Just a littel bite (Sajro and Emery)

Følelsen af hans lem mod hendes underliv fik det til at kilde de rigtige steder. ’kom nuuu.’ Tiggede hun i sit hoved, og som hun ønskede sket det. Et jag af en lykkelig smerte jog igennem hendes krop da han stødte op i hende. Desperat for ikke at skrige i smerte sugede hun lufte ind mellem tænderne og bed sammen. De fine røde øjne var blevet klemt hårdt i, men blevet åbnet på hvid, da han pressede hende ind mod muren.
Al smerten blev fordærvet, da han begyndte med distraktionen af kys og nap. Hele hendes krop reagerede på det og følelsen af at flyve blandede sig med den brændende ild.
De lange fingernegle bevægede sig næsten ikke, da han forsøgte at vride sig fri af hendes greb. Dog løsnede hun det en smule, da tænderne rørte hendes øreflip. Farven i hendes ansigt antog en let lyserød fra hans ord og hun gispede svagt. ”Du er da god til at nævne det åbenlyse.” lød det drillende fra den unge varulv. Hun kunne ikke styre sig, det var som en naturkraft der trak i hende. De rapkæftede svar, den drillende holdning og hendes energi.
De hurtige stød sendte næsten Phoenix ud over kanten, men hun holdt igen. Nægtede at komme allerede nu, det skulle være løgn. Hans læber der fandt hendes fik det til at tippe. Hun kunne ikke holde den længere og gispede mod hans mund i det hun skulle til at komme. Bevægelsen stoppede og Phoenix snerrede dybt. ’hvor vågede han at stoppe i det hun næsten var nået til klimaks?’ hendes rubinrøde øjne fandt hans og skulede til ham.
Det var i det øjeblik hun mærkede ham forlade hendes krop. ”Nej.” mumlede hun klynkende og lagde benene rundt om hans talje. Hele hendes krop hungrede efter to ting nu. Både ham og forløsningen. Hun havde ikke en chance mod Bjerget, så det eneste hun kunne gøre, var at finde hans læber og ignorere den fornærmede libido.

Hendes hånd kørte op i hans hår og viklede sig ind i det. Med et hurtigt og kort ryg bagud, blottede hun hans strube og bed. Hendes tænder sank naturligvis ikke igennem, men det ville efterlade et fint mærke af hendes tænder.
Hvis ikke han gjorde noget for at få hende væk fra sin hals, ville hun kysse stedet.
Hvis han fjernede hende med vold/kraft/magt, ville hun smile flabet og udfordrende til ham.

Han elskede at se hendes reaktioner elskede hvor modtagelig hun var overfor hans bevægelser og hvor begærlig hun virkede til at være. Han kunne ikke modstå det, han kunne ikke styre sig selv og hans stød tog hurtigt til i styrke. Hendes kommentar var lige ved at få ham til at knurre lidt små irriteret af hende indtil han så at hendes kinder havde en lidt lyserød farve, det føltes godt at se hende rødme, og egentligt var hendes flabede kommentar også noget der passede ham ganske fint.
Han blev ikke overrasket over at hun ikke ville lade ham forlade hende, og han lod hende derfor også bare smække benene om ham, og han forblev i hende, og begyndte at bevæge sig igen, og hviskede derfor drilsk til hende. "Når du nu ikke kan undvære." Han nappede hende igen, og blev ved med at støde indtil hun hev hans nakke bagover og bed ham i struben. Som sådan kunne han lide følelsen rent fysisk, men det tændte alligevel noget i ham. Og han greb derfor fast om hendes nakke med hånden og rev hende fri fra hans hals.
"Skal jeg virkeligt sætte dig på plads igen?" Han smilede dyrisk og så hende i øjnene. Det var ikke svært at se hende hendes udfordring, og han greb derfor også hurtigt fast om hendes ben og rev hende fri fra ham og trak sig ud af hende.
Han smed hende over på sengen og greb der hendes håndled samtidigt med at han satte sig over hendes ben så hun ikke kunne bevæge sig. Han startede så med at bide hende lige under brystet og efterlod et lille mærke der, og så op mellem hendes bryster og efterlod flere tandmærker, dog uden at trække blod, indtil han nåede hendes hals og efterlod flere bid. Han greb fat om begge hendes håndled med den ene hånd, mens han med den anden blottede hendes hals for ham, og kyssede den så efterfulgt af et bid, før han kyssede den blidt igen.

Han lænede sig lidt op før han betragtede mærkerne på hendes krop og smilede til hende. "Du lader hænderne ligge!" Han lagde hænderne om hendes og lagde dem oppe over hendes hoved. Det var det samme som hun havde bedt ham om, hans stemme var bare mere bestemt, dominerende. Han begyndte at kysse og blidt nappe hendes store ar mens han lod et par af hans fingre glide op i hende, og lege med hendes indre. Hans fingre var ledte ihærdigt efter de punkter der føltes bedst for hende forsøgte nærmest at kilde hendes inderside. Han trak hans fingre ud af hende langsomt og brugte den væske hun havde efterladt på dem til at gøre hans lem vådt mens han placerede den mod hende igen.
Han stødte hårdt op i hende, pressede sig selv så dybt ind i hende han kunne, mens lod hans fingre glide over de bidemærker han havde efterladt på hendes bryst, og holdte om hendes håndled med den anden hånd. Han stønnede dybt af følelsen af hende om ham, der var ingen tvivl om at han både nød følelsen af hende, nærværet med hende eller det at være hård og dominerende overfor hende.

Den voldsomme behandling af hendes nakke fik det hele til at spænde i hendes krop. Et stort flabet grin strålede fra hendes ansigt og hun kunne ikke lade være med at stønne svagt. ”Du kommer bar an!” hviskede hun og knurrede truende ad ham. Hun var klar til at vride, kæmpe og sno sig for ham.
Da han flåede hende af ham, snerrede hun dyrisk og havde ikke set flyveturen komme. Luften blev slået ud af lungerne med et: ”Umpf!” Da hun landede på ryggen i sengen.
I et forsøg på at være hurtigere end ham var planen at komme op og stå og selvfølgelig undvige ham. Det kunne dog ikke praktisk lade sig gøre. Hendes krop nåede kun lige at hæve sig en lille smule før Sajro tårnede sig over hende. De store rug hænder greb voldsomt om hendes små håndled og hans fulde kropsvægt på hendes ben, lænkede hende nærmest til sengen.
Hendes vejrtrækning fik brystet til at hæve og sænke sig i voldsomme ryk. Smerten fra hans Nightcan tænder der bed, fyldte hendes krop med smerte og nydelse. I et forsøg på at komme fri, vred hun sig som en orm, men intet nyttede. Gispende og stønnende i smerte og nydelse klemte hun øjnene sammen. ’det skal være løgn.’ Tænkte hun og mærkede kort hans vægt skifte, i det han ville have fat om begge hendes håndled, med en hånd. Febrilsk snoede og vred hun sig for at komme fri, imens et flabet smil spillede om hendes læber, men hans hænder holdt for stramt. Den dyriske ydmygelse ved at han blottede hendes strube, fik hende til at klynke og pive. De små kys og bid i hendes hals fik det til at risle ned ad hendes nakke og ryg.

De røde øjne skinnede af en blanding af begær og rent dyrisk vrede. Vreden ved at blive ”tvunget” ned og bidt i halsen, var ikke noget som den indre ulv kunne lide, mens mennesket Phoenix nød det mere.
Den bestemte ordre, som fik hende til ufrivilligt at snerre svagt, men Phoenix klappede i og forsøgte at lade hænderne blive over hendes hoved.
Phoenix kunne ikke lade være med at vride sig, da han kyssede og nappede i hendes ar. Et lille jag af smerte ved hans fingres indtrængning, fik hende til at knuge hænderne til de blev hvide. Følelsen af fingrene i hendes krop, blev dog mere behagelig, og hun kunne ikke holde et dybt suk tilbage. Det hele var en blanding af det mest vidunderlige nogensinde, og frygten for at det snart ville ende.
Imens fingrene gled ud af hende, løb tankerne igennem hendes hoved. ’hvorfor? Nej! HEY!’ Hun kiggede op på ham, i rette tid til at mærke hans lem. Et dyrisk skrig forlod hendes mund, da han stødte hårdt op i hende. Følelsen af at blive gennemboret fik det til kort at sortne for hendes øjne, imens hun sugede luft ind. Hele hendes krop gav efter og trak sig sammen. Det var ikke som de berusende bølger af orgasmen som han havde givet hende dagen forinden. Denne orgasme var brutal, og næsten uhåndterbar. Hans støn blandede sig med hendes jammer. ”Sajro…” Hviskede hun hæst og forsøgte at holde et hulk tilbage. ”Det gør ondt.” En ensom stille tåre løb fra hendes øjenkrog imens hun ihærdigt forsøgte at stoppe de resterende tårer der brændte bag hendes øjne. ”Stop.”

