Just a littel bite (Sajro and Emery)

“Fint, det kan jeg godt. Jeg er nu stolt over at holde mig i live, knap så meget med at stjæle.” hun smilede prøvende til Sajro og gned sinde tindinger.


Et smittende grin bredte sig i hendes ansigt. “Det forstår jeg godt.” hun kiggede rundt på den åbne himmel og de smukke træer. Det var da klar at han var faldet godt til her, og at de fængslende mure og tætpakkede byer fik ham til at føle sig fanget. Uroligt pillede hun ved spidserne på hendes hår, som kunne sammenlignes med en fuglerede. Der var stadig meget energi i den unge varulv, selvom Sajro havde frigivet hendes energi tidligere.


“Jeg foretrækker at dit hoved sidder på dine skuldre.” mumlede hun for sig selv, imens vandet plaskede ned over hendes nøgne krop.
Hans blik fik det til at kilde varmt i hendes krop. “Du må godt kigge.” sagde hun med en let forførende undertone. Hendes krop havde det bedre, da det ikke længere føltes som om hun havde fået rykket rundt på dem.

Der var noget som irriterede hende. Følelsen af at der var andre i skovens område end dem, nagede hende. Langsomt satte hun sig på knæ ved baljen og smed alt sit hår ned i det. Med stor tålmodighed begyndte hun at skrubbe håret.
Vandet bølgede op mod kanten og hendes blege arme var begyndt at syre til. “Jeg elsker og hader det her.” hvæsede hun til sig selv og gav op på håret. Phoenix rejste sig op og svingede hovedet tilbage. Håret dannede en fin bue af vand over hendes hoved og klaskede mod hendes ryg. Håret klistrede sig til hendes ryg, imens solen ramte det. Vandperlerne i håret skinnede i solen og hendes hud føltes varmere.
Varulve bidets ar kunne tydeligt ses på hendes ryg og mave. Blæsten ramte Phoenix næsebor med en mærkelig duft. “Sargonis.” mumlede hun og mærkede uroen nage voldsommere. “hvad er det?” hun vendte sig rundt, så de rubinrøde øjne kunne skanne omgivelserne for væsner.
En svag dyrisk snerren forlod hendes læber, imens hun langsomt bevægede sig tættere på Sargonis. Den fremmede lugt kunne umuligt være noget godt. ‘helt ærligt!’ tænkte hun og følte ulven rører utålmodigt på sig. ‘Hvad fanden er det her?! Nix, er det noget du genkender?’ Stemmen i hendes hoved, svarede blidt, men truende. ‘Nej, men lyt til din Alpha og reager på det han siger, lige meget hvad.’ De fine hvide tænder var tydeligt blottede, og hendes varulve forvandling lå lige under overfladen. Hele hendes krop var spændt og klar på angreb.

"Godt!" Han kunne ikke lade være med at gnubbe hendes hoved som om hun havde været dygtig. Han havde ikke kunnet ladet være med at grine en smule af hendes kommentar om at hun foretrak hans hoved siddende på hans skuldre. Da hun sagde at han godt måtte kigge kunne han da ikke lade være med at gøre som hun så fint 'bad' ham om, og han lod hans øjne følge hendes bevægelser, især hendes hænder så han kunne få et rigtigt godt syn af hendes krop.

"Det meget lange hår?" Han kunne ikke lade være med at grine, og havde han vidst noget om at vaske det havde han med glæde hjulpet hende. Han havde selv ret langt hår, men det var jo ingenting sammenlignet med hende. Han fulgte spidserne af ehndes hår gennem luften som det lavede en bue, og gik så selv hen og begyndte at skrubbe sig igen, men også han blev gjort opmærksom på at der var nogen andre til stede , han blev dog først klar over hvem det var da han hørte stemmen.
Han stillede sig ind imellem de nu to kvinder, ikke så meget fordi han ville skærme Phoenix fra kamp, men egentligt mere fordi han ville undgå at hun blev set nøgen. Han vidste hun ikke var blufærdig overfor ham, men derfor vidste han ikke hvordan hun havde det med at blive set af andre end ham nøgen. Han havde selv ikke noget problem især ikke da han jo vidste at Emery alligevel havde set ham nøgen før, og regnede da ikke med at hun havde glemt det helt.

"Tjo... Vi havde jo behov for at tage et bad... Og gad ikke ødelægge mit gulv." Han kiggede ned på Phoenix, og virkede meget beskyttende efterhånden overfor hende. Især da det var gået op for ham at hun altså havde våben med og derfor ikke bare kom for at være venlig eller for at sige goddag. Han lagde også en hånd på Phonix' skulder for at berolige hende. Han regnede jo ikke ligefrem med at Emery var dum nok til at gå til angreb, hun havde fået bank af ham en gang og nu var der ikke kun en hun skulle håndtere, men to.
"Men af hvilken grund kommer du herud, tænkte ikke ligefrem du havde de store grunde til at kigge forbi?" Han spurgte på så pæn en måde han kunne, selvom han havde en ret god ide om hvad det var der foregik.

Emery mærkede, hvordan stemningen hurtigt blev anspændt. Hendes eget udtryk gled ubesværet fra det overraskede udtryk over i noget mere varsomt samtidig med, at hun mærkede, hvordan hænderne automatisk fandt vej til hendes daggerter ved synet af pigebarnet, som pludselig valgte at blotte tænderne. Ud fra pigens ar at dømme, hendes opførsel og det faktum, at hun befandt sig sammen med Sargonis, så havde Emery god grund til at mistænke varulv. Hun mærkede, hvordan tankerne summede irriteret. Det gjorde hele situationen meget mere kompliceret.

” Right… The floors. Guess the lake’s not doing it for you anymore, huh? “

Tilføjede hun. Bemærkningen var sarkastisk nok, men blikket i hendes øjne var stadigvæk alvorligt. Specielt da Sargonis valgte at træde ind foran pigen, som et andet skjold, hvilket blot efterlod hende med fuldt udsyn til hans nøgne krop. Det var selvfølgelig ikke noget nyt syn for hende, men det at vade nøgen rundt uden tanke for omgivelserne var ikke lige hendes stil, og hun fandt det ærlig talt en smule svært at tage stemningen seriøst med den udsigt. Da Sargonis lagde en hånd på pigens skulder mærkede Emery et øjeblik, hvordan hendes hænder strammede sig en anelse om hendes våben. Det slog hende pludselig, at hun ikke havde nogen idé om, hvorvidt han faktisk forsøgte at skærme dem fra hende… eller hende fra to sure ulve. Hans næste ord fik hende til at genoverveje det hele. Hun var trods alt ikke kommet for at slås. Derfor trak hun hænderne bort, og viftede illustrerende med dem for at vise, at hun ikke bar nogen trusler. Derefter valgte hun langsomt at træde nærmere gruppen, imens hun gav sig til at snakke.

” Well, except for that ’invitation’ you left hanging in the air quite some time ago, I honestly didn’t plan on dropping by any time soon… That is of course until last night. And last night is something I would very much like to discuss – perhaps somewhere a bit more comfortable than your bathroom – so if you and the kid would put on some clothes… that’d be great.”

Emery var nu blot få meter fra gruppen medmindre, at nogen af dem havde gjort udslag. Vingerne hang afslappet, hvilket gjorde det nemt for hende at bruge dem, skulle det blive nødvendigt. De perlemorsagtige hvide fjer skinnede let i solens lune stråler imens, at det grønne lysende hår næsten syntes at have sit eget liv, som det gled dovent omkring i briserne. Hænderne blev placeret på hver hofte imens, at hun afventede en reaktion fra de to. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at gå uden svar.

Bag Sajros store krop kunne Phoenix begynde at se en skikkelse med vinger. ‘What the flying hell is happening here? Who the fuck is?!’ snerrede hun forundret for sig selv, og mærkede hvordan Sajro forsøgte at skærme hende. Hun havde i imidlertid ikke overvejet at hun faktisk var nøgen, men kun fornemmet den ubudne gæst.
Sajros stemme gav hende kuldegysninger. Det lod nærmere som om han kendte dette væsen. ‘And I, who thought it would be a slow day...’ tænkte hun og rettede sig op med en svag knurren, da Sargonis varme hånd lagde sig på hendes skulder, for at berolige hende.
Mest af alt havde Phoenix dog den største lyst til at snerre af ham og bide den forbandede hånd, men der var ikke tid til at være rebelsk nu. Hun kunne derimod ikke helt undertrykke den svage knurren, der genlød fra hendes mund.


