I can see!! //Sean//

Hun vidste ikke helt hvordan Sean havde det med, at hun ville flytte fra ham af. Hun havde sådanset boede hos ham i månedsvis. Hun havde mistet tallet på hvor længe, men det havde været længe. Der havde været mange glæder, sorger og vrede blevet delt imellem dem. Nok mest var det fra hendes side af da hun havde sværer ved og styre sine følelser, hvor han kunne styre det. Hun ville rent faktisk komme til og savne Sean og de oplevelser de havde haft sammen. Selv dengang hun var kommet til og ødelægge halvdelen af Firewood Village havde sat sine spor hos hende. Hun smilede stille ved tanken. Nok havde han ikke åbnet sig så meget for hende som hun havde, men han havde vel sine grunde og det accepterede hun. Han skulle ikke åbne sig hvis han ikke ville. Hun ville ikke tvinge ham til det da det ikke var en del af hende. Hun trak vejret dybt nogle gange og fik styr på sin vrede. "Nok er jeg en god mor når det gælder Bruce, men se på Connor. Hvor meget har jeg lige været for ham? slet ikke. Ville ønske jeg kunne gøre det om, men det kan jeg ikke og derfor er jeg glad for, at du har taget dig af ham og har skabt sikkerhed for ham." man kunne nemt høre på hendes stemme at det var en blanding af sorg og glæde i hendes stemme. Hun drak af sin the og smilede stille til ham "Sean jeg kommer faktisk til og savne dig og vil derfor gerne holde kontakten hvis du altså også gerne vil"

han så lidt på hende og stilte endnu engang theen på bordet, efter at have siddet med den i hånden noget tid, mens de havde snakket. Den var lunken nu, hans hænder havde optaget det meste af varmen, for ikke at tale om varmen der var forsvundet ud i rummet. Han så lidt på Luce. Nu gik den ikke længere, hendes overflade krakelerede lidt. Den reaktion havde han vist ofte på folk, fik dem til at krakelere lidt og høre deres små følelser og hemmeligheder. Nogen gange rart, andre gange belastende. Men praktisk.
Han rejste sig op, gik rundt om bordet og satte sig i sofaen ved siden af Luce, lagde venligt en hånd mod hendes arm, så hun viste han var der - selv om hun nok allerede havde mærket hans tilstedeværelse.
"Vi aftale fra starten at Connor skulle være...Min. Men det fjerner ikke dine moderlige følelser. Derfor må du selvfølgelig gerne komme og se til ham, skønt jeg ikke ved om det vil hjælpe på nogen måde. Men du er gravid igen. Du vil få en ny chance til at tage dig af et nyt barn" han smilte let til hende.
Han ville gerne beskytte dem,men hvis de rejste ud af byen ville han ikke kunne få nogle mænd til at holde øje med dem. Han måtte bare håbe på det bedste...
Han grinte let.
"Savne mig? En stor, kold og ikke mindst ond dæmon?" pointerede han
"En du i starten hadede en hel del?" det var sjovt at tænke tilbage på. Hun havde hadet ham ganske enkelt fordi han var dæmon. Så vidt han huskede.
"Her bliver tomt uden din tilstedeværelse. Selvfølgelig vil jeg gerne holde kontakten. Jeg er her jo altid...Eller i hvert fald for nu. Du ved du har mig, når du skal bruge mig" forsikrede han.

Hun sad stille og nippede til sin the. Sean havde det med og få hendes facader til og forsvinde og det irriterede hende af og til, men han vidste også, hvor det var hun knækkede nemmest. Den moderlige del af hendes liv kunne han nemt få til og komme frem. Hun fulgte hans aura med øjnene da den forsvandt med ham. Hun smilede stille da hun mærkede hans hånd imod sin arm. Hun nikkede stille "Ja og jeg er glad for, at vi tog den beslutning dengang Sean. Jeg fortryder det ikke da jeg ved, at han havde været død nu, hvis jeg havde ham stadig. Jeg kan være så sur på mig selv over, at jeg ikke var stærk nok til den moderlige del dengang og det var det rigtige valg. Vil ikke dumme mig på samme måde med det barn jeg går med nu som jeg har gjort andre gange" hun lagde en hånd på sin mave og mærkede hvordan hun var begyndt og smile stille. Hun grinte lidt da det lød som om Sean ikke helt troede på, at hun ville savne ham. Hun lagde stille sit hoved imod hans skulder og havde et roligt smil på sine læber "Du er som du er og det kan jeg li ved dig og det, at jeg hadede dig dengang det er fortid. Der kendte jeg dig jo heller ikke og stollede ikke på nogen. Tiderne har ændret sig Sean" hun rettede sig roligt op igen og smilede stadig "Sean jeg ved det godt og hvis du nogensinde får brug for min hjælp står jeg til tjeneste. Det er det mindste jeg kan gøre efter alt det du har gjort for mig" hendes stemme var rolig og mild.