Han nød deres leg, deres magtkamp og udfordringerne ved den. Han Nød at lytte til hendes gisp og støn, selv når de lød en smule smertende fordi lyden af hendes nydelse stadig var gemt bag ved det.
Han var hård ved hende lige nu, hun havde virkeligt fået tændt noget dyrisk og meget brutalt i ham ved hendes udfordring. Han smilede da han hørte hende sukke dybt og nydende, og han så frem til at høre hende stønne som han havde sex med hende. Det var dog der det gik galt. Han blev chokeret over hendes jammer, og hendes ord hev ham hurtigt ud af hans brutale og voldsomme behandling af hende som hans bevægelser stoppede fuldstændigt. Han så ned på hendes ansigt, og det dyriske, dominerende, skæve smil på hans læber ændrede sig hurtigt til at være oprigtigt undskyldende. Han så hende i øjnene, og slap hendes hænder og tørrede tåren væk fra hendes kind.
"Undskyld..." Han vidste ikke hvad han ellers kunne sige, han havde ikke haft nogen intentioner om rent faktisk at gøre hende ondt eller skade. Han havde bare villet dominere og så også markere hende med hans bid for at vise hende, hendes plads som han havde sagt. Han ønskede ikke at være ondt, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv pludseligt. Han var fanget i to sind, på den ene side var han stadig lysten og havde lyst til hende mere end han kunne forklare med ord. På den anden side havde han heller ikke lyst til at skade hende mere end han allerede havde.
Han så ned på hende, og han lagde sit hoved ned mellem hendes hals og skulder og nærmest som for at undskylde mere begyndte han at blidt kysse hendes hals og især der han havde nappet hende.

Samtidigt begyndte han at trække sig ud af hende, han kunne ikke få sig selv til at forblive i hende, han var for nervøs for at bare det gjorde ondt på hende på en måde han ikke kunne styre. Han blev siddende over hende, kun så hun ikke kunne flygte bare, men han sørgede for at hun ikke mærkede ret meget af hans vægt. Han kiggede på hende, han havde et ansigtstræk af rædsel mere eller mindre. "Jeg... Undskyld..." Han greb hendes skuldre og hev hende op til sig og lagde armene om hende, han håbede hun forstod at han ikke ønskede hende ondt, håbede at han kunne vise at han ikke forsøgte at være ond ved hende. Han håbede at hans kram kunne vise hans intentioner.

Ændringen der kom over ham var… rar. Det var som at puste et lys ud og se en helt anden person. Da han slap hendes håndled, flyttede hun langsomt sine hænder ned. Fingrene der tørrede hendes tåre væk, fik hende til at smile svagt, forsigtigt rørte hun overfalden på hans hånd, som en gestus på at det var okay. Hun mærkede hans tvivl og vidste ikke hvad hun skulle sige. Han havde ikke gjort det med vilje…. Vel?
Reaktion med at lægge sit hoved ned ved hendes hals var nok til at overbevise hende. Han havde ikke gjort det i ondskab, men i lidenskab. Hendes hænder lagde sig blidt på hans skuldre, og begyndte at tegne små cirkler i form af nus, accept… og kærlighed? Hun skulle distrahere sig selv. Ikke at hun var bange for ham, men det hele skulle lidt på afstand før hun kunne sige noget omkring det.

Udtrækningen fik hende til at rynke på brynene og bide hårdt sammen. Det var lige ved at hun skulle til at råbe stop af ham, fordi det gjorde ondt, men det nyttede heller ikke at han blev i hende for længe. Da han løftede sig over hende, gned hun sit ene øje og kiggede på ham. Så rædslen i hans ansigt, frygten ved at have skadet hende. ”Sajro… Det…” Længere nåede hun ikke før han greb fat om hendes skuldre og trak hende ind til sig. I et kort øjeblik forstod hun ikke hvad der skete. ’hvad laver han?’ Krammet han gav hende emmede af desperation og sorg.
De store røde øjne kiggede forstående op på ham og et let smil lagde sig på hendes læber. Forsigtigt trak hun sin ene arm til sig og lagde den på hans skæggede kind. ”Sajro,” sagde hun bedende. ”Det okay nu.” Det var egentlig løgn… Det gjorde ondt som en i bare pokker, men hun var mentalt okay, hvis man så bort fra den ulv, som nærmest skreg i hendes hoved.
Smerten i hendes underliv skulle nok gå over, og hun stolede stadig fuldt ud på ham. Han havde jo ikke bevidst gjort hende ondt, det hele havde været en dyrisk leg om dominans og underkastelse.
Phoenix var ikke født underdanig, men hun kunne ikke benægte, at det havde været sjovt at udfordre ham. Næste gang skulle det måske ikke være så voldsomt, som hun selv havde lagt op til. ”Vi blev grebet af stemningen.” En besværet klump havde sat sig fast i hendes hals og en lille rømmen kom fra hende. ”Men du stoppede, da jeg sagde stop. Det var det vigtigste.”
I starten havde hendes krop været anspændt og stiv, men jo længere tid hun snakkede, desto mere slappede hendes krop af. ”Jeg ved du ikke vil gøre mig ondt, det var ikke med vilje.” Hun lagde hovedet ind mod hans skulder og tog en dybvejrtrækning. ”Jeg er ikke bange for dig. Jeg er ikke skræmt. Jeg flygter ikke fra dig.” Det sidste sagde hun bestemt, for at overbevise ham… måske også sig selv?

Han var glad for at hun lod til at acceptere ham stadig. Han begyndte at slappe mere af også, han holdte stadig om hende og han kunne godt mærke at hun ikke var helt okay da hendes krop stadig var spændt, og han forsøgte forsigtigt at nusse og ae hendes ryg.
Han lyttede til hende fortælle at det var okay, at de var blevet grebet af stemningen og at han stoppede hvilket var det vigtigste.
"Jamen, jeg tog det for langt." Han bebrejdede sig selv meget, han var jo ikke noget monster eller noget. Det her var aldrig noget han havde troet han skulle finde sig selv i at gøre, og det betød også at han ikke rigtigt kunne tro på hende. Han hadede sig selv. Han slap hende også langsomt, han kunne jo ikke se nogen grund til at hun ville være i nærheden af ham efter hvad han havde gjort.
Han rejste sig også op fra hende så hun kunne flytte sig og gøre hvad hun ville.

"Nej... Selvfølgelig ville jeg ikke gøre dig ondt! Hvordan kunne jeg ønske det!? Hvordan kunne jeg gøre dig ondt!?" Han råbte halvt, ikke af hende. Hans ansigt vendte nedad mod jorden fordi den han egentligt var ved at råbe ad var ham selv. Han forsøgte at fortælle sig selv at han var en idiot og han skulle tage sig sammen. Hendes stemme skar dog igennem hans tanker nok, han kiggede på hende, hans vejrtrækning og hjerterytme var panisk nærmest. Han var så vred og egentligt også ked af det.
"Mener du virkeligt at du kan tilgive mig for det?" Han så på hende, hans øjne var triste, fulde af skam, og med en snært af en hvis form for håb i dem. Han håbede virkeligt at hun tilgav ham på trods af at han ikke fortjente det som han følte lige nu.
Han gik over til bålet og satte mere vand over så der var mere varmt vand, både til at rense sår, vaske sig med, eller til hvis det var noget hun havde brug for for at kunne slappe af i kroppen efter hvad hun havde været udsat for.
"Noget du vil have? Mad? Te? Andet?" Han forsøgte at gøre hvad han kunne, ikke for at gøre op for det for det kunne han ikke, men for at hun fik det bedre hurtigere. Denne gang var det ikke for hans egen skyld, eller for at hun tænkte bedre om ham, men fordi han ville hjælpe hende. Nu var hun blevet en del af hans liv så han ønskede godt for hende, så måske det alligevel var for hans egen skyld.

