The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Sakref nikkede.
"du skal gå med mig hvor som helst uden brok medmindre jeg fortæller dig andet og jeg vil bruge dig som jeg har lyst til og hvornår jeg har lyst til det." sagde han fast og kommanderende som en der vidste hvad han lige præcist ville have.

Hun var stadig forvirret over om hun skulle have tingene på hele tiden eller ej så hun lagde det blot på bordet og nikkede stille til det han sagde "Jeg har vel intet valg vel far?" hun kiggede spørgende på ham. Hun vidste, at hun godt kunne kalde ham for far så længe hun ikke havde tingende på så hun havde en plan om, at ente glemme dem tit eller overhoved ikke bruge dem. Blot bare for og kunne sige far istedet for herre som en slave ville gøre.

han vendte sig om for han tænkte lidt hvorefter han vendte tilbage hen imod hende.
"jeg glemte helt at sige at ja du skal have det på hele tiden og årsagen til at du skal kalde mig herre er ikke fordi du skal være en tjener men fordi du skal se mig som din konge også. og husk hvis du ikke følger reglerne vil du bare blive straffet endnu mere." sagde han med et smil.
"du skal sove oppe hos mig i nat så tro ikke du kan slippe ud af mit syne." sagde han.
han fandt noget let tøj hun kunne have rundt om sig og sig selv. hvilket var meget fint for Valiona kom ind på laboratoriumet i det sekund de havde fået tøjet på.
hun lignede en som havde set et spøgelse. ikke for at hentyde til Chef men som om hun havde været chokeret over noget.
"s... s... skat jeg er gravid" sagde Valiona dybt chokeret.
Sakref faldt helt i staver. han lignede et kæmpe spørgsmålstegn.
"jeg har tjekket det og det er dit min skat." sagde hun og det fik bare Sakref til at blive helt bleg i ansigtet som om han var ved at dø af et hjertestop.

Hun nikkede stille til det han sagde, men hun tog ikke halsbåndet på eller masken. Hun havde på fornemmelse, at det ikke var nogen god ide. "Men du er jo min far ikke bare konge. Har jo ret til og kalde dig for far ligemeget hvad" hendes stemme var bestemt, men hun fortrød det med det samme og kiggede ned "Undskyld. Det røg bare ud af munden på mig og skal nok være hos dig hele tiden" hendes stemme var skræmt. Hun vidste ikke om han ville straffe hende eller ej, men frygten var der for han havde jo magten til det og ingen ville kunne stoppe ham. Hun tog imod tøjet og tog det på. Hun kiggede undrende hen på Valiona da hun kom ind. Hvad lavede hun her? Der havde ikke været andre i laboratoriet hele ugen udover hende og Sakref. Hun skulle lige til og sige hej til hende da hun hørte hvad hendes mor sagde til hendes far. Havde hun ikke lagt mærke til hende? Når hun så tænkte over det havde ingen rigtigt snakket til hende siden hendes far havde skældt hende så meget ud. Kun Melvin den ene dag. Hun kiggede underligt rundt på sine forældre. Tårerne pressede på da det gk op for hende, at der var en lille ny på vej i familien. Det fik hende til og tænke på sit eget barn. Hun løb grædene ud af laboratoriet og var ligeglad med konsikvenserne. Hun var rasende indvendig og ville bare væk fra alt og alle. Alle folkene der arbejdede på slottet blev skubbet til siden imens hun løb. Hun løb ud på en balkon og satte sig til og græde. Der var mørkt udenfor og stjernerne skindede ned på hende.

Sakref vidste ikke hvad han skulle gøre. han var i forvejen meget i chok over at få af vide at hans kone var gravid med hans barn når han var blevet diagnoseret til at være steril. ud over det så var det ikke fordi Valiona ikke lagde mærke til Rafaela eller ville snakke til hende. det var mere situationen som var så meget et chok at Valiona ville informere først den som havde mest betydning i sagen hvilket var Sakref.
"vi skal beholde barnet. dette er et mirakel over alle propotioner. dette er ikke en chance vi får en gang til " sagde Sakref stadig meget rystet.
Valiona kunne ikke gøre andet end at nikke som svar da hun ikke kunne snakke næsten. dette var meget stort.
dette var faktisk så stort at det havde betydning for hvem der blev den næste arving af Doomsville tronen. for dette ville være Sakrefs rigtige førstefødte og derfor den retmæssige arving.