Kvindens stemme fik det til at gyse ned over hendes krop. Han genkendte hende og hun kendte ham. Den information fik den svage knurren til at stoppe helt og efterlod Phoenix lettere mundlam. “Sajro, what the hell is going on? Who is she?” hendes ansigt udtrykte forvirring og en smule frygt. Imens trangen til at overfalde ham med spørgsmål var ved at tage over, men dette måtte vente til senere. Den ellers blege hud, var blevet endnu mere gul, og kunne sammenlignes med en som havde set et ægte genfærd.
Kvinden som trådte frem kunne klassificeres som atletisk. Hendes store perlemorsfarvede vinger havde en let antydning af at være en engel. ‘Really?! Angel... are you kidding me?!’ Trangen til at snerre og i det hele taget kaste sig mod englen var ved at tippe, men hendes stemme fik det til at vende sig i hele hendes krop. Var hun inde fra byen af? Havde hun hørt hvad der var sket? Havde hun været til stede da det hele skete? Vidste hun det var hende? Eller troede hun det var sajro der var gået en smule amok? Var hun her for at sætte dem på plads? Tankerne snurrede rundt og rundt det hele føltes så urealistisk.

Instinktivt greb hun fat i Sajros arm, for ikke at kaste sig over kvinden i arrigskab. “I’m no kid.” snerrede hun svagt med sammenbidte tænder. Phoenix var lille, ja, men hendes figur afslørede alligevel at hun var en kvinde. Phoenix sank en klump og skævede over skulderen til huset. Uden at sige noget, eller fjerne blikket fra kvinden bakkede hun ind i huset. Jo mere afstand mellem hende og væsnet, desto bedre ville det hele være.


Inde i hytten forsøgte den unge ulv, at tage sig sammen, men det forbandede hjerte ville ikke stilne af. Det hamrede afsted og trangen til at kaste op fik det hele til at sortne kort. “What have i done?! This is my fault!” jamrede hun hektisk.
Gulvene snurrede rundt og på vaklende fødder fandt hun skabet. Ihærdigt fik hun hevet en skjorte ud og hen over hendes hoved. Det sjaskvåde hår gennemblødte skjortens ryg og efterlod små pletter af vand rundt på gulvet, men hun var ligeglad. Hvis det stod til hende skulle det hunkønsvæsen dø, eller også skulle Phoenix til at have benene på nakken og komme væk. Næsten snublende fik hun fat i et par busker, som tidligere havde været Sajros kones. Bukserne passede næsten, men var lidt for lange og for store i taljen, men det måtte være fint for nu. Mellem tøjet fandt hun et stykke stof, som hun kunne binde håret med.
Hurtigt delte hun det drivvåde hår det i tre dele og lavede en tyk fletning, som kunne sammenlignes med et tov. Hun kiggede rundt for at finde noget at forsvare sig med, men kvinden havde jo flyttet hænderne fra sine våben, så måske hun ikke var kommet for at slås.

Han holdte en hvis del af hans opmærksomhed på Phoenix da han hørte hende knurre lidt mere højlydt end han havde forventet. Hun lod ikke til at tage det så godt at han havde lagt hånden på hendes skulder, så han slap hende igen, så hun ikke følte sig alt for fanget af ham hvilket han ikke kunne se var en god ting lige nu.
Han havde svært ved ikke at grine af Emerys kommentar om at søen ikke længere var nok. Han havde ikke rigtigt nogen kommentare til det som ikke ville være noget i stil med at han bare ikke var særlig venlig ved Emery dengang de havde mødtes i forhold til hvordan han var overfor Phoenix, så han grinte bare en smule istedet.

"She is a bountyhunter angel, who attempted to capture me before, but she failed." Han sørgede for at ligge lidt vægt på den sidste del. Om det var for at prikke til Emery eller om det var for at give Phoenix en form for sindsro var han ikke helt sikker på.
Han blev ret overrasket da han mærkede Phoenix gribe fat i hans arm, og han kunne ikke lade være med at smile. På den ene side havde hun helt ret, hun var ikke noget barn, men på den anden side så virkede det en smule som et barn sådan hun greb fat i ham, og nok også efter hvordan han havde skærmet hende. Det var dog ikke hans mening at få hende til at fremstå som et barn. "No, definitely not a kid." Han blev bare stående efter kommentaren og holdte sit blik på Emery som Phoenix listede ind i huset. Først efter hun havde fået lidt tid i huset, begyndte han at gå ind i huset. Sajro vendte sig bare rundt på hælene som han vandrede indenfor.

"Sooo, what is it you want to discuss? Why should we discuss it?" Han begyndte at tage bukser på, og ignorerede for nu at tage en trøje på af nogen art. Det virkede ret unødvendigt og ligegyldigt. Han satte sig ned på sengen, og kiggede på Emery efter at have stilt det meget simple spørgsmål. "For what reason should I even answer these questions?" Han virkede ikke ligefrem til at have den store interesse i det, han følte heller ikke nogen grund til hvorfor han skulle diskutere noget med hende udfra hvad der var sket den nat, han kunne nok godt regne ud hvad det havde med noget at gøre, og forsøgte at aflede opmærksomheden væk fra Phoenix. "Have you finally startet to attempt to be a good person? Coming out here to meet out justice on the big bad wolf simply because he killed a bastard who deserved it?" han himlede lidt med øjnene, som altid havde han ikke meget til overs for love og regler.

Det var lige før – og kun lige før – at Emery mærkede, hvordan mundvigene sitrede på grænsen til et lille smil. Tydeligvis var hun ikke den eneste, som brød sig meget lidt om Sargonis overbeskyttende adfærd. Det var i hvert fald, hvad hun fik ud af scenen, hvor den fremmede pige pludselig gav sig til at knurre af ham, da han placerede hånden på hendes skulder. Sargonis lod heldigvis til at lytte, og han fjernede langsomt hånden. Hans næste træk kunne de måske godt have undværet, da han præsenterede hende som en dusørjæger. En fejlet dusørjæger for at være præcis. Emery var ikke sen til at opfange, hvor han lagde trykket, og hendes øjne kneb sig sammen i tydelig irritation. Hun havde forsøgt at holde samtalen civil, men hans ord og fremtoning talte sig helt eget sprog. Sargonis huskede og så hende tydeligvis ikke for andet end den nat, hvor de var mødtes. Det skuffede hende. Mere end hun ville indrømme. Ja, den aften havde været én stor fejltagelse, men i sidste ende havde hun haft en fornemmelse af at møde en, hvis sind egentlig lignede hendes eget – på visse punkter. De tanker blev dog hvisket væk, som skyer på en varm sommerdag, og hun mindes igen, hvor røvsyg verden og dens personligheder var. Folk var bare i vejen.

Da pigebarnet valgte at trække sig indenfor efter kommentaren om, at hun bestemt ikke var noget barn – hvilket Sargonis underligt nok understøttede – lagde Emery ikke skjul på de himmelvendte øjne. Pigen havde en ung krop. Kvindelig ja, men hendes attitude fortalte om intet andet end uvidenhed og ungdom. Noget der nemt kunne blive en farlig cocktail. Efterhånden var hun ikke længere sikker på, at Sargonis var det helt store problem. Derfor fulgte hun roligt med flokken ind i hytten, stadigvæk et par skridt bag Sargonis, så hun kunne få svar på den efterhånden voksende bunke af spørgsmål.

Indenfor var det første der slog hende, at hytten virkede anderledes end første gang. Her duftede livligt, samt tøj, mad og andet lå spredt, som om der faktisk boede nogen her – hvilket der tydeligvis gjorde. Pigen havde i hvert fald fået tøj på, og travede uroligt rundt, imens Sargonis ligeledes fik iført sig minimumskravet for godkendte tøjgenstande, hvorefter han satte sig på sengekanten. Emery holdt sig i den modsatte ende af lokalet, hvor hun med krydsede arme betragtede begge ulvene foran sig. Sargonis gav sig straks i kast med en længere række modsvarende spørgsmål, som tydeligt fortalte hende, at han ikke havde tænkt sig at lege pænt. Dråben faldt dog for hende, da han valgte halvhjertet at tilstå mordet på et af de byfolk, som havde bevæget sig ud i skoven aftenen forinden, imens han forsøgte at vende den imod hende, som om, at hun var den onde i billedet.

”Cut the crap, Sargonis!”

Hendes hænder var gledet ned langs siden, men nu rettede en anklagende finger sig imod Sargonis.

” I’m here, because screaming people invaded the streets of Firewood late last night, sobbing about murderous werewolf’s in the forest. Normally I wouldn’t give two shits about how those idiots get themselves killed… BUT I happened to know a certain wolf in those woods, so I decided to investigate. I thought to myself, could it really be the same werewolf who tried to sell me his sobstory all those years ago, about how he’s just trying to be the good guy, and help out the little guy? Well guess what, jackass?! The little guy happens to have a lot of friends who live just next door!”

Emery mærkede håndfladerne gnistre. I et frustreret forsøg på at holde sig selv under kontrol, kørte hun hænderne over ansigtet, og igennem håret inden, at hun krydsede dem igen. De intense grønne øjne flyttede sig dog til den unge pige, hvis udseende hun virkelig fik lov at studere nu, hvor håret var sat op. Hun var køn, selvom de røde øjne måtte virke intimiderende for mange, men tydeligvis meget ung på trods af hendes kvindelige former. Alt for ung en varulv i englens øjne. Det reddede hende dog ikke fra situation.

