I promise.. Im a friend.. -Luce-

Luce kiggede bare roligt på Claire. Hun smilte lidt til tjeneren som skar maden ud til dem. Han så faktisk ret ung ud og grim var han ikke. Han var faktisk en meget pæn fyr det måtte hun indrømme. Det var lidt sjovt og tænke over. Hun kiggede så på Claire igen da hun begyndte og snakke. Hun snakkede til dem, men kiggede kun på datteren. Det virkede meget mystisk i hendes øjne. Havde hun nogle bagtanker om dem i sit hoved? Hendes mistro var steget frem igen i hendes underbevidsthed. Hvad var der med denne kvinde? Hvorfor skulle hun være så mystisk. Hun kiggede på Josh for og se om han også mente det samme som hende, at det var mystisk kvinden snakkede til dem, men kiggede kun på hendes lille datter. Hun havde valgt ikke og forstyrre Claire imens hun snakkede "Det var da så lidt. Og vi takker for din gæstfrihed" hun måtte finde på et eller andet og sige så det ikke virkede noget mystisk det hele. Det var nok, at Claire her var den mystiske kvinde i lokalet og ikke var Luce. Hun smilede til tjeneren da han gik igen og nikkede som tak. Hun kiggede på kvinden. Hun smilte stille og begyndte så også og spise sin middag. Det var noget fantastisk mad hendes kok havde lavet. Det måtte hun indrømme.

Imens de spiste var der tidspunkter hvor de var stille og tidspunkter hvor de snakkede sammen, helt normal som mange andre ville gøre til et middags selvskab. Claire fortalte meget om det hun arbejede med, sin forretninger og om hvor lang en familie stamtavle hun havde. Et sted i huset havde hun endda et billed af et stamtræ til at hænge, hvor det nederste billed ved træets rod var den lille Vanille, som i øvrigt var den første til at forlade bordet. Hun rejste sig pludselig op, med de gyldne lokker svingende om sin lille uskyldige ansigt.
"Mange tak for mad," sagde hun høfligt og nejede elegant, inden hun løb ud af spisesalen og forlod sin mor med et stort smil på sine læber. Hun henvendte sig derefter igen til de to unge mennesker ved bordet. "Jeg håber i har fundet jer til rette på værelserne," Hun tog en tår af sin rødvin. Josh nikkede, men kunne ikke lade være med at tænke over det spejl.. Det man ønskede..
"Det kan du tro at vi har, men der er noget som undre mig.. Det spejl over den ene seng, hvad mener det med at den kan vise hvad man ønsker?"
Damen så roligt på ham, imens han talte, inden hun stillede sit glas fra sig og adskilte sine læber for at svarer på hans spørgsmål. "Det virker skam spejlet, men ikke når man fokusere på at det skal fortælle hvad man ønsker sig," Hun så Josh i øjnene, inden hun fortsatte. "Man kan ikke snyde spejlet, det kan se hvad man tænker,"
Der var noget mystisk over hendes stemme, som fik det til at krible ned af ryggen på Josh.. Man kunne ikke skjule noget..

Hun spiste stille og roligt sin mad. Af og til undrede hun sig over, hvorfor kvinden fortalte dem alt det som hun snakkede om. Hvad skulle de bruge alt den information til? Hvad skulle de egentlig bruge hele hendes slægts historie til endda? Det kan hun virkelig ikke se, men hun havde valgt ikke og sige noget for det ville sikkert være uhøfligt og så havde Claire nok bære blevet fornærmet. Hun kiggede på Vanille som havde rejst sig op og nejede pænt for dem og takkede for maden. Hun virkede før til og være en der var van til og sidde i flere timer og høre på hendes mors plapren, men hun virkede nu også til og være velopdragen og det skete nu ikke så tit man så det. Hun smilede stillede og sukkede lettet indvendigt da Claire endelig havde fortalt færdigt og Josh var begyndt og snakke om noget der var noget mere spændende og høre om. Hun undrede sig også lidt over, hvad det egentlig mente det der stod på det spejl som hang hen over den seng som Josh skulle sove i. Hun lyttede stille til det de snakkede om. Hun lagde dog hovedet på skrå da hun fortalte, at spejlet rent faktisk virkede. Det virkede til og være noget som var løgn. Hun troede ihvertfald slet ikke på det som blev sagt. Hun overvejede om hun skulle gå op på værelset og slappe af.

