I promise.. Im a friend.. -Luce-

Hun kiggede bare på damen og hendes store ulve. De var nu ikke lige hendes kop the. Hun havde en så stor lyst til og stikke spidsen af hendes hale igennem deres hjerter, men det ville sikkert skabe en større kamp. Hun brummede nydende da Josh aede hende på mulen. Hun elskede når folk gjorde det. Det fik hende til og være rolig, men det dårlige ved det var, at når personen stoppede med og ae hende på mulen blev hun sur og irriteret eller i det samme humør hun havde været i inden. Hun lukkede sit øje kort og nød, at han nussede hende på mulen. Hun åbnede sit øje igen efter kort tid og kiggede koldt på ulvene. Hun himlede med øjet da kvinden sagde, at vi ikke havde ret til og dræbe dem. Det var hendes dumme ulve som åbenbart var hendes slaver der havde angrebet dem, så det gav dem faktisk en stor og god grund til og dræbe dem. Det var dræb eller bliv dræbt i den situation de havde været i og hun vidste, at det ville sikkert ske igen inden så længe. Det kunne hun se på måden de smilede på. Det mindede hende om den kvinde som havde teleporteret dem rundt på en eller anden underlig måde hun stadig ikke helt forstod. Hun snerrede af kvinden da hun lød som om hun ikke kendte til det med den lille pige. Hun burde vide det ikke var hendes datter, men en anden kvindes. En af ulvene slog efter Luces mule da hun snerrede. Luce bed fra sig og bed hårdt til så ulven hyllede. Hun var ligeglad med konsekvensen af det. Ulven var selv ude om det. Hun slap ulvens pote som var blevet hævet meget efter bidet.

Så snart ulven gav et hyl fra sig, var det som om at tiden pludselig stod stille og at damen havde rykket sig fra det ene sted til det andet. Pludselig stod hun bag Josh, med en dolk om halsen på ham og trak ham med sig, men gjorde han bare en bevægelse ville hun lade kniven snitte pulsen og lade Josh dø en smertefuld død. Josh gav et enkelt gisp fra sig, da han ikke havde regnet med at denne dame kunne være så hurtig.. Ulven hylede af Luce, gik hen imod hende imens de knurrede og gjorde alt for at stå i vejen for hvis hun nu ville hjælpe Josh.
"Jeg har ikke tid til jule lege," mukkede damen vred, med et greb så stærk om halsen på Josh. "Hvad ønsker i! Svar på mit spørgsmål ellers skal jeg personligt lade den ene af jer rådne op!" hun strammede grebet om Josh, så han gav endnu et gisp fra sig, men viste ingen tegn på frygt, men var fokuseret og alvorlig. Det vigtigste var ikke at gå i panik. Damen kiggede vredt hen på Luce, men lod kort sit ansigt vendt imod Josh ansigt, hvor hun duftede lidt til hans hår, hvilket fik ham til at vrisse af hende og skubbe til hende.
"Engle blod er jo det bedste," hviskede hun i hans øre. Det fik Josh til at spærre øjnene op, kvinden var en vampyr! Hurtigt kiggede han ned i jorden, for at komme på en plan, der kunne få ham og Luce med indenfor. Damen vendte sin opmærksomhed Luce, efterfulgt at to enkle kolde ord der undslap hendes læber.
"Dræb hende,"
Ulven tog imod ordreren og sprang på Luce, begge to på en gang.. De snappede i hende, satte sig fast og bed alle de steder de kunne komme til. Josh vred sig, tog kniven ud af hånden på kvinden, for at hjælpe Luce, men pludselig fik lyden af en barnestemme til at vende sig om imod kvinden igen. Hun stod og smilte lumsk, mens der stod en lille pige ved hendes side, datteren.. Josh vendte kniven imod damen.
"Slip hende!" Han gik langsomt tættere på hende.
Damen grinte bare, klemte hårdt om den lille piges hånd. "Du skulle mere fokusere på at din ven er i farer," Hun nikkede hen imod Luce. Josh bed sig tøvende i underlæben, men kunne ikke fjerne blikket fra pigen..

