Just a littel bite (Sajro and Emery)

Da han slikkede hendes snude for en lille klat blod, kunne hun ikke stoppe med at knurre svagt af ham. Men ulven accepterede ham. Det var jo tydeligt at Phoenix kunne lide ham.
Det var mærkeligt ikke at kunne kommunikere med ord, men med bevægelser, det var helt klart noget Phoenix skulle vende sig til.

Phoenix pustede og snerrede advarende til Sajro som var flyttet frem for at beskytte hende. Hun kunne ikke helt bestemme sig for om det var venligt, eller om det bare var irriterende, eller om han bare stod i vejen. Hun sneg sig længere til siden for at kunne se hvad det var. De gule øjne gennemsøgte området, men intet var at se... Hun spekulerede kort over, hvad der kunne have bragt den fremmede færd, men havde ikke den fjerneste ide.

Phoenix slappede mere af og kunne ikke dy sig. Forsigtigt gik hun over til busken og kiggede, lidt nysgerrig var hun jo altid. Der var intet, men længere henne kunne hun se en skikkelse. Phoenix snerrede og satte af. Skikkelsen løb på alle fire og galoperede af sted.
Poterne ramte jorden med en voldsom kraft, som fik bladene til at hvirvle op omkring hende. De nye store øre lå fladt ned af hendes hoved og de spidse tænder glimtede i den smukke måne, der hang over dem. ‘Hvad er det her?!’ tænkte Phoenix og følte en trang til at snerre højlydt, af dyret. Hun holdt sig ikke tilbage og gav den gas. Den snerrede lyd ville have fået et menneskes nakkehår til at rejse sig, og tempoet blev sat op.

De fire kraftige ben, som dyret foran hende brugte, var en hest. Intet syret, eller mærkeligt, bare en hest, med en saddel... Uden en rytter. Ulven kastede sig mod hestens ryg og hagede sig fast i pelsen og sadlen. Færden af frisk menneske blod slog imod hendes snude og tog kort pusten fra hende. Der var et menneske i skoven, uden hest, som blødte... hun sprang af hesten og kiggede rundt. Hendes tunge åndedræt kunne ses i den kolde natteluft og hun kiggede sig omkring efter Sjaro. Det her var skidt. Mennesket i hende havde lyst til at finde vedkommende og hjælpe, men hun ville nok skræmme det som ulv... kunne hun overhovedet gøre noget?

De forskellige knurren og snerren der kom reagerede han ikke voldsomt på. Han havde set en smule chokeret ud over hendes knurren, men ellers ikke meget. Det var heller ikke noget han var særligt vant til at gøre den slags, men han havde ikke kunnet lade være.
Og hendes snerren var han nød til bare at acceptere og bide i sig, selv om han gerne ville give modsvar men han var til besvær fordi han havde lovet hende noget. Det var også derfor han forsøgte at være så meget i vejen som muligt.

Da hun satte i løb ud i mørket, fulgte han straks efter. Denne gang var han på siden af hende, da han fornemmede lugten af et menneske. Da lugten af blodet fra et menneske ramte ham, blev det tydeligt at der var et menneske tæt på. Han bevægede hovedet højt i luften lige ved siden af hende for at finde ud af hvor personen var henne. Han kunne allerede mærke hvordan dyret i ham forsøgte at overbevise ham om at angribe og spise den sårede.

Han kiggede sig omkring og mødte derved Phoenix's blik, hvilket slog ham ud af tanken om at angribe eller dræbe. Han kiggede på hende, og knurrede lavt. Et forsøg på at finde ud af hvad hun ville. Han brugte det at fokusere på hende og det han havde lovet til at holde hans egne instinkter og 'monster' på plads.
Han kiggede sig lidt mere omkring før han begyndte at bevæge sig i retning af lugten, regnede med at Phoenix ville bevæge sig med. Det var måske en god ide for hende at opleve at komme tæt på blod på den måde, hjælpe hende med lidt chok terapi omkring det.

Sajros knurren fik hendes opmærksomhed og hun sank en klump. Det her kunne ende så galt på flere måder, og hvordan kunne det her overhovedet ende godt?
Da Sargonis begyndte at følge færden kiggede Phoenix på ham. Hvad have han gang i? Ville han følge efter den liflige duft?
Hun bevægede sig forsigtigt hen til ham og gik næsten helt op og ned af ham. Hun fulgte duften som han, og inderst inde var der kamp mellem hende selv og ulven. Mennesket ville hjælpe og ulven ville flå og ødelægge. Hvordan kunne hun ville to ting som var værd sin modsætning?

Skyggerne som de begge kastede var vidt forskellige. Phoenix var tynd lille og slank. Den lettere tjavsede pels reflekterede månens sølvfarvede lys og hendes bløde poter trådte varsomt og forsigtigt. Det eneste tegn på at hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, var den konstante tøven.
Hvad nu hvis ikke hun kunne styre sig? Hvad nu hvis hun... angreb Sajro, og han var tvunget til at skade hende... igen?
Hun gik forsigtig langs hans side og mærkede hvordan færden blev stærkere og stærkere, det samme galt dog for trangen til at bide. Hendes tænder snurrede og det hele summede i hendes krop. Med et forsigtigt blik op mod Sajro bjæffede hun uroligt og tog halen mellem benene, men hun fortsatte med at gå. Det kunne godt være hun var bange, men det skulle overstås.

