I most talk with you //Sakref og Zantanna//

Sakref holdte et konstant øje på Rafaela og hele tiden holdte øje med hende så han kunne nå at gøre noget ved det når hun blev ustabil igen.
han lagde mærke til at det var begyndt at lugte så han hentede en klud med varmt vand og sæbe og begyndte at rengøre hende. så hun ikke endte med at få betændelse.
han fandt også sprit frem og spritede hende af. for at sikre sig at alle de farlige bakterier var væk.

imellemtiden på hospitalsstuen.
Valiona rejste sig op for at stoppe Zantanna i at bevæge sig for meget.
"Zantanna du skal ikke bevæge dig for meget. du er stadig meget såret. jeg vil få nogle vagter til at tage ned og holde øje med Emily men jeg tror ikke det er godt at hun kommer herop og ser hvordan du har det lige nu. der er ingen årsag til at bekymre hende også. jeg kan garantere dig for at du skal nok få det bedre og du skal nok få lov at se Emily igen men du bliver nød til at stole på mig når jeg siger at du bliver nød til at hvile dig så dine sår kan hele." sagde Valiona med et bekymret smil.
Valiona valgte af smile og grine lidt af det hun sagde om at deres familie var forvirrende.
"der er ingen familier der er ligeud og forstående og især ikke hvis man er en der kommer udefra men der er så mange ting der ligger i en familie. især denne familie. vores familie består ikke kun af vores egne børn men dem vi vælger er vores børn. alle Sakrefs lærlinge er hans børn og det vil også sige mine børn. Bron, Neko, Beko, Nika de er alle hans børn i hans øjne. han har haft dem lige siden de var små bortset fra Bron selvfølgelig men du vil kunne forstå når du møder ham. men vi er alle bundet sammen i følelser der bevæger sig frem og tilbage. men det er også det der gør at vi altid vil hænge sammen uanset hvad der end sker. det er de følelser vi har for hinanden eller mere den ene følelse som vi alle har for hinanden helt nede i bunden og det er at vi elsker hinanden over alt andet i verden" sagde hun med et smil.
man kunne høre at hun virkelig havde tænkt over det.
Valiona greb pengene og smilte til hende et moderligt smil.
"min pige hvis min mand har givet dig disse penge så har han ment at du har fortjent dem. jeg synes derfor du skal beholde dem og så skal du ikke tænke mere over det." sagde hun med et smil.
Valiona var selvfølgelig bekymret for Rafaela allermest men hun stolede på at Sakref havde styr på situationen med Rafaela så hun valgte at holde mest fokus på Zantanna som havde det både skidt psykisk og fysisk lige nu.

Hun nikkede ganske svagt, men skjulede skuffelsen ved at hun ikke måtte få Emily med op, men selvfølgelige havde hun ret. Emily havde ikke fortjent at skulle se hende sådan, men kunne ikke slappe af hendes krop var spændt og trangen til at rejse sig var meget stor. Slottet var stort det hele stort og hun var ikke vant til det. Zantanna følte sig spærret inde. Hun sank kort en klump og af ren lydighed blev hun liggende, hun lukkede øjnene imens lyttede. Hun måtte spørge om det hun havde i tankerne forsigtigt åbende hun øjnene og kiggede Valiona ” hvad skete der med Rafaelas barn?” spurgte hun der blev rum til spørge, hun blev nød til at spørge for hun følte ikke at kunne få situationen til at hænge sammen. Hun var mere forvirret over det hele end hun blevet klogere. Hun ventede lidt så begyndte Valiona at forklare om deress familie hun kendte ikke noget til det der blev sagt, men det lyd rart at være del af noget. Hun lagde hovedet lættere på skrå imens hun forstillede sig hvordan det måtte være. Zantanna havde ikke prøvet det, hun havde prøvet at stikke af, men det havde kun fået hende smidt i kælderen hvor hun tilbragte resten af sit levende liv nede og det meste af hendes vampyr liv. Hun sukkede tilfredst da hun færdig med tænke over hvor dejligt det måtte være. Hun havde aldrig haft noget se frem til andet end vold. Det med familie var en mærkelig ting for hende ” det lyder dejligt” sagde hun gav en smule tilkende at hun ikke havde haft det sådan.
Zantanna kunne ikke rigtigt dreje hovedet omkring det, men det med blive elsket af nogen lød rart.
Hun bed sig i svagt læben og da hun sagde det var hendes penge rystede hun på hovedet og ville ikke tage dem tilbage, det var ikke hendes. Hun kunne ikke tage dem. Hun havde mislykkeddes og pengene til missionen var ikke hendes mere.

Efter et stykke tid faldte hendes tanker igen på Rafaela, hendes øjne var også blevet svagt røde fordi trangen til blod meldte sig på banen. Hun bed sig hårdt læben for undertrykke trangen. Hun vidste at hun skulle have blod på et eller andet tidspunkt, men når hun ikke måtte rejse sig hvordan skulle hun så få det. Lysten til blod gjorde at hun havde svært ved at ligge stille ikke fordi hun ikke havde haft svært ved det før, men det blevet endnu svære. Hun Lukkede igen sine øjne prøvede tænke på noget andet, men det var svært. Hun hvæssede svagt hun hadede sig selv, hun kunne ikke. Hun måtte væk inden der skete noget Zantanna ville fortryde. Et svagt gisp undslap hendes læber da hun med et sæt satte sig op. Hun havde haft svært ved styrre sig det var også en af grundene til at hende og Emily ikke var så meget sammen. Hun blev som en anden når hun blev sulten hun blev som et dyr. Hendes vejrtrækning blevet tungere og da hun kiggede på Valiona var hendes øjne blod røde, hvilket denne situation indikerede at hun var sulten. Hun tænkte ikke meget over det da hun rejste sig op, hun drevet af lysten og ikke så meget andet inden hun satte kursen imod døren mumlede hun undskyldende. Hun ville ikke ødelægge mere, men kom ikke synderlig langt før hendes krop faldte sammen, men skulle ikke tilbage til rummet. Et svagt hvæs undslap hendes læber og med alle de krafter hun havde rejste hun sig og forsatte, der ingen som skulle stoppe hende vis de havde livet kært. Zantanna var sikker på at dette her reaktionen over chokket og sorgen over at Rafaela havde vis hun kunne bestemme taget den nemme løsning og havde villet forlade hende, som endelig havde havde fået overtaget. Det var eneste der drev nu var det også hendes sult.

