A Dark Place {Nggung,Aleck,Tristan}

Hun kunne godt fornemme de var...sure...på Aleck, det større billed missede hun lige nu, men selv var hun taknemmelig for han ikke trak hånden helt væk.Hendes læber lukkede sig en sidste gang omkring snittet han have lavet forbhendes skyld, og hun sugede grådigt imens hun så ham ind i øjnene.Det var som et stort tykt mentalt bånd bandt hende til ham...som hun kunne fornemme ham...tydeligt.Lidt forskrækket over denne følelse, slap hun hans hånd igen og fik mumlet et tak.
Og nu måtte hun se at få styr på det her.Som det første fik hun delvist sat sig op i sengen og slyngede armene omkring Tristan.Hun snøftede lidt og hviskede så " Undskyld Tristan...undskyld, jeg tænkte mig ikke om" hun slap ham og strøg ham over kinden med en energi forladt hånd.
Så vendte hun sig imod Aleck " Mackinley" sagde hun stille. Vi skal snakke ...senere om Mira.Det er....presserende Aleck og alvorligt." sagde hun stille.
Hun løftede sin hånd og kørte den gennem Alecks hår. " Tak" hviskede hun og gav hans hånd et klem. " Du skal have en forbindning...eller noget på den der" sagde hun blidt.
Den store tiger fyldtebdet mestevaf sengen og Camille behøvede ikke læne sig meget frem , før hun kunne kysse den mellem ørene.." Luck baby...hey"
Og så....endelig Nggung...Camille vidste ikke helt hvad hun skulle sige- hun vidste dog at et forkert ord og både Tristan og Aleck ville adskille hans hoved fra hans krop.
Hun tænkte sig om og sagde lavt.." Tak for du sugede giften ud og fik mig herhen" så kunne hele historien komme lidt efter lidt.Hun havde en dundrende hoved pine, sikkert fra slaget hun fik med knytnæven i nakken.Pis.

Alecks øjne fulgte Tristans hånd, mens den fjernede sig. Hans øjne rettede sig derefter over imod Nggung. Opgivende sukkede han og gjorde et kast med hovedet bagover.
Da Tristan prøvede og forklare Nggung, hvad han var til Camille kunne Aleck ikke lade være med at komme med et tørt grin.
... Kæreste. Camilles kæreste.
Afsluttede han Tristans sætning. Hans øjne kneb sig en smule sammen ved den store tigers iver for at komme op i sengen. Lysten til at springe frem for at sikre sig at sengen ikke væltede var stor, da tigeren så endelig hoppede derop.
Et fnys lod fra Aleck da han hørte Tristans ord. "Ja, ham der overfaldt Camille i første omgang er helt sikker en fin fyr." Mumlede han og rystede på hovedet. Han vendte sig om og lænede imod Camilles seng. "Ja... Jeg forstår - ærligtalt - ikke hvorfor du synes han er sådan en fin fyr. Det var ham der fik Camille herind i første omgang. Så er det da klart, at han ikke står øverst på listen af dem jeg bryder mig om. Man kan vel næsten sige, at han sendte førstepladsen på hospitalet, det sætter ham i hver fald langt udenfor listen." Den den med listen mumlede han bare, mest til sig selv, men det var nok hørligt. Hans blik rettede sig så til Nggung.
"Det kan godt være, at hun ikke er vampyr, men det er du. Jeg ville sikkert ende med at skulle fortælle ham, at du er vampyr. Og jeg tror ikke at heldet ville være så meget på vores side, at han enten ville være væsen selv eller bare sige; 'Nå, jamen så er der jo ikke noget galt.'!" Han rystede igen på hovedet og kiggede over hans skulder på Camille. Han kunne have fundet mange tusind ting at kunne tilføje til hans kommentar til Nggung, men han valgte at lade være; dette valg var fuldt ud begrundet af Camilles tilstedeværelse og han gjorde det for hendes skyld.
"Camille." Mumlede han blidt, da hun rettede sig op. Hans bryn trak sig dog sammen ved hendes meddelelse, men han kommenterede det ikke yderligere.
Hey... Rolig, hun har jo en kærestefremtoning hun skal holde kørende.
Mindede stemmen ham om. Rigtigt. Svarede han den, men uden rigtigt at lægge mærke til ordene. Den kunne have sagt alt mellem Himmel og Jord.
"Hvad er der galt?" Spurgte ham med bekymret mine; ignorerede hendes 'senere'. Hans blik forblev ved hendes øjne - indtil hun drejede hovedet -, han gad ikke besvære sig ved at kalde på lægen.
Endnu et tørt grin kom fra ham.
Ja, det er vist også de eneste gode bedrifter den kære klosterdreng har bedrevet i dag.

