I can't talk about it...(Sakref)

S: Royal Flame District
T: Formiddag
V: Solen skinder og der er ikke en sky på himlen
O: Bygninger.
Påklædning:

Rafaela var på vej hjem igen efter hun havde været en hel uge væk fra hendes onkel, faster, fætter, hendes søn Reine som hun havde fået sammen med Assorian, Reine var blevet 2 år gammel og Emily en pige som hun havde reddet for nogle år siden. Zantanna en af hendes bedste veninder havde nærmest adopteret Emily til sig da hun blot var 2 år dengang og menneske. Emily var nu 9 år gammel. Zantanna havde ladet Emily i hendes varetægt da Zantanna var bange for, at hun ville skade Emily da Zantanna var vampyr. Emily havde været hos Rafaela og hendes onkel i godt og vel 2 år nu, hvor ingen af dem havde hørt fra Zantanna overhoved. Rafaela havde haft en fornemmelse af, at det var sket Zantanna noget, men hun havde lovet hende, at hun ikke skulle lede efter hende ligemeget hvad, så det gjorde ondt på Rafaela, at hun ikke kunne lede efter hende.
Rafaela havde ikke snakket med nogen i hendes familie længe og hendes forældre heller ikke. Dels fordi Assorian havde holdt hende fanget en overgang og Zero en hel uge hver måned.

Rafaela kom hjem til sin onkel og listede stille og roligt ud i haven, hvor hun kunne se Emily og Reine lege i haven. Hun smilede stillen for sig selv og blev stående, hvor hun kunne observere dem. Det var utroligt hvor meget de ændrede sig efter blot en uge. Hun havde gået glip af meget den uge hun havde været væk. Hun havde ikke set andre i huset end Reine og Emily. Kendte man Rafaela vidste man med det samme, at hun ikke havde det så godt som man ellers skulle tro. Hun var træt, udkørt, havde nogle blå/lillae mærker på sin overkrop, ben og arme. Dem havde hun fået lige før hun tog afsted fra Zero af.
Ingen af børnene havde opdaget Rafaela endnu, men man kunne godt se på dem, at de elskede hinanden som om de var søskende. Rafaela havde sat sig på trappen som første ned til græsset og så børnene leje i omkring springvandet. Reine var blevet en smule våd, men han grinte og hyggede sig og det nød Rafaela, at se.
Der gik nogle minutter før Emily fik øje på Rafaela og nærmest lyste op som om hun så en stor gave som var til hende. Hun løftede Reine og løb over til Rafaela og de begge omfavnede hende. Rafaela holdt begge børn tæt ind til sig og havde endda lagt sin hale omkring dem begge for, at holde dem endnu tættere.
"Hvor har jeg altså savnet jer 2" sagde Rafaela glad med nogle enkelte tårer løbe ned af sine kinder. Det var rent glædes tåre.
"Hej Mor, mig savnet dig" sagde Reine sødt til hende og holdt sig tæt ind til Rafaela som om han ikke havde set hende i tusind år.
"Hej Rafaela" sagde Emily lidt usikkert. Hun vidste stadig ikke helt om hun skulle kalde Rafaela for mor eller hvad hun skulle selvom hun havde kendt Rafaela siden hun var helt bette og var begyndt, at se hende som sin mor mere eller mindre siden Zantanna var forsvundet.
Rafaela kyssede begge børnene på panden og smilte sødt til dem begge.

kort tid efter at Rafaela var kommet hjem kom Makkadin også hjem. han havde været ude fordi han havde fået besked om at der var nogle der ville snakke med ham i byen. det var en lettere skummel mand der medbragte en besked om at tingene har ændret sig i doomsville city.
Makkadin gik ind af døren og hængte sin kåbe og gik ud imod haven hvor han så at Rafaela var ude med sine børn. han havde taget Rafaela ind for nogle år siden med børnene og passede på dem for hende når hun var på opgave. dog havde Makkadin lagt mærke til at hun havde været væk igen i en hel uge. hvilket han havde lagt mærke til skete hver måned og var blevet meget af et mønster.

han stod ved havedøren og tænkte over beskeden han havde fået fra den skumle mand og samtidig hans bekymring for hvorfor Rafaela altid forsvandt i en hel uge hver måned før han begyndte at gå ud i haven.
han smilte roligt til Rafaela imens han gik så småt imod hende.
"hej Rafaela hvordan går det. jeg synes ikke jeg har set dig her den sidste uges tid." sagde han med et roligt smil og satte sig på kanten af springvandet hvor de også var.

