XX - Jeg er helten på en hest. Du er prinsessen. (Vánagandr)

Han kunne næsten ikke lade være med at grine, som Fenris kommenterede hans størrelse. Mange kommenterede han var stor, men nu var det heller ikke fordi...Okay, nu havde han ikke meget at sammenligne med. Men personligt mente han ikke Fenris var lille selv. Hans tunge gled rundt om Fenris' hul, som han mere eller mindre prøvede at klargøre det lidt. Hans sorte blik gled op til Fenris, som han vred sig.
Hvad manden sagde gav god mening. At vænne sig til størrelsen. Det ville næsten være for synd for Fenris, hvis de tog den anden stilling, hvis han virkelig var for stor til Fenris. Manden ville blot få smerter. Han kunne altid gøre det bagefter, når eller hvis Fenris vænnede sig til det.
"Vi kan ikke have du ikke ser mig...Kan vi vel?" kommenterede han. Trods alt havde Fenris virket mere end glad ved tanken om at se Seans rigtige skikkelse og det ville også være ærgerligt at frarøve ham det nu. I stedet kyssede han ham op langs overkroppen, før han lagde sig ved siden af Fenris og hentydede til ham blot skulle komme. Han var mere end klar til at lege!
"Jeg vil også gerne se dig imens" røbede han. Det ville han, han nød at se på Fenris, men især nu kunne det vise sig at blive interessant.

Fenris øjne gled over på Sean, mens et svagt smil dannede sig. Hans tanker gled lidt omkring hvordan Fenris skulle få hele Sean op i sig, men det var jo en del af udfordringen. Han så på Sean, mens et svagt rødmen dannede sig på hans kinder da Sean nævnte at han også gerne ville se på Fenris. Sikkert nok for at havde noget pænt at kigge på... Eller at se hvordan Fenris vrider sig i nydelse? Fenris kunne ikke lade vær med at grine lidt over tanken, mens han bevægede sig over Sean. Hans øjne gled kort på hans dyr og han greb omkring med begge hænder for at lede det i retningen af Fenris's bagerste parti. Hans øjne lukkede sig kort og hans vejretrækning var rolig. Dog kunne han ikke lade vær med at give et par... 'interessante' lyde frem, mens han mærkede størrelsen af blot spidsen fra Sean.

Fenris øjne åbnede sig kort op, mens han langtsomt gled over Sean's 'dyr'. Han kunne mærke hvordan hele hans ryg gys af både angst og en snær af større 'smerte'. Dette var -bestemt- ikke noget Fenris var vant til. ''I... guder....'' Hans øjne gled over på Sean, som sikkert nok morede sig ved at se Fenris halv besværlig presse Sean ind i sig. Han kunne mærke selv hvordan hans eget underliv strækkede sig mere og mere. Han løftede sit hovede bagover og stønnede højt, mens han mærkede at Sean kom dybere og dybere.. ''A-aah~ S..Sean... D..Du Stor.. A-aah~'' et par forskellige vejretrækning og han et par gange pressede rundt omkring Sean's 'dyr' blot for at han kunne vænne sig lidt til Sean. Han formåede at presse sig halv vejs, før han lagde begge hænder på Seans bryst. Han kunne mærke hvordan hans hjerte hamret. Følelsen af Sean op i sig var skøn, men han var helveds stor. Måske for stor? Fenris roligt bevægede sig svagt, mens hans øjne gled op på Sean. Han kunne mærke hvordan hans indre lyst havde vokset sig mere og mere. Selv om Sean sikkert enten grinte sig i laser eller var overrasket over at Fenris kun havde formået sig 1 tredje del af Sean op i sig. Fenris kunne ikke få mere. Eller han troede i hvert fald han havde fået nået halv vejs.

Han bevægede sine hofter op og ned efter at havde fået vejret og vænnet sig svagt til Sean's størrelse. Fenris begyndte svagt at blive utoldmodig. Han VILLE bare havde Sean. Hans øjne gled ned på Seans bryst, mens hans stønnen blev mere regulert. Hans eget strittende 'ven' begyndte at hoppe op og ned i rytmen til Fenris, som blev mere og mere 'agressivt' til værks. Han fortsatte og fik Sean dybere og dybere op i sig. Til sidst glemte han helt at holde øje med hvor stor Sean var og gik næsten ned til roden af Sean før han mærkede at Sean pressede sig fuldt ud op imod Fenris's 'speciele' punkt op i ham, som fik ham til at stoppe op og stønne højt. Han lænede sig bagover med kroppen og hans hovede vendte op imod luften, mens hans hofter gik dybere og dybere ind over Sean og Fenris mærkede bestemt hvordan hele hans krop næsten rystede over at skulle holde styr på sådan en størrelse. Han var ikke vant til det. Dette var bestemt tydeligt. Men det tændte ham mere end noget andet han havde prøvet.

Som Fenris, skrøbelig som en blomst i øjeblikket, gled ned over Sean, brummede han af nydelse. Han lukkede øjnene lidt, som han blot nød fornemmelsen af en ganske stram - men måske var det blot fordi han var så stor? - Fenris der sænkede sig over ham. Til sidst åbnede han øjnene og så på ham. Armene blev lagt bag hovedet og et svagt smil hvilede på hans læber, mens han så på Fenris, som denne tydeligvis kæmpede med det. Han kunne ikke lade være med at smile af det. Lydene, hans udtryk, den måde han prøvede at kontrollerer det hele. Da han stoppede op, lå han blot tålmodigt og ventede. Han huskede selv aller første gang Fenris havde givet sig tid til at vænne Sean til ham og dette var vel noget af det samme. Også selv om han mest af alt havde lyst til at hamre den op i Fenris' lille krop, trods det måtte gøre ondt. Hans hænder gled op af Fenris' arme, som han kærtegnede, mens Fenris kæmpede sin kamp. Søde, lille ven. Selv som et kaoshungrende monster havde han lyst til at behandle Fenris som en skrøbelig blomst.

Hele Fenris' krop rystede. Selv om manden så ud til at nyde det, eller måske tvang han sig selv til at nyde det? Virkede det som om hans krop prøvede at protesterer mod dette. Størrelsen var uden tvivl lidt for stor, men Sean kunne ikke helt bedømme om ubehaget eller Fenris' nydelse var størst. Måske skulle han bare lade det være som det var, håbe på Fenris selv sagde fra, hvis det blev for voldsomt?
Han var trods alt overrasket over HVOR meget Fenris kunne have op i sig, selv af den store størrelse. Igen brummede han, en dyb lyd og hvis man mærkede efter, ru nok til at hele hans hals vibrerede ved det. Det var svært ikke selv at støde, men han ville lade Fenris styre dette, da det tydeligvis var en udfordring for ham. Hvis han først begyndte at støde til...Hvem vidste hvilke skader han kunne påføre manden?
Hans blik gled over Fenris, som denne begyndte at glide frem og tilbage, overraskende aggressivt, enten fordi Fenris var stædig eller fordi han alligevel nød det nok.
Et støn, der mere lød som en dyb snerren, forlod ham, som Fenris gled frem og tilbage. Det var ganske specielt i denne skikkelse, anderledes, selv for ham. Og han nød at Fenris denne gang var den der kæmpede, en ting han aldrig havde troet han skulle se, som Fenris var den mest erfarne af dem begge, angående at være sammen med mænd. Alt i alt? En sjov oplevelse. Og nydelsesfuld samtidig.

Fenris så på Sean, med et større dæmonisk blik end noget andet. Hans eget Incubus blod bankede igennem Fenris, mens han også havde følelsen af at noget ændret mere ved ham.. Hans øjne gjorde ondt, meget faktisk. Denne gang ændret Fenris's øjne. Fra de ellers normale til slangeligende øjne. Hans blik var lagt bestemt på Fenris, mens han stønnede. Hans krop rystede svagt, men hans hænder havde lagt sig på Sean's krop, mens hans underliv bankede mere og mere agressivt op og ned af Sean's dyr. Fenris kunne mærke smerten dunke en smugle, men han ville fortsætte. Han ville abselut mærke Sean. Specielt dette. Det gik en smugle tid før Fenris mærkede at Sean gled nemmere, mens han selv kunne mærke at Sean var lidt mere behageligt i sig. Han havde stille vænnet sig til ham, men Fenris vidste også at dagen efter ville han nok ikke kunne sidde så meget. Hvilket passede ham fint da han skulle ligge ned.

Fenris's tanker lagde sig bestemt på Sean. Hvordan hans krop så ud, de sorte øjne, som fik en større opmærksomhed fra Fenris, mens han arbejdet sig på Sean. Helt til Sean's hale. Fenris lagde alle former for metoder de kunne. Hvordan de kunne nemt lege tagfat med halen. Eller også ville Sean ryste på hovedet og holde Fenris tæt ind til sig og der efter grotæsk lege med ham, som en eller anden kludedukke. Fenris havde ikke så meget imod den tanke. Det betød blot at han kunne lege mere med Sean. Fenris stoppede makant tanken, da han kunne mærke at Sean's strittende og store 'ven' formåede Fenris at banke gentagende gange op i sit 'speciele' sted, som fik ham både til at stønne, med en halv hæs og mumblende stemme af lyst. ''S.. Sean.. J.. Jeg... A-Aah~. . .'' Hans hoved gled ned af og så imod Seans bryst, mens hans hænder grab mere fat omkring brysted på ham og svedet svagt begyndte at danne sig på ham.

