A Dark Place {Nggung,Aleck,Tristan}

hun prøvede at få ham i knæ og han fulgte order "hvis du ikke vil dø så fucking lyt til hvad jeg har at sige" han tog den anden hånd op og bed den.
"hvis ikke du stopper nu så dræber jeg dig inden du når at blive til en vampyr og jeg kan godt stoppe giften hvis det er det du beder om" han satte sig på hende for at få hende til at slappe lidt af hvis du bliver ved suger jeg giften ud og lader dig forbløde.

Ikke en ord slap fravhendes læber, da han bed igen...men inden i hivedet skreg hun højt.
Men ...hvad...var nu det han sagde?! Blive vampyr.. say what?
For første gang blev hun tavs og stirrede på ham.
Hun havde eddermame ikke lyst til at leve evigt....sådan som hun havde det inden i, det var jo en dårlig joke.Hun ville hellere dø...i al fald ikke blive vampyr.
Hun begyndte og panikke og begyndte at slå ham..." få det ud....din gift...fåndet væk, jeg har ikke givet dig lov"
Faktisk var hun aldrig blevet bidt...sådan almindeligt, og havde slet ikke tænkt over hvad det betød....de vampyrvtænder hun var stødt på, enkelte gange, havde drukket af hende...imod hendes vilje.
" vær..sød..få det ud." bad hun. Imens vreden stadig bonlede inden i.

han kiggede undrene på hende da han enlig havde regnet med at hun ville blive virkelig sur og baske rundt over det hele.
"hør hvis jeg skal tage det ud så skal du love mig at du ikke bliver sur når smerten er væk" sagde han vredt han tog hendes ene arm op og begyndte at suge giften ud igen *ahh det smager godt hold da kæft jeg jeg ikke bare suge hende ud af livet, nej det kan være hun vil hjælpe mig*
han stoppede med at suge da han kunne smage at blodet var rent igen.
"slap af og jeg reder dit liv"

Hun sagde intet....hverken nikkede eller noget, bare så på ham.
Hun mærkede han greb hendes arm og begyndte at suge....det var en bizar situation ...og hun kunne mærke hendes kræfter forlade hendes krop..lidt efter lidt.
Instinktivt forsøgte hun at trække sn arm til sig, og han beordrede hende til at slappe af.
Hun fik en masse billeder for hendes net hinde....fyren hun boede hos....en masse minder, og itakt med blodet forlod hendes krop...gjore også tårene og en lille stemme havde lyst til at hviske at han skulle drikke det hele....slukke lyset i hendes øjne, men hun sagde intet. Hun bar det hele inden.....whats new pussycat. Hun grinede..

han mærkede at hun faldt til ro og da tog han hendes anden arm og begyndte at suge giften ud af den. da han var færdig med at suge giften ud så han på hende og så at hun var næsten helt væk han satte sig ved sidden af hende og tog et lille stykke af hens bukser og lagde det på hendes hals. "nu er du klar til at leve vidre med dit liv eller har du brug for at sove" spurte han hende og så undrene på hende.

" tak" mumlede hun og nægtede t se på ham.
Hvis hun kunne få sine kræfter tilbage, ville hun stadig angribe ham, og denne gang være forberedt på bid.Hvorfor fanden havde ingen...ingen forklaret hende om helt almindelige bid.Kun om når de drak. Hun blev vred igen." Jeg gider ikke mit liv....forstår du ikke det....vil du have mere at drikke" hun flyttede stoffet, og såret piblede stadig med frisk blod....som en syndflod ned af hendes hals.

Nggung tog stoffet tilbage på hendes hals "nej tak du jeg har et mord for meget på minde hænder og har ikke tænkt mig at få et mere" sagde Nggung og smilede roligt til hende.
"jeg har fået nok blod for de næste par dage" og sendte et grin ud.
han flyttede noget af hendes hår om bag ved hendes øre. "hvis det var under andre forhold og hvis det var at vi var singler så er du enlig meget pæn" sagde han og grinte lidt.