Rafaela blev siddende på balkonen og rørte sig ikke overhoved. Hun ville ikke se sine forældre overhoved. Hun ville sikkert bare angribe dem hvis de kom. De kunne ikke være bekendt og straffe hende på denne måde! Hun havde mest af alt bare lyst til og stikke af. Stikke af fra alt og alle og være ligeglad med dem. De vidste hvor svært hun havde det! Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun rejste sig op og hamrede sine hænder ind i muren hun havde siddet op af. Hun gik hen til gelænderet og stirrede ud i mørket.

en stemme skar igennem mørket til venstre for hende.
"hvad laver du herude Rafaela?" spurgte stemmen og ud af skyggen kom Bron.
Bron er en af Sakrefs lærlinge. han er udød og derfor har dækket sin mund så det eneste man kan se er hans lysende blå øjne.
han kiggede på hende og gik hen til hende med sine tunge skridt. hans krop var dækket med rustning af både metal og læder. men alligevel har han kunne skjule sig meget lydløst.

Hun vendte sig om i chok da hun hørte en stemme ved siden af hende. Tårerne trillede ned af hendes kinder "Kan du ikke være ligeglad? Ingen af jer i dette hus har villet snakke med mig siden far flippede ud på mig og nu betyder jeg pludselig noget for jer?" der var gråd i hendes stemme. Hun rystede af vrede og samtidig fordi hun græd. "Jeg vil bare væk! Væk fra alt og alle!" råbte hun så det ekkoede ude i mørket. Hun stirrede vredt ud i mørket med tårerne løbende ned af sine kinder "Hvorfor gør de det imod mig? Bare fordi man laver nogle fejl så straffer de mig på den her måde? Er jeg ikke straffet nok? Et er, at de siger at de gør det for min skyld, men tror ikke på dem længere!" hun var vred og det lyste ud af hende. Det var tydeligt, at der ikke skulle sige noget forkert til hende uden det ville give store konsikvenser for personen. Hendes øjne var blevet røde så meget havde hun grædt.

Bron rystede på hovedet.
"vi har ikke ignoreret dig fordi du blev skældt ud af Sakref. vi har allesammen oplevet at blive skældt ud af ham så vær ikke bekymret for at det påvirker noget. vi har bare allesammen haft noget vi skulle så vores tid var prioriteret anderledes. Neko, Beko og Nika har endelig fået kontakt til deres folk igen. Zaela og Surzi er igang med at lave ballade som altid og jeg... jeg har tænkt meget på min fortid. siden jeg fik min hukommelse tilbage på mit liv før efterlivet så har det været det jeg har tænkt på mest." sagde han og gik hen til hende så han stod lige foran hende. han var utrolig høj i forhold til hende. hun gik måske kun ham til brystkassen.
"Sakref... mester har en meget speciel måde at vise sin omsorg på. han har nemlig aldrig selv fået rigtig kærlighed af sine forældre. han har altid været det sorte får i familie. den der skabte kaos i landet som de ejede. så af at mester straffer dig skal du se som hans måde at være bekymret for dig. at han skælder dig ud betyder at du betyder en del for ham. ellers ville han være ligeglad." sagde Bron og lagde sin ene hånd på hendes skulder. hans hånd var utrolig tung og det var som en sten der holdte hende nede på jorden.
"prøv at snakke med Valiona... mesterinden om dine tanker og følelser. hvis der er nogen som vil bedst kunne give dig omsorg og trykhed så er det hende. for hun er nemlig selve livets flamme. hun er Mesters modsætning og det som giver ham balance" Sagde Bron med det som lød som et smil skulle gemme sig bag masken.

