Jamen så smider jeg det her...(sajro)

''Ja de er helt glatte...''

Han smilede lidt itl hende, mens han kiggede op af murene... Han havde gjort det før, og vidste hans klør kunne holde til det, og det var derfor han havde lidt på fornemmelsen at det her måske var lavet til skyhounds... Til et sted hvor andre varulve også kunne være med dem... Men han vidste det ikke helt...

''Men dine klør i din anden form kan sagtens hugge ind i klippen, og derved kan du klatre op...''

Han smilede stille til hende, mens han så stille skiftede form igen, og smilede til hende... HVilket bare så drabeligt ud med ulvehovedet...

''ellers holde du bare fast i hornene...''

Han hakkede klørene i væggen, og gjorde klar...

Hun lod endnu en gang blikket glide op af væggene, men stolede ærlig talt ikke så meget på sine evner. Hun lod blikket glide over rummet, men det eneste hun havde var en trappe tilbage til rummet med statuerne.
Og ud ville hun jo.
Hun kom frem til det ville være ret upraktisk at forvandle sig, for ikke at nævne smertefuldt, men på den anden side...ville hun ride på den store hu...Varulv? nightcan, right?
Hun lod blikket glide over ham. Han havde forvandlet uden...noget besvær af nogen art.
Trangen til at være stærk og klare sig selv vandt. Hun ville selv! Om det så skulle tage resten af dagen! Hvis han sagde hendes kløer var stærke nok til at hakke sig fast i stenen, stolede hun på det.
Hun sendte ham et lille smil.
"Nej...Jeg vil selv" Hun viste hun intet tøj havde til bagefter, men så måtte hun jo bare løbe hjem og hente noget...ikke? tingene var jo ikke værre end det...
Hvis hun da ikke tog sig en snack på vej hjem...Tanken morede hende lidt.

Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til det. Fornemmelsen, den varme bølge der gled gennem hendes krop da den forandrede sig. knoglerne der pressede sig sammen, bøjede sig, forandrede sig. Pelsen der kom frem. Og hendes sanser, som virkede meget lettere som varulv.
Den næsten kendte lyd af tøj der gik i stykker...En rustning som hans måtte være ret praktisk!
Hun rystede sig, efter forvandlingen. Som ville hun ryste menneskeskikkelsen af sig. Hendes øjne var stadig mørkebrune, men også det eneste tegn på det stadig var hende. Pelsen var et sted mellem grå og hvid, strid.
Hun gik tøvende hen til væggen og lagde en pote mod den, mens hun så op. Hvordan skulle hun begynde?
Hun vente sit hoved mod ham for at se hvad han gjorde, mens hendes tunge ubevidst hang ud af munden da hun trak vejret. Trak vejret på en måde som var typisk for både hunde som ulve.

Han fandt det både en smule morsomt, men stadig hans respekt værdig at hun absolut ville selv. Han begyndte derfor bare at klatre stille op af... han træk et ben op og hakkede det fast og trakte sig op af, mens han holdt sig fast ind til muren med hænderne, og så var det næsten bens tur og sådan fortsatte han opad i et stødt tempo...

Han kravlede op over kanten og satte sig så til at vente... Han blev til sig selv igen, mens han sad og ventede... Overvejede om han skulle låne hende kutten men slog det væk, hun havde det sikkert bedre med at være nøgen end ham...

''Kom så! DU kan godt!''

hans stemme var ikke hånene, men blot opildnende og begejstret...

