If A Push Comes to A Shove....

Før Eric selv vidste af det, blev han trukket op at stå af den rødhåret pige. Han stod i et par sekunder bare og kiggede på hende, før hun begyndte at trutte med de røde læber og han veg tilbage. Forsøgte at komme så langt tilbage som muligt. "Det var jo slet ikke mening vi skulle sove her, bare på et visit og det tror jeg er slut nu. De to andre vil også meget gerne videre nu. Jeg kan sagtens ride sådan her, intet problem med det. Tak for at vi måtte komme ind." Lød det meget hurtigt ud af Erics mund, mens han pressede ryggen op imod væggen for at komme væk fra Ruby og hendes ellers meget tiltrækkende læber og den søde duft der omgav hende. 
Ville Ruby alligevel presse sig op af ham og tvinge ham til at kysse hende, ville Eric opgive sin modstand og slå armene tæt omkring hende, for at få mere af den dejlige smag. Noget han ikke rigtig før havde prøvet ud over ved Camille.

Eric havde ikke øjne for andet end Ruby. Han var helt opslugt af hendes krop og alt hvad hun havde at byde på. Hans langt mere direkte måde at gøre tingende på var han helt vild med. Camille var langt mere diskret, alt for diskret. Det duede jo ikke med en kvinde der gik og skjulte hvad hun ville, hun skulle vise det så manden kunne forsøge at opfylde hendes ønsker. Præcist som Ruby gjorde. 
Ivrigt gled hans finger omme på Rubys ryg, ind under hendes bluse som han håbede på at kunne trække af hende, ville det lykkes ville han være henrykt og ivrig efter at få det sidst af hende. Hvad Camille havde sagt til Mira havde han slet ikke opfanget, han så ikke engang at hun stod på trappen og kunne følge med i det hele, i hans verden var der kun ham og den vidunderlige kvinde.

Ruby løftede sine arme så trøjen kunne komme af, og som tak blev Erics skjorte igen knappet åben. 
Denne gang af Ruby. 
Mænd kom ikke i flok i denne del af skoven. Men selv om de gjorde var Eric nu noget særligt, i hendes funklende øjne. 
Hans skjorte blev krænger af og hendes bryster presset imod ham , imens hun kyssede ham begærligt. 
Hun vendte sig om, og stod med sin bløde bagdel presset mod hans skød og hænderne der gned sig mod hans lår.  
Camille holdte vejret og forsøgte cleare hendes tanker. 
Også hun kunne se en betydelig forskel på Erics ... Reaktion og være måde. 
Han var langt mere optaget af Ruby end han nogensinde havde været af camille. 
Hvilke gjorde smerten dobbelt så stor for hende. 
Lige så stille som hun kunne, gik hun oven på igen og fik Mira til at åbne op. 
Mira kastede et enkelt blik på Camille og skyndte sig så i seng igen.  
Camille låste døren efter sig, og den ville ikke blive åbnet før hun ville tage afsted den følgende morgen.  Hun var selv for omtåget til at ride hvis hun skulle holde styr på retning og vej, eller havde de siddet på hesten nu- på vej langt væk fra Eric Valentine.

Efter at have fået trøjen af stod det næste på programmet at få trusserne af. Han skubbede sig væk fra væggen og gik frem mod bordet hvor han satte Ruby op, for så at trække hendes trusser ned af hendes hofter og lår. Rasten af vejen faldt de frit. Derpå vippede han hende blidt tilbage, så han kunne kravle op på bordet til hende og lænede sig ind for at kysse hende, da det hele pludselig begyndte at snurre for øjne af ham. Hvorfor præcist vidste han ikke, førhen havde det hele stået fast og roligt, men ikke længere. 
Hans hænder greb fat i bordkanten, som han trak sig ud til for at tømme maven for alt væske og mad der havde været i den. Efter det var sket var han absolut ikke interesseret i at fortsætte deres lille akt. Han var mere optaget af at finde en vask og noget vand, så han kunne skylle den dårlige smag ud af munden. Den nøgne Ruby blev efterladt på bordet, imens Eric fløj hen til det nærmeste vand for at få skyllet sin mund og derefter indtage noget vand for at få en ekstrem hovedpine til at gå væk, men det hjalp ikke det mindste.

