Just a littel bite (Sajro and Emery)

Han kiggede på Emery da hun begyndte at slynge beskyldninger efter ham, som om hun havde nogen anelse om hvad hun snakkede om. Han blev pludseligt meget mere rolig end han havde været tidligere, et tydeligt tegn på at der var noget der begyndte at ulme under overfladen.

"That's enough Emery, you do not know my story, you barely know me."

Hans øjne snævrede sig sammen som hun snakkede om, om han havde gjort skade på hende. Eller rettere det der fik ham til at snævre øjnene sammen var at hun sagde om han også havde skadet hende.

"Habbit of hurting people? Oh so I should not have defended myself when you attacked me despite my many warnings?"

Emery fortsatte med at male Sajro som skurken her, og han var ved at have fået nok af det. Deres første møde angreb hun ham, og pludseligt valser hun ind på hans territorie. Hun var ikke en trussel til ham, men han havde lige nu Phoenix at beskytte.

"I might not be in any danger from you, but this is my home where at the moment I am not alone. So yes I will puff up when I have someone to protect."

Han lagde en hånd på Phoenix's hoved og smilte så til hende før han vendte sig om mod Emery. Han havde for nu nok tiltro til at Emery ikke ville gøre Phoenix noget.

"But go ahead have a talk with her, but stop the lies you are spouting about me. Don't poke the bear, and don't paint someone as a monster they might just become it."

Han begyndte så at traske ind mod firewood, og som han gik skridt for skridt ville man kunne se hvordan hans hår rejste sig og blev mere og mere tæt samtidigt med hans muskelmasse og størrelse blot blev mere og mere voldsom. Hvad han havde tænkt sig at gøre måtte Phoenix, og Emery især, selv komme til en konklussion omkring.

” How about a real life?... Come one, kid, you can’t be that old. Is this really what you want? You call this a pack, but I call it a harem at best. Don’t get stuck here when there’s so much else for you. Away from him.”

Det var næsten fysisk smertefuldt at se på efterhånden, hvordan Phoenix desperat klæbede sig til Sargonis. De hidsige små udbrud var til at leve med, men forvirringen i pigens underligt røde øjne, fortalte om en tiltagende usikkerhed. Det vaklede for dem. For hende. Og det var et smuthul, som Emery uden tvivl, havde tænkt sig at benytte. Så hun valgte at se igennem det værste af fornærmelserne. De blottede tænder. Trusler og vrede. Udelukkende rettet mod hende. I hvert fald den del, som kom fra Phoenix. Normalvis ville Emery som minimum have stukket hende en flad for mængden af frækhed for sådan et ungt pigebarn, men noget ved hele situationen satte en dæmper på englens ellers generelt manglende manerer. Den eneste, som stadigvæk fik hele turen, var Sargonis. Desuden var han en helt anden historie, og tydeligvis lige så træt af hendes pis, som hun var af hans. Så selvom han egentlig bad hende skride – igen – blev hun stående, og lod i stedet begge støvler glide en tand dybere i skovbunden. Hun gik ingen steder. Ordre havde alligevel aldrig været hendes stærkeste side. De grønne øjne kneb sig irriteret sammen, som hun rettede opmærksomheden mod ham.

” I know enough about you, Sargonis. But I guess all that bulltshit about free will you gave me back then, doesn’t count when you decide who gets to play the victim and the caretaker, huh? Also, if I recall correctly, YOU hit first.”

Kroppen rankede sig pludselig, da han vendte sin fulde opmærksom imod hende. Musklerne spændtes, og flammerne spruttede hidsigt, som de slikkede sig imod huden, som utroligt nok ikke lod til at tage skade. Vingerne havde rejst sig højt, hvilket på en mørk aften, sikkert kunne minde om en rovfugl klar på at angribe. Smerterne bed hun i sig – hvilket hun sikkert ville fortryde bitterligt senere. Men hun havde en klar idé om, at tydelige svaghedstegn ikke var en god idé i lige netop denne forsamling. Hun lyttede til hans ord. Anspændt og klar på det værste. Til sin store overraskelse kunne Emery dog konstatere, at Sargonis lod dem få fred til at snakke uforstyrret... efter at have brokket sig lidt mere. I stedet for at slås, fortsatte han derfor ret uventet lige forbi hende, og satte i stedet kursen imod Firewood. Et øjeblik stod engle stadigvæk kampklar tilbage, stirrende efter den halvforvandlede ulv inden, at hun lod hænderne glide ned langs siden, hvorefter ilden gik ud. Et øjeblik var der tvivl at spore i de grønne øjne. Så tog hun sig sammen.