Det var tydeligt at Fenris ikke kunne holde særlig længe. I hvert fald ikke med 'sådan' en stor fyr, som Sean nu var. Hans øjne gled på Sean, mens han begyndte at stønne hans navn. ''S..S-ean.. S-Sean.. Aaagh~. . . '' Hans øjne gled over på ham, med et større lidenskabeligt blik. Til trods for de rødlige nyance han havde i sine øjne.

Fenris's øjne:

To dæmoner, som de var. Hele verdenen burde bukke sig for deres fødder! Hvad var der, som de ikke kunne opnå sammen? Nåe ja, der var jo lige manden, som faktisk havde titlen som leder...Men lige nu, med kronprinsen som sin partner, føltes det mere eller mindre ligegyldigt, så længe Fenris havde viljen til at sætte sin egen mening igennem. Selv Sakref, og hans mystiske personlighed, virkede ligegyldig. Væsnerne, der i dette øjeblik kravlede op fra jordens indre og invaderede deres hjemland, uden en leder, som de kunne forhandle med. Spredte død, spredte ødelæggelse og tvang tidligere fjender til at arbejde sammen mod dem. Folk der i dette øjeblik sad på gaderne med skader, med sulten gnavende om kamp med kulden, selv om det heldigvis var sommer nu. Med folk der græd, folk der hver dag begravede deres kære, der var døde i en kamp, der virkede mere og mere ligegyldig. De rige, der forskansede sig, soldaterne, der red i kamp, uden mulighed for at vinde og komme levende hjem igen. Og her lå de, i Seans private territorium, afskærmet fra den grusomme verden omkring dem, to dæmoner, der var tættere end folk end ville tænke var muligt. Lå og boltrede sig i græsset, nød hinanden og følte sig stærke nok til at knuse hele verden under deres fødder, som de stolte væsner de var! Et lille paradis i kaosset, trods Sean elskede selv at sprede kaos. Så længe han selv havde et sikkert sted at vende tilbage til.
Kontrasten var stor, var absurd. Og Sean elskede den.

Og hvornår ville folk komme krybende til hans fødder, bede om mad, bede om ly, bede om sikkerhed? Bede ham om at fjerne disse væsner. Og hvor ligeglad var han ikke? Så længe han fik mad, så længe hans familie og andre dæmoner ikke led, hvorfor skulle han så blande sig? Han var ingen helt. Havde ingen ide om at blive en. Han var en skurk, men folk fortolkede ham ofte anderledes. Det hele kom jo an på ens udtryk, hvordan man bar sig selv frem i verdenen. Den værste skurk kunne forklæde sig selv som den sødeste gentleman. Og hvem ville mistænke ham?
Han var et flyvende monster af samme kaliber som de mærke væsner, der myldrede frem over hele Underworld lige nu. Alligevel ville folk nok flygte mere fra disse væsner, end fra ham, i øjeblikket. De var hans konkurrenter og netop derfor ønskede han dem væk. De truede den balance, han sugede energi fra til hverdag. De ødelagde hans forretninger, ødelagde hans by, de truede hans få kære. De skulle væk, som de insekter Sean mente de var. Og hvordan skulle han få tid nok til at være alle steder på en gang? Var Luce okay? Var Neph? Den sidste nævnte vidste han ikke engang hvor var. Var familien Chase? Så mange steder han burde være på en gang og ingen mulighed for at samle dem alle et sted. Han mærkede byrden, den evige forpligtelse der altid gjorde ham til en alt for travl mand. Når han var færdig her, skulle han genoptage arbejdet. Dette ville være det perfekte tidspunkt at lære Daron i kamp, om prioriteringer. Det perfekte tidspunkt at afprøve Xander i en presset situation. Det bedste tidspunkt at bevise for Elyas, at verden var alt for farlig til ham og han skulle blive indenfor.

Og Fenris var her, hos ham, for nu. Han stønnede, som manden kæmpede sig igennem det. Det blev bedre, det kunne han mærke, selv om han også kunne se det svage glimt af smerte, der skinnede i hans øjne. Øjne som en slange, som slangerne der efter sigende lokkede folk i fordærv og fyldte folk med løgne, gjorde dem snu og til nogen, man aldrig kunne stole på. Alligevel stolede han på Fenris. Hvem ville bruge så meget tid på en person, hvis man ikke brød sig om denne et eller andet sted? Elskede at bruge tid sammen, stolede på at denne ikke gjorde det for at skade en senere?
Fenris kunne ikke holde længe. Fordi Fenris havde virket så stram, kunne han heller ikke selv holde længe. Det byggede sig op i hans store krop, fik ham til at krumme lidt i ryggen og til tider kunne han ikke fraholde sig at støde lidt til, omend han hele tiden mindede sig selv om ikke at gøre det for hårdt.
Hans evige koncentration på at holde sig selv tilbage, fik det blot til at føles som om han ville komme des hurtigere. Det var tydeligt Fenris også nød det, det lidenskabelige blik, hans støn, hans ivrighed. Og han ønskede blot Fenris ville komme, at han ville få al den nydelse han fortjente. Selv gravede hans ene hånd sig ned i jorden, tog en hel håndfuld, et hul i den ellers perfekte græsplæne. Sean var ligeglad. Jorden blev presset sammen i hans hånd. Et let lag sved dækkede hans rødlige krop, hans muskuløse krop og hans brystkasse hævede og sænkede sig som et blæsebælg.
Seans hale lå blot og svang sig dovent over græsset, til tider i mere voldsomme bevægelser, som det hele gik. Det faldt slet ikke Sean ind at bruge den til deres leg. Også fordi den havde den bløde dusk for enden, der gjorde den mere eller mindre ubrugelig til denne slags lege, hvis man spurgte Sean.
"Åh....J-ja..." brummede han. Ja, ja, ja. Ja, hvor var det godt. Ja, bliv ved. Ja, jeg holder heller ikke så længe igen. Ja, Fenris, vi er sammen og vil forblive sammen, til vi bliver trætte af hinanden.

Fenris lyttede til Sean's stønnen og hans dybe stemme, som blot fik Fenris mere og mere tændt. Han mærkede at hans krop halv rystede over størrelset, mens han ivrigt bevægede sig oppe og ned. Hans eget hjerte hamret afsted for at give nok luft til blodet og Fenris's hjerne for at han ikke skulle besvime. Følelsen af Sean's størrelse var mere end forvented, men at han kunne banke sig så dybt op og ramme gentagende gange på et enkelt 'specielt' punkt på fenris, som blot fik det til at føle endnu bedre.

Fenris gled dybere ind over Sean og hans øjne faldt på ham. Hans hænder fjernede sig fra hans bryst og Fenris endte med at gå helt i dybde på Sean, som fik ham til at stønnen endnu højere. ''S..S-Sean..Jeg...Aagh~'' Fenris nåede ikke at advare Sean, mens han selv stødte hovedet tilbage og han buede kroppen bagover, mens hans hænder lagde sig slapt ned hans krop. Han gik hele vejen ned til så langt han kunne komme og få Sean op i sig, som dette tilfælde var næsten hele Sean's størrelse, men kun en mindre del af hans kød kunne spottes. Hans hofte knogler forhindret ham i at få Sean's størrelse længere, mens han udstødte et større støn og stønnede Sean's navn ud i luften. Han udløste selv, som blot blev fyret afsted imod stakkels Sean, som landte fra hans bryst og videre ned imod navlen. Hans bagerste partie havde refleks messigt strammede og løsnet sig gang på gang, mens Fenris udløste selv.

Hans øjne spærrede op og hvis Sean selv formåede at udløse sig op i Fenris, ville han blot lukke øjnene og smile svagt. ''Mhmm.... J..Ja..'' Hans øjne gled ned imod Sean og han lænede sig imod ham. Hans læber ville ligge et kys på hans, mens Fenris stadig kunne mærke Sean's 'store' dyr op i sig. Hans lunger føltes som om de havde brændende gløder i sig og hans hjerte var som en hammer, som prøvede at banke sig ud af hans bryst. Dog ville han indrømme selv at dette. Dette var det bedste og helt klart værdien værd. Hans øjne gled op på Sean, som stille så ud til at blive normale igen. Omgivelserne svagt begyndte at dukke frem og han fandt sig selv, sammen med sean i hans have. Mon Sean blot havde cirkuleret rundt og landet tilbage i haven? Hans hoved lagde sig på Sean's 'klistret' bryst og han lukkede øjnene. Han havde intet imod at blot ligge her. ''Du er fantastisk.. mhmm... Jeg elsker min store, stærke Arch-Demon'' Fenris lagde sine læber på Sean's bryst, som et kys og lagde sit hovede igen på hans bryst, mens Fenris's dyr stille begyndte at blive mindre.

Fenris var 'død' for energi. At formå at udløse, var bedre end forventet. Specielt fordi Sean havde drillet og pirret ham og at påvirke ham nok til ikke at måtte komme endnu. Så selve den mængde var både for denne runde, men også for sidste rundte. Så Fenris havde nok efterladt et større 'grisseri' på den stakkels Sean.

