A leader huh? Tell me, what are you leading? -Nille-

Hun smilede uskyldigt da han begyndte at snakke.
Nille bed sig i underlæben og mærkede at hun rødmede. Hun lukkede øjnene. Hun gemte sig ansigt bag sit hår. Okay så... Hun måtte hellere holde hvad hun aftalte...
"Okay... Ved ikke helt hvad jeg skal svare på det." Hun rødmede mere. "Jeg... "Hun begyndte at snakke virkelig lavt." Finder dig også... Tiltrækkende.."

Han kiggede op, da han udmærket godt hørte hvad hun sagde, men kunne ikke dy sig til at drille hende lidt..
"Hvad sagde du?" spurgte han og tog sin hætte af, de røde kinder var væk. "Jeg kunne ikke hører dig?" Han løftede drilsk på et øjenbryn, smilte over at se hvordan hun rødmede og gemte sig bag sit hår..

Årh hvor irriterende! Nu begyndte han at bruge hendes trick! øv da også! Men også ret sødt...
"Årh... Du tarvelig!" Sagde hun drillende og blev ved med at gemme sig bag sit hår. "Jeg sagde... "Hun snakkede lidt højere. "Jeg finder... Dig tiltrækkende!" Hun sukkede og rødmede meget mere. *Irriterende rødme!*

Et kærligt grin undslap de smalle læber.. Det var altid sjovt at bruge deres eget trick imod dem selv..
han satte hovedet på skrå, smilte sødt til hende, imens hun gemte sig bag de mørke lange lokker.
"Så det gør du?" sagde han drillende. Hvad skulle man sige? Han elskede at drille og mente det jo kun kærligt overfor hende. "Sikke en ære at du finder en dæmon som mig tiltrækkende,"

Han morede sig sikkert over hende... Det var der mange der gjorde.
Hendes øjne skinnede bag de mørke lokker, men de holdte op og blev almindelige sorte. Uden at hun lagde mærke til det. "Ja..." Hun kunne ikke lade være med at grine lidt. "En ære? Ikke alle dæmoner er som sig Jacob. Det er dog en ære at du finder en skammer som mig der er eftersøgt og har mange dusør jægere efter sig, tiltrækkende? Se det er mærkeligt." Hun grinede svagt. Hun kiggede roligt på hans hage.

Ikke alle dæmoner var som ham.. Ja, han var måske ikke helt som en rigtig dæmon skulle være.. Måske var han lidt for godhjertet af sig, men man kunne jo ikke rende rundt og være ond hele sit liv kunne man?..
"jeg syndes ikke det er mærkeligt," sagde han og bemærkede hendes øjne.. De skinnede ikke længere, de var mørke, præcis ligesom før. "Nille," Han kiggede overrasket på hende. "Dine øjne, de skinner ikke længere," Han håbede på at hun troede på ham..

"Ikke det? Jeg har en dødsdom hængende over mit hoved." Svarede hun og da han sagde at hendes øjne ikke skinnede mere... Hun tog mod til sig. "Ikke det?" Hun løftede tøvende sine øjne op, så de mødtes hans. Intet. Der skete intet. Hun gav et jubel fra sig og krammede ham. Håret var væk fra ansigtet nu.

Han rystede på hovedet som et svar.. De skinnede ikke længere nej, de var ligeså smukke som før.. Sorte, mystiske og dybe..
Det gav ham et lille chok, da hun omfavnede ham af glæde, men i stedet for at trække væk, lagde han armene om hende og krammede hende tilbage.
"Se, jeg sagde jo at du kunne," hviskede han i hendes øre, med en blid stemme.

Hun havde armene om hans nakke.
Åh det havde været tæt på... Men hun kunne ikke flygte forevigt.
"Jeg vil ikke dø! Jeg vil leve...!" Mumlede hun i hans hals, da hun trykkede hovedet der.
Hun kunne da ikke dø nu... Nu hvor hun endelig havde fundet en hun kunne åbne sit sind helt for... En som ikke var bange for at se hende i øjnene.