” Nice! Reeeeeal nice, Sargonis! Running from your problems solves everything!”

Et eller andet sted var hun i dyb konflikt. Der var noget ildevarslende ved måden, hvorpå Sargonis havde kastet sig imod Firewood… men dette var ikke en chance, som Emery turde spilde. Desuden – blev englen hurtigt enig med sig selv om – så var manden vel ikke SÅ tanketom, at han ville kaste sig over byens indbyggere ved højlys dag? En by fyldt med alverdens racer, jægere, våben, kvinder, børn… familier?! Nej. Hun måtte stole på, at dette ville ende okay, selvom hendes instinkter skreg på at følge efter ham.

Med få hastige skridt, stod Emery pludselig ovre ved Phoenix, medmindre pigen havde flyttet sig. Hænderne, der stadigvæk var en tand for varme til at det var helt behageligt, lagde sig på Phoenix skuldre, imens de grønne øjne fikserede sig imod hendes røde. Blikket var bestemt. Og alligevel… bekymret? Emery talte, noget mere neddæmpet end førhen, men stadigvæk med alvoren malet i ansigtet. Alligevel virkede hun allerede noget mere afslappet nu, hvor Sargonis var væk.

” Listen, pup… I can’t decide anything for you, okay? You are your own god damn person, and NO ONE, not even Sargonis, can take that away from you. He might try to act all alpha and shit, but you’ve got every reason to get out of here. You said he hurt you… and something tells me, that all of this…” en fri hånd gestikulerede let ud mod resten af Phoenix’s krop inden, at hun fortsatte ”… has something to do with him hurting you. It might not have been on purpose, but how’s that not worse?! Like, who says something like that won’t happen again? Yea, he might have changed you already, but the fact that you didn’t die from what seems to be an unintentional transformation still blows my mind... And that’s not even the worst part, ‘cause ya know what? You may already hate my guts, and I can’t say that I blame ya. But that man has a fucking BOUNTY on his head. And we’re not talking small coins, no we’re talking BIG time money… for fucking treason. He ran. Left everything, including all the other werewolves under his care. Bet he didn’t tell ya that one, did he? Did he tell you, that’s exactly how me met then?... And how I probably won’t even be the last one heading for his ass. I promise you… lots of people will come or you guys, and you might kill all you want, but they’ll just keep coming… and the ONLY reason I’m telling you all of this, is so you can decide for yourself. You have every right to leave. I can’t stop you from choosing to stay, but I wanted to make sure that you knew the truth, before deciding anything… 'Cause if you follow Sargonis, you will get hurt eventually. So… yea…”

Stemmen lod endelig til at dø ud. Emery stoppede i hvert fald, og virkede et øjeblik helt tom for ord inden, at hun til sidst, næsten panisk, slap Phoenix. Hvor kom det lige fra? Et eller andet sted, vidste hun ikke, om det var bedre at grine eller græde over sin reaktion. Eller brække sig. Men... sandheden var svær at skjule bag det hele. For hun var oprigtigt bekymret for Phoenix. Denne side af Sargonis, var ikke den samme, som havde mødt hende første gang. Og det var ikke ligefrem fordi, at det var et skridt i den rigtige retning i hendes verden. Hun ønskede oprigtigt at redde pigen. Måske... i et håb om... at hun ikke skulle ende op, som Emery selv engang. Forladt, såret og endnu mere vred på verden. Med et halvt øre i retningen, hvor Sargonis var forsvundet, holdt englen derfor skarpt øje med en reaktion fra Phoenix. I mellemtiden trådte hun dog lige et enkelt skridt bagud for at skabe lidt afstand, da de pludselig stod akavet tæt i hendes verden - medmindre at Phoenix gjorde andet for at stoppe dette, selvfølgelig.

Da Sargonis gik følte hun hele sin verden falde sammen. Den største lyst var at gribe hans arm og tvinge ham til at blive, men ville det være godt? Ville det ikke bare bekræfte Emerys mening om deres… forhold?
’No, I can do this. I am strong. I don’t need him to make me feel strong.’ Hun sendte ham et flabet smil tilbage, og rankede sig før de røde øjne mødte de grønne.

”And you tell me, that I’m childish. Pff.” mumlede Phoenix imens hun himlede med øjnene over den sarkastiske Kylling.

Det kom bag på Phoenix at Emery kom så tæt på og lagde hænderne på skuldrene af hende. De alt for varme hænder fik tænderne til at bide sammen i en stædig og surt ansigtsudtryk. Havde den kvinde ikke nogen sans for fornemmelse af varme?!
Men det blik som mødte Phoenix, kom bag på hende. Var det bekymring i englens øjne?!