Claire kiggede kort op på klokken, inden hun rejste sig op med elegante bevægelser og den duftende parfume hængende efter sig.
"Nå, jeg vil sige godnat, klokken er ved at være mange, som i kan se er der nattøj til jer deroppe og må i have en behagelig nat," sagde hun med en stemme så smuk og flydende, inden hun forlod spisesalen, den samme vej som hendes datter var gået. Josh kiggede efter hende et kort sekund, inden han kiggede hen på Luce, med et skævt smil. Forsigtigt rejste han sig op og strækkede sig.
"Jeg er også ved at være en anelse søvnig," sagde han og stoppede med at strække sig. "Vil du med op eller bliver du hernede?" Han forlod bordet og skubbede sin stol ind, kiggede kort ud af vinduet, men derefter hen på hende igen. Han kunne mærke at han var øm i sin krop og bare trængte til at slappe af.

Hun kiggede hen på klokken og kiggede stille på Claire da hun rejste sig. Tiden var fløjet afsted imens de havde siddet og snakket ved spise bordet. Hun kiggede på Claire "Tak for en god middag og sov godt" hun smilede stille til Claire og kiggede efter hende da hun gik ud af spisestuen. Hun rejste sig op efter lidt tid da Josh rejste sig "Er jeg med på" hun skubbede stolen ind til bordet og kiggede ud af vinduet. Hun var så træt, at hun kunne sove som hun stod. Hun smilede stille til Josh "Jeg er med på og gå op på værelset" hun kiggede roligt på ham. Hun havde lagt mærke til, at der var blevet meget stille i huset. Det var så stille, at det var ret uhyggeligt. Hun gik ud af spisestuen og op af trapperne. Hun kiggede lidt rundt og gik hen imod deres værelse. Hun havde det som om malerierne på væggene holdt øje med hende og det gav hende myrerkryp.

//Sorry det korte svar//

//Det er i orden, kom heller ikke selv med det længste svar ^^//

Han fulgte med hende op på væreslet, prøvede så godt han kunne at ignorer alle de malerier der stirrede på dem, som han havde forudset at de ville, eftersom de alle kiggede ind i kameraet, så hvor end man gik hen så fulgte de efter en og gav ingen nåde. Han skubbede den uhyggelige tanke væk og åbnede døren ind til værelset, så sin seng og fandt en stor trang til bare at vælte omkuld i den, bare sove og slappe af, lige indtil i morgen. Dog, rettede han sit blik imod spejlet og satte hovedet på skrå. Claire havde fortalt at det ville virke, men ikke når man fokuserede på at det skulle fortælle hvad man ønskede.. han rystede på hovedet, lukkede døren efter sig da Luce også var kommet ind i rummet. Automatisk gik han hen til kommoden og hentede sit nattøj, tog det op og kiggede nysgerrigt på det. Det var et sæt med afslappede bukser og en skjorte. Han smilte slævt og begyndte langsomt at tage sin jakke og skjorte af. Han regnede ikke med at Luce havde så meget imod det.. Trods alt skulle han nok skifte hurtigt..

Hun lod være med og kigge på malerierne for og se om det ville virke så hun ikke fik den samme følelse af, at de holdt øje med en, men det hjalp hende ikke. Hun gik lidt hurtigere hen imod deres værelse. Hun havde ihvertfald ikke lyst til og være ude på gangen meget længere end højst nødvendigt. Hun smilede roligt til Josh da han åbnede døren. Hun gik ind på værelset og så på den seng hun skulle sove i. Hun mærkede trætheden blive tungere og tungere. Hun havde mest af alt bare lyst til og lægge sig i sengen og falde i søvn, men hun skulle lige have nattøj på og det man nu skulle gøre inden man gik i seng. Det virkede bare alt for uoverskueligt for hende på dette tidspunkt, men det skulle jo gøres. Hun gik hen til kommoden og tog det nattøj som lå til hende som bestod af et par løse bukser og en t-shirt. Hun gik hen til sin seng og skiftede tøjet ud med nattøj. Hun håbede ihvertfald ikke, at Josh havde noget imod det, men hvis han havde regnede hun med, at han ville fortælle hende det. Hun kiggede hen på Josh og smilede. Han havde nu en ok flot mave det måtte hun indrømme. Hun havde bestemt sig for, at alt det andet kunne vente. Hun magtede ikke og gøre det overhovedet. Hun ville heller lægge sig i sengen og sove. Hun lagde sig i sengen og lagde dynen godt over sig "Godnat og sov godt og tak for en god dag"

