A leader huh? Tell me, what are you leading? -Nille-

Hun nikkede til ham og hørte også vagterne/politi mændene. Hun bed grinet i sig da han bukkede for hende. "Okay, kom." Sagde hun og begyndte at lise hen væk, men gik normalt da de var lidt væk fra mændene. Hun stoppede op foran et hus i The Forest, der var en stald og en fold. Der var også dyr, faktisk mange dyr. Hun smilede og gik hen til døren. Hun åbnede den. "Velkommen til mit hus." Sagde hun og grinede.

De luntede væk fra de dovne betjente.. Luntede væk fra den irriterende fare de havde med sig. jacob kiggede engang imellem tilbage efter dem, men kun for at se om de fulgte med. Det gjorde de ikke, de var jo heller ikke så kloge så..
Han spærrede øjnene op, da de kom til et hus med en hyggelig stald og en hel del forskellige dyr. Nille måtte være en slags dyretæmmer. Eller, bare en dyrelsker.
"Hvor er her hyggeligt," sagde han og stoppede hænderne i lommen.

Hun smilede til ham. Hun gik ind i huset og lod døren være åben. En panter slap ind i huset og lagde sig på sofaen. "Joh, her er meget dejligt" Hun grinede og kiggede på ham. "Nå... Vil du så forklare mig hvorfor du gemmer dig bag din hætte?" Hun grinede og trak sin egen hætte af hovedet.

En panter kom springende forbi dem, med elegante katte bevægelser, Hvad lavede den i hendes hus? Måtte den godt rende rundt, en kat som den? Den var jo dobbelt så stor, som en normal kat og tænderne var jo dobbelt så skarpe?
"Jeg gemmer mig ikke," svarede han og kiggede på hende med et skævt smil. "Jeg kan bare godt lide at have den på," Han tog den væk, afslørede det snehvide, pjuskede hår. "bedre?"

Hun måbede da hun så hans hvide hår men tog sig sammen. "Flot hår." Hun grinede, og gik hen til panteren og satte sig ved siden af den. "Det ... Er George" Hun grinede og aede panterens mave. "En af mine venner" Hun smilede.

En lille trækning i mundvigen var det tætteste der kom på et smil, da hun grinte og sagde flot hår. Han vidste godt at det ikke var det mest normale, at have hvidt hår, men han kunne jo ikke rigtige gøre noget ved det. Is evnen havde gjort det hvidt og det ville aldrig kunne blive brunt igen.
Han rystede dog på hovedet, kiggede over på den panter hun præsenerede.
"Det må jeg sige," sagde han og lagde armene på kors. "Det er ikke hver dag man ser en, der har en panter som ven," Han smilte venligt og begyndte at gå rundt i huset, med de mange forskellige lugte. Han kunne både lugte mad fra køkkenet og dyr der løb rundt på deres lodne ben. En ting var sikkert, Nille var aldrig helt alene som ham selv. Hun havde altid nogen omkring sig. Nogen at snakke med.

Nille fulgte ham med sine sorte øjne. "Jeg er shapeshifter, jeg elsker dyr. Jeg kan endda snakke med dem." Hun aede George på hovedet. "Jeg har ikke kun en panter som ven... Jeg har flere. En sølvmare ved navn Silverdust, faktisk alle de dyr der er her. " Hun grinede. Selvom der var mange dyr var Nille ikke så meget hjemme, hun løb altid rundt ude i skoven. Tegnede dyr, sang, eller bare kiggede rundt. Hun kunne skam godt være alene.

Han kiggede hen på hende med et smil, mens hun fortalte om allle sine dyrevenner og at hun kunne tale med dem. Det var vel en okay ting, at kunne tale med dyrene. Man tænkte jo tit på, hvad de egentlig tænkte, eller det havde Jacob gjort et par gange da..
"Okay," sagde han og kiggede rundt i huset endnu engang.. "Så, er man da aldrig helt alene med alle disse kæledyr,"

//beklager korte svar//

Hun kiggede på George, som begyndte at gå ud af huset. "Jo, man er alene. Jeg går tit ud i skoven." Hun trak lidt på skuldrene. I huset var der fire rum. Stue, køkken, soveværelse og badeværelse. I stuen var der en pejs, to sofaer og en stol. Der var et bord ved de to sofaer og stolen. På bordet var der forbindinger, en bog og en sangtekst. Der var også en boghylde i stuen, med mange bøger. Hun læste tit... Hun gik hen til pejsen og puttede brænde ind i den som var ved siden af pejsen. Hun fik tændt ild. "Jeg tegner tit..."Begyndte hun at sige. "Så jeg går ud i skoven og tegner... Jeg synger også mens jeg kigger rundt i skoven og klatrer i træer." Hun grinede stille. "Ellers løber jeg rundt og tjekker på de dyr som jeg har passet..." Hun rejste sig fra pejsen og kiggede på ham.