Han kunne se på Fenris at dette måske ikke var det sundeste for ham, og det var ikke kun fordi han havde et sår i siden, som endnu behøvede hvile. Hvile...det stik modsatte af hvad de havde lavet.
Fenris kom. Selv kom han lige inden. Han spændte i kroppen og kom oppe i Fenris, kun for lige efter at mærke Fenris stramme, som han selv kom. Fenris' væske endte over hans overkrop, men han havde intet imod det. Det betød ingenting. Der var trods alt en grund til at man kunne gå i bad.
Han arbejde på at få vejret ned på normalt niveau igen, hans sorte blik gled op mod den lyse himmel. Det var midt på dagen og her lå de, i hans have. Det ville han aldrig have set komme!
Han slappede blot af, med den lige så udmattede Fenris over sig. Hans eget 'dyr' var ikke langsom til at blive mindre igen, ganske udmattet efter alle deres lege denne dag. En latter voksede og brød frem, oprigtig og hjertelig, hvad man ellers ikke hørte ofte fra hans side. Han kunne ikke lade være. Midt i verdens kaos, følte han sig ganske godt tilpas her, med Fenris i sine arme. Han lukkede øjnene og slappede af, selv om han vidste at han nok snart måtte tilbage i sin menneskelige skikkelse. Hans hænder gled over Fenris' krop og hvilede mod hans ryg. Han havde intet imod at blive klistret ind i Fenris' væsker.
"Og hvad gør jeg så? Elsker min...Lille dæmon?" foreslog han, mens latteren farvede hans ru stemme i et muntert humør. Han trak vejret dybt og slappede helt af, da han koncentrerede sig om at blive normal igen.
Fenris ville nok opdage det, da Seans krop blev mindre igen, som hans almindelige menneskelige skikkelse. Hans hud blev den normale lidt lyse farve, med en snert af sommerbrun over sig. Håret blev igen mørkebrunt, omend det sad lige så viltert som før. Øjnene de samme grå, neglene normale. Horn, vinger og hale forsvandt. Til sidst lå han blot helt normalt under Fenris igen, men følte sig ikke dårligere tilpas af den grund. Mere træt. Som om han godt kunne sove nogle timer...
Han var også ved at blive sulten. Efter en sjæl, vel at mærke og tanken om at gå på jagt var direkte...Udmattende. Han havde været så seksuelt aktiv på det sidste, at han tvivlede på han kunne få den op til et hurtigt måltid. Han smilte svagt for sig selv ved tanken. Fenris ville sulte ham, inden de fik set sig om! Men i det mindste ville han jo nok sulte lykkeligt.

Fenris lå og lyttede til Sean's latter. Hans stemme var beroligende, men da han nævnte at Fenris var en lille dæmon, kunne han ikke lade vær med at grine og rejste sig lidt for hurtigt op og så på ham. ''Hey?! jeg er ikke lille! Jeg er stor og farli-i-'' Fenris mærkede Sean's større 'dyr' fik pressede sig lidt for hurtigt op i ham, som Fenris havde glemt for en kort stund at han stadig havde den oppe i sig og han lagde sig hurtigt igen. Et svagt støn forlod hans læber, mens han lå lidt og rødmede over sin egen dumhed. Følelsen af Sean's hånd på hans ryg var fantastisk, fik ham til at føle sig tryg.

Det var som om at verden blot kunne brænde op. Fenris var i sikkerhed. Næsten lidt ligesom Edens Have. Eller det var i hvert fald en del af de forskellige religioner menneskene havde. Han følte sig hjemme, næsten uhyggeligt behageligt. Fenris kunne mærke at hans egne øjne ikke helt var vant til den slags 'forvandling' så han havde stadig en snær af blodsprangte åre i hans øjne. Det lignede mest af alt, som om en eller anden havde vippede ham ind i øjnene.

Han mærkede dog hurtigt at Sean enten trak sig ud eller blev 'mindre' end han før var. Fenris stille trak vejret, mens hans mave rumlet efter 'noget' at spise. ''Jeg må nok indrømme.. Hvad skal vi havde til middag? Kunne godt spise en hel Arch-Angel hvis der overhovedet findes sådan noget. Hidtil ved jeg kun ved dæmoner.'' Hans hoved drejede sig op og så på Sean, som så ud til at ændre sig tilbage til sin normale form. Fenris nussede hans bryst, mens han stille lå over ham og tænkte om han mon burde få rejst sig op og hoppe i bad?. Han begyndte svagt at bevæge sig lidt på sig. Hans ben skælvede en smugle og han fik trak sig modvilligt Sean ud af sig. Et mindre støn undslap hans læber, mens hans lagde blikket på Sean.

Hans krop var ikke sikker på hvor den skulle starte. Om hans bagerste parti skulle begyndte at skrige af smerte eller om det mon var hans ribben? Begge dele havde en høne og plukke med Fenris's nerve system. Hans øjne gled kort rundt og hans stille smilede svagt. ''Spise pause også en lur?'' Fenris formåede at stille sig på begge ben og stod op, mens hans eget 'dyr' stod hængende mellem hans ben. Fenris lagde en hånd frem for at hjælpe Sean op, mens hans øjne gled ned på ham. Sean var i sandheden fantastisk. Fenris ville næsten tro at han måske var den nye person, til at overtage hans tidligere's plads. Dette var få, som ikke var sket ofte, men om Sean mon ville acceptere den rolle vidste Fenris ikke. Han havde allerede nævnt at han ikke ønskede at blive gift, men måske kunne det ændres? Fenris stoppede sin egen tanke. At gifte sig med en mand? Oven i købet Sean? Mon det var nyforelskelsen der bankede igennem? Det måtte det havde været.

Hvis Sean tog imod Fenris's hånd ville han hjælpe ham op fra grasset. Hans øjne gled over på de huller, som Sean havde formået at lave. ''Hmm.. Måske skal vi lave noget have arbejde. Efter vi har taget vores lur og middag?'' sagde Fenris små grinene, mens han så på de forskellige finger huller i grasset. En snær af latter faldt over Fenris's læber, som han ikke kunne holde tilbage.

Græsset kildede ham lidt, som han lå nøgent på det. Hans blik gled hen over Fenris, som denne protesterede...Og samtidig faldt tilbage på plads med en absolut nuttet rødmen over sine kinder. Han kunne slet ikke lade være med at grine! Åh ja, store og stærke Fenris. Underligt nok var det noget af det sidste han tænkte om Fenris. Også selv om manden var højere end ham selv.
Okay, måske så han lidt farlig ud med de røde øjne, han havde fået, efter at have haft slange øjne. De blodsprængte øjne. Men det var måske også det.
hans latter stilnede af og han så blot på Fenris med et tilfreds mine.
Det slog ham...Om Fenris ikke var blevet oplært? Hans spørgsmål fik det til at lyde som om Fenris intet havde lært om andre racer, især ikke om deres egne og ældste fjender? Hvad med deres gamle historie? Hans øjenbryn gled en smule sammen. Det gik virkelig ikke. Enhver dæmon skulle vide hvad de sloges mod, skulle kende sin historie!
"Har du ikke modtaget undervisning om andre racer, om vores egen historie?" spurgte han Fenris. Hvis han intet vidste om det, så han det som sin pligt at fortælle manden om det. Han var jo selv ganske velbevandret i de ting, som han elskede viden og altid samlede mere af den til sig. Men det understregede også det at Fenris var lidt yngre end ham selv.
"Der findes Arch-angels. De er lige så få, lige så sjældne, som Arch-demons. Begge blev skabt under den samme krig, som englene og dæmonerne havde mod hinanden" sagde han så, som et svar på Fenris' tidligere spørgsmål om hvorvidt der fandtes arch-angels.
"Og de er absolut ikke nogen man skal ønske at slås med. De er nok nogle af de få der virkelig kan udgøre en trussel. Ikke bare for dig og andre dæmoner, men lige så vel for mig" Noget alvorligt havde sneget sig ind i hans stemme. Arch-angel, om nogen, udgjorde en mulig trussel mod ham. Selvfølgelig var han også en trussel til dem...Men de var også til ham. Så lyse, så hellige. Det var en af de eneste fjender han ikke rigtig ønskede at møde, for han ville ikke være sikker på om han faktisk ville vinde eller ej.

Hans blik studerede Fenris for et øjeblik, som denne stønnede, da han trak sig væk fra Sean. Et smil spillede i hans mundvige. Så manden var lidt øm...
Han tog imod Fenris hånd og fik trukket sig på benene. Han gik over og samlede sine bukser op, som han hev på. Det var helt underligt pludselig at have tøj på igen. Han lod hånden glide over sin mave, for at fjerne det værste klister, før han tørrede det af i græsset.
"Jeg kan få kokken til at bikse noget sammen til os, men hvis du mener en god sjæl til at dæmpe sulten, skal vi selv ud og finde nogle" svarede han roligt, mens han omhyggeligt fik fjernet noget snask fra sine fingre, før han rettede sig op igen. Et bad ville også være godt! Han ville bede Sigmund om at lave varmt vand klar. Fenris' lille plan lød ganske fin. Mad, bad og sove.
"Pause? Vidste jeg ikke bedre, lyder det som om du vil genoptage det hele bagefter" han drillede let Fenris. Han gik over til ham og puffede drillende til ham, som han gik forbi manden, før han selv fortsatte tilbage mod huset.
Hans blik var gledet kortvarigt over jorden, hvortil han blot havde trukket på skuldrene.
"Jeg har folk til det. Det skal du ikke bekymre dig om" forsikrede han.
"Ja, altså...Medmindre du arbejder gratis?" spurgte han drillende over den ene skulder, før han blinkede sigende til Fenris. Der kunne ikke blive tale om at Fenris skulle arbejde for ham, men derfor kunne han godt drille ham med det.