Som menneske ville hun havde himlet øjne. hun havde aldrig haft meget til overs for gode ord. Men hun slog det hen. Det var jo deres aftale.
Hun var i tvivl om hun bare skulle begynde eller om hun nærmest...skulle springe i gang.
Det endte med hun gik lidt tilbage og tog tilløb. Det virkede...sådan da. Hun kom da op og hænge på væggen, selv om hun først gled ned af igen.
Hendes tunge var igen tilbage i munden, som var lukket. Hendes øjne var stålsatte, de hun stedet borerede sine kløer ind i muren og sled sig op ad. Han havde fået det til at se så nemt ud...Men hun fandt det ret anstrengende.
Da hun var halvvejs kiggede hun ned et øjeblik. Og priste sig lykkelig for hun ikke led af højdeskræk.
Hun fik endelig hevet sig hele vejen op. Med halen som til at hjælpe balancen, kom hun endelig helt op over kanten og smed sig ved siden af hullet, i et øjebliks udmattelse.

Men af en eller anden grund stod hun snart oppe igen. Hun sendte ham et hurtigt blik, som hun stod der, stolt over sig selv.
Hun studerede sine poter og kløer et øjeblik og blev overrasket over at se hvor stærke de var. De var ikke blevet slidt nær så meget som hun havde troet de ville.
Hun kunne af gode grunde ikke forvandle sig tilbage. Men lige nu så det ikke ud til at irritere hende synderligt.
I stedet vejrede hun op mod den svage brise der var. For hun var tørstig.
Og vand ville hun finde.
Hun så nu direkte på ham og satte sig ned, som om hun afventede hans beslutning.

De var stedet ved kløften med alle pælene, men åbenbart i udkanten af stedet. Ikke langt derfra lå der en mark og nogle små træer.

''Fører du ikke bare an?''

Han kom kort til at tænke på om hun egentligt kunne styre sin blodtørst når hun jo var ny... Han havde selv haft en del svært ved det i hans yngre dage, og han vidste ikke helt om han skulle være nervøs... MEn blev enig med sig selv om at hun ville være den der fik problemer hvis hun angreb ham...

''Jeg må sige... Din viljestyrke og lyst til at klare dig selv er værdig for respekt... Men husk selv den ædleste kriger kan søge råd fra vise folk...''

Han fulgte så stille med hende hvis hun da var begyndt at gå... Han ville også selv gerne finde noget at drikke... Han kunne ikke lade være med at overveje om hun tude vise sig nøgen eller om hun ville flygte fra ham...

Hun rejste sig uden at vise tegn på om hun havde forstået ham. Men det havde hun.
Hun vejrede en sidste gang, men satte så i en rolig lunten mod marken. Fornemmelsen af vand var den vej.
Hun var glad for snart at komme væk fra denne...ørken af en slags. der var både varmt og ufrugtbart. Ud over lidt stærkt græs.

Da de nåede græsset blev hendes instinkter dog for stærke og hun gik og snuste til hvor hun gik. Hun opfangede mange fremmedartede lugte.
Hun stoppede dog pludselig op da hun fornemmede en...kanin? et sted gennem græsset. Men mistede så lysten og gik videre mod vandet med tydelige tegn på værdighed.

De fandt snart frem til en lille å som løb lystigt gennem marken.
Amaranthe bukkede sit hoved ned og drak lystigt af vandet. Det gjorde godt. Hun følte sig meget mere tilpas, samtidig med at det kølige vand kølede hende lidt ned.
Dog begyndte hun på et tidspunkt at knurre og så op.
Der var stemmer. på et øjeblik havde hun glemt alt om Sajro og gik istedet over åen og fulgte stemmerne...
Hun var ikke bare nysgerrig...Hun så det som et muligt bytte...
Græsset var højst, men ikke højt nok til at skjule nogen. andet end smådyr.
Og hun fik snart øje på to skikkelser længere fremme, mennesker så vidt hun kunne lugte...
En pludselig trang til at angribe dem ramte hende, da hun satte i løb mod dem...

Han fulgte hurtigt efter hende... Det morede ham at se hende som hun reagerede men mest fordi det mindede ham om hvordan han selv engang havde været. det var virkelig, ja hvad skulle man sige, hyggeligt at møde nogen der var ny i det at være varulv...