Han nikkede lidt og smilte svagt. Lod hende læne sig op af ham. Folk der kom ind i værelset ville nok misforstå det, men faktisk var de bare venner. Sådan, han havde indrømmet det...De var et eller andet sted venner, selv om han var stædig nok til at kalde det et bekendtskab.
"Tiderne er i den grad ændret" mumlede han roligt og gav hende dermed ret. Der var krig nu. Han havde bedre kontrol med sit dæmoniske jeg, han havde bedre styr på sit personlige liv. Han var fundet tilpas og havde både arbejde, penge og folk. Faktisk overvejede han bare hvornår det hele ville få galt igen.
"Tak" svarede han roligt. Og kom så med en anden ting han havde tænkt lidt over.
"Jeg vil gerne møde Sakref" han nævnte intet om hvorfor. bare at han gerne ville.

Hun smilede stille og var sådanset ligeglad med om man kunne misforstå det, at hun lænede sig op af Sean eller ej for de begge kendte sandheden. Hun smilede stille og drak af sin the og tog nogle stykker frugt og spiste det. Hun vidste ikke helt, hvad de skulle snakke om. Der var så meget de kunne snakke om, men hver gang hun var sammen med Sean var det som om hendes ord og spørgsmål forsvandt som duk fra solen. Hun kiggede hen på ham da han begyndte og snakke om, at han ville møde Sakref. Det undrede hende meget over hvorfor han ville møde Sakref. Hun lagde sit hoved let på skrå "Hvorfor vil du gerne møde ham?" man kunne godt høre nysgerrigheden i hendes stemme, men den var aller mest alvorlig.

Hvem var tættere på hans arbejde end Luce? Selv Alane, som havde set hele hans tilholdssted og sat ind i klanens forbindelser, viste ikke særlig meget om det spind han havde vævet rundt om folk og ting. Luce var den der var tættest på selve arbejdet og på en måde...en del af det. Han smilte let til hende, som om svaret var stråle klart.
"Jeg vil møde ham og selv bedømme ham. Folk er begyndt at snakke meget om ham, de fleste med en positiv tilgang. Jeg er uhyrlig nysgerrig og må selv se hvad jeg er oppe imod. Jeg må vide hvad han er for en, jeg må vide hvad folk snakker om. Gode oplysninger om ham kan give nogle gode penge" smilte han roligt. uden betænkeligheder ved at sige det, af to grunde. Den ene var at Luce ikke ville sige det videre. Hvis hun gjorde, ville han finde ud af det og så skulle hun nok blive straffet for det. den anden var at det ikke betød noget om Sakref viste det eller ej. han var sikkert van til det alligevel.

Hun anede ikke helt hvad Sean havde i tankerne for han var fandme så lukket omkring hans planer, at selv hun ikke kunne regne ham ud selvom hun næsten havde gået op og ned af ham i flere måneder. Hun havde længe haft i tankerne, at han kun var god imod hende for, at få noget bedre senere hen og så bare lade hende løbe igen for sig selv, men havde hver gang smidt tanken fra sig da hun ikke ville tro på det. Sean var nok den hun stollede mest på altså næst efter Josh, men det var tæt nok på. Hun lagde sit hoved let på skrå og lyttede til det han fortalte hende, men da han snakkede om gode oplysninger af Sakref kunne give gode penge var der noget der slog klik i hovedet på hende "Sean jeg vil ikke udsætte Sakref for nogen fare! Vil ihvertfald ikke selv være skyld i det!" hendes stemme viste store tegn på, at hun var grav alvorlig. "Stoler virkelig meget på dig Sean, men der er grænser for hvad jeg går med til! Er ikke længere den lille pige der frygtede alt og alle længere det burde du kunne haft set af alle" der var ingen tegn på hendes ansigt, at hun ikke mente noget af det hun sagde. Hun havde forandret sig meget bare de måneder hun havde boet hos Sakref for og nare Rafael til og tro, at hun var i fængsel.

