The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Rafaela Havde skjult sig oppe på taget imellem nogle tagplader hvor der aldrig kom nogen, hvis der overhoved var nogen der kom op på taget. Hun sad der i et godt stykke tid for og berolige sig selv. Hun vidste, at alle ville være i fare, hvis hun gik ned på gaden i den tilstand hun var i på dette tidspunkt. Hun gik frem fra sit skjul efter lidt tid. Hun vidste, at hun ville få en meget stor straf når hendes far fandt hende. Hun kravlede ned af slottets tag og mure og begyndte og gå hen ad vejen imod byen. Tårerne trillede ned af hendes kinder imens hun gik rundt.

da hun var ca. i midten af byen kunne hun pludselig høre velkendte fodtrin bag hende. store tunge fodtrin som dog lød som om de var ved at vældte over hinanden.
det var Sakref der nemlig var på vej imod hende. stadig godt igang med at drikke sin whiskey lige fra flasken. han var nået godt halvvejs med flasken.
"stop lige en halv min pige. hvor tror du, du skal hen?!" råbte han da han opdagede Rafaela. man kunne se at han var vred over at hun bare var løbet hjemmefra igen og sågar ved midnatstid.

Hun stoppede op da hun kunne høre Sakrefs skridt og lugte ham tæt på sig. Hun stirrede ned i jorden og tårerne løb stadig ned af hendes kinder. Hun var virkelig ked af det og vidste, at hun var i store problemer. Hun vendte sig om og kiggede ned i jorden. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun vidste, at han var rasende på hende så hun turde ikke kigge op på ham "Jeg havde brug for luft..." man kunne godt høre på hendes stemme, at hun ikke var så vred længere, men nærmest såret så hun er tæt på og tude. Hun bed sig i underlæben og kiggede opgivende op på ham "Straf mig. Jeg ved, at det er det du aller helst vil..." hendes stemme var trist og hun kiggede straks ned i jorden igen og gik tættere på ham.

han smed flasken af helvede til ind i en mur så den spring i luften og tog fat i hendes tøj.
"fint så gør jeg det." sagde han og gav slip på hendes tøj og tog fat om hendes hals og løftede hende op.
hun var lettere ved at blive kvalt men samtidig kunne mærke en slags brændende fornemmelse rundt om sin hals der hvor hans hånd var.
pludselig gav han slip så hun røg til jorden
"det halsbånd jeg havde givet dig var beregnet som noget symbolsk. en måde til at du kunne bevise over for mig at du kunne gøre det der var bedst for familien og at du kunne opføre dig ordenligt men det er slut. jeg har brændt et mærke rundt om din hals som du kan se som dit fremtidige lydigheds halsbånd. det fungere sådan at jeg giver dig nogle regler du skal bare følge. hvis du ikke gør vil du blive straffet indtil jeg synes du har fået nok. hvis du opføre dig pænt og gør hvad der bliver sagt vil jeg belønne dig. din belønning afhænger hvor lydig du er." sagde han og kiggede på hende med seriøse øjne.
"reglerne du skal følge er 1: du skal altid gøre hvad jeg beordre dig til. 2: du må ikke forlade slottet medmindre jeg giver dig tilladelse. 3: du skal snakke pænt og høfligt imod mig og de andre på slottet. 4: du må på ingen måde tænke på at skade eller gøre skade på nogen fra familien." sagde han og gik et skridt tilbage fra hende.

Hun fik et lettere chok da han smed flasken og den gik i stykker. Hun kiggede dog ned i jorden. Hun havde lyst til og forklare ham grunden til hun gjorde det hun havde gjort, men turde ikke da hun ikke vidste hvilke konsekvenser det ville have med sig. Hun kiggede op i luften da han tog fat om hendes hals. Hun skreg kort da hun mærkede noget brænde imod hendes hals. Hun kiggede op på ham da han snakkede til hende. hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Nogle tårer trillede ned af hendes kinder. Hun nikkede blot stille til det han sagde og trak vejret tungt "Hvad sker der hvis jeg ikke følger reglerne? Hvilke straf er det?" man kunne høre usikkerheden i hendes stemme samtidig, at hun var såret. Tårerne ville bare ikke stoppe de blev bare ved med og løbe ned af hendes kinder. Hun håbede, at han ville spørge hende grunden til hendes reaktion på det hele.