Der gik 2-3 tmer før der var den mindsten tegn på liv fra Rafaelas side af. Hun rykkede lidt på sig. Det var ikke meget hun bevægede sig, men lidt var der. Der gik nogle minutter før hun langsomt åbnede sine øjne. Alt var slørret for hendes øjne, men samtidig kunne man godt se på hende, at hun var meget afkræftet efter alt der havde sket de sidste mange timer. "Hvor er jeg?" sagde hun lavt med en træt stemme. Hun kunne ikke huske hvad der var sket udover, at hun havde jagtet Melvin og ville angribe ham i vrede, men mere kunne hun ikke huske. Hun havde været ude af kontrol og når hun var det kunne hun sjældent huske, hvad det var hun havde gjort når hun var blevet sig selv igen.

Valiona smilte til hende.
"du kan tage pengene når du selv mener du er parat til dem" sagde hun og lagde dem på bordet imellem deres senge.
Valiona gik hen og satte sig på kanten af sin egen seng og tænkte over hvad hun skulle sige til hendes spørgsmål.
"Sakref min mand er en meget stolt mand. især ved sin families navn. det er ikke underligt at han er det da han er blevet opvokset af grever og grevinder i hele sit liv. han har derfor en stor respekt til familiens navn. mens Rafaela er lidt mere løs med familiens navn. Sakref havde beordret hende til at hun måtte ikke forlade slottet da han ikke mente hun var klar nok til den store verden derude. men hun lyttede ikke til det han sagde og brød derfor reglen han havde sat for hende. de eneste gange han kender til var hun stukket af og vendt tilbage hvor hun var blevet forgiftet imens hun var ude. den anden hændelse hvor hun stak af som Sakref kender til blev hun voldtaget på åben gade så alle kunne se hende. det har ødelagt eller tilsnuset meget af familiens navn og det var Sakref overhovedet ikke glad for. det der var dog dråben var da Rafaela blev gravid med sin bror. hvis barnet blev født og ord kom ud om det så ville alt den respekt familiens navn havde tilbage ville være væk. der bliver nemlig set meget ned på incest. derfor ville Sakref... min mand straffe Rafaela. hun skulle kende til følelse af at nogen som man holder meget af miste det man holder mest af, fra den person. og derfor beordrede han Melvin til at tage barnet og stille det ud på the valley of the dead hvor det skulle dø. men jeg har en hemmelighed. Melvin har fortalt mig at barnet stadig lever. da han stillede barnet ud hørte han Necromancerne komme og de har så taget barnet til sig for at skulle blive vokset op hos dem. men ingen ved det her. især ikke Rafaela for hun skal ikke vide det her for så vil hun løbe så hurtigt hun kan for at finde Necromancerne. ligeglad med sin egen sikkerhed eller noget lignende." sagde Valiona.
man kunne høre hun ikke var stolt af det Sakref havde gjort men var glad for at barnet levede endnu.
Valiona fik noget af et chok da hun opdagede at Zantannas øjne var blevet røde men hun vidste godt hvad det handlede om.
faktisk var Valiona gået igang med at finde en pose med blod til Zantanna så hun kunne få stillet lysten. da hun løb sin vej.
"jeg har blod til dig her!" råbte Valiona efter Zantanna

imellemtiden
Sakref sad ved siden af Rafaela da hun vågnede op.
"du er nede på mit laboratorium. i varmelokalet. du er blevet syet og skal ligge stille" sagde Sakref stille.
han var glad og prøvede at holde tårene tilbage da han vil stadig være præsentable.

Zaantannas krop gav efter flere gange, men hun gav ikke op hun skulle ud og væk, hun skulle nok holde det hemligt det med barnet, hun ville ikke sige sige noget. Hun forsatte et stykke videre inden hun satte sig på jorden. Zantanna havde stadig følelsen af at have svigtet og vis hun nu forsvandt kunne hun ikke ødelægge noget, men hun kunne vel heller ikke lade Rafaela i stikken nu hvor Rafaela havde mest brug for hende. Hun rev sig op langs væggen hendes øjne var stadig røde og man skulle nok stadig ikke røre hende vis man ville leve. Hun tænkte så det knagede hun bed sig svagt i læben. Zantanna anede ikke hvor hun var, men sikker på dette her ikke var vejen ud. Hun støttede sig op af væggen ” hvorfor ville du forlade mig Rafaela” mumlede hun svagt inden faldt ned på jorden fordi hendes krop sagde stop. Hendes hår faldte ned i hendes øjne fordi hun kiggede ned i jorden. Det var først nu hvor hun var alene kunne få selv til at virke ked af det. Hun lod svagt sin ene hånd glide i ansigtet som en der tørede sine tåre væk. Zantanna havde stadig lyst til tage hjem hvor hun ikke kunne ødelægge noget, det var så tydeligt at hun gav sig selv skylden. Var det dette her Hendes adoptivfar havde advardet hende om. Følelser gjorde ondt og hun havde slet ikke lyst til have dem. Hun fnøs kort hun måtte videre vis hun skulle komme ud her fra inden nogen ledte efter hemde, men efter flere forsøg på at rejse sig og forsætte gav hun op. Den drift som havde været der før var forsvundet og nu var udmattelsen kommet. Hendes vekrtrækning var stadig tung, men den var ikke så voldsom som den havde været før.
Hvordan kunne Rafaela ikke se hvor heldig hun var, hun havde en familie som holdte af hende og prøvede godt nok på egen måde at hjælpe hende. Efter denne dag havde Zantanna følt at hun ingen havde og at hun var helt alene og fortabt. Det smertede hende frygtligt meget at hun ikke havde kunnet hjælpe. Faktisk skulle hun ikke havde været kommet, se hvor det havde ført dem hen. Rafaela havde gjort skade på sig selv og hun hadede sin familie som gjorde alt for hende. Familier havde regler som skulle følges, det vidste hun, men måske det kunne være svært at indse nogen gange. Hun sukkede svagt. Hun var måske smule jaloux på Rafaela. Rafaela burde være glad for det hun havde og ikke det hun hun havde mistet. Hun bed sig i sine læber for at holde et vredt skrig tilbage mere fordi hun ikke ville opdages og blive sendt tilbage til hvor hun kom fra. Hun havde brug for at tænke også vis det gjorde ondt, men hun ville gøre det alene. Efter en kort pause begyndte hun kravle lysten til komme væk var større end det med at vente på hun blev fundet.