Eric trak sig ud af Rubys greb og havde kurs direkte imod trapperne, eller dem forsøge han i hvert fald at nå. Det tog lidt slinger og et par buler ved at gå ind i alverdens ting, men til sidst fandt han trappe gelænderet og brugte det som støtte til at komme op af trapperne. Til sidst søgte han døren hvor Camille skulle være. Han kunne ikke helt huske hvilke, men mente det var nummer tre eller fire ... eller fem eller seks ... Han forsøgte dem alle og hvis han kom til en dør som enten havde Camille og Mira inde bag sig eller var låst, ville han banke hårdt på for lige at gøre det tydeligt at nu ville han altså gerne ind. 
Kom han ind ville han ignorere Camille og mulige udbrud, for at gå hen i sengen, på den modsatte side af hvor Mira lå, for så at gå omkuld der.

Camille kunne høre ham buldre op af trappen og også hvordan han til tider var ved at snuple.
Da han nåede deres dør , var hun lige ved at give efter og lukke døren op for ham.
Hun gik over til den, og lagde sin kind til hvile mod den tykke træ dør.
" Gå med dig Eric...gå ind til Ruby...og lad vær med at vække min datter" 
Camille talte så det lige kunne høres gennem døren.Lige nu var hun træt....træt og afkræftet.
I morgen ville det hele sikkert vende sig til vrede, og gud nåde den søster der så stillede sig på tværs af Camille.Men for nu....orkede hun ikke.Hun orkede ingenting længere og ønskede sig faktisk bare langt væk fra alle mennesker." Jeg gider ærlig talt ikke tale med dig. Gå" formanede hun og ville trække sig væk fra døren og tilbage til vindues karmen.Camille ville gerne afsted inden de andre fik øjne.Så hun havde ingen planer om at sove- ikke at hun kunne heller- og så ville hun som solen stod op, tage afsted med Mira.Så kunne Eric forsætte sit erotiske eventyr her.

Kort overvejede Eric at sige noget, men droppede det og slap håndtaget. Han blev stående på gangen i lidt tid, før han besluttede sig for at sætte sig op af døren. Hvilke han så gjorde. Ville Ruby forsøge at fjerne ham ville han af alle kræfter forsøge at gøre modstand. Nu ville han være ved sin dør til han kunne komme ind og snakke med Camille, ikke før ... med mindre de fik afkræftet ham nok til at han bare gav op og lod sig føre ind et eller andet sted at sove. Måske deres seng. Den havde været dejlig, men han ville vældig gerne have den alene så. Bare tanken om at skulle rode rundt med pigerne fik hoved til at brokke sig. 
Hvis der ikke skete noget på den anden side, ville Eric ende med at falde i søvn med ryggen op af døren og hoved hvilende på dørkarmen.

Dæmpede pige stemmer ned fra stuen, kunne høre op på etagen ovenpå.
De hævede sig nemlig fra tid til anden og man kunne fornemme der herskede uenighed om et eller andet.Efter noget tid, kom Ruby op og med sig havde hun Blackie.
De ville tage den søvnige Eric  og hjælpe ham ind i en gæste seng, i værelset ved siden af Camilles.
Ruby ville sætte et stort glas vand ved senge bordet og nogle stykker brød.Hun vidste at når han vågnede den følgende morgen ville hans appetit være stor, og hans hovedpine ville mindskes hvis han både drak og spiste godt." må jeg ikke nok blive hos ham, måske jeg kan få ham til at elske med mig?" Spurgte Ruby, men Blackie afslog med den besked, at det var vigtig befrugtningen skete imellem klokken 21- 23 hvor stjerner og planeter stod korrekt.Det løb var kørt, og siden det så bare var for hyggens skyld, kunne Ruby som sin straff for ikke at have fået forført Eric inden, nu få lov at lade sit begær vente....indtil Blackie gav hende lov.
Med et hårdt greb i armen , blev Ruby ført ind i sin seng, til Platina...og også Blackie lagde sig for at byde søvnen velkommen.De ville have endnu en nat til at nå deres mål, og så måtte de bare håbe at den romantiske Ruby ikke fik ødelagt det hele.