Rafaela sad på trappen med børnene i lidt tid indtil Reine var blevet utålmodig og ville sidde ved springvandet og have sine fødder ned i vandet. Så Rafaela havde sluppet børnene så de kunne komme ned til springvandet. Rafaela havde fuldt efter dem og satte sig på kanten af springvandet og så på børnene lege med vandet. Hun smilte stille og sad roligt med hænderne nærmest foldet i sit skød.

Hun kiggede op imod huset da hun hørte nogen sige hej til hende. Hun smilte stille, men smilet forsvandt dog også hurtigt igen. Hun havde rigtig dårligt samvittighed overfor ham og børnene over hun havde været væk, men hun var også igang med, at bearbejde alt det hun havde oplevet den sidste uge. ”Hej onkel, nej opgaven trak endnu en gang lidt ud end planlagt onkel! sagde hun stille, men man kunne godt se på hende, at hun ikke havde det helt nemt med det han sagde til hende.
Rafaela nussede børnene i håret før hun rejste sig op og gik ind i køkkenet. Hun haltede lidt og hendes hale hang mere end den plejede da den ellers altid plejede, at vifte rundt hele tiden.
Rafaela gik igang med, at finde lidt brød og pålæg så hun kunne lave middagsmad til børnene, sig selv og Makkadin.

Makkadin kiggede på rafaela med et roligt udtryk og nikkede stille imens han rejste sig op igen.
"okay Rafaela jeg håber så ikke det var et stort problem i din opgave. ellers kan du altid snakke med mig om det." sagde makkadin og fulgte Rafaela med indenfor hurtigt gav et smil til børnene inden de kom indenfor.
makkadin tænkte meget over Rafaelas reaktion og han kunne tydeligt mærke noget var forkert ikke kun på en naturlig måde at han kendte Rafaela og hvordan hun var, men også havde han en overnaturlig fornemmelse af noget mærkelig magi over hende.
han rystede tankerne væk hurtigt igen for ikke at lægge opmærksomhed på at han var mistænktsom.
han tog roligt på Rafaelas skulder for at stoppe hende inden hun gik ud i køkkenet.
"jeg tænkte faktisk på Rafaela om jeg kan lokke dig med ud og handle til aftensmad i aften. vincent kommer hjem fra sin opgave og Victoria kigger også forbi." sagde han med et smil.
han ville gerne bruge mere tid med Rafaela. især nu hvor han kan fornemme noget er galt. det er faktisk ikke noget han fornemmer mere men tværtimod så noget han ved. ikke kun at der er noget galt med Rafaela men også at der er noget galt der er sket generelt for familien.