Han drak selv lidt af vandet før han lagde mærke til at hun var fortsat og han fulgte hende, og lagde mærke til at hun knurrede og så så mændene, og at hun gjorde an til at angribe dem...

Han skiftede form hurtigt, og løb mod hende og sprang hen i hendes retning for at takle hende...

''Amar... Ikke uskyldige!''

Hun næsten ind i ham, dog bremsede hun op i sidste øjeblik og endte med at stå helt op af ham...den to meter høje ulv som han var.
Hun snerrede af ham og trådte nogle skridt tilbage. DEt var tydeligt hun ikke havde tænkt sig at opgive så hurtigt...
Hun vente ryggen til ham, da hun ikke havde lyst til at slås med ham, og lod i et øjeblik som om hun ville gå den modsatte vej, og væk fra mennesker.
Men pludselig lød hun til siden og ville tilsyneladende angribe menneskerne fra en ny vinkel. Hun vidste han var hurtigt og stærk, men kunne hun komme tæt nok på menneskerne, og nok foran ham, skulle hun nok have en chance.

Hun satte i et elegant spring over en stor sten der lå midt i det hele, men i det samme lagde menneskerne mærke til hende. Hun havde ikke tænkt på hun løb lige i mod dem og de derfor så hende. en fejl fra en ny ulv. Men nu blev det jo rigtig sjovt...
For nu vente menneskerne om og løb for deres liv...
"Løb...Det er en ulv!"
"Burde man ikke stå stille, så?"
"aldrig! Hvor er den stor!" nogle af deres kommentarer da de to mænd løb...og amaranthe løb efter dem, som katten efter musen...eller måske hunden efter katten? Igen havde hun glemt alt om Sajro, da hendes blodtørst var for stor...Og hun kunne snart sætte tænderne i den enes ben, bare et lille spring...

Han fulgte hende hele tiden rundt som hun jagtede mændene... Han fulgte hende på siden, og da hun nærmede sig den ene af mændene og var helt tæt på at kunne bide ham hvis hun ville sprang han ind foran hende, og slog så ud efter hendes hoved...

''Ikke dræbe uskyldige!''

Han gik med hårde rolige skridt frem mod hende. Han ville ikke se uskyldige folk blive dræbt, det havde han set for meget af allerede... Hans 2.7 meter tårnede op da han gik frem mod hende...

''Hvis du vil dræbe... Så dræb mig!''

Han snerrede og knurrede af hende...

''Hvis du kan!''

Hun knurrede og snerrede, hendes pels strittede langs ryggen da hun blev sur.
Menneskerne så deres snit til at løbe for deres liv...hvilket nok var klogt.
Hun rystede kort på hovedet efter hans slag og så på ham med nogle vilde øjne.
Så det var altså det hun skulle? slås mod ham, for at få et menneske?
Hun viste han var både højere og stærkere end hende...Og mere erfaren. Men eller disse fornuftige tanker gled væk og forsvandt et sted ude i tågen.
Uden at tænke sig om sprang hun på ham, i et stort spring. Hun bed efter ham hvor hun kunne komme til det og satte også kløerne i ham, hvor hun kunne. Med sin nye lærte færdighed i at klatre, hagede hun sig fast i ham hvis hun kunne.
Hun prøvede at undgå hans hænder.

Og hele tiden prøvede hun at gå efter struben, som et ældgammelt instinkt fortalte hende. for sådan slog man lettest en modstanden eller offer ihjel.

Menneskerne stoppede op et øjeblik for at få vejret og kunne ikke tro deres egne øjne. Skræmt af hvad de så, løb de videre... dog var de ikke langt nok væk endnu, til at amaranthe ville opgive...

Han slog ikke ud efter hende på noget tidspunkt. Han undveg bare hvad end hun gjorde... Han parrarerede hendes slag, og når han fik mulighed for det eller hvis han kunne så holdt han hende fast, så hun ikke kunne løbe efter dem...