Længere fremme lå en skikkelse fuldstændig stille. Knægten var ikke ældre end 16 år og Phoenix stoppede op og lagde sig langs jorden, som havde hun lyst til at springe på ham. Hun sank en klump og tog et valg. En dyb vejrtrækning og hun lyttede efter. Det bankende hjerte i drengens bryst var et tydeligt bevis på, at han var i live. Hun sugede luft ind og bad til at det hele ville fungere. Hele hendes krop slappede af og en ny forvandling tog over. Ulven peb lavt og jamrede stille imens knoglerne blev mindre og mindre. Den svidende fornemmelse af pelsen der blev suget ind i huden, og den ulidelige lyd af hendes kranium som gav sig, fik hele hendes krop til at ryste.
Da hendes forvandling tilbage var fuldendt, rejste hun sig op og kiggede ned af hendes smukke krop. Det blide røde blik løb hen over skoven og hun blev overrasket over hvor mørkt der egentlig var.

Helt forsigtigt rørte Phoenix ved Sajros ene lange arm. Hendes berøring var hengiven og respektfuld. Som et tegn på at hun var okay. Han var et skræmmende syn, men hun kunne ikke lade være med at beundre ham. “Jeg går først.” sagde hun stille. Det var ikke lige frem fordi hun var skræmmende i denne skikkelse. “Du kan stadig beskytte mig, men jeg kan også beskytte dig.” Hendes stemme var stolt, men ikke høj nok til at andre ville kunne høre det.
Hun begyndte forsigtig at gå hen til knægten og satte sig på hug. Hans ben var blevet revet og han blødte lidt fra hovedet.
Hendes nøgne hud mærkede slet ikke kulden, da en vind blæste hendes hår væk fra ansigtet. Hun rørte forsigtig ved drengens ansigt og kunne ikke lade være med at smile. “Han er ikke helt døden nær.” hun kiggede over mod Sajro og skød hoften ud til siden, imens hun satte hånden på hoften. “Hvad skal vi stille op med ham? OG NEJ, at efterlade ham er ikke en valgmulighed jeg vil bruge.” Hendes stemme var blød, men hendes kropsholdning gjorde det klart at det sidste ikke var til diskussion.
Noget af det hun ikke viste til Sargonis, var den smerte som hele hendes krop var fyldt med. Hun skulle ikke virke svag overfor ham, og slet ikke i hans ulve form.

Sajro fulgte bar elugten, han var ligesom hende en smule nervøs og bange for præcis der ville ske. Kunne han holde hvad han havde lovet hende. Han var ikke rigtigt sikker på nogenmåde. Han måtte gøre sit bedste... Bedre end han normalt gjorde, med den slags her ville han normalt forsøge at flygte eller give op.

Han kravlede gennem buskadset, lavt ved jorden sammen med hende. Han blev meget overrasket da hun begyndte at forvandle sig. Han havde ikke regnet med at han ville se hende som menneske før natten var slut. Han blev nok endnu mere overrasket da hun valgte at tage styringen. Havde dette været nogen som helst anden situation, som ikke handlede om at interagere med et skadet menneske så havde han nok ikke lade hende tage styringen. Han lod hende dog gå derhen for sig selv, men det var tydeligt at hans øre var spidsede og hans næsebor spilede som han søgte information i tilfælde af nogen var der udover de tre.

Da hun begyndte at spørge ind til, hvad de skulle gøre med ham, kiggede han på hende, så i retning af landsbyen, så mod hans egen hytte så tilbage til hende. Efter at have gjort det et par gang, fulgte han samme rutine som hende, som han lod sig forvandle tilbage til hans menneskelige form.
"Vi kan tage ham med tilbage, eller vi kan tage ham ind til landsbyen?" Han gik roligt hen til drengen, og gjorde så an til at løfte ham op fra jorden.

"Og tak... Han havde nok været død hvis du ikke havde været her." Han sendte hende et smil, som han stod med den lille dreng i hans arme. Han var ikke sikker på hvor hun mente det var bedst at tage ham hen. Han begyndte dog at gå imod hytten, fordi uanset hvad så kunne de ikke tage til landsbyen nøgne.
"Tænker at vi tager til hytten først om ikke andet, så går det ikke vi vandre nøgne rundt."

Det var umuligt... Den nøgne Sargonis fik hende til at smile og hun kunne ikke lade være med at betragte ham lidt. Stemmen der fyldte hendes øre fik hende dog på andre tanker, end hans nøgne krop i måneskinnet, og med et kort nik sukkede hun og tog sig til sit dunkende hoved. “Landsbyen ville være bedst, jo færre der ved hvor du er, desto bedre.” mumlede Phoenix og så op mod den klare måne.
Inden Sajro løftede drengen flyttede hun forsigtigt hans hoved og sikrede sig at blodet ikke flød under det.

Phoenix faldt igen tilbage til at betragte Sajro da han løftede knægten. Hans stærke arme som spændte kort og hans ranke ryg med det store ar. Hans kommentar om at hun havde redet knægten fik hende til at rødme. “Tror du, at du ville have gjort noget?” Spurgte Phoenix forsigtigt og rørte igen blidt ved hans arm.
Hans smil varmede hendes hjerte og hun fik et lille glimt i øjet da han begyndte at gå hen mod hytten. I et kort øjeblik fantaserede hun om at løbe efter ham og klappe ham bag i, bare for at se hans reaktion, men hans reaktion kunne være uforudsigeligt... så hun skød tanken fra sig.
Hun kunne ikke helt stoppe sig selv og lavede et lille hop, men stoppede sig selv fra at klaske ham i røven.
Glæden over at have været igennem hendes første forvandling skyllede ind over hende og hun satte efter Sajro. “Hvor var det vildt! Du så hvordan jeg nedlagde det krondyr! Det var det vildeste rus jeg har haft!” Det lange sorte hår pjuskede omrking hende da hun lavede en lille piuette og et spring. “Jeg er født til at være varulv!” Jublede hun og mindedes natten hun blev bidt og hendes reaktion på sajro, efter lidt søvn.