"det der sker hvis du bryder reglerne er at det mærke vil dræne dig for energi og kræfter. du vil blive mere og mere svag jo længere tid der går og det stopper først når jeg vælger det skal." sagde han og kiggede på hende.
"men inden vi vender snuden hjem af vil jeg gerne have en forklaring på hvorfor du vælger at bryde reglerne igen efter at have fået af vide at du ikke måtte." sagde han og spurgte ind til det.
han var sur men ville også være fair over for hende lidt.

Hun lyttede stille til det han sagde omkring hvad der skete. Så var hun ihvertfald forberedt på det. Hun bed sig usikkert i læben da han spurgte ind til grunden. Hun vidste det sikkert ikke ville ændre noget, men han ville have et svar og hun ville gerne forsvare sig. Hun kiggede trist ned i jorden da tankerne igen kørte rundt i hovedet på hende. "Det bare...du fjernede mit barn for en uge siden og nu vil i have en ny det synes jeg ikke er i orden jeg..." tanken om og skade Valiona var begyndt og dukke op og hun begyndte og mærke en smerte i kroppen og blev trættere. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun knyttede sine næver og prøvede og kæmpe imod smerten "Det sårede mig og blev vred på jer og så fortæller Nika mig noget der ikke ligefrem gør mit humør bedre" hun fik lyst til og slå Melvin sønder og sammen så hun faldt sammen på jorden og rystede meget. Samtidig med hun følte sig træt. Dumme regler og den sidste syntes hun var uretfærdigt. Hun havde en følelse af, at hendes krop ville bryde sammen af smerter og mangel på energi.

Sakref kunne tydeligt se at hun var vred og hun ønskede at skade hele familien hvilket allerede havde taget effekt på hendes krop og begyndt at dræne hende.
han ventede lidt med at gøre noget ved det så hun kunne virkelig forstå straffen ved at tænke om smerte ondskab imod familien. det var en ting hun skulle lære hårdt at det måtte man ikke.
der gik ca. fem minutter før Sakref hverken sagde eller gjorde noget, hvorefter han knipsede med fingrene og Rafaela kunne mærke at hendes styrke og energi kom tilbage til hende langsomt.
"retfærdighed har intet at gøre med om jeg må få et nyt barn og du ikke må. jeg er din konge og derfor kan og vil straffe dig som jeg nu ønsker. det kan godt være du er stadig min datter men det er ikke ens betydende med at du er højere stillet end reglerne. barnet blev fjernet som din straf. som en måde at du skulle lære dig selv på at gøre hvad der bliver sagt. hvilket du dog stadig har bevist at du ikke kan. betyder det så at dit barn har betydet så lidt for dig? at du simpelthen ikke kan lære fra dine fejl selv om at det mest betydningsfulde for dig bliver fjernet?" sagde han og rettede skylden tilbage imod hende.
hun kunne have sluppet for alt dette. både straffene og problemerne hvis hun bare havde fulgt reglerne fra starten af og ikke brudt dem utallige gange.
"straffen ændre sig ikke af det du har sagt. du har stadig ikke ændret dig og derfor vil du blive ved med at blive straffet. det er det som er meningen med sindssyghed. at gøre det samme igen og igen og igen og forvente at der vil ske en anden reaktion af det." sagde han og vendte ryggen til hende og skulle lige til at gå men han stoppede og vendte sig om imod hende.
"vi går tilbage til slottet nu. men du skal stadig straffes på vejen. derfor tager du nu dit tøj af til du intet har på og så tager du din maske på og halsbånd og så følger du med mig. ingen tuden, ingen klynken. du følger med i stilhed og tænker over hvad du har gjort." sagde han og kiggede på hende forventningsfuld.