Phoenix blev siddende i hans skød, da han slap hende. Faktisk rørte hun sig ikke ud af stedet. Hun havde ikke lyst til at rejse sig fra ham. Havde ikke lyst til at mangle hans varme. Som svar på hans mening om at tage det for langt, himlede hun med øjnene og kiggede på ham. ”Jeg lagde op til det.” Hendes rolige blik afslørede at hun ikke havde i sinde at bebrejde ham.

Stilheden der kom fra hende, var næsten overdøvende og en ren modsætning til hans råben. Egentlig kunne hun godt forstå ham… det var sådan hun selv havde haft det, efter at hun havde angrebet ham. ”Sajro.” hviskede hun og rettede sig op. Hun sad stadig på hans ben, og kiggede på ham. Den smerte han følte… Kunne hun på nogen måde fjerne den? ”Hey.” Hendes blide, venlige og omsorgsfulde stemme, gav hende selv kuldegysninger. ”Rolig.” de en stavelses ord var hvad det kunne blive til. Phoenix kunne ikke få sig selv til at forme hele sætninger, i frygt for at han ikke ville høre på hende. Hun kunne derimod sagtns formulere en længere monolog, men det ville ryge direkte ind ad det ene øre og ud ad det andet igen.

”Om jeg kan tilgive dig?” Spurgte hun stille og så på ham med let rynkede bryn og bekymring i øjnene. Uden at sige noget så hun ind i hans øjne og genkendte de følelser der florerede rundt. ”Jeg kan altid tilgive dig.” hviskede hun og lagde armen omkring hans nakke og knugede ham ind til sig i et varmt kram. ”Altid. Jeg vil altid kunne tilgive dig. Du har ikke onde intentioner mod mig, så jeg har ikke nogen grundt til at være sur eller fornærmet på dig.” Langsomt flyttede hun sig ud fra ham, så hun kunne se ham i øjnene. Hendes øjne var fyldt med tillid, varme og venlighed.

Da han gjorde anslag til at rejse sig op, rykkede hun sig fra ham. Bevægelserne fik det til at svide i hendes krop, som om hendes organer var blevet rykket en smule rundt. ’For pokker da… Det her kommer til at svide et par dage.’ Tænkte hun stille og bed sig i læben.
Han urolige bevægelser rundt fik hende til at le en smule. Det var som om de var rykket tilbage til udgangspunktet. Hun havde ondt og han forsøgte at gøre det hele godt igen. Varmen fra hendes smil kom fra det inderste i hendes lille hjerte. ”Jeg tror bare VI skal slappe lidt af nu, men lidt mad ville gavne os begge.” Som beskæftigelse på det hun havde sagt, knurrede hendes mave dybt.

Han lyttede til hende, men han kunne ikke helt få sig selv til at tro på hende. Det var nok egentligt mere et spørgsmål om om han kunne tilgive sig selv. Han havde levet længe som varulv og var så småt kommet til at acceptere han var et monster, men det her var første gang i lang tid han følte sig som et, og det var endda uden at have været forvandlet.
Han kunne dog ikke undgå at lyse en smule op som respons på at hun sagde at hun altid kunne tilgive ham. Han havde ikke lyst til at se hende i øjnene, men gjorde det alligevel meget forsigtigt, og han følte sig lidt mere tilpas.

Han rystede lidt på hovedet af hende, han kunne ikke slappe af, han var nød til at gøre hvad han kunne for hende. Da vandet var blevet kogt hældte han det op i en skål med et par klude i, og gav hende så skålen. "Tænker varmen måske kan dulme nogle smerter?" Han så på hende før han vendte tilbage til bålet og begyndte at sætte mad over. Det var bare simpelt mad, nogle få grøntsager og noget kød smidt i en gryde med noget vand. Det var ikke svært og det var heller ikke sikkert at det smagte super godt. Det var først derefter han kiggede på hende.
"Jeg tænker du ikke ligefrem ønsker at spise råt kød når du ikke er forvandlet?" Han så på hende spørgende. Han gik dog over med et bræt hvor der lagde lidt råt kød, og noget røget kød på. Som han gav hende brættet holdte han god afstand til hende, han kunne ikke ryste det af sig så nemt som hende så han var på sin vis bange for at komme tæt på hende, han stolede ikke på sig selv.
Han satte sig tilbage ved ilden, hun havde helt sikkert ret i at de var gået nogle skridt tilbage til hvor de startede ud, der var ikke meget andet at gøre end at håbe at de kunne finde tilbage til der hvor de var nået til igen.

Hun tog imod skålen og takkede ham. Hurtigt vred hun den ene klud og lagde den ned mellem hendes ben. Hun var stadig ikke flov over hendes krop, og det føltes ikke mærkelig at være nøgen foran ham, når de ikke havde sex. Varmen fra kluden lindrede lidt af smerten fra hendes underliv og et lille let suk undslap hendes læber. I et kort øjeblik lukkede hun øjnene og lod varmen brede sig i kroppen. Hun lukkede alle andre ting ude med undtagelse af hendes eget hjerte og Sajros vejrtrækning. ’Fokuser.’ Lød Nix velkendte stemme i hendes hoved. ’Slap af og fokuser.’ I et forsøg på at gøre hvad ulven sagde, tog hun en dyb vejrtrækning.
Sajros stemme rev hende dog ud af tankerne og hun kiggede underne på ham.
Hans simple spørgsmål fik hende til at grine imens hun vred den anden klud. ”Jeg spiser mere eller mindre alt, Sajro.” Det varme smil og hendes glade øjne strålede fra hende, som om intet var sket. Kluden blev lagt omkring hendes nakke for at fjerne noget af hævelsen fra hans, kærtegn…
Da han rakte hende brættet, slikkede hun sig om munden og snuppede lidt af det rå kød. Det var en mærkelig fornemmelse at spise det rå kød, men det smagte nogenlunde. Da hun proppede det andet stykke i munden, tænkte hun så det knagede. ’hvorfor er han så afholdende? Frygten for at skade mig? Frygten for at jeg slår ud?’ roligt satte hun sig i skrædderstilling og betragtede hans ryg.
De mange ar der var så synlige, var tydeligvis kun toppen af dem. ’Gad vide hvor mange ar han har på sjælen?’

Efter at have proppet en blanding af røget kød og råt kød i munden, fjernede hun begge klude og vred dem op. Forsigtigt rejste hun sig fra sengen, og anstrengte sig for ikke at beklage sig. Sajro havde det dårligt nok i forvejen. ”Sargonis.” Hun sank en klump og tog en dybvejrtrækning.
Uden tøven gik hun hen til ham og tog fat i hans arm og placerede hans hånd over hendes bankende hjerte. Ligeglad med at være nøgen, lige glad med at have ondt, lige glad med alt andet end ham. ”Sargonis du bliver nød til at lytte til mig.” hun så ham ind i øjnene uden frygt, uden angst, uden rædsel. Det eneste der fyldte dem var varme og beslutsomhed. ”Du får ikke lov til at trække dig fra mig og ja, jeg brugte LOV. Du kan ikke… må ikke… jeg kan ikke bære at du trækker dig fra mig. Ikke sådan her.” Hun flyttede hans hånd og lagde den mod hendes kind. ”Du må ikke.” Blidt drejede hun sit hoved og kyssede den store håndflade. ”Jeg har ikke tænkt mig at løbe skrigende ud! Ej heller slå eller blive vred på dig.” hendes blik var fast, men beslutsomt. ”Vi er begge varulve. Vi er tydeligvis begge… en form for Alphaer, måske mere ensomme ulve…” hendes tale var på vej ud på et sidespor, så hun rystede på hovedet og sukkede. ”Vi har fungeret sammen i en måned og en dag. Du har overlevet mine vredes udbrud, mine energiudfoldninger OG mig der har hallucineret. Så kan jeg også godt overleve hård sex.” Hun slap hans hånd og satte begge hænd på hofterne. ”Jeg er en varulv, jeg er ikke længer en lille skrøbelig genstand i andres spil. Du har set mig flå en mand midt over, og ved du hvad? Ingen af os er stukket af fra hinanden. SÅ Mister Misnoran, DU. SLIPPER. IKKE. FOR. MIG.” Det var som om en anden havde overtaget Phoenix krop og sagt ordne… Men de passede. Han slap ikke for hende og som om han kunne få lov at trække sig fra hende.