Han nikkede til Nggung. Selvfølgelig var han ikke okay med at Camille lå der fordi han han havde sat tænderne i hende, men dte lød som om det var for at hjælpe og det kunne han ikke sparke ham ud af vinduet for. Han blik vendte sig til dæmonen der nettop havde udgydt en sarkastisk kommentar.
"Undskyld mig, men ville du hellere have hun var blevet forvandlet? Så kunne hun leve et liv hvor hun blev nød til at slå ihjel for at overleve, noget jeg med sikkerhed kan fortælle dig ville være et af hendes værste mareridt" Sagde han skarpt til Aleck og rynkede brynene.

Han nåede ikke at sige mere inden et eller andet havde slynget sig på ham, og det tog et sekund at opfatte at Camille havde slået armene omkring ham. Han lagede armene rundt om hende også og strøg en nogle fingre hen over ryggen på hende i cirkelbevægelser.
"Hey.. pas nu på ikke, jeg vil ikke være ansvarlig for at du kommer til skade igen" Drillede han hende. "Jeg ved ikke hvad du tænker på det meste af tiden, men du har ret, du tænker dig nok ikke om" Han trak sig lidt væk med et drillende smil og gav hende et kys på kinden.
Han tog sig ikke af hvad hun sagde til Aleck da det ikke rigtig kom ham ved og vendte sig istedet imod Nggung.
"Okay, jeg har altså ikke helt bestemt mig for om jeg synes om dig endnu.. Hvorfor bed du hende til at starte med?" Spurgte han. Ud af øjenkrogen fangede hun Luck i at give Camille et ordenligt savlbefængt slik på kinden du hun hilste på ham.

Nggung ventede helt bagerst i lokalet til alle var hilst af og han var sikker på at hun ikke havde opdaget ham og fik sig en stor overaskelse da hun sagde tak til ham "nej Camille det er ikke noget at sige tak for, jeg kunne have dræbt dig hvis du var lidt stærkere så var du ikke faldet om også ville du sikkert blive ved med at slå på mig, så det er mig der siger tak, og det svare også på dit spørgsmål" sagde han og fra at kigge på muren hvor i vinduet sad til at kigge hen på Tristan som det sidste af hans sætning var til.
han gik hen til Camille "og undskyld for at jeg var så voldsom overfor dig, men pas på hvis det sker igen for du ved ikke om det mig igen eller en der er hjerte løs" sagde han og lagde en hånd på hendes arm for at vise han ikke var sur på hende.