Hun sad på jorden og rystede tårerne trillede ned af hendes kinder "Jeg gjorde det for ikke og skade jer! Jeg har svært ved og styre min vrede og ville bare væk indtil jeg kunne styre mig selv igen for ikke og skade jer...Ved det ikke ændre noget" fik hun sagt igennem smerten der borede sig inde i hendes krop. Hun rystede meget.
Hun kiggede stadig ned og blev siddende selvom smerten forsvandt og hun begyndte og komme tilbage. Hun så ned i jorden "Nej...Det betød alt for mig..." sagde hun med en stemme der viste store tegn på, at hun snart ville begynde og græde igen. Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede, men kom i tanke om, at hun aldrig tog det fra bordet igen efter hun havde lagt det der da Valiona var kommet ind i laboratoriet. Hun kiggede usikkert op på ham "Undskyld, men fik aldrig tingende med fra laboratoriet da jeg stak af for ikke og skade dig og mor" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var bange.

Sakref sukkede.
"så er det godt jeg går med et ekstra par for en sikkerhed skyld hvis du skulle glemme." sagde han og tog en ekstra maske og halsbånd frem.
"jeg ved godt du ikke vil skade os. men du skal lære din vrede og kontrollere den. vi allesammen i familien besidder en stor vrede inde i os og vi har alle været nød til at lære den og styre den. den eneste der ikke har haft den er din onkel Makkadin" sagde Sakref og ventede på at hun fik fjernet tøjet og taget masken og halsbåndet på.

Hun rejste sig op og havde håbet hun slap for straffen men det gjorde hun ikke. Hun kiggede lidt underligt på ham da han nævnte noget med en onkel. Hun vidste ikke hvem denne onkel var. Hun begyndte og tage det sidste tøj af og rakte ham tøjet og tog masken og halsbåndet på som han havde bedt hende om. Hun kiggede ned i jorden og følte sig virkelig ydmyget pga hun ikke havde noget tøj på. "Hvem er ham Makkadin?" hun kiggede underligt på ham og man kunne ikke se hendes mund bevæge sig når hun snakkede pga masken

Sakref begyndte at gå og gjorde tegn til at hun skulle følge med ham tilbage til slottet.
"Makkadin er min tvillingebror. han er den udnævnte leder af menneskene og han har en ærkeengels sjæl i sig. derfor er han den mest reneste hjertede person i vores familie." sagde Sakref imens de gik ned af gaden,
jorden var kold for fødderne da det var rent sten og det var ikke ligefrem fordi det var varmt. Doomsville City var en by hvor det nemlig regnede meget og var meget ofte overskyet men vejret var altid som et tidligt efterårsvejr. hvor luften altid var varm men fugtig oveni.

Rafaela fulgte med ham. Hun frøs af og gå udenfor uden tøj på. Der var fordelle og ulemper ved og være en dragonlycan som hun var. Man var altid varm, men når man var udenfor i kulden var kulden ekstra hård ved en jo længere tid man var udenfor. Hun lyttede stille til det han fortalte om sin onkel. Han lød da som en meget spændende fyr, men der var nu stadig mange hun ikke kendte fra familien. Hun kiggede på Sakref "Hvorfor har jeg aldrig mødt ham?" hun var nysgerrig. Inderst inde var hun glad for, at hun kunne tænke på noget andet dels for og holde sig til reglerne, men også så hun bedre kunne håntere hverdagen så hun ikke kun tænkte på det negative.

Sakref trak på skuldrene.
"han har altid været en travl mand. han er den som sørger for at mørket ikke vender tilbage og skubber balancen over for den mørke side igen i denne verden. lige siden vi var små var han den der rettede op på mine ondskabsfulde gerninger. mest fordi jeg var født med ondskab i hjertet fra starten af. men det har ændret sig takket været min bror. han har forresten en søn også. Vincent hedder han, han er din nevø" sagde Sakref og foresatte med at gå imod slottet.
de var næsten henne ved slottet hvilket var meget godt fordi det trak op til regn.
de nåede kun lige at komme indenfor før det begyndte at regne.