Hun mærkede, at Josh blev trukket væk fra hende da hendes hoved føltes som var det ved og falde til jorden. Hun rystede lidt på hovedet og kiggede hen på kvinden der trak Josh med sig. De måtte ind og finde pigen og få hende væk. Hun knurrede af damen og holdt øje med ulvene. Hun bakkede lidt væk fra dem og stødte ind i et træ det væltede pga hendes store vægt. Hun var glad for, at der ikke var hendes mave og hals de havde størst chance for og ramme der skulle der mere til. Hun holdt sit hoved langt nok nede til, at det ville blive svært og komme ind under hende så de fik flænset i hendes mave og undersiden af hendes hals. Hun kiggede hen på kvinden og spærrede øjet op da hun hørte, at hun bad ulvene om og dræbe hende. Hun krummede sin hals næsten ind under hendes mave så det var sikkert. Hun vidste, at det ville være værst for hende, hvis det var der de gik til angreb. Hun lagde dog sit hoved på skrå da de bed hende i benene, ved ryggen, men da de ramte hendes hals hyllede hun højt. Hun snurrede sig rundt så ulvene blev kastet af til hver deres side. Hun var blevet meget vred. Hun kiggede hen imod kvinden og Josh og havde helt glemt ulvene da hun hørte en barnestemme. Datteren de skulle hente. Ulvene sprang på hende så hun væltede. Hun hyllede op da de bed hende ved halsen og tæt på undersiden af hendes hals. Hun kastede dem væk og rejste sig tungt op. Hun bed en af ulvene ved halsen og rystede ham rundt i luften imens den anden ulv fortsat bed hende i halsen. Ulvens krop blev skildt fra hovedet under rystet og kroppen landede lige foran kvinden. Hun spyttede hovedet ud. Ulveblod ad! Det var det værste hun vidste. Faktisk blod i det hele taget. Hun kiggede vredt på ulven der prøvede og kradse hul på hendes tykke skæld på ryggen. Hun Rullede sig rundt så ulven endte med og ligge under hende. Da hun rejste sig op lå ulven og prøvede og få vejret. Stakkels lille ulv. FARVEL! Hun trampede på ham med 4 af hendes ben. Hun stoppede ikke før hun var helt sikker på, at ulven var død.

Damen blev vred over at se sine ulve falde på stribe, denne Dracoianer var åbenbart ikke så nem at besejre som hun havde håbet på at hun ville være. Ulvene kæmpede for deres liv, men de kunne sagtens se når en kamp var ved at tabes. Blod strømmede rundt omkring luften, hvilket var en af de grunde til at de begyndte at krybbe sig sammen og løbe væk, imens andre bakkede få skridt bag ud, fokuserede på at vrisse tænder af luce, så hun ikke skulle komme tættere på. Josh kiggede sig kort over skulderen, for at tjekke til hende, da det så ud til at hun havde det fint, kiggede han hen på damen igen og derefter ned på datteren, der stod og gumlede på sine knoer. Tydeligvis skræmt over alt det blod fra de døde ulve. De måtte lægge en plan for at få hende med hjem, men hvordan skulle han tage hende uden damens indblanding? Josh tog en dyb indånding, inden han lukkede øjnene i og fokuserede på damens frygt.. Hendes sjæl ville afslører frygten, han kunne endda nærmest dufte den. En ny dyb indånding blev taget og langsomt ville damen begynde at se sin frygt foran sig..
Damen tog hænderne op foran ørerne, gav slip på datteren og udstødte et par høje skrig. Josh håbede at Luce var klar over at det var nu de havde en chance til at tage datteren, imens han beskæftigede damen med sin evne..

Hun smed ulvene rundt der gik til angreb på hende. Hun fandt sig ikke i mere. Nok var hun ødelagt, men det skulle ikke gå udover denne piges mor. Hun ville også haft kæmpet sådan, hvis det gjaldt hendes børn. Hun kiggede rundt på ulvene der indten stak af fra hende eller bakkede væk og vrissede af hende. Hun stillede sig op på 2 ben så hun næsten var lige så høj som træerne. hendes ben sprællede i luften så ulvene ville blive slået enten helt eller halt fordærvet. Hun slog sine ben ned i jorden igen så den rystede. Alle ulvene fløj væk ind i træer og længere væk fra dem. Der hørtes hyl og ulve der løb væk. Hun kiggede hen imod kvinden da hun hørte hendes skrig. Hun undrede sig lidt over, hvad det var hun skreg over. Hun kiggede på Josh og kunne se, at han havde fået damens opmærksomhed. Hun overvejede kort om hun skulle skifte form, men hun gjorde det ikke for hun kunne se, at der var nogle ulve der havde gjort sig klar til og angribe hende igen. Hun kiggede roligt på pigen. Hun gik langsomt hen til pigen og lagde sig ned bagved hende og damen. Hun lagde sit hoved ind under pigen ene arm og kiggede roligt op på hende som var det en lille hundehvalp der ville have opmærksomhed. Hun vidste, at børn elskede dyr de kunne kælde eller klappe og Luce var oftes en stille og rolig kvinde. Hun kørte roligt og blidt sit hoved op af pigens side.