”… But I’m starting to think, there’s a reason, they’ve never had a problem with you before, Sargonis. Since when did you start picking up strays? This one doesn’t even look a day over… what? 17?”

Phoenix hoppede en lille halv meter, da Sajro kom ind ad døren, i ren forskrækkelse og frygt for om det var dusørjægeren. Hans afslappede spørgsmål fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hvordan kunne han være så afslappet omkring det hele? Hvorfor lod han hende være her? Da englen kom ind i hytten knurrede Phoenix næsten uhørligt, Imens Sajro tog bukser på. De røde øjne fulgte hver bevægelse, som dusørjægeren lavede. Havde hun virkelig forsøgt at indhente dusøren på hans hoved... og overlevet det?
En svag boblende vrede var begyndt at koge i hendes krop, sammen med en snert af fascination. Det krævede en speciel type at ville gå mod en som Sargonis, selv havde hun da forsøgt at flå og bide ham, men det var i ulveskikkelse... dette væsen havde... grønt hår og vinger? hvordan kunne hun få sig selv til at kæmpe mod ham?!
Tankestrømmen og hendes fascination af kvinden blev brudt, da Sajro satte sig ned og begyndte sin rapkæftede talestrøm. Hans stemme gav genlyd i hendes hoved, imens hun forsøgte at forstå. Han tog skylden for det? En lille trækning ved hendes øje var det eneste synlige oprør hendes krop gjorde. Hvorfor tog han skylden for hendes drab? ‘Sajro, what the hell are you doing!? It was ours! How dare you take it from us?!’ Nix’s stemme gav genlyd i Phoenix hoved, men hun var enig med ulven. På trods af sorgen og det overvældende ved at have dræbt for første gang havde været forfærdeligt, men egentlig var der en anelse stolthed ved det. Hun var ikke længere et lille ubetydeligt menneske, ikke et forsvarsløst væsen og ikke længere en brik de andre kunne flytte rundt med.

Phoenix var stoppet op, og stod helt stille nu, men hendes nervøsitet kom til syne med hendes hænder. Fingrene pillede ved ærmekanten og knapperne i halsen. Hvad ville der ske? Hvordan ville det hele ende?
Det isnede i hele hendes krop, da udbruddet fra kvinden tornede igennem rummet. Phoenix krydsede sine arme for at skule hendes hænder, imens englen fortsatte.
Et grønligt skær over englens hænder fangede Phoenix ubetingede opmærksomhed. Hun gemte på noget... ‘What the hell can this shiny chicken do?’ De røde øjne veg ikke fra den fremmedes grønne. Al nervøsiteten forsvandt som dug for solen, da de sidste spørgsmål ramte Phoenix som en mavepuster.

“OH MY GOD! Do you ever shut up!?” snerrede Phoenix, imens hun himlede med øjnene. Følelsen af at være 3 hjul var forfærdeligt, den bevingede kylling gik hendes på nerverne og trangen til at kaste sig over hende voksede og voksede. Det kunne simpelthen ikke passe. Hun var ikke en lille pige længere, hvorfor skulle de begge behandle hende sådan?
Uden tøven trådte Phoenix fast frem mod den fremmede engel. “So, you are what? A bountyhunter with a conscience?” med et koldt smil stoppede hun op et par meter fra englen og skød hoften frem med et koldt grin. “Some idiot went out in the woods on a full moon and dies. It’s not the first time in history that werewolf's kills in the woods, so please in lighten me, oh failed bountyhunter, tell me what is in this for you?” Phoenix satte den ene hånd på hendes hofte og mærkede selvtilliden strømme ud i hendes krop. De rubinrøde øjne skinnede og hendes hud kriblede. Den forvandling som hun ikke havde kontrol over, lå under hendes hud og var klar på den mindste fare.

Det var først da Phoenix begyndte at være stærkt irriteret på englen at det gik op for Sajro at hun vidst også lod til at være en lille smule irriteret på ham. Det var jo det der kunne ske, han havde ingen lyst til at se hende blive dømt eller jaget for et mord hvis han kunne undgå det. En dusør for et enkelt mord ville ikke betyde meget for hans allerede ekstreme dusør.
Derudover kunne det have en betydning for hvor nemt hendes liv kunne komme til at være, men uanset hvad så mente han ikke hun havde gjort noget ondt.

Han kunne ikke holde et smil og et lille grin tilbage da Phoenix spurgte om Emery aldrig holdte mund, og han rystede bare på hovedet for at give svar. Men Emery fik dog også hans humør i gulvet, med hendes kommentar omkring den lillemand, og det var tydeligt at se hans blodåre som hans puls steg før han fik kontrol over sig selv igen.
"Not really new that someone starts spouting nonsense without knowing the whole story, but I had a tiny hope you were better than the idiots, guess I was wrong."
Han havde ingen intention om at ville forklare hvad der var sket, han havde ikke nogen grund til at tro på det ville gøre noget bedre, ikke efter sidste gang hvor hun havde havde været umulig at overbevise om noget så selv, så han var bare umulig selv istedet.

Han følte dog også at det Phoenix sagde var fint nok, det virkede ret sandt. Han havde nok ikke været så fjendtlig mod englen havde han været alene. Han var dog ikke alene længere og var derfor lidt mere arrig og aggressiv fordi han havde nogen han ønskede at beskytte på nuværende tidspunkt.
Han rejste sig op, og gik hen forbi Phoenix som han gik forbi lod han hans hånd stryge langs hendes ryg, og håbede at hun blev hevet lidt ud af hendes vrede af den pludselige berøring. Han begyndte at rode lidt i ilden før han henvendte sig til Emery igen.

"First of, this isn't my first 'stray' as you call it. Secondly, I take them in because the crappy shitty society you hunt criminals for has no way of handling or dealing with those that are stuck in bad situations."
Han havde selv været dusørjæger, og han hadede tanken om det hvilket nok var en del af grunden til hvorfor det var det han rakkede ned på omkring Emery når han fik chancen. Han forsøgte virkeligt at virke rolig, men fordi Phoenix også var til stede var han langt mere pirlig, langt nemmere at prikke til at få til at sprænge en sikring.

Det var et rent galehus. Hele missionen drattede fuldstændig til jorden idet de alle sammen befandt sig indenfor hyttens fire vægge, hvorefter al helvede brød løs. Den civile tone som Emery allerede havde besluttet at efterlade udenfor blev blot begravet endnu mere, da begge ulve pludselig angreb hende rent verbalt. Det der overraskede hende allermest, var nok pigebarnet, som indtil nu havde virket på grænsen til ængstelig. Det var tydeligt, at Emerys tilstedeværelse bragte noget uroligt op i hende, og hun tvivlede stærkt på, at det udelukkende skyldes den færd som engle syntes at bære rundt på. Adfærden fik hun dog ikke meget tid til at analysere for netop, som hun var færdig med forsøget på at nå ind til Sargonis, så eksploderede pigen. Med et hævet øjenbryn rettede Emery sig op igen, imens hun fastholdt sit blik på pigen, som pludselig lod til at fundet en slat nyvunden mod. Det var i hvert fald nok til at tage et par skridt nærmere, hvor Emery valgte at holde sin position. I stedet fulgte hendes blik efter Sargonis, som fik stablet sig på benene igen. Han lod til at følge ungen, hvor end hun travede hen.

” Excuse me? Why do you think I’m here in the first place, you big dumbass? There’s no nonsense about the fact, that at least one man was murdered last night, and all signs leads to it being a wolf from around here. So, guess what? Committing to murder doesn’t exactly help you turn that back to me being the idiot.”

Emery var fristet til at rykke sig kraftigt i håret af ren og skær frustration. Udover at hele pointen med hendes besøg lod til at være fløjet fuldstændig henover hovedet på både Sargonis og pigebarnet, så forsøgte han nu at lege hellig efter hans umiddelbare tilståelse til et mord blot få minutter tidligere. Den mand havde tydeligvis været gemt i skoven for længe, og selvom hun selv havde meget lidt tilovers for det generelle retssystem, så havde hun dog en nogenlunde forståelse af, at mord – som oftest – var en dårlig ting. Hvad enten manden var en idiot eller ej. Inden hun kunne nå at sprutte mere afbrød Sargonis hende, med en halvhjertet forklaring på pigens tilstedeværelse. Emery himlede allerede for anden gang med øjnene siden landingen. Hun kunne snart se bagenden af sit eget kranie.

” Well, you’re doing a pretty shitty job then. I don’t hunt for no freaking society; I hunt for my own good. Besides if she’s already this cocky about things, why don’t you let her handle her own mess? She’s ‘not a kid’ after all.”

