I promise.. Im a friend.. -Luce-

Hun stod stille og roligt og kiggede på ham imens hun ventede på hans svar. Hun smilede stille og nikkede stille som en forståelse for det han sagde "Tror jeg på" der var latter i hendes stemme. Hun vendte sig om imod vinduet igen og betragtede solen stige op til tops af himlen og lyste dagen klar. Det ville blive en god dag. Ihvertfald som vejret så ud ville det blive en god dag. Hun kiggede hen på Josh da hun kunne se ham i øjenkrogende da han stilte sig ved siden af hende og betragtede udsigten sammen med hende. Hun hørte døren gå op og vendte sig hurtigt om imod døren og opdagede, at Claire stod i døråbningen. Hun kunne se på hende, at der var noget på færde. Hun gik hen til Claire og så bekymret på hende "Hvad er der sket denne gang frue?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun lagde hovedet stille på skrå og kiggede på Claire.

Claire sukkede, kiggede ned i jorden og tog en dyb indånding, inden hun rettede sig op og forvandlede síg om til at være den selvsikre kvinde, fra at være en lille venlig husmor. Josh bemærkede alvoren og rettede sig op, ligesom hun selv gjorde.
"Kvinden der stjal min datter, hun er kommet tilbage, men hun er ikke kommet for at tage hende, hun er kommet for at snakke med jer," fortalte hun og nikkede hen imod døren, til et tegn om at de skulle følge med hende. Josh fulgte med hende, uden det mindste tegn på at han ikke troede på hende. selvfølgelig skulle det ikke være så let, damen var sikkert rasende over at de havde dræbt så mange af hendes ulve og nu ønskede hun at gøre hævn. Så forståeligt det nu var..
"Jeg beder jer, pas på, man ved aldrig hvad den kvinde kunne finde på," hviskede hun, inden hun åbnede hovedporten og lod dem gå ud til kvinden.

Hun kiggede undrende på Claire og begyndte og spekulere på, hvad der var med hende. Hvad var det som kunne være så slemt siden hun ikke var så selvsikker som hun plejede og være? Hun lagde sit hoved undrende på skrå og ventede på, at hun ville svare hende på, hvad det var de nu skulle hjælpe hende med. Hun lagde hurtigt mærke til alvoren i det Claire fortalte dem. Hvad ville kvinden dem? Ville hun have hævn over det som de havde gjort for og redde Claires datter? Hun nikkede forstående til Claire "Jamen så må vi tage en snak med den kvinde igen" der var selvsikkerhed i hendes stemme. Det var ret utroligt, at der var så meget selvsikkerhed i Luce efter hun var blevet tortureret af Rafael, men sådan var det. Hun kiggede kort på Josh og fulgte derefter efter Claire og Josh og var spændt på og høre hvad kvinden ville dem. Hun var ihvertfald forberedt på og forsvare sig selv, hvis det var kvinden ville gå til angreb på dem. Hun fandt sig ihvertfald ikke i noget som helst fra den kvindes side af. Hun kiggede kort på Claire da hovedporten gik op og gik ud og stilte sig nogle meter væk fra kvinden. Hun kiggede koldt på kvinden "Hvad vil du her?" hendes stemme var kold og hård.

Claire lukkede ikke døren bag dem, men lod den stod åben så både hende og resten af selvskabbet kunne hører hvad pokker der skete. For hvis Claire skulle være ærlig, så havde hun ingen anelse om hvad pokker kvinden ville. Og hvorfor ville hun snakke med Josh og Luce? burde hun ikke at være bange for at de angreb hende eller noget i den stil, trods alt besejrede de hende ved at være et godt makker par. Med listige og nærmest ninja agtige bevægelser, kiggede Claire ud af vinduet og ville til hver en tid komme de unge til hjælp, hvis det var det der skulle til.
Kvinden smilte en anelse lumsk og med sine make up belagte øjne, lignede hun en egyptisk dronning. Josh ville kaste op over synet af hende, men han skjulte det hele bag en facade, ved blot at stå og kigge koldt på hende, som var han lavet af det reneste is. Kvinden ignorede både Luce og Josh, hun ville have hævn og den kunne kun udføres på en måde! Langsomt gled hun ned af ryggen fra en kæmpe ulv og gik med forførende bevægelser hen imod Josh, svingede sig om ham som var han en pæl hun skulle danse op af. Josh vrissede af hende og stod helt stille, gjorde klar til at skubbe hende væk, men inden han kunne nå at gøre det, hviskede hun noget i hans øre.. en besværgelse..
"Lovlieta Luce.. Lovlieta Luce.."
Hendes stemme var lokkende, nærmest som en sirenes og langsomt kunne Josh mærke at han var blevet offer for magiens magt.. Han havde Luce i sine tanker.. Luce.. Kvinden gik væk fra ham med en lumsk latter og et ligeså lumsk smil. Hun sendte Luce et kækt smil, inden hun satte sig op på en af sine ulve og red sin vej..