Fenris havde lytted til det Sean nævnte. Han virkede til at vide meget omkring ærke engler og hvordan de var opbygget, samt også om himmel krigen. Mon Sean selv deltog dengang, sammen med andre Arch-Demons? Hans tanker gled omkring det indtil Sean fik rejst sig op og fik taget bukser på. Fenris påklædte sig selv, mens tanker lagde sig omkring Sean's alder. Han havde jo nævnt at han var 750 år, men hvis han er Arch-Demon i sådan en alder, vil det så betyde at Fenris måske også formår at blive Arch-Demon på det tidspunkt? Fenris kørte tanken lidt rundt, mens han undret sig over hvordan Sean formåede at blive så stærk, som han var. Specielt i sådan en 'ung' alder. Han hev et par bukser over måsen på sig selv lyttede til Sean's ord, mens han kært puffede til Fenris.

Et svagt smil dannede sig på hans læber og et hånd blev placeret på Sean's ene bale, mens han svagt grinede. ''Kun hvis du hjælper til. Og angående pauser? Jeg troede blot en lur vil hjælpe indtil vi begynder igen?'' Han luntede med Sean og gik ved siden af ham. Et større smil havde lagt sig på Fenris's læber, men inderst inde kunne han mærke hvordan smertene lagde sig i hans krop. Han vidste ikke selv at hans øjne havde lavet det underlige trick, men han kunne fornemme at Sean's reaktion virkede halv undrende over at Fenris nævnte Arch-Angels. De var jo lige så sjældne, som Arch Demons, men han vidste jo ikke helt så meget, som de andre Racer. Han havde mest fokuserede først på at lære hvordan man sikre jagt og selv der havde han lidt svært ved det. Måske var det fordi han i starten af de 400 år sikret at hans søskende var i sikkerhed, end at bruge mere fokus på studierne.

Hans øjne gled i retningen fra Sean imod døren ind til huset. Mon Sean havde energi nok til at jage?.''Tja... Jagt kunne være sjovt, men mon vi så begge to skal lege med en person eller skal vi prøve at se hvor mange vi kan få hevet med i sengen for mere sjov?'' Fenris nussede Seans len, som hånden havde gledet fra den ene balle op til hans len.

Sean havde altid kæmpet for at blive stærk, at være stærk. Han tog de muligheder han fik og skabte sig selv nye derfra. Hvordan han var blevet så stærk, så at sige så tidligt? Det kunne han ikke selv svare på. Det var han bare. Han var langt fra den ældste dæmon, men han var også langt fra den svageste. Hele hans liv havde været en stor kamp, at blive bedre og bedre. Måske kom det an på hvad man prioriterede?
Han smilte let til Fenris og rystede ganske svagt på hovedet. Selv om Fenris måske ville orke mere bagefter, var han selv udmattet. Han ville ikke orke at lege mere i dag, ikke før om flere timer. Han følte ingen...trang til det. Han følte sig tilfredsstillet og glad, noget han gerne ville nyde med Fenris. Sandelig måtte de kunne bruge deres tid sammen på også andet end kun lege? Han kunne i hvert fald ikke helt holde til det. Ikke konstant.
Han mærkede Fenris' nussende bevægelse over hans læn.

Snart var de indenfor. To mænd, begge med nøgne overkroppe, men med bukser på. Et underligt skue for de fleste, uden tvivl. Alligevel satte Sean kursen direkte mod køkkenet...Kun for at Sigmund kom gående fra køkkenet i samme øjeblik.
"Sigmund! Et varmt bad" bad Sean. Manden nikkede og i et øjeblik skulle man tro manden var fuldstændig ligeglad med hvordan hans Herre mødte op. Men Sean vidste manden havde set det, måske endda hørt det og han måske ligefrem ville spørge ind til det senere, når Sean var alene.
"Javel, Sir. Straks"
"Har du set Elyas? Daron?" spurgte Sean samtidig. Han havde slet ikke hørt til drengene hele dagen...hvilket måske også var hans egen skyld.
"Mr. Daron gik for nogle timer siden, Sir. Mr. Elyas forventer jeg er i huset et sted" svarede butleren og det var svar nok for Sean, der blot nikkede og viftede butleren væk, før han vendte sig mod Fenris igen. Han lagde begge hænder på hver sin af Fenris' skuldre og så blot ham et øjeblik.
"Du er den mest fantastiske og mest liderlige person jeg har mødt i lang tid. Dine tanker slipper slet ikke fantasiernes verden og hvis jeg ikke holdte fast i dig, skulle man tro du fløj til fantasi-land med alle dine ideer og alle dine lyster" Seans stemme var blid.
"Hvad angår mad ønsker jeg at spise alene. Jeg gør ikke så meget ud af maden...Specielt ikke når alle mine personlige lyster er dækket hjemmefra..." Han blinkede drillende til Fenris.
"...Hvilket vil sige at vi mindst skal fange to personer. Jeg finder mig gerne mæt i kun en, men føl dig fri til at tage hvad du vil have. Jeg vil dog have et bad først" han slap endelig Fenris, kun for at gå mod trappen og mod sit værelse, hvor han vidste Sigmund inden længe ville komme slæbende på nogle spande med varmt vand til hans badekar.
"Vil du med?" foreslog han over den ene skulder, som han begav sig af sted. Det føltes allerede som om Fenris hørte til her.

Fenris fulgte Sean, mens hans blik kiggede kort ned af sig selv og der efter på Sean. Mon hans tjeneste folk ville spørge ind til to halv nøgne mænd, som gik ind i køkkenet. Fenris havde høfligt holdt en 'tale' afstand fra Sean, mens de gik ind i køkkenet. Han huskede dårligt nok det han havde nævnt da han lå på køkkenbordet.

Hans øjne fulgte Sean, som der efter gled over på Sigmund der så ud til at være ganske høflig. Mon hans butler altid var så rar? Eller også var det fordi han ikke ville ødelægge stemningen? Fenris smilede svagt og så over på Sean. Da Sean vendte sig rundt og lagde hænderne på Fenris's skuldre havde han Fenris's fulde opmærksomhed. Hans øjne gled på hans ansigt, som han begyndte at nævne nogle søde ting. Eller.. det var i hvert fald det Fenris forstod det på. En svag rødme dannede sig over hans kinder og Fenris vidste ikke helt hvad han skulle svare. Det var en af de få gange nogle faktisk ville rose ham for noget godt? Samt også at nævne hans liderlighed? Men han var jo Incubuss, så det lå vel i hans natur? Fenris så halv undrende på Sean, mens han nussede hans kind og et større smil lagde sig på Fenris's læber.

''Nogle skal jo få dig til at lette fra jorden.'' Han grinte lidt over den halv dumme kommentar, som fenris selv lagde ud og lyttede videre til det Sean sagde. Hans øjne gled over på hans øjne da han nævnte omkring hjemme delen allerede var dækket. Rødmen, som voksede sig svagt over Fenris's kinder begyndte at blive lidt mere tydeligt, mens han smilede lidt og gav Sean et kys på kinden. ''Et bad tror jeg nok vi begge kan bruge. Angående mad lyder det fint, men jeg vil måske gerne med dig på jagt, hvis du altså kan holde til det?'' Fenris nussede Sean's kind, men da han gav hentydning til at vende sig om og gå, observerede fenris og stod lidt og tænkte om han mon ville havde et bad for sig selv eller ej.

Fenris tanker gled omkring hvorfor han ville med Sean på Jagt? Måske for at se hvordan Sean jagede? Eller var det selve tanken af at se Sean spise og lege med sine ofre? lyttede dog til Sean's stemme, da han spurgte om Fenris ville med og han luntede svagt over ved siden af Sean. Han klaskede den ene hånd imod hans balle, mens et svagt og drillensk smil lagde sig på hans læber. ''Hvem skal ellers vaske dig bag ørene?'' Hans øjne gled på Sean's ansigt og en svag andelse af 'glæde' kunne spottes ved Fenris.

Noget, som han ikke har vist i mange mange år. Ikke siden dengang han selv var far og havde 2 døtre og kone. Den gang havde han jo det fint. Et lille træhus ude i skovområdet nær DoomsVille. Dette var et let sted for Fenris at slappe af. Han havde sine døtre Anastasia og Katarine, men efter ulykken, så var Fenris ændret. Han virkede aldrig særlig glad eller særlig venlig og varm. Ofte var det altid en facade, men måske var det noget Sean havde åbnet op i Fenris. Gjort ham åben omkring at kunne måske holde af en person igen? Selv om dette nok var en mand, men hvad gjorde det af forskell? Fenris så Sean, som et individ og ikke som mand eller som Arch-Demon. Dog som person.

Fenris fulgte med Sean op til værelset, som han regnede med at Sean ville gå i retningen af og der efter ville han nok planlægge at lukke døren efter de to, når badet var varmet nok op med varme spande også ville Fenirs nok begynde at klæde Sean af. Alt efter om Sean overhovedet ville accepter at blive klædt af igen.

