XX - Jeg er helten på en hest. Du er prinsessen. (Vánagandr)

"Du er en af de eneste jeg kender, der virkelig overholder mine regler" svarede han roligt. De fleste af hans bekendtskaber, da de var lige så vedholdende som Sean kunne være, ville have spurgt uanset. Han så lidt på Fenris. Det var uden tvivl...Pludselig kom han i tanke om det. Det måtte være om Zean, hans bror. Hvem ellers? Men hvorfor interesserede Fenris sig dog for ham?
Ubevidst knyttede hans ene hånd sig. Alle snakkede om Zean...Hadet lå så dybt, bebrejdelserne så indgroet, at han end ikke tænkte over at ingen her kendte Zean og aldrig ville komme til det. Forhåbentlig.
Han havde ikke meget lyst til at give Fenris lov til at tale om det. Så i stedet forblev han stille om emnet. Senere...Måske kunne han fortælle Fenris nok, om lidt, til at manden ville stoppe sine spørgsmål.

"Et bad, javel" emnet havde helt automatisk gjort ham lidt kort for hovedet. Alligevel sneg bekymringen sig ind i hans væsen, da han så Fenris kæmpe en lille kamp med sig selv. Smerterne...Hvorfor havde han også tilladt Fenris at være så aktiv? Havde han været for egoistisk, hungret for meget efter manden, at han end ikke havde tænkt at det ikke var sundt for Fenris, ikke i dag? Han forbandede sig selv for det.
Han trådte hen til Fenris og lagde armene om ham, som manden selv mødte ham. Uden yderligere tøven bukkede han sig ned og skubbede benene væk under Fenris, som han tog ham i sin favn. Han var ret ligeglad med om Fenris havde lyst eller ej, manden havde brug for hvile og det havde han nu.
"Så lad os få dig op på værelset" kommenterede han med et svagt smil.

Op af trappen, ned af gangen. På gangen mødte han en af tjenestepigerne, der rødmede over hele hovedet og nejede let for dem, hendes blik var som limet til gulvet.
"Varmt vand til et bad" bad Sean og pigen nejede igen og ilede af sted for at efterkomme det.
Sean gik helt ind på sit værelse og medmindre Fenris havde kæmpet sig ned på sine egne ben igen, ville Sean lægge ham på sengen. Rifter på ryggen eller ej.
Han satte sig selv på kanten. Der ville gå lidt tid før det varme vand kom, for det skulle først varmes op over ilden.
I et øjeblik sad han bare og kiggede lidt.
"Min...Bror...Lever. Men han er ikke her. Han er af en anden verden, en verden jeg oprindeligt kommer fra, men som jeg ikke længere ser som min egen. Der var ikke plads til os begge to i en verden...Han ved sikkert ikke engang jeg eksisterer..." hans blik gled over Fenris, men kun kortvarig, før han så væk igen. Emnet var ubehageligt og han havde aldrig snakket mere om det.
"En dag kom han her med sin søn, Elyas og bad en fælles veninde om at passe på ham. Derefter rejste han igen...Hun formåede ikke at passe på ham, som hun burde og jeg tog Elyas til mig. Han har boet her siden. Jeg venter stadig på min bror kommer igennem en portal for at hente ham...Men portalerne består af gammel magi og det er usikkert om nogen vil åbne sig igen eller hvornår. Og det må forklare hvorfor jeg har en nevø boende i huset!" Han håbede det afsluttede emnet. Ellers måtte han tage spørgsmålene som de kom. Han begyndte at løsne sin dolk omkring den ene ankel for at lægge den væk...Men mest af alt for at holde sig beskæftiget med et eller andet. Ved ubehagelige emner blev han rastløs. Flygtede vel lidt fra emnerne, ved at beskæftige sig med alt muligt andet. Lige nu var der bare ikke meget at beskæftige sig med.

Fenris mærkede Sean lagde armene omkring Fenris og fik løftede ham om. Han svarede ikke Fenris's spørgsmål, men hans reaktion så ud til at være et øm emne. Måske var det had eller irritation? Han lyttede til Sean's stemme omkring et bad. Det ville være lækkert. Han lagde sin ene arm omkring Sean's skuldre for at bedre støtte ham. Hans blik gled over på tjenestepigen, som hun nejede og Fenris kunne ikke lade vær med at rødme lidt over dette. Hans hoved gled i retning mod Sean og så på ham. Han virkede ikke til at være pinligt omkring dette. Måske havde han det fint med at hans folk så det? Hans øjne fulgte Sean, som han gik med Fenris ind på værelset. Fenris kunne ikke helt forstå hvor han fik den energi fra? Mon Sean havde et energi lager, som han brugte så meget med Fenris.