Pigen blev glad, så snart den mærkede Luces tilstedeværelse. Den lille pige elskede at dyr, og bare det at der var en drage ved siden af hende, fik hende til at hylde lykkeligt op og nuse Luces mule med sin lille barnehånd. Blidt og forsigtigt, kørte hun den op og ned af hendes mule, imens hun kiggede på hende med imponeret øjne og betragtede hvert et skæl på den smukke drage. Alt imens pigen havde travlt med Luce, havde Johs travlt med at holde damen beskæftiget, så hun ikke skulle opdage at Luce forsøgte at tage pigen med sig. Damen vred sig, gjorde alt for at komme ud af Josh magt, men han nægtede at give slip på hende, selvom han kunne mærke på sig selv at han snart ikke kunne mere.. Inden længe var han nød til at give slip, ellers kunne han ende med en forfærdelig hovedpine.. Til sidst kunne han ikke klarer mere og han gav slip på hende, for at løbe hen til pigen og løfte hende op i sin favn, hvor han derefter hoppede op på Luces ryg.
"Lad os komme væk!" råbte han en lille smule omtumlet..

Luce stod stille med sit hoved foroverbøjet uden nogle problemer. Hendes lange hals lavede en slags ruchebane da hun bøjede sit hoved ned. Hun kunne godt lide og blive nusset og aet på mulen. Det var behageligt og beroligende samtidig. Hun var glad for, at de havde fundet pigen i god behold og at hun var så tryg ved deres selvskab alligevel under omstændighederne og alt det blod der lå rundt omkring fra de ulve Luce haft måtte slå ihjel for og kunne redde sig selv og for og kunne redde Josh. Hun var alligevel også overrasket over, at pigen var gået hen til hende med en hylden af glæde over og kunne se en drage ved siden af sig og samtidig turde og stå ved siden af den og ae den på mulen. Hun kiggede hen på Josh og kunne se, at han var ved ikke og kunne klare og holde kvinden i skak mere. Nu måtte Luce tænke hurtigt. Hun kiggede på pigen med alvor i øjnene om og som ville de sige, at hun skulle være klar til der snart ville ske noget. Hun gjorde det ikke for og skramme pigen. Mere for og fortælle hende, at hun snart kom væk derfra og snart var hjemme ved sin mor igen. Hun så, at Josh havde sluppet kvinden og var sprunget op på hendes ryg med pigen i favnen. Hun rejste sig op og nærmest sprang afsted. Hun løbede alt hvad hun kunne igennem skoven og så langt væk som muligt. De træer der var i vejen blev skubbet op af jorden og væltede og de ulve der jagtede dem fik dem over sig.

Den store dragekrop satte i løb, og Josh måtte kæmpe for både at holde fast i pigen og i Luce, så det ikke endte med at han faldt af. Det ville højst sandsynligt bare ende i en tragedie hvis han gjorde, ikke bare for ham, men også for den lille pige som han holdt fast i. Ulvene fulgte efter dem, snappede ud efter både Luces flanke og Josh der sad på ryggen. Men hver gang de nærmede sig ham, slog han ud efter dem så godt han kunne, om han så ramte eller ej. De ulve der ikke blev kvast under træerne som væltede, gav enden op eller blev ved med at jagte dem. Til sidst var der dog kun to ulve som jagtede dem. Den lille pige klynkede og gemte sit ansigt inde i Josh trøje, ulvenes høje hyl og snappen gjorde hende bange. Lidt længere fremme fik Josh øje på en kløft der førte over på en anden side. Hvis Luce kunne sprænge over den, ville de helt sikkert kunne slippe for ulvene.
"Luce, kan du klarer kløften der?" råbte han spørgende til hende, mens han pegede hen imod kløften.. Det var nok den eneste måde de kunne slippe væk på..

