A leader huh? Tell me, what are you leading? -Nille-

"Jeg løber ikke væk fra dig forstået? Det ville være spild af godt selvskab?" sagde han og smilte lidt skævt imens hun fortalte sin historie.. Han troede lidt at alle piger kunne lide at gå i kjoler, men der kunne man bare se.
Han kiggede kort efter hende, da hun gik ind på soveværelset for at finde en af disse kjoler.. Lyden af en lås der blev dirket om, fik et grin på de smalle læber. troede hun at han kunne finde på at smugkigge? Det ville perverst, og pervers var han aldeles ikke!
Han puttede hænderne i lommen, kiggede sig lidt omkring i det fine hus.. Skubbede tanken om barndomshjemmet væk..
"Jacob," hviskede en stemme, hvilket fik ham til at vende sig om.. Der var intet.. Han havde sikkert hørt syner.. "Jacob," Denne gang var det en højere hvisken..
"Hvem der?" spurgte han, imens hans blik flakkede rundt.. Der var stadig intet at se..
Det gav et chok i ham, da Nille åbnede døren til soveværelset og kom ud i en smuk hvid kjole, der sad meget godt på hende..
Han smilte til hende og skubbede tanken om den hviskende stemme væk.
"Den klæder dig," sagde han, med et smil.

Hun rullede øjne af ham men smilede alligevel.
"Hvem snakkede du til?" Hun havde hørt ham sige noget... Hun kiggede sig omkring. Der var ingen andre end dem. "Måske sidder den godt på mig, men jeg har ikke tænkt mig at beholde den. Jeg havde den på da jeg var tæt på at blive brændt." Hun skar ansigt men smilede så igen. Hvem han havde snakket til undrede hende. Der var ingen andre end dem? Eller jo måske Syna var her men hun kunne ikke se hende.

//Sorry kort svar//

Nu forstod han hvorfor hun ikke ville gå i kjoler, og specielt ikke den.. Det måtte ikke være særlig rart at have mindet om at man var tæt på at blive dræbt.. Jacob kunne stadig tydelig huske suset i maven, imens han faldt ned fra bjerget.. Hvordan han kunne se bjerget blev højere og højere, mens vinden susede om ørene på ham.. I det øjeblik var han klar over at det var slut..
"Ikke nogen," svarede han og smilte til hende. "Så forstår jeg bedre at du ikke vil have den på," Den hviskende stemme undrede ham stadig.. Hvem kunne det være?.. Det kunne ikke være Syna, det var jo kun Nille der kunne se hende..

//I orden //

Hun kiggede undersøgende på ham...
"Jacob? Hvem snakkede du til?" Hun tog hans hånd og ledte ham ind til stuen og fik ham til at sidde på sofaen. "Bliv." Hun pegede på ham, hun var vant til dyr, men smilede drillende da hun beordrede ham til at blive. Hun puttede mere brænde i pejsen og fik gang i ilden. Hun satte sig ved siden af ham. "Jacob? Hvem var det?" Hun så bestemt på ham. Hende kunne han ikke narre. Hun aede ham blidt på kinden, for at se om det hjalp. Hun smilede også sukkersødt til ham.

Han fuldte med hende ind på sofaen.. Han ville ønske at han kunne svarer på hvem det var han snakkede med, men det kunne han ikke.. Han vidste ikke hvem stemmen havde tilhørt..
"Jeg.." Han blev afbrudt eftersom Nille sagde Blive, som snakkede hun til et af sine kæledyr.. Et kærligt himlen med øjenen var hendes svar på det.. Han var ikke et kæledyr og gjorde som regel ikke hvad andre sagde, men i det her tilfælle gik det vel lige..
Da hun satte sig ned igen, kunne han ikke finde svar på spørgsmålet.. Ikke engang selvom hun aede den kolde kind eller smilte sukkersødt til ham.. Det forvirrede ham lidt det sukkersøde smil..
"Jeg.. jeg ved det ikke," svarede han og løftede på skuldrene. "Der var en der hviskede mit navn, men jeg kunne ikke se nogen,"

Interessant...
"Genkendte du stemmen? Mindede den dig om nogen?" Spurgte hun alvorligt. Hendes smil forsvandt og hendes ansigt alvorligt. Hun tog hånden til sig og lagde hovedet på hans skulder. Det var da utroligt... Aldrig havde hun følt sig så glad for en... Hun var klar til at opgive sit liv for ham om nødvendigt...