Rafaela havde blot smilt til Makkadin da han fortalte, at hun bare kunne snakke med ham om det, hvis det var hun havde behov for det efter opgaven. Men hun troede ikke på, at han eller nogen anden ville kunne forstå hende.
Hun var lige udenfor døren da hun mærkede Makkadins hænder på hendes skuldre. Hun stod med ryggen til ham og bed sig hårdt i underlæben for ikke at pive da hun havde fået nogle blå mærker på skuldrene. Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede blot stille til det han sagde. Hun trak vejret dybt og kiggede om på sin onkel og tvang et lille smil frem "Jeg smøre lige nogle madder til ungerne så skal jeg nok tage med dig ud og handle ind onkel" sagde hun stille, hun var lige ved at neje for ham som hun plejede at gøre for Zero når hun var hjemme ved ham, men fik taget sig selv i det inden hun gjorde det. Hun gik hurtigt ud i køkkenet og fik hurtigt smurt madderne til børnene og stillede det på bordet.
Hun gik ud og råbte ud til børnene, at der var mad. De kom løbende ind og gik igang med, at spise. Hun smilte stille til dem og Makkadin. Hun gik hen og nussede Emily i kinden "Jeg går lige ud og handler sammen med onkel. Passer du på Reine imens min pige?" spurgte hun stille og smilede ned til Emily. "Det skal jeg nok...mor" sagde Emily stille. Hun havde sagt ordet mor lidt lavt, men Rafaela var vel som en mor for hende. Rafaela smilte og gik ud til sin onkel igen "Så er jeg klar onkel" sagde Rafaela stille og smilte let til ham.

Makkadin smilte til hende "du er sku den bedste niece man kunne ønske sig" sagde han taknemmeligt.
Makkadin gik ud i gangen for at gøre sig klar og vente på at Rafaela blev færdig.
han havde godt lagt mærke til at Rafaela havde givet et lille gip i sig da han havde lagt sin hånd på hendes skulder. han tænkte på om hun mon var kommet til skade med skulderen under opgaven?
da Rafaela var klar så nikkede han til hende "super så lad os smutte." sagde han og åbnede for hoveddøren og trådte ud.

der gik omkring 5 minutter på vej ned imod markedet før Makkadin fik sagt noget.
"jeg tænkte på Rafaela om du er kommet til skade med din skulder under opgaven?" sagde han pludseligt. både fordi han var bekymret for hende hvis hun var tilskadekommet og også for at bryde stilheden.

Rafaela gik roligt med Makkadin ud. Hun stivnede kort da han spurgte om hun var kommet til skade. Hun haltede jo, havde en masse blå mærker på overkroppen og benene samt hendes hale hang bare ned istedet for, at vifte rundt til siderne.
Hun kiggede ned i jorden kort og trak vejret dybt før hun kiggede op på sin onkel "Det er bare nogle blå mærker onkel ikke andet" sagde hun stille og kiggede ikke op på sin onkel. Hun havde virkelig svært ved, at kigge op på ham samt at have svært ved, at tale helt sandt til hendes onkel. Hun kiggede op på sin onkel og smilede let til ham "Hvad skal vi have til aftensmad onkel og hvornår kommer Vincent og Victoria?" spurgte hun nysgerrigt for, at lede samtalen væk fra sig selv

Makkadin kiggede på hende meget skeptisk.
"jeg tror det er mere en bare blå mærker. du kan dårligt nok gå let alene bruge din hale kan jeg se. kom lad os tage en hurtig smuttur forbi den lokale alkymist. så får vi fat i nogle urter og planter jeg kan lave nogle healende miksturer og bandager til dig." sagde han roligt og med et smil og uglede Rafaelas hår med sin hånd.
"har du glemt at jeg er en af de bedste healere i byen eller hvad? samt burde du da vide jeg ikke ligefrem er nybegynder inden for at være en eventyrer."" sagde han med et smil.
Makkadin har været mange ting igennem sit liv. han har dog altid været paladin inde for lysets tro. men det har også givet ham mange roller, fra kriger til healer. fra den var i kampene til den der kontrollerede kampene.
han tog Rafaela rundt om hjørnet istedet for at gå ligeud imod markedspladsen for at komme hen imod alkymisten.