Hun løb så hurtigt hun kunne, men hun vidste godt, at hun ville kunne løbe hurtigere, men ville spare på energien. Hun håbede på, at Josh og pigen holdt fast så de ikke ville flyve af imens hun løb. Hun mærkede en ulv sprang op på hendes hale og bed hende. Hun hylede op og slog halen ind i et træ så ulven fløj af. Hun kiggede om på Josh da hun kunne høre, at han råbte til hende. Hun kiggede frem og opdagede kløften der var foran hende. Hun nikkede og satte sit hoved lidt længere ned mod jorden og løb hurtigere. Hun løb så hurtigt så hurtigt, at vinden som kom imod deres ansigt var kraftig. Hun hylede op som tegn på, at de skulle holde godt fast. Hun satte farten op og løb direkte hen imod kløften. Hun sprang da hendes forben var på kanten af kløften. Hun strækte sig i hele hendes fulde 2,5 meter længde. De nærmest fløj hen over kløften. De ulve som var efter dem og prøvede og springe op efter Luces hale faldt ned i kløften. Luce lukkede sit øje og anstrengte sig med og strække sig længere og længere. Da hun endelig landede var hun ved og falde over sine egne ben, men fik rettet sig op og stoppede op. Hun hev efter vejret. Hun kunne ikke fatte, at hun lige var sprunget over en kløft.

Et brøl fik ham til at klemme hårdere om pigen, samt holde bedre fast i Luce. Brølet havde helt klart betydet at de skulle holde godt fast, så Josh så ikke en anden udvej end at gøre hvad hun sagde og holde godt fast i hende. Pigen gemte fortsat sit ansigt ved Josh bryst og turde slet ikke at komme frem for sit lille skjul, hvilket var heldigt nok, eftersom da Luce sprang over kløften ville få et hvert barn til at dø af skræk. Endda Josh måtte lukke sine øjne i, for at forhindre den kraftige vind i at genere hans øjne. Dog kunne han ikke forhindre sig selv i at åbne øjne, for at se udsigten til når de sprang over kløften. Det var helt fantastisk! Hun gjorde det! Hun sprang over kløften! Et jubel råb undslap ham, da de var kommet over på den anden side og forsigtig gled han ned af Luce, med den unge pige i sin favn.
"fantastisk Luce!" sagde han imponeret til hende, mens han klappede hende på halsen og smilte stort til hende. "Du var helt fantastisk!"
Pigen kom forsigtigt frem for sit skjul, kiggede rundt med sine store øjne og hvinede glad op, da hun ikke længere kunne se den forfærdelige vampyr kvinde. Hun omfavnede Josh og mumlede noget, som han ikke lige fik fat på..

Hun lod sig dumpe ned og ligge på maven så Josh og pigen bare kunne glide stille og roligt ned af hendes ryg imens hun lå og fik vejret igen. Hun følte sig helt smadret. Det var frste gang hun har skullet løbe så hurtigt som hun gjorde og samtidig springe over en kløft og kæmpe imod ulve. Hun smilte stille da han sagde, at hun var fantastisk. Det var rart og få en god kompliment på det hun lige havde gjort. Hun lod sit hoved ligge ind imod hans side. Hun kiggede lidt på pigen som så glad ud. Det var rart og se et nyt ansigt fra hende af. Hun havde sikkert været skræmt under hele turen, men nu ville Luce ihvertfald lige tage sig en lille slapper og drikke noget vand før hun ville gå videre. Hun mente ihvertfald selv, at hun fortjente og slappe af. Hun kiggede rundt efter en sø. Der var en ikke så langt derfra. Hun kiggede lidt på Josh og bed fast i hans trøje ved nakken og løftede ham og pigen op på hendes ryg igen. Hun rejste sig op og gik trættene hen til søen, hvor hun satte dem stille ned igen. Hun lod sig igen falde pladask på maven og stak sit hoved ned i vandet og drak af det. Hun kunne mærke, hvordan den dejlige og kolde vand løb ned igennem hendes spiserør. Hun drak meget vand. Normalt drak hun ikke så meget, men lige nu mente hun selv, at hun havde fortjent det. Hun kiggede spørgende på Josh om de ikke kunne lige blive lidt og slappe af til hun havde fået kræfter igen.

Luce fortjente helt klart en pause, men inden han nåede at sige det til hende, tog hun fat i trøjen på ham og løftede ham op på sin ryg endnu engang. Han skulle lige til at komentere, men lukkede sin mund i så snart det gik op for ham at hun blot ønskede at tage noget vand. Det fik ham til at smile, og han gled ned af hendes ryg, da hun lagde sig på maven for at drikke. Til at starte med, stod han og betragtede lidt alt det vand hun slubrede i sig, men han forstod hende godt. Det havde ikke ligefrem været det nemmeste i verden. Pigen havde forlængst sat sig ned i græsset, mens hun betragtede en sommerfulg der fløj drillende rundt om hovedet på hende. De var alle i sikkerhed, så Josh åndede lettet ud og satte sig på knæ ved floden, for derefter at putte sin hænder i vandet og forme dem som en lille skål, hvor han kunne have lidt vand i. Han slubrede vandet i sig og kastede derefter resterne af det i sit ansigt. Dets køllige eksistens fik ham til at ånde ud.. Missionen var fuldført..
"Lad os tage en pause," sagde han til Luce, mens han smilte varmt til hende.