Camille løsnede sit lidt desperate hold om Tristans hals og lod ham slippe, mod et kys på hendes kind." arh...det meste af tiden går det jo fint nok, ik" sagde hun blidt og rørte ved hans hage. " Næste gang jeg får tæsk, så prøv at kom lidt før...gider du?" sagde hun og forsøgte løfte stemningen med lidt dril.
Hun gav Nggung et halv smil, stadig usikker på deres relation.Han havde både bidt hende ...flere gang...og smadret hende med sine knytnæveslag....med han havde også suget giften ud, og bragt hende hertil.Plus hun havde provokeret ham og været forfærdelig overfor ham.Men igen...det havde han også.
Hun så på hans kolde arm, og som altid med Aleck nær, var kun sandheden et valg..." Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige...du har hjulpet mig, og smadret mig på et meget kort interval, men måske står vi lige?" sagde hun stille, selv om hun nok synes at hun havde fået en langt værre medfart, end han havde.
Hun vendte sig mod Aleck og besluttede at løfte sløret for hvad det hele var startet med, hun kunne jo ikke holde det skjult alligevel.Luck Slikkede hende i hovedet , og et lille grin fik den lokket ud af hende, selv om hendes hoved bankede voldsomt.
" Du skal love mig een ting Aleck...jeg vil IKKE have du bliver vred på Eric, så taler jeg aldrig til dig igen.Han...han forsøger bare passe på Mira, og med alle de trussels breve, er han nok bange eller nervøs."
Hun ville ikke have der skete Eric noget, han var vigtig for Mira, specielt når Camille ikke var der hele tiden- desuden holdte hun af ham, meget.
Hun tog en dyb vejrtrækning...og så helt ulykkelig ud " j-jeg må ikke se Mira mere" hun hviskede det sidste ud, da det pinte hende..." fordi jeg bor sammen med en dæmon.Han kræver at jeg flytter ud på gården og jeg HAR sagt det er umuligt grundet vores kontrakt"
Hun så over på Tristan og forklarede med fortvivlet stemme.." Du vil elske hende, hun er sådan er kær pige...men...men Eric vil ikke lade mig.." hendes stemme knækkede over og hun skubbede minderne væk fra den fæle samtale med Eric.hun havde aldrig troet at han kunne være så hård, ikke mod hende.

Aleck sukkede dybt, irriteret.
Jeg kunne da dræbe for hende... Så kunne hun drikke; fair løsning.
Tænkte han og rystede på hovedet af Tristan.
"Om jeg bryder mig om, at Camille bliver vampyr eller ej, kommer ikke til at betyde noget, hvis det nu var det hun ville. Hvis det var det hun ville, ville jeg tillade det, fordi det ville være hendes beslutning - og hendes alene. Jeg ville naturligvis ikke bryde mig om det, nej, men derfor ville jeg ikke stoppe hende i at opnå noget hun ville." Sagde han og lagde hovedet på skrå. Igen - sikkert til hans held - var hans evne en bekræftelse i det han sagde. Nogle gange var det ikke så skidt at sandheden var det eneste, der kunne forlade ens mund.
Teknisk set var du ikke ansvarlig... Det var og er vampyren.
Tænkte han og kneb brynene sammen, i retning af Nggung.
Aleck valgte at lade være med at kommentere på Camilles meddelelse; at Nggung og hende stod lige. Han havde i den grad på fornemmelsen, at det gjorde de langt fra - ikke, at han luftede dette synspunkt. Han holdt bare øjnene rettet imod Camille og lyttede til hendes ord.
"Camille rolig, jeg skal nok lade være med at blive sur på Eric-" Et kort jag fór igennem hans krop, som havde han fået stød. "Okay, jeg skal nok lade være med at vise det, bedre kan jeg ikke gøre det Camille, beklager." Hans øjne borerede sig dybt ind i hendes, de var fyldt til randen med så meget ærlighed omkring dette løfte han havde afgivet.
Så kom det. Grunden til Camilles optrin. Ikke at det - indrømmet - overraskede ham. Han var Dæmon, han vidste, at der ikke ville gå længe før der var en, som ikke tolererede at han havde Camille boende hos sig længere. Ikke, at han havde nogle planer om, at det skulle stoppe ham. Camille skulle nok komme til at se hendes lille pige og hun skulle gøre det, mens de stadig boede sammen, dét var sikkert.
Han rakte frem og tog hendes ene hånd imellem sine. Med blide strøg berørte han blidt den bløde hud på hendes hånd. "Bare rolig Camille. Du kommer til at se din lille pige." Sagde han beroligende. Han havde lyst til at flytte sig tættere på hende, men situationen var ikke helt til det, og han ville ikke gøre det sværere for hende. Derfor nøjes han med at tilføje:
"Mens vi stadig bor sammen." Et blidt smil blev tilføjet dette og satte prikken over i'et.