hvad troede hun om ham? At han var et lille barn? At han var blind, som hende, og ikke bemærkede noget? Ikke udsætte Sakref for fare...Sjovt sagt. Det bekymrede ham dog ikke yderligere. Sakref skulle sikkert nok holde sig selv i sikkerhed og han behøvede jo ikke hendes tilladelse for selv at finde ham. Det gjorde det bare nemmere at komme tættere på ham, hvis hun hjalp lidt til. Det der faktisk bekymrede ham mest, var at hun virkede til fuldstændig at være i Sakref vold. Havde han allerede manipuleret hende? Det skulle ikke undre ham at hun ville lirke lidt gift i ham når ham sov, hvis Sakref bad hende om det.
"Jeg tvivler på han behøves se mig som en fare. Tilgiv mig. Det var en flygtig tanke. Jeg tænker altid på forretninger. Mit hovedmål er bare at se ham og bedømme ham. Er det så skidt jeg er interesseret i en mand, som efter sigende skulle hjælpe dig? Jeg ser efter mine venner" svarede han roligt, men en smule forurettet. Hun skulle ikke bare anklage ham!
"Hvad angående dig, forstår jeg ikke hvorfor du tror jeg undervurdere dig. Har jeg, af alle, på nogen måde givet indtryk af at ville tvinge dig til ting du ikke selv vil?" han hentydede her til nogle af de andre ting hun havde fortalt ham om. F.eks. Rafael.

Hun kunne ærligtalt ikke helt selv forklare hvad der egentlig var sket med hendes tankegang, men der var bare noget med det Sean havde sagt som havde udløst en hel ruine oppe i hovedet på hende. Hun var på en måde sur på sig selv, at hun ikke havde kunnet stoppe sig selv i det hun havde sagt. Hun skyldte Sean meget og Sakref en helt del af hendes hjælp hvis de fik brug for det. Sean fordi han altid havde været der for hende og Sakref der havde fået hende fri fra Rafael og havde hjulpet hende med og indse, at hun ikke skulle hakkes ned på det der var sket i hendes fortid. Bearbejdet det rigtigt så det ikke ville skade senere, men alligevel var det ikke slut endnu det skulle køres igennem nogle gange inden det sad. "Undskyld Sean. Det var bare måden du sagde det på. Det er selvfølgelig i orden, at du tjekker ham ud. Skal nok se om jeg kan finde på noget" hun smilede kort til ham. Hun lyttede roligt til det han spurgte hende om og rystede på hovedet "Nej, men du lyder bare meget som om at jeg skal beskyttes i hoved og røv hele tiden. Vil gerne klare mig selv. Er selvfølgelig glad for, at du vil være der for mig. Faktisk meget taknemlig" hun sukkede kort "Håber du forstår hvad jeg mener"