Han nikkede bare til hende som svar på at hun spiste mere eller mindre alt. Han kunne bare ikke for sig til at stole på sig selv lige nu. Tænk nu hvis han gjorde mere for at skade hende? Hvad skulle han så gøre ved sig selv og hende...

Hans hånd var stiv som hun forsøgte at placere den mod hendes hjerte. Han kunne ikke lide følelsen da det trods hendes intention stadig var et ret intimt sted at berøre hende. Han rystede dog også på hovedet af hende, det var jo ikke fordi han træk sig væk fra hende, han kunne bare ikke stole på sig selv.
"Det er ikke fordi jeg forsøger at trække mig væk... Jeg kan bare ikke stole på mig selv, så hvordan kan du?" Han undrede sig meget over det, hvordan kunne hun stole på ham mere end han selv kunne. Han burde jo kende sig selv bedre end hende, men alligevel så opførte hun sig som om hun forstod ham.
Da hun begyndte at tale om at han havde holdt til de ting han havde holdt til så kunne hun også holde til lidt hård sex, så kunne han ikke andet end at ryste på hovedet af hende. Fra hans synspunkt var det på ingen måde det samme, han havde været forberedt på at hun ville kunne være aggressiv overfor ham og skade ham da hun var blevet forvandlet, men han kunne ikke tro på at hun havde forventet at blive skadet mens de havde sex. Han tog den anden hånd op og lagde på hendes anden kind så han kunne fokusere på hendes øjne.
"Det er jo ikke det samme... Jeg var forberedt på dine angreb, du kan umuligt have været forberedt på det her. Derudover så var det på et tidspunkt hvor jeg skulle elske dig, vise dig mine følelser og give dig nydelse ikke smerte som jeg gjorde." Han var meget undskyldende, han følte han havde fejlet på så mange forskellige måder ved det han havde gjort.

Han kunne dog ikke stoppe sig selv fra at grine en lille smule da hun sagde at hun ikke længere var en lille skrøbelig genstand. Fordi han kunne virkeligt ikke se for sig selv at hun ikke længere var skrøbelig. "Du virker stadig skrøbelig... Og jeg har ikke troet at jeg ville slippe for dig Phoenix, du virker bare så skrøbelig lige nu, hvad hvis du går mere i stykker fordi jeg holder om dig?" det var nok det han var mest bange for lige nu, han var ikke så bange for at hun smuttede og havde heller ikke tænkt sig selv at forlade hende, men hvis hun gik i stykker og kom slemt til skade.

”Jeg stoler på dig, fordi du ikke vil mig noget ondt.” Svaret var simpelt, og klart. Hun stolede 100% på ham, som det eneste væsen i hele verden. Hvorfor kan han ikke stole på sig selv? Nu har vi da lært en grænse der ikke skal krydses?

Ordene ”Elske dig” Hang fast i hendes hjerne og kørte på gentagelser. ’Elske mig…’ Var det, det han gjorde? Elskede han hende virkelig? Følelsen af at det brændte bag hendes øjne var tilbage, men med en anden grund. Hun turde ikke tro på ham… Hvordan kunne han elske hende?
”Vent…” Mumlede hun og mærkede varmen fra begge hans hænder, som var det glødende kul. ”Elske mig.” hun sank en klump og blinkede forvirret. ”Elsker du mig?” Hendes røde øjne søgte hans, og prøvede at forstå… Elskede hun også ham? Var det muligt, at det rent faktisk var lysets gud som havde sendt hende ud? Den aften i skoven… var det meningen. Hendes hjerne spinnede ude af kontrol og hun prøvede at finde hoved og hale i alle disse mærkelige tanker.

”Jeg går ikke i stykker,” lød det opgivende fra hende med himmel vendte øjne. ”Helt ærligt Sajro… jeg har det fint.” Den typiske kvinde replik klang tomt i hendes mund. ”Okay det er løgn…. Jeg har det ikke skidt, jeg har lidt ond i mine indre organer… men det hænger altså sammen med størrelsesforskellen på os.” De fine hvide kinder blev farvet let lyserøde og hun rømmede sig. ”Du er bare længere end jeg er dyb… og jeg… jeg var altså også jomfru indtil i går… så du må ikke bebrejde dig selv, for at jeg er øm… det havde jeg altså på fornemmelsen…” Hun kiggede væk fordi det var lidt pinligt at sige højt, men nu var det jo sagt.

Ulven i hendes indre havde blandede følelser omkring det hele. På den ene side havde den lyst til at kravle ned i et hul og på den anden side ville den angribe…

Han var glad for at høre hendes troværdige mening om ham, det hjalp ham. Ikke at det fik ham til at stole på sig selv helt, men han kunne ikke lade være med at være glad for ordene, hun virkede helt ærlig og ikke noget hun sagde bare for at please ham, derfor kunne han ikke lade være med at smile lidt til hende.

Da hun begyndt at stille spørgsmål ved hans ord, blev han også selv i tvivl. Forstod de ordene på samme måde, var det korrekt som de forstod dem. Han var pludseligt nervøs for at sige noget forkert, sige noget der måske havde for stor betydning. Han blev også i tvivl, det var ikke originalt ment som at han elskede hende, men at elske hende som i at have sex. Men han holdte af hende, så måske sandheden var at han elskede hende, fordi han vidste da i hvert fald at han havde følelser. For første gang ville det kunne ses at han rødmede en smule, han blev lidt nervøs og pinlig ved denne ukendte situation hvor han egentligt skulle til at tænke over hans egne følelser. "Øhm... Jeg mente det som at elske, du ved sex... Men jeg har følelser for dig, jeg holder af dig, jeg vil ikke have du forlader og glemmer mig... Hvor langt mine følelser går ved jeg ikke..." Han havde det ret dårligt med at have brugt de ord han gjorde, de var farlige følte han nu, måske hun ville blive ked af det, føle han havde løget for hende eller leget med hende.

"Men..." Han tog sig selv i at fortsætte om at hun ikke gik i stykker. Det var nok bedst at lade hende tale. Han lyttede og kunne ikke lade være med at grine lidt af hende da hun ændrede hvad hun sagde omkring at have det fint, og han kneb øjnene lidt sammen da hun nævnte at hun havde ondt i hendes indre organer. Det lød meget smertefuldt...
Da hun begyndte at nævne hvorfor det gjorde ondt kiggede han først på hendes krop, og så ned af hans egen krop, og kunne vel ikke andet end at give hende ret. "Men..." Han stoppede sig selv igen, han havde sagt det for meget den sidste tid. "Siger du jeg bare skal bebrejde min størrelse istedet? Eller at du er lille?" Han kunne ikke lade være da han så hende rødme en smule, selvom han også havde gjort det tidligere.

Den underlige røde farve der spredte sig i hans ansigt, kunne hun ikke forså. Der var ikke så varmt herinde? Det gik dog op for hende at han rødmede. ’Sargonis Misnoran, den eftersøgte, Alphaen, monsteret og Bjerget, Du rødmer!’ skreg hun i sit hoved og trak lidt på smilebåndet.
Hendes smil blev dog breder af hans ord. Det kunne virke underligt, men hun var glad for, at han ikke som sådan elskede hende, men at han holdt af hende. Denne følelse var langt bedre end hun kunne forestille sig.
Det var tydeligt at det ikke var rart for ham at være i denne situation, og derfor grinede Phoenix en smule, for at lette stemningen. ”Det kan godt være at du er en stor fyr som ikke skræmmer mig, men lige der, de to ord… de skræmte mig og tydeligvis også dig… så skal vi ikke lade dem ligge? Fordi jeg forlader dig ikke… og hvordan skal jeg kunne glemme mit Bjerg?” Hendes fine træk og glæde strålede fra hende. Den uskyldige hengivenhed hun bar rundt på, var en gave. Ubevidst løb hendes fingre hen over det store ar på hendes mave. Hans mærke, på hendes krop, for altid.