Tristan kiggede forvirret på Nggung med et blik der nærmest skreg: 'Hvordan besvare det mit spørgsmål?!', men han forstod det i store træk og det var nok - lige nu.
Han svarede ikke direkte Aleck, men hans blik var bestemt ikke som om han havde opgivet den samtale, han mente dog det bedste var at spare Camille fra at høre noget af det han havde lyst til at sige. Alligevel var det som om at et par ord selv slyngede sig ud af munden på ham. "Tsk...Du ville sikkert elske at have hende i den tilstand.. Lige så lang levetid som dig.. Længe efter alle os andre er daffet" Skød han igen og forbløffede sig selv. Han rynkede brynnet med store øjne. Hvorfor havde han sagt det?
"Øh, undskyld, jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det.." sagde han hurtigt og rystede på hovedet af sig selv. *Must be losing my mind*.

Han måtte rette opmærksomheden op igen da Camille sagde noget. Det pinte ham at høre hende sådan. Hun elskede jo den lille pige. Havde nævnt hende flere gange og faktisk givet ham lyst til at møde hende OG Eric.
"Hør.. Shh.. Rolig nu.. Hvis jeg nu snakkede med Eric om Aleck.. Han har vel intet imod et menneske .. eller et næsten menneske? Jeg skal nok sige at Aleck er en fin fyr og at han aldrig ville gøre en flue fortræd..." Svarede han prøvende. Velvidende at det nok ikke var rigtigt at Aleck ikke gjorde nogen fortræd, men selv han måtte indrømme at fyren ikke virkede til at ville skade Camilles lille pige.

//hey alle sammen jeg svare ikke lige med det samme :/
det er svært at forklare men jeg skal gøre mit bedste for at det ikke tager for lang tid da jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre lige nu undskyld venner//

ooc:
Det er helt okay, Nggung, du skal ikke presse dig selv

Nggung kiggede op på Camille "det er da godt du har fået det godt igen" sagde han med et smil.
han kiggede også på Aleck "nu skal i bare passe på Camille for hun kan ikke lave så meget" sagde han til Aleck og Tristan og bagefter sagde han til Aleck "og hvis hun var vampyr så ville hun afligevel være stærkere ind dig, især hvis hun er ny vampyr, for så har man lige lidt flere kræfter ind man lige regner med, også er ingen i sikkerhed så hun skal nok selv klare de første 3 måneder, men nu er hun jo ikke vampyr så hun skal bare have et normalt måltid" og grinte lidt og begyndte at gå i mod døren, for han havde ikke så meget han kunne inde i lokalet.

Hun nikkede til Aleck.Det var så sødt af ham, at prøve ...at forsøge.
Han ville gerne gøre hende glad, men han kunne jo umuligt give garantier på det område.Ikke med mindre han ville snuppe Mira ud af hænderne på Eric og forærer hende til Camille- og den stil kunne de ikke lige benytte da.
Hun smilede da han tog hendes hånd i sine, og svarede ham mildt" jeg ved du vil hjælpe...al det du kan, Aleck"

Camilles øjne blev lidt større, da Tristan snappede efter Aleck.Hun rynkede på næsen, måske var det også for naivt at tro at de kunne være i samme rum...uden at gå hinanden lidt på, og det var jo heller ik fordi det her var de bedste omstændigheder.
Hun fik trukket sine ben fri af Luck, og satte sig på sengekanten , mod Tristan....da hun lige så stille have trukket sin hånd fri hos Aleck.
" Det lyder fint Tristan, måske kan vi samme overbevise Eric...eller han kan høre fra andre end Aleck og jeg, at Mira er fuldstændig sikker.Aleck ville enda kunne forsvar hende mod..hvad som helst, hvis det skulle være.
Hun rejste sig prøvende fra sengen, og skulle lige genfinde balancen.
Imens hun hørte Nggungs ord til drengene, smilte hun af ham og svarede" hva....giver du læge ordre omkring mit helbred? Drillede hun lidt." hey...Nggung, tak for du ikke drænede mig" råbte hun efter ham.
" argh...jeg er helt mig selv...bare meget træt og afkræftet, men....men jeg tror vi skal hjem af.Hun tog nogle trin, vaklede noget men holdte da selv balancen...so far so good.
Hun så på Tristan og Aleck - mon de var færdige med deres samtale, eller havde de mere de ville? ." jeg tror jeg skal hjem og hvile....skal du med Tristan ?" hun smilede til ham, og til Aleck tiggede hendes øjne om hans forståelse.