Phoenix reaktion kunne beskrives med et ord. Paf. Hun var helt igennem paf. Den unge varulv stod vitterligt med åben mund og polypper.
Den lange strøm af ord som Emery havde spyttet ud i en lang bekymret smører skulle lige rodfæste sig, før Phoenix kunne reagere og svare.
”Wait, wait, wait! Hold on!” kom det fra Phoenix et par sekunder efter at Emery havde sluppet hende. ”let me get this straight.” Hun så Emery ind i øjnene og forsøgte at få styr på både hjerne, hjerte og følelser.
”You, a bounty hunter, tried to kill Sargoins. But failed. Because he has a bounty on his long-haired head. Right. He has a bounty because he left the Werewolf’s. He is now here, trying to live in peace. Like, I knew that he did something bad, because… well have you seen him?!” det var mere og mere blevet en højt-tænkende tankestrøm, end en samtale med Emery. Phoenix havde også brudt øjenkontakten med hende og var begyndt at gå lidt frem og tilbage. Lidt som et dyr i et bur. Små skidt, så vende rundt og flere små skidt, men ikke længere væk end at Emery kunne række hånden ud og få fat i hendes arm.
”And he didn’t exactly choose me to become this.” hun gestikulerede til sig selv og fortsatte. ” It just happened, but like, no I didn’t ask for it, but who does that? Then he took care of me, helped me heal, so I didn’t die. That would have been a lot worse… or it felt like I did die a couple of times while I healed, but that’s a part of a process…” hun førte hænderne igennem toppen af hendes hår og trak det ned over ørene som om hun forsøgte at lukke alt ude.
“But If I leave,” en skælven gik igennem kroppen. “He would… die? Like the survival chance is bigger if we are two… or maybe it’s worse, but… nobody is looking for two wolfs, they are looking for one big scary one. So the hunters will be surprised if we are here…” hun kiggede op og gik med et I stå. Som om brikkerne faldt på plads. “If you leave here… you will maybe tell others where we are!” de røde øjen svælgede I et ukendt mørke, men bristede på et sekund. ” but then you would have done it earlier, if you wanted us dead… so you are really here to tell me I have another chance of life outside this… this place of freedom and peace. But what if you are liar … how can I trust you? You have done nothing for my trust… I think… I don’t really trust… creatures…” hun lagde armene overkors og kiggede indgående på englen. ” I do not hate you… I don’t know you. But I do not like you either.” Hun stillede sig med fronten mod Emery igen og lagde hovedet på skrå. ”if i leave, what would happen with him? What would happen with me? I have no clue how to live outside here. I was stealing and cheating when I was a human. I am small with a temper, I look like an easy target, truly I can’t survive out there… unless you show me.” Hun tabte helt tråden I bar overraskelse af hvad hun havde sagt. Ville hun opgive Sargonis? ALDRIG.

//Tænker det giver bedre mening at [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] er næste til at svare da Sajro trods alt er på vej væk.

Emery bestemte sig hurtigt for at ignorere den spydige kommentar fra Phoenix, og holde sig til emnet, imens muligheden stadigvæk var der – smede imens jernet var varmt, om man ville. Til englens store lettelse lod det også til, at den unge ulv sugede ordene til sig med stor omhu. Eller… det håbede hun egentlig for ellers var det svært at se, hvad det tomme udtryk ellers betød. Det varede da heller ikke længe efter, at Emery slap hende før, at Phoenix gik i gang med sin egen lille enetale. Egentlig virkede det mest som tilfældige tanker, som blev slynget skødesløst afsted, men Emery var mest af alt bare tilfreds med tanken om, at hendes ord var trængt igennem den tykke dyriske tåge som parret havde befundet sig i, da hun fandt dem.

Ansigtet ændrede sig hurtigt. Brynene rynkede sig irriteret, og de grønne øjne blev hårdere, som hun fastholdt blikket rettet imod Phoenix. Hun tøvede, men blot et øjeblik før, at en naturlig pause i ulvens ord tillod hende at smide sin bemærkning ind. Stemmen var alvorlig, men ikke helt så vred som tidligere.

” Capture. I tried to capture Sargonis. I don’t kill. Ever.”

Efter det lod hun Phoenix fortsætte lidt igen. Det var en vigtig detalje for hende at få på plads, da det var et princip, som Emery havde levet efter i mange år. Ikke nødvendigvis specielt frivilligt, men ikke desto mindre nødvendigt, medmindre hun ønskede en målskive på ryggen med vingerne som pris. Og mørket. Mørket som hun kæmpede med hver eneste dag. Konstant at holde det på afstand var udmattende, men det holdt hende skarp.

