Just a littel bite (Sajro and Emery)

Sajro vendte sig om mod Phoenix, og uden at sige noget eller gøre noget begyndte han at forvandle sig tilbage til sit menneskelige jeg. Han stod nu nøgen i skoven, og tog Drengen ned af træet og tjekkede at hans puls stadig var der, hvilket den var han virkede dog meget kold. Sajro kiggede på Phoenix og forventede ikke ligefrem at hun ville angrib ham nu. Slet ikke når han stod med drengen i armene. Han begyndte derfor også bare at gå i retning af landsbyen.

"Jeg tænker det ville være bedst hvis du forvandler dig tilbage Phoenix... Tror ikke landsbyen ville være alt for glad for at have en varulv vadende" Han sendte hende et forsøg på et smil. han var godt klar over at hun ikke havde det let lige nu. Han var fokuseret på at få drengen i sikkerhed og derefter tage sig af Phoenix, hvilket var grunden til at han ikke rigtigt tænkte over at de måske heller ikke ville se alt for fordelagtigt på at der kom en nøgen mand vadende ind i byen, den bro kunne krydses når den blev nået.

Han gik og holdte øje med Phoenix så meget han kunne. Han havde ikke mange gode ord at sige. Han gik derfor bare og kiggede ud i skoven han vendte så sit ansigt i hendes retning. "Du har da fået godt styr på sanserne og din evne til at forvandle dig." Han smilede noget mere oprigtigt denne gang end tidligere.

Ulven sank klodset da Sajro skiftede til menneskeskikkelse, og krøb sammen for at være laver end ham, hvilket ikke var ret meget. Roligt, og uden nogen form for mine, betragtede hun hvordan han løftede drengen ned fra træet og bar ham.

Det gippede i ulven da han anbefalede at hun skiftede tilbage. Hans stemme var bestemt og ulven kunne ikke gøre andet end at bøje hovedet, hvilket endte ud med at hun ikke så hans smil.
Imens han gik, forvandlede Phoenix sig langsomt tilbage til menneske, stort set uden at sige noget. Ulven bed smerten i sig og Den nøgne pige krøb sammen i græsset med tøjet knuget ind til sig som en lille bold. Hun var helt ved siden af sig selv og havde den største lyst til at kravle ned i et hul og blive der for altid. Den brændende fornemmelse af tåre der sved bag øjnene, fik hende til at hulke næsten lydløst.
Hun ville ikke gøre noget længere… Hun… hun… hun havde flået en mand midt over… hun havde angrebet Sajro. Det hele kom flydende over hende og det hele virkede så falskt.
Da hun åbnede øjnene, kiggede hun ned på sine hænder og mærkede de salte tåre trille ned over hendes kinder. Det hele var noget lort… mildt sagt. ’Han hader mig sikkert nu.’ Tænkte hun og satte sig op og knugede sine knæ ind til sig, i forsøg på at gemme sig fra sandheden.

Phoenix fór sammen da Sajros stemme lød i hendes øre, tårene trillede ustyrligt ned over hendes kinder, som vandfald fra en mægtig flod. Hun tog skjorten uden knapperne på og rejste sig. De forslåede knæ rystede svagt under hendes vægt, imens hun kiggede ned og fulgte hans stemme. Fletningerne fra det sorte hår eksisterede ikke længere. Den store manke af det kulsorte hår var pjusket og smurt ind i en blanding af mudder, blod og skovbund. Langsomt og uden at sige noget, nikkede hun bare. Hun turde ikke se ham i øjnene i frygt for hvad hun ville møde. Helt forsigtigt rakte hun bukserne frem mod ham, de var for store til hende, så måske han kunne bruge dem, om ikke andet så bare til at se nogenlunde normal ud.
igen og igen blev det gyselige klip spillede i hendes hoved. Hun så hvordan huden blev flækket af hendes styrke og hvordan hans ryghvirvler gav op da han blev flået midt over. ’jeg er forfærdelig… hvordan kunne du!’ råbte hun i hovedet til sin ulv. ’Du har gjort mig til en morder!’

Det var tydeligt for ham at hun var berørt af situationen, men han vidste ikke hvordan han skulle gøre det hele bedre. Det ville nok ikke hjælpe at han undskyldte for ikke at have holdt sit ord som han lovede hende. Han gik derfor også bare, han kunne så småt se lidt lys fra byen da hun gav ham bukserne og han tog dem på. Han forsøgte at få øjenkontakt med hende men kunne godt se at hun ikke ønskede at se ham i øjnene så han gik bare videre lidt.

"Vi er ved landsbyen, jeg er hurtigt tilbage." Han forsøgte igen at fange hendes øjne og sende hende et roligt smil. Han skyndte sig så ind igennem byen før han fandt den lille kirke hvor han lagde drengen og bankede på døren før han skyndte sig tilbage til Phoenix. Han kom løbende hurtigt hen til hende og samlede hende så op i hans arme før han løb lidt længere ind i skoven og satte hende ned igen.

Han gik ned i knæ så han var på øjenhøjde med hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og forsøgte at løfte hendes hoved så han kunne se hende i øjnene. "Undskyld... JEG skulle have været med dig så JEG kunne have stoppet dig tidligere, eller taget din plads." Han havde nogle sørgmodige øjne. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere på det, han vidste ikke om hun ville hade ham for det. Men hellere at hun hadede ham end sig selv.

Hun nikkede bare og stod helt stille imens han løb igennem byen. ”Det din skyld.” Sagde Phoenix højt til sig selv, i et forsøg på at tale med sin indre ulv. ”Hvordan kunne du?” inde i hovedet svarede ulven simpelt, at den ville beskytte Phoenix fra jægerne. ”Du behøvede ikke flå ham midt over!” snerrede hun og vandrede i små cirkler.
Hun tænkte ikke over at der muligvis var nogen der kunne høre hende, eller at Sajro måske opfangede halvdelen af samtalen. ”Hvordan skal jeg komme mig over det her? Hvordan kan jeg stole nok på mig selv til at lukke dig ud?” opgivende slog hun ud med armene og lagde dem kort efter over kors.
Da Sajro kom tilbage kiggede hun igen ned i jorden af ren skam, men hans løft fik hende til at se på ham kort. ’undskyld.’ Tænkte hun til Sajro og sluserne åbnede igen op for fulde gardiner.