Han lod bukserne og skjorten falde på gulvet, inden han ud af sin øjenkrogen spottede over imod Luce, for at se om hun sendte tegn til at han skulle stoppe, men så snart det gik op for ham at hun også var ved at skifte, kiggede han hurtigt væk igen med en bleg rød farve over sine kinder. Dog kunne han ikke undlade at smile en smule for sig selv, så han måtte ryste på sit hovede, for at fokusere på hvor han var henne og hvad han var i færd med. Så snart han var iført sit nattøj, tog han sit andet tøj op og lagde det på kommoden, for at have en smule orden, selvom han egentlig ikke orkede at folde det sammen, så det lå pænt. Han klukkede kort for sig selv, inden han gik hen imod sin seng, kiggede en sidste gang nysgerrigt i spejlet for at få det til at virke, men opgav hurtigt og lagde sig tilrette i sin seng, hvor han langsomt lukkede øjnene i og lod hans vejrtrækning blive tungere og tungere.. Det var lyden af Luces stemme, som fik ham til at åbne øjne på klem, for at fokusere mere på det hun sagde.
"Godnat, i lige måde og.. Ja, tak for en god dag," sagde han, så godt man nu kunne hører ham, da han var godt gemt væk under den varme dyne.. "Godnat," Hviskede han en sidste gang..

Luce lå i sengen og var tæt på og falde i søvn. Hun kunne akkurat høre hans stemme. Hun smilede stille for sig selv imens hun lå i sengen og slappede af. Hun mærkede søvnen komme over sig som var det en tyv om natten. Hun lukkede sine øjne og var tæt på og falde i søvn da forbandelsen gik igang. Hun begyndte og skrige og ligge uroligt og græde på en gang. Hun kunne se billederne som skete de i virkeligheden da Rafael havde tortureret hende første gang. Billederne var så virkelige, at hun ikke kunne se om det var virkelighed eller ikke. Smerterne der blev påført hende kom også igen bare med dobbelt så meget kraft som da hun fik dem påført og følelsen af afmagt og ydmygelse strømmede ind over hende. Hun sov ikke, men det virkede sådan hun lå imellem og sove og i og være vågen. Hun vidste ikke om det var virkelighed eller ikke. Hun skreg og råbte om hjælp. Tårerne løbede ned af hendes kinder og hun hulkede og hun vred sig som en gal i sengen.

Han lukkede sine øjne i, forsvandt ind i sine drømme, der var en blanding af at være god og ond. Til at starte med så han alt det gode, sin mor med et smil på læben, Jacob der legede med ham ude i haven og han huskede de dage, hvor han løb rundt ude i haven og lod sine kinder blive røde af den varme sol. Men pludselig forsvandt solen, og i stedet dukkede en mørk himmel op og gjorde alt på sin vej til aske. Han så alt hvad han elskede gå til grunde for øjnene af ham. Lyden af hans hjerte banken erstattede Jacobs høje skrig, men så snart Josh åbnede sine øjne var han tilbage i værelset, og de råb om hjælp han troede kom fra Jacob, kom fra Luce over i den anden seng. Hurtigt var han ude af sengen og henne ved hendes side, hvor han forsigtigt lagde en hånd på hendes skulder og ruskede blidt i hende.
"Luce," sagde han blidt. "Luce rolig, du er i sikkerhed," Han lænede sig ned imod hendes ansigt og ventede på at hun skulle åbne øjnene.

