The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Hendes hale viftede fra side til side. Nok ville hendes far hade hende endnu mere hvis hun brugte halen imod sig selv som da hun havde angrebet Melvin, men ingen ville kunne redde hende så hun ville ende med og dø og det var ikke planen. Hun kunne heller ikke bruge sin evne eller skifte form. Det ville også være for farligt og samtidig ville hun gøre det modsatte af hvad hun havde fået ordre på fra starten af.
Hun lyttede stille til det Stryke fortalte hende. Hun rullede med øjnene. Hun vidste dog at hvis hun fik chancen for og få sine arme fri så stak hun af. Så måtte de brække hendes ben eller fjerne dem lige så tosset de ville hun skulle nok komme hjem om det så var det sidste hun gjorde.
Hun suttede blot stille og roligt videre på Tanks lem og var meget varsom med at hendes skarpe tænder aldrig rørte hans lem udover de gange hans lem var så langt inde at det ikke kunne undgås men hun bed aldrig eller gjorde noget for at skade hans lem.

Tank kom med nogle enkelte støn. han nød det virkelig at de havde fanget en tøs der var så lydig at gøre hvad der blev sagt.
han tog fat om hendes hår og tvang sin lem flere gange så langt ned i hendes hals som han kunne.
han kunne mærke at der ville ikke gå længe før han ville komme ned i halsen på hende.

Hun kunne brække sig over, at have Tanks lem inde i sin mund. Hun kæmpede meget med sig selv for ikke og skulle kæmpe imod. Hun vred sig dog lidt de gange Tank havde proppet hans lem langt ned i halsen på hende da hun følte, at han var igang med og kvælde hende med og have stukket hans lem ned i halsen på hende. Hun kunne ikke rigtigt få vejret når den var dernede. Nogle enkelte tårer trillede dog ned af hendes kind de gange det skete. Tårerne stoppede heldigvis hurtigt igen når hun mærkede, at hun kunne få vejret igen.

Tank kunne ikke holde til mere og kom en stor ladning i hendes hals.
Han trak sig selv ud af hendes mund og inden hun kunne reagere drejede de hende rundt så tank nu holdte hende og stryke hev alt hendes tøj af hvad hun havde på i stykker og trak derefter sine bukser ned og løftede hendes røv op så hans var lige imod hendes åbning.

Hun var ved og blive godt træt af de opgaver hun fik stillet. Hun vidste, at hvis hun blev sendt på endnu en opgave hvor hun skulle dyrke sex eller noget andet med nogen igen så dræbte hun dem istedet. Hun følte sig direkte som en luder der bare ikke kunne få nok, men det var jo løgn. Hun var træt af det hundeliv. Hun var begyndt endelig og kunne tænke klart selv udover når hun blev dopet med krystallerne, men det var også det eneste der kunne sløre hendes hjerne fuldkommen.
Hun slugte modvilligt Tanks sæd. Hun brød sig ikke om smagen og havde på en måde hellere lyst til og skulle drikke blod som havde bare en lille smule sødere smag end sædet havde.
Hun sad bare stille og ventede på øjeblikket hvor hun kunne stikke af og få hævn. Den eneste fordel hun havde ved disse opgaver var, at hun kunne skabe sig en liste over hvem hendes klan skulle dræbe med tiden og de to var netop endt på hendes lange liste over dem som skulle dræbes så var hun ligeglad med alt andet. Disse kvindeundertrykkere skulle ned med nakken og hun ville personligt torturere og pine de her 2.
Hun kiggede ned i jorden da de havde vendt hende om så hun sad med ryggen til Tank. Hun rullede med øjnene og ventede på hvad der skulle ske.
Hun kunne mærke på Tank, at han ikke holdt særligt godt fast i hende som Stryke havde gjort og hun kogte indvendigt af vrede og ville bare væk med det samme. Hun ville ikke mere! Nogle enkelte tårere trillede ned af hendes kinder og hun fik vredet sig fri fra Tanks greb og begyndte og løbe væk fra dem. Hun kunne ikke løbe så hurtigt da hendes ben gjorde ondt og var trætte efter og havde siddet længe på knæ.