Det var et noget overrasket ansigtsudtryk med et strejf af sorg som Sajro ville kunne se. Hans varme hånd under hendes hage fik det til at summe i hendes krop og forsigtigt kiggede hun ham ind i øjnene igennem de mange tårer.
Hans beroligende stemme og hans sørgmodige øjne fik det hele til at kollapse. Hun kastede sig ind mod Sajro og smækkede armene om hans hals. Hun kunne ikke gøre andet end at græde og græde. Der var ikke plads til ord og slet ikke til hele sætninger. Den lille størrelse rummede overraskende meget kraft og det hele blev brugt på at holde fast på ham.

Da hun var færdig med at græde, trak hun sig lidt fra ham så hun kunne se ham i øjnene. ”Undskyld.” mumlede hun og snøftede noget ucharmerende. ”Den tog over,” hun slap ham gned hidsigt sine tåre væk. ”jeg kunne intet gøre, og jeg…” hun gispede. ”Jeg angreb dig.” Da det rigtig gik op for hende, sank hun i knæ imens hendes hænder dækkede for hendes mund. ”Jeg forsøgte…” hun sank en klump og hviskede de næste ord. ”at slå dig ihjel.” Det lød så latterligt, men det var sandt, hendes ulv havde forsøgt at flå og bide i hans strube. ”Undskyld!” hulkede hun endnu en gang og mistede al form for mod hun ejede.

Da han var på vej tilbage til hende kunne han så småt høre hende snakke med sig selv. Han kunne tydeligt høre hvor hårdt hun havde det med hele situationen. Han ville ønske han selv havde noget han kunne foreslå hende. Noget der kunne hjælpe hende med at acceptere hvad der er sket og komme videre. Han kunne dog fornemme det ikke var så nemt som han ville ønske det var.

Han lagde bare armene om hende da hun kastede sig ind til ham. Han sad bare roligt og gav hende et ille klem, om ikke andet for at fortælle hende at han ikke var på vej væk fra hende. Han rystede på hovedet af hende da hun undskyldte. Han nikkede bare til det hun sagde, han forstod fuldt ud hvad der var sket og han havde ingen bebrejdelser til hende over at hun angreb ham.
"Jeg er ikke død, så det er lige meget hvad du forsøgte på. Jeg vidste udemærket at jeg ikke kunne være sikker på du ikke ville angribe mig hvis jeg blandede mig, men jeg var ret sikker på jeg kunne klare dig hvis det skulle ske."

Han gik hen og forsøgte at få hende op og stå så de kunne gå tilbage til huset. Han kiggede på hende. Han var nød til at få snakket om hvad der var sket. "Du ved godt at du følte dig truet ikke? Og at det var derfor det gik som det gjorde?" Han forsøgte at rationalisere hvad der var sket. Hun var blevet angrebet, følte sig måske endda trængt op i en krog så det at hun havde angrebet tilbage som hun gjorde var ikke underligt. "De angreb et farligt dyr... Det ville svare til at angribe en bjørn uden en god plan." han så på hende for at få en fornemmelse af hvordan hun havde det med det.

Hans accept af at hun havde angrebet ham var imponerende. Han følte ikke nag, var ikke sur og var ikke gal. Det var næsten som om det var værre, end hvis han havde råbt ad hende. Hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv eller med al den venlighed og forståelse han gav hende.
Følelsen af hans blod i hendes mund… følelsen af at have flået manden over, den magt hun havde fået ud af det. ”Det var som at være i den vildeste rus… Jeg var slet ikke til stede og alligevel… men følelsen af at kæmpe mod dig… smage dit blod… det opildnede mig…” hun kiggede forvirret på ham og knyttede sine hænder ned langs siden. ”Det var så… forfærdeligt, men godt?” det kom ud som et spørgsmål, som om hun skulle spørge om det var okay? Om det var normalt?

Da Sajro rejste sig, skulle hun til at bakke væk fra ham i frygt… hvilket var mærkeligt. ”Hvorfor gør du det?!” snerrede hun af sig selv til hendes ulv. ”Stop det.” uden at tænke over det, sagde hun det højt og slog hænderne for munden. ”Ikke dig, Sajro.” En klump havde dannet sig i hendes hals, men hans ord gav lidt mening. ’VIS HAM NU RESPEKT!’ Snerrede ulven igen.
Som svar på hans spørgsmål udbrød hun i et skingert toneleje: ”Jeg følte mig bange… de skød os… eller mig? Den? GRAA!” hun satte hænderne ind i håret og hev lidt i det for at klare hendes tanker. ”så du har ret… åh gud… endnu en gang har du ret.” lidt af hendes gamle flabethed, viste sig i et kort øjeblik i hendes øjne. ”Hovsa…”

Hun begyndte at gå tilbage til huset og kiggede ned af sig selv. ”jeg har brug for et bad…” Hun var dækket af… ja alt. ”Hvad kommer det her til at betyde frem over? Altså… det her med at du nu… øm… har tværet min ulv ned i jorden?” For førte gang siden kampen, kiggede hun ham direkte i øjnene uden at tøve. En knude dannede sig i hendes mave, sammen med trangen til at kigge ned og bøje nakken for ham. ’HOLD SÅ OP!’ skreg hun i tankerne til ulven. ’Phoenix, man stirrer ikke en Alpha i øjnene!’ ulvens rungende stemme fik hende til at give et lille hop fra sig, som om nogen havde råbt af hende.

Han lyttede bare til hendes forklaring af hvordan hun havde følt. Det var vel normalt nok at hun havde fået en rus hun må have været fanget i en adrenalin rus, og det var nok bare det hun ikke kunne genkende fra noget godt. "Jeg tror det bare er adrenalinen der gør at det føltes som en rus, føltes godt. Eller også så kan du lide at slås med dem der er stærkere end dig?" Han forsøgte med en halv joke måske det kunne hjælpe på det hele.

Han kiggede chokeret da hun kom med et udbrud meget pludseligt, men grinede bare lidt af hende. Hun virkede til meget bogstaveligt at have en indre ulv. Mere bogstaveligt end ham, det var ikke første gang hun havde virket til at reagere på noget indre, og slet ikke da han jo havde hørt hende snakke med sig selv tidligere.
"Selvfølgelig, du ville beskytte dig selv, hvem ville ikke det. Når du en dag er endnu stærkere vil du måske lære at skræmme istedet, men se selv på mig jeg dræber stadig. Man kan ikke altid tage chance." Han smilede af hendes flabethed, og rystede på hovedet af hendes hovsa. "Ved ikke om der er meget hovsa over det, tror det er din natur."