Hænderne som Emery havde hævet for at lave illustrerende gåseøjne, faldt hurtigt ned på hofterne igen, imens hun skulede imod Sargonis. Det var dog lige indtil, at pigen valgte at kæfte op som en anden unghund, hvilket virkelig udfordrede Emery, da det efterhånden føltes mere personligt end hun oprindeligt havde ønsket dette skulle blive. Idet det sidste ord forlod pigens mund, skød Emery frem som et lyn. De få meter mellem dem, blev tilbagelagt med tunge skridt, og vingerne eksploderede nærmest ud i rummet, imens at hendes skikkelse tårnede sig op over pigens. De grønne øjne brændte sig ind i pigens røde blik, da hun smækkede deres ansigter helt tæt. Det var tydeligt, at Emery var helt færdig med pigens attitude, og det mørkegrønne hår gnistrede uroligt, som hun begyndte at snakke.

” Listen here, you sad little excuse for a wolf. Any day I would choose being a hunter with a conscience, instead being a murder with no brain. Because you know what?...” Uden så meget som at tøve et sekund, trak Emery en af de sølvbelagte daggerter, som hun rettede mod struben på pigen. Hun ville lige præcis ikke røre huden, men fornemmelsen af metallet burde stadigvæk kunne føles. ”… What daddy wolf over there failed to mention is that I. Don’t. Kill. I might hurt you so much, that you wish that you were dead… but I never kill. I just track those who are stupid enough to get themselves a bounty. But! There’s plenty of creatures in my type of business who do kill. And what do you think they’re gonna do, when they hear about a raging beast near an innocent little village like Firewood? They’re gonna come running like there’s no tomorrow, shoot you in the head, skin you like an animal and hang you on the wall, for the first piece of gold anyone will be willing to spare. You got that, pup?”

Medmindre Sargonis eller Phoenix havde gjort nogen udslag, ville Emery forblive i sin position indtil, at pigen fik fremstammet en eller anden form for reaktion. Englen var sådan set ligeglad med, hvordan det tog sig ud. Hun var ligeglad med om pigen var stødt, om Sargonis eller om den forbandede hytte stod i flammer. Det eneste hendes opmærksomhed var rettet imod, det var pigen.

Sajros hånd på Phoenix ryg, fik en varme til at brede sig, men dette var ikke nok til at hun trak sig fra hele optrinnet, men stod blot med krydsede arme og betragtede de to som var det et dukketeater.
Hendes nye omtalte øgenavn var nu blevet ‘Stray.’ ikke noget fængende navn, men det var vel egentlig det hun var, en omstrejfer som havde knyttet sig til Sargonis.
Noget Phoenix dog måtte indrømme var at den rapkæftede engel havde nosser. Hun var ikke bange for sig, men dette gjorde hende også langt farligere end hvad godt var.

Phoenix løftede skeptisk et øjenbryn da Englen havde fat i noget, Sajro behøvede ikke beskytte hende... men hun følte sig mere sikker med ham i nærheden, og ikke kun fordi han var to meter og træls, men fordi hendes egen ringe skikkelse gjorde hende til et nemt offer.
En kold og kynisk latter klukkede fra hendes bryst da Dusørjægeren brugte hendes egne ord og var på nippet til næsten at give hende ret.

Phoenix menneskelige-indre ønskede at søge tilflugt fra dette intense væsen, men ulven nægtede at lade sin stolthed lide et knæk. Phoenix stod nærmest som boltet til jorden med hænderne på hofterne. Det eneste hendes ansigt udtrykte var rå vrede og skadefro. Det var lykkes den lille varulv at tirre englen til at gå imod hende, men det skjulte ikke lugten af vrede blandede sig med en svag lugt af angst, som Phoenix ikke kunne undertrygge.
Det grønne hår gnistrede og Phoenix’s trang til at flå vingerne af den skinnende kylling steg. Det hele var som en hån mod hende. Det kunne godt være hun var lille, men nu skulle væsnet simpelthen fjernes, gerne fra overfalden af Underworld.

“I HAVE A BRAIN!” Snerrede Phoenix inden den sølvbelagte daggert blev fundet frem. Hun var ligeglad med at hun indirekte indrømmede mordet, men dette var simpelthen dråben i et næsten fyldt glas.

Knivens varme fik hendes hud til at krible. Phoenix havde som ny varulv ikke været i nærheden af eller rørt sølv før, men hendes krop reagerede på noget hendes hjerne ikke kunne forstå. Kniven der næsten rørte hendes hals skulle væk, måske endda bores ind i kyllingens bryst.

En dyb og advarende snerren braste ud af Phoenix mund imens englen snakkede. Det lykkedes ikke Phoenix at høre, alt hvad der blev sagt. Huden kriblede og Phoenix mærkede en velkendt sitren i kroppen. “SAJRO!” Gispede Phoenix og mærkede de første tegn på at skulle forvandles. Hendes hænder kastede sig mod englen med al hende kraft, men ikke for at dræbe eller lignede, men for at komme forbi hende. Ligeglad med kniven, ligeglad med de hvide vinger, ligeglad med den gnistrende engel.
Phoenix kastede sig mod døråbningen og mærkede de første knogler knække. Hendes ben kollapsede under hende og skriget gennemborede alt i nærheden. Fugle fløj op fra træerne omkring dem. “SAJRO!” snerrede hun igen, som noget af det sidste.
I en imponerende bevægelse var det lykkes hende at få bakset skjorten af og bukserne ned omkring knæene, før lårbensknoglerne begyndte at knække. Hendes ben blev længere og huden sprækkede og strakte sig. Rygsøjlen forlængede og flyttede sig, i takt med at hendes arme blev længere og pels begyndte at gro.
Et sidste snerrende smertens skrig genlød da hendes kranium ændrede form og blev længere. Ørene voksede sig længere og hendes snude brød frem.
Varulven rystede på sit store hoved og blottede sit hvide tandsæt. Vreden der før havde fyldt mennesket, fyldte nu den snerrende varulv. Ulvens størrelse var stadig lille, men intet i forhold til før. Udyret rejste sig på bagbenene og snerrede af væsnerne fra hytten. Den lille varulvs højde var blevet fordoblet, hendes oprejste høje nåede de 350 centimeter, hvorimod den kun lige rundede 200 cm når den stod på alle fire.

"Because you need money again?" svarede han hende bare koldt. Han ignorede det meste som Emery sagde, hun havde tydeligvis ikke fanget hvilken del af det han kaldte hende idiot for. Hun havde ikke noget til overs for de mænd de havde mødt i skoven, og han havde intet behov for at diskutere mord med hende.
Han forstod ikke, eller ville ikke acceptere, at det var okay at udlove en dusør på en person og så ikke forvente de forsvarede sig selv, eller at folk generelt forsvarede deres liv.

"Atleast I am still doing a better job than the society she comes from." Han valgte endnu engang bare at ignorere det meste af hvad hun sagde, fordi om hun gjorde det for samfundet eller ej, så var det deres arbejde hun gjorde. Det var derfra pengene kom og derfra hun fik det meste af hendes arbejde, hvis han ikke tog meget fejl.

Sajro lagde hans hånd på Emerys ene vinge for at undgå at blive ramt af den, og havde det ikke være for at Phoenix ret hurtigt selv reagerede havde han nok forsøgt at flå vingerne fri fra hende. Det var også tydeligt da Phoenix begyndte at miste kontrollen at han stoppede med at registrere Emerys tilstedeværelse. Han gik forbi Emery og hen til døren. Han kiggede så fra Phoenix og over til Emery og overvejede om han bare skulle lade dem tage kampen. Spørgsmålet var om Phoenix kunne undgå at dræbe. Han vidste at Emery ikke ville dræbe, men han troede ikke på at hun kunne stoppe en varulv når den gik amok. Så han valgte at stå i døren hvor han kunne stoppe noget fra at udvikle sig. Han sukkede tungt.

Pludselig brød al helvede løs. Emery havde i sit raserianfald valgt at forstætte den lange talestrøm af eder og forbandelser på trods af, at pigen faktisk forsøgte at skræppe op. Hun valgte trodsigt at ignorere sætningen, og fortsatte med idéen om, at det forhåbentlig ville så noget frygt ind i hovedet og give pigebarnet en lærestreg. Livet var sgu ikke nogen dans på roser – heller ikke selvom man forsøgte at plukke alle tornene først. Det var så deromkring, at tingene begyndte at gå galt. Emery havde sølvet presset tæt op mod pigens hals, da hun pludselig så et skift i det røde blik. Nok var hun edderrasende, men hun havde lært at overleve på den hårde måde, og hun var alligevel ikke gal nok til at ignorere de skiftende tegn foran sig. Desuden var pigens reaktion var ikke ligefrem diskret. Pigens krop falmede og spændtes på samme tid. Og hendes blik så næsten… bange ud? Pludselig gik tingene meget hurtigt. Emery nåede stort set lige at afslutte sin knap så pædagogiske talestrøm, da hun fornemmede, hvordan pigen kastede sig imod hende. I første omgang spændte hendes egen krop op. Forberedte sig på slaget, og prøvede forgæves at ignorere det faktum, at Sargonis havde lagt sine grabber på hendes vinger. Hun var fristet til at skubbe ham yderligere ind mod væggen, men for det øjeblik havde hun travlt med at undgå en katastrofe. Kniven trak Emery ind til sig, uden helt at vide, om den fik strejfet pigen. For pludselig… var hun væk. Sammenstødet, som englen havde forventet, blev i stedet til en hård form for skub, som sendte hende overrasket bagud, hvilket fik løftet vingerne nok til, at pigen kunne smutte under dem – på trods af, at de fyldte det meste af lokalet. Et øjeblik stod Emery helt diffus tilbage i lokalet, og stirrede efter pigebarnet, stadigvæk med kniven i den ene hånd. Kroppen kæmpede stadigvæk med at falde til ro efter al den vrede, som de to hundehoveder havde fyldt hende med på ingen tid.

