kiggede hen på Sean. Dette var en af de tidspunkter hun ønskede, at man kunne se i hendes øjne hvad der var hun ville sige, men øjnene var nærmest døde for andre. Bruce kiggede på Sean med håbefulde øjne "Må jeg det Sean? For hvis ikke så bliver jeg her hos dig"
Bruce havde altid været en mere rolig dreng end Connor var. Hun tænkte lidt over om Bruce var begyndt og se Sean som sin far, men det ville virke underligt og alligevel vidste Bruce godt, hvem hans rigtige far er.

Han så op og stoppede med at hoppe med benet, hvad Connor ellers havde fundet ret underholdende. Han sad med et stort smil og nu så Connor smilene over til sin bror. Sean var mildt sagt overrasket. Han havde intet gjort for at forbedre sit forhold til Bruce, men det kunne ikke undgås man lærte hinanden lidt at kende, når man boede sammen. Han så hurtigt op mod Luce, før han så tilbage til Bruce med et lille smil. Ville blive her? mente han virkelig det? Han var jo ikke ligefrem god til børn.
"Selvfølgelig. Lige så tit du vil" svarede han roligt. Han ville ikke tvinge Bruce til at bo her, han skulle ikke blive en del af familiedramaet. Men han var alligevel smigret.

//Sorry, krea svigt. //

//Det er helt fint ^^//

Luce vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre da det hele virkede så underligt for hende. Hun ventede blot på, at Sean havde svaret Bruce så de kunne fortsætte med og pakke hans ting så Bruce kunne komme hjem til John igen. Hun smilede stille til Sean efter han havde givet Bruce lov til og komme så tit han har løst for og besøge sin lillebror. Om det så virkelig skete eller ej vidste hun ikke helt. Bruce smilede glad til Sean og så op på Luce hvor smilet var forsvundet helt fra sit ansigt igen. Luce prøvede og smile roligt til Bruce "Kan du finde de tasker du havde med den gang så vi kan få pakket dine ting ned" hendes stemme var mild, men man kunne se på hendes ansigt, at det nærmest skar i hjertet på hende, at skulle gøre dette. Bruce nikkede stille og kravlede ind under sengen for og finde nogle tasker frem og begyndte og pakke sine ting ned i dem. Luce sukkede lavt og rejste sig op og kiggede ned på Bruce "Jeg kommer lige om lidt pak du bare videre" hun smilede roligt til ham, men da hun havde vendt sig væk fra Bruce forsvandt smilet igen og hun gik ud af værelset og gik et stykke væk fra børneværelset.

han var lidt i tvivl om hvad han skulle gøre. I starten blev han siddende og så på Bruce, der pakkede sine ting sammen. Connor blev helt ustyrlig og Sean satte ham ned, hvilket resulterede i han kravlede hen til taskerne, satte sig oven i den ene og begyndte at studerede en anden, ved at åbne den og stikke hovedet ned i den. Han smilte svagt af det...Et barns nysgerrighed.
"Din mor elsker dig, ved du nok" kommenterede han så roligt og så over på Bruce.
"Hun har haft det meget svært, men hun gør hvad du ønsker, fordi det vigtigste for hende er at du har det godt" han lod en hånd glide gennem sit hår. Han var ikke skabt til sådan noget her. Han havde valgt at give Luce et øjeblik for sig selv, han kunne gå ud efter hende lige om lidt. Et eller andet sted var der en svag stemme der sagde han skulle tilbyde Bruce at blive her. Han viste ikke hvorfor, han hørte jo ikke til her, men blandt sine forældre og familie. Han havde ingen relation til barnet og hvad skulle han dog få ud af det? Han var ikke skabt til at tage sig af børn. Han tøvede lidt, mens hans studerede Bruce pakke sine ting. Connor, som så hvad hans bror gjorde, tog et stykke legetøj og prøvede at mase det ned i tasken...
"Hvis du helt er fri for dem begge, må du godt blive her" sagde han så endelig, uden at vide hvad han egentlig regnede med.
"du er stor nok til at sætte din egen vilje igennem" Så rejste han sig op og gik ud på gangen. Han lukkede døren efter sig og kiggede efter Luce. Han fandt hende og gik ned mod hende.
Nu han tænkte over det, viste han godt hvorfor han havde det svage punkt...Alle andre turde ikke længere give ham et barn i hånden, bange for han dræbte det. Men i virkeligheden var de hans største svaghed. Han viste hvordan Bruce måtte have det, havde han ikke selv haft nogle forældre der ikke gad ham? Og netop denne sammenligning havde fået ham til at tilbyde det.
Han var nu hos Luce.
"Går det?" spurgte han svagt