Han så lidt på hende uden at svare. Så rejste han sig og gik tilbage til stolen han havde siddet i, lige fra starten. Selv om den sidste slat the nu var kold i hans krus, drak han det alligevel. Bare for at lave...Noget. Han trak vejret dybt, men lydløst.
"Jo...Selvfølgelig" sagde han roligt, men med en lille snert af tristhed. Bare for at lade hende vide det alligevel sad der. Som altid var han ikke god til at have relationer med folk. Det endte altid med at han prøvede at manipulere dem til at blive hos ham. Han havde gjort det meget med Neph, måske var det også grunden til de havde skændes så meget, men tingene var bedre nu. Alane var han konstant bange for ville gå. Elyas blev så længe hans far ikke kom og hentede ham. Luce...Gled ud mellem hans fingre. i virkeligheden havde han ingen.
Han var en smule gammeldags. Han var vokset op i et samfund hvor kvinden stod der hjemme og lavede mad, hvor mændenes job var at beskytte dem imod alt og alle. Selvfølgelig var han fulgt med tiden og havde accepteret kvindernes nye plads, men en ting havde han ikke rigtig kunne vænne sig af med. At beskytte dem der endte med at betyde noget. på en måde irriterede det ham, at han gjorde sig selv afhængig på den måde, men han kunne ikke arbejde imod det. Men ingen var interesseret i hans beskyttelse i denne tid. Og det gjorde at han følte sig en smule nyttesløs. En følelse mænd absolut ikke kunne tackle. Ja, han kunne af gode grunde ikke tale for kvindernes vegne. Åh, siden hvornår var han blevet så følsom?!
Det endte med han hældte ny the op til sig selv, blandede lidt sukker i og lænte sig tilbage med koppen mellem sine hænder, uden at sige noget mere. Mærkede hvordan den akavede stilhed voksede imellem dem.

Hun sad lidt og tænkte over det hun havde siddet og sagt. Samtidig det med, at hun ikke helt vidste hvor hun egentlig hørte til hende. Hun havde kæmpet for og blive uaghængig af andre og ihvertfald fra Sean så han ikke havde det og bekymre sig om og nu havde hun vel kommet til og sige det på en lidt hård måde og det irriterede hende, at hun ikke kunne forklare sig rigtigt uden det ville gå hen og blive helt trist. Hun kiggede hen på Sean da hun hørte han snakkede til hende. Hvad var det som lå i hans stemme? Var han blevet trist af det hun havde sagt? Det kunne ikke passe! Det er ikke sådan Sean skal være. Ihvertfald ikke i hendes verden. Det virkede så forkert, at høre Sean blive trist over noget hun havde sagt. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv og sukkede kort. Hun rejste sig op og fik guidet sig hen til stolen Sean sad på. Hun satte sig på armlændet og krammede ham kort "Sean tro det eller lad være, men vil altid være glad for den beskyttelse du giver mig og har givet mig. Havde ikke villet bo her hos dig i så lang tid hvis jeg ikke var glad for den" Hun strøg ham kort over kinden. Det virkede lidt forkert for hende, at skulle være den der trøstede ham. Det er altså omvendt det skulle være! Hvad var der sket i denne verden imens hun har kæmpet sig videre? Hun smilede roligt til ham "Du vil altid være den jeg i sidste ende vil søge beskyttelse hos selvom jeg har Sakref og Josh også"

Hm. Han fornemmede godt hele det her var...unormalt. Han viste det ikke, det var sket efter forsøgene han havde været fanget i. Han var blevet så...følsom over visse ting og det hadede han. Han måtte virkelig til at tage sig sammen, inden det endte galt. Det har var ikke ham, havde det aldrig været!
Da hun kom hen til ham, rettede han ryggen lidt og så studerende på hende, stærk besluttet på at virke lige så kold og ligeglad som han plejede. Han var ikke en person der søgte eller modtog trøst af nogen slags. Medynk var faktisk hvad der kunne gøre ham mest rasende.
så i stedet slog han det hen som let flirteri. Han tog hendes hånd, trods hendes bevægelse havde været behagelig og smilte let til hende.
"Josh vil nok ikke sætte pris på det her" mindede han hende om. Eller Alane for den sags skyld.
"beklager, jeg er lidt ude af balance. Krigen tager på os alle" sagde han roligt, lavt.
"Ting ændre sig. Når man har levet længe kan det bare være lidt forvirrende" nikkede han kort. Han gengældte svagt krammet, bare for ikke at virke afvisende, men så havde han heller ikke lyst til mere nærvær. Med bløde bevægelser gjorde han sig fri og rejste sig op. Med theen i hånden gik han over til vinduet og stod der med ret ryg og låste den lidt for bløde side væk. Tillod den mere dæmoniske del af ham at komme mere frem. Nede på vejen gik en kvinde forbi med en kurv der indeholdt...et eller andet. Hun kiggede sig over skulderen og skyndte sig videre. Det var aldrig til at vide om man ville møde nogen på vejen, som ikke længere var rigtig levende.
"Men jeg vil sætte pris på...Hvis du vil prøve at arrangere så jeg kan møde ham" svarede han så, for at komme videre fra denne situation de sad fast i.