Han lyttede til hvert et ord hun sagde, imens han betragtede det fine hus.. Det kunne minde ham om hans barndoms hjem.. Et sted han ikke ville hen igen.. Det her hus sendte sog ikke dårlige signaler som barndomshjemmet, det sendte mere varm og rolige signaler.. Det gav ham lyst til at blive der, men det vidste han godt at han ikke kunne.. Der var så meget han ikke havde set endnu..
"Det lyder alt sammen så.." Han kunne ikke finde et ord for det. "Roligt," Han kiggede hen på hende med et smil. Alt det hun fortalte lød så fredeligt, som havde hun haft det skønt hver gang hun begav sig udenfor sin hoveddør..
"Du er heldig," Sagde han pludselig og kiggede på hende, med sine krystalblå øjne.

Som altid fik hun lysten til at se ham i øjnene med sine skammer øjne... Men vidste at det var dumt. Hun havde jo fået en fjende på grund af det... Desværre en stærk fjende. "Heldig? Roligt? Dette er mit hjem... Jeg søger flugt her. Mit liv har altid været et rod... Det har altid været hårdt og min evne hjælper ikke specielt meget på det." Sagde hun koldt, men sukkede så. Hun smilede svagt tilbage til ham. "Mit hjem er det eneste... Det eneste sted jeg kan slappe af for tiden... Mine nerver er på højtryk." Nille kunne se det dansende bål foran hende pludselig...

Hendes øjne begyndte så småt at glimte... Det var som at kigge ind i en krystal.. Glimtende forsvandt dog hurtigt igen, efter hun begyndte at snakke..
"ja heldig," sagde han og gik forsigtigt tætter på hende, for at stille sig ved pejsen. "Heldig med at du har et hjem og sådan," Han kiggede på hende, mens hun fortalte om sit liv.. Han kunne hører på hende, at det ikke havde været det nemmeste i verden.. Det havde hans eget heller ikke.. Men, han ønskede ikke at snakke så meget om det.. "Det jeg ked af," lød det pludselig fra ham..
Ilden dansede og varmede på samme tid.. Nogen gange ville Jacob ønske at han kunne mærke den varme.

Hans hud var meget hvid... Det fascinerede hende lidt. "Intet at være ked af over... Jeg lever da stadig." Sagde hun og grinede lidt. Hun trådte tættere på ham og kiggede roligt ham i øjnene. "Jacob, hvorfor er dit hår hvidt og din hud så lys?" Spurgte hun. Selvom hun ville have svaret genmen hans minder... Var det her meget mere høfligt. Hun lagde en hånd på hans kind og mærkede at den var kold. "Hvordan kan du være kold når der er så varmt?" Spurgte hun, hun frøs ikke... Hun var varm, dog ikke sådan for varmt men okay varmt.

Han smilte forsigtigt til hende, efter hun lagde en hånd på hans kind.. Det var nogen gode spørgsmål hun stillede.. Han vidste det ikke helt selv med sikkerhed, men han ville svare så godt han nu kunne.
"Tro det eller ej," sagde han og grinte lidt ved tanken om det. "Jeg har engang haft brunt hår for ca. 65 år siden," Han kiggede venligt på hende, besluttede sig for at fortælle hende det.. Han satte sig ned på gulvet, foran den varme pejs.. Ilden spejlede sig næsten i den blege hud. "For.. 65 år siden, var jeg en helt almindelig sjæledæmon, mit hår var brunt og min hud var ikke nær så bleg.." Han kiggede op på hende. "En dag, skulle det vise sig at jeg blev lidt for kæp høj," Han grinte af sig selv og fortsatte. "Jeg klatrede op ad et bjerg og.. Faldt ud fra det.. Hvis det var rigtigt, havde jeg været død.. Men.. Den evne jeg har nu.." Forsigtigt tog han sine hænder foran sig, for at demonstrar det.. "reddet mit liv," Lidt efter lidt kom der en iskugle frem i hans hænder. "Den valgte mig, farvede mit hår hvidt og hud bleg.."

