Come on and show what u got ~ Rexxy (xxx)

Rexx smilede svagt og kunne mærke han fortrød sine ord. Han ville ikke ha overgivet sig selv så hurtigt. Men med de fødder... Han sagde mens han kiggede på hende " Ja Lady Davia. Jeg er din...skønt jeg ikke ville ha ladet mig knække så hurtigt så skete det desvære pga. dine skønhedder af fødder. Dog har jeg et enkelt krav som jeg tror du ikke vil se noget galt med skønt jeg kalder det et krav vil andre kalde det for " forsikring " Det er blot at skulle det ske at jeg faktis døde under dine vinger af den ene eller anden grund så vil jeg ikke brændes eller andet. Bare sæt mig på den bænk hvor du og jeg mødte hindanden. Det er alt jeg ønsker " Han smilede skævt og forventede ikke Davia ville forstå hvorfor han ikke ville begraves men bare blive sat af på en bænk som en anden kludedukke.

Hun lyttede til hans svar, og smilede over det. At hun havde knækket ham så hurtigt. Hurtigere end han selv vil have haft det. Hun lyttede til hans krav, og måtte indrømme at hun langt fra forstod det, men hun vil gøre den ting for ham. "Selvom jeg ikke forstår hvorfor, så lover jeg at gøre det." Sagde hun.
"Men siden du nu er min" sagde hun og rejste sig op "så er der noget bestemt jeg vil have dig til at bære. Så andre ikke prøver på noget" sagde hun og begynde roligt at gå mod en kommode hun havde. "Bliv endelig siddende" sagde hun inden hun gik der over, og fandt et halsbånd frem. Roligt gik hun tilbage og satte sig i stolen. Så lige på ham. "Hvis du vil være min skal du blot kravle på alle 4 helt hen til mig, og hvile dine hænder i mit skød, og derefter bøje hovedet så jeg kan få dette på dig" sagde hun roligt, og ventede på han vil gøre det.

Han bed tænderne sammen og sagde svagt " .....I orden...Lady...Davia...." og gik på alle 4 og kravlede over til hende og lagde hænderne i hendes skød og følgte sig ydmyget fra hvad han var til en sølle hund. Han gjorde dog som han fik besked på og sagde for sig selv " Sikke et helved det vil blive..."

Mens han gjorde som hun havde sagt, og kravlede på alle 4 over til hende, betragtede Davia ham roligt imens. Var allerede tilfreds med ham, og smilede da han havde lagt hænderne på hendes skød og bøjet hovedet. Uden at sige noget tog hun halsbåndet om hans hals, og lukkede det. Det var lukket med en lås så kun Davia kunne få det op. Hun smilede over det. At ha fået sig en ny slave. Det skulle skam nok blive sjovt for hende. Hun hørte dog det han sagde. "Hvorfor vil det blive det?" Spurgte hun, og havde fat i hans halsbånd så han ikke kunne prøve at stikke af igen.

Rex smilede svagt over at hun smilede men hans smil faldt hurtigt da hun spurte ham hvorfor. Han sagde dog uden at snerre selvom han inderst inde ville " Fordi jeg kan klare smerten. Jeg kan klare ydmygelsen. Men at være en hund ? Det er kun en som din slags der ville tvinge andre til at gå på alle 4 " Han mente dog at en varulv jagtede på alle 4 men tænkte ikke om at det kunne lyde anderledes i hendes øre hvilket han ikke havde tænkt over før han havde sagt det.

Kort efter han havde sagt det gik det op for ham hvorfra han ville tage chancen og prøve at stikke af men blev holdt fast så i stede for at komme væk blev han kvalt kort af halsbåndet og sagde " Du holder virkelig stramt fast i det her....jeg kommer til at fortryde mine ord gør jeg ikke ? " og smilede skævt til hende

Hun blev ved med at holde fast, og lyttede roligt til det han sagde. Det var ikke svært for hende at mærke, at han vist havde lyst til at snerre af hende. ”Min slags?” spurgte hun, og var ikke sikker på om han mente dominaer eller varulve. Det vil hun meget gerne vide.