Tilbage i hytten dansede Phoenix ind og blev mødt med duften fra deres dyriske lyster tidligere, og mærkede en flok sommerfugle flakse i hendes mave. Hun smed tæppet hen over sengen og kom til at grine. “Dig og dine fuldmåner, du har da ikke en chance for at få noget ordentlig søvn.”
Hendes hænder rodede i skabet og hun fandt en velkendt skjorte uden knapper frem og tog den på. Samtidig fandt hun en skjorte til Sajro og et par bukser, som hun lagde på sengen.
Efter at have ledt med røven i vejret fandt hun endelig sine egne bukser og smilede til Sajro da hun tog dem på. Skjorten afslørede hendes bidemærke og en del af hendes bryster. “Skal vi bare lægge ham inde i byen? Eller skal vi hjælpe ham først? Hvorfor skulle det her lige sket i nat?” imens hendes uendelige fablen fortsatte fandt hun en skål frem samt en klud og hældt vand i skålen.
Phoenix kiggede på drengen og indså at det var det første væsen, med undtagelse af Sajro, som hun havde set i en hel måned.

Han kunne ikke lade være med at kigge på hende, han vidste godt der var vigtigere ting at tage sig af lige nu, men han kunne godt lige tillade sig at se på hende nøgne krop bare lidt. Han nikkede derfor også bare halvt fraværende til hendes kommentar om at landsbyen er bedst, han havde dog fanget det så han svarede også. "Jo det har du ret i... Så husk ikke at sladre, ellers må jeg lukke munden på dig." Han snappede ud efter hende og blinkede så til hende.

Han rynkede på panden over hendes spørgsmål. Ville han have gjort noget. Han havde nok ikke ignoreret ham, spørgsmålet var om han havde hjulpet eller skadet. Og han frygtede selv spørgsmålet. Han kiggede derfor ikke rigtigt i hendes retning og trak bare på skuldrende som svar. Det var ikke noget han havde lyst til at tænke for meget over.
"Ja det var ret imponerende, du fik ret hurtigt styr på dig selv." Han havde lagt mærke hun havde været lidt koldset i starten, men han var kommet over det ret hurtigt. Han fulgte hende bare, han kunne ikke lade være med at lade sig smitte med hendes glæde.

Da de kom ind i hytten ville han til at lægge drengen i sengen, men blev stoppet af at hun ville lægge tæppet på. Han lagde ham så ned i sengen. Han rystede bare på hovedet. "Nogle gange er det nu okay ikke at sove, der er ting der er bedre end søvn." Han gav hendes røv et klap da hun ledte rundt med den i vejret. Han tog skjorten på og derefter et par bukser, men lod dog skjorten være åben.
"Det ville nok være bedst at give ham forbindinger på, og så måske ligge ham ved kroen? Eller har landsbyen en kirke?" Han tænkte sig grundigt om, mens han begyndte at vaske sår, og forbinde dem.

Hans drillende tone fik varmen til at sprede sig i hendes krop, da han snappede efter hende. “Opfør dig ordentlig, Sargonis.” sagde hun drillende tilbage til ham og grinede stort.

Det mærkelige ikke svar som han gav hende ved at trække på skuldrene, fik hende til at tænke over hans ulv og dens måde at være på. Hendes nysgerrighed prikkede i hendes fingre og hoved, men det var ikke et passende tidspunkt at spørge ind til sådan et følsomt emne.
“Ja ikke!” de små badutspring fortsatte og hun pjuskede op i hendes hår, som en lille dans, imens hun trippede afsted på de bare fødder. Det hele havde været perfekt, hvis man så bort fra det uheldige møde med mennesket... eller var det et heldigt møde?

Hun gispede da hans hånd klappede hende og hun knurrede let af ham, men på en kærlig måde. “Nå så det syntes du.” mumlede hun for sig selv og kunne ikke stoppe det store smil, der gled over hendes læber.
Phoenix satte sig ved Drengens hoved, da Sajro begyndte at rense og forbinde ham. “Jeg ved ikke helt om vi bare kan lægge ham ved kroen... En kirke ville være oplagt, og han ville være i sikkerhed, da de nok vil forsøge at tage sig af ham.” Hun strøg forsigtigt Drengens hår væk fra hans ansigt og kiggede indgående på ham. “Hvad kunne have forsaget dette? Hesten var angst, men det kan bare have været os? Tror du at hesten bare blev bange og så kastede ham af?” Hendes stemme var overraskende rolig, imens de røde øjne kiggede på knægten og forsøgte at forstå.

Forsigtigt rejste hun sig op og gik hen til ildstedet og tændte op. “Skal du have lidt te?” Spurgte hun stille og lod sig drive hen i tankerne. Hun opfangede slet ikke svaret på spørgsmålet som hun havde stillet.
Det havde været så vildt at løbe i skoven, det havde været så frit og ubekymret... næsten. ‘du kan se mig igen.’ sagde en velkendt stemme i hendes hoved. Hun kiggede ind i ilden og fik lagt noget mere brænde på. ‘Hvordan?’ prøvede hun forsigtigt at spørge. ‘Kig ind i dig selv.’ lød det latterligt fra stemmen i hovedet. Som om det ville hjælpe at kigge ind i sig selv, hvad var det for noget lort at lukke ud.

