I most talk with you //Sakref og Zantanna//

der var en sød stemme der råbte tilbage
"kom ind" råbte Zaela
de sad inde på deres værelse og var igang med at lægge neglelak.
Zaela lå på maven på gulvet så hendes store bryster pressede meget op imod hendes ansigt.
hun havde en pude på maven så hun var lidt højere oppe.
Surzi sad på en sækkestol med en pige-drama bog som hun sad og læste.
"nå så far siger at vi skal tage med jer og lære dig op i vores kvindelige charme og figur. sagde Zaela og viftede med sine vinger med et slag så hun kom op på sine ben uden at bruge hænderne.
"hvad får vi ud af at hjælpe vores far med hendes lille prinsesse? får vi måske lov til at lege lidt med dig eller har farmand måske tænkt sig at dele lidt af det sukker du har modtaget på det sidste? " sagde Zaela og blinkede frækt til Rafaela som et klart hint til hvad Zaela mente.
"lad hende være Zaela, hun har en gæst med" sagde Surzi stadig med sit hoved nede i bogen som om hun havde fornemmet Zantanna.






Zaela:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Surzi:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Zantanna havde betragtet Rafelas far inden hun fulgte Rafaela til hendes bestemelsested, hun vidste ikke helt hvad hun skulle regne med, men starks som hun trådte ind rummet for se hvad det gemte sig der inde fortrød hun med det samme. Hun havde haft en god hørelse og selvom Zantanna først var kommet ind i rummet da en af Rafaelas søskende havde nævnt hende rettede hun i ryggen denne her gang var det for virke en smule truende, men det var mere fordi en følelse af at de så lige igemmen hende gjorde hende utilpas, men hun blev og betragtede dem. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle eller sige så hun gik om bag ved Rafaela og lod hende styrre det. Zantanna ville ikke ytre sig om noget med mindre hun blev spurgt. Slottet og dets beboer overraskede hende og blev ved med det. Hun følte sig en smule bedre tilpas bag ved Rafaela, men følte at deres blikke stadig var ubehagelige og så selv når de ikke kiggede på hende. Hun overvejede ganske kort at gå ud og vente udenfor, men hun havde lovet at støtte Rafaela og så hun kunne ikke bare løbe selvom hun følte sig en smule utilpas.
Rafaelas søskende virkede meget forskellige, men hun vidste ikke helt om kunne lide nogen af dem, hvorfor vidste hun ikke måske fordi de virkede forvirrene på hende. Hun bed sig svagt læben inden lod sit blik falde på Rafaelas Lægge et andet eller sted skulle hun kigge. Zantanna havde lært at vis man kiggede ned i jorden tiltrak, man næsten ingen opmærksomhed. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at hun måske skulle lade Emiliy blive ved det ældre ægtepar.

Hun havde ikke set eller hørt, at Zantanna fulgte efter hende for da hun var gået der havde Zantanna snakket med hendes far. Hun kiggede undersøgende rundt i deres værelse. Hendes hale viftede fra side til side imens hun kiggede på Zaela. Der var dage hvor hun elskede hendes søstre over alt i verdenen som den dag på hospitalet og så var der disse hvor hun ville ønske de ikke eksisterede. Hun brød sig ærligtalt ikke om dem. De havde nogle underlige måde og vise deres kærlighed overfor en på. Hun kiggede stift på Zaela "Jeg siger bare det far sagde jeg skulle sige til jer Zaela længere er den ikke" sagde hun bidsk efter Zaela. Hun kiggede direkte på Zaela som var hun en form for trussel man ikke skulle slippe af syne. Hun rullede øjne af hende over hendes lille kommentar om hvad de fik ud af det "Jeg kan fortælle dig hvad du får ud af det, hvis i ikke gør hvad der bliver sagt Zaela" snerrede hun lettere irriteret. Hvorfor kunne hendes far ikke selv sende den besked eller en af hans lærlinge? Han ved hvor meget hun hadet og skulle give informationer til dem. Hun kiggede hen på Surzi der pludselig begyndte og snakke til Zaela og vendte sig rundt og opdagede Zatanna. Havde hun ikke lige været på deres fars kontor? Hun så lettere forvirret på Zantanna og smilede kort til hende, hvor hun derefter vendte sig om imod Surzi og Zaela igen.

Zaela smilte til Rafaela med et drilsk smil.
"jamen dog den lille drage kan bide. men jeg skal nok være sød. vi har jo ligesom en gæst vi ikke har mødt før" sagde hun drilsk imens hun hen til Rafaela og rundt om hende imens hun rakte en finger ud og kørte på Zantannas kind og nakke.
"sikke en sød lille en du har fundet. hvorfor har du aldrig introduceret os i hende?" spurgte Zaela med et smil.
Surzi rejste sig op og smækkede sin bog i.
hun gik hen til Zaela og gav Zaela et fingerspark ved øret.
der kom et piv fra Zaela hvorefter hun holdte sig ved øret.
"av av av av av... hvorfor gjorde du det der søster?" spurgte Zaela.
"fordi du er drilsk over for vores gæst igen når du kan se at hun ser helt skræmt ud." sagde Surzi og gik hen til Zantanna og gav hende et stort kram.
"du skal ikke tage dig af hende. sådan er hun bare. eller rettere vi begge er, men idag er det hende. mit navn er Surzi. det er min ældre tvillingesøster Zaela. og dit navn er?"spurgte Surzi imens hun foresatte med at holde Zantanna tæt ind til sig i et stort kram så Zantanna var tæt på at blive kvalt imellem to bryster.