Hun mærkede at han prøvede at stikke af, og hun holde bedre fast om hans halsbånd. Hørte det han sagde, og smilede over det. ”Hvilke ord tror du at du vil fortryde?” spurgte hun, og så lige på ham.

Han kiggede på hende og sagde " Ja. Bæster, monstre, lig gnaskere, fuldmåne gangere. Varulve. I jagter jo på alle 4 som en køter " og grinte svagt over det. Han vidste han ville fortryde det senere men tænkte at han kunne lige så godt gå hele vejen med sin ærlige mening.

Han sagde roligt da han blev spurt " Bare min mening omkring varulve. Men man kan jo ikke dømme mig. Vores slags har altid været i krig mod hindanden af alle slags grunde. Krige om magt, plads, jobs, føde, jagt territorier. Selvom jeg vil sige at jeg havde nu aldrig..." Han stoppede sig selv og slugte sine sidste ord. Han kiggede køligt på Davia og vidste hun ville tvinge ham til at sige hvad det var han ville sige men han ville nægte. Han smilede og tænkte *Hun er nu meget køn for en varulv at være...de måske ikke alle sammen monstre. Men jeg vil hellere ha flået øjnene ud end at fortælle hun er smuk* og smilede blot bredt så hans tænder viste sig.

Da hun hørte hvad han mente med hendes slags, var hun ikke tilfreds overhoved. Ikke fordi han mente varulve, men måden han valgte at beskrive dem på. Som monstre og lig gnasker. Hun fandt det ulækkert at gnaske i lig, og hun følte langt fra, at hun selv var et monster. Måske når det var fuldmåne, men ellers var hun langt fra et monster. Hun kunne dog mærke at hans ord gik hende på, og hendes øjne lyste svagt grundet ulven i hende. ”Det er de færreste af os som spiser lig. Og jeg afskyr tanken om det” knurrede hun vredt til ham, og var helt sikker på, at han skam nok skulle få en straf for at havde fornærmet hende.

Hun forstod godt det som han sagde lige nu. At deres slags havde været i krig mange gange, men egentlig var Davia lige glad med den slags ting lige nu. Hendes slaver kunne være alle racer, så længe slaven opførte sig ordentlig og ikke lavede ballade. Dog så hun lige på ham, da han valgte at stoppe sig selv midt i en sætning. ”Hvad havde du aldrig?” spurgte hun, og så lige på ham. Tog fat i hans kæbe, og så lige ind i hans øjne. Hvis han ikke vil svare hende, skulle hun nok finde en måde hvorpå hun kunne knække ham, og få ham til at side det.

Rexx smilede og vidste han ville fortryde sine ord men nød at han havde sagt de ord som havde brændt sig fast i han fra sit første møde med en varulv som ikke ville flå struben ud på ham. Han vidste at uanset hvilken straf hun ville give ham så ville det være intet i forhold til den glæde han følte. Selv hvis han blev misbrugt i røven igen ville det være intet. Hans smil forsvandt dog hurtigt da han faktis kom på en ting som ville ha gjort det til et nederlag frem for en sejer men han ville ikke fortælle hende det.

Da hun tog fat i hans kæbe og kiggede ind i hans øjne smilede han og kiggede direkte ind i dem. Han nød deres vildskab. Deres ild, deres lidenskab. Det ramte ham i hans døde hjerte og han nød synet af hendes øjne og håbede dette øjeblik ville vare i noget tid. Han rystede sit hovde og sank. Han kunne ikke tro sine egne tanker. Han vidste udemærket godt hvorfor han fik de tanker. Davia mindede meget om den eneste pige han havde elsket hvilket gik ham på. Han kiggede dybt i hendes øjne og sagde " Du kan ikke knække mig Davia. Ikke med mine tanker for de er værre end de straffe du kan finde på. Så bare gør som du ønsker. Jeg er jo din " Han blinkede til hende og gjorde sig klar til at blive flået men ville ikke fortælle hun var smuk og at han nød hendes skønhed fordi så vidste han at hun ville fjerne hans syn på den ene eller anden måde og for ham ville det værre en slem straf da han inderligt nød hendes smukke øjne.