Hun kiggede koldt på kvinden. Hun anede virkelig ikke hvad det var hun ville dem, men hun håbede inderligt, at kvinden snart fortalte dem, hvad det var hun ville dem for hun var ved og brænde op indvendigt af nysgerrighed og samtidig af vrede over, at hun havde opsøgt dem for hun ville ikke have noget med denne kvinde og gøre. Hun kiggede efter Claire og opdagede, at hun ikke have lukket døren eller noget efter sig. Hun kiggede rundt og opdagede, at hun holdt øje med dem fra vinduet af. Hun smilte kort tilfreds over det for så vidste hun, at hun ville hjælpe dem, hvis det var, at kvinden gik til angreb på dem. Hun kiggede koldt på kvinden igen og opdagede, at hun var gået hen til Josh og var begyndt og danse op af ham. Hun knurrede lavt indvendigt. Hun ville ikke vis nogen tegn på, at det irriterede hende, at hun bare dansede op af Josh i stedet for og fortælle hvad det var hun ville dem. Hun kiggede vredt efter hende da hun sprang op på sin ulv igen noget tid efter og red væk. Hun hadet denne kvinde. Hun gik hen til Josh og lagde en arm på hans skulder "Hvad skete der? Er du ok?" der var bekymring i hendes stemme.

Han rystede på sit hovede, prøvede at få tankerne om Luce ud af sit hovede, men det var som om at det ikke ville lykkedes. Kvinden havde kastet en besværgelse over ham, en besværgelse som han ikke vidste hvordan man fik væk. Forsigtig rettede han sig op, kiggede Luce i øjnene og smilte roligt til hende.
"Jeg ved det ikke, jeg har det fint, men jeg anede ikke hvad der skete," mumlede han og kiggede rundt efter kvinden. Hun var ikke længere nogen steder at se, forsvundet ind i skoven på sin kæmpe ulv og forlod Josh med sin lille besværgelse forelskelse i Luce. Claire kom luntende ud til dem, hendes øjne strålede af bekymrelse.
"Er i okay?" spurgte hun dem og lagde en hånd på Luces skulder. "gjorde hun jer noget?"
Josh rystede let på hovedet og kiggede på Claire med et roligt smil, men ud af sin øjenkrog kiggede han på Luce og kunne ikke få hende ud af sine tanker, lige meget hvor meget han forsøgte. Claire nikkede og åndede lettet ud. "Gudskelov, så kan vi få en rolig morgen," Hun luntede ind af igen rystende på hovedet. Josh smilte kærligt til Luce og gik hen ved siden af hende, blinkede kærligt til hende, inden han også luntede ind af.

Hun kiggede bekymret på ham. Hvad var der sket med ham? Hvad var det kvinden havde hvisket i øret på ham? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun ville gerne vide hvad hun hviskede lige inden hun var taget afsted igen. Hun nikkede bekræftende "Godt. Er glad for du ikke er kommet noget til" hun smilede roligt til ham, men tankerne kørte stadig rundt i hovedet på hende om hvad hun havde sagt til ham. Hun skulle lige til og spørge ham da hun så Claire komme luntende imod dem. Hun valgte ikke og sige noget før hun vidste, at hun kunne snakke i fred med Josh om det. Hun kiggede roligt på Claire og nikkede. Det var meget beroligende for hende og mærke Claires hånd på sin skulder for det havde hun brug for. Hun tog selv sin hånd til sig og kiggede på Claire "Jeg har det fint. Hun rørte mig ikke eller noget det er mere Josh jeg er bekymret for" hendes stemme var rolig og samtidig meget bekymret. Hun nikkede bekræftende til det sidste Claire sagde inden hun luntede ind igen. Hun kiggede på Josh der havde stilt sig ved siden af hende. Hun opdagede, at han blinkede kærligt til hende. Det havde han ikke gjort før. Hvad skete det?! Hun stod lidt og tænkte og opdagede,at Josh luntede indenfor. Hun fulgte stille og roligt med ham og gik direkte op på deres værelse og lagde sig i sin seng og kiggede op i loftet som spekulerede hun over et eller andet.