Fenris var på, visse punkter, forfærdelig ung. I hvert fald i forhold til Sean. Fenris mindede ham på visse punkter om hans sønner, også selv om tanken måske var lidt grotesk. Men det var vel det fantastiske ved dæmoner og andre væsner, der levede stort set evigt. Alderen blev mindre vigtig. Fenris' lille kommentar havde blot fået ham til at smile en anelse. På det punkt var Fenris ganske nuttet, da det ikke virkede til Fenris mestrede ordenes magt, i hvert fald ikke lige så meget, som han mente han selv gjorde. Men det gjorde ikke noget. Han havde blot lagt hånden mod Fenris' kind et øjeblik, før han havde sluppet manden og var gået mod sit værelse.
Få ham til at lette fra jorden? Det var han der bogstavlig talt havde fløjet sig en tur med Fenris.

Han smilte let til Fenris.
"Der er intet jeg ikke kan holde til. Nogen skal vel give dig lidt fif. Ikke alle lader sig lokke, bare fordi man vinker af dem" drillede han Fenris, velvidende det netop var sådan Fenris i første omgang havde fået Seans opmærksomhed.
At Fenris viste lidt glæde, klædte ham kun. Han kunne se det på manden, hvis ansigt han allerede kendte bedre end sit eget. Det var også længe siden han havde følt sig lige så...Glad. Lige så afslappet og tryg. Det var helt befriende! Og han fik næsten lyst til at slæbe Fenris med sig over alt, uanset hvad folk ville sige til det.
"Ørerne? JEg troede det var ryggen folk aldrig kunne nå" svarede han roligt tilbage, som han fandt vej tilbage til værelset. På deres vej kom en ung dreng - eller mand var han vel snart - gående imod dem. Iklædt noget løst tøj og strittende hår, mørkebrunt, som Seans. Øjnene havde samme grålige farve. den unge teenagerkrop var muskuløs og velpasset, omend den lige nu slæbte sig ned af gangen. Drengen stoppede op som han opdagede dem og Sean opdagede hurtigt at Elyas, som drengen hed, sendte dem et bedømmende og mistænksomt blik. Han vinkede kort til Elyas, hvilket blot fik drengen til at fortsætte med at gå igen. Forbi dem, væk fra dem. Sikkert på vej til køkkenet.
"Det var min nevø, Elyas" svarede Sean kort, blot så Fenris vidste det, omend det vel et eller andet sted nok var lidt ligegyldigt. Det havde været tydeligt drengen var i familie med Sean, omend det ikke var hans egen søn...Men hans broders.

Han forsvandt ind på sit værelse. Lidt efter kom Sigmund rigtig slæbende på varmt vand til badet og der gik ikke lang tid, før Sean personlige toilet og bad var fuldt med damp fra det varme vand, der hvilede i hans badekar.
Da Sigmund var færdig, gik han. Sean kunne høre Fenris lukke døren efter ham og selv havde han overvejet at gå direkte i badet, da han mærkede Fenris hænder omkring sig, som de begyndte at løsne hans bukser. Et svagt smil gled over ham. Han lod ham. Han kunne lide det, gav han en fornemmelse af han ikke var alene, men i selskab med nogen han følte sig tryg ved.
Bukserne gled af ham og han trådte ud af dem, før han vendte sig om og blidt kyssede Fenris på munden, som han selv løsnede Fenris' bukser. Om han ville i bad samtidig eller ej.
Bagefter trak han sig væk...Og med et smil gik han ud på badeværelset.
Han fandt klumpen af sæbe frem og gik over til karret, som dampen stod op fra. Forsigtigt trådte han i med den ene fod først. Vandet var varmt, næsten FOR varmt og han vendte lidt, før han også trådte op i det med den anden fod. Langsomt sænkede han sig ned i det store kar, hvor der var plads til mindst tre personer. Sean elskede at have plads omkring sig...Og hvem vidste om man nogensinde fik brug for pladsen?
Til sidst havde han sænket sig helt ned i badet. Sæben lå ved siden af, på gulvet, men for nu sænkede han sig blot ned i vandet, så hans hoved hvilede på kanten og hans øjne gled i, som hele hans krop blot gav efter. Hans arme hvilede på kanten af karret og forhindrede ham i at glide helt ned under vandet.

Fenris fulgte med Sean på vej til værelset. Hans øjne gled over på drengen, som nærmee sig. Var dette hans søn!? Fenris smil og latter stoppede brat da han opdagede drengen. Var Sean far? Var dette hans søn?! Fenris straks begyndte at køre forskellige tanker igennem sit hovede. Var manden skilt og Fenris nu var dukket op. Drengen så ud til at virke mistænktsom overfor Fenris og Sean, men Fenris regnede ikke med andet. Han så på drengen og nikkede blot anerkende.

Fenris så over på Sean, som et nærmest 'hvem var det?' blik, men det blev hurtigt besvaret da han nævnte at det var hans nevø. Betød dette at han havde en bror? Hvis dette var tilfældet, hvor var han så? Fenris så kort over sin skuldre og der efter tilbage på Sean. ''Han har dig og din bror's øjne. '' Fenris fortsatte høfligt med sean, mens han fulgtes med ham ind på værelset og blev der efter klædt af Sean da Sigmund var gået og Selv fenris havde fået klædt ham af.

Fenris stod lidt og smilede. Han kunne stadig mærke den varme følelse på hans læber efter Sean kyssede dem. Hans blik gled over på Sean og fulgte ham med øjnene. Da han gik ind i badet gik Fenris roligt med. Det var sjældent at Fenris havde badet nøgen med andre mænd. Faktisk ville dette nok være første gang. Han trådte ind i bade rummet og så på Sean, som så ud til at stige i badet og havde lagt sig til rette. Fenris trådte over og mærkede rummets varme dampe.

Han gled roligt i vandet, mens følelsen af det varme vand, som blot gled over hans hud og Fenris sænkede sig ned og stille sukkede afslappet. Han så over på Sean, som så ud til at nyde dette ligeså meget, som ham. ''Sean har du så selv nogle børn?'' Fenris vidste ikke om Sean havde nogle børn. Han vidste kun at han passede Fenris's halv bror også at han havde en Nevø, men om han havde børn havde Fenris ingen andelse om. Han gled over ved siden af Sean og nussede ham blidt under navlen på mave skindet, mens han så op på Sean, med et kærlige og afslappet øjne. Dampen, som fyldte rummet og stille ryg igennem Fenris's lunger, som fik ham til at få følelsen af at hans muskler slappede mere af og blev 'fugted' efter at han var blevet healet. Det hjalp lidt på smerten, men ømheden var der stadig.

"Hm" blev der blot svaret, ved Fenris' ellers venlige kommentar om at de netop så ud til at være i familie. Han brød sig ikke om sin bror, en bror der alligevel ikke var i denne verden, men i en anden og blot havde trukket Elyas med igennem portalen for at leverer ham her...Og så aldrig kommet tilbage efter knægten. Det var flere år siden nu! En dreng, der kom fra en helt anden verden. Han havde haft noget at arbejde med og endnu kunne han ikke lade drengen gå udenfor, uden at der var nogen med ham, selv om han personligt havde trænet drengen op i kamp. Alligevel vidste han ikke helt hvad han mente om drengen. Han ville jo nok vedvarende passe på drengen, men hvad skulle han dog sætte drengen til? Han havde overvejet at sætte drengen ind i hans forretninger, så drengen kunne styre dem, når han ikke selv havde tid. Han havde bare ikke fået det gjort endnu. trods alt havde han nogle forretninger i de store byer, der solgte med sjældne og gamle genstande.
Drengen var også en dæmon, en sjæledæmon. Hvilket på sin vis var dejligt nemt.
Om hvorvidt Sean havde badet med andre mænd eller ej, faldt ham slet ikke ind. Han badede oftere alene, end med nogen som helst, men lige når det kom til bad - og det at han jo var incubuc - følte han sig ikke særlig genert på det punkt. Og da især ikke med Fenris, havde de måske ikke set mere til hinanden nøgen, end med tøj på?

Hans øjne gled dovent op og landede på Fenris, som denne kom med sit spørgsmål og gled over ved siden af ham. Hans ene hånd, hvilende på kanten, kunne nå Fenris og nusse ham over den ene skulder i en lige så doven bevægelse. Åh ja...Hans familie...Han slap nok ikke for at sætte Fenris ind i det mest påfaldende.
"Jeg har to sønner...Som er i live og som jeg kender til" svarede han endelig, efter et øjeblik. Hans blik gled op i loftet.
"Den ene er Xander. Han er en ung knægt, stadig teenager, men han er hurtigt, stærk og har hovedet med sig. Til tider er han mere voksen end man skulle tro og derfor er han også min arving...Selv om Daron er ældre. Daron var dæmon, men han blev lavet til skyggevæsen, fordi han blev svag over for en kvinde og gav efter. Han opføre sig mere som et barn, end man skulle tro. Hvor Xander minder mest om mig, minder Daron om hvem end hans mor nu var..." Et svagt smil gled over ham. De var virkelig forskellige de to. Han havde endnu meget arbejde med Daron, men drengen så ud til at lytte til ham og det var godt.
"Så er der jo Connor, som jeg faktisk ikke helt ved hvad jeg skal stille op med...Oprindelig ville jeg udnævne ham til min arving, i mangel af børn...Men nu har jeg pludselig rigeligt. Og så er der Elyas, som du lige har mødt. Min brors søn...Og inden du spørger...Min broder er her ikke og jeg ønsker aldrig at han bliver nævnt igen" Det var en regel i hans hus. Hans broder skulle aldrig nævnes. Ikke at han eksisterede, ikke at de faktisk hed det samme, ikke at de lignede hinanden nok til at være tvillinger, skønt Sean faktisk var den yngste. Og det var så fortællingen om hans børn og det familie, der boede i hans hus og som Fenris måske - måske ikke - ville få chancen at møde før eller senere.
"Og dig, Fenris? Gemmer du på nogle unger?" spurgte han ligeud. Hvis han havde...Var det måske rart at vide. Om han en dag skulle finde Fenris lege fangeleg med små mini-fenris'er.