Davia havde allerede fundet på en straf i hovedet. Hun var dog bare ikke sikker på, om det vil fungere eller ej, men hun håbede. Hun så lige på Rexx som ikke tog sig en skid af det. Han var langt fra underdanig. Men det vil jo også være en smule mærkeligt da han jo var helt ny til det her.
Hun hørte det han sagde og sukkede kort. ”Vil du overhoved være min?” spurgte hun. Noget i hende vil nemlig gerne vide det. Selvom største delen af hende bare var ligeglad med det. Men lige meget hvad, skulle han skam nok få sin straf.

Rexx smilede svagt. Han kiggede på hende og sagde " Hvorfor spørg du ? Er jeg ikke andet end et legetøj for din slags ? Men hvorvidt om jeg vil være din eller ej vil jeg svare på når omstændighedderne er rigtige. Så lad mig komme op, få mit tøj igen og lad os snakke Davia. Så vil jeg forklare hvad jeg vil og det eneste krav jeg har for dette liv. Men jeg advare dig. Hvis først jeg er din så slipper du ej af med mig før du selv har trukket dit sidste åndedrag som alle andre der har haft mig skønt alle brugte mig til forskellige opgaver. Jeg håber bare ikke du vælger at gå samme vej som de gjorde. I dødens arme og efterlade mig uden en opgave i mit afdøde liv " Han smilede og kiggede dybt i hendes øjne og håbede hun ville være villig til at komme efter hans forspørgelse.

”Jeg spørger fordi jeg er nysgerrig. Nysgerrig for at vide hvorvidt du faktisk er med på dette. Men ønsker du jeg ser dig som blot mit legetøj? Men okay lad os gå op igen og snakke.” sagde hun roligt, og gik op igen. Hun havde hørt alt det han havde sagt. Om at hun ikke måtte efterlade ham uden nogle opgave. Hun skulle skam nok finde på en til ham, som han skulle udføre selv efter hendes død.

Da de var kommet op, vende hun sig imod Rexx. ”Når, lad mig høre dit krav, og lad os se om det et jeg kan efterkomme eller ej.”

Rexx knækkede nakken og pressede et ribben tilbage på plads så der lød et knæk. Han smilede og sagde " Ah. Meget bedre. Men kravet er meget simpelt Davia. Det eneste krav er at du blot lader dette lommeur være med mig altid.. Det er alt. Jeg er ligeglad om du flår mine knogler ud, om du udsulter mig og lader mig dræbe mig selv eller om du sætter ild til mig til jeg kun er aske. Men det enste jeg kræver. Dette lommeur er den eneste grund til du og jeg lige nu har denne samtale og vi ikke er i gang med at flå hindanden på en gade som 2 vilde dyr.

Jeg ved du nemt kan efterkomme mit krav. Spørgsmålet er om du vælger det eller om vores lille aftale afslutter nu. Men i sidste ende så holder du for meget af mig allerede nu. Du nyder min flabede attityde, mit selvsikre ydre og min evne til at heale hurtigt igen.

Du ved jeg er en udfordring og jeg ved du lige som jeg elsker en god udfordring.

Så Davia.

Har vi en aftale ?"

Han rakte hånden frem efter han havde bidt sig i hånden og blødte og sagde " En blodaftale. Stærkere end pen og blæk " og smilede meget. Han ventede på at Davia trykkede ham i hånden fordi så var han villig til at give sig 100 % til Davia hvis hun kunne knække ham.
Han håbede det nærmest.

Davia så på Rexx, som knækkede nakken og pressede et riben tilbage på plads så man tydeligt kunne høre det. Så voldsom syntes hun ellers ikke hun havde været over for ham, men åbenbart havde hun. Hun valgte ikke at sige noget til det, og lod det ligge. Hun så hans smil, og hørte det han sagde. Det var virkelig et nemt krav han havde. Lade ham beholde sit lomme ur. Det kunne hun vel sagtens gå med til regnede hun med. ”Okay. Du får lov til at beholde dit ur for altid.” sagde hun roligt. Hun vil gerne have ham som sin slave, da hun var sikker på hun kunne finde på nogle opgaver til ham, og en måde at knække ham på.