//sorry kort svar.//

"Nej.. Ikke rigtigt.." svarede han og smilte forsigtigt, da hun lagde sit hoved på hans skulder.. "Det var en kvinde stemme.. Mere kunne jeg ikke høre.. Hun hviskede blot mit navn.." Han lagde hovedet på hendes hoved, kunne stadig ikek få den kvindestemme ud af sit hoved.. Det var som om at hun havde forsøgt at lokke ham.. Det var en lokkende kvindestemme..
Han sukkede hurtigt, fik stemmen ud af sit hoved.
"Men, det var sikkert ikke noget,"

Hun så op på ham med uskyldige øjne.
"Virkelig? Det lyder som min drøm med Syna. Hun står i tågerne og hvisker mit navn"
Hun smilede da han lagde sit hoved på hendes... Det var rart.
"Forhåbentlig er det ingenting... Men du er altid velkommen hos mig Jacob for at få en snak." Sagde hun. Hun slappede helt af... Han var et godt selskab. "Fortæl mig om dig selv. Det som jeg ikke har set."

Det som hun ikke havde set... Hun havde ikke set hans sultne side.. Men, hvis han fortalte om den, ville hun måske blive bange for ham.. Han var ikke ligefrem god at være i nærheden af, når han var sulten.. Det var en ting der var helt sikkert, dog havde han kontrol over sig selv..
"Du har ikke set mig når jeg er sulten," sagde han stille. Han var bange for at hun ville dømme ham og forsivnde fra ham, hvilket hun ikke måtte.. Hun var et godt selvskab.. Det var der ingen tvivl om..
"Jeg.. Dræber nogen gange for at få mad.. Eller, det bliver jeg nød til for at få mad.."

Hun lyttede stille til ham. Hun kendte en anden dæmon ... Sean. Hun havde set ham i øjnene med evnen to gange nu... Hun vidste hvordan han fik mad... Og hun kunne ikke lide det.
"Jacob." Hun tog sit hoved væk og lagde sine hænder på hans kinder. "Uanset hvad du gør for få mad.. så skræmmer det mig ikke. Du bliver hos mig, jeg bliver hos dig"

Han spærrede øjnen op.. Det var ikke hvad han havde regnet med at hun ville sige.. De fleste ville nok løbe skrigende væk, i frygt for at han ville spise dem, men Nille.. Hun blev der og havde ikke lyst til at gå fra ham.. Det varmede ham indeni, uden at han ville indrømme det..
"Tak Nille," sagde han charmerende, placerede et hurtig kys på hendes kind og lænede sig tilbage igen.

Han så overrasket ud. Men han forlod hende ikke på trods af hendes evne, så hun forlader ikke ham. Hvordan han fik mad ville hun ikke spørge om, det måtte han selv sige hvis han følte sig parat.
"Så lidt." Sagde hun blidt og rødmede dybt da han kyssede hende på kinden. Da han trak sig væk kiggede hun lidt på ham... Ud af øjnekrogen kunne hun se at det var mørkt udenfor. Hun satte sig lidt tættere på ham.

Han bemærkede at hun rykkede sig tætte på ham, hvilket fik hans blege kinder til at blive en lille smule røde, men ikke så meget at det kunne ses. Han smilte skævt til hende, bemærkede mørket havde sænket sig.. Dagen var gået hurtigt.. Han følte det som om at det kun var en time siden han mødte den kære nille, der skulle vise sig at ende med at betyde noget for ham.. Godt nok var han dæmon, med en krop så kold som is, men hans hjerte var varmt..

Hun kiggede undersøgende på ham, indtil hun kom i tanke om noget... Hun rejste sig og gik hen til døren. Hun åbnede døren og fløjtede. "Æhm... Jeg ville passe lidt på hvis jeg var dig." Sagde hun drillende til ham. Få sekunder efter stormede dyr ind. Fem fugle fløj ind, fire egern hoppede op på sofaerne. George, hendes bedste ven. Den store kattekrop fik kravlet op i stolen. Ud i genmen vinduet kunne man se heste som smuttede ind i stalden. Sølvmarer var der flest af. Hun kiggede på dyrene og kunne se de alle var der. "Kommer om lidt" Sagde hun hurtigt og gik ud af døren og hen imod stalden. Hun talte også hestene som så nysgerrigt på hende da hun havde kjole på. Silverdust var der... Ikke. Hun mærkede panikken brede sig... Hun gik ud af stalden og kiggede omkring da hun så fløjtede igen. "Silverdust!" Råbte hun.. Intet svar. Hun gik hen imod skoven, som var så mørk at man skulle tro at den var helt sort. "Kom her, dreng!" råbte hun og fløjtede igen. Hun kom i tanke om Jacob, men besluttede at han måtte vente på hende... Silverdust skulle lige findes.