Der gik lidt tid før Rafaelas øjne begyndte og se normalt igen. Hun kiggede op på sin far. Var hun blevet syet? Hvorfor? Hun kunne overhoved ikke huske, at hun havde prøvet og begå selvmord. "Hvorfor er jeg blevet opereret?" spurgte hun lettere forvirret. Hun kiggede ham op i øjnene og kunne se, at der var nogle tårer han prøvede og skjule for hende. Hun satte sig op og bed sig hårdt i underlæben da hun mærkede en smerte igennem hele sin overkrop. Hun kiggede lidt på ham "Hvorfor græder du far?" spurgte hun forvirret.

Sakref sank en klump før han sagde noget til hende.
han tænkte lidt over hvorfor det var at hun ikke kunne huske noget af sit raseriangreb.
"du angreb Melvin og var gået fuldstændig amok, Zantanna prøvede at få kølet dig ned men du ville ikke og endte med at såre Zantanna med din ild. du prøvede derefter at begå selvmord. mig og din mor Valiona vi har reddet jer begge lige i sidste øjeblik. " sagde han og prøvede at holde hende nede da hun ikke skulle rejse sig op endnu med de sår.

imellem tiden på gangen.
i det Zantanna skulle til at vende sig for at kravle videre så stødte hun næsten ind i et venligt ansigt der stod og kiggede på hende med flotte skindende øjne og et nysgerrigt ansigtsudtryk.
det var en sortelver pige, eller kvinde. det var ikke til at sige med det unge ansigt. hun havde langt lyserødt hår og havde en lang lyserød kimono på med flotte dragemønstre på.
hun kiggede på Zantanna med sine lysende øjne.
"er du okay?" spurgte hun venligt.
sortelver pigen hed Nika. hun vidste godt hvad der var galt da hun havde allerede læst situationen og havde læst Zantanna til at hun var sulten efter blod.
Nika trak en pose blod frem til Zantanna og smilte et venligt smil.

Zantanna satte sig da hun ramte ind i nogens ben, hun kiggede op på vedkommende og sukkede svagt så meget for at være alene. Hun havde håbet at hun kunne kravle vis ikke ud så til et sted hun kunne være alene, men det åbenbart for svært. Hun skulle lige til at kravle videre, men stoppede da færten af blod ramte hendes næsebor. Hun trak vejret tungt og ville egentlig ikke tage posen, men sulten fik hende til rejse sig op tage posen hun vendte den svagt hænderne og bed sig svagt i læben. Det var ikke det samme som tage det fra kroppen, men det ville gå. Hun kunne jo ikke rende rundt og være farlig for alle omkring sig. Zantanna anede ikke hvad skulle svare for det var jo nemt og se at hun ikke havde det godt, hendes hud var stadig et sår der hvor Rafaela havde ramte og det lugtede brændt flere steder, men så snart hun fået det blod fra posen ville hun havde det fint i et stykke tid. Hun bed hul posen med sine skarpe tænder og drak. da hun færdig var hendes øjne næsten normale, men dog stadig svagt rødt skær i dem, fordi hun stadig var sulten. Hun vendte sig om imod pigen " jeg har det fint, vil du ikke godt være sød ikke at sende mig tilbage" sagde hun og mente til sygeværlset hvor hun havde været for lidt siden. Zantanna havde stadig brug for ro til at tænke, hun prøvede så godt hun kunne at skjule at hun havde ondt

Hun kunne mærke, at Sakref ikke ville lade hende rejse sig op. Hun lagde sig modvilligt ned igen. Man kunne tydeligt se på hendes ansigtsudtryk, at det gjorde ondt når hun flyttede på sig.
Hun lyttede stille til det Sakref fortalte hende. Hendes mor havde reddet hendes liv? Det troede hun ikke helt på. Hun kunne ikke tro det. Hun var fortræt til og reagere på, at hendes mor var blevet nævnt.
Hun kiggede kort ned på sin brystkasse og derefter op på Sakref igen "Hvordan har Zantanna det nu?" spurgte hun usikkert. Hun var bange for om Zantanna var vred på hende.

Nika smilte et venligt smil til zantanna. "du kan komme til mit værelse. Det væk fra alle andre og jeg har flere blodposer der samt kan jeg kigge på dit sår selv" sagde hun med et venligt smil. Hun vidste hvordan zantanna havde det og hun havde set hele kampen oppe fra sit tårn.
Nika rakte en venlig hånd frem imod zantanna som tegn på venlighed

Sakref trak på skuldrene.
"sidst jeg så hende var hun blevet stabiliseret og så ud til at forbedre sig. Din mor holder øje med hende indtil zantanna har fået det bedre." sagde sakref. Han var stadig meget knust indvendigt og var meget bekymret.