Da han rakte hånden frem, så hun kort på den. Så blodet på den, men sagde intet. Hun rakte sin egen hånd frem, og tog hans, så deres aftale nu var 100% på plads.

Da de forseglede aftalen sagde Rexx svagt " Pagten er skabt. Livende er et nu " og smilede blot til Davia og bukkede dybt for hende. Han tog sit hovde og knækkede nakken på sig og sagde " Sådan. Jeg ville sikre mig at jeg ikke fik større skader end højest nødvendigt. Men nu er alting på plads og aftalen er sat.

Så. Du bestemmer frøken Davia. Hvilket opgaver har du i tankerne for mig ? Jeg vil blot advare dig om en ting. Du knækker mig ikke så nemt " Han blinkede og ville se hvilke ting hun kunne finde på at udsætte ham for og kiggede i hendes øjne og kunne se hun glædet sig til at begynde.

Davia så på Rexx, og brød sig ikke om at han blev ved med at knække nakken på sig selv. ”Rexx, lad vær at knække din egen nakke. Jeg bryder mig bestemt ikke om det når du gør det.” sagde hun i en let hård tone. Det var ikke en behagelig lyd. Langt fra. Hvis Rexx skulle gøre det, skulle det være mens han ikke var i nærheden af hende. Hvis han gjorde det igen, vil han blive straffet for det. ”Følg med.” sagde hun roligt, og gik mod et værelse. Fandt hurtigt noget pigetøj som Rexx vil kunne passe, og hun smilede over det, inden hun vende sig mod ham. ”Her tag dette på.” sagde hun. Tøjet var stuepigetøj, og hun glædede sig til at se, hvordan Rexx vil reagere på dette.

Han smilede roligt og sagde " Som sagt med de skader jeg har fået igennem tiden så er det vigtigt at jeg sætter knoglerne på plads. Men bare rolig. De er alle sat på plads så med mindre du kan slå hårdt så har jeg intet at frygte "

Han fulgte efter hende og stivede stift da hun sagde han skulle tage et stuepige sæt på. Han kiggede opgivende på hende og sagde " Du ønsker at se mig....i det der ? " Han kigged på det og tænkte på dengang han var tvunget til at stjæle en kjole og løbe igennem en by for at ungå at blive skudt af en jaloux ægtemand. Han rystede på hovdet og kiggede på kjolen og tog den og sagde " Fint. Jeg tager den på. Men ingen trusser. Så heller gå i bar røv og blive overfaldet af dig med en kniv. Han stoppede kort og tænkte hvad han havde sagt og vidste han ville fortryde det på en eller anden måde. Han tog tøjet på og hadet ikke fornemmelsen. Han ville blot ikke fortælle det til Davia og lade hende bruge dette i mod ham. Han kunne dog godt regne ud hvad hun ville tvinge ham til iført dette tøj.

Rex virkede ikke specielt glad ved tanken om det Davia lige havde bedt ham om. At tage stuepige tøj på. Hun rakte ham tøjet, og hørte det han sagde. Smilede en smule af det, og lod ham tage tøjet på. ”Det passer dig jo perfekt.” sagde hun. Mest for at gøre ham mere pinligt berørt og ydmyget end han allerede var. ”Din opgave består i at gøre rent i huset pt. Til du får en ny opgave. Er det forstået Rex?” spurgte hun. ”Og når du høre en klokke skal du komme med det samme. Ellers vil du fortryde.” lød det fra hende, i et roligt toneleje.