Da han blev lagt på Sengen satte han sig op og så på Sean. Han var usikker på hvad det var Sean ville nævne, men han virkede.. utilpas med noget. Fenris lyttede til hvert et ord. Fenris lagde hånden på hans skuldre og gav det et blidt klem. ''Sean. Jeg ville blot vide om han var forældreløs. Jeg er for at være ærlig. Ret så ligeglad med din bror. Du er den der er relevant for mig. '' Fenris var ikke god til at prøve at trøste folk. Han prøvede, men vidste ikke helt omkring hvad han kunne sige uden at virke.. Fjern eller afvisende. Han satte sig op og prøvede at nærme hans kind for at give ham et kys på kinden. Der efter lagde han sig ned i sengen igen og så på Sean.

Måden han opførte sig, når Fenris nævnte hans bror. Måske var det ren og skær had til hinnanden? Uanset ville det være spild af tanker at tænke over dette. Han lagde sin hånd på Sean's lår og nussede den blidt, for at vise at Fenris holdte af ham og var klar til at lytte til Sean, hvis han havde brug for det. Et svagt smil dannede sig på hans læber, som han så op på Sean. Han fik trukket sin skjorte op og mærkede blodet havde størknet mellem lagnet og skjorten, så den var lidt mere svær at få af. Hans øjne lukkede sig kort i og lagde sig med bandagen rundt omkring torsoen. Han mærkede sin ømme krop. Klar til at skrige og torturere hans krop, som han lå stille. Hans muskler spændte hist og her grundet ømheden, men ikke værre end Fenris kunne prøve at ligge sig til rette.

Han havde ikke brug for Fenris' ømhed. Ved hans lille klem, ved kysset, trak Sean sig tilbage fra ham. Fik løsnet dolken og rejste sig op fra sengen, kun for at smide den på det rodede skrivebord. ingen ømhed, ingen medlidenhed. Han var ikke ked af det og havde ikke brug for noget så latterligt som trøst.
"Vi kan godt kalde ham forældreløs. Det er ikke til at vide om min bror nogensinde kommer igen" svarede han kort for hovedet og afsluttede det upopulære emne på en måske lidt aggressiv måde. Emnet, hans træthed, Fenris' ømhed...Det hele gik ham på. Og i et øjeblik tvivlede han på om han overhoved kunne sove nu, eller om han alligevel blot ville ligge vågen.
Hans ene hånd gled igennem hans hår. Camille ville have boret dybere, for hun kendte hans bror og kom fra den samme verden. Heldigvis gjorde de fleste ikke og var ligeglade på det punkt. Han rystede svagt på hovedet.

Der gik et stykke tid, hvor Sean blot stod ovre ved det ene vindue med armene over kors og så ud af det. Det bankede på døren.
"Ind" kommanderede han kort, hvorefter tjenerinden fra før åbnede døren og kom ind med nogle spande med varmt vand. Det var tydeligt hun kæmpede lidt med at bære dem og bag hende kom Sigmund med resten af spandene. De gik ud på badeværelset og øsede det varme vand op i baljen, så dampen igen duggede hele rummet til. Så trak de sig stille tilbage igen.
Fenris havde nu alle muligheder for at tage et bad.

Det var ikke fordi han var sur på Fenris eller noget. Slet ikke. Han havde bare mistet lysten til at snakke og trængte til at stå lidt for sig selv. Hans blik gled ud af vinduet, ud over hans altan og ned i haven, op i himlen. Når Fenris gik i bad, ville han krybe i seng.

Fenris's øjne gled på Sean. Mon han ikke bryd sig om Fenris? Da han nævnte at han var usikker på om hans bror ikke ønskede at dukke op og kalde hans nevø for forældreløs virkede en tand koldt. Et svagt gys gled ned af Fenris's ryg. Han havde intet imod koldheden. Dog var det jo hans Nevø? Eller så de forskelligt på ordet 'familie'. Fenris så i retningen af Sean, som han trak sig væk. Hovedet lagde sig på skrå. Han greb fat omkring sit belte og låste sin våben, så det ikke kunne blive trukket. Han greb omkring det og brugte den for et kort tid som en stok. Han rykkede sig over imod Sean og lod sværdet glide ud af hans hånd og på gulvet. Fenris lagde hænderne omkring Sean.