Hun vred sig og græd og skreg som var hele verdenen imod hende. Det ville kunne høres i hele huset, at hun skreg og græd. Hun kunne ikke styre det. Det var som alt var efter hende igen. Hun slog øjnene op med et sæt da hun hørte Joshs stemme. Hun havde ikke hørt, at Josh havde gået over til hende eller han havde lagt sin hånd på hendes skulder. I ren reaktion havde hun puttet sig hulkende ind til Josh. Hun rystede meget og tårerne løb ned af hendes kinder som var det et vandfald. Hun nærmest borede sig ind til ham. Hun havde brug for tryghed. Hun var stadig rundt forvirret over om hun var i det kirketårn hvor hun var blevet tortureret eller på det værelse hun skulle sove i sammen med Josh. Hun hulkede "Undskyld undskyld undskyld" der var gråd i hendes stemme. Hun var virkelig ked af, at hun havde vækket Josh på den måde. Det havde ikke været hendes mening. Sveden løb ned af hendes ryg af ren angst. Hun så op på ham med tårerne løbende ned af sine kinder.

Han forstod hende udmærket godt, et mareridt var ikke det nemmeste at håndtere, havde det heller ikke været for hendes råb om hjælp, var han måske heller aldrig vågnet op fra sit eget. Ikke at det var en god ting at hun havde mareridt, for det var det langt fra. Med sveden glinsende ned af hendes ryg, kunne han fornemme på situtationen at det havde været et forfærdeligt mareridt, men han ønskede ikke at skulle spørge ind til det, eftersom han mente at hun bare skulle glemme det og tænke på noget andet. Han lagde forsigtigt sine arme om hende og trak hende ind i en varm omfavnelse, imens han tyssede på hende og udsendte en varm og rolig aura igennem hende. Han kiggede ned på hende med et skævt smil, inden han tørrede tåren væk og kiggede hende i øjnene.
"Det var et mareridt, du er sikker her, tro mig," hviskede han stille.

Hun nærmest borede sig ind til ham som om han ikke måtte forlade hende. Som om han skulle blive der hvor hun var. Hun rystede stadig meget af skræk og tårerne løb bare ned af hendes kinder. Hun følte sig nærmest ødelagt. Det var ikke første gang dette skete. Hun havde haft dette problem før, hvor det var hver gang hun var ved og falde i søvn, at billederne fra da Rafael torturerede hende af det groveste kom frem som skete det på tidspunktet, smerterne kom samtidig med som billederne blev vist, hvor hun fik påført smerte, men smerten hun mærkede der var grovere end da hun fik dem i virkeligheden og følelsen af afmagt og ydmygelse borede sig ind i hendes sjæl. Det var en forbandelse Rafael havde lagt over hende imens han havde kidnappet hende hjemme hos sig selv i hendes sødeste søvn. Hun vidste ikke hvorfor han havde gjort det ved hende men hun havde en andelse om, at han havde gjort det for, at hun ikke skulle glemme hvor ond og magtfuld han var og så hun ikke glemmede, hvad han kunne finde på og gøre uden så meget og mærke nogen følelse uden glæde over og se hende lide på den måde. Hun kiggede på ham med bedende øjne "Bliv hos mig" der var stadig lidt gråd i hendes stemme.

Det gjorde ondt på ham at se hende sådan, egentlig helt uden at vide hvorfor.. Måske var han bare blevet mere knyttet til Luce, end han troede han var og han ønskede ikke at skulle se hende ligge og græde, samt skrige i søvne. Nysgerrigheden boblede inde i ham, for at få svar på hvad der var så forfærdeligt, men han holdte den nede og lukkede i stedet sine øjne, imens hans ene hånd kørte op og ned langs hendes ryggrad for at berolige hende. Da hendes grædende stemme endnu engang suste fordi hans øre, kiggede han ned på hende, med rolige og varme øjne. Blive hos hende.. Det var vel okay, det kunne han ikke se noget forkert i. Han sendte hende et skævt smil, inden han nikkede til hende.
"Det lover jeg," hviskede han og slap krammet, men kun for at lægge sig til rette i hendes seng, som et tegn på at han nok skulle blive ved hende. "Jeg går ingen steder," Han smilte en sidste gang til hende, inden han lagde sig ned..