Zantanna kiggede på hende som givet Zantanna posen med blod og hun bed sig svagt i læben, men nikkede så hun ville gerne med op til det værelse så hun kunne tænke, det der var sket var så forvirrende, på en måde var hun vred på Rafaela og på måde ikke. Hun var vred på Rafaela fordi hun ikke kunne se hvor meget denne familie gjorde for hende og det at hun havde prøvet på tage hendes eget liv, men så alligevel ikke. Zantanna kunne ikke være vred fordi hun vidste hvor meget hendes far havde puttet Rafaela igemmen. Hun hvæssede svagt da den fremmede sagde hun kunne kiggede på såret, Zantanna var ikke vant til den opmærksomhed og ingen skulle tjekke hende. Zantanna skulle nok klare sig, men hun var ikke så sikker på Rafaela ville og det gjorde hende ked af det. Zantanna brød sig om Rafaela og denne familie var anderledes, men de var stadig hendes familie, lige som Zantanna så Rafaela og Emily som familie.
Zantanna vidste ikke hvordan hun havde rodet sig ud i dette familie drama, men hun havde ikke tænkt sig give op og vis det betød at hun døde af det så gjorde hun gerne det for Rafaela. Hun var måske også stadig skuffet over at Rafaela ikke have lyttet til hende, Zantanna vidste ikke hvordan hun skulle tolke det, men hun tolkede det som om de måske ikke var så tætte som hun havde troet de var og det gjorde faktisk en smule ondt ” lad os gå” sagde hun begydte gå, hun havde det fint eller det bildte hun sig i hvert fald selv ind.

Rafaela blev liggende i sengen. Hun kiggede rundt i det lille rum hun var endt ind i. Hun kunne godt se, at det var Sakrefs varmerum hvor han opbevarede de ting som skulle holdes varmt og hun havde en ide om, hvorfor han havde placeret hende herinde istedet for på en af hospitalsstuerne som var på en af de andre etager, men hun var langt fra sikker på hvorfor.
Hun lyttede stille til det han fortalte om Zantanna. Hun nikkede stille som tegn på, at hun havde lyttet efter det han havde sagt. Hun bed sig usikkert i sin underlæbe og begyndte og tænke på det han havde aftalt med Zantanna inden det hele endte galt. Det med og skulle bo udenfor slottet med Zantanna, Zaela og Surzi. Galt det stadigvæk eller skulle hun holdes indespærret i dette rum eller i en etage for sig selv eller hvordan ville det nu være? Hun kunne tydeligt se på ham, at han var bekymret, men hun ville vide hvordan hendes fremtid nu så ud efter hendes flip.
Hun satte sig op og knyttede næverne af smerte fra overkroppen og vendte sig om så hendes ben hang ud af sengen, men så hun sad med ryggen til ham. Hun kiggede ned i jorden "Hvorfor lod i mig ikke bare dø? I ville slippe for mig og alle de pinsler jeg har sat jer i og kommer til og sætte jer i?" spurgte hun med en trist stemme. Nogle enkelte tårer trillede ned af hendes kind. Hun kendte sig selv godt nok til, at vide, at hun ville skabe flere problemer i familien end dem hun allerede havde lavet.

Nika smilte og tog blidt Zantannas hånd og førte hende ned af gangen i modsatte retning end hospitalsstuen. de nåede efter en god gåtur til den anden ende af slottet og nåede nogle trapper. der gik de op af disse vinkel trapper hele vejen op til toppen. hun boede åbenbart i et tårn. rummet i sig selv var kæmpe stort.
hun havde et hjørne område hvor hun havde et laboratorium med køleskab og reagensglas og kemikalier og i den anden side havde hun en flot blød seng med flotte puder og kinesisk stil mønster på.
hun havde også et køleskab til mad så det ud til og så skulle der være toilet på den ene dør i tårnets værelsesrum.
Nika gik hen til laboratoriumet og fandt en ny blodpose frem fra køleskabet der var der.
hun gik hen med den til Zantanna.
"her så kan du få slukket det sidste af din tørst." sagde hun og smilte.
pludselig gik hun hen til sengen og smed den kimono hun gik i og afslørede at inde under havde hun stramme korte yoga bukser der gik til lidt før knæene og så havde hun en trøje på som virkelig afslørede hendes figurer.
farven i sig selv på trøjen var stærk lyserød og hendes bukser var sorte.
hun sendte et venligt smil til Zantanna imens hun satte sig i sengekanten og gjorde tegn til at Zantanna skulle tage plads ved siden af hende.

imellemtiden i varmerummet.
Sakref rejste sig op og gik hen til Rafaela og tog blidt hendes hænder.
"fordi du er en del af familien. og som familie holder man af hinanden uanset hvad. og vi allesammen elsker dig. jeg elsker dig og din mor elsker dig og dine søstre elsker dig. og der skal meget mere til for at vi ikke vil redde dig mere." sagde han med et venligt smil og kiggede hende dybt i øjne.
"hvordan har du det ellers min pige?" spurgte han og satte sig ved siden af hende på bordet.