Da hun havde fået sat vand over ildstedet og det var begyndt at koge, snuppede hun en kop fra dens vante plads. På nogle af de lange ture var det lykkes hende at finde pebermynteblade i skoven, som hun puttede ned i vandet og lod det trække.
I et forsøg på at håndtere hendes hår flettede hun to fletninger og bandt snor omkring enden og mumlede en ordre til sit hår, om at blive i fletningerne, ellers ville hun klippe det af. Det virkede tilsyneladende, for håret sprang ikke ud af fletningerne med det samme.
Drengen lå helt ubevægelig i sengen og Phoenix anede ikke hvad hun skulle gøre nu. Var det mon den følelse, som Sajro tidligere havde haft? Langsomt satte hun sig ved ildstedet med sin kop og betragtede knægten. “Er han ikke meget ung i forhold til at have en hest?” spurgte hun Sajro og undrede sig. Heste var dyre, og det var bestemt ikke nemt lige at anskaffe sig en hest fra en tilfældig.

Han grinte bare af hende når hun var flabet og drillende overfor ham. Det var virkeligt med til at holde humøret oppe, og håbede på at det også var med til at holde hendes humør oppe. Ikke at han troede hun havde behov for hjælp, da hun lod til at være fuld af både energi og godt humør.

"Jada, efter tidligere med dig... Meget bedre end at sove." Han smilede bare flabet, det var nok det bedste han havde prøvet, især længe så han kunne ikke lade være med at have det i tankerne lige nu. Han nikkede til at det nok var bedre med en kirke, han var ikke sikker på om der var en kirke, men han tænkte der burde være det da de fleste landsbyer havde en kirke til at kunne dække deres nærområdes behov for religion.
"Ellers tak, jeg vil godt have forbundet ham her hurtigt." Han sendte hende et smil, han kunne ikke lade være med at engagere sig selv i at hjælpe denne dreng, især ikke efter at have set hvor interesseret hun var i at få ham hjulpet hvilket han ikke kunne undgå at lade sig smitte af.
"Jeg ville næsten tro at hesten blev angst, og red igennem skoven og drengens hoved ramte en gren og blev slået af og måske ramte nogle grene eller buske med benene." Han sørgede for at få lagt en god forbinding på som han kunne.

Han fik færdiggjort forbindingerne som hun begyndte at spekulere i hvad der kunne være grunden til at han havde hesten? Han gik over til hende og kunne ikke lade være med at rode lidt ved hendes fletninger. Han havde tøret hænderne af for blod inden da.
"Det dufter godt. Og måske det er en stjålet hest? Derfor den var bange? Han blev måske jagtet af ejeren?"

Han satte sig ned. På en stol og virkede egentligt en anelse træt. Han kiggede så over på hende. "Jeg tænker hvis vi skal have ham til byen, så gøre det nu? Når du har drukket din the?"

Hun kiggede lyttende op på Sajro og tog en slurk af sin varme the. “Måske... det er i hvert fald ikke usansynligt.” Mumlede hun bekræftende til hans teori omkring buskende. Det hele virkede så fjernt, og det gav simpelthen ikke mening for Phoenix. Der var noget uldent ved det... eller også var det bare hendes livlige fantasi som spillede hende et pus.

Et svagt smil bredte sig om hendes mund da han pillede ved hendes fletninger. “Hvis de går op, så sværger jeg at klipper dit hår af.” Hendes Drillende stemme bar en svag knurren med sig, heldigvis ment i sjov, selvom det kunne være sjovt at se ham uden.
Imens han satte sig ned rejste Phoenix sig op og nikkede til ham. “Det er pebermynte, børnehjemmet gav det til os når vi var syge.” mumlede hun fraværene og satte sig på hans skød. “Hvis ejeren jagter ham,” hun pegede på drengen og lagde sin ene arm om nakken på Sajro, for at holde balancen. “Så betyder det at der render folk rundt der ude lige nu...” Endnu en slurk af den friske the varmede hendes krop og fyldte hende med ro.

“Det kan vi godt.” hun nikkede. Hendes store Bjerg var træt og det var lidt sjovt at se, men måske var det et tegn på at han endelig slappede helt af i hendes nærhed?
Den sidste slurk te blev drukket og hun kyssede Sajros kind inden hendes ben fandt jorden igen.
Drengen begyndte at bevæge sig, men ikke på en ‘jeg-er-nu-vågen-hvad-sker-der'-agtig måde, men en ‘jeg-er-ikke-død’-agtigt måde. “Han vågner snart.” sagde hun stille og gik hen til drengen og tog hans hånd. “Du er fandme heldig.” mumlede hun og forestillede sig, hvordan situationen ville have været hvis ikke hun havde haft kontrol.
Det isnede ned af hendes ryg og hun slog armene omkring sig selv. ‘Der er noget galt.’ Lød stemmen i hendes hoved. ‘jeg ved det.’ Hun kiggede over på Sajro. “Det her med at ens instinkter er mere dyriske og sådan noget... jeg har altså en fornemmelse... men jeg er ikke sikker på hvordan jeg skal forholde mig til den...” Hun kiggede ned og følte sig helt ved siden af sig selv.
“Der er noget galt.” Sagde hun fast og bed sig i læben. “Jeg ved ikke hvad, og det kan lige så godt være min ivrige fantasi... men der er noget dybt galt og forkert ved det hele.” hun kiggede over på Sargonis for at se om han syntes hun var splitter tosset eller om han troede på hende.

Han tænkte ikke så meget over det, han handlede bare. Nu var planen at hjælpe drengen så det var det han gjorde, hvorfor drengen var komme til skade eller hvad der var sket inden de dukket op var ikke noget der rigtigt var af konsekvens for ham.