Så skulle hun have lov til at leve, det var der ingen der skulle forhindre hende i. Dusørjægerne kunne bare komme an, hun skulle sku nok klarer sig mod dem. Hvis han kunne blive ved med at undgå den hidsige politichef, kunne hun også undgå de irriterende dusørjægere.
"Så lev!" sagde han lystigt. "Lev og pas på dit liv!" Han smilte til hende, mens han stadig havde hende i sine arme. "Du ved jo, at du nok skal klarer den,"

Han roste hende så meget, at hun følte sig egoistisk...
"Jacob... Du får mig hele tiden til at rødme, og det samme gør jeg åbenbart også ved dig... Men hvad betyder det?" Spurgte hun. Hun var noget så glad for at have mødt ham.

Han trak sig ud af krammet for at kigge hende i øjnene.
"Hvad mener du med hvad det betyder?" spurgte han kærligt og satte hovedet på skrå. "Det betyder vel at vi kan finde ud af at røre hendes rødme knapper?" Han grinte kærligt og elskede at have øjenkontakt med hende igen.
Han var glad for at have mødt en som Nille, en der var så nem at tale med. at blive tiltrukket af hende, havde ikke været planlagt, men hvad.. Det kunne man vel ikke selv styre..

Hun nød at se hans smukke øjne igen... Hun blev så let fanget i dem.
"Jeg ved ikke... Jeg har bare aldrig følt sådan noget før." Sagde hun og lagde også hovedet på skrå. Hun smilede drillende. "Øv altså!" Sagde hun drillende.
Hun smilede sødt til ham.

Følt?..
"Hvad har du aldrig følt før?" spurgte han drillende. "Har du aldrig rødmet før, for så velkomen i clubben, eller selvfølgelig har jeg rødmet, men aldrig så meget som du har fpet mig til det," Han grinte kærligt og kørte en hånd igennem det pjuskede hvide hår, så det bare strittede endnu mere... Ja, det var ikke nemt at få styr på alt det hår..

"Aldrig følt mig så tiltrukket af nogle før..." Svarede hun med en blid stemme. "Jeg har skam rødmet, bare ikke... Sådan." Hun smilede drillende. "Nåda? Sikke en interessant viden!" Hun grinede. Hun kiggede på hans strittende hår og smilede drillende.

Hans kinder blev endnu engang røde, da hun endnu engang kaldte ham tiltrækkende.. Han havde aldrig set sig selv som tiltrækkende.. Der var da mange andre fyr der så bedre ud end ham, de havde i det mindste ikke hvidt hår så..
"Det.. Det er stadig ikke til at tor at du finder mig tiltrækkende," sagde han, efterfuldt af et kærligt grin. "Jeg mener, se på mig? Hvidt hår og bleg hud?"

Hun trak lidt på den ene skulder.
"Det er da heller ikke til at tro at du finder mig tiltrækkende? Jeg er underlig pige med en evne der er ujævn. Jeg kan se Syna som er død!" Hun slog sig for munden. Hun havde ikke sagt det til nogen før... Hun tog hurtigt munden væk fra munden for at svare på hans spørgsmål. "Jacob, jeg ved ikke hvad det er. Jeg syntes at du er interessant. Din være måde er spændende. Du roser mig så meget at jeg føler mig helt egoistisk! Ikke at det er dårligt... Din blege hud ... Jeg ved det virkelig ikke." Hun smilede roligt til ham. Hun lagde en hånd på hans kind. "Selvom du er kold udenpå er du helt varm indeni..."

"Det er jo netop det, du er interesant Nille, du er ikke som andre jeg har mødt," fortalte han og smilte overbevisende til hende. "Og ja, din evne er speciel og ujævn, men det er da bedre end den er kold og kedelig ikke sandt?" Han kiggede lidt forskrækket på hende, efter hun råbte det med Syna. "Dig og Syna har vel bare et specielt bånd, det ser jeg intet underligt i," Det var ikke underligt at hun kunne se Syna, de havde jo den samme kraft og samme problemer, det var klart på sin egen måde.. Han ville da ønske at han kunne tale med døde?
Han lænede sit hovede mod hendes hånd og lukkede øjnene kort i, men åbnede dem hurtigt igen.
"Varm indeni siger du," sagde han og grinte kærligt.