Spørgsmålet der så kom, om hvilken betydning det havde var egentligt ikke noget han havde svar på. "Det betyder vel at du er min..." Han sendte hende et skævt smil og havde et let dyrisk glimt i øjet. Han lod kommentaren hænge i luften lidt før han kom med en ny og lidt mere seriøs kommentar. "For mig betyder det ikke noget... Jeg vil håbe du fortsætter med at opføre dig som du har. Men måske du nu forstår at selvom du er varulv så er det en god ide at adlyde."
Han gik hen til hende da hun lavede et hop, løftede hendes hoved op. Han studerede hendes pupiller for at se om der var noget galt, og derefter så han hende bare i øjnene. "Du virker meget urolig?" Hans stemme var lød en smule bekymret.

Et svagt smil spillede omkring hendes let sprukne læber, da han kom med en lille joke. “Der kan du have fat i noget... tror jeg.” Forsigtigt kløede hun sig på armen og kiggede genert ned. Det havde været rigtigt, da hun sloges med ham tidligere, var det sjovt...

Der var så meget som hun ikke forstod, blandt andet forskellen på at skræmme og at slå ihjel... altså hvornår det var rigtigt at gøre det ene frem for det andet?
“Kan du... hjælpe med det, eller er det noget jeg selv skal finde ud af?” hendes skingre stemme faldt i loneleje, jo mere hun snakkede og glimtet i hendes øjne vendte tilbage. Han havde ret, det var hendes flabethed som bestemte hvem hun i virkeligheden var.

Hele hendes hoved blev en let lyserød farve i ren og skær pinlighed. “Din?” hun sank en klump og kiggede væk. Hvordan kunne hun være hans? Eller hvorfor? Var det ulvelov?
Hans hånd om hendes hage, fik det til at gyse rart ned i ad hendes nakke, men hans spørgsmål ramte hende som en mavepumper. “Jeg... øm... Det her kommer til at lyde så mærkeligt.” Forsigtigt løsnede hun sig fra hans hånd, og tog et par dybe vejrtrækninger og kredsede i små cirkler. Hvordan skulle hun forklare det her...

I hendes hoved gennemspillede hun et eventuelt scenarie med det hele. “Ser du Sajro, jeg har en stemme i hovedet, som snakker til mig. Jeg tror det er min ulv, som altid har eksisteret, men måske er det bare min sjette sans. Om ikke andet så råber hun af mig lige pt. Hun siger jeg ikke må se dig i øjnene, at jeg skal gøre mig lille og at jeg skal vise dig respekt. Derudover så har jeg fået af vide at jeg kan “se” hende hvis jeg får hende frem... hvilket ikke helt giver mening. Men måske gør det alligevel? Blandt andet var det hende, som skubbede mig i baggrunden da hun flåede manden midt over... jeg... øm... hun... vi... tidligere var hun bare en form for instinkt... men som forvandlingen trådte frem... så blev hun mere bestemt...” Sajro ville jo tro hun var bindegal... eller ville han?
“Bare lige for at få det her på det rene.” Besværligt snak hun en klump og stoppede helt op. “Jeg er ikke sindssyg. Jeg er ikke bindegal... Jeg er en normalt fungerende varulv... OKAY?!” hun blev mere og mere panisk. Nu måtte det briste eller bære. Derfor sagde hun det hele ud i en lang smøre... alt det hun havde tænkt sagde hun højt, og satsede derefter på at han ikke ville slå hende ihjel, eller grine af hende.

Afventende begyndte hun at pille ved skjortens kant og bide sig i læben. Det hele kriblede i hendes krop. ‘det her er du selv udenom.’ sagde ulven stille til hende og fnyste.

Han håbede selv lidt at det var adrenalinen der havde spillet en rolle. Han ville ikke ønske at hun fandt kamp for sjovt og interessant. Det ville være ret skidt for hendes eget velbefindende.
"Med at blive stærkere kan jeg måske hjælpe dig. Men ikke at dræbe som instinkt, det ved jeg desværre ikke hvordan... Måske tage dig på en rejse gennem landet, hvor du bliver udsat for fare kan gøre det?" Han virkede meget betænksom omkring det, fordi han var i tvivl om om det var en god ide at gøre.

Han smilede bare flabet da hun blev en smule flov over det han havde sagt. Han havde et drilsk smil på læberne og nikkede bare for at drille hende mere.
Han sad og lyttede og forventede en forklaring, men så kom der noget helt andet, og han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede undrende på hende. Hvorfor skulle han tro hun ikke var velfungerende eller at hun var bindegal? Han lyttede så til den egentlige forklaring, og han kunne ikke lade være med at grine en smule.
"Hmmm... Jeg har hørt mange beskrive det at være varulv som at have en indre ulv der nogle gange vil ud, bruger selv beskrivelsen til tider, men dit lyder mere bogstaveligt." Han nikkede til det. "Men der er folk der har så mange forskellige evner og unikke tendenser i denne verden at det er vel ikke underligt at du har en mere bogstavelig ulv... Men når vi er her, som mennesker så skal du ikke være nervøs for din opførsel... Hvis du udfordrer mig for meget kan jeg dog ikke love at jeg ikke river dig lidt rundt." Han sendte hende et drilsk smil igen, hvor han sørgede for at vise lidt af hans tænder.

Han lagde så en hånd på hendes skulder og gav den et skub, i et forsøg på at vække hende lidt fra hendes tankestrøm.

Ideen som Sajro foreslog var genial. Hvis hun tog ud i The Underworld, ville hun måske lære sig selv at kende. Det hele ville være langt nemmere at træne, og hun ville måske finde andre varulve? Det kunne være spændende, sjovt og måske endda interessant... et lille jag af smerte blev dog vækket i hende, fordi det betød hun skulle forlade Sajro. “Men så vil du... jeg... jamen...” hun opgav at sige noget, og slog armene om hans bryst i stedet. Hun ville ikke forlade ham, hvem skulle så forstå hende? Efter lidt tid trak hun sig fra ham igen, så de kunne føre en almindelig samtale.

Hans lette grin fik hende til at føle en lille smule skam, men den rationelle forklaring han kom med, gav hende håb. Han var så... forstående over for det hele, så god, så venlig... Såååå Sajro. Et beredt smil krusede over hendes læber. Han troede på hende, troede på at der var en bogstavelig ulv i hende.
Dog kom hans flabede kommentar omkring at rive rundt med hende lidt bag på hende igen. “Det er nok ikke helt utænkeligt.”