Claire kunne ikke forstå hvad det var hun ville. Hvorfor bare sådan komme svansende uden at gøre noget, ikke andet end hviske den unge dreng i øret og danse op af ham, som var han en pæl og hun den let påklædte danser. Det gav ingen mening, hvad havde hun gjort imod drengen og hvordan kunne de fjerne det igen, eller havde hun overhovedet gjort noget imod ham? Hun rystede på sit hovede, tog sit hår op i en hestehale, for derefter at gå ind på sit kontor, hvor hun satte sig ned og gav sig til at tænke tingene igennem. Hvis de unge ønskede noget, skulle de bare kalde på stuepigerne, men det vidste de vist allerede. Josh gik med Luce ind på værelset og selvom han ikke ville indrømme det, så beundrede han hende og elskede den måde hun gik på, samt det lange sorte hår der svingede rundt om hendes kønne ansigt. Han rystede irriteret tanken ud af hovedet, besluttede sig for at sætte sig på sin egen seng og tænke på noget andet end lige hende. Men, hvor var det svært! Han kiggede hen på hende, beundrede hende og havde lyst til at lægge sig ved siden af hende og kysse hendes læber.. Han rystede tanken væk og puttede sin pude op foran hans hovede, for at tænke på andre ting.

Hun lå og spekulerede som en gal. Hun hørte, at Josh var fulgt efter hende, men valgte ikke og rejse sig op og se på ham. Hun havde brug for og tænke tingende ordentligt igennem, men det var svært for hun vidste virkelig ikke, hvad det var som var sket eller sagt til ham da kvinden hviskede ham i øret. Hun satte sig op og kiggede hen imod ham. Hun så, at han havde lagt sig ned med en pude over hovedet. Hun undrede sig lidt over, hvorfor han havde gjort det og samtidig unrede hun sig mere og mere over hvad det var som han havde fået hvisket i øret. Hun sukkede kort og rejste sig op. Hun gik langsomt hen til ham og satte sig på sengekanten. Hun strøg en hånd kort hen over hans arm "Josh hvad er der med dig?" der var bekymring i hendes stemme "Hvad sagde hun til dig?" hun kiggede ned på ham og håbede, at han ville fortælle hende det.

Åh nej, han kunne mærke at hun kom tættere på ham. Langsomt begyndt hans hjerte at hamre hurtigere og hurtigere, samt kunne han mærke hvordan hans kinder langsomt blev varmere og fik en rød farve over sig. Hun måtte ikke komme tættere på ham, ikke nú hvor han havde det sådan! Han ignorede de kuldegysninger han fik, da hun strøg ham over armen. Nej, nej! Han måtte ikke tænke sig sådan om hende, det måtte han ikke! Hvad var der med ham? Hvorfor havde han lyst til at holde om hende, kysse hende og bare mærke hende tæt på sig?
"Hun hviskede en form for besværgelse," fortalte han og fjernede puden fra ansigtet, kiggede op på hende med sine chokoladebrune øjne. "Jeg ved ikke hvad.. Men jeg.. Jeg har det så underligt," Langsomt satte sig op, lænede sig op imod Luce ved hjælp af sine arme. I stedet for at kigge hende i øjnene, kiggede han nu på hendes læber og før han vidste af det, havde han sat sig helt op foran hende og trykkede sine læber imod hendes i et blidt kys. Han lagde sine hænder på hendes og lukkede sine øjne i.

Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun vidste jo ikke hvad der var galt med ham og hvad der var sket. Hun kiggede roligt ned på ham. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte. En besværgelse? Hvilken besværgelse havde hun lagt over ham? Endnu en gang fløj tankerne rundt i hovedet på hende. Hun kiggede ned på ham "Hvilken besværgelse var det hun hviskede Josh?" hun måtte vide det. Hun ville vide, hvad det var for en besværgelse så de kunne finde en der kunne hjælpe ham af med denne besværgelse for det var synd for ham, at han havde fået en besværgelse over sig. Hun lagde sit hoved undrende på skrå da han sagde, at han havde det underligt "Hvordan under..." hun nåede ikke og sige mere før han havde sat sig op og lænede sig ind over hende. Hun nærmest tav da hun opdagede det. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere eller noget. Hun bakkede lidt væk, men mærkede så, at han havde sat sig helt op af hende og han pressede sine læber blidt imod hendes. Hun stivnede i hele kroppen og kunne ikke få sig selv til og skubbe ham væk eller noget som helst overhovedet. Hun fik tager sit hoved til sig og kiggede ned på sine hænder, hvor hans hænder lå ovenpå hendes hænder. Hun kiggede op på ham og deres næser næsten ramte hinanden da hun kiggede op på ham igen. Hun var helt målløs.

Hendes læber var dejlige bløde og han ønskede ikke at trække væk fra hende, men det gik hurtigt op for ham at hun ikke gengældte kysset, så ligeså hurtigt som et lyn der slog ned, trak han helt væk fra hende og kiggede flovt ned i gulvet. Hjertet sad i halsen på ham og han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller i det hele taget sige til hende, hun havde ikke de samme følelser, hvordan kunne han have været så dum at tro at hun ville kysse ham tilbage? Det var helt absurd. Pludselig kunne han ikke rigtig finde rundt i sig selv mere, så hurtigt rejste han sig op og gik hen imod badeværelset, uden egentlig at vide hvad han skulle derude.
"Undskyld," sagde han hurtigt til hende, inden han lukkede døren der ind til og lænede sig op af den, slog sig selv i panden et par gange. Hvordan kunne han have været så dum!? Han sukkede og trak sine knæer ind til sig og gemte sit ansigt nede ved siden ben, bare for at glemme alle de irriterende tanker.

Hun var ikke helt hjemme i sin egen verden. Hun var ikke kommet over, at Josh havde lændet sig ind imod hende og kyssede hende. Hvorfor havde han gjort det? Hvad var der sket med ham? Tankerne fløj forvirret rundt i hovedet på hende. Hun kiggede på ham da hun mærkede, at han havde rejst sig op og gik med hurtige skridt hen imod badeværelset. "Josh!..." hun nåede ikke og fuldføre sin sætning før døren blev lukket i. Hun sukkede lidt og spekulerede over, hvad der skete med ham. Hun sukkede lidt og rejste sig op. Hun gik hen og kiggede ud af vinduet imens hun spekulerede på om hun skulle bede om et andet værelse så Josh slap for og få det dårligt med sig selv ved og se hende eller tage afsted. Deres mission var ovre og hun havde en søn der hjemme som skulle passes. Hun kiggede hen imod badeværelses døren og sukkede. Hun gik hen og bankede stille på den "Josh...Kom nu ud derfra" hendes stemme var rolig og mild.

Han var så forvirret.. Hvorfor var de følelser pludselig kommet? Det kunne ikke være rigtigt, aldrig havde han følt sådan før, det var en mærkelig følelser og han ville egentlig helst af med den! hvis det var sådan det var at være forelsket, så afskyede han det! Men, han vidste også godt at han ikke kunne blive siddende derude i alt evighed, derfor måtte han se hende i øjnene på et eller andet tidspunkt. Han hadede tanken om det, men sådan var det jo og det værste af det hele var at føleslerne pludselig var kommet så hurtigt. Det gav ingen mening overhovedet!
Langsomt åbnede han døren, efter at have taget en dyb indånding, klar til at se hende i øjnene og snakke med hende, selvom det nok blevet meget pinligt.
"Undskyld," sagde han og kiggede ned i jorden, imens han lod døren stå på klem. "Jeg skulle ikke have gjort det, jeg ved ikke hvad der gik af mig,"

Hun stod lidt og ventede på, at han ville komme ud af badeværelset. Hun spekulerede stadig over om hun skulle tage afsted. Hun havde det lidt underligt med sig selv over, at han havde kysset hende. Hun havde sagt til sig selv det ikke betød noget og bare var en mindre forvirring, men nu havde hun selv en mindre forvirring med sig selv indvendigt. Hun kunne høre døren åbner og hun kiggede roligt på ham. Hun så roligt på ham og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun smilede kort "Det er ikke din skyld." hun havde en underlig følelse indeni. En følelse der mindede hende om en form for savn. Var det hans kys hun allerede savnede eller bare det, at nogen holdt om hende og kyssede hende beroligende når hun havde brug for det? Det var forvirrende. Hun bed sig usikkert i læben "Hvad sagde kvinden helt nøjagtigt til dig" hun havde en anelse om, hvad det var der var sket, men hun var ikke sikker og det ville blive det rene helved, hvis han ikke kunne huske hvad det var som kvinden havde sagt til ham.