Hun lyttede dårligt nok til det Bron sagde til hende. Hun var rasende og havde mest af alt bare lyst til og finde sine sværd frem og gå ned og stikke den tværs igennem maven på sin egen mor. Hvis hun ikke måtte beholde sit barn skulle de heller ikke. Det var tydeligt, at se på hende, at det var ren vrede og en form for ondskab der havde slugt hende pga hun var så vred som hun var. "Sorte får? HA! Han er ligeglad! Hvis jeg betød noget havde han fortalt om min rigtige mor! Havde han fortalt mig hvordan det hele var! Hvis der er nogen som er et stort sort får er det mig! Det har sikkert aldrig været meningen, at jeg skulle overleve dengang jeg blev sat ud!" hun kiggede på ham med vrede i øjnene. Hvis man ikke kendte hende når hun var sur ville man tro der kun boede ondskab inde i hende. Hun knyttede sine næver selvom hun mærkede, at han var tæt på hende. "Hun ville ikke kunne ændre noget! De burde ikke få lov til og beholde det barn!" skreg hun af Bron og slog hans hånd væk fra hendes skulder og vendte sig om imod gelænderet igen og holdt fast i gelænderet. En lilla flamme kom frem på hendes hænder og begyndte og smelte gelænderet der hvor hun holdt. "Det eneste de 2 tænker på er hvordan de kan straffe mig hårde! Men jeg hævner mig!" røg det ud af munden på hende og man kunne tydeligt høre på hende, at det var rent vrede der havde overtaget hver en tanke og hver en del af hendes krop. Der skulle en del til for og få hende beroliget så hun kunne tænke bare lidt klarere igen.

i sådan en situation bliver Bron meget kold. han tog fat i hendes tøj og hev hende op i luften hvorefter han klaskede hende en lussing på kinden.
"vågn op Rafaela og hør hvad du selv siger. du snakker om mord og hævn og blod og ondskab over det du selv synes er ondt. hvis du følger denne akt er du ikke bedre end de er! jeg kender til dine redningsmissioner du har for de forskellige kvinder i byen og hvad ville de sige til at du nu stod og var blevet fyldt med den selv samme ondskab som du har prøvede at forhindre!" sagde Bron fast og stadig holdte hende oppe i luften så hun ikke var i nærheden af at røre jorden men det var ikke fordi hun blev kvalt fordi han holdte hende kun i tøjet.
"verden er tarvelig til tider men verden bliver ikke mere retfærdig af mere uretfærdighed. to forkerte giver ikke en rigtig. og samtidig så ser du kun tingene som angreb på dig som had og vrede men ikke kan se at de har taget dig ind som deres egen og opvokset dig vel vidende at du var blevet smidt ud af din egen mor. og husk på at du selv burde vide at Mester er steril. han kan ikke få børn ellers. dette er et mirakel. vær glad på deres vegne og forstå at det er stadig din familie og de ønsker kun det bedste fra dig." sagde Bron og kiggede på hende med følelsesfulde men også forstående øjne på hende. han forstod hendes vrede og man kunne se det på ham. men han så også seriøs ud i det han sagde.

Hun skreg da hun mærkede, at han stak hende en lussing. Hun kiggede vredt på ham og tårerne trillede ned af kinderne. Hun lyttede nærmest ikke til det han sagde overhoved. Først da han begyndte og nævne det hun lavede til hverdag virkede der til, at være liv i hende igen "Så skulle jeg dræbe min egen far! Han holder mig fanget imod min vilje ligesom alle dem jeg har reddet! Han er ikke bedre end alle dem jeg har været efter! Tvinger mig til ting jeg ikke vil. Mor kom ikke ind og sagde hej eller trøstede mig eller noget efter han fjernede mit barn!" hun var stadg vred og hun var tæt på og sætte sig til og stor tude igen. "Jeg er ligeglad med det barn! Melvin skulle også være steril! Det er et lige så stort mirakel, men det er jo ligemeget for det er jo ikke dem! Ingen af dem glædet sig over det barn! INGEN! Hvorfor skulle jeg glæde mig for dem?" hun var stadig fyldt af vrede og det eneste han havde gjort klart for hende var, at hun burde kæmpe imod sin egen far og Zero, men de stod hende for tæt på, men hun vidste også med sig selv, at hvis en af dem bare troppede op nu ville hun ikke blinke med øjnene nogle gange for, at lade være hun havde bare dræbt dem.
Hun rystede meget og begyndte og græde. Tårerne løb ned af hendes kinder som et vandfald.