Hun drak som om hun ikke havde fået vådt eller tørt i flere månedet. Det føltes ihvertfald sådan, men hendes krop havde også brug for meget mere væske nu end den normalt gjorde da hun var i sin menneskeform. Hun havde ikke lagt mærke til, at pigen havde sat sig ned i græsset og så på en flot sommerfugl der fløj rundt om hendes ansigt. Hun lagde mærke til, at Josh havde sat sig ved siden af hende og drak vand. Hun puffede noget koldt vand op på ham ved og stikke sit hoved ned under vandet og kaste hovedet op imod hans retning. Hun smilte lidt drilsk, men var også meget trættene. Hun lagde sit hoved oven på hans skød og nikkede kort. Hun havde vænnet sig til og være i sin drageform og det havde hun ikke troet var muligt for hende, men det var det fandt hun ud af. Hun lukkede sit øje og slappede af. Hun lå og tænkte på hvordan denne mission var gået og hvordan forholdet mellem hende og Josh var endt. For blot nogle timer siden var de fremmede for hinanden og nu lå hun med sit gigantiske hoved på hans skød og slappede af. Det havde faktisk været en dejlig dag, men dagen var ikke omme endnu. Pigen skulle først komme sikkert hjem til sin mor igen før dagen var slut.

Han grinte kærligt over at hun kastede vand på ham, trods alt var det kun for at drille og han kendte selv til det med at drille andre, så han lod hende gøre det og slappede helt af sin krop. Han lænede sig tilbage, lod den dejlige lyd af natur omringe ham, imens han havde lukket sine øjne helt i. Pludselig kunne han mærke noget på sit skød, så han åbnede sine øjne med et sæt, men han faldt til ro, så snart han så at det var Luce der havde lagt sit hoved der. Han smilte til hende og aede hende blidt, for derefter at lukke sine øjne i endnu engang og bare nyde at situtaionen var overstået.. Tanken om hvordan det havde udviklet sig, fik ham til at smile endnu breddere.. Det havde faktisk været en god dag, se bort fra alle sårene.. Han ånede ud og lod sig falde bag over..

Hun smilte. Det var rart, at der var nogen som hun kunne lave sjov med selvom hun nu var meget træt. Hun kiggede op på Josh. Han så nu også ud til og være noget træt. De begge trængte ihvertfald til go slappe af inden de skulle videre. Hun spekulerede lidt over, hvordan det kunne være,at deres venskab var vokset så meget og alligevel så stærkt på bare de timer de havde mødt hinanden til nu. Det var ret sindssygt og tænke over. Mente hun ihvertfald. Hun smilte stille og nød, at han aede hende. Hun elskede og blevet aet over hovedet. Nok var hun et meget stort dyr der kunne skade mange omkring sig og var endda meget klodset med sin størrelse, men hun kunne også være et meget blidt væsen og det var hun glad for. Hun var i det hele taget glad for sit liv som var var lige nu. Hun kunne høre og mærke på ham, at han havde lagt sig ned og slappede af. Hun var nu selv meget træt. Hun lukkede sit øje og slappede af. Der kom en gang imellem nogle små grinene lyde ovre fra pigen imens hun kiggede på den flotte sommerfugl der fløj rundt om hendes hoved. Hun begyndte pludselig og tænke over, hvordan det ville blive efter denne mission var ovre. Ville de gå hver til sit og derefter ikke havde nogen kontakt senere? Det bekymrede hende lidt.

Alle muskler i kroppen var trætte, så bare det at han kunne få lov til at lægge ned med lukkede øjne og bare lytte til omgivelser, fik dem til at slappe mere af. Han lyttede til lyden af Luces rolige vejrtrækning, da det fik et smil frem på hans læber. På en måde, føltes det rart at hører hende slappe af, han forstod ikke rigtig hvorfor, men måske havde det noget at gøre med at missionen var ovre og at det virkede beroligende at hun var rolig. En anden lyd fik ham blot til at grine kærligt, det var lyden af den lille pige som tumlede rundt i græsset. Det overraskede Josh over hvor rolig den lille pige tøs var, trods alt var de jo fremmede for hende og havde lige kæmpet imod en flok ulve.. Men, det var vel bedre end at hun råbte og skreg.. Da der var gået et lille kvarter, satte han sig op og kiggede med et smil ned på Luce. Forsigtigt strøg han hende over hovedet og tillod at kysse hendes pande for sjov, selvom hun var en drage. Han grinte kærligt og rejste sig op.
"vi må heller få hende hjem," sagde han og gik hen til Pigen, der havde lagt sig til at sove i græsset. Med en rolig bevægelse løftede han hende op i sine arme og sørgede for at hun ikke vågnede..