Han grinede lidt og lod sine hænder og fingre glide ind i hendes hår og roder lidt op i det uden at hendes fletninger gik op på grund af det.
"Jeg er ikke så sikker på det ville klæde mig hoved for at være ærlig" sagde han grinende da han ikke kunne undgå det da Ideen var morsom.
Da hun kyssede hans kind og hoppede ned på jorden smilede han bare varmt og kiggede så på sengen hun gik over til.
Han så chokeret på da hun for væk fra drengen og han skyndte sig over til hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og tog så drengens hånd for at mærke efter om der var noget.

Han vendte ryggen til drengen og fokuserede på hende istedet. "Hvad er galt? Hvad er det du føler?" Spurgte han bekymret. Det var tydeligt at der var noget der gik hende på og han kunne derfor ikke lade det være. Han kiggede sig omkring og lyttede så godt han kunne til hans omgivelser. Han havde sluppet drengen og holdte den ene hånd på hendes skulder og hvis hun tillod det træk han hende ind til sig og lagde armene om hende for at give hende tryghed og så hun vidste han var der.

Hans hånd på hendes skulder gav hende styrken til at overvinde sin egen tvivl, men hun kunne ikke stoppe med at stirre på drengen. Han var lidt beskidt og havde pjusket lyst hår, hans tøj var slidt og han lignede egentlig bare en gård dreng der var kommet lidt galt afsted.
De mange tanker som hun bar rundt på snurrede, som skulle de til at lave en tornado. 'Hvad kan være skyld i at han er her? Hvem leder efter ham? Hvad nu hvis…' hun gjorde ikke tanken færdig, da Sajro fik hendes opmærksomhed.

Hun lod ham trække sig ind til ham og tog en dyb indånding. Hans behagelige færd overbeviste hende, sammen med hans rolige stemme.
Hun frigjorde sig blidt fra Sajros trygge favn og begyndte at gå hen til døren og kiggede ud.
Den nye og forbedrede lugtesans levede op til hendes forventninger. Der var mange forskellige lugte over det hele, og hendes hjerne kunne uden tvivl sortere i dem. Lidt fra dem var der en flok hjorte, nogle fugle og den overdøvende lugt af våd jord, samt noget mere, som hun ikke kunne sætte en finger på.
Meget stille og helt lydløst lukkede hun døren og lænede sig op af den. "Det hele virker bare forkert… min mave slår koldbøtter på den forkerte måde. Alle mine sanser er helt oppe og køre… jeg føler mig bare utilpas på den her…" de rigtige ord ville ikke komme til hende og hun forsøgte at mime med hænderne hvordan følelsen var. "Vi skal bare have ham væk… gerne nu." mumlede hun til sidst og kiggede op på Sajro. "Stol på mig Sargonis, stol på min dårlige fornemmelse." de bedende hundehvalpe øjne stirrede ind i hans.


Sajros forslag om at en knægt havde stjålet en hest, var rigtig. En velhavende forbi passerende havde ladet sin hest stå tøjret til kroen i den lille landsby. Da manden havde opdaget at hesten var væk, var han gået amok. Uden at tænke sig om, havde han udlovet en dusør på 100 guldmønter til det væsen som først bragte hans elskede hest tilbage, med den skyldige. Manden var selv begyndt på jagten sammen med en gruppe hardcore jægere. Langsomt men stabilt var de begyndt at finkæmme skoven omkring landsbyen for at finde drengen og hesten.
Lyden af ulvehyl fik alle til at se op på himmelen. Den smukke fuldmåne skinnede ned på mændene og det gippede i dem. Ulvehyl mod en fuldmåne betød varulve. "Vær på vagt." råbte manden og greb bedre fat om hans sværd som hang i skeden ved hans hofte.

Han var glad da han mærkede at hun blev en smule mere rolig. Det var også godt at se at hun ikke stoppede med at stole på hendes sanser og mavefornemmelse. Han havde ikke selv nogen følelser af at noget var galt. Måske han var blevet for vant til at ting var galt og at han alligevel kom ud af dem uden problemer. Han kiggede på hende da hun gik over til døren for at kigge ud. Han blev lidt overrasket over hvordan hun stod op ad døren afterfølgende.

"Okay, jeg ved ikke hvad du føler, men jeg kan ikke tro du lyver for mig, så hellere være sikker." sagde han med et roligt smil, som han allerede inden hun sagde de skulle væk var begyndt at samle drengen op. Da hun så snakkede om at de skulle væk nikkede han bare og samlede ham op i sine arme før han gik over til hende. Han stod ved hendes side. "Jeg stoler på dig, så før an mod byen, lige nu lader du til at være mere på vagt end jeg er." Han nikkede mod døren som for at sige at hun skulle åbne den og give sig til at løbe. Han så hende dog også i øjnene. "Men uanset hvad der sker... Uanset hvem der kommer... Du behøver ikke angribe nogen, hvis du ikke vil. Bare før an, jeg skal nok tage mig af resten om nødvendigt." Han ønskede inderligt at skåne hende fra at komme til at tage en anden persons liv. Han ville dog heller ikke sige at hun ikke kunne, men det skulle være hendes valg. Det skulle ikke være noget hun gjorde fordi hun følte sig nødsaget.

“Okay.” Mumlede hun stille og sank en klump. Det var som om det kløede i hendes hjerne. Det hele sitrede og hun vidste ikke rigtig hvor hun skulle placere sine hænder. Derfor endte hun med at knuge dem ned langs siden og kiggede ned i jorden.