Zantanna måtte samle alt sin kræft for ikke at hvæse af en søsterne da hun strøg en finger hen over hendes kind og nakke, det var tydeligt at hun ikke brød sig om det, men det næste der skete var næsten værre den anden af søsterne som havde virket fornuftig krammede hende som havde de kendt hinanden hun følte sig heller ikke umidligtbart tryg i denne omfavnelse som sendte hende direkte ind i brysterne på en af søsterne som nu holdte hende fast i et kram. Igen måtte hun samle alle sine kræfter for ikke hvæse, det mindede hende en smule om den gang hun var fanget i kælderen. Hun stod lidt vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, men til sidst blev det for meget og hun hvæssede svagt, det var ikke som om folk før havde taget hendes hvæsen seriøst. Da der blev spurgt til navn sukkede hun kort, de kunne vel lige så lærer hiandens navne ” mit navn er Zantanna” svarede hun en smule anstrengt, det var ikke som hun havde brug for luft, men havde brug for sin intimsfære og lige nu havde begge søsterne overskredet den. Vis ikke snart hun gav slip kunne det godt være at hun blev vred.
Hun kunne allerede nu mærke hvor stor en udfording dette her blev, bare tanken gav hende kvalme, hun kunne ikke lade være med føle sig fanget, vis Rafaela skulle lærer af dem var hun ikke sikker på at det blev ret godt. Zantanna håbede at hun på tidspunkt når de var kommet der hen hvor de skulle at de kunne snakke uden søsterne.
Zantanna ville ikke have Rafaela blev som dem de skræmte hende, men det var ikke noget hun vidste udenpå, men med kammeriet havde alligvel sat sin spor, men hun kunne ikke rigtig få sig selv til at stoppe for mindede hende for meget om noget hun havde skulle kæmpe med før. Hun gjorde dette her for Rafaela noget hun sikkert skulle minde sig selv om mange gange inden dette her forløb var forbi. Hun sendte prøvende Rafaela blik, hun måtte få det her til at stoppe for ellers ville hun ikke love hvad der skete. Zantannas øjne var begyndt blive røde, men ikke fordi hun var sulten, men fordi hun blev vred, hun overvejede at bruge sin evne, som kun virkede med kontrakt og lige nu havde Surzi masser af kontrakt, men hun endte dog med at lade være, da hun kom i tanke om at deres far ikke ville blive glad vis hun skadede dem også selvom skaden ikke fysisk, men psyisk ” slip mig” sagde hun advarende hun ville ikke skade dem, men vis det var den eneste måde kunne komme fri ville hun kraftigt overvejede det.

Hun måtte holde sig selv for ikke og angribe Zaela. Hun var ikke i humør til deres drillerier og det var tydeligt og se på hende. "Ja jeg kan bide og kan bide hårdt" snerrede hun lavt. Hun blev ved med og holde øje med Zaela for hun ville ikke have, at hun gjorde Zantanna noget "Fordi det er ligesom om ingen af jer har villet snakke med mig siden den dag på hospitalet så hvorfor snakke med nogen af jer om hvad der sker i mit liv?" spurgte hun lavt. Det var tydeligt og høre på hendes stemme, at det faktisk havde såret hende, at ingen havde snakket med i hende i så lang tid i familien. Hverken givet hende et kram eller sagt hej eller noget. Den eneste som snakkede til hende var deres far og så lige Chef når han skulle kommandere rundt med en når der skulle gøres rent ellers ingen. Hun kæmpede med og holde sine følelser nede.
Hun kiggede pludselig hen på Surzi da hun hørte bogen blive klappet i. Hun sukkede lettere opgivende. Hun vidste, at nu ville hun også igang med og være efter Zantanna. Hun ville dog ikke sige noget hun holdt bare øje med hvad der foregik omkring hende. Hun holdt mest øje med hvordan Zantanna reagerede på det der skete. Hun vidste, at hendes søstre kunne være meget nærgående og at Zantanna ikke var glad for folk der var for nærgående udover hvis det var hende, men nu var det ligesom hendes søstre der var efter det stakkels pigebarn. Da hun kunne se på Zantanna, at hun havde fået nok fik hun klemt sig ind imellem Surzi og Zantanna og gav Surzi et kram så Zantanna blev skubbet bagud. Det var sjovt som hendes søstre skiftedes til og have drillesyge dage. Hun trak sig ud af Surzis kram efter lidt tid "Kan i ikke lade hende være? Hun har det ikke godt med for meget kontakt på en gang" sagde hun stille. Hun kiggede om på Zantanna for og tjekke om hun var ok. Hun kunne allerede nu regne ud, at dette ville blive nogle lange og hårde uger for dem begge.

Surzi så forskrækket ud og kunne nu se at Zantanna ikke havde det godt med det kram hun havde givet.
"ej det må du undskylde Zantanna. folk jeg kender plejer at være meget glade for mine kram." sagde hun meget undskyldende. man kunne se at hun var ked af over det.
Zaela trak på skulderen.
"vi fik af vide af Melvin at vi skulle holde os væk fra dig da far skulle have plads til at arbejde med dig" sagde Zaela.
"vi ville meget gerne have haft set dig, og hyggesnakket for længe siden men vi som sagt fik vi ikke lov" sagde Surzi efterfølgende.
"nå men slut med lege hvor er det vi skal være henne egentlig?" spurgte Zaela efter en kort pause og kiggede på Rafaela og Zantanna.

Zantanna kunne ikke holde et lettere suk tilbage, hun var glad for at Rafaela havde skubbet hende væk og grebet omkring hende var blevet sluppet, Zantanna fik med samme et stik af skyldfølelse da Surzi undskyldte hun kendte jo ikke Zantannas historie, men det var vel også lige meget pointen var at de skulle lade hende være de kunne godt snakke, men på afstand ” du skal ikke undskylde du vidste jo ikke at jeg ikke kunne lide kram” sagde hun og smilede svagt til Surzi. Hun havde trodsalt reddet hende fra hendes søster Zaela og hendes berørninger, men alt dette nærgåenhed havde gjort hende smule forvirret. Vis man kendte hendes historie ville man også vide hvorfor nærvær var svært for hende. Hun lyttede til hvad søsterne havde at sige, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige så hun valgte at holde sin mund lukket, men havde hun været dem havde trodset deres bror og far for se hendes søster vis hun havde haft nogen, men på en måde var det godt at se det ikke bare var hendes familieforhold der var forskruet. Hun håbede ikke på skulle møde flere af Rafaelas familie medlemmer i dag, for hun havde mødt nok, først deres far og så søsterne. For ikke at sige slottet var enormt og gav hende følelse af at være spærret inde bag slottets mure og hun havde ikke været her særlig længe, hvordan kunne de holde det ud. Hendes hjem havde selvfølgelig været en kælder, men slot var for hende meget stor klods som gjorde hende utryk. Zantanna havde været så forvirret at hun havde glemt hvor de skulle hen. Hun gav posen i sin lomme et klem. Det var pengene til forsørge Søsterne, Rafaela og Emiliy, Zantanna skulle ikke have andet end blod.