Han kiggede på hende og kunne ikke forstå hendes ordre. Han kiggede på hende og kiggede på sit lommeur og sagde roligt for sig selv " For dig..." Han smilede svagt og tog tøjet på og sagde " Fint. Fortæl hvordan jeg skal gøre rent. Og ja det forstået. Men jeg har kun et at sige angående denne opgave. Hvis du prøver at knække mig " Han grinte svagt " Hehe...Så bliver du nød til at gå ud efter det her. For ellers gør du aldrig " og pegede på sit hjerte og gjorde tegn til at det var dødt. Han grinte og ventede med et svagt smil på sine læber. Han prøvede at holde sine bagtanker væk. Men nogle af dem var ved at komme frem desvære.

Davia så på Rexx, og var en smule irriteret måtte hun indrømme, over at han konstant så på sit lommeur. Havde han noget han skulle nå siden han kiggede på det? For hvis han havde sur røv. Han vil ikke kunne nå det, da han nu var hendes. Dog tog han tøjet på, hvilket gjorde hende en smule tilfreds. Hun hørte det han sagde, og sukkede. Du skal støve af og sådan noget.” sagde hun, inden hun gik ud af rummet. Hvis han ikke gjorde, så vil hun finde på en straf. Hun vil komme tilbage og se til ham om noget tid. Men for nu vil hun lade ham arbejde i fred. Hun skulle skam nok finde på ting at gøre mod ham.

Rexx sukkede og begyndte skønt han foragtede det. Han var dog vant til slave arbejde som han kaldte det fra sine tidligere dage. Han havde støvet af i de mere simble rum men kiggede op og hang hovdet hårdt da han tænkte hun nok ville ha ALT støvet af. Det ville sige loftet ligeledes. Han valgte at tage loftet på trods af han langt fra nød sin " uniform " konstant faldt ned og forskrækkede ham hvilket fik ham til at miste grebet et kort øjeblik og tit var ved at falde. Han foragtede inderligt denne opgave. Han ville heller grave en grav og begrave sig selv dybt i hullet. Han begyndte at grine over det og havde ikke set sin uniform var ved at falde ned hvilket fik ham til at miste grebet og derfra falde og ramme gulvet hårdt. Han rejste sig og opdagede benet var brækkede men valgte at gøre som i gammle dage og brække det tilbage påtrods af smerten. Han brølede i smerte men valgte at forsætte med opgaven. Det tog ham noget tid men endelig var han færdig med nogle af rummene. Han blev ved med at høre små fodtrin syntes han hvilket han ville spøger Davia om. Hvis hun havde mus kunne han hjælpe hende af med dem. Men han ville ikke æde dem skønt han kunne mærke lysten rejste sig. Han valgte dog sin gammle metode at blande det op med vand for ikke at ville gå tilbage til den gammle måde der gjorde han var nød til at flygte fra starten af. Det smagte forfærdligt og var ikke lige så godt men det holdt svagt længere tid end når han bare overfaldede folk og drænede dem. Han kunne dog ikke lade vær med at tænke på Davia. Skønt han foragtede hende så var der noget ved hende han kunne lide. Han ville nødigt indrømme det over for sig selv og slet ikke over for Davia. Men skulle chancen tilbyde ham at han kunne overnatte i hendes seng tænkte han så ville han ikke kunne sove og dø samme nat pga. alt blodet ville flyde til et sted. Han grinte over det og havde glemt alt om de smerter han havde været igennem og forsatte med at gøre rent. Da han var helt færdig og ikke kunne gå ind i de fleste rum pga. de var låste valgte han at gå tilbage til rum nummer et og gøre det utænklige. At bruge tungen til at gøre gulvet rent. Han hadet sig selv for det men vidste at det ville hun få ham til uanset hvad så han kunne lige så godt bare få det overstået.