‘3, 2, 1, GO!’ Hun åbnede døren for Sajro og gav sig til at løbe. Hendes bare fødder fik bladene til at flyve. Hendes sanser var spændt som en bue og de lange fletninger piskede hendes ryg.
Færden af fremmede væsner slog imod hendes næse, som en knyttet næve. Usikker på hvad det var, stoppede hun op og sniffede i luften.
Hendes vejrtrækning blev besværet og hendes mund tør. Hun kiggede forfærdet rundt for at få øje på Sajro.

Lyden af skridt som var for lette til at være Sajro fik det til at løbe hende ned af ryggen og vende sig mod lyden. “Har i fundet noget?” Gjaldede en stemme et stykke fra hende. “Nej sir.” Svarede en rusten herre stemme.
Skridtene kom nærmere og nærmere. Phoenix følte for første gang vreden over at være bange og mærkede trangen til ulvens komme. ‘Stop! De slår mig ihjel hvis du kommer ud.’ Ulven i hendes indre knurrede af hende og trak sig lidt i baggrunden. “Sargonis,” hviskede hun lavt, men højt nok til, at han kunne høre hende. “Få drengen til landsbyens kirke. Kom og find mig efter...” hun klemte om en gren og rejste sig ufortrødent op.

“HEY!” Skreg hun og lod noget af hendes frygt komme op til overfladen. “Var det din hest?!” Grinede hun og begyndte at løbe væk fra landsbyen så Sajro havde fri adgang. ‘Tilgiv mig Sajro.’ Tænkte hun bedene og ignorerede den dårlige samvittighed. “Hvad fanden?!” Skreg hestens ejer og satte efter hende. “150 guldmønter hvis i får hende i live!”

Et sindssygt grin tog over Phoenix, da hun hørte mændenes prusten og støn. Hun var ikke villig til at give dem hvad de ville have. “Hesten er død!” Jublede hun, uden at vide om hesten havde overlevet hendes angreb, men hun skulle have dem op ildet. Derfor tog hun sin skjorte af og smed den på jorden. Hendes kvindelige former ville fornærme dem og samtidig give Sajro en ide om hvor hun var.
Hvad hun ikke havde gennemtænkt var den anden gruppe af væsner som var gået på jagt efter drengen.
Det endte med at hun stod i cirkel omringet af mænd og kvinder der ville have pengene.

“Sååå det her var ikke så gennemtænkt, Phoenix.” Fortalte hun sig selv og følte sig så presset, at hun ikke anede hvad hun skulle gøre. “Gad vide hvad vi kan sælge dig for i Doomsville?” Spurgte den velhavende sarkastisk ud til jægerne. Phoenix sank en klump og slappede af. Et gennemtrængende skrig og lyden af knogler der knækkede rungede mellem træerne.
Ulven pustede sig op og snerrede af væsnerne. Hvis de ville have hende skulle de satme kæmpe for det.

Han fulgte bare efter hende, lod hende før vejen for ham så de undgik så mange problemer som muligt. Han havde drengen i armene og sørgede for at hans løben ikke var for ubehageligt for ham, at det ikke gjorde mere skade på ham. Det kom brat da hun pludseligt begyndte at snakke om at han skulle efterlade hende, han var ikke bange for hendes velbefindende som sådan. Det var også derfor at han startede ud med at lytte til hende. Det var dog ikke meget mere end 5 skridt senere han ombestemte sig. Han kiggede på drengens ansigt og kunne ikke lade være med at sukke tungt. Han var i oprør i sit indre kort om hvad der var vigtigst. Han tog dog et valg.
Drengen lagde han op i et træ og håbede på at han ikke ville blive fundet, før han satte i løb efter Phoenix.

Imens han løb begyndte han at lade forvandlingen tage over, måske han kunne skræmme folk væk fra ham ved at gøre det, men vigtigst af alt var at han stoppede hende i at gøre skade på nogen. Han løb først som menneske, mens hans arme forvandlede sig og begyndte at slæbe hen af jorden, så begyndte hans ben og blive længere og længere og de flossede bukser faldt på jorde som hans fart satte drastisk op, før hans ryg og hoved fulgte med i forvandlingen. Som han løb væltede han træer om nødvendigt, og gjorde brug af hans anden evne, som dele af træerne blev nærmest fortærret af et usynligt væsen før det begyndte at beklæde hans krop.

Han kom bragende in i lysningen som hendes forvandling fandt sted. Han strækte alle hans muskler og gav et højt snerrende hyl fra sig. Det var for at skræmme jægerne, men også for at få hende til at stoppe. Han gik hen mod cirklen og forventede at de ikke ville stoppe ham. Hvorimod hvis de forsøgte ville hans svinge sine arme fra side til side for at tvinge dem ad vejen. Det store spørgsmål, var hvad hun gjorde, ville hun stoppe som han forsøgte at få hende til, eller ville hun forsøge noget unødvendigt.

Alle kiggede efter ulvehylet lyd og en utilfreds snerren kom fra Phoenix, da hun genkendte varulven. ’hvad bestiller han her?!’ Det var da umuligt for ham, at kunne komme så hurtigt tilbage fra landsbyen. Et lille fnys kom fra hendes snude og hun pustede sig mere op.
Alle mændene i cirklen snuppede nærmest tilbage, med undtagelse af nogle enkelte som stod fast frosset til jorden. Sajro var vel og mærke frygtindgydende, og hun var ikke selv et rart syn, men langt rare at se på end ham.
”ANGRIB DEM! DRÆB DEM!” Stort set ingen af mændene havde lysten eller modet til at slå dem ihjel, men enkelte var næsten klar til at angribe. ”KUJONER!” Hylede manden da alle med undtagelse af 3, tog halen mellem benene og løb alt hvad rammer og tøj kunne holde til.