Zantanna håbede ikke søsterne regnede med at hun kunne lave mad for det kunne hun i hvert fald ikke, hun havde brød og noget kød til Emiliy det var det eneste hun havde til pigen. Hun sank svagt en klump og regnede med Rafaela kunne huske hvor de skulle hen. Zantanna betragtede svagt sine omgivelser og kom tanke om lidt hun egentlig havde haft til forhold Rafaela og Rafaelas søskende, hun vidste godt at det var noget mærkeligt at tænke på, men hun kunne ikke lade være. Det eneste hun havde holdt af blevet ttaget fra hende den gang hun var lille.

Hun kiggede på Surzi og smilede tilfreds til hende, da hun sagde undskyld over krammet til Zantanna og, at hun kunne se, høre og mærke på hende, at hun oprigtigt var ked af det. Hendes søstre var nok ikke så slemme alligevel når det kom til stykket det kom vel bare an på hvad det var for nogle dage de havde man skulle se dem i?
Hun kiggede hen på Zaela da hun begyndte og nævne, at Melvin havde nægtet dem og skulle snakke med hende. Hun skiftede til og se på Zaela og Surzi. Det var tydeligt se på hende, at hun var vred. Nej hun var ikke bare vred hun var rasende! Tårerne begyndte og løbe ned af hendes kinder af vrede og hun var hevet ud af fatning så hun ikke hørte hvad Zaela spurgte om hvor de skulle bo. Hun rystede over hele kroppen og det var tydeligt, at hun var ved og komme ud af kontrol. Hendes krop blev brandvarm og der gik ikke længe før der kom nogle meget mørkelilla flammer frem på hendes hænder der bredte sig op til resten af hendes krop. "HVOR ER HAN!?" skreg hun med gråd i stemmen. Hun skulle finde Melvin og det kunne kun gå for langsomt! Hun spurtede ud af døren og smækkede døren i efter sig så det bulrede i hele slottet. Tårerne løb ned af hendes kinder imens hendes tøj begyndte og brænde og blive til aske på hendes vej. Der gik ikke særligt længe før Rafaela sparkede Melvin dør ind til hans værelse, hvor han var. Hun kiggede på ham med vrede og triste øjne og tårerne løb ned af hendes kinder "HVORFOR HAR DU GJORT SÅ INGEN I DETTE LORTE HJEM HAR VILLET SNAKKE MED MIG?!" råbte hun af ham med gråd i stemmen.

han stod og så meget bange ud lige nu.
"det virkede bare som den bedste ide at du fik plads til at arbejde med dine problemer. " sagde han og hurtigt forsvandt i sin teleporteringssky.
hun kunne se ude fra hans vindue at nu var han ude i haven og så ud til at løbe længere ind i haven.
måske prøvede han at komme væk fra hende eller måske ville han have hende ud af slottet før hun brændte det hele ned.

Zantanna fór sammen da Rafaela styrtede forbi hende og lod hende være alene med søsterne ” hyggeligt møde jer, men jeg bliver nød til at gå” sagde hun fulgte Rafaelas fært en til rum lugtede af at en anden havde været der ” Rafaela lyt til mig, dette her løser intet du bliver nød til slukke den ild omkring dig så jeg kan trøste dig, for det er hvad du brug for ikke at skræmme folk væk eller gøre dem vred” sagde hun og gik tættere på desuden vis hun blev ved med disse flammer ville slotte være om sluttet af dem, men på den anden side havde de jo hinanden, siden de var kommet her op var Rafaela blevet en smule anderledes, måske var det pågrund af sorgen af sit tabte barn, men Rafaela var ikke alene hun havde hende og Emiliy og de ville ikke forlade hendes side bare fordi kongen og hans søn sagde det. Hun var så tæt på hun kunne komme uden brænde sig. Det gjorde ondt på Zantanna se Rafaela så ked af det ” jeg elsker dig og vil ikke se dig blive spærret inde fordi du ked af det” sagde hun og man kunne høre på hendes stemme at det hun sagde var rigtigt ” hele mit liv har skulle kæmpet med følelsen af blive svigtet af dem som skulle have passet på mig, jeg har aldrig haft en familie som kunne passe på mig, men du er min familie og vi skal holde sammen” sagde hun i håb om at Rafaela ville falde til ro så de kunne komme afsted. Hun sukkede kort, der var tit hun havde tænkt at lade Emiliy i Rafaelas varetægt for hun farlig, men de eneste der kunne nå ind til hende var Rafaela og Emiliy og hun ikke havde tænkt miste nogen af dem. Hun tog dyb indåndning og ville tagefat i Rafaelas arm selvom vidste at hun ville brænde sig, men hun var ligeglad hendes familie var ved gøre noget den ville fortryde vis ikke hun stoppede den.

Zantanna greb fat i Rafaelas arm for at få hendes opmærksomhed, lugten af brændt kød ramte hendes næsbor og smerten var den næste der kom, men hun ville ikke give slip før Rafaela stoppede med at prøve hendes far af. Hun ville have hende der hen hvor hun kunne beskytte den familie som elskede hende. Hun måtte til sidst give slip fordi smerten var blevet for stor. Hun satte sig ned. Zantanna havde fejlet. Hun var ikke nogen særlig god ven. Hendes hånd dunkede og hun var ikke helt sikker på at den ville hele igen, men hun havde været nød til at gøre noget inden Rafaelas far kom. Rafaela betød for meget til at hun ville lade det gå i vasken ” jeg elsker dig vil aldrig forlade din side” sagde hun gispende fordi hendes hånd gjorde ondt, men vis ikke det havde bevidst at hun ville gøre hvad som helst for Rafaela vidste hun ikke hvad hun skulle gøre.