Han bed sig nervøst i underlæben, inden han valgt at træde helt frem og lukke døren bag sig. Alt det andet kunne skubbes bag en facade, det var han god til og hvorfor skulle det ikke også kunne lykkedes denne gang? Alt nervøsiteten og flovheden for at have kysset hende, skubbede han væk og valgte i stedet at stå og lytte til hvad hun sagde til ham. Nu måtte han fokusere på andre ting end lige hendes læber, øjne og hendes.. grr!!! han hadede det. Hurtigt slog han endnu engang tanken om hende væk, for at svarer på det hun spurgte ham om. Med langsomme bevægelser gik han over til sengen, satte sig ned og foldede hænderne på sine lår.
"Hun sagde: Lovlieta Luce, lovlieta Luce," fortalte han og forsatte med at kigge ned i gulvet, imens han lod sine hænder snører sig sammen og derefter fri igen. "Hvad det end betyder, så er det sikkert ikke noget godt," Han bed sig i underlæben. Hvorfor blev han ved med at tænke sådan om Luce, det gjorde ham sindsyg!

Hun så stille og roligt på ham. Hun kunne sagtens se på ham, at han var nervøs og var flov over, at han havde kysset hende. Hun vidste dog ikke helt hvordan hun skulle forholde sig, men hun valgte dog og være neutral selvom det var svært efter han havde kysset hende. Hun kiggede hen på ham da han gik hen og satte sig på hans seng. Hun kiggede roligt på ham og lyttede til det han fortalte. Det gav ikke helt mening det kvinden havde hvisket til Josh. Hun fik det ikke en gang til og give bare noget som kunne bruges til noget som helst overhovedet. Hun gik stille og roligt hen til ham og satte sig ved siden af ham. Hun kiggede på ham "Jeg ved ike hvad det skal betyde det hun havde sagt til dig, men tror du har ret i, at det ikke er noget godt det har med sig, men jeg ved det ikke" hun sad lidt og kiggede ned i jorden imens hun tænkte over hvad hun skulle gøre for og formindske det problem han havde, men hun vidste dog stadig ikke, hvad der gik af ham "Josh...Hvad føler du og tænker du lige nu?" hun kiggede spørgende på ham.

Hvorfor skulle hun lige spørge ham om det? Det ønskede han ærgelig talt ikke at svarer på, det var jo pinligt og han forstod ikke hvad der gik af ham. Det kunne umuligt have noget med hans hormoner at gøre, det kunne godt være at han havde nogen, men de ville ikke bare gøre sådan at han ville falde pladask for Luce lige pludselig, det var simpelthen alt for underligt! Han sukkede og lod sig falde bagover på sengen, tog puden over hovedet for at gemme sig for omverdenen. Dog havde han skam tænkt sig at svarer hende, selvom det nok blev pinligt at han skulle sidde og forklarer at han lige pludselig følte noget for hende.
"Jeg ved det ikke Luce.. det som om at lige siden hun hviskede den sætning, så har jeg tænkt på dig som havde jeg kendt dig i en evighed og haft et stor crush på dig, der langsomt er blevet til en forelskelse.. Sådan har jeg det.. Det er underligt og jeg forstår det virkelig ikke,"

Hun sukkede lidt. Hun følte sig dum og som om hun bare burde gå væk fra dette rum og bede om et andet værelse så Josh kunne være alene. Hun følte sig ikke rigtigt velkommen hos ham længere. Hun så ned i jorden og rejste sig op. Hun kiggede på ham da han lagde sig ned med puden over hovedet. Hun sukkede lidt og gik hen og kiggede ud af vinduet. Hun havde brug for noget andet og tænke på. Hun kiggede hen på ham igen da hun hørte hans stemme. Hun lyttede til det han fortalte og det kom helt bag på hende. Hun havde ikke regnet med, at han ville sige det var det, men det var åbenbart sådan han havde det. Hun nikkede forstående "Ok..." hun sukkede lidt og kiggede ud af vinduet igen og tænkte. Hun nikkede så for sig selv efter noget tid. Hun bed sig lidt i læben og kiggede hen på ham "Går ud og beder om et værelse for mig selv så går det måske over efter noget tid" det næsten skar i hjertet på hende og sige dette til ham, men hvis det hjalp på ham for og få den følelse væk var det, det hun gjorde. Hun gik langsomt hen imod døren uden og kigge på ham.