Tank og Stryke prøvede at gribe fat i hende imens hun var ved at løbe væk men nåede det ikke. de hoppede hurtigt i noget tøj hvilket de så ud til at have prøvet før mange gange og nu løb de med fuld fart efter Rafaela.
hun var ikke på vej imod byen men istedet var på vej imod skoven. der ville ikke være så mange i skoven til at se noget.

Hun tænkte at de ville opgive og fange hende hvis det nu var at hun løb ind i skoven istedet for ind i byen. Hun ville ikke ydmyge sin far mere end højst nødvendigt.
Da hun var nået ind i skoven skjulte hun sig imellem nogle buske der voksede tæt omkring hende. Hun var træt og håbede inderligt at de ikke havde set hvor hun var løbet ind henne. Hun lagde sig ned i det blædegræs for og skjule sig og for og samle kræfter igen så hun kunne klare turen tilbage til byen. Hun havde bestemt sig for at hvis de havde set hvor hun var løbet hen dræbte hun dem og var ligeglad med hvordan hendes ejen tilstand ville være derefter om hun så brækkede armene eller benene de skulle ikke skade hende mere. Det blev over hendes lig!
Hun lukkede sine øjne og prøvede at slappe af men hun ville hurtigt åbne øjnene hvis der kom nogen lyde omkring hende
Rafaela havde ikke taget højde for at solen skinnede direkte ned på hende og gjorde at hendes hudfarve glimtede igennem buskenes små huller forskellige steder.

da de mistede hende af syne i skoven valgte de at begynde at liste rundt i skoven så hun ikke kunne høre dem.
de var parate hvis hun valgte at angribe dem uanset hvor det var fra og hvornår.
de så at noget glimtede i busken og de valgte at omringe busken så hun ikke kunne løbe.
på samme tid smed de ned i busken og greb fat i hende og smed hende ud af busken imens de holdte hende.

Hun lå stille og ventede på, at der ville blive helt stille i skoven eller, at det ville blive mørkt så hun kunne liste hjem på slottet igen. Da hun hørte noget i busken sprang øjnene op, men hun nåede ikke og sætte sig før hun mærkede nogle hænder holde fast i hende. Hun kunne hurtigt regne ud, at det var Stryke og Tank. Det havde fundet hende. Hun bandede og svovlede indvendigt. Hun skreg da hun ramte jorden under hende efter de havde kastet hende ud af buskene så hun lå på den bare jord. Hun prøvede og flytte sig, men hun kunne ikke da de holdt hende nede og hun var afkræftet for energi til og skulle kæmpe imod dem. Hun vred sig som en gal, men opgav kort tid efter. Hun kiggede skiftevis på dem med et opgivende blik. De havde truet hende med og brække hendes knogler, men hun ville ikke mere hun havde fået nok. Hun kiggede rundt på dem og kunne se, at Tank havde en dolk på sig. Hun ville have fat i den og dræbe dem, hvis det var de prøvede på noget.

Tank vendte blikket imod Stryke med et onskabsfuldt blik.
"jeg synes vi skal brække hendes ben. så kan hun heller ikke løbe sin vej. og hun vil heller ikke kunne stritte imod imens vi voldtager alle hendes huller indtil hun ikke kender til andet" sagde Tank ondskabsfuldt og fandt en kæmpe kæp fra jordbunden.
"hold hende nede så smadre jeg hendes ben." sagde Tank.
Stryke satte sig på hendes mave og holdte på hendes hænder så hun ikke kunne bevæge sig væk.
hvis der ikke kom nogen og reddede hende så ville hun nok aldrig kunne gå igen.