Phoenix snerrede og kunne ikke lade være med at blive revet med af den stemning som mændene skabte. Hendes øjne trak sig sammen til små spalter og den store mund blev åbnet på hvidgab. Mennesket i hende ville ikke angribe, men ulven ville. Det var blevet fra taget hende før, nu skulle det være løgn.
Et stykke derfra blev der skudt en pil afsted, det var som om den fløj i slowmotion og gennemborede hendes overarm. En snerren forlod hendes gab da hun flåede den ud af armen og satte af sted mod truslen. ’FLÅ! RIVE! ÆDE! DØ!’ tankerne fór af sted sammen med hendes krop. Mennesket var pakket væk og konsekvenserne ville komme senere. Hun satte afsted og klaskede ud med den ene arm, så en mand fløj et par meter, og ville nok have brækket et par ribben.
Hendes øjne var fast rettet mod det væsen som havde skudt hende. Ulven tårnede sig op over den ”lille mand” Han skulle dø for at have såret hende. Manden trak sit svær og skulle til at svinge, da Phoenix svingede hendes arm. Den ramte ham hårdt og lyden af knogler der knustes, gav genlyd i hendes øre. ”UDYR! VIG BORT!” skreg manden som det sidste. Phoenix greb fat i hans arme med den ene hånd og hans ben med den anden. Hun flåede ham fra hinanden og udstødte et hyl. Hun havde slået et væsen ihjel, hendes første mord… Mennesket i hende var slet ikke til stede og ulven havde al magten den kunne få. Blodet var blevet sprøjtet ud over hele Ulvens brystkasse og hænder.

Sajro var glad for at se at de fleste af mændende virkede til at være intelligente nok til at flygte. Han var ikke forberedt på at hun blev ramt og gik amok. Sajro var selv ikke nevøs for at slå ihjel, som han havde sagt til sig selv tidligere og forsøgt at få sagt til hende, var det bedre at han slog ihjel end hun gjorde. Han ville gerne have at hun skulle være ældre og måske mere erfaren før det skulle ske. Han kastede sig efter hende så hurtigt han kunne da hun begyndte at bane sig vej frem til hendes mål.

Hun bevægede sig for hurtig, og Sajro var optaget af en enkelt mand der forsøgte at stikke ud efter ham med et spyd som blot satte sig fast i træet der dækkede hans krop. Han kunne så endeligt indhente hende, han kastede sig fremad så hurtigt han kunne, og da hun stod med manden i armene kunne han se der ikke var nogen måde han overlevede så han kastede sig frem så hurtigt han kunne og bed ud efter manden, gjorde et ihærdigt forsøg på at dræbe manden før hun gjorde. Han mærkede godt selv at han kun fik fat med kanten af munden. Han rettede sig så op og han knurrede dybt af hende, mens han sørgede for at rejse sig så meget over hende han kunne. Han forsøgte så godt han kunne på at få hende til at lytte efter.

Han nedstirrede hende, han fangede hendes øjne. Det var tydeligt at han udfordrede hende. Han trådte også nærmere, med forventningen om at få hende til at bakke tilbage. Han kunne dræbe alle mændene, det ville betyde hun ikke dræbte flere. Men han tænkte at det nok var bedre at stoppe hende istedet.
Han greb fast i hende hvis hun ikke virkede til at gøre som hun blev bedt om. Hans knurren fortsatte også.

Sajros store skikkelse fik det til at gisne i hele Phoenix krop, men ulven var ikke færdig. Hun var så opslugt af den dyriske vrede der rasede og Sajro opildnede det mere. Hun rejste sig lige så op, men nåede ikke Sajro til sokkeholderne.
Hun snerrede tilbage til hans evindelige knurren og viste tænder af ham. Hele hendes krop sitrede og var spændt op. Hun krummede sig sammen og brølede af ham. Han skulle flytte sig, han bestemte ikke over hende! Hun snerrede advarende af ham som et ’FLYT DIG.’ Hendes bagben satte fra og hun kastede sig mod hans hals. Hendes kør var rettet direkte mod hans skuldre og munden var åben.

Hvis ikke han fik hende væk ville hun hage sig fast og bide til.

hvis han fik hende væk/undgik hende, ville hun snerre voldsomt og bide uhæmmet ud efter ham.

Han havde ikke forventet hun ville gå til angreb. Han havde mest af alt forventet at hun ville forstå ham og gøre som der blev sagt, det var han vant til fra andre varulve. Hun var åbenbart for ung og rebelsk endnu til at kende hendes plads.
Han rettede sig fremad for at tage imod hendes angreb, hendes klør hagede sig ned i hans skulder og han forsøgte at presse sin arm så dybt ind i munden på hende som han kunne, mens han lagde den anden arm om ryggen på hende og begyndte at løbe fremad mod det nærmeste træ. Som han forsøgte at mase hende op imod.
Hans eneste mål var at vise dominans, ikke at skade eller dræbe hende.

Hun forsøgte med al hendes viljestyrke at komme fri fra hans arm omkring hendes ryg. Hun vred sig og klemte voldsommere sammen med sine kæber. Det voldsomme bid kunne forhåbentlig forvolde skade på Sajros arm.
Ulven mærkede træet op ad sin ryg og snerrede med hans arm i munden. Han var uden tvivl stærkere end hende, men det skulle være løgn. De lange klør trak hun til sig igen og vred sig orme agtigt for at komme bare lidt ud af hans greb. Klørene begyndte at kradse ved hans hals, brystkasse og kæbe i stedet.
Samtidig trak hun sine bagben op under sig og satte dem i spænd op ad træet, så hun havde et punkt at sætte af fra. Med et satte hun fra og forsøgte at vælte ham over.