Det gav ham et chok, da der pludselig kom en hel flok dyr løbende ind ad døren.. Han kunne ikke holde et kærligt grin tilbage, dyrene tilpassede sig hurigt som havde de aldrig levet ude i den frie natur.. Panteren fra før lagde sig i stolen, som det pragtige kattedyr den nu var.. Han nikkede til hende og besluttede sig for at vente, imens hun gik ud og kiggede til.. Hestene.. Han ventede og lod kort øjnene lukke sig i.

En vrinsken hørtes i det fjerne... "Silverdust.." Mumlede hun. Hun løb derhen hvor lyden kom fra. Da hun nåede derhen skreg hun højt. Silverdust blødede ned i en flod, og en leopard nærmede sig Silverdust. "STOP" Råbte hun højt og nåede hen til Silverdust. Hun stillede sig mellem Silverdust og leoparden. "Du kan tro nej fister." Knurrede hun af leoparden. Hun bevægede sig dyrisk så leoparden vidste at hun ikke var bange for den.. Leoparden brølede højt af hende. Hun grinede bare og råbte lige så højt. Leoparden kunne godt se at hvis den blev ved så endte det galt... Den brølede stille en sidste gang og løb sin vej. Hun kiggede på Silverdust og ledte efter det sted hvor blodet kom fra. Det kom fra ryggen. Det var heldigvis ikke noget alvorligt... Hun rev noget af kjolens kant af, kun et lille stykke og lagde det på såret. "Op med dig" Beordrede hun, og Silverdust adlød. Hun svang det ene ben om dens ryg og blev ved med at holde det fine stykke stof mod såret og holdte hans man med den ene hånd. Stille travede de ud af skoven, og nåede til huset. Man kunne sikkert se hende fra vinduet. Silverdust var en flot sølvmare, med hvid pels der glinsede flot. Hun svang sig ned da de var ved stalden, og ledte Silverdust ind i hans boks. Hun tog stoffet væk fra såret, men tog en klud og puttede vand på. "Klodsmajor." Grinede hun til Silverdust. Hun lagde kluden på såret. Der var gået omkring en halv time...

Det tog hende lang tid.. Han begyndte at blive en lille smule forvirret... Hvor pokker blev hun af og hvad lavede hun mon? Et suk undslap hans læber, hvor han derefter lænede sig tilbage i sofaen, stadig med lukkede øjne.. Lige nu, lyttede han kun.. Fokuserede på hver en lyd omkring ham.. Den hviskende stemme tryggede stadig på ham.. Hvem havde det været? Hvilken kvinde ville hviske hans navn, også uden at vise hvem hun var? Det var forvirrende.. Det havde ikke engang været en bekendt kvinde stemme.. Han åbnede øjne, da han kunne høre hestehove.. Det var formodentlig nille.. Han rettede sig op, kiggede ud af vinduet.. Ja, det var hende.. Han smilte og ventede på at hun skulle komme ind.

"Okay Silverdust, hvorfor var leoparden efter dig?" Spurgte hun imens hun forsigtigt gnubbede såret med kluden. Silverdust kiggede surt på hende med sine ravgule øjne. *Jeg gjorde intet Nille* Svarede han. Silverdust var okay god til det med at snakke som et menneske men han havde stadig fejl. "Silverdust..." Sagde hun rettende og kiggede tilbage. *Okay okay... Jeg tog hans føde* Silverdust vrinskede og kiggede væk fra hende. Hun smilede drillende. "God dreng!" Hun grinede. Hun tog kluden væk fra såret og kiggede på det. Det så fint ud. Hun lagde kluden i en spand, og gik ud af stalden. Hun gik ind i huset igen. "Undskyld, en af sølvmarerne havde irriteret en leopard, så den var efter ham." Hun sukkede men smilede. Da det var lidt koldt udenfor havde hun røde kinder.