Fenris lå og lyttede til Sean. Hans forklaring om at være forældre og stadig havde sine børn. Et svagt følelse af beundring over at Sean stadig havde børn, men måske var det fordi han var Arch-Demon og ikke skulle frygte over at miste sine børn. Fenris ville ikke byde nogle fader om at begrave sine børn. Hans øjne lyttede til Sean, mens han nævnte at han havde to sønner. Han smilede lidt. Daron og Xander. Interessante navne, hvis han selv skulle indrømme. At Daron blev forvandlet til skyggevæsen kendte Fenris godt. Han selv var på grænsen til at ændre sig til sådan en på grund af tabet af sin kone. Hans sidste 50 år af tabet blev brugt på vrede og hævn. Han ændret sig dog og fokuserede mere på at beskytte sin familie, frem for at søge hævn. En del, som Fenris svagt kunne forstå Daron på, hvis dette var situationen.

Han lyttede til det næte han nævnte. At Connor.. Connor, Fenris's halv bror, som Fenris endnu ikke havde set eller givet meget tanke om. Var det ikke en del af det, som Fenris var kommet for? Altså udover Sean selvfølgelig. Hans øjne gled op i lofted og hans hovede lænede sig tæt ind til Sean. Han lukkede øjnene og lyttede til Sean's stemme og fortælling omkring hans broder. Det virkede til at han havde enten et had for ham eller at det var et ar, som ikke gik væk. ''mhmm'' svarede Fenris anerkende og accepterede gerne at Sean ikke ønskede at hans bror blev nævnt.

Da Sean spurgte om Fenris havde børn, åbnede Fenris sine øjne op. Han sukkede kort. ''Engang for langt tid siden. To døtre. '' En tåre faldt fra hans ene side af kinden, mens han talte. ''Jeg var stadig ung, men mistede dem. Nogle eller noget dræbte både kone og børn. Da jeg kom over for at besøge dem for endnu en sommerferie. Både for at lege og more sig med dem. Mistede jeg dem. Huset var lagt i ruiner og min afdøde kone lå med hendes krop, dækkende og beskytte mine børn. Det eneste jeg har tilbage af hende er et maleri og sværdet, som du ofte ser jeg bære.'' Fenris's stemme var afdæmpet. Hans øjne lukkede i og han følte et større ar blev flået op inden i sig, men hvordan kunne han ellers vise sin tillid overfor Sean?

Han kunne mærke hvordan sorgen svagt lagde sig over hans skuldre og han stille prøvede at ryste den dårlig stemning af sig. ''Jeg håber blot at du aldrig kommer til at opleve at begrave sine egne børn.'' Hans stemme var rolig og han kunne mærke tårene gav los ned hans kinder. Hans blik lagde sig imod Sean og han knugede sig ind til ham. Blot for at håbe at hans tryghed ville kunne få sorgen væk, men Fenris var knækked. Han mærkede et følelses messigt sår, som var revet åbent igen. Han hadet at skulle græde. Specielt overfor Sean. Hans vejretrækning var rolige, mens han mærkede at snotten byggede sig op i hans næsebord. Han hulkede ikke, men snøften kunne man nemt høre fra ham, som han lydløst lod tårene falde ned.

Fenris følte sig ynkelig, svag og sårbar. Bestemt noget, som han haddet og afskyet. Det var første gang han havde ladet nogle som helst se denne del af Fenris. Selv hans egne søskende, som han deler næsten alt med, havde ikke set denne side. Ikke engang hans kæledyr, som sov inde på hans værelse og ofte var med ham dag og nat så det ikke. Sean var den første, som fik dette at vide. Fenris havde det lidt svært at acceptere det, men han ville komme over det. Han havde Sean og måske kunne han, sammen med Sean. Starte et nyt liv? En ny begyndelse og en ny start?

Daron var ikke blevet til skyggevæsen af den grund. Men fordi han havde elsket en kvinde...En kvinde der skulle vise sig at forsvinde igen. Daron havde gjort den fejl at virke stolt over at være skyggevæsen, frem for sin gamle race, hvortil Sean havde sat ham på plads. Der ville gå lang tid før Daron turde sige det igen foran Sean og det var han godt tilfreds med. Daron skulle være ked af han ikke var dæmon mere! Det - og så kunne det være han selv kunne accepterer drengen var skyggevæsen. Det var heldigvis ikke den værste race, af alle...
Alle spurgte ind til det, hvis de opsnusede Sean gemte nogle skumle familiehistorier. Alle spurgte ind til dem, ville vide mere og aldrig ønskede Sean at dele. Ingen kendte hele sandheden, til det hele, hvordan det havde været. Det var noget Sean havde låst inde for længe siden og det virkede aldrig relevant at tage det op igen. Hvorfor skulle det også? Det var så længe siden.
Alane havde været tættest på, men de nåede aldrig så langt, at hun fik hele historien. Om Fenris en dag ville? Måske. Netop fordi han ikke spurgte ind til det, havde han næsten lyst til at fortælle mere. En følelse han sjældent havde haft. Ubevidst klemte han Fenris lidt mere ind til sig ved tanken.

Han var overrasket over hvor hurtigt Fenris gik fra glad og tilfreds til...At græde. Hans øjenbryn gled en smule sammen, som Fenris puttede sig ind til ham og græd, men uden at hulke. Snøft, snøft!
Sean var typen der mente mænd ikke skulle græde. Det var for ynkeligt! Og selv nu, selv om det var Fenris, mærkede han det stadig. Sådanne erfaringer skulle man ikke græde over, men styrkes ved. Blive stærkere. Man blev i hvert fald ikke en arch-demon ved at græde sig igennem tingene.
Alligevel krammede han Fenris ind til sig og prøvede at trøste ham, som han gav los for nogle af sine sorger. Heldigvis var han en tålmodig mand.
I et øjeblik overvejede han at spørge om Fenris vidste hvem eller hvad der havde gjort det...Men siden det ikke blev nævnt, virkede det ikke som tilfældet og han ville helst ikke grave for dybt ned i emnet.
Ved hans sidste kommentar...Lukkede han øjnene et øjeblik og en svag grimasse gled over hans ansigt, en Fenris måske slet ikke så, så dybt begravet i sin egen sorg, som han var.
"Det har jeg...Dean. Kun et spædbarn. Det kræver et offer for at arch-demon" Tonen var lav, neutral. Øjnene lukket. Men kendte man Sean nok, ville man vide at dette blot var for at holde det hele inde og ikke blive for følelsesladet. Dean var et resultat af utroskab og kunne derfor ikke forblive levende. Han var i vejen og Sean manglede et offer. Han havde revet Dean ud af Nephs arme og nægtet hende at beholde ham...
Også det var en historie han aldrig havde fortalt til nogen. Og selv nu, fortalte han end ikke Fenris hele historien, blot den korte. Det var sket, han havde selv gjort det. Done. Han havde ingen planer om at komme ind på detaljerne.
I stedet gled hans øjne op igen. Han trak vejret dybt og sendte Fenris et overraskende roligt smil. Det var stadigt et ømt emne...Og netop derfor ønskede han aldrig at snakke om det.
"Sikke triste emner vi kaster omkring os" han klemte let Fenris.
"Op med humøret og lad os i stedet nyde nutiden" sagde han, før han rettede sig op, så han kunne nå sæben på gulvet. Han samlede sæben op og tog armen til sig, som han begyndte at sæbe sin krop ind og vaske sig. Det gav ham også et øjeblik til at samle sig, uden at se på Fenris og det ville give Fenris et øjeblik til at tørre nogle af alle tårerne væk.
Alligevel var tanken der...Med den baggrund Fenris havde...Ville han så bedømme Sean på det han havde gjort? Ville han blive sur? Overrasket? Endnu mere ked af det? Eller ligefrem...Se på ham med mistro?

Fenris snøftede par få gange, mens han svagt begyndte at grine over sin egen ynkelighed. Han løftede hovedet og så på sean, som havde en underlig grimasse. Da han nævnte at han havde begravet en af sine børn lyd det til at Fenris ikke var den eneste. Dog virkede han til at tag det overraskende roligt? Han tænkte at følelsen der måtte ikke vises. Det var ikke det 'værd' at vise sig overfor hinnanden. Måske et område, som blot skulle begraves? Fenris lyttede til Sean og stille ændret sit udtryk fra trist til den glade person igen.