Et udbrud af ubekymret pige latter kom over hendes mund og hun kiggede op på ham. Hun kiggede op på sajros ansigt og følte sig lettet og fri igen. Hun kunne ikke sige andet end: “tak.” Og de rubinrøde øjne lyste op. “Du har ikke den fjerneste ide omkring hvor længe jeg har ville fortælle dig om Nix... det har jeg døbt stemmen...” det sidste kom lidt skamfuldt ud og med røde kinder, men nu var det sagt.
‘Hvis du får mig ud, kan jeg hilse på ham selv.’ Stemmen fra hendes indre gav genlyd. ‘Find fred og lad mig komme ud.’
Phoenix havde dog andre planer. Hun blinkede drillende til Sajro og havde på fornemmelsen af, hvad hun skulle gøre senere, Lige nu skulle hun dog til at komme hjem. Hun satte grinene i løb og sprintede igennem skovens bund. “AUUUUUWWW!” Udbrød hun i efterligning af tidligere. Hun var fri, hun var kommet clean til Sajro... om næsten alt... men hver sin ting, til sin tid. ‘Du er godt klar over hvad du skal gøre ikke?’ Spurgte ulven og Phoenix lo som svar. Hun var godt klar over det.

"Så vil jeg?" Han var ikke helt sikker på hvad det var hun forsøgte at sige, men da hun slog armene om ham lagde han en hånd på hendes ene kind og på hendes ryg og lod hende bare være lidt tid. Han kiggede ned på hende da hun trak sig væk fra ham.

Han havde ingen grund til at være mistroisk over for hende. Hun havde ikke løjet overfor ham, og alligevel han var ikke typen der troede at folk løj over for ham. Han sendte derfor også bare en smil i hendes retning da hun gav ham ret i at det ikke var utænkeligt at han ville rive hende rundt hvis hun var for udfordrende.

"Nix? Interessant navn." Han nikkede bare som han tænkte over om det måske havde nogen betydning eller om det bare var fordi det var en del af hendes navn. Han kiggede på hende som hun begyndte at løbe rundt og grine. Han kunne ikke rigtigt gøre andet end at sætte i løb efter hende da hun begyndte at løbe tilbage ad.
"Navnet? Er det fra dit eget navn, eller er der en anden grund til at du valgte at kalde den for Nix?" Han virkede oprigtigt nysgerrig omkring det. Han havde jo ikke mødt nogen før som faktisk havde en indre ulv på den måde hun beskrev det.

Han rystede lidt på hovedet af hendes hyl, og gengældte det ikke men han kunne ikke lade være med at smile til hende, og han satte i løb for at fange hende, og enten fangede han hende og bar hende hjem, eller også jagtede han hende igennem skoven indtil de var hjemme igen.

Hun sank en klump og overbeviste sig selv om, at det ikke kunne være så slemt. “Jeg vil ikke forlade dig.” Mumlede hun og turde ikke se hans reaktion.

Hans spørgsmål kom bag på hende, og det var vel rigtigt. Hun havde valgt navnet fordi det var en del af hendes eget. “Hun er en del af mig,” sagde hun forpustet. “Og det lød godt, OG jeg er jo først.” Hendes lyse stemme gav genlyd i det stille område. Dagen ville snart titte frem og hendes første nat som ulv, ville være slut.

Phoenix var lille og adræt, derfor ville hun have nemmere ved, at undgå Sajro. Dog ville hans størrelse være en fordel.
Et par gange hvor han forsøgte at få fat på hende, ville hun krumme sig sammen og kaste sig i mellem hans ben, andre gange ville hun dreje skarpt til den ene eller anden side.
Til sidst fik han fingrene i hende og den grinene pige sprællede inden hun til sidst lagde armene om hans nakke og puttede sig ind til ham.
“Jeg er så smadret...” mumlede hun stille og gabte højt. “Bare tid til at sove....” hele hendes krop blev slap, og en svag lyd af snorken slap ud igennem hendes mund.

// beklager det korte indlæg

Han kunne ikke lade være med at læne sig lidt tættere på hende, for at være sikker på han hørte hvad hun sagde. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det hun sagde, men det var også et lidt sørgmodigt smil da han havde lidt de samme tanker som hun havde. Han ville heller ikke se hende smutte. "Jeg ville da heller ikke være så glad for at du forlod mig... Men du føler nok også for at se verdenen... Så måske jeg bare må sørge for at finde dig engang imellem?"

Det gav mening at hun valgte navnet udfra at ulven jo var en del af hende og derfor så var det logisk nok at kalde den noget der var en del af hendes navn. "Det er du nemlig, og husk på det... Det kan måske hjælpe dig med at beholde kontrollen." Han kunne ikke lade være med at smile til hende da han tænkte at hun nok allerede havde tænkt på det.

Han kunne ikke undgå at knurre lidt da hun blev ved med at undgå ham. Han greb ud efter hende og hun smuttede fra ham og det irriterede ham lidt, men på en god måde. Han holdte godt om hende da hun pludseligt lagde sig til at sove, og han bare hende så bare hjem. Han sørgede for at den smule af tøj hun havde på dækkede hende så godt som muligt som han gik det sidste stykke hjem.

Da han nåede hjem lagde han hende på sengen og lod hende bare sove, før han selv fandt sig til rette i den smule af sengen hun ikke fyldte. Han forsøgte at holde sig vågen, men det at ligge ned gjorde at han ikke kunne undgå at falde i søvn efter nogle få minutter.

//Det skal du ikke, så længe der er noget at reagere på er det helt fint!

Hans stille svar og det lille ”Kompromis” de kunne lave, fik hele hendes krop til at summe. Han ville ikke have hun gik, han holdt stadig af hende, selv efter alt dette. Derfor svarede hun med et simpelt: ”ja.” han skulle finde hende igen når de en gang var blevet skilt ad.

Phoenix vågnede svagt da Sajro lagde hende i sengen. Det var ikke nok til at hun gjorde noget ud over at gabe svagt og smaske en lille smule. Selvom Phoenix ikke var særligt stor, kunne det lille væsen godt fylde en hel seng. Madrassen bevægede sig en lille smule, da Sajro lagde sig til rette, og Phoenix søgte varmen fra ham. hans varme og naturlige duft fik det hele til at snurre behageligt rundt i hendes krop. ’Tak for alt Sajro.’ Tænkte hun og faldt i søvn igen.