Han ville ikke have hende til at gå nogen steder, det føltes så mærkeligt! det ene øjeblik vil han have hende til at gå og det næste øjeblik ville han have hende til at blive hos ham. Lige da hun skulle til at gå uden af døren, var han hurtigt henne ved hende og tog fat om hendes håndled, ikke hårdt så det gjorde ondt.
"Nej vent, vil du ikke nok blive? jeg lover at jeg nok skal opføre mig ordentlig, bare du er herinde så jeg har nogen at snakke med," sagde han og ventede på at hun skulle vende sig om og se ham i øjnene. "jeg lover det, jeg lover at jeg nok skal være ligesom jeg før! det lover jeg!" Han så bedende på hende, hun måtte ikke gå, han kunne jo for pokker godt lide hendes selvskab!

//undskyld, ik den store krea :3 //

//Det er helt fint heller kort med noget jeg kan bruge end lange jeg ikke kan bruge ^^//

Hun var noget helt tæt på døren da hun mærkede nogen havde taget fat i hendes håndled. Hun stoppede op og blev stående. Hun kiggede ned i jorden og hun havde regnet ud, at det var Josh som holdt hendes håndled. Hun vidste ikke om hun skulle vende sig om og se på ham eller hvad hun skulle. Hun var stadig helt rundt forvirret over, at han havde kysset hende. Hun sukkede kort og vendte sig så om og kiggede ham i øjnene. Hun ville inderst inde ikke gå fra ham, men hun ville gøre det, hvis det hjalp ham. Hun kiggede ned i jorden kort og op på ham igen og nikkede så opgivende "Så ok da, men tror ikke, at det kan blive som før pga du ikke har kontrol over dig selv" hun smilede kort til ham og strøg en hånd hen over hans kind. Hun kiggede kort ud af vinduet og betragtede vejret der pludselig var gået til en smuk forårsdag til og blive en regnfuld dag. Hun kiggede dog på Josh igen og smilte.

// Super ^^ //

Ikke kontrol? Selvfølgelig havde han kontrol over sig selv! Josh kunne sagtens styre sig, det var hetl sikker på! Han var ikke som sin far! Han var ikke som ham, og det vidste han! Han smilte skævt til hende, gav slip på hende og gik hen på sengen og satte sig ned på den, skjulte at han følte sig en smule dum. Altså, bare fordi han havde det sådan, betød det da ikke at han havde lyst til at voldtage hende? Det var bare en uskyldig lille forelskelse, som han virkelig ikke kunne fatte at han pludselig havde fået efter kvinden havde hvisket de ord i sit.. Pludselig gik det op for ham hvad problemet var! Det var en besværgelse, hvordan kunne han have været så dum!? Med et var han oppe at stå igen og helt henne ved Luce, tog et greb om hendes hofter og svingede hende rundt, for derefter at sætte hende ned igen.
"Jeg ved hvad der er galt med mig!" sagde han med et stort smil til hende. Han forstod ikke hvorfor han var så glad, men ja, det skulle han ikke tænke videre over nu! "En besværgelse, hun må have kastet en kærligheds besværgelse over mig! Kan du ikke se det? det er lige efter at hun hviskede den sætning at jeg har det sådan med dig! Det må være det!" Han smilte og gik frem og tilbage i værelset, som en utålmodig konge, der ventede på nyheder fra vagterne. "Men.. Hvordan får vi den mon væk fra mig?"