Hun puttede sig ind til ham. Hun håbede, at han ville blive hos hende. Bare lige nu for hun havde brug for en og ligge hos. Brug for en hun kunne føle sig tryg hos. Hun lukkede sine øjne imens hun sad tæt ind til ham og mærkede hans rolige hånd stryge hende ned af ryggraden. Det var dejligt beroligende for hende og mærke nærkontakt til en hun havde følt sig tryg hos. Det var underligt for hende, at de havde først mødt hinanden kort tid før de blev sendt på den mission. Hun havde vel knyttet et stærkt bånd til ham allerede. Det var som var det en tyv som kom forbi midt om natten uden man kunne høre tyven. Det var sådan hun havde det. Hun så på ham da hun hørte hans svar. Hun smilede stille og kiggede på ham da han lagde sig ned. Hun lagde sig ved siden af ham og puttede sig trygt ind til ham "Tak" hviskede hun. Hun lagde sit hoved imod hans skulder og slappede af. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder, men det var dog ikke så slemt som det havde været da hun havde sit lille mareridt, som dog var en forbandelse som hun ikke havde regnet ud endnu. Det var svært og leve med sådan en forbandelse som hun levede i.

Da hun puttede sig ind til ham, lod han forsigtigt sine arme glide omkring hende og lod dem ligge der, for at se om det gjorde hende mere tryg. Endnu engang lod han lukke sin øjne i, imens han lyttede til hendes vejrtrækning og lod alle former for mareridt forsvinde fra hans krop. Lige nu var hans aura lys, varm og rolig, forhåbentlig ville det smitte lidt af på Luce, specielt når han var i kontakt med hende. Langsomt blev hans egen vejtrækning tungere og tungere, til han til sidst var faldet i søvn og havde tunge, men lave åndedrat. Trygheden boblede rundt omkring dem og det føltes på en måde godt at sove ved hende, da det var som om at han kunne beskytte både hende og sig selv, ved at ligge ved siden af hende.. Selvom han halvsov, lod han sine ene hånd glide op og ned af hendes ryggrad..

Hun lå stille helt ind til ham og borede sit hoved ind mod hans brystkasse og begyndte så småt og slappe af da hun mærkede hans arme omkring hende. Det var nu meget underligt for hende og ligge ind til en fremmed som hun overhovedet ikke kendte. Han var en fremmed for hende og alligevel ikke fordi de havde snakket meget sammen under missionen og andre tidspunkter de sidste 24 timer ca. Det var underligt og ligge der, men på en måde var det nu også meget betryggende for hende og ligge ind til en som hun vidste der ville beskytte hende imod alt ondt som ville komme snigende. Hun var dog stadig utryg ved og lægge sig til og sove igen. Hun kiggede kort på Josh. Han så ud til og sove og hans vejrtrækning lød meget som om han var tæt på og falde i søvn. Hun slappede af og prøvede og tænke på alt andet end det mareridt hun havde haft for kort tid siden. Hun smilede stille da hun kunne mærke Josh kører en hånd hen over hendes ryggrad. Det var meget betryggende og beroligende. Hun lagde sig helt ind til ham og lukkede sine øjne. Hun ville ikke lægge sig til og sove, men istedet ville hun hvile sin krop.

Han kunne se blod.. Blod for sine øjne, det gled ned af panden på ham og videre ned af hans krop. Var han såret? Hvad pokker var der sket med ham.. vent.. nej, det var ikke hans blod, det tilhørte ikke ham? Men alligevel blev det ved med at strømme ned af kroppen på ham og danne en pyt nede ved hans fødder. Langsomt kiggede han op ad for at se om det var der blodet det stammede fra, og så snart han så hvad der var sket, sad hans hjerte i halsen og han kunne ikke tvinge andet end et højt gisp frem. En hånd lagde han foran sin mund, inden han løb væk og så sig ikke tilbage. Han så ikke tilbage på det yngre ham, der hang i træet, fyldt med blod og med døde øjne, samt en lykke om den unge hals.. Langsomt kunne han mærke hvordan han forsvandt. Benene gav efter under ham, forvandlede ham til støv, men der var ingen til at hjælpe ham. Da han prøvede at stoppe sig selv i at blive til støv, opdagede han en dolk fyldt med blod hængende i et bælte og det gik op for ham, at det var ham selv der havde dræbt den unge Josh. Tårerne pressede på, men han kunne stadig ikke få et ord fremført, til sidst var han ikke andet end støv der fulgte med vinden..
Josh satte sig med et sæt op, sveden glinsede ned af den unge krop og i hans øjne kunne man se frygten overtage..