* you have got to be kidding me*
Camille var på kantan til at blive små hysterisk.Hun ...hun ville slås, ville have den fysiske smerte, ville smide alle de skide hæmninger hun altid trak rundt med. Ville bryde fri med den pæne pige og skrige fuck dig.Forstod han ikke det gjore ondt.Og nu...nu kunne hun ikke engang få en vampyr til at drikke ( mere) selv om blodet løb frisk fra hende.Og som dét ikke var nok, skulle hun også forholde sig til noget der mindede om et kompliment.
Fandme nej! Ikke om hun ville.
" Det ved da gud jeg ikke er, og jeg kan love dig for at jeg heller ikke er sød." hvæsede hun og skiftede stilling.
Kejtet og med vakkelvorne ben, kom hun op og stå.Hun var en smule svimmel, så han måtte have drukket en del, da han tog giften ud.
" Dumme vampyr" mumlede hun....og følte sig svag. Ulykkelig,svag og forrygende vred, stadig.

Nggung kiggede på at hun forsigtigt rejste sig op på sine ben og da hun stod op og sagde dumme vampyr skubbede han til hende (hvad hun nok følte som et slag) så hun kunne komme ned igen "hvis det er det du vil, du er svag og du er slap" han tog sin ene hånd op og tog fat i benet på hende og stalte sig op "hvis du vil slås slår jeg dig ud og hvis du ikke vil slipper jeg dig fri" sagde han meget rolig da han vidste hendes svar og han var ligeså rolig begyndt at trække vejret igen.

Årh... Hun væltede brat ned.
Camille kiggede på hendes hænder .De tydelige ar efter hans kæber havde presset tænderne ned i hendes kød, var der til et evigt minde nu.
Pokkers også, tænk hun ikke have spekuleret over det.Hun var svag nu...og hvor hun før havde følt sig stærk og klar, følte hun nu at det var næsten en suividal adfærd at kæmpe nu.
Tårene hopede sig op...og hendes stemme skælvede da hun svarede " Vi kæmper"

// hvis jeg hænger og dingler i luften....så tilføjer vi lige et " slip mig...din idiot, jeg brækker fandme halsen på dig"

da hun sagde at hun gerne vil kæmpe slog han sin næve ind i hendes nakke og gik en til en bænk med hende "som du vil Cam som du vil" han satte sig ved sidden af hende og var klar da han ikke ved helt om hun var bividstløst da han slog hende.
han lagde hende sådan som han troede at hun lagde godt og bagefter gik han hen og tog sit sværd igen.

En smerte så voldsom bredte sig i hende,og indvendig skreg hun smerten ud, men uf af hendes læber,kom bare et gisp, et meget stort et.
Det sortnede for hendes øjne og et sekunt eller mere glemte hun næsten hvor hun var.
Hun fornemmede bevægelse,og så noget køligt under sig krop...hun lå på noget hårdt.
Hun anstrengte sig for at slå øjnene op...og brugte mange kræfter på at hvæse af ham.." CAMILLE for helvede...husk mit fucking navn....CAMILLE" med et sløret blik fulgte hun ham, og så han tog sit sværd.Fint...det sværd ville om lidt skære gennem enten hendes eller hans hud.

han stoppede op og kiggede på hende "det gør jeg heller ikke lille ven den smag du lige har gan mig i munden kommer heller ikke til at gå før om lang tid så hvorfor fanden slapper du ikke af inden du dør".
han lavede et lille grin "du ved godt hvor ynkelig du er lige nu, du vil stade kæmpe og du kan knap nok bevæge dig" og lavede et støre grin.