Turen havde været  hård, men hun ville ikke indrømme det og pigen skulle ikke have lov til at røre hendes sår, men hun kunne ikke lade være med at sukke da de kom op på værlset rummet var dobbelt så stort som den kælder hun havde brugt det meste af sit liv i, men på den anden side kunne lide at ting ikke så smukke og pompøse ud, hun var godt tilfreds med det simple liv hun førte, men da pigen tog kimonoen af var det godt hun ikke kunne rødme, hun havde intet skamme sig over, tilforhold til hendes egen krop som vis man  fik ordenligt kig på den, var forslået og blå, selvom hun var vampyr og bar en vis elegance pågrund af vampyrens race var det stadig blå mærker som aldrig forsvandt da hun blev vampyr. Hun satte sig ned da der blev gjort tegn. Zantanna kiggede på hende og ned på den kolde pose, Zantanna havde aldrig før fået koldt blod vidste ikke om ville spise det, men da pigen sagde at bare skulle slukke tørsten trak hun kort på skulderne og tog den. Men ganske rigtigt blodet var svært for hende at få ned og efter en halv pose måtte hun opgive. Hun gav sig derfor til at studere rummet. Hendes vejrtrækning var stadig en smule tung ” hvordan fik jeg mig rodet ind i alt det her?” spurgte hun til sig selv hun fik et tænksomt blik, havde hun vidst hvad der ville ske havde nok aldrig sagt ja, men hun kunne ikke benægte at hun godt kunne lide familien og Rafaela, hvilket gjorde at følte sig klemt imellem to store mure som maste hende flad.

Hun smilede svagt vendte sit blik imod pigen” sig mig hvordan kan det være at jeres familie laver så meget drama, misforstå mig ikke” sagde hun med det tænksomme blik ” havde jeg vidst hvad jeg gik ind til havde jeg nok ikke sagt ja, men jeg kan lide jeres familie og jeg kan godt lide Rafaela og det er næsten som om jeg bliver mast imellem to mure” sagde hun med en underen i stemmen, men hun kunne ikke lade en mor og et ufødt barn død bare fordi Rafaela sagde det. Zantanna havde altid drømt om denne slags familie bånd, men var endt med blive solgt til magtsyg vampyr som næsten havde dræbt hende i forsøget på lave en dræber ud af hende, hvilket egentlig havde gjort hende mere menneskelig end vampyr. Hun sad lidt og vidste ikke hvordan hun ville tage dette her, for pigen var vel en del af denne familie.

Hun havde mest af alt lyst til og flå alle forbindinger og syninger op for og åbne sårerne igen så hun ville forbløde ihjel. Familien skulle ikke lide under hendes problemer. Hun sukkede lettere opgivende og kiggede op på Sakref da han tog hendes hænder. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun rystede stille på hovedet "Det mener i ikke en gang. Hvis det stod til dig havde du sendt mig tilbage, hvor jeg kom fra eller endnu værre så havde du skiftet mig ud til et andet barn hvis du vidste fra dag et af, at jeg ville ødelægge din families navn og ry. Hvis du havde vidst det så havde du ikke taget imod mig" sagde hun med en trist stemme og trak sine hænder til sig.
Hun rykkede sig lidt for, at der ville være mere plads til ham på bordet. Det gjorde meget ondt når hun bevægede sig, men det var vel prisen for alt det hun havde gjort. "Udover smerterne har jeg det fint min herre" sagde hun lavt. Hun vidste hvilken skæbne hun gik i møde. Nogle hårde straffe og nogle hårde opgaver som slave, men det var vel det som hun var ikke? En slave.
Hun trak vejret dybt nogle gange og rettede sig op selvom det gjorde ondt i hele kroppen på hende. Hun rejste sig langsomt. Hun havde til og starte med en meget dårlig balance og kunne dårligt nok holde kroppen oppe, men hun kæmpede imod alle smerterne der kørte rundt i kroppen på hende og rettede sig op. Hendes ansigt var stift og uden nogen tegn på følelser, men man kunne tydeligt se i hendes øjne, at hun havde gigantiske smerter i hele kroppen. "Hvad er min næste opgave herre?" spurgte hun bestemt, men lettere sammenbidt for ikke og lade nogle tegn af smerte komme ud af hendes toneleje.

Nika kunne ikke lade vær med at smile af det Zantanna snakkede om.
"du skal ikke undskylde. jeg har også tænkt på det samme at der er meget drama i denne familie. men ville det ikke også være underligt hvis der ikke var noget drama? altså familien lyder som starten på en dårlig joke. vi er tre sortelvere, et spøgelse, en zombie/vampyr, tre dæmoner, to draconianere en muterede rotte og en blandingsrace mellem dæmon og engel." sagde hun med et smil på munden og trak på skuldrene.
"men jeg tror generelt så kan man ikke undgå problemer i familien. der er ingen familier der er perfekte. men vi holder sammen i tykt og tyndt. og vi tager alle ind som har en brændende vilje og stærk ryg. selv du kunne være en del af familien. for dette er ikke en normal familie der er bundet af blod men et slags sammenhold i sjæl." sagde Nika med et smil.
"mit navn er forresten Nika." sagde hun med et smil.
hun rejste sig op som om hun kom i tanke om noget.
hun fandt en stor bog frem og lagde den i sengen ved siden af sig og satte sig ved siden af Zantanna igen.
"må jeg se dit sår forresten?. jeg lover jeg ikke rør ved det. jeg vil bare gerne lige se på det." sagde Nika venligt og ventede stille på Zantannas godkendelse.

imens i varmerummet:
Sakref rejste sig op igen og stillede sig foran Rafaela igen.
han stod der indtil hun kiggede op på ham hvorefter han gav hende et smølfespark i panden.
han smilte et venligt smil til hende.
"du kan give din far et kys og en undskyldning for at forskrække ham så meget. og så kan du se din fremtidige opgave som være dig selv. slut med det med at være herre og lignende. du kan se mig som herre når vi er i offentligheden men for at virke formel. ellers kan du se mig som din far medmindre du kan bedre lide at lege slave og mester." sagde han med et smil og ventede stille på sit kys og undskyldning.
han valgte derefter at gå hen til stykket af bordet hvor han sad før og lændte sig op imod bordkanten istedet.
"jeg ved jeg har begået en fejl. jeg troede jeg kunne opdrage til at være mere formel og lydig ved at straffe dig og undertrykke dig. men jeg kan se at jeg har taklet det hele forkert. jeg vil ikke af med dig og jeg fortryder aldrig at have valgt dig. uanset hvor meget ballade du laver engang imellem. jeg ville dog ønske at du ikke prøvede at myrde min kone og min yngste søn men det er det eneste problem vi har imellem os lige nu. resten skal jeg nok løse selv." sagde han med et smil og satte sig op på bordet.
"du er min pige og jeg er her for dig. hele den her familie er her for dig. du er bare nød til at række hånden ud og bede og hjælp. jeg er jo heller ikke kun din far. jeg er din far. din konge, din elsker, din lærer og din ven." sagde han med et smil og ventede på hendes reaktion.
han har selv set nu at han har været dum og blind til at se at hans opdragelsesmetode var forkert og ikke virkede som han ønskede det.