Rafaela kiggede ned i jorden da hun hørte på sin onkel, at han ikke troede på hende overhoved. Hun de sig usikkert i læben og vidste med det samme, at hun ikke ville kunne undgå, at hendes onkel ville se alle hendes mærker på kroppen så snart de kom hjem og var alene. Det var jo kun på det hun ikke skjulte, hvor der ikke var mærker fra piske osv på hendes krop. Hun bed sig i underlæben og var bange for, hvad der ville ske så snart de kom hjem.
Hun smilede dog lidt da hun mærkede sin onkel ugle hendes hår. Hun nikkede blot til det han sagde og gik langsomt med ham. Hun gik altid ca 1 meter bag ham og sagde næsten ingenting. Hun plejede, at være meget snaksaglig når hun var ude og handle med sin onkel. Det var hun bare ikke længere.
Under hele turen, hvor de var ude og handlede svarede hun blot på det ha spurgte om og havde han sendt hende hen efter nogle ting til aftensmaden hentede hun det blot uden et ord.

selve indkøbsturen var relativ kort selvom Makkadin prøvede flere gange at starte en samtale op med Rafaela men til ingen nytte. de fik handlet maden ind som skulle være en slags steg fyldt med urter af forskellige slags med noget ris til. udover det fik Makkadin også købt en del bandager, urter og planter og magisk blæk.
men Makkadin nævnte ikke hvad det magiske blæk var for.
efter turen gik de direkte hjem da klokken var allerede ved at være hen af eftermiddagen.
de nåede kun ind af døren og lægge varene på plads før hoveddøren gik op igen.
det var Vincent der var kommet hjem efter en lang dusørjæger opgave hvor han har været kort tid før Rafaela tog afsted i den uges tid.
"Jeg er hjemme!" råber Vincent fra gangen imens han tager sine store støvler af og sin lange røde kappe.
han var iklædt sit normale dusørjæger udstyr som var en fuld læderrustning der var opgraderet med plader af metal på ydersiden til beskyttelse, samt hans bælte med hans to pistoler.

Vincent

Imens Makkadin og Rafaela havde været ude og handle havde Emily ryddet op efter hende og Reine og gået ud i haven og lege igen.
Rafaela var ude i køkkenet da Vincent kom hjem. Hun trak vejret tungt og gik ind i stuen og smilte stille til ham da han kom ind ”Hej fætter” sagde hun stille og smilte stille til ham.
Rafaela havde stadig ikke fået skiftet tøj og hun håbede ikke på, at hendes onkel forventede at hun bad ham om at ordne hendes små skader som nok ikke var så små alligevel.
Hun vidste dog godt, at det ikke varede længe før hun skulle gå igang med aftensmaden da Reine altid kom tidligt i seng.
Rafaela kiggede hen på Vincent ”Haft en god tur?” spurgte hun lettere nysgerrigt og satte sig på sofaen. Man kunne tydeligt se på hende at det gjorde ondt i hele hendes krop når hun satte sig eller så snart noget var imod hendes mærker.

Vincent gik ind i stuen og satte sig og begyndte at pille sin rustning af.
"hej kusine" sagde han imens han kæmpede med rustningen.
Makkadin var allerede gået igang med at forberede både de healende salver, miksturer og bandager til Rafaela for i aften men også aftensmaden.
vincent fik løsnet den sidste strop fra sin rustning og fik taget en afslappet skjorte på.
"god tur og god tur det var en kæmpe jagt på en kujon som slet ikke turde komme frem. istedet brugte han alle sine mænd imod og låste sig inde i en kæmpe magisk sikkerhedsrum og derefter flygtede han igennem en hemmelig tunnel. så en lang jagt. hvad med dig du ser ud til at selv at have været igennem noget kamp for nyelig." sagde han og pointede hvordan hun rykkede sig hele tiden og han kunne tydeligt se ubehaget i hendes ansigt.