Hun kiggede vredt og sårene på Melvin. Alle minder kørte rundt i hovedet på hende og der var kun en ting der var fyldt op indeni hende nu og det var vrede og sorg og det eneste der kørte rundt i hendes hoved var og skade ham! Oprindeligt ville hendes forbandelse haft gjort hende udmattet og give hende smerter for længst, men ikke denne gang. Hun kunne ikke mærke noget. Hun skulle lige til og springe igennem vidnuet da hun hørte Zantanna. Hun kiggede på hende og lyttede til det Zantanna sagde. Hun slukkede for flammerne, men det var stadig tydeligt, at hun var vred og ked af det. "Jeg elsker også dig, men nu er jeg nød til og gøre dette. Både for din skyld og for min egen. Han skal vide det ikke var i orden og smide mit og hans barn i døden og være sammen med alle mulige tøser!" sagde hun gør hun løb hen til vinduet og sprang igennem det så ruden splinteres så glasskår sad fast forskellige steder på hendes krop. Midt i luften imens hun faldt forvandlede hun sig i sin drageform og fløj hen over Melvin og landede foran ham.
Hun forvandlede sig tilbage i sit menneskeform og kiggede på ham med sorgfulgte øjne "Betød vores barn virkelig så lidt for dig?!" råbte hun af ham med gråd i stemmen "Betød jeg så lidt for dig, at du ville gøre alt for og gøre resten af mit liv til et helved?" skreg hun imens tårerne løb ned af hendes kinder. "HVORFOR LEGEDE DU MED MNE FØLELSER PÅ DEN MÅDE?!" skreg hun ham i hovedet. Hun stod lige foran ham hvor der kun var få centimeter imellem dem. Hun hamrede sin hale ind i ham så han ville vælte hvis den ramte ham. Hun tog fat i ham og ruskede ham og skreg ham i hovedet som var hun blevet sindssyg "DU VAR MIT LIV! JEG KUNNE IKKE SE MIG SAMMEN MED ANDRE END DIG! DIG MIG OG SÅ VORES LILLE SØN OG SÅ SMIDER DU HAM I DØDEN!" råbte hun med vrede i stemmen "Du er ligesom alle de andre i denne lorte familie! DU FORTJENER SAMME SKÆBNE SOM DIN NYE LILLEBROR OG SOM MOR!" skreg hun og med et var hun omslugt med mørkelillae flammer igen og lagde sin brændende hånd på hans kind.

Melvin tog imod hendes råb men i det flammerne var ved at komme op imod ham. rev han sig fri og teleporterede lidt væk fra hende.
"jeg valgte ikke det her! jeg valgte ikke at vores barn skulle dø! jeg elsker dig men du har simpelthen ændret dig så meget. og de piger du snakker om. det er før vi fandt sammen. hvad regner du med at jeg skulle. være alene hele mit liv! men ja jeg har også fundet nogle andre efter det her. men hvornår skulle jeg jo se dig. du er jo fars legetøj nu fordi du opføre dig sådan her!" sagde han med ret ryg og ville ikke kigge på hende.
han satte sine hænder bag sin ryg og trak sine to knive frem.
"men du våger på at skade Valiona eller vores lillebror. hvis du skal skade dem skal du forbi mig først!" sagde han hårdt og kiggede på hende. hans blå øjne begyndte at skinne og en blå kraftig aura dukkede op rundt om ham.

imellemtiden var Zaela og Surzi løbet op til Sakref for at fortælle hvad der skete så han var informeret.

Zantanna kiggede ud af vinduet efter hun havde taget sig sammen hun måtte gøre noget, hun løb så hurtigt hun kunne i sin vampyrløb for at stoppe dem begge to hun var blevet smule vred kunne Rafaela ikke se at hun ødelagde dette ikke bare for hende, men også for sig selv. Hun betragtede dem ” gider i to så stoppe, dette her løser intet” vrissede hun og værdigede ikke Melvin et blik. Hun trak vejret tungt og det var tydeligt at hun var vred ” du er lige så slem som han er, vis du dræber din lillebror” sagde hun dette var den sidste måde hun havde for at nå ind til Rafaela ” jeg forstår dig, jeg var vred og ked af at mine forældre havde givet mig væk til en der gjorde mig ondt” sagde hun hendes stemme lyd som en der græd, men hun havde brugt det meste af sin tid på at spekulere på hvordan kunne få sin hævn, men den havde ikke gjort hende spor glad. Den ville heller ikke gøre Rafaela glad. Hun havde plantet sine fødder sådan stod imellem Melvin og Rafaela hun vendte sig om imod Melvin ” i seriøst brug for snakke, her gik jeg troede min familie forskuet, men den her familie er mere, går ikke før i to for snakket ordenligt uden flammer og våben” sagde hun stædigt og stående selvom hun kunne blive dræbt, men denne her familie forvirrede hende mere end hun forvirrede sig selv. Hun vidste at deres far ville komme nok spærre dem alle sammen inde selv Zantanna som prøvede på løse dette problem.
Hun betragtede Melvin og derefter vendte hun sig om imod Rafaela, den pige som troede hun kendte havde forandret sig og virkede ligeglad med Zantanna, men hun prøvede på skjule at det gjorde ondt at Rafaela ikke ville lytte ” ved i jeg tror i har brug for at hele familen samles og snakker” sagde hun var mindere vred. Hun vidste at de kunne få´løst dette problem uden vold vis bare de ville lytte til hende. Faktisk den eneste der havde lyttet var Rafaela og Melvins far. De andre virkede mærkelig tilfreds med gøre hvad deres far og åbenbart Melvin gjorde. Jo mere hun gravede i lagene på denne familie jo mere var hun glad for det ikke var hendes familie. Zantanna ville ikke tøve med at bruge sin evne vis nogen af dem nærmede sig hinanden med deres våben selv vis det betød at ville brænde sig ” og vis du gør dette tror så din far vil lade os se hinanden igen?” spurgte hun og lagde armene over kors ” kan du ikke se at du ryger ned på deres niavu ved være som du er nu er du ikke bedre end  dem du er værre” sagde hun nu vendte sig vidste at ville brænde vis ikke skyndte sig ind så nu var det kun Rafaela som kunne stoppe sig selv. Hun måtte skynde sig finde skygge og fandt ret hurtigt en dør hun sagt det hun skulle, men nu måtte de se om det virkede. Hun kiggede sidste gang på Rafaela inden hun forsvandt ind af døren. Hun havde kun lige nået det. Rafaela var som forandret. Hun vidste ikke hvad hun havde ment med at hungjorde dette her for hendes skyld. Hun skammede sig smule over Rafaela. Hun vidste at hun løbet en risiko, men hun kunne ville ikke miste Rafaela til noget tåbeligt.