Emery skulle netop til at smide en irriteret kommentar i hovedet på Sargonis, da en række frygtelige lyde nåede dem inden i hytten. Hun havde været naiv nok til at tro, at pigen var stukket af i skam, men det lod ikke til at være sagen. I stedet var det et helt andet syn som mødte hende, da hun med tøvende skridt valgte at folde vingerne sammen igen og træde udenfor hytten. Ikke helt sikker på, hvorvidt Sargonis havde fulgt efter hende eller ej, stod Emery naglet på stedet og betragtede, hvordan den tydeligt smertefulde forvandling fandt sted foran hende. Det var ikke første gang, at hun så den slags, men de fleste ulve hun mødte, var som regel ikke så… unge. Hendes blik frarev sig et øjeblik, og de grønne øjne – knap så intense som tidligere – kastede et hurtigt blik på Sargonis, som åbenbart også var fulgt med ud.

” Well?! Don’t you think this would be a great time for you to actually help out your stray?”

Det store bæst snerrede af de to væsner der stod ved hyttens dør. Savlet hang i tynde tråde fra hendes gab, hvor læberne var trukket tilbage fra tænderne. De mange sanseindtryk som samlede sig om ulvens snude, fik det hele til at snurre i kroppen. Trangen til at løbe rundt i skoven og jage de små dyr, kaste jorden op efter sig og simpelthen nyde det hele trak i ulven, men vreden fyldte langt mere.

Færden af Sajro, og trangen til at underkaste sig, kølede ulven en smule ned. Hun var underlagt ham, ulveform eller ej... ‘Why are you protecting this... this... this THING!?’ Brølede ulven i tankerne, imens menneskeligheden takkede Sajro for at være der.
Den indre kamp var udmattende og hård, men menneskeligheden skulle vinde over udyret. ‘Please! No more murders! Nix Stop it! PLEASE!’ forsøgte hun til bæstet, men den lyttede ikke.
Lyden af englens ord fik ulven til at snerre og klappe det store gab i med et smæld.
Hvor vovede dette talende kyllingskrog at tale til Sajro!? Ulven landede tungt på alle fire og trak sig lidt væk fra Sajro, med et bøjet hoved, imens øjnene ikke veg fra Kvindens skikkelse.
‘I’m gonna kill it... I’m gonna rip its wings of! Gonna rip it apart, limb for limb!’ Ulven travede frem og tilbage et godt stykke fra Sajro og dusørjægeren, ventede, overvejede, planlagde. Frem, tilbage, frem, tilbage og frem igen. Bæstets gule øjne forlod hende ikke et sekund. Hver en bevægelse blev opsnappet og hendes færd blev ind printet i hukommelsen.

Efter et kort stykke tid krummede ulven sig sammen og satte af. De lange forben hamrede i jorden, hvorefter bagbenene satte fra. Det snerrende angreb satte ind og ulven tordnede mod den kvindelige skikkelse lige meget hvor hun stod.




Hvis Sajro stopper hende, Vil Phoenix krybe og underkaste sig Sajro, dog med snerren og utilfredsheden lysende ud af hende. Der vil ikke være tvivl om at hun ville ønske at slå Emery ihjel, men acceptere og respektere Sajro’s ordre.

Hun kaster sig over Emery og vil forsøge at få hende naglet til jorden med hendes forben.

Han vidste ikke præcis hvad han skulle gøre. Hvis han lod dem tage kampen kunne det gå fint og begge de to kvinder kunne måske lære et eller andet ved det. Han var dog stadig nervøs for hvad det kunne gøre af skade på Phoenix eller Emery for den sags skyld. Han var måske sur og arrig på englen, men han ønskede hende alligevel ikke død, uanset hvor meget han nogensinde truede hende med det. Det kom i sidste ende til at komme an på hvad han mente var bedst for Phoenix, hvis Phoenix og Emery kom op at slås kunne det resultere i nogle dybe ar både mentalt og fysisk som kunne blive meget grimme.
Han gjorde klar og stillede sig klar til at beskytte Emery... Så slog tanken ham dog, ville Phoenix måske hade ham for at gøre det? Ville det være noget der ville skille dem ad. Han stoppede sig selv i hans bevægelser over efter Emery da han ikke ønskede det. Han blev nødsaget til at tage en beslutning og hurtigt. *Aaaargh! Fuck it... You better be grateful angel!* han sukkede tungt til hans egne tanker som han greb fat i Emerys ene vinge og hev hende indenfor i hytten. "Just stay back..." han sukkede igen... hvorfor skulle det her også ske. Kunne det ikke bare have været en anden dusørjæger som han med god samvittighed kunne tage kampen med.

"Phoenix No! Don't do it! I will stop you!" Som han havde fået Emery bag ham selv, begyndte hans forvandling. Først var det blot arme og ben, der hurtigt blev efterfulgt af kroppen og hovedet. Modsat Phoenix var forvandlingen lidt hurtigere og der var ikke nær så meget jammer og hyl grundet han var ved at være vant til lige netop den slags smerte. Han kiggede på hende intenst og som Phoenix sprang frem mod Emery rejste han sig op i fuld højde og plantede begge hans poter på hendes skuldre og pressede hende så ned i jorden igen. Han mærkede hendes klør i hans side og på hans arme som han holdte sig væk fra hendes tænder.
Ligesom sidst han havde tacklet hende gik han med det samme efter struben. Han greb hendes hoved med den ene pote og hendes skulder med den anden før han placerede gabet omkring hendes strube indtil hun gav op.
Først da Phoenix blev sig selv igen, forvandlede han sig også tilbage... Nu var de nøgne igen... Han vendte sig om mod Emery. "Could you throw her, her clothes?" Han betragtede lige kort den nøgne Phoenix før han selv forsøgte at finde en trævl at tage på.

Han virkede meget mere træt nu end tidligere, ikke fordi han var udmattet eller noget, men fordi at skulle håndtere al den vrede, alt det had var hårdt for ham. Han ønskede ikke at blive hadet af alt og alle, det var bare det naturligt udfald grundet hans attitude og personlighed.

Emery stirrede på det store, savlende bæst foran dem. Det var svært at tro på, at det havde været en ung pige for blot få minutter siden. Hendes grønne øjne holdt nøje øje med dyrets bevægelser, da det virkede som om, at ikke var glad for deres tilstedeværelse, og hvert øjeblik forventede hun, at det ville springe frem for at bide hovederne af dem. Sargonis lod også til at gøre sig klar. Til hvad, det kunne man ikke helt sige, men han blev da ved hendes side. Det var så lige indtil, at han åbenbart lod til at ombestemme sig, og før Emery kunne nå at reagere yderligere, så mærkede hun pludselig en skarp smerte i den venstre vinge. Sarognis havde tilsyneladende fået en idé om, at det ikke var en god idé med Emery udenfor hytten, hvilket han demonstrerede ved at slæbe hende ind i hytten ved at rive i hendes ene vinger.

” Auch, auch, auch, auch… AUCH!”

Da de endelig stod inde i hytten – efter hendes smertefulde udbrud var blevet ignoreret – smækkede hun hårdt til hånden, som holdt fast om vingen. Hun ignorerede ham, da han talte til hende, og gav sig i stedet i kast med at undersøge vingen, som han bevægede sig ud af hytten igen. Hun hørte ham råbe til pigen – som åbenbart hed Phoenix – efterfulgt af en række lyde, som tydede på, at han også havde forvandlet sig. Emery gøs kort. Pigens ulveform var én ting, men englen huskede alt for godt fornemmelsen af Sargonis’ kæmpemæssige ulveform over sig. Hun lod dog de to gale hunde klarer stridighederne imens, at hun prøvende testede vingen. Hun kunne bevæge den, men det smertede hele vejen op i skulderen på hende. Emery bandede lavmælt, og lod vingen falde slapt. Hun måtte binde den op senere. Forsigtigt trak hun sig hen til døren, hvor hun stak hovedet frem tids nok til at se, hvordan de to dyr vælte de omkuld. Det så voldsomt ud, næsten som en kamp til døden, men hun havde bestemt ikke tænkt sig at stå imellem dem.