Hun var helt udmattet. Hun havde det som om hun ikke havde sovet i flere år. Hun følte sig også helt afslappet imens hun havde sit hoved liggende på Joshs skød. Det var dejligt, at der ikke var så meget larm rundt om dem. Det gjorde, at det var meget mere beroligende og afslappende. Det var dejligt, at det værste var ovre og de kunne hvile deres muskler. Hun var faldet i søvn imens hun havde haft sit hoved på hans skød. Hun var blevet glad af og høre den lille piges grinen og pjatten imens hun legede med den lille sommerfugl. Det var godt, at hun ikke frygtede hende eller Josh for så havde de fået et langt større problem end de normalt ville have. Hun vågnede da hun mærkede, at Josh kyssede hende på panden. Hun kiggede på ham og løftede sit hoved da han snakkede til hende. Hun nikkede og rejste sig op. Hun strækte sig så lang hun var så alle hendes led blev vækket til live igen efter og have været afslappede. Hun gik roligt hen til Josh da han løftede pigen op i sin favn. Hun smilede og lagde sig på maven så han fik det lidt nemmere ved og kravle op på hende uden og vække pigen.

Pigen vågnede ikke af at Josh løftede hende, tvært imod puttede hun sig bare mere ind til ham, hvilket fik ham til at løfte på et øjenbryn, men han vendte sig dog hurtigt til det og smilte af det. Måske var børn ikke så slemme alligevel, i hvert fald ikke når de sov. Den tanke skulle ikke komme længere, så han stoppede sig selv og fokuserede i stedet på at kravle op på Luces ryg, uden at pigen skulle vågne. Han spekulerede lidt over om hun rævesov, men han håbede på at hun ikke gjorde, for ellers var det en meget smart måde at slippe af sted med ikke at lave noget på.. Han klappede blidt Luce på halsen, som et tegn på at hun sagtens kunne sætte i løb og at han nok skulle holde fast. Han klemte hårdere om pigen, så snart hun satte i løb og han kneb sine øjne sammen, for at skue i horisonten.. Snart blev de endnu engang omringet af en flok blade og inden længe stod de i kvindens have. Hun stod med åbne arme og et stort smil, ingen tvivl om at hun var glad for at se dem sikkert fremme med hendes datter. Langsomt gled Josh ned af Luces ryg og gik hen imod kvinden, lod hende få sin sovende datter over i sin favn.. Josh smilte stort ved syndet over at se en mor knue sit barn ind til sig, imens der løb tårer ned af hendes kinder. Han kiggede om på Luce med et stort smil.
"Det klarede vi godt," hviskede han kærligt.

Luce kiggede stille på Josh og smilte. Han virkede nu til og være glad for børn. Hun kiggede roligt på ham og ventede på, at han havde sat sig op på hendes ryg og godt til rette. Hun hjalp ham dog op ved og lægge sit hoved ved hans ryg for og støtte ham så han ikke faldt ned, hvis han du fik overvægt imens han klatrede op på hendes ryg imens han havde pigen i favnen. Hun rejste sig op da hun mærkede, at han klappede hende på halsen. Hun følte sig næsten som hans ridedyr, men det skulle snart stoppes. Det stoppede ihvertfald når de var kommet tilbage til kvinden. Hun begyndte og sætte i løb. Hun løb så hurtigt hun kunne. Hun ville tilbage til kvinden og aflevere datteren så hurtigt som muligt. Hun kunne godt se bladende der begyndte og svæve rundt om hende, men hun tænkte ikke videre over det i det hun troede der var pga hun løb, at bladende fløj rundt om hende. Hun måtte bremse pludselig hårdt op da de pludselig stod i kvindens have. Hun fik dog bremset så det ikke var, at Josh ville flyve forover når hun stoppede. Hun lod dem stille glide ned af hendes ryg. Hun kiggede hen på moderen der så glad og tilfreds ud og nærmest over lykkelig, at de var kommet tilbage med hendes datter. Hun forvandlede sig tilbage i sin menneskeform. Hun var næsten helt udmattet og gik trættende hen og lænede sig op af Josh. Hun havde brug for hvile inden turen gik videre. Hun kunne se på kvinden, at hun havde savnet sin datter. Luce smilede af synet og kiggede på Josh og nikkede "Ja vi klarede den" hun hviskede det stille. Hun så stille på kvinden igen.