Hun lyttede stille til det han fortalte. Det lød meget underligt i hendes verden, men hendes verden var også ved og være skruet helt rundt, men hvad kunne man også forvente af den familie hun havde? Hun kiggede undrende på ham da han nævnte en Vincent, hvem var han udover hendes nevø? "Hvem er ham Vincent så udover min nevø?" man kunne godt høre, at hun var blevet meget nysgerrig og tankerne var faldet helt væk på straffen og det der ellers havde kørt meget rundt i hovedet på hende de sidste par timer.
Hun kiggede op på himlen og gik lidt hurtigere for og nå ind på slottet inden det ville regne. Hun hadet regnen for det gjorde altid så hun frøs endnu mere og havde svært ved og få varmen i kroppen igen. Det var der dog ikke mange der vidste det var en underlig svaghed hun havde, men den var meget normal alligevel. Hun kiggede ned i jorden da de var kommet ind.

Sakref tænkte lidt over det.
"jeg ved ikke helt om han er din nevø eller mere din fætter. det blander jeg sammen engang imellem. men jeg mener han er dusørjæger. og en god en af slagsen. der har indtil videre ikke været et job han ikke kunne klare" sagde Sakref og gik lidt afsted ind på slottet.
" du skal forresten sove inde på mit værelse så jeg kan bedre holde øje med dig." sagde han og gik hen imod døren til trappen.

Hun kiggede lidt på ham. Han lød da meget spændende, men der var også noget i hende der fik hende til og ville se om han kunne klare alle opgaver. Hun kiggede på ham "Jeg kunne faktisk godt tænke mig og møde dem" hun ville da se hvem hendes familie var. De virkede til og være spændende. Hun nikkede stille til det han sagde med, at hun skulle sove inde ved ham "Javel" det gjorde hende nu ikke så meget for hun kunne godt lide og ligge op af ham det måtte hun indrømme. Hun fulgte stille efter ham. Hun havde en ide om, at straffen ikke var slut endnu, men om det passede var hun heller ikke sikker på overhoved. Hun kiggede kort ned af sig selv og derefter op på ham "Må jeg forresten få noget tøj på igen? For frysser meget" hun holdt om sig selv for og holde sig varm

Sakref nikkede lidt til det hun sagde.
"det kan vi godt få snakket med dem om. de kommer dog ikke så ofte ud af den by de lever i. de bor i Sunfury City." sagde Sakref og gik videre op af trappen. de kom op på den etage hvor Sakref og Valiona 'boede'
selve deres etage var meget mere luksuriøst i forhold til resten af etagerne. selvfølgelig var kvaliteten høj uanset hvor henne man var på slottet men her var væggene specialmalet med flotte billeder og gulvet var fyldt med forskellige slags dyreskin samt møblerne som var altid glat poleret.
Sakref gik ind til hans soveværelse som var en kingsize rum med en kingsize seng og det hele. der kunne sagtens sove en masse på den seng og hele værelset var på størrelse med tre af deres værelser til sammen plus lidt ekstra.
dog også selv om at Sakref og Valiona sov inde i det rum og det var ved midnatstid så var Valiona ikke inde i rummet åbenbart.
Sakref gik hen og tog et lille glas der var formet som et kranie og hældte lidt rødvin i det.
"din mor sover inde på observationsstuen nede i vores hospital med høj overvågelse for at vi kan sikre os at dit fremtidig barn bliver født godt og ikke bliver skadet. samtidig vil der ikke gå længe før barnet er født da i draconianere udvikler børnene meget hurtigere end mennesker ville. så ca om en måned eller to vil barnet blive født." sagde Sakref og tog en tår af sin vin.