Hun satte sig på et trappetrin og sad bare der og prøvede og få ro på sig selv igen. Hun havde elsket Bruce lige fra den dag han blev født. Hun havde næsten forgudet ham og dette var takken for det der var sket...Hun ville gerne have Bruce hos sig, men han ville ikke have hende. Hun ville gøre alt for og passe på ham, men når han nu så gerne ville tilbage til sin far var det også i orden bare han hade det godt var det, det eneste der betød for hende.
Bruce pakkede roligt sine ting sammen både tøj noget enkelt legetøj, sine bøger. Alt blev pakket ned i hans taske. Han grinede lidt over Connor der begyndte og være nysgerrig. Han krammede ham stille som kun en bror kunne. Han kiggede dog op på Sean da han begyndte og snakke til ham "Jeg elsker også hende, men vil ikke såre hende mere...Har kun været til besvær siden far begyndte og arbejde og det blev kun værre da han var væk i lang tid" nok var Bruce kun omkring de 8-9 år, men han var ikke så dum som man skulle tro om ham. Han var rent faktisk en meget klog dreng. Bruce kiggede stille på sin lillebror og grinede "Nej Connor du blir her" hans stemme var rolig og tog legetøjet ud af tasken som connor havde proppet i og lagt det ved siden af tasken. Han lukkede stille sin taske og begyndte og pakke den sidste. Han kiggede op på Sean da han hørte hans stemme "Tror det bedst og være ved min far, men jeg kommer og besøger jer og specielt dig din bandit" han smilede stille og uldrede Connors hår.
Luce kunne ikke få sig selv til og gå ind til drengene igen. Det var for hårdt for hende og være der når hendes egen søn pakkede sine ting ned for og komme længere væk fra hende. Hun hørte nogle skridt ikke så langt væk fra sig. Hun kiggede kort hen imod skridtene og så det var Sean. Hun kiggede dog hurtigt foran sig igen og bed sig i læben "Har det fint..." hun ville prøve og skjule det, at der ikke skulle meget til før hun ville bryde tudene sammen, men hun vidste også godt, at Sean kendte hende bedre end det.

han havde nikket let til det Bruce sagde, velvidende han ikke kunne modsige det. eller jo, det kunne han, men givet at han jo ikke rigtig havde kendt dem dengang det her åbenbart var startet, ville han ikke sige noget. Bruce havde ingen grund til at lytte til ham. Han var en klog dreng.
Han satte sig ved siden af Luce og puffede let til hende, med sin skulder mod hendes, med et svagt smil.
"Viste du Bruce faktisk elsker dig og rejser for ikke at såre dig? Han mener han er til besvær efter alle de ting der er sket" sagde han. Han havde allerede besluttet sig for at sige det, så var op til Luce at bruge det som hun havde lyst til. Hvis hun overhoved ville bruge det til noget. Måske kunne det også lette en anelse på hendes skrøbelige humør.

Hun kunne mærke, at Sean havde sat sig ved siden af hende. Nu havde rollerne blevet sat på plads igen nu var det ikke Sean der var den lidt skræbelige som han havde været for lidt siden, men nu var det hende som det plejede, at være. Hun smilede kort da hun mærkede hans skulder blive puffet ind i hendes. Hun lagde sit hoved let på hans skulder imens hun stille lyttede til det han fortalte hende. Det overraskede hende faktisk, at Bruce elskede hende. Men det sårede hende også lidt, at han følte, at han var til besvær for det havde han da ikke været og alligevel undrede det hende hvorfor han ikke havde villet snakke med hende i ugevis. Hun sukkede lidt "Hvorfor snakker han så ikke til mig?..." man kunne høre på hendes stemme, at hun var ved og tude. Hun næsten puttede sig ind til ham for og føle lidt tryghed omkring sig. Hun snøftede kort "Hvad skulle jeg haft gjort uden dig Sean?..."