''Amar... Lad dem løbe!''

Han blev ved med at tale til hende, mens han selv virkede rolig, fordi han ikke ville skade hende og det ville han nok ende med hvis han kom til at blive sur eller vred. Han kiggede så hårdt på hende...

''Bliv dig selv igen!''

Han knurrede og snerrede af hende igen...

på et tidspunkt, da han holdt hende fast og hun kæmpede for at komme fri, var menneskerne nået langt nok væk til at hun mistede færten af dem. For nu i hvert fald.
Hun kunne heller ikke se dem længere. Hun viste ikke hvor lang tid de havde...ja, kunne man kalde det kæmpe?
Men på et tidspunkt var det som om hun blev trættere og til sidst, da hun selv stod på jorden igen og kunne bestemme hvorvidt hun ville angribe eller ej, holdt hun op. Hun pev kort og stod lidt forvirret og så sig omkring. Men hun angreb ikke. Efter lidt tid faldt hendes pels på plads og noget af det vilde forsvandt. Af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at angribe ham i pludselig blodtørst.
Det endte med hun satte sig ned, stadig mere forvirret end klar over hvad der lige var sket.
hun huskede ikke meget mere end at sidst hun havde set Sajro var han mennesker. Og vandet. Men siden det var det hele lidt sløret...Og så kom det hele tilbage til hende.
Hun hadede når det skete...øjeblikket hvor hun var ude af kontrol. Men hun viste ikke hvad hun skulle gøre ved det.

Hun ville bare ønske hun kunne forvandle sig tilbage og slippe af med det, eller det værste af det, men hun ville ikke have noget tøj at tage på.
Hun rejste sig op igen og bevægede sig lidt tøvende og usikkert, som om hun ikke vidste hvad hun skulle. Hele tiden sendte hun et blik mod Sajro, så rundt om sig. så Sajro igen.

Han fulgte efter hende, mens han stille tog og skar sin kutte af ved knæene og det nederste stykke træk han op og satte fast som om det var en kilt... Han smed så rustningen og resten af kutten, altså den øverste del som gik ham til knæene, kastede han så over til hende...

Han blev så sig selv igen, og sikrede sig at 'kilten' blev siddende som den skulle...

''Så kan du så ikke blive dig selv igen?''

Han så stille på ehnde, og håbede virkelig hun ville blive sig selv... Selvom han måtte indrømme at lige inden han havde forvandlet sig selv, havde han dog håbet på at hun ville have forvandlet sig uden noget tøj at tage på...

Hun blev overrasket over hvad han gjorde og kunne ikke lade være med at sætte sig ned og bare se lidt på ham...Hun fandt ham stadig tiltrækkende. Hun havde altid haft en svaghed for muskuløse fyre.
Og overrasket blev hun da han tilbød hende noget tøj, noget af sin kutte, som hun kunne bruge som tøj. Og glad. Det var lige hvad hun havde brug for!
Hun så dog på ham i lidt tid inden hun tog imod det. hvad var det hun fornemmede? Havde han enlig håbede hun skulle stå nøgen foran ham? Han virkede så hæderlig...måske var det fordi han hellere ville beholde tøjet på selv? Men hun kunne ikke spørge ham gøre sig forståelig ved små klynk og vuf-lyde.
Hun så sig omkring, men marken gav ikke meget læ. Så hun havde intet valgt. Hvis hun ville være sig selv, måtte hun forvandle sig her.
Hun tog forsigtigt fat i kutten med munden og gjorde, så godt hun kunne, tegn til han skulle blive stående hvor han var.
Hun viste ikke om han forstod det, men hun gik om bag ham.
Lidt værdighed havde hun dog stadig! og bare at forvandle sig foran ham...

forvandlingen tilbage til menneske gjorde ikke helt så ondt som hun havde troet.
Hun vendte ryggen til ham, i tilfældet af at han ikke havde forstået hende. Det eneste han ville se nu, ud over at hun var nøgen, var hendes røv. Og det var jo ikke nogens død.
Og så selvfølgelig arret fra et stort bid, som dækkede hele hendes ene lår. Hvide ar efter tænder. Og det var for stort og voldsomt til "bare" at være en hunds.