Efter en stund lod det til, at planen havde virket. Begge varulve skrumpede ind, og atter stod der kun to nøgne skikkelser tilbage. Ingen pels, ingen tænder og ingen… tøj. Da Sargonis vendte sig om mod Emery, rynkede hun irriterede brynene, da han bad hende komme med tøj til Phoenix. Med et dyb suk, bevægede hun sig ud fra hytten. Den ene vinge hang slapt langs hendes side, imens den anden var trukket pænt op bag ryggen. Surmulende og yderst uentusiastisk fik Emery sporet sig frem til det tøj, som Phoenix heldigvis havde nået at smide inden forvandlingen. Hun bøjede sig ned, snuppede tøjet, og stillede sig så med en passende afstand til Phoenix, hvorefter hun smed tøjet imod pigen – egentlig ligeglad med, om det landede på jorden eller om hun greb det. Derefter snurrede hun rundt på hælen, og marcherede så hen til Sargonis, hvor hun knyttede en næve, som hun fyrede imod hans overkrop. Der var styrke bag slaget, det var trods alt ikke første gang, at hun slog på nogen, men det som man formentlig ville bemærke, selv da hun trak hånden igen var fornemmelsen – og lyden – af at det sydede. Emerys hånd var varm. Brændende varm faktisk. Det lod dog ikke til at bekymre englen, hvis øjne lynede imod Sargonis.

” You idiot! Don’t you know that wings are sensitive?! You’re lucky you didn’t break it!”

Hun så hvordan han beskyttede dusørjægeren og et stik af jalousi, jog igennem den menneskelige del af ulven, men det var ikke det rette tidspunkt at reagere på det.
Hendes bytte blev... hevet væk? Ulven stoppede kort op for at forsøge at forstå, men forvirringen stak i Phoenix allerede åbne sår, hvilket fyldte hende med en anelse mere raseri. Det hele kunne være lige meget, væsnet skulle dø.

Hans stemme skar igennem den stille skov og gav hende kuldegysninger. Alpahen havde magten, men raseriet stak og vred sig som hyperaktive slange. Hun var ligeglad med hans autoritet og stormede mod ham, han kunne ikke få lov til at gemme dette... dette bytte for hende.
Sajros forvandlingen satte ikke en stopper for ulven, hun havde en chance for at dræbe denne forbandede kyllingen, hvis han ikke var fuldt forvandlet.
Da hun kastede sig mod englen, mærkede hun pareringen fra Sajro og hendes kæber snappede udefter hans hals. ‘Move! She is mine! It’s my kill!’ skreg ulven, imens Phoenix tippede hende rundt.
Hun snerrede højlydt og forsøgte at kæmpe sig fri. Snerrede, snappede og hvæsede ad ham. Da hun mærkede hans tænder om halsen, prøvede Ulven langt hårdere på at komme fri. Tænderne skar ind i huden og en svag lugt af blod begyndte at brede sig rundt om dem.
Phoenix var blevet nedlagt... igen... Ulven peb og lå stille. Den ville ikke dø... Og han havde desuden bestemt sig, at Englen heller ikke skulle... typisk nok.
Vreden sivede ud af ulven, selvom et ulmende raseri stadig kunne ses i dens gule øjne, men hun respekterede hans beslutning, og slappede af.
Hendes forvandling skete langsomt, igen knækkede hendes knogler og hun krummede sig sammen, som den menneskelige krop kom til syne.
De store røde øjne var fyldte med tåre og frygt, samt et knivspidsraseri. Jalousien var kort blevet glemt og hun satte sig forsigtigt op og tørrede en tåre hidsigt væk fra hendes kind. En smule blod løb ned af hendes hals og skammen snoede sig om hendes hjerte. Det var ikke meningen dette skulle have været sket.

Hans trætte stemme fik det til at svide i hendes krop. “Sajro, I’m sorry.” Hviskede hun og så op på ham. Hendes udtryk var piget og bange, den slags der skære i hjertet på andre. Englen havde trykket på alle hendes knapper og det kappede simpelthen over.
Hun rakte ud efter Sajro, hvis han tillod det, ville hun stryge to finger over hans bryst, som en fysisk undskyldning, inden han gik for at finde lidt tøj.
Tøjet fløj i hovedet på Phoenix, imens hun kiggede efter Sajro, da hun ikke havde opdaget englen. Raseriet tordnede frem, som tøjet landede på jorden, men hun nåede ikke at reagere. Før englen vadede hen mod Sajro. Hun tog skjorten over hovedet, men nåede ikke mere tøj før hun hørte slaget. Lyden af sydende hud og duften af stegt kød fik hende til at smide bukserne i græsset og tordne mod dem begge.
Lyden af Englens stemme fik Phoenix til at stoppe med at løb og bryde ud i et latteranfald. “Rader broken than none.” Hikstede hun og smilede svagt til Sajro.

Da først Phoenix kom over til ham undskyldende smilde han bare roligt til hende, lod hende komme helt hen til ham og lod hende stryge hans bryst med hendes fingre forsigtigt. Han kiggede igen ned af hendes nøgne krop før han vidste den ville blive gemt væk igen. Han bed sammen og knyttede næverne som han så lavt som muligt så hende i øjnene og talte til hende. "It is not me you should say sorry to... Say sorry to yourself and... the angel... If she is sorry for drawing her weapon first." Det sidste blev sagt lidt højere som han vendte sig imod Emery. Så hun hørte den del. Ikke at han mente at hun var skyld i det hele, men hun var vel også selv skyld i at Phoenix havde forsøgt at dræbe hende.

Da Emery slog ud efter ham spændte han op i kroppen for at tage imod slaget, han kunne dog sagtens mærke det mod hans brystben, men det var ikke nok til at få en reaktion frem fra ham. Dog da han så begyndte at mærke varmen fra hendes hånd kom der en reaktion fra ham.
"Argh..." smerten fra hans hud der begyndt så småt at boble op var noget værre end bare selv slaget og han hævede hånden og var klar til at slå hende, før han lod den synke igen.

"Well sorry that I wouldn't want you to end up in a fight with her! And your wing was closer than your arm." Han tog sig så til det røde område på hans bryst, hvilket betød at hans forsøg på at finde tøj blev stoppet. Han vidste at det nok skulle hele sig selv, men alligevel gjorde det ondt, den svigen brændt hud gav var ret smertefuld. "Can you fly?" spørgsmålet var ikke grundet bekymring, men mere fordi han ville have en ide om hvornår hun kunne smutte.

Phoenix var et ynkeligt syn. Nøgen, blødende fra halsen og så… græd hun? Havde Emery ikke været så optaget af sine egne frustrationer var det endda lige før, at hun muligvis var stoppet op for at genoverveje situationen. Det stoppede hende dog ikke fra at smide tøjet i hovedet på Phoenix, som blokerede vejen til Sargonis – eller ’Sajro’, som pigen havde kaldt ham. Man lærte åbenbart noget nyt hver dag. Emery havde godt bemærket, hvordan Sargonis allerede havde vendt en smule af opmærksomheden imod hende, men det var ikke lige den slags, som hun havde håbet. I stedet himlede hun med øjnene, og fik mumlet noget i retning af ”Not my fault I don’t have any teeth for show.”. Hun var ikke god med undskyldning. Specielt ikke i situationer som den de havde befundet sig i tidligere, hvor hun bestemte mente, at det var hendes gode ret at få understreget pointen med lidt sølv. Pigebarnet havde snerret ad hende!

Sydelyden kom bag på Emery. Faktisk så meget, at hun endte med at tage et lille skridt bagud, da hun også bemærkede, at Sargonis pludselig fik hævet armen. Det lod dog til at virke med afstanden, og selvom luften hurtigt blev fyldt med lugten af brændt kød, så faldt begge parterne tydeligvis lidt mere til ro. Hun tog et enkelt kig på hendes egne hænder der ellers virkede helt normale. Temperaturen mærkede hun næsten ikke. Hendes nyvundende kræfter overraskede hende stadigvæk, og synes endnu sværere at kontrollere når hendes temperament løb af med hende, end de tidligere havde gjort. Levende, destruktive og altædende flammer kunne med et enkelt knips produceres fra hendes egne hænder ud af ingenting. De kunne brænde sig igennem næsten alt, hvad hun stødte på – tilsyneladende også varulv – og hun mærkede en ubehagelig, syrende fornemmelse i halsen, som fortalte hende, at hun snart blev nødt til at køle helt af før, at hun begyndte at spytte med ild – bogstavelig talt. Flammerne lod til at have overtaget det meste af hendes indre, og hun havde mindst styr på dem der kom ud gennem munden. Det eneste ”minde” hun havde omkring evnens oprindelse – af hvad hun formodede – var to små prikker på hendes venstre håndled. Fine små ar, som kun en øvet vampyr kunne formå. En vampyr der faktisk kunne få hende til at sidde stille længe nok til, at han kunne få hendes blod indenbords. Noget der fuldstændig afbrød hendes tankestrøm, var den pludselig lyd af latter bag hende. Overrasket drejede Emery kroppen nok til, at hun kunne se den halvt påklædte Phoenix… krampende af grin. Englen fattede tilsyneladende overhovedet ikke det morsomme i situationen, men var i det mindste lettet over skiftet hos den unge varulv. Latter var bedre end død i blikket… eller hvad man nu sagde. Emery lo ikke, men nøjedes med et hævet øjenbryn.