Sean havde ret. Op med humøret. Hans ansigt ændret sig ikke og Fenris's eget ansigts udtryk virkede ikke trist bare.. Skamfuld og en andelse vred. Han var ikke vred på Sean, men mere på sig selv. Hvor ynkelig han selv var. Han rystede den manglende selvtillid på plads og så over i retningen af Sean og satte sig op da han nævnte nogle triste emner. ''Ja, Sean du må undskyld. Hvis det ikke havde været for mine søskende havde jeg selv blevet til en skyggedæmon. Selv blevet oprævet af had og hævn. De folk der gjorde dette har jeg endnu ikke fundet. Men fortid er fortid.'' Han så lige ud og på en af vægene. Dampen, som havde lagt sig i rummet fik ham lidt til at slappe af. Løsne sig lidt op måske? ''Familie er ofte folk's svage punkter. Vend der rundt så jeg kan vaske dig'' Fenris drejede sig og så over på Sean, som allerede havde grebet sæben og vendt sig rundt. Han lod hånden på hans skuldre og smilede lidt. Sean virkede ikke vred? Måske fandt han situationen akavet? eller overraskende over at Fenris havde denne side? Hans hånd nussede ham blidt og han lagde læberne imod hans hals og kyssede den blidt. ''Beklager at du ser denne del af mig Sean. Jeg tænkte at en del af vores forhold var ærlighed. Så du fortjente sandheden. Som du også selv nævnte den gang vi mødtes. 'vi bør lære hinnanden at kende '' Fenris gav et klem på Sean's skuldre. Den sætning havde givet meget klang i fenris's hjerte og hoved i et stykke tid. Godt nok, som en joke, men han tænkte at ærlighed kom man vel længst. At Sean vidste hvad Fenris tænkte. Han ventede toldmodig hvis Sean ville havde at Fenris sæbede ham ind og vaskede ham, mens han stille observerede og ventede på at Sean ville reagere.

Han var stille. Stille, fordi han i sit indre kæmpede. Han var ikke typen der satte sig til at sørge...I stedet blev hans sorg til vrede. Og lige nu følte han mest for at gå og være sig selv lidt. Det kom for tæt på, Fenris kom for tæt på og på sådanne tidspunkter trak han sig enten tilbage eller snerrede igen, skubbede folk væk. Hvor mange kampe havde han ikke snart haft med folk på grund af det? Neph havde især oplevet det. Også selv om han for det meste mente det var hendes egen skyld.
Han vendte sig rundt, så Fenris kunne vaske hans ryg. Bare han var forsigtig, for han havde endnu sine overfladiske sår efter kampen i forgårs. At Fenris snakkede om han selv ville blive en skyggevæsen...Han knyttede sin hånd og var glad for han sad med ryggen til Fenris. Nej. Aldrig. Hvis man intet havde, kunne man i det mindste finde trøst i man var en dæmon! Hvor ofte havde han ikke selv gjort det? Sådanne tåbesnak!
Han gned lidt sæbe af sine arme, som han havde nået at sæbe ind, inden han havde givet sæben til Fenris.
Sandheden. Hvis det var sandheden Fenris ønskede...
"Sandheden kan være grum. Men du spørger selv efter den. Jeg er ingen sød mand, Fenris. Jeg kan finde på at fange folk, torturerer dem, blot fordi det er sjovt, fordi jeg keder mig. Jeg kan blive lokket på afveje, som alle andre. Jeg stjæler, jeg lyver og jeg manipulerer mig til de ting jeg vil have. Jeg trækker folk ind til mig...Eller skubber dem væk, alt efter hvad jeg selv ønsker og forventer alt for meget af de få bekendtskaber jeg har. Jeg flår babyer ud af armene på deres moder og ofre dem i et ældgammelt ritual...Jeg går til den stygge necromancer og giver ham min loyalitet, blot for selv at stå bedre, skulle manden faktisk vinde..." Et svagt smil gled over ham, som han langsomt fik talt sig selv mere rolig. Men jo mere han talte, jo mere tvivlede han på om Fenris brød sig om den mand, som han var sammen med.
"Mine svage punkter er få, men store. Jeg taler aldrig om min familie, for det er så privat. Jeg taler aldrig om mine egne fejl, for jeg ser helst de ikke eksisterer. At være dæmon er mit et og alt...Hvis alt andet svigter, har jeg altid min race jeg kan læne mig op ad. Jeg trøstes ved at flænse et offer op i gyden med min dæmoniske styrke, se frygten i deres øjne, høre den i deres stemme, som de beder om nåde...Og jeg elsker det. Hvis jeg bliver vred, hvis jeg søger hævn, tager jeg den. Det kunne aldrig falde mig ind at synke så dybt, at jeg ville forråde min egen race...Om jeg så skal splitte hele verdenen ad først" i et øjeblik blev han stille, men der gik ikke langt tid før han samlede tråden op igen.
"...Så sig ikke undskyld for at virke svag. Vi har det begge to, vi viser det blot på forskellige måder. Mine skumle sider skal nok balancerer mere end rigeligt op for det..." endelig sank han hen i stilhed. Han følte sig rolig...Men ikke i godt humør. Mere betænksom, mere end smule trist...Mere spændt på om Fenris ville rejse sig og gå. Var han for hurtig til at stole på en komplet fremmed? Et eller andet sted var han nok også ensom. Så langt inde, at ingen faktisk nåede der ind og fjernede følelsen. Nok til at han desperat ledte efter en skikkelse der kunne fylde noget af det ud. Nej, hvis nogen var ynkelig, var det ham selv! Og det var absolut noget han ikke kunne udholde at tænke. En svag latter boblede frem i hans hals og han grinte svagt for sig selv. Dette var da absolut latterligt! Lad dem flænse nogen på det! Haha!
"Nej, Fenris...Vi er langt fra at kende hinanden endnu...Sig til hvis jeg skræmmer dig for meget!" kommenterede han, endnu mens latteren lå tungt i hans stemme og det ikke var til at sige om han var seriøs eller drillede. Måske grinte han, for at afreagerer lidt på det hele. uanset hvad hjalp det i hvert fald.

Fenris sad bag sean og vaskede hans krop og lyttede til hvert et ord. Et svagt smil dannede sig på hans læber, som hans eget forskruet sind forstod alt det han sagde og nævnte, som var det et bytte. Et trofæ, som Sean ledt efter. Måske det samme, som Fenris selv ledte efter? Hans øjne gled på Seans ryg omkring de ar. Han mærkede hvordan Sean virkede til at prøve at finde stoltheden blandt at være dæmon. At være en race, som fenris fandt måske en smugle arrogant? Han havde set hvordan sin egen fader opførte sig. Hvor meget han prøvede at være arrogant, ja selv overfor hans søskende. Måske var det Fenris selv der var ved at blive arrogant overfor sin egen race?

Hans lyttede færdig til hans egen overraskelse omkring hvordan Sean følte. Fenris lyttede stille, mens han hørte hvert et ord. At Sean torturerede, myrded, dræbte gjorde ingen forskel. Dette så Fenris blot, som jagt. Men selv at dræbe børn var en slags jagt? Fenris havde selv jagtede små børn, noget han ikke helt praler med, men børn var børn. At Sean der efter nævnte at de viste det på hver sin måde. At Fenris lagde et par tåre og det var det og at Sean.. Talte sig ud af det? Agressivt? Han var ikke sikker. Han lyttede til det sidste, som Sean nævnte før han blev helt stille.

Fenris lyttede til ham og smilede en smugle over hans forsøg på at værke uhyggelig eller skræmmende. Han lagde hænderne omkring Sean's mave og rykkede sig tæt ind til ham for at give ham et kram. ''Hvad skulle jeg frygte? Sean, du er den første fyr jeg har set, som potentiel partner i godt og vel hele mit liv. Tror du virkelig at din mørke side vil skræmme mig? Jeg elsker dig og det er sådan jeg har lagt det. Siden den dag hvor vi mødtes, selv efter dagen vi mødtes har du stadig været i mit hoved. Du er der stadig den dag idag og hvis jeg skulle blive skræmt over min Store, Dejlige, Fantastiske, Morderiske og Sexed. Arch-Demon Ville det betyde at jeg bliver skræmt af sex.'' Fenris kyssede ham på halsen og grinte en smugle over det. ''Og det ved vi begge aldrig kommer til at ske. Om du kan li det eller ej.'' Fenris fortsatte med at sæbe ham en smugle ind og fik færdig gjort det sidste på ryggen, mens hans nussede ham i nakken.

Et sted tvivlede han på Fenris faktisk forstod noget af det han fortalte ham. Det var sjældent han fortalte så meget, om sig selv, til en person, han kun havde mødt to gange. Men Fenris havde ret, han skulle vide hvad han gik ind til, hvad han skulle forvente. Og den eneste måde han rigtig kunne få Fenris til at forstå, var måske ved at vise ham det.
Det gik op for ham at han jo nærmest ønskede at skræmme Fenris. Som om han havde noget at bevise eller som om han ønskede Fenris ville stikke af, så han igen var alene. Tanken fik ham til at glide ned i dybere stilhed. Nej, nej...Det var ikke det. Han ønskede blot Fenris vidste det, kendte til det og accepterede det. Ingen overraskelser. Var det ikke sådan?
Sean viste det gennem vrede, gennem vold...Men lige nu var han rolig igen. Han tvivlede også på han kunne få sig selv til at blive voldelig mod Fenris. Nej, Fenris ville først rigtig forstå, når de en dag var sammen ude i offentligheden. Hvilket monster der hvilede i brystet på Sean, hvordan han snød og manipulerede og dem, der ikke reagerede på det, blev tæsket til det. Igen var han tæt på at grine. Måske var han blevet vanvittig, uden rigtig at vide det?
Han måtte snart opsøge Caroline igen. Det trængte han til.
Han mærkede Fenris arme om sig, som manden krammede sig ind til ham. Hans ene hånd lagde sig blidt mod Fenris' ene arm og nussede den, mens hans eget hoved gled lidt bagud, så det hvilede mod Fenris' ene skulder. Og hvorfor kunne dette ikke være lykken? En mand der pure nægtede at hade ham. Dem skulle man nok lede længe efter!
"Så det er hvad jeg er. Sex." svarede han, omend med latter i stemmen. Som Fenris formulerede sig, lød det som om Sean blev brugt til en ting og det var som sengepartner. Et sted både fornærmende og sandt.
Hans ene hånd gled om til Fenris' hoved, gled igennem hans hår.
"Nej..." ordet blev næsten hvisket, men det var ikke til at sige hvad Sean mente med det.
"Jeg har lagt mange tanker, mange følelser på dig nu og jeg vil stoppe nu. Blot forventer jeg...At det aldrig kommer ud fra disse vægge. At du vil bære det dybt i dig og aldrig nævne det for nogen. Ellers vil jeg først blive vred og det er ikke en vrede du vil kunne kramme dig fra" kommenterede han. Noget alvorligt havde sneget sig ind i hans stemme. Ja, hvad var dette, andet end den største prøvelse for Fenris? At bevise om manden virkelig var til at stole på eller ej? Hvis manden ikke kunne holde en samtale mellem dem, kun mellem dem, var han jo intet værd, uanset hvor god han var i sengen.