Kvinden kunne ikke takke dem nok, hun kyssede sin datter over alt i hendes ansigt, lod et par af tårerne trille ned, imens der var andre som hun fjernede igen med, ved at kører sit håndled under sine øjne. Først efter et par minutter satte hun sin datter fra sig og var nu klar til at tage imod sine helte. Josh havde imellem tiden ladet Luce læne sig op af ham, eftersom han kunne fornemme på det hele at hun var træt af alt den løben rundt. Det var nu også ret imponerende, det indrømmede han gerne. Han ville sige noget til hende, men blev afbrudt, da damen gruppe krammede dem og ruskede lidt i dem.
"Tusind tak!" sagde hun med en stemme så varm og kærlig. "Som lovet, skal i få det jeg kan give jer, men først vil jeg byde jer på en middag og et sted hvor i kan sove, trods alt har det været en lang tur," hun gik en meter væk fra dem og så spørgende på dem. "Hvis i altså vil blive?" Hun kiggede skiftevis på dem begge. Josh var ikke et sekund i tvivl om hvad han ville, når nogen tilbød middag og et sovested, så var han ikke i tvivl om hvad han ville. Trods alt havde han ikke noget hjem at skulle hjem til.. Så.. Der var intet at miste.
"Jeg vil meget gerne blive for natten," sagde Josh høfligt og nikkede til hende. Damen nikkede med et smil og kiggede derefter spørgende hen på Luce, det samme gjorde Josh. Hvis Luce ikke ville blive, så behøvede hun ikke..

Hun stod og lænede op af Josh med sit hoved mod hans skulder imens hun kiggede på kvinden der kyssede og krammede sin lille datter imens tårerne løb ned af hendes kinder. Hun håbede ikke, at Josh havde noget imod, at Luce lænede sig op af ham og havde sit hoved på hans skulder. Hun var så træt, at det halve var mere end rigeligt for hende. Hun kunne ikke lade være med og smile over, hvor lykkelig kvinden var for og få sin lille datter hjem igen. Hun mærkede kvinden kom og krammede den tæt ind til hinanden og ruskede i dem. Hun kunne godt se på kvinden, at de havde gjort hende til en af verdenens mest lykkeligste kvinder og mødre. Luce var blevet i tvivl om hvad det var hun ville have for og udføre denne opgave sammen med Josh som hun åbenbart havde knyttet et stærkt venskabs bånd med under deres mission. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare på kvindens spørgsmål. Altså hun var så træt, at hun ikke var klar på en lille rejse til. Ikke en gang hjem igen og hun kunne også mærke, at hun var ved og blive sulten, men en ting var dog sikkert. Hun var ikke hos denne kvinde helt alene uden nogen hun kendte. Hun ventede på, at Josh havde svaret. Hun nikkede så "Vil også meget gerne og hvis det er tror jeg nok mig og Josh kan dele et værelse så vi ikke fylder det hele. Jeg har intet imod og sove på et gulv" hendes stemme var rolig men samtidig også meget trættene. Hun var ihvertfald for træt til og kunne tænke eller tage et skridt længere.

Josh kiggede en anelse forvirret over på Luce, ikke noget imod at sove på et gulv? Hvad mente hun lige med det? Var han så giftig at hun ikke turde at sove ved siden af ham, på den ene side kunne han godt se det og på den anden side syndes han ikke at hun havde noget at være bange for. Josh ville ikke gøre hende noget, det ville aldrig falde ham ind. Kvinden smilte til dem, et stort varm smil, for derefter at klappe sine hænder sammen og sprede den ene arm ud, som en gestus for at de bare kunne gå ind huset. Josh fulgte hendes ekspempel og begyndte at gå hen imod huset, med ryggen ret så godt han nu kunne. Hurtigt kom han dog i tanke om noget, som han ville gøre, når damen havde fået sagt et par ord.
"Jeg har et gæsteværelse og du behøver ikke at sove på gulvet min kære, der er to senge inde i rummet, hvis ikke i bryder om at sove ved hinanden," sagde hun. Josh var sikker på at han kunne fornemme en lille latter i hendes stemme, da hun sagde de sidste ord. Hun åbnede døren ind til huset og gjorde endnu et tegn til at de bare kunne gå ind. "Middagen vil være klar om en lille halv time," Hun nikkede venligt til dem og lod dem stå for sig selv i den store opgang, der var pyntet med alle former for væg malerier, og i midten var der en smukl bred trappe op til etagen ovenpå.. Klassiker.. Josh smilte til Luce, inden han begyndte at kigge nysgerrigt rundt.
"Du siger bare til hvis jeg skal bærer dig, trods alt har du bæret mig hele dagen i dag," sagde han med en klukken, imens han studerede et af malerierne.