Hun fandt hurtigt ud af hvordan kutten skulle bæres, og tog den på. Hun brugte den til at dække sig så godt hun kunne og til sidste vente hun sig om mod ham igen, mens hun lod en hånd glide gennem sit lange, gyldne hår som nu var filtret og fik hende til at se lidt vild ud...Selv som menneske. Hun sendte ham et lille smil.
"Undskyld...." sagde hun så endelig. Hun var nok ikke nem som ny og krævede sikkert noget tålmodighed. Hun var lidt flov over det skete.
"...Og tak" sagde hun, mest med tanke på tøjet han havde lånt hende.

Han gjorde som hun hentydede til da han forstod hende godt... Han vendte sig stille om mod hende da hun talte til ham... Han måtte sige at hun egentligt så meget godt ud med det vilde udtryk hun havde over sig...

''Intet at takke eller undskylde for...''

Han gik lidt nærmere på hende, mens han ikke kunne lade være med at smile stille og betragte hendes krop, selvom kutten ikke viste meget om at hun var kvinde... Det med arret ville han ikke bemærke selv rigtigt da han jo selv havde et stort et der dækkede hans højre skulder og den højre halvdel af halsen... Hans ar var tydeligt da han jo intet havde på overkroppen til at dække...

''Jeg må indrømme at jeg nu ville have foretrækket mig dem nøgen end den kutte...''

Han sagde det med et skævt smil, mens han samlede rustningen op fra jorden...

Hun grinte. Denne gang var latteren mere ren og klukkene, en den svage latter han havde fået da de gik under jorden.
"Det ville du...Og de tusinder af mænd jeg danser for om aftenen!" svarede hun roligt. Kutten viste hendes lange, slanke men muskuløse ben. Der ud over var hendes arme også synlige. Resten af kroppen blev nogenlunde skjult af kutten.
Hun sendte ham et udfordrende blik da han kom tættere på. Dog lod hun ham jo samle rustningen op.
"En som dig...har du nogen kæreste?" spurgte hun pludselig. Hun interesserede sig normalt ikke for mænd og deres forhold. hvis de var interesserede i hende, var det deres eget problem at sno sig ud af problemerne med evt. forhold.
Men hun var nysgerrig. Ham her var varulv som hende selv...Og syntes at forstå hende på nogle punkter. Og hans blik røbede sandt nok lidt interesse. Men var han lukket land? Bare for...et tilfældes skyld?

''Det ville nok have været bedre hvis kutten så bare passede din figur istedet for dette...''

Han hentydede til hvor løs den var... Den viste som sagt intet om at hun var kvinde... Formerne kunne ikke ses igennem den, og det var ærgeligt mente han stille... Han gik lidt tættere på hende...

''Kæreste? Nej... Den slags holder jeg mig fra...''

Han trådte helt hen til hende og smed så rustningen ned over hendes krop... Straks lagde den sig om hendes krop, som var den blevet lavet siddende kun på hendes krop...

Hun spredte armene da rustningen pludselig var om hende. Hun kunne ikke lade være med at være overrasket...Og så grine fornøjet.
"Så det er din hemmelighed!" udbrød hun da hun lod blikket glide ned af sig selv. Den passede hende perfekt...Selvfølgelig. Og var ganske behagelig med kutten. Og ikke for varm, hvilket hun var glad for.
Den lagde sig om hende og viste hendes muskuløse krop og flotte former, dog uden man kunne se alle detaljer.
Hun mærkede tyngden af den, men så slemt var det heller ikke. Selvfølgelig noget man skulle vende sig til.
Hun så op på ham med et roligt blik og følte sig endelig bedre tilpas end hun havde gjort længe. hun havde været på evig søgen efter en vis varulv og havde glemt alt om at lære mere om sin race, om denne nye verden...Og generelt bare at leve. men lige nu slappede hun af.