Zantanna kunne ikke snakke om famile for hun havde aldrig rigtigt haft nogen og det nok derfor at det familie drama gjorde hende så forvirret ” har Rafaela fortalt dig, hvordan hun reddede mig fra, min adoptivfar?” spurgte hun og betragtede Nika. Hun ventede et stykke tid inden hun begyndte med sin historie igen ” ser du mine rigtige forældre solgte mig til denne vampyr ved navn Daniel, jeg var kun 5 og troede de hadede mig fordi de havde sendt mig hen til ham” hun stod lidt bed sig svagt i læben  og lod svagt hånd glide igennem håret ” efter jeg stak af brugte jeg mange af mine år i en kælder til jeg blev 18 så forvandlede Ethan mig han skulle have været min mand, men hvem kan elske nogen som toturere en for at få en dræber maskine ud af en” sagde hun og det var tydeligt at hendes stemme var tung og at Nika var den udover Rafaela som vidste dette her. Hun bed svagt i læben ” alle de dage i den kælder tænkte jeg på hvordan det måtte være at have en familie som jeres, men for være ærlig så tror jeg ikkke jeg ville passe ind i en familie som jeres, men altså jeg aldrig haft en familie i mine øjne” sagde hun da Nika sagt at selv Zantanna kunne havde været en del af familien, men måske når der blev tid til det hun skulle spørge dem, om Emily kunne blive del af denne familie, for Zantanna kunne aldrig give Emily et trygt hjem. Zantanna ville altid være en fare for Den lille Emily. Hun trak sig en smule da hun spurgte om hun måtte se såret, men da Nika forsikerede hende at hun ikke ville røre gjorde hun det synligt for hende. Hun anede faktisk ikke hvor langt healings processen var, men hun skulle nok klare sig.
Zantanna sukkede svagt hun havde altid drømt sådan en  slags familie og Rafaela var så langt ude at hun ikke kunne se hvad hun havde, hvor Rafaela kun så dårlige ting så Zantanna en masse gode ting. Hun sad lidt lukkede svagt øjnene i hvilket betød at hun var tryg i Nikas nærvær. Hun fugtede sine læber ” jeg trode virkelig at jeg havde kunnet snakket hende fra at angribe din bror, men jeg ved ikke om vi er så tætte som jeg troede vi var” hun havde ikke lyst til at Nika skulle høre hvor såret hun var, men hun kunne ikke skjule det. Hun måtte snakke med Rafaela ” kan du vise mig hvor din fars varmerum er?” spurgte hun selvom han vis havde fra bedt at kom nogen, men Zantanna havde brug for snakke med Rafaela og det skulle være meget snart. Hun kunne ikke holde ud at være uvidende om hvad der sket med Rafaela og en trang til at fortælle hende at hun godt vidste at den flammende kugle ikke var ment at den skulle ramme hende, men Rafaelas bror.

Hun stirrede ned i jorden. Hvorfor kunne hendes liv ikke bare være helt normalt og kedeligt som alle andres var i denne verden? Hun kiggede langsomt op på ham da hun så hans sko foran sig på jorden. Hun kiggede ham i øjnene og lyttede til det han sagde. Et lille smil bredte sig på hendes læber da hele slave og mester livet var slut medmindre hun selv ville det. Hun ville have sin far tilbage og det sære forhold de havde sammen. Hun lagde sine arme om ham og undskyldte for, at hun havde gjort ham bange. Det gjorde dog ondt i hele hendes krop, at hun mærkede hans overkrop tæt imod sin egen. Hun kyssede han blidt på munden. Hun trak sig langsomt fra ham for og undgå for stort pres imod sin overkrop.
Hun lyttede stille til alt det han fortalte. Hun var glad for, at han havde indset, at han havde taklet hende helt forkert. Hun lignede ham for meget til, at hun skulle have samme opdragelse som andre, men det kunne hun nu ikke selv se udover, at hun var lige så stædig og ville kæmpe til det sidste ligesom ham, men ellers mente hun ikke selv, at hun lignede nogen i familien. Hun kiggede trist ned i jorden og gik hen til bordet og satte sig op på det. Hun bed sig hårdt i underlæben da hun satte sig da det gjorde ondt i hendes overkrop. "Den eneste grund for det er fordi du fjernede mit barn fra mig og fik Melvin til og hjælpe dig. Du ville ikke lade mig beholde mit barn derfor skulle i heller ikke når mig og Melvin ville have vores. Ja det var forkert jeg indrømmer det, men det ikke fair overhoved" hun stoppede kort og man kunne tydeligt høre gråden begynde og dukke op i hendes stemme "Men jeg er også bange for, at du og resten af familien ville glemme mig og mit behov for jeres omsorg og opmærksomhed. Jeg vil ikke have en lillebror. Alle er så glade for, at den lille kommer og har helt glemt, at jeg findes. Nok er jeg 200, men i drageår er jeg kun starten af teenage årene og det burde du og mor vide" nogle tårer løb ned af hendes kinder. Det gjorde ondt og snakke om barnet igen, men det var rart endelig og få åbnet op for de følelser der havde flureret rundt i hendes krop i så mange måneder. Det havde været det der havde kørt hende op i en spids.
Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede. Han havde ret i det han sagde, men hun troede stadig ikke helt på det, at de altid ville være der for hende. Hun puttede sig langsomt ind til ham for og undgå og lægge for meget pres på sine skader "Jeg elsker dig far" hviskede hun lavt og prøvede, at få styr på sig selv og sine følelser. Der var ingen tegn på vrede i hendes krop overhoved. Det var mest glæde og det, at hun var ked af det kørte rundt i hende.