Phoenix sov roligt til op mod middagstid. De røde øjne blev gnedet fri fra søvn og et kæmpe gab afslørede hendes hvide tænder. Forsigtigt kravlede hun ud af sengen og ud på gulvet. Hele hendes krop var øm, og dækket af et lag snavs. Det var på tide at hun fik gjort sig til nytte.
Der skulle hentes vand til en omgang vask og drikke… vigtigst af alt skulle hun få ulven ud… eller forsøge at gøre det. ”vand først.” mumlede hun stille til sig selv og gik hen til skabet, og fandt en ny skjorte med knapper og et par lange bukser. Hurtigt og lydløst hoppede hun i tøjet og greb en spand, hvorefter hun pilede ud ad døren, uden at sige noget, i tilfælde af at Sajro sov igennem. Hvis han derimod var vågen, ville hun sige at hun gik efter vand.

Udenfor var solen brudt igennem skyerne og efterlod den friske skov med et lille lag dug. Solen spillede i de små dråber på badene over hende og dannede små regnbuer. Det smukke område tog pusten fra Phoenix og hun kunne ikke andet end at måbe. ’Få nu lidt fart på så vi kan komme videre…’ sagde ulven utålmodigt til hende. ”Ja, ja… Jeg skal nok få dig ud… men jeg skal altså lige ordne der her først…” Hendes stemme var rolig, men let anspændt.
Efter at have fyldt spanden med frisk vand, gik hun tilbage til huset og gik indenfor. Vandet skvulpede en lille smule over da hun hældte det ned i den store gryde. ”Vil du tænde op og koge vandt til at vi kan blive rene?” Spurgte hun stille til Sajro, og satsede på han var vågen.

Han var godt tilfreds med hendes svar omkring kompromiset, så nu måtte han bare følge hendes spor på et tidspunkt jo.
Han sov lidt længere end han havde regnet med og han blev næsten vækket af hende, men det resulterede bare i at han mumlede lidt til hende, og rakte en enkelt hånd ud efter hende før han bare faldte i søvn igen.
Han vågnede dog ret kort efter at hun var gået udenfor og fik sig op at sidde og kiggede sig lidt omkring før han tørrede søvnen ud af øjnene.

Han kiggede lidt i retning af hende da han hørte hende snakke til sig selv igen, noget om at få nogen ud. Det var måske hendes ulv hun snakkede om? Han sad og rodede lidt ved ilden da hun kom ind og var allerede så småt igang med at tænde op.
"Skal jeg nok." Han nikkede og fik ret hurtigt hængt en gryde over der kunne hældes vand i og han gav hende så en hånd med at få vandet op i den uden at få hældt det ud over ilden.

"Var det ikke lidt et spild at tage rent tøj på før du vasker dig?" Han kiggede på hende en smule undrende. Han lagde hovedet lidt på skrå, før han lige pludseligt reagerede som om han havde regnet noget ud. "Du er måske nervøs for at nogen ser dig? Eller at jeg gør noget?" Han kiggede nærmest chokerende på hende som han var dybt såret før han bare grinede lidt.
Han rejste sig så op, og begyndte at rode hans skabe igennem for at finde noget rent tøj til ham selv og nogle klude og håndklæder til at hjælpe med at tørre dem selv med efter at have vasket sig.

Hans spørgsmål kom bag på hende og hans reaktion endnu mere. ”Øm, jeg… øhh…” sagde hun forvirret og sank en besværet klump, da han til sidst begyndte at grine. ”Du en idiot.” mumlede hun af ham og krængede sin trøje af og kastede den efter ham. ”Du simpelthen for meget ind i mellem!” Hun grinte stort af ham.
I et kort øjeblik havde hun frygtet at han mente det alvorligt. Hvorfor havde hun egentlig taget nyt tøj på? Det havde nok været mere af vane at tage tøjet på fra skabet… og det var ikke unaturligt at se en pige hente vand, men det ville måske havde set mere mærkeligt ud, hvis en nøgen pige hentede vand… ikke? ”Jeg er ikke bange for OM du gør mig noget, mere spændt på hvornår.” hun blinkede drillende til ham og lagde armene over kors, så hendes bryster var dækket. ”Og det ved du også selv.” lød det udfordrende og rapkæftet.

Da vandet begyndt at koge, fandt hun en lille stump sæbe frem fra køkkenet, og gik over til et lille kar, som havde koldt vand. Hun snuppede en kande og hældte noget af det kogende vand over i karet. Den lille stump sæbe blev kastet i og hun tog en klud fra Sajro. Kludens fibre var hårde, men blev bløde i sæbevandet. Phoenix fantaserede kort om hvordan det ville være at synke ned i et stort kar med varmt vandt. Gad vide hvordan hele ens krop ville reagere på den bløde varme væske.
Forsigtigt vred hun kluden op i det hede vand og kørte den over hendes arme. Hendes hvide hud blev synlig under at snavset og hun kom til at grine svagt. ”Jeg tror aldrig jeg har været så brun før.”
Da hendes arme og ansigt var blevet vasket, gik hun i gang med sin brystkasse. Vandet var ikke længere klart, men det kunne være lige meget. Blodet skulle vaskes af nu. Vandet plaskede en lille smule, da hun med hidsige bevægelser skurrede hendes brystkasse.
Flere tåre vældede op i hendes øjne som hun skurrede og gnubbede. Det var som om hun forsøgte at gnubbe mindet væk, forsøgte at fjerne den indre skyldfølelse over det. Et flashback af skrig og blod blinkede for hendes øjne og hun tabte kluden på gulvet. ”Hvorfor vil det ikke gå væk?” Mumlede hun og lod tårene flyde frit.

"For meget ligefrem? Derimod kan jeg ikke få for meget af dig" Han svarede flabet tilbage som han fjernede trøjen fra hans ansigt og kiggede halv-intenst på hende og ned af hendes krop bare for at være lidt mere flabet end han havde været allerede. "Se... Nu dufter den ikke engang af dig fordi du har haft den så lidt på." Han blinkede til hende. Hendes svar kom faktisk lidt bag på ham, og bare for at drille hende lidt svarede han også lidt flabet tilbage. "Ja jeg ved du gerne vil have det, så jeg venter bare på du spørger pænt." Han smilede skævt og drilsk, selvom det nok ikke rigtigt var sandheden, han kunne nok ikke selv vente til hun spurgte pænt og skulle nok gøre sit for det, og hendes udfordring gjorde det ikke meget bedre og han måtte erkende at han måtte rette sine bukser en smule for ikke at blive påvirket i hans bevægelser.