"Holder dig fra?" kommenterede hun så og nikkede
"Det var klogt! De er ikke værd at samle på...Jeg kan vist godt råbe at min tidligere kæreste er skyld i mit pludselige skift af race!" Den første der fik det at vide. Han måtte føle sig beæret...Og dog, det viste han jo intet om.

''Ja... Den læderrustning, er blevet lavet af den kult der slog mig ihjel også... Og den er magisk og lavet til at passe til alt den sidder på...''

Den var rar, da den altid passede helt perfekt på alle, men han ville gerne have den igen, da han ikke brød sig om at andre havde den på... Han vidste heller ikke helt præcist hvorfor han havde givet hende den på...

''Jep... Kvinder har jeg intet imod... Men intet fast!''

Han smilede stille, og havde kort lagt mærke til arret hun havde og hvor det sad... Havde de haft sex, og havde han så bidt hende eller hvad? Det var den første tanke...

''Bed han dig mens i havde sex eller hvad?''

Hun så han var øm over for sin rustning og følte sig selv beæret. Men hvorfor? Hvorfor lod han hende bære den? i hvert fald prøve den? Hun så nysgerrigt på ham.
"Hvad for en kult?" spurgte hun, næsten samtidig med han spurgte hende om noget.
Hun smilte lidt af sammentræffet.
"Okay, mig først...Nej. Det er lidt mere komplicerede end det..." hun viste ikke helt hvor meget hun skulle fortælle...eller hvor meget hun kunne fortælle, så han forstod det rigtigt. Men hun måtte vel bare prøve, ikke?
"...øhm...Jeg er vokset op med mig far. Og jeg har altid...havde altid...Et tæt forhold til ham. Vi var hinandens et og alt..." det gjorde ondt at tænke på ham. Hun mærkede svagt vreden igen, men dette var hverken tid eller stedet for den.
"Nå, men jeg mødte ham, Judas der. Speciel i forhold til andre drenge. Selvfølgelig. Og vi fik et vildt forhold. der skete mange ting...Og selvfølgelig var min far ikke glad. Lige som jeg troede, troede Judas vi var skabt for hinanden. Og efter mange problemer, kom han endelig for at hente mig...Men han var forandret. Jeg opdagede det dog ikke.
For at gøre en lang historie kort...Han slog min far ihjel. Jeg ville...Skade ham, dræbe ham...Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvor det gør...At se den eneste person du rigtig havde, død...Flænset op..." en enkelt tåre gled ned af hendes kind og hun kæmpede for at være stærk.
"...Så jeg tog en kniv, men ramte forkert og han blev ikke slemt såret. Han blev dog vred. Og som en ny varulv, blodtørstig og det hele, forvandlede han sig og bed mig. Stak af da han så hvad han havde gjort..." mere sagde hun ikke. han behøvede ikke vide at hun ledte efter ham...for at hævne det hele.

"Det var min historie...Din tur" hun prøvede at smile lidt, men det ville ikke rigtig lykkes.

Han lyttede stille til hende, og fjernede stille den ene tåre der dukkede op på hendes kind... Han fældede selv en da tankerne om hvordan Lyssa havde set ud dukkede op, og han sagde stille...

''Først... Jeg ved hvordan det er at se en elsked dø grufuld... Den sidste jeg elskede, blev flået og voldtaget...''

Han smilede mat, da han havde det bedre med det end man skulle tro, men rart at få det ud var det...