Aleck strakte hænderne over hovedet og lod dem derefter kæmme igennem de lokker der faldt ned i hans synsfelt og farvede hans udsyn sort. Han var glad for, at Camille ikke var kommet alt for galt af sted, under det møde med den vampyr; det kunne have gået grueligt galt.
Jaaa... Hun kunne være død.
Tilføjede stemmen, med en kølig ligegyldighed. Han ville hellere end gerne informere den om, at Camilles død var det sidste, der skulle siges på den måde, det ville nok også gå over i pointeringen af deres... Forhold, men han syntes ikke rigtig, at tiden var til et skænderig med "sig selv".
Camille som vampyr... Ja, tanken var tiltalende, men det betød stadig ikke, at det lå i hans magt. Om Camille ville være vampyr, var Camilles valg. Men ja... Hvis Camille blev vampyr, så levede de jo stadig (sammen) mens alle 'de andre' var bukket under for alderdom eller sygdom. Tanken om Camilles som vampyr var helt sikkert tiltalende, men derfor var den stadig uopnåelig.
"Det er skam okay." Svarede han Tristans undskyldning.
Aleck vendte derefter opmærksomheden tilbage til Camille og smilede til hende, tog hendes hånd op til hans læber og kyssede den blidt.
"Selvfølgelig vil jeg altid hjælpe dig."

Hans hoved rettede sig op med et ryk, havde Tristan lige foreslået, at han kunne gøre det? Ville han det? Forvirret kiggede Aleck på ham. Mere nåede han dog ikke at gøre ud af det, da Camille hoppede ned fra sengen og vaklede. Han skyldte sig om til hendes side, for at hjælpe hende, hvis hun nu skulle være ved at vælte igen.
"Jeg tror ikke hun kommer til at få andet end normal mad." Sagde han til Nguung, som nu befandt sig i den anden side af rummet.
"Ja Camille, jeg tror det er bedst vi kommer hjem og hvis du kunne få noget hvile." Hans øjne lagde sig dog misbilligende på Tristan, da hun spurgte ham, men han sagde ikke noget til det, lige nu måtte det stiles til side; Camille skulle bare med hjem.

Tristan nikkede med et opmuntrende smil til Camille. "Jeg skal nok charmere mig ind på Eric.. På den ikke gay måde altså.. " Han nikkede bare til Aleck som accepterede hans undskyldning. Han var ret sikker på at de begge to vidste han havde ret, ham og Aleck altså, men det ville være ledt og barnligt at rode i det.. Selvom det var svært.. Bare tanken om hvis han visnede og døde kun for at nå at se Camille stikke af med en eller anden handsome dæmon. Ikke tiltalende. Not at fucking all.
Han kiggede hen på Camille da hun rejste sig og smilede for sig selv da hun vaklede afsted. Godt der ikke var sket mere. Han bed sig dog i underlæben da dæmonen kom hende til hjælp. Det gjorde ham ikke noget hun havde nære relationer, men ... det var bare ikke alt der var og det havde næste knust ham en gang. Han kiggede istedet med en dyb vejrtrækning på vampyren og rejste sig, imens Luck var fulgt efter Camille for at gå ved sidee af hende og komme med små udbrud hvis han var ved at skvatte, "Går du nu?" Sagde han med et skævt smil til Nggung og begyndte at følge efter de andre.

"Skal jeg med?" Gentog han og kiggede på dæmonen for at få et svar om det var okay, men da det ikke kom smilede han kækt og svarede. "Lad gå, jeg skal nok lade vær' at blive for længe"
Det ville helt sikkert være rar t at sikre sig Camille kom godt hjem.