Hun lå stille og roligt ind til ham og slappede af. Hun kiggede på ham imens han sov. Han så nu meget sød ud når han sov det måtte hun indrømme. Hun lå og tænkte tilbage på alt det der var sket denne dag. Der var så meget som var sket både skudepisoden som havde gjort, at deres samarbejde var startet. Den underlige måde de var blevet teleporteret hen til damen som hed Claire, hvor de fik smidt en mission i hovedet, hvor de skulle redde hendes datter som hed Vanille fra en anden kvinde som havde mange varulve og ulve omkring sig. Det havde været en meget hård tur de havde været ude på. Hun mærkede på Josh, at han havde mareridt. Hun mærkede sveden løbe ned af ham som den havde gjort på hende da hun havde sit mareridt som havde gjort, at han havde lagt sig ved siden af hende i hendes seng. Hun satte sig stille og roligt op og kiggede ned på ham. Hun fik et mindre chok da han satte sig op. Hun lagde en hånd på hans arm og nynnede beroligende "Rolig jeg er her hos dig rolig" hun aede ham på armen og kiggede beroligende på ham "Hvad havde du mareridt om?" hun var nysgerrig, men samtidig vidste hun, at det altid hjalp og snakke om det man havde drømt når man har haft mareridt.

Det hele.. Det havde været så.. så virkeligt.. Blodet, den unge Josh oppe i træet og ham selv der langsomt blev til støv og forsvandt fra jordens overflade. Det hele havde været så virkeligt. Han kunne stadig se det for sig, mærke hvordan det fik hans hjerte til at hamre i brystet på ham, så det var som om at det kunne springe ud hvert sekund. En stemme så blid og en hånd så varm på hans arm, fik ham til at falde til ro og han kom med det samme i tanke om hvor han var og hvem det var som talte til ham. Han drejede hovedet for at se Luce i øjnene, inden han sendte hende et roligt smil, som et tegn på at han nok skulle klarer den og at hun ikke skulle bekymre sig for meget. Hun var hos ham.. De ord varmede ham og inden længe var frygten i øjnene erstattede med varme og rolighed.
"Jeg.. jeg så.. Jeg så mig selv død oppe i et træ, hvor jeg derefter langsomt blev til støv," mumlede han og kiggede kort ned på dynen og viklede den rundt i sin hånd. "jeg hang og dinglede med et reb om min hals, smat blod over hele min krop og det værste ved det hele var at jeg tror det var mig selv som havde dræbt mig.. Ikke at det giver mening men.." han sukkede og kiggede op på hende igen, med et skævt smil. "Undskyld at jeg vækkede dig," Han kiggede hende roligt i øjnene.

Hun kiggede stille og roligt på Josh og ventede på, at han var faldet helt ned igen. Hun kunne se på ham, at det havde været en voldsom drøm han havde haft. Eller det var nok mere et mareridt han havde haft. Hun aede stadig hans arm stille og roligt. Hun kunne se på ham efter noget tid, at han var blevet mere rolig. Hun smilede stille og roligt til ham og havde et roligt blik. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte. Det måtte være en meget voldsomt mareridt han havde haft. Det lød ihvertfald sådan når han fortalte om mareridtet. Hun gav hans arm et beroligende klem "Det skal nok gå. Det er bare et dumt mareridt. Du kan umuligt slå dig selv ihjel" hendes stemme var så blid og samtidig så rolig og sød, at det næsten var til og blive helt blød i knæene når hun snakkede med den stemme. Hun rystede smilende på hovedet og kiggede ham i øjnene "Jeg sov ikke så du vækkede mig ikke" hun smilede roligt. Hun havde nemlig ikke sovet for hun havde ikke turdet og lægge sig til og sove så i stedet for og sove så ville hun heller ligge ind til ham og lugte hans lugt og tænke på noget andet og slappe af i hele sin krop.