Reine var kommet ind i stuen og havde løbet hen til Rafaela. Hun havde løftet ham op i sofaen så han kunne læne sig op af hende imens hun holdt sin ene arm omkring ham. Emily var istedet gået ind til Makkadin og var gået igang med, at hjælpe ham med, at lave aftensmaden. Emily elskede at lave mad sammen med andre.
Rafaela lyttede stille til det Vincent fortalte om hans jagt.
Det løb også som en hård jagt han havde haft. Da han dog istedet spurgte ind til hvordan hun havde haft det den sidste uge blev hun mere stiv i ansigtet i et kort øjeblik. Hun holdt Reine ind til sig og nussede ham i håret. "Det gik, men der er vel altid komplikationer på opgaverne på den ene eller anden måde. Jeg tror bare jeg trænger til, at ligge i en god seng og bare slappe af" sagde hun stille. Hun prøvede at lyde overbevisende og smile til Vincent, men hun vidste ikke om han troede på den undskyldning hun var kommet med for hun trængte sikkert til en del mere end bare, at ligge i sin seng om natten.

Vincent havde rejst sig op efter at have taget sin rustning af og smidt den hen ved siden af trappen op til værelserne. han gik derefter tilbage til sofaen og satte sig
"hvile er altid vigtigt og især efter en opgave. men pleje af ens skader er også vigtigt" sagde Vincent roligt.
Makkadin kunne ikke lade vær med at følge med i samtalen der foregik inde i stuen. men der var heller ikke langt fra køkkenet til stuen.
"jeg har også sagt til hende at jeg kigger på hendes sår senere og hjælper hende med at få det behandlet ordenligt." sagde makkadin, stadig godt igang med mortaren til at lave salver med ude i køkkenet.
"god ide far. det er bedre at få tjekket for en sikkerheds skyld." svarede Vincent og lændte tilbage i sofaen.

Rafaela sad bare stille i sofaen og aede Reine i håret. Han havde været et rent mirakel for hende. Hun troede ikke hun kunne få børn efter Rottenstein havde brugt hende som en forsøgskanin efter en uheldig episode, hvor hun havde været på opgave for sin far, hvor hun dårligt nok var i live til sidst. Det var forsøget eller ligge i en seng i en kælder i flere måneder.
Rafaela lyttede blot til det hendes onkel og fætter sagde. Hun bed sig lidt i læben og overvejede drastisk, at sige til sin onkel hun sagtens selv kunne se på sine skader eller sige det ikke var så slemt selvom det gjorde ondt, hver gang Vincent flyttede på sig i sofaen. Hun overvejede at bede ham om, at sidde stille, hvis han skulle sidde der, men kunne ikke få sig selv til det.
Man kunne godt se på hende, at det gjorde ondt når Vincent rykkede på sig. Hun kiggede blot ned på Reine som lå og slappede af op af hende. Reine lignede faktisk meget sin far udover, at Reine var draconianer og var blå i huden, men han havde arvet Assorians sorte hår og øjne. Hun kyssede ham let på panden. Hun elskede faktisk den dreng mere end noget andet og Emily som blot var et menneskebarn hun havde endt med, at tage til sig nu hvor Zantanna var forsvundet begyndte hun også få nogle moderfølelser for hende.

inden der kunne snakkes videre om det så bankede det på.
"der er åbent" sagde Vincent og ind af døren kom Victoria.
"surprise jeg valgte at komme lidt tidligere fordi jeg har savnet jer alle så meget" sagde hun og havde hurtigt taget hendes støvler af og var allerede inde i stuen hvor hun gav et kram til Vincent.
"hold da op du er blevet stærk Vincent. du må godt nok have trænet" sagde Victoria med et smil og tog lidt på Vincents krop.
Vincent kunne ikke lade vær med at grine lidt af Victoria.
"jeg er skam blevet stærkere men du bruger det jo kun som en undskyldning for at tage på mig" sagde Vincent flabet og med et smil på læben.
"måske. det må jo holde sig som et mysterium." sagde Victoria med et smil på læben og gik videre over imod Rafaela.
"der har vi jo min ynglings niece og hendes lille vidunder dreng" sagde hun med et smil på læben og gik ned for at ville kramme Rafaela og Reine på samme tid.
Victoria havde virkelig savnet dem alle sammen. hun havde været der meget ofte på det sidste men var nød til at tage afsted imens Rafaela var afsted og havde haft travlt indtil idag.