Nggung smilede til Tristan "nej jeg vil bare ikke være i rummet da jeg ikke har de store indflydelse i jeres samtaler, og jeg vil bare sikre mig at Camille kommer hjem i sikkerhed, og når hun er det så vil jeg smutte ud af jeres liv igen" uheldivis var det sandt for hvad skulle han i deres liv, han havde jo lige ført Camille på hospitalet efter slev at havde skadet hende "men jeg håber vi kan holde kontakt, bare uden slåskamp næste gang" sagde han med et grin og gik ud af døren og holdte den for de andre der også var ved at gå ud "og Camille pas nu godt på dig selv" sagde han med et smil til hende og mens han sagde det tog han sin hætte på igen så alle andre ikke kunne se hvem han var, eller mere hvad han er.

Camille smilede til Aleck, hun kunne ikke lade vær.Han var altid parat til at hjælpe hende og hun var begyndt at stole på han faktisk mente det...eller rettere, hun vidste det var umuligt for ham at lyve om det, så naturligvis gjore det indtryk på hende.
Hun rettede så blikket mod Tristan" Jeg vil være glad for om du lige tog med skat, og mindst ligeså glad om du undlod at ...lege...med Eric, men tal med ham for guds skyld...få ham til at se at Aleck aldrig ville krumme et hår på Mira."
En ide begyndte at tage form i hendes hoved.En farlig en...men den kunne hun snakke med dem alle om senere, hvis det blev nødvendigt? Nu måtte hun se.
Hun håbede Aleck var ok med at det så ud til de ville blive en del personer hjemme hos dem, for hun kiggede efter Nggung og sagde mildt..." kom med os, og få en kop the..eller...ja, jeg har desværre ikke mere blod at byde på i aften" sagde hun lidt ironisk og støttede sig til Alecks arm, men slap ham hurtigt igen, for lidt usikkert at gå videre.
" jeg skal i seng....og i kan holde teselvskab....og være...søde"
De vidste alle hvad det var hun bad af dem, og hun vidste derimod at hun bad om meget.


// så er konkurencen...find 100 fejl slut. Edit: de værste af dem......skod ipad

Aleck kastede et forvirret udtryk i retning af Tristan, men kommenterede ikke. Han var ikke klar over, hvad han mente med ordet "gay", men tog det som værende noget han ikke ville have stemplet på sig.
Hvad var der galt med at charmere sig ind på mænd? Det kunne være praktisk en gang i mellem... Hvis det dog ikke gik galt og de blev mistroiske og vrede... Den del havde han også prøvet et par gange... Men at kunne charmere sig ind på lidt af hvert var i længden en god evne.
"Med alle de mennesker der allerede kommer til at blive der, så er jeg sikker på at der er plads til en vampyr også, hvis du holder dig til te eller andet, der ikke kan risikere at formindske levetid." Lød det fra Aleck, rettet imod vampyren. Et smil brød så ud på hans læber. "Jeg er sikker på at dette... Teselvskab, skal blive noget så interessant." Og det regnede han med. Med en vampyr, som næsten havde slået hende ihjel og hendes kæreste (plus en tiger - gad vide, hvordan den kære Panther ville reagere på den?) så skulle det nok blive underholdende.
Camilles forespørgsel om venlighed imod de andre, rynkede han dog panden af. Han havde skam set den komme, men det betød ikke, at han brød sig om den. Nej, han kunne finde mange andre ting han hellere ville føre ud i livet end venlighed, men nu var det dét, der var krævet af ham.
And as the soldier you are, you justify it.
Hånen i hang som et gardin foran Alecks ansigt - som en rød klud, foran en tyr, men da Aleck var klogere end tyren hev han den bare ned og smed den, hvor han stod. Dette var ikke tiden.

Luck trippede lidt bagud til Tristan igen, som kløede den legesygt bag øret. Den brummede højlydt og dansede nærmest op foran til Camille igen med hop og spring. Stadig med sin spindene lyd der ungede i hospitalsgangene.
Tristan derimod gjorde ikke så meget. Han havde kort mumlet noget om at han aldrig kunne finde på at 'lege' med Eric, men ellers ikke rigtig noget. Han var selv træt efter en lang dag og en lidt .. gruopvækkende overraskelse. Udover det så havde han kun været ved Alecks og Camilles hus i Doomsville én gang og han tvivlede på at han ville kunne finde dte igen. Så derfor holdt han sig let og diskret i baggrunden - for nu.