Hun sukkede. "Jacob..." Mumlede hun. Ubevidst om hvorfor hun gjorde det. "Joh det er det vel..." Svarede hun... Hun kiggede væk og bed sig i læben. "Men det er for underligt... At kunne se hende.." Sagde hun og kiggede ham så i øjnene igen. "Hun snakker til mig... Vejleder mig." Forklarede hun. Hun var bange. Bange for at blive Syna. Hun nussede hans kind lidt. Hun smilede varmt til ham. "Ja, det sagde jeg."

Han hørte at hun mumlede hans navn.. Det var vel fordi at han snakkede som han gjorde.. At han ikke rigtig forstod hendes problemer og hvad der egentlig plagede hende.. Det kunne en dæmon som ham vel ikke forstå..
"Jeg syndes det er sejt at du kan tale med hende, også det at hun vejleder dig," sagde han og smilte venligt til hende. Beholdte den øjenkontakt hun havde skabt. "Jeg forstår godt du er bange, men du kan ikke lade frygten styre dit liv vel?" Han smilte, da hun nussede hans kind.

Sejt? Sejt at kunne se en hvis skæbne kunne minde om ens selv? Okay, måske overreageret hun, men hun var bare så bange!
"Det er ikke spor sjov, når hun dukker op foran mig." Hun grinede svagt. "Nej, frygten må ikke styres ens liv... Det er skam sandt, men nogle gange bliver det for meget." Hun kom pludselig i tanke om hvad hun altid havde tænkt om hun kunne... "Undskyld mig, lige et øjeblik" Sagde hun hurtigt, og trak hånden til sig. Hun gik ind i huset, og videre ind mod badeværelset. Hun kiggede sig selv i spejlet. Hun havde stadig det ødelagde tøj på, men det var nu ikke det hun ville... Hun fik øjnene til at skinne. Hun blev ved med at kigge sig selv i øjnene... Ventede på at minderne kom...

*Et slag hørtes højt i huset, en piges skrig lød der også... "Hvor vover du!" råbte faren, efter at hun havde prøvet på at snige en lille ræv med mudder på ind i huset. Moren stod bare og stirrede på hende med øjne der kunne slå en hel hær ihjel. "Undskyld!" Lød det fra den lille pige.* Hun begyndte at trække vejret hurtigere.

*Nille som 12 årig. Nille gik roligt ned af gangen i skolen, hun havde som altid bukser på... Mens de andre piger gik med kjoler. Hun kiggede rundt, og folk stirrede irriteret på hende. Hun blev dog ved med at gå.. Da en slog hende i ryggen. "Haha, taber!" Råbte en dreng. Pigerne begyndte at fnise... Sådan begyndt mobberiet.*

"NEJ!" råbte hun fortvivlet.

*"Se mig i øjnene... Sig at du tør... Se mig... I øjnene.... Som ingen andre bør...." Nille stod med en mand, hun havde hænderne på hans kinder. Pludselig trak hun en kniv frem og skar halsen over på ham.*

"Nej! Stop det stop det stop det!" blev hun ved med at råbe. Var det virkelig sådan folk havde det når hun så dem i øjnene? Det var jo grusomt! Hun fik blikket væk fra spejlet. Hun lukkede øjnene hårdt sammen, og tårerne flød hidsigt ned af hendes kinder. Hun åbnede øjnene igen, og kiggede på spejlet. De skinnede ikke mere. I stedet var der tårer der flød ned af hendes kinder. Hun trak vejret normalt igen. Men skammen var der stadig!