Hans arm gled automatisk beskyttende om hende. hans kind hvilede mod hendes hoved, da hun hvilede sig op af ham, grædende. Hans hånd, på armen der holdt om hende, nussede hende ubevidst på armen.
"Jeg tror han er ked af det. Han vil nok mene han er til mere besvær, ved at sige det og dermed forlange opmærksomhed" svarede han roligt. Det kunne han i hvert fald forestille sig. Hvis man mente man var til besvær, gjorde man sig så lille som mulig, gjorde at folk ikke bemærkede en. Så de ikke behøvede at tænke på en, oven i alle sine andre problemer.
"Du havde jo problemer nok, uden at have ham at tænke på" kommenterede han.

Hun rystede grædende ind til ham. Hun hadet sig selv for hver gang hun satte sig til og tude når Sean var der. Hun følte sig hver gang så ynkelig når hun gjorde det. Hun havde det som om Sean bare så hende som et ynkeligt barn der tudet af ingenting og som aldrig kunne stærkere psykisk. Hun ville bevise, at hun ikke var sådan, men Sean kendte hende for godt til, at hun kunne holde den facade oppe når han var der. Hun bed sig usikkert i læben imens hun lyttede til alt det Sean fortalte hende "Han var faktisk det der lettede mit hjerte..." hun sukkede dybt og rettede sig op imens hun tørrede tårerne af sine kinder selvom de blev ved med og løbe ned af hendes kinder. Hun hang lidt med hovedet "Du synes sikkert jeg er ynkelig...Tuder næsten hver gang vi er sammen..." hun prøvede og blive rolig igen så hun kunne gå ind til sine sønner igen. De skulle ikke se deres mor græde igen.

Han lyttede lidt til hende.
"Dette er jo ting I i virkeligheden burde sige til hinanden" kommenterede han så. Han kunne jo ikke gøre særlig meget med den viden, det var ikke op til ham at helbrede deres forhold til hinanden. Han havde endda ikke sagt særlig meget til Bruce, fordi han normalt ikke snakkede særlig meget med ham. Hvorfor skulle han også pludselig blande sig? Den tanke var han overbevist om Bruce ville få, hvis han blev ved med at prøve på at gøre deres forhold til hinanden bedre. Det næste hun sagde fik ham til at trække på smilebåndet, før han daffede let til hende.
"Hold nu op. Jeg ved godt du er i stand til at ødelæg en halv by, hvis du først får lyst" kommenterede han, velvidende hun straks ville vide hvad han talte om. Han ville i hvert fald sent glemme det...Smerten fra de brækkede ribben. Han klemte kort hendes arm, før han slap hende igen.
"Klar til at gå ind til børnene igen?" spurgte han stille

Hun sad bare stille og kæmpede med og få styr på sine følelser igen. Hvorfor var hun også så følsom som hun var? Eller retter det var nu mest kun når Sean var der. Hvad var der med ham som fik hendes følsomme side frem i hende? Havde han en evne der kunne gøre det? Nej, det ville da være for underligt. Nok fandtes der mange evner, men lige sådan en evne troede hun ærligtalt ikke på. Hun nikkede stille da han sagde, at hun burde snakke med Bruce om det i virkeligheden og ikke Sean, en hun brød sig heller ikke om og skulle blande sin søn ind i sine problemer selvom det var meget svært for hende. Hun tørrede de sidste tåre væk og grinte stille da han let daffede til hende og fortalte hende om det og ødelægge en halv by. Hun smilede stille "Du har ret, men det var jo ikke med vilje, at det skete dengang" Hun vidste udemærket godt, at han snakkede om Firewood Village. Hun smilede stille og var blevet lidt gladere, men det var stadig tydeligt, at hun havde grædt. Hun nikkede stille til det han sagde "Ja jeg er Sean...Tak for din hjælp og det, at du bare vil lytte til mig er jeg virkelig taknemlig for" Hun tog fat i hans hånd og gav den et kort klem inden hun slap den igen og rejste sig op.