Nika smilte til hende.
"jeg værdsætter at du deler det her med mig og jeg synes det er forfærdeligt at du har oplevet sådan noget. men det er også en ekstra grund til at du ville passe ind i familien. mig og mine to brødre blev efterladt som meget små af vores familie i skoven på jorden. der fandt Sakref os og tog os ind som sine egne. tre sortelver børn oplært af en dæmon/engel. ikke nok med det. Bron han er faktisk flere tusind år gammel. han var helt før han døde og var også en prins men fordi han levede af blod fordi han havde en pagt med en krigsgud blev han set ned på og blev låst inde i to tusind år før Sakref fandt ham og befriede ham. selv ham tog Sakref ham ind til sig. vi alle har haft hårde fortidere men vi har hjulpet hinanden med at komme videre og vi beskytter hinanden for både fortiden og fremtiden." sagde hun med et smil.
hun slog hurtigt op i bogen da hun fik lov til at se Zantannas sår.
hun læste hurtigt noget og vendte blikket imod Zantanna.
"kan du tage dit tøj af så jeg kan se dit sår ordenligt og lægge dig i sengen jeg sætter mig op på dine ben og healer dig så dine sår er væk. men jeg advarer at bivirkningerne kan være forskellige. men det er ikke noget slemt. det er fra at det kilder lidt til at du bliver midlertidigt nymfoman. ikke noget farligt" grinte hun flabet. man kunne ikke rigtig se om hun mente det eller ej.
imens Nika ventede svarede hun på Zantannas andet spørgsmål.
"du kunne ikke gøre så meget i den situation med Rafaela. hun er lige så farlig sur som Sakref kan være. eller i hvert fald lige så aggressiv." sagde hun og trak på skuldrene.
"men jeg kan ikke tage dig til varmerummet. vi har forbud mod at gå ned i kælderen. men du er velkommen til at holde mig med selvskab indtil da" sagde hun med et smil.

imens i varmerummet:
Sakref holdte blidt om hende så det ikke gjorde ondt.
"jeg ved det godt min pige og det er også derfor at du ikke skulle have et barn nu. du er alt for ung til at håndtere et barn. men nok om det.
her." sagde han og gjorde tegn til at hun ikke skulle læne sig op af ham mere.
han rakte sin arm ud til hende og skar en pulsåre over på sit håndled.
"drik. jeg ved du ikke kan lide det men det vil hjælpe med heale dine sår så du kan nå at tage med Zantanna hen til lejligheden inden det bliver for sent. så kan det også være vi kan have noget far datter tid uden du har så ondt" sagde han med et venligt smil.
"jeg elsker også dig min pige"

Zantanna lyttede til det hun sagde og blev helt paf, først havde Zaela rørt hende med finger og bagefter var hun endt i barm da Suri havde villet give hende kram og nu ville Nika hele hendes sår og måske ende med en bivirkning som hun slet ikke havde lyst til og udover det havde Nika bedt hende om at smide tøjet, men hun rystede svagt på hovedet hun skulle ikke nyde noget og hvor var hun da glad for at hun ikke kunne rødme, hun havde kunnet lide Nika bedst af dem hun havde mødt, men nu var hun ikke så sikker mere, men rejste sig op og åbende døren af ren flovhed og for ikke vise denne elver at hun var flov gik hun ud og lukkede døren og satte sig på tappen så hun kunne få noget luft inden kom tilbage ind i rummet ” jeg tror jeg lader kroppen gøre sit” sagde hun og kunne ikke skjule hvor flov hun var blevet så om hun havde rødmet var lige meget for hun kunne høre det på stemmen. Hun blev stående og vidste ikke  om hun turdte sætte sig ved siden elveren igen. Hun sukkede svagt og nu hvor hun var sammen Nika vidste hun at hun ikke kunne snige ud så måske hun skulle snakke med deres mor. Hun stod lidt vippede med fødderne ” jeg tror godt jeg vil tilbage” sagde hun og mente sygefløjen hvor hun havde været før, men på den anden side kom hun til at tænke på hvor normal hun var til forhold til Valiona og Sakrefs børn var.
Zantanna satte kursen  imod døren igen, om Nika ville følge hende eller om hun selv skulle finde tilbage var hun ligeglad med, hun havde besluttet at det var Valiona hun kunne lide bedst, hun virkede mere som en der var så ligefrem som alle børnene hun havde mødt. Hun var træt og hun ville ikke risikere at Nika havde gjort et eller imens hun havde lukket sine øjne. Hun lod svagt en hånd glide langs væggen imen hun gik ned af trappen.