Hun sagde ikke noget til det med familien. Det måtte vel tages på et andet tidspunkt. Hun fuglte efter ham og kiggede rundt. Det var utroligt hvor forskellige etagerne og rummene var i dette slot. Det undrede sikkert ingen men Rafaela syntes det var utroligt. Hun kiggede rundt på værelset som hun skulle sove i sammen med sin far. Fint var det og der var ingen tremmer for vinduerne så hun ville nok ikke føle sig som i et fængsel som hendes eget værelse. Hun kiggede hårdt på Sakref da han endnu en gang snakkede om børn. Hun vidste ikke om hun skulle flippe ud eller sætte sig til, at stor tude. Hvorfor sagde han det? Ku han ikke vente med og snakke om det til hun bedre ku takle snakken om børn? Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun gik hen til et hjørne af værelset og satte sig der og holdt om sine ben og hale. Hun var for en gangs skyld glad for at hun havde masken på. Hun sad på gulvet og græd lydløst og rystede meget. Hun var ikke vred eller noget hun kunne bare ikke tåle tanken om barnet endnu.

Sakref kunne fornemme at der var noget galt og han vidste godt at det var på grund af barnet.
han gik hen til hende imens hun lå i hjørnet og samlede hende op så hun lå med maven over hans brede skuldre.
"kom her min pige. nu hvor du har været så sød og følge med uden problemer herhjem så vil jeg give dig en smagsprøve på dine belønninger i fremtiden for at have været en dygtig datter." sagde han
han rettede sine hænder imod hendes hoved og fjernede stille masken hvorefter han satte sine hænder imod hendes tendinger og pludselig strømmede der mørke ud af hans fingrespidser som fyldte Rafaelas hoved med gode tanker og en følelse af ekstase og liderlighed. det var som en strøm af følelser der fjernede alle de dårlige ting fra hendes hoved og erstattede det med liderlighed og afslappelse.

Hun gjorde ingen modstand eller noget da han løftede hende op. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder efter han havde løftet hende. Hun kiggede op på ham da han tog masken af hende. Det føltes nu meget rart, at få den af. Man kunne tydeligt se på hendes kinder og rundt om hendes øjne, at hun havde grædt. Hun lukkede sine øjne og mærkede hvordan tankerne som kørte rundt i hovedet på hende blev skiftet til noget positivt. Hun blev mere rolig i kroppen og tårerne begyndte og stilne af. Hun havde en trang til og kysse ham. Det var en underlig følelse. Hun lå stadig over hans skuldre. Hendes arme hang ned af hans ryg. Hun nussede hans ryg kort.

Han lagde en stille ned i den kæmpe store seng så hun ca. ved enden hvorefter han stillede sig foran hende ved sengekanten.
"fjerner du mit tøj for mig?" spurgte han lettere kommanderende som om han ville have hun fjernede tøjet uanset hvad.

Hun satte sig op efter han havde lagt hende ned i sengen. Hun kiggede rundt på den og følte sig meget lille som hun sad i den. Hun nikkede stille og begyndte og tage hans tøj af. Hun havde intet imod at tage hans tøj af. Hun kiggede ikke op på ham da hun var mere fokuseret på hans krop. Hun elskede og se hans nøgne krop. Hun lænede sig lidt frem og begyndte og kysse ham på overkroppen imens hun trak hans bukser af og derefter hans underbukser.

da hun trak hans bukser og underbukser af så opdagede hun at hans lem allerede var pæn stor også selv om at den ikke var stiv.
selve duften af den var som en slags parfume for hende af en årsag. det var som om den påvirkede hende til at blive mere oppe og køre. han stod nu helt nøgen foran hende og smilte til hende frækt.

Hun kiggede stille op på ham efter hun havde fået alt hans tøj af. Hun smilede stille til ham i et lille stykke tid. Hun lukkede øjnene kort tid efter og tog hans lem i munden og begyndte og sutte på den. Hun vidste ikke helt hvorfor hun gjorde det. Der var bare noget indeni hende der drev hende til det. Noget ubeskriveligt. Noget som hun ikke helt kunne forklare, hvis nogen spurgte hende om det bagefter. Hendes hjerne føltes på en måde tom.