Han havde evnen til at manipulere med folks følelser. Han brugte den ikke særlig tit, trods han havde gjort det i sin ungdom...Eller bare tidligere, på en måde var han jo stadig ung. Nu var han blevet så god til at lokke maden til sig, at han sjældent brugte den, andet end når han skulle have nogle vigtige aftaler på plads eller han ikke orkede at lokke maden til med simple kneb. Han havde dog aldrig brugt evnen over for Luce. Han kunne også manipulere sit udseende, over for den enkelte, så han lignede hvad de ville finde mest attraktivt.
Det lille klem...så lille, så venskabeligt, så uskyldigt...For alle andre end ham. Alt denne nærvær gik ham på, også fordi han viste at han var svag lige nu, til han havde fundet sit sædvanlige, kolde jeg frem. Alt dette kunne gøre det hele meget værre. Dog rejste han sig uden at kommentere det, uden at rive hånden til sig.
Han viste det ikke havde været med vilje, han havde trods alt hjulpet det med at ske. Nu var det på en måde sjovt at se tilbage på, selv om Roberta var lidt småsur over det der var sket med hendes elskede by og nægtede at hjælpe ham det næste århundrede. Hun viste jo godt han levede så godt som evigt.
Han nikkede kort, med et lille smil, da han ville følge efter hende ind til børnene. Bruce måtte da næsten være færdig med at pakke nu.

Hun stod lidt og prøvede og tage sig sammen til og gå ind til drengene igen, men der var et eller andet som holdt hendes ben stive så hun ikke kunne gå nogle steder. Ikke så langt fra dem stod en dør på hvid gab, hvor et svagt lys kom ud på gangen. Faktisk var døren lige ved siden af dem, men det kunne Luce jo ikke se, men hun kunne mærke det for da Sean havde rejst sig op mærkede hun noget iskoldt bevæge sig rundt på hendes krop. Hun skulle lige til og spørge Sean om han havde nogle ulækre dyr i huset der var iskolde og føltes som slim da hun regnede ud, at det var Seans varsler der bevægede sig på hendes krop. For Sean ville det vel bare være en dum skygge der spejlede sig i Luce, men sådan var det ikke for hende. Hun begyndte på automatik og lege med varsleren imellem sine hænder. Hun formede varsleren til cirkler, firkanter og bare til en lang pisk lignende genstand af varsleren. Hun kunne mærke hvordan varsleren kæmpede imod, men Luce var begyndt og blive stærkere og have mere kontrol over sin evne end hun havde haft, men det var dog stadig svært for hende og kunne styre evnen. For Sean lignede det, at hun formerede hans skygge til de forskellige ting. Hun begyndte så og strække og trække varlseren til siderne. Inden hun havde nået og tænke en kort tanke havde varsleren kastede en form for tentakler imod hendes tendinger og sat sig fast der som var de limet fast til hende. Hun stivnede helt og bevægede sig ikke udover hendes hænder der holdt fast i varsleren. Hun begyndte så småt og se Seans fortid i hovedet.

Sean havde fulgt efter hende, men stoppede selv op, da hun stoppede. Han gik om foran hende, uden at tænke over hans skygge faldt over hende grundet lyset der kom fra døren. Han tænkte aldrig rigtig over hendes evne. Han studerede hende lidt, var hun så...bange, for at gå ind til børnene igen?

Lyset skinnede ind fra vinduet. Sean stod med ryggen til vinduet og hans skygge gled langt hen over stuens gulv. Det var en hel anden tid, et helt andet sted og Sean var kun en dreng på 13 år. Hans mørke hår gled halvlangt ned over hans ansigt, hans ansigt var hårdt og hans øjne lyste af en sær galskab, som så ung en dreng ikke burde kende til. Stuen var klædt i et slidt gulvtæppe, der stod møbler af træ, en reol med gamle bøger, et bord, nogle stole...På væggene hang der holdere med stearinlys, som dog ikke var tændte lige nu da lyset stadig skinnede ind. Det var middelalder, men i en anden verden. Jorden.
Lidt skævt foran Sean sad en kvinde på en af stolene. Hun var alt alt for tynd, ikke mere end skelet og hud. Hun var klædt i en lang, hvid kjole, som var ganske enkel. Hendes fødder var bare, hendes mørkebrune hår, samme farve som drengens, gled ned over hendes skuldre i store krøller. Men selv om hun sad der og virkede nok så skrøbelig og køn, lige så stærk var hun. Hun drejede langsomt hovedet og så over mod Sean med de samme mørke øjne, som Sean havde. Disse var bare tomme. Alt for tomme. Pludselig trådte en stor skikkelse ind i rummet, en høj og bredskuldret mand. Som voksen ville Seans egen krop være lige så muskuløs. Manden havde et mere mildt ansigtsudtryk, da han spændte sin kappe af og lod den falde over en af de ledige stole. Han satte sig tungt på samme stol. Klædt i nogle solide støvler, nogle læderbukser og en trøje af hør. Hans lange, lysebrune hår gled ned over hans magre ansigt, da hans grå øjne gled smertefuldt fra kvinden, til hans søn.
"Har i skændes igen?" sukkede han roligt og lænte sig tilbage i stolen. Afventede værdigt et svar.
"Hvordan kan man skændes med et spøgelse?" lød drengens vrissende svar, omend det kom i forskellige toner. Drengens stemme var gået i overgang et par dage i forvejen. Drengen, Sean, knyttede hånden og så hadefuldt mod kvinden, hans mor. Moren så stadig på ham, så smilte hun stille.
"Zean, min skat. Hvorfor er du så vred? jeg har flere gange fortalt dig at..." længere nåede hun ikke, før drengen eksplodere i et voldsomt temperament.
"JEG ER IKKE ZEAN, DIN SYGE KVINDE!" Kvinden blinkede uforstående, men så smilte hun bare igen, som om han slet ikke havde sagt noget. Manden sukkede svagt.
"Sean...Lad nu være...Du ved hun er syg. Hør nu, jeg har fået overbevist byen om at det ikke er os der stod bag de drab..." Men drengen så ikke ud til at ville lytte.
"Jeg stod bag de drab! Det er hvad jeg er! En dræber, jeg er Sean, en dræber, præcis som i har skabt mig!" hylede han, før han lød ud af rummet...