Bron havde givet slip på hendes tøj og var vendt hen til døren og stod nu henne ved dens åbning og spredte armene ud til siderne.
"så kom efter mig. hvis du mener at du kan dræbe mester så vil jeg være ingenting i forhold til dig. vis mig den styrke du har eller accepter at du ikke kan gøre noget ved det nu og prøv at tænk dig om." sagde han og han ventede bare på at hun angreb. han kunne klare hvilken som helst slag hun end kom med. hvad end om det var hendes flammer eller om det var bare hendes egen styrk. var han intet bange ved med hans egne evner.

Hun satte sig op af gelænderet og satte sig sammenkrybbet og rystede meget imens hun græd. Hun var intet. Hun rystede lidt på hovedet over det Bron sagde og lagde sin pande imod sine knæ og holdt fast om sine ben. Hun stor tudet og følte sig ynkelig og som en stor taber. Hun kunne ikke angribe Bron. Han havde ikke gjort noget som ville give hende en grund til og angribe ham. Hun rejste sig op og løb hen imod døren og puffede ham væk så hun kunne komme forbi ham. Hun løb ind på sit værelse og låste døren og satte en masse for døren så man skulle have samme evne som Melvin for og komme ind til hende. Hun satte sig i det inderste mørke hjørne og græd. Hun følte sig som en stor taber der burde forsvinde. Familien var bedre tjent uden hende. En masse tanker løb igennem hovedet på hende. Hun kunne ikke klare flere nederlag og hun vidste der ville komme mange flere igennem tiden.

der kom pludseligt et blidt banken på døren efterfulgt af en velkendt udlandsk stemme.
"Rafaela? er du okay? må jeg komme ind?" sagde stemmen venligt og blidt.
det var Nika. en af sortelver søskende.
hun var en meget stærk magiker som havde stor kendskab til de forskellige magier der fandtes.
hun er en venlig sjæl og var velkendt for sit specielle lyserøde hår.

Hun sad bare og græd. Hvorfor var Melvin sendt på mission nu hvor hun havde brug for ham? Hun græd stadig og sad sammenkrybbet i hjørnet. Hun kiggede hen imod døren da hun hørte nogen banke på. Hun svorg, at hvis det var en af hendes forældre ville hun flippe maks af, men hu trak vejret dybt og tørrede tårerne væk fra sine kinder da hun hørte det ikke var en af dem. Hun fjernede tingene far døren og låste den op. Hun gik hen til hjørnet igen og satte sig sammenkrybbet. Der var blevet sat tremmer for hendes vinduer så hun ikke kunne stikke af da alle vidste hun sneg sig ud når hun havde chancen. "Det må du vel" sagde hun stille inden Nika kom ind. Hun vidste ikke hvad hun ville, men en ting vidste hun og det var, at hun blev smidt ud, hvis hun begyndte og snakke som Bron.

Nika smilte et venligt smil til Rafaela. det var et smil som kunne varme det koldeste og mørkeste hjerte.
"du behøvede ikke at fjerne tingene. jeg kan skam sagtens komme ind uden brug af døren." sagde hun og løftede sin arm op overhovedet hvorefter tre ringe dukkede op som drejede rundt om hendes arm. pludselig dukkede en ring op på gulvet under hende og hun forsvandt igennem ringen.
"se selv" sagde Nika som pludselig stod bag ved Rafaela og smilte til hende.
Nika gik hen til Rafaela og fik et bekymret blik i øjne.
"jeg hørte en masse spetakel komme fra etagen så jeg ville bare høre hvad der sker." spurgte Nika og kiggede bekymret på Rafaela

Rafaela sad bare stille i hjørnet og prøvede og holde tårerne tilbage, men det var meget svært for hende så der kom en masse tårer frem som løb ned af hendes kinder. Hun sukkede opgivende "Det er ligemeget. Det ændre intet om jeg fortæller dig det eller ej" hendes stemme var kold, men det var tydeligt at hun var vred og virkelig ked af det. Hun tog sin hale om i sit skød og holdt om den. Tårerne trillede ned af hendes kinder "Hvorfor er de ligeglade med mine følelser?" hun kiggede spørgende på Nika imens tårerne løb ned af hendes kinder.

Nika kiggede undrende på Rafaela.
"hvem er ligeglade med dine følelser Rafaela?" Spurgte Nika forvirret.
Hun havde været ude af huset i et stykke tid og var lige kommet hjem for nogle dage siden så hun vidste overhovedet ikke hvad der var sket og lignende.
hun gik hen til Rafaela og satte sig ned foran Rafaela og kiggede spørgende og bekymret på hende.