Tårerne løb vredt ned af hendes kinder. Nogen indeni hende havde mest løst til og løbe ind i Melvins favn og stor tude og føle trøst, men ellers havde hun også bare mest lyst til og få vreden ud ved og skade ham. "Det er noget du siger for og berolige mig, men det virker ikke! Hvis du elskede mig havde du snakket til mig de gange du havde mulighed for det. For der har været mange! Hvorfor tror du jeg er blevet sådan som jeg er nu? Jeg er bare som du og far ville have mig til! AT VÆRE EN USSEL SLAVE! Jeg får overhoved ikke lov til og bearbejde mine sorg! Jeg får ikke lov til og græde og blive sur over det der er sket! De gange jeg har haft chancen bliver jeg proppet med krystaller og fars blod så alt er væk for mig! Er det og bearbejde vreden og sorgen? NEJ! Det får den til og forsvinde et kort øjeblik!" græd hun. "Der ikke en i dette slot der har sat sig ved min side og lade mig græde og bande og svovle over det tab! Vil du vide hvad jeg har følt de sidste mange måneder? At jeg kun er kommet ind i familien for og blive en slave! At jeg ikke betyder en skid for denne familie jeg kunne være død og i havde været ligeglade for jeg er kun en slave!" græd hun. Hun rystede over hele kroppen.
Hendes gråd blev dog hurtigt erstattet af vrede og da han trak sine knive frem blev flammerne sorte og det betød, at hun var helt ude af kontrol og at flammerne var kraftigere end nogensinde. "Hvis jeg ikke måtte beholde mit barn skal de heller ikke beholde deres mugler søn!" skreg hun. Hun skulle lige til og angribe Melvin da hun så, at Zantanna havde stillet sig imellem dem. Hun kiggede bare på Zantanna. Var det virkelig det hun følte? Hun vidste ikke alt det hun havde været igennem. Det kunne hun tydeligt se nu. Hun kiggede ned i jorden og lod tårerne trille ned af hendes kinder. Hun var nøgen og var omgivet af sorte flammer. Hun vidste, at hendes far ville straffe hende for dette, men det var hun ligeglad med. Hun skulle sikkert bare gøre rent som altid og gøre ham tilfredsstilt. Hun kiggede efter Zantanna da hun gik og derefter på Melvin igen med et vredt og sorgfuldt blik. "Far ville have mit barn dødt han fik sin vilje jeg vil have hans barn dødt og jeg vil få min vilje ligemeget hvad der skal til! Så må hele familien og jeg falde!" skreg hun og en masse sorte ildkugler begyndte og blive skudt rundt fra forskellige dele af hendes krop og de blev sendt direkte imod Melvin og han ville blive ramt ligemeget hvor han ville forsvinde hen da hun sendte ildkugler hele vejen rundt om sig. Selv om i luften.

Melvin kunne selv se at han ikke kunne undgå angrebet uanset hvad.
han hoppede hen til Zantanna og slog knivene ned i jorden hvorefter en kødagtig væsen samlede sig rundt om knivende og formede sig til et levende skjold. det var hans magiske våben. et våben kendt som kaosæderen. et levende væsen der lever på blod. det kunne blive så skarpt det kunne skære igennem metal som var det blødt smør og kunne klare varmen fra en vulkans lava.
han gemte sig bag skjoldet imod ilden og skjoldet dækkede hele hans krop og Zantannas. så de ikke kunne blive skadet.
"hvordan skulle kunne nogen overhovedet kunne trøste dig hvis hver gang det bliver nævnt bliver du morderisk. du skubber alle væk du kender og holder af og du ser det ikke selv. det har intet med mig eller far at gøre. det hele der er sket er af din egen virke. du er ikke en slave for os men du har selv valgt at se dig selv på den måde." sagde han i skjul bag sit skjold.
"selv nu hvor din bedste veninde prøver at hjælpe dig skubber du hende væk. for hvad? for din egen barnlighed." foresatte han.
han kunne ikke angribe hende i denne her form. men i den her form kunne de ikke blive skadet.

Zantanna måtte beskytte dette barn, det havde ikks bedt om blive dræbt barnet bar ingen gang skylden for det Rafaela havde oplevet. Hun rejste sig måtte finde det barn om det sidste hun gjorde, men inden gjorde det ville hun give Rafaela en chace mere hun åbende døren gik hun havde ikke lagt mærke til de sorte ild kugler, men var også ligeglad. Hun bed tænderne hårdt sammen greb endnu gang fandt i den brandvarme arm ” vil du ikke godt være sød ikke gøre barnet noget, jeg var med for støtte dig, men jeg kan ikke støtte dig vis du dræber det barn” sagde hun og for første gang lod sorgen over at hun ikke ville lytte til fornuft skinne i gemmen. Derefter kiggede på Melvin og gik hen imod ham” hvor barnet jeg bliver nød til at komme hen til ham før Rafaela gør vis Rafaela skulle klare det” sagde hun havde ikke tænkt sig lade Rafaela gøre noget som hun ville fortryde resten af sit liv. Barnet havde ikke befaldet at Rafaelas barn skulle død. Hun kiggede bedende på Melvin ” jeg kan ikke lade Rafaela gøre noget hun vil fortryde senere” sagde hun håbede at han kunne holde hende væk længe nok til hun kom der hen hvor hun nå beskytte den. Hun kiggede såret på Rafaela imens slap hendes arm. Hendes blik fast rettet på Melvin imen hun gik tættere på, da hun sikker på at Rafaela ikke ville lytte til fornuft. Hun havde ikke set den sorte ildkugle som var på vej imod Melvin, men Zantanna stod lige i dens skudlinje og den ramte hende lige idet skulle til vende sig om imod Rafaela. Hun spærrede øjnene smule op og sank sammen. Hun vidste at kuglen ikke var beregnet hende, hun havde bare stået det forkerte sted. Hun kiggede på Rafaela og håbede hun ville forstå. Smerten fra kuglen var stor og hun klynkede svagt da sank sammen på jorden. Vis det var nu skulle død var der nogen som måtte passe på Emiliy ” Emiliy” mumlede hun stille.