”Nej du skal ikke bebrejde din størrelse, nærmere takke guderne for den.” Den sidste kommentar lød svagt mellem hendes sammen klemte læber. ”Du skal ikke bebrejde nogen… heller ikke min lille krop.” Roligt trådte hun helt ind til ham, og hvilede sit hoved på hans bryst. ”Vi skal bare lige lære at håndtere det meget… MEGET… stærke begær vi har til hinanden… og jeg tror måske jeg skal lære at hold mig fra at sætte tænderne i din strube det næste stykke tid.” Det var faktisk overraskende mange gange hun havde forsøgt at bide ham i halsen de sidste 24 timer.

Forsigtigt viklede hun sig ud af hans varme trygge favn og tog kludene, hun havde brugt før. ”Vi blev aldrig færdige med det bad der.” Grinede hun mildt, som om der ikke var sket hende noget overhovedet. Kroppen mente dog noget andet, da den smertede for hvert skridt hun tog, men Sajro måtte ikke se det. Han måtte ikke se hun var svag, eller gav efter for den smerte hun var i.
Distraktionerne var det eneste der kunne holde det på afstand, så det måtte hun gøre. Holde sig beskæftiget og ikke tænke for meget over det… ’yeah som om du kan lade være med at tænke for meget over noget som overhovedet helst?’ ulven lo i hendes indre. Den tåbelige ulv var jo grunden til at det hele gik så meget amok? Nix havde alle de her følelser og instinkter som blev så meget stærkere i Phoenix’s egen personlighed. Der måtte være en ordentlig måde at få ulven ud på… en hurtigere måde end at side og koncentrere sig?

Han var udemærket godt klar over at han rødmede. Han vidste godt han fremstod som var han lavet af sten til tider, at han ikke lod noget røre ham. Men hun havde nu fået et hvis indblik i hvilke ting der rørte ham. Det var generelt ting der havde med følelser og hvordan han behandlede andre at gøre. Han valgte derfor heller ikke rigtigt at sige noget til hendes smil, eller det hun sagde. Han nikkede bare en enkelt gang og valgte at lade det ligge, han havde ikke lyst til at fokusere på det. Hendes kommentar om at glemme ham fik ham dog til at smile let, og han kunne ikke lade være med at kommentere da hun rørte ved hendes ar.
"Håber du vil huske mig for mere end bare arret." Han smilede lidt forsigtigt til hende, da han stadig ikke var helt på toppen. Han havde stadig en del tanker i hovedet om hvad han havde gjort.

Han havde gode nok øre til at fange det hun kun sagde lavt, og han rystedet bare smilende på hovedet af hende, som om hun havde sagt noget tosset. Som hun ville have sagt så tænkte han at hun var bindegal med en sådan kommentar. Han kunne ikke meget andet end at nikke som kommentar. Han træk lidt på læberne i en tænkende grimasse. "Så må jeg jo lære at reagere knap så voldsomt når du kommer til at gøre det igen." Det var ikke noget forkert at bide efter hans strube, det var et forsøg på at vise dominans så han var som sådan vant til det. Selvfølgelig var det underligt at hun gjorde det, grundet hendes størrelse i forhold til ham, men det var normalt for varulve. Måske det også var mere normalt for nye varulve?

"Det har du ret i, skal jeg sætte mere vand over eller tror du det er nok til at skylle os af i?" Han valgte dog ikke at vente på svar før han hældte det næsten kogende vand over i en stor balje og satte noget mere vand over. Han kiggede sig omkring, lidt på hende, lidt på omgivelserne og tog så selv noget af kødet fra tidligere og spiste. Han havde også kogt noget simpelt suppe op, som han tog en smag af og vrængede lidt på ansigttet over smagen... Han var ikke nogen god kok måtte han nok indrømme.
Han tog baljen og vinkede hende så med sig udenfor. Når det kom til stor brug af vand måtte de gå udenfor for ikke at ødelægge gulvet. Han lod ikke til selv at være påvirket af at gå nøgen ud af døren, så han troede hun også var okay med det.

Imens Sajro hældte vandet over i en balje, kiggede Phoenix på vandet. ”Jeg er ikke helt sikker, altså der er vand nok til hele mig, og mit hår… måske jeg kan efterlade et par dråber til dig?” Der var mere end rigeligt vand, med mindre de begyndte at kaste vand efter hinanden. Det var i hvert fald Phoenix egen vurdering. Om det var rigtigt eller ej, det måtte tiden vise.
”Er suppen så slem?” Lød det drillende, da hun så det vrængende ansigt. ”Hvis det er, så kan vi måske forsøge at skaffe nogle rødder til at koge noget mere… smagfuld suppe?” Phoenix var ikke selv den bedste kok, men hun havde efter snart en måneds træning, kunne lave en lille smule. Det bedste hun havde lavet, var en suppe med kød, kartofler og lidt gulerødder. Simpelt, men de forskellige ting fandtes i skoven, og inde i den lille landsby. Måske de var heldige at der var noget i nærheden?

Da han vinkede hende med ud, spankulerede hun ud med svingende arme og viftende hår. Solen på hendes hud var skøn, og det samme galt den svage brise som kildede. Solens gaver var det meste fantastiske der eksisterede. Dens varme, dens vedbleven hed. Man kunne ikke undgå at blive livet op og komme i godt humør af den.
Uden rigtig at tænke over det hoppede hun ud ad døren og strakte sin blege krop. Hele kroppen knagede og knækkede. ”Ahhhhh… Det var lækkert.”
De to klude, som hun havde taget, inde fra sengen blev smidt i baljen og hun dyppede en finger i det næsten kogende vand. ”For pokker da!” Lød det snerrende fra Phoenix som stak fingeren i munden. ”Lidt varmere end jeg havde forventet.” Halvmumlede hun med fingeren i munden.
Phoenix blev ikke klogere… Hun lavede ikke samme fejl en eller to gange, som almindelige væsner. Normalt lavede hun samme fejl 5 eller 6 gange, bare for at være sikker.

Den grønne natur omkring hende var distraktion nok til at glemme alle hendes smerter. Gad vide hvor stor skoven egentlig var? Hvor mange mon der boede i skoven som Sajro? Hvad nu hvis der kom nogen herud? Hvad ville de gøre hvis de fandt et hus midt ude i skoven? Kunne det overhovedet lade sig gøre at forvilde sig helt herud? De mange spørgsmål kørte i ring og optog al hendes opmærksomhed. Her var så fredfyldt og stille, som om de i en af de historier som var blevet fortalt på børnehjemmet.

Han kiggede på hende, og kunne ikke helt fange at hun lavede en joke så selvfølgelig satte han bare mere vand over og kiggede så også over på hende. "Tænker du ikke ville være så glad for at jeg begyndte at lugte..." han nikkede relativt voldsomt på hovedet til spørgsmålet om suppen var slem, den var kedelig, tingene smagte mere eller mindre bare af vand og så havde kødet en elendig tekstur. "Ja især kødet... Det føles forkert... Så blødt, som vandet grød..." Han kunne slet tikke lide det så han skyndte at tage sig noget af det rå og røgede kød til at 'skylle' sin mund med.

Han smilede bare som hun snakkede om at det var skønt at komme udenfor og røre kroppen. Han bed dog også mærke i at hun ikke lod til at være pinlig ved at gå udenfor nøgen. Han rakte hånden ud da hun skulle til at røre ved vandet da han vidste det var varmt, men nåede ikke at stoppe hende. "Undskyld, skulle nok have sagt at det var næsten kogende." han grinede dog også lidt over hvordan hun havde regeret på det. "Tror du at du klarer den, eller skal vi lade det stå og køle lidt af så din fine hud kan klare det?" Han smilede drillende til hende, det var en spøg fordi hun havde reageret som hun gjorde, og så også fordi hendes hud var utroligt pæn og fin i forhold til hans arrede hud.

Han smed et tæppe på jorden som han satte sig ned på, med plads til hende også så de havde et ordentligt sted at sidde istedet for at sidde direkte på jorden mens de ventede på at vandet kølede en smule af. Han kiggede sig omkring "Du kigger meget på naturen? Er du så vant til byerne istedet for?" Han vidste ikke om hun egentligt kom fra nogle af de større byer, han vidste som sådan ikke super meget om hende faktisk. "Hvad lavede du egentligt herude, den aften for en måned siden?" Han spurgte hende roligt, han var jo også interesseret i at høre lidt om hende.