Ny scene. Denne gang stod der en ung mand, foran en kirke. Han kiggede op mod klokken, hvis sidste ringen klingede stille hen. Mennesker begyndte at myldre ind i kirken, men den unge mand så slet ikke ud til at opdage det. Han var høj og ranglet, slet ikke så muskuløs som folk senere ville kende ham som. Et frisk sår gled tværs hen over hans ene arm, halvt skjult af en slidt trøje. Han var generelt klædt i slidt og hullet tøj, hvilket viste han levede på gaden. At det var Sean kunne ses på det mørke hår, som fortsat hang ned over hans ansigt, omend det var en del længere nu. Pandehåret hang ned over hans øjne, men resten var samlet i en hestehale. Han stod med overkorslagte arme.
Pludselig kom en ældre mand hen til ham. Manden var gammel, men med en vis energi i sine skridt. Han kendte åbenbart til Sean, for han lagde en hånd mod hans skulder og så selv op mod kirken.
"Du har været op og slås igen" En konstatering. Sean svarede ikke.
"Du er en overlever..." Sean afbrød ham.
"...Hun troede hele tiden jeg var min bror" Den unge mands stemme var fuld af sorg. Sorg og vrede. Nej, ikke vrede, had.
Manden så lidt på ham og nikkede så lidt.
"Du må bruge det som en styrke, Sean. Du må bruge din forbandelse, som at være Incubuc og din fortid, som en styrke. Du er stærkere end andre dæmoner, ser du det ikke? Du er skabt til at være stærk. Livet prøver at vise dig det"
Langsomt gled scenen i baggrunden...

Den sidste scene. Sean var nu en mand. Tiden var skiftet, den var ikke længere fuld af skidt i gaderne, af pestlæger der rendte rundt i deres kapper, af fattigdom. Nej, nu var det gaslamper, store og flotte kjoler med korset. Fint tøj, fine manerer, fine folk. Huset var stort og flot, dyrt. Det var lavet af mursten og beklædt med blødt gulvtæppe og fine møbler. Tiden var tydeligvis gået sin gang. Sean havde fået klippet sit hår nu, det sad tæt ind til hovedet og strittede let. Han var klædt i sorte bukser og en sort jakke af blødt stof, med en hvid skjorte indenunder. En rød klud var bundet om hans hals, som det var moden mellem de unge mænd. Til forskel fra før, virkede han helt glad. Han dansede faktisk, med en ung kvinde, hvis gule hår gled rundt, da han svang hende rundt. i et snuptag havde han hende tæt på sig igen, lod deres begges skygger forsvinder ind i hinanden.
"Du er en fantastisk danser, ved du det Hr.?" grinte kvinden med et glad ansigt. Sean selv smilte stort til hende og kyssede hende let.
"Mona...Jeg skal snart arbejde. Jeg har lovet din far..." en finger forhindrede ham i at snakke videre.
"Shyy...Jeg bryder mig ikke om dit arbejde. Skal du virkelig...dræbe? jeg mener..."
Sean sendte hende et lille smil, før han kyssede hende igen.
"Det er mit job og jeg er den bedste til det. Det giver en vis spænding. Bare rolig, jeg er hjemme igen, før du ved af det"
Scenen gled ud...