Camille kom op at sidde på bænken.
Det ville være løgn at sige hun var i god stand.
Fysisk var hun afkræftet efter blodet Nggung havde suget fra hende.
Hun så sol , måne og stjerner nårnhun forsøgte at bevæge sig, temmeligt sikkert en hjernerystelse efter hans slag i nakken.Hun vidste at det kunne være livstruende.
" HVIS jeg skal dø idag, så bliver det på min måde" vrængede hun af ham og fokuserede på hans sværd." Du kan ikke fornærme mig med ord...det er betydningsløst, ord...kan skære langt dybere end det...det forstår du en dag.Når dit døde hjerte vågner" sagde hun imens hun stirrede tomt ud i luften ...med et rettede hun blikket mod Nggun.Ynkelig? Tsk...what the fuck..men bestemt ikke forsvarsløs, bildte hun sig selv ind.
og med telekinesens hjælp og svært mobiliserede kræfter, fik hun trukket sværdet op i en retning så det burde lave en lang rift i enten hans hals eller kind, alt efter hvor nøjagtigt hun ramte.

Nggung mærkede ikke at hans sværd blev trukket men nåede lige at undvige så han ikke blev hals hugget men i stedet fik han en flænge på sin kind, han tog i sværedt skaft og kæmpede med at holde det væk fra sig og da han opdagede at det var hende der styrede det slap han og sprang et par meter væk og tog 5 små sten op "hey hør nu her CamILLE hvorfor vil du ikke slappe af" og mens han sagde det så kastede han stenen efter Camille han ved ikke om de ramte da han ikke kiggede helt efter hende og fokuserede på sværdet.
han tog nogle nye sten op og kastede igen for det kunne jo være at det gav en åbning til at kunne bide hende igen.

Det gav hende en lille tilfredsstillelse, at se hun stadig havde det i sig og kunne skade ham , bare lidt.
Men hun måtte indrømme at han var den mest irriterende vampyr...like ever..og stod han sku og kastede sten efter hende. De ramte, men gjore ingen skade- ikke udovervat puste til hendes vrede. Hun følte dog at hun var ved at miste overblikket og kontrollen, og at det kunne være endestationen for hende, nu.
Mange billeder af dem hun holdte af pressede sig på, men Camille ville ikke se dem...også de gjore...ondt.
Hun kiggede på ham, intet smil på,læberne , hendes øjne var triste og trætte...." Du forstår ikke...og det behøver du heller ikke, men har du nigen sidste ord, så er det nu du skal side dem"'sagde hun koldt, og stod så med hans sværd i sin hånd.

Nggung løftede en stor sten op og kastede den hen lige for an hende for at lede hendes opmærksomhed fra ham og lige efter den ramte jorden trillede den lidt længere helt hen foran hende og mens den trillede løb Nggung hen mod hende og prøvede at få fat i hende så han kunne gøre det af med hende. "de sidste ord kommer fra din mund suger" sagde han med hån i sit grin.

Reflektorisk fulgte hun stenen, holdt øje med den for at se hvad han pønsede på, men der kom intet svar...ikkemfra den front.Istedet skød han i vampyr fart efter hende, og smed omkring sig med en trussel.
Hun samlede den store sten op , med sin lille evne - og smækkede den lige i hans ansigt, men desværre kunne hun efterhånden dårligt stå oprejst og hendes hoved var ved at sprænges...sikkert en væskeansamling i hjernen.Fandens.
" Du er ik til en skid." snerrede hun" jeg kender små piger der er farligere end dig, kloster dreng." området begyndte langsomt at dreje rundt...fandens det var svært at se hvad der nu ville ske...

Nggung fik stenen i hovdet og landede på røven og rejste sig op igen "okay den gjorde ondt og nu er det din tur"
Nggung løb rundt om hende og greb fat om hende og holdte hende over øjnene og holdte hende rundt om armene så hun ikke kunne gøre noget og mens han holdte hende der tog han stoffet væk fra hendes hals og bed i såret for at sende noget smerte ind igennem hendes krop og føldte at hun blev slap virkelig slap *jeg må vidst have ramt en nerve hihi, åhh det smager godt men det må jo så blive det sidste jeg smager i LAANG tid* og grinte højt da hun blev mere eller mindre bevægelses løs tog han hans stof som han brugte til at holde blodet tilbage og bandt det rundt om hendes øjne for han skulle ikke løbe nogle resiko at der faldt en sten ned bagfra og da han havde bundet bindet på løb han hen mod hospitalet.
da han nåede hspitalet løb han om hvor ingen kunne se dem, han sugede giften ud af hendes krop igen og skrev en seld hvor der stod med blod * nu har jeg redet dit liv så nu skylder du mig noget * og gik ind i hospitalet med hende fik hende i en seng og satte sig ved sidden af hende for at vendte at hun skulle vågne igen.