Davia lod Rexx gøre rent i fred. Hun så dog lidt på en gang imellem, for at sikre sig at han faktisk gjorde sit arbejde rigtigt. Hvis han ikke gjorde vil han blive straffet, men gjorde han det faktisk ordentlig, vil hun måske belønne ham for det.
Der gik ca en time, inden hun gik tilbage til Rexx igen, og så han var begyndt at gøre rent ved at bruge tungen til det, skønt hun ikke havde sagt han skulle. Han var åbenbart vant til at han også blev bedt om det, og derfor nu automatisk gjorde det. Hun lod ham gøre arbejdet helt færdigt. Hun havde et rum mere hun vil lade ham gøre rent, men der kom han kun ind så længe hun var med ham, da hun ikke stolede på nogle til at komme der ind alene. Det havde været hendes fars kontor, og han havde et meget dyrebart ur stående der inde. Rummet var altid låst, så ingen kunne stjæle det. Det var et ur som de færreste havde råd til, men hendes far havde da de var en rig familie.

Hun gik over til Rexx. ”Sikke dygtig du har været. Der er nu kun et rum tilbage. Følg efter mig” sagde hun inden hun gik mod rummet. Da de kom der over, fandt hun en nøgle frem og låste døren op. Hun åbnede den og lod Rex gå ind først. I rummet stod nogle reoler med bøger, et skrivebord i midten og i hjørnet stod uret. Hun gik med ind, og så roligt på Rexx. ”Du bestemmer selv hvad du starter med her inde, men for guds skyld vær forsigtig med uret.” sagde hun roligt, og lod ham starte. Hun begyndte at snakke med ham i mens for at få tiden til at gå lidt hurtigere. ”Jeg er en smule nysgerrig på hvor gammel du egentlig er?” sagde hun, og så på Rexx.

Da hun sagde han havde været dygtig rødmede han svagt og nikkede blot. Da han hørte da var et rum tilbage frygtede han det ville være det største rum af dem alle men da han gik ind blev han posetivt overraskede over det ikke var så stort igen men han stivnede da hun sagde han skulle være forsigtigt med uret og så det. Han kunne ikke røre sig til at starte med men nærmede sig det meget langsomt og kunne nemt genkende den slags ure. Han kunne ikke lade vær med at smile og røre ved uret. Han havde kun set sådan et ur en gang før og det var ikke en lille pris der var blevet givet for det ur. At Davia havde sådan et ur fik ham til at se hende i et helt nyt lys da man ikke bare købte sådan et ur bare for at købe et for at vise man havde penge. Man købte kun sådan et hvis man faktis havde forstand eller respekt på ure. Han gik langsomt i gang med at tage nogle af delene ud da hun spurte ham hvor gammel han er. Han undrede sig meget. Det var et ægte spørgsmål og ikke en ordre eller andet. Han svarede stammende " Øhm...je...jeg er..jeg er 120.... Jeg ved godt jeg er en gammel en af slagsen.. Men jeg har også brugt det meste af livet på at arbejde så har ikke rigtigt nydt dets glæder... Med få lov... Hvor gammel er du selv ? Fordi du virker ældre end jeg tror du er. Du er meget rolig, dirrekte og urokkelig. Det plejer kun at være ældre kvinder men jeg tror ikke du er mere end de 20-25 max "

Hun lagde mærke til, at Rexx rødmede en smule over det, da hun sagde han havde været en god dreng. Hun smilede lidt over det, men sagde intet til ham.
Da de var kommet ind på hendes fars kontor, så hun hvordan Rexx stivnede en smule. Hun betragtede ham. Så hvor forsigtig han var med uret, og smilede over det. Efter hun havde spurgt hvor gammel han var, ventede hun på hans svar, og nikkede da han svarede. "Du er ikke så gammel igen af en vampyr at være." sagde hun roligt. Hun hørte hans spørgsmål. Han vil også vide hvor gammel hun var. "Jeg er ikke specielt gammel. r kun 20. Har vokset op til at være så rolig og bestemt som jeg er. Derfor virker jeg nok en smule ældre end jeg egentlig er." svarede hun. "Mine forældre vil have jeg var sådan her, men ja. Hvad med dine forældre? Hvordan var de?" spurgte hun.