Hun kunne godt mærke på Sean, at han overhovedet ikke brød sig om det. Hun kunne åbenbart ikke gøre noget godt igen. Hun så roligt på ham selvom hendes øjne var kridhvide og nærmest lignede en der var død. Der var jo ingen farve eller følelser i hendes øjne længere de var der bare. Hun tog hurtigt sin hånd til sig da Sean havde taget fat i den. Hun grinte lidt da han sagde Josh kke ville sætte pris på det. Troede Sean virkelig, at hun prøvede og flirte med ham? "Tror ikke han vil have noget imod, at jeg trøster andre" Der var en lille latter i hendes stemme, men den forsvandt selvfølgelig hurtigt igen da hun kunne fornemme alvoren i det der forgik. Hun trak let på skuldrene "Det er helt i orden. Det kan ske for alle" hun prøvede og virke overbevisende, men det var lidt svært for hende da hun var begyndt og blive små fovirret. Hun smilede kort da han også krammede hende, men hun slap ham dog hurtigt igen da han prøvede og komme fri. Hun kiggede efter hans aura, men blev siddende på armlændet da det ikke ville gavne nogen af dem, at hun fulgte efter ham "Skal prøve og se hvad jeg kan gøre" hun rejste sig op og gik lidt ud på bordet "Nå men jeg må vidst hellere se og få pakket Bruces ting og hente ham og få ham afleveret" der var en skjult sorg i hendes stemme og hun kunne godt regne ud, at det var bedst hvis hun kom væk hurtigst muligt inden dette besøg ville blive mere underligt end det allerede var

Sean drejede hovedet let. Tingene endte altid galt. Måske havde han en problem med at kommunikere ordentlig med folk. Han vendte sig om mod hende og lænte sig op af vindueskarmen.
han havde ikke brug for trøst, men hun havde ikke brug for at vide det. Så han sagde ikke noget til det, men smilte bare svagt. Da hun sagde hun ville gå, nikkede han let.
"Jeg kan få Sigmund eller en tjener til at hjælpe dig..." svarede han roligt og gik over til hende igen, mens han drak af sin the. Han stilte kruset tilbage på bordet. Han gik hen til hende og lagde sine hænder på hendes skuldre et øjeblik. Bare for at understrege tingene var i orden...håbede han.
Så slap han hende igen, uden at sige noget. Han viste ganske enkelt ikke hvad han skulle sige.

Hun vidste ikke om dette var et af de tidspunkter hvor det ville vise sig, at det var bedst de ikke hade kontakt udover når det gjalt og komme i kontakt med andre eller hvad det ville ende ud i. Hun havde ikke tænkt sig og lægge facaderne. Et var og miste sin søn til hans far og et andet var og miste kontakten til en der havde været der for hende i ret lang tid. Hun smilede kort hen til Sean og nikkede "Det må du meget gerne hvis du altså ikke selv vil, men kan også godt selv hvis det er de har for travlt" hendes stemme virkede rolig, men alligevel var der noget i hende der pressede på følelserne. Hun kunne se hans aura komme hen til hende og stå lige foran hende. Hun bed sig kort i underlæben og nikkede stille "Sean...Tak for samtalen og det hele" det var det eneste der kunne komme ud imellem hendes læber. Der var så meget hun kunne haft sagt til ham, men det virkede bare ikke som om det var på dette tidspunkt de skulle ud. Hun havde heller ikke fået spurgt ind til hvad der skete rundt omkring ham, men det ville sikkert også bare virke dumt hvis hun gjorde det. Hvorfor skulle det også være så svært for hende og snakke med Sean? Hun kunne snakke med mange andre, men Sean var bare svær og spørge ind til.