Hun kiggede vredt på Melvin. Hun lyttede dog stadig til det han sagde "Hvorfor tror du det er blevet sådan?! Fordi far propper mig med de krystaller hvergang jeg så småt får tegn på og komme i den fase, hvor sorgen træder ind! Hvis ikke krystallerne så hans blod! Hvis jeg ikke blev proppet med det lort havde tingende set anderledes ud!" råbte hun af ham. Hun skreg kort da han sagde, at hverken ham eller deres far så hende som en slave "DU LYVER! Far har ikke kaldt mig andet end for slave siden den dag han sendte barnet væk! Har ikke hørt ham kalde mig for sin lille pige eller prinsesse eller nogen i den retning før til aften kun fordi Zantanna var der! HAN SER MIG KUN SOM EN USSEL SLAVE!" skreg hun med tårerne løbende ned af sine kinder. Hendes vrede var så småt ved og blive taget over af sorgen. Hun ville til sin søn og den eneste måde hun kunne komme til det på var og dø. Hun kiggede på Zantanna med et trist blik da hun så hun var kommet og nævnte deres lillebror "Han er ikke født endnu" sagde hun stille. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun skulle lige til og advare Zantanna om kuglen der fløj imod dem, men det var forsent. Rafaela skreg og græd og faldt sammen på jorden. Hun begyndte og stor tude. "Håber i kan klare jer uden mig. Fin en anden slave. Farvel" græd hun hvor hun derefter hamrede spidsen af sin hale igennem sin mave og op imod hjertet. Hun skreg og hendes blod begyndte og løbe fra maven og ud på græsset. Blod begyndte og løbe ud af hendes mund og hun faldt sammen på jorden. Hun trak stadig vejret svagt og hendes hale lå stadig inde i hende. Selvom hun vidste, at hun ville dø hurtigere hvis hun hev halen ud. Flammerne forsvandt og hendes blik begyndte og blive slørret. Hun havde ikke ramt hjertet så det pumpede alt hvad det kunne for og skulle holde hende i live, men hun havde ramt lungen. Undskyld Zan..." sagde hun lavt med en meget hæs stemme. Det var tydeligt at se og høre på hende at der ikke skulle gå mere end 30 minutter for og redde hende før hun var helt væk. Det eneste der trak tiden så meget ud var at hendes hale lukkede så vidt muligt for hullet i maven og lungen og det at blodet kæmpede sig igennem de steder det kunne for og holde hende i live.

Sakref kom lige præcis derud til at se rafaela begå selvmord. "NEEEJ!!!" råbte han og løb hen til dem.
Han brugte sine evner til at skabe to border med hjul ud af skyggerne.
Zaela og Surzi kom lige efter Sakref. De var vildt bekymret.
"Zaela, Surzi jeg vil have i tager jeres søster til hospital stuen med det samme. Melvin, du tager zantanna også til hospitalet. Rottenstein burde være på hospitalet lige nu." sagde sakref fokuseret.
De nikkede til det sakref sagde og skyndte sig at rulle dem begge til hospitalet.
Sakref løb med for at holde øje med rafaela og zantanna on hvordan deres situation var.

De kom hen til hospitalsstuen. Valiona lå på den ene hospital seng og var ved at blive undersøgt af rottenstein. Et rotte væsen som var klogere end de fleste væsener og var på størrelse med en dværg men med rotteudseende.
De åbnede døren hurtigt og skyndte sig at få lagt dem begge på arbejdsbordene. Hans skyggebordere forsvandt lige efter.
"Rottenstein jeg skal have dig til at binde den stakkels pige med tredjegradsbrændsårende, giv hende en blodpose menneskeblod med en blanding af 10 ml dæmon blod Per 100 ml for at øge hendes healing. Hun er vampyr så hendes fysiske healing er stærkere." sagde sakref til rottenstein og rottenstein nikkede som svar og gik i gang.
Sakref undersøgte selv rafaela for at se hvor slemt såret var. Hun havde ramt sine lunger men ikke hjertet. Hun har heller ikke lavet et hul på den anden side af hende så det burde være ligetil.
"melvin jeg skal have sig til at finde en pose med væske til hendes krop med et drop samt en sprøjte med 50 mg mandrake rod saft som en bedøvelse samt narkose. Zaela, Surzi jeg skal have jer til at hjælpe mig holde hendes åbne sår åbent imens jeg syer hende. Melvin når du er færdig så hold øje med hendes puls." sagde Sakref og tog en nål frem og noget tråd lavet af Dyretarm som kroppen kan nedbryde.
Han hev hendes hale ud af hendes mave og pigerne holde på hver side.
Sakref undersøgte hurtigt skaden og begyndte først at sy de indre skader.
Valiona havde imellemtiden rejst sig op og gået hen til sakref.
Valiona var chokeret over hvad der var sket. Men hun ville hjælpe.
Sakref fik hurtigt lukkede sårene og fik Zaela og Surzi til at nu at holde såret lukket så han kunne sy det sammen. Da såret var lukket var der ikke meget tid tilbage.
Valiona trådte hen imod rafaelas mund.
"jeg kan hjælpe med min gave. Livets flamme." sagde hun og lagde blidt sine læber imod rafaelas og begyndte langsomt at puste en flammende energi ind i rafaela. Det var en speciel flamme som kun de røde drager havde. En healende flamme.
Varmen og energien hjalp hurtigt til og rafaelas situation var stabil igen og det samme var Zantannas.
De begyndte at fjerne tingene og valiona lagde sig udmattet i sengen igen.
Rottenstein lovede at holde øje med dem og bringe besked når de vågnede