Hun havde ikke vidst, at Nika ikke havde været der. Men burde hun stadig ikke vide hvad der foregik på slottet? Det var ikke ligesom folk gik stille med dørene, at hendes far havde taget hendes barn fra hende og skældt hende ud for det groveste. Hun trak vejret dybt og kiggede på Nika "Mor og far...Far tog mit og Melvins barn fra os og dømte det til døden pga noget jeg har gjort og nu skal de have en lille en" man kunne tydeligt høre vreden og sorgen i hendes stemme. Hun knyttede sine næver og var så småt og begynde blive vred igen som da hun snakkede med Bron. Tårerne trillede ned af hendes kinder og hun rystede meget af frustration og sorg.

Nika lignede bare et stort spørgsmålstegn nu.
"har dig og Melvin været sammen?! og var der ikke noget med at mester Sakref er steril? jeg kan godt se at jeg burde være mere hjemme for intet har jeg hørt om dette" sagde hun og grinte lidt af sin egen dumhed.
Nika var det dejligste væsen man kunne møde men hun var dog hverken den skarpeste eller hurtigste kniv i skuffen.
hun kunne have overset en hel verdenskrig og så spørge hvorfor folk så, så snavsede ud.

Hun nikkede da Nika spurgte om hun og Melvin havde været sammen og til det med, at Sakref var steril "Jo han var eller er jeg ved ikke, men det er Melvin også så det er 2 mirakler, men han straffer barnet pga mine dumheder og det er ikke fair. Jeg er så rasende, at jeg ikke vil se dem! Jeg kunne skade min egen mor bare for, at det barn døde!" man kunne tydeligt høre på hende, at vreden var begyndt og overtage hende endnu en gang. Hendes ellers triste blik var blevet ændret til vrede. Hun rejste sig op og gik rundt på værelset og var begyndt og tænke på, hvordan hun kunne skade hendes mor så barnet døde uden hendes egen mor ville dø.

i det Rafaela fortalte at Melvin også var Steril var det som om en pære lyste op inde i Nikas hoved.
"ømmm Rafaela. Melvin er ikke Steril. han tager piller som en slags måde at gøre ham selv midlertidigt Steril men han er skam overhovedet ikke steril." sagde hun hvorefter hun blev langsomt mere og mere rød i hovedet.
men det var ikke fordi Nik var vred men mere som om hun blev rød i hovedet af flovhed. hun sad stadig på gulvet og nu prikkede hun sine pegefingre sammen lettere piget.
"jeg... jeg har været gravid med Melvin engang" sagde hun med en næsten hviskende stemme imens hun foresatte med at være pinelig tilpas.

Hun kiggede om på Nika da hun begyndte og fortælle. Vreden spredte sig i hele hendes krop. Hun vidste ikke hvem hun skulle være sur på. Hendes forældre, bror eller Nika. Vreden var begyndt og opsluge hende og det gjorde hun blev varmere og varmere. Hun spurtede ud af værelset og ud på Balkonen hun havde stået på sammen med Bron, hvor hun klatrede op på taget, hvor hun vidste ingen holdt øje med hende. Hun ville væk fra slottet. Det ville skade nogen, hvis nogen stoppede hende. Hun var rasende. Hun havde ikke meget kontrol over sig selv længere og måtte væk fra alle der kunne gøre hende mere vred for og rede dem.

Nika stod som et stort spørgsmålstegn over Rafaelas reaktion. hun havde ikke forudset denne her reaktion overhovedet.
imellemtiden havde Sakref fået sine tanker tilbage og havde fået snakket ud med Valiona om hvad de skal gøre og lignende.
han opdagede at Rafaela pludselig ikke var ved siden af dem og havde ikke været der i et stykke tid gik han igang med at lede efter hende men ikke før han havde gået op til sit kontor og taget en god flaske whiskey og begyndt at drikke imens han ledte efter Rafaela.
han ville fejre at han skulle blive rigtig far til et barn af sit eget blod på naturlig måde.
han fik dog meget hurtig nyhed om at Rafaela var stukket af fra en af vagterne der havde set hende flygte hvorefter han begyndte at lede efter hende på gaderne.