Han betragtede hende som hun begyndte at vaske sig selv og han sad bare og kiggede med før han satte sig ned ved siden af hende, og begyndte selv at vaske sig også. Han reagerede ikke ret hurtigt på hendes tåre fordi han troede det var vand der dryppede fra hende, men da han lagde mærke til at hun skrubbede sig selv ret hårdt og voldsomt greb han hurtigt fast i hendes hænder bag fra hende, og lagde armene om hende så hun var fanget i hans greb og ikke kunne bevæge sine hænder. "Rolig... Rolig... Vask det væk langsomt." Han samlede kluden op da hun havde tabt den, og begyndte rolige at vaske hende, mens han holdte hendes ryg tæt ind mod hans bryst.
"Jeg er her Phoenix, fokuser på min stemme. Fokuser på mine hænder. Fokuser på min varme... Fokuser på nuet okay?" Han hviskede det forsigtigt ind i hendes øre som han sad og omfavnede hende og vaskede hendes bryst og mave ren. Han vaskede hvad han kunne, og blev derefter bare siddende indtil hun gjorde eller sagde noget for at få ham til at slippe hende igen.

Et bredt ubekymret latter flød ud af hendes mund. ”Du simpelthen så… Graaah!” Der var ikke nogen måde at beskrive det på. Han trykkede på alle de rigtige knapper det at få hende kørt op i det røde felt, og så lidt længer med den lille drilske fighte de havde kørende.
Hun mærkede varmen fra sit underliv brede sig, da han rettede på sine busker. Det var tydeligt at han ikke var færdig med hende, ikke lige foreløbig i hvert fald. Tankerne omkring deres kroppe der var viklet sammen, og et fælles åndedræt, fik det yderligere til at gisne i hendes krop efter ham, og hans kærtegn.

Sajro hænder der greb om hendes arme fik det til at gippe i hele kroppen, og en høj truende snerren kom fra hendes strube. Kun svagt kunne hun fornemme hans stemme et sted i det fjerne, imens glimt af hans ulveskikkelse holdt hende nede mod jorden. Den varme følelse af en krop mod hendes bare hud, fik det hele til at snurre, og billederne fik det til at vendes i hendes tomme mave.
Hun blinkede kraftigt for at få et klare syn, og finde ud af hvad der skete. Den store hånd, den forsigtige bevægelse, kludens grove fibre og Sajros bløde stemme. Hele hendes krop var stiv som et bræt, men løsnede sig langsomt, jo mere hun fokuserede på hans varme. Lyden af fuglene udenfor og den lette brise der raslede i træerne, fik hende tilbage til nuet og rodfæstede hende.
”Jeg troede jeg havde styr på det.” mumlede hun og rykkede sig en smule så hun sad og kunne lægge hovedet mod hans skulder. Hans beroligende duft og store krop var så betryggende. Hun ville aldrig forlade det her sted… aldrig forlade ham… Eller… det var hun måske nødt til på et tidspunkt.
Det nyttede jo ikke hvis hun bare skulle blive her. Hun ville uden tvivl blive sindssyg på et tidspunkt. ’lyt til ham… han vil dig det bedste, han er din Alpha… Han bestemmer og du lytter.’ Nix stemme var ikke længere overdøvende og brutal, men blid og venlig. ’han gør dig rolig.’ Tænkte Phoenix og kiggede op på Sajro. ”Tak.” mumlede hun og tørrede sine øjne. Phoenix blev siddende helt stille og fokuserede på hans dybe vejrtrækning.

Han smilede bare flabet til hende. Det var ikke fordi han forsøgte at være ond, han elskede bare hendes reaktioner, og han havde på fornemmelsen at det heller ikke var fordi hun ikke kunne lide det at hun sagde de ting hun gjorde, nok tværtimod.

Han ignorerede hendes snerren, og lod hende være. Han havde jo stadig kontrollen og det var nok for nu. Det vigtigeste var at han fik hendes fokus vendt væk fra hendes tanker og ud i den virkelige verden, og når hun reagerede på hans greb så var det en god ting.
Da hun begyndte at løsne lidt mere op og slappe af fik han det også selv bedre. Han var ikke længere nervøs for hende og han smilede lidt da hun sagde tak til ham. Da hun havde sagt tag tog han roligt hendes ene hånd i hans og strakte hendes arm som han så vaskede stille og rolige. Han vaskede så også hendes hånd, hver enkelt finger for sig før han gav hendes anden arm og hånd dem samme behandling.
Han lod den våde klud glide ned over hendes ben og fødder på noget nær den samme måde, og så begyndte han forsigtigt at gnubbe hendes hals.
Han lagde så en hånd på hendes nakke og gav hende et pres for at få hende til at bukke sig forover så han kunne komme til at vaske hendes ryg, som han også gjorde roligt.
"Så... Nu tror jeg vi får dig meget renere uden nyt vand." Han kyssede hendes hals og kind. "Men tænker da at du selvfølgelig gengælder inden vi skifter vandet?" Han smilede bare til hende flabet og satte sig så nærmest forventende på at hun ville vaske hans krop for ham. Han havde dog stadig bukserne på da han ikke havde nået at tage dem af. Det havde væert noget vigtigere at give hende noget tryghed og hjælp.

Den blide berøring som kluden lavede, løsnede den sidste spænding op i hendes krop. Det fastlåste blik på Sajro og hendes tillid til ham, fjernede den frygt og det minde, som havde overtaget hende.
Hele hendes krops følelse var blevet øget, og i al stilhed nød hun den blide behandling og omsorg han gav hende. Den varme hånd på hendes nakke fik hende til at læne sig frem over og dele håret så hun havde en fri ryg. De mange små og fine ar fra pryl og andet ville være let ujævne og lysere end resten af hendes hud. Det samme ville gælde for det ujævne ar fra hans tænder, en måned tidligere.
Varmen fra hans kys og ånde fik det til at kilde. ”Så du tror at jeg vil skrubbe din ryg, fordi du skrubbede min?” Hendes stemme afspejlede det rapkæftede glimt i hendes øjne og vendte sig rundt, så hun sad med fronten mod ham. ”Det kunne da godt ske.” Hun lænede sig frem mod ham og placerede et blidt kys på hans læber. ”Men så skal jeg have fat i en anden klud og nyt vand.” Uden så meget som at give ham chancen, rejste hun sig op og tog karet med sig.

Vandet fra karet blev kastet udenfor igennem åbningen og med langsomme glidende bevægelser, satte hun det tomme kar ned ved siden af ham. Hun nød at gå nøgen rundt i huset og finde de ting hun skulle bruge. En kande med køligt vand, en med det kogende vand, lidt sæbe og en klud, som Sajro tidligere havde fundet. Hurtigt miksede hun de forskellige ting, så det lune sæbevand var klar. Den rug kluds overflade mørknedes i vandet, og blev tungere. Imens hun vred den op, satte hun sig på knæ foran Sargonis og kiggede op på ham.