Hun stoppede ham ikke da han satte mere vand over, de kunne altid bruge det til noget andet. En svag latter brusede ud af hendes mund, da han kommenterede på at han ville komme til at lugte. ”Ja det kan vi ikke have.”
Hendes hoved rykkede kraftigt tilbage, da hun forestillede sig vandet og blødt kød. Kød skulle smelte på tungen, og det hele nydes, eller også skulle det være helt rødt og smage svagt af blod. ”Wow… det lyder virkelig ikke rart.” Små kuldegysninger krusede på hendes hud, og hun forsøgte at ryste dem af sig.

”Nah jeg skulle have tænkt mig om, vandet kogte jo næsten.” Hun trak skødesløst på skuldrene og svingede rundt, så håret piskede omkring hendes krop. ”Altså, hvis du gerne vil skoldes, så skal jeg ikke holde dig tilbage.” lo hun, imens de brede smil pyntede på hendes ansigt. ”Men jeg, venter nok lidt tid endnu.” Det sidste kom afslappet ud og let henkastet. Hun var ikke sart, det var ikke helt naturligt at hendes hud var så bleg. Da hun var mindre lignede hun lidt et spøgelse med de røde øjne og den blege hud, men for hende var det naturligt. Hun tog ikke farve fra solen, og øjnene var bare en… forbandelse?

Spørgsmålene rev hende ud af tankerne og efterlod en lille stivhed i hendes krop. ”Jeg kan godt lide naturen, den er smuk.” Svarede hun koldt og sank en klump. Der havde været en grund til at hun næsten ikke havde fortalt noget om sig selv til Sajro. Langsomt lagde hun armene over kors og gik hen til tæppet, som han havde bredt ud. ”øm… jeg…” Hun kiggede ned i jorden og virkede til at være helt vedsiden af sig selv. Det ville være så pinligt at fortælle det hun vidste… hvordan skulle hun kunne fortælle ham at hun var en gemen tyv? At hun ikke kendte noget til sin egentlige familie?
Det sidste spørgsmål satte det sidste søm i hendes kiste. ’Fint… fortæller jeg om mig selv… Men det er vel også kun retfærdigt efter jeg egentlig har forhørt ham, de sidste mange uger?’ tænkte hun og satte sig tungt ned. ”Grunden til jeg ikke rigtigt har fortalt noget om mig selv… er fordi jeg ikke ved ret meget. Men nu har du lukket op for æsken, sååå nu fortæller jeg det jeg ved… det vel også kun fair? Ikke?”

Imens hun fortalte gestikulerede hun med armen, rykkede rundt på sit hår, Pillede ved hendes ar på benene, faktisk gjorde hun alt andet end at kigge på Sajro.
”Mit navn er Phoenix, Phoenix Sillikan. Jeg er en forældreløs møgunge som har tilbragt al min tid på et børnehjem i Doomsville, Rotten Root district. Så jeg kommer fra byen af. Mine forældre efterlod mig på et børnehjem der, De var tydeligvis begge mennesker, og jeg er så det mærkelige afkom… helt ærligt? Hvor mange kender du med røde øjne?” Det var mærkeligt… han havde jo egentlig kun spurgt om hun var fra byen og hvad hun lavede ude i skoven. ”Jeg kunne nemt spise dig af med et halvt svar, men jeg vil faktisk gerne fortælle dig det her… og alligevel ikke… Nu må det briste eller bære.” Et dybt suk og hun trak benene om til sin brystkasse. Hun sørgede om hyggeligt at have ryggen til Sajro, så hun ikke behøvede at se ham i øjnene når hun fortalte det hele.
”Den aften i skoven… jeg… jeg har et arbejde som jeg udføre… Ikke at sælge sex eller sådan… men jeg… jeg stjæler, og er ret god til det. Det har været en fordel for mig at være menneske og lille, fordi der er ikke nogen der værdier mig et blik, hvis jeg støder ind i dem… Og indtil videre, er der ikke nogen som har fanget mig i at stjæle fra dem.” Hun holdt sine arme ud til siderne, imens hovedet hvilede på hendes knæ. Alle hendes 10 fingre sad hvor de skulle, begge hænder var tydeligvis rigtigt sat på og hun lignede ikke en som havde haft fingrene i fedtefadet.
”Den aften i skoven der stak jeg af fra nogle mænd, som måske nok havde misforstået min rolle på et værtshus. Jeg ville ikke miste mine fingre, så jeg løb. Skoven virkede som det rigtige sted at søge hen, og desuden var jeg på vej mod Humvita… Jeg ville finde ud af mere om mig selv, og sådan noget.” Phoenix ville aldrig kunne blive accepteret i byen, hvis hun var en varulv… Hun klemte hårdt øjnene i og turde ikke se på Sajro.

Han grinede lidt af hendes kuldegysninger, fordi han forstod godt at hun ikke kunne lide tanken om det, fordi det var virkeligt heller ikke lækkert.
Han forstod godt at hun valgte at vente fordi hun ikke ville skoldes af vandet. Han overvejede dog kort at give sig til at vaske sig mere, men han valgte at sætte sig ned med hende. Det var mere behageligt at vente, og hvis hun alligevel ventede kunne han jo også lige så godt vente lidt også. Han kunne egentligt godt lide hendes blege hud, den stod i voldsom kontrast til hans solbrændte hud.

"Du ved ikke så meget om dig selv?" Han undrede sig over det, det var ikke fordi hendes baggrund eller hendes familie betød noget for ham, det var mere hendes liv hans var interesseret i. Hvad der havde formet hende hvem hun var.
"Du har ret, kender ikke så mange med så intense og smukke øjne som du har." Han smilede bare og grinede lidt af det, han vidste hun ikke talte positivt om dem, men han så dem som noget positivt da det var meget unikt.
"Du kunne næsten have narret grundet din opførsel første gang, det eneste der afslørede du var uerfaren var hvor stram du var." Han grinede lidt, og gjorde sit bedste for at løsne stemningen op så hun følte sig bedre tilpas.

"Så du endte herude i skoven fordi du flygtede fra nogle mænd fordi du var bange for at de ville skære dine fingre af for at stjæle?" Han undrede sig lidt over det. Han havde hørt om det før, men det virkede underligt for ham at gøre. Han hadede også de love der var, de var alt for egnede til at straffe de svage i landet istedet for alle. Det var alt for nemt for de rige at gøre noget ulovligt og så slippe af sted med det.

"Så du var en tyv, du virker som om du skammer dig over det? Hvorfor? D er jo ikke den eneste, der er bare ikke job til alle, og ikke alle kan skaffe deres egen mad som dem af os der bor herude kan... Du har intet at skamme dig over." Han sad så bare og kiggede lidt ud i luftenen, uden at sige mere. Han håbede at hun forstod at han mente det.

At sige det hele højt virkede så fjollet. ”Ja… eller jeg ved ikke ret meget om min familie, hvis jeg havde en…” hun snak en klump og prøvede at forklare det. ”Jeg bryder ikke om at snakke om mig selv, fordi der er ikke rigtig noget at fortælle? Jeg tror du er den første som rigtig får noget af vide… ” det sorte hår, skjulte næsten hele hendes krop for den dejlige sol.

Hun grinte af hans bemærkninger. Øjnene kunne vel god ses som smukke, men de var i vejen for hende, de var for unikke. Havde hun bare haft brune øjne eller blå, så ville hun falde ind i mængden. ”Det er også grunden til at jeg normalt har pandehår… de skjuler dem bedre.”
Det hele virkede lidt lettere at snakke om, da han pointerede hvor stram hun var. Det virkede stadig mærkeligt at fortælle om sig selv. Det var ikke noget hun gjorde i normalt, og egentlig vidste hun ikke helt hvad der skulle siges.