Hun skreg som en gal og vred sig for og komme fri. Hun mistede kort vejret da hun mærkede, at Stryke satte sig ovenpå hendes mave. Hun sprællede med benene. Hun havde i et kort øjeblik glemt, at hun havde en hale. Tårerne trillede ned af hendes kinder. "I må ikke be om lad være" hulkede hun. Hun havde fået nogle refter på sin krop og hun vred sine arme så meget, at de var begyndt og gøre ondt også. Lige inden Tank skulle til og hamre den store kæp ned i hendes ben tog hun fat om Stryke med sin hale og kastede ham af sig. Hun skyndte sig og sætte sig op og tog Tanks dolk fra ham. Stak den i hans lår og rullede væk fra ham for ikke og få kæppen over sine ben, men hun nåede ikke og komme helt væk før kæppen havde ramt hende knæ. Hun skreg op af smerte. Knæskalen var smadret, men hun ville ikke opgive. Hun fik Rejst sig op, men hendes venstre ben hang nærmest istedet for og stå på det. Hun havde lagt sin hale imod jorden for og have ekstra støtte til og kunne holde sig oppe før hun flere gange stak Tanks dolk ind i hans arme, ben, mave og til sidst skar hans hals op. Hun var indsmurt i hans blod som havde sprøjtet udover det hele da hun havde stukket dolken ind i ham. Hun kiggede vredt hen på Stryke.

Stryke tog sig for hovedet og rystede hovedet så han var fokuseret igen.
han slog sine hænder sammen og pludselig gik der ild i dem. hans evne var åbenbart at lave sine hænder til ild.
han stod klar og hoppede imod Rafaela i et vildt angreb.

Hun kiggede fokuseret på Stryke. Han skulle ikke skade hende mere end højst nødvendigt. Da hun så, at der gik ild i hans hænder kiggede hun undersøgende på ham. De skulle åbenbart have en ildkamp. Hun havde bare den fordel, at hun kunne brænde over hele kroppen, hvor han kun brændte på sine hænder. Hun lukkede sine øjne da hun så, at han sprang på hende. Hun begyndte og skrige da hun mærkede, at hans hænder ramte hende så hun fik brandmærker der hvor han ramte hende. Hun skreg og vred sig da der pludselig kom en meget mørkelilla flamme over hende. Hun skubbede ham hårdt væk fra sig, men faldt selv lidt baglends da hun mistede balancen. Hun kastede nogle små ildkugler efter ham for og holde ham beskeftiget imens hun kunne komme tættere på ham langsomt.
Da hun var kommet tæt nok på slukkede hun for flammen omkring hende så hun var sårbar igen og stak Tanks dolk ind i Strykes arme og ben så han ikke kunne stå op. Hu lukkede dog sine øjne da hans blod spruttede ud på hende. "I ville skade mig! Nu vil The Secret Angels skade jer!" sagde hun vredt til ham og skar ham på brystkassen og skar hans bukser op så hun kunne skære hans lem af ham og proppe den ind i hans mund og presse den helt ned i halsen på ham. "Smager den godt var Stryke? Det håber jeg den gør for dig for det synes jeg ikke!" snerrede hun vredt af ham før hun skar hans hals op. Hun satte sig ved siden af ham og ventede på, at han var helt død.
Da hun var sikker på, at han var død brændte hun The Secret Angels' mærke på hans pande og hev sig hen til Tank for og gøre det samme på hans pande.
Hun sad ved siden af Tank og var indsmurt i blod og havde store brændmærker på sine skuldre fra Strykes brændende hænder og en smadret knæskald. Hun var samtidig indsmurt i jord og andet skidt og møg fra skovbunden af. Hun kiggede omkring sig og konstanterede, at der ville være langt hjem hvis hun skulle trække sig selv hele vejen til byen igen.
Hun sukkede opgivende og fik forvandlet sig til sin drageform. Hun kunne dog ikke støtte på sit venstre forben da hun havde samme skader i drageform som når hun var i menneskeform. Hun lettede og fløj hen til byen og landede nogle meter væk fra porten så ingen kunne se hende før hun forvandlede sig tilbage igen til sit menneskeform. Hun var udmattet, men ville kæmpe sig hen til byens mure og til hovedindgangen så nogen ville kunne hjælpe hende videre.
Hun slæbte sig hen af jorden uden og rejse sig op da hun ikke kunne støtte på sine ben overhoved. Da hun var nået hen til den første vagt faldt hun sammen på jorden "Tilkald Sakref...Morladin" fik hun sagt lavt før hun lukkede øjnene i og var bevidstløs.