Sean undrede sig over hvorfor Luce ikke helt reagerede.
"Luce? Er du okay?" prøvede han for sidste gang. Sidste gang inden han ville ruske hende vågen.

Hun stodbare stille med varsleren i hånden der kæmpede om og komme fri, men hendes arme flyttede sig bare med varsleren for, at holde fast i den. Hvis hun havde øjne, hvor man kunne se hvilke følelser og tegn der var i hendes krop vidste den overraskelse og at hun nærmest var helt væk. Imens scenerne løb rundt i hovedet på hende mærkede hun også hvor meget hendes energi forsvandt med tiden jo længere hun holdt varsleren i mellem sine hænder og så Seans fortid. Hun var nærmest stiv i hele kroppen. Det kom helt bag på hende det som hun så. Var det virkelig sådan han levede dengang? Var det virkelig Sean som barn? Tog hans mor virkelig fejl af ham og en eller anden Zean som hun ikke anede hvem var? Men da scenen skiftede til en foran en kirke følte det som en slag i maven fra den energi som blev taget fra hende. Hun lignede en der kunne faldeom hvert øjeblik det skulle være, men hun stod stadig oprejst med varsleren i hånden. Hvem var Seans bror? Hun mindes ikke og have hørt det navn før? Hun så det hele som stod hun ved siden af dem og lyttede og oplevede det hele.
Efter den sidste scene var forbi tabte hun varseren ud af hænderne og den faldt til jorden og blev tl en masse små støvkorn der lå spredt på jorden. Det dannede sig så til Seans skygge igen. Luce stod vaklene og kunne ikke stå på benene. Hun tog fat i Seans arm for, at holde sig oppe, men man kunne også godt mærke på hende, at hun ville falde hvis han bare rykkede sig lidt. Hun trak vejret tungt og gispede kort efter noget friskt luft "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?..." Man kunne godt høre på hendes stemme, at hun stadig var lidt fraværende, men alligevel var klar i hovedet.

Luce nærmest faldt ind i ham og han nåede kun lige at gribe hende og holde hende bare lidt oprejst. Hvad skabte dette...denne udmattelse? Man skulle næsten tro hun havde været med i et maraton...Flere gange, på en dag. Han forstod det ikke helt og hendes spørgsmål gjorde det ikke nemmere at forstå. Fortalt hvad?
Han slæbte hende lidt hen af gangen, til de kom til af gæsteværelserne. Han åbnede døren og trak hende med ind, hev en stol ud og lod hende dumpe ned på den. Han blev bekymret for om hun var syg eller om alt dette pres havde gjort hende lidt sær i hovedet. Han bukkede sig ned foran hende.
"Luce? Er du okay?" spurgte han

Hun hadet og miste så meget energi pga hun havde brugt sin evne. Den var stadig for ny for hende. Hun havde nu heller ikke rigtigt kontrol over den endnu så hun kunne selv styre hvor meget hun ville se og hvad det præcist var hun ville se om det var folks barndom eller noget i den stil. Hun hang op af Sean og fulgte bare med ham hen ad gangen. Hendes øjne var stadig åbne da hun manglede sine øjenlåg. Hun anede ikke hvor hun blev ført hen og man kunne mærke på hende, at hun næsten slæbte sig afsted for, at følge med ham. Hun lod ham skubbe en stol til hende og føre hende hen til den. Hun satte sig bare på den tungt og hang lidt i kort tid. Hun prøvede og få energien tilbage, men der var røget for meget til, at hun kunne fokusere på og se på Seans aura. Den var nærmest utydelig for hende. Hun nikkede stille til hans spørgsmål "Har det fint er bare lidt træt og...forvirret..."
Hun kæmpede med og få styr på alt det hun havde set i hans varsler, men det kørte lidt rundt i hovedet på hende. Hun hang lidt til højre side i stolen som hun sad på. Sean ville sikkert tro, at hun var blevet syg eller noget i den stil "Hvem er Zean? Hvem er Mona? Hvad var der med din mor?..." man kunne høre på hendes stemme at hun var forvirret. Hun rettede sig lidt op og sad let foroverbøjet og lignede en der var tæt på og falde forover og ned i Sean igen. Energien var for lav til, at hun ville kunne gå nogle vejne de næste mange timer. Hun huskede dengang hun brugte den på Dust. Der havde hun dog faldet om og sov i næsten et helt døgn for og få nok energi til og kunne holde sig vågen, men var stadig træt da hun vågnede igen.