”Ikke rigtig… måske lidt… Nej jeg tror de var ude efter enten at få mig i kanen eller sælge mig videre. Jeg kunne forestille mig, at en ”skønhed” som mig, kunne gå for mange penge.” hun snak besværligt og fik kuldegysninger. ”til enten bordeller eller til slavehandlere. Måske alle tre ting.” det var ikke et liv Phoenix ønskede og heller ikke et hun ville lade sig indfange til. Den som prøvede, ville nu miste mere end sit blod.
”Straffen for tyveri er afskæring af fingre eller hænder, alt efter hvor meget man har stjålet, men jeg har i sandhed brug for mine kære små fingre.” Lød det stakåndet fra hende. Det var forfærdeligt at se andre væsner uden fingre og hænder, mildt sagt. Hun kunne huske enkelte børn fra børnehjemmet med snavsede bandager og beskidt blod.

”Jeg ER en tyv.” rettede hun ham og vendte sig om mod ham. ”Jeg skammer mig over at være en tyv, fordi det er usselt.” hun spyttede nærmest ordene ud og mærkede hendes kinder blive let røde. ” Jeg har også luret rundt i dit hus, fordi jeg skulle vurdere hvad de var.” Det var noget af det værste hun havde gjort. I starten ville hun se om hun kunne komme væk, og indtil den nærmeste by og fortælle hun havde fundet Sargonis, men hans venlighed havde ændret hendes mening.
”Jeg stjæler fra dem som tjener deres penge. Jeg tager fra dem der har arbejdet for at få dem… Det latterligt. Det er pinligt, og helt ærligt har jeg det dybt dårligt over det… med mindre det er en rigmand jeg stjæler fra, eller en ældre dame, som kan holde til det.” I ren afmagt kastede hun hænderne op i luften og lod sig falde bag over. ”Jeg hader at være en tyv, men det giver en rus at gøre det.” hun kiggede op på himmelen og lod solen varme hendes krop. ”jeg vil gerne ud af det. Prøve at have et rigtigt job, leve et fast sted og ikke frygte om jeg skal kidnappes og sælges.” hun mærkede en klump samle sig i sin hals og hostede svagt. Det var mærkeligt at sige det højt, men det lettede også på hendes samvittighed at få det sagt.

Han forsøgte ikke at sige for meget, hun lod til at tale løs lige nu og han ville ikke blande sig for meget så hun måske ville stoppe. Han smilede dog som respons til at han var de første hun kunne huske at fortælle en masse til. Det gjorde ham glad at vide, han følte en hvis opløftende følelse, det var en god måde at få at vide han var til at stole på.

"Jeg kan i hvert fald godt lide dine øjne, du burde ikke skjule dem." Han havde aldrig rigtigt skjult sig selv, og han mente derfor ikke at hun havde grund til at skjule sig selv på nogen måde.

Han bed lidt sammen som respons på at de havde prøvet noget med hende. Han vidste at de ikke kendte hinanden dengang, men han havde en eller anden følelse af at andre ikke skulle røre ved hende. Ikke fordi han følte ejerskab eller noget, måske mere a than ikke ville have nogen rørte ved hende på den måde, fordi han så frygtede at det stjal hende fra ham, eller fik hende til at forlade ham ville være mere korrekt, han forsøgte at skjule at det irriterede ham at tænke på. Han knyttede dog næverne endnu mere da hun nævnte slavehandlere, det var noget af det han hadede aller mest.
"Ja jeg har hørt det, jeg forstår det bare ikke, de kan jo ikke finde et arbejde når de mangler hænder eller fingre..." Han kunne simpelthen ikke forstå logikken bag det.

"Du skammer dig over at du har gjort dit for at overleve? Hvorfor det?" For Sajro var der ikke andet i at stjæle end en måde at overleve på som hun fortalte det. Han havde mødt tyve og røverer der gjorde det fordi de ville have penge og samle ting for sig selv.
"Husk også på at mange af rigmændende, har gjort ulovlige ting for at være hvor de er." Han kiggede på hende og forstod ikke hvordan hun kunne skamme så sig så meget, men han forsøgte ikke at sige at hun tog fejl, bare at give hende nogle andre ting at tænke på der kunne få hende til at se lidt mere positivt på sig selv.

”Det er vel hele ideen bag det.” Hun sukkede stille og forsøgte at føre tankerne ud i livet. ”For at kunne kontrollere byerne, skal der opbygges frygt og respekt. Os der ikke respektere dem, skal blive til eksempler. Ved afhugning af lemmer, vil der blive lavet et eksempel.” Det overraskede Phoenix lidt at hun egentlig havde sagt det højt. Det var noget hun havde overhørt på et tidligere tidspunkt, men det var ligesom blevet hængende. ”Desuden, vil det vise andre at de, som mangler lemmer, ikke er til at stole på…” Phoenix havde godt set hans reaktion, da hun nævnte slavehandel. Hans store knyttede næver, lignede noget der kunne hamre igennem en stenmur, hvis han blev rigtig vred.

”Fordi det er forkert at stjæle?” hun så på ham som om han var helt blæst. ”Jeg vil ikke indberettes til en eller anden vagt, fordi jeg er stolt over at stjæle fra andre. Det vil være noget af det dummeste jeg kunne gøre. Når jeg skammer mig over at stjæle, er jeg forsigtigt, jeg kan komme afsted med langt mere, end hvis jeg var stolt og overmodig.” Hendes logik var slående. De uforsigtige børn fik altid skæld ud, mens Phoenix blandede sig ind i mængden og ”forsvandt” næsten. Hun fik ikke skæld ud, hun var normalt ikke i slåskampe og under almindelige omstændigheder, ville man ikke skænke hende en tanke.

Hans bemærkning om at rigmændene der gjorde ulovlige ting, fik hende i lidt bedre humør. ”Det er så også den eneste fordel ved at stjæle fra dem. Men jeg har det dårligt, hvis jeg stjæler fra folk som har det lige som mig.” Hun sank en klump og satte sig op igen. ”Men det er ikke noget jeg er stolt over. Jeg har heller ikke rigtig andre muligheder. Jeg kan ikke rigtig stave, eller regne. Men jeg kan læse lidt og jeg kan kende forskellige tal. Men det er bare ikke nok til at få et ordneligt job, hvor folk ikke skal rage på mig.” Hendes rubinrøde blik landede på Sajro, da hun gerne ville se noget af hans reaktion. Han var tydeligvis ikke stukket af, og heller ikke løbet efter en kniv for at skære hendes fingre af… og det lignede at han var okay med det hele.

Han kunne ikke rigtigt meget andet end at ryste på hovedet af hendes forklaring. Han kunne godt forstå at man ønskede respekt og at det var en god måde at få respekt gennem frygt. Han kunne bare ikke lide måden det blev gjort på. Det var muligt at skræmme folk, få dem til at række magt uden at gøre dem ude af stand til at lave noget.
"Men det giver bare ikke mening... Folk der stjæler har jo sjældent andet valg, så hvorfor straffe dem når det er det samfund der straffer dem der er grunden til deres situation." Han sukkede, han var måske ikke den mest intelligente person, men han havde en del meninger om hvordan byerne og generelt landet blev ledet fordi han følte det var for meget for de rige.

Han trak på skuldrende, fordi som han havde sagt for ham var det en måde at overleve på. Han så ikke det forkerte i det, men han levede også et liv hvor han kun havde det nødvendige i hans liv. Så han forstod ikke rigtigt smerten ved at få noget stjålet fra sig selv.
"Hvorfor er det forkert? Er det ikke mere forkert at folk bare samler værdi for sig selv?"
han lyttede så til hvorfor hun skammede sig over det. Han forstod det stadig ikke. Han mente ikke at hun skulle være stolt over det at stjæle, men stolt over at overleve, og midlet der førte til at overleve var ikke vigtigt.
"Tror da ikke mange bønder er stolte af deres job, men de er vel stolte over at overleve, og skammer sig ikke over deres job..." Det var tydeligt at de ikke så ens på det, men selvfølgelig gjorde de ikke det, han havde levet mere eller mindre hele sit liv uden at lade love og regler påvirke hans liv, hvor hun havde levet i direkte strid med dem.