Rafaela sad stille og prøvede, at bide smerterne i sig. Kunne hendes familie ikke bare være lidt roligere en gang imellem? Nogle gange fattede hun ikke sin egen familie men den var vel også en smule forskruet, hvis man spurgte om Rafaelas mening.
Reine kiggede op på Victoria da hun kom ind af døren. Han smilte stille og gav hende et kram da hun kom for, at kramme dem. "Hej Faster" sagde Rafaela stille og bed sig i underlæben imens Victoria krammede dem.
Rafaela kiggede ned på Reine og smilte sødt til ham "Kan du ikke lige gå hen og lægge dig op af onkel Vincent?" spurgte hun ham stille. Han nikkede ivrigt og hoppede hen og lagde sig op af Vincent. Rafaela rejse sig hurtigt op da hun fik ondt i hele kroppen da Reine havde hoppet på sofaen. Hun kiggede på Makkadin og man kunne godt se på hendes øjne, at hun var ved, at blive sindssyg af smerter.
Hun kiggede derefter på Victoria og smilte "Hvad har du så fået den sidste uge til, at gå med?" spurgte hun stille og gik hen og lænede sig langsomt op imod væggen.

Vincent tog overrasket imod Reine men så ikke noget imod det så han begyndte at pjatte med Reine istedet.
Victoria gik med Rafaela og stod bare op.
"lidt af hvert. for at være ærlig fik jeg et brev for nogle dage siden om at der var problemer i Doomsville City så jeg var lige derhenne for at tjekke det ud." sagde Victoria. hun havde ikke lyst til at tilføje detaljen at hun har været henne ved darkwind citadel hvor det stod tomt og forladt. hun har også været ude og lede efter de andre men til ingen nytte. hun kunne hverken finde spor af hvor de forsvandt hen eller hvorfor. men det var tydeligt at noget var sket.

"hvad med dig Rafaela. du tog afsted lige før jeg tog afsted. hvor længe har du været hjemme?" spurgte Victoria nysgerrigt. hun anede intet om hvor Rafaela tog hen eller hvor længe hun har været væk. hun var selv kun kommet hjem igår.

Rafaela stod stille og smilte let over, at Reine og Vincent legede med hinanden. Hun kiggede på Victoria imens hun snakkede. Hun nikkede stille til det Victoria sagde. Hun stod lidt og tænkte over Victorias spørgsmål om hvornår hun var kommet hjem "Jeg kom hjem for ca 1 times tid siden" sagde hun stille og trak let på skuldrene. Man kunne godt se på hendes ansigtsudtryk, at det gjorde ondt på hende.
Hun kiggede lettere opgivende hen på sin onkel "Skal vi få torturen overstået onkel?" spurgte hun for, at få styr på smerterne, men hun bad til, at hendes onkel ikke ville spørge ind til alle hendes skader på kroppen når han gik igang.
Hun haltede op på sit værelse og lagde sig på sin seng med alt tøjet på. Hun pev så snart hun ramte madrassen. Hun kunne ikke huske hvornår hendes seng havde været så hård, men der var jo ikke noget anderledes ved sengen overhoved. Hele hendes krop gjorde bare ondt.