Dårligt var stenen kastet, før hun blev sig selv...og bitterligt fortrød.
Ikke at hun nu forsøgte undgå hans brutale og voldsomme behandling af hende, men af den simple grund at hun ikke ønskede at...dø.
Hans greb var for stramt, selv om hun vred og sled for at komme løs, selv om hun sparkede med de få kræfter hun havde tilbage at gi af - kunne hun intet stille op.ikke overfor en vampyrs styrke.Men det væreste var...at han var klog nok , klog til at stjæle hendes syn.Hun var forsvarsløs, helt forsvarsløs uden sit syn, der betød at brug af telekinese ikke længere var en mulighed .
" Slip mig...lad mig være" begyndte hun febrilsk at råbe med en desperation der fik værdigheden til at begynde at smulere som butterdej.Han borede sine tænder ned i såret på hendes hals, og hendes råben blev nu omsat til uhyggelige skrig, der fyldte luften og omgivelserne omkring dem. Hun skreg af frygt - og af en itensiverende smerte , en smerte der næsten var uudholdbar og det farvede det forfærdelig lyd af skrig , som kom fra hende.
Skrigende skiftede snart karakter...de blev mere til en slags uhyggelig gråd, hvor i man næsten kunne tage og føle den fortvivelse og smerte hun havde.
var det sådan hun skulle møde sit endelige.Alene. Og i kløerne på en vampyr?
Hendes ben rystede og en oplevelse af at blive følelsesløs og miste sin førelighed ,overtog hendes krop.Det havde føltes som om hun fik stød, da han begyndte at bide.Noget var helt galt.Camille havde nu kun kræfter i sin krop og i sit sind til at udgyde små klynk.
Hun mærkede at hendes bevidsthed blev sløret....hendes arme blev slappe, og ubevægelige og som var hun intet andet end en kludedukke- sank hun sammen i hans favn.
----
Hun mærkede intet. Stilhed og kulde omgav hende.
Hendes krop lå i den hvide seng.Forslået og mishandlet.
Hospitalets lyde og de bedrevidende læger , med alle deres nåle , registrerede hun ikke.
Ej heller Nggung. Hun var langt væk.