Zantanna kunne ikke se hvad der skete hendes tanker fløj rundt inde i hendes hoved og smerterne fra kuglen slørede hendes blik, men hun kunne ikke lade være med gispe da lugten Rafaelas blod ramte hendes næse, hun blev vred Rafaela havde valgt den nemme løsning. Zantanna havde ikke troet sin egen næse og øre havde hun virkelig tænkt sig at forlade hende efter alt det de havde været igemmen. Zantanna kunne ikke tro det, hun sukkede svagt hun kunne ikke gøre noget hun havde fejlet hun havde fejlet sin bedste ven ikke bare ven hun havde svigtet sin søster. Zantanna gav ikke Rafaela skylden, men sig selv hun følte sig så utilstræklig og lille. Havde hun kunnet græde havde hun grædt, det havde såret hende at Rafaela ikke havde lyttet og stolet på hende nok til at hun kunne slippe sit had. På mange måder syntes hun at Rafaela var heldig, men på den anden vidste hun heller helt hvem hun skulle tro på mere. Hun fik færten af Rafaelas far og mere huskede hun ikke før mistede bevidstheden fordi smerten var stor. Imens hun var væk havde hun marridt, det indebar Rafaela og hendes familie, de ville have hende til vælge side og lige meget hvad hun gjorde var det ikke godt nok.

Zantanna vidste ikke hvor længe hun havde været væk, men hun holdte sine øjne lukket, hun havde ikke lyst til at snakke med nogen og i hvert fald ikke Rafaela ikke nu hvor hun stadig var vred, hun fik færten af en tilstedeværelse færten kom ikke fra nogen af dem hun kendte. Hun gættede på at duften kom fra en kvinde den duftede sødt, måske det var hende som hun havde prøvet at beskytte, men vidste det ikke og hun havde ikke lyst til kigge. Faktisk havde ikke lyst til at åbne øjnene se på nogen af dem. Det hun havde prøvet holde sammen på var gået i stykker. Hun vidste ikke om hun kunne tilgive Rafaela for det der var sket, men på den anden side kunne heller ikke lade Rafaela i stikken for så var hun lidt ligesom dem. Hun trak vejret dybt åbende øjnene, men stirrede tomt op i loftet. Det var hendes skyld at Rafaela nær havde taget livet af sig selv. Hun kunne ikke være vred på Rafaela, men vidste også dette nok var sidste gang de så hinanden det havde Rafaela sørget for. Hun vendte til sidst blikket over på den fremmede som var en kvinde, Zantanna syntes hun så meget smuk ud, et svagt smil bredte sig over hendes læber.

Hun var sikker på denne kvinde hun betragtede var dronningen, hun fjernede til sidst blikket ned på jorden ” det må de undskylde, jeg fejlede, men jeg prøvede virkelig” sagde hun det ikke som sådan henvedt til kvinden, men mere for bekræfte sig selv i hvor stor en fiasko hun var. Hun kunne ikke holde sammen på noget, hun var bare en dum vampyr som skulle være bleven i kælderen hvor hun kom fra. Det hele var enten så forvirrende eller sårende. Hun havde altid haft disse følelser med sig hvor hun kom fra, selvom det faktisk ikke var hende som skyld i at hun var blevet sviget.
Zantanna anede ikke hvad det var hun havde rodet sig ud i, men hun begyndte fortryde at hun var kommet. Det havde været så frygtligt se sin veninde så ked af det uden hun kunne gøre noget som helst. Zantanna vidste bare at hævn ville ikke gøre hende glad, hun bed sig svagt læben og gjorde ingen tegn på ville bevæge sig, så lukkede til sidst sine øjne igen.

Rafaelas øjne og mund var stadig åbne da Sakref kom. Hun kunne kun svagt høre hans stemme. Hendes øjne var blevet matte og hun var allerede på vej væk fra verdenen. Der var dog stadig tid til og redde hende inden hun var helt væk. Hun flyttede ikke på sig og blodet løb svagt ned af hendes hale og ned på græsset. Hun flyttede ikke på øjnene da Sakref så på hende ej heller da Zaela og Surzi lagde hende på bordet. Hendes øjne faldt i da hun mærkede svagt bordet under sig. Hendes puls var meget lav, men man kunne stadig mærke, at hendes hjerte gjorde alt for og holde hende i live.

Hun rørte ikke på sig og inde i hovedet så hun kun et skarpt lys som var hun allerede var væk fra verdenen. Hendes temperatur blev koldere og koldere jo længere tid det går og alle ved, at når en draconianer begynder og blive kold så er det kun tegn på, at de enten er døde eller er meget tæt på døden. Da Sakref havde hevet hendes hale ud begyndte hun og bløde voldsomt og hendes puls faldt drastisk. Der var næsten ingen vejrtrækning under hele processen.

Der gik flere timer, hvor der ikke var noget tegn på, at hun ville vågne igen selvom Valiona havde stabiliseret hende. Hun havde ligget stille og i samme stilling som hun var blevet lagt i efter Sakref var færdig med og sy hende sammen. Hun var stadig indsmurt i sit eget blod. Hendes puls var normal, men hendes temperatur var stadig koldere end den plejede og være.

Valiona smilte til Zantanna fra sengen af.
"tage det roligt min søde pige, du har ikke fejlet. jeg er stadig i live og mit barn er stadig i live takket være dig. samtidig skal Rafaela nok komme sig, ligesom du skal nok komme dig." sagde Valiona meget moderligt som var hun Zantannas mor der trøstede hende i sin værste periode.
Valiona rejste sig op og gik hen til Zantanna og stod og nussede hendes hår samtidig med at hun også nussede Rafaelas hår.
det var som om hendes fingrespidser var fyldt med energi for imens hun rørte ved både Zantanna og Rafaela så spredte der en kærlig varme igennem dem begge som var de blevet lagt ind under en varm og dejlig dyne.
"men hvil nu begge mine piger og sov så længe i har behov for og når i vågner vil alting være godt igen" sagde hun betryggende. man kunne høre at Valiona intet ondt havde i sig. hun var som en af de reneste sjæle der fandt i verden. en hel modsætning til Sakref som var de yin og yang.