” Oh yea… hilarious. Almost as funny as a hairless mutt!” hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod Sargonis. De grønne øjne virkede en kende roligere denne gang. ” And no... I can’t fly. Luckily my legs work just fine, which you better remember the next time you decide to drag me somewhere!”

Phoenix humør skiftede igen, for guderne ved hvilken gang ”Shut up Shinny Chicken!” Snerrede Phoenix med sammenbidte tænder og et fast blik på dusørjægeren.
Hun stod dog helt stille og ville ikke nærme sig englen, men knyttede blot næverne og forsøgte at holde sig i ro. Hun betragtede Englen og ville helst vende sig rundt i arrighed og storme væk fra hende, men det ville svare til at englen vandt. ‘Why did she hide and not engage?’ Tænkte Phoenix koldt imens hun fastholdte sit røde blik på englen.

Den unge ulvs temperament døde en smule ud, da Sajro spurgte om Englen kunne flyve. Hun vente sig om og begyndte at gå tilbage, efter dusørjægerens svar. ”So that means that you can RUN away from here. Bai Shinny Chicken.”. Mumlede Phoenix for sig selv, imens hun gik tilbage til sine bukser. Hun gik i sine egne tanker og overvejede hvad der ville være sket, hvis hun havde revet vingerne af bæstet. Ville hun mon smage af kylling? Eller var der andet hun kunne sammenligne med engle-kød?


Langsomt fik hun bakset bukserne på og bundet snøren i dem. Hendes lange sorte hår var ikke længere i fletningen og blafrede blidt omkring hendes nu tildækkede krop. Hun holdte blikket mod skoven og ønskede blot at løbe derud og ikke vende tilbage før dette... irriterende, væsen var gået sin vej.
Hendes ømme krop værkede efter de to bratte forvandlinger og hendes hals kløede der hvor Sajros tænder havde været.

Han vidste ikke præcis hvad han skulle sige eller gøre nu hvor situationen var faldet en smule hen. Det var godt at der ikke længere var våben trukket eller store monstre i baghaven. Han kiggede dog på Emery som hun snakkede om at hun ikke havde nogen tænder så hun havde været nød til at trække kniven. "You don't no, but we don't rush towards you closing our teeth around your neck at the first oppurtunity... So maybe next time just draw the knife instead..." Han sukkede så relativt dybt. "Come on, hearing that from me should tell you that you might have rushed that a bit." Han sukkede igen, fordi han var selv ofte kort for hovedet.

Han fulgte Phoenix med blikket som hun snakkede med Emery og så begyndte at tage tøj på. Han måtte dog indrømme at han var ret så enig med Phoenix i at det var godt Emery stadig kunne gå, så kunne hun tage derfra så hurtigt som muligt jo. "I must agree... I guess you have overstayed your 'welcome' Emery" Han sagde det roligt og tydeligt. Han så ikke rigtigt noget behov for at hun skulle blive, så medmindre hun havde nogen grund, så kunne hun lige så godt forlade hytten og hans 'grund'.
Det var jo ikke fordi det var ordentligt kommet frem hvad grunden var til at hun var tilstede, nok heller ikke fordi det ville gøre den store forskel for ham. Han havde ikke nogen kvaler omkring at en person var død, han så ikke som at de havde gjort noget forkert. De havde forsvaret sig selv. Han havde måske også givet en del mere op på at være god når han jo allerede var stemplet som han var, så kunne det egentligt også være ret så ligegyldigt.

” Shiny chicken?... Excuse me what?!”

Emery vidste snart ikke, hvilken del hun følte sig mest fornærmet over. Det burde formentlig være kyllinge-delen, men af en eller anden grund, så stak det til noget i hende at blive kaldt… skindene. Det virkede ikke nødvendigvis specielt positivt, som det kom fra Phoenix. Alligevel formåede hun ikke at komme med nogen ordentlig respons. I hvert fald ikke før, at den unge varulv igen valgte at kyle øgenavnet i englens retning.

” Snarky comments haven’t helped you this far, so maybe you should shut it and try something else, pup?”

De flammende grønne øjne flyttede sig omsider fra Phoenix og tilbage til Sajro, som stod placeret foran hende. Alt ved hans tilstedeværelse irriterede hende i det øjeblik – specielt det faktum, at han var nøgen. Hun var udmærket i stand til at læse mellem linjerne, som de alligevel forsøgte at skære ud for hende. Dog lod ingen af dem til at have forstået den mindste smule af grunden til hele idéen bag Emery’ besøg. Hun havde mødt orkere, som var nemmere at få til at forstå pointen. Englen lavede himmelvendte øjne, og placerede så en hånd på hver hofte, hvilket sendte en smertefuld reminder op gennem skulderen. Smerten kunne ikke helt skjules, men blikket blev hurtigt alvorligt, og hun forsøgte ihærdigt at holde sin irritation til et minimum.

” Firstly, drawing my knife was exactly what I did. I won’t excuse my instincts. You guys grow 2-3 times in size and the ability to eat people. I have wings and tiny bones… both of which you’ve ruined for me. You get the picture?” Hvis Sajro forsøgte at bryde ind, ville Emery hæve en hånd – rolig men bestemt – som tegn på, at hun ikke var færdig. Og desuden ikke interesseret i at diskuterer sagen yderligere. ” Secondly, trust me when I say, I’m getting the hell away from here as soon as possible. But the fact is that you’ve entirely missed my point…”

Opmærksomheden flyttede hund mod Phoenix. Hvad enten deres blikke mødtes eller ej, så ville hun fortsætte. ” It’s not safe for you here. I have strong feeling, that this is all you’ve tried as a wolf… but you still have other options. I don’t give two shits about your… relationship… or whatever you guys wanna call it. But this is a disaster waiting to happen. You need control, and I’m not sure this is where you’ll get it.”. Så nu var det sagt. Emerys stemme var ikke hård eller dømmende. Blot hudløst ærlig. Det var hendes egen mening, og hvad der umiddelbart synes bedst for alle parter… måske bortset fra Sajro.

“Pup?! Ill give you freaking pup.” Mumlede Phoenix imens hun passerede englen.

Det hele virkede en smule… Mærkeligt? Phoenix kunne ikke lade være med at spidse øre. Et lille fnys og et svagt smil tegnede sig om hendes mund, ved Sajros ord. Han havde ret, denne engel havde overtrådt hendes velkomst. ’get your pointy ass away from this place, or I’ll give you one more reason to run…’ tænkte den unge varulv.

‘shinny chicken… stop before you dig yourself deeper down.’ Tænkte Phoenix og kørte fingrene igennem håret. Men det hele stoppede brat da hun pointerede at de ikke havde fanget hendes pointe, hvilken pointe snakkede fuglen om?
Hendes blodrøde blik mødtes med de flammende grønne øjne. Phoenix satte trodsigt hende højre hånd på hoften og smilede spydigt. Men lidt af glansen gled af da englen ramte plet med de ærlige ord. Hun havde ret…. Dette liv med Sajro var det eneste hun kendte til, i hvert fald som varulv. Andet havde hun jo ikke prøvet… de ville jo ikke forstå det at være varulv.

”What options are you referring to?” vrængede hun med en kold stemme, det røde blik flakkede over på Sajro og hun kunne ikke helt lade være med at blive i tvivl. Det var rart hos ham, hun ville gå så langt til at kalde det sikkert… Uden at give væsnet en chance fortsatte hun. ” There are NO place for people like us!” Hendes stemme hævede sig I takt med at hun begyndte at gå hen imod dem begge. ”There was no place for me when I was a human, and now? Well… I’m a wolf, and I’m quite sure, it doesn’t make a new invitation to the whole society.” Vreden der ulmede under overfalden sitrede og boblede. Trangen til at give slip og bare lade det bruse ud over englen var stor, men hvad ville det hjælpe? Det ville bare give det forbandede helvedes væsen mere at smide imod Phoenix.

Han sukkede tungt, ikke nok med at hun pludseligt kom brasende og blandede sig i hans eller lige nu deres liv, og komme med råd til hvordan de skulle ændre sig. Hvilket kun blev endnu værre af at hun kom ud og sagde at hun ikke ville undskylde hendes egne instinkter.