Han havde selv sørget for det, for at det var svært for folk at snakke med ham angående mere private ting. For det første lagde han aldrig op til at snakke om ham og hans humør. For det andet skiftede han emne hver gang der kom ind på det. Han havde skam haft nogle skænderier med folk om det, men efter at have fortalte dem...En lille smule, var folk stoppet med at forlange at vide mere. Måske var hans historie for gyselig til dem. Eller også forstod de hvorfor han ikke snakkede om det, eller også var de bare tilfredse. Det var lige meget, pointen var de stoppede med at spørge for meget.
Han nikkede let.
"Selv tak..." han fornemmede Luce måske gerne ville have hans hjælp til at pakke sammen, men han var ikke sikker på om det var en god ide. Han havde en fornemmelse af der ville gå lang tid før han så hende igen, skønt han ikke viste hvor denne fornemmelse skulle komme fra.
"pas på dig selv" smilte han svagt
"Til vi ses igen..."

Hun vidste virkelig ikke hvor hun havde Sean længere. Før i tiden ville det sikkert være nemmere for hende og sige hvor hun ca havde ham, men nu hvor hun havde snakket om og flytte sammen med Josh blev det sværere for hende og finde rundt i det. Hvad kunne egentlig skyldes denne følelse af, at de ikke rigtigt kunne snakke sammen længere. Der havde aldrig været noget mellem dem så det burde forhelved ikke være så svært og pakke sine ting og smutte! Hun havde kun boet der for beskyttelsensskyld! Hun prøvede inderligt og overbevise sig selv om, at det var det rigtige hun var igang med, men samtidig virkede det så forkert, at det gjorde det næsten umuligt for hende og finde rundt i det hun egentlig ville. Hun kiggede stille på Sean og var glad for, at der ikke var nogle følelser man kunne se i hendes hvide øjne "i lige måde Sean..." man kunne godt høre på hendes stemme, at det var svært for hende og sige. Hun gik hen imod døren så godt hun nu kunne imens hun guidede sig selv vej ved og tage fat i stole, borde, vægge og hvad der nu ellers var i nærheden. Da hun var kommet tæt på døren stoppede hun kort op og sukkede "Sean...svar mig ærligt...vil du helst undgå og se mig igen eller vil du fortsat holde kontakten?" Hun stod med ryggen til ham for og skjule hvordan hendes ansigt så ud. Det lignede nærmest en der var tæt på og tude.

Han så efter hende og følte det hele blev efterladt med en sær fornemmelse af...At det hele ikke var i orden. At han lod hende gå, selv om noget ikke var løst. Og han anede ikke hvad han skulle gøre ved det, for han havde faktisk ikke haft det sådan i flere år. Hvad sagde man? Der var i princippet intet problem, man kunne tage hul på. Ventede man bare? Til det gik væk, til næste gang man så hinanden? Ville det så være akavet?
pludselig spurgte hun igen. Et spørgsmål hun da burde kende svaret på...Hvorfor spurgte hun igen? Tvivlede hun virkelig på ham?
Hendes spørgsmål var ubehageligt. Fremkaldte en følelse af at være ensom, inden i ham, trods han på ingen måde lod den komme frem. Han måtte finde en løsning på det her og det var nu. Han havde flere gange rådet andre til handling, hvorfor ikke selv prøve at følge det råd?
I nogle hurtige skridt var han henne hos hende. Hans hånd gled over hendes skulder, ned af armen, for at slippe hende igen. Han ville åbne døren for hende, hvis hun flyttede sig lidt og tillod det.
"Selvfølgelig, Luce. Har jeg givet indtryk af andet?" smilte han svagt.
"Jeg har skiftet mening. Jeg vil alligevel gerne hjælpe dig med at pakke..." først efter han havde sagt det, gik det op for ham at det kunne misforstås. Som om han ønskede hende væk og nok selv skulle hjælpe til med det. Men han håbede virkelig hun forstod hvad han mente, trods alt.