Han kunne umuligt slå sig selv ihjel.. Han ville ønske at han kunne fortælle hende at det kunne han sagtens, men det måtte han heller vente med, da der var sket nok allerede. I stedet lod han bare hendes varme stemme omringe ham og få ham til at falde til ro. Den stemme hun brugte fik ham til at rødme en anelse, men han skubbede det væk og fokuserede på noget andet i stedet for.
"Det har du ret i, det var bare et mareridt," mumlede han og rystede på hovedte ved tanken om det, så i stedet kiggede han hen på Luce og ind i hendes smukke øjne. "Sov du ikke? Jamen, så.. Skal jeg vel ikke undskylde for at have vækket dig," Det kom som et kærligt lille klukken, inden han forsigtigt lagde sig ned igen, lod sit hoved hvile i sin ene hånd, imens han så op på hende. "Men.. Hvis du ikke sov, hvad lavede du så?" Han så nysgerrigt på hende og smilte skævt.

Hun sad stille og roligt og kiggede på ham imens hun aede hans arm og kiggede ham i øjnene. Hun var meget rolig ved, at han var der hos hende. Hun vidste ikke helt, hvorfor det var sådan, men sådan var det nu og det kunne hverken hun eller han ændre på. Hun kunne se på ham, at han ikke troede helt på det hun sagde, men hun vidste nu heller ikke helt hvad han var for en person. Hun vidste kun det hun havde set og opdaget indtil nu. Det var nu meget underligt og gå fra helt fremmede for hinanden til de nu havde ligget under samme seng endda samme dyne selvom der ikke var sket noget, men det, at de stollede så meget på hinanden så de gjorde det var nu meget underligt for hende. Hun smilede stille og rystede på hovedet "Nej det skal du ikke undskylde for" hun smilede kærligt til ham og tog sin hånd til sig igen da han var blevet meget mere rolig i kroppen og da han lagde sig ned og kiggede op på hende. Hun så roligt ned på ham og smilede "Jeg lå og tænkte og slappede af i kroppen. Jeg turde nemlig ikke og lægge mig til og sove igen" hun kunne lige så godt være ærlig og fortælle ham det som det var for hun vidste, at han ville spørge ind til det bagefter. Hun lagde sig ved siden af ham på den ene side med fronten imod ham og kiggede på ham.

Josh var god til at lytte, så han ville ikke have noget imod at skulle lytte til hvorfor hun ikke kunne sove, trods alt havde hun også lige lyttet til hvad han havde fortalt, selvom det sikkert ikke havde lydet som andet end en bunke bavl for hende. Der var et eller andet over Luce, som fik ham til at smile og føle sig tryg, hvad det end var, så var det en god ting og han havde ikke i sinde at skubbe det væk. De stolede på hinanden, selvom der kun var gået en dag, men det var vel også bare en god ting.
Han kiggede hende dybt i øjnene og smilte til hende, inden han spredte sine læber, for endelig at tage modet til sig og spørge hende om hvad det var hun havde haft mareridt om, selvom det nok ikke var noget kønt.
"Du må undskylde hvis jeg virker for nysgerrig, men hvad havde du mareridt om og var det en af grundene til at du ikke turde sove igen?" hans stemme var varm og rolig, så den ville gå helt ind til knoglerne på en hver, imens han aura var afslappet og lys..

Hun kiggede roligt på ham og smilede. Hun var glad for, at de havde fået et så godt venskab og køre bare ved og kende hinanden i en dag. Hun spekulerede lidt på om hun skulle fortælle ham, hvad det var som havde gået hende på som havde gjort, at hun ikke kunne sove igen og som havde været hendes mareridt nu, hvor han havde fortalt hende, hvad hans mareridt var. Hun kunne bare ikke få sig selv til og fortælle om det for hun ville ikke smide alle sine problemer over på ham for det ville virke ret underligt for hende for og smide alt bare sådan ovenpå en som måske ikke gad og høre på det som skete i hendes liv. Hun sukkede lidt da han stillede hende spørgsmålet og satte sig op. Hun var nu glad for, at det var ham som havde stilt hende spørgsmålet så hun ikke behøvede og sige det. "Ja det var det som gjorde, at jeg ikke tør og turde og lægge mig til og sove igen" hun tav kort og fortsatte "Jeg havde mareridt om den nat Rafael torturerede mig. Alt der skete den nat kommer tilbage og den smerte jeg blev påført føles som virkelighed bare med en meget større kraft end da jeg fik smerten påført og den der følelse af afmagt og ydmygelse kommer frem igen" hun kiggede ned i dynen imens hun sad og sukkede "Det sker hver gang jeg prøver og falde i søvn frivilligt"