''Stilhed og at skubbe folk væk fra dig gør dig ensom. Sean. Jeg elsker dig, som du er. Frygter du at blive såret?'' Fenris's hænder gled stramt omkring Sean's torso, mens hans øjne lukkede sig i og han holdte sig tæt ind på Sean. Smerten i hans torso bankede i sig, mens han ignoreret det. Han ville ikke lade Sean ude af hans greb. Ikke denne gang. Han ville ikke lade Sean blive fjern og stille. ''Tal med mig. Lad dig ikke blive fjern.'' Hans arm muskler spændt mere og mere, mens han mærkede at trætheden lagde sig over hans krop, som fenris brugte mere og mere energi for at holde sig stående og omkring Sean, sprængte nogle af hans sår op og blodet begyndte at rille ned af hans ryg. Fenris var ligeglad med at han var såret. Det der var vigtig var Sean. Han lyttede da Døren blev åbnet og folk kom ind. Han rømede lidt over sine kinder, som de der efter trådte ud af rummet igen og lukkede døren efter sig. Fenris var ikke sikker på hvad det ville sige til denne situation, men han var ligeglad. Glo hvis de ville, han var mere fokuseret på Sean. At være nær ham, om han ville eller ej.

Han reagerede ikke, da Fenris kæmpede sig op for at komme over til ham. Fenris burde blive liggende, det fjols. Han var såret og han blev aldrig hel igen, hvis han ikke snart lagde sig ned og intet lavede, andet end slappe af.
Hans ord virkede irettesættende og gjorde ham automatisk en smule anspændt. Hvem frygtede ikke at blive såret?
Såret...Men lige nu handlede det mere om hans stolthed. En stolthed der forhindrede ham i at sidde og modtage medlidenhed og ynk.
Tal. Tal om hvad?
"Jeg er træt" svarede han til sidst. Der var ikke rigtig mere at sige om emnet, var der vel? Det var et ømt punkt.
"Og jeg har ikke brug for medlidenhed" understregede han. Han rettede sig op og lagde hænderne på Fenris' arme, som tegn til at han godt måtte slippe nu.
"Du skal ikke bekymre dig om mig. Du skal i bad og så skal du sove..." kommenterede han i en rolig stemme. Han var ikke helt okay selv...Men han var trænet i at vise noget andet, end det han faktisk følte. Mange års træning og nu gjorde han brug af det og sendte Fenris et smil, der fortalte alt var helt i orden. Fenris havde smerter og han kunne mærke hvor træt han var. Han var også selv og når man var træt skulle man ikke snakke om den slags emner, for man mistede overblikket for hele samtalen og kunne reagerer mærkværdigt.

Lyden af Sean, som lyd fjern gav fenris et smugle gys ned langs ryggen. Han mærkede Sean's hånd på hans arm og han stille kort klemte Sean tæt ind til sig og gav slip. ''Men.. Hvad er det så du har brug for?'' Fenris lod ikke Sean svare før han selv stille rettede sig rankt og stille gled hånden fra ham. Han vendte sig rundt og gik i retningen af badeværelset. Da han hørte det næste, som blev nævnt omkring at få et bad fortsatte han i retningen af badeværelset og smilede lidt.

''Nuvel.'' Fenris stemme var rolig og en svag varme kunne godt spottes. Fenris tænkte at Sean ville havde plads for sig selv. Måske trængende Fenris lidt for tæt på? Han nærmede sig badeværelset og trak forbiningerne af sig. Blodet tryppede en smugle på gulvet. Han trak sine bukser af sig og lagde foden imod det varme vand. Følelsen var skøn. Han lagde sig i og mærkede hvordan det varme vand begyndte stille at æde hans hud. Smerten var bestemt ubehageligt, men han lukkede øjnene og prøvede at slappe af. Han trak vejret roligt og smilede lidt for sig selv. Sean var mere assosical en Fenris selv. Måske kunne han presse sig ind til ham? ''Sean. Hvad fik dig til at få lyst til at starte dette? At begynde noget nyt? med mig.'' Fenris sagde den sidste del lavt, mens han lyttede efter Sean om han ville svare.

Smerten lagde sig roligt væk fra hans hud og han stille lukkede øjnene. Han mærkede søvnen glippe over Fenris og han svagt undslap et suk fra læberne. Hvorfor var Sean så fjern? Hadet han at lade folk tæt på sig? Fenris kørte tankerne lidt rundt, mens han stille begyndte at gribe fat i sæben og sæbet sig selv ind. Smerten skar sig igen ind i hans ryg, som han mærkede sæben rensede såret. Han bed tænderne sammen og fik renset det sidste på ryggen. Så godt han nu kunne.