Det måtte briste eller bære. Hun kunne ikke gøre andet. Hun lod det være op til ham om han fortsat ville have kontakt til hende eller ej. Hun ville ihvertfald ikke miste ham, men hvis hun ikke havde andet valg så blev det sådan der. Livet måtte videre ligemeget hvad der ville ske. Hun stod blot stille og ventede på, at han svarede hende på det hun havde spurgt ham om. Hun skulle være helt sikker på hvad det var han ville eftersom det gjalt noget der betød meget for hende selvom hun ikke selv ville indrømme det. Hun holdt faktisk af Sean ikke blot som en ven, men mere som en bror eller noget lignende. Hun hørte hans hurtige skridt, men lod sig ikke mærke af det da hun ikke ville sige noget forkert eller gøre noget forkert. Hun fik nærmest et mindre chok da hun mærkede hans hånd på sin skulder der kørte ned af hendes arm. Hvorfor gjorde han pludselig det? Hvad skete der egentlig? Hun var så forvirret over Sean, at det halve var mere end rigeligt. Hun sukkede lidt "Nej, men jeg er så forvirret Sean...Ved ikke hvor jeg har dig henne længere..." nok havde hun aldrig vidst hvor hun egentlig havde ham, men hun havde hele tiden vidst, at han var der for hende når hun havde brug for det og at hun ville se ham igen, men nu var det så forvirrende. Hun nikkede stille "Tak Sean..." hun rykkede sig lidt fra døren så han kunne komme til. Det der havde været en fantastisk dag var pludselig blevet til en trist dag for hende.

Hvornår var det gået galt? Han viste det ikke helt. Det var bare sket, spredt sig som ringe i vandet. Og nu gad vandet bare ikke være stille nok, så båden kunne sejle roligt videre. Det var næsten en storm.
"Luce...Jeg ved ikke hvad der er sket i dag, men det føles sært. Men tingene behøves ikke forandre sig af den grund. Jeg har...været ude for nogle oplevelser og er nok lidt ude af balance, men det ændre ikke på jeg stadig vil være der for dig, som jeg hele tiden har været. Det må du ikke tvivle på" svarede han roligt, før han skubbede hende blidt ud af døren, velvidende hun jo ikke kunne se om den faktisk var åben eller ej. Han ville få en tjener til at rydde op efter dem. Han gik ned af gangen, mod børneværelset. Connor boede stadig derinde og der var risiko...Eller chancen...For at Luce kunne få ham at se, høre ham og mærke ham. Var det en god ide? Han viste det ikke helt.

Hun vidste ikke hvad det var Sean ville nu hvor han var gået hen til hende, men hun havde heller ikke lyst til og vende sig om imod ham så han kunne se hendes ansigt der lignede noget som var trist og hvor tårerne pressede på. Nok havde Sean flere gange set hende tude, men det skulle ikke gentage sig! Hun trak vejret dybt nogle gange og vendte sig om imod ham alligevel og så på hans aura "Det ved jeg godt Sean. Hvad er det for nogle oplevelser? Altså hvis du vil fortælle mig om det. Det behøver du ikke hvis du ikke vil" Hun smilede kort til ham og mærkede, at han skubbede hende ud af døren. Hun gik bare roligt videre da han skubbede hende ud af døren. Hun kiggede efter hans aura der var begyndt og gå. Hun fulgte stille og roligt efter ham. Der var nogle få meter imellem dem da hun fulgte efter hans aura og derfor var det nemmere for hende og finde vej ved og gå der hvor han havde gået. Hun var spændt på og se sine sønner igen og alligevel meget nervøs. Kunne de overhovedet huske hende? Ville Bruce overhovedet snakke med hende? Ville Connor overhovedet genkende hende?
Da de var kommet hen til børneværelset stoppede hun op udenfor døren og bed sig usikkert i læben. Kunne hun klare det selv? Hun var nervøs for hvordan drengene ville reagere på, at de hende...

Det var som om hun gled mere og mere væk fra ham og han turde ikke fortælle hende hvad han virkelig mente gjorde det. Sakref. Det var jo først sket efter at Sakref var kommet til. Det var også en grund til at han ville se ham, for at se den mand der tog Luce fra ham. Det føltes i hvert fald sådan.
Han gik ned af gangen mens han tænkte over det. Han havde faktisk ikke lyst til at fortælle om det. Og nu ville hun vel blive sur eller føle hun gled endnu længere væk fra ham, hvis han lod være. Præcis som alle andre. Han mærkede vreden presse sig på. Han stoppede op ude for børneværelset og nåede lige at trække vejret dybt, inden Luce kom hen til ham igen. Han så lidt på hende, på hvordan hun i virkeligheden var tæt på at græde, skønt han ikke længere viste om det var over ham eller fordi hun skulle se sine børn.
Han ville sige noget...Men i stedet endte det med han åbnede døren og gik indenfor.