Et koncentreret smil gled over hendes ansigt, da hun startede med at vaske snavset væk. Det her var så anderledes i forhold til noget andet hun havde prøvet. Den grove behandling hun selv havde lavet tidligere, sved stadig. ”Du lugter af jord.” mumlede hun forsigtigt, da kluden gled ned over hans hals. Det var der hun havde bidt ham… Phoenix lagde hovedet let på skrå, imens hun vaskede ham og forsøgte at forstå hvorfor ulven havde ville dræbe ham.
Kluden gled ned over hans muskuløse brystkasse og efterlod sig et spor af næsten ren hud, da hun til sidst afbrød stilheden. ”Hvor kommer du egentlig fra Sajro?” Spørgsmålet lød oprigtigt. Phoenix ønskede at kende ham bedre, end hun allerede gjorde og hun kendte ikke noget til sit eget oprindelsessted, udover hendes børnehjem.

Igen genoptog hun hans ”bad” og skyllede kluden igen. Da hans brystkasse og mave var mere eller mindre ren, begyndte hun på hans arme.
Den rug hud med arene var fascinerende. Hvert ar havde en form for historie og det vigtigste ar fyldte mest. Efter at have fjernet snavset på hans arme, rejste hun sig op og gik om bag ved ham.
Det blide bump af hende er satte sig i skrædderstilling, gav genlyd i hendes eget hoved. Den halv varme klud gled ned over hans ryg og fjernede det sidste af kampen fra i går.

”All Done!” lød det begejstret fra hende da hun smed kluden tilbage i karet og sendte ham et bredt smil.

Han nød at se hende slappe af, og kunne ikke lade være med at kærtegne hendes ryg omkring hendes små fine ar. Ikke ret meget sammenlignet med nogle af hans store og knudede ar, fordi de havde været betændte eller bare meget dybe.
"Ja jeg tænkte det kun ville være fair, du synes måske du har gjort dig mere fortjent end jeg har?" Han sendte hende et bredt men skævt smil, som hun så så fint afrød ved at kysse ham og han gengældte det hurtigt og med glæde. Han nikkede også bare til at hun havde brug for nyt vand og klud.

Han kiggede efter hende og fulgte hendes bevægelser med øjnene. Ned at se den nøgne våde hud bevæge sig rundt, og han sad derfor også glædeligt og ventede på at hun ville vende tilbage til ham. Han kiggede ned på hende som hun satte sig på knæ foran ham. Han lænede sig lidt tilbage på hans hænder da hun begyndte at vaske ham. "Så er det godt jeg har sådan en fræk, sød, lille pige som dig til at vaske mig." Han smilede ned til hende. Der var ikke rigtigt noget sår at se fra hvor hun havde bidt ham. Det var ved at være lukket stort set allerede grundet hans Nightcan blod.
Han sad bare og nød stilheden og følelsen af hendes og kludens berøringer. Det føltes godt, på en anden måde end så mange andre berøringer. "Jeg kommer fra et lille hjem, ikke alt for langt herfra ude i Ashen Woods, mit hjem er dog brændt ned, men der er nogle ruiner og grotter hvor jeg blev holdt til jeg var 15 år blev forvandlet, gennem et gammelt ritual." Han vidste godt hun bare havde spurgt hvor han var fra, men det virkede naturligt nok at koble det der var sket ved hans hjem sammen med det, så han forklarede lige det mere om ham. Hun virkede jo nysgerrig, og det var en rar følelse at nogen interesserede sig for hans liv på den måde.

Han strakte sine arme som hun kunne komme til at rengøre dem. Nogle af arene hun rørte ved fik ham til at trække sin arm en smule til sig da noget af huden lige omkring arene var ekstra følsomme især overfor temperaturen, men også bare berøringer. Det samme ved hans ryg hvor han havde nogle af de større ar. Da hun var færdig, drejede han sig rundt så han kunne se hendes brede smil, og han greb hendes hænder og hev hende ned til sig, for at lade deres læber mødes i et dybt kys før han slap det og bare sad med armene om hende. "Tak. Skal vi sætte noget mere vand over så vi kan blive ordentligt rene, eller skal vi lade det vente... Det ville jo være synd at gøre dig ren for så at rive dig rundt og gøre dig svedig og beskidt igen." Han sendte hende et flabet smil, som han gav hendes røv et klap og et klem før han kyssede hende på halsen. Han løftede hende op som han rejste sig og stod bare med hende i hans arme, og betragtede hende lidt.

Hans forklaring hvor han kom fra overraskede hende. Hun havde forventet et kort svar, som ”jeg er fra Doomsville.” efterabede hun med en mere feminin stemme i hendes hoved, men hans uddybning fik hende til at sætte pris på hans vekslende humør. ”Hvorfor er du blevet hængende i samme skov efter det hele? Eller har du boet andre steder efter?” Den nysgerrige pige med de mange spørgsmål var tilbage og godt kørende. Der var langt flere spørgsmål som: Hvorfor blev du holdt der? Hvad med din mor? Hvorfor behandlede din far dig sådan? Var der andre som dig? Spørgsmålene kunne stadig regne ned over ham, og han havde ikke den fjerneste ide, om det tankespind der var på vej op at køre.

Den lille bevægelse han lavede hver gang hun rørte bestemte ar, fik hende til at se op på ham og smile. Hun var ikke ude på at gøre ham fortræd, men det kunne være huden bare var meget følsom. Det undrede hende, hvor disse ar kunne komme fra, som var så specielt følsomme.
Hver gang han trak sig fra hendes berøring, smilede hun blot og fortsatte blidt, eller så blidt hun kunne med kluden.
Det samme galt for ryggen og hans pludselige reaktioner på arene. Instinktivt kyssede hun nogle af arene, for at kompensere for den vold der havde været skyld i det. Hun håbede inderligt ikke at han ville hade hende for dette… denne feminine blide bevægelse.

Den pludselige drejning, som Sajro lavede, kom fuldstændig bag på Phoenix og en lille pibene lyd slap hendes mund, men blev stoppet af hans læber. Hun lukkede øjnene og nød hans smag, duft og følelse. Den lille pige fornemmelse i hans arme var vidunderlig, og kysset satte prikken over i’et.
Sådan en stor mand med en lille pige i armene, selvom deres alder ikke var mere end 6 år fra hinanden. ”Vi kan gøre begge dele.” hun lagde armene drillende om nakken på ham og forsøgte at skubbede ham ned mod gulvet, i et forsøg på at være på toppen. Hendes puls steg i takt med forventningen om hans berøring og kærtegn. Hendes kys blev mere intenst og et lille nap i hans underlæbe viste hendes længsel efter ham.