Et højt bump havde vækket ham den nat. Søvndrukken og en smule irriteret havde han forladt den bløde seng og begav sig i retningen af den lyd han havde hørt. Lyden havde vist sig at komme fra Camilles værelse. Han gned sig i øjnene og åbnede døren. Synderen for lyden fandt han straks. Den kære Pan havde væltet en vase. Med hurtige skridt kom han hen til katten og strøg den over pelsen, så stivnede han dog. Der var ingen andre lyde i værelset.
Aleck rejste sig fra sin knælende position og skimmede rundt i værelset; ingen. Intet, udover katten og ham selv.
"Camille?!" Råbte han fra døråbningen. Intet svar. Hun ville have svaret ham, hvis hun havde været hjemme... Ville hun ikke? Han strøg ned af gangen og smuttede ind på sit værelse. Her blev en par tilfældige bukser og en ligeså tilfældig trøje smidt på også var han nede af gange og trampede ned af trappen. Nede i entreen blev et par sko flået på, samt en jakke i hånden også var han ude af døren. Hans første fornemmelse sagde ham, at han skulle tjekke hos den gamle kælling. Med lange skridt begyndte han sin lange traven ned af gaden imod den gamles hus (efter at have låst fordøren selvfølgelig). En regelmæssig klak-klak lyd lød i den tomme gade, mens hans fødder bar ham af sted, langsommere end han brød sig om. Han stoppede næsten glidende foran den gamles hus. Vinduet var sort som resten af natten. Alligevel valgte han at hamre på døren. Han var bange for at, hvis han hamrede hårdere ville han smadre døren. Den gamle havde åbenbart de samme tanker, for hun kom hurtigere end hun ellers ville have gjort.
"Hvad!-" "Er Camille her?" Afbrød han hende. "Det er ikke pænt at afbryde knægt, men det svarer på mit spørgsmål. Tag det nu roligt." Aleck havde den mindste lyst til at tage det roligt, men han lyttede til den gamle - det havde vist sig nyttigt en gang eller to.
"Jeg kan oplyse dig om, at det har jeg ikke. Hun har ikke været i nærheden af her." Så stillede hun det spørgsmål, der havde ekkoet igennem hans hoved lige siden han tog af sted. "Hvad ville hun lave herude midt om natten?" Efter et par beroligende åndedrag svarede han:
"Det ved jeg ikke... Måske... Nej jeg ved det ikke." Han rystede på hovedet. "Har hun ikke efterladt en besked?"
Bloody!
Det havde han ikke kigget efter... Men ville hun så ikke have fastgjort den til hans dør? Eller...
Han rystede på hovedet. "Ikke hvad jeg lagde mærke til." Den gamle kælling kopierede hans bevægelse, men af helt andre grunde end hans egne. "Smut ud og led efter hende." Sagde hun så og viftede han væk. Han nikkede og gik med en farlig hast af sted igen. En ubehagelig fornemmelse havde forplantet sig i hans mave, men han måtte lade den være for nu.
Aleck var kommet til enden af gaden og en stor bygning kom til syne. Hospitalet. Det var her hans ubehagelige fornemmelse havde bragt ham. Han styrede igennem dobbeltdørene og greb fat i en der lignede en læge.
"Er en blond ung kvinde kommet herind? Hun bærer sikkert en kutte? Rød måske? Eller måske en anden farve... Men en kutte." Lægen så lidt chokeret ud, men var overbærende med ham og svarede så roligt som han kunne. "Jo, det kom en ung mand ind med en kvinde af den beskrivelse. Kuttens farve kan jeg dog ikke huske. Hun blev lagt ind i et værelse på den gang." Lægen pegede ned af gangen til venstre. Aleck skyndte sig ned af den henviste gang. "Værelse 5!" Råbte lægen efter ham. Han løftede en hånd for at vise, at han havde hørt ham. Ned af den klinisk hvide gang gik det. Alt omkring ham var sygeligt hvidt. Det gav ham kvalme, men han nåede til værelse 5 og smed kvalmen til side til en anden gang. Døren til værelse åbnede han med et ryk.
I dette værelse var det sygeligt hvide træk ikke nogen undtagelse. Udover Camille var næsten alt hvidt. Med lange skridt bragte han sig tættere på senge og på Camille.
"Camille..." Sagde han blidt og rakte ned efter hendes hånd for at tage den i hans egne. "Hvad er der sket med dig, hvem har-" Han stoppede midt i sætningen. Der var en anden i rummet. Der sad en fyr på den anden side af Camilles seng. Alecks øjne formørkedes. "Hvad har du gjort ved hende?" Forlangte han at få at vide.

Nggung blev overasket da en eller anden kom brasende ind i lokalet og hoppede direkte hen til Camille, mens han spurte hende om noget selv om han burde vide at hun ikke svarede så så han at manden var panisk ligesom han var for at blive set som vampyr så derfor skynte han at putte sin hætte på så man ikke kunne se hans ansigt og svarede roligt "jeg redede hendes liv, jeg fandt hende på gaden slåsende med en skabning og da han var gået tog jeg hende op og bar hende hen til hospitalet, og da hun var blevet lagt i seng så jeg at hun var blevet bidt af en vampyr så jeg ha også suget giften ud af hende, og det er også det der gør at hun næsten er død af blod tab" han så på manden og håbede at han ville slappe af da han ikke ville afsløre sin race uden at han selv siger det for hvis han gør så bliver han overfaldet af hele hospitalet personale og det vil ikke ligefrem være sjovt selvom det nu er sjovt at slås men ikke med menesker der prøver at gøre det samme som ham selv, at rede liv.
"og når ja jeg er Nggung Long Kloster drengen"