Hun stod og lænede sig trættene op af Josh. Hun var blevet meget træt efter de havde afsluttet deres mission. Den var lykkes som de ville have det. De var kommet hjem i trygge hænder med pigen i god behold. Ingen af dem havde fået nogle alvorlige kvæstelser. Der havde generelt ikke være nogle problemer i deres mission. Luce havde blevet blidt og måtte slå nogen ihjel som hun ikke var specielt glad for normalt og hun havde sprunget over en stor kløft som hun aldrig havde troet ville lykkes for hende. Ikke en gang i hendes vildeste fantasi. Hun kunne fornemme på Joshs blik, at han undrede sig over, hvorfor hun ikke ville sove ved siden af ham. Hun så nu heller ikke nogen grund til, hvorfor hun ikke skulle gøre det, men alligevel. De var fremmede for hinanden og det ville være lidt akavet, hvis de lå op af hinanden i samme seng. Hun fulgte stille efter kvinden da hun gjorde en gestus til, at de kunne gå rundt i hendes hus. Hun var ikke ligefrem den som snagede i folks huse. Hun smilte venligt til kvinden og nikkede "Det fint nok" hun kunne godt fornemme kvindens latter som lå gemt i hendes stemme. Hun kiggede rundt i den store opgang hun var i. Det var en flot gang de havde. Hun gik hen til Josh som stod og kiggede på et maleri. Hun så på ham da han snakkede til hende "Helt i orden" hun overvejede om hun skulle lægge sig i den halve time de havde til og slappe af i. Hun smilte drilsk til ham "Jamen så kan du bære mig op på vores værelse" hun havde en skjult latter i stammen.

han vidste egentlig ikke hvorfor han studerede maleriet, måske var det bare en måde for at finde noget han kunne slappe af på, selvom hans muskler langsomt var ved at falde til ro igen. De var jo ude for farer, det kunne alle og en hver se, der stod vagter udenfor døren og man kunne nærmest fornemme hvordan dette hus boblede af sikkerheds systemer, trods alt kunne denne kvinde et eller andet med magi, så det skulle ikke undre Josh hvis hun havde kastet en besværgelse over huset. Han smilte kækt til Luce, da hun bad ham om at løfte hende op på deres værelse. Den havde han jo selv bedt om. Han bukkede for sjov foran hende.
"Hvordan vil de så bæres? På min ryg eller arme?" spurgte han hende med en drilsk undertone i sin stemme. "Du vælger helt selv," han grinte og kunne ikke tage det seriøst, men det var vel heller ikke meningen..

Hun kiggede undrende på maleriet. Det lignede noget som selv et 5 årigt barn kunne tegne i Luces øjne. Hun kunne ihvertfald ikke forestille sig, hvad det skulle forestille, men det var åbenbart kunst. Luce var nu heller ikke ligefrem den som var meget kunstnerisk. Hun var mere den stille og rolige der elskede freden i naturen udenfor alt faren som de lige havde været ude for på deres mission. Hun undrede sig ihvertfald meget over, hvorfor Josh kiggede på det. Hun kiggede rundt og så alle vagterne der gik rundt om huset og stod ved døren og rundt indenfor huset. Denne kvinde måtte være noget særligt siden hun havde så mange vagter rundt om sig. Luce havde regnet ud, at hun kunne noget specielt med magi. Dethavde hun regnet ud ved og tænke over, hvordan hun og Josh var kommet til og fra kvindens hus. Hun havde sikkert gjort noget særligt ved sit hus det var der ingen tvivl om. Hun kiggede på Josh der bukkede for hende. Hun begyndte og grine "Den måde der behager dig bedst" hun havde latter i stem. Hun kunne ikke tage Josh seriøst. Han var en meget sjov fyr det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun kiggede roligt på ham og smilede. Hun håbede ikke, at hun ville få nogle problemer med sin forbandelse imens hun sov her sammen med Josh.