Hun lyttede til ham og satte sig ved siden af ham. Hun lagde hovedet på hans skulder og kiggede fascineret på iskuglen. "Jeg er glad for du ikke døde... Det ville være en skam." Hun smilede til ham. "Vær stolt af din evne Jacob, uanset hvad..." Mumlede hun og lukkede øjnene. "Min evne... Er Skam. Min evne vågnede tidligt... Som lille blev jeg slået, skældt ud og drillet i skolen... Mine forældre var ikke bedre. De var rige, arbejdede hele tiden og slog mig også... Jeg brugte min evne på min mor... Fik hende til at skamme sig. Min far greb fat i mig og slog mig hårdt... Min evne virkede ikke på ham. De er døde nu og min mormor tog sig af mig da de døde. Hun var den eneste jeg kunne stole på dengang... Og nu er hun væk. Min evne skræmmer folk... Får dem til at tro jeg er en heks, og dermed skal brændes som en." Forklarede hun. "Jeg må indrømme at min lyst til at se dig i øjnene med min evne er stor..." Indrømmede hun og kiggede op på ham for at se hvordan han reagerede på det.

han smilte kærligt til hende og lod iskuglen forsvinde, hvor han derfefter forsigtigt lagde sit eget hoved på Nilles, bare for at hvile lidt..
"Tak Nille," sagde han og beholdte det kærlige smil, mens han kiggede ind på den varme ild. "Det er der aldrig nogen der har sagt før,"
Han lyttede til hvert et ord hun sagde, og det rørte ham meget at hendes forældre havde behandlet hende sådan.. Hvordan kunne de? En sød pige som Nille, fortjente ikke den slags behandling. Hun fortjente bedre.. Det lettede i ham, da hun fortalte om sin mormor.. Det var godt at høre at hun havde haft en som hende..
"Din evne er nu også meget speciel," sagde han og beholdte sit hoved på hendes. "Det gør mig ondt alt det med dine forældre.." Hans stemme var pludselig varm og kærlig.. Da hun sagde at hun ville bruge sin evne på ham og rejste sig, kiggede han bare op på hende med et roligt blik. "Hvis du vil, må du vel gerne, jeg er selv spændt på hvordan den fungere,"

Hun kyssede ham hurtigt på kinden da han lagde hovedet på hendes.
"Jeg har altid hadet dem... Men de er fortid nu... Jeg leder efter min mormor det er det vigtigste... Og jeg prøver at overleve." Svarede hun stille.Hun rejste sig også. Hun lagde en hånd på hans kind og fik ham til at se hende i øjnene. "Du må ikke hade mig, hvis det du ser er... Noget du ikke bryder dig om." Sagde hun med bedende øjne. Hun lagde også den frie hånd på hans anden kind og fik ham til at se hende i øjnene. Hendes øjne begyndte at lyse stærkt og søgte efter minder. Hun ville ikke bruge sin stemme på ham... Hun så ind i hans sind.

//Er du sød at skrive hvad hun ser ?//

//Jep //

Han smilte hurtigt, udviden om hvad der skulle til at ske.. Hvad han ville komme til at se og for den sags skyld, hvad hun ville komme til at se..
De krystalblå øjne, kiggede nu ind i hendes, og for endnu engang begyndte hendes øjne at lyse, som en krystal..

En hus, så lille og slidt.. En mor og far der råbte af hinanden, et barn ved siden af dem uviden om hvorfor de råbte..
"Mor? Far?" sagde den lille dreng og gik hen til dem..
"Klap i din Nitte!" råbte Moren, hvor hun derfefter lod en hånd smække ned på drengens kind..
Drengen kigger bange op på sin mor.. Han bakker og sætter sig i en skygge.. Håbede på at det snart ville holde op..

En ung dreng, smilende med sine blå øjne og brune hår, løb ud i sneen. Legede med sig selv for at få verden til at fungere. Han så op på stjernerne, ønskede at være et bedre sted.. En trampen ødlagde det stille øjeblik.. Faren kom, trak ham i håret, efterfulgt af pinsler..