Hvis dette lykkedes, ville hun slippe hans arm og gå efter hans hals igen.
Hvis afsættende ikke virkede, ville hun blot forsøge at sparke ud efter hans mellemgulv og skubbe ham væk.

Han holdte bare sin arm i hendes mund, forsøgte at presse den dybere og dybere ind i hendes mund så han kunne forsøge at få noget kontrol over hende med den. Han kunne dog tydeligt mærke hvordan træet om hans arm ret hurtigt gav efter og tænderne satte sig i kødet på ham.
Han satte alle kræfterne i for at modstå hendes afsæt og blev da også stående, han kunne dog mærke hans fodfæste fejle, så han tog hurtigt et skridt bagud og lod hende derved komme fri. Da han var kommet lidt tilbage sprang han hurtigt frem igen og forsøgte denne gang at få hende ned på jorden at ligge istedet. Han blødte en smule fra kæben og armen. Men det lod ikke til at påvirke ham.

Dette kunne se ud som en simpel dans langt fra, men for Phoenix opfangede hun det som liv og død. Da hun slap fri og så blodet på hans krop, som gav ulven fornyet energi og en langt større lyst til at flå. Han var en reel udfordring som fik det til at sitre i hele hendes krop.
I det han sprang frem ad, reagerede hun på samme måde, hun kastede sig frem mod ham igen og snerrede som det vilde dyr hun jo egentlig var.
Phoenix ringe størrelse var ikke noget at juble ad, men kampgejsten var ikke til at tage fejl af. Hun snappede efter alt hvad hun kunne, men i forhold til ham var hun jo bare en lille hvalp der for søgte at lege. Hun ville ikke lege, hun ville vinde, hun ville kæmpe… hun ville smage mere blod.

Hvis sajro ikke fik hende til at ligge ned, forsøgte hun igen at bide efter hans hals og kradse efter hans mave.

Hvis han fik hende ned og ligge, ville hun snerrer og vride sig som galt det hendes liv.

Da deres kroppe mødtes var han hurtig til at gribe fast i hendes lårmuskler og løftede hende op fra jorden så han kunne ligge hende ned, før han lagde sig ned med sin vægt på hende. Han fandt denne måde at slås på klodset og besværlig. Han brugte angreb som han normalt ville som menneske da han ikke ville forvolde hende for meget skade.
Da han havde fået hende ned at ligge begyndte han at forsøge at få hende til at ligge stille. Han kæmpede med hendes arme og ben, forsøgte at bruge hans kropsvægt til det samtidigt med at han gik efter at få hendes strube og hals i munden. Han havde ingen intention om at bide, men han forsøgte at få fat nok til at markere at han kunne bide hendes hals eller strube over hvis han ville.

Hvis han ikke kunne få hans mund om hendes hals, greb han ellers fast i hende og gjorde an til at kaste hende over imod træerne.

Da han fik fat omkring hendes lår, snerrede hun voldsomt af ham og forsøgte at komme væk, men da hun ramte jorden og mærkede hans kropsvægt måtte hun indse at han var Alpha og at hun ikke ville blive det. Ikke over ham i hvert fald. Da hun mærkede hans tænder ved sin strube, var det slut. Ulven peb og holdt op med at vride sig.
Hun lukkede munden og knurrede svagt af ham i underkastelse. Inderst inde mærkede hun mennesket i hende vågne. Det var som en bankende fornemmelse i hovedet på ulven og den peb og jamrede. Ulven havde officielt givet op og kunne ikke gøre andet end at vent på den skæbne som Sajro kunne for sejle med et enkelt blink.

Hvis han fjernede sig fra hende, ville hun krybe sammen og stikke halen mellem benene og blive fladt mod jorden og ikke gøre mine til at se på ham.

Ellers ville hun bare ligge og klynke.

Da hun gjorde tegn til at acceptere situationen, og underkastede sig ham. Trak han langsomt tænderne til sig igen, og rejste sig langsomt op hvor han så begyndte at slikke sårene på hans arm, mens han holdte øje med hende. Han nikkede til hende og begyndte at knurre af hende samtidigt med at han viftede hovedet tilbage i retning af hvor han havde efterladt drengen og han havde set hendes tøj. Han vendte så ryggen til hende og begyndte at gå tilbage af den vej han var kommet fra.

Han førte an og stoppede op undervejs når de kom til hendes tøj for at lade hende samle det op igen hvis hun altså ville. Han håbede ikke hun følte sig knust over det der var sket. Han ville nu bare få drengen til landsbyen og så se hvordan Phoenix havde det mentalt.

Hun rejste sig forsigtigt op og havde hovedet lavt, imens halen var knuget imellem hendes bagben. Ulvens stolthed havde fået et knæk og det var der ingen tvivl om.
Langsomt fulgte hun efter ham i ulve form og slikkede sig om munden. Blodet fra ham smagte af nederlag og skam. Imens hun gik så hun på hans ryg og surmulede over det hele. Hun ville vinde… hun var træt af at blive kostet rundt med… men det var vel livet for den svage?

Han førte an og hun fulgte ham lydigt. Ingen nap, ikke nogen snerren, ikke en eneste knurren kom fra hende. Kun lyden af hendes åndedrag afslørede at hun rent faktisk gik bag ved ham.
Hun tog hendes tøj forsigtigt i munden for ikke at ødelægge det og fortsatte efter ham med tunge skridt. Hun gjorde ikke mine til at gøre noget andet end bare følge efter ham, imens hendes menneskelige del langsomt begyndte at finde ud af hvad der var sket med hende undervejs.
Da de ankom til træet, lå drengen stadig som da han efterlod ham.