Rexx smilede svagt da Davia fortalte han ikke var så gammel igen. Han følte sig ellers sådan nogle gange. Han vendte sig overrasket om da hun fortalte hun kun var 20 hvorfra han sagde " Kun ? Du snakker ellers som en yderst respektabel kvinde. Og med det mener jeg intet ondt andet end når jeg har hørt snakke sådan er de oftes meget ældre. Så er blot meget overrasket " Da hun spurte til hans forældre tabte han smilet hurtigt og han frøs i armen. Han sagde stammende " For...forældre ? heh....jeg...Jeg har ikke....jeg har ikke rigtigt kendt dem...De efterlod mig som lille og jeg blev opforstret hos en meget hård familie...At få tæsk var en normal dag for mig... At skulle gøre rent var en af de få opgaver jeg fik ver dag ud over at stå stille mens de brændemærkede mig eller tæskede mig til mine knogler brækkede... Senere soldte de mig til en kro ejer for få mønter...Igen gøre rent og få tæsk...Men skulle også lære at hugge brænde og lave mad....En dag gik det lidt for slemt for sig....Hørt om den massakere ude ved Old Witch tree ? Heh...Du har den skyldige....4 mennesker slagtede med en økse....Men det blev for meget for mig den dag...Jeg var træt og kunne ikke klare mere... Så jeg tog øksen og slagtede dem...Ikke fordi jeg ville dræbe for blodet...men fordi jeg ville blot have lov til at være i fred...Nogle år efter fandt jeg mig en lille landsby som kunne bruge en af mine evner...Folk var venlige og det var der jeg mødte en ældre herre som åbnede mine øjne til urværk som dette...Han fortalte mig at tid var noget af det mest dyrebare du kan eje...og at på det rette tidspunkt vil man finde lykken...Jeg troede ham selvfølgelig ikke intil jeg mødte hende....En...en utrolig skønhed uden lige....Jeg mærkede en varm fornemmelse i min krop og jeg fik ondt...Jeg vidste ikke hvad det var men hun forstod mig...Hun var ikke normal selv... Heh... Siger varmpyren...Hun var et menneske men med de smukkeste øjne jeg har set...Hun var ikke normal fordi hun forelskede sig i mig som mig i hende... Vi var lykkelige men desvære ville skæben os det ikke godt....Hun blev dødlig syg og jeg ville ikke miste hende...Jeg ville ikke være alene igen ! " Rexx slog sin hånd hårdt ind i bog reolen og en tåre faldt ned af hans kind " Jeg...jeg gjorde hende til en vampyr....efter hun vågnede blev hun bange...hun elskede mig men ville ikke være en som mig...Hun kunne ikke klare tanken om det...så hun valgte at tage sit eget liv...Hun valgte at hoppe ud fra en kløft og spidde sig selv....Urmageren jeg arbejde hos gav mig en farvel gave da jeg forklarede jeg ikke kunne være hos dem mere da alt jeg så var hende...Han gav mig et lommeur med hendes billed i så jeg altid ville have tid med hende... Jeg kigger på det den dag i dag for at huske at der findes andet end kun ondskab i verden og at den ondskab nogle gange bliver brugt for at vise man kan lide nogle eller for at hjælpe dem....Jeg ved du straffer mig Davia fordi du nyder det og du ikke kender til andet...og jeg ved jeg aldrig vil kunne finde glæden ved en anden kvinde igen....Men....Du skal blot vide at uanset hvad du udsætter mig for vil det aldrig gøre lige så ondt som da jeg blev forelsket...Hvis du vil have mig undskyldt....jeg skal ordne uret...jeg lover jeg nok skal skynde mig så du kan forsætte med at knække mig....Men...grunden til jeg altid smiler...er fordi jeg ved at jeg har overlevet alt og blevet udsat for et livs smerte og stadig kan jeg se det sjove i noget bestemt....at jeg stadig er i live og stadig få en med magt og penge som dig til at føle dig utryk over en sølle slave som mig....heh..." Rexx begyndte svagt at græde og håbede på at Davia ville gå så han kunne få lov til at græde alene som han var blevet vant til. Han tog uret fra hindanden og begyndte langsomt at rense og pusse delene skønt han kunne mærke smerten i sit hjerte blev kraftigere og kraftigere.