"Ja det er vel desværre livet bag murene at kvinder uden god uddannelse har det svært med arbejde?" Han kiggede på hende spørgende, han havde ikke meget forståelse for det hele. Han havde boet med hans afdøde kone i byen, men han brugte så meget tid udenfor som han kunne.
"Jeg må vel næsten også hellere undskylde for at jeg ikke har noget der er værd at stjæle, så kan heller ikke give dig noget." Han sagde det tydeligt i sjov, især da det var sagt med et bredt smil og fulgt efter med et grin da han ikke kunne lade være.

Opgivende trak Phoenix på skuldrene. Hun kunne ikke svare mere end hun allerede havde gjort, men hans frustration gav mening. For fanden hun havde jo selv samme frustrationer, men havde bare affundet sig selv med dem.

”Fordi det er imod loven!” råbte hun i frustration over at han skulle stille alle de spørgsmål til det hele. Hendes ryg rettede sig, da hun indså hvad det var for en følelse. ’er det sådan andre har det når jeg fyre mine spørgsmål af? Er det virkelig frustration de får, når jeg prøver at forstå?’ De røde blik så ned og hun hviskede et svagt undskyld, over at have råbt ad ham. ”Det var ikke meningen, men du trykker på mine knapper.” hendes stemme lød flad og monoton, som om hun forsøgte at undertrygge sine følelser for ham.
Hun nikkede og bed sig i læben før hun begyndte at tale. ”Bønderne er vel stolte af deres job, stolte af at det går videre i generationerne. De må vel være glade for at kunne brødføde deres familier og have muligheden for at sælge og tjene ærlige penge på det.” Det måtte da være sandt. De kunne vel kun være stolte af det, men for Phoenix, var det tydelige at de ikke ville blive enige omkring deres meninger og holdninger.

Hendes hår blafrede svagt i vinden, da han snakkede om uddannelse og livet bag murene. ”Tja, de kvinder jeg har set, er vaskekoner eller kvinder på børnehjem… nogle af dem har dog egne butikker, men jeg tror det er mændene som eger det… familier eger kroer og diverse andre ting.” imens hun rejste sig op, kiggede hun på ham og lagde sit hoved på skrå. ”Du kender ikke forfærdeligt meget til livet byerne? Gør du?” Hendes kropssprog var åbent og hun forsøgte at være venlig, selvom hun havde den største lyst til at skrige. Lukke frustrationerne ud omkring det at være tyv. Hun ville hellere have et næsten hvert andet liv, men det her var hendes, så hun måtte jo finde ud af det.

Hans søde joke med værdien af hans ting, fik hende til at smile. ”Ahh, jeg ved nu ikke, altså gennemkogt kød og en gammel seng har da lidt værdi?” jokede hun og stak en finger vandet.
Temperaturen var faldet til den behagelige varme, og Phoenix lod begge hænder synke ned i vandet. Hun plaskede lidt vand i hovedet og på armene, før hun vred en klud op igen. Hendes nøgne hud glimtede som en kostbar juvel, i den strålende sol.

Han blev en smule overrasket over hendes pludselige opråb, men istedet for at blive sur, kunne han ikke lade være med at grine en smule da hun begyndte at undskylde. Han rystede bare på hovedet af hende, han kunne godt forestille sig at det ikke var nemt at håndtere at hans mening var så meget anderledes end hendes, især når det kom fra at de ikke havde levet i de samme situationer og under de samme vilkår.
"Jeg mener bare straffen er for hård... Især når man ved hvor meget herskerne i disse byer sidder på af rigdomme, som de bare sidder på eller bruger på at pynte sig selv med... Ingen får nytte af det." Han kunne godt se at han ikke kunne få hendes mening om hendes liv til at være positiv så han valgte ikke at snakke mere om det med at være stolt over sit liv. Han kiggede dog på hende en sidste gang. "I det mindste vær stolt af at du har holdt dig i live, at du har været stærk og god til at klare dig selv."

Han nikkede bare til hendes kommentar om at han nok ikke kendte særligt meget til byerne. "Nej, det er ikke fordi jeg skjuler mig, men mit ansigt er allerede nok steder i byerne, så ønsker ikke at vise den ægte vare... Og føler mig fanget og indelukket af byerne." Han smilede bare, og pegede på hans ansigt som han snakkede om at have det flere stedet i byerne.

"Hmmm, tror sgu det mest værdifulde i mit hjem er mit hoved." Han grinede lidt igen, og satte sig tilbage og lænede sig på sine hænder og kiggede op i himlen for ikke at stirre for meget på hende der vaskede sig selv. Han sad bare og kiggede på himlen og på hende skiftevis, lignede nok mest at han forsøgte at undgå at hun opdagede at han kiggede på hende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke ligefrem sådan Emery havde regnet med at bruge sin dag. Faktisk havde hun slet ikke regnet med at bruge ret meget af den, så sent som det var blevet natten før. Hende og et par af de lokale i Firewood – som faktisk kunne snakke med uden at kede sig ihjel inden for de første 10 minutter – havde taget en øl i går aftes. En øl var så blevet til to, som blev til tre, som blev til… flere. Hvor mange huskede hun ikke 100%, men det havde i hvert fald været nok til at hovedet værkede gevaldigt, da hun endelig slog øjnene op dagen efter. Det eneste hun rigtig havde på hjernen lod desuden til at være de skrigende mænd, som havde væltet igennem gaderne sent ud på natten. Noget med en varulv som gik amok inde i skoven. Det havde fået hende til at sukke tungt af flere grunde. En ting var, at de fleste væsner med hovedet nogenlunde skruet på, udmærket var klar over, at det var mere end dumt at bevæge sig ud i åbent terræn under fuldmåne. En anden ting var, at hun havde en nagende mistanke om, hvem den omtalte varulv måske kunne være. Hvad havde det været… et par år siden deres møde? Måske tre? Hun huskede ikke tiden, men selve mødet havde hun i hvert fald ikke glemt. Tanken om at besøge ham i gang var faldet hende ind flere gange, men omstændighederne lod aldrig til at være helt rigtige. Før nu selvfølgelig. Derfor havde hun skovlet noget mad indenbords, og havde givet sig til at lede.

Takket være omstændighederne ved hendes sidste besøg, huskede hun desværre ikke ruten de havde taget for at nå til hytten. Heldigvis var hun selv fløjet derfra igen, og hun havde derfor en nogenlunde idé om, hvor i skoven den befandt sig – fra himmelhøje altså. Derfor havde hun brugt det meste af søgende tid svævende over skoven, hvor hun spejdede efter eventuelle lysninger eller søen, som de havde brugt. Vinden og mulighederne for at strække vingerne hjalp gevaldigt på hendes hovedpine, og humøret steg da også et par grader, da hun endelig fik øje på noget, som mindede om en hytte under sig – endda med røg i skorstenen. Emery havde ikke gjort mange tanker ud af dette besøg, men hun vidste, at det ville drive hende til vanvid, hvis hun ikke fik bekræftet med Sargonis, hvad der var hændt i skoven den nat. Han havde trods vist sig at være knap så morderisk, sidst hun så ham.

Uden yderligere kvaler valgte hun at dykke. Vingerne foldede sig sammen, og hun lod sig falde. Det var blot et lille stykke, hvor hun nød luften der ruskede i hendes løstsiddende hår og bløde skjorte. Da hun fornemmede, at skoven var tæt nok på, foldede hun atter vingerne ud igen, og begyndte så at flappe lidt ekstra for at sikre en relativt rolig landing. Alligevel syntes kraften fra de enorme vinger for meget for skovbunden, hvis blade fløj omkring hende i en sky, som hendes støvler blødt ramte jorden under hende. Hendes øjne havde været lukket takket været støvet fra skovbunden, men da hun fik kørt en hånd over ansigtet, og igennem det sitrende hår var synet der mødte hendes grønne blik, ikke ligefrem, hvad hun havde forventet. Hun genkendte straks Sargonis, der som forventet befandt sig ved hytten. Men han var… nøgen. Og det samme var en ganske ungt udseende tøs, som sad ved siden af ham på jorden. I et øjeblik anede hun ikke rigtig, hvad hun skulle sige. De mørke øjenbryn var skudt op i et overrasket udtryk, og vingerne havde hun stadigvæk ikke samlet, så de fyldte trods alt en del.

”Well… I’ve heard about ‘free spirits’, but this one is new…”
Hendes tone var neutral. Hun var parat på lidt af hvert, men den absurde situation havde hende alligevel… forstenet.