Han så lidt på hende, lod hånden glide over hendes pande for at mærke om hun var syg. Hun gled næsten ned at stolen, hvis han flyttede sig, så han blev hvor han var, for at holde hende på stolen. De ting hun sagde...Gav mening, for ham. Men det gav ingen mening at hun kendte noget til noget af det! Hvordan, hvorfor gjorde hun det? Navnene fremkaldte et koldt ansigt. Hans ansigt og kropssprog blev koldt, reserveret, hårdt. Hans øjne blev om muligt endnu mørkere. Hun måtte være forvirret...Han viste ikke helt hvordan tingene hang sammen. Var det hendes evne? Hvad var det nu hendes evne var...noget med...skygger, var det ikke?
Han rejste sig op. Uden rigtig at sige mere, hev han hende op og stå igen og halvt bar hende hen til gæstesengen, hvor han lod hende dumpe ned.
"du er træt. Du trænger til at sove. Sov her" hans stemme var koldt, næsten kommanderende.

Seans fortid kørte rundt i hovedet på hende som en gal. Hvad var der med hans fortid der havde plantet sig fast i hendes hjerne? Var det måden Sean var blevet behandlet på? Måden Sean var på? Hvad det var irriterede hende utroligt meget og det fik nærmest hendes hjerne til, at overarbejde. Det skulle ikke undre hende, hvis Sean pludselig nægtede hende en hver form for og forlade huset nu, hvor hun havde spurgt ind til nogle personer som åbenbart ramte hårdt på ham. Hun kunne mærke på ham, at han blev koldere og mindre blid i opførsel og nok var hans aura utydelig, men den vidste store tegn på hårdhed og kulde. Hun mærkede hvordan han rev hende op, at stå. Hun var ved og falde forover, men mærkede, at Sean bar hende væk fra stolen. Det føltes som et lille slag i ryggen da han slap hende over sengen så hun dumpede ned i den. Hun begyndte og blive utryg ved situaionen og satte sig op og rystede meget i armene da hun holdt sig oppe ved hjælp af dem "Nej klare mig..." Hun rejste sig op og stod meget ustabilt.

Det var ikke til at diskutere. Han ville ikke lade hende forlade værelset. Han var utryg ved situationen, hun skulle slet ikke vide noget til de ting! Han kunne ikke lade hende gå lidt nu, ikke før...Ikke før han var sikker på nogle ting. Det var ikke med vilje han havde været så hård ved hende. Han havde bare brug for at få kontrol med tingene igen.
"Luce...Du er helt ødelagt. Sov lidt, tingene er sikkert bedre bagefter" sagde han mere blidt og med nogle hænder mod hendes arme, forhindrede hende i at gå nogen steder. Han måtte tænke over det her og snakke med Luce om situationen når hun var mere frisk. Han viste godt at jo mere træt man var, jo mindre klart kunne man tænke. Og han havde brug for de begge tænkte klart nu, med dette nye problem.

Hun turde ikke rigtigt være hos Sean når han var sådan der. Ikke fordi hun var bange for ham, men fordi hun var utryg ved situationen. Hun satte sig opgivende ned da hun mærkede, at Sean stod lige foran hende så hun ikke kunne komme nogen vejne. Hvad var der med ham? Hvad var der med hans fortid? Hun måtte bare vide det! Hun nikkede opgivende "Fint...men så skal du være her..." hendes stemme lød mere og mere træt som tiden gik og hun virkede også mere slap i kroppen. Hun lagde sig på siden af sengekanten med benene udover sengen så de hang lidt over jorden. Hun lå bare stille og prøvede og falde i søvn.