Victoria kiggede på Rafaela.
"nå okay så er du slet ikke længe du har været hjemme" sagde hun roligt
da Rafaela begyndte at snakke til Makkadin var han lige blevet færdig med tingene.
"er lige blevet færdig så det kan vi godt. du går bare op så kommer jeg lige om lidt." sagde Makkadin og tog de forskellige ting og begyndte at proppe det ned i en lægetaske.
"vi ses lidt senere smukke" sagde Victoria til Rafaela imens hun var på vej op af trapperne.
Vincent havde godt lagt mærke til hvad der skete rundt om sig men valgte at distrahere Reine og holde øje med ham så der ikke skete noget.
Da Makkadin var færdig med at putte i tasken gik han hen imod trappen men inden han nåede så langt så tog Victoria fat i hans overarm da han var ved at gå forbi hende. så stærkt at det fik ham til at stoppe med det samme.
Victoria begyndte at spørge ind til hvad der var sket med Rafaela og Makkadin forklarede sine tanker om at noget var sket som ikke var særlig godt og han vidste ikke  endnu hvad der var galt men han ville finde ud af det og hjælpe Rafaela med sine skader.
Victoria nikkede som svar og gav slip og lod ham gå op af trappen.
Victoria gik ud i køkkenet for at underholde Emily så hun ikke var alene i køkkenet med alle tingene.
Makkadin kom op på Rafaelas værelse og lukkede døren bag sig.
han lagde sin taske på en stol ved siden af sengen og tog en lille flaske med noget væske i.
"drik det her søde det vil hjælpe med at dulme smerterne. men prøv ikke at smage på det." sagde han med et smil og rakte hende den lille flaske.

indholdet i flasken er en mikstur som fungere som kraftig smertestillende. dog dulmer den ikke kun fysiske smerter men den dulmer hjernen også. hvilket medfører til at man har det svære med at tænke.

da Makkadin havde givet hende miksturen så vendte han om igen imod tasken for at tage de forskellige salver frem som ville hjælpe med at løsne musklerne og rense sår. han havde også taget nål og tråd med for en sikkerheds skyld hvis hun havde behov for at blive syet nogen steder.
han havde også en ekstra mikstur lavet klar til hvis den første ikke hjælper nok imod smerterne. men han vil dog ikke bruge den med det samme da for stort indtag af dem kan medfører til bivirkninger. de er dog kun midlertidige men det kan dulme hjernen så meget at man ikke tænker og reagere kun på basisk natur instinkter. for det meste gør det mænd meget aggressive til det punkt hvor de angriber og flår folk i stykker som dyr. dog hos kvinder bliver det nærmest som de kommer i en meget kraftig brunst.
begge ting var noget han ikke ønskede at skulle ske hvis han kunne undgå det.

ud over det havde han klargjort bandagerne som indeholdte salver og healende vand som Makkadin selv havde velsindet. Det vil hjælpe på at sårerne healer meget hurtigere og ikke efterlader store grimme sår samtidig med at det virker lindrende på huden og mod smerterne.
han vendte sig tilbage imod Rafaela.
"skal du have hjælp til at tage tøjet af?" spurgte Rafaela og kiggede roligt på hende. hvis hun ikke kunne få tøjet af ville han gerne hjælpe.

Da Makkadin kom op på værelset satte hun sig langsomt op på sengekanten. Man kunne godt se på hendes ansigtsudtryk, at det gjorde ondt bare hun bevægede sig. Hun vidste godt, at hendes familie havde regnet ud, at der var noget galt og hun vidste at det heller ikke ville vare længe før hendes onkel enten havde regnet det ud eller var tæt på det. Hun tog imod den lille flaske han rakte hende og drak af den. Hun lagde ikke en gang mærke til hvad den smagte af overhoved. Hun gav ham den tomme flaske igen og sad bare stille og ventede på, at indholdet fra flasken ville virke.
Man kunne næsten se på hende, at hendes hjerne begyndte at kører i tomgang og var begyndt at slappe af og stoppe alle unødig aktivitet i hjernen.
Hun kiggede hen på sin onkel da han spurgte om han skulle hjælpe hende med, at tage tøjet af. Hun rystede lidt på hovedet og rejste sig op. Hun havde stadig smerter i hele kroppen, men ikke så slemt som det havde været før hun drak af flasken. Hun tog sit tøj af og lagde det på natbordet ved siden af hendes seng.
Der kom nogle tydelige mærker over hele kroppen, der var dybe sår på ryggen, maven, overarmene, lårerne, der var blå mærker over det hele på kroppen. Hun lignede kort sagt en der havde fået tæsk i døgnets 24 timer siden hun var taget afsted fra sin onkel af for en uge siden. Hun kiggede ikke hen på sin onkel og bed sig lidt i underlæben før hun lagde sig på maven på sengen. Hendes hjerne var mere tom end for inden selv tankerne fra den forrige uge var mere eller mindre væk i tidspunktet. Men hun vidste godt, at så snart hendes hjerne kunne tænke klart igen ville hendes onkel stille hende en masse spørgsmål om det var hun ikke i tvivl om.