Det faldt ham sært at Fenris overhoved havde tænkt på at give Sean medlidenhed. Hvem ønskede sig det? Medlidenhed betød folk havde ondt af en. Der fandtes ikke noget værre. Ingen skulle have ondt af ham.
Fenris gik, uden han kunne svare. Han sukkede svagt og hvilede hovedet mod væggen et øjeblik. Var Fenris blevet såret over det? Skubbede han ham virkelig så meget væk?
Fred. Han havde brug for fred, brug for...Hvad havde han brug for? Han anede det ikke. Folk, der kunne lytte og spørge, men uden direkte at vise medlidenhed? Han var ikke sikker på om han ønskede sig det...Måske var han alt for besværlig.

Da han hørte Fenris snakke, gik han over til badeværelsesdøren. Han lænede sig op af dørkarmen, endnu med armene over kors, og så på Fenris. Det var tydeligt han havde smerter, men badet ville i det mindste rense de små sår på hans ryg.
Igen et næsten umuligt spørgsmål, men dog lettere end det fortgående.
"Det ved jeg ikke" svarede han blot. Det kunne høres, ses, at Sean var lidt mere rolig nu. Han lænede træt hovedet ind mod dørkarmen.
"Som jeg har sagt tidligere, er det lidt tilfældigt vi endte sammen. Da vi så havde været sammen, brød jeg mig mere om det, end jeg i starten havde lyst til at indrømme..." Han tænkte lidt over det.
"...Og da du tydeligvis også kunne lide det..." hvis han skulle besvare emnet sandfærdigt, ville det lyde som om han kun havde valgt Fenris, fordi han selv havde følt sig ensom. Det kunne han ikke få sig selv til. Derfor trak han let på den ene skulder.
"...Det skete bare. Men jeg fortryder det ikke..." han rettede sig op og gik over til Fenris. Han satte sig på hug ved siden af det og dyppede den ene hånd ned i vandet, lod den glide dovent fra side til side. Det ville være ondt at sende spørgsmålet retur. Var der andet svar, end man faktisk holdte af hinanden og derfor besluttede sig for at være sammen?
Han hvilede hovedet på den ene arm, der hvilede på kanten af karret.
Ja, dette her havde han brug for. Freden...De var bare sammen, men snakkede om andre emner. Og om lidt skulle de sove.

Fenris øjne gled over på Sean, som han stod i dør kammen. Han fortsatte videre og fik fået største delen af det han kunne nå. Han sukkede kort og så over på Sean. Et svagt smil gled på hans læber, som han så Sean virkede.. Usikker? eller var det fordi han prøvede, men ikke vidste hvad han skulle svare. Et svagt smil dannede sig på Fenris's læber.

''Sean. Det blot mig der er træt. Ignorer den skøre, overtalene og trætte Fenris. Han er bare lidt.. skør.'' Fenris så over på Sean og grinede lidt over at havde talt sig i tredjeperson, som var det han var en anden person. Han dykkede under vandet kort for at få alt sæben af sig og rejste sig der efter op igen. Vandet begyndte så småt at glide ned af kroppen på Fenris. Hans øjne gled over på Sean, som så ud til at virke udmatted. ''Sean. Lig dig på Sengen. Jeg skal nok klare mig. Du har brug for søvn.'' Fenris trådte ud af badet og tog fat omkring et håndklæd for at tøre sig. Hans vejretrækning var roligt, mens han stille tørrede største delen af kroppen. ''Trods alt har du været i din sande form, som jeg kan forstille mig kan tag på energien. Igen ved jeg kun punkter fra varulve, som ofte syntes at det tager meget energi og tid på at påtvinge forvandlingen. Så om det er samme prencip hos dig gætter jeg kun på. Arch-Demons har ofte blevet referet til vores bedste krigere og fantastiske generaler igennem historien.'' Han talte igen over sig. Han stoppede brat op for ikke at fortsætte og trak håndklædet omkring sig. Hvis Sean stadig var på Badeværelset, ville Fenris nærme sig ham og ligge hånden på Sean's skuldre og give det et klem. ''Tak fordi du redet mit liv.'' Fenris havde aldrig takket Sean for at han havde reddet hans liv. Endnu en del af ham, som han ofte holdte af Sean.