Han blev en lille smule forvirret, da hun hurtig forsvandt ind i huset. Hvad ville hun gøre? Havde han mon sagt noget forkert. Han tænkte sine ord igennem, men kunne ikke komme i tanke om noget der kunne såre hende... Måske, ville hun bare have noget andet tøj på..
Han løftede kort på skuldrene, kiggede sig omkring inde han også luntede hen mod huset med afslappede bevægelser. Musklerne var ikke længere spændte, som da han havde set varulven, nu kunne han slappe af.. Han sukkede og indåndede den friske luft et kort øjeblik.. Nød at der ikke var en eneste lyd der kunne stoppe denne ro..
Han tog dog hurtigt sine tanker til sig, da han hørte Nilles skrig inde fra huset. Med hurtige bevægelser, løb han ind i huset, uvidende om hvad der nu ville ske. Døren åbnede han med et slag og kiggede rundt, spændte sine muskler for at gøre sig klar til den mulige fjende.
"Nille?" sagde han og kiggede rundt, imens han gik længere ind i huset. "Hvor er du?"

Da hun hørte Jacob, prøvede hun at slappe af... Det lykkedes næsten! Hun åbnede døren til badeværelset. "Inde på badeværelset... Jeg er igang med at tage andet tøj på... Så..." Sagde hun og gik ind i soveværelset. Hun lukkede døren, og gik hen til klædeskabet. Hun sukkede irriteret da der kun var kjoler... Hvorfor havde hun endelig dem? Hun hadede kjoler! Så meget! Hun sukkede irriteret... Hellere gå med tøj der var i stykker end at skulle gå med en kjole! Hvorfor var hendes andet tøj der endelig ikke? *Fordi det hele blev ødelagt* Årh det var sandt... Noget så sandt. Hun gik ud af soveværelset og hen til Jacob. "Jeg har intet andet tøj at tage på... End kjoler" Sagde hun. Hun lagde armene over kors og så temmelig irriteret ud.

Han slappede af i sine muskler.. Hun var ikke i fare, men hvorfor havde hun så skreget?
Han gik længere ind i huset, og nåede lige at se hende gå ind på soveværelset..
*Hvorfor skreg du?* tænkte han og åbnede forsigtigt døren ind til badeværelset, for at se om der var noget som kunne have skræmt hende.. Han kunne ikke få øje på noget, for ham lignede det et helt almindeligt badeværelse.. Spejl, bad og toilet?
Han lukkede døren hurtigt igen, da han kunne hører at hun var på vej ud.. Han drejede hovedet, imens han smilte venligt til hende..
"Og, jeg gætter på at du ikke kan lide kjoler?" sagde han, efterfulgt af et lille grin. "Du kan låne min hættetrøje hvis det er, jeg fryser jo alligevel ikke,"

Hun ville ikke lyve for ham. Ikke mere.
"Fordi... Jeg så mig selv i øjnene. Det var hæsligt! Hvordan kan du lade være med at løbe væk fra mig?!"Spurgte hun overrasket. Hun rynkede på næsen af hans næste spørgsmål. "Nej! Det var en af grundene til at jeg blev mobbet... Hader dog dem mere nu hvor jeg ved at en heks får kjole på før de skal brændes!" Sagde hun og grinede også. "Nej, jeg .. Tager bare en kjole på. Hvorfor jeg har dem aner jeg ikke." Sagde hun hurtigt. Hun gik ind i sove værelset igen, og lukkede døren omhyggeligt for at han ikke skulle kigge ind... For en sikkerheds skyld låste hun. Nille gik over til klædeskabet igen. Hun kiggede på kjolerne. "Hvorfor i alverden har jeg stadig den?" Spurgte hun sig selv og tog den hvide kjole ned. Hun kiggede lidt på den. Den lignede noget man kunne sige var smukt. Desværre, kendte Nille ikke til sådanne beskrivelser af en kjole. Den var lidt løs i den, men ville passe fint på hende. Den kunne sikkert nå hende til knæene, måske endda lidt mere ned af. Der hvor den havde været mudret var den pludselig sort... Det passede hende fint. Hun tog trøjen og bukserne af. Hun tog kjolen på og kiggede ned af sig selv. Det så fint ud... Men mindet om dengang hun første gang havde den på sved lidt. Hun gik hen til døren og låste op igen. Hun åbnede døren og gik ud til Jacob. "Sådan."