Han rettede sig op igen. Han gled lidt væk fra Fenris...Kun for at dukke helt ned under vandet. Kort tid efter kom han op igen, denne gang med det varme vand der dryppede ned over hans ansigt, fik hans hår til at tage en mørkere farve og klaske ned over hans ansigt, så pandehåret næsten ramte Sean i øjnene. Med den ene hånd fjernede han det, så det blot strittede til alle sider. Han børstede hurtigt lidt vand fra ansigtet, før han tog sæben fra Fenris og gjorde tegn til at han skulle vende sig.
"Din tur"

Fenirs sad og lyttede til hans stemme. Af en eller anden grund fik ham mere roligt og af slappet. Hans øjne gled over på Sean's ansigt, som han lænede sig bagover og fenris kyssede hans kind. Hans smilede lidt over Sean's svar omkring den måde han selv havde formulerede sig. Hans hånd nussede Sean's mave og lyttede til hans stemmen da han nævnte at han blot var sex. Fenris grav et let klem omkring Sean og smilede lidt. ''heh, ikke kun. Men blot betydningen af hvor en stor del fra min side at du fylder. . . Sean du er et større trofæ, mit trofæ, som jeg elsker og holder af. '' Fenris havde nogle underlige måder at formulere sig og selv denne sætning havde han svært ved at sige færdig. Han var stadig lidt uvant til at nævne 'partnere' i et forhold eller kærester generelt, da han fandt det måske akavet? Hans blik gled i retningen på vægen overfor dem, blot for at ikke stirre på Sean, selv om fenris nyd synet af han nøgne overkrop indesmurt af sæben.

Da Sean nævnte han havde lagt mange følelser i fenris og valgte at stoppe nu rettede blikket direkte på ham. Mente han dette for at slutte det hele? Men han nævnte tidligere omkring metoder for at være tæt sammen? Mon dette var en test? Fenris forstod ikke helt hvad Sean mente med hans første valg af ord, men lyttede toldmodigt.

Fenris arme nussede Sean på maven, mens han lyttede til hvert et ord. Han undret sig lidt hvor hen Sean ville med disse ord? ''Sean, jeg har også selv lagt mange følelser i dig og jeg forventer ikke at de stopper lige nu og her. At vi kan fortælle hinnanden nogle hemmeligheder. Der i blandt at jeg engang havde en familie vidste selv ikke min egne søskende eller fader.'' Fenris's vejretrækning var rolige, mens han fortsatte. Hans øjne gled over på Sean, som et slags 'håb' på fysisk svar på hvad han mente med 'stopper nu', om det mon var fordi Sean så Fenris, som en svaghed?

''Alt det vi har nævnt her inde, dukker ikke op uden for disse vægge. Medmindre du selv nævner emnet, når vi er kun under 4 øjne. '' Fenris stemme var ligeså alovorlig. Han ville sikre at Sean også vide at han blev taget seriøst af Fenris, også selv om han måske et par gange kunne virke, som den glade 'jester'.

En svag latter gled over hans læber, trods det ikke passede til situationen. Fenris var alt for alvorlig...Men hvordan kunne han andet, når han så tydeligt havde misforstået Seans ord, hans mening?
Igen gjorde han tegn til at Fenris skulle vende sig om, så han kunne sæbe ham ordentlig ind.
"Fenris...Jeg mener, for nu er jeg færdig med at fortælle dig om mine rodede tanker, om mine rodede følelser. Jeg mener ikke vi er færdige" svarede han blot roligt, selv om Fenris tydeligvis var lidt påvirket af det. Nogen gange formulerede han sig, uden at tjekke om han formulerede sig klart. Han var så van til det, van til at dem han endelig var sammen med, forstod hvad han mente, at han aldrig tænkte over det ikke var alle der gjorde det. Hans ene hånd lagde sig mod Fenris' ene skulder som en beroligende gestus. Var han virkelig så nem at misforstå? Eller gik Fenris med en evig frygt for Sean blot ville forlade ham?
Han smilte svagt for sig selv. I så fald havde Fenris intet at frygte. Han var en loyal mand...Så længe han ønskede at være det.
Han prikkede Fenris på næsen. Mest fordi han ikke kunne lade være. Fenris var hans lille dæmon, uanset hvor stor og farlig han ønskede at være.
Han frygtede ikke for emnet, så længe det kun var de to. Men han var tilfreds med at Fenris ikke ville nævne det yderligere, for nogen som helst.
"Lad os nu blive færdige. Vi er begge sultne og det hjælper ikke på tålmodigheden" udglattede han og viste sæben til Fenris med den tydelige mening at Fenris ikke slap, før han havde sæbet hans ryg ind.

Fenris begyndte at rødme, da han opdagede hvad Sean i virkeligheden mente. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige og følte sig et eller andet sted ret så dum. Han mærkede Seans finger på hans næse og han grinte lidt over det. Han vendte sig rundt og lyttede til Sean's ord. ''Ehm.. jeg.. ah.. Troede det var det.. ehm.. du mente..'' Fenris var glad for at han havde vendt ryggen til Sean, så han ikke kunne spotte den halv flove ansigts træk, som fenris lagde over sig. Hans øjne stirede ned i vandet, nærmest håbende at han kunne få det til at boble og koge eller også for at måske give ham et eller andet at få at se? Han mærkede sikkert snart Sean's hænder imod sin hud, som han selv sæbede ville nemt mærke Sean sæbe ham ind.

Han lyttede til Sean's næste sætning, et svagt smil lagde sig på hans læber og han mærkede selv hvordan sulten lagde sig på hans mave og begyndte svagt at rumle. Han smilede lidt over det. ''Mhmm... Mad ville gøre underværker. Måske det, som påvirker humøret.'' Hans øjne gled rundt i rummet og ventede på at hans ryg var sæbet nok ind, så han selv kunne sæbe sig selv ind, medmindre Sean havde planer om at sæbe ham helt ind.

Hans hånd gled om bag sig og nussede Sean's lår. ''Sean, jeg elsker dig.'' Hans stemme var rolig, mens han ikke helt vidste hvad han ellers skulle fortælle Sean. En del af ham var usikker på om han skulle fortælle mere eller om de blot skulle søge efter noget middag efter deres bad.

Han vidste godt Fenris havde taget fejl. Som manden fik vendt sig, begyndte han at sæbe manden ind. Sæbe ham ind og vaske sæben af hans ryg, da det kunne være svært at nå ordenligt selv. Til sidst var han færdig og smed blot sæben over kanten, så den ramte gulvet. Han kastede det sidste vand i hovedet på sig selv og lod hånden glide igennem sit hår, før han rejste sig fra det lune vand. Vandet dryppede af ham, da han uden problemer trådte over kanten og fiskede sig et håndklæde, før han kastede et over mod karret, til Fenris, hvis han skulle ønske det.
"I så fald syntes jeg vi skal komme af sted!" bekendtgjorde han, ikke uden et lille smil. Han var i drillehumør, i humør til at lokke et uvidende væsen i sine arme. Ja, faktisk kunne han slet ikke vente og sammen med Fenris måtte det kun blive en oplevelse.
Han tørrede sig samtidig som han fandt vej ind på sit værelse. Her var luften køligere og en let gåsehud gled over ham, som han vandrede over til sit skab. Nogle bukser og en skjorte blev fundet frem fra bunkerne af tøj og da han var tørret nok, blev det trukket på. Knapper i skjorten blev knappet og skjorten stoppet ned i bukserne, før han greb en kam og gled den igennem det endnu våde hår, der dryppede ned over hans ansigt. Da han var tilfreds smed han det hele fra sig og vendte sig om mod resten af værelset - og måske Fenris, hvis han var kommet ind. Han var stort set klar til at gå nu. Blot...
Han bukkede sig ned og samlede noget op fra under sengen. En lille dolk, fastgjort til en lille læderskede. Han satte sin ene fod op på kanten af sengen og trak lidt op i buksebenet, kun for at sætte dolken fast. Han var altid bevæbnet...Eller, næsten altid. Han trak buksebenet ned over den, så stoffet skjulte den og man kunne stort set ikke se om der gemte sig et våben eller ej.
"Er du klar?" spurgte han ud i rummet, om Fenris var der eller ej.