Hun stivnede. De røde øjne havde atter fikseret sig. Phoenix begyndte at snakke om forræderi… mangel på tillid. Det var svært at bebrejde hende. Deres møde havde hverken startet eller forløbet særlig godt. Men uanset, hvor meget hun ønskede at hjælpe, så var tanken om at ende som en flået kylling i gabet på en ung, ængstelig ulv ikke helt det hele værd. Heldigvis virkede det til, at noget fik Phoenix til at ændre mening. Emery lod derfor skuldrene glide på plads igen, og lod de ømme muskler få lidt ro igen. Der blev stillet mange spørgsmålet. Generelt, men også til Emery. Det var svært at vide, hvor man skulle starte. Derfor sagde hun ikke noget. Ikke først i hvert fald. I stedet fløj tankerne rundt på, hvordan man bedst kunne forklare tingene. Berolige. Guide. Ja, hvad fanden gjorde man egentlig i en sådan situation? Emery havde startet noget uden at have den fjerneste anelse om, hvordan hun skulle afslutte det igen. At hjælpe andre var trods alt hendes mors speciale. Emery sukkede derfor, og kørte derfor en urolig hånd igennem hånden inden, at hun prøvende svarede Phoenix. Byggede på idéen, som ordene flød.

” Look… to be honest, I’m not entirely sure. I don’t know, what would happen to Sargonis. But he’s a big boy, okay? He can handle himself – as you’ve already seen and heard – and as long as he quits eating strangers in the forest, I’m sure he’ll be fine. As for you… small steps. You’re young and still have plenty of options besides stealing and killing. A job perhaps? Local inns and bars are usually always in need of good people, and there’s room for pretty much anyone – even a grumpy little wolf like you. Maybe they’ll even hit you up with a room? As for me… I’m not really your ideal role model, pup. Living from day to day, and usually travelling between the cities. But… I’d give it a try. I don’t really have that much coin, but I’ll see what I can collect to get you started. Regarding your job situation, I know a few people back in Firewood. Imma put in a good word for you if you’d like? I know it ain’t much, but it’s an honest life. It could be yours, and so could the freedom and independence that it brings… and the coin of course.”

Det var måske et underligt syn. Den flammende og rasende engel der før havde stået i døren til hytten, lod nu ordene flyde roligt, som det mest naturlige i verden. Alligevel var det tydeligt at høre, at Emery først blev sikker i sine ord mod enden af sin tale. Dette var helt nyt territorie for hende. Aldrig i sit snart 100-årige liv havde hun haft ansvaret for andet eller andre end sig selv – hvis man selvfølgelig så bort fra moderen og Chester. Begge var mere eller mindre selvkørende. Men dette… var en ung og frisk skikkelse, hvis liv hun lige havde lagt i hænderne på Emery. Og selvom englen allermest havde lyst til at smide det fra sig ved tanken alene, så greb hun chancen. Muligheden for at rette op. Gøre det hele… bedre. For første gang nogensinde.

”I’m not little!... I’m small, there is a difference…” snerrede Phoenix under hendes vejrtrækning, og nedstirrede Englen… eller rettere opstirrede?
”So, you are saying… that I should leave the first place… in my life, that I have felt safe…” hun kradsede sig på armen og bed sig I læben. “and as you have seen I’m not much of a talker… obviously.” Hun lavede et halvt grin og mærkede en isende kulde rejse sig fra sin nakke.
Englen forsøgte at få hende væk, det hele var så forvirrende… hun virkede så… omsorgsfuld? Den kolde klamme følelse fra hendes nakke bredte sig, som små prikker af gåsehud over hele hendes krop. Følelsen af ikke at kunne få luft blev større, men hun viste ikke tegn ud af til. Klumpen i hendes hals voksede og hun forsøgte at synke den.
”But I… I don’t want to leave him…” Hendes store øjne var blevet våde. ”I don’t care what your past was with him, but… I like him. I know you say it’s not ‘healthy’ living with him.” Hun løftede hænderne for at lave citationstegn omkring healthy. ” But what if I still live here, but work out there till I’m comftable… like, getting people skills, and earning coins. I will see that he can live by himself, I still have a… what ever we are, I’m not getting hurt, and if everything goes well, I can travel… right?”
Et lille glimt af håb udspillede sig I ulvens øjne, men følelsen af klumpen og jerngrebet om hendes hjerte var ikke til at tage fejl af. Hun ville ikke, kunne ikke forlade Sargonis, men kompromiset, ville gøre det nemmere for dem begge, måske han heller ikke kunne give slip lige med det samme?
Hun lagde armene om sig selv og så op på Emery. ”You are not that bad, Shinny Chicken. Be careful, or I might end up liking you.” Den skræmte forvirrede ulv var væk som med et blink fra et stearinlys.
Hvor kom denne side fra, den lidt flabede drillende del var ikke noget hun var vant til. Var det måske beslutsomheden i hendes stemme, eller var det Emerys tegn på omsorg og menneskelighed? Om ikke andet så var det ret fedt at kende til en engel i denne forfærdelige verden, man kunne jo ikke vide hvornår sådan en kunne være nyttig.