Han blev stående lidt, uden at svare hende. Da hun lagde sig ned ventede han til hun var helt afslappet, godt på vej til at sove, før han løftede hendes ben op i sengen og på en eller anden måde fik lempet dynen ud under hende og let lagde den over hende. Så satte han sig i den stol hun havde siddet i før.
Han holdt øje med hende. Tænkende. Dette var ikke godt, på nogen måde. Ingen måtte vide det, vide noget! åh, havde han ikke bare fodret dine venner med lidt småhistorie hist og her, men aldrig fortalt det hele som det var? Hvor mange havde ikke spurgt ind til disse ting, han holdt så skjult? Nej. Ingen måtte vide det. Hvorfor skulle de? Hans syge mor...Han bror, som han hadede over alt både på jorden og denne verden. Han ønskede ikke at nogen viste det, han ønskede ikke det skulle påvirke folks mening om ham, tro han bare var en misforstået mand, så ingen længere var bange for ham. Han ønskede ikke folk viste det og kunne bruge denne viden imod ham. Og han ønskede ikke at snakke om tingene.
Da Luce sov, rejste han sig og forlod rummet. Han gik ned til børneværelset og stak hovedet ind,stadig lige kold og lukket.
"Din mor er træt. Selv om det virker som et sært tidspunkt, sover hun nu. Din afgang er udsat" sagde han roligt til Bruce, så hurtigt imod Connor der sad og legede med et eller andet, før han forlod værelset igen og gik ned til sit eget værelse. Han lukkede døren bag sig lydløst. Lod blikket glide ud over rummet. Kisten under sengen...Kisten som indeholdt de eneste småting han altid havde haft med sig igennem tiden, ting ingen viste noget om. nogle bøger, noget tøj, nogle smykker og andre småting der så værdiløse ud, men som betød meget for ham. Bordet der bugnede med papir og bøger, kort med påtegnede mønstre. Breve. Sengen, der var redt pænt sammen. Skabet, der var lukket, hvortil der lå et par stykker tøj foran, på gulvet, brugt tøj. Han rystede på hovedet, gik tværs gennem rummet og ud på terrassen. Lod den ene af de to døre stå åben. Han gik helt hen til rækværket, holdt krampagtigt fast om rækværket og lod sit blik glide ned over den rolige have, hvis roser var ved at visne for den kommende vinter. Hans blik var mørkt og der var ingen tvivl om at hvis nogen så ham sådan der, ville de ikke turde nærme sig ham.

Man kunne ikke se på hende om hun faldt i søvn eller ej hvis man kiggede på hendes øjne da de kun var hvide og virkede helt forladte, men man kunne se det på måden hendes krop blev slappere og slappere på og på måden hendes vejrtrækning blev roligere og roligere samtidig med de også blev tungere og tungere. Hun reagerede ikke på, at Sean havde løftet hendes ben op på sengen og lagt dynen hen over hende. Hun lagde sig tryggere ned under dynen og sov tungt. Men imens hun sov fløj billederne fra Seans fortid rundt i hendes hoved så det var som om hun så de samme scener om og om igen i sine drømme.
Bruce havde fået pakket de sidste ting og var igang med og lyne den ene taske da Sean kom ind i børneværelset til dem. Connor legede lidt med en bamse der lignede en form for monster. Bruce skulle til og rejse sig op da Sean fortalte ham, at de først tog afsted senere da hans mor sov. Det virkede underligt for ham. Hvorfor var hans mor pludselig faldet i søvn? Hvad var der sket? Han nikkede stille til Sean og begyndte i stedet og lege tagfat med Connor inde på børneværelset efter Sean var taget afsted.
Der gik nogle timer og det var blevet nat. Luce vågnede stille og satte sig op. Hun kiggede rundt efter Seans aura, men kunne ikke se den. Hvor var han taget hen?

Han viste ikke helt hvor længe han havde stået der. Det var blevet køligt, solen var gået ned, Sigmund havde taget en runde i haven, nok bare for at strække benene lidt og få lidt frisk luft på et af de endnu eneste sikre steder i byen. Endelig slappede han grebet om rækværket. Det nyttede ikke at stå her og frygte hvilke spørgsmål og hvilke løgne han nu skulle bruge. Han måtte se og få en løsning på dette problem, når Luce var vågen igen. Han trak vejret dybt og gik endelig indenfor igen, forholdsvis kold, men uden rigtig at mærke noget til det. Han lod hånden glide gennem det mørke hånd, da han lukkede døren efter sig. Forlod til sidst værelset...kun for at opdage Luce allerede var vågen igen. Hvor lang tid var der gået? Hun kunne da ikke have sovet så meget. Han studerede hende let.
"Så du er vågen igen. Er du sulten? Tørstig?" hun havde trods alt også et nyt barn at tænke på nu.