Hun lyttede stille til det Sakref fortalte hende omkring det med barnet, men hun var stadig imod, at barnet skulle dø pga det. Hun kiggede op på ham "Men far det skulle ikke dø pga det. Så burde det hellere bortadopteres eller du og mor kunne hjælpe med og passe det og Melvin er jo også ansvarlig og gammel nok så han kunne også passe det" man kunne tydeligt høre på hende, at hun stadig var imod hans valg om barnets skæbne, men hun var ikke vred eller noget der ville minde om, at hun ville gå til angreb hvert øjeblik det skulle være.
Hun kiggede lidt på hans håndled efter han havde skåret i sin pulsåre. Hun ville ikke afsted fra slottet af. Ikke idag. Hun ville vente til hun var mere frisk og havde fået snakket med Melvin og ikke et sekund før. Ikke om hun s blev smidt for porten hun skulle nok komme ind igen, hvis det var, men hun ville ikke tage denne diskusion med ham på dette tidspunkt. Hun stirrede på blodet og noget i hende blev nærmest hypnotiseret af det. Hun havde drukket af hans blod flere gange de sidste mange måneder og det var blevet til en slags vane for hende. Hun tog langsomt fat i hans arm og slikkede kort blodet væk, hvor hun derefter lagde sin mund rundt om såret og begyndte og suge blodet ud af ham. Hun lukkede stille sine øjne imens hun drak hans blod.

Nika hoppede hurtigt efter Zantanna da hun var ved at næsten løbe sin vej.
hun tog hurtigt sin kimono på igen og fulgte efter hende.
"det var kun for sjov jeg sagde det. jeg er ikke til piger. tro mig." sagde hun med et drillende smil og fulgte efter Zantanna.
"undskyld hvis jeg har skræmt dig fuldstændigt. jeg ved godt at de andre. især Zaela og Surzi kan være lidt nærtgående." sagde hun imens hun gik ved siden af Zantanna ned af gangen imod Hospitalsstuen igen.

Sakref trak vejret dybt imens Rafaela drak hans blod. han var ved at vænne sig til det men han måtte stadig lige vænne sig til følelsen af at miste noget af sin energi ved det.
Rafaela's sår begyndte hurtigt at heale. det var nærmest som om hendes sår dampede væk.
dog var der selvfølgelig de normale kropslige ændringer som bivirkning og de var begyndt at blive efter som om hun drak hans blod ofte. hvis det foresatte så ville hun snart ende med at have permanent kæmpe bryster og røv. men han vidste dog ikke at Rafaela var blevet afhængig af blodet også. det vidste han ikke var også en bivirkning. så selv om Rafaela ville måske ikke ændres helt. så ville hun nok stadig drikke blodet fordi hun var blevet afhængig af det.
da hun var færdig med at drikke var hendes sår væk og hun var fyldt med ekstatisk energi.
Sakref var dog blevet drænet en del. Rafaela havde nemlig drukket meget mere af hans blod end han er vant til.
"jeg ved godt selv at det er forkert nu og jeg kan selv se at det var det forkerte valg. men jeg kan ikke ændre på noget nu. for hvis jeg kunne så ville jeg gerne." sagde han svagt og man kunne se at han virkelig ønskede at ændre sit valg.

Zantanna vidste ikke hvad hun skulle sige, hun var bare ikke så åben omkring de ting og når folk var det omkring hende blev hun flov, elveren havde ikke gjort noget galt hun var ikke skræmt, men mere flov ” du har ikke gjort noget forkert” mumlede og hun og tænkte at det var riglige med mennesker hun havde mødt og for hende kunne hun ikke forstå at de kunne være så åben, men når man havde brugt det mest af sit liv i fangskab var det vel ikke så svært at forstå hende omkring åbenthed og selv være det uden at blive flov ” jeg er bare ikke vant folk er så åben omkring mig” sagde hun og bed sig svagt i læben for hvordan skulle hun foklare det ” du ved så lige frem, med sex og jeres kroppe” sagde hun vidste ikke helt om det hjalp hende med at forstå hvordan og hvorfor Zantanna reagerede som hun gjorde. Hun vendte sit blik imod elveren for hende var det ligegyldigt om hun var til piger eller ej, men det at hun havde sagt det med tøjet det virkede forkert, men smilede svagt da Nika sagde det var en joke. Zantanna fandt den ikke sporg sjov og alligevel vidste hun ikke helt om hun stolede på Nika for nu havde hun fanget pigens drilske smil. Zantanna lod blikket falde på jorden. Imens de gik lagde hun beskyttede en hånd omkring såret så Nika ikke kunne se det bare for en sikkerheds skyld.
Zantanna kunne ikke lade være med at tænke på Rafaela, hendes tanker gled hele tiden hen imod det, selvom hun troede hun havde fået sig til at tænke på noget andet. Hun var bekymret selvom hun ikke helt vidste hvor hun havde Rafaela henne og om de overhovedet var venner, havde hun stadig trangen til snakke med hende og trøste hende, men hun havde i dag lært ting om Rafaela og det var gået op for Zantanna hvor lidt hun egentlig kendte hende. Hun bed sig igen nervøst i læben vis bare hun havde kunnet få Nika afvejen, selvfølgelig ikke dræbe hende, men få hende væk fra sig så hun kunne lede efter Rafaela, Zantanna var ikke en del af deres familie og vis han blev sur kunne han jo bare smide hende ud. Zantanna vidste ikke hvad andet hun kunne gøre end at vente, måske de i hvert fald ville fortælle hende noget om hvordan det gik med Rafaela. Hun følte den uvidendhed kvælende.

Birvirkningerne som normalt var i det og drikke Sakrefs blod var ikke så store for hende længere. Hendes krop var begyndt og danne forskellige stoffer selv som nedkæmpede det der gjorde, at bivirkningerne var så stærke som de var. Selvfølgelig ville der altid være en lille del tilbage, men den ville aldrig være så kraftig.
Da hun var færdig med og drikke af Sakrefs blod kiggede hun stille på ham "Far jeg vil ikke væk fra slottet. Ikke nu efter dette. Er bange for, at jeg har såret Zantanna og synes ikke hun skal se mig igen efter det der er sket. Jeg skammer mig over det" sagde hun stille og kiggede ned i jorden. Hun havde havde lyst til og være tæt på ham på en måde en datter ikke burde være overfor sin far, men alt den sorg og smerte der var i hende psykisk pga det hun havde gjort holdt hende tilbage.