Valiona gik tilbage til sin seng da hun mente at de begge var beroliget og varmet.
hun var udmattet. hun havde ikke så meget energi da hun i forvejen brugte meget energi på at være gravid.

efter lidt tid kom Sakref ind af døren.
"hvordan har de det?" spurgte Sakref sin kone.
"bedre. men du skal tage Rafaela hen til et varmt sted. hun vil ikke holde sig stabil for evigt hvis hun ikke får varme." sagde Valiona bekymret.
Sakref nikkede.
"selvfølgelig skat. jeg tager hende ned til varmekammeret. der er der masser af varme så hun kan holdes varm og stabil." sagde han.
inden han rykkede på Rafaela så tog han Zantanna op og lagde hende i en ordenlig hospital seng og lagde en dyne op til hendes ben så hun lå blødere og dynen ikke lå på hendes sår.
han gik derefter hen og lagde Rafaela på en transport seng og kørte hende til varmekammeret som var nede i hans laboratorium.
der havde han skyndt sig at hurtigt stille en seng klar til hende og lagde hende der.
der var lige så varmt inde i varmekammeret som den varmeste sommerdag i sunfury city. der var 38 grader i lokalet. det var nok en okay varme da draconianere er meget varme resistente så hun burde kunne klare varmen.

Zantanna vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun følte sig overhovedet ikke spor tapper, faktisk følte hun sig helt lille og havde lyst til rejse sig og gå, men så skete der noget hun ikke havde regnet med. Hun sukkede svagt da Valiona snakkede til hende vendte hun blikket imod hende ” hvordan kan jeg ikke ha fejlet, jeg kunne ikke nå ind til hende” sagde hun og rørte svagt ved sin lomme hvor pengene var hun tog pungen op og undertrykte smerten ved at bevæge sig. Det gjorde ondt, men ikke nær så meget som før. Hun betragtede Valiona der rejste sig, et bekymret blik ramte hende og Zantanna skulle lige til at rejse sig få den gravide kvinde i seng igen, men hun var ikke hurtig nok og berørningerne gjorde hende trykke, aldrig før i sit liv havde mødt så meget kærlighed på en gang, vis nogen var en mor som Zantanna havde forstillet sig i fangeskabet i kælderen så var Valiona et godt billed, faktisk burde hun være vred det vidste hun at hun ville blive vis nogen truede Emiliy på livet eller Rafaela. Hun betragtede Valiona da hun gik tilbage til sin seng ” må jeg spørge dig om noget?” spurgte hun og smilede svagt. Hun kunne ikke forstå hvordan hun kunne være så rolig når Rafaela gik truede deres barn og Valionas eget liv faktisk hele familiens.
Hun havde fundet det familie medlem af Rafaelas familie hun brød sig bedst om udover Rafaela selvfølgelig, men hun havde brug for sandheden om hvad der sket med Rafaelas barn. Hun ville ikke kunne støtte Rafaela med mindre hun vidste hvad der forgik, hun var forvirret nok i forvejen. Hun nåede drog ikke spørge før Rafaelas far kom ind for at se til dem. Hun tav lyttede selvom hun nok ikke burde lytte til samtalen, men Zantanna var lige så fast besluttet på at Rafaela skulle overlevede som de andre var, hun kunne ikke undvære sin ven og søster de var ikke rigtige søskende, men hun elskede Rafaela som elskede Emiliy og de var søster eller det var de bleven fordi hun skulle have været hendes og Ethans datter, som skulle igemmen det samme hun havde været ” Emiliy” mumlede hun hun måtte hjem til Emiliy hun kunne ikke ligge i en seng hvad skulle Emiliy gøre. Hun satte sig op. Hun bed tænderen hårdt samme for ikke at gispe, der skulle mere til at holde hende i sengen. Hun vidste godt at det nok ikke var smart, men hun kunne ikke efterlade den lille pige. Måske hun kunne spørge om de ikke kunne hente Emiliy. Hun tænkte imens trak dynen på hendes fødder og ben og besluttede sig for at det nok bedst at spørge. Hun vendte blikket imod Valiona ” mit navn er Zantanna jeg tænkte på om i kunne hente Emiliy?” spugte hun følte sig bedre ved tanken om at hun kunne være her. Emiliy var det menneske barn hende og Rafaela havde reddet den gang Rafaela reddede hende, men det var kun noget hun ville uddybe vis hun blev spurgt.

Zantanna kunne ikke lade være med tænkte på Rafaela og hun tudte ikke lukke sine øjne i frygt for at drømmen ville komme igen. Hun kunne dog ikke lade være med at tænke at det var hendes skyld. ” jeres familie er godt nok forvirrende” sagde hun, men det vel sådan familier var, Zantanna vidste det ikke, for Zantanna havde jo aldrig rigtigt haft en familie nogen som elskede hende for den hun var. Hun bed sig svagt i læben for ikke at komme til sove. Hun ville være vågnen end til hun vidste hvordan Rafaela havde det. Hun betragtede svagt sine sår og den svendne hud. Kunne de være sikker på hun healede helt at sårene ville forsvinde? Zantanna vidste det ikke rigtigt, men når de sagde det måtte det vel være rigtigt nok. Hun ville så gerne tænke på noget andet, men hun kunne ikke lade være hun var bekymret noget hun heller aldrig sådan rigtigt havde følt før. Hun lod blik falde på penge pungen og kastede den forsigtigt hen til Valiona det var deres hun sikker på Rafaela hendes og søskende ingen steder skulle og hun måtte tilbage til sit faldefærdige hus når hun færdig her ” jeg tror nok den tilhøre jer" sagde hun havde faktisk med alt det der var sket glemt den, men hun ville ikke tage noget der ikke var hendes.

//I får først svar i morgen da jeg har arm i slynge //

Rafaela lå bare stille time efter time. Det var som om, at hun var død selvom hendes hjerte bankede og pulsen var stabil. Der var ikke en nerve der flyttede sig på hende. Hendes ansigt så ud som om hun havde været ked af det på det tidspunkt hun stak sin hale ind i sig selv.
Da hun var kommet ned i varmekammeret var der stadig ingen tegn på at hun snart ville vågne. Hendes krop blev dog varmere som tiden gik og hvor hun lå dernede. Det gjorde dog det, at blodet og de kød rester der hang fast på skældet på hendes hale hurtigt begyndte og lugte lettere rådent
Som tiden gik svingede hun meget imellem og være stabil til og være ustabil da hendes hjerte og lunger flere gange havde svært ved og samarbejde for og heale de indvendige skader på alle de organer som havde taget skade.

//sorry det korte svar :-)//