Eric havde fået lov til at sove lang tid nok til at han næsten ikke bemærkede han blev flyttet, selv heller ikke hvis han skulle gå eller gøre noget der ville ligne at gå. Men inden han lage sig helt til at sove, håbede han at hans hoved kunne vække ham tidligt nok til at han kunne nå ud til hestene og vente på dem til Camille kom. Han havde absolut ingen planer om at blive hos de skøre søskende. Smukke og lækre. Det var der styr på, men han havde absolut ikke lyst til at bedugges af dem igen. 
Som forventet vågnede Eric op næsten før solen overhoved kiggede op. Maden lod maden ligge, i frygt af at der var kommet noget nyt i den. Så forsigtigt han kunne med et hoved der brokkede sig højlydt, gik han ud til de tre heste som han sikrede var klar til at tage af sted. Der skulle ikke meget til. Bare lidt stramning hist og her og så var de klar til at tage af sted. Først overvejede han selv bare at tage af sted og vente, men der kunne ske så meget, så han slog sig ned mellem hestene der tydeligvis nød hans selvskab. Efter at have gravet rundt i en af sadeltaskerne fandt han noget mad han satte tænderne i og fik bugt med lidt af sin sult.

Eric var faldet halvt i søvn igen, da Mira kom spændende ud til ham og vækkede hans ømme hoved. Han fandt et stort smil frem til hende, mens han kom op at stå, børstede bukserne af og ville gøre klar til at sætte sig op på hesten. "Jeg ved ikke hvad i har tænkt jer, så det kan jeg ikke sige noget op." Lød det fra ham, da han greb Miras hest's tøjler (Prince?) og ville holde den for hende mens hun kom op og fik katten lagt på plads. Derefter ville Eric kort kigge på Camille, men tie stille. Han var ikke sikker på at hun ville være glad for at han sagde noget det næste stykke tid. 
Efter Camille var på plads ville han lade hende lede vejen og han ville så følge efter. Det kunne hun ikke benægte ham. Det var stadig hans hest hun red på - sådan næsten da. Han havde indirekte givet hende den og hun så den nok som sin egen. Det ville overraske ham hvis det ikke var tilfælde.

En pragt demonstration i hvordan   man kunne tilside sætte sig selv og sine egne behov, udelukkende for andres skyld, var hvad Camille leverede.Det hele handlede om Mira, og om ikke at forkrøble hendes lille sårbare verden.En verden hvor hun behøvede både en mor og en far.
Tænk hvor mange skilsmisse børn der var, hvor forældrene ikke kunne opfører sig pænt foran deres børn....det liv skulle ikke være Miras.Så Camille havde sin fæstning på plads, hvilke var meget heldigt for Eric.Ellers havde hun brølet ham lige op i hans ansigt at han skulle skride sin vej og aldrig aldrig nogen sinde befinde sig i en radius af 3728292 kilometer af hende.
Istedet red hun tavst....med et splintret hjerte og billeder af Eric og hans rødtop og deres kys og berøringer...der bare ikke ville aftage fra hendes bevidsthed.
Mira holdte sig bagud , trukket tilbage i sin egen lille leg, hvor hun spejdede efter indianer inde bag træerne, og ellers lod de voksne passe sig selv.

Eric ville gerne have haft mere fart på, så de kom hurtigere væk fra huset, men at røre Camille var han ikke meget for, så han blev pænt hvor han var og lod hende samle sig. Først da der skulle spises frokerst mente han at han blev nød til at kontakte hende, men det blev som var hun et farligt dyr. Først fik Mira mad og derefter fandt han noget til Camille som han rakte frem imod hende. Til sidst fandt han noget mad til sig selv. Selvom han sikkert kunne have spist alt hvad de havde haft med, holdte han sig tilbage og dækkede sit behov med to æbler og et på hesteryg igen. 
Hvis Camille holdte tavsheden til aften, ville Eric også gøre det. Om hun ville putte Mira eller om han skulle, lod han være op til hende, han gjorde klar og fandt noget mere mad til dem i mellem tiden. Først da Mira lå og sov listede han hen til hende og forsøgte at få hendes øjenkontakt.

Hun var som en lukket dør.Fuldkommen.
Camille kunne ikke forstille sig et syn der ville kunne såre hende mere, ikke et der indbefattede levende mennesker i hvert fald, og hun kunne ganske enkelt ikke finde en hylde at ligge det på.
De havde...kysset...hun...hun havde troet at ...
Flere gange bragte billederne og hendes tanker , tåre i Camille øjne og sind, men hver gang bremsede hun hårdt i, og forhindrede at det blev til mere end det.En mental kniv i hendes hjerte.
Hun ønskede ikke en samtale med ham, ønskede ikke at høre sandheden og hans tiltrækning af Ruby og de andre....og ønskede heller ikke hans løgne og løfter om at være hos Camille.
Da de var alene, efter Eric havde puttet Mira og han trak over mod Camille...brød hun for første gang isen.." Hvorfor?" Var alt hun sagde med grådkvalt stemme og tårene stod igen på spring