vagterne skyndte at sende bud til Sakref angående situationen imens nogle andre vagter var igang med at bære hende ind til slottet.
hun blev båret hele vejen hen til Sakrefs laboratorium hvor hun blev spændt fast til bordet og Sakref begyndte at rette hendes ødelagte knæ og lignende til.
hun havde ikke kun brækket sin knæskald men også hendes skuldre var ude af led og hun havde flere stykker træ sidende fast i hendes hud.
han var igang med at fjerne disse træstykker i hendes hud og rense sårene da hun langsomt begyndte at komme til bevidstheden igen.

Der gik lang tid hvor hun ikke vågnede men var i en form af tung søvn som havde hun ikke sovet længe.
Da hun endelig var ved at vågne begyndte hun at ryste over hele kroppen. Hun havde store smerter og var indsmurt i Tank, Strykes og sit eget blod. Hun åbnede langsomt sine øjne og tårerne løb ned af hendes kinder. Hun begyndte og vride sig og skrige da hun opdagede at hun var spændt fast til bordet selvom det gjorde smerterne større. Hun havde ikke set at hun var kommet hjem og lå i laboratoriet og at Sakref var der. Det hun troede var at hun var endt et helt andet sted hvor nogen vidste det om Tank og Stryke og ville hævne sig.

Sakref lagde en stille hånd på hendes mave.
"Rolig min pige. du er hjemme. du er nede på mit laboratorium. du blev taget herhen af vagterne. jeg har været igang med at sy dine sår og fjerne splinter fra din hud. og reparere de ødelagte knogler." sagde Sakref med en rolig stemme hvor han prøvede at virke rolig for Rafaela.
han kunne ikke arbejde videre så længe hun spjættede som hun gjorde.

Hun rystede og vred sig meget og skreg som en gal samtidig med tårerne løb ned af hendes kinder. Hun blev langsomt roligere da hun hørte Sakref snakke til hende. Tårerne løb stadig ned af hendes kinder pga store smerter i hele kroppen. Der gik et lille stykke tid før hun lå så stille som hun kunne for, at han kunne blive færdig med og gøre det han var igang med. Hun åbnede kort sine øjne og man kunne tydeligt se i dem, at hun var dybt ulykkelig over det der var sket. Hun kiggede hen på ham og derefter rundt omkring sig og lukkede dem igen "Gør det aldrig igen far" grad hun. Hun ville ikke på flere missioner for ham der kunne sætte hendes liv så meget på spil som det havde gjort denne gang. Inderst inde ville hun gøre det alligevel, men på tidspunktet var alt bare lort. Hun ville ikke kunne gå eller bevæge sine arme ordentligt pga skaderne og brandmærkerne.

Sakref nikkede til det hun sagde.
"Rolig min pige. du skal ikke mere ud på missioner. det her blev din sidste. du skulle også kun distrahere vagterne. ikke sætte dit eget liv i fare. men lig stille så jeg kan rense dine sår." sagde han og foresatte med at fjerne de sidste splinter og dyppe en klud med sprit på såret så det blev renset.
nu manglede han kun hendes knæskald der var ude af led og ødelagt.
han tog fat om hendes bare ben. begge hænder på hendes knæskald.
"det her kommer til at gøre ondt" sagde han og inden hun kunne nå at reagere på det han sagde så vred han og drejede hendes knæskald lynhurtigt og hårdt så den kom på plads igen i et ordenligt knas.
han vidste at der var ingen måde at Rafaela ikke ville ende med at skrige af det men han sørgede for at holde hendes ben nede som han lige havde rettet på for at sikre sig at hun ikke fik ødelagt den igen.
hun kunne heller ikke spjætte særlig meget på grund af at hun var spændt fast til bordet.
da hun var færdig med at skrige og spjætte gik han stille hen og tog bandage fra et andet bord og begyndte at binde hendes knæskald op så den fik støtte.

Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun var dybt ulykkelig over det der var sket. Hun svarede ikke på det Sakref sagde om at hun var færdig med missionerne. Hun blev lidt gladere men hendes smerter var for store til at hun kunne stoppe med og græde. Hun fik dog lidt mere ro over sig, men da han begyndte og vride og flå i hendes knæskald begyndte hun og skrige, skrålle og stor tude endnu mere end hun havde gjort før. Hun prøvede desperat, at komme fri fra bordet af. Tårerne løb ned af hendes kinder som var det et vandfald der var gået igang med og løbe. Hun rystede over hele kroppen.
Der gik et stykke tid før hun begyndte og ligge stille igen, men hun græd stadig meget voldsomt. Hun knyttede sine næver da han begyndte og binde forbinding om hendes knæskald for og støtte den. Tårerne blev ved med og løbe ned af hendes kinder som om det ikke ville få en ende. Hun bed sig hårdt i underlæben for ikke og skrige af smerte.
Hun åbnede sine øjne efter lidt tid og kiggede hen imod ham med et trist blik imens tårerne stadig løb ned af hendes kinder. "Er det meget slemt far?" spurgte hun med en trist og nervøs klang i stemmen.

han trak på skuldrene.
"din anatomi er lidt anderledes i forhold til et normalt menneskes og derfor har du en hurtigere healing process men med de sår du har fået og at du har over seks brækkede knogler. en skulder der var ude af led og en knæskald som var knust. vil jeg sige at der vil gå næsten et halvt år før du kan rigtig gå igen uden støtte eller hjælpemidler. medmindre jeg selvfølgelig fremskynder healing processen i dig med mit blod. men jeg ved ikke hvad bivirkningerne kan være i hvis du indtager mit blod i et længere forløb. og selv der vil det kræve at du drikker mit blod i over en måned. medmindre du selvfølgelig selv vil gå med til det?" sagde han og spurgte.
"men du har dog ingen sår som jeg ikke kan ordne som det er på normal vis. men det tager tid for kroppen at heale." sagde han som kommentar til det hun egentlig havde spurgt om.
han vidste at hans blod kunne påvirke hendes krop og det havde før lavede ændringer i hendes udseende men de vendte langsomt tilbage men han vidste ikke om hvis hun tog det i længere tid om ændringerne ville ende med at være permanente

Hu lå stille og lyttede til alt det han fortalte hende. Hun synes godt nok, at det var mange informationer hun lige havde fået smidt i hovedet og skulle lige finde hoved og hale i det. Hun var lige vågnet og hendes hjerne kørte ikke helt optimalt med det samme da den lige selv skulle vågne fra søvnen. Hun sukkede opgivende "Så endnu et halvt år låst inde på slottet? Det skal nok blive hyggeligt" det sidste mumlede hun ironisk da hun ikke kunne se, hvad der skulle være hyggeligt ved og være på slottet et halvt år med brækkede knogler der ville heale langsomt selv med hans blod. Hun ville ikke være mere afhængg af hans blod end højst nødvendigt. "Vil heller ikke drikke dit blod konstant får det dårligt hver gang efter hånden far" sagde hun stille og prøvede og flytte sine hænder da hun kom i tanke om, at hun var spændt fast til bordet og opgav og hive sine hænder til sig.

han trak på skuldrene.
"det må du selv vælge. hvis du ikke drikker blodet så må du være sengelagt hernede i varmerummet i alt den tid du healer. med blodet vil du i da mindste kunne gå igen allerede senere idag." sagde han og tog den sidste splint ud af hendes hud.
"men hvad skete der derude? mine agenter siger at du fløj væk med vagterne i det de næsten var ved at opdage min spion og at de senere fandt dig uden for porten og vagternes lig længere inde i skoven med Secret Angels symbolet på deres lig." sagde Sakref undrende. han kunne ikke få hele situationen til at hænge sammen overhovedet.