Forældrene stukket af fra drengen, ønskede ikke længere at have noget med ham at gøre og heller ikke hinanden.. Drengen helt alene i det tomme hus.. 11 år gammel.. Helt alene..

Jacob trak væk fra øjenkontakten..
"Ik mere," sagde han og skælvede.. "ikke mere.."

Nille så det... Hvordan Jacobs forældre var... Hvordan de lignede hendes... Hun så Jacob med brunt hår...

Hun tog hænderne væk fra hans kinder, og lukkede øjnene. En tåre gled ned af hendes kind hurtigt, men hun tørrede den væk. "Undskyld, jeg sagde jo... At det kunne blive ubehageligt... De minde der kommer er svære... Hårde. For begge parter." Hun åbnede øjnene, og de var normale igen. Hun sukkede... Hun kiggede ham i øjnene igen med hendes øjne lyste ikke mere... Da han trak sig væk fra hende mærkede det som et stød. Hun greb fat i hans hættetrøje og rev ham ind i et knus. "Undskyld..." Mumlede hun og begravede sit hoved i hans hættetrøje.

Han kunne stadig se det for sig.. Dem... Forældrene... Mærke deres slag, huske deres ord.. Alt var stærkere minder for ham nu.. Alt...
"Du.." stammede ham.. "Du skal ikke undskylde.." Han vendte sig om, for at trække hende ind i et knus, så hun nu begravede sit hoved i hans bryst. "Du skal ikke undskylde.."
Han rystede stadig en smule, det var første gang efter flere år.. Han havde jo aldrig rystede af kulde.. Og nu rystede han af skrækkelige minder..
Han trak Nille ud af knuset, kiggede ned på hende med et roligt blik, da det gik op for ham at han bare havde krammet hende sådan uden videre.
"Undskyld," sagde han flovt og tog et lille skridt væk fra hende..

Hun kunne se at han stadig var en smule lammet af det han havde set...
Hun mærkede en varme brede sig da han tog imod hendes kram... "Du skal ikke undskylde Jacob." Sagde hun. Da han gik et skridt væk fra hende gik hun tættere på. "Er du bange for mig Jacob?"Spurgte hun og man kunne se at hun var en smule bange for det...

En lille trækning i mundvigen blev til et uskyldigt smil, han kørte lettet en hånd igennem sit hvide hår, hvor han derfefter kiggede på hende.. Hun virkede til at være bekymrede, eller bange.. Bange for hvad dog?..
"Om jeg er bange for dig?" sagde han og satte hovedet på skrå. "Nej, hvorfor skulle jeg være det?" De krystalblå øjne lyste af forvirring, han så ingen grund til at være bange for hende. Det var en kraftfuld magt hun havde, det måtte han indrømme, men han vidste jo at hun ikke vil bruge den til noget ondt..

Hun trak lidt på skulderen. "På grund af min evne..." Hun kiggede ned i gulvet. Hun hadede nogle gange sin evne... Men der var så meget... Så meget hun var glad for at være en del af. Hun ønskede dog ikke at ende som Syna... Ikke at kunne se nogen i øjnene. Hun kiggede op i hans øjne igen.

Han kiggede tilbage, med et skævt, charmerende smil.
"Din evne er noget specielt Nille," sagde han og gik tættere på hende. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. "Den er magtfuld og det er derfor godt, at den er havnet i din vartægt," Han smilte venligt til hende. Øjnene glinsede og smilte også.. "Tro mig Nille, du fortjener den evne, mere end nogen anden.."

Hun rystede på hovedet.
"Du ved ikke hvor meget du tager fejl... Jeg er bange, jeg er eftersøgt fordi jeg var uforsigtig..."Hun sukkede... "Min evne er speciel ja... Men det er din også..." Hun smilede drillende med en antydning af venlighed. "Derfor passer den også så godt til dig... Jeg har altid følt at sne er noget der driller en..." Hun lagde en hånd på hans kinder igen. "Cold as ice, but why are you so warm then?" Nynnede hun svagt. "Charmør, jeg er ikke den eneste med evnen Skam... Der er forskellige måder at have den på, og jeg er bange for at min minder meget om den første der havde evnen..." Sagde hun.