*Missed the point!? Says the angel who just said she won't excuse her own instincts yet she has the fucking audacity to ask us to change ours? Really!?*

Han var ved at ligne en rød tomat i hovedet, aldrig havde nogen sagt noget der pissede ham så meget af. Han valgte dog ikke at sige noget for at give Phoenix chancen for selv at sige noget. Han følte for at beskytte hende, og selvfølgelig at beholde hende hos sig selv.
Alt hvad Emery sagde fik ham bare mere og mere op i det røde felt, hvem fanden troede hun hun var? Hvad fik hende til at tro at hun havde nogen som helst form for ret eller viden der gjorde hende egnet til at fortælle dem hvordan de skulle leve deres liv? Hun havde jo ikke engang styr på hendes eget af hvad han vidste.

"In what fucking world do you have the right or even the fucking knowledge to talk about how we should live our lives? You? The angel who couldn't figure out when her bounty target was a bigger mouthful than she could nibble on?"

Han var virkeligt vred nu, ikke nok med at hun kom og foreslog dem hvad de skulle gøre eller hvordan de skulle leve, fortalte hvad Phoenix havde brug for... Så forsøgte hun fandme også at tage noget fra ham som var hans. Som reaktion greb han derfor også Phoenix og hev hende til sig, ingen skulle tage noget fra ham.
Og hvad mente hun også med at hun ikke kunne lære kontrol hos ham? "About control, Emery, had I had a lack of control you do realize you would not be standing here right now right? Had I lacked control I would have killed you, and most likely the entire village the night you chose to hunt me." Han pegede væk, fra hans hjem forsøgte at gøre det meget tydeligt at Emery skulle smutte, han havde ikke lyst til at angribe hende, men hendes ord gav ham lyst til at smide kontrollen væk.

”Wha-… what options? Are you serious?”' Emery kørte frustreret hænderne hen over ansigtet inden, at hun pustede ud for at få styr på nerverne, hvilket blot resulterede i en mindre røgsky, som hun hektisk forsøgte at vifte bort inden, at hun slog ud mod armene, og vendte opmærksomheden tilbage mod Phoenix.

” There’s a whole fucking world out there! Life might’ve been tough when you were human, but guess what? This is your second chance!... And don’t give me all that crap about not having a place. You literally just said it. You’re a werewolf. It’s in your very nature to live in PACKS. I’ve met a ton of wolfs all around Underworld, so believe me when I say, that this doesn’t have to be your only choice… there’s more out there for you.”

Emery klemte et par fingrene omkring næseryggen for at standse hovedpinen, som hun fornemmede langsomt, kom snigende for hvert vredesudbrud. Skuldrene faldt lidt ned igen, da hun omsider lod til at trænge igennem til Phoenix, som forhåbentlig endelig ville forstå meningen bag besøget. En del af hende håbede bare, at det ikke var sent. At Sajro virkelig havde fået kløerne i hende. Slåskampen havde slet ikke været meningen, men hun havde heldigvis været mentalt forberedt på det værste… som stadigvæk ikke lod til at være overstået. Da Sajro eksploderede endnu engang, fløj Emerys øjne åbne igen, og hænderne røg ned langs siden for at undgå, at smide noget i hans retning. Til gengæld virkede næverne næsten rødglødende, som hun knyttede dem sammen, og små grønne flammer syntes at kunne spottes slikke sig vej igennem fingrene. Emery lod dog ikke til at bemærke dette, som hun atter hævede stemmen mod Sajro.

”Oh? Oh really? I’m the fucked up one?! Give me a break, you giant piece self-absorbed harry asshole! You literally failed the entire race as their leader… and then went hiding in the woods to feel sorry for yourself. And you know what really takes the cake? Her!”

Uden så meget som at vige blikket fra Sajros, rettede Emery en bestemt finger i Phoenix retning.

”Your little charity project! You failed everyone else, so now you’re starting fresh… is that it? Or is it reeeeeaal personal this time? How did you even find her? Did you steal or something? Went into the nearest city, picked her up and brought into this fucking fantasy world of yours?...”

Raseriet faldt en smule, imens blikket blev stenhårdt. Hun var færdig med hans belæringer og selvmedlidenhed. Hun var her IKKE for hans skyld.

”… Or did you hurt her too? Seems like you have a habbit for that.”

Det burde ikke være nogen tvivl om, hvad Emery snakkede om for Sajro. De havde ikke set hinanden meget, men på de få gange var det alligevel lykkedes for ham at gøre skade på hende, som ville tage lang tid at komme sig over. Blikket faldt kortvarig tilbage på Phoenix, som nu lod til at være fanget i Sajro’s arme. Egentlig havde hun lyst til at vriste pigen fri af hans greb, men hun besluttede at det var bedst, hvis pigen selv gav udtryk for, hvad hun ønskede. Dog fyldte nye tanker englens hoved.

” Did he hurt you, Phoenix?... Has he done anything to you?”

Hun kneb øjnene sammen, og rettede koldt blik imod Sajro, samtidig med, at hun rejste en advarende finger i hans retning. Fra hånden og ned langs hendes arme knitrede nu hidsige grønne flammer, som kun lod til at vokse med hendes ord. Vingerne rejste sig let bag hende, men kun så meget, at det ikke gjorde ondt.

” As I said, I'm not here to fight... but if you come for me again, I will not hesitate a fucking second about turning you into ashes along with that stupid cabin of yours. You speak of control, yet you piss all over the place, and puff yourself up when a fucking ANGEL walks in the door. I’ve meet children with better self-control than you, Sargonis! Your threats alone are proof that you’re nothing but big, stupid, abandoned alfa, who misses the days where you had the right to boss people around. But guess what? That shit doesn’t work on me! And I’m trying to make sure, that it doesn’t affect her too!”

”WE. HAVE. A. PACK.” Snerrede Phoenix igennem sammenbidte tænder. ”What more should we want?!” den lille røgsky var mærkelig. Temmelig mærkelig, men lige så var englen, måske hvis de irriterede den mere ville den eksplodere? ’uh roasted chicken… mmmm’

Sargonis hånd der klemte om den blege arm fik hende til at se op med store øjne. Den besidderiske tendens var temmelig tydelig. Hun var hans, det var tydeligt, en lille knude i maven var begyndt at dannes. Hun havde jo kun kendt til dette som varulv, men de mennesker som havde jagtet dem tidligere… var alle væsner ikke sådan? Hvad hvis der var… andre som kunne acceptere hende?
Hendes natur og overbevisning var at Sargonis beskyttede hende og holdt af hende. Hun trykkede sig ind mod ham, og lod de ”nye” tanker blive jaget på flugt med et enkelt suk. Hendes blik gled over på den spruttende Vingede kylling.
Hun mærkede hans arm pege væk, og i et kort øjeblik følte Phoenix at hun ikke kunne gøre andet end bare stå og lade det hele ske. Hun løftede roligt en hånd og lagde den på hans bryst imens Englen snakkede.

I takt med at Englen fornærmede Sargonis, blottede hun tænderne og slap en lille snerren, i ny og næ.
Men hun trak grænsen ved at blive kaldt et ”velgørenheds projekt”.
’I’m not a charity project! I am a person, but… wait… am i?’ hendes tanker fløj rundt og mindede mest om et par kolibrier på alt for meget sukker.
Hendes ord ramte hende som en spand med isvand. Hun stod bum stille. Hendes krop blev is, og hun turde næsten ikke engang trække vejret. Han havde gjort hende for træd, det var ikke løgn. Den aften hun blev bidt, det… skrækindjagende minde, feberen, smerten, blodet, det hele. Men… det var jo ikke helt hans skyld… hun havde jo bevæget sig ud i skoven... ved fuldmåne tid… tåbeligt ja…

Phoenix var en god blanding af frygt, vrede, forvirring og jah, bare helt generelt paf. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med al denne information. Englen smed den ene bombe efter den anden. Hvordan kunne hun?!
Phoenix svarede med et lille ”No.” efterfulgt af et ”Maybe, but that wasn’t on purpose!” hun gjorde sig fri af hans arme og trådte et skridt frem, dog stadig så tæt på Sargonis, at hendes hår rørte ham i den milde vind. ”He Changed me! He saved me from my awful human life! He gave me a second chance.” Små tårer trængte sig på I hendes øjenkroge og fik hende til at presse dem vredt sammen. ”So turn it of Shinny chicken. If we are supposed to behave, so are you. But you came to US! You violated our home. You made a trespass and started to demand things! I do not like you.” Hendes stemme var langt fra så vred som muligt. Den var opgivende, skrøbelig og bange. ”and the things you say is crazy talk. You two are… I don’t know what, but opposites. And all I want to do, is go back in time. Before my mind started to be a big mess.” Hun så blankt på englen og tættere på en svag opgivende hvisken. “I’m his.” ikke helt sikker på om det var en dårlig eller god ting.