Hun lå i sengen og tænkte over det han sagde. Hun kunne vel drikke lidt af hans blod af og til men ikke hele tiden. Hun lå lidt og tænkte over det med blodet "Det vil jeg gerne tænke over før jeg tager en beslutning for vil heller ikke ligge her hele tiden" svarede hun stille til det han sagde.
Hun vidste godt at han vidste noget om det der skete men det med klanen vidste hun ikke. Hun stirrede ud i luften som om hun tænkte tilbage på det der skete. Hun bed sig usikkert i underlæben "Skulle jo sørge for vagterne ikke fik fat i din spion. Så måtte få dem væk." sagde hun kort og vendte og drejede hele episoden. Nogle enkelte tårer trillede ned af hendes kind. Hun trak vejret dybt og fortsatte "De tvang mig til alt muligt som du gjorde da du straffede mig. De truede med og smadre mine ben så jeg ikke kunne flygte. Var bange og turde ikke gøre noget, men fik også nok af og skulle være en luder for dem så flygtede." hun stoppede kort op imens hun tænkte lidt over resten "De fandt mig og den ene smadrede en kæp i mit knæ nåede og flytte mig så jeg ikke fik smadret begge. Den ene havde evnen til og få flammer på hænderne og brændte mig på skuldrene. Var så bange og kunne ikke gøre noget. Der kom pludselig 2 som var klædt i en sort kappe. Kunne ikke se race eller noget. Jeg besvimede og da jeg vågnede igen var de væk, men vagterne døde med mærket og jeg var indsmurt i blod. Ville hjem og det eneste jeg kunne gøre var og forvandle mig og flyve det meste af vejen. Da jeg var kommet tæt nok på byen så de ikke kunne se jeg forvandlede mig tilbage måtte jeg trække mig tilbage selvom det gjorde ondt" hun tav og tårerne trillede voldsomt ned af hendes kinder. "Jeg havde været død hvis det var de 2 fra den der klan kom og reddet mig" hulkede hun

Sakref tænkte lidt over det hun sagde. han har ikke kunne fange Secret Angels endnu eller overhovedet finde deres motiv.
han lagde sin hånd på sin hage og fnøs lidt af sine tanker.
"okay min pige. du har gjort et godt stykke arbejde, og du tænker bare over om du vil tage blodet eller ej. men indtil da kan du være hernede. og hvile dig. jeg vil imellemtiden gå op og forberede nogle forskellige ting. du kan bede Rottenstein om at hente mig når du har tænkt." sagde Sakref og rejste sig op.
han åbnede for hendes lænker som har holdt hende nede så hun kan bevæge sig lidt igen. men det lød til at hun kunne nok ikke bare rejse sig og gå endnu.
der ville nok gå lang tid hvor hun bare ville være her indtil hun blev rask.
hun kunne også selvfølgelig drikke blodet. men selv Sakref vidste jo ikke hvad effekten kunne være af konstant brug af det.

Hun vidste godt at det hverken var pænt eller i orden at lyve overfor folk og specielt ikke hendes far, konge, læremester, elsker og bedsteven, men hun var nød til det denne gang. Hun ville ikke bare stå til en skideballe og en af de typiske straffe hun normalt ville få. Hun ville stå til en krigsret hvis ikke en dødsdom. Sådanset havde hun heller ikke løjet særligt meget udover det med de 2 der var dukket op. Hun kiggede lidt på ham og nikkede til det han sagde. Hun kunne fornemme på ham at han ikke helt troede på det hun sagde.
Hun lå stille på bordet efter han havde spændt hende fri og var gået. Det undrede hende hvad det var han skulle og samtidig det at han ikke havde trøstet hende. Det havde sat nogle tydelig smerter i hende både fysisk men også psykisk. Hun vidste ikke helt hvorfor hun reagerede sådan på det der havde sket derude.