Phoenix kiggede hen over Emerys skulder for at få skoven af se, og håbet om Sargonis store ulveskikkelse. Måske hun skulle springe ud efter ham? eller skulle hun bare lade ham være i fred og tage ind til byen og finde en kro?
Så mange tanker kredsede sig omkring i hendes hjerne, men ikke lige så uoverskueligt som før. ’for all the gods, help me through this… this shit.’ Var den eneste tanke som hun kunne fokusere på I længere tid ad gangen.

Der var et eller andet frygteligt bekendt over at se Phoenix falde fra hinanden på den måde. Hun havde lyst til fysisk at række ud for at røre ved pigen. Lægge en hånd på skulderen, og forsikre hende, at alt dette var det rette skridt for hende. En begyndelse mod et bedre liv. For dem begge to. Men Emery huskede også... hvordan moren havde forsøgt præcis det samme. Hvor mange nedsmeltninger havde hun ikke måtte overvære, imens ord, urter og alverdens kærlighed blev brugt i forsøget på at tæmme den destruktive engel? For det var vel egentlig hvad hun var. Destruktiv. Farlig. Utilregnelige havde mødrene kaldt hende. Hvilken ret havde hun overhovedet til at beslutte, hvad der var bedst for pigen eller ej? I virkeligheden kunne hun ikke engang redde sig selv. Emery mærkede, hvordan mørket som altid rumsterede i baghovedet, pressede på og truede med at overtage. Hun blinkede hurtigt et par gange, og fik styr på sin vejrtrækning inden, at de grønne øjne fæstnede sig ved Phoenix igen. Ilden i dem var næsten dødet ud. Nu virkede de matte, og næsten lige så trætte, som en på 100 år nogle gange kunne føle sig.

“ I’m not saying you should... I’m saying that you could. The difference is that you have a choice. I can’t make that for you.”

For en gangs skyld var hun fuldstændig ligeglad med Sajro. Hvad enten han smuglyttede til deres samtale eller ej, så gjorde det formentlig ingen forskel efterhånden. Det lod til, at gassen var gået af ballonen for de fleste af dem. Engang imellem var det åbenbart meget sundt at skrige lidt af hinanden først - hvis blot det ikke altid resulterede i skader for hendes vedkommende. Lettere opgivende slog Emery ud med armene, hvilket hurtigt fik hende til at skære tænder. Hun rykkede prøvende med vingerne i håbet om, at en anden stilling ville mindske ømheden en smule. Da det var gjort, sukkede hun tungt, og krydsede armene foran brystet inden, at blikket gled ud mod skoven, som hun talte.

“ Look, pup... whatever you do, I just wanna make sure it’s not staing here all day playing housewife... or... whatever you guys do. You’re... how old? Nevermind. You’re too young to have made up your mind about the world already. Stay here if you need to. But at least get a job or something... create some distance between you and him. Travel when you feel ready, and know that you’ll always have people in Firewood to fall back on, if times get hard... Hell, if things don’t work out here, I might even let you live in my cabin for a while. It’s empty anyway, and very close to Firewood.”

Komplimentet – eller hvad man nu ville kalde det – kom bag på hende. Rev kortvarig Emery ud af sin mørke døs, og for første gang siden de mødtes, voksede et lille, men oprigtigt smil frem.

“ Careful, lass. Don’t let the wings fool ya... I bite. Maybe even more than you do.”

Der var en drillende undertone i stemmen. Det burde være rimelig tydeligt for Phoenix, at englen tog pis på hende - altså næsten. Men man vidste selvfølgelig aldrig. Det virkede som om, at alting kunne misforstås i dette selskab. Det havde de sidste minutters – timers? - skænderier været et klart eksempel på. Alligevel blev hun roligt stående tæt ved den unge ulv, med paraderne sænket. Var det ikke noget med, at dyr alligevel kunne fornemme, hvis man var anspændt? Ingen grund til at risikere mere af den slags.