Nggung kunne ikke undgå at blive glad da Camille bød på en kop the, og grinte ah hendes vitighed "jeg vil da gerne med ud og have en kop the, men jeg vil dog takke nej tak til at få noget at drikke, dit blod fyldte godt i maven" sagde Nggung og kiggede på Aleck "ja det bliver meget sjovt, så kan jeg fortælle om de goe gamle dage" sagde han og grinede et lille grin.
Nggung gik lidt foran Tristan og lidt bag ved Aleck og Camille, mens han tænkte om det havde været en god dag eller dårlig dag, for den havde været god på den måde at han havde fået nye venner og dårlig på den måde at han næsten havde slået Camille ihjel, i det mindste ved han nu at han kan rede folk hvis det virkelig gælder.

Hun strøg en bleg hånd , dog med en anelse mere kulør end før, gennem tigerens tykke pels.Hun lavede en grimasse af Nggungs ord.Hendes blod i hans mave, ikke en videre sympatisk tanke der.Hun rystede på hovedet, men på en måde var det svært at forblive vred på ham.Hun havde selv provokeret ham , voldsomt.
De lod hospitalet bag sig...og gik et stykke mod Alecks hjem.
Ingen sagde meget, og Camille blev lidt bekymret over Tristan der var meget stille.
" Hey...Tristan...kommer du ikke op til mig?" kaldte hun stille og rakte en hånd mod ham.Han var hendes kæreste og måtte gerne føle sig sådan, selv om det var helt nyt- og meget rodet.

Tidshop: kapow...


Huset tronede frem i horisonten , og hun blev helt lyksagelig.
Gåturen have kostet på kræftne og hun var nød til at komme ind og hvile, bare lidt
" Endelig.....tænk hvor godt en kop te og et hvil lyder? Som himlen selv!" vrøvlede hun, stadig rimelig omtåget.Blodtabet og Nggungs slag i hendes baghoved var helt klart de skyldige syndere her.
Det var dog ikke værre end hun kunne smile til Aleck....gæster for første gang, tænkte hun og det føltes rart...stille...fredeligt.
" Aleck...tager du ikke lige Panther op? Eventuelt til mig...det er mere med Luck, er det nok en god ide, ik?"

Ned af hospitalsgangene gik det. Aleck var glad for at kunne komme ud derfra. De hvide vægge, hvide gulve og mennesker i hvide kitler, der rendte rundt fra rum til rum, det gjorde han syg. Hvis han ikke var syg, når han kom ind sådant et sted, så ville han blive det. En lidt - ja bare lidt - syg ide kom til ham.
Hvorfor ikke tage fat i en af de sygeligt hvide læger, grave fingrene ind i halsen på ham og sende en masse blod på væggene og gulvene? Så ville der da komme lidt farve på stedet.
Idéen var grotesk ja, men Aleck ville hellere end gerne sige det samme om stedet her. Alle disse mennesker, der mente at de var her for at hjælpe folk.
Ja, den er god med jer.
Hviskede det i hans hoved, med hans egen stemme.

Efter de første skridt ud i friheden, den frie luft udenfor, tog Aleck en stor indånding. Lod luften sive helt ned i lungerne på ham. Det var dejligt med noget frisk luft - og mørke. Mørket udenfor kastede en beroligende kappe omkring ham, hyllede ham i det, og lod de muskler, som før var fuldkommen spændte, slappe af. Sammen med Camille tog han føringen, de var jo trods alt de eneste, der vidste hvor de boede. Eller det var det han troede, der tog han dog fejl.
Han sagde ikke noget til Camilles anmodning omkring at få Tristan tættere på sig, og hvorfor skulle han også det? Det vedkom ikke ham.
Noget han til gengæld reagerede på, var Camilles kommentar med hensyn til Panther. "Selvfølgelig." Sagde han, smilede til hende og da de nåede tæt nok på huset til, at han kunne se Panther sidde og dominere trappen op til hoveddøren. Killingen var nok kommet med ud i hans hast for at komme ud af døren, den var højest sandsynligt smuttet ud mellem hans ben, men han havde været for opsat på at finde Camille til at opdage det.
Han satte sig på hug og rakte en hånd frem imod killingen. Panther spandt hørligt - meget hørligt - og hoppede ned fra trappen for at dappe Aleck i møde, men stoppede ved synet af den store tiger. Han var sikker på, at hvis katte kunne blive blege (hvide som et lagen) så var Pan det. "Bare rolig, kom her Pan." Instruerede han killingen. Den hørte ham ikke og blev siddende, hvor den var stivnet. Aleck sukkede og gik hen imod katten og tog den op i sin favn.
"Sådan." Sagde han triumferende og vendte sig for at putte killingen over i Camilles favn.
Katten blev afleveret og han vendte sig igen imod hoveddøren. Han gik op af trappen og nåede hoveddøren, som blev låst op.