Camille virkede til Erics lettelse til at kunne snakke, så han satte sig bedre til rette og kiggede tomt ud i luften. "Det kan jeg ikke svare på." Mere sandt mente Eric ikke det kunne blive, for han vidste ikke hvad der var sket - eller nærmere hvad han havde fået. Han vidste godt hvad der var sket og forstod ikke hvorfor han ikke selv havde stoppet det. Han tvivlede ikke på at han havde fået et eller andet, for så sex lysten plejede han da ikke at være - vel? 
"Men måske ved du hvad de var?" Han kiggede kort hen imod Camille, for så hurtigt at trække blikket til sig og stirre ud i den blå luft igen. "Jeg havde en enorm lyst til hende den rødhåret og selvom jeg forsøgte at stoppe syntes det ikke at virke." Tænkte han højt, med hagen placeret i hænderne. "Hvad tror du jeg fik? Det måtte have været noget stærkt noget...." Fortsatte han og uden at vente på svar forsøgte han selv at svare. "Måske de kunne have været hekse eller sådan noget. Man ved aldrig."

Hun gav et lydløst fnys fra sig.
Selvfølgelig kunne han ikke svare på hvorfor han lå og havde sex med fremmede kvinder, med Camille og Mira under samme tag.
" hvad de var? ...jeg aner det ikke" hun tænkte lidt over det.Havde de været dæmoner med speciale i forførelse, så havde de nok ikke sluppet Eric, så hekse var nok et godt bud.
" Betyder det noget for dig hvad de er? Du lod til at være rimelig ligeglad i aftes" sagde hun tørt.
Eric burde nok havde stoppet samtalen der, for egenlig gjorde det ikke noget godt for Camille og slet ikke for deres forho...nej...deres relation, at han beslutte han ville fortælle Camille hvor meget lyst han havde til den rødhåret.
" ej havde du....virkelig?" Lød det sarkastisk...." Hvad du fik? Lad mig se...hmmmm" Camille prikkede med en pegefinger på sin tinding og så ud som hun virkelig spekulerede over hvad Eric havde fået...
" I dont know Eric...udløsning?" Hun rejste sig....havde fået nok efterhånden og hun gad bestemt  ikke høre på hans eventyr.
" Hvorfor blev du der ikke bare....skrup af...du kan nå det endnu" sagde hun hårdt og nægtede at se på ham.
Hun gik længere væk fra deres lille sovested, da hun ikke rigtig synes at kunne få luft.
Billederne af Eric og hans rødhåret veninde, synes at være hvor end hun så frem for sig.

Hvad han lige skulle svare til det, anede han ikke, men greb alligevel ud efter Camille for at trække hende ned igen, inden hun gik igennem skoven og trampede alt ned på sin vej. "Fordi jeg gerne vil sige undskyld og gerne vil tage med jer. Hvis ikke for din skyld, så Miras." Han kiggede op på hende, søgte hendes øjne for at se hvad de kunne fortælle ham. Hvis han ikke kunne finde noget der eventuelt kunne motivere ham til at holde fast fortsat, ville han slippe og vende blikket ud mod omgivelserne.
"Lig dig til at sove, jeg skal nok ... holde vagt i nat." Han trak bene op under hagen og lage armene omkring dem, for på den måde at holde sig siddende uden at skulle bruge nogle form rygstøtte. Det ville han benytte sig af sener hen, hvis Camille lage sig til at sove og lod ham få sin vilje. Måske ville hun for en gang skyld gøre det.

Eric nåde et par gange i løbet af natten og overveje om han egentligt ikke bare skulle smutte, men droppede hurtigt idéen. Der var ingen grund til at hans lille leg skulle gå ud over de to andre. Mira syntes nogen lunde stadig at kunne lide ham og Camilles skole skulle jo også på at stå på den ene eller anden måde. Hun kunne sikkert godt finde andre til at hjælpe sig, men så blev han altså hængende for Miras skyld. Bare lidt endnu.
Efter solen stod højt nok på himlen, begyndte Eric at lave noget mad til dem. Startede et bål, fandt noget kød og varmede, for så at finde et par buske med bær som han samlede ind og lavede en bunke til Mira og Camille. Da det var ordnet slog han sig ned og gloede ind i flammerne fordybet i sine egne tanker til de to andre ville vågne op og byde dagen velkommen.