Hun kiggede undrende på ham. Hun nikkede så forstående og kiggede rundt. Hun var ved og blive skør af bare og være inde i dette rum. Hun var nu alligevel glad for, at hun var inde i værelset sammen med Josh for så havde hun ihvertfald nogen og snakke med og det var dejligt og have. Hun kiggede på Josh da han var gået hen og satte sig på sin seng og kiggede ud i luften. Hun lagde dog sit hoved på skrå og smilte. Han virkede nu sød nok når han var flov. Hun skulle lige til og gå hen til vinduet da hun mærkede Josh tage fat om hendes hofte og svinge hende rundt. Hun havde ikke registreret, at han var løbet hen til hende før han svingede hende rundt i luften. Hun grinte og holdt fast i hans skuldre så hun ikke fløj væk, hvis det nu var at han tabte hende. Hun kiggede på ham og var glad for, at han havde regnet ud hvad det var som var galt med ham "Hvad er det så som er galt med dig?" hun ventede spændt på, at han fortalte hende det for det ville ihvertfald give mere mening når han fortalte det så kunne de ihvertfald finde ud af hvordan de ville kunne få ham rask igen. Hun lyttede stille til det han fortalte og det gav faktisk en ret god mening han kom med. Hun nikkede bekræftende "Hvordan kunne vi være så dumme og ikke tænke på det?" hun fattede ikke, at de ikke selv havde regnet det ud for længst. Hun smilte stille over, at de havde fundet ud af, hvad det var som var galt med Josh. Hun tænkte straks på Claire da han spurgte om hvordan de kunne stoppe det "Hvad med, at vi prøver og snakke med Claire?"

De kunne spørge Claire! Selvfølgelig! Det var en genial plan! Den kvinde havde jo garantere svaret! Hvorfor skulle hun ikke have det, trods alt havde hun en evne af vind der kunne transportere dem rundt! Så, hvorfor skulle hun ikke kunne have en løsning over en lille kærligheds besværgelse! Han smilte til hende og nikkede til det hun sagde, han kunne stadig ikke forstå hvorfor han var så glad, men det var en underlig følelse han havde og hvor ville han ønske at det ville forsvinde, altså ikke den med at være glad, men tanken om at han havde lyst til at gå hen og kysse Luce af bare glæde.
"Du har ret! lad os spørge hende!" sagde han lykkeligt, gik kort hen til Luce og før han kunne nå at stoppe ham selv, havde han placeret sine læber på hendes i et hurtigt kys. Men, det gik hurtigt op for ham hvad han havde gjort, så han skyndte sig at trække væk og se undskyldende på hende. "beklager jeg!" han smilte uskyldigt, for derefter at løbe ud af døren og ned på Claires kontor, hvor han uden at banke på gik ind på værelset. "Claire! du må hjælpe mig, hende damen fra før med det skøre hår, hun kastede en besværgelse over mig så jeg er forelsket i Luce, hvordan fjerner jeg den?"
Claire så overrasket og spørgende på ham, som havde han lige spurgt hende om der var flyvende kør på mars. "Min kære drenge jeg øh.. jeg ved ikke hvordan man fjerner en besværgelse, men giv mig lidt tid så har jeg fundet ud af det!"
Josh sukkede opgivende og dunkede hovedet ind i væggen..

Hun kunne ikke lade være med og grine da hun så hans reaktion på, at de kunne spørge Claire. Han havde åbenbart ikke selv tænkt over, at han kunne det, men han havde nok travlt med og tænke på hende. Det skulle ikke undre hende for hun vidste godt, at det havde været en besværgelse som styrede hans tanker eller det gjorde det rent faktisk stadig, men hvem talte? Hun nikkede stille "Har altid ret" der var latter i hendes stemme og det var nu kun ment som en spøg det hun havde sagt, men det kunne man vel også høre på hendes stemme. Hun stivnede af chok da han endnu en gang kyssede hende på munden. Hun havde ikke forventet, at han ville kysse hende. Hun kiggede på ham med store øjne da han stoppede med og kysse hende. Hun rystede lidt på hovedet for og komme til sig selv igen "Det er ok. Du kunne ikke styre det" det var stadig lidt svært for hende og kunne forstå det. Hun kiggede efter ham da han nærmest løb ud af døren som om han ville væk fra hende så hurtigt som muligt. Hun gik stille og roligt efter han noget tid efter da hun var blevet mere rolig over sig selv så Claire ikke ville kunne regne ud, at han lige havde kysset hende. Hun gik stille og roligt ind på Claires værelse og opdagede, at Josh slog hovedet imod væggen. Hun kiggede undrende på Josh og hen imod Claire "Hvad sker der?" hun lagde sit hoved nysgerrigt på skrå.