''Jeg blev født af en varulv... Min far slæbt mig så da jeg var fem år afsted til at blive medlem af en kult, en kult for varulve eller rettere Nightcans... Her blev jeg trænet til jeg var 14 til at beskytte kulten... Natten da jeg blev 14 blev jeg slæbt ned i en grotte hvor jeg blev dræbt af min mester i kulten mens de udførte et ritual så jeg ikke bare blev en varulv, men blev en Nightcant... Ved fuldmåne vågnede jeg... Hilste pænt på dem alle, til jeg stod ved min far, som jeg dræbte... Og dræbte derefter resten som var i chok da de ikke havde forventet det...''

Han så stille på hende...

''Undskyld... Men vil du have noget imod at tage rustningen af igen?''

Hans gestus overraskede hende, men var enlig ganske rar. Hun så han selv var rørt, hvilket beviste hende om at han snakkede sandt.
Hun lyttede dog til hans beretning, uden at afbryde og ved at se roligt på ham. Han var en speciel mand, ham her. Hvem han end måtte have elsket, måtte denne have været heldig...den gang.
Da han nævnte sin rustning, var det som om hun kom i tanke om hvor de enlig var.
"Åh..ja...selvfølgelig" hun smilte lidt og tog den af. Først viste hun ikke hvordan, men fandt til sidst ud af det. PÅ vej af hev den lidt af kutten med og viste lidt mere af hendes ben end før...men slap på stoffet, så det gled på plads igen.
Hun rakte ham den.
"Tak...den var sjov og rar at prøve" hun forstod stadig ikke hvorfor han havde ladet hende låne den. Men hun var glad for det.

hun lod blikket glide op over himlen et øjeblik.
"Hvad burde vi nu? Gå hjemad?" hun viste selvfølgelig ikke om "hjem" betød den samme vej for dem begge, men det var nu også mere ment som en hentydning til hvad de nu skulle. For her kunne de jo ikke blive stående for evigt.

Han takkede hende med et buk med hovedet og tog stille imod rustningen fra hende...

Han havde set på hendes ben kort da hun trak rustningen af og mere af dem kom til syne...

Han valgte ikke at tage den på da han nød at mærke luften mod hans torso... Han smilede stille til hende da hun spurgte ham om hvad de skulle, og trådte så ganske stille lidt tættere på hende, så der kun var få centimeter i mellem dem...

''Det kommer an på hvad du har lyst til?''

Han smilede stille og roligt til hende, mens han så hende i øjnene... Han kunne ikke lade være med kort at se på hendes ben... igen, efter at have set lidt mere af dem tidligere...

Hun sendte ham et udfordrende blik og lagde en hånd mod hans varme bryst. Som varulv var han j også lidt varmere end normale folk.
Og sendte ham så et let drillende smil. Han havde jo selv sagt han havde humor.
"Åhh, jeg ved snart ikke...dagen har været fuld af oplevelser..." hun lod som om hun nok var ret træt. Hun kunne mærke hun var lidt udmattet, om end nok mere psykisk end fysisk...Og faktisk en smule sulten.
"Meeeen...." hun prikkede roligt til ham, mens hun så ham op i øjnene. Lidt flirt kunne hun ikke holde sig fra...
"...Hvis du er frisk, hvad så med lidt at spise?" foreslog hun smilende. Han var sikkert frisk på noget lidt andet...Men ville han det ene, krævede det det andet. Hun var trods alt en kvinde...og en stolt en!

''det kan jeg kun give dig ret i...''

Han smilede stille... Han havde lidt svært ved at bedømme hende... Var hun typen der gik med til at gøre det uden fast forhold? Eller krævede hun det? Hun havde ikke ligefrem virket til at ville have en kæreste, så det var måske mest fordi fyre slet ikke var hende...

''Frokost? Jo det lyder fint?''

Han smilede stille til hende, og prikkede så selv til hende, lige over det ene bryst...

''Kender du et sted at købe? Eller vil du selv fange det?''

KUtten hun havde på var stor nok til at han kunne skifte i den, så hun ville også kunne jo...