I modsætning til de fleste havde Tristan altid elsket hospitalet i sin enkelhed. De lysende hvide gulve og vægge der skinnede fra alle steder kunne gøre en i tvivl om man virkelig var overlevet, eller om man allerede var krydset over. Ja sure, mange mennesker og væsner endte nok livet her, men mange flere var nok også blevet givet en chance til. Tristan selv var blevet lappet sammen mange gange i de hospitaler de havde tilbage på Deploratus.

Han kiggede hurtigt og forbavset op og smilede sekundet efter til Camille.
"Jo selvfølgelig ! " Svarede han og luntede op for at gå Camilles hånd i møde med sin egen. Luck luntede stadig ved siden af og fik en masse forbavsede blikke fra forbiserende sygepassere.

*Time jump WOOOOOM*

Det var jo ikke fordi Tristan ikke havde været her før. Han havde en god stedsans og kunne nok - med lidt omveje - snildt have fundet tilbage til Camille og Alecks hus. Han var bare ikke helt sikker på om Aleck vidste eller var okay med at han havde været der, så han lod sig hive med uden at gøre noget tegn på at han anede hvad vej de skulle.

Huset nåede frem foran dem og Luck brummede opmuntret imens den luntede fremad foran. den stoppede dog hurtigt ved synet af en lille sort killing, som sad ude foran.
"Åh. Det er okay, han bider ikke... Særlig meget altså" Sagde Tristan hurtigt og slap til sin ærgelse Camilles hånd for at indhente tigeren og klappe den på ryggen.

Camille faldt synligt til ro, da hendes hånd blev puttet i Tristans.
Hun havde også behov for det...for at falde til ro, for nogle mærkværdige bølger var begyndtvat skylle over hende...ikke store , nej slet ikke , meget små skvulp af ...underlige ting.Hun trampede dem dog ned, stålfast og koncentrerede sig om at holde et spasertempo der ikke ville sænke dem meget, med mellem tre raske fyre og en sløj pige, kom hun nok en smule til kort.
" Hvor bor du egenlig henne Nggung?" spurgte hun nysgerrigt, da de stod ved deres mål, hendes og Alecks hus.Hun vidste jo absolut intet om fyren her, og lidt info skulle de da hive ud om deres nye ven." Har du en kæreste" røg det ud og hun kunne have bidt sig selv i tungen, over det åndsvage spørgsmål.
Camille så Alecks forsøg på at få Pan til at adlyde og hun rystede på hovedet.Hun ville vædde med at Pan aldrig ville lære det, eller ....adlyde ville den aldrig, den var jo ikke nødvendigvis helt det samme som den ikke havde lært det.
Hun så på Aleck, bebrejdende.." Han sidder ude Aleck?" og så fik hun ellers den lille byldt lagt i favnen og hun smeltede, hvilke kom Aleck til gode." tak sweetie" mumlede hun og så på Tristan og Luck..." Vi er enige om at alt tyggeri er strengt forbudt, uanset om det er i dødt eller levende materiale, okay? "
Hun vinkede dem med ...og ledte selv vejen, sammen med Aleck, igennem den lange gang og ned til stuen.Der var, både en sofa og nogle stole man kunne vælge efter smag.
Hun ville gerne dumpe ned i sofaen, den kaldte hende næsten til sig....men hun skulle nok lige hjælpe til med te fra køkkenet først.

// indsamler emner * haps*