Han rejste sig op fra sofaen, for at strække benene lidt.. Han håbede ikke at der var noget alvorligt galt med Nille siden det tog hende så lang tid..
Dyrene kiggede efter ham, da han gav sig til at gå rundt.. De var vel ikke van til at se ham i deres vens hus.. Han gad godt vide hvad de tænkte på..
"lad være at kigge sådan," sagde han til dem og løftede på et øjenbryn. "Jeg gør ikke noget,"
Dyrene kiggede bare op på ham, som var han en tosse.. Men, hvis de kunne forstå Nille, kunne de velogså forstå ham?
"jacob min lille dæmon,"
Det var stemmen igen.. Jacob vendte sig hurtigt om imod den.. Stadig var der intet at se..
"Hvem er du?" spurgte han alvorligt. "Hvad vil du med mig?"
Stemmen grinte lusket, så det gav ham kuldegysninger..
"Snart, vil du vide alt om mig.."
Jacob ville svarer, da døren gik op og Nille kom ind igen.. Hans hjerte stoppede med at pumpe hurtigt og han ånede lettet ud.
"Nårh, stakkels sølvmare," sagde han og smilte skævt.

Hun gik hen til ham.
"Endelig ikke. Silverdust er bare lidt dum nogle gange." Hun grinede.
Hun kiggede sig omkring. "Hvad er der?" Han havde set så... Hun kunne ikke beskrive det, før hun gik ud.

//Sorry kort svar//

"Er han dum?" spurgte han og satte hovedet på skrå, imens han stadig søgte efter stemmen i sin øjenkrog.. Den var væk igen, den kom kun så snart han var alene.. Han ville så gerne vide hvem stemmen tilhørte.. Hvem var denne kvinde og hvad ville hun med ham? Eller, hørte han bare syner?
Han hørte Nilles spørgsmål og rystede hurtigt på hovedet, for at få tankerne væk.
"Det var bare.. Stemmen igen.." fortalte han og placerede sine arme bag hovedet, både for at strække sig og slappe af.. "Jeg ved ikke.. Måske er jeg bare ved at blive skør.."

//Æhm, hvem er stemmen? Må jeg vide det xD?//

"Jah han er... Dumdristig." Hun smilede til ham.
Hun tænkte sig kort om... Stemmen... Han var tydeligvis ikke ved at blive skør.
"Jeg tror ikke du er ved at blive skør. Jeg tror der er en der vil have kontakt til dig. Hvad sagde stemmen?"

//Er selv ved at finde ud af det XD Men ved det er en kvinde der kendte hans forældre, som så ham blive født //

Han placerede hænderne i sine lommer igen, drejede om på sine fødder og gik ud i køkkenet. Han kiggede rundt i det, imens han nød duften af mad og luft.. Der var ikke indelukket og det var skønt, man blev ikke kvalt som han var blevet i sit barndomshjem..
"Hun sagde først at jeg er hendes lille dæmon," fortalte han, imens han fortsatte med at gå rundt i køkkenet.. Kiggede på de fine skaber, der sikkert indholdte tallerkner og glas.. "Derefter sagde hun at jeg snart ville vide alt om hende.."

//Jamen hvad vil hun så med ham xD?//

Da han gik ud i køkkenet gik hun med. Køkkenet var et fint men ikke specielt stort firkantet rum. Der var intet køleskab(/Da det ikke findes i denne verden/) men der var et bord med fire stole, til at spise på. Hun satte sig på bordet og kiggede på ham, med hænderne i skødet. Hun blev irriteret på kvinden der havde sagt at han var hendes lille dæmon. For det første var han ikke lille, for det andet så blev hun en smule jaloux. Men ville helst ikke vise det.
"Irriterende kvinde..." Mumlede hun lavt for sig selv.
"Og det skal betyde???"

//Æhm... Hvordan kommer han til at kende alt om hende xD? Ved at hun kommer forbi og siger "HEJ" ?//

//Ved ikke endnu XD Men, hun skal ikke komme endnu Tror bare hun driller lidt til at starte med //

Han løftede på skuldrene. Flere gange prøvede han at komme i tanke om, om han kunne have mødt denne kvinde igennem sit liv.. Men.. Han kunne ikke komme i tanke om noget overhovedet.. Der var aldrig en kvinde der havde ment at hun tilhørte ham.. Og specielt ikke en der ikke kunne ses..
"Jeg ved det ikke, jeg ville ønske at jeg kunne svarer på dine spørgsmål, men jeg ved ligeså lidt om dig.." sagde han og drejede om, så han kiggede på hende igen. Han sendte hende et charmerende smil og placerede armene bag hovedet igen. "Men, det er sikkert bare mig der er blevet skør," Det kunne ikke være andet..