Han var faktisk en lille smule usikker på præcis hvorfor han var blevet hængende. Han vidste hvorfor han havde gjort det til at starte med, men nu var det måske bare vane. "Jeg var ung, uden penge eller mad så kunne ikke rejse så langt. Så slog mig ned her og levede som lejesoldat og... Og så måske fordi jeg stadig ikke er sikker på hvad der er blevet af min mor, og ved ikke om jeg skal forsøge at finde hende." Han tænkte lidt over hans egne ord.

Han havde ikke kunnet lade være med at trække vejret lidt tungere som respons på at hun kyssede nogle af hans ar på ryggen. Det var ikke noget han havde forventet, og var nok også det der var med til at få ham udover kanten.
Han nød kysset, hendes bløde læber, og de stille lyde der kom som respons. Han kiggede hende i øjnene, og lod hende lægge ham ned igen. Han nikkede bare til hendes ide om at de kunne gøre begge dele. Han lagde armene om hende igen, men denne gang lod han hans negle trække ned af hendes ryg meget blidt og ned over hendes baller og lår, før han begyndte at røre og kærtegne hendes lår og derefter tog han hende på røven. Han knurrede imod hendes bid, og vristede sig næsten løs før han satte sig op igen. "Okay, vandet kan vente..." Han begyndte at nappe og kysse hendes hals og løftede hende op før han så skubbede hende ind mod en af væggene. Han holdte hende op mod væggen og lod deres læber mødes igen. Han nød hendes nærvær og stoppede også let op for bare at se på hende. Hans øjne betragtede hendes ansigt, og så ned over hendes nøgne krop, før den vendte tilbage til hendes øjne og han kyssede hendes læber igen. Han greb så om hendes lår og løftede hende op, så han kunne nappe og kysse hendes inderlår. Hans åndedræt var tungt og dybt og han sukkede imens. Han kiggede op på hende med hovedet mellem hendes ben, før han lod hende falde ned igen, og greb hende lige over jorden, og pressede hende så op mod væggen igen, og begyndte at sprede hendes ben.

De lange negle der kradsede ned over den fine krop, fik hende til at vride sig i nydelse og forventning. Kærtegnene fra hans fingre mod hendes lår, fik det hele til at blive varmere, som om hendes temperatur steg. Hendes skød føltes vådere og den kilderne fornemmelse i hendes underliv tog til. Hans hænder omkring hendes røv frem kaldte en knorren mod hans læber.
Hun kiggede forvirret på ham da han næsten vristede sig løs. ”Hvad...” længere nåede hun ikke før han begyndte at nappe i hendes hals og efterlade små kys imellem. Alle ordene forsvandt som sporløst fra hendes mund, og efterlod kun et svagt gisp.

Hans løft fik det til at suse i hendes mave, og følelsen af den kolde mur mod hendes ryg slog al luften ud af den unge varulv. Hendes arme greb fat om hans nakke og gled op i hans hår, da deres læber mødtes. Hun knugede ham ind til sig og smækkede benene omkring hans talje. Spændingen mellem deres hud var elektrisk og lige til at blive skør af. Alt hun ønskede var at være ved ham, røre ham, smage, føle… det hele, nu og her.
Det blide og betragtende blik han sendte hende og hendes krop fik Phoenix’ kinder til at blusse op. ”Hvad?” Spurgte hun lettere forlegent og kiggede nervøst ned. Var der noget galt med hendes krop? Reagerede den ikke som han ville have? Hvad skete der?
Dette blev dog afbrudt af hans kys og det pludselige løft. ”Argh!” udstødte hun og greb fat i hans hår og gispede stakåndet. ”Helt ærligt.” lød det klagende fra hende. ’Det kan du ikke mene? Åh gud, det gør du.’ Tanken gav genlyd i takt med, at hun følte sig smelte i ved hans blide berøringer. De blide kys og nap i hendes inderlår fik det til at spænde alle de rigtige steder. Hele hendes krop var klar. Det blik han sendte hende, sendte et ufrivilligt støn ud i rummet, sammen med trange til at presse hans hoved ind.
Da han slap hende, føltes det som om hun havde efterladt sin mave, en meter længere op. ”Du bindegal.” Hviskede hun og sank en klump da han spredte hendes ben. Hele hendes krop emmede af sex og længsel. Følelsen af at blive indtaget af ham igen og igen virkede så tæt på, men alligevel så langt fra. Hendes hænder fandt hans skuldre og de fine fingre borede sig ind i hans hud, og efterlod mere end bare små halvmåneaftryk.

Da hun spurgte in dtil hans blik, kom der bare en lav stemme fra ham som svar på det. "Jeg nyder bare synet." Han smilede roligt som han nød hendes krop, og det at give hende nydelse på den måde. At vise hans styrke og udholdenhed på den måde ved at nærmest bare kaste rundt med hende.
Hn kunne heller ikke lade være med at smile skævt som svar på at hun kaldte ham for bindegal.
"Jeg har styr på dig." Han grinede let som han fortsatte med at sprede hendes ben.

Han lænede sig ind mod hende, lod hans lem gnide op mod hendes våde skød, og langsomt lod han den glide ned af indtil han fandt hendes åbning og han stødte så hårdt op og lod sig synke i, i et enkelt sted før han så pressede hende lidt hårdere op mod muren.
Han lænede sig ned til hendes skulder og hals, og begyndte at bide hende lidt. Han knurrede lidt af hendes negle i hans skulder, og af ren refleks vred han hans skuldre lidt. Det lod dog ikke til at få ham til at stoppe hvad han havde gang i.
Han bed hende op af halsen, og så i hendes øreflip. "Du føles så godt, så våd." Han hviskede det i hendes øre, i et lille forsøg på at gøre hende lidt forlegen, over at han pointerede at hun var våd. Han bevægede sit underliv i hurtige stød og han kunne ikke lade være med at søge hendes læber i et lidenskabeligt og dybt kys for at tilfredstille hans indre behov for hende.
Han var endnu mere flabet end bare det han sagde, da han langsomt løftede hende af hans lem, medmindre hun gjorde noget for at stoppe ham. Han havde jo tydeligt forstået sidst at hun ikke var glad for at han forlod hendes indre.