Som Fenris rejste sig, rejste han sig også selv. Han var træt, Fenris var lige så træt og det virkede til de skiftevis tog sig af hinanden og kommanderede hinanden i seng. Han strakte sig dovent, før han begyndte at knappe sin skjorte op, da han gik ind på værelset. Ikke at han nåede helt ind på værelset, før Fenris var der.
Det var ganske interessant, det Fenris fortalte om archdemons. At forvente, men stadig spændende. Han holdte af sin egen race, men var ikke blandet særlig meget ind i hvordan den blev organiseret. Det var ikke så velkendt igen.
"Uh...Jamen jeg glæder mig da til i vil kalde mig general" svarede han tilbage med et lille smil. General McGivens...Njah...Ud over han ingen militærmand var.
Han lagde armene forsigtig om den ømme Fenris og kyssede han let på den ene kind. Mmmh. Bare at stå tæt på manden var behageligt.
"Intet væsen skal komme her og tro de kan smadre alt, uden at få deres røv smadret samtidig" svarede han beskedent tilbage. Så slap han Fenris og gik ind på værelset, som han fik taget skjorten af. Den blev blot smidt på gulvet, før han løsnede sine bukser og lod dem glide af også.
Han nærmest faldt ned i sengen, da han kravlede op i den. Han pufede dynerne til side og gravede sig ned under en af dem. Det kølige stof mod hans varme hud. Han lagde sig på ryggen og lukkede øjnene...Hele hans krop værkede og det var rart endelig at ligge ned. Han ville hurtigt falde i søvn, endda nok snart.
"Mmhh...Det tager på energien..." gav han endelig Fenris ret. Mest en mumlen, der kunne være svær at tyde ordentligt.

Fenris fik tørt sig ordenligt på ryggen. Han lukkede øjnene og mærkede at vandet havde renset noget blodet, men det blødte stadig en smugle. Han blik gled ned på håndklædet og tænkte at den skjorte han lånte af Sean ville alligevel blive smidt ud. Han tog fat i den og greb fat i sit sværd, hvor efter han fik kreativt skåret et par simple bandager ud af det og bandt omkring hans sår. Han rensede de brugte bandager og vrid dem et par gange, hvor efter han brugte de mest rene til at forbinde sig omkring for at sikre at han ikke ville få betændelse. Han var ikke læge, så han ville sikkert nok få lagt et par ar på hans ryg. Han rejste sig op og mærkede hans krop skreg efter at få et hvil.

Lyden af Sean's stemme.. eller lettere sagt. Hans mumblen. Sean's sætning stadig lagde sig på hans sind. At han ville smadre røven på den, som smadret alt. Han gik over til Sean, som så ud til at ligge godt. Han kravlede over ham og kyssede ham blidt på panden. ''Sov godt min store, stærke og dejlige Sean.'' Fenris gled om ved siden af Sean og puttede sig blidt op af ham. Hans hovede blev placeret på hans bryst. Fenris lukkede sine øjne og hans ene arm lagde sig op under Fenris's hoved til at støtte ham, mens den anden trak dynen over Fenris, som Sean ikke brugte. Hans Vejretrækning blev rolig og han mærkede lyden af Sean's hjerte banken igennem sit øre.

Dog fik han ikke lang tid før smerterne nærmest tvang Fenris til at rulle om på maven. Han lagde sig ved siden af Sean. Hans øjne lukkede sig og hans hænder fik foldet sig under puden og han lukkede øjnene blidt i. Han spændte et par gange i nogle af hans muskler i torso, som han næsten holdte smerten i skak på denne måde. Han lukkede øjnene og prøvede at få søvn. En næsten mulig opgave for Fenris, men han fortryd ikke. Han fik lov til at more sig, som han ville med Sean. At mærke ham i sig, at lege med ham og end da også få lov til at nyde en bid måltid med ham? Hvordan var dette ikke det værd? Fenris prøvede at slappe af, men der gik noget tid før han selv faldt i søvn. Efter flere timer's stilhed faldt Fenris i søvn og stille lå stille på maven, som han sov og hvilede sig.

Han mærkede vægten i sengen, da Fenris også kom i seng. Han kunne godt vænne sig til det, at have Fenris sovende her hver dag, selv om det næppe blev en realitet.
Han mærkede kysset, men selv var han allerede tæt på at sove og hans svar blev ikke til mere end et "mhi ge mmm", noget skulle lyde i nærheden af 'i lige måde'.
Hans brystkasse hævede og sænkede sig langsomt, da han gled over i søvnen, en af de dybere af slagsen. En af de drømmeløse. Han bemærkede end ikke da Fenris vendte og drejede sig fordi han havde smerter.

Han sov tung i flere timer. Det var mørkt da han endelig vågnede. Han ville have sig en kop the og starte på sit arbejde. Hvis Fenris endnu var her, ville han lade manden sove i fred. Selv ville han snart forlade huset og opsøge sin klan.

//Out