Børneværelset var så rodet som nogensinde. Bruces og Connor legetøj var spredt ud over det hele. Det tog ikke lang tid for Sean at lokalisere hvorfor. Bruce lå på sin seng og kiggede i en eller anden bog, Connor sad på gulvet og kastede legetøj i alle retninger.
"Pas på, der er legetøj over hele gulvet. Det må gøre ondt at træde på" hviskede han tilbage mod Luce. Han skubbede noget af det væk, så hun ikke skulle træde på det. Connor så op med et stort smil og grinte svagt, da han kylede en bamse så langt væk som han overhoved kunne...

Hvorfor sagde han ikke noget? Hvorfor var han så stille? Kunne han i det mindste ikke bare fortælle hende hvordan drengene havde det eller bare noget? Var de virkelig ved og glide væk fra hinanden? Hvorfor skulle alt bare være så svært? Hun stod stille og ventede på, at Sean åbnede døren så de kunne komme ind til dem. Hun var mest spændt på og få snakket med Bruce om og komme tilbage til hans far eller om han overhovedet ville snakke med hende. Sidst hun havde prøvet ignorerede han hende og endte med og sige hun skulle lade ham være. Hun havde ihvertfald mistet sin søn som hun havde forgudet, men John havde alligevel haft den største indflydelse på ham imens hun var sammen med ham. Hun trak vejret dybt og gik ind i værelset efter Sean havde åbnet hende og advaret hende omkring alt det legetøj der lå rundt omkring. Hun stoppede op ved siden af Sean og kiggede rundt på børnenes aura for og finde ud af hvem var hvem. Det gik lidt tid før hun kunne se forskel på aurane. Bruces var lidt større end Connors, men nu havde hun heller ikke set drengene rigtigt længe så deres størelse kende hun jo ikke. Bamsen Connor kastede med ramte Luce lge i ansigtet. Hun ømmede stille sin næse og smilede kort. "Lad mig gætte det var Connor der kastede?" Hun kiggede hen imod Sean roligt. Hun kiggede hen mod Bruces aura og bed sig usikkert i underlæben. Skulle hun mon gå hen til ham?

Han grinte let og nikkede.
"Jah, han er fuld af kræfter...Og ballade" smilte han og gik selv over mod Connor. Connor var virkelig fuld af ballade. Tjenerne kunne bruge tid på at rydde op, hvor han rodede det hele til igen. Eller de kunne prøve at give ham mad, hvor han kastede maden i alle retninger. Eller lægge ham til at sove, hvor han kunne snydesove og så når de gik, græde op i vilden sky. Faktisk var det mest når Sean var i nærheden at han var nogen lunde rolig, måske var det fordi han kunne mærke Sean også var en dæmon, tilmed ret stærk.
Han samlede Connor op og holdte ham ind til sig, så han kunne sidde og se på sin mor og bror. Connor ville sikkert savne selskabet, men heldigvis var så lille at han ville glemme sin bror. Så ville han havde Connor helt for sig selv.
"skal vi gå ud imens?" spurgte Sean og så over mod Luce, efter kort at have set på Bruce.

Hun smilede stille "Ligesom sin far" hendes smil forsvandt dog hurtigt igen da hun kom i tanke om, at det var Rafael der var Connors far. Hun sukkede lidt og gik hen imod Bruce der bare sad og læste i en bog og virkede til og lade som om Luce ikke var der. Hun kunne fornemme på det hele, at han stadig var sur og skuffet over hende. Hun kiggede hen imod Sean og rystede på hovedet "Det behøves i ikke." hun smilede kort til Sean og satte sig på sengekanten ved Bruce. Hun kiggede stille på ham "Hej lille skat..." man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var meget nervøs. Hun kiggede på Bruce.
Bruce kiggede bare op på hende og ned sin bog igen "Hej..." var det eneste der undslap hans læber. Han virkede overhovedet ikke til og ville snakke med hende.
Hun sukkede lidt og strøg ham hen over håret "Bruce...Jeg har snakket med far...han vil gerne have dig hos sig, så er kommet for og hente dig så du kan komme hjem til din far" hun bed sig usikkert i læben og kiggede på Bruce.