Mira elskede sin far, og forstod intet af hvad der skete.
Men hun havde da forstået at hendes mor og far ikke var kærester....selv om hun nok så hrundigt havde døbt Camille, så havde det ikke rigtig hjulpet.
Mira sov som en lille sten, og små snorke lyde i et, behageligt lys niveau der ikke støjede, lød omkring hende.Camille strakte sig og var så stille som hun kunne, for ikke at vække hende.
Hun vidste ikke helt hvordan de skulle komme videre, men hun måtte jo nok bare æde sin såret kvindelige stolthed og glemme sine Forstillinger om ham.Så det var hun fast besluttet på at gøre.
For alles skyld.
 " Godmorgen " mumlede hun til Eric, og satte sid over ved bålet, imens hun pillede tørre blade hun fra hendes hår der sad på hovedet.
" Tak..fordi du lod  mig få noget søvn....Har du været vågen hele natten?" Spurgte hun og gumlede på noget frugt.Camilles appetit var væk, og hendes i forvejen for tynde krop, oven på alt Tristan pisset, var nok ikke så glad for det, med det var der ligesom intet at gøre ved.
" hvad retning skal vi så ride i når vi tager afsted?" Ikke at det betød noget...lidet gjore lige nu, men hun gjore hvad hun kunne for at få det hele til at glide.

Eric kiggede op da Camille kom til syne og gav lyd fra sig. "Ja. Så lidt ..." Han stak en hånd i håret og rodede lidt rundt, før han lod den falde ned igen for at begynde at tage et par bær fra hans bjerg og stikke dem i munden. "Det ved jeg ikke, hvilke vej du vil?" Et par flere forsvandt, før han til sidst rejste sig op og gik hen til hestene for at kalde dem til sig og begynde at gøre dem klar til at ride af sted.
Da de var klar var Eric ivrig efter at komme af sted. Det ville hindre dem i at skulle gå rundt uden noget formål, hvilke han absolut ikke brød sig om ved siden af en bombe som han ikke var sikker på om var gået af eller om stadig ventede på at eksplodere når man mindst ventede det. Når han mindst ventede det.
Efter at have reddet i noget tid brød han tavsheden, hvis ikke Camille havde gjort det før. "Hvordan tænker du at lave skolen? Hvad skal der være på programmet, skal eleverne bo der og vil du eventuelt ansætte nogle til at hjælpe dig?" Han drejede hoved imod Camille for at se hvad hun ville svare, men også for at se hvordan hun bare generelt havde det. Hun kunne umuligt være helt god igen, men måske var hun tøet en smugle op.

Et let træk på skulderen viste at det ikke betød det store.Hun anede alligevel ikke rigtig hvor de var.
Uden ham, ville hun være lost." Det betyder ikke så meget" svarede hun stille og lod ham sætte kursen.
Camille hjalp bagefter Mira, og hun gjore sit bedste for at virke glad.Erica fik både kæl og kram, og en mus at spise, så det var en lille tyk killing der blev stoppet i tasken.
Forholdsvis tavs red de afsted, til snakken gik på skolen.
" Det er svært at sige..der var flere der havde lovet mig deres hjælp...men du ved...folk finder andet der er mere interessant." Hun bed sig i tungen, for ikke at forfølge den sætning yderliger.
" Tristan skulle have hjulpet mig, med han er jo væk....Aleck havde sagt ja...men han er jo væk....Sean ville vist nok, men han æder børn eller forføre kvinder...." Hun fnøs.
Det havde ikke være ret mange i hende liv der havde været til at stole på havde der? 
Egenlig ikke.ingen var blevet hos hende- som de havde lovet.
Måske var det bare Camille der var  noge galt med?
" Jeg kan klare det selv...jeg kan undervise i det meste...og jeg tror børnene vil bo der, for det vil være de mest udsatte." Sargonis har sagt han vil hjælpe...måske kan jeg stole på ham....som den eneste...og ellers så er det også ligemeget"
Hun nægtede at lade ham komme tæt på sig, Eric...på alle måder ville han fremover blive holdt et skridt væk fra livet.Høflig og sød ville Camille være.Men hun så ingen grund til at dele ud af kys han tydeligvis slet ikke følte for alligevel.