Camilles hånd gav ikke indtryk af der løb meget liv i hendes vener og arterier.
Den var bleg som sne, kold og ganske slap.
Hendes bevidsthed levede videre inden i hende, men den var langt langt væk , et sted hun ikke kunne nå den.Livløs...var nok det der beskrev hende bedst, tiltrods for de rolige slag der blev leveret af den muskel man kendte som hjertet, omend det slog for langsomt....langt under det normale, hvilke kunne betyde at hendes krop langsomt var begyndt at sætte ud.At give op.
Stedet hvor hun befandt sig nu, var ikke som mange troede et sted...en tunnel med et skinnende varmt lys for enden.Nææ, det var et mørkt og køligt sted.Det virkede klamt, som drev der vand ned og gav en indelukket og jordslået atmosfærde.
Hvis hun kunne bevæge sig...overhovedet...ville hun havde skreget på hjælp.hun ville have forsøgt at tage flugten, tilbage til livet.Men...hendes krop var som paralyseret.Et udueligt hylster...og omkring hende var kun mørke og kulde.Måske en enkelt stråle af lys, glimtede bare en enkelt gang...men den var væk- inden hun nåede at være sikker på den rent faktisk havde været der.

Aleck kiggede ned på den unge kvinde foran sig, hende han inderligt håbede ikke var Camille. At se hende ligge der, forslået og langsomt forsvindende, fik hans mave til at slå knuder. Noget der selvfølgelig betød sorg, hvilket han godt kendte, bare ikke følelsen. Han vidste den var der, men ikke hvad den betød. Ordet og ordet betydning var han klar over, "fysisk" kontakt med ordet betydning lå stadig langt fra ham; troede han da.
Han klemte hendes hånd hårdere, mens hans opmærksomhed blev tvunget fra hende og hen på fyren på den anden side af sengen.
"Du lyver... Jeg tror ikke på dig." Sagde han, dog uden at kigge på ham. Han kunne mærke det fra fyren, han løj. Dog var der noget af det som stemmede og noget der ikke gjorde. Han vidste bare ikke hvilke dele.
"Okay... Klosterdreng. Fortæl mig, hvad der virkelig skete. En ting skal du vide; du kan ikke lyve for mig, så bare fortæl mig det." Han ville vide, hvad der var sket med Camille, finde personen der havde gjort det, flå alle organer ud af personens indre og bagefter sy dem på plads igen. Selvfølgelig mens personen var i live. Alecks øjne forblev formørket og de forblev brændt fast på denne klosterdreng.

efter hans blev færdig med hans sidst sætning færdig kom der en voldsom smerte igennem ham *hvorfor fanden for jeg ondt nu hvad har hun lavet ved mig*
han satte sig sårn i stolen at manden ikke kunne se ind i hans hætte da han havde kigget på han længe nok nu og han skulle heller ikke se at han var i smerter "hør tro hvad du vil men jeg fortæller hvad jeg så" selvom at han vidste det var en løgn så ville han ikke slåse nu da Camille lå for døden og måske ikke overlede på grund af at han ikke kunne holde sit temperman og han kunne ikke leve med et mord mere så han ville gøre alt for at holde hende i live.
"hør nu skal du ikke tænke på det her og ikke foran hende syntes du måske ikke at der er spilt nok blod idag, du har lige været ved at midste en og jeg vil gerne væde med at du ikke selv vil dø så hvis du kan så tag det lige så roligt som mig okay" spurte han manden "og foresten hvad hedder du gider ikke at tage fejl igen men hr eller sir"