han var meget overrasket over mængden af sår og blå mærker. for ham lignende hun som om hun havde kæmpet imod 50 mænd på en gang.
dog er der en gang før han har set sådan nogle skader før og det var da en troldmand fik bundet Victoria i en bindingsbesværelse imod djævle. han sagde ikke noget. han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til alt det her. men han vidste godt hvad der foregik nu eller han var næsten sikker.
han sprittede sine hænder af så de var rene og tog salven og begyndte at tage salven op af bøtten med fingrene.
"jeg smørrer den her salve på dig nu. hvis det kommer til at gøre for ondt så sig til. så har jeg noget ekstra du kan få mod smerterne." sagde han så hun vidste at hvis det gjorde for ondt så havde han noget ekstra smertestillende.
han begyndte langsomt at smørre salven på Rafaelas sår på ryggen. dem alle sammen. det ville svige da det renser sårerne.
han smurte et tykt lag på og holdte øje med store sår der havde behov for at blive syet.

Rafaela lå stille på maven imens Makkadin smurte hendes skader ind. Hun flyttede ikke på sig selvom det gjorde ondt. Hun var van til smerterne. Hun vidste ikke helt om hun skulle forsvare det eller ej, men hun var også mere eller mindre bedugget oven i knolden.
Hun lukkede sine øjne og trak vejret dybt ”Det fint nok onkel” sagde hun stille og trak vejret dybt. Hun havde nogle dybe sår tæt på skulderbladende og der var et meget dybt sår omkring roden ved hendes hale. Det var grunden til, at den bare hang og ikke viftede rundt som den plejede.

Makkadin kunne ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet da han så hendes hale. det kom til at gøre meget ondt at sy halen på plads og oppe ved skulderbladende.
han var lidt usikker på hvad han skulle gøre. hun virkede ikke til at være i store smerter lige nu men samtidig kommer det til at gøre meget ondt og som tingene er lige nu var han heller ikke sikker på om hun ville overhoved udtrykke hvis hun faktisk var i smerter. han havde skam lagt mærke til at hun var en stædig pige. Det var tydeligt at hun havde arvet det fra hans bror Sakref.
han besluttede sig for at det bedste ville nok være på den sikre side end at hun ender i store smerter og gør det sværre at sy.
han blev færdig med at smørre de små sår ind i salven og tørrede lige det sidste af i et håndklæde der var i tasken.
han tog den anden flaske op lidt modvilligt.
"så har jeg smurt dine små sår men du har nogle store sår så du bliver nok nød til at sy dem så du bliver nok nød til at drikke en ekstra mikstur for en sikkerheds skyld. vil ikke have du ender med at rykke på dig imens jeg syer dig sammen eller river noget op" sagde han roligt og smilte blidt til Rafaela imens han rakte flasken til hende.

Hun lå bare stille og ventede på, at hendes onkel blev færdig med at pleje hendes sår på ryggen, halsen og bag på hendes arme og ben. Hun trak vejret dybt og kiggede om på ham da han snakkede til hende. Hun lå lidt og prøvede at tænke på om hun behøvede den eller ej, men hun nåede aldrig til en konklusion før satte sig lidt op uden, at hun sad på sin hale.. Hun tog imod flasken og drak af miksturen og gav ham den tomme flaske igen og lagde sig på maven så han kunne blive færdig med sårene på hendes ryg osv inden han kunne klare resten på fronten af hende.
Hun lukkede stille sine øjne og slap af imens hun ventede med at han gik igang igen med hendes sår.
Da han gik igang med, at sy hendes dybe sår lå hun bare stille og halvsov